Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Bahrain-Victorious, der endte som nr. 5 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der bliver på holdet

Yukiya Arashio, Phil Bauhaus, Pello Bilbao, Santiago Buitrago, Damiano Caruso, Sonny Colbrelli, Chun Kai Feng, Jack Haig, Heinrich Haussler, Mikel Landa, Ahmed Madan, Gino Mäder, Jonathan Milan, Matej Mohoric, Domen Novak, Hermann Pernsteiner, Wout Poels, Dylan Teuns, Jan Tratnik, Stephen Williams, Fred Wright

Nye ryttere

Luis Leon Sanchez (Astana-Premier Tech), Jasha Sütterlin (Team DSM), Filip Maciejuk (Leopad Pro Cycling), Alejandro Osorio (Caja Rural-Seguros RGA), Johan Price-Pejtersen (Uno-X Pro Cycling Team), Edoardo Zambanini (Zalf Euromobil Fior)

Ryttere, der forlader holdet

Eros Capecchi (stopper karrieren), Marcel Sieberg (stopper karrieren), Rafael Valls (stopper karrieren), Marco Haller (BORA-hansgrohe), Mark Padun (EF Education-Nippo), Scott Davies (stopper karrieren), Kevin Inkelaar (Leopard Pro Cycling)

Hvordan gik transfersæsonen?

“If it ain’t broke, don’t fix it!” Man forstår godt, hvis dette velkendte mundheld har siddet fast i ørerne på Milan Erzen gennem denne transfersæson, for han må stadig have grund til af og held at knibe sig i armen over den 2021-sæson, han og hans Bahrain-hold oplevede.

Den ellers så ambitiøse arabiske satsning, der i 2017 blev skudt i gang med Vincenzo Nibali som den altoverskyggende stjerne, havde nemlig i de første år lidt svært ved at få fast grund under fødderne. Uden succes var de bestemt ikke, når det blandt andet lykkedes Nibali at vinde to monumenter og gå på podiet i to grand tours i sine bare tre år på holdet, men ved siden af den italienske stjerne var resultaterne for få. Da holdet blev lanceret med et absolut topnavn i spidsen, var det ellers næsten umuligt ikke at få fornemmelsen af, at et nyt pengestærkt storhold var født, men det var meget svært at se i resultaterne, hvor holdet i sine fire første år på verdensranglisten blot endte som først nr. 14, siden nr. 7 i den flotte 2018-sæson og senest blot nr. 13 i både 2019 og 2020. Det er ikke just det, der kendetegner et storhold - og med Nibalis exit mistede holdet også noget stjernestøv, som afløseren Mikel Landa ikke helt har kunnet erstatte.

Der var heller ikke meget, der tydede på, at det skulle ændre sig i 2022. Truppen var ganske vist blevet styrket med blandt andre de lovende talenter Jack Haig og Gino Mäder, men i stedet havde man tabt det mest lovende klassikernavn, Ivan Garcia Cortina, i en transfersæson, hvor Erzen og co. havde været blandt de allermest passive. Det var ikke mærkeligt. Holdet slikkede nemlig sårene, efter at coronakrisen fik aflyst det storstilede samarbejde med McLaren, der skulle have bragt dem op i en helt anden liga, og derfor handlede sidste efterår mest af alt om at redde et hold, der pludselig havde mistet en masse kapital og fået trukket tæppet væk under sig.

At holdet skulle ende som 2021-sæsonens store komet lå derfor slet ikke i kortene - heller ikke efter et forår, der slet ikke gik som ønsket. Men da Sonny Colbrelli brød sin årelange forbandelse i Tour de Romandie i slutningen af april, så det ud til, at han dermed også ophævede den forbandelse, der havde hvilet over hele holdet siden begyndelsen. Siden det løb var både Bahrain og Colbrelli her, der og alle vegne. Italieneren blev euromester, vandt Benelux Tour og tog den helt store skalp i Paris-Roubaix. Holdet vandt to etaper i Giroen med hhv. Damiano Caruso og Gino Mäder, tre i Touren med hhv. Dylan Teuns og Matej Mohoric og én i Vueltaen med Caruso, og i Giroen blev Caruso en sensationel nr. 2, mens Haig og Mäder bragede ind på scenen med 3. og 5. pladser i Vueltaen. Også i Touren blev det til en top 10 med Pello Bilbao, selvom kaptajnen, Haig, var styrtet ud af løbet, og derudover blev Mohoric samlet nr. 2 i både Benelux og Polen - alt sammen krydret med et hav af andre flotte resultater fra et bredt spektrum af ryttere og alt sammen, mens holdets helt store stjerne, Landa, grundet uheld ikke bidrog med meget.

