Nedenfor giver vi en analyse af Movistar Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Jorge Arcas, Inigo Elosegui, Imanol Erviti, Ivan Garcia Cortina, Abner Gonzalez, Juri Hollmann, Johan Jacobs, Matteo Jorgenson, Enric Mas, Lluis Mas, Gregor Mühlberger, Mathias Norsgaard, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Jose Joaquin Rojas, Einer Augusto Rubio, Sergio Samitier, Gonzalo Serrano, Alberto Torres, Alejandro Valverde, Carlos Verona

Nye ryttere

Gorka Izagirre (Astana-Premier Tech), Alex Aranburu (Astana-Premier Tech), Ivan Ramiro Sosa (INEOS Grenadiers), Oscar Rodriguez (Astana-Premier Tech), Max Kanter (Team DSM), Will Barta (EF Education-Nippo), Oier Lazkano (Caja Rural-Seguros RGA), Vicinius Rangel Costa (Telcom-On Clima-Osés Const)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ryttere, der forlader holdet

Miguel Angel Lopez (Astana Qazaqstan Team), Dario Cataldo (Trek-Segafredo), Marc Soler (UAE-Team Emirates), Davide Villella (Cofidis), Hector Carretero (Equipo Kern Pharma), Gabriel Cullaigh (Saint Piran), Juan Diego Alba (Drone Hopper-Androni Giocattoli), Sebastian Mora (Manuela Fundacion Continental)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er svært ikke at beundre den tidligere manager, Jose Miguel Echavarri, og den nuværende chef, Eusebio Unzue. I en sport, hvor nye hold kommer og går med samme hast, som Deceuninck-QuickStep plejer at vinde cykelløb, har de to spaniere været i stand til at holde liv i det største spanske mandskab uafbrudt siden 1980. I langt den største del af perioden har det endda under navnene Reynolds, Banesto, Illes Balears, Caisse d’Epargne og senest Movistar været en af sportens mastodonter med ikke færre end syv sejre i Tour de France samt fire sejre i både Giroen og Vueltaen.

Derfor var det også så smertefuldt at se, hvad der skete op til 2020-sæsonen. En hel cykelverden så måbende til, da et af sportens store hold med en meget klar identitet som etapeløbs- og bjergmandskab med hovedvægt på spansktalende ryttere blev forvandlet til en uoverskuelig samling af unge navne, hvor det var svært at se nogen som helst sammenhæng eller ide i truppens sammensætning. Angiveligt var der et ønske om at internationalisere holdet og satse mere på ungt talent - to ambitioner, der da også kom tydeligt til udtryk i den nye trup - men det var meget svært at se, at der var nogen som helst langsigtet strategi bag nyere tids måske mest forvirrende transfersæson.

Identiteten forsvandt fuldstændigt. Én ting var, at man var ude af stand til at fastholde store navne som Nairo Quintana, Mikel Landa og Andrey Amador, ligesom man tidligere havde måttet sige farvel til eksempelvis Izagirre-brødrene, Richard Carapaz og Jonathan Castroviejo. Noget andet var, at man slet ikke fandt erstatninger i den ånd, der havde givet holdet så stor succes. Væk var den spansktalende klatreidentitet, da nyerhvervelserne bestod af en hel serie unge ryttere fra flere dele af Europa, der mest af alt havde det tilfælles, at deres styrker lå i et helt, helt andet terræn end det, Movistar hovedsageligt har begået sig i. Og værre var det, at kun meget få af de unge navne havde resultater, der gav håb om nogen stor sæson i 2020.

Der var derfor bange anelser hos mange iagttagere, der frygtede, at holdet helt alene ville afhænge af de tre topnavne, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler, og den anelse blev desværre bekræftet. Bedre blev det ikke af, at de tre topnavne stort set havde en identisk kalender, og at de alle underpræsterede markant i andre løb end i Touren og Vueltaen. Skal man være lidt hård, var Movistar i 2020 nærmest kun eksisterende i de to løb, mens de var rene statister i stort set alle andre begivenheder, og resultatet blevet år med bare to sejre og et drastisk styrtdyk på verdensranglisten, hvor holdet gled helt ned som nr. 15 blandt de 19 WorldTour-hold til den kommende sæson - en dramatisk omvæltning for et hold, der endte som nr. 1 fire år i træk mellem 2013 og 2016.

Heldigvis indså Unzue, at der skulle mere kød på benet, og derfor hentede han frem mod denne sæson Miguel Angel Lopez og Ivan Garcia Cortina til holdet. Med fem kaptajner var holdet ikke længere helt så afhængige af bare tre ryttere, og det gik da også langt bedre end i katastrofeåret 2020. Denne gang blev det til 15 sejre og en podieplads i en grand tour, men holdet endte stadig på en beskeden 13. plads på ranglisten - fortsat meget langt fra den tid, hvor Unzues tropper var at regne som hørende til blandt sportens giganter.

Desværre kan man nok frygte, at Unzues tid som manager for et af de absolutte tophold er ovre. I et interview i vinterpausen erkendte den erfarne manager i hvert fald, at han slet ikke har budgettet til at matche de bedste hold, og at det er meget svært for ham at tiltrække de navne, han drømmer om. Økonomien er derfor en væsentlig del af holdets delvise deroute, men det er også svært ikke at være kritisk over opgøret med holdets identitet som etapeløbshold. Da Garcia Cortina havde en skuffende 2021-sæson, var holdet fortsat stort set udelukkende eksisterende i etapeløbene - samt i de kuperede endagsløb med Valverde - og på resultatsiden er alt derfor ved det gamle. Problemet er bare, at en stor del af holdet nu udgøres af ryttere, der ikke rigtigt passer til holdets DNA, og som ikke har bidraget med alt for meget på resultatsiden.

