Nedenfor giver vi en analyse af Bahrain-Victorious.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Yukiya Arashiro, Phil Bauhaus, Pello Bilbao, Santiago Buitrago, Eros Capecchi, Damiano Caruso, Sonny Colbrelli, Scott Davies, Chun Kai Feng, Marco Haller, Heinrich Haussler, Kevin Inkelaar, Mikel Landa, Matej Mohoric, Domen Novak, Mark Padun, Hermann Pernsteiner, Wout Poels, Marcel Sieberg, Dylan Teuns, Jan Tratnik, Rafael Valls, Stephen Williams, Alfred Wright

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Nye ryttere

Jack Haig (Mitchelton-Scott), Gino Mäder (NTT Pro Cycling), Jonathan Milan (Cycling Team Friuli ASD), Ahmed Madan (Bahrain Cycling Academy)

Ryttere, der forlader holdet

Marc Cavendish (Deceuninck-Quick Step), Grega Bole (?), Enrico Battaglin (Bardiani-CSF-Fainzané), Ivan Garcia Cortina (Movistar Team), Luka Pibernik (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det var så lovende for et år siden. Ganske vist havde Bahrain-mandskabet sagt farvel til den rytter, der var med til at starte projektet, Vincenzo Nibali, men med involvering fra McLaren havde man sikret sig både kapital og teknologisk viden som middel til at tage næste skridt mod verdenstoppen. McLarens tilstedeværelse havde endda været katalysator til at sikre et engagement af Rod Ellingworth som manager og dermed viden og indsigt fra en mand, der hos Sky havde været med til at opbygge verdens største cykelhold. Nok var 2020 et overgangsår, hvor truppen endnu ikke lignede en af WorldTourens stærkeste, men fremtiden så lys ud for araberne.

Et år senere er alt forandret. Coronakrisen ramte så hårdt, at McLaren måtte kæmpe for sin overlevelse, fokusere på sin kerneforretning og med kort varsel droppe sin involvering i cykelsporten. Rytterne måtte acceptere en lønnedgang, og Ellingworth smuttede med McLaren tilbage til Storbritannien. Samtidig var den sportslige succes til at overse, og holdet kom end ikke i top 10 på verdensranglisten.

Projektet er dog ikke dødt. Den bahrainske prins, der er manden bag holdet, holder stadig hånden under sit hjertebarn, men det reducerede budget og den generelt store usikkerhed om økonomien betød, at holdet lå stille på transfermarkedet. For et år siden var det nærmest kutyme, at alle større navne blev sat i forbindelse med et skifte til Bahrain, men sådan var det slet ikke denne gang. I stedet handlede det om at holde på de navne, der allerede var i folden, og det lykkedes da også at forlænge kontrakten med Dylan Teuns, så han kunne fortsætte sammen med de andre kaptajner, der næsten alle heldigvis havde en kontrakt.

I sidste ende var Bahrain derfor meget passive på transfermarkedet, og da det endelig lykkedes at få lidt styr på økonomien i efteråret, var den eneste væsentlige bedrift at udsende en pressemeddelelse med en bunkeforlængelse med en stor gruppe af holdets mindre profilerede navne. Således forblev stort set hele holdet intakt, men helt omkostningsfri var usikkerheden ikke.

Det lykkedes nemlig ikke at fastholde en af holdets juveler. Netop som Ivan Garcia Cortina stod foran sit store gennembrud i klassikerne, havde han kontraktudløb, og da han i foråret akkurat inden coronanedlukningen lykkedes med at vinde en puncheurspurt i Paris-Nice foran Peter Sagan, steg hans markedsværdi utvivlsomt. Det samme gjorde interessen utvivlsomt, og det endte med, at det spanske es, som holdet ellers selv havde været ganske tålmodige med i en svær karrierestart, smuttede til Movistar i stedet. Heldigvis har holdet stadig den anden brostenskaptajn, Sonny Colbrelli, men det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at Bahrain meget vel kan have tabt noget stort.

