Nedenfor giver vi en analyse af Groupama-FDJ.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Bruno Armirail, William Bonnet, Alexys Brunel, Mickael Delage, Arnaud Demare, Antoine Duchesne, David Gaudu, Kevin Geniets, Jacopo Guarnieri, Simon Guglielmi, Ignatas Konovalovas, Stefan Küng, Matthieu Ladagnous, Olivier Le Gac, Fabian Lienhard, Tobias Ludvigsson, Valentin Madouas, Rudy Molard, Thibaut Pinot, Sebastien Reichenbach, Anthony Roux, Miles Scotson, Romain Seigle, Ramon Sinkeldam, Jake Stewart, Benjamin Thomas

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nye ryttere

Attila Valter (CCC Team), Matteo Badilatti (Israel Start-Up Nation), Clement Davy (Equipe continentale Groupama-FDJ), Lars van den Berg (Equipe continentale Groupama-FDJ)

Ryttere, der forlader holdet

Marc Sarreau (AG2R Citroën Team), Kilian Frankiny (Team Qhubeka ASSOS), Leo Vincent (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

“If it ain’t broken, don’t fix it!” Det synes at have mantraet på Groupama-FDJ i hovedparten af de seneste sæsoner. Om det skyldes holdets hang til franskmænd, hvilket naturligt lægger en begrænsning på rytterudbuddet, skal jeg lade være usagt, men sandheden er i hvert fald, at det traditionsrige mandskab fra Tourens hjemland er et af de mest tilbageholdende, når det handler om at slå sig løs på transfermarkedet.

Det var særligt tydeligt sidste år. Marc Madiot nærmede sig i hvert fald en lille rekord i lav transferaktivitet i en sæson, hvor han kun hentede fire nye ryttere til holdet og det endda alle i klassen af talenter. Ikke én eneste verdensstjerne eller blot en relativt erfaren hjælperytter blev der fundet plads til i budgettet eller vurderet nødvendig. Og i år fortsætter trenden md investeringen i yderligere to helt unge nyprofessionelle i tillæg til to ryttere, der ganske vist kommer fra andre WorldTour-hold, men som stadig hører til i kategorien ”Unge ryttere”.

Det er ikke bare i år, at Madiot har været så konservativ, at det - modsat Poul Schlüters berømte ord - at det faktisk gør noget. Det er efterhånden mange år siden, at han udpegede Thibaut Pinot og Arnaud Demare som holdets kaptajner, og selvom Arthur Vichot, der for år tilbage udgjorde den tredje leder på holdet, nu er væk, er der intet ændret siden dengang. I al den tid har alle nye investeringer haft som formål at styrke truppen om hver af de to kaptajner, og det er i den grad lykkedes. Demare har med Jacopo Guarnieri, Ramon Sinkeldam og senest også Miles Scotson i dag et af feltets allerbedste tog, , og klatreteamet omkring Pinot består nu af en meget spændende gruppe med David Gaudu, Sebastien Reichenbach, Rudy Molard og nu også Valentin Madouas. Stille og roligt er Gaudu, Madouas og den til klassikertruppen indhentede Stefan Küng rykket op i et selvstændigt niveau som sekundære kaptajner med egne muligheder i visse løb, men det er stadig de to frontfigurer, der karakteriserer holdet.

Det vil det naturligvis også være i 2021, når nu Madiot slet ikke har hentet én eneste verdensstjerne, men atter fokuseret på unge talenter. Der synes dog også at være en dybere strategi bag de udvalgte ryttere. Mens det i de senere år primært har handlet om at hente tunge folk, der kan køre klassikere og lancere sprintere, er det i år klatretruppen, der er blevet styrket. Det skyldes formentlig erkendelsen af, at Gaudu nu i sig selv er så stort et navn, at man i stigende grad skal kunne mønstre en trup, som kan støtte både ham og Gaudu.

Det får han med investeringen i Attila Valter og Matteo Badilatti, men i hvert fald for Valter er der også et mere langsigtet perspektiv. Den unge ungarer skrev med sin etapesejr i Tour de l’Avenir, samlede 3. plads mod de professionelle i sit hjemlands nationale rundtur samt en hel serie af flotte placering i 2.2-løb sit navn fast som et af de mest spændende etapeløbsnavne. Det kneb lidt med at cementere den status hos CCC, men da han tog den samlede sejr i årets udgave af det ungarske etapeløb og imponerede stort med en 9. plads - fratrukket tidlige udbrydere blev han endda nr. 7 foran navne som Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang - bekræftede, at han er værd at satse på i fremtiden, særligt fordi det vidner om en veludrustet motor til den tredje uge.

