Nedenfor giver vi en analyse af Team BikeExchange.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Jack Bauer, Sam Bewley, Brent Bookwalter, Esteban Chaves, Luke Durbridge, Alexander Edmondson, Tsgabu Grmay, Kaden Groves, Lucas Hamilton, Michael Hepburn, Damien Howson, Christopher Juul-Jensen, Alexander Konychev, Cameron Meyer, Luka Mezgec, Mikel Nieve, Barnabas Peak, Nick Schultz, Callum Scotson, Dion Smith, Robert Stannard, Simon Yates, Andrey Zeits

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Nye ryttere

Michael Matthews (Team Sunweb), Tanel Kangert (EF Pro Cycling), Amund Grøndahl Jansen (Team Jumbo-Visma), Kevin Colleoni (Biesse Arvedi)

Ryttere, der forlader holdet

Michael Albasini (stopper karrieren), Adam Yates (INEOS Grenadiers), Daryl Impey (Israel Start-Up Nation), Jack Haig (Bahrain-Victorious), Edoardo Affini (Team Jumbo-Visma)

Hvordan gik transfersæsonen?

Team BikeExchange/Mitchelton-Scott er skoleeksemplet på et hold, der har haft succes med at lægge en ambitiøs langsigtet plan ved holdets etablering og målrettet arbejde efter dens virkeliggørelse. I erkendelse af vanskeligheden af at jagte grand tour-resultater med en nysammensat trup negligerede holdet i de første år i alt væsentligt klassementet i de tre uger lange løb og havde i stedet stor succes i massespurter og klassikere samt som etapejægere.

Den langsigtede målsætning lagde de imidlertid aldrig skjul på, og da de fik fat i tre supertalenter med potentiale til at vinde sportens største løb, nemlig brødrene Simon og Adam Yates samt Esteban Chaves, transformerede de langsomt holdet ved gradvist at udrense de mange sprintere og puncheurs og i stedet indhente en stribe klatrere, der kunne støtte de tre kaptajner, som nød nærmest ubetinget tillid, selv når de gennemlevede svære perioder.

Den målrettede tilgang bar resultat og forvandlede holdet fra et succesrigt etapejægermandskab til et af sportens førende klassementsmandskaber. I 2016 var Chaves på podiet i både Giroen og Vueltaen - og hvem ved, hvad det var blevet til i Italien, hvis ikke han var blevet syg i løbets døende dage? - og det foreløbige højdepunkt blev nået i 2018, da Simon Yates fulgte et spektakulært kollaps i en ellers forrygende Giro op med holdets første grand tour-sejr i Vueltaen.

Det var det endegyldige bevis på, at strategien fungerede, men det endelige mål var ikke nået endnu. Én grand tour-sejr er ikke nok for et af sportens mest ambitiøse og målrettede mandskaber, især når Touren endnu ikke er erobret, og derfor har man holdt næsen i sporet og fastholdt helt samme strategi, selvom en af holdets tre esser, Chaves, har været igennem det, der vel stadig må karakteriseres som et karrieretruende sygdomsforløb. Men nu ser det ud til, at den uafbrudte rejse mod det forjættede mål om grand tour-sejre måske sættes en lille smule på pause.

Nej, grand tours opgives bestemt ikke, men i det kommende bliver fokus på etapeløbene mindre udtalt og paletten igen bredt ud. Det sker formentlig som følge af den økonomiske krise, som ramte holdet under coronakrisen, hvor rytterne måtte acceptere lønnedgang, og hvor de stod for cykelsportens sommerføljeton med daglige kapitler i dramaet om Manuela Fundacions mulige overtagelse af holdet. I sidste ende gjorde det alligevel for ondt på holdets mæcen, Gerry Ryan, at se det australske hold ryge på spanske hænder, og han forpligtede sig i første omgang til at holde i livet som den store ønations stolthed i yderligere to år. Og minsandten om det ikke lykkedes at sikre et hovedsponsorat fra BikeExchange, så holdet igen synes at have mere solid grund under fødderne.

