Nedenfor giver vi en analyse af INEOS Grenadiers.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Andrey Amador, Leonardo Basso, Egan Bernal, Richard Carapaz, Jonathan Castroviejo, Rohan Dennis, Owain Doull, Eddie Dunbar, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Michal Golas, Ethan Hayter, Sebastian Henao, Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Jhonatan Narvaez, Salvatore Puccio, Brandon Smith Rivera, Carlos Rodriguez, Luke Rowe, Pavel Sivakov, Ivan Ramiro Sosa, Ben Swift, Geraint Thomas, Dylan van Baarle, Cameron Wurf

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Nye ryttere

Richie Porte (Trek-Segafredo), Adam Yates (Mitchelton-Scott), Daniel Felipe Martinez (EF Pro Cycling), Laurens de Plus (Team Jumbo-Visma), Tom Pidcock (nyprofessionel fra 1. marts)

Ryttere, der forlader holdet

Chris Froome (Israel Start-Up Nation), Vasil Kiryienka (stoppede karrieren i januar 2020), Christian Knees (stopper karrieren), Ian Stannard (stopper karrieren), Chris Lawless (Team Total Direct Energie)

Hvordan gik transfersæsonen?

Ineos er utvivlsomt det hold i feltet, der har samlet sig flest fjender undervejs. Det meste skyldes utvivlsomt deres store dominans i Tour de France, for man bliver meget sjældent populær af at være suveræn - i hvert fald ikke i cykelsporten. Meget af den manglende velvilje skyldes imidlertid også et ry for at købe sig til succes og derigennem samle så skræmmende en stjerneparade, at de uden problemer har kunnet kontrollere løbene - alt sammen under den helt afgørende forudsætning, at de også har haft den bedste rytter. Og det har de i langt de fleste tilfælde fat, først og fremmest i form af Chris Froome.

Der er da også en helt unægtelig sandhed i, at det britiske storhold er kommet meget langt via deres enorme ressourcer, der langt overstiger det, man finder på andre hold. Antallet af verdensstjerner, der har accepteret en hjælpertjans mod en skyhøj gage i kompensation, er ganske lang, og bedre blev det ikke af, at holdet i de første år havde meget svært ved at få deres egne talenter til at blomstre. De unge, lovende navne, der kom til holdet i karrierens første år, blev i vidt omfang kvalt i en rolle som slagtekvæg, og deres potentiale blev aldrig udfoldet.

I de senere år har der dog været en ændring i rekrutteringsstrategien. Det har nemlig været småt med etablerede verdensstjerner på indkøbslisten, og i stedet er manager Dave Brailsford gået talentamok. Med sin fede tegnedreng i lommen har han kunnet overbyde de fleste, når de mest lovende talenter skulle finde et nyt hold, og holdet har på det seneste haft en evne til fuldstændig af støvsuge U23-markedet - så meget at BMC slet ikke gad holde deres talenthold i live, når nu andrehold alligevel altid stjal de mest interessante navne.

I 2017 talte alle om Egan Bernal og Pavel Sivakov og på sprintersiden om Kristoffer Halvorsen, og de blev alle hentet af Brailsford. I 2018 var det Ivan Ramiro Sosa, som var på alles læber, og også han røg i britisk tjeneste. Samtidig er lysten til at skifte til holdet også blevet langt større, nu hvor Brailsford har gjort det til et mål, at de unge drenge selv skal have chancen, og holdet således nu er blevet dygtige til også at få det bedste ud af deres talent.

Sidste år var der dog en tilbagevenden til fortiden. Her hentede man nemlig Richard Carapaz, der ganske vist stadig var ung, men også allerede en etableret verdensstjerne - måske fordi Brailsford ærgrede sig over, at der var et talent, han havde misset. Og i år er tendensen fortsat i et nærmest absurd omfang, for her har transferstrategien næsten udelukkende handlet om at hente verdensstjerner, nemlig hele fire af slagsen. Nok er tre af de fire stadig meget unge og lovende, men der er mere Carapaz end Sivakov over det, når man henter Adam Yates, Daniel Martinez og Laurens de Plus.

Forklaringen er formentlig lige for. I 2020 oplevede Brailsford for første gang siden 2020, at det ikke var Ineos, der svingede taktstokken i Touren. Her var briterne henvist til en rolle som passagerer, allerede inden Bernal kollapsede, og da mønsteret gentog sig i Vueltaen og i løb som Dauphiné og Tour de l’Ain, blev den med spænding imødesete duel mellem Ineos og Jumbo i 2020 en uhyre ensidig affære, hvor Brailsford og co. slet og ret blev kørt midt over af en gul, hollandsk maskine.

