Nedenfor giver vi en analyse af Lotto Soudal.

Ryttere, der bliver på holdet

Filippo Conca, Steff Cras, Jasper de Buyst, Thomas de Gendt, Caleb Ewan, Frederik Frison, Philippe Gilbert, Sebastien Grignard, Matthew Holmes, Roger Kluge, Andreas Kron, Kamil Malecki, Sylvain Moniquet, Harry Sweeny, Maxim van Gils, Brent van Moer, Harm Vanhoucke, Florian Vermeersch, Viktor Verschaeve, Xandres Vervloesem, Tim Wellens

Nye ryttere

Victor Campenaerts (Team Qhubeka NextHash), Rüdiger Selig (BORA-hangrohe), Michael Schwarzmann (BORA-hansgrohe), Cedric Beullens (Sport Vlaaderen-Baloise), Arnaud de Lie (Lotto-Soudal U23), Jarrad Drizners (Hagens Berman Axeon)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ryttere, der forlader holdet

John Degenkolb (Team DSM), Tosh van der Sande (Team Jumbo-Visma), Tomasz Marczynski (stopper karrieren), Stefano Oldani (Alpecin-Fenix), Gerben Thijssen (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Kobe Goossens (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux)

Hvordan gik transfersæsonen?

Lotto Soudal har aldrig været en af cykelsportens giganter. Tværtimod har John Lelangues tropper oftest befundet sig i den nedre halvdel af ranglisterne, men det vil også være urimeligt at forlange mere. Modsat de belgiske konkurrenter fra Deceuninck, hvor det er et mindretal af rytterne, der er belgiske, er Lotto nemlig først og fremmest et belgisk hold. Hovedparten af truppen kommer fra hjemlandet, og en stor del af holdets mission er at fremme belgisk cykelsport og udvikle belgiske talenter. Det betyder ikke, at holdet er uden ambitioner, for den altovervejende belgiske trup har oftest været suppleret med et par belgiske stjerner - i de seneste år mest markant André Greipel, der var holdets ledestjerne og sejrsmaskine.

Den rolle er nu overtaget af Caleb Ewan, der er holdets suverænt største profil, og han har i alt væsentligt været omgivet af belgiere. Faktisk har Ewan i de seneste år været temmelig alene om at repræsentere holdet på den store scene, og det skyldes en udvikling i holdets strategi. Nok har belgisk talentudvikling altid været en del af holdets DNA, men nu er det nærmest blevet det vigtigste fokus. Særligt frem mod den netop overståede sæson blev der for alvor renset ud i de erfarne ryttere, og samtidig hentede man ikke færre end fem nyprofessionelle belgiere ind - i øvrigt suppleret med en nyprofessionel italiener, en nyprofessionel australier og en ung dansker, der gjorde WorldTour-debut.

Resultatet af denne foryngelse af truppen har været, at holdet nu sammen med DSM - der med en gennemsnitsalder på 24,5 år er det eneste WorldTour-mandskab, der er yngre end Lotto, hvis ryttere i gennemsnit er 25,7 år gamle - fremstår som det mest udprægede talenthold på WorldTouren. I en tid, hvor ryttere slår igennem i en stadig yngre alder, kunne man forledes til at tro, at en sådan strategi var den sikre vej til succes. Det vil imidlertid være noget af en overdrivelse at lancere den påstand efter en sæson, hvor både DSM og Lotto havde det overordentligt svært og endte som hhv. det dårligste og tredjedårligste af de 19 mandskaber på højeste niveau.

Det var da også en på alle måder trist sæson for Lotto, der blot tog 12 sejre - en score, som Greipel i sine gode år sagtens kunne opnå på egen hånd. Ganske vist er det ganske imponerende, at hele otte af de 12 triumfer kom på WorldTour-niveau, men det er meget sigende, at Ewan stod for præcis halvdelen af sejrene. Holdets tre fire øvrige stjerner, Thomas de Gendt, Philippe Gilbert, John Degenkolb og Tim Wellens, havde alle skuffende sæsoner, selvom Wellens og De Gendt opnåede hhv. 2 sejre og 1 triumf, men i et år, hvor det stod klart, at de unge navne i alt væsentligt havde svært ved at finde fodfæste på højeste niveau, var de eneste virkelige lyspunkter, at de unge Andreas Kron og Brent van Moer tilsammen vandt tre gange på WorldTouren.

Man kunne måske forledes til at tro, at en så trist sæson ville få Lelangue til at stille spørgsmål ved strategien, men sådan er det slet ikke gået. Tværtimod fortsætter han ned ad samme spor, og selvom der ikke foretages sammen voldsomme foryngelseskur som sidste vinter, har også denne transfersæson været præget af et fokus på talenter. Blandt de seks udskiftninger, der foretages, er der blevet plads til at indhente tre unge WorldTour-debutanter, mens tre af de mest erfarne kræfter forlader holdet. Og når Lelangue har afveget fra sit fokus på ungdom, er det alene sket for at styrke Ewans tog - et forhold, der tydeligt understreger, at det også næste år er australieren, der skal levere langt hovedparten af resultaterne.

