Nedenfor giver vi en analyse af Team Qhubeka ASSOS.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Carlos Barbero, Victor Campenaerts, Nic Dlamini, Michael Gogl, Reinardt Janse van Rensburg, Giacomo Nizzolo, Domenico Pozzovivo, Andreas Stokbro, Dylan Sunderland, Max Walscheid

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Nye ryttere

Sergio Henao (UAE-Team Emirates), Fabio Aru (UAE-Team Emirates), Simon Clarke (EF Pro Cycling), Dimitri Claeys (Cofidis, Solutions Crédits), Matteo Pelucchi (Bardiani-CSF-Faizanè), Sander Armée (Lotto Soudal), Bert-Jan Lindeman (Team Jumbo-Visma), Robert Power (Team Sunweb), Lasse Norman Hansen (Alpecin-Fenix), Lukasz Wisniowski (CCC Team), Karel Vacek (Team Colpack Ballan), Kilian Frankiny (Groupama-FDJ), Emil Vinjebo (Riwal Securitas Cycling Team), Mauro Schmid (Leopard Pro Cycling), Harry Tanfield (AG2R La Mondiale), Sean Bennett (EF Pro Cycling), Connor Brown (NTT Continental Cycling Team)

Ryttere, der forlader holdet

Edvald Boasson Hagen (Team Total Direct Energie), Roman Kreuziger (Gazprom-Rusvelo), Enrico Gasparotto (stopper karrieren), Michael Valgren (EF Education - Nippo), Louis Meintjes (Intermarché Wanty Gobert), Danilo Wyss (?), Benjamin Dyball (Team UKYO), Ryan Gibbons (UAE-Team Emirates), Ben King (Rally Cycling), Ben O’Connor (AG2R Citroën Team), Gino Mäder (Bahrain-Victorious), Amanuel Ghebreigzabhier (Trek-Segafredo), Jay Robert Thomson (stopper karrieren), Samuele Battistella (Astana-Premier Tech), Michael Carbel (stopper karrieren), Matteo Sobrero (Astana-Premier Tech), Stefan de Bod (Astana-Premier Tech), Rasmus Tiller (Uno-X Pro Cycling), Shotaro Iribe (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Nu troede man næsten ikke, at det kunne blive værre. Siden den fantastiske 2016-sæson har det tidligere Dimension Data, der i år gik under navnet NTT, haft en imponerende evne til at få deres store navne til at underpræstere, og holdet har næsten haft patent på sidstepladsen blandt WorldTour-holdene. Det blev der ikke ændret stort på i et 2020, hvor serien af stjerner næsten uden undtagelse var milevidt fra fordums styrke, og selvom det lykkedes at overlade ranglistens sidsteplads til Israel Start-Up Nation, var det svært at få øje på den genopstandelse, som mange, især danskere, havde håbet med Bjarne Riis’ involvering ved årers begyndelse.

Men værre blev det. I efteråret trak hovedsponsoren NTT stikket og kastede holdet ud i en desperat overlevelseskamp, der skulle vise sig så svær, at det længe så ud til, at patienten ville afgå ved døden. Så galt gik det heldigvis ikke, da det i sidste øjeblik lykkedes holdejer Douglas Ryder - nu uden deltagelse fra Riis - at sikre sig finansiering fra ASSOS, så holdet kan fortsætte under det nye navn Team Qhubeka ASSOS. Dermed bliver der igen plads til en prominent plads til velgørenhedsorganisationen Qhubeka, der jo i virkeligheden har været hele holdets DNA, men som i de senere år har fået en lidt mere fremtrædende rolle på et hold, der i stigende grad er kommet til at ligne de andre.