Den slags gør ondt, når man er vant til at bestemme, men heldigvis er Brailsford i den lykkelige situation, at han har midlerne til at rette op på situationen. I ét hug annoncerede han erhvervelsen af tre stjerner og U23-scenens i særklasse mest spændende rytter, og siden fulgte også Dauphiné-vinderen. Således blev 2020 året, hvor Brailsford foretog sin klart mest skræmmende oprustning, og selvom man kan diskutere, om Ineos kan stille med et bedre hold end Jumbo i Touren, hvor kun otte mand skal være til start, skal man granske hukommelsen grundigt for at finde et etapeløbshold, der i bredden har været stærkere end 2021-udgaven af Ineos.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Alligevel er det mest dramatiske noget helt andet. Den helt store overskrift på 2020 vil altid være bruddet med den rytter, der mere end nogen anden har defineret holdet. Farvellet til Froome har utvivlsomt gjort ondt selv på Brailsford, der på overfladen ikke fremstår som den mest rørstrømske type, men der var ingen vej udenom, hverken for holdet eller rytteren. Usikkerheden om Froomes niveau - særligt med de data, som trænerstaben jo havde kendskab til allerede i løbet af foråret, hvor rygterne om skiftet begyndte at løbe - var så stor, at verdens bedste etapeløbshold ikke kunne tage nogen chancer ved at satse på en mand, der senere viste sig at være en skygge af sig selv. Og Froome selv kunne naturligvis ikke leve med en rolle som vejkaptajn og erfaren mentor, når nu hans eneste ambition er at finde ud af, om han vitterligt kan blive sig selv igen.

Lige nu er der intet, der tyder på, at tabet af Froome har anden en følelsesmæssig betydning, men det kan 2021 måske lave om på. I første omgang er der i hvert fald ingen tvivl om, at de nye ryttere langt, langt overstiger den kvalitet, man har måttet sige farvel til.

Vi kan jo bare starte med Richie Porte. Det siger meget om holdet, at de har kunnet hente den rytter, der for nylig blev nr. 3 i Tour de France og lige nu faktisk er Ineos-truppens bedst placerede på verdensranglisten, med det formål at gøre ham til hjælperytter i Touren. Det handler dog næppe hovedsageligt om økonomi, for Porte har aldrig brudt sig om det enorme stress, man som grand tour-rytter underlægges over tre uger. Faktisk er han aldrig trivedes som Tour-kaptajn, og derfor var det hans eget ønske at vende tilbage til den mere afslappede rolle som luksushjælper. For Brailsford er det en sand gave, for den Porte, vi så i 2020, vil i en tilsvarende forfatning stadig kunne score et hav af point i de ugelange etapeløb, han stadig satser på. Og i grand tours får man næppe en bedre hjælper end den mand, der i 2020 var den bedste bag de slovenske fænomener.

De tre øvrige stjerner er Yates, Martinez og De Plus, men det er stadig lidt uklart, hvordan de skal bruges. Meget taler dog for, at Yates må lægge grand tour-ambitionerne på hylden. Briten måtte senest i 2020 sande, at han aldrig nogensinde bliver en rytter til de lange etapeløb, og hvis han vitterligt er indstillet på at satse anderledes, er han også en drømmerytter for Brailsford. I 2019 og 2020 har han nemlig været en af verdens absolut bedste i ugelange etapeløb - glem ikke, hvem der gav Pogacar bøllebank i den UAE Tour, som var slovenerens store forårsmål - og her vil han sammen med Porte kunne tage lidt af presset af Bernal. Tao Geoghegan Hart, Geraint Thomas og Carapaz, inden han stiller sig til rådighed som luksushjælper i Touren.

Anderledes forholder det sig nok med Martinez og De Plus. De er begge en tand yngre og har stadig til gode at afprøve deres virkelige grand tour-potentiale. I det lys kan man bestemt ikke undlade at tænke den tanke, at de har solgt de sportslige ambitioner for ussel mammon, i hvert fald på kort sigt. Det er nemlig svært at se dem få en grand tour-kaptajnrolle i 2021 - det har De Plus sågar allerede udelukket - og de må således affinde sig med chancer i ugelange etapeløb og for De Plus vedkommende i ardennerklassikerne. For Brailsford er det imidlertid guld værd med yderligere to superhjælpere, der i sig selv kunne være top 5-kandidater i de lange etapeløb, og som samtidig med hjælperindsatsen selv kan score point i de etapeløb, hvor de får chancen.

