Nedenfor giver vi en analyse af Astana-Premier Tech.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Alex Aranburu, Manuele Boaro, Rodrigo Contreras, Fabio Felline, Omar Fraile, Jakob Fuglsang, Yevgeniy Gidich, Jonas Gregaard, Dmitriy Gruzdev, Hugo Houle, Ion Izagirre, Gorka Izagirre, Merhawi Kudus, Alexey Lutsenko, Davide Martinelli, Yuriy Natarov, Vadim Pronskiy, Oscar Rodriguez, Luis Leon Sanchez, Nikita Stalnov, Harold Tejada, Aleksandr Vlasov, Artyom Zakharov

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nye ryttere

Andrea Piccolo (Team Colpack Ballan), Yevgeniy Fedorov (Vino-Astana Motors), Samuele Battistella (NTT Pro Cycling), Gleb Brussenskiy (Vino Astana-Motors), Ben Perry (Israel Cycling Academy), Matteo Sobrero (NTT Pro Cycling), Stefan de Bod (NTT Pro Cycling), Javier Romo (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Miguel Angel Lopez (Movistar Team), Laurens de Vreese (Alpecin-Fenix), Daniil Fominykh (?), Zhandos Bizhigitov (stopper karrieren), Hernando Bohorquez (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Ganske vist havde Astana en krise for et par år siden, hvor de måtte vente helt til slutningen af april, inden den første sejr kommer, men generelt har det kasakhiske mandskab været et af sportens storhold i mere end et årti. Tidligere havde man dog fornemmelsen af, at der nærmest ingen ende var på strømmen af kasakhiske olie- og gasmillioner - bare tænk på stjerneparaden, de kunne mønstre i 2009 - men siden er de blevet overhalet af flere hold. Faktisk var de på den seneste liste fra Fortune over WorldTour-holdenes budgetter dumpet ned midt i feltet, blandt andet overhalet af alle de tre franske hold.

Desværre skal Alexandre Vinokourov og co. nok til at vænne sig til en ny virkelighed. I forvejen havde Kasakhstan angiveligt ønsket at reducere deres engagement yderligere, men da coronakrisen ramte, gik det helt galt. Astana var et af de hold, der hurtigt skar i rytternes lønningerne, og der gik ikke længe, inden der gik rygter om mandskabets økonomiske vanskeligheder. Angiveligt var der lukket for det varme vand fra øst, og længe kæmpede holdet med at få pengene til at passe.

Det lykkedes heldigvis. Processen med at tiltrække en ny hovedsponsor blev fremrykket, da canadiske Premier Tech opgraderede deres igangværende engagement, og dermed får holdet for første gang siden oprettelsen i 2006 et navn, der ikke bare er en eller anden variation over Astana. Faktisk kom det endda på søndagens holdpræsentation frem, at det canadiske endda er blevet en del af ejerkredsen, så holdet nu er lige dele canadisk og kasakhisk. Fremtiden er dermed sikret, men desværre kom redningen lidt for sent, og det er også stadig meget uklart, hvordan budgettet er i forhold til det, Vinokourov og co. har været vant til.

Ventetiden og den økonomiske usikkerhed blev nemlig dyr. Allerede først på efteråret kunne Vinokourov meddele, at der ikke var økonomi til at fastholde en af holdets to største stjerner, Miguel Angel Lopez. Kort efter at han med sejren på Tourens kongeetape, havde sikret en af holdets større triumfer, stod det klart, at han søgte væk, og selvom det tog nogen tid, inden det blev bekræftet, at Movistar var destinationen, var det længe givet, at Astana i 2021 vil fremstå i en svækket udgave.

Den økonomiske redning kom nemlig så sent, at der ikke var mulighed for at finde en erstatning i et transfermarked, der var blevet ryddet for de største stjerner, og da først pengene var på plads i november, handlede det i første omgang at forlænge med et hav af holdets ryttere. Det skete i hobetal, og den aktivitet, der var plads til i årets døende uger, kom alene til at handle om at hente nogle unge ryttere, der ingenlunde er i nærheden af at matche Lopez.