Den økonomiske usikkerhed er dog formentlig hovedårsagen til, at holdet kom ud af transfersæsonen som en taber. Mens tvivlen rådede var holdet ude af stand til at agere, og det må regnes som hovedårsagen til, at man mistede to af de største navne, selvom en af hovedprioriteterne, nemlig en kontraktforlængelse med Simon Yates, dog kom i hus. Problemet er, at det var to af esserne i jagten på grand tour-succes, der røg i svinget, og holdet bliver derfor markant svækket på den front, der hidtil har været hovedfokus.

Mest ondt gør det naturligvis, at Adam Yates - måske af økonomiske årsager - ikke kunne stå for fristelsen til at vende hjem til det Ineos-mandskab, der jo ellers ledes af folk, som behandlede ham ilde, da de i sin tid så et lys i Simon, men intet i Adam. Nu kan man diskutere, om det er så stort et tab på grand tour-fronten, når årets Tour var endnu et vidnesbyrd om, at det nok ikke er i de lange etapeløb, Yates har sin force, men i ugelange etapeløb og klassikere kan tabet næppe overvurderes. Særligt i de korte etapeløb har Yates nemlig været i den absolutte verdenselite i både 2019 og 2020, ikke mindst da han i UAE Tour for et lille år siden slet og ret gav Tadej Pogacar gigantiske bøllebank på Jebel Hafeet, eller da han i 2019 blev den ene af blot to ryttere, som i den sæson kørte fra en frisk og formstærk Primoz Roglic på en stigning.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Desværre er Yates ikke den eneste, der ryger i svinget. Overraskende er det også, at man ikke havde held til at fastholde Jack Haig, der jo ellers sammen med Lucas Hamilton er blevet opfostret som fremtidens store australske etapeløbssatsning. Det er svært at vide, hvilke motiver der ligger bag skiftet, men sandt er det i hvert fald, at Haig, særligt med Yates’ exit, stod til at overtage en stor del af etapeløbsansvaret, men altså smutter, netop hans alt for lange læretid så ud til at være ovre.

Resultatet er, at Mitchelton siger farvel til den ene af de tre kaptajner og den ene af de to unge australiere, der skulle udgøre fremtiden. Det er en markant svækkelse af det etapeløbsfokus, som har været omdrejningspunktet. Det har ikke forhindret holdet i at lave en klassisk Mitchelton-signing, nemlig at indhente en erfaren klatrer med stor erfaring i at støtte kaptajner i grand tours. Det gjorde man tidligere med Roman Kreuziger og Mikel Nieve, og denne gang er det Tanel Kangert, der har vundet grand tours med Vincenzo Nibali. Esteren havde ikke det bedste 2020, men er en bundsolid rytter, der er hentet med det soleklare formål at være der hos Simon Yates, når denne skal forsøge at vinde en grand tour i 2021. Og hvem ved, om frafaldet af kaptajner betyder, at han også kan køre sin egen chance i mindre etapeløb?

En ny etapeløbskaptajn fik man dog aldrig fat i, og det betyder, at fokus nu bredes ud til igen at rettes mod de klassikere, hvor holdet ellers har været temmelig usynlige siden Matteo Trentins exit forud for 2020. Det er ellers lidt af en tilfældighed, at Michael Matthews kommer hjem, for australieren havde egentlig kontrakt med Team DSM/Sunweb i yderligere et år. Fælles forståelse af disharmonien mellem de to parter betød bare, at der opstod en mulighed, som BikeExchange var hurtige til at udnytte. Og paradoksalt nok ser Matthews nu ud til at få al den plads, han kunne ønske sig på et hold, han ellers forlod, fordi prioriteterne gik i en anden retning. Han bliver soleklar kaptajn i klassikerne, og da holdet ikke har bredden til at satse på alle grand tours, er det bestemt ikke sandsynligt, at han endda kan rejse til Touren som manden, der skal satses på. Der er løbet meget vand gennem åen, siden han forlod holdet…

