Nedenfor giver vi en analyse af INEOS Grenadiers.

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden Egan Bernals voldsomme styrt. Det er stadig uklart, hvordan det frygtelige uheld vil påvirke holdets sæsonplaner.

Ryttere, der bliver på holdet

Andrey Amador, Egan Bernal, Richard Carapaz, Jonathan Castroviejo, Laurens de Plus, Eddie Dunbar, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Ethan Hayter, Michal Kwiatkowski, Daniel Martinez, Jhonatan Narvaez, Thomas Pidcock, Richie Porte, Salvatore Puccio, Brandon Rivera, Carlos Rodriguez, Luke Rowe, Pavel Sivakov, Ben Swift, Geraint Thomas, Dylan van Baarle, Cameron Wurf, Adam Yates

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nye ryttere

Elia Viviani (Cofidis), Omar Fraile (Astana-Premier Tech), Ben Tulett (Alpecin-Fenix), Kim Heiduk (Team Lotto-Kern Haus), Luke Plapp (Inform TMX MAKE), Ben Turner (Trinity Racing), Magnus Sheffield (Rally Cycling)

Ryttere, der forlader holdet

Rohan Dennis (Team Jumbo-Visma), Gianni Moscon (Astana Qazaqstan Team), Michal Golas (stopper karrieren), Ivan Ramiro Sosa (Movistar Team), Owain Doull (EF Education-Nippo), Sebastian Henao (Astana Qazaqstan Team), Leonardo Basso (Astana Qazaqstan Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Ineos er utvivlsomt det hold i feltet, der har samlet sig flest fjender undervejs. Det meste skyldes utvivlsomt deres store dominans i Tour de France, for man bliver meget sjældent populær af at være suveræn - i hvert fald ikke i cykelsporten. Meget af den manglende velvilje skyldes imidlertid også et ry for at købe sig til succes og derigennem samle så skræmmende en stjerneparade, at de uden problemer har kunnet kontrollere løbene - alt sammen under den helt afgørende forudsætning, at de også har haft den bedste rytter. Og det har de i langt de fleste tilfælde fat, først og fremmest i form af Chris Froome.

Der er da også en helt unægtelig sandhed i, at det britiske storhold er kommet meget langt via deres enorme ressourcer, der langt overstiger det, man finder på andre hold. Antallet af verdensstjerner, der har accepteret en hjælpertjans med en skyhøj gage i kompensation, er ganske lang, og bedre blev det ikke af, at holdet i de første år havde meget svært ved at få deres egne talenter til at blomstre. De unge, lovende navne, der kom til holdet i karrierens første år, blev i vidt omfang kvalt i en rolle som slagtekvæg, og deres potentiale blev aldrig udfoldet.

I de senere år har der dog været en ændring i rekrutteringsstrategien. Det har nemlig været småt med etablerede verdensstjerner på indkøbslisten, og i stedet er manager Dave Brailsford gået talentamok. Med sin fede tegnedreng i lommen har han kunnet overbyde de fleste, når de mest lovende talenter skulle finde et nyt hold, og holdet har på det seneste haft en evne til fuldstændig af støvsuge U23-markedet - så meget at BMC slet ikke gad holde deres talenthold i live, når nu andre hold (læs: Ineos) alligevel altid stjal de mest interessante navne.

I 2017 talte alle om Egan Bernal og Pavel Sivakov og på sprintersiden om Kristoffer Halvorsen, og de blev alle hentet af Brailsford. I 2018 var det Ivan Ramiro Sosa, som var på alles læber, og også han røg i britisk tjeneste. Samtidig er lysten til at skifte til holdet også blevet langt større, nu hvor Brailsford har gjort det til et mål, at de unge drenge selv skal have chancen, og holdet således nu er blevet dygtige til også at få det bedste ud af deres talent.

I de seneste to sæsoner har det dog været en tilbagevenden til fortiden. Først hentede man nemlig Richard Carapaz, der ganske vist stadig var ung, men også allerede en etableret verdensstjerne - måske fordi Brailsford ærgrede sig over, at der var et talent, han havde misset. I 2020 fortsatte tendensen i et nærmest absurd omfang, for her handlede transferstrategien næsten udelukkende om at hente verdensstjerner, nemlig hele fire af slagsen. Nok var tre af de fire stadig meget unge og lovende, men der var mere Carapaz end Sivakov over det, da man på én gang hentede Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez og Laurens de Plus.

Forklaringen er formentlig lige for. I 2020 oplevede Brailsford for første gang siden 2020, at det ikke var Ineos, der svingede taktstokken i Touren. Her var briterne henvist til en rolle som passagerer, allerede inden Bernal kollapsede, og da mønsteret gentog sig i Vueltaen og i løb som Dauphiné og Tour de l’Ain, blev den med spænding imødesete duel mellem Ineos og Jumbo i 2020 en uhyre ensidig affære, hvor Brailsford og co. slet og ret blev kørt midt over af en gul, hollandsk maskine.

Trods den massive oprustning lykkedes det ikke at svare igen i 2021. Ganske vist havde briterne et fremragende etapeløbsår, hvor de vandt Giroen og i første halvdel af året nærmest støvsugede de ugelange etapeløb, men når de var oppe mod de to slovenske herskere, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, blev de kørt over, først i Touren og siden i Vueltaen. Selvom man bestemt ikke skal kimse ad en Giro-sejr, blev rollen som lillebror bekræftet, når de var oppe mod storebrødrene fra UAE og Jumbo i en grand tour.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det har helt sikkert gjort ondt på Brailsfords selvforståelse. I det lys kunne man have ventet, at der nok engang blev gravet dybt i tegnebogen for at sikre sig et par nye verdensstjerner, men det er slet ikke sket. Der gik ellers rygter om, at Brailsford var klar til at købe Pogacar ud af den kontrakt, han netop havde forlænget, men det blev i sidste ende ved rygtet. Måske var det i erkendelse af, at de to slovenere allerede var låst, at Brailsford nåede til den konklusion, at vejen til succes i 2022 ikke går via nye verdensstjerner. Dem har han nemlig i alt væsentligt holdt sig fra. I stedet er han næsten i fuldt omfang slået tilbage på det spor, vi så for et par år siden, og han har gennemført en transfersæson, hvor han næsten udelukkende har været på jagt efter nogle af de mest lovende talenter.

Den strategi er da også lykkedes. Blandt de syv nye ryttere er der ikke færre end fem unge WorldToure-debutanter, og selvom der denne gang ikke er en Bernal, Sivakov, Sosa eller Tom Pidcock, som det i sidste års transfersæson lykkedes at slå kløerne i, er der i grund til at holde øje med i hvert fald to af de fem unge navne, der i den kommende sæson slutter sig til den nu lange række af unge, lovende navne, der gør WorldTour-debut på det britiske storhold.