Da sæsonen var omme, var det slut med en tilværelse uden for ranglistens top 10. Bahrain var avanceret til den samlede 5. plads som ”the best of the rest” bag ”The Big Four - Deceuninck, Ineos, Jumbo og UAE - der synes at have monopol på ranglistens fire første pladser. Holdet er endda tættere på at bryde ind i top 4 end at blive overhalet bagfra, og dermed synes araberne endelig at have kurs mod den topstatus, de længe forgæves ledte efter.

I lyset af dette vilde gennembrud forstår man godt, at Erzen mest af alt har brugt vinteren på at konsolidere sig, og det har for andet år i træk været en stille transfersæson - i hvert fald hvis man ser på nyerhvervelser. Ved kontraktbordet har der nemlig været alt andet end stille, og den slovenske manager har haft rigeligt travlt med at sikre kontraktforlængelser med de fleste af holdets mest succesrige ryttere. Colbrelli, Caruso, Bilbao og Mohoric har alle sat deres underskrift på aftaler, der binder dem til Mellemøsten i yderligere nogle år, og i lyset af deres succes i 2021 har det næppe været nogen billig fornøjelse. Det er derfor svært at konkludere andet, end at det økonomiske fundament må være blevet genskabt efter det uheldige McLaren-eventyr.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Derfor kan det heller ikke undre, at der ikke har været meget tilovers til at finde nye ryttere, og her har arbejdet derfor mest været koncentreret om at finde de unge talenter, som holdet altid har haft meget stort fokus på. Blandt de seks nyerhvervelser er de fire således unge WorldTour-debutanter, og derudover er der kun blevet plads til to stærke og erfarne hjælperyttere. Til gengæld er det heller ikke alt for dramatisk på tabssiden, hvor tre veteraner indstiller lidt hensygnende karrierer, og to skadesramte talenter siger farvel, og hvor kun to exits må give grund til væsentlig ærgrelse.

Man får således svært ved at få pulsen alt for højt op, når man skal beskrive holdets nye ryttere, hvor kun Luis Leon Sanchez kan regnes som et stort navn. Det er dog efterhånden slut for veteranen med at levere nye resultater i de helt store løb, men som erfaren hjælper i grand tours er han stadig brølstærk og en forstærkning af de fleste hold - særligt et hold, der som Bahrain går efter succes i alle grand tours. Da han samtidig fortsat har for vane at vinde cykelløb hvert eneste år, som han har gjort uafbrudt siden 2007, er investeringen i Sanchez en af de gode og solide, der mest af alt skal hjælpe kaptajnerne med at levere.

Det samme gælder for Jasha Sütterlin. Tyskeren er ligeledes en udpræget hjælper, men hans opgaver er helt anderledes, end de er det for Sanchez. Det er nemlig i fladt terræn, at han skal levere, og han er primært hentet til holdet som lead-out man for Phil Bauhaus og som støtte i brostensklassikerne. Førstnævnte bliver nok den primære opgave, og her skal han erstatte erfarne Marcel Sieberg, der vel i flere år var verdens bedste mand i rollen omkring kilometermærket. I de senere år har det dog haltet mere for den erfarne tysker, men om Sütterlin alligevel kan erstatte ham, skal stadig bevises. Tyskeren har nemlig på sine hidtidige to hold ikke excelleret voldsomt i sin rolle i toget. Derudover vil han kunne hjælpe Colbelli i de tidligere faser af brostensklassikerne.

Netop i brostensklassikerne oplever holdet deres første større tab. Marco Haller var i mange år kendt som en ganske fremragende lead-out man, men det er en rolle, han i de seneste år har haft i mindre grad. I stedet har han i 2021 fået sit helt store gennembrud på brostenene, hvor han var slet og ret fremragende i E3 og senere kørte en flot Flandern Rundt, og i en situation, hvor Colbrelli kan ventes at have enorme ambitioner i den kommende sæson, vil Haller i den grad blive savnet. Det vil han også som lead-out i de løb, hvor han stadig spillede den rolle, og det gør derfor utvivlsomt ondt, at det ikke lykkedes at fastholde ham.

Mindst lige så ondt gør tabet af Mark Padun. Det kan godt være, at der i de første som professionel er gået ca. 20 dårlige løb for hvert godt, men når man ser på de sejre, han har leveret, kan man ikke være i tvivl om, at der er tale om et kolossalt talent. Særligt hans vilde weekend under årets Dauphiné vidnede om, at han på sine store dage kan være en af verdens bedste bjergryttere, og i det lys må det være enormt ærgerligt, at holdet ikke får lov at forsøge at tilføre ham den stabilitet, han hidtil har manglet. Hans skifte har været omgærdet af megen mystik, og det har stået temmelig uklart, om det er ham selv, der forlader holdet, eller om der er andre årsager til skiftet, men i lyset af det, han leverede i momenter i 2021, er det en klar svækkelse - særligt på længere sigt. Så er det langt mindre dramatisk, at holdet ikke har forlænget kontrakten med veteranen Eros Capecchi, der efter et dramatisk niveaufald i de seneste år nu vælger at indstille karrieren, og at en anden veteran, Rafael Valls, der efter sin nærmest endeløse serie af skader aldrig rigtigt har genfundet et højt niveau, fortrød sin kontraktforlængelse og i stedet også kører cyklen i garagen.