Han er dog ikke alene. Allerede inden Matthews-muligheden opstod, var holdet opmærksomme, at deres tilstedeværelse på brostenene var nærmest ikkeeksisterende, og derfor gik man på strandhugst hos Jumbo-Visma, hvor den spændende Amund Grøndahl Jansen var træt af altid at skulle køre lead-out for Dylan Groenewegen eller hjælpe Wout van Aert i klassikerne. Nu kommer han til et hold som en af kaptajnerne i klassikerne, og det skal blive ganske interessant at få en bedre forståelse af, hvor stort hans brostenspotentiale virkelig er.

Desværre er der også tab på den klassiker- og etapejægerfront, som Matthews og Jansen skal styrke. Det gør utvivlsomt ondt, at Daryl Impey lod sig friste af at blive genforenet med Chris Froome, hvorfor holdet mister en af de historiske hovedpersoner. Måske havde sydafrikaneren ikke sin bedste sæson, men som udbryder og afslutter i mindre grupper har han leveret et hav af store sejre, ligesom han har været holdets nyeste es på hjemmebanen i Tour Down Under. Hans erfaring i grand tours bliver ligeledes svær at erstatte, og han bliver derfor savnet. For erfaringen gælder det samme om veteranen Michael Albasini, der ligeledes er manden bag mange af holdets bedste resultater, men sandheden er også, at den engang så stærke schweizer i de senere år har været så meget i forfald, at han sagtens kan undværes.

Det sidste tab har større langsigtede konsekvenser. Det er stadig meget tvivlsomt, om klassikerpotentialet er stort, og hans tempoevner forsvandt også helt i 2020, men Edoardo Affini viste i 2019, at han er en tempokomet, som samtidig er brølstærk som hjælper. Hans enkeltstartsresultater kunne have været nyttige i et 2021, hvor det godt kan blive lidt tyndt, men han lod sig friste af en hjælpertilværelse hos Jumbo-Visma i stedet.

En ny ung italiener bliver der dog plads til. Helt i tråd med det store fokus på etapeløb henter man Kevin Colleoni, der i år blev nr. 3 i Baby-Giroen. Forud for i år havde den unge italiener bestemt ikke sat verden i brand, og derfor må man stadig være lidt forbeholden over for det virkelige potentiale, men han gjorde så store fremskridt, at han skal blive interessant at følge. Med svækkelsen af etapeløbstruppen kan man måske endda tro, at han får lov at teste sig selv af i mindre løb i 2021, eksempelvis i et løb som Coppi e Bartali, som holdet altid bruger til at prøve deres unge talenter af.

Samlet set er det svært at komme udenom, at holdet er svækket. Ja, Matthews er en gigantisk styrkelse, og sammen med Jansen sikrer han, at holdet får en helt anden og langt mere fremtrædende rolle at spille i klassikerne. Det ændrer bare ikke på, at Yates og Haig bliver utroligt savnet i etapeløbene, og da det som sagt er på det område, holdet allerhelst vil satse, må det gøre lidt ondt for Ryan og co., at der må drosles ned på den slags ambitioner i hvert fald i 2021.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt har transfersæsonen haft som konsekvens, at Team BikeExchange er nødt til at satse betydeligt mere på klassikerne, end det var tilfældet i 2020, hvor de i vidt omfang blev negligeret. Manden, der skal levere langt hovedparten af resultaterne, er Michael Matthews, der er en af den slags ryttere, som er ramt af alsidighedens forbandelse. Indtil for få år siden satsede han entydigt på Ardennerne og Milano-Sanremo, men han fandt hos Sunweb ud af, at brostenene også passer ham. Nu står han så i dilemmaet at finde ud af, i hvilken kurv æggen skal lægges, for det er ikke let at holde formen hele vejen fra Sanremo til Liege.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I skrivende stund er det uklart, hvordan han griber det an, men formodningen må være, at han gør forsøget på at satse på det meste ved at skifte nogle løb undervejs. Milano-Sanremo er i hvert fald første store mål, og efter at han i 2020 vandt feltets massespurt, har han atter fået understreget, at det er et løb, han med det rette held kan vinde. Det kræver et hårdt løb, og han vil aldrig være favorit i en spurt, men det kan bestemt lade sig gøre. Med ham på holdet må andre afsluttere som Luka Mezgec, Dion Smith og Robert Stannard nok også sande, at de skal arbejde for kaptajnen.

