Nedenfor giver vi en analyse af Team DSM.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Thymen Arensman, Nikias Arndt, Tiesj Benoot, Cees Bol, Alberto Dainese, Nico Denz, Mark Donovan, Nils Eekhoff, Felix Gall, Chad Haga, Chris Hamilton, Jai Hindley, Max Kanter, Søren Kragh Andersen, Asbjørn Kragh Andersen, Joris Nieuwenhuis, Casper Pedersen, Nicolas Roche, Martin Salmon, Michael Storer, Florian Stork, Jasha Sütterlin, Martijn Tusveld, Ilan van Wilder

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Nye ryttere

Romain Bardet (AG2R La Mondiale), Marco Brenner (nyprofessionel), Andreas Leknessund (Uno-X Pro Cycling Team), Niklas Märkl (Development Team Sunweb), Romain Combaud (NIPPO DELKO One Provence), Kevin Vermaerke (Hagens Berman Axeon)

Ryttere, der forlader holdet

Marc Hirschi (UAE Team Emirates), Michael Matthews (Team BikeExchange), Wilco Kelderman (BORA-hansgrohe), Sam Oomen (Team Jumbo-Visma), Robert Power (Team Qhubeka ASSOS)

Hvordan gik transfersæsonen?

Team DSM, det tidligere Sunweb, er en interessant fortælling i to kapitler. Det er historien om det lille hollandske - nu tyske - hold, der sled sig op gennem rækkerne via en fremragende evne til at udvikle egne talenter. Manager Iwan Spekenbrink har aldrig været en mand med hang til at købe store navne, og i stedet har han af egen kraft gjort folk som Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Warren Barguil, Jai Hindley, Marc Hirschi, Søren Kragh og i vidt omfang også John Degenkolb til verdensstjerner.

Den evne er varet ved lige siden begyndelsen, og holdet er stadig i dag et af de mest eftertragtede steder at gøre professionel debut. De mest interessante unge navne flokkes om Spekenbrink, og det har naturligvis en selvforstærkende effekt. Ryttermaterialet bliver således automatisk bedre, og det samme bliver slutproduktet tilsvarende. Alt sammen har det dog sin rod i, at holdet kan et og andet, når det handler om at udvikle talenter.

Forklaringen er formentlig den meget videnskabelige og strukturerede tilgang, der er styret af et hav af regler og principper. Den fungerer åbenlyst glimrende for de mange talenter, men den har også en bagside. Det er således det andet kapitel i historien om Team DSM, nemlig fortællingen om, at verdensstjerner har svært ved at trives under det strenge regime.

Naturligvis er der undtagelser. Tiesj Benoot kom til holdet for et år siden og har givet udtryk for, at han nyder den strukturerede tilgang til tingene. Kragh har også forlænget opholdet og synes at have det glimrende i den tyske stald. Uheldigvis viser historien bare også, at de fleste af de stjerner, holdet selv har udviklet, før eller siden får nok og søger væk.

Listen er så lang, at der ingenlunde kan være tale om et tilfælde. Tidligere har Dumoulin, Kittel, Degenkolb og Barguil alle fået ophævet deres kontrakt før tid for at søge nye græsgange. Bedst som man troede, at det måtte have en ende, har holdet i år endda slået sin rekord, da to af deres allerstørste navne i denne vinter også har fået ophævet en igangværende kontrakt for i stedet at søge lykken andetsteds, nemlig Michael Matthews og Hirschi.

På den måde er årets transferkampagne nærmest et koncentrat af holdets transferhistorie. Samtidig med at holdet igen har haft en utroligt heldig hånd i talentjagten og har sikret sig i hvert fald to af de allermest lovende ryttere, har holdet altså også før tid set to utilfredse stjerner smutte væk. Og dermed er billedet det sædvanlige. 2021-udgaven af DSM er igen en uhyre lovende talentfabrik med meget få etablerede stjerner - igen fordi de største navne er søgt væk, for Hirschis vedkommende netop som han blev rigtigt stor.

