Nedenfor giver vi en analyse af BORA-hansgrohe.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Pascal Ackermann, Erik Baska, Cesare Benedetti, Maciej Bodnar, Emanuel Buchmann, Marcus Burghardt, Matteo Fabbro, Patrick Gamper, Felix Grossschartner, Lennard Kämna, Patrick Konrad, Martin Laas, Daniel Oss, Lukas Pöstlberger, Peter Sagan, Juraj Sagan, Maximilian Schachmann, Ide Schelling, Andreas Schillinger, Michael Schwarzmann, Rüdiger Selig

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Nye ryttere

Wilco Kelderman (Team Sunweb), Nils Politt (Israel Start-Up Nation), Frederik Wandahl (ColoQuick), Jordi Meeus (SEG Racing Academy), Giovanni Aleotti (Cycling Team Friuli ASD), Matthew Walls (nyprofessionel), Anton Palzer (nyprofessionel fra 1. april), Ben Zwiehoff (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Rafal Majka (UAE-Team Emirates), Jempy Drucker (Cofidis, Solutions Credits), Oscar Gatto (stopper karrieren), Jay McCarthy (?), Gregor Mühlberger (Movistar Team), Pawel Poljanski (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes forskellige veje til at nå verdenstoppen. Man kan gøre som Sky/Ineos, der kun i de senere år har haft held med at udvikle egne navne og i vidt omfang er blevet et storhold ved at bruge en fed tegnebog til at skrive kontrakt med den ene verdensstjerne efter den anden. Man kan gøre som Jumbo-Visma, der var helt nede at skrabe bunden, men nu har nået toppen, næsten udelukkende ved at finde ryttere, de selv har udviklet.

Endelig er der Bora-modellen, der er ganske særegen, og som har ført det engang så beskedne tyske hold så langt, at det i dag må regnes som et af de allerbedste. Manager Ralph Denk startede som et beskedent kontinentalhold, der langsomt voksede i graderne, først ved som totale underdogs at begynde at få wildcards til de store løb, indtil man blev så store, at en storsponsor stod klar med nogle millioner. De blev brugt til at sikre en verdensstjerne, der i alt væsentligt var alene om at score point på et hold, der ellers i alt væsentligt bestod af de samme ”underdogryttere” som tidligere. Mens Sagan stod for opmærksomheden, udvikledes de mange talenter stille og roligt, og da stjernen pludselig holdt op med at præstere i 2019, var de unge drenge blevet så gode, at holdet havde tilstrækkelig bredde til alligevel, endte som verdens nr. 2 på verdensranglisten, hvor det foreløbige højdepunkt blev nået.

Denks Bora-hansgrohe-mandskab er altså gået fra at være Team Sagan til i dag at være et helstøbt hold, der kan begå sig i ethvert terræn. Mest tydeligt er det blevet i 2019 og 2020, hvor Sagan, der ellers altid havde monopol på en top 5-placinger på verdensranglisten, i alt har vundet blot fem cykelløb og er raslet ned af ranglisten til først en 11. plads ved seneste årsskifte og denne gang blot til en placering som nr. 45. Alligevel blev Bora altså nr. 2 for et år siden, og selvom en skuffende sæson fra Emanuel Buchmann og et farvel til Sam Bennett, betød, at Denks tropper i år ”blot” endte som nr. 6, er det udtryk for den nye bredde, at holdet selv i et år, hvor det blev farvel til en verdensstjerne, og de to måske største navne underpræsterede, alligevel er med helt oppe i toppen af ranglisten.

Det bemærkelsesværdige er, at udviklingen primært er opnået via hjemmeavl. Det store spring kom, da Bora kom ind som sponsor og gjorde det muligt ud over at hente Sagan også at skrive kontrakt med de mellemstore ryttere Rafal Majka og Leopold König, men ellers er de store pointmaskiner ryttere, der er slået igennem i Denks stald. Bennett (der nu er væk), Pascal Ackermann, Emanuel Buchmann, Gregor Mühlberger, Patrick Konrad og Felix Grossschartner er alle stort set opfostret på holdet, og Maximilian Schachmann og Lennard Kämna var stadig unge talenter, da de kom til holdet, hvor de har gjort gigantiske fremskridt.

