Nedenfor giver vi en analyse af Trek-Segafredo.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Julien Bernard, Gianluca Brambilla, Giulio Ciccone, Nicola Conci, Koen de Kort, Niklas Eg, Kenny Elissonde, Alexander Kamp, Alex Kirsch, Emils Liepins, Juan Pedro Lopez, Bauke Mollema, Jacopo Mosca, Matteo Moschetti, Ryan Mullen, Vincenzo Nibali, Antonio Nibali, Mads Pedersen, Charlier Quartermann, Kiel Reijnen, Michel Ries, Quinn Simmons, Toms Skujins, Jasper Stuyven, Edward Theuns

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Nye ryttere

Amanuel Ghebreigzabhier (NTT Pro Cycling), Antonio Tiberi (Team Colpack Ballan), Mattias Skjelmose Jensen (Leopard Pro Cycling), Jakob Egholm (Hagens Berman Axeon)

Ryttere, der forlader holdet

Richie Porte (INEOS Grenadiers), Pieter Weening (stopper karrieren), Will Clarke (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er snart så længe siden, at man næsten har glemt. Da Treks manager Luca Guercilena fik snablen ned i kassen med Segafredos kaffemillioner for nogle år siden, var italieneren ikke sen til at melde ud, at ambitionen var at ende øverst på WorldTour-ranglisten. Midlet hertil var en kraftig investering i en trup, der skulle være konkurrencedygtig over hele kalenderen, og hertil hentede man selveste Alberto Contador til holdet som den nye etapeløbsstjerne, ligesom den dobbelte monumentvinder John Degenkolb sammen med den kommende stjerne Jasper Stuyven skulle gøre holdet til en gigant i klassikerne.

Desværre er det aldrig gået sådan, og Trek har aldrig været i nærheden af at være verdens bedste hold. Contador var ovre sine bedste år, da han kom til holdet og vandt aldrig ét eneste etapeløb i deres trøje. Degenkolb blev aldrig sig selv igen efter sit træningsstyrt, Stuyven gik lidt i stå og har stadig aldrig været på podiet i et monument, og Bauke Mollema fandt aldrig sit niveau fra 2016, hvor kun et sent styrt berøvede ham det, der længe lignede en plads på podiet.

Siden dengang har Guercilena været mindre vokal i sin beskrivelse af ambitionerne, men reelt er der ikke lagt en dæmper på dem. Målet er det samme, og derfor forsøgte man fortsat at opbygge en trup, der kan være med overalt. I 2018 så det yderst lovende ud, da man fik fingre i verdens bedste i de seneste års ugelange etapeløb, Richie Porte, som lignede en reel kandidat til Tour-sejren som supplement til Mollema, mens en trio med Degenkolb, Stuyven og nu også Mads Pedersen så lovende ud i klassikerne, men igen gik det galt. Foråret blev en katastrofe, Porte havde sin værste sæson i uendelige tider, og havde det ikke være for Pedersens og Mollema gigantiske endagssejre i sæsonens allersidste uger, havde Trek været på kurs mod endnu en fiasko, der slet ikke står mål med hverken holdets trup eller budget.

Sidste år var det så etapeløbsdivisionen, der blev oprustet med Vincenzo Nibali, men som det gik med Porte, viste den aldrende italiener pludselig klare alderdomsregn i en skift 2020-sæson. Alligevel var sæsonen ganske opløftende, da Porte i Touren pludselig genfødtes, og Pedersen og Stuyven begge vandt et stort brostensløb, hvor man slet ikke savnede Degenkolb, som siden er smuttet til Lotto Soudal.

Trek var således ganske synlige på de fleste fronter, men de mangler de stjerner, der gør det realistisk at virkeliggøre den helt store ambition, som nu også synes at være skrinlagt. Budgettet er angiveligt slet ikke så omfattende længere, og det gør det reelt umuligt at konkurrere med de mest pengestærke mandskaber.

Det ser man også tydeligt i dette års transferkampagne, hvor holdet for anden gang siden Segafredos indtræden, slet ikke har hentet et større navn. Forud for 2017 var det Contador og Degenkolb, forud for 2019 var det Porte, og forud for 2020 var det Nibali, men denne gang er de eneste nyerhvervelser tre helt unge ryttere, der er helt uden erfaring på højeste niveau, samt en spændende eritreer, der dog ikke kan regnes som nogen stjerne.