Matthews vil formentlig også satse på de hårde brostensløb som Omloop, E3 og Flandern Rundt, hvor hans erfaring stadig er begrænset, men hvor han har vist sine indiskutable evner ved blandt andet at vinde kongeetapen i BinckBank Tour på toppen af Muren. I de løb har Amund Grøndahl Jansen også vist stort potentiale, og det skal blive meget interessant at se, hvor langt han kan komme. Luke Durbridge og Jack Bauer, der tidligere har været meget stærke i de løb, synes til gengæld at have tabt topniveauet, men til gengæld har Smith særligt i BinckBank Tour vist, at han har potentiale. Alex Edmondson er stagneret, men Stannard er også en rytter, der måske kan begå sig i de løb.

Matthews kan også vælge at køre Gent-Wevelgem, der under de rette omstændigheder passer ham fint, men vælger han at droppe løbet i den lange række, kunne det være en chance for holdbare Mezgec, Jansen, Smith eller Stannard til at deltage i en eventuel spurt. De kan også får chancen i Kuurne, mens Scheldeprijs og Kuurne kunne være oplagte mål for den spændende sprinter Kaden Groves. Lidt sværere ser det ud i Paris-Roubaix, der ikke passer specielt godt til holdets ryttere, og hvor Jansen og Durbridge ligner de bedte bud.

Også Strade Bianche er et løb, der ligger til Matthews’ højreben, men han har for vane at skippe det, og det kan han meget vel gøre igen. Det kunne til gengæld være meget interessant at se Stannard og Nick Schultz i et løb, der burde passe dem, og tidligere har også Christopher Juul og i 2020 Brent Bookwalter været i top 10 på den meget blandede rute.

I Ardennerne står holdet svagere efter Adam Yates’ exit, men Matthews har været i top 5 i alle tre løb og banker på døren til en sejr i Brabantse Pijl, at døren snart må gå op. Det er kun Fleche Wallonne, som han aldrig nogensinde kan vinde. Det kunne også være fantastisk at se Simon Yates i de løb, men hvis han som forventet satser på Giroen, er det usandsynligt. Til gengæld synes Stannard at være moden til at begå sig, i hvert fald i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, som burde passe, og sidstnævnte er bestemt også tilgængeligt for Smith. Nick Schultz kom meget langt i løbene i 2020 og kan måske få sit gennembrud i år. Endelig har Esteban Chaves jo faktisk vundet Il Lombardia, og nu hvor det kniber med holdbarhed i etapeløb, kunne det faktisk være sjovt at se ham give Fleche og Liege et dedikeret skud.