Det er utvivlsomt også sådan, Madiot ser ham. I første omgang kan han lære under Pinots vinger, men præcis som Gaudu kan han stille og roligt få mere ansvar. Med erhvervelsen af Valter har Madiot således både foretaget en klog kortsigtet forstærkning og en investering i fremtiden efter Pinot og Demare.

Badilattis potentiale rækker nemlig helt så langt. Faktisk er han allerede 28 år gammel, men da han slog relativt sent igennem, føler man næsten, at han stadig er et helt ungt talent. I de seneste tre sæsoner har han til gengæld virkelig gjort opmærksom på sig, startende med 2. pladsen i bjergløbet Tour de Savoie Mont Blanc, og siden med top 10-placering i en hel serie af etapeløb som Østrig Rundt, Tour de l’Ain, Tour of Utah, Tour of Hainan, Tour de Hongrie, Tour du Rwanda og senest i Sibiu Cycling Tour, hvor han var ene mand om at tage kampen op mod Bora-duoen bestående af Gregor Mühlberger og Patrick Konrad. Mest imponerende var det, at placeringerne i Østrig og Utah blev opnået, selvom han i begge løb var den vigtigste hjælper for den samlede vinder, Ben Hermans, og derfor udførte et kolossalt hjælpearbejde.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Desværre viste 2020-sæsonen også hans begrænsninger, da han i rollen som Dan Martins vigtigste og eneste rigtige bjerghjælper kørte en nærmest katastrofal Vuelta. Ustabilitet har i det hele taget været hans mest markante kendetegn, men kan han finde den fornødne konsistens, er han utvivlsomt en solid bjerghjælper for Pinot og Gaudu.

De to øvrige nyerhvervelser er helt unge nyprofessionelle. Madiot har på det seneste etableret et stærkt U23-hold, og han sætter en ære i at rykke et par mand op til WorldTouren hvert år. Denne gang er der tale om Lars van den Berg og Clement Davy, der er to ret forskellige typer. Van den Berg er således en ung klatrer, der i 2019 blandt andet blev nr. 10 i både Tour de l’Avenir og Rhone-Alpes Isere Tour, og som allerede i 2020 i en sjælden optræden for WorldTour-holdet fra et udbrud blev nr. 3 på Mont Faron på kongeetapen i Tour du Var. Han er utvivlsomt ikke nogen ny Evenepoel, og han er nok også mere end alsidig rytter end en ren klatrer, men det skal blive spændende at se både udviklingsretningen og det virkelige potentiale. Davy er en helt anden og langt mere robust fyr, der blandt andet er blevet nr. 13 i U23-udgaven af Paris-Roubaix, men man sidder med fornemmelsen af, at han mest af alt har hjælperpotentiale som et hav af andre franskmænd, der har fået chancen på landets tre WorldTour-hold.

Trods investeringen i de unge navne er det dog svært at komme udenom, at holdet fremstår svækket. Det skyldes først og fremmest tabet af Marc Sarreau, der med sine 12 sejre i sine seks år på holdet stille og roligt havde etableret sig som andensprinter bag Demare og som den dominerende sprinter i mindre franske løb, hvilket blandt andet gave en samlet sejr i Coupe de France. Skiftet kan dog ikke komme helt bag på Madiot, for Sarreau havde ikke rigtigt udsigt til at komme videre fra sin rolle som nr. 2, mens han hos Ag2r fik mulighed for at blive holdets eneste rigtige sprinter. Det kommer utvivlsomt til at koste både sejre og synlighed i det mindre løb, og det betyder, at FDJ fremover kun har én rigtig sprinter - et brud på traditionen om med folk som Nacer Bouhanni, Sarreau og Lorrenzo Manzin altid at have mindst ét solidt alternativ til Demare.