Holdet blev altså reddet, men desværre stod det hurtigt klart, at patienten ikke slap uden mén. Ikke blot er budgettet nu i særklasse WorldTourens laveste, stort set alle holdets største navne nåede også at forlade den synkende skude, inden det stod klart, at det ikke alligevel blev til forlis. Heldigvis lykkedes det at redde den i særklasse vigtigste rytter, Giacomo Nizzolo, der i vidt omfang alene bar mandskabet i 2020, og det er heller ikke uden betydning, at Domenico Pozzovivo, der viste overraskende livstegn i årets Giro, og Victor Campenaerts, der trods udsving stadig kørte i hvert fald to flotte enkeltstarter i den forgangne sæson, fortsat er at finde på holdet.

Alligevel gør det næsten ondt at se, hvordan stort set alle de øvrige etablerede navne, er væk. Værst er det at måtte sige farvel til Michael Valgren, der nok underpræsterede på holdet, men stadig gav lejlighedsvise glimt af sin klasse, og med tabet af Edvald Boasson Hagen, der dog har været en næsten ukendelig skygge af sig selv i 2020, er brostenstruppen tømt for kaptajner. Det samme gælder for den ardennertrup, der blev oprustet så kraftigt inden 2019-sæsonen med hele 2018-podiet fra Amstel Gold Race. Ikke blot er Valgren nu væk. Det samme er nemlig nu også Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto, men ligesom for Boasson Hagen gælder, at det i lyset af 2020 måske ikke er så stort et tab, når nu Kreuziger tilbragte det meste af sæsonen i gruppettoen, og Gasparotto selv måtte erkende, at de unge drenge altså bare kører stærkere end ham.

Desværre er det også gået hårdt ud over klatrerne. Ikke blot er Kreuziger væk, man må også sige farvel til Ben O’Connor, der næsten på dagen for sin genfødsel med den flotte etapesejr i Giroen offentliggjorde sit skifte til Ag2r, hvorfor hans farvel måske er det, der gør allermest ondt. Også Louis Meintjes er nu væk, og selvom han har været helt væk i de seneste år, var der dog enkelte lyspunkter, der kunne antyde, at han måske ikke er helt færdig endnu.

Det er dog ikke kun de etablerede navne, der sagde farvel. Holdet nåede heller ikke at redde de talenter, de faktisk havde haft held til at tiltrække trods den pauvre resultatliste. Udover O’Connor måtte man således også sige farvel til Gino Mäder, netop som den talentfulde schweizer efter en meget svær start endelig viste klassen i årets Vuelta, hvor han blev nr. 2 på den sidste bjergetape. Også den klart mest spændende af holdets afrikanere, Amanuel Ghebreigzabhier, er nu fortid, ligesom Stefan de Bod smuttede til Astana. Selvom han mest af alt skuffede i sin tid på holdet, viste han trods alt i særligt Østrig Rundt i 2019, at potentialet fra U23-tiden stadig er intakt. Selv de to unge italienere, U23-verdensmesteren Samuel Battistella og Matteo Sobrero, der kørte en opløftende Giro, er nu fortid på holdet, der også må sige farvel til Rasmus Tiller, der dog ligesom Battistella havde svært ved at slå igennem. Endelig kunne man heller ikke redde kontrakten med Ryan Gibbons, hvis karriereforløb måske nok har været som en yoyo, men som i sine gode stunder har vist, at han er en ganske stærk rytter, eller med Ben King, der dog siden 2018 er gået gevaldigt i stå.

Holdet valgte dog også frivilligt at sige farvel til et par mand. Mest opsigtsvækkende er det nok, at Benjamin Dyball, der jo ellers var så spændende i 2019, efter et helt katastrofalt år må sande, at hans chance i Europa blev meget kort. Med NTT ude var der heller ingen grund til at fastholde den japanske forbindelse med Shotaro Iribe, og det er også nærliggende at tro, at den reducerede danske indflydelse betød, at heller ikke Michael Carbel kunne fortsætte. Mest overraskende er det nok, at de altid loyale Danilo Wyss, hvis karriere nu er truet, og Jay Robert Thomson, der må køre cyklen i garagen, ikke blev belønnet for deres lange og tro tjeneste - særligt når man ser på de mange ligeledes ret profilfattige ryttere, der er hentet ind som erstatninger.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Netop erstatninger skulle der med lynets hast findes, da holdet pludselig blev reddet i november, og i et coronaramt marked var der masser af ryttere at vælge imellem. Mere end 100 henvendelser blev det ifølge Lars Michaelsen til, men desværre var de mest interessante navne for længst afsat til anden side.