I efteråret er Matthews igen manden. Groves eller Mezgec skal sikkert forsøge at lave en top 10 i Hamburg, men derefter skal Matthews forsøge at forsøge titlerne i Bretagne og Quebec samt at gentage 2018-sejren i Montreal. De to førstnævnte løb passer imidlertid også til Smith og Jansen, alle tre løb passer til Stannard, og Schultz bør kunne gøre det godt i Montreal, og holdet har derfor en bred palet af ryttere at satse på. I de italienske efterårsklassikere er Yates et meget stærkt kort, men desværre har han for vane at være slidt ned på den tid af året. Til gengæld har Chaves som sagt tidligere gjort det fremragende i de løb, som han med fordel kunne satse på, og så kunne det også være interessant at se en klatrer som Lucas Hamilton folde sig ud i Il Lombardia.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt har alt i de senere år været rettet mod at vinde grand tours, og holdet har sat en klar ære i at have en klar kaptajn i alle de tre uger lange etapeløb. Sådan bliver det dog ikke i 2021. Esteban Chaves’ holdbarhed er forsvundet som dug for solen (eller for kyssesygen), og lige nu ligner Simon Yates den eneste etablerede grand tour-rytter. Holdet har ikke lagt skjul på, at Lucas Hamilton nu skal have mere ansvar, men med kun tre kaptajner, hvoraf der er store spørgsmål ved de to, bliver det svært at satse entydigt på tre gange klassement, især nu hvor Mikel Nieve næppe længere er i stand til at køre top 10.

Det helt store mål bliver utvivlsomt igen at vinde en grand tour med Yates, men i skrivende stund er intet meldt ud. Det skyldes, at ruterne til Giroen og Vueltaen endnu ikke er kendte, men Yates har selv gjort det klart, at han vil satse stort på OL også. Det ville han også i 2020, hvilket var hovedårsagen til Giro-satsningen, da han ikke just er typen, der kan ventes at præstere kort efter en grand tour, hvor han som regel er helt død. Et forsigtigt gæt vil være, at den plan gentages, og at Yates igen satser alt på at vinde Giroen, også fordi Tour-ruten slet ikke passer ham. Til gengæld kan man i den grad betvivle, om det vil lykkes, for Yates’ holdbarhed er stadig tvivlsom, Giroens mange gigantiske bjergetaper passer ham dårligt, og han har for det meste været langt fra topniveauet siden Vuelta-sejren i 2018. Uanset hvad vil han få et helt hold dedikeret til formålet, og forventningen er altså, at det vil blive i Giroen. Folk som Mikel Nieve, Tanel Kangert og måske også Nick Schultz synes at skulle assistere ham.

Problemet er bare, at det efterlader et hul i Touren, der jo er det vigtigste løb. Man kunne vælge igen at give Chaves chancen, men heller ikke han passer til ruten, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han også sendes til Giroen som hjælper for Yates. Kører han i Frankrig, synes en top 10 dog at være det maksimalt opnåelige, og med hans nuværende holdbarhed er det ikke videre realistisk. Alternativt er Hamilton, men det vil være overraskende, hvis den unge australier allerede nu skal køre klassement i det største løb af dem alle.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Meget taler for, at etapesejre bliver hovedfokus, og at et klassement med Chaves bliver en sidegevinst. Det vil bringe Michael Matthews i spil som kaptajn. Desværre passer ruten generelt dårligt, da der er en overvægt af lette sprinteretaper, men han vil utvivlsomt være fyr og flamme ved udsigten til de to puncheurafslutninger i den første weekend, hvor han må have gule drømme. Han kunne sagtens tænkes at udgøre en duo med Luka Mezgec, der også kan køre nogle spurter undervejs, og derudover har holdet en række ryttere, der kan gå i offensiven. Det gælder Schultz, hvis han i stedet skal køre her, og det gælder Nieve og Kangert, der sagtens kunne tænkes at køre to grand tours. Robert Stannard er et oplagt bud med sine klatre- og afslutterevner, og også Amund Grøndahl Jansen og Dion Smit vil have muligheder, selvom der er færre muligheder for deres ryttertyper.

Endelig er der Vueltaen. Det kunne også ende med, at Yates satser på det spanske løb, men det passer dårligere med en OL-ambition. I stedet er et gæt, at det er her Lucas Hamilton skal have sin chance. Vi har stadig ingen fornemmelse af hans holdbarhed, men klatrepotentiale rækker bestemt til top 10, hvis alt flasker sig. Nieve eller Kangert kunne også være til start som en plan B og mulige etapejægere. Derudover vil det være nærliggende her at give Kaden Groves sin grand tour-debut og satse mere målrettet på spurterne, men også Mezgec kunne være i spil her. Dertil kommer, at de samme navne som tidligere, nemlig Schultz, Stannard og Smith, vil være i deres es, hvis de kan jagte etapesejre i puncheurfinaler og fra udbrud.

