Nedenfor giver vi en analyse af BORA-hansgrohe.

Ryttere, der bliver på holdet

Giovanni Aleotti, Shane Archbold, Cesare Benedetti, Sam Bennett, Emanuel Buchmann, Matteo Fabbro, Patrick Gamper, Marco Haller, Sergio Higuita, Jai Hindley, Lennard Kämna, Jonas Koch, Patrick Konrad, Luis-Joe Lührs, Jordi Meeus, Ryan Mullen, Anton Palzer, Nils Politt, Maximilian Schachmann, Ide Schelling, Cian Uijtdebroeks, Danny van Poppel, Aleksandr Vlasov, Matthew Walls, Frederik Wandahl, Ben Zwiehoff

Nye ryttere

Bob Jungels (AG2R Citroën Team), Nico Denz (Team DSM), Victor Koretzky (B&B Hotels-KTM), Florian Lipowitz (Tirol KTM Cycling Team)

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Ryttere, der forlader holdet

Wilco Kelderman (Jumbo-Visma), Felix Grossschartner (UAE Team Emirates), Martin Laas (Astana Qazaqstan Team), Lukas Pöstlberger (Team Jayco AlUla)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes forskellige veje til at nå verdenstoppen. Man kan gøre som Sky/Ineos, der kun i de senere år har haft held med at udvikle egne navne og i vidt omfang er blevet et storhold ved at bruge en fed tegnebog til at skrive kontrakt med den ene verdensstjerne efter den anden. Man kan gøre som Jumbo-Visma, der var helt nede at skrabe bunden, men nu har nået toppen, næsten udelukkende ved at finde ryttere, de selv har udviklet.

Endelig er der Bora-modellen, der er ganske særegen, og som har ført det engang så beskedne tyske hold så langt, at det i dag må regnes som et af de allerbedste. Manager Ralph Denk startede som et beskedent kontinentalhold, der langsomt voksede i graderne, først ved som totale underdogs at begynde at få wildcards til de store løb, indtil man blev så store, at en storsponsor stod klar med nogle millioner. De blev brugt til at sikre en verdensstjerne, Peter Sagan, der i alt væsentligt var alene om at score point på et hold, der ellers i alt væsentligt bestod af de samme ”underdogryttere” som tidligere. Mens Sagan stod for opmærksomheden, udvikledes de mange talenter stille og roligt, og da stjernen pludselig holdt op med at præstere i 2019, var de unge drenge blevet så gode, at holdet havde tilstrækkelig bredde til alligevel, endte som verdens nr. 2 på verdensranglisten, hvor det foreløbige højdepunkt blev nået.

Denks Bora-hansgrohe-mandskab er altså gået fra at være Team Sagan til i dag at være et helstøbt hold, der kan begå sig i ethvert terræn. Mest tydeligt var det i årene mellem 2019 og 2021, hvor Sagan, der ellers altid havde monopol på en top 5-placinger på verdensranglisten, i alt har vandt færre end 10 cykelløb og raslede ned af ranglisten til først en 11. plads, siden en placering som nr. 45 og slutteligt blot som nr. 57. Alligevel blev Bora altså nr. 2 i 2019, og med to 6. pladser i træk cementerede holdet endegyldigt sin position som et af de faste tophold.

Tiden som Team Sagan er altså for længst overstået, og derfor var det slet heller ikke nogen katastrofe, at Sagan-æraen sluttede for et år siden. Allerede i foråret signalerede Denk klart, at de mange Sagan-millioner var brugt bedre end på den slovakiske superstjerne, for selvom der stadig knytter sig enorm opmærksomhed til sportens måske største navn, har Denk altid været drevet af det sportslige. Derfor gjorde han det hurtigt klart, at det var tid til et farvel til rytteren, der mere end nogen anden har defineret holdet, og når man ser på, hvor meget han i stedet fik ud af Sagan-millionerne, står det vist klart, at det ikke var noget dumt valg - i hvert fald ikke ud fra en sportslig betragtning.

Denk benyttede den milepæl, som Sagans farvel naturligvis var, til at tage sin strategi op til overvejelse. I de senere år er holdet som sagt blevet mere helstøbt, og Sagans brostensklassikere har spillet en mindre udtalt rolle. Sidste år rettedes fokus imidlertid meget klart mod etapeløbene og ikke mindst klassementerne i grand tours, der fremover skal være holdets helt store fokus. Ind blev hentet nogle af de mest spændende etapeløbstalenter i form af Aleksandr Vlasov, Jai Hindley og Sergio Higuita, og der blev formuleret et mål om at vinde en grand tour inden for tre år. At det var helt nye tider, blev slået fast, da Denk sagde farvel til sin trofaste følgesvend Enrico Poitschke, der har været en fremtrædende sportsdirektør, og erstattede ham med Rolf Aldag.

Strategiskiftet var begrundet i, at holdet er tysk. I vores store naboland mod syd er det etapeløb og ikke mindst Tour de France, der har klart den største interesse, og derfor var det i en vis forstand helt forkert, at Tysklands store hold i første omgang satsede så meget på klassikerne. Sponsorpresset er altså gået i retning af et fokus på etapeløb, og det ønske efterkom Denk. Det gjorde han endda med en helt uventet succes, da Hindley i den allerførste grand tour med den nye strategi tog den grand tour-sejr, de egentlig havde tre år til at opnå.

Missionen er dog ikke fuldført, for Denk har sat sig det næste mål at vinde Touren. Det skal han i første omgang gøre med en trup, der er næsten helt uforandret i forhold til 2021. Her betød strategiskiftet, at han gennemførte en paladsrevolution med hele 11 nye ryttere, men efter den flotte start på den nye epoke i 2022 kan man ikke fortænke ham i at have haft en helt anderledes konservativ tilgang til den seneste transferkampagne. Sagan-millionerne var jo også allerede brændt af på de mange nyerhvervelser sidste år, og derfor er det blevet til en meget beskeden aktivitet med blot tre nye ryttere.

