Nedenfor giver vi en analyse af UAE-Team Emirates.

Ryttere, der bliver på holdet

Fabio Aru, Tom Bohli, Sven Erik Bystrøm, Valerio Conti, Rui Costa, Fernando Gaviria, Sergio Henao, Alexander Kristoff, Vegard Stake Laengen, Marco Marcato, Yousif Mirza, Juan Sebastian Molano, Cristian Camilo Munoz, Ivo Oliveira, Rui Oliveira, Jasper Philipsen, Tadej Pogacar, Jan Polanc, Edward Ravasi, Alexandr Riabushenko, Oliveiro Troia, Diego Ulissi

Nye ryttere

Maximiliano Richeze (Deceuninck-Quick Step), Davide Formolo (Bora-hansgrohe), David De La Cruz (Team Ineos), Brandon McNulty (Rally UHC Cycling), Joe Dombrowski (EF Education First), Mikkel Bjerg (Hagens Berman Axeon), Alessandro Covi (Team Colpack), Andres Camilo Ardila (nyprofessionel)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ryttere, der forlader holdet

Dan Martin (Israel Cycling Academy), Manuele Mori (stopper karrieren), Roberto Ferrari (stopper karrieren), Rory Sutherland (Israel Cycling Academy), Kristijan Durasek (karantæne), Simone Consonni (Cofidis), Simone Petilli (Wanty Gobert-Tormans)

Hvordan gik transfersæsonen?

For nogle år siden skete der en mindre paladsrevolution hos UAE-Team Emirates. Holdet havde indtil da været kendt som Lampre, men efter at have været et top 10-hold i de første år efter ProTourens indførelse blev det et relativt perifert mandskab, der stort set altid lå i udkanten af top 10. Det tørrede ud med de store sejre, og holdet led som resten af den italienske cykelbevægelse voldsomt under økonomiske forhold, der gjorde det svært at konkurrere med hold med base i lande, der var knap så hårdt ramt af den økonomiske krise.

Set fra et italiensk synspunkt var det en katastrofe, da Lampre trak sig som sponsor efter 2016-sæsonen og efterlod manager Giuseppe Saronni i en kamp for at sikre holdets overlevelse. Resultatet blev nemlig, at det var slut med det sidste italienske WorldTour-hold, men for holdet blev det starten på en genrejsning. Efter en sidsteøjebliksaflysning af et muligt kinesisk sponsorat lykkedes det Saronni i absolut sidste øjeblik at gøre lidt af et kup ved at få en aftale med De Forenede Arabiske Emirater i stand. Senere kom også luftfartsgiganten Emirates om bord, og med ét gik Saronnis tropper fra at være et af de mindre ressourcestærke mandskaber til nu pludselig at have en tilsyneladende uudtømmelig pengetank.

Sådan kunne det i hvert fald se ud fra sidelinjen. Holdet fremlagde en klar vision om at blive verdens bedste cykelhold, og midlet hertil var at tiltrække nogle af sportens største stjerner. Efter et første år, hvor transfersæsonen var slut, da Saronni fik adgang til sine millioner, har han siden hentet Fabio Aru, Alexander Kristoff, Dan Martin og Fernando Gaviria til holdet i det, der må være den mest markante oprustning i den seneste tid, og særligt succesen med at lokke Gaviria ud af en aftale med sprintergiganten Quick-Step var et klart vidnesbyrd om de økonomiske muskler, holdet har at spille med. I første omgang kneb det imidlertid med at få stjernerne til at blomstre, men efter et svært 2018 blev 2019 året, hvor resultaterne for første gang stod mål med midlerne. Selvom Aru, Martin og Gaviria alle havde et skidt år lykkedes det med en serie gode resultater fra Kristoff og Diego Ulissi samt et kometagtigt gennembrud fra Tadej Pogacar for holdet at ende på verdensranglistens 4. plads foran traditionelle storhold som Ineos og Movistar.

At Pogacar var så stor en grund til succesen, er et meget godt billede på, at det ikke kun er investeringer i store stjerner, der har været vejen til gennembruddet. Saronni har trukket sig tilbage til en rolle i bestyrelsen og i stedet overladt ansvaret til andre. Blandt disse er Joxean Matxin, der nu står i spidsen for den sportslige dimension, og hans fortid som en fremragende talentspejder for Quick-Step fornægter sig ikke. Nok er erhvervelsen af Gaviria et bevis på, at han ikke går af vejen for at hente etablerede navne også, men samtidig har holdet haft et kolossalt fokus på unge talenter, hvoraf mange har fået chancen på højeste niveau i Emiraterne. Som Pogacar og i mindre omfang Jasper Philipsen viser, er det en strategi, der i den grad har båret frugt.