Det drejer sig blandt andre om Ben Tulett. Som brite har han åbenlyst stået højt på Ineos’ ønskeseddel, men hans resultater har betydet, at de formentlig har skullet slås for at få fingre i ham. Det er nemlig ikke alle 19-årige, der kan blive nr. 17 i Amstel Gold Race, nr. 12 i Fleche Wallonne og nr. 9 i Tour de Pologne - tre uhyre fornemme resultater på WorldTouren. De blev endda opnået, selvom han hidtil mest har været kendt som en lovende crossrytter, hvor han med et juniorverdensmesterskab lignede den næste britiske komet efter Tom Pidcock, og på landevejen kun havde meget få resultater, men modsat mange andre crosskometer har han allerede nu blikket stift rettet mod asfalten, hvor hans karriere fra nu af skal udspille sig. Det var et ærgerligt, men måske ikke helt uventet kendetegn ved hans 2021, at han var temmelig ustabil, men hans topniveau var for så ung en rytter ganske imponerende. Drømmen er angiveligt at udvikle sig til klassementsrytter, og her får han det perfekte sted at lære hos Ineos, hvor han dog skal krydse fingre for, at de lever op til det nye mantra om ikke blot at bruge de unge navne som hjælpere.

Den anden komet er Luke Plapp. Den unge australier har endnu mindre erfaring fra UCI-løb, end Tulett havde før sit skifte til Alpecin-Fenix. For hans vedkommende skyldes det et klart banefokus, der har ført til, at han stort set kun har kørt mesterskabsløb i Australien, men her har han imponeret stort. Han bragede ind på scenen ved sit eneste junior-VM i 2018, hvor han på enkeltstarten var ”best of the rest” bag en vis Remco Evenepoel, men det helt store gennembrud lod vente på sig til den seneste vinter. Her vandt han såmænd elitens australske enkeltstartsmesterskab med en magtdemonstration, hvor han slog Luke Durbridge med 43 sekunder, inden han fulgte Richie Porte til dørs på Willunga Hill i den nedskalerede og meget lokale version af Tour Down Under, der afvikledes i skyggen af pandemien. De to resultater var rigeligt til, at alverdens store hold jagtede hans underskrift, og ikke helt uventet vandt Brailsford den kamp. Efter et veloverstået OL og en sølvmedalje bag Johan Price-Pejtersen ved U23-VM er han nu klar til at fokusere på landevejen, hvor han beskriver sig selv som stærkest på eksplosive stigninger af kortere varighed og på enkeltstarter, men han er stadig så uprøvet, at vi har til gode at se, præcis hvilken ryttertype han vil udvikle sig til.

De tre øvrige talenter har skabt knap så mange overskrifter. Nogle vil sikkert huske, at Pidcock i 2017 vandt VM i cross for juniorer i en britisk magtdemonstration, hvor Ben Tuletts bror, Dan, blev nr. 2, og Ben Turner endte som nr. 3. Turner har siden mest af alt koncentreret sig om cross, og indtil i år havde han kun kørt meget lidt på landevejen. Det ændrede sig dog i år, hvor han leverede en række flotte resultater blandt andet Baby-Giroen og Tour Alsace, og det har givet ham smag på at satse på en karriere på asfalt. Også han er så uprøvet, at det er meget svært at blive klog på både potentiale og karakteristika, men han beskriver sig selv som en eksplosiv fyr til kortere stigninger. I sit flotte 2021 viste han ganske god fart med blandt andet en 3. plads i en massespurt i Alsace, ligesom han viste en vis holdbarhed i mellemkuperet terræn, og han ligner derfor i udpræget grad en kommende klassikerrytter. Starten har været lovende, men hvor langt han kommer er svær at sige.

I det hele taget står det klart, at Ineos ikke bare satser på klassementsryttere. De henter nemlig også den tyske U23-mester Kim Heiduk, og han kan vel mest af alt betegnes som en stærk sprinter og brostensrytter. Det viste han i første del af 2021, hvor han leverede det ene flotte spurtresultat efter det andet, indtil skader ødelagde anden del af hans sæson. Her havde han heldigvis gjort rigeligt til at sikre sig en kontrakt, der for en ryttertype som ham dog er ganske atypisk. Kan Ineos udvikle en sprinter og brostensrytter fra bunden? Hidtil er deres historik ikke overbevisende, og man kan godt forstå, hvis Heiduk har tænkt sig om en ekstra gang eller to, men med deres stigende fokus på unge ryttere kan det ikke udelukkes, at det kan blive en succes. Han skal i hvert fald ikke kæmpe med mange andre om at få lov til at blande sig i massespurter, men til gengæld må han også leve med, at støtten er begrænset, og at vejen til en grand tour-debut kan være meget lang.

Det sidste talent er Magnus Sheffield, der fik sit store gennembrud i skyggen af landsmanden Quinn Simmons ved dennes sejr ved junior-VM i England, hvor Sheffield også fik medalje. Siden fik han megen opmærksomhed for at benytte coronanedlukningen til slå juniorernes verdensrekord i forfølgelsesløb, men hans første år som professionel hos Rally var ingen succes. Man skal dog ikke glemme, at han kom direkte fra juniorklassen og blot var 18 år i sine første løb, og i det lys gjorde han det ganske hæderligt. Han er en glimrende temporytter, men også en relativt stor fyr, hvis klatreevner stadig er ret uudforskede, men baseret på hans resultater i junioråret 2019 kan han komme ganske langt, selvom hans størrelse nok tilsiger, at han er en lidt tungere type end en klassementsrytter. Om det billede holder hele vejen, vil fremtiden vise, men også han er i hvert fald et uhyre spændende navn, som Ineos ikke helt uventet formåede at sikre sig.

Selvom omdrejningspunktet har været talenter, har transfersæsonen dog ikke kun handlet om de unge drenge. En enkelt verdensstjerne vender nemlig også hjem til holdet, efter at Elia Viviani besluttede, at en tilbagevenden til det britiske hold var vejen til at få karrieren på ret kurs igen. Italieneren havde da også en succesrig tid i England, hvor han vandt flere store løb, blandt andet sin første grand tour-etapesejr, men ægteskabet endte ulykkeligt, da det blev helt umuligt for en sprinter at få plads på deres grand tour-hold. Det er lidt svært at se, hvorfor det skulle have ændret sig, men tilsyneladende er Viviani lovet en plads i Giro-truppen i 2022, og han kan i det mindste glæde sig over, at han uden intern konkurrence kan få al ønskelig plads i de løb, hvor der vurderes at være plads til en sprinter. Til gengæld kan man tvivle lidt på, om et klassementshold er det rette sted for en sprinter, for siden hans sidste ophold er der blevet sagt farvel til tungere folk som Danny van Poppel, Jonathan Dibben, Lukasz Wisniowski og Ian Stannard. Det er i hvert fald ikke noget supertog, han kan se frem til at blive støttet af, og spørgsmålet er, om Vivivans nuværende fart rækker langt uden. Målet er, at han skal bringe holdet tilbage som en faktor i massespurter, og at han skal booste sejrskontoen, men det bliver næppe en tilbagevenden til en sejsrate, som han opnåede i sine bedste år.