Der er dog én undtagelse fra dette dobbelte fokus. Holdet henter nemlig også Victor Campenaerts ”hjem”, og han er hverken et ungt talent eller en del af Ewans tog. Til gengæld kan man godt forstå, at Lelangue slog til, da Qhubekas problemer åbnede mulighed for en genforening, for det resultatfattige Lotto-hold kan fint bruge den aggressive belgier, der er i en uhyre spændende udvikling.

Da han forlod holdet, var han stadig stort set udelukkende tempospecialist, men i løbet af den seneste sæson har han skiftet fokus, og nu satser han i stedet på endagsløb og etapeløb uden høje bjerge. På forhånd var der stor grund til at være skeptisk over for den satsning, men efter at have set hans forrygende efterår, hvor han som klatrer nåede helt nye højder og med en sublim ardenneretape sikrede sig en samlet 3. plads i Benelux Tour, er der grund til at være imponeret. Det er klart, at Campenaerts aldrig bliver nogen stor vinder, men på et hold uden mange profiler kommer han som kaldet. Dels kan han levere en masse synlighed i ikke mindst de belgiske klassikere, hvor han har for vane at angribe mellem 100 og 200 gange i hvert eneste løb - og det er vigtigt for det belgiske hold - dels har han nu også nået et niveau, hvor han kan levere i hvert fald hæderlige resultater. Han er belgier og har næppe kostet en bondegård, og dermed er han et glimrende match for Lotto.

Håbet er, at han kan lave resultater i klassikerne, men her har han fortsat meget at bevise. Forventningerne vil dog være store allerede i 2022, for han hentes delvist ind som erstatning for John Degenkolb. Tyskerens ophold i Belgien blev aldrig nogen succes, og efter et lovende 2020, hvor hans klassikere var opløftende, var hans 2021 så bekymrende, at man må være bekymret for, om hans tid allerede er ved at være ovre. På papiret er det et tab for et profilfattigt Lotto-hold, men baseret på den seneste sæson er pengene meget bedre brugt på Campenaerts

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Værre er det, at holdet må sige farvel til Tosh van der Sande. Tidligere har han angiveligt skullet kæmpe for at forlænge sin kontrakt, men det var bestemt ikke tilfældet efter dette kontraktudløb. Van der Sande havde nemlig et fremragende 2021, hvor han viste klassikerpotentiale med en 5. plads i Dwars door Vlaanderen og en 10. plads i Amstel, inden han kørte et på alle måder fremragende efterår med fornemme resultater i Danmark og Norge og ikke mindst i de belgiske endagsløb Brussels Cycling Classic, GP de Wallonie og ikke mindst det stjernebesatte Primus Classic, hvor han blev nr. 2 i det, der ellers var en magtdemonstration fra Deceuninck. Desværre var han så god, at Wout van Aert udpegede ham som en af sine hjælpere i klassikerne, og dermed siger han farvel, netop som han var klar til at påtage sig mere ansvar. Den tredje erfarne rytter, der siger farvel, er Tomasz Marczynski, men det har i de seneste sæsoner stået klart, at han i den grad var pensionsmoden, hvorfor han ikke umiddelbart bliver savnet for andet end sin rutine.

Mere problematisk er det, at holdet trods sit fokus på talenter tilsyneladende har lidt svært ved at fastholde de unge navne. I hvert fald siger tre af de yngste allerede farvel efter bare få år på højeste niveau, og det må anses som værende en temmelig bekymrende talent. Mest ærgerligt er det, at Stefano Oldani smutter til Alpecin. Ganske vist har den unge italiener ikke fået en bragende professionel debut, men i år var blandt andet hans 3. plads i en stigende spurt i Tour de Pologne et vidne om, at han var et af de mere lovende navne i Lotto-truppen. Som holdbar sprinter var han også yderst brugbar på et hold, der mangler folk til at gøre det færdigt.

Netop derfor er det også ærgerligt, at der siges farvel til en anden af holdets sprintere. Det kan godt være, at Gerben Thijssen har haft et svært 2021, men det skyldes i vidt omfang skader. I sin grand tour-debut i Vueltaen i 2020 viste han til gengæld ganske lovende takter, og det er i hvert fald alt for tidligt at afskrive ham. Med tabet af Oldani, Van der Sande og Degenkolb er han blot én af mange hurtige folk, der forsvinder, og det er en udfordring - ikke mindst for et hold, der kører mange mindre belgiske løb, som ofte afgøres i massespurter, og hvor Ewan kun meget sjældent er til start. Thijssen smutter til Intermarché sammen med et andet talent, klatreren Kobe Goossens, men det tab gør nok knap så ondt. Ganske vist har han leveret et par opløftende præstationer, men han fremstår ikke umiddelbart som den næste store belgiske klassementsrytter.

