Nedenfor giver vi en analyse af Team Jumbo-Visma.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

George Bennett, Koen Bouwman, Tom Dumoulin, Pascal Eenkhoorn, Tobias Foss, Robert Gesink, Dylan Groenewegen, Chris Harper, Lennard Hofstede, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss, Paul Martens (stopper 30. juni), Tony Martin, Christoph Pfingsten, Primoz Roglic, Timo Roosen, Mike Teunissen, Antwan Tolhoek, Wout van Aert, Jos van Emden, Jonas Vingegaard, Maarten Wynants (stopper 11. april)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nye ryttere

Sam Oomen (Team Sunweb), Nathan van Hooydonck (CCC Team), Edoardo Affini (Mitchelton-Scott), Olav Kooij (Jumbo-Visma Development Team, starter 1. juli), David Dekker (SEG Racing Academy), Gijs Leemreize (Jumbo-Visma Development Team)

Ryttere, der forlader holdet

Tom Leezer (stopper karrieren), Amund Grøndahl Jansen (Team BikeExchange), Laurens de Plus (INEOS Grenadiers), Bert-Jan Lindeman (Team Qhubeka ASSOS), Taco van der Hoorn (Intermarché Wanty Gobert)

Hvordan gik transfersæsonen?

Jumbo-Visma er på alle måder cykelsportens succeshistorie. Det er nemlig historien om et storhold, der med Rabobank som sponsor var en hel cykelfabrik med herre-, kvinde- og U23-hold samt et stort budget, men som siden røg ned i sølet, da storbanken trak sig i kølvandet på Lance Armstrongs fald. Ganske vist lykkedes det holdet at overleve under forskellige navne, men sportsligt var der næsten tale om deroute. Helt galt gik det i 2015, hvor holdet ellers med LottoNL og Jumbo som nye sponsorer havde sikret den økonomiske fremtid, men hvor de blot vandt fire cykelløb igennem en hel sæson - endda med tre ganske små sejre iblandt dem.

Det var imidlertid også vendepunktet. Manager Richard Plugge trak stikket og lavede en helt ny strategi. Fra da af er det kun gået én vej, nemlig opad, og kulminationen kom i år, hvor holdet - endda forventeligt - vandt verdensranglisten. Ganske vist lykkedes det ikke at vinde Touren, der på smertelig vis blev tabt i sidste øjeblik, men med Vuelta-sejr, 2. plads i Touren og en imponerende score med to første- og to andenpladser i de fire afviklede monumenter samt 2. pladser i begge VM-løb var Jumbo-Visma i år den nye hersker i feltet, som ellers i mange år har haft Sky/Ineos som det ansvarshavende hold.

Forud for sæsonen talte alle om netop de to hold og den interne rivalisering, der måtte komme særligt i Touren. De to mandskaber kunne præsentere veritable supertrupper, der gjorde den direkte sammenligning helt naturlig. Det vil imidlertid være helt forkert at drage mange ligheder mellem det britiske og det hollandske hold.

Succesen er nemlig opnået på vidt forskellig vis. Hvor Ineos-manager Dave Brailsford mest af alt er blevet berømt for med sin afgrundsdybe pengepung at hente det ene supertalent og den ene verdensstjerne efter den anden, er det gået på helt anden vis for Plugge. Faktisk opererede han indtil 2020 med et af sportens mindste budgetter, således også i 2019, hvor holdet ellers for alvor slog igennem på den store scene.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Jumbo har ageret helt anderledes på transfermarkedet. Det var først i 2020, hvor budgettet blev opjusteret, at man gik på jagt efter sand superstjerne i form af Tom Dumoulin. Ellers har Plugge på imponerende vis opnået sine resultater med ryttere, han i vidt omfang selv har udviklet. Således var det ham, der tog chancen med skihopperen Primoz Roglic, det var ham, der tog fat i den unge sprinter Dylan Groenewegen, det var ham, der hentede amerikanske mountainbiker Sepp Kuss, det var ham, der fik George Bennett til at blomstre, og det var ham, der genstartede Steven Kruijswijks hensygnende karrierer. Kun kontrakten med Wout van Aert havde måske karakter af indhentning af et større navn, men da belgieren stadig først og fremmest var crossstjerne, indebar også det en vis risiko.

