Nedenfor giver vi en analyse af Team BikeExchange-Jayco.

Ryttere, der bliver på holdet

Jack Bauer, Sam Bewley, Kevin Colleoni, Luke Durbridge, Alex Edmondson, Tsgabu Grmay, Kaden Groves, Lucas Hamlton, Michael Hepburn, Damien Howson, Amund Grøndahl Jansen, Christopher Juul-Jensen, Tanel Kangert, Alexander Konychev, Michael Matthews, Cameron Meyer, Luka Mezgec, Nick Schultz, Callum Scotson, Dion Smith, Simon Yates

Nye ryttere

Dylan Groenewegen (Team Jumbo-Visma), Lawson Craddock (EF Education-Nippo), Matteo Sobrero (Astana-Premier Tech), Jan Maas (Leopard Pro Cyling), Campbell Stewart (Black Spoke Pro Cycling Academy), Alexandre Balmer (Equipe continentale Groupama-FDJ), Jesus David Peña (Colombia Tierra de Atletas-GW Bicicletas), Kelland O’Brien (Inform TMX Make)

Læs også

Valverde vinder igen

Ryttere, der forlader holdet

Mikel Nieve (Caja Rural- Seguros RGA), Esteban Chaves (EF Education-Nippo), Brent Bookwalter (stopper karrieren), Andrey Zeits (Astana Qazaqstan Team), Robert Stannard (Alpecin-Fenix), Barnabas Peak (Intermarché Wanty Gobert Materiaux)

Hvordan gik transfersæsonen?

Hvis man har kunnet høre en sær lyd i Australien de seneste uger, er det med god grund. Der har nemlig været så gevaldigt et hovedbrud på chefgangene hos BikeExchange-mandskabet, at det har knirket så meget i holdejer Gerry Ryans og manager Brent Copelands kranier, at det har kunnet høres over det meste af det ellers enorme land. Der har nemlig været nok at tænke på hos Ryan og Copeland efter en sæson, der nærmede sig det katastrofale for det engang så succesrige australske hold.

I starten kendte holdet ellers kun én vej: opad. Efter debuten i 2012 avancerede man hurtigt på diverse ranglister, og med navne som Michael Matthews, Simon Gerrans, Esteban Chaves samt Yates-brødrene Adam og Simon var holdet at finde i top 8 på WorldTour-ranglisten i hver eneste sæson mellem 2014 og 2019, hvor denne særlige rangliste forsvandt. I 2014, 2016 og 2018 var holdet endda at finde på en 5. plads, og da det i samme periode lykkedes at vinde én grand tour og ikke færre end fire af de fem monumenter - kun Flandern Rundt har holdet endnu til gode at vinde - var det australske mandskab med rekordfart blevet et af sportens tophold, også selvom de altid har været et niveau under de absolutte giganter.

Siden 2019 er der imidlertid blevet indledte en nedadgående spiral. Sidste år gled holdet for første gang ud af top 10, da de endte som nr. 11 på den verdensrangliste, der nu har taget over efter WorldTour-ranglisten, og i år gik det helt, helt galt. Ganske vist kunne man lure katastrofen, da holdet sagde farvel til topnavne som Adam Yates, Daryl Impey og Jack Haig, men med erhvervelsen af Michael Matthews havde de fleste nok ventet, at skindet kunne holdes på næsen. Selvsamme næse blev imidlertid totalt hudløs, for holdet som fjerderingeste WorldTour-hold - endda slået af to ProTeams - og tog bare 9 sejre, hvilket blot er én mere end hos DSM, der endte som det mindst vindende WorldTour-hold. Blot to af sejrene var endda på WorldTour-niveau, mens fem triumfer kom i relativt svagt besatte 2.1-løb eller nationale mesterskaber, og 2021 blev den første sæson, hvor Matthews ikke vandt ét eneste cykelløb.

Der er skam også blevet tænkt tanker hos Ryan og Copeland. Den sydafrikanske manager har erkendt, at holdet var alt for ensidigt bygget op omkring Simon Yates og Matthews, og da begge de to stjerner havde resultatmæssigt relativt fattige år - selvom Yates’ sæson nu langt fra var nogen katastrofe - kunne det næsten kun gå galt. Der manglede ganske enkelt et lag til at tage over, når stjernerne fejlede eller var ukampdygtige, og derfor endte det hele så trist, som det gjorde.