Helt væk fra den nye tilgang er Brailsford dog ikke gået. I år var den U23-rytter, alle talte om, nemlig Tom Pidcock, som satte en fed streg over sit gigantiske potentiale ved at køre alle midt over i Baby-Giroen. Når den mest lovende rytter ovenikøbet er brite, kunne Ineos naturligvis ikke lade ham smutte, og derfor kom det ikke som noget chok, at Pidcock i 2021 vil gøre sin professionelle debut på sit hjemlands store mandskab. Pidcock er et af den slags alsidige vidunderbørn, der kan det hele, nemlig spurte, køre enkeltstart, klatre og køre både etape- og endagsløb, og den første opgave for Brailsford og co. bliver at fornemme, hvad han er allerbedst til. Selv definerer han sig mest som klatrer, men i et 2021, der først og fremmest handler om OL i mountainbike, er det ardennerklassikerne og Strade Bianche, der bliver målet.

Ser man bort fra Froome, er tabskontoen langt mindre stjernespækket. Ganske vist sagde man grundet helbredsproblemer allerede farvel til Vasil Kiryienka i januar og nu af samme årsag også til Ian Stannard, men selvom de begge har været markante skikkelser på holdet, var de i de sidste år langt fra fordums styrke. Christian Knees forsvinder med en masse erfaring, men den store tysker var også ved at være pensionsmoden. Kun tabet af Chris Lawless kan man måske begræde, men dels var han stagneret i et meget skidt 2020, og dels var han en ryttertype, der slet ikke passede ind på holdet. At han søgte muligheder andetsteds, var kun naturligt.

Dermed er konklusionen også soleklar. Jo, det gør ondt at sige farvel til Froome, men ser man på 2020-sæsonen, er det i første omgang kun et tab på det emotionelle niveau. Til gengæld er der oprustet i så uhørt en grad, at Brailsford kan præstere en af de absolut mest stjernespækkede trupper i nyere tid.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Ingen kan benægte, at Ineos igennem det seneste årti har været det i særklasse bedste etapeløbshold med en grand tour-historik, der næsten er svær at forstå. Til gengæld har det gjort ondt på Dave Brailsford, at klassikerne i alt væsentligt er fejlet, og at hans forsøg på at opruste på den front aldrig har givet det ønskede afkast. Efter 11 sæsoner i feltet har holdet således ”blot” to monumentsejr, nemlig Wout Poels¨’ sejr i Liege-Bastogne-Liege i 2016 og Michal Kwiatkowskis triumf i Milano-Sanremo i 2017.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Naturligvis er drømmen at ændre på det i 2021, men chancerne er ikke overvældende store. Nok har holdet oprustet på vanvittig maner, men det er primært på etapeløbsfronten. Af de nye ryttere er det kun Adam Yates, der har vist store ting i klassikerne, og selvom Tom Pidcock har alle forudsætninger for at blive en sand ardennerkonge, er det næppe allerede i 2021, at han vinder en stor klassiker.

Det betyder dog ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Sværest ser det ud i brostensløbene, hvor meget står og falder med, om Gianni Moscon pludselig genfinder de gamle takter. Den Moscon, vi så i 2018, vil være en fremragende vinderkandidat i særligt de hårdeste flamske klassikere, men også i Paris-Roubaix, hvor han tidligere blev nr. 5. Desværre er der i skrivende stund intet, der tyder på en genfødsel, men da talent ikke burde forgå så let, er det stadig for tidligt helt at afskrive et af sportens allermest alsidige ryttere.

En anden option er Michal Kwiatkowski, men han har erkendt, at han ikke kan satse på det hele, hvorfor han i stigende grad har skippet brostenene. Han kører formentlig igen Flandern Rundt, men det er et svært løb at vinde, hvis det bliver hans eneste optræden i de flamske løb. En formstærk Kwiatkowski er dog så glimrende en brostensrytter, at han har en reel chance, særligt efter et 2020, hvor han efter et katastrofalt 2019 endelig blev sig selv igen.

