Nedenfor giver vi en analyse af Jumbo-Visma.

Ryttere, der bliver på holdet

Edoardo Affini, Koen Bouwman, David Dekker, Tom Dumoulin, Pascal Eenkhoorn, Tobias Foss, Robert Gesink, Chris Harper, Lennard Hofstede, Olav Kooij, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss, Gijs Leemreize, Sam Oomen, Primoz Roglic, Timo Roosen, Mike Teunissen, Wout van Aert, Mick van Dijke, Jos van Emden, Nathan van Hooydonck, Jonas Vingegaard

Nye ryttere

Rohan Dennis (INEOS Grenadiers), Tiesj Benoot (Team DSM), Christophe Laporte (Cofidis), Tosh van der Sande (Lotto Soudal), Tim van Dijke (Jumbo-Visma Development Team), Michel Hessmann (Jumbo-Visma Development Team), Milan Vader (nyprofessionel)

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Ryttere, der forlader holdet

Tony Martin (stopper karrieren), Dylan Groenewegen (Team BikeExchange-Jayco), George Bennett (UAE-Team Emirates), Paul Martens (stopper karrieren), Maarten Wynants (stopper karrieren), Antwan Tolhoek (Trek-Segafredo), Christoph Pfingsten (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Jumbo-Visma er på alle måder cykelsportens succeshistorie. Det er nemlig historien om et storhold, der med Rabobank som sponsor var en hel cykelfabrik med herre-, kvinde- og U23-hold samt et stort budget, men som siden røg ned i sølet, da storbanken trak sig i kølvandet på Lance Armstrongs fald. Ganske vist lykkedes det holdet at overleve under forskellige navne, men sportsligt var der næsten tale om deroute. Helt galt gik det i 2015, hvor holdet ellers med LottoNL og Jumbo som nye sponsorer havde sikret den økonomiske fremtid, men hvor de blot vandt fire cykelløb igennem en hel sæson - endda med tre ganske små sejre iblandt dem.

Det var imidlertid også vendepunktet. Manager Richard Plugge trak stikket og lavede en helt ny strategi. Fra da af er det kun gået én vej, nemlig opad, og kulminationen kom i 2220, hvor holdet - endda forventeligt - vandt verdensranglisten. Ganske vist lykkedes det ikke at vinde Touren, der på smertelig vis blev tabt i sidste øjeblik, men med Vuelta-sejr, 2. plads i Touren og en imponerende score med to første- og to andenpladser i de fire afviklede monumenter samt 2. pladser i begge VM-løb var Jumbo-Visma den nye hersker i feltet, som ellers i mange år har haft Sky/Ineos som det ansvarshavende hold. I år måtte de ganske vist se sig henvist til en 3. plads, men i dag regnes hollænderne sammen med Ineos, UAE og Quick-Step som de fire store hold i cykelverdenen.

Forud for sidste sæson talte alle om netop Ineos og Jumbo og den interne rivalisering, der måtte komme særligt i Touren. De to mandskaber kunne præsentere veritable supertrupper, der gjorde den direkte sammenligning helt naturlig. Det vil imidlertid være helt forkert at drage mange ligheder mellem det britiske og det hollandske hold.

Succesen er nemlig opnået på vidt forskellig vis. Hvor Ineos-manager Dave Brailsford mest af alt er blevet berømt for med sin afgrundsdybe pengepung at hente det ene supertalent og den ene verdensstjerne efter den anden, er det gået på helt anden vis for Plugge. Faktisk opererede han indtil 2020 med et af sportens mindste budgetter, således også i 2019, hvor holdet ellers for alvor slog igennem på den store scene.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Jumbo har ageret helt anderledes på transfermarkedet. Det var først i 2020, hvor budgettet blev opjusteret, at man gik på jagt efter sand superstjerne i form af Tom Dumoulin. Ellers har Plugge på imponerende vis opnået sine resultater med ryttere, han i vidt omfang selv har udviklet. Således var det ham, der tog chancen med skihopperen Primoz Roglic, det var ham, der tog fat i den unge sprinter Dylan Groenewegen, det var ham, der hentede amerikanske mountainbiker Sepp Kuss, det var ham, der fik George Bennett til at blomstre, det var ham, der udviklede Jonas Vingegaard på WorldTouren, og det var ham, der genstartede Steven Kruijswijks hensygnende karriere. Kun kontrakten med Wout van Aert havde måske karakter af indhentning af et større navn, men da belgieren stadig først og fremmest var crossstjerne, indebar også det en vis risiko.

Den tilgang har den plusside, at de alle er startet på holdet på en langt mindre løn, end Brailsford betaler sine verdensstjerner. Og når resultaterne begynder at vælte ind, er det nu engang lettere at overtale rytterne til at blive et sted, hvor det går godt, også selvom det måtte koste lidt på lønchecken. Det er klart, at den logik kun har en vis rækkevidde, men Plugge var så heldig, at han fik sprøjtet flere penge i kassen af nye og gamle sponsorer, da de vigtige kontrakter begyndte at udløbe. Således kunne han frem mod 2020 forlænge med blandt andre Roglic og Groenewegen og samtidig få en kapitaltilførsel, der gjorde det muligt for første gang at hente et sandt supernavn i form af den hollandske superstjerne Dumoulin. Sidste vinter fik han en kontraktforlængelse på plads med Van Aert, og senest er Roglics igangværende kontrakt kort før jul blevet forlænget frem til udgangen af 2025, hvor han vil være en ældre herre på 36 år.

Nu er budgettet også vokset, så Jumbo-Visma ifølge Tuttobiciweb delte 3. pladsen i 2020, og selvom økonomien angiveligt stadig kun er lidt mere end halvt så stor som Brailsfords, er Jumbo-Visma i dag også en af de økonomiske sværvægtere. Alligevel har Plugge ikke kastet om sig med penge på transfermarkedet denne gang heller. Det hænger naturligvis også sammen med, at mange af pengene allerede var bundet i igangværende kontrakter med stjernerne, men det vil også være helt modstridende med holdets logik at gå på jagt efter store navne.