Den tilgang har den plusside, at de alle er startet på holdet på en langt mindre løn, end Brailsford betaler sine verdensstjerner. Og når resultaterne begynder at vælte ind, er det nu engang lettere at overtale rytterne til at blive et sted, hvor det går godt, også selvom det måtte koste lidt på lønchecken. Det er klart, at den logik kun har en vis rækkevidde, men Plugge var så heldig, at han fik sprøjtet flere penge i kassen af nye og gamle sponsorer, da de vigtige kontrakter begyndte at udløbe. Således kunne han frem mod 2020 forlænge med blandt andre Roglic og Groenewegen og samtidig få en kapitaltilførsel, der gjorde det muligt for første gang at hente et sandt supernavn i form af den hollandske superstjerne Dumoulin.

Nu er budgettet til gengæld også vokset, så Jumo-Visma ifølge Sportune delte 4. pladsen i 2020, og selvom økonomien angiveligt stadig kun er halvt så stor som Brailsford, er Jumbo-Visma i dag også en af de økonomiske sværvægtere. Alligevel har Plugge ikke kastet om sig med penge på transfermarkedet denne gang heller. Det hænger naturligvis også sammen med, at mange af pengene allerede var bundet i igangværende kontrakter med stjernerne, og at der skal sættes til side til en gigantisk lønforhøjelse til Van Aert, med hvem forhandlinger frem mod 2020 allerede er i gang, men det vil også være helt modstridende med holdets logik at gå på jagt efter store navne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Faktisk er holdet blevet svækket. Jumbo-Visma fik nemlig selv at mærke, hvordan det føles, når Brailsford kommer løbende med sin pengepung. Det er i hvert fald svært at tro, at Laurens de Plus ikke har ladet sig friste af økonomien, når han har skiftet udsigten til en snarlig kaptajnstatus hos Jumbo-Visma ud med en hjælperrolle hos Ineos, hvor han nok kan tilkæmpe sig noget plads på sigt, men hvor han umiddelbart er længere nede i rækkerne end hos det hold, der allerede sidste vinter talte om, at han var en kommende grand tour-kaptajn. Ikke desto mindre stod det i løbet af sommeren hurtigt klart, at den belgiske klatrer var tabt, og selvom hans skadesmartrede 2020 viser, at holdet sagtens kan klare sig uden, skal man ikke tænke meget tilbage på 2019, den flotte kørsel i Tourens bjerge og den samlede sejr i BinckBank Tour for at forstå, at det er et betydeligt tab - især når De Plus ryger direkte over til de værste rivaler.

Heldigvis er det lykkedes at finde en rytter, der kan ses som en direkte erstatning. Sam Oomen fik lidt overraskende besked af Sunweb om, at kontrakten ikke blev forlænget, men det åbnede til gengæld muligheden for en genforening med Dumoulin, der angiveligt er en god ven. Oomen er som De Plus et lovende etapeløbstalent, endda allerede med en top 10 fra Giroen i bagagen, men problemet er bare, at den unge hollænder siden sin arterieoperation har været en skygge af sig selv. Som Kruijswijk viser, kan man sagtens rejse sig fra et sådant indgreb, men som Fabio Aru viser, er der ingen garantier. Derfor kan Oomen i hvert fald ikke i første omgang regnes som en fuldgod erstatning for De Plus.

Patrick Lefevere kan fortælle Plugge om, at succes som regel betyder, at andre hold har lyst til at stjæle de gode ryttere. Det fik Plugge at mærke med De Plus, og det får han også at mærke med Amund Grøndahl Jansen. Ganske vist har nordmanden stadig sit gennembrud til gode, men han virker stadig ganske lovende.

I lyset af det overraskende svage Jumbo-hold, vi så på brostenene i 2020, hvor Mike Teunissen var ude med sygdom, og Jansen var træt efter Touren, er det et betydeligt problem, at holdet i 2021 skal køre brostensløbene uden nordmanden. Det efterlader nemlig Wout van Aert alt for isoleret i en situation, hvor Jumbo må forventes at skulle løfte et stort ansvar, og bedre bliver det bestemt ikke af, at Jansen også er en fast del af Groenewegens tog. Det gør ham savnet på to fronter.

Holdet vælger samtidig ikke at forlænge med Taco van der Hoorn, der ligeledes er en del af brostenstruppen, og som i Roompot-tiden var ganske spændende. Desværre slog han aldrig til hos det hollandske storhold, og selvom det efterlader klassikertruppen med en rytter færre, er det ikke et uoverkommeligt tab.

