Nedenfor giver vi en analyse af Astana Qazaqstan Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Samuele Battistella, Manuele Boaro, Gleb Brussenskiy, Stefan de Bod, Yevgeniy Fedorov, Fabio Felline, Yevgeniy Gidich, Dmitriy Gruzdev, Alexey Lutsenko, Davide Martinelli, Yuriy Natarov, Vadim Pronskiy, Javier Romo, Harold Tejada, Artyom Zakharov

Nye ryttere

Vincenzo Nibali (Trek-Segafredo), Miguel Angel Lopez (Movistar Team), Gianni Moscon (INEOS Grenadiers), David de la Cruz (UAE-Team Emirates), Andrey Zeits (Team BikeExchange), Joe Dombrowski (UAE-Team Emirates), Valerio Conti (UAE-Team Emirates), Simone Velasco (Gazprom-Rusvelo), Sebastian Henao (INEOS Grenadiers), Alexandr Riabushenko (UAE-Team Emirates), Leonardo Basso (INEOS Grenadiers), Antonio Nibali (Trek-Segafredo), Michele Gazzolo (Team Colpack Ballan), Nurbergen Nurlykhassym (Vino-Astana Motors)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ryttere, der forlader holdet

Jakob Fuglsang (Israel Start-Up Nation), Luis Leon Sanchez (Bahrain-Victorious), Ion Izagirre (Cofidis), Gorka Izagirre (Movistar Team), Aleksandr Vlasov (BORA-hansgrohe), Merhawi Kudus (EF Education- Nippo), Omar Fraile (INEOS Grenadiers), Alex Aranburu (Movistar Team), Hugo Houle (Israel Start-Up Nation), Oscar Rodriguez (Movistar Team), Nikita Stalnov (stopper karrieren), Matteo Sobrero (Team BikeExchange-Jayco), Benjamin Perry (WiV SunGod), Jonas Gregaard (Uno-X Pro Cycling Team), Rodrigo Contreras (EPM-Scott), Andrea Piccolo (Gazprom-Rusvelo)

Hvordan gik transfersæsonen?

I mange år var Astana kendt som en af cykelsportens giganter. Det kan godt være, at det aldrig rigtigt lykkedes dem at ende helt i toppen af diverse ranglister, men det skyldtes først og fremmest et temmelig ensidigt fokus på etapeløbene. Når det kom til løb over flere dage, var kasakkerne blandt de allerbedste, hvilket bedst understreges af, at det lykkedes dem at vinde en grand tour hvert eneste år mellem 2013 og 2016.

I de seneste år er det imidlertid gået ned ad bakke, og det skyldes formentlig først og fremmest økonomiske forhold. I hvert fald skal vi tilbage til 2016 for at finde den seneste grand tour-sejr, og holdet har heller ikke været på podiet i et langt etapeløb siden 2018. Hvor man i gamle dage altid fandt dem i toppen af ranglisten, har placeringen på det seneste snarere været i udkanten af top 10, og i år endte holdet helt nede som nr. 12.

De økonomiske kvaler skyldes, at de kasakhiske bagmænd begyndte at nedskalere. Holdets suverænt mest succesrige rytter, Vincenzo Nibali, sagde farvel forud for 2017, og forud for 2021 måtte man sige farvel til den anden store grand tour-stjerne, Miguel Angel Lopez - ikke fordi der var uenighed mellem parterne, men ganske enkelt fordi økonomien ikke rakte til at finansiere lønnen til den formentlig ganske løntunge colombianer. Med en stadig svagere strøm af kasakhiske olie- og gasmillioner var det derfor klart, at der måtte gøres noget for at finde alternativ finansiering, hvis holdet skulle genvinde sin plads nær toppen af hierarkiet.

Den mission lykkedes sidste år, da canadiske Premier Tech opgraderede et mindre sponsorat og endda blev medejere af foretagendet. Desværre kom investeringen så sent, at Lopez allerede var smuttet, men da meldingen om det canadiske indtog kom mod slutningen af 2021, så fremtiden pludselig igen ganske lys ud på det nu kasakhisk-canadiske mandskab.

Desværre blev ægteskabet aldrig lykkeligt. Mange af de etablerede folk med relation til kasakherne blev kørt ud på et sidespor, men den unge belgiske kvinde Yana Seel af Premier Tech blev placeret i en managerrolle, og der udviklede sig angiveligt hurtigt en magtkamp mellem de to parter. Det dramatiske højdepunkt kom i løbet af sommeren, hvor den store mand bag holdet, Alexandre Vinokourov, pludselig fik sparket, og set fra sidelinjen lignede holdet pludselig et temmelig kaotisk projekt, der nærmest syntes på vej mod opløsning.