Det betyder ikke, at der ikke kommer markante navne til holdet. Tværtimod hentes der hele tre ryttere, der må betegnes som store personligheder i cykelsporten, og som alle har været vant til i hvert fald i perioder at køre som kaptajner. Hos Jumbo bliver deres opgave imidlertid først og fremmest en anden, for Plugge har i denne transfersæson haft én klar plan. Det er nemlig ikke kaptajner, han mangler, og derfor har det hele handlet om at styrke den støtte, særligt Roglic og Van Aert kan få i de kommende år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Øverst på Plugges to-do-liste har stået en styrkelse af klassikertruppen. Det har været et stort problem, at holdet i de store brostensløb har haft en af de allerstørste stjerner i form af Van Aert, men har haft et meget, meget svagt hold til at støtte ham. I takt med Van Aerts voksende status er forventningen til Jumbos arbejde i de store løb blot vokset, og derfor var det helt uundgåeligt, at der skulle findes nogle stærke brostenstyper til at større Van Aert og agere supplement til Mike Teunissen, der lige nu har haft løjtnantsrollen, men som grundet skader var fraværende i foråret 2020.

Det er i den grad lykkedes. Med tre kloge investeringer kan Jumbo til den kommende sæson pludselig præsentere en klassetrup, der med ét er forvandlet fra at være vakkelvorn til at ligne en af de allerbedste i klassikerne. Først skød de papegøjen ved at hente Christophe Laporte netop i den sæson, hvor franskmanden pludselig var en af de allerstærkeste i brostensklassikerne. Man kan diskutere, om det for Laportes egen karriere er et godt skifte, men for Jumbo er det en drøm at få en rytter, der i år kørte med om de helt sjove placeringer dybt inde i finalen af Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Om Laporte så også får lov at spurte lidt, er lidt mere uklart, men det er i hvert fald ikke derfor, han er hentet. I massespurter har han nemlig altid manglet den sidste fart.

Det samme har Tosh van der Sande, hvis karriere egentlig så ud til at være ved langsomt at gå i stykker, og faktisk var han meget tæt på for et par år siden ikke at få forlænget sin kontrakt med Lotto. Alligevel slog Jumbo til ved allerede i foråret at hente ham til holdet, og det lignede umiddelbart sats. Også her havde de imidlertid en uhyre heldig hånd, for ligesom Laporte næsten har haft sit livs sæson, har Van der Sande haft sit livs efterår. I de sidste måneder af sæsonen var han nemlig her, der og alle vegne i løb som Danmark Rundt, Tour of Norway, Primus Classic og GP de Wallonie. Den slags muligheder for han dog nok færre af i det kommende år, hvor også han er udset til en rolle som hjælper for Van Aert, men finder han samme niveau igen, er han en kærkommen forstærkning. Til gengæld risikerer han at være et fejlcast. Han har nemlig aldrig hidtil vist det store på brosten og har hidtil mere været en Amstel-type, men kan han overføre sine evner til brostenene, er han en glimrende investering.

Den sidste nye løjtnant faldt ned som en appelsin i turbanen sidst på sæsonen. Med Teunissen, Laporte og Van der Sande så det allerede fornuftigt ud, men truppen blev alligevel markant stærkere, da Tiesj Benoot blev rytter nr. 117 til at bryde sin kontrakt med DSM før tid. Plugge var ikke langsom til at slå til, og måske lidt overraskende var Benoot klar til at skifte til et hold, hvor han ikke umiddelbart er tiltænkt en kaptajnrolle. Det er ellers mindre end et år siden, at han havde store ambitioner om at blive grand tour-rytter, men de planer synes nu skrinlagt. Hos Jumbo ligner han mest af alt en hjælper for Van Aert på brostenene og for Roglic i de ardennerklassikere, hvor han før har gjort det godt, og de fine præstationer i de ugelange løb, som han har leveret et par stykker af, bliver også svære at gentage på et hold, hvor navne som Roglic, Vingegaard, Kuss, Kruijswijk og Dumoulin ligner mere oplagte kaptajnbud. Til gengæld får Jumbo en klassehjælper, der kan støtte både Van Aert på brostenene og kaptajnerne i alle terræner i grand tours, også dybt inde på bjergetaperne.

Den anden opgave har været at styrke hjælpergruppen til etapeløbene, og det var også nødvendigt. Ved siden af Roglic aspirerer Vingegaard, Dumoulin, Kuss og Kruijswijk alle til kaptajnroller, og derfor var der brug for flere klatrestærke hjælpere. Det behov blev yderligere accentueret af, at George Bennett efter en skidt sæson fik brug for luftforandring og sprang direkte over til Tadej Pogacar og rivalerne fra UAE. Måske havde newzealænderen ikke sit bedste år i 2021, men i 2020 var det helt åbenlyst, hvor fremragende en hjælper en formstærk Bennett kan være. Derfor efterlader hans exit et hul at lukke.

Det er det heldigvis også blevet. Nok stjal rivalerne UAE en nøglehjælper fra Jumbo, men til gengæld stjal de selv en nøglehjælper fra en anden rival, nemlig Ineos. Jumbo har nemlig turdet binde an med en kontrakt med den kontroversielle Rohan Dennis, der jo har ry for at kunne være en anelse svær at danse med. Til gengæld har han også ry for at være en fremragende hjælper, som han mest markant viste os alle, da han mere eller mindre vandt sidste års Giro for Ineos og Tao Geoghegan-Hart, og selvom hans 2021-sæson var mærkeligt stille, så vi hans fabelagtige hjælpearbejde folde sig ud, da han fragtede Geraint Thomas til sejr i Romandiet, selvom han selv kørte en betydelig af løbet i førertrøjen. Desværre er han ganske svingende, men når han rammer sit niveau fra 2020-udgaven af Giroen, findes der ikke mange bedre hjælperyttere end ham. Samtidig viste han med OL-bronze og to WorldTour-etapesejre, at han fortsat er en af verdens allerbedste temporyttere, der kan bidrage med et par sejre undervejs og til et holdløb, som i det kommende års grand tour dog kun er på programmet i Vueltaen. Og så ved vi fra hans 2. plads i Tour de Suisse i 2019, at han efterhånden klatrer godt nok til at køre klassement i ugelange etapeløb - en rolle, der kan blive svær at få, men som holdet har givet udtryk for, at han er tiltænkt.