Der må dog være et overskud på Denks konto, for efter sidste års store transfersucces må den beskedne transferaktivitet siges at have efterladt holdet svækkede tilbage. Værre er det, at svækkelsen kommer i de etapeløb, der jo altså er det nye fokus, for man må i det kommende år klare sig uden både Wilco Kelderman og Felix Grossschartner, der begge blev lokket væk af et tilbud fra et af sportens supermandskaber i form af hhv. Jumbo og UAE.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det største tab er Kelderman, men det er stadig lidt svært helt at sige, hvor meget det vil betyde. For to år siden blev han nr. 5 i Touren, men hans 2022-sæson gav det klare indtryk, at han efterhånden har set sin bedste tid. Han var imidlertid også igen uheldig med sygdom og skader, og derfor kan det ikke helt udelukkes, at han kan rejse sig igen. Gør han det, er det klart, at det er et tab, der gør ondt, men selv den bedste Kelderman vil være under Vlasov og Hindley i det interne hierarki. Uanset om de mister en potentiel top 5-kandidat i en grand tour eller en erfaren hjælper, er det dog et betydeligt tab. Vi så trods alt, hvor vigtig en rolle, han spillede for Hindley i Giroen, ligesom han i Vueltaen var ganske tæt på at vinde en bjergetape.

Tabet af Grossschartner er knap så stort, men det gør alligevel ondt. Østrigeren er ganske vist to gange endt i top 10 i Vueltaen, men det er også ret klart, at hans potentiale som klatrer næppe rækker til mere end det, han allerede har opnået. Med tanke på de meget spændende kaptajner, holdet nu råder over, er det som hjælper, han vil blive savnet, men det er også et reelt savn. Med tanke på holdets store grand tour-ambitioner er der brug for masser af stærke bjerghjælpere, og derfor gør det ondt, at man ikke kunne holde på ryttere, der begge har været i top 10 i grand tours.

Heldigvis har man hentet en erstatning. Bob Jungels viste med sin etapesejr i Touren, at han måske kan genfinde fordums styrke, nu hvor det vitterligt var hans forsnævrede arterie, der var årsag til det totale sammenbrud. Det har altid været klart, at han som klatrer er for begrænset til for alvor at blive en stor etapeløbsrytter - særligt i kortere løb, hvor han ikke har glæde af sin store motor - og den efterhånden 30-årige luxembourger ligner heller ikke en mand, der kan nå helt samme højder, som han gjorde, da han var bedst.

Mindre kan imidlertid også gøre det. Kan han vitterligt stabilt genfinde det niveau, han havde sidste sommer i Touren og i Tour de Suisse, er han et godt bud på en erstatning for i hvert fald Grossschartner. Deres klatreevner er meget identiske, men Jungels er mere alsidig med en endnu bedre enkeltstart og endda også erfaring i klassikerne. Han vil i hvert fald blive en solid hjælper for holdets kaptajner i grand tours, mulig etapejæger, som vi så det i Touren, og måske også i stand til at levere pæne resultater i ugelange løb med vigtige enkeltstarter og moderate klatreudfordringer. Måske vil han endda igen rette fokus mod klassikerne, og her har den tidligere vinder i Liege og Kuurne jo vist, at han er en ganske værdifuld forstærkning.

De øvrige ændringer er mindre betydningsfulde. For nogle år siden havde man ærgret sig meget over tabet af Lukas Pöstlberger, der tidligere viste et meget lovende potentiale i brostensløbene, men det er længe, længe siden. Hvis hans niveau fortsætter med at være som i den meget skuffende 2022-sæson, lever man med tabet, både i klassikerne og som fladbanehjælper i etapeløbene.

Det er måske mere overraskende, at Martin Laas ikke får sin kontrakt forlænget. Ganske vist er sprinterambitionerne ikke helt så udtalte som tidligere, men holdet har stadig planer om at servicere hele tre sprintere i form af Sam Bennett, Jordi Meeus og Matthew Walls. I det lys kan man undre sig over, at de har råd til at sige farvel til så erfaren en lead-out man, og det efterlader i hvert fald sprintergruppen svækket frem mod den kommende sæson.

Måske kan Nico Denz udfylde lidt af hullet. Han har i hvert fald erfaring i at indgå i lead-outs, men det er slet ikke i den fulde finale på samme måde som Laas. Det er på mange måder en overraskelse, at holdet valgte at hente tyskeren fra DSM, for han har i de seneste år været en skygge af sig selv. Til gengæld hev han i 2022 pludselig nogle ganske chokerende klatrepræstationer op af hatten, da han vandt en bjergetape - ja, du læste rigtigt - i Tour de Suisse og imponerede på 12. etape i Giroen. Nu om dage synes han at skulle have en masse løb i benene, inden han finder formen, og det er derfor nok primært som hjælper i grand tours, at han er relevant. I den forstand kan han på mange måder betragtes som en erstatning for Pöstlberger, der også har haft en vis opgave i at støtte kaptajner i fladere terræn i de lange etapeløb.

En af Denks nye kæpheste er at opsøge nye spændende navne uden for landevejssporten, måske i håbet om at finde en ny Primoz Roglic. Han har ikke lagt skjul på, at han har øjne og ører åbne over for ryttere, der måske kan slå igennem på landevejen, og derfor har han for nylig hentet både den tidligere mountainbiker Ben Zwiehoff og skiløberen Anton Palzer. Næste skud på stammen er mountainbikerytteren Victor Koretzky, der blev til overs efter B&B-holdets kollaps.