Garcia Cortina er dog ikke det eneste store navn, der forsvinder. Det samme gør Mark Cavendish, men det var nu holdets egen beslutning. Engagementet af den britiske stjerne var Ellingworths projekt, men det stod gennem hele 2020 klart, at briten næppe nogensinde bliver konkurrencedygtig igen. Med Ellingworth på vej væk og en kontrakt, der næppe har været helt billig, gjorde de økonomiske vanskeligheder det kun helt naturligt at sige farvel til Cavendish i et brud, der med feberredningen hos Deceuninck endte som noget lykkeligt for begge parter.

Heller ikke Enrico Battaglin fortsætter på holdet. Holdet tog en chance ved sent i 2019 at give den svingende italiener endnu en chance, men heller ikke Bahrain fandt han den melodi, han senest spillede i Giroen i 2018. Derfor er det bestemt heller ikke overraskende, at tålmodigheden slap op, og at han sendes hjem til Italien og Bardiani.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Holdet siger også farvel til Grega Bole og Luka Pibernik, der ikke får forlænget kontrakten. Bole har en flot karriere bag sig, men i de senere år har det haltet med at bidrage væsentligt med andet end erfaring. Pibernik fik jo egentlig en flot kongeetapesejr i BinckBank Tour, men han sygnede hurtigt hen i en tilværelse som helt anonym hjælper.

Stilheden på transfermarkedet var dog ikke total. Allerede i sommer lykkedes det holdet at få fingre i Jack Haig, der må have været et af markedets mere eftertragtede navne. Den unge australier er et lovende grand tour-talent, der giver holdet endnu flere perspektiver i etapeløbene, som i forvejen er deres store styrke, og han kan både agere hjælper og selvstændig kaptajn. Kun Haig selv kan måske tvivle lidt på visdommen i skiftet, for nu kommer han til et hold med relativt mange potentielle kaptajner fra et hold, hvor han endelig så ud til at friste sig fri af hjælperrollen.

Haig er ikke den eneste etapeløbstalent, der kommer til. Da der faldt ro på økonomien, lykkedes det at gafle Gine Mäder fra det nødlidende NTT, mens det endnu kæmpede for sin eksistens. Det lignede længe en fuser, men på falderebet lykkedes det den schweiziske klatrer at vise sit gamle potentiale i Vueltaen. Kan han fortsætte de takter, er han bestemt en langsigtet og interessant gevinst for araberne.

I det hele taget har fokus været på unge talenter. Der er nemlig også skrevet kontrakt med store Jonathan Milan, der både kan køre enkeltstart og spurte. I første omgang skal han koncentrere sig om OL og banen, men derefter bliver han en interessant forstærkning til holdet, der har manglet lidt på sprintersiden. Han er stadig relativt uerfaren i landevejssammenhæng, men hans etapesejr i Baby-Giroen viser, at der er nået at bygge på.

Endelig er der kuriositeten. Lige inden jul skrev holdet også kontrakt med Ahmed Madan, der bliver den første bahrainske rytter på WorldTouren. Det var han næppe blevet, hvis ikke netop både hans og holdets pas havde været fra netop Bahrain, og hans kontrakt kan alene som et udtryk for den nationale ambition om at få flere bahrainere til at cykle. Sportsligt synes værdien at være begrænset.

Samlet set gik det slet ikke så galt, når man betænker den usikkerhed, holdet befandt sig. Heldigvis var man reddet af mange kontrakter, der bandt de største navne også i 2021, og da Teuns blev reddet, er det kun tabet af Garcia Cortina, der for alvor gør ondt. Det kommer til at kunne mærkes i klassikerne og spurterne, hvor holdet står mærkbart svækket, men til gengæld er der bygget videre på holdets primære fokus, etapeløbene, med Haig og Mäder, hvor førstnævnte kan bidrage både på kort og lang sigt. Det kunne bestemt være gået meget, meget værre.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Når en for cykelsporten eksotisk nation skyder penge i et cykehold, har det næsten altid den uundgåelige konsekvens, at Tour de France bliver det altoverskyggende hovedmål. Derfor har Bahrain også med først Vincenzo Nibali og siden Mikel Landa først og fremmest været et etapeløbshold.

Det betyder dog ikke, at der ikke har været ambitioner i klassikerne, hvor man har haft store ambitioner med kvartetten bestående af Ivan Garcia Cortina, Sonny Colbrelli, Dylan Teuns og Matej Mohoric. Desværre betyder spanierens exit, at forholdene bliver markant vanskeligere i det kommende år, hvor de særligt står svækket i brostensløbene - en løbstype, hvor Garcia Cortina stod foran sit helt store gennembrud.