Med Dennis, Laporte, Van der Sande og Benoot har Plugge åbenlyst gjort et fremragende stykke arbejde, når det handler om at finde hjælpere for kaptajnerne, også selvom tabet af Bennett gør ondt. Desværre er alt ikke fryd og gammen, for holdet siger samtidig farvel til en af kaptajnerne. Det var imidlertid helt uundgåeligt, at Dylan Groenewegen før eller siden ville føle sig tilovers på det stærke Jumbo-hold med de store grand tour-ambitioner. Allerede da han for et par år siden skrev en lang kontrakt, virkede det som et ægteskab, der måtte ende med skilsmisse, og det gjorde det her i december, hvor den hollandske supersprinter ikke kunne sige nej til BikeExchanges tilbud om at gøre ham til den klare kaptajn i den kommende Tour. Hos Jumbo havde han ikke skyggen af chance for at køre det største løb af dem alle, og det er naturligvis utilfredsstillende for en mand, der stadig med nogen ret kan hævde, at han er verdens hurtigste på to hjul.

For Jumbo er det åbenlyst et stort slag at miste en mand, der måske er den bedste inden for sit felt og garant for mange sejre, men der er en grund til, at Ineos også måtte skille sig af med Mark Cavendish, selvom han ligesom Groenewegen havde det helt rigtige pas til sit hold. Det er meget svært at gå efter at vinde grand tours og give plads til en ambitiøs sprinter, og derfor kan Groenewegens exit vel mere ses som en nødvendighed mere end et reelt tab. Og Plugge kan jo trods alt glæde sig over, at han i David Dekker og Olav Kooij har to af de mest lovende sprintere på vej frem.

Det gør også ondt at måtte sige farvel til Tony Martin. Selvom det tyske militærkøretøj ikke er den stjerne, han engang var, har han stadig ført solen sort for Roglic i de seneste sæsoner, og det er ikke uden grund, at han var et sikkert valg til Tour-holdet i både 2020 og 2021. På den anden side har han tilbragt så meget tid i sygesengen de seneste år, at holdet har vist, at de kan klare sig uden ham, og det kan de også i 2022, selvom en rytter med Martins enorme motor for et ottemandshold i en grand tour er umulig at erstatte, hvis en førertrøje skal forsvares.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Holdet siger også farvel til Antwan Tolhoek. Det er egentlig en skam, for den hollandske klatrer har på sine store dage vist et fornemt niveau, men der har været for langt mellem snapsene. Det er lidt svært helt at blive klog på, om hans skifte til Trek var frivilligt eller ej, men med de sparsomme præstationer, vi har set på det seneste, kan han erstattes. Det kan også veteranerne Paul Martens og Maarten Wynants, der allerede stoppede i løbet af første halvår af 2021, og som i de sidste år mere bidrog med deres erfaring end med deres fysiske styrke. Endelig forlænger holdet ikke med Christoph Pfingsten, der i sin tid blev hentet til holdet som en del af Groenewegens tog, og i lyset af hollænderens exit giver hans farvel god mening, også selvom den beslutning blev truffet allerede, inden supersprinteren fik ophævet sin kontrakt.

Udover at investere i store stjerner, som holdet med den større pengepung har fået smag på, er Plugge også meget opmærksom på at have det lange lys på. De har vist en fornem evne til at spotte, tiltrække og udvikle talenter, og det er blandt andet med det formål, at de har skabt et udviklingshold. Herfra hentede de to nye ryttere i begyndelsen af 2021, og denne gang henter de tre nye ryttere, selvom Mick van Dijke faktisk allerede foretog skiftet den 1. oktober, og derfor ikke officielt er en del af denne transferkampagne.

Det er hans tvillingebror Tim til gengæld. Egentlig skulle han først være skiftet efter 2022, men i slutningen af december besluttede holdet, at hans gunstige udvikling gjorde det relevant at fremrykke overgangen til højeste niveau. Derfor får de både Mick og Tim til rådighed i den kommende sæson, og de er begge uhyre interessante. Ved de hollandske U23-mesterskaber blev de nr. 1 og 2 i begge løb med Mick som vinder af enkeltstarten og Tim som ny linjeløbsmester, og de viste i CRO Race, at de allerede kan begå sig på højeste niveau. Således endte Mick på det samlede podium efter at have været tæt på en etapesejr mange gange, og på sidstedagen lykkedes det minsandten for Tim, der ellers bare var hjælper, at køre med den samlede nr. 1, Stephen Williams, og nr. 2, Markus Hoelgaard, på en brostensbakke for siden at overhale brormand ved at tage den første professionelle sejr til familien. Alligevel er det Mick, der hidtil har lignet den stærkeste af de to, men lovende er de begge. Samtidig er det som typer meget ens, da de er stærke i småkuperet terræn og lynhurtige, og det synes derfor først og fremmest at være i brostensløbene, at de på sigt har et potentiale.

Den tredje nye rytter er Michel Hessmann, men han er ikke på samme måde en vindertype. Tværtimod er han mest en brølstærk type, der som tysk U23-mester og nr. 8 til VM er en hæderlig temporytter - som Van Dijke-tvillingerne i øvrigt også er det - og som med en 17. plads i Tour de l’Avenir har vist, at han kan køre fornuftigt opad. Den kombination kan måske give lidt i ikke alt for bjergrige etapeløb, men ved første øjekast ligner han mest af alt den stærke hjælpertype, som alle hold også skal bruge.