Det kan faktisk undre. Holdet siger nemlig farvel til Porte, der allerede tidligt på året indstillede sig på, at han trivedes bedst i en hjælperrolle på sit tidligere hold, Ineos, og derfor hurtigt rygtedes på vej væk. I første omgang lignede det et tab, der kunne erstattes, men da australieren pludselig genfødtes og kørte på Tour-podiet, stod det klart, at han i overtid begyndte at levere på de løfter, der hentede ham til holdet, og dermed mister holdet i stedet deres i 2020 klart vigtigste rytter.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

I lyset af Nibalis trængsler kunne man have ventet, at der blev investeret i en ny etapeløbsrytter, især når nu Nibali ikke længere er nogen vårhare, men det er slet ikke sket. Etapeløbsdivisionen står markant svækket, og faktisk siges der farvel til hele to klatrere. Erfarne Pieter Weening, der i coronapausen blev hentet til holdet som Giro-støtte for Nibali, fik nok efter et styrt i Giroen og efterlader den i forvejen begrænsede klatretrup med endnu mindre erfaring. Heldigvis er der så heller ikke nogen Porte, der skal støttes, men det er bemærkelsesværdigt, at man har accepteret en så voldsom reduktion af etapeløbspotentialet. Mindre ondt gør det, at man valgte ikke at forlænge med Will Clarke, der reelt ikke har haft WorldTour-niveau i de seneste sæsoner.

En erstatning for Weening er det dog blevet til. Holdet har hentet Amanuel Ghebreigzabhier hos det dengang lukningstruede NTT, og han kommer til holdet med det formål at støtte i bjergene. Det vil han utvivlsomt gøre glimrende, for eritreeren har flere gange vist, at han har et ganske stort potentiale i den rolle. Nogen erstatning for Porte er han imidlertid slet ikke.

I stedet for at hente en stjerne er der investeret i ungdommen, men de tre unge drenge, der kommer til holdet, er næppe nogen ny Porte, heller ikke på sigt. Med danske øjne er det interessant, at holdet styrker de i forvejen stærke bånd til kongeriget endnu mere ved at hente både Jakob Egholm og Mattias Skjelmose til USA. For begge ligner det dog en ren hjælperrolle, i hvert fald i første omgang. Ganske vist har de begge fremragende juniorresultater - særligt naturligvis Egholm med sit verdensmesterskab - men siden har de ikke opnået de store resultater på internationalt niveau. Derfor ligner det for dem begge mest af alt en læretid i 2021.

Den sidste nyerhvervelse er Antonio Tiberi, som holdet allerede skrev kontrakt med i efteråret 2019, da han netop var blevet juniorverdensmester i enkeltstart. Trods en begrænset løbskalender var hans første U23-år faktisk ganske stærkt med en 3. plads de nationale enkeltstartsmesterskaber, en 10. plads i linjeløbet, en samlet 18. plads i Baby-Giroen og slutteligt flot solosejr i et større italiensk U23-løb. Som ryttertype er han stadig svær at kategorisere entydigt, man han har åbenlyst stærke tempoevner, ligesom han klatrer fornuftigt. Også for ham bliver 2021 et læreår, men forhåbentlig bliver vi lidt klogere på potentialet.

Samlet set er det et markant svækket Trek-hold, der i den grad kommer til at savne Porte. Udsigterne til yderligere udvikling i klassikerne er lovende, men i etapeløbene får de svært ved at udfylde tomrummet efter australieren. De nye unge drenge vil i 2021 næppe skulle meget andet end at lære, og der ligger derfor et stort pres på de mere etablerede ryttere om at tage endnu et skridt, så holdet kan fastholde positionen i den øvre del af ranglisten, nu hvor drømmen om at være nr. 1 definitivt synes skrinlagt.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt har Trek hele tiden haft ambitioner om at kunne gøre sig gældende over hele paletten af forskellige løbstyper, men brostensløbene synes at have en særlig plads i Luca Guercilenas hjerte. Det kan meget vel skyldes arven fra Fabian Cancellara, for siden schweizerens tid på holdet har man været vant til at lægge stor vægt på de nordlige klassikere og gerne at stille til start med sejrsambitioner.