Det er da også den tilgang, der har kendetegnet årets transferkampagne. Blandt de otte nye ryttere er der nemlig hele fire ryttere, der alle gør debut på WorldTouren og betragtes som store talenter. De øvrige fire er alle mere etablerede navne, men denne gang henter man ikke en gigastjerne i stil med Gaviria, Aru, Kristoff eller Martin, der alle har vundet enten monumenter, grand tours eller etableret sig som en af verdens supersprintere. I stedet forsøger man at relancere karrieren for ryttere, der er gået lidt i stå, og som i alle tilfælde styrker truppen omkring de kaptajner, der leverede så fint i 2019.

Den største ændring er dog en anden. Holdet siger nemlig også farvel til en af de kaptajner, som i sin tid blev hentet til holdet for at starte dets march mod verdenstoppen. Efter to år, hvor han aldrig fik det til at fungere, kaster Martin sig ud i et modigt projekt hos Israel Cycling Academy, hvormed han på papiret efterlader et stort tomrum. Pogacars gennembrud betyder imidlertid, at der er en helt naturlig afløser til hans rolle som en af to grand tour-kaptajner, og med tanke på at det ikke blev til det store i Touren - hvis man da ser bort fra hans flotte etapesejr på Mur-de-Bretagne - er det ikke et uerstatteligt tab.

Mere kritisk er det, at holdet mangler ham i Ardennerne, hvor det har knebet for Rui Costa og Ulissi at slå til i de senere år, selvom Ulissi med 3. pladsen i Fleche Wallonne viste, at han godt kan, i hvert fald når distancen ikke er for voldsom. Det hul har man heldigvis forsøgt at udfylde ved at erhverve Davide Formolo. Den italienske mester blev i sin tid anset som nr. 3 i den italienske grand tour-arvefølge efter Vincenzo Nibali og Aru, men det står nu klart, at han mangler både klatreevner og stabilitet til at overtage tronen. Til gengæld har han cementeret sin status som en af verdens bedste i kuperede endagsløb, hvilket tre fremragende Liege-udgaver vidner om - en stribe, der kulminerede med årets 2. plads, hvor kun en ustoppelig Jakob Fuglsang var bedre - ligesom hans vanvidsridt ved de italienske mesterskaber og på sidste etape i Catalonien vidner om evnerne i den slags terræn. Han har nu besluttet sig for at satse fuldt på klassikerne, og da han samtidig kan gå til hånde som hjælper i grand tours, ligner det en værdifuld investering, nu hvor Martin tilsyneladende ikke trivedes på det arabiske hold.

Formolos primære opgave er at føre an i endagsløbene, men som sagt bliver han en værdifuld hjælper i bjergene også. Det er da også tydeligt, at Matxin er pinligt bevidst om, at han har brug for at styrke gruppen af bjerghjælpere, efter at Martin i sine to Tours var alt for alene i bjergene, og efter af Pogacar i årets Vuelta var nærmest på egen hånd mod en hær af klatrere fra Movistar, Jumbo og Astana. Til det formål er Formolo brugbar, men det er to af de øvrige nytilkomne også.

David De La Cruz og Joe Dombrowski er begge eksempler på ryttere, der blev udråbt til noget stort, men siden gik i stå. De La Cruz faldt helt sammen hos Ineos, hvorfor det er helt naturligt, at han har søgt luftforandring. Et sent gennembrud betyder imidlertid, at man let overser, at han allerede fylder 31 til maj, og derfor skulle det undre, hvis han pludselig igen kan blive grand tour-kandidat. Som bjerghjælper er han imidlertid en klar styrkelse af en smal trup.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Det samme er Dombrowski. Amerikaneren, der angiveligt har (eller i hvert fald har haft) nogle imponerende fysiske data, har aldrig vist, hvorfor han i sin tid vandt Baby-Giroen foran Fabio Aru, men i 2019 kom han endelig tilbage på sporet igen. Mange på stabilitet var igen et varemærke, men en 12. plads i Giroen er ikke ringe, slet ikke når man som Dombrowski har haft udfald undervejs. Han er ikke en mand, man tør satse hele butikken på og kan ende i en gedigen fiasko, men det kan også ende i en smuk succeshistorie. Dombrowski og De La Cruz skal erstatte den ustabile Kristijan Durasek, der desværre måtte se Operation Aderlass gøre en ende på en meget svingende karriere, og Simone Petilli, der delvist i kraft af skader aldrig indfriede potentialet, og som man måske nok med fordel kunne have beholdt, men som utvivlsomt også kan erstattes.

