Nedenfor giver vi en analyse af Deceuninck-Quick Step.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Joao Almeida, Shane Archbold, Kasper Asgreen, Andrea Bagioli, Davide Ballerini, Sam Bennett, Mattia Cattaneo, Remi Cavagna, Tim Declercq, Dries Devenyns, Remco Evenepoel, Ian Garrison, Alvaro Jose Hodeg, Mikkel Frølich Honoré, Fabio Jakobsen, Iljo Keisse, James Knox, Yves Lampaert, Fausto Masnada, Michael Mørkøv, Florian Senechal, Pieter Serry, Stijn Steels, Jannik Steimle, Zdenek Stybar, Bert van Lerberghe, Mauri Vansevenant

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Nye ryttere

Mark Cavendish (Bahrain-McLaren), Josef Cerny (CCC Team)

Ryttere, der forlader holdet

Bob Jungels (AG2R Citroën Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes næppe nogen holdmanager, der har manøvreret så godt på transfermarkedet som Patrick Lefevere. Den snu belgier har ikke WorldTourens største budget, og det gør sportslig succes til lidt af en udfordring. Succes har sportens suverænt mest vindende hold som bekendt masser af, men det betyder desværre også, at de utallige stjerner, han udvikler, meget hurtigt lokkes af bedre tilbud andetsteds.

Det har haft den kedelige konsekvens, at Lefevere har for vane år efter år at skulle sige farvel til et par af sine største navne. I 2015 var det Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran, i 2016 var det Tony Martin, i 2017 var det Tom Boonen, Dan Martin, Marcel Kittel og Matteo Trentin, i 2018 var det Niki Terpstra, Fernando Gaviria og Maximilian Schachmann, og i 2019 var det Philippe Gilbert, Elia Viviani og Enric Mas. Hver gang tænker man, at det må betyde en markant nedgang i antallet af sejre, men år efter år lykkes det alligevel Lefevere at opfinde et par nye talenter, som betyder, at holdets position som feltets sejrskonger aldrig bliver truet, nærmest uanset hvor mange stjerner der sendes andetsteds hen.

I år er det imidlertid gået helt, helt anderledes. Lefevere har været nærmest helt inaktiv på transfermarkedet. En stor del af årsagen er, at det lykkedes allerede i tidligere år at få papir på de vigtigste ryttere, og Lefevere benyttede coronapausen til at forlænge med næsten alle de ryttere, der havde kontraktudløb, først og fremmest med Yves Lampaert. Faktisk gjorde den belgiske manager det endda til sin mission at arbejde med en helt uforandret trup i 2021, hvilket er lidt af en omvæltning for et hold, der plejer at have ganske mange udskiftninger.
 

Det lykkedes dog ikke helt. Blandt rytterne med kontraktudløb var der udover Lampaert nemlig yderligere ét større navn, og Lefevere kunne allerede i løbet af sommeren bekendtgøre, at det måske ikke blev helt så enkelt at få forlænget aftalen med Bob Jungels. Det varede da heller ikke længe, inden det stod klart, at han måtte lade den luxembourgske Liege-vinder smutte og dermed lykkedes det ham ikke at gøre 2020 til året, hvor han kunne holde på alle sine stjerner.

På papiret er det da også et tab, når man mister en tidligere monumentvinder, men måske var der en grund til, at Lefevere i en coronatid ikke åbnede tegnebogen på vid gab. Jungels har reelt set ikke været på sit niveau siden det flotte E3 i 2019, og selvom det er for tidligt at afskrive en klasserytter, har der længe været bekymrende takter hos det luxembourgske multitalent.

Faktisk så det længe ud til, at Lefevere ville fortsætte med samme trup minus Jungels, men han åbnede dog i november døren på klem, hvis han fik et godt håndværkertilbud. Det fik han, da Josef Cerny efter CCCs kollaps stod helt uden kontrakt. Det gjorde han endda fortsat efter et flot efterår, hvor han vandt en Giro-etape, kørte nogle fornemme Giro-enkeltstart og vandt enkeltstarten i Poitou-Charentes.