Holdets sidste nyerhvervelse er en af de mere kuriøse, og selvom vi taler om en 25-årig rytter, falder han ind under talentkategorien. Holdet har nemlig besluttet sig for at se, hvordan Milan Vader, der er en af Hollands førende mountainbikeryttere, kan begå sig på landevejen. Hidtil har han kørt præcis nul UCI-løb, og han er derfor helt grøn i sin nye disciplin. Om skiftet bliver en succes, står derfor hen i det uvisse, men holdet har set tilstrækkeligt lovende ting ved diverse tests til, at de tror på projektet, som også indebærer, at han fortsat jagter OL i 2024 på sin mountainbike. Holdet ser holdet umiddelbart som en eksplosiv ardennertype, men som helt ny i feltet kan han måske udvikle sig anderledes end ventet. Tiden vil vise, om han vil have samme succesrate, som vi så, da de gav en tidligere skihopper chancen på højeste niveau.

Transferkampagnens succes står og falder dog slet ikke med Vader. Tværtimod er det svært at se den som andet end en succes. Det er klart, at tabet af Groenewegen gør ondt, men på paradoksal vis løser det også en udfordring og gør holdets rollefordeling mere klar. Det er også klart, at Bennett og Martin vil blive savnet, men finder han sit niveau, vil Dennis kunne kompensere et stykke af vejen for dem begge. Vigtigst af alt er den alt for svage brostenstrup dog blevet styrket markant med Laporte, Van der Sande og Benoot, og da man samtidig har styrket talentgruppen med de spændende Van Dijke-brødre og eksperimentet Vader, er det svært at komme til anden konklusion, end at Plugge har løst de hovedopgaver, han gav sig selv.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Da Jumbo forvandledes fra bund- til tophold, var det i høj grad via stærke præstationer i etapeløbene. Klassikerne var i vidt omfang et område, der blev negligeret, og det var først, da holdet allerede havde nærmet sig toppen, at man begyndte at fokusere på endagsløbene. Det skete med erhvervelsen af Wout van Aert, og siden da har holdet med rekordfart etableret sig også som en magtfaktor i klassikerne. Det kom tydeligst til udtryk i 2020, hvor holdet endte i top 2 i alle de fire monumenter, der blev kørt, nemlig med sejre til Van Aert og Primoz Roglic i hhv. Sanremo og Liege og med 2. pladser til Van Aert og George Bennett i hhv. Flandern og Lombardiet.

Så godt gik det imidlertid slet ikke i 2021. Når holdet gled fra en 1. til en 3. plads på verdensranglisten skyldtes det i høj grad, at sejrene i de allerstørste endagsløb udeblev. For næsten alle cykelryttere vil en sæson, der bød på sejre i Gent-Wevelgem og Amstel Gold Race være en gigantisk succes, men Van Aert kunne ikke skjule sin skuffelse. For ham handlede det først og fremmest at vinde OL, VM eller et monument, men det lykkedes. Hans OL var slet og ret fremragende, når man ihukommer, hvor kuperet ruten var, og Sanremo var han heller ikke langt fra at vinde, men i Roubaix og Flandern samt ved VM underpræsterede han markant.

Det har Van Aert også selv erkendt, og derfor bliver hans 2022-sæson anderledes. Denne gang handler det om at ramme formen fra Sanremo til Roubaix og ikke at køre stærkt i første halvdel af marts, som han med sin 2. plads i Tirreno gjorde sidste forår. Beslutningen har ikke blot kostet ham deltagelsen ved VM i cykelcross, det har også fået ham til at droppe deltagelsen i Strade Bianche og at køre Paris-Nice, der erstatter Tirreno i hans kalender, som hjælper for Roglic og uden klassementsambitioner.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Der burde være grund til at tro på, at den strategi kan bære frugt. I hvert fald så vi i august 2020, hvor han var helt veludhvilet, at han var skræmmende god og vandt både Strade Bianche og Sanremo på en uge. Om det fungerer, finder vi dog først ud af om nogle måneder, og han har selv sat bagdelen i klaskehøjde ved at sætte barren meget højt. Denne gang skal han vinde et monument, og vinder han ikke i enten Sanremo, Flandern eller Roubaix, vil han ikke kunne betegne foråret som en succes.

Chancerne er heldigvis gode. Sanremo har han allerede vundet én gang, og selvom det er et løb med megen tilfældighed involveret, er det et løb, der passer ham storartet. Modsat sidste år, hvor han var alene efter Poggio og måtte se Jasper Stuyven snige sig væk, har han denne gang også den enorme fordel, at Roglic også vil stille til start i forårsbebuderen. Det er et løb, sloveneren absolut kan vinde - når man har overspurtet Alaphilippe i Liege, kan man også gøre det samme i Sanremo, hvis de allerhurtigste er sat af - men mere sandsynligt er det, at han vil kunne hjælpe Van Aert med at kontrollere stykket efter Poggio. Uanset hvordan de griber det an, udgør de en fremragende duo.

Også i Flandern og Roubaix står han uhyre stærkt. Vi så senest ved Flandern Rundt i 2020, hvor fremragende han er i det flamske monument, og han viste ved sit uheldsramte Roubaix i 2019, at også det franske monument passer ham som fod i hose. Denne gang står han uendelig meget stærkere end i sidste sæson, hvor han led voldsomt under et meget svagt hold. Det gør han ikke denne gang, hvor han med tilgangen af Christophe Laporte, der var en af de allerbedste i sidste sæsons brostensklassikere, og Tiesj Benoot samt en tilbagevenden af Mike Teunissen, der missede sidste forår grundet en skade, nu vil være kaptajn for et hold, der måske kun overgås af Quick-Step i kollektiv styrke. I 2021 manglede han altid de sidste kræfter til sidst, men til næste år har han med så stærke hjælpere langt bedre muligheder for at passe på sig selv.

