Nedenfor giver vi en analyse af Trek-Segafredo.

Ryttere, der bliver på holdet

Julien Bernard, Gianluca Brambilla, Giulio Ciccone, Jakob Egholm, Kenny Elissonde, Amanuel Ghebreigzabhier, Alexander Kamp, Alex Kirsch, Emils Liepins, Juan Pedro Lopez, Bauke Mollema, Jacopo Mosca, Matteo Moschetti, Mads Pedersen, Quinn Simmons, Mattias Skjelmose, Toms Skujins, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Antonio Tiberi

Nye ryttere

Tony Gallopin (AG2R Citroën Team), Dario Cataldo (Movistar Team), Jon Aberasturi (Caja Rural-Seguros RGA), Markus Hoelgaard (Uno-X Pro Cycling Team), Antwan Tolhoek (Team Jumbo-Visma), Simon Pellaud (Androni Giocattoli-Sidermec), Otto Vergaerde (Alpecin-Fenix), Filippo Baroncini (Team Colpack Ballan), Daan Hoole (SEG Racing Academy), Asbjørn Hellemose (V.C.Mendrisio), Marc Brustenga (Caja Rural-Seguros RGA amateur)

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Ryttere, der forlader holdet

Vincenzo Nibali (Astana Qazaqstan Team), Koen de Kort (stopper karrieren), Kiel Reijnen (stopper karrieren), Ryan Mullen (BORA-hansgrohe), Niklas Eg (Uno-X Pro Cycling Team), Nicola Conci (Gazprom-Rusvelo), Antonio Nibali (Astana Qazaqstan Team), Michel Ries (Team Arkea Samsic), Charlie Quatermann (Philippe Wagner Cycling)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der er løbet meget vand gennem åen, siden Trek-mandskabet havde store drømme om at blive verdens bedste cykelhold. Det var dengang, Segafredo blev hentet ind som sponsor, og budgettet kraftigt blev forøget. Navne som Alberto Contador og John Degenkolb, der med to nylige monumentsejre dengang stadig var et stort navn, blev hentet ind, og målet var at opbygge en trup, der kunne køre med om sejrene i alle slags store løb og dermed nærme sig de allerbedste hold i toppen af ranglisterne.

Den ambition hører man ikke meget til længere. Efter Contadors karrierestop har man ellers også fået fingre i flere store navne i form af først Richie Porte på et tidspunkt, hvor han var verdens måske bedste rytter i ugelange etapeløb, og senere Vincenzo Nibali, der jo for Segafredos mange italienske kunder er en megastjerne, men kan man stole på de opgørelser over WorldTour-holdenes budgetter, der af og til kommer frem, ligger Luca Guercilenas tropper i dag langt nede på listen over de rigeste mandskaber. De dage, hvor holdet kan være med i kampen om at tiltrække de helt store stjerner i Contador-klassen, og det er formentlig derfor, at ambitionsniveauet er kraftigt justeret.

Alligevel er det svært ikke at sidde med en undren over, hvor pengene er blevet af. I de seneste år er der nemlig gradvist blevet ryddet ud i stjernerne, men de er kun meget sjældent blevet erstattet. Porte kom til holdet et års tid efter Contadors karrierestop, men da den lille australier sidste år rejste hjem til Ineos, blev der ikke indhentet nogen erstatning. I år er det så Nibali, der efter bare to år på holdet, vender hjem til Astana og efter al logik burde frigive yderligere midler i tillæg til dem, der burde være blevet tilovers efter Portes exit.

På papiret er det et stort tab at sige farvel til det aktive rytterfelts næstmest succesrige grand tour-rytter, men det er nok et afsavn, Guercilena og co. kan leve med. Nibali blev i sine to år på holdet nemlig aldrig en succes, og det stod i stigende grad klart, at det var lidt for sent, at det lykkedes for Trek endelig at få fingre i ham. Igennem de seneste to sæsoner er niveauet gradvist aftaget, og vi skulle helt frem til oktober 2021, inden det endelig lykkedes ham at tage sin første sejr for det amerikanske mandskab. På det kommercielle niveau ærgrer Segafredo sig sikkert, men ud fra en cost-benefit-analyse er det utvivlsomt ikke en katastrofe.

Det besynderlige er, at de mange Nibali-millioner tilsyneladende er forsvundet ud i det samme blå, som også opslugte de mange Porte-millioner. I hvert fald har holdet intet gjort for at erstatte deres to store grand tour-stjerner, som på to år er forsvundet, og selvom der udskiftes voldsomt i truppen, hvor 11 nye ryttere skal erstatte 9, er der slet intet stjernedrys over nyerhvervelserne. Der er heller intet gjort for at finde en ny grand tour-kaptajn, og de nye ryttere fremstår mest af alt som en lidt tilfældig samling af hjælpere og særligt unge talenter.