Derudover har holdet Dylan van Baarle og Luke Rowe, der senest i hhv. Flandern Rundt og Gent-Wevelgem viste, at de stadig har evner i disse løb, men ingen af dem er sandsynlige vinder af de store WorldTour-klassikere. Og da holdet med tabet af Chris Lawless nu reelt er uden sprinter, er de reelt uden chancer i de fladere løb som Gent-Wevelgem, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Scheldeprijs, medmindre de tager en drejning i meget hård retning. En option kunne selvfølgelig være Ben Swift, men han synes at have droppet brostenene og mangler også den fornødne fart, og den uhyre alsidige og lovende Ethan Hayter synes ikke at have brostensplaner i en sæson, der mest af alt handler om banen. Til gengæld hiver de Tom Pidcock ind til åbningsweekenden, men selvom han er tidligere vinder af U23-udgaven af Paris-Roubaix, får han formentlig lidt svært ved at konkurrere med tungere ryttere på de toppede brosten.

Paris-Roubaix spiller en særlig rolle. I tillæg til Moscon, Van Baarle og Rowe er der stadig mulighed for, at holdet kommer med Filippo Ganna, der skipper de flamske klassikere, der heller ikke passer ham så godt. Det gør Roubaix til gengæld, og det er bestemt ikke tilfældigt, at han i 2016 vandt U23-udgaven af løbet. Han mangler meget erfaring, men med den gigantiske motor, han udviklede i 2020, kan han blive en uhyre interessant outsider til det nordfranske helvede. Lige nu er hans deltagelse imidlertid uklar, da han i december gav udtryk for planer om at køre løbet, men i januar antydede, at han i april er travlt beskæftiget med Giro-forberedelse i højderne.

Forinden er holdet også til start i de italienske klassikere. Kwiatkowski er tidligere vinder af Strade Bianche, der passer ham som fod i hose, og det er også et løb, Moscon vil elske, hvis han finder sig selv. Her vil Pidcock også være til start, og han kunne meget vel ende som en positiv overraskelse og oplevelse på grusvejene, som også vil være en fornøjelse for Geraint Thomas, hvis han mod forventning skulle være til start, og måske også for Jhonatan Narvaez, Tao Geoghegan Hart og Ethan Hayter. Senere gælder det Milano-Sanremo for Kwiatkowski, der er tidligere vinder og bestemt ikke helt uden chance for en gentagelse, ligesom også en genfødt Moscon kan begå sig i Italien. Til en spurt vil man kunne satse på Ben Swift, der tidligere har været på podiet, men ikke synes hurtig nok længere, eller måske Narvaez og Hayter, men det er ikke den klassiker, der passer briterne allerbedst.

I Ardennerne står holdet med bedre kort. Holdet kan nemlig fodre svin med gode klatrere, og den slags ryttere kan altid komme langt i de hårde endagsløb. Det er dog de færreste, der har den rette eksplosivitet, men Kwiatkowski viste i 2020, at han stadig skal regnes som seriøs kandidat i alle tre løb samt Brabantse Pijl, hvi det mod forventning indgår i planerne. Samtidig burde Adam Yates give løbene et seriøst forsøg, for han har både niveauet og alle de rette egenskaber, som hans sejr i San Sebastian i en meget ung alder viser.

Jokeren er naturligvis Tom Pidcock. Briten har ardennerløbene som hovedmål, inden det gælder OL og mountainbike, og han har med sin hurtighed alle forudsætninger. En sejr er nok en postgang for tidligt, men han bliver interessant at følge, og man skal ikke blive overrasket, hvis han er med helt i front i det lidt mindre og knap så lange Brabantse Pijl. Her og i Amstel Gold Race kunne Ethan Hayter også være meget interessant, ligesom Swift i en knap så selektiv udgave kunne være i spil til et Amstel Gold Race, selvom han som klatrer mangler eksplosivitet. Det gør Jhonatan Narvaez til gengæld ikke, og efter en stagnation viste han i 2020, at han står foran et gennembrud i den slags løb, måske i første omgang særligt i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl.