I den første del af klassikersæsonen ligger ansvaret derfor på Colbrelli. Italieneren har stadig det helt store resultat på brostenene til gode, men på årets kongeetape i BinckBank Tour viste han et helt nyt niveau, inden gassen gik lidt af ballonen i klassikerne. Han er næppe en vinderkandidat i de hårdeste løb som Flandern Rundt, E3 og Omloop Het Nieuwsblad, men top 10-potentiale er det veldokumenteret, at han er i besiddelse af. Et løb som Gent-Wevelgem ligger til gengæld fremragende til ham og kan utvivlsomt vindes, og også løb som Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Dwars door Vlaanderen passer ham storartet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Han vil i de hårde løb få selskab af Teuns, der får mere og mere smag på brostenene og i blandt andet Omloop har gjort det så godt, at han med det rette held sagtens kan lave et top 10-resultat. Nu er brostensløbene Omloop og Flandern Rundt blevet mål på lige fod med Ardennerne. Begge bakkes de op af Heinrich Haussler, der stadig kan komme halvlangt i den slags løb. Endelig har de Phil Bauhaus til den mere klassiske massespurt i 3 Dage ved Panne og Scheldeprijs.

Colbrellis andet store mål er Milano-Sanremo, som også passer ham glimrende, hvis han får et mellemhårdt løb med en spurt, hvor de renere sprintere er væk eller slidt ned. Mohoric har også før udnyttet den tekniske nedkørsel fra Poggio til at køre finale, men han er ikke typen, der har mange chancer for faktisk at ende på podet. Til gengæld kunne han sagtens lave et resultat i Strade Bianche, som Teuns skipper, og som også synes at ligge glimrende til Damiano Caruso og Pello Bilbao, hvoraf sidstnævnte ligesom Teuns dog dropper løbet til fordel for Paris-Nice.

I Ardennerne er Teuns hovedmanden, men han har lidt at revanchere efter nogle sløje klassikersæsoner. Hans podiepladser i Il Lombardia og Fleche Wallonne viser dog, at han er yderst konkurrencedygtig, hvis han finder formen. Wout Poels er tidligere vinder i Liege, men har ikke haft den gamle skarphed i de senere år. Caruso og Bilbao har også begge de rette karakteristika, men de dropper løbene, selvom Carusos top 10 ved VM viser, at han bestemt har evner. Mikel Landa har tidligere gjort det godt i Liege, men skipper løbet til fordel for Giroen. Derimod er de et mål for Jack Haig, der ellers tidligere har været stærk i både Liege og Lombardiet, men som er en usandsynlig vinder. Og så skal man ikke glemme, at Matej Mohoric jo var lige ved at løbe med det hele i Liege i 2020, men der er meget, der skal flaske sig, hvis han skal vinde et løb, der egentlig er for hårdt for ham. Endelig satser Colbrelli også stort på Brabantse Pijl, som han tidligere har vundet, samt Amstel Gold Race, hvor han tidligere har været på podiet.

I efteråret er Colbrelli igen manden. Bretagne Classic ligger glimrende til den holdbare afslutter, men særligt de canadiske løb passer ham storartet. Montreal er en kende for hårdt til at være helt ideelt, men Quebec kunne ikke passe ham meget bedre. Ruten er også glimrende for Teuns og on mindre grad Mohoric. Teuns drømmer også om at gentage podiet fra Lombardiet, men løbet er nok for vanskeligt til, at han kan vinde det. Det er nok mere sandsynligt for Poels, Landa og Haig, men ingen af dem er udprægede vindertyper i et løb med en flad finale, mens også Caruso og Bilbao bestemt kan gøre det godt. Og så kan Bauhaus sikkert køre en god spurt på hjemmebanen i Hamburg Cyclassics, hvis han kan få den store krop med over Waseberg.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt er grand tours hovedprioriteten for det arabiske mandskab, der leverede den imponerende bedrift at få fem forskellige ryttere i top 10 i de lange etapeløb i 2020 med Mikel Landa og Damiano Caruso i Touren, Pello Bilbao og Hermann Pernsteiner i Giroen samt Wout Poels i Vueltaen. Det vidner om, at holdet har en overflod af ryttere, der kan køre klassement, og de har alle en berettiget forventning om at få chancen. Det er dog også værd at bemærke, at Poels endte som nr. 6 og Pernsteiner og Caruso blot som nr. 10, og den eneste med grand tour-vinderpotentiale er Landa.