Da Cancellara forsvandt, blev der derfor også med det samme hentet en erstatning i John Degenkolb, der sammen med kometen Jasper Stuyven skulle udgøre en stærk duo. Siden er også Mads Pedersen kommet til, men i 2019, hvor man havde hele tre relativt gode kort, gik brostenssæsonen helt i vasken. I 2020 betød tabet af Degenkolb endda på papiret en svækkelse, men med Stuyvens sejr i Omloop Het Nieuwsblad og Pedersens triumf i Gent-Wevelgem viste holdet sig endelig at være den magtfaktor, de har forventninger om.

Det håber de også at være igen i 2021, hvor det igen er Stuyven og Pedersen alle kigger på. Sidste sæson viste, at de begge kan have berettigede forventninger om at køre med om sejren i WorldTour-løbene, men næste skridt er naturligvis også at vinde et monument. Det ligner umiddelbart en svær opgave, når de er oppe mod crossdrengene, men top 10-placeringer koblet med mulige sejre i de mindre WorldTour-løb vil bestemt være en stor succes.

Der er dog også forskelle på de to. Årets Flandern Rundt og BinckBank Tour bekræftede fornemmelsen af, at Pedersen stadig er lidt for tung til de hårdeste af de flamske løb, i hvert fald hvis han ikke som i 2018 i Flandern Rundt kommer favoritterne i forkøbet. Til gengæld fik han i 2020 en hurtighed, der næsten i ethvert scenarium vil gøre ham til potentiel vinder i de knap så hårde løb som Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Kuurne-Bruxelles-Kuurne og i virkeligheden også i mere udprægede sprinterløb som Scheldeprijs og Driedaagse de Panne. Som alternativ har man til sidstnævnte løb Matteo Moschetti, der er en mere klassisk sprinter. I de hårdere løb som Flandern Rundt, Omloop og E3 er Stuyven umiddelbart et stærkere kort, ikke mindst på baggrund af den overbevisende Omloop-sejr, og samlet set har de en fornuftig kandidat til alle de flamske løb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Dertil skal så lægges Paris-Roubaix, der ligger glimrende til dem begge, og hvor også Edward Theuns står bedre, end han gør i flere af de flamske løb. Lægger man dertil den solide støtte fra Alex Kirsch og ikke mindst stortalentet Quinn Simmons, der bliver uhyre interessant at følge i klassikerne, står Guercilenas tropper ganske stærkt.

Milano-Sanremo har været et negligeret løb siden Cancellaras farvel, men man må håbe, at Pedersen giver det et skud i 2021. Stuyven og Theuns har næppe farten til at vinde det, men bakkerne er ikke for svære for Pedersen, der samtidig nu er så hurtig, at han særligt efte et langt løb kan slå de fleste. Og så ved man aldrig, hvad Simmons kan levere i La Primavera, hvis han fortsætter sin fine udvikling. Endnu mere interessant bliver han i Strade Bianche, der med de klatreevner, han viste i Ungarn, burde ligge helt perfekt til ham, men også Toms Skujins, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema og Giulio Ciccone er ryttere, der kan præstere på de italienske grusveje, hvis de giver løbet et skud.

I Ardennerne ser det til gengæld ud til, at vi skal spejde længere efter Trek. I 2020 gjorde Porte det glimrende, men uden ham bliver sværere. Hovedmanden må være Bauke Mollema, der elsker de kuperede endagsløb og fik ekstra selvtillid med Lombardiet-sejren. Favorit er han bestemt ikke, men han har trods alt været i top 10 alle tre løb. Nibali vil satse på Giroen, men det plejer at indebære en satsning på Liege, som han stadig drømmer om at vinde. Det virker dog ikke længere helt realistisk, at det skal lykkes. Giulio Ciccone vil også kunne gøre det hæderligt i Fleche og Liege, ligesom Brabantse Pijl og Amstel Gold Race kunne være gode løb for Skujins og Alexander Kamp, hvis han genfinder sit niveau. Og så kunne Simmons også være meget interessant at følge i de samme to løb, selvom hans deltagelse efter brostenssæsonen nok er usandsynlig.