Holdets måske vigtigste nyerhvervelse findes imidlertid på et helt andet område. Ganske vist var det først og fremmest skader, der gjorde Fernando Gavirias 2019-sæson til en trist affære, men det var også åbenlyst, at hans positionering var helt til hest. Derfor må det betegnes som et gigantisk kup, at det lykkedes at vriste Maximiliano Richeze ud af Patrick Lefeveres klør. Ikke blot viste den erfarne argentiner igen og igen, at han vel stadig er verdens bedste lead-out man, han og Gaviria er også pot og pande og nære venner. Det lykkedes Gaviria i Guangxi at vise, at hans topfart stadig er intakt, og sætter man ham atter sammen med Richeze - og i Touren formentlig også med Kristoff - lugter det af en fremragende sæson for colombianeren.

Helt intakt er sprintersiden dog ikke. Simone Consonni smutter sammen med banemakkeren Elia Viviani til Cofidis. Det er en skam at miste den lovende italiener, men sandheden er også, at han i 2019 ikke var tæt på at vinde et cykelløb. Han synes at være stagneret, og selvom han havde været rar at have i toget, er tabet til at overse. Det er det også, når det handler om Roberto Ferrari, der i sin storhedstid var helt eminent i samarbejdet med Richeze i Sacha Modolos gyldne tog, men som i 2019 måtte sande, at alderen nu havde indhentet ham.

I det hele taget ryddes der ud i veteranerne. Ud over Durasek og Ferrari siger man også farvel til Manuele Mori, der stopper karrieren, og Rory Sutherland, der rejser til Israel sammen med Martin. Begge er bundsolide og har stor erfaring, hvorfor de måske kunne have været nyttige i en trup, der har mange meget urutinerede folk, men set fra en sportslig synsvinkel kan de begge erstattes.

Det gøres de af fire unge ryttere, der afspejler Matxins kærlighed til talent. Det umiddelbart mest iøjnefaldende navn er nok Brandon McNulty, der stadig ligner det bedste bud på en kommende amerikansk grand tour-rytter. Måske gik han lidt i stå hos Rally, men det lykkedes ham trods alt at vinde Giro di Sicilia foran blandt andre Guillaume Martin, der senere blev nr. 12 i Touren. Han er trods alt bare 21 år og har med sin gode enkeltstart den rette alsidighed til at blive en god klassementsrytter. Hans stjerne er falmet lidt, men det er alt for tidligt at afskrive ham.

Den anden guldfugl i klassementssammenhæng kan måske i virkeligheden vise sig at blive endnu bedre. Andres Camilo Ardila havde forud for årets Baby-Giro aldrig kørt ét eneste UCI-løb i Europa, og derfor var det nærmest skræmmende, at han både vandt to etaper og tog den samlede sejr med mere end 4 minutter ned to nr. 2 og næsten 10 minutter ned til nr. 5!!! Siden kørte han ikke i Europa igen, og derfor starter han sin WorldTour-karriere som et nærmest helt ubeskrevet blad. Resultaterne fra Giroen taget i betragtning er det meget muligt, at vi her taler om endnu et helt særligt colombiansk talent.

Naturligvis vil der også være meget fokus på Mikkel Bjerg, der med tre VM-titler i enkeltstart har vist sig at have et enormt potentiale i disciplinen. Det har knebet lidt mere i linjeløbene, og i første omgang vil han i kraft af sin ryttertype nok primært skulle bruges som hjælper. Til gengæld får han al mulig plads til at udvikle sin enkeltstart, hvor han åbenlyst har potentiale til at komme rigtigt langt.

Den sidste nye rytter er Alessandro Covi. Selvom de har U23-verdensmesteren har det knebet lidt med de italienske klatrere på det seneste. Med årets 4. plads i Baby-Giroen og sidste års etapesejr i Tour de l’Avenir er Covi måske den mest lovende etapeløbsrytter blandt de unge folk, men alene det, at han sluttede mere end 5 minutter efter Ardila i de unge rytteres Giro, siger alt om, at det nok er colombianeren, der er mest spændende. Hvor langt Covi kan komme, er mere uklart, men uden talent er han bestemt ikke.

Samlet set må UAE betegnes som et stærkere hold. Det er klart, at tabet af Martin er stort, men Formolo lukker en stor del af hullet. Selvom tabet af Consonni er ærgerligt, kompenserer Richeze så rigeligt herfor i det, der kan vise sig at blive et af de mest værdifulde holdskifter på WorldTouren overhovedet. Lægger man dertil, at den smalle trup af klatrere styrkes betydeligt med De La Cruz, Formolo og Dombrowski, samt at holdet får fingre i en sand guldfugl i form af Ardila og to andre stortalenter i skikkelse af Bjerg og McNulty, ser det ud til, at Matxin har langt grundstenen til et endnu mere succesrigt 2020 end den i forvejen flotte 2019-sæson.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

UAEs ambition om at blive verdens bedste cykelhold har ført til, at man også har forsøgt at opruste på brostensfronten, hvor det ellers har knebet med at gøre sig gældende, siden man sagde farvel til Alessandro Ballan. Løsningen var at skrive kontrakt med Alexander Kristoff, der skulle løfte ansvaret for kaptajn i Nordeuropa, men den første forårssæson i arabisk tjeneste i 2018 gik stort set i vasken for den store nordmand.