Franskmanden har i nogen tid været en af verdens bedste på sin mountainbike, men sidste år kørte han for første gang et relativt omfangsrigt landevejsproblem, hvor han også fik lov at smage på nogle af sportens store løb. Mod slutningen af sæsonen viste han så megen fremgang, at hans potentiale er værd at udforske nærmere, da han blandt andet blev nr. 13 i Arctic Race, sikrede sig to top 10-placeringer i Luxembourg og vandt en etape i det mindre Alpes Isere Tour. Som en puncheurtype med en relativt god spurt håber han at kunne begå sig i Ardennerne, men hans primære fokus er i første omgang fortsat OL på mountainbike. Derfor bliver han Bora-mandskabets første rytter, der på én gang skal fokusere på to discipliner, og han vil skulle bruge en betydelig del af sin sæson på sin mountainbike og kun køre et begrænset landevejsprogram. Vi skal derfor næppe forvente de helt store resultater i 2023, men forhåbentlig kan sæsonen vise, at han vitterligt har et større landevejspotentiale på længere sigt.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Holdet har også altid et stort fokus på talenter og gerne de tyske af slagsen. I år er der imidlertid kun blevet plads til ét af slagsen. Det er den tidligere skiskytte Florian Lipowitz, som bestemt ikke er uinteressant. Han havde et ganske trist 2022, men i 2021 viste han stort potentiale med en 5. plads i Valle d’Aosta, en 14. plads i Tour de l’Avenir og måske særligt en 18. plads blandt eliten i det altid stærkt besatte Tour of the Alps. Det er klart, at han ikke fremstår som nogen ny Tadej Pogacar, men man skal altid varsom med at afskrive ryttere, der kommer fra andre sportsgrene. De kan nemlig have en meget stejl læringskurve, og det samme kan meget vel gælde for tyskeren, der har en tidligere karriere som skiskytte.

Det er dog først på længere sigt, at Lipowitz skal levere resultater. I første omgang handler det om 2023, og her kan man ikke komme udenom, at holdet fremstår i en svækket udgave. Sådan må det være, når man siger farvel til to top 10-ryttere i grand tours, og det bliver særligt problematisk, når holdet fremover vil i altovervejende grad vil fokusere på klassementet i netop de lange etapeløb. Det kræver mange kapable bjerghjælpere, og dem bliver der færre af i den kommende sæson, også selvom Jungels lukker en del af hullet. Han kan til gengæld styrke klassikertruppen, hvor holdet således ser stærkere ud, men da også Laas vil blive savnet som støtte til de i alt tre sprintere, kommer Bora, der ellers var en af de store vindere på transfermarkedet sidste år, denne gang ud som en taber.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt var det erhvervelsen af Peter Sagan, der var Boras adgangsbillet til verdenstoppen, og derfor har klassikerne i årevis været holdets måske allerstørste fokus. Ganske vist lykkedes det kun slovakken at vinde ét monument i sin tid på holdet, men det blev alligevel til et hav af topplaceringer i de største endagsløb. Til gengæld var det også ofte et diskussionsemne, at truppen generelt ikke var stærk nok til at støtte kaptajnen, slet ikke i de år, hvor det i klassikerne mest havde karakter af ”alle mod Sagan”.

Som nævnt har holdet med Sagans farvel taget et retningsskifte, hvor det nu især er etapeløbene, der er det store fokus. Det har betydet, at man intet har gjort for at erstatte Sagan, og da det jo altså altid har været et problem for holdet, at klassikertruppen var temmelig smal, er det også indlysende, at vi skal være varsomme med at stille alt for store forventninger til det tyske hold i brostensløbene. Ikke blot forsvinder Sagan, han tager også en stor del af brostenstruppen med sig.

Heldigvis sørgede holdet for at tænke langsigtet allerede for et år siden, da de erhvervede sig Nils Politt. Det var selvsagt et oplagt match at forene det førende tyske hold med den førende tyske brostensrytter, men de første sæsoner gik slet ikke som håbet. Egentlig var Politt brølstærk og måske i virkeligheden bedre end nogensinde, da han tog karrierens sejr nr. 2, 3 og 4 på ganske få uger i 2021, herunder ved et flot soloridt på en Tour-etape, men i klassikerne gik det slet ikke. Foråret var aldrig en succes, og i yndlingsløbet, Paris-Roubaix, var han ramt af forkølelse, der gjorde det umuligt at gentage 2. pladsen fra 2019. I 2022 var det sygdom, der slog ham ud, og man skal have været mere end almindeligt opmærksom, hvis man overhovedet opdagede, at de var til start i brostensløbene, hvor de heller ikke lagde skjul på, at de var i en mindre krise.

Det kan næsten ikke gå værre i 2023, men udsigten til en voldsom forbedring er også begrænset. Det helt store spørgsmål er, hvad vi skal forvente af Bob Jungels. Luxembourgeren lavede for nogle år siden en i karrieren ret sen satsning på brostensløbene, og det gjorde han med en vis succes, da han blandt andet vandt i Kuurne og var en stor kraft i at hjælpe Zdenek Stybar til E3. I forbindelse med den enorme krise forårsaget af sine arterieforsnævring forsvandt han imidlertid helt fra klassikerscenen, og selvom han i 2022 endelig rejste sig igen, skete det først i løbet af sommeren, altså længe efter brostensklassikerne.

Nu gør han så Flandern Rundt til et af sæsonens store mål, men det er uklart, hvor mange øvrige brostensløb han kører, da han også har planer om det fulde ardennerprogram. I de løb, hvor han stiller til start, vil han gøre fælles front med Politt, der dog aldrig har været skabt til de flamske løb, hvor han har været en smule for tung. Jungels er heller ikke typen, der kører med de bedste på stigningerne, men har i stedet opnået sine klassikerresultater ved at angribe tidligt. Det er også den opskrift Politt skal benytte, og som i 2022 gav ham hans eneste gode brostensresultat i Dwars door Vlaanderen. Vi skal altså ikke stille de helt store forventninger, men lykkes det Jungels eller Politt at komme favoritterne i forkøbet har de motoren til at lave resultater i Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop, ligesom de kan under de rette taktiske omstændigheder kan gøre det i de mere sprintervenlige løb i Kuurne og Wevelgem. De ledsages af Marco Haller, der var en af de helt store overraskelser i brostenssæsonen i 2021, men som også fejlede i 2021. Han havde dog generelt en god sæson, ikke mindst med sejren i Hamburg, og kan han genfinde fordums styrke, kan også han komme langt.

En joker er Maximilian Schachmann. Det er umiddelbart ikke planen, at han skal køre andre brostensløb, men han har gjort Flandern Rundt til et mål. Han skal først toppe i Ardennerne og har ingen resultater på brostenene, men han har de rette evner til at gøre det godt. Han kan bestemt være en meget spændende outsider, hvis han kan finde sig selv efter et trist, trist 2022, og det vil også gælde i et løb som E3, hvis han vælger at bruge det til opvarmning.