OPDATERING: På dagen for offentliggørelsen af denn analyse gav Matt White et længere interview til Cyclingnews. Her gjorde han det klart, at Yates vil køre Giro og Tour - den ene med fokus på klassement, den anden med fokus på etapesejre. Den endelige beslutning tages efter Girons rutepræsentation, men meget taler stadig for, at det bliver i Italien, at han skal køre klassement. Det bekræftes også, at Lucas Hamilton skal køre klassement i en grand tour, at Esteban Chaves i første omgang kun skal jagte etaper, og at Michael Matthews som ventet har blikket rettet mod Tourens to første etaper.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

I de seneste år har holdet scoret et hav af point i ugelange etapeløb, fordi Adam Yates har været en sand pointmaskine. I den slags løb kommer de med hans exit til at stå betydeligt dårligere, men heldigvis er bror Simon også glimrende i korte løb, selvom han har negligeret dem på det seneste. Det vidner ikke mindst sejren i Tirreno-Adriatico i 2020 om. Det er klart, at en sandsynlig Giro-satsning igen kan tvinge ham til at droppe flere af forårets løb til fordel for en højdetræningslejr, men i hvert fald Tirreno-sejren burde han da forsøge at forsvare - en mission, der afhængig af ruten bestemt synes realistisk.

Derudover er det mere behersket, hvad holdet kan opnå i klassementerne. Esteban Chaves har betydeligt bedre chancer i korte løb, hvor den forringede restitution ikke er så afgørende, men hans tempoevner svækker ham betydeligt i ugelange løb. Det samme gælder desværre for Lucas Hamilton, men han burde stadig være på vej til et lille gennembrud med i hvert fald nogle top 10-placeringer i et forår, hvor han burde få et hav af chancer. Tanel Kangert har betydeligt bedre tempoevner, og på ikke alt for svære ruter har han stadig et top 10-potentiale. Derudover kunne det være meget interessant at se en eksplosiv fyr som Robert Stannard køre klassement i Tour de Pologne, og så ligger BinckBank Tour så meget til Michael Matthews’ højreben, at han forhåbentlig har lyst til at give det et løb et skud, som ellers kun har gjort én gang tidligere.

Det kniber i den grad med sprintere på det australske hold, men man må formode, at der satses mere på Kaden Groves i det kommende år, hvor han meget vel kan blive førstesprinter i flere af de meget sprintertunge løb som UAE Tour, Tour de Pologne og BinckBank Tour. Også Luka Mezgec og i mindre grad Michael Matthews, Amund Grøndahl Jansen, Robert Stannard, Dion Smith og Alexander Konychev kan begå sig i massespurter, men det skal helst være på hårdere dage. Løb med mange af den slags spurter kolliderer med klassikerne for Matthews, Jansen og Smith, men det kunne være meget interessant at se Stannard skippe brostensklassikerne, satse på Ardennerne og forsøge at spurte i løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet. De andre kan sagtens få plads i eksempelvis Tour de Suisse, hvor de hårde ruter altid har ligget godt til Matthews.

Holdet har også for vane at køre en masse endagsløb i Italien. Her ligger ruterne fremragende til hurtige og holdbare folk som Smith og Stannard, der begge havde succes i 2020 - Smith endda med sejr i puncheurløbet Coppa Sabatini. Også enkeltstarterne er stadig et satsningsområde trods tabet af Edoardo Affini, og Matthews har ofte vist, at han tilhører verdenseliten. Kangert kører altid gode grand tour-enkeltstarter, og selvom de ikke har fordums styrke, er det stadig muligt for Luke Durbridge, Michael Hepburn og måske Alex Edmondson at gå i top 10 på den rette rute og den rette dag. Endelig vil Groves formentlig også få chancen for at spurte i flere mindre etapeløb og endagsløb.