Den logiske konsekvens af denne erkendelse kunne være, at holdet ville brede kaptajnbasen ud, men længe så det ud til slet ikke at ville ske. Faktisk nåede holdet at annoncere den endelige trup på 28 ryttere, uden at de havde gjort spor for at sikre et grundlag for flere sejre i 2022. På det tidspunkt var det svært ikke at være alvorligt bekymret for, at australierne ville fortsætte deres triste deroute.

Men så tog det hele en uventet drejning. Helt ud af det blå kom meldingen om, at holdet havde fået Jumbo-Visma til at frigøre Dylan Groenewegen fra den lange kontrakt, den hurtige hollænder af helt uforståelige årsager skrev efter 2019-sæsonen. Allerede dengang var det nemlig soleklart, at han aldrig kunne få meget plads i Tour de France på et hold, der talte Primoz Roglic og en i Tour-sammenhæng stadig mere ambitiøs Wout van Aert, og derfor var det helt uundgåeligt, at den lange kontrakt ville føre til et sammenstød mellem Groenewegens og Jumbos ambitioner.

Det var BikeExchanges held, ligesom det var det, at Jumbo og Groenewegen har haft så godt et forhold, at hollændere accepterede at ophæve kontrakten for ikke at bremse en af ”deres sønner”. Angiveligt smed Gerry Ryan lidt ekstra skillinger på bordet, og pludselig forandrede det, der lignede et svækket 2022-hold, sig til noget meget mere spændende.

Der er bestemt potentiale til, at skiftet kan blive en succes. Groenewegen havde efter sin karantæne ikke det comeback, man kunne have ønsket sig, men det skyldtes ikke hans fart. Tværtimod viste han flere gang, at han meget vel kan være akkurat lige så hurtig, som han var inden det polske drama i 2020, og hvis det er rigtigt, er han stadig verdens hurtigste sprinter. Når det ikke gik bedre i 2021, skyldtes det i stedet, at hans i forvejen haltende positionering kun var blevet dårligere efter pausen - måske fordi styrtet og dramaet spiller hans psyke et puds.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Netop det er også bekymringen hos BikeExchange. Har de toget til at gøre Groenewegen til den succes, han har potentiale til at blive? Det er svært at blive helt klog på. Et tog med Amund Grøndahl Jansen, der også var tredjesidst i Groenewegens gamle Jumbo-tog, og erfarne Luka Mezgec ser - suppleret med navne som Alex Edmondson og Alexander Konychev - ikke helt dumt ud, men spørgsmålet er, om det er nok. Det bliver vi på klogere på allerede i sæsonens første løb, men skulle det lykkes at lave et tog, der kan kompensere for Groenewegens positioneringsproblemer, kan det blive en stor succes. I det tilfælde vil Groenewegen meget vel kunne blive den sejrsmaskine, han var frem til 2019, hvor han endte som feltets mest vindende rytter, og først og fremmest kan han vinde etaper i de tre grand tours, ikke mindst Touren. Lykkes det projekt, ser det hele pludselig betydeligt mere lyst ud for BikeExchange, også selvom en ren sprinter som Groenewegen aldrig vil score så mange point, at det vil få holdet til at nærme sig toppen af ranglisterne.

Groenewegen er dog også den eneste, der skal gøre afhængigheden af Yates og Matthews mindre i det kommende år. Faktisk er det meget svært ikke at komme til den konklusion, at holdet kun er blevet svækket på flere andre parametre.

Det skyldes måske først og fremmest tabet af Esteban Chaves. I gamle dage havde det naturligvis været ”breaking news” og tiltrukket masser af overskrifter, at en verdensstjerne som ham skiftede hold, men sådan er det slet ikke længere. Dertil har hans niveaufald efter kyssesygen været alt for voldsomt, og derfor er det i dag også et tab, som nok kan overleves. I en trup, der var ude af stand til at levere meget, gør det imidlertid ondt af miste én af blot to ryttere, der faktisk tog en WorldTour-sejr i 2021, og selvom det nok er slut for ham med at jagte podiepladser i grand tours, gør det på et resultatfattigt BikeExchange-hold ondt at miste en mand, der i den forløbne sæson endte som nr. 6 i Catalonien, nr. 9 i Baskerlandet, nr. 8 i Fleche Wallonne, nr. 10 i Tour de Suisse og nr. 13 i Touren, særligt fordi man ikke har gjort spor for at finde en erstatning.

Det har imidlertid længe været klart, at bruddet nok var uundgåeligt. Chaves og BikeExchange har ellers haft en meget tæt og intim forbindelse, men gennem de seneste års trængsler har holdet tabt tålmodigheden, og rytteren følt et behov for luftforandring. Derfor stod det hurtigt klart, at vejene ville skilles, men måske netop derfor kan det undre, at der ikke er gjort noget for at finde en erstatning.

