Annonce

Opvarmning til 2021: Hvad kan vi forvente af UAE-Team Emirates?
23. januar 2021 20:30Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Ferien er ovre, og det er tid for de professionelle ryttere at starte den seriøse træning frem mod 2021-sæsonen. Ganske vist betyder coronavirus, at løbene starter senere, og at omfanget af træningslejre er neddroslet, men nedtællingen er efter nytår for alvor gået i gang. I løbet af de kommende uger vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard klæde dig på til den kommende sæson i en serie af analyser, hvor vi kaster et detaljeret blik på hvert af de 19 WorldTour-hold, og hvad vi kan forvente os af mandskabet i løbet af de kommende 12 måneder.

Et sandt mirakel! Pogacar vinder Tour de France efter afsindigt flot enkeltstartssejr

se mere cykling på

Nedenfor giver vi en analyse af UAE-Team Emirates.

 

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

 

Ryttere, der bliver på holdet

Andres Camilo Ardila, Mikkel Bjerg, Sven Erik Bystrøm, Valerio Conti, Rui Costa, Alessandro Covi, David de la Cruz, Joe Dombrowski, Davide Formolo, Fernando Gaviria, Alexander Kristoff, Vegard Stake Laengen, Marco Marcato, Brandon McNulty, Yousif Mirza, Juan Sebastian Molano, Christian Camilo Munoz, Ivo Oliveira, Rui Oliveira, Tadej Pogacar, Jan Polanc, Alexandr Riabushenko, Maximiliano Richeze, Oliveiro Troia, Diego Ulissi

 

Nye ryttere

Rafal Majka (BORA-hansgrohe), Matteo Trentin (CCC Team), Marc Hirschi (Team Sunweb), Ryan Gibbons (NTT Pro Cycling), Juan Ayuso (Team Colpack Ballan, skifter 1. august)

 

Ryttere, der forlader holdet

Sergio Henao (Team Qhubeka ASSOS), Fabio Aru (Team Qhubeka ASSOS), Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix), Tom Bohli (Cofidis, Solutions Credits), Edward Ravasi (EOLO-Kometa)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Af og til må manager Mauro Gianetti knibe sig selv i armen og prise sig lykkelig for, at der er noget, der hedder held i uheld. For nogle år siden var hans italienske Lampre-mandskab nemlig i krise. Holdet var slet et af de førende på WorldTouren, og da sponsoren trak sig, skulle han på jagt efter en ny. Det lykkedes ham at sikre finansiering fra Kina, og det sidste italienske WorldTour-hold blev pludselig til den dør, der skulle gøre det store asiatiske land til en magtfaktor i cykelsporten. Sådan gik det imidlertid aldrig, da kineserne sprang fra i sidste øjeblik, og i december 2016 så det ud til, at det var slut med et hold, der ellers har en lang historie i feltet.

Annonce

 

Nød lærer heldigvis nøgen kvinde at spinde, og tilsyneladende er Gianetti i dag blevet en ferm ”spinder”. I hvert fald tvang nøden ham til at kigge alternative veje igen, og da Kina sprang fra, slog De Forenede Arabiske Emirater til. Da det kort efter også lykkedes at sikre finansiering fra landets store flyselskab, Emirates, stod Gianetti med ét med et hold, der for kort tid siden var at finde i midterfeltet, men nu var et af de allerrigeste med et bagland, der havde ambitioner om at gøre det til verdens bedste.

 

Så langt er Gianetti ikke nået endnu, men han er kommet tæt på. I 2020 nåede de endda før end planlagt ambitionen om at vinde Tour de France, og selvom Tadej Pogacar stod for en stor del af pointhøsten, var resten af truppen stærk nok til at sikre en samlet 3. plads på ranglisten. Det skyldes alt sammen en strategi, der har hvilet på to søjler, og som også er at aflæse i de bevægelser, der er foretaget på transfermarkedet.