Det er da også baskeren, der er den soleklare kaptajn, og holdet havde egentlig gjort det helt klart, at det helt store mål i 2021 igen er et topresultat i Touren med baskeren. Ruten passer ham dog overhovedet ikke, og derfor er planen revideret. Nu skal Landa forsøge at vinde Giroen, og han vil komme til Italien med et hold, der alene har til formål at hjælpe ham med det. Den trup vil i hvert fald tælle Bilbao, Caruso og Matej Mohoric. Udgangspunktet er, at alt handler om Landa, men Bilbao har fået smag på mere efter den flotte Giro og har ikke udelukket, at han selv vil holde sig til. Og Caruso gjorde som bekendt det samme i Touren, og dermed er der to alternativer, hvis Landa skulle floppe. Og etaper kan de alle vinde, hvis klassementet går helt fløjten.

Landa vil også køre Touren, men her passer ruten ham så ringe, at en top 5 bliver lidt af en opgave. Han har da også meldt ud, at han kun vil køre klassement, hvis han føler sig frisk efter Giroen. Ellers kunne han sagtens jagte etapesejre og bjergtrøje, som han så flot gjorde det i Giroen i 2017, og det kunne så gøre det muligt for den mere tempostærke Bilbao, der også vil være til start, at gå efter det klassement, han drømmer om at køre.

Holdet har dog også Wout Poels. Hollænderen har sagt, at han først og fremmest vil forsøge at vinde en etape, men også at han kan ende med at køre klassement, hvis Landa føler sig træt. Hans Vuelta viste, at top 10 er mulig, men ruten passer ham dårligt, og han savner først og fremmest stabilitet. Måske er holdets bedste bud dog Jack Haig, der på alle måder synes at have motoren til at køre klassement. Heller ikke han passer til ruten, og også han har peget på etapesejre som mål, men han kunne sagtens ende med alligevel at køre i top 10. Mohoric, Dylan Teuns og Sonny Colbrelli er også alle i truppen som glimrende etapejægere, der med en lidt løsere organisering kan få en del frihed, og Colbrelli kan således også denne gang deltage i spurterne og måske gå efter den gule trøje på 1. etape, der passer ham som fod i hose.

Hvad der sker i Vueltaen, er mere uklart. Landas og Bilbaos deltagelse er udelukket, og det kunne skabe plads til Caruso, hvis han dropper Touren - en beslutning, der endnu ikke er meldt ud. Det kunne også være fristende for Poels og Haig, hvis de fortsat føler sig friske, at få en lidt mere klar chance som kaptajn i stil med den, hollænderen fik i 2020. Det samme gælder for Pernsteiner, der meget vel kunne kombinere en hjælperrolle i Giroen med et forsøg på at jagte endnu en grand tour-top 10, ligesom unge Gino Mader måske kan teste sig selv lidt. Og så skal vi ikke glemme, at Teuns jo faktisk endte lige uden for top 10 i 2019, selvom han egentlig bare var etapejæger, og det kunne gentage sig, ifald han atter er frisk på at køre begge løb.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

I Giroen bliver der næppe megen plads til etapejagt, men i Touren og Spanien kan spillerummet være større. Unge Mäder viste i Vueltaen også, at han kan vinde en etape fra et udbrud, ligesom Jan Tratnik gjorde det i årets Giro, hvor kun en punktering forhindrede Mark Padun i at spurte om en etapesejr mod Jhonatan Narvaez. Med andre ord har holdet et hav af etapevinderkandidater, hvis friheden bliver givet. Spurterne vil have mindre prioritet, men mon ikke Phil Bauhaus skal have en chance i Vueltaen, hvis der er tilstrækkeligt mange helt flade etaper? En etapesejr virker dog usandsynlig.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som et etapeløbshold er det indlysende, at Bahrain vil stille til start i de fleste ugelange etapeløb med klassementsambitioner. Historisk har Mikel Landa dog aldrig været specielt stærk i de løb, hvor enkeltstartsevner altid spiller en stor rolle. Naturligvis vil den baskiske kaptajn stadig spille en rolle, ikke mindst på hjemmebanen i Baskerlandet, men det er mest som etapejæger, at han har haft stor succes i kortere løb.