Igen kan konklusionen derfor heller ikke være anderledes, end at holdet helt åbenlyst står i en svagere forfatning end i den forgangne sæson. Mest ondt gør det at sige farvel til Hirschi, der sprang en forsinket nytårsbombe ved i begyndelsen af januar - længe efter hans deltagelse i holdpræsentationen, hvor sæsonmålene blev annonceret - at bryde fri af kontrakten og i stedet skrive under på en mere løntung aftale med UAE Team Emirates.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Der er allerede gættet meget på årsagen - var det pengene eller utilfredshed med holdet - men sandt er det i hvert fald, at Hirschi allerede under Touren, hvor han endnu ikke var en verdensstjerne, angiveligt allerede var på holdjagt, og meget tyder derfor på, at han længe har været utilfreds med forholdene. Dermed ligner han stjerne nr. 117, der forlader holdet, netop som de havde finpudset en rå diamant til en af branchens smukkeste ædelsten, og holdet kan altså nu starte helt forfra med i forsøget på at skabe en stor ardennerrytter.

På den måde gør tabet af Matthews ikke helt så ondt. Australieren er trods alt ikke hjemmeavl, men derimod et af de få eksempler på en stor rytter, Spekenbrink har investeret i. Faktisk så Matthews endda ud til trods sin status at trives på holdet, hvor han havde sin bedste sæson i 2017, men da han i 2020 angiveligt løb ind i holdets lidt firkantede regler og helt fik trodset egne ønsker i sammensætningen af løbsprogrammet, var bruddet uundgåeligt. Og sådan gik det til, at holdet med ét blev frarøvet sine to største ardennerprofiler samt et af de tre store navne til brostensløbene, ganske enkelt fordi de begge ønskede at køre et andet sted.

Desværre er de ikke de eneste store navne, der smutter, men for Wilco Keldermans vedkommende er det paradoksalt nok holdets helt eget valg. Hollænderen måtte sågar i avisen læse, at han ikke fik sin kontrakt forlænget - en beslutning, der virkede helt paradoksal, da den blev truffet længe inden Giroen, hvor Kelderman jo kørte på podiet. På det tidspunkt havde Jai Hindley endnu ikke fået sit gennembrud, Sam Oomen var angiveligt allerede på vej væk, og Dumoulin smuttede sidste år. Dermed stod holdet helt uden en reel etapeløbsrytter, men alligevel var der ikke længere plads til Kelderman - en beslutning, årets Giro måske har fået Spekenbrink til at fortryde. Bundlinjen er i hvert fald, at holdet mister stjernestøv både i Ardennerne, på brostenene og i etapeløbene.

Og nej, det stopper ikke her. Som sagt smutter Oomen også, men her er det lidt mere uklart, hvad omstændighederne er. Den unge hollænder har angiveligt et godt forhold til Dumoulin, som ønskede ham til Jumbo, men samtidig fortalte en talsmand for holdet i juni, at han heller ikke fik tilbudt en ny kontrakt. Ganske vist måtte vi i 2020 sande, at den engang så lovende Oomen stadig er langt fra niveauet efter sin arterieoperation, men det kan umuligt have været årsagen til et brud, der kom allerede i juni. I lyset af Oomens trængsler er tabet måske til at overkomme - også selvom det er alt for tidligt at opgive et lovende talent - men det frarøver i hvert fald holdet begge de to ryttere, der forud for 2020 var deres to etapeløbskaptajner.

Tålmodigheden rakte heller ikke længere med Robert Power, der ellers i Vueltaen endelig begyndte at finde den stabilitet, som har været den helt store svaghed for den tidligere Tour de l’Avenir-toer. Den manglende kontraktforlængelse kan derfor undre, og selvom holdet her ikke taber en potentiel kaptajn, er det bestemt en rytter med potentiale.

Da Kelderman og Oomen blev ofret, var der dog allerede tænkt i en erstatning. Ganske vist er det ikke karakteristisk, men i de senere år har Spekenbrink faktisk hentet ét større navn til hver eneste sæson. Det gælder også denne gang, hvor han tidligt forelskede sig i tanken om at forsøge at genstarte Romain Bardets karriere, da det stod klart, at franskmanden ville væk fra Ag2r i et håb om, at luftforandring er nøglen til en genrejsning.

Bardet overtager med ét rollen som etapeløbskaptajn efter Kelderman og Oomen, og der er både godt og ondt at sige om den beslutning. På den ene side er det et sats at hente en rytter, der i hvert fald passer fint ind i trenden med ryttere, der slår tidligt igennem, men siden falder tidligt sammen allerede omkring 30-årsalderen. På den anden side er den meget perfektionistiske og tænksomme Bardet måske netop typen, der kan trives i et meget videnskabeligt og grundigt miljø, hvor meget lidt overlades til tilfældighederne. Forsøget bliver i hvert fald interessant at følge.