 

Den første søjle har bestået i at bruge de gigantiske midler til at tiltrække verdensstjerner. Mest kontroversielt var det, at holdet fik fat i Fernando Gaviria, selvom colombianeren egentlig havde kontrakt med Deceuninck-Quick Step, og i år det Marc Hirschis overraskende brud med en eksisterende DSM-kontrakt, der har skabt lignende overskrifter. Derudover blev der brændt gigantiske summer af på Fabio Aru, og Alexander Kristoff, Daniel Martin, Sergio Henao og Davide Formolo hører også til de store navne, der i de senere år er blevet hentet til holdet.

 

Den anden søjle er en fremragende evne til at hente og udvikle talenter. Med den tidligere Quick-Step-spejder Joxean Fernandez Matxin som hovedmand, har holdet haft en heldig hånd med at tiltrække de mest spændende fra U23-scenen. Pogacar er i sagens natur det ultimative eksempel på succesen, men også Filippo Ganna, Jasper Philipsen, Andres Ardila, Mikkel Bjerg og Brandon McNulty var blandt de mest eftertragtede unge navne, da de skrev kontrakt med holdet forud for deres debut på WorldTouren.

 

Som sagt aflæser man begge mønstre i årets transferaktivitet, men denne gang er der lagt klart mest vægt på de etablerede navne. Det kan ikke undre. Pogacars Tour-sejr blev opnået mere på trods end på grund af holdet, og det står klart, at Gianetti og co. har haft stort behov for at styrke truppen, så Pogacar kan få den støtte, en Tour-vinder fortjener. Efter at have set, hvor ensom sloveneren var i Tourens bjerge i år, har hovedopgaven været at finde en superhjælper i bjergene.

Annonce

 

Egentlig havde man jo allerede en verdensstjerne i Aru, der skrev en uhyre lukrativ kontrakt på toppen af sin karriere, og som i den forgangne sæson stadig var at finde i top 5 over feltets bedst betalte ryttere. Som vi alle ved, har en serie fysiske problemer imidlertid sendt den italienske stjerne så meget til tælling, at han aldrig leverede ét eneste resultat i sine tre år hos holdet, og da han udgik af årets Tour, blev det for meget for Gianetti, der offentligt kritiserede sin stjerne. Det gjorde naturligvis bruddet uundgåeligt, og Arus afsked har derfor været et faktum længe. Hvis ikke han i 2021 finder sig selv hos Qhubeka, er det ikke noget stort tab - slet ikke når man betænker, hvor mange lønressourcer der frigives.

 

Det skulle dog gå lidt stærkt med at finde Pogacars superhjælper. Behovet blev først helt tydeligt, da Pogacar havde vundet Touren, og da var markedet allerede ved at være støvsuget. Heldigvis for Giantti stod CCC foran et kollaps, og dermed blev Rafal Majkas ventede skifte til hans hjemlands hold pludselig en umulighed. UAE var hurtige til at slå til, og polakken synes mod god betaling at acceptere, at han i 2021 først og fremmest skal agere luksusløjtnant for Tour-vinderen. Med tanke på den lille genfødsel, vi har set fra Majka, indtil han i årets Giro blev ramt af sygdom, er det bestemt ikke noget dårligt valg.

 

Majkas skifte er dog ikke det, der har trukket de første overskrifter. Det er naturligvis den store nytårsoverraskelse, der kom, da DSM og Hirschi ud af det blå bekendtgjorde afslutningen på forholdet. I stedet stod UAE angiveligt klar med en langt mere lukrativ kontrakt, og dermed lykkedes det atter for araberne på lidt kontroversiel vis at hente en rytter, der egentlig havde en aftale andetsteds.

 

Man forstår imidlertid godt, at der blev bidt til bolle, da muligheden bød sig. Hirschi fremstår allerede nu som en af verdens allerbedste ardennerryttere, og dermed styrker han truppen på et område, hvor de nok har haft stærke ryttere i Davide Formolo, Diego Ulissi, Rui Costa og Pogacar selv, men hvor succesen indtil nu er udeblevet. Hirschi vil utvivlsomt bidrage med et hav af point i jagten på verdensranglisten førsteplads, og samtidig får Pogacar en uhyre stærk hjælper til Tour-forsvaret.