Den helt store chance på brostenene kommer dog i Roubaix. Politt fandt aldrig benene i 2022, men kan han stadig finde det niveau, han senest havde i sommeren 2021, er han skabt til det franske monument, hvor han tidligere er blevet både nr. 2 og 7. Her vil en formstærk Politt være en reel vinderkandidat, selvom han her skal klare sig uden Jungels og med støtte fra Haller, der måske også passer lidt dårligere til det franske løb end til de flamske af slagsen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Størst chance for at vinde i løbet af den første del af klassikersæsonen kommer dog i sprinterløbene. Sam Bennett betragter sig selv som værende tilbage på sporet, og han så i Vueltaen da også ud til at genfinde lidt af sin fart. Holdbarheden mangler vi stadig, men hans vilde Paris-Tours, hvor han trods en hel finale i udbrud endte som nr. 3 var løfterig. Vi ved alle, hvor holdbar den bedste Bennett er, og derfor er Gent-Wevelgem et løb, han kan vinde, ligesom han også vil have gode chancer i de rene sprinterløb Scheldeprijs og De Panne. Han vil også have som et stort mål at forsvare titlen på holdets hjemmebane i Frankfurt. Det skyldes ikke mindst, at han nu ledsages af manden, der aspirerer til titlen som verdens bedste lead-out man, Danny van Poppel, som også selv er en glimrende klassikerrytter. Faktisk kan Van Poppel selv levere fornemme resultater i de samme løb, hvis ustabile Bennett falder fra. Derudover er det også tanken, at Jordi Meeus skal have sin chance, blandt andet i åbningsweekenden, hvor særligt Kuurne appellerer til ham, og Dwars door Vlaanderen. Fra juni og frem viste han en imponerende fart, og nu skal han bare genfinde fordums holdbarhed, inden han bliver meget farlig i den slags løb.

Milano-Sanremo er også en god chance, for ender det i en massespurt, vil en Bennett - sekunderet af Van Poppel - være en af favoritterne, hvis han genfinder fordums holdbarhed. Man kan også håbe, at Maximilian Schachmann stiller til start, da han - hvis han finder sig selv - kan være en af de bedste på Poggio, ligesom det kunne være tilfældet for Sergio Higuita eller Aleksandr Vlasov, der dog næppe stiller til start. Bob Jungels ventes også at deltage, og han er heller ikke uden chance i en taktisk finale i Sanremo. Endelig er Van Poppel igen et glimrende alternativ til Bennett, for han har nået et stabilt højt niveau, vi ikke har set tidligere.

Et andet spændende løb er Strade Bianche. Her har Schachmann tidligere gjort det fremragende, men man kan frygte, at han igen fravælger det til fordel for Paris-Nice. I år vælger Vlasov også at deltage, og med det punch, han fandt i 2022, er han en skarp og giftig outsider, som også Higuita kunne være det, hvis han stiller til start, og som Jai Hindley i virkeligheden også kunne være det, da han ikke er uden punch. Det samme gælder for Ide Schelling, der dog først skal finde sig selv efter det sygdomsramte 2022, og det kunne også være spændende at se Lennard Kämna og Jungels, der vil kunne angribe tidligt, samt mountainbikeren Victor Koretzky, der passer til løbet, men nok fortsat mangler for meget.

I Ardennerne var Vlasov fremragende i 2022, hvor han fandt et helt nyt punch og en ny spurtstyrke, men da han satser på Giroen, er det næppe et stort fokusområde. Giro-ryttere kører dog ofte Liege, hvad der også lige nu er planen, og sker det, er han en giftig outsider. Holdets bedste kort bør dog være Schachmann, der har været i top 5 i alle løbene og også kan vinde Brabantse Pijl. Igen er problemet dog det samme, nemlig at han skal bevise, at han kan genfinde fordums styrke. Er han ikke på toppen, bør toprollen overtaget af Higuita, der aldrig har slået til i Ardennerne, men som på alle måder er skabt til dem. Han er stadig uhyre svingende, men hævede sit niveau markant i 2022, og hans resultat i Lombardiet var lovende. Er han klart, er han meget farlig i alle tre løb.

Man kan også håbe, at Jai Hindley giver løbene et skud, nu hvor han satser på Touren. Han har faktisk et glimrende punch, men spørgsmålet er, hvor god en endagsrytter han kan være, når hans spidskompetence er restitutionen. Derudover har Patrick Konrad tidligere været god i løbene, man også han satser på Giroen, hvorfor han næppe er på toppen, og også han skal rejse sig efter en katastrofesæson. Det samme gælder for Giovanni Aleotti, der ikke viste meget i et trist 2022, men har punch. Der er også Jungels, der jo har vundet Liege ved at angribe tidligt, men selvom han har rejst sig igen, er han fortsat ikke på det niveau, han havde dengang. Endelig er Schelling, hvis han finder sig selv, god i disse løb, selvom det nok er i Brabantse Pijl og Amstel, at han har sin bedste chance, og også Koretzky må skulle fortsætte sin udvikling i løbene.

I efteråret er perspektiver heller ikke ringe. Higuita og Vlasov ligner i kraft af deres fart gode bud i San Sebastian, hvis de giver løbet et skud, men det kunne også passe udmærket til Hindley, hvis han er frisk efter Touren. Det samme gælder for Schachmann, selvom den sidste mur kan være en anelse for stejl, ligesom også Konrad, Schelling og Aleotti måske vil kunne jagte en top 10. Løbet i Hamburg vil være et stort mål for det tyske hold, men de skal næppe regne med, at Haller kan forsvare titlen. Bennett er bedste bud, men puster han ud mellem Touren eller Vueltaen, er det en stor chance på WorldTouren for Meeus, der passer storartet til løbet. Han vil også have en god chance i Bretagne, hvis ruten bliver relativt let, mens det i en hårdere udgave kunne være noget for Schachmann, Politt, Jungels, Haller eller Schelling.