Alligevel fik man fat i en stjerne, men erhvervelsen af Fabio Aru må betragtes som et gigantisk sats. Alt taler for, at der næppe bliver tale om nogen genfødsel, men omvendt er det også satsningen værd. Aru er utvivlsomt faldet gevaldigt på en lønrangliste, hvor han indtil i år lå i hele feltets top 5, og skulle der vitterligt være lidt af den gamle klasse tilbage, taler vi trods alt om en tidligere grand tour-vinder.

Ambitionerne med Aru og Pozzovivo er da også store, og derfor har man oprustet på klatrefronten. Endnu en tidligere, men nu hensygnende stjerne, Sergio Henao, skal forsøge at hjælpe i bjergene og måske begå sig i ardennerklassikerne. Mere spændende er det, at der er blevet plads til Robert Power, der efter sin sygdom aldrig er blevet til det håbede, men som trods sin store mangel på stabilitet på sine gode dage er fremragende. Sander Armee er ikke længere ved fordums styrke, men han kan da levere noget støtte i bjergene, og danske Emil Vinjebo er også primært tiltænke en rolle som hjælper i hårdere løb. Og så kan man håbe, at Kilian Frankiny endelig kan udfolde det talent, vi så alt for lidt til på et FDJ-hold, hvor han virkede til at være lidt til overs uden aldrig at blive en del af gruppen omkring Thibaut Pinot.

Den anden ambition har været at styrke Nizzolos tog. Her er det mest markant, at man har hentet Matteo Pelucchi, der jo er faldet gevaldigt af på den. Desværre fremstår han bestemt ikke som prototypen på en lead-out man, og måske gør han mere gavn i rollen som andensprinter ved siden af Max Walscheid. Også danske Lasse Norman Hansen, Harry Tanfield og Lukasz Wisniowski er primært hentet til holdet med det formål, og særligt Norman burde kunne være en værdifuld tilføjelse til et tog, der er blevet svækket, men ikke ser helt håbløst ud. Sean Bennett er en mere alsidig type, der jo som U23-rytter faktisk klatrede pænt, men han synes nok primært at være en rytter, der med sin fart også kan bidrage på den front.

Åreladningen på klassikerfronten har betydet, at man har måttet satse alternativt. Mest markant er satsningen på den uhyre svingende Dimitri Claeys, der alt for ofte er helt væk, men som på sine store dage er fremragende, som han viste med den nylige 6. plads i Flandern Rundt. Også i hårdere endagsløb oprustes der med erfarne Simon Clarke, der ikke helt ramte bolden i et skidt 2020, men som trods alt blev nr. 2 i Amstel Gold Race for mindre end to år siden, og som tillige er en glimrende etapejæger i grand tours. Mere overraskende er det, at der er blevet plads til erfarne Bert-Jan Lindeman, der måske nok har erfaring i den tiltænkte rolle som hjælper, men som synes at være milevidt fra den styrke, han havde i sine bedste år.

Derudover fastholder holdet sit fokus på unge talenter, og her er det mest interessant, at man har fået fat i klatreren Karel Vacek. Tjekken var en af de ryttere, der kunne udfordre Remco Eveneoel en anelse i juniorklassen, men desværre har han haft det svært som U23. Man kan håbe, at han kan genfinde lidt af de gamle takter. Mauro Schmid har været mindre iøjnefaldende og ligner ikke en kommende stjerne, men han har dog pæne resultater i mellemkuperede ardenneragtige løb, hvor han håber at slå sine folder. Og så blev det Connor Brown, der i år blev rykket op fra udviklingsholdet, men umiddelbart ligner hans kontrakt mere et resultat af de sydafrikanske rødder end udsigten til kommende stjernestatus.