 

Der oprustes også i de fladere klassikere. Her har det gjort lidt ondt at se, hvordan Alexander Kristoff med et knips med fingrene er blevet isoleret, og UAE-mandskabet har aldrig rigtigt haft et hold, der kunne støtte kaptajnen. Det problem er nu løst med erhvervelsen af Matteo Trentin, der nok havde en skidt 2020-sæson - først og fremmest grundet et styrt - men i 2019 viste, at han er en af de allerbedste endagsryttere, endda i flere slags terræner. Samspillet med Kristoff, der kun har sin spurt som et virkeligt våben, synes at kunne skabe den helt perfekte kombination, og Trentin kan samtidig køre med om sejren i løb som E3 og Omloop, der altid har været for korte og svære for Kristoffs dieselmotor. At Trentin samtidig har vist sig som en af verdens allerbedste hjælpere i sidevind og dermed er en gave til Pogacar, gør kun investeringen endnu mere oplagt.

Annonce

 

Lidt mere overraskende er det, at holdet henter Ryan Gibbons. Sydafrikaneren er nemlig gået i stå og har haft en sløj sæson. Det er dog også svært at glemme, hvordan han chokerede med sine klatreevner i Tour Down Under og de første måneder i 2019, og man skal bestemt ikke udelukke, at skiftet væk fra NTT kan være en katalysator, der kan bringe de evner frem igen. Han vil både kunne indgå i et lead-out for Gaviria og Kristoff og selv køre sine egne spurter i løb, der er for hårde for klassiske sprintere. Samtidig burde han have forudsætningerne for at blive en hæderlig hjælper i den brostenstrup, der har sine mangler.

 

Så er der den anden søjle, den med talenterne. Denne gang har holdet fokuseret på stjernerne, men ét talent er der blevet plads til. Det er endda et af de allermest interessante, da det lykkedes holdet at vinde kampen om den meget eftertragtede Juan Ayuso, der gjorde rent bord ved de spanske juniormesterskaber i 2020. Da han kommer direkte fra juniorklassen, tager han de første måneder på Colpack-holdet, hvor han vil køre U23-løb, inden han bliver professionel den 1. august. Derfor er det ikke i 2021, at han vil sætte verden i brand, men det skal blive uhyre interessant at se, hvor langt det alsidige spanske supertalent kan komme. Han definerer sig som klatrer, men er også så hurtig, at han vandt de spanske mesterskaber i en spurt med mere end 40 mand.

 

Desværre mister holdet også et talent. Philipsen var utvivlsomt en rytter, man gerne havde beholdt, men han så flere perspektiver i et skifte til Alpecin-Fenix fremfor en rolle som tredjeviolin bag Gaviria og Kristoff. Det før utvivlsomt ondt, for selvom Trentin og Gibbons også kan køre massespurter, har de ikke Philipsens fart til at begå sig i de ”rigtige” massespurter.

 

Holdet mister også Sergio Henao, men det synes at være på eget valg. Colombianeren har været i langsomt forfald siden Paris-Nice-sejren i 2017, og selvom han faktisk kørte en glimrende Vuelta, er han i dag kun hjælperytter. Naturligvis kunne Pogacar nok godt have brugt ham, men han er ikke længere en rytter, der ikke kan erstattes.

 

Endelig siges der farvel til to talenter, der aldrig slog igennem. Mest ærgerligt er det, at Edward Ravasi, der jo ellers blev nr. 2 i Tour de l’Avenir, var både uheldig og ude af stand til at bygge videre på løfterne. Måske er det for tidligt at opgive ham, men tabet er, som tingene står nu, ikke stort. Det er det heller ikke med Tom Bohli, der på det seneste også har tabt sine ellers glimrende tempoevner og nu om dage stort set alene er trækdyr forrest i feltet.