Faktisk bestod det mest i at gå på strandhugst hos et andet nødlidende hold. Astana var en anelse hurtigere til at få økonomien på plads end NTT, og derfor sikrede det kasakhiske hold sig tre af det sydafrikanske mandskabs unge ryttere. Af dem vil der nok være mest fokus på Samuele Battistella, der i næsten et år endnu har æren af at være regerende U23-verdensmester. Den unge italieners U23-resultater var dog ikke skræmmende, hvis man ser bort fra den magiske dag i Yorkshire, og hans sæson hos NTT var heller ikke specielt overbevisende. Hans kørsel ved de italienske mesterskaber viser dog, at hans klassikerpotentiale stadig er spændende, men der synes fortsat at være nogen vej at gå, før han for alvor kan slå igennem.

Den anden unge italiener fra NTT er Matteo Sobrero. Han har slet ikke fået samme opmærksomhed som Battiestella, men faktisk kom han på mange måder bedre igennem 2020. Hans sæson var bestemt ikke overbevisende, før han nåede Giroen, men her gik det ganske glimrende. Særligt på enkeltstarterne viste han et større potentiale end ventet, og på 2. etape bekræftede han de puncheuregenskaber, han også viste som U23-rytter. I endagsløbene har han dog fortsat langt at gå.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den sidste rytter fra NTT er Stefan de Bod. Den unge sydafrikaner er et af feltets mysterier. I hovedparten af tiden er han langt fra at blande sig med de bedste, men han har haft enkelte store stunder. Det gjaldt særligt, da han i 2019 blev nr. 3 i det meget bjergrige Østrig Rundt, men også i 2020 klatrede han meget overbevisende i UAE Tour, inden han måtte udgå. Siden så vi dog ikke meget til ham, og han mangler i den grad noget stabilitet, hvis evnerne skal række til den karriere som etapeløbsrytter, der kunne være udsigt til.

Holdet har også altid haft et blik for at hente lovende nyprofessionelle til holdet - Lopez er jo et godt eksempel - og denne gang er der blevet plads til to internationale navne. Blandt dem er den meget spændende Javier Romo, der egentlig er triatlet. Grundet manglen på konkurrencer under coronapausen valgte han dog at køre nogle cykelløb, og minsandten om ikke han vandt det spanske U23-mesterskab. Den slags ryttere, der kommer fra andre sportsgrene, plejer man at skulle være særligt opmærksomme på, og det gælder derfor også Romo, der meget vel kan ende som en overraskelse. Han har dog kun kørt to UCI-løb, nemlig de to spanske U23-mesterskaber i 2020, og derfor har han meget at lære, ligesom han slet ikke selv aner, hvilken ryttertype han er.

Den anden nye rytter er Andrea Piccolo, der i 2019 var en af de dominerende juniorer, hvor han blandt andet blev italiensk mester i enkeltstart og nr. 2 i linjeløbet, ligesom han blev europamester i den individuelle disciplin. Det vidner om nogle indiskutable tempoevner, der synes at være hans største force, men hans først år i U23-klassen var svær. Han synes stadig at mangle lidt, inden han kan slå igennem.

Selvom Astana neddrosler sponsoratet, er det kasakhiske aftryk stadig markant, og helt i overensstemmelse med traditionen rykker man to ryttere fra udviklingsholdet Vino-Astana Motors. Her er det særligt Yevgeniy Fedorov, der vækker interesse. Han havde et fremragende 2020, hvor han i både Tour de Langkawi og Tour du Rwanda i kamp med WorldTour-hold tog udbrudssejre, og i Malaysia forsvarede han sig så godt, at han endda endte som samlet nr. 2. Han ligner en af de mere spændende kasakher, men han bliver ingen ny Vinokourov, da han er en tungere fyr, som mest af alt har hang til klassikere (selvom vi i Langkawi så, at han godt kan klatre. Den anden unge rytter er Gleb Brussenskiy, der kommer fra banen, og som i 2020 viste sig ganske kapabel som sprinter med flere fine placeringer i massespurter. Med tanke på holdets mangel på netop sprintere udfylder han i hvert fald et tomrum.

Endelig betyder Premier Techs involvering, at der i fremtiden skal være et større canadiske aftryk. Ikke blot vil man udvikle både unge kasakher og canadiere, man har også ansat Steve Bauer som sportsdirektør. I første omgang gik det hele dog så stærkt, at der kun blev hentet én canadisk rytter, nemlig Ben Perry, som hos Israel Cycling Academy viste, at han nok først og fremmest er hjælper.