Holdet har heldigvis også andre kort at spille. Både Pello Bilbao og Damiano Caruso er blevet ganske habile temporytter og er bestemt top 10-kandidater i de fleste WorldTour-etapeløb, men Caruso har på det seneste desværre skullet bruge en grand tour for at få gang i benene. Jack Haig er tidligere blevet nr. 4 i Paris-Nice, men er i højere grad hæmmet af sine ringe enkeltstart. Det er Wout Poels også i stigende grad blevet, men i sin storhedstid var han så god, at han uden et styrt utvivlsomt havde stået som Paris-Nice-vinder, og han har også tidligere vundet samlet i Valencia. Hans fine Vuelta kan give håb om, at han igen bliver en faktor i løb, der grundlæggende passer ham godt. Foreløbig er planen, at Poels kører UAE Tour, Paris-Nice og Dauphiné, at Bilbao kører Paris-Nice og Baskerlandet, at Caruso kører Tirreno og Romandiet, at Haig kører UAE Tour (men formentlig betydeligt mere end det), at Landa kører Baskerlandet

Dylan Teuns har også tidligere kørt glimrende klassementer i korte etapeløb, men han er også så svingende på enkeltstarter, at han er svær spå om. Og Tour de Pologne, der er et puncheurløb, passer ham decideret fremragende - præcis som det er tilfældet for Poels, der tidligere har været stærk i løbet - og Teuns har også før gjort det godt i Paris-Nice, der også er på kalenderen. Til gengæld er ugelange ikke rigtigt noget for Hermann Pernsteiners dieselmotor, og han er sjældent alt for synlig uden for grand tours. Matej Mohoric kan også gøre sig gældende i Polen, men en gentagelse af sejren i BinckBank Tour kræver betydeligt held, når hans enkeltstart er så svag. Til gengæld har Sonny Colbrelli fået fod på den disciplin, og uden uheld var han i år endt langt fremme i etapeløbet for klassikerryttere, som også kunne være et mål for Teuns og måske endda Jan Tratnik.

Endelig synes Gino Mäder også at være moden til at jagte top 10-placeringer i etapeløb, men hans enkeltstart er også en hæmsko. Og vi drømmer også om, at Mark Padun kan rejse sig igen og vise, at det ikke var nogen tilfældighed, at han vandt Adriatica Ionica Race i meget skrapt selskab i 2019.

Holdet har ikke det store fokus på massespurter, og den eneste rigtige sprinter er nu Phil Bauhaus. Han tog imidlertid også et stort skridt i starten af 2020, inden han blev sat tilbage af styrt i Tirreno-Adriatico. Han bakkes faktisk op af et glimrende tog, og han bør kunne tage endnu et skridt som afslutter i løb som Polen, BinckBank Tour og UAE Tour, der har mange helt lette sprinteretaper. Colbrelli har også før vundet reducerede massespurter i etapeløb, og her er det særligt værd at pege på et løb som Tour de Suisse, hvor han da også tidligere vundet, og med så få sprintere må man næsten tro, at der også bliver plads til at spurte lidt med nyprofessionelle Jonathan Milan, selvom han har mest fokus på banen frem til og med OL.

Efter nogle svære år fandt Jan Tratnik lidt af de gamle tempotakter i 2020, og han vil altid være konkurrencedygtig på mere kuperede enkeltstarter igennem sæsonen. Det samme har Bilbao og Caruso vist sig at være, når ruterne ikke handler for meget om power, og også Milan er som italiensk U23-mester en rytter med evner i den disciplin. Slutteligt har holdet også for vane at køre en del endagsløb i Italien, hvor Colbrelli på de kuperede ruter har været en sand sejrsmaskine, men i den slags løb er det også nærliggende at tro, at særligt Caruso og Mohoric vil være i stand til at vinde, hvis de giver løbene en prioritet.