Med en sådan track record inden for talentudvikling forstår man godt, at Denk ikke bruger mange kræfter på at hente verdensstjerner til holdet, men i stedet primært ser sig om efter unge ryttere, der enten er helt grønne eller har stort udviklingspotentiale. Det har således også været recepten i denne transferperiode, hvor der med hele otte nyerhvervelser sker en betydelig udskiftning. Af dem er seks imidlertid alle nyprofessionelle, ligesom man er gået i fodsporene på Kämna og Schachmann ved at hente en stadig relativt ung tysker med stort udviklingspotentiale.

Én undtagelse er der dog gjort. Signingen af Kelderman er bestemt ikke en typisk Denk. Kelderman er nemlig ikke tysker, og han er betydeligt ældre end den typiske nye Bora-rytter. Kontrakten synes dog velbegrundet. Det lå nemlig længe i kortene, at Majka var på vej væk fra holdet. Polakken var først eftertragtet hos polske CCC, og da det hold bukkede under for coronakrisen, stod UAE-Team Emirates klar med en utvivlsomt lukrativ kontrakt, der skulle gøre ham til den nye superhjælper for Pogacar. Det efterlod etapeløbstruppen en anelse for smal for et storhold som Bora, der nu kun i Buchmann har én virkelig grand tour-rytter (det er svært at beskrive Konrad og Grossschartner som sådanne). Derfor var der brug for et etableret navn som forstærkning, og da det ikke just vrimler med tyske grand tour-ryttere, gav det mening at leden uden for de traditionelle grænser.

Byttet Majka-Kelderman skulle vise sig bedre, end Denk anede. På baggrund af de senere års resultater ville det ellers have været naturligt at tro mere på Majka, der har været på vej mod en lille genfødsel, men da han endelig blev fri for skaderne, lykkedes det Kelderman at blomstre på endnu mere markant vis med sin 3. plads i Giroen. Dermed har han vist, at han direkte kan overtage Majkas position som den alternative grand tour-kaptajn ved siden af Buchmann, og dermed er holdet på ingen måde svækket alene ved det bytte.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Den anden større stjerne, der skifter til holdet, er til gengæld helt klassisk Denk. Her taler vi nemlig om Nils Politt, der præcis som Schachmann og Kämna er en af de mest lovende unge tyskere. Ligesom sine to kommende holdkammerater fik han et gennembrud på et udenlandsk hold, men stadig med plads til forbedring, og det er det, Denk nu håber at sørge for i Bora-trøjen.

Som den førende tyske brostensspecialist har Politt været et logisk mål for det førende tyske hold, og samtidig kommer han ind på det perfekte tidspunkt. Han kan være den langsigtede afløse for Sagan, der har kontraktudløb efter den kommende sæson, men allerede på kort sigt er han værdifuld. Sagan synes ikke længere at være stærk nok til at vinde i egen kraft, og han bliver mere afhængig af sit hold. Kombinationen Sagan-Politt synes glimrende, da sidstnævnte er for tung til at vinde de flamske klassikere ved at gå i direkte opgør med favoritterne. Hans styrke er de tidlige angreb, hvormed han kan blive et taktisk, der kan lade hurtige Sagan satse mere på sin spurt. Og i Roubaix er Politt allerede nu en af de allerbedste i verden.

Resten af de nye ryttere er helt uprøvede på det højeste niveau og kan deles i to grupper. Der er de fire unge talenter, og så er der to meget spændende tyske eksperimenter, som kommer fra andre discipliner/sportsgrene. I førstnævnte kategori vil meget interesse samle sig om Giovanni Aleotti og Jordi Meeus, der begge var at finde på min liste over 21 spændende unge ryttere, men der er tale om to ryttere, der skal styrke holdet i vidt forskellige terræner. Aleotti er nemlig en kommende klassementsrytter, der med sin 2. plads i Tour de l’Avenir i 2019 fik skrevet sig ind som et af de allermest lovende italienske etapeløbstalenter, og som med en 4. plads i sidste års Baby-Giro fik bekræftet potentiale. Det skal Bora nu forsøge at udvikle på den facon, de tidligere har haft så stor succes med.