I omtalte interview gjorde Unzue det imidlertid også klart, at strategiskiftet er kommet for at blive, og det er da også konklusionen efter en transfersæson, der må give anledning til bekymring i det spanske hovedkvarter. Der er i hvert fald ikke gjort noget væsentligt for at styrke den etapeløbstrup, der leverede de fleste af resultaterne i 2021, og i stedet er der først og fremmest oprustet på klassikersiden.

Det kunne man måske nok leve med, hvis etapeløbsdivisionen er blevet rippet. Hele to af holdets fem kaptajner forlader skuden, og de bliver slet ikke erstattet. Derfor er der al mulig grund til at være bekymret for, om Movistar kan matche præstationerne fra den trods alt kun småhæderlige 2021-sæson.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det var dog ikke planen, at det skulle gå så galt. Faktisk havde de jo allerede i løbet af sommeren forlænget med Lopez, der angiveligt trivedes i sine nye omgivelser, men den trivsel varede som bekendt kun frem til en højdramatisk dag under Vueltaen. Det er stadig temmelig uklart, hvad der præcist skete på den vilde 20. etape, men resultatet af Lopez’ kontroversielle exit var i hvert fald, at forholdet var beskadiget for bestandigt og ingenlunde kunne genoprettes. Begge parter fandt det bedst, at deres veje måtte skilles, og dermed nåede blækket på kontraktforlængelsen end ikke at blive tørt, inden den lå i skraldespanden, og Lopez var rejst hjem til Astana.

Den udvikling kom naturligvis så sent, at det var umuligt at finde en erstatning for Lopez, og derfor må man formode, at Unzue er brændt inde med en masse penge, der kan bruges på en oprustning frem mod 2023 - også fordi Valverde til den tid stopper karrieren (hvis man tør tro på, at det nogensinde sker) og frigiver yderligere midler. I det lys er 2022 nok en slags mellemår, der skal overstås, og det bliver kun endnu tydeligere, når man noterer sig, at også Soler forlader holdet, desværre uden at der er indhentet en oplagt erstatning.

Man kan sagtens argumentere for, at Soler var stagneret. Angiveligt var begge parter da også enige om, at der var brug for luftforandring, og det var derfor ikke en ulykkelige skilsmisse. Meget af nedturen i 2021 skyldtes imidlertid også uheld og de to styrt, der sendte ham ud af Giroen og Touren, og på et hold, der i den grad mangler profiler, vil det kunne mærkes, at Soler ikke længere er at finde i stalden - ikke mindst fordi han faktisk bidrog med én af holdets WorldTour-sejre i 2021, da han på en regnfuld dag i Romandiet snød alt og alle og kørte alene hjem.

De øvrige tab er knap så profilerede, men det skyldes i høj grad også, at man i 2021, der bestod af fem kaptajner omgivet af en hær af hjælpere. I tillæg til Lopez og Soler er det derfor primært hjælperyttere, der siger farvel, men desværre er der heriblandt nogle af stærkere af slagsen.

Det gælder eksempelvis Hector Carretero. Det kan godt være, at han alt for ofte befandt sig milevidt fra sit højeste niveau, men når han endelig fandt det, var det fornemt. Det så vi i hans rolle som hjælper for Richard Carapaz i Giroen i 2019, og det så vi i år, hvor han kørte fremragende i slutningen af april og her tog karrierens første sejr. Han har dog angiveligt selv ønsket at vende hjem til Kern Pharma som kaptajn, og det synes ikke at være Movistars eget valg, at han skal væk.

Det synes snarere at være tilfældet, når det gælder holdets to italienere, Davide Villella og Dario Cataldo. Blandt dem er Cataldo utvivlsomt det største navn, men han har i de seneste år tilsyneladende været ramt så hårdt af alderen, at det kun er hans erfaring, der for alvor kan blive savnet. Så er det straks mere ærgerligt, at Villella siger farvel, for selvom han ikke har været på det niveau, der engang indbragte ham en 4. plads i Lombardiet, nåede han i et flot efterår at vise, at han stadig har en berettigelse som en af de stærkere hjælpere på det profilfattige Movistar-hold.

Holdet har også tabt tålmodigheden med to talenter. Både Juan Diego Alba og Gabriel Cullaigh kom til mandskabet som et par lovende navne, men ingen af dem slog til i deres tid i spansk tjeneste. For Albas vedkommende har han været milevidt fra et konkurrencedygtigt niveau, og da han i forvejen ikke havde vist alt for meget som U23-rytter, er det meget naturligt, at det ikke blev til kontraktforlængelse. Mere ærgerligt er det, at Cullaigh, der var yderst spændende før sin WorldTour-karriere, men det lignede allerede fra start et fejlmatch at sende en britisk sprinter til et spansk klatrehold. Det kan godt være, at holdet har forsøgt at ændre sin identitet, men det var ikke det rette sted for en ung sprinter at udvikle sig, og man kan nu håbe, at han kan få karrieren tilbage på sporet hos et britisk kontinentalhold. Endelig bliver der ikke til kontraktforlængelse for banerytteren Sebastian Mora, men det kan ikke undre, da han først og fremmest var hentet ind som led i en støtteindsats frem mod baneløbene ved OL I Tokyo, og modsat makkeren Albert Torres har han intet vist i landevejssammenhæng.