Laurens de Plus er blevet lovet sin egen chance i Ardennerne, men han er ikke typen, der vinder eksplosiv løb. Til gengæld kan Ineos stille med et klassehold af den slags ryttere, og som Bob Jungels har vist, kan overtal sagtens omsættes til sejr for mere dieselsagtige klatrere. Med andre ord skal De Plus, Eddie Dunbar, Geraint Thomas, Egan Bernal, Pavel Sivakov, Daniel Martinez og Richie Porte ikke afskrives helt, hvis de stiller til start. Det skal bestemt heller ikke Rohan Dennis, der kunne være en meget spændende taktisk option, hvis han kører. Til gengæld virker det usandsynligt, at Tao Geoghegan Hart og Richard Carapaz kører løbene.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

I efteråret må holdet nok skyde en pind efter løbet i Hamburg, og Bretagne Classic ligger kun til Moscon og måske Van Baarle. Til gengæld har holdet masser af muligheder i de andre løb. OL står i vejen for mange i San Sebastian, men det er et løb, der ligger til Kwiatkowski, Yates, Narvaez, Geoghegan Hart og Moscon. Løbene i Canada er glimrende for særligt Kwiatkowski, Moscon og Narvaez, men Yates og Geoghegan Hart vil også kunne begå sig i Montreal. Endelig er Il Lombardia et perfekt løb for et hold med så mange suveræne klatrere, der nærmest alle kan lave et resultat, men alt bestemmes af, hvem der stadig er i form til den tid. Ruten er dog så hård, at vi først og fremmest taler om Bernal, som allerede var tæt på i 2019, Thomas, Geoghegan Hart, Carapaz, Martinez, De Plus og Sivakov, men Moscon har faktisk tidligere været på podiet i løbet. Porte bliver det næppe, for han er sjældent i skyggen af form efter sommerpausen.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Under nedlukningen blev det pludselig igen moderne at lægge puslespil. Man kan håbe, at Dave Brailsford gjorde brug af anledningen til at øve sig, for det er lidt af et puslespil, han skal lægge, når årets grand tour-kalender skal sammensættes. Med gigantoprustningen på transfermarkedet har han nemlig sikret sig talrige ekstra brikker, og flere brikker gør som bekendt ikke puslespil lettere.

Det er et ret vildt materiale, han har til rådighed. Tao Geoghegan Hart, Egan Bernal, Richard Carapaz og Geraint Thomas har alle vundet en grand tour inden for de seneste tre sæsoner, Richie Porte var på podiet i den seneste Tour, Pavel Sivakov banker på for at opnå endnu en chance efter top 10-placeringen i Giroen i 2019, og Daniel Martinez, Adam Yates og Laurens de Plus har alle enten vist grand tour-evner eller udtrykt ønske om at prøve at køre klassement.

I skrivende stund er planerne stadig ukendte, blandt andet fordi ruterne til Giroen og Vueltaen er ukendte, men der tegner sig et mønster. Bernal har allerede sagt, at han satser alt på at genvinde Touren, og selvom ruten ikke passer ham, giver det mening, at den største stjerne skal være kaptajn i det løb, der betyder suverænt mest for Brailsford - også fordi det giver en længere periode til at lægge rygskaden bag sig. Ganske vist har Bernal senere udtrykt ønske om også at deltage i Giroen, men det er en ambition, han i flere sæsoner har udtrykt i italienske medier. Omstændighederne med rygskade og holdets store Tour-ambitioner, gør det usandsynligt, at hans chancer i Frankrig skal kompromitteres af kørsel i Italien. Med to enkeltstarter synes det også helt oplagt, at Thomas skal have den chance, han med sin ringe form smed på gulvet sidste sommer, og al logik tilsiger, at det bliver kaptajnduoen i verdens største cykelløb.

Målet er naturligvis sejren, men det bliver lidt af en opgave. Bernal får sit hyr med at vinde tilstrækkeligt med tid i bjergene, når han vil bløde stort på enkeltstarterne, og man kan kraftigt betvivle, om Thomas stadig er god nok til at tage kampen op mod den slovenske superduo. Et podium må dog være et minimum, og det er er med den ventede supertrup utvivlsomt også et ganske realistisk scenarium.

Tao Geoghegan Hart mere end indikeret, at han gerne vil forsvare Giro-titlen, og det bliver svært ikke at imødekomme det ønske. Planerne for Carapaz er mere uklare, men da han vil afsky Tour-ruten, taler alt for, at han bør gå efter at genvinde den Giro-titel, som han i sidste øjeblik måtte give afkald på i 2020. Det kunne tyde på, at Ineos kunne komme til start med de to seneste vindere, og så kan målet kun være endnu en sejr, hvilket bestemt også må regnes som realistisk.