Købmanden Lefevere kunne formentlig til en ret billig penge få sig en solid klasserytter, der passer glimrende ind på holdet. Cerny er nemlig den uopslidelige type, der som en anden Tim Declercq eller Julien Vermote kan føre solen sort, og samtidig har han den sidegevinst, at han kan vinde enkeltstarter og derigennem også etapeløb som i Poitou-Charentes eller Czech Cycling Tour, som han vandt i 2017. Cerny er en rigtig holdets mand og på alle måder en fin rytter til netop Deceuninck.

Nu var truppen egentlig på plads, indtil Lefevere lod det gode hjerte løbe af med sig. På overfladen ligner han ellers ikke den emotionelle type, men da en grædende Mark Cavendish i Gent-Wevelgem lignede en mand, der stod foran en uværdig exit for en stor mester, gjorde det ondt på den belgiske manager, der havde et møde med den britiske stjerne. Ifølge hans egne ord sagde hjertet ja, men hjernen nej til at engagere holdets tidligere supersprinter og dermed give ham et smukkere afsked på det hold, Cavendish altid har følt sig mest hjemme på.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Kassen var tom, men heldigvis er Cavendish stadig så stort et navn, at han kunne finde egen sponsor og finansiering, og sådan gik det til, at den britiske supersprinter i overtiden fik reddet sin karriere. Hverken Lefevere eller holdets øvrige stab lægger dog skjul på, at Cavendishs tid synes ovre, og de har ingen forventninger om, at han nødvendigvis kommer til at vinde igen. Først og fremmest skal han tilføre erfaring og masser af opmærksomhed for sponsorerne, men på det sportslige plan er han arbejdshest langt nede i hierarkiet, hvor han i første omgang primært skal køre mindre løb. Alligevel er det utvivlsomt holdets drøm, at man kan få briten til i hvert fald at vinde ét løb igen og dermed give ham en afsked, han fortjener.

I den forstand er det nogle store navne, der er involveret i holdets transfersæson. Cavendish kommer ind, og Jungels ryger ud, men medmindre luxembourgeren genfinder sit tidligere niveau, er der ikke tale om store bevægelser hverken den ene eller den anden vej. Det gør det til en ganske usædvanlig situation, hvor holdet ikke har blødt stjernenavne i det omfang, de plejer. Med tanke på hvor meget de vandt i 2020 med stort set samme trup, tyder meget således på, at det i 2021 går, som det plejer, nemlig at Lefeveres atter bliver de suverænt mest vindende.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Deceuninck-Quick Step har i de senere år særligt med deres endeløse serie af supersprintere vundet så mange grand tour-etaper, at man tror, det er løgn, men det belgiske hold er først og fremmest klassikernes konger. Alene i årene 2017 til 2019 vandt holdet hele fem monumenter fordelt over to udgaver af Flandern Rundt samt Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Milano-Sanremo hver én gang, og dertil kan så lægges to udgaver af E3, Fleche Wallonne, Scheldeprijs og Clasica de San Sebastian samt Strade Bianche, Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Strade Bianche hver én gang. I 2020 gik det knap så godt, idet sejren glippede i alle fire afviklede monumenter, men til gengæld kompenserede Julian Alaphilippe for de nederlag ved i den franske landsholdtrøje at sikre sig verdensmesterskabet.

Forventningerne til 2021 er derfor også enorme, men Deceuninck skal ligesom alle andre lære at affinde sig med en virkelighed, hvor alle taler om Mathieu van der Poel og Wout van Aert i de løb, der betyder mest for belgierne, nemlig brostensløbene. Heldigvis har Deceuninck længe skullet affinde sig med en situation, hvor de ikke nødvendigvis havde den største favorit, men deres overtal og imponerende kollektiv har gang på betydet, at det alligevel er Patrick Lefeveres tropper, der løb med guldet.