Løbene i Canada passer perfekt til Higuita, ligesom Vlasov burde kunne gøre det godt, men colombianeren skal efter alt at dømme køre Vuelta, og det kunne russeren også ende med at gøre. Heldigvis har de Schachmann, hvis han fortsat har noget i tanken, og det vil også være løb, hvor Schelling og Konrad vil kunne levere hæderlige resultater. Endelig er holdet uhyre stærkt besat til de italienske klatreløb til sidst, men her vil alt afhænge af, hvem der har noget tilbage i tanken. Higuita kom stærkt ud af Vueltaen i 2022, hvor han endte helt fremme i monumentet, og han vil sammen med en forhåbentlig formstærk Vlasov være det bedste bud. Også Hindley bør dog kunne komme langt, men det er tvivlsomt, om han er frisk endnu til den tid, og løbet er nok en anelse for hårdt til, at Konrad, Kämna, Jungels, Aleotti og Schachmann kan være med i kampen om sejren, medmindre de designer en lettere udgave. Endelig kunne det være sjovt at se kometen Cian Uijtdebroeks, for selvom han mest er etapeløbsrytter, burde han - særligt med et helt år mere i benene - kunne komme langt i så klatretungt et løb. Det vil dog nok kræve, at han ender med alligevel at skippe Vueltaen.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt besluttede ledelsen forud for 2022-sæsonen at transformere holdet fra et klassiker- til et grand tour-hold. Ifølge manager Ralph Denk skyldtes beslutningen en helt nøgtern analyse af, hvor pr-værdien for sponsorerne ville være størst, og det fik ham til grundlæggende at ændre hele mandskabets struktur. Ud røg Peter Sagan, og ind røg en hel serie af etapeløbsryttere. Målet var at vinde en grand tour inden for tre år, og i det lys må Denk have knebet sig i armen over, at det mål blev indfriet i allerførste forsøg, da Jai Hindley vandt Giroen sidste forår.

At målet allerede er indfriet, betyder dog ikke, at de hviler på laurbærrene. Nu er målet i første omgang at bekræfte den nye status som et af de førende grand tour-hold, og på lidt længere sigt skulle en sejr i Touren også gerne på resultatlisten. Alligevel betyder Giro-sejren, at der ændres lidt i den oprindelige strategi. Forud for sidste sæson var den baseret på ideen om et stærkt kollektiv. Denk havde erkendt, at han ikke havde rytteren, der kunne køre lige op med Tadej Pogacar og andre fænomener, og derfor forsøgte han at samle en hær af gode klatrere, der måske som en stærk enhed kunne udmanøvrere de stærkere individer. Det var derfor, man gik til Giroen med hele tre kaptajner i form af Hindley, Wilco Kelderman og Emanuel Buchmann, men i sidste ende var det ikke kollektivet, der sejrede. Bora vandt løbet, fordi Hindley slet og ret var stærkeste mand, da det gjaldt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Ideen om det stærke kollektiv er derfor lagt en smule på hylden til den kommende sæson. Som nævnt i transferanalysen er Kelderman væk og ikke blevet erstattet, og det efterlader dem i hvert fald med én kaptajn færre. Samtidig er det jo indlysende, at Hindley har indtaget en klar førsteplads i det interne hierarki, og Aleksandr Vlasov har med sin flotte 2022-sæson, herunder en 5. plads i Touren, placeret sig som en klar nr. 2, mens hverken Sergio Higuita eller Buchmann i løbet af seneste sæson gjorde meget for at avancere i det interne hierarki.

Derfor er der heller ikke noget triumvirat af kaptajner denne gang. De to store navne, Hindley og Vlasov, har fordelt opgaverne mellem sig, og i lyset af ruterne lå det i kortene, hvordan det skulle gøres. Hindley skal for første gang i karrieren en tur til Frankrig, hvor han skal tage kampen op med Pogacar og Jonas Vingegaard i Touren, mens det bliver Vlasovs opgave at forsvare Hindley Giro-titel mod blandt andre Remco Evenepoel og Primoz Roglic i Giroen.

Mest interesse vil der være om Hindley. Den lille australier har nu to gange kørt skræmmende stærkt i den tredje uge af en grand tour, og det står vel efterhånden klart, at han på restitutionsfronten er helt oppe i den absolutte verdenselite. Hans niveau, da han nærmest ydmygede Richard Carapaz på Marmolada-stigningen, var tårnhøjt, og derfor skal det blive meget interessant at se, hvor tæt han kan komme på Vingegaard og Pogacar i Touren. Den enkeltstartsfattige rute giver ham en fremragende chance, men vi har også set, at han traditionelt har det betydeligt sværere i starten af sine grand tours. Derfor er det et problem, at de svære etaper denne gang er spredt ud over hele løbet, og man må nok også tvivle på, om han har samme niveau som de to åbenlyse favoritter. En Tour-sejr er dog næppe heller målet. Kan Hindley komme på podiet, vil det være en stor succes, og rammer han sit topniveau, er det bestemt ikke helt umuligt.

Han vil i bjergene blive ledsaget af Buchmann, der også finder en rute, som passer ham ganske fint, men selvom han endte i top 10 i Giroen, står det vel efterhånden klart, at vi næppe nogensinde igen ser den Buchmann, der var så god i 2019 og 2020. Han vil formentlig holde sig til i klassementet, men medmindre han viser noget helt nyt, bliver det svært at ende i top 10 i Tourens skrappere selskab. I bjergene vil han også blive bakket op af Bob Jungels, der ikke har klassementsambitioner. Til gengæld så vi i Giroen, at Hindleys store succes ikke forhindrede en etapejagt via udbrud, og det kan Buchmann og Jungels udnytte. Begge har klassen til at vinde i det scenarium, som vi så den genfødte Jungels gøre i 2022. De vil næppe være alene. Hvis han kommer tilbage på sporet efter det svære 2022, er det ganske sandsynligt, at også Maximilian Schachmann kan jagte den etapesejr, han tidligere har været tæt på, og vi så sidste år, at Lennard Kämna kørte både Giro og Tour. Det er muligt, at tyskeren gentager det igen, og vi ved jo, at han i dag er en af feltets førende udbryderkonger.