Meeus derimod er sprinter og klassikerrytter, og dermed styrker han holdet på et område, hvor de traditionelt altid har haft stor succes. Faktisk hr han allerede tre gange vundet løb med deltagelse af WorldTour-ryttere, først udbrudssejren i Gooikse Pijl helt tilbage i 2018 og senest med to spurtsejre i Czech Cycling Tour i 2020. Spurtsejr blev det også i Baby-Giroen, mens en 5. plads i grusvejsløbet Antwerp Port Epic (igen mod WorldTour-ryttere) og en 2. plads på grusvejene i U23-udgaven af Paris-Tours vidner om, at han også er en hårdfør type med potentiale i brostensklassikerne. Med andre ord en naturlig signing for holdet, der tidligere mest var Team Sagan.

I samme boldgade finder vi Matthew Walls. Som mange andre briter har han sin baggrund på banen, hvor han har været en dominerende skikkelse på U23-scenen, men nu også er slået igennem hos eliten, senest med sejren i udskilningsløbet og i omnium ved EM i 2020. På landevejen har han begået sig som sprinter, blandt andet med sejr i Baby-Giroen og en 2. plads bag Dylan Groenewegen i Tour of Britain i 2019. En stor del af 2021 kommer til at handle om OL, men derefter vil han fokusere på landevejen, hvor målet er at blive en topsprinter.

Endelig kommer der for første gang dansk islæt på det tyske hold. Frederik Wandahl får chancen på WorldTouren, men holdet har gjort det klart, at de ikke helt ved, i hvilken retning karrieren kan udvikle. Som junior var han alsidig med både en god spurt og gode klatreevner, og han kom således i top 10 på de meget forskellige VM-ruter i de østrigske alper i 2018 og i Yorkshire i 2019. Til gengæld er han uden erfaring på U23-scenen efter et 2020, hvor DM var hans eneste UCI-løb, og han vil formentlig skulle bruge 2021 til at suge erfaring til sig og til at udforske sine evner i forskellige løbstyper.

Denk har ikke lagt skjul på, at han ser et stort potentiale i at hijacke ryttere fra andre sportsgrene og discipliner. Den strategi har givet afkast hos mange andre hold, måske mest tydeligt med Primoz Roglic, og nu forsøger Denk sig med to tyskere. Det mest eksotiske valg er Anton Palzer, der kommer fra noget så eksotisk som ski montaineering, hvor han er en topatlet. Han har aldrig kørt ét eneste internationalt cykelløb i nogen som helst klasse, men har angiveligt imponeret sin træner i nogle fysiske tests. Han gør skisæsonen færdig, inden han til foråret gør forsøget på at blive professionel cykelrytter, og målet er at skabe en ny bjergrytter. Om det projekt lykkes, vil tiden vise, men med hans ikkeeksisterende erfaring har han utvivlsomt et hav af ting at lære i 2021, inden han bliver konkurrencedygtig.

Ben Zwiehoff har mere erfaring. Han kommer nemlig fra mountainbikesporten og deltog i sommeren 2020 i et polsk 2.2-etapeløb - hans hidtil eneste optræden i et UCI-løb på landevejen. Zwiehoff er helt ligesom Palzer et stort eksperiment, og ingen aner, hvor det ender. Målet er dog klart at gøre som med Cadel Evans, Michael Rasmussen, Jakob Fuglsang og mange andre, nemlig at skabe en ny, stor bjergrytter.

