Nedenfor giver vi en analyse af Team INEOS.

Ryttere, der bliver på holdet

Leonardo Basso, Egan Bernal, Jonathan Castroviejo, Owain Doull, Eddie Dunbar, Chris Froome, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Michal goals, Sebastian Henao, Vasil Kiryienka, Christian Knees, Michal Kwiatkowski, Chris Lawless, Gianni Moscon, Jhonatan Narvaez, Salvatore Puccio, Luke Rowe, Pavel Sivakov, Ivan Ramiro Sosa, Ian Stannard, Ben Swift, Geraint Thomas, Dylan van Baarle

Nye ryttere

Rohan Dennis (Bahrain Merida), Richard Carapaz (Movistar Team), Andrey Amador (Movistar Team), Ethan Hayter (nyprofessionel), Carlos Rodriguez (nyprofessionel), Brandon Smith Rivera (GW-Shimano)

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Ryttere, der forlader holdet

Wout Poels (Bahrain McLaren), David De La Cruz (UAE-Team Emirates), Diego Rosa (Team Arkea-Samsic), Kenny Elissonde (Trek-Segafredo), Kristoffer Halvorsen (EF Education First)

Hvordan gik transfersæsonen?

I gamle dage havde Sky/Ineos ry for at være holdet, der i kraft af en Joakim von Andsk pengetank kunne købe enhver stjerne, der lignede en trussel mod holdets dominans på grand tour-scenen. Det var i hvert fald den opfattelse, der spredte sig særligt i årene omkring 2015 og 2016, hvor holdet hentede navne som Wout Poels, Leopold König, Michal Kwiatkowski og Mikel Landa til holdet, og da holdet samtidig var næsten altdominerende på Tourens bjergetaper, skabte de sig mange fjender som holdet, der i manges øjne alene købte sig til succes.

Sandt er det da også, at Dave Brailsford altid har været udstyret med en pengepung, der var lidt mere velpolstret end kollegernes, og sandt er det også, at særligt købet af Landa fremstod som et bevis på, at holdet skyndte sig at købe en rytter, der i kraft af en skræmmende flot Giro lignede en mand, der på sigt kunne bringe holdet til fald. Rygtet som holdet, der køber store stjerner, har imidlertid slet ikke holdt vand i de seneste år, hvor holdet i altovervejende grad har investeret i unge talenter og nyprofessionelle ryttere i et omfang, så det vel nærmest kun er Sunweb, der har et lignende fokus på de unge navne. Verdensstjerner har der ikke været mange af, og de mere etablerede ryttere, man har investeret i, har hovedsageligt været solide hjælpere med god grand tour-erfaring som Kenny Elissonde, Dylan van Baarle, Diego Rosa og Jonathan Castroviejo.

Listen over unge ryttere er imidlertid lang, Gianni Moscon, Owain Doull, Jonathan Dibben, Tao Geoghegan Hart, Leonardo Basso, Chris Lawless, Eddie Dunbar, Kristoffer Halvorsen og Pavel Sivakov er alle blevet professionelle hos briterne, der også har givet Egan Bernal og Ivan Ramiro Sosa debut på WorldTouren. Når mange alligevel synes, at det er lidt trættende med briternes enorme ressourcer, skyldes det, at de har haft en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på alt, hvad der ligner etapeløbsetapeløbstalent. Faktisk er det vel kun Tadej Pogacar og Enric Mas, som Brailsford for alvor ærgrer sig over ikke at have fået fat, men en liste, der tæller Bernal, Sosa og Sivakov, er alligevel yderst imponerende. Voldsomst var det frem mod 2018, hvor holdet udover de to gigantiske etapeløbstalenter Bernal og Sivakov også fik fat i Halvorsen, der dengang lignede det mest lovende sprintertalent.

Den indkøbsstrategi er blevet fulgt lige så nøje i år, hvor holdets fokus entydigt har været på unge ryttere i tillæg til solide grand tour-hjælpere. Naturligvis er det Brailsfords mesterlige kup i form af kontraktunderskrivelsen med Richard Carapaz, som får næsten al opmærksomhed. Ecuadorianerens ankomst kan ses som en bekræftelse på ideen om, at Ineos køber enhver stjerne, der ligner en trussel mod deres dominans, men Giro-vinderen er også stadig så ung, at hans skifte lige så vel kan ses som en bekræftelse af holdets fokus på at støvsuge scenen for ungdommeligt grand tour-potentiale. Og i den sammenhæng har navnet Carapaz blinket med rødt, lige siden han i sin anden grand tour endte som nr. 4 i Giroen.