Tabene er altså til at tage og føle på, og desværre synes nyerhvervelserne ikke at kunne kompensere herfor. Ganske vist er der et par spændende navne iblandt, men det er helt åbenlyst, at der slet ikke er en erstatning i Lopez-klassen. Som sagt er der ikke gjort det store for at opruste etapeløbstruppen, og snarere fortsætter bestræbelserne på at udvide truppens bredde.

Der er dog én rytter, der skal forsøge at udfylde det hul, Lopez og Soler efterlader. Unzue risikerer næppe at skulle i behandling for ludomani, men han har åbenbart en vis hang til gambling. Det er i hvert fald svært at se det anderledes, når han tør satse butikken på Ivan Ramiro Sosa, hvis karriere har været præget af nærmest ufattelige udsving. Desværre har han i de seneste to sæsoner mest befundet sig i et stort, sort hul, hvor også Ineos tabte tålmodigheden, men to gange fik han dog vist, at han stadig kan. Det skete, da han slog den ellers uovervindelige Remco Evenepoel på Lagunas de Neila i Burgos sidste år, og da han i februar kørte fra alt og alle på Mont Ventoux i et ellers stjernebesat Tour de la Provence. Unzue håber naturligvis, at Sosa på mere stabil vis kan finde det tårnhøje topniveau, han har vist flere gange, og han kan finde et håb i, at vi trods alt så det for mindre end et år siden. Valverde har givet udtryk for, at Sosa er tiltænkt en betydelig rolle, og hvis dette storsats giver pote, kan der være tale om et sandt kup. Hvis til gengæld trenden fra 2020 og 2021 fortsætter, ligner det en fiasko.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Den anden etapeløbssigning er Oscar Rodriguez. Spanieren blev efter sin choksejr i Vueltaen regnet som et af de mest spændende klatretalenter, men hos Astana stagnerede. En stærk sommer vidnede dog om, at der måske kan genfindes noget af fordums styrke, og selvom vi nok aldrig kommer til at se ham i front i de store løb, vil han med sit sommerniveau utvivlsomt lave resultater i mindre etapeløb og give værdifuld støtte i bjergene i grand tours. Nogen erstatning for Lopez eller Soler er han dog ikke.

Det er Gorka Izagirre heller ikke. Den erfarne spanier vender efter sin tid hos Bahrain og Astana ”hjem”, men desværre har de seneste år vist, at han ikke længere har samme niveau, som da han var bedst. I de seneste år har holdet i den grad manglet bredde i bjergene, og derfor vil hans ankomst have værdi, men det bliver som hjælper og næppe som manden, der selv skal levere resultater.

Anderledes forholder det sig med Alex Aranburu, der sammen med Sosa er den store nye signing. Hans kontrakt sætter imidlertid en streg under holdets fokusskifte, for han er slet ikke en type efter Movistars DNA. Således skal hans resultater komme i klassikerne og på enkelte etaper i grand tours og slet ikke i klassementet. Det ændrer dog ikke på, at der er tale om en virkelig gevinst. Holdet har i den grad manglet vindertyper og kaptajner, og selvom han har vundet alt, alt for lidt, har Aranburu vist, at hans potentiale er stort. På samme måde som det var tilfældet med Garcia Cortina, er det lidt svært at se ham som et perfekt match med holdet, men med den nye identitet er der ingen tvivl om, at han vil styrke holdet betragteligt - i hvert fald hvis det går bedre end med satsningen på Aranburu.

Den nye identitet kommer også til udtryk med beslutningen om at satse på Max Kanter. I gamle dage havde massespurter slet ikke interesse for holdet, men det har de nu. Cullaigh var den første satsning, og nu kommer i stedet Kanter, der kan betragtes som en direkte erstatning for briten. Desværre er der grund til at frygte, at det går lige så ilde som med det første forsøg. Kanter viste ganske vist sit potentiale i 2020, men han har aldrig indfriet potentialet fra U23-tiden og har gang på gang vist, at han har det meget svært i positionskampen. I det lys er det svært at tro, at det bliver en succes at sende ham til et hold, der er uden sprintererfaring og uden et tog til at støtte ham.

De sidste tre signings er udtryk for den blandede landhandel, der har kendetegnet Movistar i de seneste år. En amerikaner på det spanske hold virker helt forket, men er i tråd med den mere internationale strategi, og i det mindste er Will Barta som potentiel etapeløbsrytter en satsning, der ligger mere i tråd med det, vi kender fra Movistar. Han havde et katastrofalt 2021, men hans stærke Vuelta i 2020 vidnede både om klatreevner og ikke mindst en fremragende enkeltstart, der giver håb om, at han kan lave resultater i etapeløb, der ikke er alt for svære. Først og fremmest er han dog en god hjælper, hvis han kan genfinde sit niveau fra 2020.