Annonce

 

Dermed er konklusionen også, at UAE endnu engang er styrket markant. Det gælder naturligvis først og fremmest med erhvervelsen af kometen Hirschi, men også Trentin og Majka kan score pænt, samtidig med at de giver værdifuld støtte til Pogacar. At Aru smutter, gør mest af alt ondt, fordi det blev en helt igennem fejlslagen investering, men det kommer man sig hurtigt over, når man ser på den uhyre spændende trup, der tegner sig forud for et 2021, hvor holdet må ventes at kæmpe med om verdensranglistens 1. plads og dermed nå det forjættede mål, man i sin tid satte sig.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Med Tadej Pogacar himmelstorm er det på ingen tid lykkedes UAE-mandskabet at etablere sig som et af de allerbedste i grand tours og etapeløb, men i klassikerne mangler man stadig den store skalp. Heldigvis har årets oprustning med nye stjerner betydet, at chancerne for succes er blevet væsentligt forøget, og med erhvervelsen af både Matteo Trentin og Marc Hirschi har man sikret sig, at det bliver et betydeligt stærkere arabisk mandskab, vi får at se i stort set alle endagsløbene.

 

Det starter naturligvis med brostenene, hvor holdet først og fremmest satser på den meget spændende duo bestående af Alexander Kristoff og nyerhvervelsen Trentin. Som nævnt ovenfor er det en ganske ideel kombination. For Kristoff handler brostensløbene om ren overlevelse, mens Trentin har brug for et hårdere løb, hvor han netop skal undgå at spurte mod Kristoff-typerne. Dermed er holdet dækket ind på de fleste fronter, og man må forvente, at UAE vil spille en fremtrædende rolle ved de fleste begivenheder.

 

Trentin havde et skidt 2020, men han nåede i Gent-Wevelgem, at han stadig er en af verdens absolut bedste brostensryttere. Kristoff kan ved de hårdere flamske løb kun begå sig i Flandern Rundt, hvor distancen er lang nok, men med Trentin har holdet også i hvert fald en podiekandidat i E3 og Omloop, der hidtil har været for hårde for nordmanden. Sammen vil de udgøre en glimrende duo i det flamske monument, hvor Kristoff har en uhyggelig statistik med top 5-placeringer i syv ud af de seneste otte udgaver, og i Paris-Roubaix, der dog nok bliver en vanskeligere opgave for dem begge. I løb Gent-Wevelgem, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Dwars door Vlaanderen kan Kristoff dække spurten af som en af de favoritterne, mens Trentin er med, hvis løbet bliver en anelse hårdere. I Scheldeprijs kan Kristoff også spurte, men skal holdet vinde, skal de nok møde op med en ”rigtig” sprinter i form af Fernando Gaviria.

 

Jokeren i de flamske løb er Hirschi. Det er stadig uklart, om schweizeren skal kaste sig ud i brostenene, men det var hans oprindelige plan i 2020. Det er derfor ganske logisk, hvis han gør forsøget i 2021, dog formentlig kun med deltagelse i de hårdeste af løbene, nemlig Flandern Rundt og E3 samt måske Omloop. Med tanke på hans top 10 i E3 allerede i 2019 er der ingen grund til at tro, at han ikke kan køre med om sejren allerede nu. Til gengæld bliver der næppe råd til at kaste sig ud i noget eksperiment med Tadej Pogacar, selvom han legede med ideen i 2020. Det er trods alt nok for risikabelt.

Annonce

 

I Milano-Sanremo er holdet også skræmmende stærke, særligt hvis de også stiller med Hirschi. Man kan frygte, om den nu meget klatresvage Gaviria stadig kan overleve, men det kan Kristoff utvivlsomt, og nordmanden er stadig uhyggelig i en spurt efter 300 km, hvor han altid vil være en af favoritterne. Gaviria kan bestemt heller ikke afskrives, og dermed har holdet to oplagte vinderkandidater i en spurt. Til det hårdere scenarium må man håbe, at holdet også stiller med Hirschi, og dermed har de hele to mand, der kan køre med på Poggio, nemlig Hirschi og Trentin, som også begge kan vinde en spurt i en mindre gruppe. Med andre ord har UAE hele fire vinderkandidater til årets første monument.