Hvad så med de øvrige ryttere? Som nævnte ovenfor har Porte allerede klart indikeret, at han er færdig med at køre klassement i grand tours, og De Plus har også erkendt, at han skal være hjælper i de lange etapeløb. Selvom han ikke har udtrykt det direkte, kunne meget også indikere, at Yates har accepteret, at det ikke er der, hans fremtid ligger - ellers ville et skifte til Ineos være hovedløst - men Martinez og Sivakov vil nok have en reel chance for at køre deres eget klassement.

Det skulle i givet fald formentlig være i Vueltaen, selvom man vel ikke helt kan udelukke, at Sivakov også kan få en beskyttet rolle som en plan C i Touren. Vuelta-planerne lægges oftest lidt senere, men det virker usandsynligt, at Thomas vil være til start. Det samme gælder for Bernal, der har et større ønske om at køre Giroen, og en satsning på det løb er mere nærliggende. Til gengæld ville en Tour-Vuelta-kombination være helt oplagt for Carapaz - i mindre grad for Geoghegan Hart, der synes mere skrøbelig - og man kunne sagtens se et scenarium, hvor Carapaz, Sivakov og Martinez alle stiller til start med en reel chance i Spanien.

Hvordan de uanede hjælperessourcer fordeles på de tre løb, er stadig svært at sige, men der er ingen tvivl om, at A-holdet skal til Touren, som Brailsford må være besat af at vinde. I tillæg til Michal Kwiatkowski og Luke Rowe kunne det tale for at sende flertallet af Porte, Martinez, Yates, De Plus og Sivakov til Frankrig. Rohan Dennis og Filippo Ganna har begge Giroen i kikkerten, da Touren bliver meget svær at kombinere med OL-enkeltstarten, og Ivan Ramiro Sosa plejer at følge Carapaz i tykt og tund. Dertil kommer Eddie Dunbar, Dylan van Baarle, Jonathan Castroviejo, Andrey Amador, Ben Swift og Jonathan Narvaez, der alle kan tænkes at spille fremtrædende hjælperroller. Endelig vil Tom Pidcock meget gerne gøre grand tour-debut i Vueltaen. Det vil utvivlsomt blive for at lære som hjælper, men får han lidt frihed, kan han blive herlig at følge i jagt på en etapesejr i et løb, der burde passe ham som fod i hose.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Det bliver i øvrigt interessant at se, hvordan Ineos griber løbene an. Brailsford har sagt, at Giroen var en øjenåbner, og at det er slut med at køre med et mekanisk tog. Nu skal der angribes som i Italien, hvor holdet vandt syv af de 21 etaper, og det falder fint i tråd med, at det kun er Thomas, der kan vinde løbene alene på sin enkeltstart. Det kunne betyde, at der bliver lidt mere plads til udbrud, og i givet fald kan alle de ovennævnte med undtagelse af Rowe reelt nappe en etape undervejs. Dertil kommer enkeltstarterne, hvor det bliver svært ikke at lade Dennis og Ganna køre fuld gas, ligesom Thomas jo reelt også er vinderkandidat på Tourens enkeltstarter. Kun spurterne vil med sikkerhed blive negligeret, selvom man ikke helt kan udelukke, at Swift får en chance eller to på en af de hårdere dage, som han gjorde det i den seneste Giro.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det kan godt være, at Ineos mest af alt er kendt for grand tours, men også i ugelange tapeløb har de haft succes. Paris-Nice og Criterium du Dauphiné har nærmest været deres ejendom, og også Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya, Tour de Romandie, Tour de Suisse, Tour de Pologne og Tour of Guangxi har de vundet. Faktisk er Baskerlandet Rundt og BinckBank Tour de eneste af næste sæson WorldTour-etapeløb, det britiske storhold endnu ikke kan strege fra listen.

Holdet står med et hav af muligheder for at vinde ugelange løb i 2021 også, og der er heldigvis så mange WorldTour-løb, at de fleste kan ventes at få en chance. En indlysende option er naturligvis Egan Bernal, men det er meget tænkeligt, at presset vil blive taget lidt af colombianeren i årets første måneder, ikke mindst i lyset af rygskaden. Det betyder dog ikke, at en klasserytter som Bernal ikke kan vinde de store løb, som han allerede har gjort med Paris-Nice, Tour of California og Paris-Nice.