Disse tre talenter erstattes af tre nye, og her er det særligt Arnaud de Lie, der vækker interesse. Han retter nemlig i en vis grad op på tabet af de mange hurtige folk, og for et hold, der har fokus på både belgiske talenter og sprintere, er det kun naturligt, at der satses på en belgisk sprinter. I 2021 var han utvivlsomt en af de allermest spændende U23-sprintere og vandt blandt andet to etaper i Tour Alsace, hvor han var oppe mod flere professionelle ryttere, og han kan derfor naturligt anses som Thijssens afløser. De Lie synes at have et ganske stort sprinterpotentiale og kan formentlig allerede med det samme levere resultater - alt sammen lovende for Lotto-mandskabet.

Det andet belgiske talent er Cedric Beullens, der fik en kontrakt på falderebet, men selvom han har leveret nogle hæderlige resultater for Sport Vlaanderen i 2021, ligner han ikke en kommende stjerne. Han risikerer meget let at ende som en af lidt for mange anonyme belgiere uden absolutte spidskompetencer, men han har dog gjort det så pænt, at man kan håbe på en overraskelse. Så er det umiddelbart mere interessant med erhvervelsen af Jarrad Drizners. Den unge australier har bestemt ikke sat verden i brand, men han har gjort det ganske pænt, blandt andet med en 7. plads i en massespurt i Algarve. Han er i første omgang hentet til holdet på Ewans anbefaling som en australsk forstærkning til en australsk sprinters tog, men man kan ikke udelukke, at han også kan gribe sin egen chance som en holdbar afslutter.

Han er dog det mindst interessante element i den forstærkning af toget, som er ganske markant. Det har i de senere år været klart, at de alt for svingende lead-out med Roger Kluge og Jasper de Buyst alt for ofte er kommet til kort mod de bedste hold, og det har utvivlsomt kostet Ewan sejre. Derfor må det regnes som lidt af en kup, at holdet har fået fingre i Rüdiger Selig. Nok er han ikke længere så god, som da han i 2018 og 2019 gjorde først Sam Bennett og siden Pascal Ackermann til en sand supersprinter - dengang kunne man sagtens argumentere for, at han var verdens bedste lead-out man - men han er stadig en af verdens bedste i rollen som sidste mand for en sprinter. På det område har Ewan i den grad manglet noget, og derfor er der tale om en gigantisk styrkelse af Lotto-mandskabet. Han kommer endda til holdet sammen med Michael Schwarzmann, som han er vant til at arbejde med fra tiden i Ackermanns tog, og dermed kan man håbe, at det nye lead-out ikke skal bruge alt for lang tid til at få samarbejdet til at fungere.

Det er også grunden til, at transfersæsonen endte som en succes. Det er klart, at et ret ensidigt fokus på talenter og Ewan næppe ændrer på, at Lotto igen vil få det svært i mange løb, men der er lagt en basis for, at det kan gå bedre i det kommende år. Kan han holde sig skadesfri, bør Ewan vinde betydeligt mere i den kommende sæson, når hans tog opgraderes så markant med Schwarzmann og særligt Selig, og derudover skal det blive uhyre interessant at se, om Campenaerts kan fortsætte sin lovende udvikling. I De Lie har holdet sikret sig et af de mest lovende sprintertalenter, og selvom det er ærgerligt, at han skal erstatte og ikke supplere Thijssen, kan det vise sig at være et godt bytte. Tabene af Van der Sande og Oldani gør ondt, men Degenkolb kan i sin nuværende forfatning undværes, og i det lys må holdet med særligt Selig, De Lie og Campenaerts stå stærkere frem mod den kommende sæson.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Lotto Soudal er et belgisk hold, og derfor har klassikerne altid stået deres hjerte nær. Der stilles altid ganske store forventninger til mandskabet, men de har også måttet leve med en rolle som lillebror til giganterne fra Quick-Step. Den rolle afspejles desværre også i resultaterne. Mens Patrick Lefeveres hold har vundet den ene klassiker efter den anden, har der været meget stille om Lotto, siden Philippe Gilberts vilde 2011-sæson, hvor belgieren på ét år vandt ikke færre end fem af de største endagsløb. Siden da er det kun lykkedes én gang, nemlig da Tiesj Benoot i 2018 vandt Strade Bianche, men holdet har dog også opnået et par podiepladser. I 2012 blev Jelle Vanendert nr. 2 i Amstel Gold Race og Gianni Meersman nr. 3 i San Sebastian, i 2013 blev Jurgen Roelandts nr. 3 i Flandern Rundt, i 2014 blev Vanendert atter nr. 2 i Amstel Gold Race, i 2016 blev Roelandts nr. 3 i Milano-Sanremo, Tony Gallopin nr. 2 i San Sebastian og Benoot nr. 3 i Omloop Het Nieuwsblad, i 2017 blev Tim Wellens nr. 3 i Strade Bianche og Gallopin atter nr. 2 i San Sebastian, i 2018 blev Vanendert nr. 3 i Fleche Wallonne, og i 2019 blev Wellens nr. 3 i Omloop Het Nieuwsblad.