Den opløsningstendens ser man heldigvis ikke længere. Magtkampen fik en klar vinder, da kasakherne ikke kunne leve med at se deres projekt gradvist glide dem helt ud af hænde, og de tilbageerobrede hurtigt kontrollen. Uenigheden var for stor, hvorfor Premier Tech tog deres gode tøj og gik, og med sig tog de Seel, der i dag er skiftet til en stilling hos Lotto Soudal. Vinokourov genindtog managersædet, der blev igen åbnet for den kasakhiske pengestrøm, og med det nye navn Astana Qazaqstan Team blev der foretaget et totalt strategiskifte. Den nye, internationale profil blev smidt i skraldespanden, og i stedet er holdets identitet nu endnu mere kasakhisk, end den nogensinde har været. Nok skal der stadig være internationale stjerner, men fremover er missionen først og fremmest at promovere Kasakhstan som nation og udvikle kasakhiske talenter.

Problemet var bare, at den kasakhiske redningskrans kom for sent. Da endelig der var åbnet for pengestrømmen, var transfersæsonen stort set ovre. De største navne havde for længst fundet nye hold. Og værre var det, at de fleste af holdets stjerner allerede havde søgt nye græsgange, for fleres vedkommende fordi de ikke turde vente på en afklaring af holdets fremtid.

Resultatet er en gigantisk hovedrengøring. Ikke færre end 16 ryttere siger farvel, og de erstattes af 14 nye, der i høj grad var dem, der kunne skrabes sammen, da der endelig blev penge til at reagere. Mest markant er det, at næsten alle udlændinge smutter. Blandt de otte ryttere, der bliver, er der således hele otte kasakher, og blandt de ryttere, der forsvinder, finder vi eksempelvis hele den ret store spanske koloni, der i de senere år har udgjort en stor del af holdet. I stedet er Vinokourov gået på strandhugst hos UAE og Ineos, hvor man har kunnet finde ryttere, der er blevet til overs på de storsatsende og meget rige mandskaber. Blandt de nye ryttere kommer således hele fire fra det arabiske storhold, mens de stenrige briter leverer tre af de nye navne.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Tabene er dramatiske. Det lykkedes ganske vist at for forlænget kontrakten med Alexey Lutsenko, der med den forstærkede kasakhiske identitet er en livsvigtig rytter, men han er også den eneste af kaptajnerne, der ikke siger farvel. Mest ondt gør det utvivlsomt, at det ikke lykkedes at holde på Aleksandr Vlasov, der ellers var udset som holdets etapeløbsstjerne, og som de syntes at være klar til at bygge en stor del af fremtiden omkring, men ifølge hans eget udsagn turde russeren ikke vente på, at der blev styr på holdets kaotiske situation.

Også den anden kaptajn siger farvel. Jakob Fuglsang var loyal mod Premier Tech, der er en meget sandsynlig kommende sponsor for det Israel SUN-hold, som danskeren skifter til. Det er klart, at Fuglsang modsat Vlasov ikke er en rytter, man kan bygge en langsigtet fremtid omkring, og det er klart, at danskeren havde en svær 2021-sæson uden garanti for, at hans fordums styrke kan genfindes, men for et hold, der lænses for klasse, er også det et stort tabt.

Også den tredje etapeløbskaptajn siger farvel. Ion Izagirre har måske tabt niveau i de senere sæsoner, men han leverede stadig en serie fine etapeløbsresultater, som vil blive savnet. Han fører an i den spanske masseudvandring, der også tæller en anden af holdets kaptajner, nemlig Alex Aranburu. Nok var han ikke en mand til etapeløbene, men han er en lovende vindertype med potentiale i klassikerne, hvor holdet havde forventninger til ham i fremtiden. Også de erfarne spaniere, Luis Leon Sanchez og Gorka Izagirre, der i dag i mindre omfang lever personlige resultater, men stadig er solide og ikke mindst rutinerede hjælpere, stikker af, og det samme gør Oscar Rodriguez, der måske aldrig er blevet til det, man håbede, men som i løbet af en flot sommer viste, at han stadig på sine gode dage er en glimrende bjerghjælper eller klatrer til mindre etapeløb.

Det stopper ikke her. Det er et stort tab, at Matteo Sobrero siger farvel efter en sæson, hvor hans sejr og Filippo Ganna ved de italienske enkeltstartsmesterskaber og hans flotte klatring i Tour de Slovenie viste, at han kan stå foran et stort gennembrud, men også han blev offer for den manglende afklaring. Det var også lykkedes at få fat i det lovende talent Andrea Piccolo, men grundet ”personlige helbredsproblemer” blev han aldrig en del af holdet, og han kørte i stedet 2021 på lavere niveau. Egentlig var det planen, at han skulle have fuldført sin kontrakt, der også gjaldt for 2022, men angiveligt var den kaotiske situation også i vejen for ham. I stedet endte han hos Gazprom, der dog har så gode forbindelser til Astana, at det er meget tænkeligt, at han kan komme tilbage til kasakherne efter et år på næsthøjeste niveau.