Tabet af Lopez er markant, men derudover er tabskontoen ikke nævneværdigt. Holdet rydder først og fremmest ud i deres hjælpere. Det sker via den sædvanlige udrensning i det kasakhiske fyld, og denne gang er det Daniil Fominykh og Zhandos Bizhigitov, der ikke får yderligere en chance. Man kan måske undre sig over, at det netop var den relativt solide Bizhigitov, der ryger ud nu, men samlet set er ingen af de to uerstattelige. Det gælder også for Hernando Bohorquez, der mest af alt fik kontrakt, fordi han havde gode relationer til Lopez. Det eneste mere etablerede navn er Laurens de Vreese, der mest af alt var kendt som hjælper på brostenene, men da de løb med den nuværende trup stort set ingen rolle spiller overhovedet, er det ikke helt overraskende, at han ikke får sin kontrakt forlænget.

I alt væsentligt er det altså det samme Astana-mandskab som i 2020, blot med lidt færre hjælpere og lidt flere unge talenter, hvis altså ikke det lige var for det afgørende farvel til Lopez. Hans afsked kommer til at gøre ondt, og uden en klar erstatning skal de øvrige kaptajner gøre det endnu bedre, hvis det store tomrum skal udfyldes.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Astana har alle dage først og fremmest været kendt som et etapeløbshold, men faktisk er det også blevet til nogle ganske store klassikersejre med folk som Vincenzo Nibali, Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Enrico Gasparotto og Maxim Iglinskiy. For nogle år siden forsøgte Alexandre Vinokourov sig endda med en endnu mere målrettet satsning på endagsløbene, og han har i de senere år hentet folk som Valgren, Fabio Felline, Davide Ballerini, Magnus Cort, Matti Breschel, Oscar Gatto og Moreno Moser til holdet med det formål.

På det seneste synes holdet imidlertid at være lidt tilbage til traditionen. I hvert fald synes brostenssatsningen at være opgivet totalt. De brostensryttere, der har været på holdet, er alle forsvundet igen, og man skal blot se på holdets helt anonyme trup til den seneste brostenssæson for at forstå, at det ikke længere er en prioritet. Særligt i en tid, hvor holdet har været økonomisk udfordret, er det ikke mærkeligt, at holdet koncentrerer sig om sin traditionelle spidskompetence, nemlig etapeløbene.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Sådan troede vi også, at det skulle være i 2021. Man skulle nok være meget optimistisk, hvis man troede på stor kasakhisk synlighed i årets brostensløb, hvis man så bort fra det tidlige udbrud. Lidt overraskende har Alexey Lutsenko imidlertid valgt at gøre brostensløbene til hovedmålet, og han vil være til start i E3, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og ikke mindst Flandern Rundt. Hans erfaring er begrænset, men han har før kørt brostensløb og i Omloop Het Nieuwsblad også med succes. Kasakken bør have top 10-potentiale i den slags løb, især hvis han lægger mere til sin i forvejen lovende udvikling, men støtten vil være begrænset.

Jakob Fuglsang har også bekendtgjort, at han meget gerne vil køre Flandern Rundt, og denne gang har han fået sit ønske indfriet. Han har vist, at han i hvert fald kan køre top 20, og top 10 er måske også realistisk, men næppe mere end det. Fabio Felline nåede inden sin sygdom også at vise lidt i de flamske løb, og hans Giro kan måske give håb om, at han igen kan levere lidt, først i åbningsweekenden, hvor han er holdets kaptajn. Til gengæld er det vist stensikkert at Astana bliver helt anonyme i Paris-Roubaix, og i flere brostensløb vil vi næppe se meget til holdet. Måske kan de nye folk som Samuele Battistella, Matteo Sobrero og Yevgeniy Fedorov køre dem på sigt, men slet ikke endnu, og Hugo Houle er nok solid, men ikke i stand til at levere topresultater. En del af brostenssæsonen ligner for Astana ren pligt.