Heldigvis for holdet var 2021-sæsonen faktisk én af de mest succesrige i hele perioden. Holdet var nemlig uhyre tæt på at vinde ikke færre end to af de fem monumenter. Først var det kun Jasper Stuyvens snu angreb, der snød Caleb Ewan for sejren i Sanremo, og sidst på sæsonen var det kun Sonny Colbrelli, der forhindrede debutanten Florian Vermeersch i at levere en gigantsensation med sejr i Paris-Roubaix.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Endnu bedre bliver det af, at begge de to ryttere har forlænget deres kontrakt, og dermed er der noget at bygge videre på. Skal holdet have den helt store klassikersejr, er det nok Ewan, der står med de bedste muligheder. Den lille australier har nu to gange vundet spurten på Via Roma i Sanremo, men desværre lykkedes det først Vincenzo Nibali i 2018 og senest Stuyven at snyde ham for sejren. Når man to gange tidligere kun er blevet snydt af en større overraskelse, vidner det om, at man må regnes som en af de helt store favoritter, og derfor har Ewan også gjort Sanremo til et af sæsonens helt store mål. I 2022 skal tredje gang være lykkens gang, og den lille australier vil, hvis han klatrer som i 2021, kunne gøre Lottos sæson til en succes allerede i slutningen af marts. Naturligvis vil holdet også stille med Philippe Gilbert, der i karrierens sidste sæson får et sidste forsøg på at fuldende sin række af sejre i alle monumenter, men desværre kræver det vist et comeback af Cavendishske dimensioner at tro på, at den erfarne belgier vil lykkes i den mission. Måske vil Tim Wellens også atter give løbet et skud, men selv hvis han skulle genfinde sit niveau, skal alt flaske sig, hvis han skal vinde løbet. Det vil det også skulle for Andreas Kron, selvom det kunne være uhyre interessant at se, hvor langt hans punch på nuværende tidspunkt rækker på Poggio.

Ewans endagsfokus vil i 2022 ligge på Sanremo og VM på hjemmebane, hvor han som bekendt ikke vil optræde i Lotto-trøjen, og han har ikke for vane at køre mange andre endagsløb. Det kan dog ikke helt udelukkes, at holdet vil lade ham stille til start i nogle af de mere sprintervenlige brostensløb. Det gælder Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem og særligt sprinterløbene i De Panne og Scheldeprijs, hvor han allerede har vundet sidstnævnte. Hvis ikke, er det nu ret sprinterfattige hold formentlig tvunget til at give nyprofessionelle Arnaud de Lie en chance på den store scene, og det kunne blive meget interessant at se ham på den store scene. Også Vermeersch og Jasper de Buyst kan spurte en anelse, men skal holdet vinde sprinterklassikere i 2022 skal det formentlig være med Ewan.

På brostenene savner holdet i den grad Benoot, og de vil nu formentlig stille med en trup, der har Gilbert, Vermeersch, De Buyst Victor Campenaerts og Brent van Moer som centrum, ligesom det ikke kan udelukkes, at Wellens nok engang vil forsøge sig i Omloop og Flandern Rundt. Tidligere har han gjort det godt i Omloop, hvor hans forrygende februarform er kommet ham til gode, men med hans niveau fra 2021 er det svært at tro på de helt store resultater. Gilbert er desværre også meget langt fra sit niveau, og det ligner heller ikke på brostenene nogen store resultater. Van Moer er brølstærk og allerede kommet meget langt, men som en udbrydertype uden det store punch fremstår han ikke som den ideelle klassikertype. Endelig får De Buyst langt mere frihed, end han har fået i de seneste sæsoner, og hvis han kan finde takterne fra efteråret 2019, er han ikke helt uinteressant på brostenene.