De øvrige tab er knap så afgørende. Hugo Houle er bundsolid og bedre, end resultaterne viser, men han er en hjælper, der kan erstattes. Merhawi Kudus er stagneret og har i de seneste år lignet et tabt talent, som snarere synes i tilbage- end fremgang. Rodrigo Contreras slog aldrig til i Europa og vender nu hjem, mens Jonas Gregaard desværre aldrig slog til på det højeste niveau. Holdet tabte tålmodigheden med Nikita Stalnov, der ellers længe lignede en af de mere spændende kasakker, men som aldrig slog, og Ben Perry, der alene var en del af holdet som følge af den canadiske forbindelse, fik heller ikke forlænget sin kontrakt.

Det er indlysende, at det ligner en umuligt at erstatte så stort et tab af klasse, når man først kom sent i gang med at forhandle, men alligevel ser det slet ikke så skidt ud, som man kunne frygte. Det skyldes først og fremmest, at der faldt en appelsin ned i den kasakhiske turban, netop som den var mest ønsket. Bedst som havde forlænget sin kontrakt blev den fortabte søn, Lopez, nemlig på dramatisk uenig med Movistar på Vueltaens 20. etape, og det viste sig, at der blot skulle en enkelt trist dag til at skabe så store sår, at de ikke kunne hele. Pludselig var Lopez desperat for at komme væk og Movistar desperate for at komme af med ham, og med en nu velpolstret kasakhisk pengeforsyning kunne Vinokourov tilbyde ham den kontrakt, der var for dyr for et år siden. Resultatet er, at holdet i 11. time får den kaptajn, de så ud til at skulle savne, og når man betænker, at Lopez med sine kongeetapesejr i Vueltaen viste, at han stadig har et tårnhøjt niveau, og kommer til et hold, hvor han har en glimrende historik, er der pludselig grund til at tro, at Astana fortsat kan spille en rolle i grand tours.

Holdet lavede også et andet potentielt kup. Ineos har ellers været imponerende dygtige til at se igennem fingre med alle Gianni Moscons kontroversielle episoder, men efterhånden som hans resultater tørrede ud, gjorde den britiske offervilje det samme. Denne gang skulle Moscon væk, og minsandten om det ikke skete, i den sæson, hvor han med en suveræn Giro og en ”næsten-sejr” i Paris-Roubaix kom tilbage på sporet. Med et stærkt italiensk aftryk på staben stod Astana klar til at overtage ham, og selvom han som klassikertype slet ikke følger holdets etapeløbstradition, vil han være centrum for en klassikersatsning, der bliver meget vigtig for et hold, som i den grad savner kaptajner.

Lopez og Moscon er de to mest interessante signings, men de er ikke de største navne. Den største stjerne er Vincenzo Nibali, der vender ”hjem” til sportsdirektør Giuseppe Martinelli, med hvem han vandt tre af sine fire grand tours. Hverken han eller Astana har lagt skjul på, at hjemkomsten sker med andre ambitioner end tidligere, men det er også let at høre på Martinelli, at han har en drøm om igen at gøre veteranen så konkurrencedygtig, at han kan lave et eller andet stort. Det virker ikke sandsynligt, men skal Nibali blomstre op et sted, skal det måske være på det hold, hvor han var allerbedst.

Med udrensningen i den spanske enklave og ambitionerne om at vinde en grand tour - i 2022 bliver det Giroen - med Lopez, skulle etapeløbsdivisionen genopbygges. Her lykkedes det at få fat i David de la Cruz, der både er tiltænkt en rolle som kaptajn i Vueltaen og i ugelange løb samt en rolle som Giro-hjælper for colombianeren. Ganske vist er han meget svingende, men med to 7. pladser i Vueltaen de seneste to år styrker han utvivlsomt et hold, der mangler profiler.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Det gør Joe Dombrowski også. Hvis De la Cruz er svingende, er det intet sammenlignet med de udsving, amerikaneren kan levere, men selvom han alt for ofte er langt fra sit niveau, viste han med sin Giro-etapesejr, at hans topniveau stadig er aldeles brugbart for Lopez. Veteranen Andrey Zeits kommer også hjem efter et fejlslagent australsk eventyr, og selvom hans bedste dage er ovre, kan man håbe, at han uden de mange helbredsproblemer fra de seneste sæsoner kan genfinde lidt af den høje klasse, han havde under sit sidste ophold på holdet. Derudover styrkes holdet med Valerio Conti, der desværre som Dombrowski er præget af lange perioder på et kritisk lavt niveau, men som i juni nåede at vise, hvorfor han har vundet en etape i Vueltaen og båret Giroens lyserøde trøje, ligesom også Sebastian Henao og Antonio Nibali, der trods en kontraktforlængelse med Trek alligevel følger brormand, hentes ind. De to sidstnævnte er blot bjerghjælpere, men på et hold, der satser på grand tours, er de brugbare.