Får Benoot, Laporte og Teunissen slet ikke egne chancer? Det kan godt blive svært. En mulighed kunne komme i Omloop, hvor Van Aert ganske vist vil være til start, men hvor han - i hvert fald hvis han følger planen - ikke vil være 100%. I E3 og Gent-Wevelgem vil Van Aert også være manden, der satses på, men som minimum er der da en mulighed i Dwars door Vlaanderen, som Van Aert ventes at skippe. Her blev Laporte allerede nr. 2 sidste år, og det er et løb, der passer særligt ham og Teunissen ganske glimrende. Derudover kan man ikke udelukke, at taktikken i Van Aert-løbene også kan åbne muligheder. Det har Benoot i hvert fald åbnet en dør for, selvom kaptajnvalget ikke er til diskussion. Særligt er der grund til at have forventninger til Laporte, der var uhyre overbevisende sidste forår, mens Teunissen efter sine mange skader har lidt at bevise, og Benoot i stigende grad er bevæget sig lidt væk fra brostensklassikerne og skal rejse sig efter nogle sløjere sæsoner.

Van Aert vil også være den store kaptajn ved titelforsvaret i Amstel Gold Race, der også passer ham som fod i hose, og her vil han igen have selskab af i hvert fald Benoot og også Tom Dumoulin, der kører sin lokale klassiker. Hans primære rolle vil være som hjælper, men spiller holdet ham tidligt og offensivt ud, er han manden, der kan være umulig at hente. Det er også den klassiker, der passer bedst til Tosh van der Sande. Belgieren havde så fremragende et 2021, men i både Holland og brostensløbene ligner han mest en hjælper. Til gengæld kunne han få sin chance i Brabantse Pijl, som passer ham fremragende, for her er det sandsynligt, at Van Aert, Laporte og Teunissen tager sig en fridag. Det kunne også være en mulighed for Benoot, der skipper et Roubaix, som aldrig har passet ham. Derudover vil Benoot og Dumoulin udgøre en meget spændende duo i Strade Bianche. Benoot har tidligere vundet, men han skal hæve sit niveau igen, hvis han være med helt fremme i det stadig stærkere besatte løb. Dumoulin ligner et bedre bud på succes. Har han tidlig form, er det et løb, der passer ham helt perfekt.

Holdet vil også give plads til de unge sprintere Olav Kooij og David Dekker. Det vil være i De Panne og Kuurne samt muligvis i Scheldeprijs, hvis holdet vender tilbage til det gamle belgiske sprinterløb. De vil ikke være favoritter, men begge er så lovende sprintere, at man ikke skal udelukke, at de kan overraske. Det gælder måske særligt for den purunge Kooij, der har direkte kurs mod den absolutte verdenstop. Begge kan også ventes at få en chance i nogle af de mindre belgiske semiklassikere.

I de to sidste ardennerklassikere vil alt handle om Roglic. Sloveneren har allerede vundet i Liege, og han var uhyre tæt på at vinde Fleche Wallonne sidste år. Sloveneren er skabt til begge løb, hvor han vil være en af de helt tunge favoritter. Han vil blive sekunderet af Jonas Vingegaard, der også har evnerne til at præstere i de løb. Holdet har selv nedspillet forventningerne, men mens det bliver svært for danskeren at få sin chance på muren i Huy, skal man aldrig udelukke ham, hvis han og Roglic begge sidder sammen i en lille gruppe på vej ind mod Liege, hvor de kan spille det taktiske spil. Også Benoot vil være aktiv i Ardennerne, hvor han bestemt kan gøre det godt, men mest ligner hjælper for kaptajnen. Endelig kan holdet runde foråret af med løbet i Frankfurt, der ligner endnu en mulighed for særligt Dekker og i mindre omfang Kooij.

I efteråret burde San Sebastian også være en god mulighed for Vingegaard, hvis han kommer stærkt ud af Touren, som han gjorde i 2021, hvor han endte i top 10 i det spanske løb. Han kunne meget vel gøre fælles front med Dumoulin, der også passer glimrende til klassikeren, han tidligere har været tæt på at vinde, mens det til gengæld nok bliver til afbud fra Roglic, hvis denne holder fast i sin Tour-Vuelta-double. Senere kan Kooij og Dekker få endnu en stor chance i Hamburg og måske også i Bretagne, hvor det dog virker sandsynligt, at holdet vil satse på Teunissen eller Laporte, der passer fint til det småkuperede løb. Det er naturligvis et løb, Van Aert vil være storfavorit til, men meget kunne tale for, at han igen skipper til fordel for etapeløb som optakt til VM.

Det samme gælder for de canadiske klassikere, der ligger til Van Aerts højreben, hvis han mod forventning rejser over Atlanten. De to løb var også på Roglics program i 2021, indtil han i stedet kørte Vueltaen, og vælger han at droppe sit titelforsvar i Spanien, kan han måske rette op på det afbud i to løb, han utvivlsomt kan vinde. Ellers kunne det være en chance for Van der Sande, Laporte eller Teunissen, der i hvert fald vil kunne gøre det godt i Quebec, og det kunne måske også være en sjælden personlig chance til Timo Roosen, der tidligere har gjort det godt. Endelig vil holdet slutte af de italienske klassikere, hvor Roglic allerede har haft enorm succes og vil være favorit til både Emilia og Lombardiet. Det er dog uklart, hvor frisk han vil være efter en Tour-Vuelta-double, og det kunne måske åbne døren for Vingegaard og Dumoulin, der begge ventes at gøre løbene til et mål og bestemt bude have chancer for at kunne køre med om sejren.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Det kan godt være, at Jumbo har haft enorm succes i de seneste sæsoner, men alligevel har de siddet tilbage med en uforløst fornemmelse. Det er nemlig næsten blevet en besættelse, at de skal vinde Touren, og det er som bekendt endnu ikke lykkedes. To andenpladser på to år er flot, men ikke nok til at tilfredsstille ambitionerne, og det gør formentlig stadig ufatteligt ondt at tænke tilbage på den septemberdag i 2020, hvor en stensikker Tour-sejr på sensationel vis blev revet fra dem af et slovensk vanvidsridt i Vogeserne.