Faktisk er han ikke eneste franskmand, der kommer til holdet. Lidt overraskende har holdet også givet en helt uventet WorldTour-debut til Romain Combaud, der netop er hentet ind som en støtte for holdets klatrere. Combaud var egentlig ganske spændende i sine første år, men på det seneste er den allerede 29-årige franskmand mest blevet kendt som en synlig angriber, der stadig er helt uden professionelle. Han er på alle måder en atypisk signing for et hold, der ellers stort set kun henter unge talenter eller enkelte store navne.

Heldigvis har Spekenbrink igen bekræftet, at han virker som magnet på de unge talenter. Hele fire helt unge navne kommer til holdet, og af dem er i hvert to af de mest spændende. Det gælder for Andreas Leknessund, der trods sin store statur må regnes som et af de allerstørste etapeløbstalenter. Således viste han allerede i 2020, at han kan begå sig hos eliten med en imponerende 13. plads ved VM i enkeltstart, en samlet 4. plads i Slovakiet Rundt og et norsk mesterskab i enkeltstart. I U23-klassen blev han europamester i enkeltstart og vandt etapeløbet Giro della Regione Friuli Venezia Giulia efter to etapesejre undervejs. Han ligner med andre ord et supertalent, der allerede i 2021 kan levere resultater.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Det tager nok lidt længere tid for Marco Brenner. Den bare 18-årige tysker kommer nemlig direkte fra juniorklassen, hvor han til gengæld skabte kolossale overskrifter allerede i sit første år, hvor han tog et hav af sejre i linjeløb, på enkeltstarter, i etapeløb og i endagsløb. Det vidner om en enorm alsidighed, og holdet har slet ikke langt sig fast på nogen udviklingsplan endnu. Hans dominans i etapeløbene og gode enkeltstart i juniorklassen peger dog i retning af klassementsrytter, og man skal slet ikke blive overrasket, hvis han går Quinn Simmons og Remco Evenepoel i skoene og levere pæne resultater direkte fra juniorklassen.

Den tredje unge rytter er bestemt heller ikke uinteressant. Amerikanske Kevin Vermaeke var kun lige kommet ud af juniorklassen, hvor han blev nr. 8 til VM på bjergruten i Østrig, da han vandt U23-rytternes Liege-Bastogne-Liege. Siden har han for Hagens Berman-mandskabet kørt nogle ganske fine placeringer hjem i etapeløb med WorldTour-modstand, senest med en 14. plads i Tour de Wallonie i 2020, hvor han ellers ikke kørte mange løb. Særligt hans allerede høje niveau i løb mod professionelle viser, at den spændende ardennerrytter måske allerede kan gøre det godt i 2021.

Endelig er der selvfølgelige også plads til oprykning af en af rytterne på udviklingsholdet. Denne gang er det blevet Niklas Märkls tur, men den unge tysker har ikke helt de samme resultater som Brenner, Leknessund og Vermaeke. Han er dog en ganske glimrende sprinter, der vandt to UCI-løb i 2019, hvor han også blev nr. 19 i grusvejsløbet Antwerp Port Epic. Han har mere, der skal udvikles, men det skal blive interessant at se, hvor langt han kommer som sprinter og i de nordlige klassikere.

Det er således ikke, fordi det skorter på talent. DSM har stadig den måske mest interessante talenttrup på WorldTouren, og de nye navne gør det bestemt ikke mindre spændende. Hvis Projekt Bardet lykkes, har holdet også sikret sig en stor profil, men det ændrer ikke på, at DSM uden Hirschi, Matthews, Kelderman og Oomen skal stramme sig gevaldigt an, hvis de skal matche sidste års 5. plads på verdensranglisten. På den anden side… Forventningerne til Sunweb uden Tom Dumoulin kunne også ligge på et meget, meget lille sted.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

DSM har været på lidt af en rutsjebanetur. I tiden med Marcel Kittel og John Degenkolb var der i alt overvejende grad tale om et sprinter- og klassikerhold. Da Tom Dumoulin pludselig fandt ud af, at han kunne køre grand tours, ændrede ledelsen til gengæld totalt fokus, rensede ud i sprinterne og brugte tid på at opbygge et hold, der i etapeløbene kunne støtte deres store stjerne. Da så kaptajnen pludselig blev utilfreds og forsvandt, var det i 2020 tilbage til rødderne med et altovervejende fokus på klassikere og massespurter.