Helt at negligere holdets overordnede fokus, etapeløbene, gør Brailsford ikke. Han har nemlig fundet plads til at hente en stærk hjælper i form af Omar Fraile, der klart har indikeret, at det er i rollen som ”slave”, han nu skal gøre sig. Det vil utvivlsomt gøre ondt på mange, at baskeren, der hidtil har været kendt som en af feltets aggressive og underholdende kræfter med udbrudssejre i Giroen og Touren og bjergtrøjer i Vueltaen, nu tilsyneladende skal lægge en del bånd på sig selv. Det er svært helt at slippe tanken om, at det for Fraile har handlet mere om lønchecken end sportslige muligheder, men for Brailsford er han en herlig signing. Han er brølstærk og altid loyal over for sine holdkammerater, og på sine gode dage klatrer han ganske fint, ligesom han kan begå sig i mange terræner. Som hjælperytter kan han helt sikkert gøre det glimrende, selvom cykelverdenen utvivlsomt vil savne ham som en evigt offensiv kraft.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

På mange områder var det også nødvendigt at få en ekstra hjælperytter til etapeløbene. Holdet har jo haft til tider problematisk mange kaptajner, og det bliver ikke lettere at støtte dem alle, når der siges farvel til Rohan Dennis. Australieren fortsætter sit lidt besynderlige karriereforløb ved at skifte direkte til rivalerne fra Jumbo, selvom han så ud til at trives i britisk tjeneste, og det er et enormt tab for briterne. Uden Dennis havde de næppe vundet Giroen i 2020, og selvom han kørte mærkeligt få løb i 2021, nåede han med sin fornemme kørsel i Romandiet at vise, hvor fremragende en etapeløbshjælper han er, ligesom han bidrog med to WorldTour-sejre på enkeltstarten. Selvom Fraile er god, kan han ikke én til én matche Dennis, og derfor er der tale om en svækkelse.

Det gælder også i teorien, når man ser på tabet af Ivan Ramiro Sosa. Når man husker på, hvor langt Ineos ville strække sig i den benhårde kamp om colombianerens underskrift, da han i 2018 var regnet som sæsonen i særklasse mest spændende U23-rytter - og ja, det var dengang, Tadej Pogacar vandt Tour de l’Avenir - virker det helt besynderligt at se ham forlade holdet via bagdøren efter bare tre år. Sosa nåede ellers i korte glimt at vise sit enorme potentiale, senest med den suveræne sejr på Ventoux i Tour de Provence i februar, men i alt for lange perioder var hans niveau overraskende lavt. Faktisk var det så lavt, at han til sidst ofte blev fravalgt til de store løb og blandt andet missede en ellers sikker Giro-plads, og vi har nu ikke set en stærk Sosa i næsten et år. I det lys vil hans farvel knap blive bemærket, men hvis han pludselig folder sit ubestridelige talent ud igen, kan Ineos have begået en stor brøler ved ikke at have haft større tålmodighed. Den tålmodighed havde de ellers med Sebastian Henao, der efter adskillige år som anonym hjælper må sande, at han aldrig indfrier de ambitioner, holdet oprindeligt havde, og det er ikke uventet, at han denne gang ikke fik forlænget sin kontrakt.

Så er det straks værre, at Gianni Moscon også siger farvel. Dengang han var regnet som et af sportens allerstørste talenter og i sin blot anden sæson kørte i top 5 i to så helt forskellige monumenter som Il Lombardie og Paris-Roubaix, var Ineos ellers villige til at se igennem fingre med alle de kontroverser, han gennem årene fik sig rodet ud i. I de seneste år har der ellers været langt mellem snapsene, og derfor kunne man egentlig have ventet, at han allerede sidste vinter, hvor han også havde kontraktudløb, ville blive sat på porten. Mærkeligt nok kom farvellet efter et 2021, hvor han med en sublim Giro klart signalerede, at han er næsten fuldt tilbage, og det bekræftede han, da han måske kun var to uheld fra at vinde Paris-Roubaix på et tidspunkt, hvor hans farvel allerede var en kendsgerning. Egan Bernal kan skrive under på, hvor meget Moscons alsidighed vil blive savnet i hjælperroller i grand tours, og han efterlader et stort hul i klassikerne, hvor man dog kan glæde sig over, at den lige så alsidige Pidcock er klar til at tage over. Efter de svage sæsoner i 2019 og 2020 var skiftet forventeligt, men det kommer på et sært tidspunkt, hvor det står klart, at han virkelig vil blive savnet.

I det hele taget ryddes der lidt ud i brostenstruppen. Owain Doull blev aldrig til det, man troede, da han bragede igennem i Tour of Britain inden sin professionelle debut, men alligevel havde han sin sikre plads som hjælper i klassikerne. Han valgte dog selv at rejse videre for derigennem at få lov at køre grand tours, og selvom han havde været nyttig i klassikerne, vil savnet ikke være voldsomt. Det vil det heller ikke, når det gælder Leonardo Basso, der vel mest af alt havde en kontrakt, fordi han var Moscons ven og derfor meget passende følger sin ven til Astana. Endelig stopper veteranen Michal Golas en flot hjælperkarriere, hvor han i de senere år dog slet ikke har haft samme fysiske styrke som tidligere og derfor nok kan undværes.

Selvom de tab ikke er dramatiske, er det dog svært ikke at betragte Ineos som et svækket hold på den korte bane. Tabene af Dennis, Moscon og muligvis også Sosa gør ondt, og selvom Fraile er solid, kan han slet ikke kompensere for dem alle. Hvorvidt eksperimentet med Viviani vil lykkes, kan man tvivle meget på, når vi taler om et hold, hvor han som type er en smule fejlcastet. Til gengæld kan Brailsford glæde sig over, at han vandt kampen om en række meget spændende talenter, der kan komme meget langt, men det bliver trods alt næppe i 2022, at de vinder de store løb. Fremtiden er der taget højde for, men på kort sigt må Ineos sande, at de var stærkere i 2021, end de vil være det i 2022.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Hvis der er noget, der har naget manager Dave Brailsford gennem årene, er det, at det britiske storhold aldrig har kunnet opnå samme succes i klassikerne som i etapeløbene. Man har ellers undervejs gjort flere satsninger med investeringer i lovende navne, men i endagsløbene har de aldrig været et rigtigt storhold. Det betyder ikke, at de er nogen miniput, for de har trods alt vundet to monumenter i form af Milano-Sanremo og Liege-Bastogne-Liege, men resultater tåler ingen sammenligning med det, de har opnået i etapeløbene.