Problemet er, at Chaves ikke er alene om at svække holdet i bjergene. Holdet har nemlig også helt frivilligt valgt ikke at forlænge kontrakten med Mikel Nieve, der længe kæmpede for at redde karrieren. Det er da også klart, at den erfarne basker er blevet indhentet af alderen og slet ikke så stærk som tidligere, men det er alligevel uforståeligt, at han blev sat på porten. Det er i forvejen ikke bjerghjælpere, Yates har flest af, og fraværet af Nieve gør kun hans muligheder for at vinde en grand tour ringere.

Åreladningen af erfarne klatrere fortsætter også med tabet af Andrey Zeits. Ganske vist betød sygdom og skader, at de to år i australsk tjeneste aldrig blev en succes, men hans rutine fra tre grand tour-sejre med Vincenzo Nibali og Fabio Aru kunne det svage BikeExchange-mandskab nok have brugt. Nu står holdet imidlertid tilbage med tabet af Chaves’ resultater og Nieves og Zeits’ klatreevner og enorme rutine, og det er ikke befordrende for succes. Faktisk er det enormt erfaringstab, der kan noteres, når holdet også siger farvel til Brent Bookwalter, som stopper karrieren, men det har nu igennem 2021 stået klart, at det nok var ved at slut for amerikaneren, hvis fysiske bidrag nok kan erstattes af yngre kræfter.

Ovennævnte tab er dog alle kun bekymrende i det korte perspektiv. Med undtagelse af Chaves er de tabte ryttere nemlig alle veteraner i karrierens efterår, og derfor er det måske mere urovækkende, at man også siger farvel til et af talenterne. Det kan godt være, at Robert Stannard aldrig er kommet i nærheden af de resultater, hans løfterige U23-tid kunne give anledning til at drømme om, men det er alt for tidligt at opgive den bare 23-årige puncheur. Sidste år blev han således nr. 5 i en vanskelig puncheurafslutning i Vueltaen, ligesom i år blev nr. 6 Brabantse Pijl, og han er åbenlyst stadig i gang med sin udvikling. Hvor langt han kommer, er stadig svært at sige, men som en af de få af holdets ryttere, der faktisk kan levere resultater, må det gøre ondt, at han smutter til Alpecin. Så er det straks mindre bekymrende, at holdet valgte ikke at forlænge aftalen med Barnabas Peak, der aldrig for alvor har vist et væsentligt potentiale.

Måske er det mest bekymrende ikke de ryttere, der siger farvel, men snarere at man ikke har gjort noget væsentligt for at forstærke truppen. Således er der blandt de seks nyerhvervelser stort set alene tale om talenter, hvoraf der kan stilles spørgsmålstegn ved de fleste. Faktisk er det eneste mere etablerede navn, der kommer til holdet, Lawson Craddock, men han er ikke typen, der bidrager med mange resultater. Tværtimod er han mest hentet ind som erstatning for de tabte hjælperkræfter, og hans opgave er primært i kraft af sin alsidighed at agere hjælper for holdets kaptajner. Det betyder ikke, at han ikke kan levere resultater på særligt enkeltstarterne og i udbrud, ligesom man måske kan håbe, at han kan genfinde lidt af fordums etapeløbspotentiale, men nogen pointmaskine er han ikke.

I stedet er det mest interessante nye navn utvivlsomt Matteo Sobrero. Italieneren havde en svær start til på sin professionelle karriere, men i 2021 brød han virkelig igennem. Det var først og fremmest som temporytter, hvor han kørte et brag af en Giro-enkeltstart og ikke mindst skabte en lille sensation ved at vinde det italienske mesterskab foran blandt andre en vis Filippo Ganna, og da han i Tour de Slovenie samtidig viste et hidtil uset klatrepotentiale, er det utvivlsomt lidt af et scoop, at det lykkedes Copeland at lokke Sobrero til Australien. Det er stadig lidt uklart, om hans klatreevner rækker til at køre klassement, eller om hans mest af alt er tempospecialist og puncheur, men det er i hvert en interessant signing, der utvivlsomt styrker holdet.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Det kan unge Jesus David Peña også gøre, men det er stadig meget uklart, om det er tilfældet. Colombianeren blev n. 7 i Baby-Giroen i 2019 og nr. 2 på en bjergetape i samme i løb i 2021, ligesom han vandt U23-udgaven af Vuelta a Colombia både i 2019 og 2021, men hans resultater i Europa er ikke alt for overbevisende. Hans erfaring er imidlertid også begrænset, og sejre i U23-udgaven af den colombianske rundtur plejer at borge for en vis kvalitet. Det skal blive spændende at se, om han med mere erfaring kan udvikle sig at blive et af de næste colombianske topnavne.