 

Forinden har holdet også fremragende chancer i Strade Bianche. Davide Formolo blev nr. 2 i 2020, og selvom han ikke er verdens bedste afslutter, er det et løb, han kan vinde. Mest af alt er det dog på alle måder skræddersyet til Hirschi, der vil være en af de helt store favoritter, hvis han er tidligt i form, men det er også et løb, som Tadej Pogacar vil kunne vinde, selvom hans deltagelse er tvivlsom. Også Diego Ulissi vil kunne køre top 10, hvis han er ovre sine hjerteproblemer, og med sin forbedrede klatring kan man bestemt heller ikke afskrive Trentin, selvom han formentlig skipper løbet til fordel for Paris-Nice.

 

I Ardennerne bliver holdet om muligt endnu mere uhyggeligt. På baggrund af 2020 er der ingen tvivl om, at Hirschi er den klare kaptajn i alle tre ardennerløbene og Brabantse Pijl, hvis han bruger det mindre løb som opvarmning. Det er dog også ganske sandsynligt, at Pogacar er til start, og som vi så i 2020, kan han utvivlsomt også vinde både Fleche Wallonne og Liege samt måske endda Amstel Gold Race.

 

Ulissi er jo desværre sat tilbage af sine hjerteproblemer og har altid haft det for svært i de lange løb, og selvom han er tidligere podierytter fra Fleche Wallonne, må han nok leve med en hjælperolle. Brabantse Pijl kunne så være hans chance i stedet. Det samme kan Formolo frygte, men får italieneren sin chance, er han bestemt også vinderkandidat, hvis han har de ben, der gav en 2. plads i Liege i 2019.  I det selskab må Rui Costa leve med, at han får meget svært ved at jagte nye resultater, særligt fordi hans niveau har været kraftigt aftagende. Endelig kørte Alessandro Covi så flot i Brabantse Pijl i 2020, at han forhåbentlig får lov at forsøge sig i det løb igen.

 

I efteråret har holdet også glimrende chancer. OL står i vejen for San Sebastian, og det udelukker formentlig Hirschi, Pogacar, Formolo og Costa, men Ulissi, der er knap så sikker på det italienske hold, kunne måske her lave et resultat, hvis ikke hjertet sætter en stopper for det. Gaviria burde stadig have en fair chance i Hamburg, hvor Kristoff tidligere har vundet, og nordmanden vil også altid være et godt bud på at gentage sin tidligere sejr i Bretagne, hvor Trentin og Hirschi vil være indlysende bud, hvis løbet bliver hårdere. De canadiske løb er nærmest en gave til Hirschi, hvis han skal over Atlanten, men ellers har holdet Ulissi, der som tidligere vinder i Montreal er en glimrende plan B. Costa har såmænd også vundet og er stadig top 10-kandidat, Formolo vil kunne lave et resultat i Montreal, og selv Trentin burde kunne gøre det godt. Endelig kan man håbe, at Pogacar og Hirschi satser på Il Lombardia, hvor de begge vil kunne være blandt de allerstørste favoritter, og derudover har Majka en ganske glimrende historik i årets sidste monument.

Annonce

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Når man har den regerende Tour-vinder, må der være ét grand tour-mål, der står over alt andet: at genvinde titlen i verdens største cykelløb. Der kan næppe være tvivl om, at alle øvrige grand tour-trupper først kommer på plads, når man har fundet ud af, hvordan man giver Tadej Pogacar de bedste forudsætninger for at sejre i Frankrig igen.

 

Det bliver bestemt ikke let på en rute, der passer ham betydeligt dårligere end i 2020, men det er bestemt sandsynligt, at det lykkes. Denne gang vil han i hvert fald have bedre støtte end i 2021. Rafal Majka er som sagt hentet til holdet for at hjælpe i bjergene, og man må formode, at også David de la Cruz, der var hans vigtigste mand i 2020 og Davide Formolo atter vil være ved hans side. Mere uklart er det, om Marc Hirschi hellere fokuserer 100% på OL-målet, men ellers er også han en helt sublim hjælper, der dog næppe får mange personlige chancer, medmindre det går galt for holdets kaptajn. Rui Costa, Jan Polanc og måske endda Brandon McNulty kan også være i spil til en hjælperrolle.