Den anden del af transferkampagnen har fuldt fokus på talenterne. Først siger man farvel til to fejlslagne projekter. Den ene er Scott Davies, der var ganske lovende som U23, men nu igennem først tiden hos Dimension Data og siden hos Bahrain har været så massivt forfulgt af skader, at han med meget få løb i benene må indstille karrieren. Den anden er Kevin Inkelaar, der havde vist ganske hæderlige takter som U23-rytter, men har haft det meget svært i sine to år som professionel. Man kan altid diskutere, om chancen var for kort, men man kan ikke argumentere imod, at det har været uhyre småt med resultaterne hidtil.

I stedet satses der på fire nye navne, der kan deles i to tungere og to lettere ryttere. Det mest etablerede er utvivlsomt Alejandro Osorio, der allerede har været professionel i tre år hos hhv. Nippo og Caja Rural efter en bragende flot U23-sæson i 2018, hvor han vandt en bjergetape og endte som nr. 6 i Baby-Giroen, inden han også var med i front på bjergetaperne i Tour de l’Avenir. Desværre er hans stjerne falmet voldsomt hidtil, men i 2021 var der så klare fremgangstegn, at det bestemt ikke er umuligt, at gennembruddet snart kan komme. Det skal i hvert fald blive spændende at se, hvad Bahrain kan få ud af den colombianske klatrer.

Det andet mere kendte navn er danske Johan Price-Pejtersen. Den berømmelse skyldes naturligvis hans VM-titel, og det er selvfølgelig først og fremmest tempoevnerne, der har fået Bahrain til at kaste snøren ud. Det er imidlertid også klart, at tempotalent sjældent rækker til en hel WorldTour-karriere, og de bliver nu Prices opgave at bevise, at han også kan udvikle sit repertoire til linjeløb, hvor han hidtil ikke har vist meget. Her ligner han som mange andre tempospecialister først og fremmest en af den slags råstærke tempotyper, der kan hjælpe i brostensklassikere og sprintertog, men hvor langt han an komme i den rolle, skal han i de kommende år bevise - samtidig med at han naturligvis skal videreudvikle de tempoevner, der åbenlyst er fremragende.

Det andet lidt tungere talent er Filip Maciejuk. Ligesom Price har han kørt nogle ganske stærke enkeltstarter, hvilket har givet anledning til ikke færre end tre mindre etapeløbssejre, men at kalde ham specialist vil nok være en overdrivelse. Tværtimod er han en relativt alsidig herre, der også har en god spurt, men han har også været meget svingende i sine præstationer. Han ligner en rytter, der kunne have et vist potentiale i klassikerne, men 2021 viste også, at der er et stykke vej, inden vi kan vente de første resultater på højere niveau.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det sidste talent er som Osorio i den lettere kategori. Edoardo Zambanini er i de seneste to sæsoner blevet hhv. nr. 10 og 13 i Baby-Giroen og har dermed dokumenteret, at han kan køre hæderligt opad. Sammenlignet med den talentmasse, vi har set i U23-etapeløbene i de senere år, skiller han sig dog ikke ud som et oplagt bud på en kommende stor italiensk etapeløbsstjerne, og resultaterne har fortsat været relativt beskedne. Der er utvivlsomt et stykke vej, inden han eventuelt kan bidrage med resultater, men det må trods alt læses som en betydelig tillidserklæring, at et stort hold som Bahrain trods de relativt begrænsede resultater har valgt at give ham en chance på højeste niveau.

Samlet set er det således svært at betegne transferkampagnen som andet end en succes, men det skyldes alene, at det lykkedes at forlænge med langt hovedparten af nøglerytterne. Truppen er i alt væsentligt uforandret, men det gør ondt, at Haller og særligt Padun siger farvel. Sanchez er en uhyre erfaren og brugbar rytter i en lang række sammenhænge, men modsat Padun har han ikke fremtiden foran sig. Det har holdets nye talenter, men selvom særligt Osorio må regnes som en rytter, der også på relativt kort sigt måske kan levere resultater, har de ikke vundet kampen om sportens største kometer. Det bliver altså et relativt uforandret Bahrain-hold, vi kommer til at se i 2022 - og så kan de bare krydse fingre for, at den kommende sæson ikke bliver øjeblikket, hvor Padun pludselig brager igennem på den store scene.