I det lys er det ikke mærkeligt, at manager Richard Plugge har sendt A-holdet til Frankrig hver eneste gang i de seneste sæsoner. De to øvrige grand tours er helt og holdent underlagt den franske megabegivenhed, og det er her, man sender sine bedste ryttere. Det vil man også gøre i år, hvor kun Tom Dumoulin har fået lov at få personlige ambitioner opfyldt andetsteds. Det gjaldt ikke for hverken Steven Kruijswijk eller Sepp Kuss, der må droppe alle tanker om at køre for sig selv for i stedet at tage til Frankrig som luksushjælpere.

Planen er i år, at løbet skal vindes med to kaptajner, der tilsammen skal gøre det endnu sværere for hovedrivalen, Tadej Pogacar, at knække dem. Holdet har ikke lagt skjul på, at det naturligvis er Primoz Roglic, der er nr. 1, men den erklærede taktik er, at Jonas Vingegaard også er kaptajn. Udgangspunktet er, at de begge skal beskyttes, og vi skal formentlig ud i meget kritiske situationer, inden danskeren kan ventes at skulle ofre sig - i hvert fald indtil Roglic måtte have kørt sig i gult. Derudover indebærer planen den ikke uvæsentlige luksus, at de har større chance for også at have en intakt kaptajn efter den hektiske første uge med sidevind og brosten. Vi så i 2021, at alle planer lynhurtigt kan blive kastet op i luften.

Undgår de samme uheld, kan de sagtens stræbe efter at slå Pogacar. Han og Roglic har været mere eller mindre helt jævnbyrdige i de seneste to sæsoner, hvor man har skullet frem med luppen for at adskille dem på bjergetaper, og hvor de har slået hinanden på skift. Hvis ikke Pogacar udvikler sig yderligere - og den risiko er trods alt betydelig - har Roglic al mulig grund til at tro på, at han kan slå sin landsmand i en direkte duel på ren fysisk styrke.

For Vingegaard er det nok lidt anderledes. Han var reelt ikke tæt på at vinde løbet i 2021, men dataene snyder også en anelse. Pogacar vandt løbet til og med Alperne, for faktisk var det Vingegaard, der var marginalt bedst over de sidste 12 etaper, hvor sloveneren vandt nogle sekunder i bjergene, som Vingegaard indhentede igen på den sidste enkeltstart. Fortsætter han udviklingen, er det ikke udelukket, at danskeren kan true sloveneren, der slet ikke var overlegen i Tourens anden halvdel - slet ikke, hvis han kan vinde tid på brostenene, hvor Jumbo har det klart stærkeste hold. Det vil dog forudsætte, at Roglic har uheld, eller at han også slår sin slovenske holdkammerat, hvilket umiddelbart ikke ligner det mest sandsynlige scenarium.

Den største udfordring kan dog vise sig at være intern. Wout van Aert har gjort det klart, at han vil til Paris i grønt - en trøje, han på papiret vil være storfavorit til. Det kan dog blive en gevaldig udfordring at jagte to trøjer, særligt hvis en af rivalerne bliver en aggressiv Mathieu van der Poel, der kan finde på at angribe på de bjergetaper, hvor Van Aert jo skal agere hjælper. Hvordan holdet vil få klaret den hovedpine, er lige nu svært at se - i hvert fald hvis hans rivaler bliver andre end bare klassiske sprintere. Frygten er, at de gaber over for meget og knækker et selv meget stærkt hold i forsøget på at kontrollere rivaler i to sideløbende konkurrencer. Uanset hvad skal Van Aert dog nok vinde sin etape, uanset om det bliver en enkeltstart, en massespurt eller en vanskeligere etape. Til gengæld må resten af holdet leve med, at de er rene hjælpere - udover at Rohan Dennis naturligvis vil gå efter at komme i gult i København, hvor holdet har hele fire ryttere (Dennis og de tre kaptajner), der kan være med helt fremme.

I Giroen skal Dumoulin genrejse sin grand tour-karriere som chef for et hold, der kommer udelukkende for at køre klassement. Baseret på det, vi så fra ham ved OL og i Benelux Tour, er der grund til at tro på, at det går godt, selvom han ikke synes at være helt så stærk som tidligere. Ruten passer ham grundet de få enkeltstartskilometer elendigt, og det vil være en overraskelse, hvis han vinder, når niveauet fortsat ikke er helt som i gamle dage. Helt urealistisk er det dog ikke. Det er det til gengæld for Tobias Foss, der efter sidste års 9. plads også vil være beskyttet kaptajn. Den unge nordmand er bestemt lovende, men han var trods alt relativt langt fra de bedste i 2021. Også for ham gælder, at ruten kunne passe bedre, men endnu en top 10 - og en bedre placering end i 2021 - burde være et fornuftigt mål. Heller ikke her bliver der plads til meget andet end klassementet, men Koen Bouwman vil være i stand til at vinde fra et udbrud, hvis han finder formen fra 2021, ligesom Edoardo Affini sammen med Dumoulin og Foss - og i mindre grad Jos van Emden - kan jagte topresultater på enkeltstarterne, selvom de kuperede ruter passer ham dårligt.

I Vueltaen er planerne ikke helt entydige, men hvis ikke han er for træt, er det planen, at Roglic vil forsøge at skrive historie vil at tage en fjerde sejr i træk. Det bliver lidt af en udfordring, men umuligt er det bestemt ikke. Modsat Pogacar, der ventes at være hans værste rival, har han nemlig bevist, at han kan vinde en grand tour nr. 2, som han gjorde det i 2020, og der er derfor lagt op til endnu en herlig slovensk duel. Det er uklart, hvem han få selskab af, men det virker sandsynligt, at både Kruijswijk og Kuss vil være til start og måske med lidt mere frihed end i Touren. Hollænderen ser desværre ud til at være ovre sit bedste, men amerikaneren endte som nr. 8 sidste år og mestrer kunsten at køre stærkt i grand tour nr. 2. Endnu en top 10 er realistisk.