Giulio Ciccone får i hvert fald nok at gøre med at køre klassement i den kommende sæson, når der slet ikke hentes nye grand tour-ryttere. Det tætteste, man kommer på en ny klassementsrytter, er Antwan Tolhoek, men trods sine ubestridte klatreevner, som blandt andet kom til udtryk, da han i år endte som nr. 2 bag Miguel Angel Lopez i Ruta del Sol, er han slet ikke en realistisk grand tour-kaptajn. Det er da heller ikke ambitionen. Tværtimod er han hentet ind som en rytter, der måske kan køre klassement i korte etapeløb og først og fremmest jagte etaper i bjergene i de lange etapeløb. Det synes han på sine gode dage også at være i stand til, men desværre er han også så svingende, at investeringen i ham altid vil have præg af at være et sats.

De to øvrige nye klatrere er to veteraner, der begge synes at skulle kigge langt tilbage for at finde deres bedste tid. Dario Cataldo var jo egentlig tæt på at gå i top 10 i grand tours i sine unge dage, men i de seneste år er det gået slemt ned ad bakke. Han er da også først og fremmest hentet ind som vejkaptajn mere end som rytter, der skal levere resultater, men det kan være svært at se, hvad man skal med en Cataldo-type på et hold, hvor ambitionerne i etapeløbenes klassementer af åbenlyse grunde må være begrænsede.

Holdet henter også Tony Gallopin hjem til et sted, hvor han før har haft stor succes, men spørgsmålet er, o ikke den følelsesmæssige tilknytning har vundet kamp mod det rationelle. I hvert fald er det meget svært at se, at den Gallopin, vi har set i de to seneste sæsoner, kan tilføje alt for meget andet end sin erfaring. Det er klart, at han forhåbentlig kan rejse sig lidt igen, hvis han undgår de mange uheld, men både han og Cataldo risikerer at bidrage til Treks ry som et hold for afdankede stjerner i deres karrieres efterår.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Af de mere etablerede navne er det nok snarere Jon Aberasturi, der kan være det mest spændende navn. Det har været en hård kamp, der også er gået via asiatiske kontinentalhold, men nu er det langt om længe lykkedes den basiske sprinter at komme tilbage til WorldTouren. Egentlig er det meldt ud, at han i høj grad skal bidrage som lead-out man, men forhåbentlig kan der også blive plads til, at han får sine egne chancer. Det har nemlig været ganske imponerende at se hans flotte resultatliste, der er opnået på et Caja Rural-hold helt renset for sprintertog, og han synes at være i stand til at levere betydeligt mere på et hold, der faktisk kan støtte ham. Trek har efterhånden fået så mange hurtige folk, at deres lead-out ligner et af feltets mere lovende, og sprintdelen synes at få større og større fokus hos Guercilena.

Det samme gør offensiv kørsel og etapejagt. Tolhoek er som sagt indhentet med den begrundelse, og det samme gælder for den evige angriber Simon Pellaud. Ligesom Aberasturi er han en rytter, der via små hold gradvist har kæmpet sig tilbage til WorldTouren, og det er først og fremmest sket via en endeløs serie af udbrud. Nogen dårlig rytter er han bestemt ikke, men han har først og fremmest fået opmærksomhed via sin synlighed. Det er meget sigende, at hans eneste professionelle sejr kom på en etape i Hainan i 2018, og det er nok derfor heller ikke ham, der giver Trek et større hop på sejrslisterne. Det gør Otto Vergaerde i hvert fald heller ikke, for den loyale belgier er vist mest kommet til holdet som hjælper for sin gode ven, Jasper Stuyven.

Nej, det er bestemt ikke stjernedrys, der har været i højsædet under denne transfersæson. Skal man pege på det tydeligste fokusområde, er det i stedet talenterne. Et af dem synes endda at være klar til at levere resultater med det samme. Nu kan man diskutere, om man kan betegne en 27-årig som et ungt talent, men det er i hvert fald på tide, at Markus Hoelgaard får chancen. Han har nu i flere år været ganske imponerende i de norske etapeløb, hvor han blandt andet har vundet to etaper i Arctic Race, og i den netop afsluttede sæson viste han sig frem på den helt store scene med en top 10 i E3 og en 12. plads til VM. Lange stigninger er ikke hans force, men i klassikerterræn har han potentiale, både i de flamske løb og ardennerløbene. Det skal blive interessant at se, hvor langt han kommer i de største løb.