Holdet henter også Oier Lazkano, der gjorde enorme fremskridt for Caja Rural i et meget flot og synligt efterår, og derfor er det lidt svært at sige, hvor langt han kan komme. Han er dog først og fremmest angriber, og det vil nok primært være som hjælper, i udbrud og i mindre løb, vi vil se ham. Endelig fastholder mandskabet sit fokus på Sydamerika med erhvervelsen af den unge brasilianer Vicinius Rangel. Han har meget lidt international erfaring, men han har været en ganske stærk skikkelse på den spanske scene og viste med sin 9. plads ved VM, at han også kan begå sig på højeste U23-niveau. Som type er han lidt svær at putte i en kasse, men han ligner mere en klassikertype med pæne klatreevner og en god spurt end den klassiske Movistar-klatrer. Om han kan komme langt, er til gengæld meget svært at sige på baggrund af det yderst begrænsede erfaringsgrundlag.

Der er altså flere spændende navne på listen over nye ryttere, men der er stadig grund til at frygte, at Movistar igen taber det momentum, de delvist fik genopbygget i 2021. Tabet af Lopez er kolossalt, også Soler vil blive savnet meget, og selvom særlig Sosa og Aranburu er interessante ryttere, der har potentiale til at levere resultater med det samme, fremstår holdet ubetinget svagere end i 2021 - også fordi der ryddes ud i flere gode og solide hjælpere. Bedre bliver det ikke af det element af sats, der er over flere af de nye ryttere, ikke mindst Sosa. Der er bestemt en chance for, at de kan blomstre og gøre det til en fornuftig sæson, men risikoen for, at det bliver et svært år, er desværre overhængende.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Blandt cykelsportens WorldTour-hold er der ofte en ret klar adskillelse mellem mandskaber, der mest af alt satser på klassikerne, og hold, for hvem etapeløbene er det store fokus. I den forbindelse er det helt soleklart, at Movistar hører til blandt etapeløbsholdene. Holdet har altid haft grand tours som deres DNA, og gennem deres lange historik har de da også en skræmmende god historik med adskillige sejre i alle de tre store løb.

Klassikerne har til gengæld i vidt omfang været negligeret - og dog. Det er rigtigt, at brostensløbene længe var en by i Rusland for det spanske hold, der helst slap for at deltage, indtil indførelsen af ProTouren og senere WorldTouren har tvunget dem til at tage rejsen mod nord for at agere statister på de ujævne nordeuropæiske veje. Siden Alejandro Valverde blev en del af holdet, har ardennerklassikerne imidlertid været af sæsonens nøglepunkter - faktisk i så vidt et omfang, at Valverde i dag er meget tæt på at kunne kalde sig alletiders ardennerkonge.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

På den måde har forårssæsonen for Movistar i mange år været todelt. Brostensløbene var noget, der blot skulle overstås, mens man havde travlt med at vinde på den spanske hjemmebane i Catalonien og Baskerlandet, og senere rejste Valverde så fra Spanien til Belgien for at give holdet den klassikersucces, de aldrig har været i nærheden af i de andre løb. Som led i den ovenfor omtalte nytænkning af holdet har man imidlertid ikke blot internationaliseret holdet med erhvervelsen af mange unge ryttere fa et hav af forskellige nationer. Man har også hentet mange meget tungere ryttere, der skal gøre holdet til en faktor i også de fladere klassikere.

Manden, der skal levere resultaterne, er Ivan Garcia Cortina, der særligt i 2019 og begyndelsen af 2020 viste, at han havde potentiale til at blive den første virkelige spanske brostensrytter siden Juan Antonio Flecha. Desværre fejlede satsningen totalt i den første sæson, for Garcia Cortina var igennem hele 2019 en skygge af den rytter, der imponerede så stort i blandt andet BinckBank Tour og Canada i 2019 og i Paris-Nice i 2020.

Desværre var det ikke kun i klassikerne, at Garcia Cortina fejlede. Faktisk var han næsten aldrig i nærheden af sit niveau igennem hele 2021. Undtagelsen kom i Tour de Suisse, hvor han på den eksplosive 2. etape pludselig atter blandede sig med Van der Poel, Alaphilippe og co. og viste, hvorfor han var gået på podiet i det ekstremt stærkt besatte GP Montreal i 2019.

Det vidner om, at klassen stadig er der, men historien har også lært os, at man ikke skal satse pensionsopsparingen på, at Garcia Cortina har fundet sit niveau. Hvis til gengæld det lykkes, vil han have mange muligheder. Hans brostensgennembrud lader vente på sig, men de hårdeste brostensløb som Flandern Rundt, E3 og Omloop burde passe ham, og han har også spurten til at køre et hæderligt Gent-Wevelgem, hvis ikke det bliver alt for let. Også Dwars door Vlaanderen kunne passe ham, men til gengæld ligger Paris-Roubaix ikke til hans højreben, selvom han har store drømme i det nordfranske monument.

Også i Italien vil der være muligheder. Han vinder ikke en massespurt i Milano-Sanremo, men klatrer han som i Schweiz, kan han formentlig godt være med i en favoritgruppe, som den vi så i 2021-udgaven af løbet. I den situation vil han have så megen hurtighed, at han kan drømme om i hvert fald en podieplads. Finder han sine allerbedste klatreben, er et godt resultat i Strade Bianche heller ikke helt uden for rækkevidde.