Med tilstedeværelsen af de to crossfænomener bliver det overtal endnu vigtigere i det kommende år, og heldigvis kan de igen mønstre en brølstærk kaptajngruppe til brostensløbene. Kvartetten bestående af Florian Senechal, Yves Lampaert, Kasper Asgreen og Zdenek Stybar må ventes at udgøre grundstammen i alle brostensløbene, men dertil skal lægges holdets måske største es, Julian Alaphilippe. Hans uhyggeligt overbevisende debut i Flandern Rundt, hvor han i første forsøg viste sig i stand til at matche crossdrengene, har givet smag på mere, og den skepsis, Lefevere i første omgang udtrykte i forbindelse med verdensmesterens brostensambitioner, er nu lagt til side. I 2021 vil Flandern Rundt være et af de største mål for den franske superstjerne.

Til gengæld er det meget tvivlsomt, om Alaphilippe kører mange af brostensløbene. Modsat de øvrige kaptajner har han nemlig en klassikersæson, der strækker sig helt til Liege, og der vil derfor næppe være plads til alt for mange andre løb. Det virker sandsynligt, at E3 kan agere opvarmning, og interessant er det også, at han giver Omloop et skud. Uanset hvad viste Flandern Rundt, at Alaphilippe vil være den klare førstemand, når han er til start, og han har vist, at han bestemt har en chance for at vinde også i direkte opgør med de to store brostensstjerner.

De fire øvrige kaptajner kan dog også vinde. Som Mads Pedersens sejr i Gent-Wevelgem viste, spiller taktik ofte en afgørende rolle, og her er overtal altid en fordel. Senechal, Lampaert, Asgreen og Stybar er alle stærke nok til at udnytte en sådan situation. Særligt Senechal var meget overbevisende i klassikerne i efteråret 2020, hvor han endelig viste sig i stand til at matche de bedste, mens Lampaerts 2. plads i Omloop vidner om hans evner også i de hårdeste løb, der dog ikke passer ham helt ideelt. Stybar har lidt at bevise efter et skidt 2020, men var meget overbevisende i 2019. Og mest interessant er nok Asgreen, der virkede lidt træt i efteråret 2020, men som i en mere normal sæson formentlig kan vise, hvorfor han er et af de allermest interessante brostensnavne med særligt stort potentiale i monumenterne. Alle fire ventes de at være med helt i front i Flandern Rundt, Paris-Roubaix (hvor de skal klare sig uden Alaphilippe), E3 og Omloop.

Til de mere sprinterprægede løb har holdet yderligere et par optioner. Sam Bennett bør have en glimrende chance i Gent-Wevelgem, hvis det ender i en spurt, og han bør også være en af favoritterne i Scheldeprijs, hvor Alvaro Hodeg også kunne være en option. Hodeg er også en sandsynlig kaptajn i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, der dog kan vise sig for svært, for her vil Bennett formentlig være i gang i Emiraterne.

Holdet har dog også en meget interessant outsider både til de hårde løb og til spurterne. Davide Ballerini har længe været et stort talent, men hans fremskridt i 2020 var ganske imponerende. Han var pludselig i stand til at vinde massespurter, og han kørte som en drøm på stigningerne i Giroen. Han kunne meget vel indgå i de hårde løb sammen med kaptajnerne og være med i spurterne, hvis de rigtige sprintere er faldet fra. En anden option er i den sammenhæng den meget spændende Jannik Steimle, der primært skal lære, men bestemt ikke kan udelukkes som afslutter i et løb eller to.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Forinden skal holdet også til start i Italien. Strade Bianche er et løb, der passer perfekt til Alaphilippe, og hvor han vil være en af de tunge favoritter. Han kan dog skippe det til fordel for Paris-Nice, men i givet fald har holdet andre optioner. For den tidligere vinder Stybar er det yndlingsløbet, mens Asgreen burde også kunne gøre det hæderligt, selvom stigningerne nok er en anelse stejle, som de også vil være det for Ballerini, der ellers burde have evner i løbet. Ruten er også så hård, at man slet ikke kan afvise, at Remco Evenepoel kunne gå efter et resultat, hvis ikke skaden havde sat ham ud af spillet, og også Andrea Bagioli, Joao Almeida og Mikkel Honoré vil have muligheder i det løb.

Dernæst gælder det Milano-Sanremo, hvor holdet står stærkt. Alaphilippes track record i årets første monument er imponerende, og han vil igen være en af favoritterne. Løbet ligger også til Bennets højreben, hvis det ender i en spurt, og hvis ireren har en af sine mange offdays, er Ballerini nu så hurtig, at han heller ikke kan afskrives i en spurtafgørelse, hvis det har været hårdt.