Holdet mangler dog stadig vindere, og derfor er det interessant, at de fik fat i Simone Velasco. Ligesom som mange andre af de nye signings har han været svingende, men i dette efterår fandt han tilbage på det spor, der tidligt gav ham en sejr i Trofeo Laigueglia. Med sin gode spurt og sit punch er han en potentiel vindertype, og det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme på et hold med gode traditioner for at få ryttere til at blomstre. Holdet gambler også ved at investere i Alexandr Riabushenko, der også lider af Dombrowski-syndromets symptomer, nemlig lange perioder uden konkurrencedygtigt niveau, men som med sin spurt og sit punch også er en potentiel vinder, hvis han endda skulle lykkes med at finde det niveau, som han alt for sjældent har fundet og vel ikke har vist, siden han i 2019 slog Lutsenko i en duel i Coppa Agostoni. Endelig er der også blevet plads til Leonardo Basso, men det handler vist mest om, at Moscon gerne vil have sin gode ven med til sit nye hold.

Holdet har altid haft blik for talent, og selvom der ikke har været megen plads til den slags i et genopbygningsår, er det lykkedes at få fat i Michele Gazzoli. Nogen Pogacar er han ikke, men den hurtige italiener blev altså nr. 4 til VM. Det er bestemt ikke uinteressant at se, hvor langt han komme. Entusiasmen er mindre, når det gælder de unge kasakher, der naturligvis skal satses på, men man må nok nære en vis frygt for, at Nurbergen Nurlykhassym først og fremmest vil blive kendt for sit navn, der nok vil volde mangen en kommentator hovedbrud, hvis der skulle blive behov for at nævne ham undervejs.

Samlet set er der med udskiftning af halvdelen af truppen reelt tale om et nyt hold, hvis da ikke to af de største navne er fortabte sønner, der vender hjem til det hold, hvor succesen var størst. Inden Lopez-appelsinen faldt ned i den kasakhiske turban, lignede det med særligt tabene af Vlasov, Fuglsang og Izagirre en katastrofekurs for Vinokourov og co., men nu er der grund til at håbe, at det ikke går så galt endda. Truppen er ganske vist smal med kun få store navne, og derfor er de meget sårbare - ikke mindst fordi de en stor del af nyerhvervelserne er ustabile lottokuponer, der er helt utilregnelige. Hvis til gengæld Lopez, Moscon, Lutsenko og De la Cruz har fornuftige sæsoner, hvis Nibali laver et eller andet i sidste del af efteråret, og hvis et par af lottekuponerne giver gevinst, går det såmænd nok ikke så skidt endda. Og nu hvor der atter er åbnet for den kasakhiske pengestrøm, kan man tro på, at det hele bliver stabilt og kun kan gå fremad igen herfra.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Astanas identitet som etapeløbshold betyder, at klassikerne i altovervejende grad har spillet en mindre rolle. Brostensløbene har som regel spillet en ganske minimal rolle, men holdet har - blandt andet i årene med Maxim Iglinskiy, Enrico Gasparotto, Vincenzo Nibali og senest Jakob Fuglsang - haft en markant ardennersatsning.

Det kan ikke undre, at vægten har været sådan. Når man hovedsageligt fokuserer på etapeløb, består en stor del af truppen af klatrere, og det giver en vis synergi med de kuperede klassikere. Anderledes er det med brostenene, hvor holdets resultater er stærkt begrænsede. De havde en lille glansperiode med Michael Valgren, der vandt Omloop og blev nr. 4 i Flandern Rundt, men i de fleste sæsoner har holdet været helt usynlige. Det gjaldt også i 2021, hvor holdet mildt sagt bare var regulært fyld i de fladeste af endagsløbene.

Sådan skal det ikke være i 2022. Investeringen i Gianni Moscon er netop udtryk for en satsning på klassikerne, og drømmen er, at den kontroversielle italiener kan tage en stor sejr i de nordlige løb. Enhver, der har fulgt Moscons meget svingende karriere, vil vide, at den satsning kan gå begge veje, men potentialet er ganske stort. I 2021 genfandt han sit højeste niveau, efter at en skade havde kostet ham klassikerne, og han virkede skræmmende god, da han hjalp Egan Bernal til sejr i Giroen. Senere kneb det med at komme i gang igen, indtil den vanvittige dag i Roubaix, hvor det måske kun var en punktering og et efterfølgende styrt, der forhindrer i at stille op med nr. 1 på ryggen, når Helvedet i Nord afvikles til april.