Også i klassikertruppen har man heldigvis forsøgt sig med en erstatning. Nathan van Hooydonck bliver hentet hos det kollapsende CCC, og det er ganske fornuftigt. Nok har belgieren ikke vist Jansens potentiale, men han er en stor, stærk fyr med evner til mere end det, han hidtil har vist. Han kommer ikke til at sidde med i de dybe finaler i klassikerne, men han kan hjælpe, og samtidig har han tempoevner, der gør ham brugbar i et holdløb.

Præcis de samme grunde ligger der bag signingen af Edoardo Affini. Italieneren viste allerede i sit første år som professionel i 2019, at han har kurs mod en status som tempostjerne, men desværre gik det helt galt i et 2020, hvor intet fungerede. Jumbo plejer dog at få det bedste ud af deres temporyttere, og meget taler for, at Affini vil blomstre på holdet. For Plugge er han en ideel rytter, der kan bidrage på holdløb, vinde enkeltstarter og føre for kaptajnerne i evigheder. Hvor langt han kan komme i klassikerne, er stadig temmelig usikkert, men i første omgang kan han i hvert fald indgå i en hjælperrolle.

Investeringen i Affini er på mange måder klassisk Plugge. Her er tale om en rytter med potentiale, men som endnu ikke har fået sit gennembrud. I helt samme ånd er det, at han henter tre nyprofessionelle, som kan blive fremtidens ryttere på et hold med hang til langtidsplanlægning. Heraf er det særligt to, der skiller sig ud, og det er begge sprintere, nemlig Olav Kooij og David Dekker, som begge var med på min liste over 21 spændende, unge ryttere til den kommende sæson.

Kooij har måske været den mest iøjnefaldende. Det er ret bemærkelsesværdigt, at en bare 18-årig sprinter har vundet så mange UCI-løb, som Kooij gjorde i den endda stærkt forkortede 2020-sæson. Mest imponerende var etapesejren i Coppi e Bartali, hvor han var oppe mod WorldTour-ryttere, og det vidner om, at vi her muligvis taler om den næste hollandske storsprinter efter Groenewegen og Fabio Jakobsen. I første omgang venter han til sommer med at skifte fra udviklings- til WorldTour-holdet, men han har til gengæld vist, at han sagtens kan nå at vinde sine første løb for mandskabet allerede i de sidste måneder, hvor han bliver en del af truppen.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Den anden er David Dekker, der ligesom Kooij trak store overskrifter i månederne frem til nedlukningen. Her imponerede han nemlig stort med to sejre i hollandske 1.2-løb samt ikke mindst 3. pladsen i et knaldhårdt Le Samyn, hvor han blandt andet overspurtede Giacomo Nizzolo i den stigende spurt i en ganske lille gruppe af klassikerspecialister. Dekker definerer sig selv som sprinter, men netop hans kørsel i Le Samyn vidner om, at han er af den holdbare slags, der også kan køre brostensklassikere. Præstationen i den belgiske semiklassiker vidner om, at han i hvert fald i mindre løb kan give resultater med det samme, og at fremtiden er yderst lovende.

Den sidste nye rytter er Gijs Leemreize. Modsat Kooij og Dekker har han ikke så meget være i overskrifterne for sine resultater, men mere for tabet af en del af sin finger, da han i juli kørte Vuelta a Burgos for WorldTour-holdet. Senere svarede han dog flot igen med en 5. plads i bjergløbet Ronde de l’Isard, hvilket vidner om en klatrepotentiale, der skal udforskes i de kommende år.

Når unge folk kommer ind, må nogle gamle ud, og Plugge rydder lidt op i mængden af aldrende veteraner, der har været med siden krisetiden, men som mest af alt er kendt som hjælpere. Tom Leezer siger stop med det samme, Bert-Jan Lindeman smutter Qhubeka ASSOS, Maarten Wynants stopper efter Paris-Roubaix, og Paul Martens stopper til sommer. Alle er de dygtige ryttere, der har bidraget på fornem vis - for fleres vedkommende også med fine resultater - men i de senere år er det primært erfaringen, der har været værd at holde på. Derfor er de ikke uerstattelige.