 

Derudover bliver der enormt brug for folk til de mange flade etaper, og her har Matteo Trentin vist sig som en af verdens bedste sidevindshjælpere. Alexander Kristoff skal efter planen også til start, men det bliver interessant at se, om han også denne gang kan få lov at deltage i spurterne. Det kan ikke helt udelukkes, da netop Kristoff er en type, der kan begå sig på egen hånd. Slutteligt må der også ventes at blive plads til Marco Marcato, der var Pogacars trofaste bodyguard på de flade etaper sidste år.

 

Hvad der skal ske i de øvrige grand tours, er mere usikkert. Ruterne til Giroen og Vueltaen er i skrivende stund stadig ukendte, men alt taler for, at Fernando Gaviria skal have karrieren tilbage på sporet ved at jagte etapesejre i Giroen med god hjælp fra hele sit tog. Det kunne være en ide at give Majka chancen i den grand tour, han plejer at satse på, men spørgsmålet er, om det er for farligt med tanke på den træthed, det kan efterlade inden Touren. Snarere er det nok sandsynligt, at Brandon McNulty får chancen for at gå efter en top 10 efter et forsøg i 2020, hvor det ikke helt gik som håbet i den tredje uge. En tredje mulighed kunne være Joe Dombrowski, der var tæt på i 2019, men som skal rejse sig efter et horribelt 2020.

 

En spændende joker er Hirschi. Med det store fokus på OL kunne han skippe Touren og i stedet satse på en rolle som livsfarlig etapejæger i Giroen. Kommer han sig over hjerteproblemerne, skal Diego Ulissi utvivlsomt også forsøge at vinde endnu flere etaper, end han allerede har gjort, og det samme kunne gælde for Rui Costa. Andre mulige etapevindere er Valerio Conti, den spændende Alessandro Covi, Mikkel Bjerg, der også kan tage sin chance på enkeltstarter og måske endda den ustabile Alexandr Riabushenko.

Annonce

 

I Vueltaen er det også uklart, hvad der skal ske. Pogacar burde være typen, der sagtens kan køre Tour-Vuelta, men i et OL-år er det usandsynligt. I stedet kunne det meget vel være den store chance for Majka og De la Cruz, der begge i 2020 viste et niveau, der gør dem til reelle top 10-kandidater. Det er også nærliggende at tro, at Gaviria skal køre to grand tours og forsøge at få en sejr i den grand tour, der stadig mangler på listen, men ellers kunne det måske være en chance for Ryan Gibbons eller Juan Sebastian Molano til at spurte lidt selv.

 

Medmindre Pogacar deltager bør der uanset hvad være masser af plads til etapejagt, hvor ryttere som Formolo, Riabushenko, Costa, Dombrowski, Covi, Conti og Bjerg også alle kunne være i spil til en plads. En Hirschi-deltagelse synes til gengæld usandsynlig. Endelig er det ikke usandsynligt, at unge Andres Ardila her skal have sin grand tour-debut, og hvis han vitterligt kommer tilbage på sporet fra 2019, kunne han blive en meget interessant debutant at følge.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Tadej Pogacar er først og fremmest grand tour-rytter. Det er nemlig i de længste løb, at hans gigantiske motor for alvor kommer til sin ret. Det betyder dog ikke, at han ikke mestrer ugelange etapeløb, som hans samlede sejre i Valencia, Algarve og Californien viser, og man må formode, at det slovenske vidunderbarn igen stiller til start som topfavorit i mange af forårets ugelange løb samt i Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Forventningen må hver gang være, at han kører med om sejren, og det gælder særligt i UAE Tour, der som sponsorens store hjemmebaneløb igen må ventes at være det største mål i sæsonens første måneder.