I det hele taget er det tydeligt, at det er etapeløb, der er holdets fokus. Udover Peña er der nemlig også blevet plads til klatreren Alexandre Balmer. Schweizeren havde egentlig besluttet sig for at satse på sin hovedbeskæftigelse, mountainbike, men tilsyneladende har han skiftet mening - måske fordi han var bare få meter fra at tage en uhyre fornem sejr mod WorldTour-rytter i Tour de Vendée i begyndelsen af oktober. I hvert fald er skruer han nu op og ikke ned for landevejen, og da han med sit begrænsede fokus på disciplinen er kørt i top 10 bjergløbene i Alpes Isere og Valle d’Aosta, kan han som klatrer have et potentiale, der er spændende at udforske.

Den tredje og sidste nye klatrer er Jan Maas, der i en relativt høj alder på 25 endelig har fået en fortjent chance på WorldTouren. Det kommer efter en uhyre stabil sæson med en meget lang række af topresultater i etapeløb på både 2.1- og 2.2-niveau, men holdet har også gjort det klart, at de mest af alt har hentet ham som hjælper. Det vil da nok også overraske, hvis han pludselig springer ud som den store pointmaskine, men han viste i 2021, at det resultatfattige hold faktisk godt kan regne med ham i mindre etapeløb.

De sidste to nyerhvervelser er helt anderledes. Banerytterne Campbell Stewart og Kelland O’Brien har nu lagt OL bag sig og satser fremover på landevejen. Det skal de gøre som led i Kaden Groves’ tog, som holdet er ved at opbygge, og derfor er de primært tiltænkt en hjælperrolle - en rolle, der næppe vil ændre sig, selvom Groenewegen i sidste øjeblik har overtaget rollen som holdets førstesprinter. Det vil dog være dumt at udelukke, at Stewart kan vise sig at have et større potentiale end som så. Alene hans OL-sølv i omnium vidner om evnerne, der også er kommet til udtryk på landevejen, hvor han i 2021 vandt hele fire mindre løb og også viste sig frem i løb mod WorldTour-ryttere, blandt andet med en 15. plads i grusvejsløbet i Antwerpen, hvor Mathieu van der Poel sejrede. Han er mest af alt kendt som semisprinter, men det kan bestemt ikke udelukkes, at han har potentiale i brostensklassikerne. O’Brien er derimod nærmest helt ubeskrevet på landevejen, og han har derfor fortsat alt at bevise.

Det gælder i det hele taget for hele holdet, der efter katastrofen i 2021 skal forsøge at rejse sig. Om det lykkes vil i høj grad afhænge af, om de får lavet det tog, der kan gøre Groenewegen til den sejrsmaskine, han har potentiale til at blive, for derudover kan det se sort ud. Tabet af Chaves vil gøre ondt for et hold, der mister deres tredjemest scorende rytter, og tabene af Nieve og Zeits gør ikke Yates’ muligheder i etapeløbene større. Man må håbe, at Sobrero allerede i 2022 kan bygge videre på det lovende 2021, og ellers må man sætte lide til, at kaptajnerne gør det bedre i den kommende sæson, og at Peña, Balmer, Maas og Stewart på sigt kan vise sig endnu mere lovende, end man i første omgang kan fornemme.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

BikeExchange-mandskabet har i sin tid i feltet været på lidt af en rejse. I den indledende fase valgte man bevidst at satse på massespurter og klassikere, og det er først senere, at klassementer i grand tours har fået overhånden. Resultatet af den satsning var i den grad succesfuld, for i løbet af sine første fem år lykkedes det minsandten det australske hold at vinde fire af de fem monumenter, nemlig Milano-Sanremo og Liege med Simon Gerrans, Paris-Roubaix med Mathew Hayman og Lombardiet med Esteban Chaves.

Siden har fokus i stedet været rettet mod grand tours, og det har kostet i klassikerne. Holdet har således ikke vundet et monument siden 2016, og i nogle år var holdet faktisk nærmest usynligt i endagsløbene. Det skyldtes blandt andet, at Michael Matthews indså, at fokus nu var rykket, og da han søgte væk, var holdet nærmest udelukkende fokuseret på Chaves og Yates-brødrene.