Sådan bliver det også i 2021. Ganske vist har holdet gjort det klart, at de med deres mange unge klatrere har store ambitioner om at vinde en grand tour om nogle år, men det er et langsigtet projekt. I første omgang skal der spurtes og vindes klassikere, og med en trup med Marc Hirschi, Michael Matthews, Søren Kragh og Tiesj Benoot lignede holdet også et af de mest interessante i endagsløbene. Det fik farvellet til Hirschi og Matthews desværre lavet godt og grundigt om på, og selvom klassikerne stadig er fokuspunkt nr. 1, ligner holdet mere outsidere end favoritter i de store endagsløb.

Spændende er holdet dog fortsat. Kragh gjorde gigantiske fremskridt i 2020, og med benene fra Touren står han foran sit store brostensgennembrud i 2021. Benoot har i de senere år ikke rigtigt haft heldet med sig i klassikerne, men vi ved også, at den Benoot, vi så i det seneste Paris-Nice, sagtens kan være med helt i front i de store endagsløb, som da han kørte alle midt over i Strade Bianche i 2018. Kan de begge komme med i finalerne i de hårdeste flamske løb, Flandern Rundt, E3 og Omloop Het Nieuwsblad, har de i hvert fald glimrende muligheder - Kragh blev som bekendt nr. 3 i Omloop bare sidste år - og de har samtidig en af de mest spændende støttetrupper med de unge talenter Casper Pedersen, Nils Eekhoff og Joris Nieuwenhuis, der alle kan komme overraskende langt, samt solide folk som Jasha Sütterlin og Nico Denz, der begge gjorde store fremskridt i 2021. Med det rette held er podiepladser i hvert fald muligt i den slags løb.

Uden Matthews står holdet svagere i de knap så hårde løb, men uden chancer er de ikke. Udvikler Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Kuurne-Bruxelles-Kuurne sig hårdt, kan Kragh og Benoot sagtens være med, og i de løb skal man heller ikke blive overrasket, hvis Pedersen og Eekhoff, der tillige er glimrende afsluttere, kan levere et overraskende godt resultat. Samtidig har holdet en robust afslutter i Cees Bol, der ligger glimrende til de løb, og til de helt udprægede sprinterløb Driedaagse de Panne og Scheldeprijs vil man kunne satse på Alberto Dainese eller i anden række Max Kanter, hvoraf særligt førstnævnte kan overraske.

Strade Bianche må også være et gigantisk mål for Benoot, der særligt med sin forbedrede står stærkt i det løb, men også Kragh burde kunne gøre det glimrende på de italienske grusveje. Faktisk har Romain Bardet tidligere været på podiet i løbet, men det vil kræve nogen held at gentage i et løb, der egentlig ikke passer ham. Milano-Sanremo ligner en større udfordring for holdet, men Kragh er efterhånden så god, at han måske kan komme med i en lille gruppe på Poggio, og eller har man Bol - eller hvis han falder fra, måske endda Pedersen og Eekhoff - som folk, der kan spurte sig til en top 10. Benoot vil nok skippe Paris-Roubaix, der desværre ligger knap så godt til Kragh, men hvor han bestemt kan begå sig, og det skal også blive interessant at se Eekhoff, Pedersen og måske Sütterlin på de nordfranske pavéer.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Ardennerne ligner et vanskeligere område for holdet, der jo skulle have satset stort på Hirschi i de løb. Kragh burde kunne køre et fremragende Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, hvis han stadig er frisk, men ellers skal der satses på Benoot, der med sin forbedrede klatring kan gøre det godt. Det er dog særligt Liege, der kunne ligge den lidt dieselagtige og knap så eksplosive belgier. Romain Bardet elsker endagsløbene og vil formentlig satse på Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, hvor han stadig må regnes som top 10-kandidat, men usandsynlig podiekandidat. Det er til gengæld meget tvivlsomt, om Jao Hindley kan finde plads til at satse på de løb, men han er faktisk så eksplosiv, at de slet ikke ligger ringe til ham.