Samlet set er Jumbo på kort sigt svækket. Oomen kan ikke i sin nuværende forfatning gøre det ud for De Plus, og Grøndahl Jansen kan ikke erstattes af Van Hooydonck og Affini. Til gengæld er der i den grad tanket op på talentfronten, både med Affini og først og fremmest med Kooij og Dekker. Som bekendt er det en del af Jumbos filosofi at udvikle talenter og ikke købe sig til klasse, og derfor tegner fremtiden stadig ufatteligt lys for det hold, der lige nu regnes som verdens allerbedste.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Forud for 2020-sæsonen talte alle om Jumbo-Visma som det store etapeløbshold, der skulle true Ineos-mandskabets dominans. Sandt er det da også, at hollænderne havde en skræmmende grand tour-trup, der lagde både Touren og Vueltaen i et jerngreb, men faktisk var deres kørsel i klassikerne næsten endnu mere imponerende. Med aflysningen af Paris-Roubaix blev der kørt fire monumenter, og af disse lykkedes det hollænderne at vinde de to og at blive nr. 2 i de øvrige to. Således vandt Wout van Aert først Milano, inden han blev nr. 2 i Flandern Rundt, mens Primoz Roglic vandt Liege-Bastogne-Liege, og George Bennett blev nr. 2 i Il Lombardia. Samtidig ville det vel heller ikke være helt urimeligt at forvente, at Van Aert var gået i top 2 i det Paris-Roubaix, der jo blev aflyst, ligesom han i øvrigt blev det i et VM-løb, der havde en helt, helt anderledes rute end de monumenter, han vandt.

I klassikerne er alt dog ikke fryd og gammen. Mens etapeløbstruppen og den trup, der hjalp Roglic til sejr i Liege, er skræmmende stærk, var det i de fladere klassikere snarere Van Aert-succes på trods end på grund af holdet. Det var nemlig ikke megen støtte, Jumbo-drengene kunne levere til kaptajnen, og man kan sagtens argumentere for, at det fejlslagne Gent-Wevelgem i høj grad blev tabt af holdet. Det skyldtes naturligvis i høj grad, at Mike Teunissen aldrig fandt topformen efter en skade i august og endda missede Flandern Rundt grundet sygdom, og at Amund Grøndahl Jansen efter en fornem Tour var så kvæstet, at han aldrig slog til, men det viste en skrøbelighed, man ikke så i etapeløbene.

Den skrøbelighed varer desværre ved i 2021, hvor det stadig ligner en belgisk enmandshær med Van Aert, og det er måske forklaringen på, at Tom Dumoulin denne gang var tiltænkt at skulle være en del af brostenstruppen. Uanset manglen på støtte ændrer det ikke på, at Van Aert vil være en af de helt tunge favoritter i alle de løb, han satser på, og det vil nærmest være en skuffelse, hvis ikke han vinder mindst et af monumenterne Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, der alle passer ham som fod i hose. De to brostensløb skal vindes på den hårde måde, mens han i Sanremo kan slå til både i en spurt og i en offensiv på Poggio som i 2020. Og så skal vi ikke glemme, at han allerede i begyndelsen af marts vil stille til start som forsvarende mester i Strade Bianche, hvor han også vil have store chancer for at sejre igen.

Både i Strade Bianche, Milano-Sanremo, E3 og Flandern Rundt skulle Van Aert have haft selskab af Dumoulin, formentlig i erkendelse af at støtten i 2021 var for utilstrækkelig. Desværre betyder hollænderens meget pludselige karrierepause, at der næppe bliver noget af den plan. Derfor bliver det en opgave for Van Aert i de absolutte finaler at klare sig på egen hånd.

Teunissen vil også være en option i mange løb, men med så stor en stjerne som Van Aert er det svært at se, at han får mange personlige chancer, selvom man ikke helt kan udelukke, at han kan spilles tidligt ud i et taktisk spil, som det senest skete i Omloop, eller at han kan deltage i en spurt i eksempelvis Gent-Wevelgem eller Milano-Sanremo, hvis Van Aert har brændt kræfterne af i en fejlslagen offensiv. Derudover kan det blive vanskeligt for Van Aert at køre alle løb, og man kunne sagtens forestille sig Teunissen som kaptajn i eksempelvis Dwars door Vlaanderen og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Det synes usandsynligt, at Van Aert vil køre de udprægede sprinterløb som De Panne og Scheldeprijs, og da de afvikles, mens Dylan Groenewegen er i karantæne, kunne det blive en chance for enten Teunissen eller den spændende David Dekker.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I Ardennerne skal holdet klare sig uden Van Aert, der har travlt med at hvile inden Touren, OL og VM. Heldigvis kan holdet bringe klatretruppen ind til de løb, og Roglic satser stort på endagsløbene, nu hvor han har en Liege-titel at forsvare. Denne gang vil han endda være et endnu bedre vinderbud i det vallonske monument, nu hvor han kommer i topform og ikke med en knaldhård Tour i benene. Fleche Wallonne ligger også til hans højreben, og derfor taler alt for, at de to belgiske løb kommer til at handle 100% om Roglic med støtte fra flere af holdets klatrere. Desværre lægger det nok også begrænsninger på Jonas Vingegaards muligheder, men man kunne håbe på, at danskeren i hvert fald får en mulighed i et Brabantse Pijl, der kunne passe ham ganske glimrende.