Det spændende er, om han i den kommende sæson får selskab af Alex Aranburu. Baskeren har før talt varmt om brostensløbene, men grundet den specielle kalender i 2020 fik han aldrig kørt andet end åbningsweekenden, inden han i 2021 satsede på Ardennerne. I første omgang er meldingen også, at han vil satse på Strade Bianche, Sanremo og de tre ardennerklassikere, men man kan håbe, at han også kan få plads til Omloop, E3 og Flandern Rundt, hvor et godt resultat ikke synes helt på månen, selvom han vil lide under sin manglende erfaring.

De to italienske løb passer ham også glimrende. Sidste år blev han nr. 6 i Sanremo, men i en flad spurt mangler han nok den hurtighed, der gør ham til en sandsynlig vinder af løbet. Bedre chance vil han have i Strade Bianche, selvom konkurrencen er så skarp, at han nok ikke skal stræbe efter mere end top 10. Hans bedste mulighed kommer dog nok i Amstel Gold Race, som i skrivende stund ikke indgår i Valverdes planer. Her burde han også have gode chancer for at levere et resultat, og det samme gælder i den grad for Garcia Cortina, der med den flade finale måske er et endnu bedre bud, og som med den nye kalender burde have endnu bedre chance for at formtoppe til det hollandske løb. Begge ryttere kunne også være spændende i Brabantse Pijl, som de dog må ventes at skippe.

Til de flade løb har holdet også en stribe unge ryttere, der mest af alt skal agere hjælpere. Johan Jacobs har dog hidtil vist lovende takter, og hans udvikling skal blive ganske spændende at følge. Mathias Norsgaard viste også en imponerende holdbarhed efter sit udbrud i sidste års Flandern Rundt, og selvom han nok er for tung til for alvor at begå sig i de flamske løb, skal hans holdbarhed blive interessant at få yderligere testet. Man kunne også håbe, at Gonzalo Serrano vil forsøge sig i de hårdeste af brostensløbene, men vi kan nok højst håbe, at han vil gøre Aranburu og Garcia Cortina selskab i Amstel. Her burde han til gengæld også stå ganske fremragende med sit gode punch og sin ganske fornuftige spurt. Endelig vil holdet have en sprinteroption i Max Kanter, der desværre lider under sin svage positionering og manglende støtte, men sidder han rigtigt, burde han kunne lave et resultat i sprinterløb som De Panne og Scheldeprijs, hvis Movistar inkluderer de løb i deres program, ligesom Eschborn-Frankfurt på hans hjemmebane ikke virker helt uden for rækkevidde.

I Ardennerne må man formode, at alt handler om Valverdes afsked. Det kan godt være, at han fylder 42 i ardennerperioden, men sidste år endte han altså i top 5 i de fire største kuperede endagsløb, nemlig Amstel, Fleche, Liege og Lombardiet. Om han kan finde samme niveau i 2022, er der ingen garanti for, men ingen skal nogensinde afskrive manden, der er uden udløbsdato. Lige nu tyder det på, at den nye kalender koster ham Amstel, men endnu en podieplads i Fleche ser bestemt ud til at være realistisk. Og flasker alt sig i det mere taktiske Liege, kan han godt tillade sig at drømme om den femte sejr, ligesom man ikke kan udelukke, at han forinden kan have lavet endnu et topresultat i Strade Bianche, hvor han flere gange har været tæt på, men trods en for ham meget gunstig rute altid er kommet en anelse til kort. Ardennerklassikerne passer også til Aranburu og Serrano samt Matteo Jorgenson, men mon ikke de skal vente endnu et år, inden de får lov at køre deres egen chance?

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

I efteråret har holdet også visse muligheder. Garcia Cortina elsker de canadiske løb, hvor han som sagt var fremragende i Montreal, og det er løb, han med sit topniveau. Også løbet i Bretagne burde passe ham glimrende, og alle tre løb burde også være optioner for de eksplosive og hurtige Aranburu og Serrano, der nok særligt vil se frem til puncheurfinalerne i Canada. Samtidig må man formode, at Kanter gerne vil jagte et resultat på sin hjemmebane i Hamburg, hvor han nok burde kunne få bagdelen med over Waseberg.

Og så er der Valverde. Spanieren vil elske at vinde San Sebastian en sidste gang, og selvom han denne gang lider under ikke at have Touren i benene, kan det bestemt ikke udelukkes, at det kan lykkes, selvom han ikke længere er den kroniske favorit, han var igen. Løbet passer også både Serrano og Aranburu, men også her må de nok underordne sig kaptajnen. Endelig kunne det være smukt, hvis han kunne krone karrieren med en sejr i Lombardiet, som han af helt uforståelige grunde aldrig har vundet, samt et par af de andre italienske klatreklassikere, men i skrivende stund har han endnu ikke besluttet sig for, om karrieren skal slutte i Vueltaen eller i Lombardiet. I givet fald kan et topresultat i Lombardiet ikke afvises, hvis han kan genfinde samme niveau som i år, hvor han ikke var langt fra. Trækker han stikket tidligere, bliver det italienske monument nok en svær størrelse for det spanske hold, for selvom Enric Mas utvivlsomt kan gøre det pænt, er han ikke typen, der vinder et endagsløb som dette.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Hvis klassikerne er holdets udebane, er grand tours hjemmebanen. Miguel Indurain var den store skikkelse i den sammenhæng, men holdet har altid haft ryttere, der har kunnet begå sig i kampen om de samlede sejre i de største etapeløb. Det håber de også at have i år, men betingelserne har vel ikke været ringere i lang tid.