Samlet set er det altså i alt væsentlig én stor stjerne, et par erfarne mellemgode ryttere, et par unge talenter og en hel serie hjælperyttere, der er fundet plads til. Det rækker utvivlsomt ikke til en væsentlig ændring af bundplaceringen på ranglisten, men med et beskedent budget, der skulle bruges ét minut i transfermarkedets lukketid, var det svært at handle meget anderledes. Med styrkelse af trupperne omkring Nizzolo, Aru og Pozzovivo har man i hvert fald forsøgt at skabe forudsætningerne, at holdets kaptajner har mulighed for at shine.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt er det nok klassikertruppen, der er blevet hårdest ramt af den gevaldige omvæltning, truppen har gennemgået, og selvom det ikke blev til det store i de seneste år, er mulighederne ikke blevet bedre efter tabet af først og fremmest Michael Valgren og i anden række Edvald Boasson Hagen, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto. Derfor skal man bestemt ikke have de helt store forventninger til sydafrikanerne i de store endagsløb.

Der er dog undtagelser, og - som altid fristes man til at sige - er det Giacomo Nizzolo, der skal levere varen. Efter et år med sejre ved EM og de italienske mesterskaber har han vist, at han kan vinde også de store endagsløb, og der er også enkelte af klassikerne, han kan gå efter. Det gælder først og fremmest Milano-Sanremo, hvor årets 5. plads - han blev nr. 3 i feltets spurt - viser, at han med det rette forløb kan vinde sin drømmeklassiker. Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, er utvivlsomt også inden for rækkevidde, hvis løbet bliver en mindre selektiv udgave, og havde det ikke været for Kasper Asgreen, havde han i år vundet Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Læg dertil, at han har været på podiet i både Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, og det står klart, at Nizzolo sagtens kan være med i kampen om sejre i de store endagsløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I de hårdere brostensløb, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, E3 og Omloop, ser det sværere ud, men finder han den form, der gav en 6. plads i Flandern for nylig, ved vi nu, at Dimitri Claeys kan være med i kampen om top 10 på de flamske hellingen, selvom han ser lidt alene i en trup, der foruden Nizzolo vil tælle folk som Lukasz Wisniowsk og Lasse Norman Hansen, hvis ikke hans baneplaner kommer på tværs. Derudover kunne man godt have en mistanke om, at Max Walscheid faktisk med sin efterhånden pæne power og holdbarhed kunne køre et overraskende godt Paris-Roubaix. Samme Walscheid har også været på podiet i Scheldeprijs, hvor han eller Nizzolo begge kan være med.

I Ardennerne ser det også svært ud. Simon Clarke har været på podiet i Amstel Gold Race, men de øvrige løb er for hårde - præcis som de er det for Michael Gogl, der også har gjort det godt i det hollandske løb. Begge er også oplagte kandidater til Brabantse Pijl, der burde ligge til Clarkes højreben. Det samme gælder for Strade Bianche, som er Clarkes drømmeløb, og hvor Gogl var i top 10 i den seneste udgave.. I Fleche Wallonne og Liege har Sergio Henao haft stor succes, men hans nuværende niveau rækker ikke til mere en top 10 på en god dag. Domenico Pozzovivo har ofte gjort det fremragende i Liege, og hans Giro kan give håb om en mulig top 10 igen. Endelig har Robert Power i princippet alle forudsætningerne for at være god i den slags løb, ig det kan han forhåbentlig vise i år. I Lombardiet har Pozzovivo og Fabio Aru før gjort det fornuftigt, men også her er det næppe mere end top 10, der er inden for rækkevidde.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens holdets klassikertrup er blevet hårdt ramt af masseflugten i løbet af vinteren, ser det mere lovende ud på grand tour-fronten. Her synes ambitionerne primært at være todelte. Ét mål er at køre klassement med Domenico Pozzovivo og Fabio Aru, et andet er at vinde massespurter med Giacomo Nizzolo. Og så er etapesejre altid eftertragtede for et mandskab af denne størrelse.