I efteråret bliver der nok grænser for, hvad Van Aert kan overskue, og lige nu synes Tour of Britain at være eneste forberedelse til på VM på hjemmebane. Det kan give muligheder for andre. Dylan Groenewegen vil gå efter spurten i Hamburg, hvor Teunissen eller Dekker ellers kan få deres chance, hvis løbet bliver for hårdt. Teunissen bør også gøre et mål ud af et Bretagne Classic, der kunne ligge til hans højreben, og hvor Dekker og måske Timo Roosen eller Pascal Eenkhoorn også vil kunne gøre sig gældende.

Man kunne have håbet, at Van Aert ville tage turen til Canada for at få lidt løbsrytme, for de to canadiske klassikere kan nærmest ikke passe ham bedre, men heldigvis er de også skræddersyede til Roglic, der lidt overraskende stiller til start på den anden side af Atlanten. Teunissen kunne ellers have fået chancen i Quebec, ligesom det kunne have været det for Roosen, der tidligere har kørt fremragende netop det. Endelig er Roglic formentlig frisk på at forsøge at vinde Il Lombardia, hvor han altid være en af de store favoritter, måske med støtte fra sidste års nr. 2, George Bennett, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss og Vingegaard, der alle har gode chancer i det italienske monument. Til gengæld er det usandsynligt, at Van Aert strækker sin sæson så langt efter VM, særligt fordi løbet trods alt nok er lidt for svært, selvom man aldrig ved med det belgiske fænomen.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

2020-sæsonen var på næsten alle måder en gigantisk succes for Jumbo-Visma, men den vil alligevel altid have et skær af fiasko. Forud for sæsonen var der nemlig ét altoverskyggende mål, nemlig at vinde Tour de France, og alle ressourcer blev rettet mod drømmen om at gøre den drøm til virkelighed. Faktisk var holdet så tæt på, at det ikke længere kunne gå galt, indtil Tadej Pogacar gjorde det, ingen troede muligt, og forvandlede Primoz Roglic fra den store vinder til den store taber.

Roglic viste ganske vist en imponerende moral ved at rejse sig fra skuffelsen med en sæsonafslutning, man næsten ikke kan forstå, men der er ingen tvivl om, at nedturen efterlader et Jumbo-sår, der stadig bløder. Faktisk kan det kun læges på én måde, nemlig ved at rejse sig, hvor man faldt, og derfor vil der også i 2021 være ét mål, der overgår alt andet: Touren skal vindes denne gang.

Planen er derfor den samme som i 2020, nemlig at sende A-kæden til Frankrig. Igen er Roglic det bedste bud, og med en meget enkeltstartstung udgave, hvor han på de flade ruter vil have en klar overhånd i forhold til næsten alle sine rivaler, vil han utvivlsomt være den klare forhåndsfavorit. Bakket op af endnu et fabelagtigt mandskab vil det næsten kun kunne regnes som en fiasko, hvis ikke Roglic vinder på en rute, der passer ham så fremragende.

Han vil dog ikke være ene om at skulle køre klassement. Også denne gang var det planen, at Tom Dumoulin skulle være en plan B, og denne gang kunne hollænderen ikke have fået en rute, der passer ham bedre. Nu er karrieren sat på pause, og derfor er det uhyre tvivlsomt, om den plan bliver til virkelighed. Selv hvis han mod forventning skulle være tilbage i tide, har han også en alder, hvor han efter en skidt sæson stadig skal bevise, at han kan finde sig selv, men skulle ”den gamle Dumoulin” stadig eksistere, har Jumbo-Visma to helt fabelagtige vinderkandidater på netop denne rute. Og er han stadig ikke på toppen, vil den hollandske stjerne være en helt sublim hjælper.