I efteråret er der også muligheder. Både Bol og Kanter kan utvivlsomt køre en god spurt i Hamburg, og det kan Bol også i Bretagne, hvis det bliver en sag for sprinterne. Ellers ligger det franske løb perfekt til Kragh, Eekhoff og Pedersen, mens Benoot også kan begå sig, hvis det bliver meget selektivt. Det kunne også være herligt at se Kragh give de to canadiske puncheurklassikere et skud, mens Benoot helt sikkert vil kunne lave et godt resultat i i hvert fald Montreal. San Sebastian passer mindre godt til holdet, men Bardet, Hindley og Benoot kan måske levere et resultat, selvom de alle ventes at køre OL til den tid. Endelig må Il Lombardia være en sag for Bardet, der tidligere har gjort det godt i løbet, og som har stor veneration for den italienske klassiker, og hvos han stadig har formen, er Hindley bestemt også kandidat til det løb.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som nævnt ovenfor har DSM bestemt ikke opgivet drømmen om at vinde grand tours. Med Tom Dumoulins farvel er det bare blevet skubbet længere ud i horisonten, indtil holdets mange unge nye klatrere er slået igennem. Derfor kom det også lidt som en overraskelse for ledelsen, at de faktisk i 2020 var uhyre tæt på at vinde Giroen med først Wilco Kelderman og i sidste ende Jai Hindley.

Grand tours er da heller ikke helt opgivet på kort sigt. Hindleys gennembrud betyder, at man kan ambitioner med den 24-årige australier tidligere end ventet, og nu har man også hentet Romain Bardet til holdet som en kortsigtet erstatning for Kelderman, der forud for 2020 var det store etapeløbsnavn. I skrivende stund er intet meldt ud om planerne for det kommende år, men det ligger i kortene, at der skal på klassement på et eller tidspunkt med de to store navne.

Hvornår skal det så være? Det ligner lige nu et godt spørgsmål. Tour-ruten kunne ikke være meget ringer for både Bardet og Hindley, og selvom Giro-ruten endnu ikke kendes, kunne det tale for, at man skulle sende begge de to kaptajner til den italienske grand tour og i stedet bruge Touren som etapejagtsscene, som man med så stor succes gjorde i 2019.

Beslutningen var endnu ikke taget ved holdpræsentation i december. Tiesj Benoot går ind i et interessant projekt med et forsøg som grand tour-rytter fra 2022, og første skridt er i 2021 at være sidste mand hos Bardet i bjergene. Han gav i december udtryk for, at det stadig var uafklaret, om det ville ske i Giroen eller Touren, og det vidner om, at også DSM-ledelsen ikke synes, at løsningen ligger lige på den flade.

Der er formentlig to muligheder. Enten satser man hele klassementsbutikken på Giroen med både Hindley og Bardet, der jo i 2020 egentlig ville have kørt Giro for bedre at kunne forberede sig til OL. Man kan have sin store tvivl om, hvorvidt Bardet igen er konkurrencedygtig helt i toppen af grand tours, men Hindleys kørsel i 2020 vidner om, at man i hvert fald med ham kan have podieambitioner. Uanset hvad taler meget for, at Giroen kommer til at handle 100% om klassementet, selvom man bestemt ikke kan udelukke, at Alberto Dainese kunne få sin grand tour-debut og være en spændende kandidat i spurterne, hvor Max Kanter kunne være alternativet efter en pæn Vuelta i 2020.

I Touren vil etapesejre formentlig være det primære fokus med Cees Bol til massespurterne og med Søren Kragh, Casper Pedersen, Nicolas Roche, Joris Nieuwenhuis og måske endda Nils Eekhoff og Thymen Arensman som gode etapejægere. Det er bestemt ikke udelukket, at Bardet vil forsøge sig med et klassement, men med den givne rute bliver top 10 ikke en let opgave. Hos sig vil han så efter planen have Benoot, der måske vil kunne få lidt frihed til også at jagte etapesejre.