Trek gjorde også et mindre kup ved at skrive kontrakt med Filippo Baroncini. Kort efter blev han nemlig U23-verdensmester efter også at være blevet nr. 2 til EM, og han viste endda også sit enorme potentiale med en 4. plads i det stærkt besatte Coppa Sabatini bag blandt andre Michael Valgren og Sonny Colbrelli - to ryttere, der på det tidspunkt var skræmmende formstærke. Også han er en klassikertype med et godt punch, og modsat Hoelgaard er han også en glimrende afslutter, hvormed holdet med Baroncini og Hoelgaard har et ganske lovende klassikerperspektiv for fremtiden.

I samme kategori finder vi Daan Hoole, der med sine næsten 2 meter er lidt af en gigant. Han chokerede sig selv og alle andre ved at blive nr. 9. i Tour de l’Avenir, men også for ham er det klassikerne, der appellerer, som han viste med sin 8. plads i puncheurløbet i Binche, hvor Danny van Poppel sejrede. Han fremstår i mindre grad som en vindertype end Baroncini og Hoelgaard, men han har et spændende og alsidigt potentiale.

I det hele taget er det tydeligt, at det er i fladbaneløbene, at holdet først og fremmest satser, nu hvor der ikke er hentet erstatninger ind for Nibali og Porte. Holdet satser nemlig også på endnu en spansk sprinter - hvilket i sig selv er ganske eksotisk - da de har skrevet kontrakt med Marc Brustenga. Som de fleste andre spaniere har han stort set ikke optrådt uden for hjemlandet, men her har han også vist en hurtighed og holdbarhed, der gør ham interessant at følge i rollen som holdbar sprinter.

Helt negligeret bliver etapeløbene ikke. Det sidste nye talent er nemlig danske Asbjørn Hellemose, der har gjort det flot som U23-rytter, ikke mindst med sin 5. plads i Baby-Giroen. Måske er han ikke en ny Juan Ayuso eller Tobias Johannessen - de to mest imponerende U23-klatrere i 2021 - men han har vist, at han har fortjent en chance på et højere niveau.

Det er altså klart, at holdet har hentet nogle ganske spændende talenter, hvoraf særligt Baroncini skiller sig ud, men det er også klart, at der mangler stjernestøv over nyerhvervelserne. Heldigvis er der heller ikke alt for store minusser på tabskontoen, hvor den lidt hensygnende Nibali er det eneste større navn. Også her er det tydeligt, at de bjergrige løb nedprioriteres, idet holdet har tabt tålmodigheden med en hel række af unge klatrere. Det gælder danske Niklas Eg, der trods en fornem start på karrieren, desværre aldrig helt fik det gennembrud, hans flotte indledning i UAE Tour lagde op til. Det gælder Nicola Conci, der momentvist har vist potentiale, men som heller aldrig har fået sit gennembrud. Det gælder Michel Ries, der havde vist lovende takter som U23-rytter, men havde det meget svært i sine to år på holdet. Og smutter Antonio Nibali, der jo ikke kan regnes som ungt talent, med storebror til Astana, hvormed holdet mister en femte og sidste klatrer. Hverken unge Nibali, Eg, Conci eller Ries synes dog at være ryttere, der ikke kan erstattes.

Holdet mister også noget i fladere terræn, men det er først og fremmest erfaring. Veteranerne Kiel Reijnen og Koen de Kort indstiller nemlig deres karrierer, men selvom det er megen rutine at sige farvel til, er det ikke afgørende - særligt ikke, hvad angår Reijnen, der har haft det svært i det seneste år. Holdet mister også Ryan Mullen, der bestemt gjorde det godt i sprintertoget - hvorfor Sam Bennett har kapret ham - men som bestemt heller ikke er uerstatteligt, slet ikke når nu hans tempoevner er forduftet. Og så blev der ikke endnu en kontrakt til unge Charlie Quarterman, der nu heller aldrig har lignet et indlysende valg til WorldTouren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ser man bort fra den opmærksomhed, der følger med Nibali, er det derfor begrænset, hvad holdet mister. Det er imidlertid også begrænset, hvad holdet vinder. Baroncini er et kup, der ledsages af flere talenter, som på sigt er lovende, og derudover har Hoelgaard, Aberastyuri og Tolhoek alle et hæderligt potentiale, som dog næppe rækker det til absolutte topniveau. Og det er måske meget sigende for den stabile svækkelse af truppen, vi har set i de seneste år. Først røg Porte, og nu siger Nibali også farvel. Begge må have frigivet en masse midler, men det er meget svært at se, hvor de er forsvundet hen. Derfor fremstår Treks nye trup som temmelig skrøbelig, da den mest af alt består af nogle ældre veteraner, en række spændende og meget unge talenter og nogle ganske få større navne. Man må håbe, at sidstnævnte leverer, for ellers ligner det en meget, meget sårbar situation for Guercilenas tropper.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Lige siden årene med Fabian Cancellara har brostensklassikerne været et særligt fokusområde for Trek. Oprindeligt var det John Degenkolb, der var udset til at skulle overtage stafetten fra Spartacus, men desværre slog tyskeren aldrig til i amerikansk tjeneste. Han er nu for længst rejst videre, og i stedet føres holdet i de fladeste af klassikerne nu an af to ryttere, de i et vist omfang selv har udviklet, nemlig Jasper Stuyven og Mads Pedersen.