Lidt mere overraskende er det, at holdet også stiller med Steven Kruijswijk, der bestemt ikke er fan af ruten. Hvis Dumoulin er ude, er det indlysende, at han skal agere plan B, men selv hvis Roglic skulle fejle slemt, er det stadig svært at se hollænderen være med i kampen om sejren. Meget taler for, at han ender som luksushjælper, men i den rolle er han også fremragende - og kikser Roglic, vil han trods alt være i hvert fald top 5-kandidat,

I bjergene kan man atter regne med Sepp Kuss og Robert Gesink, der ikke nærer personlige ambitioner, samt Wout van Aert, der sammen med Tony Martin og Mike Teunissen skal stå for støtten i fladlandet også. Faktisk har han fået lov at jagte den grønne trøje i fremtiden, men med OL og VM i horisonten planlægger han lige nu at udskyde den drøm til 2022 - også grundet en rute, hvor kampen om grønt mere går i retning af en ”rigtig” sprinter. Til gengæld vil han med sikkerhed få mere frihed til at jagte etaper end tidligere, og han får også lov til at gå efter den gule trøje i den første uge og sejren på de to enkeltstarter.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I Giroen giver man George Bennett den chance, han egentlig skulle have haft i 2020, og med de ben, han havde i august, skal man bestemt ikke udelukke, at newzealænderen ville kunne køre med om podiet. Her kommer holdet dog til at spille en mindre prominent rolle med en trup, der i bjergene tæller den spændende Tobias Foss, Koen Bouwman og Chris Harper og i fladere terræn af Edoardo Affini, Jos van Emden og Paul Martens, hvoraf Van Emden, Affini og Foss vil kunne få plads til at jagte et resultat på enkeltstarterne. Man kunne også håbe, at Foss får lov at agere plan B i klassementet og i det mindste, at nordmanden og Harper kan jagte en etapesejr i bjergene. Endelig er det overraskende, at unge David Dekker får lov at teste sig selv i massespurterne, hvor han skal blive spændende at følge.

I Vueltaen får Kruijswijk sin store chance som kaptajn, og afhængig af rute og felt må han regnes som i hvert fald podiekandidat, selvom de stejle, spanske stigninger bestemt ikke er ideelle for ham. Holdet har dog også lovet Kuss en mulighed for at teste sig som klassementsrytter, og hvis han kan finde den stabilitet, det før har knebet med, skal han i den grad tages seriøst. Desværre betyder det også, at Jonas Vingegaard og måske også Bennett ender som luksushjælpere i bjergene, men man kan håbe, at der bliver plads til, at de begge kan få lov at jagte en etapesejr også - en mulighed, Antwan Tolhoek også kunne få. Til gengæld er det ikke planen, at Dylan Groenewegen skal til start, og holdet vil derfor være uden sprinter.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Jumbo-Visma er ikke bare beriget med at have en den måske bedste grand tour-rytter i feltet. Samme rytter er nemlig også kongen af ugelange etapeløb. Ser man bort fra det Tour of Britain i 2018, hvor han alene var til start i formsvag udgave som forberedelse til VM, og det Criterium du Dauphiné i 2020, hvor han reelt allerede havde vundet, da han styrtede, skal vi helt tilbage det Tirreno-Adriatico i 2018, hvor han styrtede allerede på 1. etape og dermed smed sit klassement med det samme, for at finde det seneste ugelange etapeløb, hvor han er blevet besejret.

Det er en på alle måder skræmmende statistik, der begrundes i Roglics fremragende enkeltstart, der altid spiller en stor rolle i den slags løb, samt sublime klatreevner, der gør ham næsten umulig at sætte - alt sammen koblet med en spurt, der næsten altid giver bonussekunder undervejs. Går alt, som det plejer, vil Roglic kunne forsvare sin status som ubesejret i 2021 også, og i de løb, han kører, vil målet altid være at vinde med den slovenske kaptajn. Han satser dog så voldsomt på sin sommersæson, at han kun kommer til start i Paris-Nice og Baskerlandet, hvor han dog begge steder automatisk går ind som den helt store favorit.

Holdet har imidlertid en hel hær af ryttere, der har ambitioner om at køre klassement. Den mest oplagte var Tom Dumoulin, der kun i begrænset omfang har satset på den slags løb, men som med sin enkeltstart har alle muligheder for at vinde dem. Han skulle i år have satset stort på Tirreno-Adriatico og Tour de Romandie samt at bruge Criterium du Duaphiné som Tour-forberedelse, men i lyset af pausen er det vel kun det franske løb, der i det mest optimistiske scenarium kan komme i spil. Holdets tredje kaptajn, Steven Kruijswijk, har holdbarhed som sin force, og han er slet ikke så stærkt i de kortere etapeløb. Det betyder ikke, at han ikke kan lave gode resultater i Paris-Nice, Catalonien, Romandiet og Dauphiné, men han er ikke på samme måde topkandidat.