I de senere år har holdet brugt Vueltaen som en ren legeplads for talenter, der har fået plads til at udvikle sig. Man kan ikke helt udelukke, at Hindley eller Bardet vil køre klassement også her, men deltager de, bliver det nok snarere som etapejægere. Mere sandsynligt er det nok, at unge folk som Arensman eller Andreas Leknessund allerede kan forsøge at gå efter en top 15, og at Roche atter vil forsøge sig i sit yndlingsløb, selvom top 10 utvivlsomt må være uden for rækkevidde. Der vil utvivlsomt blive et vist fokus på spurterne, formentlig med enten Dainese eller Kanter, og ellers er der en række unge rytter, der kan vinde etaper undervejs. Leknessund kan gøre det i bjergene og køre en god enkeltstart, Arensman, Mark Donovan og Michael Storer var allerede tæt på i bjergene i 2020, og Ilan van Wilder, Chris Hamilton og Nco Denz bør også have visse muligheder. Endelig har holdet et par gode temporyttere i Kragh, Leknessund, Jasha Sütterlin og Chad Haga, der måske vil kunne lave et resultat i deres grand tour(s) i løbet af sæsonen.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som sagt neddrosles der i disse år for etapeløbsambitioner, og det efterlader holdet med mindre synlighed i de ugelange løb. Det første skridt i Tiesj Benoots forsøg på at blive grand tour-rytter består i 2021 dog i en målrettet satsning på de kortere etapeløb. Tidligere er han blevet nr. 2 i Paris-Nice og kørt i top 5 i både Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico, og det skal blive interessant at se, hvordan det går ham i forårets etapeløb, som han kombinerer med klassikerne. Desværre er hans enkeltstart stadig så stor en hæmsko, at top 5 er mere realistisk end podiet.

Holdet har naturligvis også Jai Hindley og Romain Bardet, der utvivlsomt også skal køre klassement undervejs. Begge er dog meget temposvage, og det gør dem generelt uegnede til de kortere etapeløb. En undtagelse kunne dog være Hindley i Tour de Pologne, hvor han tidligere er blevet nr. 2, og som er et løb, der kunne ligge glimrende til ham.

Mest interessant kan det blive at følge Andreas Leknessund. Hans enkeltstart ved VM i 2020 viser, at han allerede kan være med helt i front i den disciplin, og han synes således allerede at være en mand, der kan køre i top 10 i udvalgte WorldTour-etapeløb. Det synes også give, at de unge klatrere som Thymen Arensman, Chris Hamilton, Mark Donovan og Ilan van Wilder kan teste sig som klassementsryttere, men det vil utvivlsomt blive svært i de største løb.

Generelt vil der også være et stort fokus på spurterne. Cees Bol må være førstemanden, og han skal jagte etapesejre i mange af WorldTour-løbene. I de lettere sprinterløb som UAE Tour, Tour de Pologne og BinckBank Tour har holdet en af de mest lovende rene sprintere, Alberto Dainese, og også Max Kanter vil utvivlsomt få flere chancer nu. Endelig er der nyprofessionelle Niklas Märkl og Nils Eekhoff, der sikkert vil kunne forsøge sig i mindre løb undervejs.

Et særligt fokus er BinckBank Tour. Det er et løb, der ligger til Søren Kraghs højreben, og danskeren vil utvivlsomt være en af forhåndsfavoritterne. Tiesj Benoot kan med en meget hård ardenneretape også kompensere for sin knap så gode enkeltstart, mens man med en lettere rute måske vil kunne lave et resultat med Casper Pedersen og Jasha Sütterlin. Kragh, Pedersen, Joris Nieuwenhuis, Nils Eekhoff og Benoot er også alle gode kandidater i Paris-Tours, hvor de tre førstnævnte allerede har haft stor succes, og holdet har en masse ryttere, der vil kunne få nogle fine chancer i de mindre løb mod nord, særligt Eekhoff, Nieuwenhuis, Pedersen, Dainese, Kanter og Bol. Endelig vandt Kragh to WorldTour-enkeltstarter i 2020, og han vil utvivlsomt være helt fremme på tidskørslerne, hvor Leknessund og i mindre grad Chad Haga, Jasha Sütterlin, Nikias Arndt og den helt unge Marco Brenner også bliver spændende at følge.

Hvem kan overraske?

DSM er som nævnt overfyldt med talent, og man kunne derfor gøre hele dette afsnit til en længere roman. Det er ikke tilfældigt, at Andreas Leknessund, Marco Brenner, Alberto Dainese, Ilan van Wilder og Thymen Arensman alle er at finde på min liste over 21 spændende unge ryttere til 2021-sæsonen, og faktisk er det en ren svipser, at Nils Eekhoff ikke også er at finde blandt de navne. Dertil kommer Mark Donovan og Kevin Vermaerke og de lidt mere etablerede Casper Pedersen, Joris Nieuwenhuis, Max Kanter, Casper Pedersen, Michael Storer og Nico Denz, der alle kan få deres rigtige gennembrud i det kommende år.