Også klatresiden lider et tab, men det er helt frivilligt. Der blev nemlig ikke plads til en forlængelse med Kilian Frankiny. Det er på den ene side forståeligt, når nu schweizeren aldrig rigtigt brød igennem og alligevel endte med at køre sit helt eget program nærmest adskilt fra gruppen med Pinot og Gaudu. På den anden side er det spørgsmålet, om det var klogt at sige farvel til en klatrer i en tid, hvor der netop er udsigt til, at man skal bruge flere ryttere i den kategori. I det lys er det også en svækkelse, at kontrakten med Leo Vincent ikke blev forlænget, men det er nu helt forståeligt, da den unge franskmand aldrig kom i nærheden af at indfri de løfter, han gav som U23-rytter.

Samlet set kan alle ændringerne næsten alle puttes i kassen med småjusteringer, der mest af alt på kort sigt skal styrke gruppen af hjælpere og/eller være en investering i fremtiden. Samlet set er det dog et svækket FDJ-mandskab, der kommer til at savne Sarreau i et 2021, hvor kalenderen forhåbentlig igen er normal og dermed langt, langt større. Man må så blot håbe, at Demare kan vinde i samme takt som i 2020, hvor han vandt så ofte, at man knap opdagede, at Sarreau tilbragte næsten hele sæsonen i sygesengen.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Det franske mandskab har først og fremmest har blikket rettet mod etapeløb og massespurter med deres to kaptajner, og i de senere år har det som regel knebet med at gøre sig gældende i klassikerne, der har haft sekundær prioritet. Undtagelsen kom, da Arnaud Demare i 2016 vandt Milano-Sanremo, og i efteråret 2018, hvor Thibaut Pinot suverænt sejrede i Il Lombardia, men ellers har holdet primært spillet biroller i de største endagsløb.

Det har ellers ikke haltet med ambitioner hos Arnaud Demare, der har drømt om det helt store på brostenene, særligt i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men en enkelt top 10 på velodromen i Roubaix er det blevet til. Samtidig betød den målrettede satsning på endagsløbene, at han slækkede fokus på massespurterne, og det betød, at han havde nogle ret magre år undervejs.

Det fik ham i 2020 til at skifte fokus, og selv hvis coronavirus ikke var kommet på tværs, skulle han i alt væsentligt have droppet brostensløbene for i stedet at blive en mere klassisk sprinter. Han ændrede sin træning tilsvarende, og den satsning gav i den grad pote i et 2020, hvor han endte som den suverænt mest vindende rytter.

Derfor er det ikke uventet, at han fastholder det fokus, og det ligger således også i kortene, at Demare i 2021 vil skippe det meste af brostenssæsonen, startende med åbningsweekenden, hvor han igen i stedet skal køre massespurter i den arabiske ørken under UAE Tour. Helt droppet er endagsløbene dog ikke, og Demare satser stadig stort på at vinde Sanremo igen. I 2020 sad han også atter med feltet hjem, men fik ødelagt sin spurt af uheld, og det vidner om, at det bestemt er et realistisk mål. Dertil kommer, at han meget vel kan jagte en sejr i Gent-Wevelgem, hvor han tidligere har været meget tæt på, og i løb som Driedaagse de Panne, Dwars door Vlaanderen og Scheldeprijs, og han drømmer også stadig om endnu en top 10 i Roubaix. Hans forårsklassikerkampagne bliver dog næppe mere omfattende end det. Skipper han et par af sprinterløbene, kan unge Jake Stewart få en chance for med sin fine holdbarhed måske at jagte top 10-placeringer.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Heldigvis har holdet alternativer. Stefan Küng var nærmest uhyggelig i BinckBank Tour og Gent-Wevelgem i år, men desværre fik han sit Flandern Rundt ødelagt af sygdom. Han står dog foran et helt stort brostensgennembrud, og særligt Paris-Roubaix ligner et løb, han kan vinde. Han vil dog altid have den store udfordring, at han aldrig vinder en spurt, og derfor ligner det mere en serie flotte resultater i alle brostensløb, der ikke ender i en spurt, men sejre bliver vanskeligere at opnå.

Han er dog ikke alene. Valentin Madouas er først og fremmest ardennerrytter, men han har en ide om også at teste sig selv på brostenene. Det gik ganske glimrende i årets Flandern Rundt, og han har derfor kurs mod i 2021 atter at køre de hårdere flamske løb som Flandern, E3 og måske Omloop. Han synes ikke stærk nok til at vinde dem, men han kan utvivlsomt gøre det godt. Også Rudy Molard fik smag for Flandern Rundt i 2020, men han må nok trods alt regnes som værende for spinkel en type til for alvor at gøre sig gældende. Endelig er Bruno Armirail, Romain Seigle og unge Alexys Brunel stærke typer, der kunne være ganske sjove at se på de toppede brosten i Flandern. Armirail kunne også være interessant i Strade Bianche, der faktisk også kunne ligge udmærket til Pinot, hvis han har mod til at eksperimentere, samt ikke mindst til Madouas.