Nu er prioriteterne imidlertid igen anderledes. Chaves og Adam Yates er væk, og blandt andet grundet de seneste års sponsorkaos er truppen svækket og holdet ikke længere et tophold. Nu er holdet ikke længere et ensidigt klassementshold. I stedet satses der bredere på etapeløb med Simon Yates, massespurter med Dylan Groenewegen og klassikerne med den tilbagevendte Matthews.

Desværre er truppen til endagsløbene fortsat meget smal, og i klassikerne kommer det nærmest til udelukkende at handle om den australske kaptajn. Heldigvis er han også den uhyre alsidige type, der kan begå sig både på brosten og i Ardennerne, og dermed kan holdet dække næsten alle endagsløb med én mand.

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

Problemet for Matthews er imidlertid, at det er pokkers svært at være på toppen fra Sanremo til Liege, og det er kunst, han ikke for alvor har mestret. Det gik fint, da han endnu ikke var begyndt at satse på brostensløbene, men nu hvor han kører hele pakken, er det blevet vanskeligere. Samtidig synes han ikke at have fordums styrke, og i 2021 var han ikke for alvor tæt på at vinde et stort endagsløb, selvom han blev nr. 4 i Amstel Gold Race, nr. 5 i Gent-Wevelgem og nr. 6 i Sanremo.

De resultater vidner imidlertid om, at han fortsat kan være med. I 2020 var det endda ham, der vandt feltets spurt i Sanremo bag Wout van Aert og Julian Alaphilippe, og i 2021 var det ham, der vandt feltets spurt i Amstel bag Van Aert, Tom Pidcock og Maximilian Schachmann, og det vidner om, at han stadig kan have den store endagssejr i sig, hvis det flasker sig. Der er bare en kedelig tendens til, at hans hurtighed først kommer til udtryk, når sejren er væk. Da han i Wevelgem i foråret endelig skulle spurte om en klassikersejr, skuffede han fælt og endte blot som nr. 5 i en ganske lille gruppe.

Hans hurtighed efter et hårdt løb gør Sanremo, Gent-Wevelgem og Amstel til de mest oplagte løb, men han er heller ikke helt uden chance i E3, Flandern Rundt og Liege, hvor der i alle tilfælde er et stykke vej til mål efter sidste stigning. Hans klatreevner synes dog ikke helt så gode, som da han blev nr. 4 i Liege, og de flamske klassikere har han aldrig for alvor fået fod. Strade Bianche kunne i virkeligheden også være et glimrende løb for ham, men det skipper han som regel. I forvejen er det en kunst at holde formen hele vejen, og det bliver ikke lettere, hvis han også vil lave resultater på grusvejene eller endda i åbningsweekenden. Fleche Wallonne passer ham til gengæld ikke specielt godt, og det synes ikke længere at være realistisk at stræbe efter den 5. plads, han på ret utrolig vis én gang har opnået.

Ved siden af Matthews ser det til gengæld problematisk ud. Luke Durbridge og Jack Bauer har tidligere vist lovende brostenstakter, men det er efterhånden længe siden. Dion Smith har imponeret på Flandern-etapen i Benelux Tour flere gange, men han har stadig til gode at slå igennem i klassikerne. Alex Edmondson ser aldrig ud til at blive til nogen klassikerrytter, som man kunne have ventet, og Luka Mezgec er aldrig for alvor slået igennem. Håbet må være, at Amund Grøndahl Jansen efter et skidt 2020 og 2021 genfinder nogle af de takter, vi så i 2019. Gør han det, kan han måske overraske i brostensløbene - forhåbentlig sammen med Smith.

I Ardennerne vil Matthews også være meget alene, men Matteo Sobrero har vist et punch, der gør, at han burde kunne overraske positivt, hvis han klatrer, som han gjorde i Slovenien, og han kunne måske også vise sig frem i Strade Bianche. Nick Schultz burde med sit punch også være skabt til disse løb, men også han kan blive låst af en deltagelse i Giroen. Lucas Hamilton er ikke den klassiske endagsrytter, men en top 10 på Mur de Huy er måske ikke helt umulig. Desværre vil Simon Yates næppe kunne finde plads til klassikerne, når han satser på Giroen, men det kan måske give plads til Jan Maas, der gjorde det godt i mindre kuperede etapeløb i 2021.

Holdets bedste chance for at vinde en stor klassiker er dog nok Dylan Groenewegen. Man må formode, at Sanremo og Wevelgem fortsat er for svære, men han har tidligere vundet de to af mest udprægede sprinterklassikere, nemlig De Panne og Kuurne. Det kan han utvivlsomt gøre igen, hvis han genfinder sit niveau, og det så som nævnt ovenfor ikke helt umuligt i den netop afsluttede sæson. Scheldeprijs burde han vinde før eller siden, og dermed har han hele tre skud i bøssen.