Måske kan det dog ændre sig i de kommende år. Mens det er blevet lidt af en hovedpine, at holdet ser ud til at have misset de to bedste etapeløbsryttere, da de skulle beslutte sig på, hvem der skulle satses på i fremtiden, har de ubetinget skudt papegøjen på klassikersiden. I en tid med Wout van Aert og Mathieu van der Poel kan ingen drømme om at vinde det hele, men hvor det lige nu kan se meget svært ud for holdet at vinde Tour de France, hvis Primoz Roglic og Tadej Pogacar undgår uheld, har de al mulig grund til at tro, at de kan vinde nogle af de største klassikere.

Forklaringen er naturligvis Tom Pidcock. Forventningerne til den britiske vidunderknægt var allerede så store, at han næsten kun kunne skuffe, men det gjorde han ingenlunde - tværtimod. Det var trods alt nok de færreste, der havde regnet med, at han allerede i sit første år skulle være Van Aerts ligemand, men det var ikke desto mindre, hvad han var i de to crossrivalers herlige og helt jævnbyrdige dueller i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl. Med lidt god vilje vandt han endda dem begge - der er i hvert fald stadig diskussion om udfaldet i det hollandske løb - og dermed har han allerede bevist, at Ineos kan gå efter sejren med ham i også de allerstørste løb.

Kalenderen er endda uhyre ambitiøs. Han er den alsidige type, der kan begå sig i en hvilken som helst klassiker, som vi så i 2021, hvor han både var på podiet i sprinterløbet i Kuurne og kørte med om sejren på Mur de Huy, selvom han var svært tilredt grundet et tidligere styrt. Derfor skal han vælge sine mål med omhu, og risikoen er, at han gaber over for meget. I hvert fald vil han - modsat Van Aert - forsøge at være i form fra VM i cykelcross i slutningen af januar og helt frem til Liege i slutningen af april. Undervejs er han klog nok til at skippe brostensløbene E3 og Gent-Wevelgem samt Paris-Roubaix, som passer trods sejren i juniorudgaven ikke passer ham godt, men derudover ventes han at køre det hele, startende med begge løb i åbningsweekenden efterfulgt af en tur til Italien med Strade Bianche og Sanremo, en retur til brostenene i Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt og slutteligt den fulde kalender af kuperede løb med Amstel Gold Race, Brabantse Pijl, Fleche Wallonne og Liege.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Det er en ordentlig mundfuld, men man skal ikke afvise, at det kan lykkes. Sidste år var han allerede en af de bedste i åbningsweekenden og Strade Bianche, og han var næsten allerstærkest i Ardennerne, indtil hans styrt i Fleche Wallonne tvang ham til at skippe Liege. Han kører slet ingen etapeløb efter starten på klassikerperioden, og det bliver derfor meget interessant at se, om han vitterligt kan præstere i alle 10 klassikere.

Det løb, han får sværest ved at vinde, er sprinterløbet i Kuurne, selvom han var på podiet sidste år, men alle de øvrige er inden for rækkevidde. Måske er det Ardennerne, der passer ham allerbedst. Han vandt alle Brabantse Pijl, som er en lille ardennerklassiker, sidste år, hvor han også var uendelig tæt på at vinde Amstel Gold Race. Al logik siger, at han er skabt til Mur de Huy, hvor han kunne være en af de få, der kan blande sig med de allerstørste specialister, og Liege passer ham også som fod i hose. Han klatrer godt nok til at vinde Baby-Giroen og burde ikke få problemer på stigningerne, og når man kan slå Van Aert i en spurt, er mulighederne i finalen i Liege ubegrænsede.

Strade Bianche passer profilmæssigt også som fod i hose, og han gjorde det også fremragende sidste år, men han er måske en anelse for let til at være skabt til grusvejene. Milano-Sanremo kan han utvivlsomt også vinde, for som bekendt behøver han end ikke frygte en spurt mod Van Aert på Via Roma. Hans vægt gør, at brostensløbene måske ikke er helt ideelle for ham, men det gik fint i 2021, selvom han i de vigtigst løb var ramt af sygdom. Når spinkle Julian Alaphilippe kan være med i kampen om sejren, kan Pidcock utvivlsomt også.  Mulighederne er altså store, hvis han kan bevare den nødvendige friskhed.

Holdet har altid haft det sværest i brostensløbene, men i år står de slet ikke så ringe. Pidcock vil nemlig blive ledsaget af Dylan van Baarle, der efter nogle år som outsider tog et enormt skridt i 2021. Han var i top 10 i alle forårets store brostensløb, og han kronede det med en vild solosejr i Dwars door Vlaanderen, inden han vandt sølv til VM. Hans spurt gør ham ikke til den oplagte vinder, men når han angriber tidligt, er han livsfarligt. Med andre ord udgør han og hurtige Pidcock den nærmest ideelle kombination.

Der er også andre muligheder. Michal Kwiatkowski har før gjort det godt på brosten, og selvom han ventes igen at fokusere på Ardennerne, kan det ikke udelukkes, at han kører Flandern Rundt, hvor han vil være en outsider, men ikke favorit. Jhonatan Narvaez bude egentlig passe bedre til Ardennerne, men viste lovende takter i de flamske løb, inden et styrt ødelagde hans forår. Allermest interessant er det dog, hvis Ethan Hayter satser på brostenene. Det er i skrivende stund ikke udmeldt, men det burde være løb, der passer ham som fod i hose. Han kunne meget vel få sit gennembrud i de flamske løb, hvis han giver dem et skud, mens han nok vil skippe Roubaix, der passer ham knap så godt. Her er Van Baarle formentlig temmelig alene, da Luke Rowe nok må sande, at han ikke længere kan køre de fulde finaler i klassikerne, som han ellers tidligere har gjort.

Og så dog… Der har været meget spænding om Filippo Gannas muligheder i klassikerne, og denne gang ser det ud til, at han endelig vil give dem et skud. Man skal aldrig udelukke ham i de flamske løb, hvis han angriber tidligt, men her mangler han måske det sidste punch og ikke mindst erfaring. Til gengæld skal man ikke udelukke, at han kan være med helt i front i Roubaix, hvor han med sin motor kan komme langt, og hvor han allerede har vundet U23-udgaven. Det er dog uklart, hvordan han begår sig over de længste distancer.

En anden joker er kometen Luke Plapp. Han har meget lidt erfaring og skal mest bruge sæsonen på at lære sig selv at kende. Han har selv nævnt mulighederne for at køre brostensklassikere, og her vil være meget interessant at følge. Han er uden erfaring i positionskampen og vil alene skulle lære, men det kunne være meget interessant at se, hvor langt hans motor rækker i de flamske løb.