Derudover betyder holdløbet, at det er sandsynligt, at Affini vil være til start og kan gå efter at vinde den pandekageflade enkeltstart, der passer ham som fod i hose. Til gengæld er det uklart, om der bliver plads til en af de to unge sprintere, David Dekker og Olav Kooij. Det virker usandsynligt, men udelukkes kan det ikke. I givet fald skal man bestemt ikke udelukke, at de kan vinde - slet ikke Kooij, der er imponerende ung i en imponerende ung alder. En sejr på en af de to hollandske sprinteretaper ville trods alt ikke være en helt ringe måde at starte løbet for det hollandske hold, der også vil være blandt de helt store favoritter til det indledende holdløb på hjemmebanen.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Jumbos rejse mod toppen har betydet, at de nu har en trup, der kan begå sig i alle løb på hele kalenderen. Det gælder også i de ugelange løb, hvor de burde have en topkandidat til hvert eneste løb. Hovednavnet er selvfølgelig Primoz Roglic, der slet og ret er uhyggelig i den slags begivenheder. Han har haft en ærgerlig tendens til at styrte, men ser man bort fra Paris-Nice i 2021 og Dauphiné i 2020 - to løb, han reelt allerede havde vundet, inden uheldene ramte - har han ikke tabt et ugelangt løb siden Tour of Britain i 2019, hvor han alene var til start for at træne. Inkluderer man kun løb, hvor han har haft ambitioner, strækker serien sig helt tilbage til Tirreno i 2018, hvor han hurtigt røg ud af klassementet grundet et styrt, men alligevel vandt en etape.

Der er ingen grund til at tro, at Roglic vil være mindre uhyggelig i 2022. Det bliver interessant at se, om han kan slå Tadej Pogacar i Baskerlandet, som han gjorde det i 2021, men derudover vil han være storfavorit til at vinde Paris-Nice og Dauphiné, der også indgår i hans planer. Undgår han uheld, taler meget for, at han vil kunne indlede sin grand tour-sæson med enten to eller tre store etapeløbssejre.

Det bliver også spændende at se, om Jonas Vingegaard kan tage næste skridt i de ugelange løb. Han blev allerede nr. 2 bag Roglic i Baskerlandet i 2021, og siden har hans enkeltstart kun udviklet sig endnu mere. Den er ofte helt afgørende i kortere etapeløb, og når han rammer formen - hvad man desværre aldrig helt kan vide sig sikker på - burde han kunne køre med om sejren. Desværre vil han nok stå i skyggen af Roglic i Baskerlandet og Dauphiné, og i Tirreno, hvor han er den klare kaptajn, er han oppe mod en vis Pogacar.

Tom Dumoulin skal også tage sit første skridt på sin genfødsel som etapeløbsrytter. Det skal ske i UAE Tour, der passer ham storartet, men hvor han måske kun kan stræbe efter podiet bag en Pogacar, for hvem løbet er meget vigtigt. Hollænderen får også sin chance i Catalonien, hvor der dog ikke er nogen enkeltstart, og hvor han derfor kan få svært ved at vinde.

Det efterlader ikke så mange muligheder for de øvrige. Sepp Kuss skal køre med Vingegaard i Tirreno og med Roglic i Baskerlandet, men han får sin store chance i Tour de Suisse, der måske også kunne blive et mål for Dumoulin, hvis han har lidt friskhed efter Giroen. Amerikanerens enkeltstart og stabilitet er et problem, men hans topniveau i bjergene rækker rigtigt langt. Steven Kruijswijk kan måske køre en lille chance i Catalonien og i hvert fald i Romandiet, men det tyder på, at hans bedste resultater ligger i fortiden. Mere interessant er det med Tobias Foss, der har en enkeltstart som et stærkt våben, men også meget vel kan ende med at ende som hjælper i alle sine etapeløb. Det vil nok også gælde for Rohan Dennis, selvom han jo har vist, at hans klatreniveau nu rækker til topresultater. Heller ikke Tiesj Benoot, Koen Bouwman eller Sam Oomen får let ved at få chancer i løb på WorldTouren.

Tour de Pologne og Benelux er særlige etapeløb. I år ser det polske løb ud til næsten udelukkende at skulle afgøres på en meget kuperet enkeltstart, og det kunne derfor være et løb, som både Foss og Dumoulin kunne gå efter at vinde, når de har pustet ud efter Giroen. Dumoulin kunne også meget vel gå efter endnu en sejr i Benelux Tour, som passer ham glimrende, og det tyder også på, at det løb kunne blive Wout van Aerts store etapeløbssatsning i år. Stiller han til start på sin hjemmebane, kan han blive umulig at slå, for der findes næppe nogen i denne verden, der passer bedre til det løb end netop Van Aert. Han har også leget med tanken om at køre klassement i Dauphiné, men på et hold med Roglic og Vingegaard ser det ikke realistisk ud. Endelig har Mike Teunissen også for vane at kunne gå i top 10 i Benelux Tour.

Holdet har også fine perspektiver i spurterne, selvom tabet af Dylan Groenewegen gør enormt ondt. Det er klart, at Van Aert vil kunne spurter i både Paris-Nice og Dauphiné, selvom han i førstnævnte risikerer at få sit hyr med de ”rigtige” sprintere. Det samme gælder i Benelux Tour eller Tour of Britain, som er de to mulige etapeløb i efteråret, og som han altså også begge kan vinde samlet. Der er dog masser af plads i alle de andre etapeløb til, at Olav Kooij og David Dekker kan bevise sig på WorldTouren efter en opløftende første sæson. Særligt unge Kooij har kurs direkte mod en karriere som en af verdens allerhurtigste, og det kan vi meget vel få at se i et gennembrudsår 2021, men Dekker viste også i UAE Tour, at han sagtens kan begå sig på højeste niveau. Der bliver mindre plads for Christophe Laporte og Mike Teunissen, men særligt førstnævnte skal nok spurte et par gange i løbet af året, selvom det for dem begge gælder, at farten kun rækker på de lidt hårdere dage. Endelig er der Mick van Dijke, der også bør kunne få sine chancer i mindre løb. Han er måske en klassisk sprinter, men hans hurtighed burde række til nogle udmærkede resultater.