I efteråret har holdet bestemt også muligheder. Moschetti kunne måske spurte i Hamburg, men ellers ligger også det tyske løb glimrende til Pedersen, der også synes skræddersyet til Bretagne Classic - et løb, hvor Stuyven også er en option, hvis ikke det ender i en spurt i en større gruppe. Faktisk blev Simmons også allerede nr. 5 i det løb i 2020 og har dermed vist sit potentiale. Han kunne også forsøge sig i de canadiske løb, hvor Stuyven også tidligere har gjort det godt på den lidt lettere rute i Quebec - en rute, Pedersen måske også kunne overkomme. I Montreal har Mollema også tidligere gjort det glimrende på den lidt hårdere rute. San Sebastian kunne måske være en chance for Ciccone til at jagte en top 10, og endelig vil Nibali elske at vinde Lombardiet for tredje gang og Mollema gøre det for anden gang. Trek har ikke favoritterne til det italienske monument, men som i 2020, hvor hele trioen kom i top 6, kan Nibali, Mollema og Ciccone udgøre et stærkt kollektiv, hvis de stadig har noget i bøssen til den tid.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Alberto Contador, Richie Porte, Vincenzo Nibali… Som sagt har Trek i de senere år investeret i nogle store etapeløbsstjerne, hver gang med det mål at vinde en grand tour. Det er endnu ikke lykkedes - i hvert fald ikke med de etablerede stjerner, selvom Chris Horner choksejrede i Vueltaen i 2013 - og med tabet af Porte, der som nævnt slet ikke er blevet erstattet, bliver det svært at få hul på bylden i 2021.

Holdet har dog stadig to etablerede etapeløbskaptajner i form af Nibali og Bauke Mollema. Dertil kommer, at det allerede er bekræftet, at Giulio Ciccone skal have chancen som kaptajn i et af de lange løb. For et par dage siden blev det bekræftet, hvordan opgaverne fordeles.

Nibali har nemlig ikke lagt skjul på, at han sætter OL-guld over alt andet, og allerede i 2020 vurderede han, at det for ham derfor var uhensigtsmæssigt at satse på 2020. Han vil ikke ændre den vurdering i 2021, og selvom vi endnu ikke kender ruten, vil Nibali nok engang forsøge at vinde sin tredje Giro. Samtidig har Mollema altid har prioriteret Touren højest, og han skal jagte revanche efter den ærgerlige afslutning på 2020-løbet, hvor han styrtede ud ca. midtvejs, men forinden skal han støtte Nibali i Touren. Den italienske veteran vil så tilbagebetale tjenesten i Touren, som han primært vil bruge som OL-forberedelse. Samtidig muliggør det, at Ciccone kan køre Giroen som hjælper for Nibali, puste ud i løbet af sommeren og derefter agere kaptajn i Vueltaen.

Det bliver altså en 2020-scenariet, hvor hele Giro-truppen bliver bygget op omkring Nibali. Hans 2020 tyder ganske vist på, at han nok har sine bedste år bag sig, og at en ny sejr bliver svær at opnå, men han er så opsat på at bevise, at han stadig kan, at alt taler for, at holdet igen satser hele baduljen på klassementet. Selvfølgelig kan man spekulere på, om der bliver plads til Matteo Moschetti i spurterne, men det synes usandsynligt. Det ligner stort set samme Giro-trup som i 2020 med Mollema som en vigtig tilføjelse, og skulle Nibali nok engang vise sig ude af stand til at vinde, har man så glimrende chancer for at vinde en etape med særligt Mollema, Ciccone, Gianluca Brambilla samt måske Amanuel Ghebreigzabhier, hvis han deltager. Det kan dog også blive Toms Skujins, da letten har indikeret et ønske om at køre det italienske løb, hvor også han er en etapevinderkandidat.