Anderledes forholder det sig med Strade Bianche, hvor Fuglsang to gange har været en hovedperson, og som også passer fremragende til Lutsenko, der dog skipper løbet til fordel for Paris-Nice. Faktisk er det også et løb, der burde ligge ideelt til Alex Aranburu, Omar Fraile og i mindre grad til Felline, som vil give holdet yderligere våben, selvom kun Felline har bekræftet sin deltagelse. Milano-Sanremo passer holdet dårligere, men kan Aranburu køre med de bedste på Poggio, er det et løb, han har en reel chance for at vinde. Lutsenko deltager også vil utvivlsomt også kunne køre finale, men vil få svært ved at vinde det, og Felline vil kunne deltage i en spurt, særligt hvis det har været hårdt.

Det helt store fokusområde bør blive Ardennerne. Fuglsang har ikke lagt skjul på, at han i 2021 helst vil satse på endagsløb og ugelange etapeløb, og han har fået sin vilje. Ardennerklassikerne er det første store mål, og danskeren vil gøre alt for at gentage de fantastiske 2019, hvor han kørte på podiet i alle tre ardennerløb. Med den styrke, Lutsenko har nu, har holdet endda også to relativt tunge favoritter, men det er tvivlsomt, om kasakken kan holde dampen oppe efter brostenene, hvorfor han da også kun kører Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege. De kan bakkes op at et brølstærkt hold med Omar Fraile og Izagirre-brødrene, der alle passer godt til netop den slags løb. Fraile kunne måske sin egen chance i Brabantse Pijl, der ligger godt til ham og Lutsenko. Den helt store joker er Aranburu, der ikke kan begå sig i Fleche Wallonne og måske kommer til kort i Liege, men som burde have fremragende muligheder i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl.

Efterårets løb ligger betydeligt dårligere til holdet. Aranburu og Felline kan gøre det pænt i Bretagne Classic, særligt hvis det bliver hårdt, men meget interessant bliver det først, hvis Aranburu skal køre i Canada, hvor han burde stå fremragende. De løb kunne også ligge fint til Fraile og Lutsenko. Alle tre vil de også stå stærkt i San Sebastian, men her er Lutsenko udelukket grundet deltagelse ved OL, og det samme gælder for Fuglsang. Izagirre-brødrene vil kunne lave et resultat på hjemmebanen, men næppe vinde det. Endelig kommer der utvivlsomt et stort mål i Il Lombardia, hvor Fuglsang skal forsøge at forsvare titlen, men det bliver en større opgave i et utvivlsomt betydeligt stærkere felt i 2021. Til gengæld står Astana ganske stærkt, da løbet også er så hårdt, at Aleksandr Vlasov kan begå sig, som han gjorde i 2021, og også Lutsenko og Ion Izagirre kan lave resultater på de italienske stigninger.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Grand tours har altid været Astanas DNA, og Alexandre Vinokourov har aldrig lagt skjul på, at det vigtigste for ham er at køre klassement i de store etapeløb. Derfor står holdet med en gigantisk udfordring i 2021. Miguel Angel Lopez er væk og er ikke blevet erstattet, og Jakob Fuglsang har gjort det klart, at han helst slipper for at køre klassement i en grand tour. Dermed er de to forhåndskaptajner fra 2020 i første omgang ude af billedet. Heldigvis har Aleksandr Vlasov meldt sig som holdets nye etapeløbsstjerne, men han kan ikke satse på alle tre løb. Derfor har man længe kunnet spørge, om Astana leve med måske at skulle køre to af løbene helt uden klassementsambitioner.

Fuglsang må i hvert fald have haft en stor opgave med at overtale holdet til at køre sin grand tour alene med fokus på etapesejre. Længe holdt ledelsen ud i strakt arm, men nu har man alligevel givet sig. Holdets fokus på grand tours er stadig afgørende, for manager Yana Seel har for længst sagt ganske klart, at hun tror, at Vlasov allerede i 2021 kan køre på podiet, og det bliver holdets allervigtigste satsning i 2021.

Hvor skal det så ske? Særligt i lyset af rutens karakter var det helt usandsynligt, at Vlasov skulle podiekandidat i Touren, som han endnu ikke har kørt. Derfor satser han fuldt på Giroen, der også altid har fået særligt høj prioritet i Astana-lejren. Ruten er stadig ukendt, men russeren kommer til start i Italien med et helt hold til at sikre en podieplads, blandt andet med den spændende Harold Tejada ved sin side. I lyset af hans kørsel i Vueltaens bjerge, hvor det kun var to forfærdelige dage fra start, der ødelagde hans ambitioner, er det bestemt ikke usandsynligt, at det kan lade sig gøre for et af sportens største talenter.