I de italienske løb er der også perspektiver. Kwiatkowski er ikke den rytter, han engang var, men han er stadig en solid kandidat til Strade Bianche, som han allerede har vundet hele to gange. Det burde også være et godt løb for Narvaez, og det kunne også være interessant at blandt andre Plapp, Gerraint Thomas, Adam Yates og Ben Tulett i det løb, hvor holdets mere rendyrkede klatrere også vil kunne gøre det godt. I Milano-Sanremo vil Hayter sammen med Pidcock en formidabel duo, der dog kan få sit hyr med at bestemme, hvem der skal spurte, hvis de sammen sidder i en lille gruppe efter Poggio. Elia Viviani drømmer også stadig stort om sine hjemmebaneklassiker, men det bliver en svær nød at knække, selvom meget kan ske i en spurt efter 300 km. Italieneren vil også være til start i Gent-Wevelgem, som han tidligere har været meget tæt på at vinde, men også her kan man frygte, at hurtigheden ikke helt rækker længere, selvom det skulle blive en spurt.

Mest skræmmende vil holdet dog være i Ardennerne, hvor de kan blive helt uhyggelige. Udover Pidcock vil Kwaitkowski utvivlsomt også være et solidt alternativ, selvom hans dage som favorit er ovre. Hayter burde kunne vinde Brabantse Pijl og Amstel, mens Liege og Fleche nok trods alt vil være for hårde. Geraint Thomas vil i år give Ardennerne et seriøst skud, og selvom også han er i tilbagegang, vil han stadig være en giftig outsider, hvis han angriber fra distancen. Narvaez var på vej mod sit gennembrud i 2021, inden han styrtede, og han burde være skabt til alle tre ardennerløb, hvor Yates også før har været en a de allerstærkeste. Unge Ben Tulett gjorde det fornemt i 2021, selvom han måske mangler det sidste punch til at passe helt ideelt til de eksplosive løb, og derudover skal man slet ikke blive overrasket, hvis også Egan Bernal stiller til start. Måske er han en bedre etapeløbsrytter, men han har altså være på podiet i både Lombardiet og Strade Bianche. Som del af et stærkt kollektiv er han en spændende outsider, som det i øvrigt også vil gælde for Laurens de Plus (hvis han finder sig selv), Pavel Sivakov og Daniel Martinez, der dog alle nok vil være hjælpere på det skræmmende brede mandskab, der også kunne tælle Plapp, hvis klatreevner vil være spændende at udforske.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

I efteråret er perspektiverne også store. Pidcock ventes desværre at misse en betydelig del grundet sit fokus på mountainbike, og det koster dem deres bedste kort i de fleste af løbene. Til San Sebastian mangler de derfor den helt oplagte favorit, men det kunne være et løb, der passer perfekt til Narvaez, mens den sidste mur nok er lidt for hård til Hayter. Kwiatkowski har tidligere vundet vil løbet og vil være en god kandidat, hvis han kommer stærkt ud af Touren, og det samme gælder for Bernal, hvis han har mere at skyde med. Det kunne også være et godt løb for halvhurtige Tao Geoghegan Hart, hvis han bliver sig selv igen, ligesom det er et glimrende løb for Yates og Tulett. Derudover kan holdet igen stille med en endeløs serie af klatrere, der måske ikke er oplagte vindere, men kan udnytte et overtal, eksempelvis Richard Carapaz.

Viviani vil elske at fortsætte sin sejrsrække i Hamburg, men med hans nuværende niveau er han outsider og ikke favorit. Han vil også elske at vinde i Bretagne igen, men det vil kræve en spurt. Til en hårdere udgave er det et perfekt løb for Hayter, der allerede var tæt på i 2021, og det kunne også være et udmærket løb for Van Baarle, Narvaez og Kwiatkowski. De to sidstnævnte vil også være skabt til de canadiske løb, men her kan man måske have et lille håb om, at Pidcock vil være tilbage. De to puncheurspurter kunne i jvet fald ikke passe ham meget bedre. Endelig må man håbe, at briten denne gang kan holde den gående hele vejen til Lombardiet. Hvis han er lige så god i bjergene, som hans Baby-Giro-sejr antyder, kan han utvivlsomt også vinde årets sidste monument, men uanset hvad vil holdet med deres mange klatrere stå stærkt. Både Bernal og Yates har allerede været på podiet, og folk som Tulett, Thomas, Riche Porte, Martinez, Geoghegan Hart og Carapaz kan alle komme langt i et løb, der traditionelt har været lidt for svært for Kwiatkowski.

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden Egan Bernals voldsomme styrt. Det er stadig uklart, hvordan det frygtelige uheld vil påvirke holdets sæsonplaner.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

For nogle år siden gjorde det måske ondt på Dave Brailsford, at hans hold havde svært ved at slå til i klassikerne, men det er nok for intet at regne i forhold til den smerte, han har oplevet i 2020 og 2021. Ineos har trods alt bygget hele deres identitet op på at være feltets grand tour- og ikke mindst Tour de France-konger. Derfor har det gjort ufatteligt ondt på briternes selvforståelse at se, hvordan de over de sidste to år er blevet overhalet af to slovenske fænomener, hvoraf den ene effektivt har stødt dem af Tour-tronen.

At betegne dem som en fiasko vil dog være en mild overdrivelse, selvom de seneste to udgaver af verdens største cykelløb fejlede. Vi skal nemlig stadig tilbage til 2014 for at finde den seneste sæson, hvor holdet ikke vandt en grand tour, og det var kun i holdets to første sæsoner, 2010 og 2011, at de ikke endte i top 2 i et af de tre store etapeløb. Måske har Jumbo og UAE vist, at de ikke længere er eneherskere i grand tours, men de er stadig en gigant, der skal tages overordentlig seriøst.

Meget kunne også tale for, at de vil holde deres serie med grand tour-sejre i live, men som det var tilfældet i 2020 og 2021 kunne meget også tyde på, at det bliver Giroen, der skal redde dem. I Touren vil de nemlig igen skulle slå både Tadej Pogacar og Primoz Roglic, og det ligner lige nu en næsten umulig opgave. Hvis ikke vinderen skal komme fra UAE eller Jumbo, er det dog utvivlsomt Ineos, der står først for til at generobre tronen.

Trods den enorme modstand kan det ikke undre, at de kommer med deres bedste skyts til Touren. Det er som sagt det løb, der betyder så uendelig meget mere end alle andre for Brailsford, og derfor skal alt sættes ind på at genvinde det. Sidste år gav man grundet den enkeltstartstunge rute deres es, Egan Bernal, lov til at satse på den Giro, han altid har drømt om at vinde, men den slags bliver der ikke plads til denne gang. Det kan godt være, at årets rute med relativt mange enkeltstartskilometer heller ikke er ideelle for colombianeren, men han er stadig deres suverænt bedste vinderbud. Derfor bliver han også den store kaptajn.