Resultaterne har været temmelig svingende med mange skuffelser undervejs, men samlet set har det været en pæn succes. Det hele kulminerede i 2021, hvor Jasper Stuyven vandt et monument i Sanremo, men Pedersen har også bidraget med sejre i Gent-Wevelgem og Kuurne og en 2. plads i Flandern Rundt (samt naturligvis en VM-titel, der dog ikke blev opnået med firmaholdet). Forventningerne er derfor, at de to kaptajner igen kan bidrage med store resultater i 2021.

Det er Stuyven, der på baggrund af sin 2021-sæson har grund til at være mest optimistisk. Udover sejren i Sanremo blev han nr. 4 både i Flandern Rundt og ved VM, og han syntes generelt i 2021 at have lagt lidt ekstra til sit i forvejen høje niveau. Pedersen har desværre stadig til gode for alvor at formtoppe i foråret og har traditionelt altid været bedst i efteråret, hvor også hans sejre ved VM og i Wevelgem er opnået. Samtidig har det også knebet lidt med at få klatreevnerne til at række i de hårdeste af de flamske løb. I det lys er Stuyven nok en større garanti end Pedersen, men skulle danskeren få motoren op i omdrejninger tidligt i 2022, er det en ganske fremragende duo.

Desværre ser det igen ud til, at Pedersen skipper Sanremo, som ellers burde være et løb, han kan vinde, nu hvor hans hurtighed rækker til at vinde massespurter. Stuyven vil naturligvis forsvare sin titel, men modsat Pedersen kan han ikke vinde en spurt. Hans eneste vej til sejr er den snilde, der gav ham gevinsten i 2021, og den slags taktik kræver altid en lille smule held at få til at fungere i praksis. Man kan stadig håbe, at Pedersen ender med at møde op til et løb, hvor han vil have en reel chance for at vinde en spurt, hvis han overlever Poggio, men ellers må de satse på, at Stuyven er lige så dygtig og snu, som han var i 2021.

I brostensløbene ligner Stuyven det stærkeste kort i de hårdeste i Flandern, nemlig Omloop, som han tidligere har vundet, E3 og Flandern Rundt. Han er ingen Van Aert eller Van der Poel, men så sent som sidste år har han vist, at han som minimum kan stræbe efter podet. Pedersen vil nok stå en smule stærkere i Gent-Wevelgem, der passer bedre til sprintertyper, og her kan han bruge sin sublime spurt, hvis det ender i en reduceret massespurt. Det er dog nok Paris-Roubaix, der burde passe ham allerbedst, selvom han endnu har til gode at være med helt fremme. Rammer han en af sine legendariske superdage, hvor motoren synes at kunne fortsætte i al evighed, burde han have potentialet til at komme rigtigt langt. Sammen med Stuyven, der tidligere har været i top 5, kan han udgøre en af de stærkeste duoer i det franske monument.

Skulle han få lyst, burde Pedersen også kunne jagte som minimum en podieplads i sprinterløbene i De Panne og Scheldeprijs, ligesom begge også kan køre med om sejren i Dwars door Vlaanderen. Hvis ikke, er det meget tænkeligt, at holdet kunne køre de to løb med Matteo Moschetti, der dog stadig har til gode at blive sig selv igen efter det grimme hoftebrud i begyndelsen af 2020, selvom han forinden lignede en af de allermest lovende sprintere. Et alternativ kunne være Jon Asberasturi, men det synes mindre sandsynligt

Stuyven og Pedersen er de to esser, men holdet har også andre optioner. Det skal blive meget interessant at se, om supertalentet Quinn Simmons kan præstere på det tårnhøje niveau, vi så glimtvist i 2021, men som desværre var helt fraværende i klassikerne. Man skal ikke blive forbavset, hvis han pludselig dukker op i en brostensfinale. Også Markus Hoelgaard, der sidste år kørte i top 10 i E3, er hentet ind med henblik på klassikerne, og hans tilstedeværelse vil kun styrke holdet yderligere, selvom vi næppe kan vente os at se ham helt fremme i kampen om de største.