I skrivende stund er det stadig uklart, hvordan opgaverne gribes an, men én ting er klart. Pozzovivo har erklæret Giroen som sæsonens store mål, og selvom ruten i skrivende stund er ukendt, er det også helt nærliggende for ham at droppe en Tour, der i 2021 slet ikke passer ham. Alderen hjælper ham bestemt ikke, men med lidt mere afstand til den grimme skade skal man ikke udelukke, at han kan sikre sig endnu en top 10 til den lange række.

Hvad så med Fabio Aru? Det er stadig uklart, men italieneren sagde inden skiftet, at han gerne vil vende tilbage til Giroen. Også for ham gælder, at Touren passer ham ad h… til, og derfor ville det være nærliggende at slå fælles front med Pozzovivo i Italien. Ingen af dem kan på baggrund af 2020 føle sig spor sikre på en top 10, men ved at dele kræfterne er chancerne for succes større.

Det har også den sidegevinst, at man kan bygge Tour-holdet op om Nizzolo. Løbet i Frankrig er i år en gave til sprinterne, og det vil give mest mening at forsøge at få den helt store sejr med den rytter, der har de bedste chancer. Mod de bedste sprintere vil det kræve et stærkt hold, og derfor vil der være god logik i at satse hele butikken på massespurterne fremfor at jagte en top 10, der med de mange enkeltstartskilometer ikke virker specielt realistisk.

Nizzolo har dog også talt om muligheden for at kombinere Giroen og Touren. Det kan bestemt ikke udelukkes, men da han også har VM og EM i september som mål, vil det formentlig være at spænde buen lidt for hårdt. Naturligvis kunne man komme til start med Matteo Pelucchi eller Max Walscheid til de italienske massespurter, men det vil nok give mest mening at sende dem til Frankrig med Nizzolo og i stedet satse hele den italienske butik på klassementet. Walscheid eller Pelucchi kunne så få chancen i Vueltaen, hvor Carlos Barbero eller Reinardt van Rensburg samtidig kan være manden til de hårdere dage. Og hvis de begge har satset på Giroen, vil det samtidig give fin mening at gå efter endnu en top 10 med Aru og/eller Pozzovivo i Spanien, selvom man kan have en mistanke, at konkurrencen i Vueltaen bliver skrappere.

Etapesejre fra udbrud må dog også være en ambition i alle tre løb. Det vælter ikke med potentielle vindere, men særligt Robert Power og Simon Clarke ligner folk, der måske kan gøre det færdigt. Sergio Henao oplevede en lille opblomstring i Vueltaen, der måske kunne gøre ham konkurrencedygtig igen, og hvis han endelig folder talentet ud, kan Kilian Frankiny bestemt også gøre sig gældende på en bjergetape.

Endelig er der Victor Campenaerts. Hans drøm er stadig OL, men i konkurrence med Wout van Aert og Remco Evenepoel ligner han taberen i det belgiske puslespil. Lige nu kender ruterne til Giroen og Vueltaen ikke, men fravælges han til Tokyo, vil han formentlig finde det attraktivt at forsøge at vinde en af de to Tour-enkeltstarter. Uanset hvad vil han satse stort på enkeltstarterne i de grand tours, han måtte køre.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Qhubeka-mandskabets manglende bredde bliver særligt tydelig, når man ser på de løb, kaptajnerne må skippe. Specielt de ugelange etapeløb ligner en svaghed, for hverken Domenico Pozzovivo eller Fabio Aru står stærkt i løb, hvor enkeltstarter som regel er meget afgørende. For dem er en yderlig top 10 formentlig det maksimalt opnåelige. Det samme gælder for Robert Power, der burde have niveauet til at køre klassement i et kortere løb, hvis han endelig rammer topformen gennem en hel uge - lidt af en udfodring for den svingende australier.