Der bliver også lidt brug for nye klatrere. Holdet mister nemlig Gregor Mühlberger, netop som den ellers meget ustabile østriger lignede en mand på vej mod et mere markant gennembrud. Han lod sig overtale af et skifte til Movistar, og dermed kommer man i første omgang til at mangle en bjerghjælper, da ingen af de nye klatrere, Aleotti, Palzer, Zwiehoff eller Wandahl, kan ventes at erstatte ham lige med det første. En anden klatrer, Pawel Poljanski, stopper karrieren, men Majkas tro følgesvend har oplevet et så kraftigt niveaufald siden den flotte Vuelta i 2017, at han bliver knap så savnet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Der ryddes også ud i klassikerrytterne. Lidt overraskende er det, at Jay McCarthy ikke får kontrakten forlænget. Ganske vist er det aldrig lykkedes australieren at slå igennem i Europa, men hans resultater i Tour Down Under, Cadel Evans Great Ocean Race og faktisk også i Baskerlandet Rundt, hvor han har vundet en etape, viser, at der er tale om en rytter med evner i WorldTour-løbene. Det er lidt svært at se, at der ikke er plads til en mand med hele tre sejre på højeste niveau.

Også i brostenstruppen ryddes der ud. At Oscar Gatto stopper karrieren, er intet stort tab, for den engang så spændende italiener har været helt anonym i flere år og mest af alt været kendt som en af Sagans nære venner. Langt mere uforståeligt er det, at Jempy Drucker blev ”smidt ud” med begrundelsen, at han var for gammel. Efter et 2019, der var ødelagt af skader, viste han i 2020, hvor Sagan var fraværende i klassikerne, at han stadig er i verdenseliten i brostensløbene, som dog blev skæmmet af uheld i Flandern Rundt. Med tanke på, at Sagan ikke længere er i stand til bare at vinde på egen hånd, er det svært at forstå, at man ikke har plads til den vel nok bedste hjælper for Politt og den slovakiske kaptajn.

Samlet fremstår Bora derfor nok i en lidt svækket formation. Byttet mellem Majka og Kelderman går nogenlunde lige op, og holdet går en lys fremtid i møde med deres mange lovende nye talenter, særligt hvis de to tyske eksperimenter gør godt. På kort sig er det dog også klart, at Drucker, Mühlberger og McCarthy vil blive savnet, og selvom der primært er tale om hjælpere, er det kræfter, man utvivlsomt vil kunne have brugt i det kommende år.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Den mærkelige coronasæson 2020 bød på mange omvæltninger. En af dem var det helt besynderlige, at Peter Sagan slet ikke kørte brostensklassikere. Det var ellers planen ved sæsonstart, men en lukrativ kontrakt med Giro-arrangørerne gjorde det mere fristende at fastholde den oprindelige plan om en længe ventet debut i den italienske grand tour, selvom den nye kalender betød, at det kostede deltagelsen i de løb, der ellers traditionelt har været hans vigtigste legeplads. At der på visse områder stadig er lidt Team Sagan over Bora, blev helt tydeligt, for selvom Jempy Drucker kørte langt over forventninger, var det et Bora-hold, der var nærmest helt anonymt.

At nullerne på checken nok har spillet en væsentlig rolle i beslutningen, står ganske klart, når man i denne vinter hører, at Sagan stadig ser en sejr i Milano-Sanremo som karrierens største udestående mål, og når hans træner, Jan Valach, fortæller, at det er klassikerne, der i de kommende år bliver det allervigtigste. Heldigvis vender Sagan derfor også tilbage til den fulde klassikerkalender i 2021, men de dage, hvor han stiller til start som den selvindlysende topfavorit, som mange hold lægger taktikken ud fra, er helt ovre. Nu om dage taler alle om Mathieu van der Poel og Wout van Aert, og Sagan skal til at affinde sig med en rolle som favorit i andet geled.

Det er heldigvis sjældent en ulempe ikke at være manden, alle kigger på, og samtidig får Sagan et våben, han kun har haft på de dage, hvor Daniel Oss har været flyvende, nemlig en medkaptajn, der kan spille en rolle i finalerne. Duoen Nils Politt og Sagan er nærmest helt perfekt. Som nævnt ovenfor har Politt traditionelt været for tung til de flamske løb, men han har motoren til at angribe fra distancen. Den form for ”læggen-pres” på Van der Poel og Van Aert er måske det, der kan give den stadig hurtige Sagan den taktiske overhånd, der skal til, hvis han skal slå ryttere, der nu er fysisk stærkere. I det hele taget er truppen til brostensløbene slet ikke så ringe endda, når Politt og Sagan omgiver sig med stadig solide Oss, en Marcus Burghardt, der i topform stadig kommer langt i disse løb, og den svingende, men på sine gode dage meget overbevisende Lukas Pöstlberger.