Moscon er også tidligere blevet nr. 5 i løbet, men til gengæld udestår hans gennembrud i de flamske klassikere. Der er dog intet, der taler for, at han ikke kan begå sig i Belgien også. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de mere eksplosive løb passer ham endnu bedre, men i det hele taget taler vi bare om et alsidigt fænomen, der kan begå sig i alverdens terræner. Det er nærmest uhørt i moderne cykelsport, at én og samme rytter næsten har vundet Paris-Roubaix og samtidig er kørt på podiet i Lombardiet - altså de to monumenter, der ligner hinanden allermindst - men det er ikke desto mindre, hvad Moscon har præsteret. Med andre ord vil en Moscon på sit højeste niveau få størst problemer med at udvælge sig sine mål, når man ikke kan satse på det hele.

Moscon har endnu ikke meldt ud, hvad han vil satse på, men i første omgang ser det ud til, at brostensløbene vil være hans hovedfokus. Her vil det særligt være Roubaix og Flandern samt i mindre grad E3 og Omloop, der passer ham, og rammer han sin form, kan han gå efter det største resultat. Den nye kalender betyder, at Amstel også kan være et mål, og det er tillige et løb, der passer ham, ligesom han også klatrer godt nok til at være med i Liege, hvis han stadig er frisk til den tid. Strade Bianche burde passe ham som fod i hose, og i Sanremo vil han også have en chance, hvis han eksempelvis laver en Stuyven-manøvre efter Poggio. Det er næppe realistisk at tro, at han kan være i form hele vejen, men Moscon har potentiale til at få et stort forår.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Problemet er, at resten af holdet er ganske svagt. På brostenene vil han som udgangspunkt lynhurtigt blive isoleret, men holdet har dog andre optioner. Samuele Battistellas efterår tyder på, at han efter en svær start endelig er klar til at slå igennem, men det er uklart, hvor han satser. Selv vil han helst køre i Ardennerne, der også passer ham bedst, men han kunne også have et potentiale i de flamske løb, hvis Moscon mangler støtte. Her vil han dog lide under sin manglende erfaring. Simone Velasco kunne måske også have potentiale i de samme løb, men det er uklart, om de har hans interesse. Fabio Felline var tidligere ganske lovende i Flandern, men hans nuværende niveau rækker næppe til at være andet end hjælper.

Der er dog også en mulighed for, at holdet får et ekstra kort at spille i Flandern. Alexey Lutsenko har luftet tanken at køre det flamske monument, og selvom hans erfaring på brostenene ikke er overvældende, har han i Omloop vist evner for disse løb. Spørgsmålet er dog, om det stadig gælder, nu hvor han satser mere på sin klatring.

Hans chancer er utvivlsomt bedre i Ardennerne, der er hans store forårsmål. Paradoksalt har han aldrig slået til i klassikerne, da hans formtop altid synes at komme for tidligt, men med alderen er han blevet bedre til at præstere, når han skal. Med hans stærkt forbedrede klatring kunne han være en uhyre interessant joker, hvis han finder sin bedste form til de kuperede klassikere. Med Moscon, Lutsenko og Battistella har holdet i hvert fald en ganske spændende trio, der kunne blive sekunder af blandt andre Velasco og Javier Romo.

Så er der selvfølgelig Vincenzo Nibali. Han har nu bekræftet, at han i sin formentlig sidste sæson vil køre alle fem monumenter, selvom han er meget forsigtig med at udmelde sin mål. Desværre er det svært at tro, at han stadig har niveauet til at være med helt i front efter to sæsoner, hvor alderen synes at have indhentet, men som Alejandro Valverde har bevist, skal man aldrig udelukke en genfødsel af legender. Skulle han finde sin bedste form, er det dog nok kun Liege, han for alvor kan få efter at lave et topresultat i. Miraklet i Sanremo sker nok kun én gang, og de to brostensløb, Flandern og Roubaix, hvoraf han gør debut i sidstnævnte, passer ham trods alt ikke som fod i hose.

I efteråret er det også Lutsenko og Moscon, der skal præstere. Har de noget friskhed efter Touren, passer San Sebastian dem glimrende, og de burde også begge kunne gøre det hæderligt i både Canada og Bretagne. De tre løb kunne imidlertid også være en chance for Battistella og Velasco, der begge har det nødvendige punch. Endelig må man formode, at Moscon vil satse stort på de italienske klatreklassikere, hvor han tidligere har været tæt på at Lombardiet, selvom det nok er det monument, han vil få sværest ved at vinde. Her kan Lutsenko også være med, men det er nok tvivlsomt, om han stadig vil holde dampen oppe til den tid, og så skal vi ikke glemme, at Miguel Angel Lopez før har vundet Milano-Torino. Er han frisk i efteråret, er løbene i Italien hårde nok til, at han kan lave resultater. Og så drømmer alle om, at Nibali ender sin karriere med et stort Lombardiet, men hvis ikke den uventede genfødsel, melder sig, er det nok højst en top 10, han kan stræbe efter.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Selvom holdet med Gianni Moscon foretager en markant satsning på klassikerne, er det fortsat grand tours, der er holdets DNA. Det vil det også være i 2022, hvor det helt store mål bliver at vinde et af de store etapeløb. De stærke italienske rødder har betydet, at Astana har været et af de få hold, der ofte har prioriteret Giroen næsten lige så højt som Touren, og den prioritering ser vi igen i den kommende sæson.