Fuglsang slipper samtidig for at køre klassement i Touren. Årets Giro blev en understregning af, at holdbarheden over tre uger desværre stadig har sine begrænsninger, og han havde næppe kunnet stræbe efter meget mere end en yderlig top 10 på en rute, der heller ikke passer ham. Vinokourov har givet sig, og med inspiration fra Sunweb kommer Astana til start med et fokus på etapesejre, særligt med Fuglsang, Ion Izagirre og Alexey Lutsenko, og danskeren har også kig på en mulig bjergtrøje inden OL, der er det helt store mål. Derudover har har de mange mulige kandidater med folk som Gorka Izagirre, Alex Aranburu, Fabio Felline, Omar Fraile og Luis Leon Sanchez, der alle har etapevinderpotentiale, men hvoraf en stor del utvivlsomt skal hjælpe Vlasov i Giroen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det er heller ikke usandsynligt, at Vlasov også kører klassement i Vueltaen. Vi så med Lopez, at de ikke var bange for at satse på to grand tours med en ung kaptajn, og Vlasov synes at have robustheden til at kunne gøre det. Dertil kommer, at holdet meget vel kunne komme med mange af deres stærke spaniere, Izagirre-brødrene, Aranburu, Fraile, Sanchez og Oscar Rodriguez, som mulige folk til at jagte etapesejre, hvis det alligevel bliver for skrap kost for den unge russer. Selvom han tvivler, udelukker Fuglsang ikke, at han kunne være frisk på at jagte etapesejre i to grand tours, når nu han i 2019 havde så fin succes med i Spanien både at hjælpe Lopez og vinde en etape. Endelig ligger Vueltaen glimrende til Felline, hvor han tidligere har vundet pointtrøjen, og han kunne være et våben både i udbrud og i nogle spurter på de lidt hårdere dage.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det kan godt være, at det i grand tours ser lidt tungt ud for Astana denne gang, men i de kortere etapeløb står de betydeligt stærkere. Her lider Jakob Fuglsang nemlig ikke under manglende holdbarhed, og han har igennem de seneste sæsoner været en af de bedste i kortere etapeløb. Han lider lidt under, at hans enkeltstart i 2020 syntes at være i tilbagegang efter den fine fremgang, vi så i 2018 og 2019, og desværre spiller tidskørsler ofte en stor rolle i den slags løb. Det ændrer dog ikke på, at Fuglsang kan køre et hav af flotte etapeløbsresultater hjem i Ruta del Sol, Tirreno-Adriatico, Baskerlandet Rundt, som han dog i første omgang kører som hjælper for Ion Izagirre, og Tour de Suisse, der er et helt specifikt mål.

Aleksandr Vlasov er naturligvis også et oplagt bud til den slags løb, men han lider endnu mere under sin enkeltstart og er nok mere podie- end vinderkandidat, i hvert fald i Algarve og Paris-Nice, der er to af de fire etapeløb inden Giroen. Til gengæld er han en seriøs vinderkandidat i Tour de la Provence og Tour of the Alps, der er rene bjergløb. Ion Izagirre har længe været en af de allerbedste i den slags løb, men efter først at have glemt sine tempoevner et eller andet sted tyder meget på, at klatreevnerne heller ikke længere er intakte. Det udestår derfor fortsat at se, om Izagirre stadig skal regnes som podiekandidat i de ugelange etapeløb, hvor han har Baskerlandet Rundt som sæsonens største mål og også kører i Valencia, Andalusien, Paris-Nice og Dauphiné. Det samme gælder for bror Gorka, der i forvejen kun er konkurrencedygtig, hvis ruterne ikke er alt for svære.

Til gengæld har holdet fået et nyt våben i Alexey Lutsenko, der nu klatrer så godt, at han skal blive meget interessant at følge i forårets ugelange WorldTour-hold, hvor han burde være i stand til at levere nogle solide resultater i særligt UAE Tour, men også Paris-Nice. Og så skal det blive interessant at se, om Harold Tejada kan begynde at køre lidt klassement i eksempelvis Volta a Catalunya og Tour of the Alps, ligesom Alex Aranburu, Fabio Felline og Omar Fraile har en profil, der gør, at de vil kunne køre klassement i Tour de Pologne.