Holdet er imidlertid atypisk i den forstand, at det også har plads til en stor sprintersatsning. Medmindre han igen kører sig af holdet i løbet af foråret, stiller holdet også til start med ambitionen om at vinde massespurter med Sam Bennett. Efter at hans efterår viste, at han nærmer sig fordums styrke, og da han støttes af verdens måske nu bedste lead-out man i form af Danny van Poppel, er det bestemt ganske sandsynligt, at det vil lykkes på en rute med mange sprinteretaper. Han har også blik på den grønne trøje, som han vandt i 2020, og selvom det bliver svært, må han regnes som en reel vinderkandidat på denne rute, hvis han finder de procent, han fortsat mangler. Derudover ventes Nils Politt også til start, og selvom det er svært for en ryttertype som hans, for hvem mulighederne altid er få, har han jo én gang vist, at han kan vinde fra udbrud. Jordi Meeus er endda også i spil til en plads, men det vil i givet fald være som led i Bennetts tog, og det er svært at tro, at der kan blive plads til så mange sprintertyper på et hold, der kommer med en samlet podiekandidat.

I Giroen handler det om Vlasov, der også må have podiet som mål. Det virker bestemt ikke helt urealistisk, selvom den samlede sejr i et løb med Roglic og Evenepoel bliver svær. Hans enkeltstart er blevet glimrende, og han nåede generelt et tårnhøjt niveau i 2022. Problemet er stabiliteten og holdbarheden. Den manglede i hvert fald i Giroen i 2021, og trods sidste års 5. plads var han også meget svingende i Touren i 2022. Om det alene skyldtes det tidlige styrt, der bragte ham i defensiven gennem hele løbet, eller om det er en generel tendens, ved vi ikke, men det kan årets Giro afsløre. Kan han holde sit tårnhøje niveau, er han en af Giroens absolutte topfavoritter, men han har fortsat noget at bevise.

Interessant er det, at Kämna også vil være til start, og han har luftet ideen om også at køre klassement som en plan B. Det skal være en test af hans fremtidige muligheder, men hvor han har genfundet lidt af sin tempostyrke, synes han fortsat for begrænset i bjergene til, at top 10 virker alt for realistisk. Det vil nok i hvert fald kræve en del udbrud, men det er som sagt også hans spidskompetence. Han vandt på Etna i 2022, og man får næppe pengene mange gange igen, hvis man smider spareskillingerne på, at han også vinder en etape i 2023. På holdet vil også være Patrick Konrad, der tidligere har været i top 10, men som nu har droppet klassementsambitionerne til fordel for en rolle som etapejæger. Det gik storartet i Touren i 2021, men efter et meget svært 2022 har han meget at bevise. Andre potentielle etapevindere er Giovanni Aleotti, der dog gik helt i stå i sin udvikling i et trist 2022, og Matteo Fabbro, der desværre aldrig har genfundet det fine niveau, han havde i sin første sæson hos Bora. Plads til udbrud plejer der at være, og det vil der formentlig også være denne gang, hvor der slet ikke er en sprinter i bruttotruppen.

Hvad der skal ske i Vueltaen, er fortsat uklart. Higuitas planer er ikke endeligt offentliggjort, men han har sagt, at han regner med igen at satse på det spanske løb. Medmindre han har uheld i Touren, er det tvivlsomt, om vi vil se Hindley til start, men det virker meget sandsynligt, at holdet vil møde med Vlasov som den reelle kaptajn, måske sekunderet af Buchmann, Konrad, Jungels og/eller Kämna, der alle kan være i spil til en plads. Afhængig af udfaldet af Giroen må Vlasov regnes som en af topkandidaterne til podiet og måske endda til sejren i et løb, hvor Roglic lige nu ligner det eneste af topnavnene på startstregen. Higuita vil formentlig også køre klassement, men selvom han har hævet sit niveau markant i 2022, ser det mere og mere ud til, at han aldrig bliver grand tour-rytter. Til gengæld er han et oplagt bud på en etapevinder, og det vil de ovennævnte klatretyper også være, hvis de deltager.

Meget fokus vil der også være på kometen Cian Uijtdebroeks. Hans deltagelse er ikke bekræftet og vil afhænge af hans forår, men det virker sandsynligt, at vi vil se ham i feltet. Hans uhyre lovende start som professionel og status nu som den yngste vinder af Tour de l’Avenir nogensinde gør ham meget interessant. Man kan bestemt ikke udelukke, at han med det samme kan køre et godt klassement, men ellers vil han være et glimrende etapevinderbud. Det samme vil Ide Schelling være, for hvis han igen rejser sig og viser sit store potentiale, er Vueltaen formentlig det sandsynlige bud på hans grand tour i 2023.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Endelig ventes Bennett også til start. Ireren har udpeget det som et karrieremål at vinde i Madrid, så han kan kalde sig vinder af sidste etape i alle grand tours, og han har også ambitioner om den grønne trøje. Han viste i 2020, at han sagtens kan køre to grand tours i træk, og begge mål må således være realistiske. Det virker også meget svært at komme uden om Meeus til dette løb, og det skal blive interessant, om det belgiske talent kan få sin chance for at spurte undervejs. Man kan heller ikke udelukke, at Bennett er død efter Touren, og får han sin egen chance som førstesprinter, kan Meeus formentlig godt vinde i det felt, vi typisk ser i Giroen, særligt hvis han sekunderes af Van Poppel.

OPDATERING: Uijtdebroeks har i de seneste dage givet den endelige bekræftelse på, at han, hvis alt går efter planen, gør grand tour-debut i Vueltaen.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

En afledt effekt af den nye grand tour-satsning er, at holdet også er blevet lidt af en magtfaktor i de ugelange løb. I 2022 lykkedes det at vinde i både Catalonien og Romandiet, og uden corona havde de formentlig også vundet i Schweiz. Derudover var de på podiet i Baskerlandet, hvor uheld også satte dem tilbage, og de var dermed langt fremme i næsten alle WorldTourens etapeløb.

Det vil de formentlig også være i 2023. Som nævnt ovenfor kan man stadig have sin tvivl om Aleksandr Vlasovs holdbarhed i grand tours, men ingen kan betvivle hans evner i de korte etapeløb. I 2022 var han en af de allerstærkeste, og var han ikke blevet covidramt i Schweiz eller styrtet i Baskerlandet, kan man bestemt ikke udelukke, at han havde vundet hele tre etapeløb på WorldTouren. Han har udviklet nogle glimrende tempoevner, og han har endda også fået punch og spurtstyrke. Desværre betyder en Giro-satsning, at man sjældent kan køre alt for mange løb i foråret, men målet må være, at Vlasov vil køre med om sejren hver eneste gang, han stiller til start.