Miguel Angel Lopez er nemlig tilbage i rollen som holdets grand tour-kaptajn, men han skal ikke satse på Touren, som han gjorde, da han senest var på holdet i 2020. Det helt store mål bliver i stedet at vinde Giroen, som også er en af de to grand tours, han oftest satsede på, da han senest var på holdet. De erklærede ambitioner er mindst en podieplads og allerhelst en sejr.

Det er ambitiøst, men helt urealistisk synes det ikke at være. Lopez har haft nogle mærkelige sammenbrud på 20. etape i Touren i 2020 og Vueltaen i 2021, men i begge løb vandt han løbets kongeetape - endda ved at køre fra både Primoz Roglic og Tadej Pogacar. Det vidner om, at Lopez fortsat har et skræmmende topniveau. Det har knebet lidt med at holde det over tre uger, men han har trods alt tidligere været på podiet i Giroen og Touren og kun én katastrofal enkeltstart fra at være det i Touren. Årets Giro-rute er med de få enkeltstartskilometer en gigantisk chance, og der er grund til at håbe og tro på, at Lopez kører med om sejren i Italien til maj.

Han ventes at få hele holdet til sin rådighed, herunder holdets to øvrige topklatrere Vincenzo Nibali og David de la Cruz. Nibali kan dog regne med en fri rolle. Det er hans sidste Giro, og foreløbig har han haft uld i mund, hvad angår målene. Har han et godt forår, er det bestemt ikke umuligt, at han vil forsøge at jagte endnu en top 10, men mest sandsynligt er det, at han vil forsøge at takke med en etapesejr på en stor bjergetape. Noget lignende vil også være inden for rækkevidde for De la Cruz i det omfang, han får frihed til det.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Resten af truppen kunne meget vel tælle Joe Dombrowski, der dog mest af alt drømmer om en Tour-debut og Harold Tejada. Dombrowski vandt en bjergetape i 2021, og det kan han gøre igen, hvis han får den nødvendige frihed. Tejada havde et svært 2021, men satser stærkt på at genfinde de lovende takter fra 2020, hvor han imponerede stort i Touren. Vadim Pronskiy kan meget vel udgøre det kasakhiske islæt, og hvis han genfinder benene fra den tredje uge af Giroen i 2021, vil han vise, at det ikke er alle kasakher, der er rent fyld. Den i 2022 svagt kørende Valerio Conti er på sit topniveau også en potentiel etapevinder, som det også fælder for Samuele Battistella og Simone Velasco, hvis de kommer til start. Og skulle der være en reduceret massespurt, kan Fabio Felline vel få friheden til at forsøge sig.

I Touren er ambition at gå på podiet med Alexey Lutsenko, der chokerede alle med sin 7. plads i 2021. Nu er han gået i gang med en transformation til etapeløbsrytter, og han arbejder målrettet på sin klatring. Det er dog ganske svært at se, at hans evner i bjergene skulle række til at komme i nærheden af top 3, og snarere vil det vel være en succes, hvis han i et formodet stærkere felt kan gentage sin top 10 fra sidste år. Skulle han falde ud af klassementet, kan han utvivlsomt vinde en etape, som han gjorde i 2020.

Holdet stiller også med Lopez og Nibali, men deres rolle er ikke meldt ud. Alt taler for, at Nibali alene vil jagte etaper, men det kan meget vel tænkes, at Lopez vil holde døren åben for et klassement. Brosten og sidevind truer ham dog voldsomt, og mere sandsynligt er det nok, at vi vil se ham som etapejæger. Ender han i den rolle, kan han blive en stor oplevelse og en potentiel kandidat til bjergtrøjen. Derudover vil holdet stille med Gianni Moscon, der udover at støtte Lutsenko på brostenene og i øvrigt i alle andre terræner er et formidabelt bud på en etapevinder. Også Dombrowski og Battistella ligner etapevinderbud, hvis de kommer til start.