Heldigvis rettede han op på det i 2019, hvor han for første gang siden det magiske jubelår i hvert fald nærmede sig det skræmmende niveau fra 2015. Måske har han stadig ikke samme holdbarhed som dengang, men han genfandt sin evne som afslutter efter et hårdt løb. Således vandt han et knaldhårdt Gent-Wevelgem i overlegen stil, selvom han til sidst var oppe mod en serie meget skarpe sprintere, og han vandt også favoritgruppens spurter i Milano-Sanremo og Flandern Rundt samt ved EM og VM, hvilket indbragte placeringer som hhv. nr. 14, 3, 4 og 7. Nok bliver Kristoff aldrig en rytter, der vinder de hårde og korte løb som E3 og Omloop, men som vi så i år, har han stadig en chance i Flandern Rundt, hvor distancen taler til hans fordel. De sprintervenlige løb som Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen passer ham perfekt, og derfor vil det igen i år være Kristoff, der er omdrejningspunktet.

Alene vil han dog ikke være. Fernando Gaviria drømmer også om brostensløbene, og selvom han endnu har til gode at opnå resultater, har han i hvert fald vist et vist potentiale, når han har været skadesfri. Også for ham gælder, at de hårdeste løb måske er for svære, men et løb som Gent-Wevelgem er inden for rækkevidde. Her har vi imidlertid en oplagt konflikt mellem den hurtigere Gaviria og den holdbare Kristoff, og det er en konflikt, der særligt tydeligt kommer til udtryk i Milano-Sanremo. Både Sanremo og Gent-Wevelgem må være store mål for UAE, der har to af de tungeste favoritter, men vi har stadig til gode at se, hvordan rollerne fordeles. Det vil formentlig afhænge af formen i optakten.

Det tredje hjul i gruppen er Jasper Philipsen. Også han er skabt til de letteste af brostensløbene, og han burde også kunne køre et fint Milano-Sanremo. Som udgangspunkt må han dog nok indstille sig på en rolle som hjælper, efter at vi ved blandt andet U23-rytternes VM fik udstillet, at han fortsat har sine begrænsninger. Han vil dog kunne lære en hel del, og særligt i Paris-Roubaix, hvor Kristoff traditionelt har skuffet, skal man slet ikke udelukke, at han kan komme længere end først antaget, selvom han næppe drager afsted med et stort resultat.

Det bliver det lettere kavaleri, der skal tage sig af de andre løb. Allerede i Strade Bianche burde holdet kunne gøre det hæderligt med Diego Ulissi, Rui Costa og Davide Formolo, der alle burde have evnerne til at være med i det ganske kuperede løb. Fokus bliver dog på Ardennerne, hvor Formolo skal følge op på de uhyre lovende takter, han har vist i Liege i de seneste tre år, særligt med 2. pladsen i 2019. Med de fremskridt, han har gjort, kan han stræbe efter sejren i særligt det belgiske monument. Amstel Gold Race passer ham dårligere, men med det rette held og den rette timing er det heller ikke umuligt, at han komme til tops her.

Ulissi burde på papiret være skabt til ardennerløbene, men han har måttet sande, at distancen er et uoverstigeligt problem. Derfor bliver det svært i både Amstel og Liege, men til gengæld viste han med en 3. plads i år, at han kan stræbe højt i Fleche Wallonne. Costa har tidligere været på podiet i Liege, men han har i de senere år tabt niveau, og selvom hans VM i 2018 viste, at han stadig kan, vil et positivt resultat fra den tidligere verdensmester være en bonus. Helt galt er det gået for den tidligere ardennerspecialist Sergio Henao, der allerede synes at være indhentet af alderen og næppe kan agere andet end hjælper. Endelig skal man slet ikke udelukke, at Tadej Pogacar ligesom i år drager til de kuperede løb, hvor han sagtens kan levere en overraskelse, særligt i Liege, der slet ikke passer dårligt til det slovenske fænomen.

I efteråret står holdet heller ikke dårligt. Kristoff har før vundet løbene i London, Hamburg og Bretagne, og særligt det sidstnævnte er stadig indenfor rækkevidde, mens de to førstnævnte er en anelse for lette til at passe ham ideelt. Det kan dog heller ikke udelukkes, at det kunne være løb, hvor Philipsen kunne få sin chance, mens det perfekte scenarium vil være, hvis Gaviria efter Touren også føler sig frisk nok til at køre i Hamburg og London, hvor han i kraft af sin fart er holdets bedste bud.