Nej, det er snarere Vermeersch, øjnene vil være rettet imod. Belgieren er åbenlyst et stort talent med beviselige muligheder i Roubaix, men i de flamske klassikere havde han det grundet helbredsproblemer svært i 2021. Hans første grand tour så imidlertid ud til at give ham ny styrke, og nu skal 2022 vise, om hans punch og eksplosivitet også rækker til den absolutte front i flamske løb og ikke kun i sejtrækkeren i Roubaix. På samme måde bliver Campenaerts uhyre spændende at følge, efter at hans lidt hovedløse og aggressive kørsel i begyndelsen af 2021 gav ham så stor råstyrke, at han pludselig kunne ende som nr. 3 i Benelux Tour mod slutningen af året. Selv siger han, at monumenterne er for lange, og med sin dieselagtige kørsel er han bestemt heller ikke prototypen på en rytter til flamske løb. Det skal dog blive interessant at se, hvor langt aggression kan føre ham, hvis han får slået hullet fra distancen. Endelig har Harry Sweeny nogle karakteristika, der ikke gør ham helt uegnet til denne type løb.

Allerede i Strade Bianche vil Wellens formentlig jagte endnu en podieplads (hvis ikke han kører Paris-Nice), men det vil kun lykkes, hvis han genfinder sit niveau fra tidligere. Man må også håbe, at Kron giver sig i kast med den italienske klassiker, hvortil hans punch synes skræddersyet, og vor en top 10 ikke virker helt urealistisk.

Det er dog primært i Ardennerne, at Wellens og Kron skal folde sig ud. Her vil de formentlig stille til start sammen med Gilbert, der gerne vil sige pænt farvel på sin vallonske hjemmebane, men det er de to yngre ryttere, der skal vise sig frem. Wellens har som sagt meget at bevise efter et skidt 2021, og i forvejen har han aldrig for alvor fået det til at fungere i Ardennerne. Her skal Kron til gengæld blive meget interessant at følge, og man kan bestemt ikke afvise top 10-placeringer allerede i år, slet ikke i Amstel, der på nuværende tidspunkt synes at passe ham bedst. I den hollandske klassiker skal man heller ikke udelukke, at Campenaerts kan angribe fra distancen, hvis han klatrer som i efteråret, ligesom den halveksplosive Maxim van Gils er et ungt talent, der kunne passe godt til disse løb.

I efteråret er chancerne atter bedst med Ewan. Han har allerede tidligere vundet i Hamburg, og hvis han forbereder klatrebenene til VM, kunne han også være uhyre interessant at følge i Bretagne og de canadiske klassikere, hvor særligt løbet i Quebec kunne passe ham. Udvikler Bretagne sig til en hård affære, er det også et herligt løb for Wellens, der tidligere har været på podiet, og Kron, der ligeledes passer glimrende til det franske løb. Endnu bedre passer dog de canadiske løb, hvor Wellens tidligere har vundet i Montreal, og hvor Kron med sine puncheurevner synes at være indbegrebet af en rytter, der kan gøre det godt. Det samme kan De Buyst og Vermeersch på den lettere rute i Quebec, ligesom de begge burde passe fint til en mellemhård udgave af Bretagne.

Hvis Kron er frisk efter en sandsynlig Tour-debut, burde San Sebastian også være et ganske glimrende løb for den eksplosive dansker. Til gengæld kan holdet få det svært i de fleste af de italienske efterårsløb, der nok er for klatretunge for både Wellens og Kron, og hvor det nok snarere kunne være interessant at følge en mere typisk klatrer som Van Gils, der bestemt også burde være et godt kort i San Sebastian, hvor han allerede i 2021 gjorde det glimrende.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Lotto er på WorldTouren en meget speciel størrelse. Holdet er nemlig det eneste blandt de 18, der er helt blottet for klassementsambitioner i grand tours. Det skaber en dejlig klarhed og betydeligt enklere strategi. Holdet kan køre sæsonens 63 grand tour-etaper som en serie endagsløb, som de hver især skal forsøge at vinde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Når taktikken skal lægges, tager alt formentlig udgangspunkt i Caleb Ewan. Australieren er holdets i særklasse bedste etapevinderbud, og derfor lægges alt formentlig først til rette, når man har vurderet, hvor hans sprinteregenskaber bedst kommer til sin ret. Trods det ærgerlige styrt i Touren i 2021 har han ingen planer om at forsøge at gentage projektet med tre grand tours, for VM på hjemmebane er så stort et mål, at han allerede har droppet deltagelse i Vueltaen.

I skrivende stund er hans sæsonplaner ikke meldt ud, men det er stensikkert, at Touren er på programmet. Det er det vigtigste løb for både Lotto og Ewan selv, og som det var tilfældet i 2021, vil en stor del af holdet efter al sandsynlighed være bygget op om hans sprinterambitioner. Med holdets relativt begrænsede muligheder for at vinde etaper synes det ligeledes helt naturligt, at han også kører de to første uger af Giroen, som han før har gjort det. I år er det italienske løb betydeligt mere sprintervenligt end det franske, og han har flere gange fået Giro-Tour-kombinationen til at fungere glimrende.