Massespurterne bliver et større fokus. Giacomo Nizzolo vil fokusere meget på klassikere, grand tours, EM og VM, men han vil utvivlsomt også køre en række etapeløb, hvor han vil være i stand til at vinde, som han gjorde det i Tour Down Under og Paris-Nice i år. I de mere udprægede sprinterløb som BinckBank Tour og Tour de Pologne, hvor mange etaper er meget lette, kan man også gå efter resultater med Matteo Pelucchi og Max Walscheid, der er skabt til den slags etaper, men som desværre begge er faldet gevaldigt af på den. Og så kan Carlos Barbero og Reinardt van Rensburg måske forsøge sig i de lidt hårdere løb som Romandiet, Baskerlandet og Catalonien.

Et andet våben er naturligvis Victor Campenaerts. I 2020 var han uhyre svingende, men han viste, at han på sine gode dage stadig skal regnes som en af de bedste temporyttere med sejrspotentiale på WorldTour-niveau. Også Walscheid er begyndt at finde nogle tempoevner, som han med fordel kunne forfine. For Campenaerts gælder også, at han på en ikke alt for hård rute kan køre klassement i et BinckBank Tour, der dog indtil nu har været lidt for vanskeligt.

Derudover ser det mere kompliceret ud. Sergio Henao, Robert Power og Simon Clarke vil være i stand til at køre med om sejrene i de kuperede endagsløb i særligt Italien, hvor Pozzovivo også har for vane at gøre det fornuftigt. Og så ligner både Dimitri Claeys, Michael Gogl og Lasse Norman Hansen, når han kan lægge banen lidt til side efter sommer, ryttere, der kan begå sig i de mange belgiske 1.1-løb, der kunne være et sted at jagte resultater for det ikke alt for skræmmende sydamerikanske mandskab.

Hvem kan overraske?

Som nævnt ovenfor var det lidt af en bet for holdet at miste de fleste af de lovende talenter, og derfor er der ikke mange spændende unge navne tilbage. Den mest spændende er utvivlsomt Karel Vacek, men som nævnt har han i U23-klassen slet ikke kunnet bygge videre på den fine juniortid. Det virker usandsynligt, at han så kan gøre sig stærkt gældende hos de professionelle, men i disse tider skal man aldrig udelukke noget fra en ung rytter, der har vist potentiale. Han burde i hvert fald få noget plads i etapeløbene.

Det andet unge talent er Mauro Schmid, der særligt med 11. pladsen i Lusembourg viste sig frem i skrapt selskab. Løbet var dog stadig svagt besat, og man skal nok ikke regne med det helt store fra manden, der primært synes skabt til kuperede klassikere. Danske Andreas Stokbro synes også primært henvist til en rolle som lead-out man, som det var tilfældet i 2020.

I stedet skal man nok se i retning af mere etablerede navne. Det er særligt Robert Power, der vækker interesse. I Tour Down Under gav ham på Paracombe-etapen prøver på de evner, der gav en 2. plads i Tour de l’Avenir, men den manglende stabilitet er en svaghed. Man kan håbe, at 2021 bliver året, hvor han endelig slår igennem for alvor. Det samme kan siges om Kilian Frankiny, der momentvist har vist sine evner i bjergene, men han ligner stadig mest af alt en dygtig hjælper.

Måske skal vi i virkeligheden tage fat i en decideret veteran. 33-årige Dimitri Claeys blev i år nr. 6 i Flandern Rundt og fandt dermed efter nogle svære år endelig de ben, der gjorde ham så spændende i 2016. Kan han endelig holde det niveau over en længere periode, kan han blive en oplevelse i brostensklassikerne. Og så kan man måske drømme, at klatrestærke og hurtige Sean Bennett endelig viser lidt takter igen - måske som etapejæger eller endagsrytter i mellemhårde løb - men i tiden hos EF viste han ikke meget af talentet fra U23-tiden.