De løb kommer nok også i vidt omfang til at handle om klassementet, for udbrudssejre er en sjældenhed, og selvom unge Gleb Brussenskiy måske skal spurte i de lettere løb som UAE Tour, BinckBank Tour og Tour de Pologne, har holdet ingen rigtig sprinter. Til gengæld er de mange reducerede spurter i løb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet glimrende for Fabio Felline, Aranburu og Fraile, der med lidt helt alle vil kunne vinde etaper. Netop Felline kan med sin lille genfødsel måske også køre klassement i BinckBank Tour, hvor han tidligere har været i top 10.

Endelig bliver der forhåbentlig også plads til at køre nogle mindre endagsløb i Italien og Spanien. Her har holdet nemlig i Fraile, Aranburu, Lutsenko og Felline nogle oplagte vinderkandidater. Og så skal det blive interessant at se, om Matteo Sobrero kan bygge videre på de fine enkeltstartsevner, han stillede til skue i Giroen i 2020.

Hvem kan overraske?

Astana har haft en evne til at få unge ryttere til at præstere lynhurtigt. Sådan var det med Miguel Angel Lopez, og sidste år var det Aleksandr Vlasov, der spillede den store rolle i dette afsnit. Russeren er imidlertid nu vokset ud af kategorien ”Overraskelse”, og derfor er det nye folk, der skal skabe sensationerne.

Måske er Harold Tejada den nye mand. Han blev beskrevet i detaljer på listen over 21 spændende unge ryttere og det med god grund. Han kørte sig som bekendt på Tour-holdet sidste år, selvom han var helt grøn, og minsandten om ikke han sad med favoritterne i finalen på Grand Colombier, hvor han blev nr. 15. I 2021 ser han ud til at blive en nøglehjælper for Vlasov i dennes grand tour-satsning, men forhåbentlig kan han få lov at vise bjergevnerne i ugelange etapeløb, hvor enkeltstarten dog er en hæmsko. Foreløbig er Volta a Catalunya og Tour of the Alps på programmet. Og hvem ved, om han måske kan køre lidt klassement i eksempelvis Vueltaen også?

En anden rytter, man skal fremhæve, må være Alex Aranburu. Man kan diskutere, hvor meget han kan overraske, men det store gennembrud udestår stadig. Det kunne meget vel komme i 2021, for han har utvivlsomt evnerne til at begå sig i større løb end hidtil. Han kan vinde etaper i grand tours, han kan vinde reducerede massespurter og puncheurspurter i ugelange løb, og først og fremmest burde han kunne gøre det fremragende i Ardenenrne, i hvert fald i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, der ligger til hans højreben.

Javier Romo er også en spændende skikkelse. Som nævnt ovenfor er han triatlet nærmest uden erfaring som cykelrytter, og derfor har han så meget at lære, at han nok ikke slår helt igennem i 2021. Det er dog alligevel ret bemærkelsesværdigt, at han satte alle de spanske U23-ryttere til vægs ved de nationale mesterskaber, og vi ved jo, at disse ryttere fra andre sportsgrene ofte har en meget stejl læringskurve og kommer rigtigt langt. Til gengæld er det stadig helt uklart, hvilken ryttertype han er.

Man kunne naturligvis også pege på Oscar Rodriguez, der jo var så lovende, men hans 2020-sæson var så forfærdelig, at der er grund til bekymring og frygt for, at han ikke får mange chancer. Samuele Battistella og Matteo Sobrero manglede også for meget i 2020, og Yevgeniy Fedorov er stadig for grøn. I stedet er det måske sjovere at pege på Stefan de Bod. Som nævnt ovenfor er han så svingende, at han sagtens kan ende som en dundrende fiasko, men hans kørsel i Østrig Rundt i 2019 var altså ret overbevisende. Han kan klatre og kører en hæderlig enkeltstart, og med tanke på at han kommer fra et hold, der kronisk underpræsterer, til et hold, der ofte får det bedste ud af deres folk, skal det blive spændende at se, om han kan forvandles under Vinokourovs vinger.