I Canada vil holdet formentlig satse på Ulissi, der tidligere har vundet i Montreal og så sent som i år, hvor han var bedre end længe, var en af de absolut stærkeste i begge løb. Særligt løbet i Montreal burde også være en chance for Formolo, ligesom Costa traditionelt altid gør det solidt begge steder. En joker kunne være den lovende puncheur Alexandr Riabushenko, der endelig er ved at finde melodien igen, og som kunne have de rette karakteristika til at afslutte i de to eksplosive løb. Endelig kan man ønske sig, at særligt Formolo og Pogacar stadig har noget at skyde med til Il Lombardia, hvor selv Fabio Aru kan være med, hvis han kan genvinde sit gamle niveau. Til gengæld har det italienske monument traditionelt været for hårdt for både Costa og Ulissi.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Ved starten af denne sæson havde holdet to grand tour-kaptajner i form af Dan Martin og Fabio Aru, men det skulle vise sig, at Tadej Pogacar, der slet ikke var udset til at skulle køre et tre uger langt løb, var det bedste kort. Derfor er han i en alder af bare 21 år allerede rykket helt op i hierarkiet som erstatning for Martin, der er rejst bort, og derfor går holdet også ind til den kommende sæson med to topnavne til de tre store løb.

I skrivende stund er det stadig uafklaret, hvordan opgaverne skal fordeles, men manager Giuseppe Saronni har gjort det klart, at udgangspunktet er, at Aru og Pogacar hver især skal være kaptajn i enten Giroen eller Vueltaen. Selvom han ikke var klar til at drage en endelig konklusion, lod han det også skinne igennem, at det mest sandsynlige scenarium er, at Aru sendes til Italien og Pogacar til Frankrig.

Det kan synes voldsomt allerede nu at kaste det slovenske vidunderbarn for løverne i verdens største cykelløb, men med de forhåndenværende midler er det det mest meningsfulde. Normalt burde en Tour-debutant naturligvis være det usikre kort, men i lyset af Arus mange trængsler er det åbenlyst, at det er italieneren, der er gamblingen, og den ret stabile slovener, der er livsforsikringen. Trods UAEs historiske italienske rødder er det stadig Touren, der er det vigtigste løb, og det kan betragtes som halsløs gerning at binde an med lottokuponen Aru til den opgave. Samtidig vil italieneren selv næppe være utilfreds med at skulle genrejse sin karriere på hjemmebanen, og dermed kunne det ligne an ganske salomonisk deling af opgaverne.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Hvad kan Pogacar så opnå i en sandsynlig Tour-debut? Tja, nu skal man jo passe på med at lægge for stort et pres på de unge slovenske skuldre, men i lyset af Vuelta-gennembruddet kan man tillade sig at have visse forventninger. De få enkeltstartskilometer passer fint til Pogacar, der i Spanien måtte sande, at han fortsat har lidt at lave i den ensomme kamp mod uret, og det burde tale til fordel for hans enorme motor, at bjergene er spredt ud over hele ruten fra dag 2 til dag 20. Podiet vil måske være et højt sat - dog ikke urealistisk - mål i første forsøg, og en top 5-placering kan i hvert fald ikke chokere nogen.

Hvad Aru angår, er alt meget mere åbent. Egentlig overgik han alles forventninger med en top 15 i Touren, hvor han kom til start trods en meget nylig operation. Starten på Vueltaen var også yderst lovende, men derefter ophørte han angiveligt med at restituere ordentligt - et forhold, der også tydeligt fremgik af resultatlisterne. Senere har han meldt ud, at han blev ramt af en virus, som angiveligt her i december stadig skulle besvære ham, og hvis det er sandt, må man være varsom med at skrue forventningerne alt for højt op. Nok synes forklaringerne for nedturen plausible, men med så megen modgang har Aru i første omgang en stor opgave i at bevise, at han fortsat kan være med i front. Det skal formentlig ske i en Giro, der har lidt for mange enkeltstartskilometer efter hans smag, men hvor den voldsomme tredje uge synes som skabt til en ren klatrer med smag for at toppe sidst i de lange etapeløb.