Som regel har holdet nemlig haft mindst tre topkandidater til de tre grand tours, men det har de ikke længere. Over en kort årrække er det blevet til et farvel til Nairo Quintana, Mikel Landa samt nu også Miguel Angel Lopez og Marc Soler, og dermed er der kun to tilbage, nemlig Enric Mas og Alejandro Valverde. Det er endda stadig uklart, om vi kan regne Valverde som en rigtig klassementsrytter, for mens han har bevaret et tårnhøjt niveau i endagsløbene, er det i de lange etapeløb, at han har vist sit tydeligste tegn på forfald. Det var således helt, helt usædvanligt at se ham smide sit klassement med det samme i 2021-udgaven af Touren, og selvom han frem til sit styrt i Vueltaen så godt ud, lignede han ingenlunde en podiekandidat.

Det er derfor også lidt uklart, hvad han vil med sine grand tours i år. I skrivende stund er han ikke kommet med klare meldinger, men det er i hvert fald givet, at han endelig får lov at droppe Touren, som han længe gerne har villet det. Hans farvel skal i stedet siges i Giroen og ikke mindst i den Vuelta, hvor hans skræmmende historik gør ham til en sand legende.

Giroen plejer at være den grand tour, der får mindst opmærksomhed, og hvor man har for vane at stille med et hold uden store stjerner og gerne med mange unge ryttere. Det ændrer sig naturligvis med Valverdes tilstedeværelse, men det er stadig sandsynligt, at det bliver holdets B-hold, der vil være til start i Italien. Den spanske veteran vil være hovedfokus, men han har endnu ikke meldt ud, om han vil satse på etaper eller klassement. Det er nok tvivlsomt, om han vil smide klassementet helt, og sammenlignet med mange andre udgaver af Giroen passer dette års rute ham ganske fint. En podieplads synes ikke længere realistisk, men en top 10 er mulig, hvis det bliver prioriteringen. Ellers burde der være gode muligheder for at vinde en etape - og i den bedste af alle verdener spurter han sig i den lyserøde trøje, der er den eneste grand tour-førertrøje, han fortsat savner, i puncheurfinalen på 1. etape.

Det er uklart, hvem han får selskab af, men et godt bud kunne være Einer Rubio, der efter en svær start i efteråret endelig viste samme potentiale som i sine unge dage. Men benene fra Burgos virker en etapesejr fra et udbrud bestemt ikke umulig. Det er også sandsynligt, at der bliver plads til Gonzalo Serrano og Matteo Jorgenson, der begge har klatreevnerne og hurtigheden til at vinde etaper, samt Sergio Samitier, der skal forsøge at genfinde 2020-benene og jagte etapesejre fra udbrud. Også Abner Gonzalez ligner en sandsynlig kandidat efter en fin debutsæson, men han synes fortsat at mange for meget til at være en reel etapevinderkandidat. Danske Mathias Norsgaard drømmer også om en grand tour-debut, der kunne gøre ham til en vigtig hjælper for Valverde i fladlandet, mens det vil være herligt, hvis Will Barta er kommet så meget tilbage på sporet, at han kan vise sig frem på de to enkeltstarter og få revanche for det ærgerlige nederlag til Primoz Roglic i Vueltaen i 2020 og måske endda jagte en etape fra et udbrud. Endelig virker det ikke helt på månen at forestille sig, at Movistar for en sjælden gangs skyld vil stille med en sprinter, men det vil nok være svært for positioneringssvage Max Kanter at vinde i et formentlig stærkt sprinterfelt, når han er uden den store støtte.

I Touren har holdet for vane at komme med flere kaptajner, men udrensningen af etapeløbskaptajner betyder, at det nu er alle mand for Enric Mas. Ruten er ikke optimal for den solide spanier, men kommer han igennem den farlige første uge, er han ikke uden muligheder. Han er kommet tilbage på det rette spor med sine 5. og 6. pladser i de to seneste udgaver, og med det enorme fremskridt, han gjorde i Vueltaen, kan han med det rette held tillade sig at stræbe efter podiet, selvom en top 5 nok er et mere sandsynligt og overkommeligt mål.

Touren skulle gerne sætte ham op til en god Vuelta, hvor han vil gøre fælles front med Valverde. I 2021 virkede han sjældent træt i Spanien, men sidste år viste han atter, hvor fremragende en restitutionsevne han har. Når han er varm, er Mas flyvende, og det gør ham til den ideelle mand til at køre to grand tours i træk. Konkurrencen i den spanske grand tour ser lige nu ud til at blive hård, men genfinder han de ben, der gav ham sidste års 2. plads, kan han som minimum aspirere til endnu en 2. plads på en rute, der passer ham bedre end mange andre Vuelta-ruter. Valverde skal først og fremmest sige et smukt farvel, og det skulle meget gerne ske via etapesejr - og så skulle det ikke undre, om han ender i top 10 for 117. gang i karrieren.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Movistar stiller altid med A-kæden i Touren og Vueltaen, men det er stadig uklart, hvordan man vil fordele kernetropperne mellem de to løb. Det er klart, at Ivan Ramiro Sosa skal spille en nøglerolle i et af løbene eller måske endda dem begge, men som har vi set de seneste år, kan det både blive en bragende succes og en dundrende fiasko. Hans manglende stabilitet gør ham til en usandsynlig plan B i klassementet, men finder han sine bedste ben, kan han sidde med de allerbedste dybt inde i bjergfinalerne, ligesom han vil være et fremragende bud på en etapevinder fra udbrud. Ivan Garcia Cortina ligner manden, der skal guide Mas sikkert igennem den svære første uge af Touren, men får han også noget frihed, vil han - naturligvis under forudsætning af, at han genfinder sit niveau fra 2019 og begyndelsen af 2020 - også have evnerne til at gøre arbejdet færdigt fra et udbrud.