Målet må være, at Sagan vinder mindst ét brostensløb, og han er heldigvis så alsidig, at han kan vinde, uanset om det er de lettere løb som Gent-Wevelgem og Kuurne-Bruxelles-Kuurne eller de hårdere løb som Omloop Het Nieuwsblad, E3 og Flandern Rundt. Det eneste større brostensløb, han skipper, er Dwars door Vlaanderen.Om niveauet stadig rækker, er lidt uklart, særligt fordi han nu om dage synes at skulle køre en grand tour for at finde sit topniveau, men uden chance er han ikke. Samtidig har holdet Pascal Ackermann, der vil være en naturlig favorit til de udprægede sprinterløb som Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Driedaagse de Panne, og han vil endda være et sekundært våben i Gent-Wevelgem også, hvis udgaven bliver meget let. I Paris-Roubaix står holdet endnu stærkere i de flamske løb. Det løb er nemlig skabt til Politt, og dermed kan Bora stille med hele to af de tungere favoritter. Endelig skal unge Jordi Meeus til start i Dwars door Vlaanderen, hvor han måske får chancen i en eventuel spurt.

Ackermann må derimod nok leve med, at Milano-Sanremo er Sagans, selvom tyskeren i år får lov at køre løbet som en plan B. Det er det monument, han allerhelst vil vinde i karrierens efterår, og det er bestemt også stadig muligt. Ganske vist synes der at hvile en forbandelse over ham, men med hans alsidighed har han stadig chancer både i en spurt og i en hårdere finale. Til gengæld kan man nok betvivle, om han vil nå at finde formen til at vinde så hårdt et løb som Strade Bianche, hvor hans deltagelse heller ikke er garanteret, men uden chance er han ikke. Løbet ligger nu om dage bedre til Maximilian Schachmann, der både i 2019 og 2020 var uhyre stærk i et løb, der passer ham som fod i hose, men han dropper løbet til fordel for Paris-Nice.

Netop Schachmann bliver omdrejningspunktet i Ardennerne. Her kørte han nemlig i top 5 i alle tre løb i 2019, og hans kørsel i den formstærke periode af 2020 satte en streg under, at han måske er endnu bedre og mere klatrestærk. Fleche Wallonne bliver svær at vinde, men de to øvrige løb er bestemt inden for rækkevidde. Til gengæld må han nok savne Sagan, der med Giroen i horisonten nok skipper alle ardennerløbene i år. Heldigvis har holdet masser af kort at spille med Patrick Konrad, der særligt har evner i Fleche Wallonne, ligesom Wilco Kelderman med alderen er blevet mere og mere eksplosiv og har givet udtryk for, at han har løbene som mål i år. Også Felix Grossschartner passer glimrende til løbene, hvis han giver dem et skud - præcis som det er tilfældet for særligt Schachmann i Brabantse Pijl, hvis han mod forventning kører opvarmningsklassikeren.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Også i efteråret er der mange muligheder. Ackermann skal utvivlsomt forsøge at vinde på hjemmebanen i Hamburg, og hvis ikke de skal til OL, ligger Clasica San Sebastian godt til Kelderman og Konrad (Schachmann er utvivlsomt en del af den tyske OL-trup). Bretagne Classic er bestemt også inden for rækkevidde for Ackermann og i princippet også et udmærket løb for Schachmann og til dels Politt, hvis det bliver en anelse hårdere. Bedst passer det til Sagan, men han må ventes at puste ud i denne del af sæsonen. Til gengæld må han skulle til Canada for at forberede sig til VM, og her ved vi, at han finder to ruter, der ligger til hans højreben, men her vil man også have Schachmann som en glimrende plan B, særligt i Montreal. Endelig er Emanuel Buchmann tidligere gået i top 10 i Lombardiet, hvor han kan være med, hvos formen er god, og det samme gælder for Kelderman og i mindre grad Konrad, der vil kunne trives på den bjergrige rute.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Man misunder ikke manager Ralph Denk, når han skal lægge grand tour-planerne. Allerede sidste år var det nemlig en konflikt i Touren at skulle gå efter både et podium med Emanuel Buchmann og en grøn trøje med Peter Sagan, og bedre blev det ikke af, at Pascal Ackermann bankede på døren med ønske at køre verdens største cykelløb. Den sprinterfjendtlige rute gjorde det heldigvis muligt at overtale den tyske sprinter til at satse anderledes, men det skete med løftet om, at Ackermann skal til Touren i 2021.