UAE er et af de få hold, der tør binde an med to ambitioner i grand tours. Udover Aru og Pogacar har de Fernando Gaviria, der er revanchelysten og med en genfødt tro på tingene, efter at han i Kina i oktober viste kometen Pascal Ackermann, at han stadig er lynhurtig. Det står helt klart, at Touren er hovedmålet, hvor målsætningen må være at vinde mindst én etape - gerne den første eller den sidste - og efter genforeningen med Richeze er det bestemt realistisk. Sandsynligt er det også, at han i Frankrig for Alexander Kristoff med som en del af toget, og husker man på nordmandens skræmmende stærke lead-outs i årets UAE Tour, kunne det ligne den i særklasse bedste trio til finalerne af verdens største cykelløb. Er Gaviria sig selv, kan det næsten ikke undgå at give resultat.

I år var det Gavirias oprindelige plan at køre både Giro og Tour, og da Aru er et usikkert kort, og Giro-ruten er den i særklasse mest sprintervenlige, er det meget sandsynligt, at colombianeren også skal køre de første 14 dage i Italien med henblik på at vinde en etape. Det efterlader holdets to øvrige sprintere, Kristoff og Jasper Philipsen, på et sidespor. Selvom intet er afsløret, peger meget på, at Kristoff som altid vil være til start i Touren, denne gang primært som hjælper for Gaviria, men Philipsen kunne meget vel efter en flot Tour-debut få sin chance som sprinter i Vueltaen. Det kan bestemt heller ikke afvises, at Kristoff kunne overtales til at give det spanske løb et skud for første gang i et år, hvor han ikke skal tage hensyn til VM, og hvor hans personlige udfoldelse i Touren bliver begrænset.

Holdet må formodes at skulle have Aru som kaptajn i Spanien, men det vil alt sammen afhænge af status efter Giroen. Er han tilbage på sporet, kunne en Vuelta, der synes at blive ret svagt besat, være en ganske god mulighed for at fortsætte genrejsningen med ambitioner om endnu større resultater end i Giroen.

Hvad de øvrige ryttere angår, er intet mejslet i granit. Davide Formolo har OL og VM som store mål og vil derfor formentlig helst køre Giroen. Selvom hans holdbarhed ikke rækker langt i grand tours, kunne han være en hæderlig plan B for Aru og ellers en glimrende etapejæger. Diego Ulissi har ligeledes givet udtryk for, at han formentlig atter skal agere etapejæger og støtte for kaptajnen i Giroen. Med folk som Rui Costa, Jan Polanc, Joe Dombrowski, Valerio Conti, David De La Cruz og Sergio Henao, der alle enten har vundet eller været tæt på at vinde grand tour-etaper, har holdet efterhånden fået opbygget en ret bred gruppe af klatrere, der kan fordele hjælpeopgaverne i de to første grand tours mellem sig. Samtidig har de som nævnt alle potentiale til at gribe de muligheder, der måtte opstå. Og man kan vel heller ikke helt udelukke, at De La Cruz stadig har en tro på, at han atter kan gå i top 10 i Vueltaen, hvor han sikkert vil kunne få mere frihed, ligesom Dombrowski også godt kunne hive en klassementskanin op af hatten, hvis han kan fortsætte den lovende genrejsning, han startede i årets Giro.

Endelig skal vi vel åbne døren for, at kometen Andres Camilo Ardila kan ende i Vueltaen. Formentlig er det ikke planen allerede nu, men er han lige så spændende, som det kunne tyde på, har Pogacar jo vist, at man på UAE sagtens kan brage igennem lydmuren med det samme. En gentagelse er svær, men der burde kunne blive et vist spillerum på holdet, hvis starten er lovende. Til gengæld vil holdets anden unge klassementsrytter Brandon McNulty formentlig alene være med for at lære, hvis han skulle blive udtaget til Giroen eller Vueltaen allerede nu.

BEMÆRK: Trods de oprindelige udmeldinger kunne noget tyde på, at UAE-ledelsen har skiftet holdning. Søndag meddelte La Gazzetta dello Sport nemlig, at Tadej Pogacar angiveligt skulle have kurs mod Giroen, og da den italienske sportsavis som regel er meget velinformeret om deltagerfeltet til den italienske grand tour, er det sandsynligt, at der er noget om snakken, selvom intet endnu er bekræftet. Hvis det er sandt, må man formode, at det indebærer en fuld Tour-satsning for Fabio Aru, selvom det ligner lidt af et sats fra UAE-ledelsens side. Det må antages, at de øvrige planer omtalt ovenfor forbliver uforandrede, og hvis det mislykkes for Aru med at vise tegn på fremgang i løbet af foråret, vil det formentlig blot føre til et endnu større ansvar for Fernando Gaviria i Touren.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Ligesom Mitchelton-Scott har det i Australien, er UAE et af de hold, der har et stort mål allerede tidligt på sæsonen. UAE Tour er en gigantisk begivenhed for det lokale, der har for vane at drage til ørkenen med hele A-kæden, og de har som regel også fået besked på at være i form til at præstere. I skrivende stund er ruten ikke kendt, men det skulle ikke undre om, araberne møder op med Tadej Pogacar, Fernando Gaviria, Alexander Kristoff, Diego Ulissi, Rui Costa og måske også Fabio Aru. I skrivende stund er ruten ikke kendt, men med særligt en formstærk Pogacar, kan holdet stræbe efter et tidligt topresultat samt etapesejre med Gaviria, der med udsigt til lead-out fra Kristoff og Maximilano Richeze meget vel kunne ende som det sprintervenlige løbs dominerende sprinter. Og faktisk kan det tænkes, at holdet allerede inden da har et stort WorldTour-resultat, da Ulissi allerede har annonceret sin intention om at køre Tour Down Under, hvor han tidligere har vundet en etape og er blevet både nr. 3, 4 og 5.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