Det bliver en svær opgave at slå de to slovenere, men helt umuligt er det ikke, selvom han vil tabe tid på enkeltstarterne. Vi har ganske vist aldrig fået en chance for at se, hvordan en formstærk Bernal klarer sig mod de to slovenere, men baseret på sidste års Giro bør han ikke være alt for langt fra. Naturligvis kan han altid vinde, hvis den hektiske uheld sætter favoritterne ud af spillet, men selv uden uheld vil Ineos utvivlsomt gøre alt for at vinde uge 1 til deres fordel. De ser både sidevind og brosten, som Bernal har vist sig at mestre storartet, som en stor chance for at vinde tid, og da de ventes at komme med folk som Filippo Ganna, Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas og Luke Rowe vil de have et af de allerstærkeste hold til den første uge. Alligevel er det også klart, at det er betydeligt mere sandsynligt, at Bernal ender på podiets nederste, end at han ender i den gule trøje.

Det er endnu ikke meldt ud, hvem der skal med til Frankrig, men det står klart, at Thomas vil give Touren et formentlig sidste skud. Ruten passer ham faktisk ganske storartet med enkeltstarter, brosten og sidevind, men det står nok også klart, at hans klatreniveau ikke rækker længere end til en top 10. Derudover ligger det i kortene, at Daniel Martinez og Pavel Sivakov skal være de to øvrige klassementsbud. Begge er nogle robuste typer, der burde kunne klare den første uge pænt, og Martinez vil være god på enkeltstarterne. Det er dog næppe mere end top 10, de kan stræbe efter, hvis Bernal og Thomas ryger ud af gamet. Sivakov har meget at bevise efter en sæson, hvor aldrig fandt sit niveau, og selvom Martinez kørte en fremragende Giro, der viser, at han før eller siden kan have podiepotentiale, er det måske lidt for tidligt at stræbe efter det allerede i den kommende Tour.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Holdet har altid meget fokus på klassementet, og der er sjældent plads til meget andet. Det er dog tænkeligt, at holdet vil forsøge at leve op til løftet om at køre mere offensivt - i hvert fald hvis Bernal ikke kan vinde løbet. I det tilfælde burde hele holdet - måske med undtagelse af Rowe, hvis han får sin plads - reelt kunne vinde en etape fra et udbrud. Og derudover kunne meget tale for, at Ganna allerede på enkeltstarten i København vil kunne sikre, at løbet aldrig kan blive den totale fiasko, ligesom han vil være en af de tunge favoritter til løbets sidste enkeltstart også.

Det er utvivlsomt Giroen, holdet har den bedste chance for at vinde. Her stiller Richard Carapaz nemlig til start, og baseret på de ideer, vi allerede nu har om feltet, ligner han forhåndsfavoritten. Ruten kunne med sine få enkeltstartskilometer ikke have passet ham meget bedre, og han har effektivt etableret sig som en af verdens bedste grand tour-ryttere. Således har han på tre år sikret sig et podium i alle tre grand tours, og hvis ikke feltet forandrer sig mærkbart, vil han utvivlsomt være den rytter, der kan stille til start med de bedste resultater inden for de seneste sæsoner.

Chancerne øges af, at holdet også her ser skræmmende ud. Som medkaptajn vil han have Tao Geoghegan Hart, der skal forsøge at rejse sig efter sit katastrofeår. Om det lykkes, er svært at sige, for han har altid være præget af uforudsigelighed. Selv på sit højeste niveau vil han dog få svært ved at matche Carapaz, og han ligner mest af alt en plan B.

Holdets joker er Tom Pidcock. Briten har selv bedt om at køre Giroen, og det bliver med større ambitioner end i sidste års Vuelta, hvor han var til start i meget formsvag tilstand. Han er tiltænkt en fri rolle, men holdet har slet ikke indikeret, om det indebærer en klassementssatsning. Med sin sejr i Baby-Giroen har han jo bevist, at han har stort potentiale i den retning, men om han vil være i stand til at holde dampen oppe, når han har været i form siden cross-VM og kørt næsten alle klassikerne, er nok tvivlsomt. Det ligner mere en rolle som etapejæger. En anden joker er Richie Porte, der vil køre sin sidste grand tour i Italien, hvor det hele startede. Han har dog lagt sine grand tour-ambitioner på hylden, og selvom han ikke ha sagt det direkte, peger det på, at han skal agere hjælper og måske jagte en etape.

Det interessante er, at holdet har planer om at komme med en sprinter for første gang i mere end fem år. Elia Viviani får efter planen lov at køre løbet, men man skal åbne døren for, at det kan ændre sig. Det gjorde det nemlig i hans seneste sæson på holdet, hvor han blev fravalgt i sidste øjeblik, og har han et skidt forår, kan det komme på tale at sætte ham. Rygterne siger, at han kan få et tog med Ben Swift og Ethan Hayter, og dermed vil han få mere støtte, end man kunne frygte. Om det rækker til etapesejr, er tvivlsomt efter hans svage sæsoner, men uden chance er han ikke. Hayters grand tour-debut vil også imødeses med stor spænding, og man må håbe, at han får lov at jagte en etape undervejs. Samtidig skal det blive interessant at følge både ham, Pidcock og i mindre grad Porte på de to kuperede enkeltstarter.

Planerne for Vueltaen er lige nu meget uklare, men det ligger i kortene, at de igen vil komme med en supertrup. Det virker svært usandsynligt, at Carapaz ikke vil være til start, og Bernal er også en sandsynlig deltager i et løb, han klart har givet ambitioner om snart at ville vinde. Derudover tyder meget på, at Adam Yates igen vil satse hele sin grand tour-butik på det spanske løb, og derudover må Geoghegan Hart, Martinez og Sivakov være i spil. En grand tour-debut til stortalenterne Carlos Rodriguez og Ben Tulett virker også sandsynlig, men det må i første omgang skulle ske i en hjælperrolle, som det må være det for Laurens de Plus, hvis han kommer tilbage på sporet.

Holdet vil heller ikke være helt uden chance. Pogacar og Roglic vil være favoritter, men Carapaz vil have en fordel af sin friskhed, og Bernal kan håbe, at han måske kan drage fordel af mindre træthed. Begge vil lide under den flade enkeltstart, men det virker mere sandsynligt, at de kan slå de slovenske monstre her end i Touren. Til gengæld fik vi igen i 2021 at se, at Yates ikke er den fødte grand tour-rytter, og han går næppe på podiet. Som minimum bør de gå efter en podieplads med en af de to sydamerikanere, og derudover må det være en forventning, at de kan vinde en etape, hvis truppen bliver så stærk, som man må regne med.