Holdet har også to andre gode kandidater i Jai Hindley og Sergio Higuita. Sidstnævnte vandt i Catalonien sidste år, og dermed har han bevist, at han kan være med i kampen om sejren over en uge, i hvert fald når der ikke er en enkeltstart. Også i Schweiz var han meget tæt på, og dermed er der grund til pæne forventninger. Hindelys enorme restitutionsevne kommer ikke til sin ret i korte etapeløb, og derfor er hans resultater ret begrænsede, men det skal blive interessant at se, om hans kan finde sit tårnhøje niveau i bjergene og dermed levere nogle topresultater i en sæson, hvor han med sin Tour-satsning kan fokusere mere på foråret, end han gjorde sidste år - særligt hvis han kan fortsætte sin positive udvikling på enkeltstarten.

Listen er længere. Emanuel Buchmann vil forsøge sig, men han har aldrig været skabt til ugelange løb, hans enkeltstart er kritisk, og niveauet er aftagende. Bob Jungels vil også forsøge at genfinde klassementstakterne i nogle kortere løb, herunder Paris-Nice, men han har aldrig klatret godt nok til for alvor at være farlig. Maximilian Schachmann har nu to gange vist, at han kan vinde Paris-Nice, og dermed kan man ikke afvise, at han fortsat kan køre nogle pæne klassementer. Det kræver dog ruter, der ikke er for bjergrige, og det kræver, at han finder sig selv igen. Det samme gælder for Patrick Konrad, der angiveligt stadig gerne vil køre klassement i korte løb, men havde et svært 2022, og derudover bliver det meget spændende at se, om Kämna i kortere løb kan gøre alvor af sin klassementssatsning.

Et selvstændigt fokus har Cian Uijtdebroeks. Supertalentet skal for første gang forsøge sig som klassementsrytter på WorldTouren i Catalonien samt i enten Dauphiné eller Schweiz. Hans meget positive start gør, at det bliver et uhyre interessant at følge. Derudover vil han satse på løb uden for WorldTouren, herunder Oman, Alperne og Sibiu Tour, og det burde være løb, hvor han nu kan køre med om sejren. Sidstnævnte løb er to gange blevet vundet af Giovanni Aleotti, der efter et svært 2022 forhåbentlig kan komme tilbage på sporet, nok primært i mindre etapeløb. Her vil Frederik Wandahl også få sin chance, og på baggrund af den fremgang, vi fornemmede i Canada sidste år, skal det blive interessant at se, hvor langt han kan komme, ligesom det skal blive meget interessant at se skiskytten Florian Lipowitz køre klassement i mindre løb. Endelig kan man håbe, at Matteo Fabbro kan genfinde lidt af fordums styrke og måske levere et resultat i et mindre løb.

Selvom holdet er ændret, er massespurterne fortsat et fokus. Som nævnt ovenfor er der grund til at håbe, at Sam Bennett er tilbage på sporet, og man vil derfor kunne forvente, at han kan vinde etaper i alle etapeløb, han kører, som han næsten altid gjorde, da han var bedst. Han har formidabel støtte af Danny Van Poppel, der selv stadig er ganske kapabel og kan levere fine resultater. Han er dog ikke interesseret i selv at spurte længere, og det er derfor tvivlsomt, hvor mange chancer han vil få.

I stedet satses der meget på Jordi Meeus, der efter en svær tid endelig kom tilbage på sporet sidste år. Her så hans fart ud til at være tårnhøj, og det skal blive meget interessant at se, hvor tæt han kan komme på verdenseliten. Desværre kan han lide under sin positionering, da støtten formentlig vil være begrænset. I 2021 så det også uhyre lovende ud for Matthew Walls, der havde masser af fart og tog to sejre. Hans 2022 blev ødelagt af dårligt helbred, men kan han komme tilbage på sporet, har de et andet stort sprintertalent. I første omgang skal han nok rejse sig i minde løb, men forhåbentlig kan han også vise sig frem på WorldTouren.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Holdet har ikke den mest imponerende tempohistorik, men der er nogle spændende projekter. Vlasov er allerede blevet ganske god, og det skal blive spændende at se, hvor godt han kan være med på WorldTourens enkeltstarter. Jungels kom også tilbage på sporet i sin paradedisciplin i 2022, og det kan han forhåbentlig fortsætte på sit nye hold. Også Kämna begyndte i 2022 at genfinde lidt af fordums styrke i disciplinen, og det fortsætter forhåbentlig også. Endelig har holdet Schachmann, der tidligere var specialist, men hans evner har været aftagende. Det kan forhåbentlig vende i den kommende sæson.

Endelig kører holdet af og til mindre endagsløb. Sprinterne har gode chancer for at gøre sig gældende, men i det kuperede terræn kunne det også være en chance for Ide Schelling, der forhåbentlig er rask igen og kan vise, hvorfor han tog en tilsvarende sejr i Aargau i 2021. I samme slags løb kunne det være spændende at se mountainbikeren Victor Koretzky, der udviklede sig positivt i 2022, samt for Giovanni Aleotti, der passer glimrende til den slags løb, som også Schachmann, Higuita og Konrad gør det. I de lidt fladere løb kunne Marco Haller måske være spændende at følge, hvis han kan genfinde de takter, vi så i foråret 2021.,

Hvem kan overraske?

Der er næppe noget sted, man kan komme sig meget under pres fra medierne, som man kan i det cykelgale Belgien. Derfor var det lidt af et pres, der blev lagt på skuldrene af Cian Uijtdebroeks, da nogle vilde træningstider under coronapausen fik belgierne til at udnævne ham til en forbedret udgave af Remco Evenepoel. Det betød også, at alverdens storhold var på jagt efter hans underskrift, og akkurat som sin landsmand sprang han direkte ud i den professionelle karriere efter juniortiden.