Derudover vil Sepp Kuss, George Bennett, Jonas Vingegaard og en forhåbentlig genfødt Sam Oomen også kunne stille krav om kaptajnroller undervejs. Alle er de hæmmet af deres enkeltstart, der gør det svært at vinde, men de to førstnævnte klatrer så godt, at et godt resultat bestemt er muligt alligevel. Lige nu er rollerne ikke fordelt, men Kuss har selv peget på Catalonien som et løb, hvor han vil stille til start sammen med Kruijswijk, og Bennett vil også kunne lide de længere stigninger i Catalonien, hvor hans deltagelse dog er bekræftet. Er UAE Tour uden enkeltstart, hvilket rygterne ikke er tyder på,, kunne det løb også være et glimrende løb for dem alle, mens Vingegaard meget vel igen kunne få chancen i succesløbet Tour de Pologne, der ligger til hans højreben. Det kan heller ikke afvises, at Tobias Foss samt måske Chris Harper skal have lov at prøve sig af, men det vil i givet flad være i mindre løb.

En særlig rytter er Wout van Aert. Belgieren har sagt, at han allerede i år vil forsøge at køre klassement i Tirreno-Adriatico. Ruten er stadig ukendt, men er bjergene overskuelige, skal man bestemt ikke afskrive ham, særligt hvis holdløbet denne gang vender tilbage. I BinckBank Tour vil han næsten altid være storfavorit, men det er ikke planen at deltage det løb i den travle kalender. I stedet kører han Tour of Britain, som han utvivlsomt kan vinde. BinckBank Tour var et mål for Tom Dumoulin, der gerne ville genvinde sit hjemmebaneløb - en mission, der nu er tvivlsom - samt for Teunissen, der også kan gøre det hæderligt her.

Spurterne vil i år spille en mindre rolle end tidligere. Dylan Groenewegen er først tilbage i maj, og han er dermed udelukket fra alle forårets etapeløb. I første omgang vil det handle om at få ham i gang i mindre etapeløb som Tour de Hongrie, Tour of Norway, Rund om Köln, ZLM Tour, Tour de Wallonie og Danmark Rundt, men udover klassikeren i Hamburg skal han også jagte WorldTour-sejre i BinckBank Tour og Tour of Guangxi, der er meget sprintervenlige.

Holdet har dog også de to nye sprintere David Dekker og Olav Kooij, der som nævnt ovenfor begge er ganske lovende. Kooij bliver først professionel i de sidste måneder, hvor han grundet sin unge alder formentlig primært skal køre mindre løb, men dem har han til gengæld også bevist, at han allerede kan vinde. Lige nu ligner han i hvert fald den mest lovende rene sprinter i måske hele feltet.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Dekker starter allerede fra sæsonstart, og han kunne sagtens få en chance allerede i nogle store løb. Ovenfor er allerede nævnt nogle klassikere, men også som sprinter i etapeløb vil han være et godt bud, ligesom han kan begå sig i mindre endagsløb. Foreløbig er Giroen og UAE Tour på hans program. Dertil kommer, at Timo Roosen, Mike Teunissen og Pascal Eenkhoorn alle kan forsvare sig i en massespurt, særligt hvis det har været hårdt.

Enkeltstarter er også et styrkeområde. Van Aert, Roglic, Dumoulin (hvis han vender tilbage), Edoardo Affini og Jos van Emden kan alle levere på højeste niveau, og selvom han har nu negligerer disciplinen, skal man vel ikke udelukke, at Tony Martin kan hive en fornuftig enkeltstart frem ved en given lejlighed. Læg dertil, at Tobias Foss kørte en fremragende enkeltstart under Giroen, og det står klart, at Jumbo vil vinde mange enkeltstarter igennem sæsonen.

Endelig vil holdet også være aktive i mindre endagsløb. I Nordeuropa vil Dekker, Kooij, Teunissen, Roosen, Nathan van Hooydonck og Eenkhoorn alle få en chancer i terræn, der passer dem. Dertil kommer de mindre italienske endagsløb, hvor der kunne blive plads til, at ryttere som Vingegaard, Koen Bouwman og Antwan Tolhoek måske kan udfolde sig.