Det løfte står angiveligt ved magt, og den sprintervenlige rute har kun gjort det endnu mere oplagt. Samtidig har Sagans træner, Jan Valach, dog gjort det helt klart, at den grønne trøje er et mål for slovakken. Hvordan man får passet de to sprintere ind i én og samme trup, bliver lidt af en udfordring. Sagans grønne ambitioner betyder, at han skal spurte hver eneste dag, men Ackermanns deltagelse giver naturligvis kun mening, hvis han også skal jagte etapesejre. Noget kunne altså tyde på, at vi kommer i den besynderlige situation, at vi skal se to Bora-ryttere spurte på mange af de utallige sprinteretaper i Frankrig til sommer, hvor både etapesejre og grøn trøje er det vigtigste mål. Den grønne trøje bliver til gengæld lidt af en udfordring på en rute, der bestemt ikke gør det lettere for Sagan, end det var i 2020, hvor det allerede gik galt.

Fokus på etapesejre og point skyldes også, at kabalen trods alt er blevet lidt nemmere. Ruten passer nemlig slet ikke Buchmann, der derfor i stedet sendes til Giroen. I stedet skal Wilco Kelderman køre klassement i Touren, hvor han sætter større pris på den enkeltstartstunge rute. Ambitionerne med hollænderen er imidlertid mindre, og han vil derfor ikke få samme store støtte, som var tiltænkt Buchmann i 2020. Nok blev Kelderman nr. 3 i en svagt besat Giro, men i Touren må top 10 være målet. Det er bestemt også inden for rækkevidde.

Det er stadig uklart, hvor meget klatrestøtte Kelderman vil få, men det ser ud til, at Patrick Konrad med Giroen i benene kommer til start både som støtte og plan B, at Lennard Kämna skal afsted som støtte og etapejæger, og at Maximilian Schachmanns deltagelse ikke er helt udelukket. Det ser dog ud til, at holdet kommer til Giroen med næsten hele klatrekontingentet for at gå efter podiet og måske endda sejren med Buchmann. I skrivende stund er ruten uklart, men meget taler for, at Giroen vil passe perfekt til den tyske dieselmotor, der næsten ikke kan undgå at stille til start som en af de tunge favoritter. Han vil få Konrad, Schachmann, Matteo Fabbro og Felix Grossschartner ved sin side, og de kunne jagte etaper, hvis den tyske kaptajn fejler. Dertil kommer lidt tungere folk som Cesare Benedetti og Maciej Bodnar. Schachmann har så meget fokus på OL, at han foretrækker Giroen, hvor han nok uanset Buchmann vil kunne få lidt frihed til også at gå på etapejagt, men det er som sagt ikke udelukket, at den kombineres med Touren.

Det hele kommer heller ikke til at handle entydigt om Buchmann, for Sagan er blevet så begejstret for Giroen, at han igen kommer til start. Målet er igen både etapesejre og pointtrøje, og det er bestemt også muligt i et løb, der traditionelt ligger bedre til Sagan-typerne.

Et spørgsmål var, hvad der skulle ske med Lennard Kämna. I Touren kunne de mange enkeltstarter give ham mulighed for i ly af Kelderman at prøve sig af i klassementet, men meldingen er, at han i stedet vil gå på etapejagt, som han gjorde med stor succes i 2020.