I de større etapeløb i Europa er det først og fremmest Pogacar, der skal løfte holdet. Hvordan hans program sammensættes, er uklart, men kører han som ventet Tour, bør han kunne satse på et stort forår. Hans enkeltstart kan gøre det svært at konkurrere med de virkelige specialister, men Pogacar viste allerede sidste år, at han kan være med helt i front i den slags løb. Drømmen er også, at Fabio Aru kan levere et resultat eller to, men han har aldrig præsteret stort i den slags løb, hvor også han lider under sin enkeltstart.

Selvom han er faldet temmelig meget sammen, er der næsten garanti for, at Rui Costa som minimum vil køre stærkt i Tour de Romandie, hvor han i år blev nr. 2, og måske også i yndlingsløbet Tour de Suisse. Det er også tænkeligt, at David De La Cruz og Davide Formolo kan få lidt frihed til at køre klassement, men det er svært at have alt for store forventninger i den sammenhæng. Langt mere interessant bliver det at se guldfuglen Andres Camilo Ardila, der måske kunne have potentialet til at lave ”en Pogacar”. En sejrshistorik på 1 ud af 1 i europæiske cykelløb - og så endda en knusende overlegen triumf i Baby-Giroen - skal i hvert gøre det interessant at se ham folde sig ud i forårets bjerge, måske særligt i Catalonien, hvor fraværet af en enkeltstart bør give ham plads til at folde sig ud. Endelig skal Brandon McNulty utvivlsomt have sine muligheder, især fordi han også kan køre enkeltstart, men fornemmelsen efter 2019 er, at han nok får det lidt svært på WorldTour-niveau næste år.

Holdet har hele tre sprintere i form af Kristoff, Gaviria og Jasper Philipsen, men det er et mindre problem, at de alle satser på brostensklassikerne. Det kan gøre det svært at stille med hurtige folk i løbene i Catalonien og Baskerlandet, men Gaviria må ventes at jagte sejre tidligt på året i Argentina, Colombia, Emiraterne og Tirreno-Adriatico, mens Kristoff har for vane at være sprinter i Paris-Nice, hvor han dog har haft svært ved at vinde. Philipsen risikerer at blive kørt lidt ud på et sidespor, men forhåbentlig kan han få lov at udvikle sig på højeste niveau i løb som Tour Down Under, Tour de Romandie og Dauphiné, samtidig med at han går efter sejre i de mindre endagsløb, hvor han kan tiltænkes en kaptajnrolle. Endelig kan man slet ikke udelukke, at der også kan blive lidt plads til den ganske lovende Juan Sebastian Molano, nu hvor Maximiliano Richeze vil blive fast mand foran Gaviria i et tog, der sidste år var af svingende kvalitet. Endelig kom Alexandr Riabushenko tilbage på sporet i 2019, og da han tidligere er endt som nr. 2 i en massespurt i Baskerlandet, kunne han være afslutter i nogle af de hårde etapeløb.

Holdet har aldrig været et stærkt tempohold, men det forsøger de at rette op på med investeringen i Mikkel Bjerg. Man kan frygte, at holdet ikke er det rette for den danske tempospecialist, men det skal blive meget interessant at se, hvor han står i forhold til verdenseliten. Holdets anden specialist, Tom Bohli, er imidlertid aldrig helt slået igennem, selvom han stadig er en eminent prologrytter, der har for vane at være tæt på sejren på prologen i Romandiet.

Endelig kører holdet som regel en del endagsløb i Italien. Kan Riabushenko fortsætte takterne fra sejren i Coppa Agostoni, kunne han sagtens sikre sig et par sejre, hvor også Ulissi har for vane at køre stærkt, særligt sidst på sæsonen. Og så kunne de løb måske også være en chance for Valerio Conti til at opnå nogle af sine sjældne resultater, efter at han i år fik en 2. plads på WorldTouren i Tour of Turkey.

Hvem kan overraske?