I efteråret er der også et par muligheder. Groenewegen kan utvivlsomt vinde i Hamburg, og er han fortsat frisk efter både Giroen og Touren - hvilket virker usandsynligt - passer San Sebastian ham storartet, ligesom det også kunne være et perfekt løb for Schultz. Matthews har tidligere vundet i Bretagne og i begge de canadiske løb, og de burde være gode mål, mens han bygger formen op frem mod VM på hjemmebane. Hvis ikke, burde Mezgec også have chancer i Bretagne, mens Smith burde kunne begå sig i hvert fald i Quebec. Endelig kan man håbe, at det lykkes Yates at finde en formtop til de sidste italienske, men det er aldrig for alvor lykkedes og virker ikke specielt sandsynligt. I stedet kunne de måske være noget for Schultz, men Lombardiet er nok en anelse for hårdt til, at han kan være med helt fremme. Det er det ikke for Hamilton, men han kan næppe stræbe efter mere end en top 10.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I tiden med tre grand tour-kaptajner gik holdet efter at køre med om podiet i alle tre grand tours, men den æra er definitivt ovre. I dag har man kun Simon Yates til at jagte de absolutte topresultater i de lange etapeløb, mens Lucas Hamilton stadig har til gode at lykkes med at køre sit første klassement uden styrt. Da alt peger i retning af, at Yates kun kører klassement i én grand tour, vil holdet således formentlig kun jagte et absolut topresultat i ét af de tre løb.

Den endelige bekræftelse er endnu ikke kommet, men holdet har allerede klart indikeret, at Yates igen satser stort på Giroen, som han fortsat føler, at han har et udestående med. Denne gang giver det grundet de få enkeltstartskilometer også god mening, og Yates får næppe nogensinde en bedre rute end den, der er designet i år. Desværre satte 2020 også nok engang en streg under, at hans holdbarhed har mangler, og det virker stadig usandsynligt, at han nogensinde vil vinde det italienske løb, der med sine mange opslidende bjergetaper og højdemeter passer ham betydeligt dårligere end den eksplosive Vuelta, han allerede har vundet. Som vi så i år, kan han imidlertid sagtens ende på podiet, og det må være målet. Formentlig får han hele holdet til sin rådighed, og der bliver næppe plads til andet end klassementet.

Læs også

Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar

Det vil der gøre i Touren, hvor alt peger på, at holdet vil satse stort på etaper. Dylan Groenewegen kom til holdet for at køre det franske løb, og man må formode, at en stor del af truppen vil blive bygget op om, at han skal vinde mindst én etape. Michael Matthews vil angiveligt også være til start, men det må nu være slut for ham med at køre flade spurter og dermed jagte grøn trøje. I stedet vil han skulle satse på de hårdere dage og udbrud. Der er ikke alt for mange Matthews-etaper, men en etapesejr er ikke helt umulig. Derudover vil Yates efter planen igen forsøge at gentage succesen fra 2019, hvor han efter Giroen vandt to Tour-etaper via udbrud, og det virker ikke umuligt, at han igen vil kunne tage en sejr.

Det store spørgsmål er, hvad Hamilton skal. Det er givet, at han skal køre klassement i enten Touren eller Vueltaen, og mon ikke holdet igen giver ham chancen i Touren, selvom det gik helt galt i 2021. Den hektiske første uge passer ham dårligt, men undgår han uheld, rækker talentet til en mulig top 10. Med det større fokus på Groenewegen kan man dog heller ikke udelukke, at han satser på Vueltaen i stedet. Her vil stressniveauet være mindre, og satser han hele butikken på det løb, burde top 10 bestemt være sandsynlig.

I Vueltaen vil holdet formentlig også jagte etaper, uanset om Hamilton er med eller ej. Det kunne være med Matthews, som det var det i 2021, men da han satser stort på VM i Australien, vil han denne gang formentlig ikke køre to grand tours forinden. I stedet kunne Kaden Groves få sin grand tour-debut, og selvom det bliver svært at vinde en etape, burde Vueltaen med sit svagere sprinterfelt og relativt hårde rute være velegnet til, at han kan få et par fine resultater. Derudover burde Nick Schultz have fine muligheder for at jagte en etapesejr - og måske endda køre klassement - ligesom det også burde være muligt for Dion Smith, der før har været tæt på.