Enkeltstarterne vil også være et stort fokus. Roglic og Van Aert er allerede i den absolutte verdenselite, og Edoardo Affini beviste i 2021, at det samme gælder for ham, når det er fladt og ikke alt for langt. Vingegaard og Foss bevist også i 2021, at de har kurs direkte mod verdenseliten, og deres udvikling på enkeltstarten bliver uhyre interessant at følge. Dennis er måske ikke længere verdens bedste, men i 2021 vandt han altså to gange på WorldTouren og sikrede sig OL-bronze. Der bør komme sejre fra hans hånd igen i 2022. Til gengæld er det nok slut for Jos van Emden med at være med helt fremme.

Endelig vil holdet sikkert køre nogle mindre endagsløb, særligt i Nordeuropa. Her har de en række gode kandidater, der har den rette kombination af holdbarhed og spurtstyrke. Således kan Van Dijke, Dekker, Van der Sande, Pascal Eenkhoorn, Tim van Dijke og Timo Roosen alle tage en sejr i stil med den, Eenkhoorn tog i Heist sidste år, eller Roosen tog ved de hollandske mesterskaber.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Hvem kan overraske?

Jumbo er efterhånden blevet så stærkt besat af stjerner, at det kan blive svært for de unge navne at få megen plads i de store løb, og det ser ikke ud til, at vi skal vente os et Vingegaard-agtigt gennembrud i 2022. Der er dog én undtagelse. Med Dylan Groenewegens exit bliver der pludselig masser af plads til Olav Kooij og David Dekker i massespurterne, og de har begge kurs mod en uhyre lovende karriere.

Det er særligt Kooij, der måske allerede i 2022 kan blive en del af verdenseliten. Allerede som 18-åig tog han sin første professionelle sejr, og selvom han ikke spurtede meget i 2021, blev han nr. 2 i karrierens første WorldTour-løb og tog to sejre i det sprintermæssigt relativt stærkt besatte CRO Race. Næste år vil han skulle testes mere på WorldTouren, og man skal ikke blive forundret, hvis den nu 20-årige hollænder allerede nu er meget, meget tæt på verdenseliten. I mindre løb kan han i hvert fald vinde, og det kan sikkert også på WorldTouren.

Dekker er mindre grad en ren sprinter, og derfor var det meget opløftende at se, hvor tæt han var på de allerbedste i det rene sprinterløb UAE Tour. Siden var hans sæson skidt, særligt grundet en skade, men også han kan komme meget langt i 2022. Han er måske ikke helt så hurtig som Kooij, men til gengæld har han en større robusthed, som gør, at vi også sagtens kan se ham fremme i ret hårde endagsløb, som da han i 2020 fik sit gennembrud i en svær udgave af Le Samyn.

Holdets tredje hurtige talent er Mick van Dijke, men han er ikke helt så langt i sin udvikling og heller ikke en helt klassisk sprinter. Han har med 3. pladsen i CRO Race vist, at han allerede kan levere resultater, men vi vil nok ikke se ham vinde de helt store massespurter. Det kan til gengæld ske på hårdere dage, for han viste sig ganske holdbar i Kroatien, og han er skabt til at vinde nogle af de belgiske 1.1-løb, holdet vil køre. Hans enkeltstart er også hæderlig, og han kan køre klassement i etapeløb uden rigtige stigninger. I de store løb på WorldTouren vil han dog nok skulle agere hjælper.

Hans bror Tim van Dijke deler mange af de samme karakteristika, men han er ikke helt så stærk, og heller ikke helt så hurtig. Hans etapesejr i CRO Race var dog dybt imponerende, og det vidner om, at også han har potentiale. Han kan få sin chance i mindre endagsløb, som det gælder for brormand, men han må nok allermest indstille sig på at skulle agere hjælper.

Det er vel også naturligt at pege på Tobias Foss, selvom han ikke er helt grøn længere. Han har allerede været i top 10 i Giroen, men det løb viste også, at han fortsat har betydelige mangler i bjergene, og hans efterår viste, at han stadig er alt for ustabil. Hans enkeltstart er til gengæld allerede fremragende, og det gør, at vi måske allerede i den kommende sæson kan se ham helt fremme i et ugelangt etapeløb - hvis altså han får lov på et hold, der lige nu ser ud til at give ham meget få muligheder. Han skal være Dumoulins medkaptajn i Giroen, og her skal han forhåbentlig gøre det endnu bedre end sidste år, men først og fremmest handler det om at vise, at han har lukket noget af hullet i bjergene.

Man kunne også fremhæve Gijs Leemreize, der måske ikke er det mest lysende etapeløbstalent, men bestemt har et potentiale, samt Koen Bouwman, der endelig gjorde enorme fremskridt i 2021, ligesom man kunne pege på, at Edoardo Affini meget vel kan tage det sidste lille skridt ind i den absolutte verdenselite på flade enkeltstarter. For de to førstnævnte gælder dog, at det bliver næsten umuligt at få personlige chancer. Det samme gælder også for Milan Vader, men han skal alligevel nævnes. Han er nemlig en ganske speciel case, da han er en af Hollands førende mountainbikere. Det er helt, helt uklart, om han også har potentiale på landevejen, men Jumbo har set så stort et potentiale i hans data, at de er gået ind i projektet. I 2022 vil det hele handle om at lære, og derfor skal vi næppe vente resultater, men året vil give e ide om, hvad han kan drive det til. I første omgang er han en ardennertype, og planen er da også, at han blandt andet skal støtte Roglic i netop de kuperede klassikere.