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden Egan Bernals voldsomme styrt. Det er stadig uklart, hvordan det frygtelige uheld vil påvirke holdets sæsonplaner.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Når man tænker tilbage på de tre grand tours, kan man sagtens sidde tilbage med følelsen af, at Ineos i 2021 ikke havde deres allerbedste sæson. Alligevel endte de som nr. 2 på verdensranglisten foran både UAE og Jumbo, der utvivlsomt vil betegne deres sæsoner som succeser. Det skyldes, at Ineos faktisk havde et aldeles fremragende år, når det gælder de ugelange etapeløb. I sæsonens første halvdel vandt de ikke de fire løb, hvor Primoz Roglic og/eller Tadej Pogacar var til start, men derudover gjorde de rent bord ved at vinde alle andre WorldTour-etapeløb. Adam Yates tog sig af Catalonien, Geraint Thomas af Romandiet, Egan Bernal af Giroen, Richie Porte af Dauphiné og Richard Carapaz af Tour de Suisse. Endnu vildere bliver det af, at holdet ryddede podiet i Catalonien, tog en dobbeltsejr i Romandiet, havde to mand på podiet i Dauphiné og havde to mand i top 5 i Giroen. Det kan næsten ikke gøres meget bedre - slet ikke når holdet også havde ryttere i top 5 i tre af de fire løb, de ikke vandt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derfor må forventningen også være, at Ineos er med i kampen om sejren i alle forårets ugelange løb. De har i hvert fald bredden til det, men de må leve med, at de skal slå Pogacar i UAE Tour, Tirreno og Baskerlandet samt have skovlen under Roglic i Paris-Nice, Baskerlandet og Dauphiné. Det kan blive en svær opgave, men kan de holde trenden fra sidste år, burde de have fine chancer for at vinde de øvrige forårsløb i Catalonien, Romandiet og Schweiz - og i de øvrige løb skal de som minimum være med i kampen om sejren og gerne på podiet.

Holdet har været ret karrige med meldinger om sæsonplanerne, men vi ved, at Bernal efter opvarmningen i Provence, hvor han meget vel kan tage årets første sejr uden for WorldTouren, vil gå efter UAE Tour og Paris-Nice, hvor modstanden dog begge steder bliver hård, og det virker sandsynligt, at han også vil køre enten Catalonien, Baskerlandet eller Romandiet inden Tour-opvarmningen i Dauphiné eller Schweiz. Særligt i Catalonien, hvor der ikke er en enkeltstart, vil han ved deltagelse være den naturlige favorit, men han har gode chancer for at vinde alle de løb, hvor han ikke har væsentlig slovensk modstand.

Vi ved også, at Porte har gjort et stort mål ud af Tirreno, som er det eneste store europæiske forårsetapeløb, han ikke har vundet. Selvom han i Dauphiné viste, at han stadig kan være med helt i front, vil det dog være en overraskelse at se ham vinde et løb, der vil være uhyre stærkt besat. Derudover vil han gå efter Romandiet i optakten til Giroen, hvor hans chancer burde være fornuftige, mens han ventes måske at forsvare Dauphiné-titlen efter Giroen - en opgave, der ser svær ud.

Holdet har et meget stærkt kort i Yates, der plejer at være en motorcykel i foråret. I UAE Tour plejer han og Pogacar at dele 1. og 2. pladsen mellem sig, og han vil igen være en god kandidat til at vinde i Catalonien, hvor der ikke er en enkeltstart. I Baskerlandet plejer han også at være med fremme. Der er også grund til forventninger til Daniel Martinez, der allerede har vundet Dauphiné og med sin gode enkeltstart er skabt til disse løb. På samme måde vil Geraint Thomas utvivlsomt satse på nogle af forårets løb, inden han retter fokus mod sin ardennersatsning, og selvom han synes at blive en anelse svagere fra år til år, vidner sidste års tre podiepladser, at han i første omgang stadig skal tages seriøst som i hvert fald podiekandidat.

Foråret vil også afsløre, om Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov er tilbage på sporet efter deres rædselsår, og de burde kunne få nogen beskyttelse i forårsløbene. Det er mere uklart, om vi skal forvente det store af Richard Carapaz, der plejer at være en relativt langsom starter og sjældent har leveret alt for mange tidlige resultater, når han har satset på Giroen, men han synes at være blevet mere stabil gennem årene. På samme måde er det tvivlsomt, om Michal Kwiatkowski kan få lov at køre klassement i Tirreno eller Paris-Nice, som han af og til har gjort det.

Holdet har naturligvis også to uhyre lovende talenter i Ben Tulett og Carlos Rodriguez, men det er svært at se, at de kan få mange chancer i WorldTour-løbene, også fordi deres enkeltstart er knap så god. Ineos har dog været meget bevidste om at give unge ryttere chancen i mindre løb som eksempelvis Coppi e Bartali, og her vil man kunne have meget, meget store forventninger til dem begge. Derudover skal man heller ikke blive overrasket over at se dem helt fremme i WorldTour-løbene, selvom det formentlig vil være som hjælpere. Efter sin virussygdom vil Laurens de Plus køre et forsigtigt forår, hvor han er uden andre mål end at finde sig selv igen, og derfor er det nok først senere på året, at vi kan have forventninger. Endelig vil Ethan Hayter næppe lave de helt store etapeløbssatsninger i foråret, hvor han vil satse på klassikerne, og de fleste af WorldTour-løbene vil også være for bjergrige. Han kunne dog sagtens få plads til at lave et resultat i et mindre og knap så kuperet løb som eksempelvis Algarve, hvor han var tæt på at vinde sidste år.

I efteråret er der færre etapeløb. Tour de Polgone ser i år ud til at skulle afgøres af en enkeltstart, og det kunne måske blive et af de sidste mål for Porte, selvom han sjældent er god efter sin grand tour, eller for Hayter og Luke Plapp. Benelux Tour er også et glimrende løb for Hayter, ligesom Dylan van Baarle med sin stadig bedre enkeltstart og Kwiatkowski, hvis han mod forventning satser på løbet, vil kunne gøre det godt her. Det kunne også være et første større mål for De Plus, der tidligere har vundet løbet. Tour of Britain er naturligvis også et stort mål, og her vil man formentlig gå efter sejren med en af briterne, særligt Hayter, der allerede var tæt på sidste år.

Massespurter har sjældent været vigtige for Ineos, men med Elia Vivianis tilbagevenden vil de få større fokus igen. Italieneren vil få sine chancer i blandt andet UAE Tour og Tirreno, inden han skal til Giroen, og sikkert også i løb som Polen og Benelux. Med begrænset støtte er det dog meget tvivlsomt, om han vil kunne genfinde fordums styrke, og han vil næppe kunne vinde så meget, som da han sidst var på holdet. Derudover vil Hayter naturligvis køre nogle spurter, men han kan kun for alvor begå sig på hprdere dage. Holdets sidste sprinter er unge Kim Heiduk, men han vil nok primært få lov at prøve sig af uden for WorldTouren, hvor han vil lide under manglende støtte. Vi skal næppe vente os, at Ben Swift fortsat vil spurte.