I Ardennerne vil det naturligvis være alle mand for Alaphilippe, der allerede kan varme op med at forsvare titlen i Brabantse Pijl, inden han går ind til de tre hovedløb som muligvis den største favorit. Alt taler dog også for, at Evenepoel skal køre Liege, hvis han når at blive klar i tide, og så kan man ikke udelukke et gigantisk soloridt, mens alle kigger på verdensmesteren - lidt i stil med det, Jungels leverede for år tilbage. Også Bagioli og Almeida burde elske de løb, der også passer storartet til Honoré, men de må formentlig affinde sig med, at Alaphilippe er trumfkortet, der skal spilles.

Også i efteråret er mulighederne mange. Bennett vil utvivlsomt kunne vinde i Hamburg, hvor Hodeg måske kunne være en plan B, hvis ikke Waseberg bliver for svær, og Ballerini en plan C. Bretagne Classic er også en option for både Bennett og Ballerini, men det er også et glimrende løb for de fire brostenskaptajner, særligt Senechal og Lampaert, og måske endda også Steimle. Det er kun et spørgsmål om tid, inden Alaphilippe vinder de canadiske løb, der ligge til hans højreben, men skipper han de opgaver, burde Senechal, Ballerini, Stybar og Asgreen være optioner i hvert fald i Quebec, mens Montreal måske ligger mere til Almeida og Bagioli samt et muligt soloridt for Evenepoel.

Bagioli og Almeida vil utvivlsomt også elske Clasica San Sebastian, hvis ikke de skal til OL, som det vil være tilfældet for Evenepoel og Alaphilippe. Endelig håber Alaphilippe denne gang at bevare formen hele vejen til Il Lombardia, som han endnu ikke har vundet, og hvor Evenepoel drømmer om revanche på en rute, hvor han vil kunne være en af de helt tunge favoritter, som han var det for et år siden. Og fejler de to kaptajner er det et løb, som også ligger glimrende til Almeida og i mindre omfang Mattia Cattaneo og Fausto Masnada.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens klassikerne er holdets DNA, har klassementer i grand tours aldrig været det største fokusområde. Ganske vist har holdet haft en serie klassementsryttere som Dan Martin, Rigoberto Uran, David de la Cruz og Bob Jungels, der eller har leveret fine resultater, men i årene efter Urans 2. plads i Giroen 2014 skulle man helt frem til Enric Mas’ 2. plads i Vueltaen i 2018, inden holdet igen kom i top 5 i et samlet klassement. I stedet har prioriteten været etapesejre, særligt med de mange sprintere og i alle grand tours mellem Vueltaen i 2016 og Vueltaen i 2018 tog holdet mellem fire og seks sejre undervejs.

Den tilgang står dog foran en forandring. Patrick Lefevere har en ambition om at opbygge et grand tour-hold om Remco Evenepoel i de kommende år, og det er hovedårsagen til, at han forud for 2020 oprustede med en serie unge klatrere, der skal udvikle sig i samme takt som det belgiske fænomen. Egentlig skulle processen jo allerede være startet sidste år, hvor Evenepoel gik efter at vinde Giroen i sin grand tour-debut, men det fik styrtet i Lombardiet som bekendt ændret på. Heldigvis trådte Joao Almeida, der ellers var en af de ryttere, der var hentet ind som hjælper, i den grad til som suppleant og leverede en overraskende og meget fornem 4. plads.

I 2021 er der forhåbentlig intet, der kommer i vejen for Evenepoel. Selvom ruten til Touren kortvarigt fik Lefevere til at lege med ideen om at sende babystjernen til Frankrig, har hovedpersonen selv gjort det klart, at han vil forsøge sig i Giroen eller Vueltaen først. Det skyldes også, at OL fortsat er det store hovedmål, og derfor vil han også i 2021 satse 100% på Giroen som grand tour-mål.