Det er mere uklart, hvad der skal ske i Vueltaen, men Buchmann er prototypen på en rytter, der kan køre to grand tours. Det kunne derfor være et mål at gå efter podium eller mulig sejr i Spanien, hvor ruten dog passer ham dårligere. Hierarkiet vil i givet fald være mere løst, for Grossschartner, der leverede en top 10 i i 2020, er blevet lovet en chance. Man kan heller ikke afvise, at Schachmann - hvis han dropper Touren - er frisk på en Giro-Vuelta-kombination, når der i Spanien traditionelt venter et hav af udbrudsetaper, ligesom der altid er en enkeltstart, han kan jagte - præcis som der i øvrigt er det i Giroen. Til gengæld er det mere tvivlsomt, om der bliver plads til en sprinter. Ackermann kunne måske være fristet af at køre to grand tours for første gang i karrieren, men mere sandsynligt er det nok, at det bliver en mulighed for Erik Baska, Martin Laas eller måske endda unge Jordi Meeus eller Matthew Walls. Det vil dog mest være et spørgsmål om at jagte sekundære placeringer.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

De ugelange etapeløb er måske et område, hvor Bora har haft lidt sværere ved at slå igennem, men det kommer nu. I 2019 var Emanuel Buchmann ufatteligt tæt på at vinde Baskerlandet Rundt, og sidste år tog Maximilian Schachmann en flot sejr i Paris-Nice. Holdet er bestemt heller ikke uden chance i 2021, hvor man endda har et ekstra våben i Wilco Kelderman. Hollænderen er uhyre stabil i den slags løb, hvor han i skadesfri udgave næsten altid går i top 10, og det vil han formentlig kunne gentage i 2021. Til gengæld er han aldrig for alvor tæt på at vinde. Samtidig er han desværre sat tilbage af et styrt i januar, og det er tvivlsomt, hvornår han er klar. Foreløbig er Baskerlandet og Romandiet begge blandt målene.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Schachmann bliver særligt spændende at følge. Hidtil har han manglet for meget i bjergene, og modstanden i Paris-Nice var på klatresiden temmelig begrænset. I 2021 bliver det en stor test at se, om han nu kan forsvare titlen i Paris-Nice og vinde andre ugelange løb, hvor bjergene er svære. Buchmann er i den slags løb hæmmet af sin enkeltstart, men klatrer så godt, at han er sejrskandidat i de mest bjergrige løb som eksempelvis i Dauphiné, han med lidt taktisk omtanke formentlig havde vundet i 2019. Det løb kører han næppe i år, men han er i hvert fald til start i Tirreno og ikke mindst Tour of the Alps, der burde passe ham glimrende. Patrick Konrad og Felix Grossschartner er også top 10 kandidater, men næppe mere end det. Schachmann og Grossschartner er også skabt til Tour de Pologne, der meget vel kunne være en del af deres planer, og det er et løb, hvor særligt førstnævnte vil være en af de tungeste favoritter.

Tillige bliver det uhyre interessant at se den meget komplette Lennard Kämna for første gang for alvor køre klassement i den slags løb, hvor hans potentiale burde være stort, og han har i hvert fald Catalonien og Dauphiné på programmet. Matteo Fabbro har også fortjent sin chance efter et flot 2020, men hans enkeltstart lægger begrænsninger på mulighederne. Et specielt er BinckBank Tour, der ligger fremragende til Schachmann, hvis han inkluderer det i sine planer, og her vil Nils Politt formentlig også kunne gøre det hæderligt, hvis ruten ikke er for hård. Det samme kan Sagan naturligvis, men det synes givet, at han ikke deltager.