 

Holdet har en lidt smal etapeløbstrup, men der er alternativer. Rafal Majka er i korte etapeløb hæmmet af sin enkeltstart, men man må formode, at han her får en del frihed til at jagte top 10-placeringer. Det samme gælder for David de la Cruz, hvis motor ikke egner sig ideelt til de korte løb, men som i kraft af sine fine enkeltstart og sin genfødsel i 2020 bør kunne blande sig blandt de 10 bedste i nogle af forårets tidlige løb, måske særligt på de lidt længere stigninger i Catalonien og på den Paris-Nice-rute, der allerede nu er præsenteret.

 

Mest spændende bliver det måske at følge Marc Hirschi i etapeløbene. Den unge schweizer vil i første omgang satse på klassikerne, men det betyder bestemt ikke, at han ikke undervejs kan gå efter et samlet resultat i de kortere løb. På ruter, hvor enkeltstarten ikke er alt for vigtig, vil Hirschi være en reel topkandidat. Dertil kommer, at Rui Costa trods efterhånden store udsving som regel kører med i front i ét stort etapeløb om året, og Davide Formolo kan i visse begivenheder også hævde sig, selvom hans enkeltstart er en gigantisk udfordring.

Annonce

 

Det er den til gengæld ikke for Brandon McNulty. Netop enkeltstartens betydning gør ham til en oplagt rytter til ugelange løb, hvor bjergene i mange tilfælde ikke er alt for høje. Det er for tidligt for ham at vinde de store WorldTour-løb, men hans udvikling som klassementsrytter skal blive interessant at følge. Det samme gælder for det uhyre lovende talent Andres Ardila, der havde et helt forfærdeligt 2020, og som næppe heller har enkeltstarten til for alvor at hævde sig samlet. Han skal dog blive interessant at følge i bjergene.

 

Diego Ulissi er normalt ikke bjergstærk nok til at køre klassement i etapeløb, men han kører altid godt i UAE Tour, ligesom det eksplosive Tour de Pologne er et løb, han kan vinde. På tilsvarende vis er BinckBank Tour et meget specielt løb, der ligger glimrende til Hirschi, som allerede var tæt på at sejre i 2019. Det kunne imidlertid også være meget interessant at se Matteo Trentin forsøge sig i klassementet der, ligesom det burde være et godt løb for Mikkel Bjerg, der her kunne få en chance.

 

Spurterne er også en prioritet, og for Fernando Gaviria kommer sæsonen til at handle om at vinde et hav af etaper. En kalender med UAE Tour, Tirreno-Adriatico og Tour de Pologne er sandsynlig, og også løb som BinckBank Tour, Tour of Guangxi og Tour de Romandie kunne være mål for colombianeren, der skal tilbage på sporet. I andre løb vil Alexander Kristoff få sin chance, og det vil formentlig være i Paris-Nice og Tour de Suisse, hvor en rytter som ham ofte står stærkere. Man kan heller ikke udelukke, at Matteo Trentin får chance for at spurte i ny og næ, og det samme gælder for Ryan Gibbons og ikke mindst Juan Sebastian Molano, der er en del af Gavirias tog, men som i Tour Colombia fik vist, at han fortjener flere chancer.

 

Holdet har også i stigende grad fokus på enkeltstarterne, hvor det særligt er Bjerg og McNulty, der skal forsøge at hævde sig. Endelig har de for vane at køre flere mindre italienske endagsløb, hvor Ulissi har for vane at levere fine resultater, men det kunne også være en legeplads for den spændende Alessandro Covi samt Valerio Conti og Alexandr Riabushenko, der begge for nylig har vundet netop den slags løb. Det kunne være her, at Gibbons skulle have plads til at udfolde sig lidt, og at Molano kan få lov at vise sprinterevnerne.

 

Hvem kan overraske?

Som nævnt har Matxin et herligt blik for talent, og det afspejles i en trup, der indeholder mange spændende navne. To af de mest interessante er selvfølgelig Tadej Pogacar og Marc Hirschi, der begge tidligere har været at finde i netop dette afsnit for hhv. UAE og Sunweb, men de er af indlysende grunde vokset ud af kategorien ”overraskelse”.