Man må formode, at Deceuninck kommer til Italien med et hold, der er skabt med det formål at gå efter den samlede sejr, og med tanke på de klatreevner, Evenepoel viste i 2020, taler meget for, at det er et realistisk mål, særligt fordi Evenepoels største styrke synes at være den gigantiske motor. Planen er, at han får god hjælp af klatrerne Mattia Cattaneo, Fausto Masnada og James Knox, de klatrestærke puncheurs Andrea Bagioli og Pieter Serry samt formentlig også Iljo Keisse og Mikkel Honoré. Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at Joao Almeida skal med som luksushjælper.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det tyder altså ikke umiddelbart på, at der bliver plads til en sprinter. Sidste år var det planen, at Fabio Jakobsen skulle gå efter massespurterne, og det ville være meget ulig holdets DNA ikke at have en sprinter til start. Sam Bennett vil satse alt på Touren, og derfor kunne det ligne Alvaro Hodegs chance, hvis holdet skulle vælge den variant. En anden og måske bedre løsning kunne dog at være deltagelse af Davide Ballerini, der nu er så hurtig, at han kan vinde massespurter, men som i 2020 viste, at han også er guld værd, når en kaptajn (i det tilfælde Almeida) skal beskyttes. Derudover har det nævnte hold så meget klasse, at næsten alle de nævnte kan jagte etapesejre, hvis kaptajnen fejler.

Anderledes vil det være til sommer, hvor etapesejre utvivlsomt vil være det største fokus i Touren. Med de mange sprinteretaper skal Bennett have sit fulde tog med særligt Michael Mørkøv til rådighed, og selvom ambitionen i første omgang er etapesejre, vil et forsvar af den grønne trøje også være et fokusområde.

Samtidig har holdet jo Julian Alaphilippe. Man ved aldrig, hvad der kan ske, hvis franskmanden får fingre i den gule trøje efter de første to etaper, der ligger til hans højreben, men i et år, hvor OL er mål nr. 1, er det ikke forhåndsplanen at køre klassement. I stedet vil det handle om etapesejre og en mulig bjergtrøje, og det bør også efterlade nogen plads til, at folk som Remi Cavagna, Kasper Asgreen og måske Florian Senechal, Yves Lampaert og Zdenek Stybar kan vinde etaper fra udbrud. Dertil kommer, at Asgreen, Lampaert, Cavagna og måske endda Josef Cerny vil kunne jagte de to enkeltstarter, der til gengæld ikke passer godt til Alaphilippe.

Almeida kan som sagt måske komme i spil som hjælper, men herefter får han sin chance. Hans grand tour-debut var imponerende, og selvom han stadig har lidt mangler på de lange stigninger, ligner han en mand, der måske kan køre med om podiet - særligt fordi de mere eksplosive stigninger i Spanien burde passe ham fremragende, ligesom hans tempoevner jo pludselig er blevet eminente. Hierarkiet vil måske også være mere åbent som i seneste Giro, hvilket kunne give mulighed for Masnada, Cattaneo og Knox til også at lave et samlet resultat. En sprinter vil de utvivlsomt også komme med, og det burde vel være Hodegs store chance, selvom en Bennett-deltagelse heller ikke helt kan udelukkes. Derudover kunne Bagioli, Jannik Steimle og måske Honoré være oplagte bud på ryttere, der i tillæg til klatrerne kan jagte etapesejre fra udbrud. Og måske kan der endda blive grand tour-debut til den lovende Mauri Vansevenant.

Endelig skal det bemærkes, at Evenepoels skade jo desværre driller mere end først antaget, og han træner fortsat ikke på cyklen. I første omgang regner holdet ikke med, at det får konsekvenser for hans Giro. Lefevere har dog også gjort det klart, at der ikke tages chancer, og plan B er, at han i stedet skal satse på Vueltaen efter det store mål, OL. I det tilfælde ligger løsningen dog lige for, når man så blot kan satse på Almeida i Italien i stedet. Rollerne vil i det tilfælde næsten med statsgaranti bare blive byttet rundt.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det er ikke uden grund, at Remco Evenepoel kørte fire etapeløb i 2020 og vandt dem alle. Med sin fabelagtige enkeltstart er han nemlig skabt til de ugelange etapeløb, og for første gang må man derfor regne Deceuninck som en sand magtfaktor i forårets ugelange etapeløb. Desværre er vidunderbarnet jo sat tilbage af sin skade, og i skrivende stund aner vi ikke, hvornår han kommer i gang igen. Når han er i form, er det til gengæld helt givet, at han vil være en af de helt tunge favoritter i snart sagt ethvert ugelangt løb i løbet af foråret, hvor han forhåbentlig skal forberede sig til Giroen. Dertil kommer, at Tour de Pologne kunne være et mål efter OL, når der er en titel at forsvare, og måske han kunne være fristet af BinckBank Tour på hjemmebanen, hvor han også vil være svær at slå.