I Touren er ambitionerne nok lidt lavere. Mollema er ikke en reel vinderkandidat, men en top 10 er bestemt mulig, særligt hvis han kan vinde lidt tid i sidevinden i den flade første uge. Hollænderen, der jo ikke er bange for lidt vind, får selskab af Mads Pedersen, Jasper Stuyven og formentlig også Edward Theuns i en fremragende klassikertrup. De vil samtidig sætte pris på de mange sprinteretaper, hvor det denne gang er meldt yd, at der skal satses mere entydigt på Pedersen, der på en hård dag ikke er uden chance for at omsætte sidste års to andenpladser til en spurtsejr. Stuyven vil kunne lide 1. etape, og i det hele taget er der mulighed for alle tre til at angribe. I bjergene er det tænkeligt, at Mollema kan få selskab af Kenny Elissonde, Amanuel Ghebreigzabhier og Niklas Eg samt altså af Nibali, der ligeledes utvivlsomt kan få lidt frihed til at jagte etaper - et mål, der er også virker realistisk for Elissonde. Holdet har nemlig meldt ud, at etaper er vigtigere end klassementet.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Vueltaen kan så blive Ciccones store chance. Ruten er stadig ukendt, men finder han benene fra Giroen i 2019, nu hvor han har lagt både coronavirus og bronchitis bag sig, er top 10 bestemt et realistisk mål. Det bliver dog uden Nibali og Mollema, der ikke kører tre grand tours. Meget taler for, at Moschetti også skal til start, og i det typisk ret svage sprinterfelt vil han utvivlsomt have en chance for at vinde en etape. Det vil en Alexander Kamp i 2019-form måske også kunne, og endelig kunne det være meget interessant at se Quinn Simmons i en grand tour-debut i et løb, hvor han meget vel kunne være et vinderbud fra et udbrud.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Mens Trek nok kan mønstre en solid kaptajn i alle grand tours, ser det vanskeligere ud i de ugelange etapeløb. I de senere år har Vincenzo Nibali nemlig kun været på toppen til sine store mål, og selvom han bestemt kan være top 10-kandidat, som det eksempelvis var tilfældet i det seneste Paris-Nice, skal vi ikke vente os, at hajen er med helt i front i den slags løb. Her vil Giulio Ciccone i løbet af foråret få nogle chancer, men hans enkeltstart vil lægge begrænsninger på, hvor langt han kan komme i langt, langt de fleste løb. Bedste kort er nok Bauke Mollema, der er mere tempostærk, men heller ikke han vil i de fleste løb være meget mere end top 10- og maksimalt top 5-kandidat.

Ét WorldTour-løb skiller sig ud fra mængden. BinckBank Tour ligger glimrende til Mads Pedersen og Jasper Stuyven, men det bliver vanskeligt at vinde. Vender ardenneretapen som ventet tilbage i 2021, bliver løbet formentlig lidt for hårdt for danskeren, og belgieren er for hæmmet af sin enkeltstart. En joker kunne i stedet være Quinn Simmons, der er mere klatrestærk end de to holdkammerater, og som samtidig kører en fremragende enkeltstart.

Spurterne vil også være en prioritet. Pedersens store succes i 2020 betyder, at holdet satser mere fuldtonet på ham i mange af de ugelange etapeløb, selvom flere kolliderer med klassikerne. I hvert fald i Paris-Nice, Tour de Suisse/Criterium du Dauphiné og BinckBank Tour bør han dog få sin chance. Matteo Moschetti skal samtidig tilbage på sporet efter skaden og genfinde takterne fra sæsonstarten 2020, og han vil formentlig få sit eget tog med Emils Liepins og Kiel Reijnen i de mere sprintervenlige løb som UAE Tour og Tour de Pologne samt i enkelte andre begivenheder. Måske kan der endda blive plads til, at Liepins kan køre en spurt eller to, ligesom rotationsprincippet måske stadig er så intakt, at Edward Theuns og Stuyven også af og til skal i aktion. Endelig er der en række spurter i hårde løb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, hvor det kunne være sjovt at se Alexander Kamp, hvis han genfinder sine bedste ben.

Spændende bliver det også at følge Simmons. Sammen med Pedersen - Ryan Mullen synes ikke længere at være konkurrencedygtig - kan han jagte enkeltstartsresultater i løbet af året, og som vi så i Ungarn i 2020, klatrer han også godt til at køre klassement i mindre, ikke halvt for hårde etapeløb. I Tour de Pologne klarede han sig overraskende godt i 2020, og det kunne også være et mål. Holdet har også for vane at køre flere mindre endagsløb i Nordeuropa, hvor Pedersen, Stuyven, Theuns, Moschetti, Alex Kirsch og Simmons alle vil kunne levere resultater. Det samme gælder på den italienske kalender, hvor Gianluca Brambilla, Nicola Conci, Niklas Eg og Amanuel Ghebreigzabhier måske kan få chancen for at køre klassement i mindre etapeløb, ligesom de kan i endagsløbene, hvor Toms Skujins og Jacopo Mosca også vil kunne tage deres chancer.