Endelig har holdet mulighed for at lave nogle fine enkeltstartsresultater i årets grand tours. Matteo Sobrero skal formentlig støtte Yates i Giroen, hvor de to enkeltstarter passer ham fint, men uanset hvilket løb han kører, kan han gøre det godt. Matthews vil også kunne gøre det fornuftigt på Tour-enkeltstarten i København, og så kan man håbe, at Lawson Craddock kan genfinde nogle af de tempotakter, han havde i 2019.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdets generelle mangel på klassementsryttere betyder, at der er grænser for, hvor mange klassementssatsninger, der kan laves i ugelange løb. Også her vil meget afhænge af Simon Yates, der formentlig vil køre sit klassiske Giro-program med Tirreno og Tour of the Alps, som han vandt i hhv. 2020 og 2021. Tirreno kommer en anelse tidligt i forhold til hans store mål, men grundlæggende plejer han at have et fornuftigt niveau gennem det meste af foråret. Der bør være gode muligheder for, at han kan være med helt fremme i begge løb.

Den anden fremtrædende klassementsrytter er Lucas Hamilton, der med flere top 10-placeringer i ugelange løb i 2021 viste, at han allerede er kommet ganske langt. Ligesom Yates lider han voldsomt under en haltende enkeltstart, men det forhindrede ham ikke i at blive nr. 4 i Paris-Nice i 2021. Netop grundet enkeltstarten er han næppe med helt i front, men han bør kunne levere nogle fornuftige resultater - gerne en anelse bedre end sidste år.

Derfra er det mere tvivlsomt, hvad vi vil se. Matteo Sobrero har enkeltstarten til at køre nogle gode klassementer, men selvom han klatrede flot i Slovenien, har han stadig til gode at vise de nødvendige klatreevner. Udviklingen er dog lovende, og på ruter med en betydningsfuld enkeltstart og ikke alt for svære stigninger kan han gøre det pæn. Tanel Kangert burde også kunne få noget plads, men efter et svagt 2021 er der intet, der tyder på, at den estiske veteran pludselig kan rejse sig. I stedet er der grund til at tro mere på Nick Schultz, der i 2021 udviklede sig meget positivt på lange stigninger, men det rækker næppe alt for langt, når han samtidig lider under en svag enkeltstart. Damien Howson har også fået for vane at vinde et eller andet østeuropæisk 2.1-løb, som han senest gjorde i Ungarn i 2021. Endelig er der unge Kevin Colleoni, der burde få plads til at fortsætte sin udvikling som klassementsrytter måske også i større løb, ligesom der måske også kan blive en chance for Jan Maas samt de helt grønne Jesus David Peña og Alexandre Balmer.

I mange af etapeløbene vil fokus derfor naturligt også være på Dylan Groenewegen. Man kan sagtens forestille sig, at holdet i flere af WorldTour-løbene vil komme med udprægede sprinterhold, hvor den primære opgave er at vinde etaper med den hollandske supersprinter, der skal vinde så meget som muligt gennem hele sæsonen. Også Kaden Groves, der sikkert skal køre en separat kalender, bør få plads som sprinter i mange WorldTour-løb, men der synes stadig at mangle noget fat, inden han kan være med helt i front. Til gengæld er det tvivlsomt, om der bliver mange muligheder for Luka Mezgec, der må antages at skulle være relativt fast lead-out for Groenewegen.

Michael Matthews plejer kun at deltage i få etapeløb, og selvom det er sket før, vinder han ikke klassiske massespurter. Særligt i Tour de Suisses hårde finaler plejer han dog at kunne finde passende terræn på et tidspunkt, hvor han nærmer sig topformen, og det samme gælder i Paris-Nice og Tirreno, hvor han som regel kører ét af løbene. Mest interessant ville det dog være at se ham vende tilbage til Benelux Tour, som han kun sjældent har kørt, men som er et løb, hvor han burde kunne være i spil til den samlede sejr. Det er også et løb, der burde passe Sobrero fint, og hvor Luke Durbridge før har gjort det pænt, men han er for tung til for alvor at være med fremme.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Derudover vil der være forhåbninger om, at de halvhurtige Amund Grøndahl Jansen, Alex Edmondson og Dion Smith kan levere resultater hist og her. Alle er halvhurtige, men de vinder ikke massespurter, og derfor skal det enten være via udbrud, i mindre grupper eller i mindre endagsløb. Ingen af dem bliver næppe store vindere, men en sejr kan det sagtens blive til. På samme vis skal det blive spændende at følge den nye Campbell Stewart, der er af samme type, men som primært synes at skulle være del af toget for Groves. Endelig vil holdet håbe, at Sobrero kan fortsætte sin fornemme udvikling på enkeltstarter, ligesom de også vil håbe, at Matthews og Craddock kan genfinde nogle af de tempoevner, der har været aftagende på det sidste.