For en sprinter af Ewans kaliber må målet være mindst én etapesejr i begge de to grand tours, og han vil få stillet et tog til rådighed, hvis han som forventet ender med at være til start begge steder. Gruppen af lead-out-ryttere er blevet udvidet og tæller nu Jasper de Buyst, Jarrad Drizners, Roger Kluge, Michael Schwarzmann, Rudiger Selig og Harry Sweeny, og dermed burde der kunne stilles med et stærkt hold til begge løb, uden at de alle skal køre begge løb. Man må dog formode, at der i denne gruppe vil være flere, herunder måske særligt Selig og Kluge, der skal køre begge steder, og der vil derfor være et vist overlap i trupperne.

Resten af pladserne i Giroen og Touren samt hele Vuelta-truppen skal formentlig udfyldes af ryttere, der kan vinde etaper via udbrud. Man kan dog ikke helt udelukke, at unge Arnaud de Lie kunne få grand tour-debut i Vueltaen, hvor han vil kunne teste sine lovende sprinterevner på højeste niveau. Det vil dog slet ikke være med samme forventningspres, som det er for Ewan, og det vil være usandsynligt, at han vinder noget i første forsøg.

Hvordan udbryderne fordeler opgaverne, er i skrivende stund uklart. Det er imidlertid ikke helt urimeligt at betegne Andreas Kron som holdets bedste etapevinderbud. Han var allerede tæt på i Vueltaen i 2021, han udvikler sig hurtigt, og han har alle de rette karakteristika til at gøre arbejdet færdigt, som vi har set det i Catalonien og Schweiz. Med en dansk start burde Touren være hans store mål, og det vil overraske, hvis ikke han sikrer sig en plads her. Desværre er det altid sværere at vinde i Touren, hvor der også er færre Kron-etaper, men det virker ikke helt umuligt, at det skulle lykkes.

Han kunne meget vel få selskab af Tim Wellens, der har et trist forhold til Touren, men som formentlig gerne vender tilbage, nu hvor helbredet kostede ham deltagelsen i 2021. Han har imidlertid aldrig præsteret godt i varmen i Frankrig, og hans niveau var i 2021 for nedadgående. Så sent som i Vueltaen i 2020 vandt han dog to etaper, og det viser, at han fortsat er en fremragende udbryderkandidat - formentlig i Touren, men Giroen eller Vueltaen er heller ikke udelukket.

Det er de heller ikke for den tidligere udbryderkonge Thomas de Gendt. Han synes desværre at være blevet temmelig desillusioneret af den unge gardes hastige fremmarch og synes at have erkendt, at de største resultater ligger bag ham. Han har afvist at køre Touren igen, og meget taler for, at vi vil se ham i de to andre grand tours. Med hans niveau fra 2021 ligner han desværre dog ikke den etapevinder, han tidligere var.

Chancerne er nok større for ”Den nye De Gendt”, nemlig Brent van Moer, der allerede viste sine eminente udbryderevner i 2021. Allerede her kørte han sig på Tour-holdet, og det kunne han meget vel gøre igen. Her vil han dog nok også få konkurrence af Florian Vermeersch, der allerede er ved at blive et større navn, og som grundet klassikerne formentlig vil deltage i enten Touren eller Vueltaen. Grand tours passer ham ikke helt perfekt, men med sin hurtighed er han ikke uden chance for at vinde en etape.

Det lykkedes for Victor Campenaerts i den seneste Giro, og det kan lade sig gøre i en grand tour igen i år. I efteråret var han i linjeløbene og på stigningerne klasser bedre end det, vi tidligere har set fra ham, og hvor han tidligere har været for tung til at vinde langt hovedparten af udbrudsetaperne, synes det ikke længere at være tilfældet. Han har endnu ikke meldt ud, hvor han satser, men også han må med sin status være en god kandidat til Tour-holdet. Til gengæld satsede han slet ikke på enkeltstarterne i sine grand tours i 2021, og det vil han næppe heller gøre i 2022.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

En anden kandidat kunne være unge Maxim van Gils, der i 2021 viste, at han ikke vil være helt uden chance for at vinde en etape i Giroen eller Touren. Og så bliver det interessant at se, om Philippe Gilbert vil køre en sidste grand tour. Han har udelukket Touren, og derfor taler meget for, at han vil deltage i enten Giroen eller Vueltaen, der da også passer ham bedre. Skal det lykkes at vinde endnu en etape, skal niveauet dog være et andet end i de seneste år, og det er måske en anelse svært at se ham pludselig blive genfødt i så høj en alder.