Holdet står til gengæld markant svagere i Ardennerne. Her handler alt om Bauke Mollema, der i karrierens efterår er blevet mere og mere begejstret for endagsløb. Med sejre i Lombardiet og San Sebastian har han vist, at han kan vinde på den store scene, og sidste år var han også i top 10 i Liege, ligesom han blev nr. 4 ved OL. Han synes dog ikke helt så skarp, som da han vandt Lombardiet, og han er nok mest af alt en outsider, der kan stræbe efter en top 10 i Fleche og Liege. Omvendt er alle hans store sejre kommet via taktisk snilde, og der er få, der kan spille deres kort som Mollema. Hollænderen har også rettet blikket mod Strade Bianche, som burde passe ham glimrende, som det også kunne det for Hoelgaard, ligesom Simmons utvivlsomt vil forsøge at følge op på sidste års fornemme ridt på grusvejene, hvor han endte med at være pokkers uheldig.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Giulio Ciccone vil også køre både Fleche og Liege, men det vil mest være som optakt til Giroen. Er han flyvende, burde han med sit nyudviklede punch og sin nyfundne hurtighed faktisk kunne gøre det godt i begge løb, måske særligt i Fleche - i hvert fald hvis han kører som på Campo Felice under den seneste Giro. Hoelgaard burde også kunne komme ganske langt i ardennerløbene, der faktisk umiddelbart passer ham lidt bedre end brostensløbene, selvom han får svært ved at vinde. Også Mattias Skjelmose viste lidt punch i 2021 og regner med at stille til strat, i første omgang mest for at lære.

Man kan også drømme om, at Alexander Kamp endelig genfinder sig selv. I sit sidste år hos Riwal var han en af de skarpeste i Brabantse Pijl, og finder han sine bedste ben, burde han kunne få en kaptajnrolle i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, der begge ligger til hans højreben. I det hele taget mangler holdet helt oplagte kaptajner til netop de to løb, men Stuyven burde kunne lave et resultat i den hollandske klassiker, der denne gang afvikles før Roubaix. Det samme kan Simmons, der med sine klatreevner faktisk passer aldeles glimrende til de to letteste af de kuperede løb.

Endelig er der U23-verdensmesteren Filippo Baroncini. På sigt burde det være klassikerne, der passer ham, og det vil nok i første omgang være brostensløbene, der kunne passe ham. Man må formode, at han skal prøve nogle løb af, men i første omgang vil det være for at lære.

I efteråret er perspektiverne også gode. Som sagt har Pedersen for vane at komme flyvende ud af Touren, og det kan udnytte til at jagte resultater. Hamburg er en anelse for let til at passe ham ideelt, men rejser han til Tyskland, er det et løb, som han med den rette timing kan vinde. Løbet i Bretagne passer ham dog nok endnu bedre, hvis det ender i en reduceret massespurt, men det er også et løb, der passer glimrende til Stuyven og Simmons, der begge før har gjort det godt på de bretonske veje, samt Hoelgaard ligesom det måske kunne være her, Baroncini skulle have sin chance. Moschetti eller Aberasturi kunne også være gode kandidater til løbet i Hamburg.

I de kuperede løb kan løbet satse stort på Mollema i San Sebastian, hvor han har for vane altid at køre med om sejren. Hollænderen vil også stræbe efter at toppe i de italienske løb, hvor han særligt drømmer om atter at vinde i Lombardiet, selvom det med hans nuværende niveau nok mest er top 10, han skal stile efter. Her er det også forventeligt, at Skjelmose kan få lov at teste sine klatreevner, ligesom det er højst sandsynligt, at løbene kunne være et mål for Ciccone, der faktisk i topform kunne være holdets bedste bud på et topresultat i årets sidste monument. Mollema vil sikkert også rejse til Canada, hvor han før har gjort det hæderligt, men de løb kunne også være et mål for Simmons, der næsten vil være på hjemmebane, Baroncini, der burde passe til de eksplosive finaler, samt Kamp, hvis han finder sit niveau.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Trek har i de senere år foretaget nogle store grand tour-satsninger. Først var det Alberto Contador, der blev hentet ind som den store kaptajn, og siden satsede man stort på Vincenzo Nibali og Richie Porte. Nogen sejr er det ikke blevet til, men holdet opnåede dog et stort resultat i 2020, da det lykkedes Porte i karrierens efterår at ende på Tour-podiet.

I 2022 skrues der imidlertid gevaldigt ned for grand tour-ambitionerne. Først forsvandt Porte, og nu er Nibali også væk. Ingen af de to er blevet erstattet, og dermed er holdet efterladt uden de to store grand tour-profiler, som var deres kaptajner i 2020.

Det betyder også, at der skrues gevaldigt ned for klassementsambitionerne, og nu går man kun efter et samlet topresultat i ét af de tre løb. Det bliver i Giroen, hvor Giulio Ciccone jagter en top 10 og gerne en top  5 eller et podium. Det er klart, at det er et sats med en rytter, der aldrig tidligere er sluttet fremme i et grand tour-klassement, men man skal ikke glemme, hvor højt et niveau han nåede i 2021, hvor han var pokkers uheldig. I den første uge af Giroen lignede han Egan Bernals værste rival i bjergene, ikke mindst på Campo Felice, og han lignede en glimrende top 5-kandidat, inden han styrtede ud af løbet. Han var ikke på samme høje niveau i Vueltaen, men han var sandsynligvis endt i top 10, hvis ikke han igen var styrtet.