I Vueltaen satser holdet hele butikken på De la Cruz, der i 2020 og 2021 kom tilbage på sporet. To år i træk er han endt som nr. 7 i sit hjemmebaneløb, og det er nok også noget lignende, han kan stræbe efter, selvom hans erklærede drøm er podiet -en drøm, der nok virker en anelse urealistisk. Derudove ventes holdet at komme i en relativt svag formation, hvor der vil blive en del frihed til at jagte etapesejre. Det kunne være med folk som Tejada, Conti, Dombrowski, Stefan de Bod, Pronskiy, Battistella, Felline, Velasco og Javier Romo, der - afhængig af deres deltagelse i tidligere grand tours - kunne være kandidater. Og så kan det vel ikke helt aflæses, at holdet faktisk vil stille til start med en sprinter, hvis Michele Gazzoli eller Gleb Brussenskiy skal have deres grand tour-debut, men her skal man nok ikke have de helt store forventninger, særligt fordi Gazzoli er noget andet end en klassisk sprinter.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdets trup er relativt smal, og det er meget ofte de samme få kaptajner, der skal levere over hele linjen. I de ugelange løb er det primært Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko. Lopez’ enkeltstart har gjort, at han ofte har haft det lidt svært i den slags begivenheder, men han har tidligere vundet i Catalonien, hvor der heller ikke i år er en enkeltstart. Ender han med at køre det spanske løb, kunne det være en god lejlighed til at jagte et topresultat, som det også gælder i Tour of the Alps, der er hans sidste opvarmning til Giroen.

I de korte etapeløb kan Lutsenko være et bedre bud. Har han vitterligt fået så godt styr på enkeltstarten, som vi så i Dauphiné, passer han glimrende til mange af etapeløbene, særligt hvis klatringen ikke er alt for svær. Han har for vane at starte som lyn og torden, hvad han meget vel kunne gøre igen i Provence og Andalusien, og derudover vil han sikkert køre enten Paris-Nice eller Tirreno samt Dauphiné, hvor han sidste år overraskede med den samlede 2. plads.

Kan Vincenzo Nibali også lave nogle gode klassementsresultater? Det vil afhænge af hans genfødsel, men selv hvis han hæver sit niveau, er det nok tvivlsomt. I de sidste mange år har han kun præsteret i sine sæsonmål, og det vil i 2022 være Giroen og Touren samt udvalgte klassikere. Det er svært at tro, at der venter et topresultat i et kortere etapeløb.

I disse løb vil David de la Cruz også få sin chance, men selvom han har den rette alsidighed, er hans dieselmotor kun for alvor egnet til løb over tre uger, ligesom klatreevnerne ikke rækker til et absolut topresultat. Derudover kunne man forestille, at Harold Tejada, Vadim Pronskiy, Joe Dombrowski og den relativt tempostærke Stefan de Bod måske vil kunne få en chance undervejs, men det bliver svært at være med fremme i de store løb. Tejada er nu ganske lovende, hvis han finder sig selv, men han lider under en svag enkeltstart. Det kunne dog være interessant at se Tejada og Pronskiy i nogle af de mindre løb uden enkeltstart som eksempelvis Vuelta a Burgos.

Endelig er der Gianni Moscon. Er han i topform, burde han kunne køre klassement i løb som Paris-Nice eller Tirreno, men det bliver der næppe plads til i foråret. I efteråret kunne Benelux Tour, der passer ham som fod i hose, til gengæld være et interessant mål. Det var det også for Samuele Battistella i 2021, men han lider under sin svage enkeltstart.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Holdet har ikke mange sprintere. De vil sikkert forsøge sig med Gleb Brussenskiy i ny og næ, men han var slet ikke i nærheden af noget i 2021, heller ikke i mindre løb. Det er også muligt, at de måske vil prøve lidt med Michele Gazzoli og i hårde løb Fabio Felline, men begge er mere alsidige typer, der får svært ved at begå sig mod de hurtigste.

I 2021 leverede holdet den ene overraskelse på enkeltstarterne efter den anden. Håbet er, at den udvikling kan fortsætte og måske tillade Moscon at genfinde de tempoevner, han delvist har tabt i de senere år. Også De Bod viste lovende takter sidste år, ligesom Lutsenko pludselig fik fod på enkeltstarten med sin sejr i Dauphiné. Alle skal de blive interessante at følge i den kommende sæson.

Endelig har holdet en række ryttere, der kan vinde nogle af de kuperede endagsløb i særligt Italien, hvor holdet plejer at være meget aktive. Det gælder særligt Simone Velasco, der har punch og hurtighed og gjorde store fremskridt i efteråret. Det gælder også Battistella, der allerede vandt i Veneto sidste år, samt Lutsenko, der ofte har kørt flere af disse løb. Det skal også blive interessant at få en bedre forståelse af, hvor langt hurtige Gazzolis holdbarhed rækker i mere kuperet terræn, ligesom Javier Romo også kunne have et punch til den slags løb.

Hvem kan overraske?