I Ardennerne er det stadig lidt uklart, hvad der skal ske. Meget vil nemlig afhænge af, hvad Thibaut Pinot beslutter sig for. Holder tesen om en Giro-satsning, vil han formentlig skippe endagsløbene, men i 2020 havde han faktisk planer om endelig at give dem et skud. Satser han på Touren, vil det formentlig ske i 2021, og hvis han genfinder benene fra Lombardiet-sejren i 2018, vil han være en potentiel vinder i særligt Liege og i anden række Fleche Wallonne, da han er både ganske eksplosiv og hurtig.

Man må også formode, at han får David Gaudu ved sin side. Den lille franskmand gjorde opmærksom på sig selv med et flot angreb i Fleche Wallonne i sit debutår, og i 2019 kørte han med om sejren i Liege. I topform er han bestemt glimrende i de to hårdeste ardennerløb, måske særligt i Fleche. Madouas drømmer også stort i alle tre løb og kan også tænkes at satse på Brabantse Pijl. Han er næppe i stand til at vinde, men han kan tage næste skridt. Endelig er Rudy Molard altid solid i de kuperede klassikere, hvor han har mange fine placeringer, men hans frihed vil nok meget afhænge af Pinots og Gaudus deltagelse og form.

I efteråret er chancerne heller ikke ringe. Pinot, Gaudu og Madouas bør alle kunne gøre det glimrende i San Sebastian, hvis de ikke er til OL, og Demare har tidligere vundet spurten i Hamburg, hvor Stewart atter kan agere alternativ. Hvis han er frisk efter en mulig Tour-deltagelse, er Demare også skabt til Bretagne Classic, hvor han ellers hidtil altid har fejlet, men det er også et løb, hvor Madouas, Armirail og endda Küng kunne agere alternativer - og måske endda Stewart, hvis løbet bliver knap så selektivt. Madouas kunne også sagtens gøre et mål ud af de canadiske løb, der bestemt også kunne ligge fint til Pinot, som dog nok er en usandsynlig deltager, ligesom Gaudu er det. Endelig vil Pinot utvivlsomt drømme om endnu en sejr i Lombardiet, hvis han fortsat er frisk til den tid, men også Gaudu har potentiale i det italienske monument, ligesom Molard tidligere har været i top 10  løbet.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I de senere år har det været lidt af en udfordring for Marc Madiot at få grand tour-puslespillet til at gå op. Særligt med de mindre ottemandshold er det nemlig svært at satse på både massespurter og klassement, særligt når man har en sprinter, der er uhyre afhængig af et tog, som lægger beslag på et halvt hold. Derfor har det været næsten umuligt at komme med både Thibaut Pinot og Arnaud Demare til Touren, og det giver en naturlig konflikt, når løbet af indlysende grunde er det vigtigste for begge kaptajnerne og også holdet selv.

I 2018 fik Demare hele truppen stillet til sin rådighed, og det kastede en etapesejr af sig. Pinot kørte imidlertid så stærkt i resten af kalenderen, at man i 2019 gav prioritet til ham. Det var som bekendt meget tæt på at kaste en Tour-sejr af sig, og derfor var det naturligvis slet ikke til diskussion, at 2020-udgaven også udelukkende skulle handle om den franske klatrer.

Desværre gik det forsøg som bekendt meget ilde, og nu er alt atter kastet op i luften. Efter nedturen i september gav Pinot selv udtryk, at der måtte ske noget nyt, hvis han skulle af med sit Tour-traume. Samtidig vandt Demare cykelløb på samlebånd - en tendens, der blev endnu mere tydelig i Giroen - og senere præsenterede ASO en Tour-rute, der kan betegnes som en gave til sprinterne og en nedslående nyhed for Pinot-typer, der hader flade enkeltstarter og positionskamp på nervøse etaper i det flade Nordfrankrig.