I det hele taget er det lidt usikkert, hvor meget vi vil se til grand tour-kaptajnerne. Richard Carapaz har i kraft af sin ringe enkeltstart aldrig rigtigt været en mand til de korte løb, også fordi han sjældent er i topform uden for sine grand tour-mål. Geraint Thomas er med sin gode enkeltstart til gengæld skabt til den slags løb, men han har i de senere år været formsvag i hovedparten af sæsonen. Vi har stadig til gode at se, om han igen satser hele butikken kun på Touren. Tao Geoghegan Hart vil formentlig satse meget stort på Giroen, og det kan gøre det lidt svært for den meget ustabile brite at være lt for formstærk i årets første måneder.

Heldigvis har holdet andre muligheder. Meget tyder på, at Richie Porte og Adam Yates primært skal jagte deres personlige ambitioner i netop de ugelange etapeløb, hvor de i de senere år begge har været blandt de allerbedste og mest stabile i verden. Det udestår at se, om Porte vitterligt kan genfinde 2020-niveauet, der var en enlig svale i nogle ellers sløje sæsoner, men en Porte i sine bedste år er næsten umulig at slå i den slags begivenheder.

Dertil kommer Laurens de Plus, Daniel Martinez og Pavel Sivakov. Alle tre kører de en ganske fornuftig enkeltstart, og da de kan få svært ved at få kaptajnroller i grand tours, burde der i hvert fald her falde nogle chancer af undervejs. Alle burde de være i stand til at køre med om de sjove placeringer. Det samme er Michal Kwiatkowski på ruter, hvor bjergene ikke er for voldsomme og enkeltstarterne vigtige, men i de senere år har han været mere afdæmpet i årets første måneder for at bevare friskheden i klassikerne.

Den store joker kunne være Rohan Dennis. Egentlig har han lagt klassementsambitionerne på hylden, men med bjergbenene fra Giroen burde han give de ugelange løb et skud. Det er klart, at hovedmålene bliver Giroen og OL, og at han desværre har haft en tendens til at negligere de store WorldTour-etapeløb, men Giroen må have givet ham blod på tanden. Endelig har holdet folk som Eddie Dunbar, Jhonatan Narvaez, Ivan Ramiro Sosa, Dylan van Baarle, Gianni Moscon, hvis han finder sig selv, og endda Tom Pidcock, hvis det passer ind i OL-planerne - rytter, der alle kan tænkes at gå efter store resultater i mindre løb, som da Narvaez vandt Coppi e Bartali, Sosa sejrede i Burgos, Van Baarle erobrede Herald Sun Tour, og Moscon triumferede i Guangxi.

Et specielt løb er BinckBank Tour. Det kunne være uhyre interessant at se Filippo Ganna satse på et løb, der kunne ligge til ham, men det er tvivlsomt, om det kan passe ind i planen med OL og VM. Det kunne også være interessant at se Thomas, Dennis, Moscon eller Kwiatkowski satse på et løb, der ligger glimrende til dem, og hvor de alle ville være reelle vinderkandidater. Naturligvis har holdet også den forsvarende vinder De Plus, men omstændighederne skal være de helt rette, hvis han skal gentage den sejr.

Holdet er stort set uden sprintere i år, men Ethan Hayter viste i 2020, at han er en glimrende afslutter, særligt i reducerede massespurter. Med hans holdbarhed kunne han være sjov at se i løb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet. Det er også løb, hvor Ben Swift kan spurte, selvom den nu meget klatrestærke brite ikke har fordums hurtighed, ligesom Narvaez viste en ganske imponerende hurtighed i forbindelse med Coppi e Bartali-sejren i 2020. Og hvorfor ikke også Tom Pidcock i nogle reducerede spurter i det omfang, han kan passe det ind i OL-planerne? De samme ryttertyper er oplagte i de mange mindre italienske endagsløb, som holdet ofte kører, og som før har givet Moscon succes. Det kunne være en glimrende lejlighed til at sparke lidt gang i karrieren.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Endelig er der enkeltstarterne. Ganna må ventes at vinde de fleste af slagsen, og håbet må også være, at Dennis kan rejse sig igen efter en sæson, der ikke var helt perfekt. Til gengæld genfandt Thomas særligt med 4. pladsen til VM sine tidligere evner i disciplinen. Dertil skal lægges, at Richie Porte, Jonathan Castroviejo, Daniel Martinez og Michal Kwiatkowski alle kan køre top 10 i de store tidskørsler, og det står klart, at Ineos også i 2021 vil være et af de allerbedste hold i disciplinen.