Holdet har dog flere kort at spille i de ugelange løb. Da Almeida sprang ud som temporytter, sprang han også ud som mand for den slags løb, og han vil utvivlsomt være et meget stærkt kort at spille igennem foråret, hvor han burde få en del chancer. Julian Alaphilippe kan også sagtens køre den slags løb, og det synes sandsynligt, at han vil jagte sejr i Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico og måske Baskerlandet Rundt, ligesom han før har kørt klassement i Dauphiné. Også Mattia Cattaneo er med sin gode enkeltstart et godt klassementskort, mens Fausto Masnada og James Knox også vil være top 10-i kortere etapeløb, hvor der burde være plads til egne chancer undervejs. Andrea Bagioli vil kunne køre klassement i det mere eksplosive Tour de Pologne, og dertil kommer, at Kasper Asgreen og til dels Yves Lampaert, Josef Cerny og Jannik Steimle vil være glimrende kandidater i BinckBank Tour. Endelig er der det unge stortalent Mauri Vansevenant, som formentlig før eller siden skal forsøge sig som klassementsrytter, og han har i hvert fald fået et spændende program med Andalusien, Catalonien, Romandiet og Schweiz.

Spurterne er også et enormt fokus. Sam Bennett vil formentlig køre UAE Tour, Paris-Nice, måske Tour de Romandie samt Dauphiné/Tour de Suisse, og han kunne sagtens tænkes også at jagte flere sejre i BinckBank Tour. Alvaro Hodeg er nu holdets andensprinter med sandsynlige chancer i de øvrige WorldTour-løb, særligt Tour de Pologne og Tour of Guangxi. Det store spørgsmål er naturligvis Fabio Jakobsen, men han vil utvivlsomt blive sat på skånekost, når/hvis han kommer tilbage i feltet, og det er derfor meget svært at sige, hvad vi skal forvente af den uheldige hollænder, der ellers havde kurs mod verdenstoppen. Til gengæld kan Davide Ballerini som nævnt ovenfor sagtens spurte nu, selvom klassikerne vil optage nogen tid, og også Jannik Steimle er så hurtig, at han sagtens kan agere sprinter i visse løb, ligesom Florian Senechal før har gjort det.

Holdet har i Evenepoel også en rytter, der kan vinde et hav af enkeltstarter, men også Asgreen, Lampaert, Cerny og Remi Cavagna kan være med helt i front på WorldTour-niveau, ligesom Steimle også kører gode enkeltstarter. Endelig kører holdet som regel en hel serie af mindre belgiske endagsløb, hvor holdets hjælpere som regel får en chance eller to. Senechal og Lampaert har før satset på den slags begivenheder trods deres efterhånden store status, men det kunne også være glimrende muligheder for Ballerini, Mikkel Honoré, Bert van Lerberghe, Steimle og sågar Tim Declercq, der med sin enorme råstyrke efterhånden kommer tættere og tættere på en velfortjent sejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Hvem kan overraske?

Som sagt har Patrick Lefevere en mageløs evne til at få sine talenter til at blomstre, og år efter år har han en lovende rytter, der slår igennem med bravur. Remco Evenepoel, Kasper Asgreen og Joao Almeida er nu vokset ud af denne kategori, men der er stadig mange navne, der bliver uhyre interessante at følge.