Holdet har endnu intet udmeldt om planerne, men Demare har gjort det helt klart, at han regner med en Tour-deltagelse i 2021. Han mener dog også, at det kan lade sig gøre at satse på både ham og Pinot, men spørgsmålet er, om Pinot og Madiot er enige i den vurdering. Pinot er nemlig typen, der har brug for relativt mange babysittere på de flade etaper, særligt i de hektiske finaler, hvor Demare skal bruge hele sit tog.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Et forsigtigt bud er, at Pinot søger luftforandring med en satsning på Giroen. Det vil selvfølgelig meget afhænge af ruten, men han har altid elsket at køre i Italien, hvor han har vundet Lombardiet, Milano-Torino, Tour of the Alps og kun været en lungebetændelse fra at gå på Giro-podiet. Det vil være helt naturligt at rejse til Italien med et helt hold bygget op om Pinot, der så skal gå efter den samlede sejr - et mål, der bestemt er realistisk, hvis han kan genfinde benene fra sommeren 2019.

Det udelukker ikke, at han også kan stille til start i Touren. Her kunne han sagtens jagte etaper og bjergtrøje, samtidig med at han forbereder sig til OL. Et alternativ kunne være en Giro-Vuelta-satsning, men den er sværere at kombinere med OL. Et forsigtigt gæt kunne derfor være et program, der hedder Giro-Tour-OL-Lombardiet.

Det gør det samtidig muligt at satse på både klassement og massespurter i Touren. De otte sprinteretaper er guf for Demare, der meget vel kan få hele sit tog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri til sin rådighed. Modstanden i Frankrig er dog langt voldsommere end i Touren, og selvom hans tog meget vel kan vise sig som det stærkeste, vil en enkelt etapesejr være en succes. Der er næppe heller tvivl om, at han drømmer om den pointtrøje, han erobrede i Giroen, men det bliver lidt af en opgave at slå til i Frankrig mod de langt hurtigere konkurrenter.

Klassementet kan også blive en prioritet med Gaudu. Ganske vist passer ruten heller ikke ham, men han vil være fyr og flamme efter at starte i hjemregionen Bretagne, hvor Mur-de-Bretagne-etapen også ligger glimrende til ham. Med Demare som holdets hovedmand vil presset være langt mindre, og han vil problemfrit kunne gå efter en top 10, der bestemt er realistisk. Samtidig vil holdet have mere frihed til også at jagte etapesejre med måske Pinot samt Valentin Madouas, Rudy Molard og Sebastien Reichenbach, hvis ikke i hvert fald sidstnævnte er træt efter det, der kunne være en sandsynlig hjælpeindsats for Pinot i Giroen. Endelig vil Stefan Küng elske de to flade enkeltstarter, hvor han har en glimrende chance, selvom der er en risiko for, at han som i 2020 udgår tidligt for også at satse stort på OL - hvis han altså overhovedet deltager.

Vueltaen kunne ligne en lidt mere afslappet grand tour. Naturligvis er det muligt, men usandsynligt, at Pinot går efter at vinde løbet, og det er bestemt heller ikke umuligt, at Gaudu atter satser på to grand tours. Hvis han vitterligt ar kørt klassement i Touren, vil det dog nok være for at gentage sidste års to etapesejre, og han kunne måske også kopiere Guillaume Martin og jagte bjergtrøjen. Demare vil næppe være til start i Vueltaen, hvis han har kørt Tour, men det kunne så give plads til at give Jake Stewart en grand tour-debut i rollen som førstesprinter.

Derudover kunne man sagtens forestille sig, at Reichenbach kører Giro-Tour og får en chance for at jagte en top 15 i Spanien eller gå efter etapesejre, ligesom brølstærke Bruno Armirail utvivlsomt er god nok til at vinde en etape. Efter OL på banen kunne Benjamin Thomas sammen køre løbet med fokus på den enkeltstart, der må ventes at komme - en etape, der også kunne være et mål for Tobias Ludvigsson og Armirail. Molard er en anden rytter, der kunne skippe Touren og jagte etaper her, og holdes unge Attila Valter ude af både Giroen og Touren kunne han være meget interessant at følge som udbryder i bjergene, hvor han kan vise sit potentiale.