Alex Aranburu må også være kandidat til at køre i mindst et af de to løb, og Movistar er heldigvis aldrig bange for at jagte udbrud, hvilket bør give den hurtige basker en chance for at vinde en etape. Samme karakteristika har Gonzalo Serrano, der også kunne være i spil til i hvert fald Vueltaen, og som har forbedret sin klatring enormt. Carlos Verona er altid en nøglehjælper i bjergene og var tæt på at vinde en Vuelta-etape i 2021, og Antonio Pedrero var så stærk sidste sommer, at han nu må være en del af A-kæden med en reel chance for at vinde en bjergetape fra et udbrud, præcis som det er tilfældet for Oscar Rodriguez, der efter en svær tid genfandt nogle af sine tidligere takter i samme periode, som Pedrero var flyvende. I samme kategori finder vi Gregor Mühlberger, der var på vej frem i 2019 og 2020, men som først skal tilbage på sporet efter al den sygdom, der ødelagde hans 2021. Endelig er erfarne Gorka Izagirre altid et bud på et udbrud, selvom evnerne måske ikke helt rækker til flere etapesejre, mens Nelson Oliveira kan gøre det hæderligt på enkeltstarterne, selvom det står klart, at han ikke er det tempouhyre, han engang var.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Movistars identitet som etapeløbshold kommer også til udtryk i de ugelange løb, der altid er et stort mål. Det gælder naturligvis særligt de spanske, hvor løbene i Catalonien og Baskerlandet altid står højt på holdets prioritetsliste. Desværre kommer den betydeligt smallere trup også til udtryk i de løb, for desværre mangler holdt i den grad kaptajner, der kan køre med om sejren.

På papiret er det naturligvis en opgave for Enric Mas, men desværre er der en grund til, at han aldrig har haft den store succes i de korte løb. Mas er nemlig kendt som en langsom starter, og det er kun i grand tours, at han for alvor får glæde af sin eminente restitutionsevne. Naturligvis kan man håbe, at det går bedre end i 2020 og 2021, hvor han i de korte etapeløb var overraskende skidt kørende, men vi skal nok ikke regne med, at han vil køre med i kampen om sejren.

Igen falder ansvaret nok tilbage på samme mand, som det altid er tilfældet, nemlig Alejandro Valverde. I skrivende stund regner han med at deltage i et af løbene i Catalonien og Baskerlandet, og som han viste med sidste års 4. plads i førstnævnte og 7. plads i sidstnævnte, kan han sagtens gøre det godt i dem begge, hvis han fortsat er på samme niveau. Desværre er hans enkeltstart gået helt i stykker i karrierens efterår, og derfor vil det nok være klogest at satse hele butikken på det catalanske løb, der efter eksperimentet i 2021 nu atter er uden enkeltstart.

Holdet har også en række andre ryttere, der i princippet burde kunne forsøge sig som klassementsryttere. Det gælder særligt Ivan Ramiro Sosa, men også Einer Rubio, Oscar Rodriguez, Antonio Pedrero, Gregor Mühlberger, Sergio Samitier, Matteo Jorgenson, Carlos Verona og Abner Gonzalez, men de har alle ét stort problem, nemlig fraværet af en brugbar enkeltstart. Desværre spiller den disciplin ofte en stor rolle i de korte etapeløb, og selvom der på holdet burde være plads til, at de kan forsøge sig, er det nok tvivlsomt, om vi vil se de vilde resultater i løbene på WorldTouren. Sosa er dog et særtilfælde, fordi hans niveau rækker til at vinde bjergetaper, hvis han kommer tilbage på sporet, men det vil næppe være nok også at ende helt fremme i klassementet. Holdet kan i stedet håbe, at også Will Barta kommer tilbage på sporet. Han har tempoevnerne til at indfri de klassementsambitioner, han har, men hans begrænsede klatreevner kræver, at ruterne ikke er alt for kuperede.

Heldigvis kører holdet også en masse mindre etapeløb i Spanien, og de har ikke alle sammen en enkeltstart, ligesom konkurrencen i flere af løbene også er så begrænset, at Movstar altid stiller til start som favoritter. Det gælder ikke for løbet i Burgos, men her vil Sosa utvivlsomt drømme om at vinde igen i en begivenhed, hvor han før har haft enorm succes. I nogle af de knap så stærkt besatte løb som blandt andet i Asturien kunne der være plads til, at Rubio kunne fortsætte de lovende takter fra sidste efterår og derved tage en flot etapeløbssejr, ligesom det også gælder for de øvrige af de ovennævnte, måske særligt Rodriguez og Pedrero, der som bekendt allerede vandt Route d’Occitanie i 2021.