I det lys vil jeg først og fremmest henvise til serien om de 21 ryttere for en detaljeret omtale af Leknessund, Brenner, Dainese, Van Wilder og Arensman. Af dem bliver det i 2021 nok særligt interessant at se Leknessund med sin alsidighed folde sig ud i de ugelange etapeløb og måske allerede forsøge sig som klassementsrytter i Vueltaen. Det samme gælder for Arensman, der viste sit klatrepotentiale i den seneste Vuelta, men som ikke helt har samme enkeltstart som sin norske holdkammerat. Det har Van Wilder slet ikke, men den belgiske klatrer bliver meget interessant at følge i bjergene efter et uheldsramt 2020, og Dainese har alle forudsætninger for at få sit gennembrud som en kommende supersprinter i det kommende år. Endelig er Brenner så ung, at vi ikke skal forvente det store i de største løb, men han er til gengæld også så stort et talent, at man slet ikke skal udelukke resultater i stil med dem, vi eksempelvis så fra den jævnaldrende Quinn Simmons i 2020, hvor amerikaneren leverede pænt i store løb og var med helt fremme i mindre løb.

Blandt de øvrige navne er der grund til at have mere end bare danske forventninger til Pedersen. Danskeren vandt som bekendt Paris-Tours ved at slå en meget formstærk Benoit Cosnefroy, og det siger alt om potentialet. I en meget smallere trup kunne han ligne sidste mand hos Benoot og Kragh i brostensklassikerne, og det skal blive meget interessant, hvor langt ind i finalerne han kan komme. Og hvis Cees Bol falder fra, skal man slet ikke udelukke, at han selv kan få lov at spurte i en af de større klassikere.

Eekhoff minder på mange måder om Pedersen og er allerede kommet vanvittigt langt. Hans arbejde for Michael Matthews efter 250 i et hårdt Bretagne Classic var dybt imponerende, ligesom hans 2. plads bag Mathieu van der Poel ved de hollandske mesterskaber var det. Forventningerne må være de samme som til Pedersen, nemlig stærkt støttearbejde i de store klassikere, hvor en spurtmulighed kan opstå. Præcis det samme gælder for Joris Nieuwenhuis, der blev nr. 3 i Paris-Tours, men han synes at have længere at gå end sine to holdkammerater. Og faktisk kan man tilføje Nico Denz som en næsten identisk type, der gjorde store fremskridt hos holdet i 2020, hvor han som hjælper kørte en fremragende Giro og imponerede i Slovakiet Rundt.

I bjergene vælter det også med talent. Udover Leknessund, Van Wilder, Brenner og Arensman, der allerede er nævnt, er der Mark Donovan. Den unge brite havde det fra starten svært, men kørte nogle fornemme bjergetaper i Vueltaen. Han er hæmmet af sin enkeltstart, men som etapejæger i grand tours og i mindre ugelange etapeløb er han spændende. I samme Vuelta gjorde Michael Storer også endelig nogle lidt sene fremskridt, og selvom han er knap så lovende, skal han blive interessant at følge, i hvert fald som etapejæger. Længere fremme er Chris Hamilton, der egentlig lignede et tabt talent, men nu endelig er blomstret op og stadig kun er 25 år. Måske er han ikke nogen ny Hindley, men på sine store dage i Giroen var han ganske imponerende. Nu mangler han bare den sidste stabilitet.

På sprintersiden er der Max Kanter. Han er stået lidt i skyggen af Dainese, der er hurtigere, men hans Vuelta viste, at han bestemt ikke skal afskrives i de rene massespurter. Mest imponerende er det, at han er mere holdbar end ventet, og måske er det på de lidt hårdere dage, han har sine største chancer. Endelig er der nytilkomne Kevin Vermaerke, der allerede har gjort det glimrende mod WorldTour-ryttere i ardennerterræn, og som sagtens kan levere i mindre løb allerede i 2021.

Ja, DSM har vitterligt et hav af spændende talenter, der allerede kan levere i det kommende år.