”I år var det Egan Bernal, der var den regerende l’Avenir-vinder, og alle ved, hvordan han tog cykelverdenen med storm. Vi skal ikke forvente, at Pogacar kan gentage de bedrifter. Ikke blot er han kun lige fyldt 20, han har heller ikke som Bernal været professionel tidligere. I 2019 vil han derfor primært skulle lære, men forvent alligevel at se ham fremme i mindre etapeløb som netop Tour de Slovenie, Coppi e Bartali og Adriatica Ionica Race. Og måske kan han også få lov at forsøge sig i mindre hårde WorldTour-løb som Tour of California og endda i holdets hjemme løbet i Abu Dhabi, hvor han dog helt sikkert vil have selskab af flere af holdets stjerner.”

Sådan indledte vi samme sektion for 12 måneder siden, og det må siges, at Pogacar i den grad levede op til tilliden - og mere til. Den slags gennembrud hører naturligvis til sjældenhederne og skal aldrig nogensinde forventes, men det er alligevel værd at holde øje med, om Andres Camilo Ardila kan komme tæt på. Som nævnt ovenfor knuste han al modstand i Baby-Giroen, hans indtil nu eneste løb i Europa, og en sådan historik er i sig selv så iøjnefaldende, at den giver grund til håb. Lægger man dertil, at det jo ikke just er helt uset, at Colombia producerer et sandt klatrefænomen, vil mange have rettet blikket mod Ardila i den kommende sæson. Hans manglende erfaring vil formentlig udgøre et problem, men finder han sig hurtigt til rette, skal man ikke udelukke, at han allerede nu kan jagte resultater i mindre etapeløb og WorldTour-etapeløb, hvor enkeltstarten ikke er alt for afgørende. Og hvem ved? Måske kan en god sæsonstart føre til en uventet Vuelta-debut, og så er analogien med Pogacar jo endnu mere oplagt.

Holdets andet etapeløbstalent er Brandon McNulty, der siden juniortiden har været udråbt som noget ganske særligt. Der er helt sikkert mange, der var skuffede over hans niveau i et 2019, der bestemt ikke var imponerende, men den samlede sejr i Giro di Sicilia var en bekræftelse af talentet. Meget tyder på, at han fortsat har en del udvikling foran sig, men kommer han i topform til et ikke alt for bjergrigt løb med en enkeltstart, skal man bestemt ikke udelukke, at han kan gå i top 10, også i et af de store løb, allerede nu.

Ligesom sidste år er der også grund til at pege på Jasper Philipsen. Nok er han nu et relativt etableret navn, men med bare en enkelt WorldTour-sejr er der fortsat masser af rum til forbedring. Som sagt er det nok svært at tro, at han kan levere det helt store i klassikerne, hvor han blot er tredjeviolin, men det bliver interessant at se ham folde sig yderligere ud i spurterne. I BinckBank Tour var han ganske tæt på sportens giganter, og med sin fine positionering har han et våben, mange unge sprintere mangler. Massespurter i etapeløb og mindre endagsløb bør i hvert fald give betydeligt flere sejre, end han opnåede i 2019.

Det var svært at bevare tiltroen til Alexandr Riabushenko, der ikke just imponerede i sit første halvandet år som professionel. Da han slog en på det tidspunkt suveræn Aleksey Lutsenko i Coppa Agostoni, var der imidlertid pludselig glimt af den rytter, der i 2016 blev europamester og i 2017 vandt Il Lombardia for U23-ryttere. Også I Vuelta a Burgos viste han glimt af sin klasse som puncheur, og det skal blive interessant at se ham bygge videre på det i det kommende år. Han er tillige blevet nr. 2 i WorldTour-spurter i Guangxi og Baskerlandet, hvilket bekræfter, at han kan afslutte også på flad vej. Den kombination af holdbarhed i også ganske hårdt terræn og en god spurt gør ham til en oplagt etapevinder i hårde etapeløb på WorldTouren samt en stærk kandidat til kuperede endagsløb - hvis altså han kan finde den stabilitet, der for ham indtil nu har været en by i (Hvide)rusland.

Endelig er vi naturligvis også nødt til at pege på Mikkel Bjerg. Med tre VM-titler har danskeren allerede skrevet historie, og nu skal han vise, at han også kan overføre klassen til højeste niveau. Desværre viser historien, at U23-verdensmestre i enkeltstart nærmest aldrig slår til på WorldTouren, men der er på den anden side før ham heller ingen, der har vundet tre gange i træk. Man kan frygte, at holdet med dets manglende historie i disciplinen er det forkerte valg, men 2020 vil give os en første forståelse af, hvor langt han kan komme. Det meste af sæsonen vil handle om at hjælpe holdet, men på enkeltstarterne får han lov at vise, hvad han virkelig kan.