Hvem kan overraske?

Som sagt har nøglen til Jumbos succes i vidt omfang været evnen til selv at udvikle talenter, og holdet har også i 2021 et hav af spændende navne. Man kunne egentlig starte med Sepp Kuss og George Bennett, der i roller som hjælpere kørte fremragende i 2020 - Bennett dog kun i august, indtil styrtet i Touren slog ham ud af kurs - men de har stadig de bedste personlige resultater til gode. Som nævnt ovenfor er der grænser for, hvor muligheder kan opstå også næste år, men man skal ikke blive forundret over at se dem begge, måske særligt Kuss, være med i kampen om den samlede sejr i etapeløb, hvor de måtte få chancen igennem foråret, og for Kuss i Vueltaen og Bennett i Giroen, hvis de der måtte få en sjælden personlig mulighed.

Set med danske øjne vil der være meget fokus på Jonas Vingegaard og det med god grund. Det var ganske interessant at se sportsdirektør Merijn Zeeman beskrive danskeren som et fremtidigt bud på en grand tour-kaptajn, og hans kørsel i Polen i 2019 og Vueltaen i 2020 vidner da også om, at hans potentiale er enormt. Desværre har han manglet megen stabilitet og haft for mange formsvage perioder, men topniveauet er tårnhøjt. I første omgang skal han først og fremmest slå til som hjælper i Vueltaen, hvor han forhåbentlig kan gøre det endnu bedre end i 2020, men der vil også være personlige chancer undervejs. Det kunne være i ugelange løb som Tour de Pologne, der ligger til hans højreben, en semiklassiker som Brabantse Pijl samt flere mindre endagsløb, hvor han kan bruge sine eksplosive egenskaber. At han har kurs mod toppen, synes i hvert fald givet.

Det samme har Tobias Foss, der var at finde på listen over 21 spændende, unge ryttere. Den regerende vinder af Tour de l’Avenir fik langt fra den ønskede sæson, da corona sendte ham hjem fra Giroen, netop som han havde fundet formen. Her nåede han dog både på enkeltstarten og i bjergene at vise sit enormt alsidige talent, der gør ham til en af de mest spændende etapeløbsryttere. Ligesom Vingegaard skal han først og fremmest vise sine evner som hjælper i blandt andet Giroen, men han kunne tænkes også at få personlige chancer i mindre etapeløb uden for WorldTouren og måske også i løb som Tour de Pologne eller Tour of Guangxi.

Bare 18-årige Olav Kooij er ligeledes at finde på omtalte liste. Det er nemlig sjældent, at en så ung rytter allerede vinder massespurter mod WorldTour-ryttere, men det gjorde Kooij i et 2020, hvor han trods en begrænset kalender vandt imponerende meget. Han ligner den mest lovende rene sprinter og skal blive meget interessant at følge, når han bliver professionel i sæsonens anden halvdel, i første omgang nok primært i mindre løb.

David Dekker er også flere gange blevet fremhævet ovenfor, og også han er at finde på listen med unge ryttere. Han synes at være en mere robust type end Kooij og har allerede med den imponerende 3. plads i et knaldhårdt Le Samyn vist, at han også kan blive en stor klassikerrytter. I 2021 vil han få masser af plads til at spurte i en trup uden mange sprintere, blandt andet i Giroen, og det skal blive interessant at se ham i mindre endagsløb som netop Le Samyn - løb, han har en chance for at vinde - samt ikke mindst som hjælper i de store klassikere.

Endelig kunne man fremhæve Chris Harper. Australieren er med sine 26 år relativt gammel, men han er stadig uhyre lovende. I 2019 vandt han det stærkt besatte Tour of Japan og vandt suverænt det bjergrige etapeløb Tour de Savoie Mont Blanc, der plejer at være en god indikator på kommende store klatrere. Hans første år hos Jumbo var temmelig skuffende, men han nåede dog i Ruta del Sol at vise sit potentiale, selvom en punktering ødelagde hans klassement. Det er stadig uklart, hvor langt den lovende klassementsrytter kan komme, men følger han samme mønster som Kuss, der også havde det lidt svært ved overgangen til de store europæiske løb, kan der stadig være noget godt i vente. Han bliver i hvert fald en vigtig mand for George Bennett i Giroens bjerge.