Efter det første år kan vi gøre status. Prædikatet var nok en anelse for voldsomt, for han ligner nok snarere en lidt forringet udgave af Evenepoel end en forbedring. Det ændrer dog ikke på, at hans første sæson var meget lovende, når man tager hans unge alder i betragtning, og han endte trods alt også som den yngste vinder af Tour de l’Avenir nogensinde, hvilket bestemt ikke er dårligt, når man kaster et blik ned over vinderlisten.

Nu er opgaven at tage næste skridt. Han fylder 20 til februar, og i moderne cykelsport betyder det, at resultater i de største løb nu er en reel option. Han skal for første gang forsøge sig som klassementsrytter på WorldTouren i Catalonien samt i Dauphiné eller Schweiz, og det projekt bliver grænseløst interessant. Han må samtidig regnes som reel vinderkandidat i de mindre løb, han satser på, i første omgang Oman, Alperne og Sibiu Tour, og hvis det alt sammen går godt, er han en del af Vuelta-truppen. Som Juan Ayuso viste sidste år, kan han sagtens ende med at køre et godt klassement, men det kan også ende med en rolle som hjælper, formentlig for Aleksandr Vlasov, samt som etapejæger. Derudover skal det blive interessant at se udviklingen i hans tempoevner, for mens de var meget gode i ungdomsklassen, har han nu erkendt, at det nok vil være en svaghed.

Det andet meget spændende navn er Jordi Meeus. Belgieren slog allerede WorldTour-sprintere, inden han blev professionel, og hans første sæson i 2021 var også lovende. Efter en ret voldsom krise i foråret rejste han sig meget fornemt i løbet af sommeren, hvor han i både Dauphiné og særligt ved de belgiske mesterskaber så meget, meget hurtig ud. Han har nogle problemer i positionskampen, men farten synes meget lovende. 2023 kan forhåbentlig bringe ham næste skridt mod verdenseliten. Sejre i WorldTour-etapeløb er realistiske, og han skulle meget gerne vinde nogle af de mindre belgiske endagsløb, som han gjorde i Primus Classic i 2022. Også i de større klassikere Omloop, Kuurne og Dwars doo Vlaanderen bliver han spændende, da han er ganske robust. Som nævnt ovenfor vil tiden så vise, om han også for lov selv at spurte i Vueltaen, eller om Sam Bennett står i vejen.

Hans sprinterkollega Matthew Walls er måske ikke helt så lovende, men spændende er han. Han vandt trods alt to gange i sin debutsæson, hvor han overspurtede navne som Mads Pedersen, Olav Kooij og Giacomo Nizzolo, men 2022 var til skraldespanden grundet sygdom og skader. Nu kommer han forhåbentlig tilbage på sporet, men han lider lidt under kun at være nr. 3 i hierarkiet. Der bliver ingen grand tour i 2023, og da han ikke har Meeus’ holdbarhed, skal vi heller ikke vente at se ham i de halvhårde klassikere. Forhåbentlig kan han vinde massespurter i mindre etapeløb og mindre endagsløb, og der burde også være plads til, at han kan vise talentet på WorldTouren.

Historien er præcis den samme for Ide Schelling. Hollænderen var uhyre lovende i 2021, hvor han vandt det stærkt besatte løb i Aargau, blev samlet nr. 2 i Norge og nr. 5 i Belgien samt blev nr. 4 i Brabantse Pijl, ligesom han bar Tourens bjergtrøje. Sygdom lagde hans 2022 totalt i ruiner, men potentialet bør stadig være der. Som puncheur bliver han meget interessant at følge i Strade Bianche, Brabantse Pijl og ardennerklassikerne, ligesom han kan vinde mindre, kuperede endagsløb. Som 2021 viser kan han køre klassement i mindre løb skabt til puncheurs, og derudover vil han være et godt etapevinderbud, hvis han får lov at køre en grand tour, der i denne sæson formentlig bliver Vueltaen.

En 2. plads i Tour de l’Avenir skabte store forventninger til Giovanni Aleotti, men hans første tid som professionel har været skuffende. Topniveauet har han sjældent fundet, men alligevel har han vundet Sibiu Tour samlet to gange. Det var ganske vist i svagt selskab, men også hans 7. plads på WorldTouren i Montreal giver håb. Det er tvivlsomt, om han klatrer godt nok til for alvor at blive klassementsrytter, også fordi enkeltstarten ikke er god, men han har visse evner som puncheur. Derfor bliver han spændende at følge i kuperede endagsløb som netop Montreal samt i mindre etapeløb, ligesom han forhåbentlig kan får frihed til at jagte en etape i Giroen.

Erfaringen viser, at man altid skal holde øje med ryttere, der kommer fra andre sportsgrene, fordi de kan have en meget stejl læringskurve. Derfor er skiskytten Florian Lipowitz interessant. Resultaterne i 2022 var måske ikke prangende, men særlig 18. plads i Alperne vidner om potentiale. Udvikler han sig lige så hurtigt, som man af og til ser det fra denne slags alternative atleter, kan det blive godt. Han har stadig meget at lære, men forhåbentlig kan han vise sig frem i mindre etapeløb.

Lidt af det samme kan siges om mountainbikeren Victor Koretzky. Han har kun kørt på landevejen i én sæson, men mod slutningen af 2022 begyndte takterne at være lovende. Hans primære fokus er fortsat OL og mountainbike, men han kan forhåbentlig fortsætte sin udvikling. Som puncheur er det i kuperede endagsløb, han skal slå til, og hvor han nok er låst i de største løb, kan man håbe, at han kan lave nogle resultater på lidt lavere niveau.

Danske Frederik Wandahl er også interessant. Danskeren har ikke haft den letteste start på karrieren, men nu begynder der at være hul igennem. Han endte i top 10 samlet i Vallonien, og særligt hans angreb i finalen i Montreal var udtryk for et nyt niveau. Han er fortsat meget ung og mangler fortsat en del, men forhåbentlig kan 2023 være året, hvor vi ser ham længere fremme i de mindre etapeløb, og hvor han kører sig til en plads som hjælper for Vlasov i Giroen. Holdet har også den ligeledes meget unge Luis-Joe Lührs, men han synes fortsat at have lidt for langt, inden vi kan begynde at forvente resultater fra hans side.