Hvem kan overraske?

Som nævnt har Ineos i de senere år haft en fantastisk evne til med deres store økonomiske ressourcer at støvsuge markedet for talent, og derfor er der et hav af unge, spændende navne i truppen. De fleste har imidlertid allerede etableret sig som verdensstjerner, og selvom de alle er unge, er det svært at forestille sig, at Egan Bernal, Richard Carapaz, Tao Geoghegan Hart, Filippo Ganna, Daniel Martinez, Pavel Sivakov og Laurens de Plus kan betegnes som overraskelser i 2021, ganske enkelt fordi Ganna er verdensmester i enkeltstart, og de øvrige alle har vundet etapeløb på WorldTouren. Eneste lille undtagelse kunne måske være, at Ganna som nævnt ovenfor kunne blive en interessant dark horse i Paris-Roubaix, og at Sivakov, hvis han vitterligt får chancen, måske kunne køre med om sejren i Vueltaen allerede i 2021, selvom han endnu har været tæt på at vinde en grand tour.

De virkelige overraskelser er mindre etablerede navne, og her er det oplagt at starte med Tom Pidcock. Briten er som sagt den mest interessante rytter på U23-scenen, og han ligner en mand, der med det samme kan levere resultater. Mountainbike og OL vil lægge begrænsninger på udfoldelserne, men han bliver uhyre interessant at følge i Strade Bianche og ardennerklassikerne. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at han med sine afslutterevner kan jagte etaper i løb som Baskerlandet og Catalonien, hvor han måske endda kan køre klassement, ligesom man som nævnt bestemt ikke kan udelukke en etapesejr i den ventede Vuelta-debut, hvis der bliver plads til lidt frihed.

Den anden unge brite på holdet er Ethan Hayter. Ligesom Pidcock har han OL som omdrejningspunkt - for hans vedkommende dog på banen - og det lægger store begrænsninger på udfoldelserne. Han viste dog i 2020, at han allerede skal tages meget seriøst med en første sejr for holdet og hele tre podiepladser i italienske endagsløb. Hayter er et sandt multitalent, der kan klatre, spurte og har en hæderlig enkeltstart, og i princippet kan han derfor satse på det hele. Noget tyder på, at han i 2021 primært skal spurte i hårde løb uden rigtige topsprinter som eksempelvis Catalonien, Baskerlandet og nogle mindre endagsløb, men han bliver også spændende at følge som hjælper i ardennerklassikerne, der kunne være et fokus, som de var det i 2020.

Jhonatan Narvaez er på mange måder en lidt tilsvarende rytter. Hans start på den professionelle karriere var svær, men han slog virkelig igennem i 2020 med samlet sejr i Coppi e Bartali, etapesejr i Giroen og overbevisende kørsel i Tour de Wallonie, hvor han i Ardennerne var bedste mand foran en stribe førende klassikerspecialister. Hans udfoldelsesmuligheder bliver begrænsede på det stjernespækkede hold, men han burde få chance for at køre nogle reducerede massespurter, nogle puncheurspurter samt at jagte sejre i mindre endagsløb og etapeløb.

Endelig fortjener Ivan Ramiro Sosa og Gianni Moscon at blive nævnt. Begge var helt fra snøvsen i 2020, men der er grund til at holde håbet i live lidt endnu. På sin eneste gode dag blev Sosa en af de få, der slog Remco Evenepoel på en bjergetape, og det vidner om, at han fortsat er et uhyggeligt klatretalent. Det viste han også i februar ved de colombianske mesterskaber, inden han styrtede. Selv mener han, at overtræning var forklaringen på trængslerne. Undgår han de problemer, kan han blive ganske uhyggelig som hjælper i bjergene, selvom det er svært at se ham få mange chancer i de store løb.

På samme måde har Moscon været helt væk i nu to sæsoner, men det er svært at glemme, hvor modbydeligt stærkt han kørte i særligt efteråret 2020. Det uhyre store og meget alsidige talent kan næsten ikke være forsvundet allerede nu, og alene det forhold, at den kontroversielle italiener ikke blev smidt på gaden, vidner om, at Ineos også fortsat tror på ham. Rejser han sig, er der ikke den klassiker, han ikke kan vinde, ligesom han med klatrebenene fra 2018 sagtens kan jagte resultater i ugelange etapeløb, der ikke er alt for svære, selvom hans personlige muligheder i den slags løb vil være begrænsede.