I mange af etapeløbene vil holdet også jagte etaper, og det kan ske med folk som Alex Aranburu, Gonzalo Serrano og Matteo Jorgenson. De klatrer alle godt nok til at deltage i reducerede massespurter, og særligt de to førstnævnte kan vinde puncheurspurter. Ivan Garcia Cortina har også vist, at han kan vinde stigende spurter på hårde dage, endda på WorldTouren, og det drømmer holdet om, at han kan gøre igen. Derudover må man formode, at holdet vil arbejde på en sprintersatsning med Max Kanter i de mest sprintervenlige og fladeste løb, men med hans positioneringsvanskeligheder kan man blive bekymret for succesraten, når holdet har så ringe evner til at støtte ham. Det vil også være et mål at få Barta tilbage på sporet på nogle enkeltstarter, hvor man også kan håbe, at Aranburu kan fortsætte den lovende udvikling. Endelig vil holdet også køre nogle af de få spanske endagsløb, der fortsat findes, og hvor holdet har givet deres hjælperyttere chance for at vinde. Det vil de også gøre i år, og her ligner særligt hurtige folk som Serrano og Jorgenson gode kandidater samt naturligvis Aranburu i det omfang, han vil deltage i mindre begivenheder.

Hvem kan overraske?

Movistar har som sagt gennemgået en foryngelseskur, hvor de har indhentet en lang række af unge navne, men desværre har de næsten alle haft det svært i deres første tid. Der er dog håb for, at det kan ændre sig for flere af rytterne i den kommende sæson.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Det gælder måske særligt Einer Rubio. Forventningerne til colombianeren var store, da han i 2020 blev professionel, men det tog noget tid, inden der var hul igennem. Det var der imidlertid i efteråret, hvor han imponerede i skrapt selskab i Burgos og også så ganske stærk ud i Polen, selvom ruten slet ikke passede ham. Hans enkeltstart er fortsat en stor hæmsko, der gør det svært for ham at satse på korte etapeløb, men i den kommende sæson kan vi forhåbentlig se ham helt fremme på bjergetaper på WorldTouren - og hvorfor ikke levere et gennembrud i Giroen, hvor han meget vel kunne blive Valverdes største støtte?

Abner Gonzalez er en anden ung klatrer, der dog ikke er helt så langt som Rubio. Han har kun været professionel i et år, og det er fortsat ikke helt klart, hvor stort potentialet vitterligt er. Resultaterne i U23-tiden var i hvert fald ikke prangende, og hans 2021-sæson var også temmelig blandet. I Getxo så han dog ganske overbevisende ud på stigningerne, ligesom han kørte et fornuftigt løb i Portugal, og derfor er der grund til at håbe, at han kan tage endnu et skridt i 2022.

Det samme gælder for Matteo Jorgenson, der har været svær at blive klog på. I 2021 lagde han ud som lyn og torden med en overraskende 8. plads i Paris-Nice, men siden fandt han aldrig sit niveau. Det har i det hele taget været et problem, at hans bundniveau har været temmelig lavt, men han er heldigvis alt for ung til at blive opgivet. Resultatet i Paris-Nice er nok en undtagelse, for han er nok snarere en eksplosiv klassikerrytter end en klassementsrytter, og forhåbentlig genfinder han forårstakterne i de løb i den kommende sæson.

Blandt de tungere folk skal det blive interessant at følge Johan Jacobs. Schweizeren ligner ikke umiddelbart en kommende vinder af et brostensmonument, men han har allerede leveret nogle hæderlige resultater, ikke mindst 16. pladsen i den knaldhårde 2020-udgave af Gent-Wevelgem. Forhåbentlig kan han komme en tand længere i brostensløbene i den kommende sæson. I den bedste af alle verdener skal det være som hjælper for en forhåbentlig genfødt Ivan Garcia Cortina, men fejler kaptajnen igen, kan han tage sin egen chance. I brostensløbene kan vi også håbe, at Mathias Norsgaard kan tage næste skridt, men han synes ikke helt at være klar til at komme lige så langt som sin schweiziske holdkammerat.

Fraværet af mange kaptajner giver også plads til, at nogle af de lidt ældre ryttere kan få mere plads. Særligt er der grund til at fremhæve Gonzalo Serrano. Hidtil har han mest været kendt som puncheur med sejre i Andalusien i de seneste udgaver, men i Schweiz klatrede han pludselig bedre end nogensinde. Med kombinationen af klatreevner og hurtighed ligner han en spændende grand tour-udbryder samt naturligvis en mand med et lovende potentiale i puncheurfinalerne. Holdet vil også håbe, at Will Barta kan genfinde takterne fra Vueltaen i 2020. Kører han stadig en så fremragende enkeltstart, kan han levere et hæderligt klassement på ruter, der ikke er for bjergrige.

I den lidt ældre kategori finder vi også Oscar Rodriguez, Oscar Pedrero og Sergio Samitier. Alle har de mest ageret hjælpere, men de burde kunne gribe nogle flere personlige chancer, i hvert fald i nogle af etapeløbene uden for WorldTour. Rodriguez viste kortvarigt i løbet af sommeren, at det ellers forsvundne potentiale måske ikke er helt væk endnu, og Pedrero, der desværre fortsat er meget svingende, havde en gylden åre af form efter Giroen, hvor han vandt Route d’Occitanie. Samitier viste ikke meget, men med de ben, han havde i Giroen i 2020, kan han sagtens levere resultater. For dem alle gælder, at det vil være i mindre løb, men for det smalle Movistar-hold må man tage, hvad man kan få.