Hvem kan overraske?

Med relativt få profiler burde der være masser af plads til, at der kan skabes overraskelser. Det er nærliggende at håbe, at Matteo Sobrero kan få sit store gennembrud, efter at han viste så lovende takter i 2021. Hans sejr ved de italienske mesterskaber i enkeltstart foran Filippo Ganna og Edoardo Affini fortæller, at han allerede tilhører enkeltstartseliten, og hvis han kan bygge videre på sin klatring fra Slovenien, er der måske gemt et etapeløbsresultat i ham også. Hidtil har han dog været mest kendt for sit punch, og derfor er det måske snarere i Ardennerne og kuperede endagsløb, at vi kan se ham folde sig ud.

En anden mere etableret rytter er Amund Grøndahl Jansen. Nordmanden er efterhånden blevet 27 år, men efter to år, hvor han har vist meget lidt - hvis man ser bort fra hans fornemme hjælpearbejde for Roglic i Touren i 2020 - er der stadig et uforløst potentiale. Vi så hans evner i et meget stærkt efterår i 2019, hvor han blandt andet blev nr. 5 i to endagsløb på WorldTouren, og i 2018 blev han nr. 16 i Roubaix. På et hold med meget få profiler kan man håbe, at han kan være Matthews’ makker i finalerne af brostensklassikerne, og at han med sin hurtighed også kan tage en sejr et eller andet sted.

På samme måde er Nick Schultz også blevet 27 år, men der er plads til mere end det, vi hidtil har set. Han gjorde enorme fremskridt i efteråret 2020, og det tog han til et nyt niveau i år, hvor han i Tour of the Alps og Giroen var bedre i bjergene, end vi har set det tidligere. Hidtil har han ellers mest været kendt som puncheur, men nu synes han at klatre så godt, at han kan gøre det fint som etapejæger i bjergene, ligesom han passer perfekt til Ardennerne, hvor holdet mangler profiler. Til gengæld vil hans enkeltstart gøre, at han næppe bliver den helt store etapeløbsrytter, og man kan frygte, at han ender som hjælper

Holdet satser stort på Kaden Groves, der får et helt tog til sin rådighed, men hans stjerne er falmet en del i de to første år. Han har været meget ramt på sit helbred, men han har også manglet både fart og positionering. Heldigvis er han stadig kun 23, og han fik tanket vigtig selvtillid med sin første europæiske sejr i Slovakiet i september. Noget tyder på, at han mest af alt skal satse på lidt hårdere dage, men kan han videreudvikle den klatring, vi så i Dauphiné, er det ikke umuligt, at han kan vise betydelig fremgang i den kommende sæson.

Forventningerne til Kevin Colleoni var pæne forud for 2021-sæsonen, men han havde et svært år. Alt for ofte var han langt fra fronten, og derfor skal vi næppe vente os, at han brager ind på scenen i 2022. Hans 3. plads i Baby-Giroen i 2020 vidner dog om potentialet, og derfor kan man håbe, at han i den kommende sæson viser det. Ofte sker der markant fremgang fra år 1 til år 2, og som etapeløbsrytter er han fortsat spændende.

Som nævnt i transferanalysen henter holdet også tre klatrere i form af Jesus David Peña, Alexandre Balmer og Jan Maas. Det er stadig svært at vurdere, præcis hvor meget potentiale colombianeren har, men det bliver vi forhåbentlig klogere på i det kommende år. Balmer er mere rutineret, og baseret på sit vilde ridt i Vendée i oktober kan potentialet være større, end vi hidtil har set. For begge handler det dog i første omgang mest om at lære. Maas er betydeligt mere erfaren, men selvom han har gjort det flot i mange mindre løb i 2021, vil han nok i første omgang mest være hjælper.

Endelig kan man naturligvis fremhæve Lucas Hamilton, der i 2021 endelig for alvor foldede sit potentiale som klassementsrytter ud. Næste skridt er det helt store gennembrud i en grand tour, og det virker sandsynligt, at det vil komme i det kommende år, især hvis de kaster ham ud i Touren og ikke Vueltaen. Da han er en af holdets erklærede kaptajner, er det dog tvivlsomt, om man vil kunne betegne et sådant resultat som en overraskelse.