OPDATERING: På dagens for offentliggørelsen af denne optakt har RMC Radio erfaret, at det helt som ventet bliver til en Giro-satsning for Pinot og en Tour-satsning for Demare.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Der har bredt sig en fortælling om Thibaut Pinots endeløse serie af nedture i grand tours, men samme uheld har han slet ikke haft i ugelange etapeløb. Faktisk findes der meget få ryttere med samme stabilitet i den slags løb, og Pinot har en endeløs serie af top 5-placering i de fleste af WorldTourens største etapeløb. Paradoksalt nok har han endnu aldrig vundet et - selvom det nok kun var holdet, der kostede ham 2020-sejren i Dauphiné - men han har været tæt på mange gange.

Det kan han også være i 2021, men det gælder særligt, hvis han satser på Touren, hvilket muliggør en formtop i foråret. Satser han på den ambitiøse Giro-kalender, som er opregnet ovenfor, bliver det svært at jagte alt for megen succes i årets første måneder. Det forhindrer ham dog ikke i at levere i hvert fald et enkelt topresultat, nu hvor han også igen har fået fod på sin enkeltstart, der ellers var i voldsom tilbagegang, og i hvert fald kan han gentage den sejr i Tour of the Alps, han leverede, da han sidst satsede på Giro-succes i 2018.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Holdet har dog også andre etapeløbsryttere, der kan tage over, hvis Pinot er beskæftiget andetsteds. Det gælder naturligvis i første række David Gaudu, der dog er svært hæmmet af sin enkeltstart, som gør det svært at vinde den slags løb. På den rette rute er han dog stærk nok til at køre med om sejren, som han nu to gange har vist i UAE Tour.

Valentin Madouas er knap så stærk i de høje bjerge, og med fokus på både brostens- og ardennerklassikere bliver det svært at køre mange etapeløb. Særligt i mindre løb uden for WorldTouren kan han dog blive interessant at følge. Rudy Molard er før kørt i top 10 i Paris-Nice, men for ham gælder, at ruterne ikke må være for vanskelige, hverken hvad bjerge eller enkeltstarter angår, og Sebastien Reichenbach har de rigtige bjergløb også et fint top 15-potentiale. Man må også håbe, at Attila Valter får plads i et WorldTour-løb eller to til at jagte en top 10, men særligt i mindre løb har han allerede nu fine chancer, som da han i 2020 vandt UAE Tour. I mindre løb ved vi også, at Matteo Badilatti kan gøre det pænt. Endelig er Bruno Armirail efterhånden ret bjergstærk, og kombinerer man det med hans fine enkeltstart, kunne det være spændende at give ham chancen i nogle etapeløb, der ikke er alt for svære.

Som nævnt ovenfor dropper Arnaud Demare i vidt omfang klassikerne for at satse på en tilbagevenden til en karriere som sprinter. Det betyder, at han formentlig vil køre mange etapeløb, hvor det vigtigste mål kan være at vinde en etape med ham. Det gælder formentlig særligt i Paris-Nice, som han elsker, men han kunne også tænkes igen at tage kampen op mod de allerhurtigste i et løb som UAE Tour, ligesom han utvivlsomt vil have ambitioner i Dauphiné eller Tour de Suisse. BinckBank Tour kunne også være interessant for den franske supersprinter. I fravær af Marc Sarreau burde der også være plads til, at Jake Stewart kan få lov at spurte i en del WorldTour-løb, hvor vi kan få et bedre indtryk af hans potentiale.

Stefan Küng har flere gange været tæt på at vinde BinckBank Tour og synes nu at være så stærk, at han også kan forsvare sit forspring fra enkeltstarten på de hårdere etaper. Det er også et løb, der kunne ligge til folk som Armirail og Benjamin Thomas og i mindre grad Madouas. Küng vil samtidig gå efter sejre i mange WorldTour-enkeltstarter, hvor det også skal blive spændende at følge den videre udvikling fra Armirail og Thomas samt den mulige genfødsel af Tobias Ludvigsson og Miles Scotson.

Endelig er Coupe de France og mindre franske løb altid et mål for de franske hold. Uden Sarreau får holdet det meget sværere, men Demare har heldigvis tradition for at køre flere mindre etapeløb som eksempelvis Poitou-Charentes, hvor han før har gjort helt rent bord. I de mange mindre fladere endagsløb kan Stewart få sit gennembrud, hvis han kan bekræfte den fine holdbarhed, han i 2020 viste i Limousin, og derudover kunne de mange mellemkuperede endagsløb, der ofte vindes af stærke fok, være gode chancer for Armirail, Romain Seigle, Thomas, Kevin Geniets, Alexys Brunel og hurtige Fabien Lienhard. Endelig må man også formode, at Valentin Madouas vil køre flere af disse endagsløb, hvor han ofte vil være en af favoritterne, ligesom Gaudu og særligt Pinot har gode erfaringer med at køre stærkt i de korte etapeløb i februar måned, hvor de kan høste nogle tidlige sejre.