Spurterne er en stor prioritet. Pascal Ackermann skal utvivlsomt jagte et hav af sejre i mange af de ugelange etapeløb på WorldTouren mellem UAE Tour og Tour de Suisse, samtidig med at han forbereder sig på sin Tour-debut. Sagan kommer til gengæld nok kun til start i Tirreno-Adriatico, men her plejer der til gengæld at være flere gode Sagan-etaper. Det er bestemt også tænkeligt, at der kan blive plads til Erik Baska, Martin Laas og unge Jordi Meeus til at spurte undervejs, og det samme gælder for Matthew Walls, når han er færdig med at fokusere på banen. Netop de ovennævnte ryttere kan formentlig også få chancen i nogle af de mindre og fladere endagsløb, hvor Ackermann også ofte er i spil. Endelig er Schachmann i stand til at vinde enkeltstarter på højeste niveau, og holdet kan også håbe, at de kan få Keldermann, Maciej Bodnar og Kämna tilbage på sporet i den disciplin.

Hvem kan overraske?

Bora har et hav af spændende navne, og mange har en glimrende mulighed for allerede at slå igennem i 2021. Først bør man måske nævne Lennard Kämna. Man kan måske diskutere, om en Tour-etapevinder kan overraske, men den unge tysker er stadig helt ubeskrevet som klassement. Kan han genfinde de gamle tempoevner, klatrer han nu så godt, at han har hele pakken, og det skal blive meget interessant at se ham køre ugelange etapeløb i det kommende år. Som nævnt er det bestemt heller ikke utænkeligt, at han skal køre lidt klassement i Touren, og han har vist, at hans motor i grand tours er så stor, at det bestemt er muligt.

Man må også fremhæve Matteo Fabbro. Den unge italiener gik helt i stå hos Katusha, men efter skiftet til Bora er han kommet på ret kurs igen. Han kørte et fremragende 2020 med overbevisende klatring i Burgos, Tirreno og Giroen. Desværre bliver han nok låst i hjælperroller, ligesom hans enkeltstart hæmmer ham, men det skal blive meget interessant at se, hvor langt han kommer i bjergene i det kommende år.

Det er også værd at tro på, at Jordi Meeus kan slå igennem allerede næste år. Som nævnt ovenfor har den belgiske sprinter allerede vundet tre løb mod WorldTour-ryttere, og det viser, at han allerede nu har niveauet. Det kan måske komme til at knibe i massespurter på WorldTouren, men i de mange belgiske endagsløb bør han have en fair chance, også fordi han er en robust type, der kan begå sig netop i den slags begivenheder. Han har da også fået et program med netop mindre endags- og etapeløb krydret med lidt større løb som Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Dwars door Vlaanderen. Til gengæld har Matthew Walls nok så meget fokus på banen, at det næppe bliver i 2021, at han for alvor viser sig som sprinter.

Ide Schelling er svær at blive klog på. I 2020 var han meget svingende, og i Vueltaen, hvor han var en vigtig hjælper for Felix Grossschartner vekslede han mellem gode og dårlige dage. Han fik dog en 8. plads på en hård dag fra et udbrud og viste dermed et potentiale, han først og fremmest dokumenterede med sin 13. plads i et stærkt besat Brabantse Pijl. Som U23 begik han sig både i bjergene og i de kuperede endagsløb, og det er også på de områder, vi skal se hans udvikling til næste år. Han satser i hvert fald på ardennerklassikerne i år.

Den tidligere nr. 2 i Tour de l’Avenir, Giovanni Aleotti, er endda endnu mere lovende, men han er endnu ikke kommet så langt i sin udvikling. Forhåbentlig kan han vise evnerne det kommende år, men meget taler for, at han primært skal lære.

Endelig er der de to måske allermest spændende eksperimenter, nemlig de ovenfor omtalte forsøg med skiløberen Anton Palzer og mountainbikeryttere Ben Zwiehoff. Historien viser, at den slags kan vise sig at blive den helt store succes, og man kan slet ikke udelukke, at der gemmer sig nye Roglic-historier. Særligt Palzer er så ubeskrevet, at han både kan blive et sandt guldfund og en dundrende fiasko. Vi skal dog næppe vente os det helt store i et 2021, der først og fremmest handler om at indhente al den erfaring, de begge mangler - en erfaring, Zwiehoff får lov at hente i en ventet Giro-debut.