Modsat mange andre trupper i disse år, hvor ungdommen dyrkes voldsomt, har Astana ikke alt for mange unge talenter. Der er dog alligevel et par enkelte navne, der kunne stå foran et stort gennembrud.

Det mest oplagte er nok Samuele Battistella. Den tidligere U23-verdensmester viste ikke meget i de første halvandet år som professionel, men i efteråret var der pludselig hul igennem. Allerede i Benelux Tour så han godt ud, og det kulminerede, da han akkurat holdt Marc Hirschi bag sig ved sejren i årets sidste løb, Veneto Classic. Fortsætter han den udvikling, skal han blive ganske interessant at følge i klassikerne, hvor han helst vil satse på Ardennerne, der da også passer ham bedst, men hvor de flamske klassikere også kunne komme i spil. Derudover skal han formentlig køre en grand tour, hvor han med sin holdbarhed og hurtighed er et udmærket etapevinderbud.

Et andet stortalent er Harold Tejada. Hans erfaring var ganske begrænset, da han i 2020 blev professionel, men alligevel imponerede han så meget efter nedlukningen, at han med det samme blev udtaget til Touren, hvor han endda blev nr. 15 i kamp med favoritterne på Grand Colombier. 2021 var til gengæld til skraldespanden, og han indrømmer selv, at han har noget at bevise. Potentialet er imidlertid uomtvisteligt, og genfinder han sit niveau, kan han blive livsvigtig for Miguel Angel Lopez i Giroen, ligesom han forhåbentlig kan vise sig frem på bjergetaper i kortere etapeløb, hvor han måske kan køre sin egen chance. Her vil han dog ofte lide under sit fravær af en brugbar enkeltstart.

En anden spændende rytter er Simone Velasco, der tidligt bragede ind på scenen med sejren i Trofeo Laigueglia. I de senere år er han imidlertid gået helt i stå, men i det seneste efterår var der pludselig hul igennem. Her gjorde han det for Gazprom fremragende i en lang række endagsløb, og det potentiale kan han nu bygge videre på som WorldTour-rytter. Han er med sit punch og sin hurtighed den oplagte rytter til kuperede klassikere, hvor han dog vil have meget at lære, og i første omgang skal vi nok mest håbe, at han kan vinde fra et udbrud i en forventet grand tour-debut og måske sejre i nogle af de mindre endagsløb, hvor han allerede har gjort det godt.

Sidste år tog holdet en chance med triatleten Javier Romo, der var nærmest helt uden erfaring. Han kom endda uhyre lovende fra start med en række stærke præstationer i Coppi e Bartali, men siden forsvandt han helt. Man må dog formode, at han har lidt meget under sit fravær af erfaring, og han vil formentlig lære lynhurtigt. Vi kan forhåbentlig se store fremskridt i 2022, hvor vi også kan blive klogere på, om han kan køre etapeløb eller er mere til kuperede klassikere.

Vadim Pronskiy er til gengæld til etapeløb. For nogle år siden var han regnet som den næste spændende kasakhiske klassementsrytter, men han har haft det svært som professionel. I den tredje uge af Giroen var der imidlertid pludselig hul igennem, og han fortsatte efterfølgende med at imponere i Adriatica Ionica Race. Siden har vi ikke set meget til ham, men forhåbentlig kan han i det kommende år fortsætte den lovende udvikling som klatrer. Det vil mest være som hjælper i grand tours, men måske kan han tage sin egen chance i mindre etapeløb. Han har i hvert fald det rigtige pas til at få nogen frihed.

Holdet har også fået fat i nyprofessionelle Michele Gazzoli. Hans ryttertype er en smule uklar, men det er givet, at han er en ganske hurtig herre, som vi så ved hans 4. plads ved VM. Klassisk sprinter er han dog ingenlunde, og han er snarere en klassikertype, der på sigt kunne blive en mand til de flamske klassikere. Det bliver vi forhåbentlig klogere på i 2022, hvor han burde få nogle chancer i en trup, der ikke har mange af hans ryttertype. Det er uklart, om han vil kaste sig ud i massespurter, men ellers kunne han måske forsøge sig i mindre endagsløb eller spurter på hårde dage.

Endelig er der Stefan de Bod. Vi er vel efterhånden noget dertil, hvor vi må konstatere, at hans potentiale ikke er helt så stort, som man kunne have håbet, men han er trods alt fortsat bare 25 år. Det er allerede blevet til en samlet 3. plads i Østrig og en 5. plads i Ungarn, og det vidner om, at hans klatreevner i hvert fald rækker i lidt mindre etapeløb. Hans enkeltstart er også fortsat ganske god, og selvom han måske ikke bliver grand tour-rytter, kunne man håbe, at han kan lave nogle hæderlige klassementsresultater, i hvert fald i mindre etapeløb.