Hvem kan overraske?

Bahrain har faktisk igennem tiden haft en del unge ryttere, men desværre har der været en lidt kedelig tendens til, at folk er stagneret eller har været decideret skuffende. Holdet har dog stadig en større samling, som det bestemt ikke er tid at opgive endnu.

Måske skal man først pege på Jack Haig. Man kan diskutere, om ikke han efterhånden er for ”stor” til denne kategori, men da han stadig mangler det helt store gennembrud - blandt andet fordi han aldrig har kørt som grand tour-kaptajn - vil han utvivlsomt stadig være i stand til at overraske mange. Særligt hans afslutning på 2019, hvor han var dybt imponerende også i terræn, der ikke passede ham, og hans fremragende start på 2020, hvor han blev nr. 2 bag Tadej Pogacar i Valencia og nr. 2 bag Jakob Fuglsang i Andalusien, vidner om, at hans potentiale er kolossalt. Det skal blive meget interessant at se ham i nye farver, hvor han kan vise sig frem i ugelange etapeløb, men særligt i Touren, hvis han alligevel vælger at køre klassement.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

En anden er Mark Padun. Ukraineren fik en fantastisk debut i 2018, da han kørte fra alle stjernerne på en bjergetape i Tour of the Alps, men siden da har han været nærmest permanent fra snøvsen. Af og til er han dog dukket op igen. Blandt andet var han som nævnt ovenfor uhyre tæt på at vidne en brutal Giro-etape i 2020, og så er han faktisk den sidste, der har slået Remco Evenepoel i et etapeløb, belgieren har satset på, nemlig da han i 2019 vandt Adratica Ionica Race. Hans Giro i 2020 var grundlæggende ikke specielt opløftende, men vi ved, at klatrepotentialet er der.

Klatrepotentiale har Gino Mäder også, men for ham er det gået helt anderledes. Modsat Padun bragede han ikke ind på scenen, men var tværtimod meget skuffende i sine første næsten to år som professionel. I Vueltaen slog han imidlertid endelig igennem, ikke mindst da han var meget tæt på at vinde den sidste bjergetape, og han skal blive interessant at følge i bjergene i ugelange etapeløb og i grand tours, hvor han dog nok mest vil være hjælper.

Man vil jo også så gerne pege på Stephen Williams, der i 2018 vandt en etape og blev nr. 5 i Baby-Giroen samt vandt hele to etaper og samlet i bjergløbet Ronde de l’Isard. Desværre har han tilbragt sine to første år nærmest permanent på skadesbænken, og da han endelig fandt lidt løbsrytme med sin Vuelta-deltagelse i 2020, kom han næsten sidst hver eneste dag. Potentialet er der dog, og man kan håbe, at kroppen nu endelig lader ham vise det.

Også Kevin Inkelaar havde et meget svært først år, men til gengæld var han meget overbevisende som U23, hvor han to gange kørte på podiet i bjergløbet Valle d’Aosta og blev nr. 4 i et stærkt besat Tour Alsace. Modsat Williams viste han visse takter i 2020, blandt andet i Coppi e Bartali, og han synes nok at være lidt tættere på at kunne slå lidt mere igennem som klatrer. I samme gruppe kunne man pege på Santiago Buitrago, der faktisk var betydeligt bedre end både Williams og Inkelaar i Vueltaen, ligesom han blev en pæn nr. 19 i Tour Down Under. Som U23 var han ikke så overbevisende, men det kan skyldes begrænset erfaring i Europa, og derfor er han muligvis fløjet lidt under radaren.

Holdet har dog ikke kun klatrere. Alfred Wright var ikke særlig synlig i sit første år, men han leverede lidt af en bedrift ved at spurte sig til en 4. plads på den brutale regnvejrs- og modvindsramte 15. etape i Vueltaen, hvor han overvandt mere end 3000 højdemeter. Sprinter er han ikke, men han er en hårdfør type med ambitioner i brostensklassikerne, hvor han dog mangler så meget, at forventningerne til 2020 nok skal dæmpes. Det skal de også til nytilkomne Jonathan Milan, der har for meget fokus på OL i det kommende år, men forhåbentlig kan køre både en god spurt og en god enkeltstart i de løb, han når at køre.