Det var helt åbenlyst, at Ciccone var bedre end nogensinde, og ifølge ham selv bekræftes det af hans tal. Kan han denne gang undgå uheld, virker det med et tilsvarende niveau helt realistisk at stræbe efter top 5 i en Giro, der passer ham glimrende. Hans enkeltstart er en mindre katastrofe, men den betyder heldigvis mindre i den kommende udgave af løbet. Der er i hvert fald grund til at gå til løbet med optimisme.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I Giroen vil en stor del af ressourcerne blive brugt på Ciccone, men Bauke Mollema har også fået lovning på at kunne jagte den etapesejr, der vil bringe ham ind i klubben af ryttere med sejre i alle tre grand tours. Med sin sejr i sidste års Tour har han vist, at det er et ganske realistisk mål. Mattias Skjelmose har også nævnt, at hans grand tour-debut meget vel kunne komme i Giroen, og han har utvivlsomt også evnerne til at jagte en udbrudssejr i det omfang, han får plads. Også Gianluca Brambilla er en kandidat, selvom han ikke helt fandt sit niveau i 2022, og det samme kunne være tilfældet for halvhurtige Jacopo Mosca, der bare bliver stærkere og stærkere. Det er stadig uklart, om Tony Gallopin fortsat drømmer om at vinde den grand tour-etape i Italien, han mangler, men desværre skal hans niveau hæves kraftigt, hvis han skal stræbe efter at blive medlem af den klub, Mollema også jagter. Endelig er det ganske sandsynligt, at holdet stiller til start med Matteo Moschetti som sprinteren. Komme han endelig tilbage til sit tidligere niveau, kan han levere nogle ganske flotte resultater på en rute med flere muligheder for rene sprintere.

I Touren vil det hele handle om etapesejre. Ciccone stiller ganske vist til start, men selvom han ikke helt har lukket døren for klassementet, indikerer han klart, at det bliver med ambitionen om at vinde en etape. Det gør det også for Mollema, der har lært, at han altid er flyvende i sin anden grand tour og håber at gentage triumfen fra sidste år. Antwan Tolhoek skulle angiveligt også stræbe efter en Tour-plads, og hvis han finder det niveau, han havde i maj, vil han på den helt rette dag i bjergene måske kunne vinde. Det er også sandsynligt, at Kenny Elissonde vil forsøge sig, men ligesom for Tolhoek skal det flaske sig, hvis det skal lykkes.

I det fladere terræn handler det om Jasper Stuyven og Mads Pedersen. Danskeren vil satse stort på de danske etaper, hvor han med en god enkeltstart og et par gode massespurter måske kan komme tæt på førertrøjen, som også kan erobres på brostensetapen, hvor den stærke duo vil have den store fordel, at de ikke skal beskytte en klassementsrytter. Med et godt lead-out fra Stuyven og det rette hel kan Pedersen vinde en massespurt, selvom der er folk, der er en anelse hurtigere end ham, og Stuyven viste også i 2021, at han vil være en god kandidat til at vinde fra udbrud, selvom det kniber lidt med at finde udbrudsetaper for lidt tungere typer. Det kan vel heller ikke helt afvises, at Quinn Simmons kunne blive hentet ind til en Tour-debut, hvis han får sit gennembrud i foråret, og også han har utvivlsomt etapevinderpotentiale, ligesom Toms Skujins ofte er meget aktiv i Tourens udbrud.

I Vueltaen ser det ud til, at holdet vil stille med en mere profilfattig trup, der vil jagte etaper. Juan Pedro Lopez endte lige uden for top 10 i 2021, og han vil formentlig få chancen for at komme ind blandt de 10 bedste - en opgave, der ikke er helt umulig, hvis han fortsætter sin meget lovende udvikling. Det samme kunne være en ambition for Skjelmose, hvis han ender med at gøre sin grand tour-debut her, og begge vil også kunne jagte etapesejre i bjergene. Det samme vil være tilfældet for Brambilla, Tolhoek og Elissonde, hvis de kommer til start, mens det virker sandsynligt, at holdet vil køre massespurter for lokale Jon Aberasturi, der med sin gode positionering faktisk burde kunne gøre de ganske godt på et hold, hvor han endelig vil få noget støtte. Andre etapevinderkandidater kunne være Simmons, Markus Hoelgaard, der meget vel kunne gøre grand tour-debut her, Simon Pellaud, Mosca samt den lovende Antonio Tiberi.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Nedskaleringen af holdets klassementsambitioner kommer også til udtryk i de kortere etapeløb. På papiret ligner Bauke Mollema og Giulio Ciccone holdets bedste bud, men vi skal ikke forvente, at de kan køre med om sejrene på WorldTouren. Ciccone lider voldsomt under sin svage enkeltstart, og Mollema har i de senere år ikke for alvor været med helt fremme i de korter etapeløb, hvor også han lider under en enkeltstart, der ikke er blevet bedre. Begge burde dog kunne gå efter en top 10 i de få løb, de kører, hvilket i skrivende stund ventes at være Tirreno for Ciccone og Baskerlandet for Mollema.