Hvem kan overraske?

Som nævnt ovenfor er Trek i stigende grad begyndt at fokusere på unge ryttere, men der er relativt få, der skiller sig ud som potentielle overraskelser. Det indlysende navn er selvfølgelig stortalentet Quinn Simmons, der i 2021 forhåbentlig kun stjæler overskrifter for sine evner på cyklen. De er til gengæld også fremragende, som det fremgår af analysen af det amerikanske talent på min liste over 21 lovende ryttere til 2021. Hans korte 2020-sæson var med 2. pladsen i Ungarn og ikke mindst 5. pladsen i WorldTour-løbet Bretagne Classic meget lovende, og det skal blive interessant at se, hvor langt han kommer i sin første virkelige brostenssæson. Som nævnt ovenfor vil han også kunne køre klassement i mindre, ikke alt for bjergrige løb, som vi så i Ungarn, og han kunne være en meget spændende etapejæger i en mulig grand tour-debut i Vueltaen.

Man kan vel også tillade sig endnu engang at nævne Matteo Moschetti. Siden U23-tiden har han været regnet som et af de allermest lysende sprintertalenter, og det bekræftede, da han i januar to gange i træk gav Pascal Ackermann bøllebank. Siden kom hoftebruddet på tværs, og resten af sæsonen blev en katastrofe, men finder han gennem vinteren atter benene, som han gjorde for et år siden, kan 2021 blive året, hvor han endelig slår igennem som supersprinter.

Kan man tillade sig at nævne Giulio Ciccone? Med kongeetapesejr og bjergtrøje i Giroen er han egentlig vokset ud af denne kategori, men som klassementsrytter er han stadig uprøvet. Det bliver der som nævnt ovenfor ændret på i 2021, hvor han både kan få chance i ugelange etapeløb, og hvor han er lovet sin store grand tour-mulighed, der som nævnt ovenfor meget vel kunne falde i Vueltaen. Med de bjergben, han viste i 2019, kan han måske komme længere i Spanien, end man aner.

Det er vel også værd at pege på Alexander Kamp igen. Danskeren havde et skidt 2020, men klasse forgår ikke så let. Klassen havde han i hvert fald i sit fremragende 2019, hvor det særligt er svært at glemme, at han næsten fulgte Mathieu van der Poel, Tim Wellens, Michael Matthews og Julian Alaphilippe i Brabantse Pijl. Netop i den belgiske semiklassiker og i Amstel Gold Race burde han med god form kunne få lidt frihed, ligesom han måske kan jagte etaper i eksempelvis Vueltaen, hvor hierarkiet næppe bliver for stramt. Endelig er han så hurtig, at han kunne være sjov at se i de reducerede spurter i de mange hårde løb i Baskerlandet, Catalonien og Romandiet.

Måske skal Amanuel Ghebreigzabhier også nævnes. Det er lidt et longshot, men han tog altså et stort skridt i 2019, hvor han endte som nr. 6 i Vuelta a Burgos og nr. 8 i Østrig Rundt, inden han var tæt på etapesejr i Vueltaen. Nu skifter han fra et hold, der sjældent får det bedste ud af deres folk, og det kan måske give ham et ekstra boost. Han er primært hentet til holdet som bjerghjælper, og han får næppe mange chancer, men som etapejæger kan han måske vise sig frem, ligesom han kan gøre det i mindre etapeløb uden enkeltstarter. Tilsvarende er Jacopo Mosca en lidt ældre fyr, der virkelig gjorde store fremskridt i 2020, og som måske kan få lidt frihed til at jagte nogle resultater i italienske endagsløb, hvor han kan bruge sine hæderlige klatre- og afslutterevner.

Endelig er der Juan Pedro Lopez og Michel Ries. Begge havde nogle ganske lovende U23-resultater i bjergrige etapeløb, hvor Lopez vandt en etape i Valle d’Aosta, og Ries blev nr. 7 i Tour de l’Avenir. Begge havde det dog overraskende svært i 2020, og derfor er der nok grund til at skrue forventningerne ned. På den anden side ser man ofte, at der pludselig er hul igennem på den anden side af den første grand tour, og det kan der måske også være for dem begge, nu hvor de begge har en Vuelta i benene.