Hvem kan overraske?

Der har været en lidt ærgerlig tendens til, at de unge australiere var fremragende på U23-scenen, men så snart de blev professionelle, havde de det svært, uanset om de startede hos BikeExchange eller Sunweb, der har været de foretrukne destinationer. Heldigvis synes de bare at skulle bruge lidt tid på at modnes, som det eksempelvis har været tilfældet med Jack Haig og Jai Hindley, og BikeExchange har bestemt også nogle navne, der synes at stå på tærsklen til et gennembrud.

Det mest oplagte navn er Lucas Hamilton. Den unge australier er gået lidt under radaren, men han har været fremragende som hjælper for Simon Yates i Giroen eller i Tour Down Under, og når han endelig har fået chancen, har han slået til. Det gjorde han med den samlede sejr i Coppi e Bartali i 2019, og sidste år tog han den helt store skalp med en etapesejr i Tirreno-Adriatico på en knaldhård dag i Appenninerne. Næste år har han udsigt til at være en af holdets kaptajnerne i etapeløbene, hvor det ligger i kortene, at han skal køre en grand tour med personlige ambitioner, formentlig Vueltaen. Top 10 må være målet, og det bør det også være i flere ugelange etapeløb, hvor han bliver interessant at følge i bjergene.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det andet navn er Robert Stannard. Som U23-rytter klatrede han så godt, at han kunne køre klassement i Baby-Giroen, men som professionel ligner han mere og mere en puncheur. Han var meget skuffende i sin første tid, men i 2020 slog han igennem med overbevisende kørsel i først Gran Piemonte og ikke mindst med den flotte 5. plads i puncheurspurten i Suances under Vueltaen. Han ligner et oplagt bud på en mand til Ardennerne, hvor han i det kommende skal blive særligt spændende i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, ligesom han kan vinde mindre endagsløb samt etaper i løb som Baskerlandet, Romandiet og Catalonien. Og så forsvarer han sig faktisk hæderligt i en massespurt også.

Netop massespurter er det område, hvor Kaden Groves skal begå sig. Den unge australier kom ganske fint igennem sin første sæson som professionel, men det store gennembrud udestår stadig. Han synes stadig at mangle noget topfart mod de allerbedste, men til gengæld er han ganske holdbar og skal nok satse på de lidt hårdere dage. Som en af meget få sprintere bør han få masser af plads i 2021.

Nick Schultz er efterhånden som 26-årig ved at være halvgammel, men efter at skiftet til holdet satte ham meget tilbage, synes han nu endelig at være klar til at levere på de løfter, han viste hos Caja Rural. Han kom ganske langt i Ardennerne sidste år og kørte en fornem Vuelta. Som eksplosiv klassikertyper bliver han ganske interessant at følge i netop Ardennerne og som etapejæger i grand tours, hvor han utvivlsomt vil være i stand til at vinde.

Man må også fremhæve Amund Grøndahl Jansen. Han blev lidt låst som hjælper hos Jumbo-Visma, men hans potentiale er altså stort. Det viste han særligt i efteråret 2019, hvor han kom stærkt ud af Touren med blandt andet en 5. plads i en historisk hård udgave af Bretagne Classic, ligesom han var uhyre overbevisende i skrapt selskab i Arctic Race. Nu kommer han til et hold, hvor han bliver nr. 2 bag Michael Matthews i brostensklassikerne, og hvor vi får mulighed for at se, hvad han virkelig kan i de løb. Han skal bygge videre på 16. pladsen fra Paris-Roubaix i 2018.

Endelig har holdet et par unge navne i Kevin Colleoni og Alexander Konychev, men de har nok stadig lidt vej at gå, inden de for alvor bliver konkurrencedygtige.