Holdet har også altid haft et stort fokus på enkeltstarterne, og de vil forvente, at Filippo Ganna vinder i Tirreno og UAE Tour samt i de øvrige løb, han vil finde plads til på kalenderen. Geraint Thomas og Richie Porte leverede også fortsat topresultater i 2021, hvor Dylan van Baarle også udviklede sine evner meget. Daniel Martinez bør også kunne lukrere på holdets specialister til at forbedre sig yderligere, men allermest spændende bliver det at se, om Pidcock kan genfinde sin enkeltstart fra juniortiden, og hvor stort et potentiale den meget lovende Plapp og Magnus Sheffield virkelig har. Til gengæld var det sløjt med resultaterne for Kwiatkowski og Jonathan Castroviejo, der i stigende grad synes at have nedprioriteret enkeltstarterne.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden Egan Bernals voldsomme styrt. Det er stadig uklart, hvordan det frygtelige uheld vil påvirke holdets sæsonplaner.

Hvem kan overraske?

Som sagt har Ineos i de senere år i den grad taget kampen op med de øvrige hold i jagten på de unge talenter, og det har længe været slut med bare at hente de store stjerner til holdet ved brug af den uudtømmelige pengetank. Derfor er truppen også spækket med spændende talent.

Man kunne naturligvis starte med Tom Pidcock og Ethan Hayter, men det kan næsten ikke retfærdiggøres. Pidcock er allerede en verdensstjerne, og Hayter er i top 30 på verdensranglisten efter en sæson, hvor han stod for ikke færre end ni af holdets 35 sejre. De kom dog alle i etapeløb, og det helt store spørgsmål er, hvordan hans første virkelige klassikersatsning vil gå. Det er som nævnt uklart, om han satser på brostenene eller Ardennerne, men i både de flamske klassikere, Brabantse Pijl og Amstel Gold Race kan man allerede have store forventninger. Derudover skal det blive interessant at se, om han efter sit VM kan etablere sig i verdenseliten på enkeltstarterne, hvor Pidcock også har mulighed for at bevise, hvorfor han er tidligere juniorverdensmester.

Skal vi længere ned i hierarkier, er det nærliggende at zoome ind på holdets to nye etapeløbsryttere, nemlig Ben Tulett og Carlos Rodriguez. Tulett blev allerede nr. 12 i Fleche Wallonne og nr. 9 i Tour de Pologne i 2021, og selvom det måske ikke lyder skræmmende, skal man ikke lade sig snyde. Begge resultater blev opnået i en alder af bare 19 år, og det endda selvom han indtil for ganske nylig var cross- og ikke landevejsrytter. Potentialet som klatrer synes stort, men som nævnt ovenfor risikerer han at skulle agere hjælper i mange løb i den kommende sæson. Derfor skal hans potentiale i vidt omfang vurderes på, hvor længe han sidder med i bjergene og klassikerne, men han bør også få sin chance i mindre etapeløb. Han ligner lige nu et af de bedste bud på en kommende britisk grand tour-vinder, selvom hans enkeltstart også ligner en udfordring.

Rodriguez er lidt i samme situation. Hans første resultater, da han kom til Ineos, var bestemt ikke imponerende, men man glemmer hurtigt, at han kom direkte fra juniorklassen. Nu er han fyldt 20 og klar til sit store gennembrud. Han har allerede flere gange imponeret som hjælper, og sidste år leverede han et vildt ridt på sidste bjergetape af Tour de l’Avenir, hvor han endte med blot at være få sekunder fra at knuse den norske fest. Også han vil være i en meget låst situation som hjælper, men man skal ikke blive overrasket, hvis han vinder et mindre etapeløb og sidder med hos de bedste dybt inde i bjergetaperne.

Der har også været megen hype om Luke Plapp siden hans sejr ved de australske enkeltstartsmesterskaber sidste år, og den hype er ikke blevet mindre efter den nylige sejr i linjeløbet. Modsat Tulett og Rodriguez er han imidlertid en størrelse, der er næsten umulig at blive klog på. Han har nemlig kørt ganske få cykelløb, og selv er han også meget i tvivl om sin type. Vi ved, at hans enkeltstart er fabelagtig, men derudover beskriver han sig selv som en mand til kortere stigninger - en evne, vi så på Willunga Hill sidste år. Han kunne derfor som Ethan Hayter ligne en mand med muligheder i korte etapeløb med en vigtig enkeltstart og uden høje bjerge, selvom han ikke har Hayters spurt. Derudover ligner han en glimrende klassikerrytter, potentielt både på brosten og i Ardennerne. I første omgang skal vi nok bruge 2022 på at blive klogere på ham, for han ender formentlig i altovervejende grad som hjælper, men i et mindre etapeløb burde han få sin chance, ligesom han vil gøre det på enkeltstarterne.

Holdet har også hentet Kim Heiduk. Han er en lidt atypisk signing for holdet, for han er mest af alt brostensrytter og sprinter. Det betyder imidlertid, at han burde kunne få lov at køre nogle spurter for det sprinterfattige hold, og selvom han vil lide under manglende støtte, bliver det interessant at få en bedre fornemmelse af hans fart. Måske kan han også få sin chance i nogle mindre endagsløb, men i de store klassikere vil han højst kunne aspirere til en hjælperrolle.

I klassikerne vil man også gøre brug af crossrytteren Ben Turner. Igen har vi en rytter, der i starten skal agere hjælper, og det vil faktisk være ret overraskende, hvis han leverer resultater i år. Han er stadig ret grøn på landevejen, og derfor er hans resultater ikke skræmmende. Han er dog en spændende puncheur med en glimrende spurt, og vi kan i det mindste forhåbentlig blive lidt klogere på, om han har et større potentiale på landevejen.

En anden rytter, der er svær at blive klog på, er Magnus Sheffield. Han har fået megen opmærksomhed for sin juniorverdensrekord på bane, men selvom han beskrives som temporytter, har hans enkeltstarter på landevejen ikke været prangende. Også han er som type temmelig ubeskrevet type, men han regner selv med, at han vil ende som brostensrytter. Det burde gøre det muligt at få lov at smage på nogle af de større løb, hvor han vil være hjælper, men hvor vi forhåbentlig kan få en bedre fornemmelse af, om der er en årsag til den megen snak om ham og Ineos’ satsning på ham.

Endelig kunne man nævne Laurens de Plus. Man har nemlig næsten glemt hans eksistens efter virussygdom, hofteproblemer og overtræning, men nu skulle han være tilbage på sporet. Han vil køre et ret let program, indtil han er sikkert i gang igen, og han vil derfor i altovervejende grad ende som hjælper. Man kan dog håbe, at han hurtigt finder sig selv, og at han vil vise, hvorfor han i 2019 lignede et meget lovende etapeløbstalent på randen til sit gennembrud som grand tour-rytter.