Det åbner til gengæld nogle muligheder for Mattias Skjelmose. Danskere endte allerede i top 15 i Romandiet i 2021, og i efteråret udviklede hans enkeltstart sig også så dramatisk, at den blev ganske fremragende. Det er et afgørende våben i de ugelange løb på WorldTouren, og det kunne være et fint mål at stræbe efter en top 10. Også tempostærke Antonio Tiberi har på papiret evnerne til at køre klassement, men han er ikke kommet helt så langt som danskere, selvom vi med den samlede podieplads i Ungarn så, at potentialet bestemt er til stede.

En anden potentiel klassementsrytter er Juan Pedro Lopez, der bekræftede sit potentiale med sit stærke efterår i 2021. Desværre er også hans enkeltstart meget svag, men han vil satse på det enkeltstartsløse Catalonien, hvor det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme. Derudover kan Gianluca Brambilla og Antwan Tolhoek måske forsøge sig som klassementsryttere, men hvis de skal ære med helt fremme, skal det nok være uden for WorldTouren, som vi så i 2021, hvor Brambilla vandt i Var, og Tolhoek blev nr. 2 i Andalusien. I denne slags løb kan temposvage Kenny Elissonde måske også forsøge sig lidt som klassementsrytter.

I mange løb vil holdet dog være uden en regulær klassementsrytter, og det betyder, at der skal jagtes etaper. Det skal blandt andet ske i massespurterne, hvor Mads Pedersen burde ligne det bedste bud. I 2020 vandt han i både Polen og Benelux, og han var tæt på at gentage det flere gange i 2021. Med den rette timing kan det lade sig gøre igen. Den anden sprinter er Matteo Moschetti, der har haft det svært siden sit hoftebrud, men som havde kurs mod en status om topsprinter indtil da, og som forhåbentlig kan genfinde sig selv. Man må også tro, at der kan blive personlig plads til Jon Aberasturi, der i hvert fald i mindre løb kan vinde - særligt nu, hvor han faktisk har et hold til at støtte sig - og det samme gjaldt for Edward Theuns, der i 2021 tog en fin sejr i Ungarn. Og så vil unge Marc Brustenga måske også få lov at spurte og teste sig selv af i ny og næ, selvom vi næppe skal vente de største resultater.

Pedersen vil også kunne stræbe efter et klassement i Benelux Tour, men det vil nok kræve, at løbet er uden ardenneretaper. Løbet passer nok trods alt bedre til den knap så tempo-, men mere klatrestærke Jasper Stuyven samt Quinn Simmons, der burde have potentiale til at lave et godt resultat, og måske også Markus Hoelgaard, der før har gjort det godt i mellemkuperede etapeløb, når de har været uden enkeltstart. Det skal også blive interessant at se udviklingen af enkeltstarten for Skjelmose og Pedersen, hvoraf sidstnævnte nok vil intensivere tempoarbejdet frem mod Tour-starten i Danmark.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Endelig har holdet en række ryttere, der kan jagte etaper med aggressiv kørsel og satse på mindre endagsløb. Det kunne gælde Alexander Kamp og Jacopo Mosca, der begge er ganske hurtige, samt Tom Skujins, der har vundet Tre Valli Varesine, Simmons, Brambilla og Hoelgaard. De mindre endagsløb kunne også være den store chance for U23-verdensmesteren Filippo Baroncini, der i de store løb nok mest skal lære.

Hvem kan overraske?

Lige siden han blev juniorverdensmester i 2019 og efter et dominerende år blev udråbt som en ny Evenepoel, har vi ventet på det store gennembrud for Quinn Simmons. Desværre har han vist sig yderst svingende, men potentialet er stadig stort. Det er ikke alle, der kører med om sejren i en WorldTour-klassiker i sit første år efter juniorklassen, som han gjorde i Bretagne i 2020, og i 2021 var han ganske fabelagtig i Strade Bianche, indtil han blev ramt af en punktering, ligesom han vandt samlet i Vallonien og var tæt på at vinde en Vuelta-etape. Lad os håbe, at han i 2022 endelig kan finde formen til de brostensklassikere, hvor hans potentiale synes så stort. Lykkes det, kan det være nu, vi ser ham i finalerne både her og i Strade Bianche - og så skal man ikke udelukke, at han kan vinde en etape i den grand tour, han måtte køre.