 

Sidste år blev Andres Ardila fremhævet som en kommende stjerne i disse spalter. Sådan gik det bestemt ikke i et 2020, hvor det blev til næsten lutter DNFer. Selv forklarer han det med den grimme skade, der gjorde ham passiv i hele seks måder efter magtdemonstrationen i Baby-Giroen i 2019, og det er da også sammen med hans nærmest ikkeeksisterende erfaring i Europa en plausibel erfaring. Hans overlegne sejr i Italien uden noget forudgående bekendtskab med europæiske løb er stadig så opsigtsvækkende, at han ligner en af de mest lovende klatrere. I første omgang skal han finde stabilitet, men det skal blive interessant at se ham i bjergene i forårets ugelange løb og i en mulig Vuelta-debut.

 

Ligesom Ardila fik Alessandro Covi plads på listen over 21 spændende, unge ryttere, jeg tidligere offentliggjorde. Italieneren satte ikke verden i brand som U23, men hans kørsel blandt verdensstjernerne i Brabantse Pijl var ganske overbevisende. På det stjernebesatte UAE-mandskab ender han ofte som hjælper, men forhåbentlig får han sin chance i eksempelvis Brabantse Pijl og i mindre italienske endagsløb, hvor hans hurtighed allerede var et våben i 2020, da han var tæt på sejr.

 

Den tredje UAE-rytter på listen over 21 ryttere var Juan Ayuso. Spanieren tiltrak sig megen opmærksomhed som en mulig spansk Remco Evenepoel, men modsat belgieren tager han de første otte måneder i U23-klassen, som han således ikke skipper helt, inden han bliver professionel. Med sin unge alder og en kalender, der af gode grunde bliver begrænset, er det næppe i 2021, at han sætter verden i brand, men han skal blive interessant at følge i efteråret, hvor han kan vise, hvorfor han betegner sig selv som en klatrer, der også har en glimrende spurt.

 

Brandon McNulty blev som junior udskreget til noget stort, men ser man bort fra sejren i Giro di Sicilia, var tiden hos Rally lidt skuffende. Til gengæld viste han hos UAE med det samme sit store potentiale med en fremragende sæsonstart og siden to fantastiske uger i Giroen, hvor han blandt andet kørte nogle fornemme enkeltstarter. I sidste ende løb motoren tør, men han fik vist, at vi kan regne med at se ham fremme i kortere WorldTour-etapeløb i 2021, hvor han meget vel også kan få chancen for at finde den indtil nu manglende holdbarhed i Giroen.

 

Man kan vel også pege på Juan Sebastian Molano. Desværre er han låst i Gavirias tog, og hans personlige chancer bliver utvivlsomt meget få og spredte. Det er dog svært at glemme hans overlegne spurtsejre i sidste års Tour Colombia, hvor Alvaro Hodeg lignede en statist, og da han fik chancen i den knaldhårde spurt i Matera under Giroen, kørte han også ganske overbevisende. Han synes at have farten til at begå sig også på højt niveau, og hvis Gaviria stadig er fra den, kan han måske få lidt flere chancer end som så.

 

Vi bør vel også nævne Mikkel Bjerg. Danskeren er først og fremmest kendt for sine tempoevner, der desværre var meget svingende i 2020, men på 1. etape i Giroen viste han, at han stadig skal regnes som et af de mest spændende enkeltstartstalenter. Mest af alt imponerede han dog med sin holdbarhed og klatreevner. Som ryttertype vil han i første omgang formentlig være meget låst i en hjælperrolle, men det kunne være ganske interessant at se ham køre klassement i etapeløb som BinckBank Tour, der burde ligge glimrende til ham.

INFO
Optakter
Nyheder
UAE Team Emirates
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenInterview med Ballerini efter sejr

Video

Honoré med fjerdeplads i flot sejr til Gaudu

Landevej

Video i artiklenBallerini vinder suverænt Omloop Het Nieuwsblad

Video

Ballerini uovervindelig i spurten efter unormalt Omloop

Landevej

Video i artiklenMoscon kører den hårdt fra front på Kappelmuur

Video

Video i artiklenStort styrt i Belgien

Video

Historisk: Skjelmose smadrer dansk WorldTour-rekord

Landevej

Annonce