Skulle holdet bryde trenden og alligevel jagte et klassement, bliver det med Harm Vanhoucke. Han har dog vist uhyggelig ustabilitet og selv tidligere meldt ud, at det er etaper, der er målet. Derfor virker det sandsynligt, at det atter vil være etapejagt, der er på hans agenda, formentlig i enten Giroen eller Vueltaen. Hvis han rammer sit niveau på den rette dag, er han dog på en bjergetape et af holdets bedste bud på at sikre den eftertragtede udbrudssejr.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Mens Lotto længe ikke har haft klassementsambitioner i grand tours, har det været anderledes i ugelange løb. Her erklærede man for et par år siden, at man gerne ville gøre sig mere gældende, men den ambition blev hurtigt opgivet igen. Derfor vil billedet være det samme som i de tre grand tours, nemlig at holdet vil køre mange etapeløb uden klassementsambitioner.

Der er dog undtagelser. Den mest markante er Tim Wellens, der som regel kører klassement i enten Paris-Nice eller Tirreno, hvor han endte i top 10 i 2021. Han har tidligere vundet i Polen, men det løb er vanskeligt at kombinere med Touren og har i år en rute, der slet ikke passer ham. Til gengæld er han altid med fremme i Benelux Tour, som han har vundet to gange, og det er nok også det eneste WorldTour-etapeløb, holdet kan vinde.

Her kunne Victor Campenaerts dog være det bedste bud. Han endte højst overraskende som nr. 3 i 2021, og hvis han klatrer på samme niveau næste år, er en gentagelse inden for rækkevidde. Også Florian Vermeersch kunne begå sig i det belgisk-hollandske løb, men han bliver dog i sidste ende nok en anelse for tung til Ardennerne.

Andreas Kron har også før ytret ambitioner om at køre klassement i ugelange løb, men de har ofte en afgørende enkeltstart, der hæmmer ham voldsomt, ligesom ruterne ikke må være alt for bjergrige. Det skal de til gengæld være for Harm Vanhoucke, der vel er holdets bedste bud på en mere klassisk klassementsrytter. Desværre lider også han under en svag enkeltstart, ligesom hans manglende stabilitet er et stort problem, men i et kortere løb burde der være en chance for, at han i den kommende sæson kan lave en top 10 i et større WorldTour-løb. Man kunne også håbe, at det vil lykkes for den lovende Maxim van Gils, der gjorde det så godt i 2021, samt måske Steff Cras, der nåede et højere niveau end længe i Vueltaen. Til gengæld havde de unge klatrere Sylvain Moniquet, Xandres Vervloesem og Voktor Verschaeve det svært i den forløbne sæson, og det er formentlig for tidligt at forvente klassementsresultater fra dem,

Det er klart, at spurtsejre med Caleb Ewan i de kortere etapeløb også bliver et fokus, men han har faktisk for vane at køre relativt få af slagsen. På WorldTouren vil det formentlig handle om UAE Tour, Tirreno og måske Benelux Tour, og derudover plejer han at bruge holdets hjemmeløb, Belgium Tour, som Tour-opvarmning. Det er klart, at forventningen vil være, at han vinder i hvert eneste løb. Det vil det ikke være for unge Arnaud de Lie, der nu er holdets eneste anden sprinter, og som burde få chancen i relativt mange store løb, måske særligt det sprintervenlige Tour de Pologne. Måske vinder han ikke på den helt store scene, men i nogle af de mindre belgiske endagsløb, som Lotto altid kører mange af, vil han sagtens kunne tage de første sejre. Derudover kan der måske blive plads til, at Jasper de Buyst, der skal køre lidt mindre med Ewan i år, og Florian Vermeersch an spurte lidt, men det kræver lidt hårdere finaler, hvis det skal blive til noget.

De mindre endagsløb giver også plads til flere af de yngre ryttere. Meget ofte ender de belgiske løb i en spurt, og derfor har holdet ikke alt for mange ryttere, der har reelle chance for at vinde i Belgien. Det er dog nærliggende at pege på De Buyst, Jarrad Drizners, Harry Sweeny, Vermeersch og Brent van Moer, som måske kan gøre forskellen og tage en mindre sejr på den belgiske hjemmebane.

Hvem kan overraske?

Lotto er et af de hold med flest unge ryttere, og derfor burde potentialet for en overraskelse være ganske stor, men desværre var der mange af talenterne, der havde et svært 2021. I første omgang er det da også nærliggende at pege på tre ryttere, der allerede var en del af holdet i sidste sæson, og som allerede har vundet på WorldTouren, men som har muligheder for at lægge yderligere til i den kommende sæson, nemlig Andreas Kron, Florian Vermeersch og Brent van Moer.