Hvem kan overraske?

Som sagt har FDJs primære transferaktivitet i de senere år bestået i at hive unge ryttere op på WorldTouren, men langt de fleste er endt som relativt anonyme hjælpere. Enkelte som David Gaudu har haft succes, men den franske guldfugl er nu så stort et navn, at han efterhånden er vokset ud af denne kategori.

Der er dog en ny ung klatrer på vej, som meget vel kan vise sit værd i 2021. Attila Valter havde det lidt svært i begyndelsen af sin tid hos CCC, men den samlede sejr i Ungarn og ikke mindst den vilde præstation på sidste bjergetape i Giroen, som er omtalt ovenfor, vidner om, at han er ved at være moden. Man kunne sagtens forestille sig, at hovedmålet i 2021 bliver en opgave som hjælper for Thibaut Pinot i en mulig Giro-satsning, men i givet fald skal det blive interessant at se, hvor langt han kommer i den rolle. Derudover viser sejren i Ungarn, at han allerede nu kan vinde mindre etapeløb, i hvert fald hvis der ikke er nogen enkeltstart.

I etapeløbene er Bruno Armirail også værd at følge. Han lignede ellers længe en af de mange relativt anonyme franskmænd, der manglede spidskompetencer og mest kunne fungere som hjælpere, men nu er han blevet brølstærk. Hans klatreevner har forbedret sig mærkbart, som han særligt viste i Vueltaen, hvor han var helt afgørende i Gaudus to etapesejre, og også hans enkeltstarter er efterhånden fremragende. Klatrer bliver han aldrig, men på ikke alt for bjergrige ruter kunne det være interessant at se ham køre lidt klassement, ligesom han efterhånden må nærme sig nogle meget interessante enkeltstartsresultater. Og så kan han helt sikkert vinde grand tour-etaper fra et udbrud.

Tabet af Marc Sarreau gør ondt, men heldigvis har holdet en mulig erstatning klar. Jake Stewart blev professionel den 1. august og lagde bragende flot fra land ved næsten af vinde Tour du Limousin samlet. Det franske løb er i knaldhårdt terræn, og det viser, at briten er en meget holdbar sprinter med potentiale i meget vanskeligere løb end bare klassiske dage for sprintere. I 2021 må han ventes at være holdets andensprinter, og han skal blive interessant at følge i en mulig grand tour-debut og ikke mindst i de mange løb på den franske kalender.

Sidste år rykkede holdet Alexys Brunel op på WorldTouren, og han fik en drømmedebut ved at vinde på sin anden løbsdag på 1. etape af Etoile de Besseges, hvor hane endte som en samlet nr. 3. Efter nedlukningen viste han intet, og desværre er han en brølstærk type, der ligesom Armirail i første omgang meget vel kan blive låst i hjælperroller. Når han får frit spil, måske mest i mindre frandske endagsløb, kan han imidlertid vise, hvorfor han vandt U23-udgaven af Paris-Tours og blev nr. 3 i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege.

Endelig er der naturligvis Valentin Madouas. Han nævnes sidst, fordi man sagtens kan argumentere for, at han ikke længere passer ind i denne kategori, men alligevel fortjener han omtale. Han er stadig alt, alt for svingende og har for mange formsvage perioder, men potentialet er stadig stort, som han viste i et efterår, hvor han blev nr. 4 i Paris-Tours, nr. 11 i Fleche Wallonne, nr. 14 i Flandern Rundt og nr. 25 i Liege. I 2021 satser han på både brosten og Ardenner, men det er i de kuperede løb, at hans virkelige potentiale ligger. Og så viser hans 15. plads på kongeetapen i Touren - et resultat, der ikke kom via udbrud - at han på sine gode dage klatrer så fint, at han også kan køre lidt klassement i mindre etapeløb, der ikke er alt for svære eller enkeltstartstunge, ligesom han har alle muligheder for at vinde en grand tour-etape.