Et af dem er Jannik Steimle. Den brølstærke tysker viste allerede sit store potentiale i 2019, hvor han som stagiaire vandt det sidevindsmartrede Kampioenschap van Vlaanderen, men også i 2020 var han imponerende. Ganske vist var han først og fremmest hjælper, men han tog den samlede sejr i Slovakiet, og da han endelig fik chancen i Vueltaen, kunne han formentlig uden en ærgerlig fejl have vundet eller været meget tæt på at vinde 15. etape efter mere end 220 km og 3000 højdemeter. Først og fremmest er han brostensrytter, hvorfor han bliver interessant at følge som hjælper i de store klassikere, men han kan utvivlsomt også vinde belgiske endagsløb, køre fornemme enkeltstarter, køre klassement i et løb som BinckBank Tour samt begå sig i i hvert fald reducerede massespurter.

Et andet er Mauri Vansevenant, der fik en uddybende omtale på mon liste over 21 spændende unge ryttere. Belgieren har længe været regnet som et stort talent, men tog alligevel alle med storm med sit vanvidsudbrud i Fleche Wallonne, hvor han ikke var langt fra at snyde hele baduljen. I kraft af holdet relativt få klassementsryttere burde han få nogle chancer i ugelange etapeløb undervejs, og han kunne sagtens levere nogle fremragende klassementsresultater i nogle af løbene i Andalusien, Catalonien, Romandiet og Schweiz, hvor han skal til start. Og man kan bestemt heller ikke udelukke, at han skal hjælpe Joao Almeida i Vueltaen til efteråret, hvor han måske endda kan få frihed til at jagte en etape.

Et lidt ældre navn er Davide Ballerini, men han har stadig sit store gennembrud til gode. Det kunne meget vel være kommet i 2020-klassikerne, hvis ikke den ændrede kalender havde sendt ham til Giroen i stedet. Her kørte han til gengæld som en motorcykel på stigningerne, som han også gjorde det ved de italienske mesterskaber, og han kunne meget vel blive lidt af en klassikeråbenbaring i 2021, hvor han synes at have reelle chancer også i de store løb. Etaper i grand tours kan han også vinde, enten fra udbrud eller reducerede massespurter, hvor han i 2020 fandt en hurtighed, han ikke tidligere har haft på samme niveau.

Man er vel også nødt til at nævne Mikkel Honoré. De mange stjerner har betydet, at danskeren er fløjet lidt under den internationale radar, men hans imponerende 3. plads på 2. etape i Giroen, hvor han kørte med Peter Sagan og Diego Ulissi, blev endnu en understregning af det potentiale, han længe har vist. Desværre er han som ardennerrytter meget låst på et hold med Julian Alaphilippe, men i mindre kuperede endagsløb som Drome-Ardeche eller måske Brabantse Pijl (i tilfælde af Alaphilippe-afbud) kan han forhåbentlig vise klassen. Og som nævnt ovenfor ville det heller ikke være helt uinspirerende at se ham jagte etaper i en Vuelta, hvor hierarkiert meget vel kunne blive mindre fastlåst.

Tilsvarende er der Andrea Bagioli. Italienerens U23-resultater var egentlig ikke skræmmende, men alligevel havde Lefevere set rigtigt ved at hente ham til holdet. Han fik sit store gennembrud ved at overspurte en uhyre formstærk Primoz Roglic i den hårde finale på 1. etape i Tour de l’Ain, kørte et fremragende Giro dell’Emilia og vandt kongeetapen i Coppi e Bartali, hvor han også var snublende tæt på den samlede sejr. Han er lidt en blanding af en klatrer og en puncheur, men fremstår lige nu mest som sidstnævnte. Derfor lægger Alaphilippe visse begrænsninger på udfoldelsesmulighederne, men som 2020 viste, vil der opstå muligheder i mindre endagsløb og puncheurafslutninger undervejs. Kan han forbedre sig yderligere i bjergene, skal det også blive interessant at udforske klassementsevnerne i kortere løb, ligesom han ventes til start som hjælper for Remco Evenepoel i Giroen.

Endelig vil den allerbedste overraskelse naturligvis være, hvis Fabio Jakobsen lynhurtigt kommer tilbage på sit gamle tårnhøje niveau. Det er der en hel cykelverden, der krydser alle deres fingre for.