Set med danske øjne er Kron den mest interessante, og der er al mulig grund til at kippe med dannebrog. Udbrudssejre i ugelange etapeløb er ganske sjældne, og det er meget sjældent, at det lykkes én og samme rytter at tage to af slagsen i samme sæson. Det gjorde Kron imidlertid, og han viste i Vueltaen og slutteligt også i Tre Valli Varesine, at det bestemt ikke var nogen tilfældighed. Det vil ikke være en overraskelse, hvis Kron ender meget langt fremme i Ardennerne i den kommende sæson - og hvorfor skulle han ikke kunne køre med om sejren i Brabantse Pijl - ligesom han har potentiale til at vinde en etape i sin grand tour, formentlig Touren. Enkeltstarten lægger nok lidt begrænsninger i de fleste etapeløb, ligesom de høje bjerge er for voldsomme, men særligt i klassikerne vil Kron kunne tage næste skridt.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Det samme gælder for Florian Vermeersch. Med en 2. plads i Roubaix er han måske ikke længere den store overraskelse, men det løb var så specielt, at han i den grad har brug for at bevise, at det ikke var en tilfældighed. Han har stadig ikke vist alt for meget i de flamske klassikere, men det var faktisk i Gent-Wevelgem i 2020, at man første gang fornemmede hans potentiale. Man skal ikke blive overrasket, hvis han ender helt fremme i de flamske løb også.

Det drømmer Van Moer også om, men det kan blive svært. Han er ikke eksplosiv og derfor ikke den fødte endagsrytter, men til gengæld er han brølstærk. Thomas de Gendt har allerede udnævnt ham til sin efterfølger, og den status bekræftede han med sine vanvidsridt i Limburg (hvor en katastrofal fejl dog kostede en sandsynlig solosejr) og i Dauphiné. Van Moer er ikke en vindertype, men det er De Gendt på papiret heller ikke. 2022 kan give flere indikationer på, om feltet vitterligt har fået en ny udbryderkonge. Harry Sweeny er på mange måde af samme støbning og viste lovende takter sidste sommer, men han vil nok formentlig mest ende som hjælper.

Forud for 2021-sæsonen hentede holdet mange unge klatrere, men Xandres Vervloesem, Viktor Verschaeve og Sylvain Moniquet havde det alle så svært - delvist grundet skader - at vi nok ikke skal vente, at de pludselig brager ind på scenen i den kommende sæson. Til gengæld var der meget lovende takter fra Maxim van Gils, der kan klatre og er halvhurtig og særligt imponerede med sin 12. plads i San Sebastian, karrierens første WorldTour-klassiker. Mod slutningen af året fik han også en grand tour i benene, efter at covid havde ødelagt en god del af sæsonen, og det kunne borge for, at vi i den kommende sæson vil se ham endnu længere fremme i bjergene og måske også i ardennerklassikerne.

Holdets mere etablerede klatretalent er Harm Vanhoucke, der fortsat lider under en ærgerlig ustabilitet. Han har stadig alt for mange løb, hvor han er milevidt fra noget som helst, men i 2021 nåede han et helt nyt topniveau. Hans 5. plads på den første bjergetape i Catalonien viste i hvert fald, at han nu på sine store dage kan være med helt fremme mod de allerbedste, og målet i 2022 må enten være at udnytte disse topdage til at vinde en stor bjergetape i en grand tour eller at opnå den stabilitet, der betyder, at han måske også kan begynde at køre et bedre klassement.

Blandt de nye ryttere er det Arnaud de Lie, der er mest spændende. Som nævnt ovenfor er den unge belgier en af de allermest løfterige U23-sprintere, og han synes allerede at have niveauet til at kunne jagte sejre i mindre løb og fine placeringer på WorldTouren. Nu er han endda sammen med Caleb Ewan holdets eneste rigtige sprinter, og det betyder, at han allerede fra start burde få masser af chancer. Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis han allerede vinder og viser sig flot frem i 2022, hvor vi måske også kan få en bedre fornemmelse af, hvor megen holdbarhed han besidder. Holdet henter også Jarrad Drizners, men han vil formentlig primært agere lead-out man.

Endelig kunne man pege på erfarne Jasper de Buyst. Hans alder betyder, at han ikke rigtigt kan betegnes som en overraskelse, men det skal blive spændende at se, hvordan han vil omsætte sin øgede frihed. Han skal køre mindre med Ewan og mere for sig selv i 2022, og sidst han gjorde det, var han i efteråret 2019 ganske fremragende, blandt andet med etapesejr i Danmark Rundt og samlet 3. plads i Tour of Britain. Det kan godt være, at han måske aldrig vinder de største klassikere, men finder han sit fornemme niveau fra perioden efter Touren i 2019, vil han kunne overrasket positivt i WorldTour-endagsløbene og vinde nogle mindre løb i Belgien.