Danske Mattias Skjelmose kom også næsten direkte fra juniorklassen i 2021 og gjorde det ganske fremragende. En 15. plads på WorldTouren i Romandiet er ganske flot, og i efteråret var han stærkt kørende i en række mindre etapeløb. Bedst af det hele var det næsten, at han pludselig genfandt sin enkeltstart, og dermed har han nu den rette kombination til at stræbe efter en top 10 i ugelange etapeløb på WorldTouren. Han mangler fortsat lidt i bjergene, men der er al mulig grund til fortrøstning - også fordi han kører for et hold, der i fravær af mange klassementsryttere burde give ham masser af plads.

En anden spændende klassementsrytter er Juan Pedro Lopez. Det var svært ikke at blive lidt skuffet over hans 2020-sæson, men i efteråret beviste han endelig, hvorfor forventningerne var så store. Allerede i Vallonien så han godt ud, og det hele kulminerede i Vueltaen, hvor han efter Ciccones exit fik lov at køre klassement og næsten endte i top 10. Hans enkeltstart er et stort problem, der vil hæmme ham i mange ugelange løb, men hans klatreevner kan føre ham langt. Med udsigt til en mulig kaptajnrolle i Vuelta kan han nu stræbe efter top 10, som han også kan gøre det i det enkeltstartsløse Volta a Catalunya.

Holdets sidste unge etapeløbstalent er Antonio Tiberi. Han er ikke kommet helt så langt som Skjelmose, men han kørte alligevel på podiet i Ungarn. Han har ikke helt genfundet de tempoevner, der gjorde ham til juniorverdensmester i enkeltstart, men han har hele pakken til at kunne levere nogle resultater i de ugelange løb. Forhåbentlig kan han accelerere sin udvikling i 2021, hvor han også kan stræbe efter etapesejr i den grand tour-debut, der ventes at komme i Vueltaen. Endelig har holdet også den danske klatrer Asbjørn Hellemose, der også falder ind i kategorien etapeløbsrytter, men for ham må man formode, at det først handler om at lære og måske forsøge sig i mindre etapeløb, som Tiberi sidste år gjorde det i Ungarn.

Forventningerne vil være store til U23-verdensmesteren Filippo Baroncini. Det er stadig lidt uklart, hvor han skal satse, men det er i hvert fald i klassikerne. Han er hurtig og har punch, men spørgsmålet er om klatreevnerne rækker til Ardennerne. Det bliver vi forhåbentlig klogere på i 2021, men i første omgang ligner de flamske klassikere de mest oplagte. I de store løb skal han primært lære, men i mindre løb vil han med sin hurtighed være et reelt vinderbud. Vi skal nemlig ikke glemme, at han allerede i 2021 kørte med om sejren i Coppa Sabatini, hvor han var oppe mod formstærke Michael Valgren og Sonny Colbrelli til allersidst.

En anden klassikerrytter er Markus Hoelgaard. Han er betydeligt ældre, men det er først nu, at han får sin chance på højeste niveau. Baseret på det, vi har set i de norske etapeløb, synes han egentlig med sine klatreevner mest at være en ardennertype, men han meldes at skulle satse på brostensklassikerne, hvor han sidste år gik i top 10 i E3. Han var også meget tæt på top 10 ved VM, hvor han overraskede stort og ar vundet to etaper i Arctic Race. Det bliver meget interessant at se, hvor langt han kommer i klassikerne i sin første sæson på WorldTouren. Han har styrken til at levere resultater med det samme. Der skal vi nok vente lidt for store, stærke Daan Hoole, der burde have motoren til at komme langt i klassikerne, men ikke er en udpræget vindertype og derfor nok primært skal lære i 2022.

Matteo Moschetti fortjener også at blive nævnt, selvom han efterhånden er en veteran. Han er dog stadig kun 25 år, og der er en god forklaring på, at han har haft det så svært de seneste år. Han er aldrig kommet sig helt over det grimme styrt i begyndelsen af 2020, men forinden havde han med to sejre over Pascal Ackermann vist, at han bankede på til det gennembrud, der lå i kortene siden tiden som U23-rytter. Slår han ikke igennem i den kommende sæson, skal vi nok til at opgive håbet, men det er svært helt at glemme, hvor godt et bud på en stor italiensk supersprinter han var. Holdet henter også den unge spanske sprinter Marc Brustenga, men han har meget lidt erfaring i UCI-løb, og vi skal næppe forvente det helt store allerede i 2022.