Brailsford må have svært ved at tro sit eget held over, at det lykkedes at lokke Carapaz til holdet. Mens det er indlysende, at det for den britiske manager er en gigantisk gevinst at få en rytter, der allerede i så ung en alder har vundet et tre uger langt etapeløb, er det nemlig langt sværere at se ideen for Carapaz selv - udover den formentlig meget klækkelige lønforhøjelse naturligvis. Nok kan han se frem til en kaptajnrolle, når Chris Froome og Geraint Thomas om ikke så lang tid hører fortiden til, men han kan samtidig i den nærmeste fremtid formentlig glemme alt om at satse på Touren på et hold, der i lang tid ser ud til at skulle ledes af Bernal på de franske landeveje. Læg dertil, at han samtidig trues af mange andre talenter som Sivakov, Sosa, Dunbar og Geoghegan Hart, og det bliver klart, at han løber en betydelig risiko ved at smutte over kanalen. Formodningen er da også, at det for ham primært handler om at lære af verdens bedste etapeløbshold, og med mindre han viser sig i stand til at true Bernal, må man formode, at han om nogle år skal videre til et hold, hvor han får den ubetingede kaptajnrolle.

Holdet har ganske vist også hentet endnu en verdensstjerne, men han er lidt uden for kategori. Rohan Dennis er ikke et eksempel på en rytter, som holdet har hentet med henblik på fremtidige grand tour-sejre, men snarere et udtryk for, at man lige så godt kunne samle guldet op fra gaden, når det nu alligevel lå der. Dennis stod ikke på holdets liste tidligere på sæsonen, men da australieren dummede sig gevaldigt efter udfaldet med Bahrain, befandt han sig pludselig i en situation, hvor han kun kunne få husly for en markant mindre betaling end tidligere. Angiveligt var der slet ikke mange muligheder for Dennis til at finde et hold sent på sæsonen, og derfor har Brailsford kunnet få et stort navn for en ganske billg penge.

Den chance var for dum til at lade gå fra sig. Dennis er nemlig også en hel perfekt Ineos-signing. Australieren selv ser måske nok selv en mulighed for at kunne udvikle sig som grand tour-rytter i britisk tjeneste, men hans begrænsede holdbarhed taget i betragtning er det næppe et realistisk forehavende. Brailsford ser ham snarere som den perfekte hjælper i grand tours, præcis som Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon og Jonathan Casroviejo, der ligeledes er uhyre alsidige, er det. Kan han samtidig bygge videre på de lovende takter fra Tour de Suisse, kan Dennis med støtte fra et stærkt Ineos-hold blive farlig i ugelange etapeløb, hvor enkeltstarten ofte er meget vigtig, ligesom han naturligvis kan vinde et hav af enkeltstarter og store mesterskaber i sin tid på holdet.

Holdets tredje investering i et etableret navn handler om Andrey Amador. Ganske vist skal UCI stadig tage stilling til, om costaricaneren havde ret til at bryde sin mundtlige aftale om en kontraktforlængelse med Movistar, men bliver udfaldet det samme som i Sosa-sagen sidste år, kan vi regne med, at costaricaneren følger med Carapaz fra det spanske til det britiske storhold. Amador er på alle måder en klassiske Brailsford-signing. Her taler vi om en mand, der har kørt et hav af grand tours som hjælper for nogle af sportens største stjerner, og samtidig har han med sin 4. plads i Giroen viste, at han sågar kan køre et hæderligt klassement på egen hånd. Læg dertil, at han kører en hæderlig enkeltstart, og han fremstår som den erfarne, alsidige superhjælper, som Ineos synes at bygge det meste af deres grand tour-trup op om, og da han samtidig er nået til et punkt i karrieren, hvor han har lagt de personlige ambitioner på hylden, ligner det et ægteskab, der ikke kan gå galt.

Desværre skal Dennis og Amador også udfylde et gigantisk hul. Brailsford har nemlig altid haft det problem, at hans ryttere vokser ud af rollen som luksushjælper, som vi tidligere har set det med Richie Porte, Leopold König og Mikel Landa, der alle forlod holdet for at få mere frihed. Det samme gør sig denne gang gældende for Wout Poels, der ellers flere gange har ageret Chris Froomes livsforsikring, og selvom hollænderen i 2018 og 2019 har været under niveau, er det et gigantisk tab at miste en af verdens absolut bedste klatrere - særligt i den tredje uge af grand tours - og en rytter, hvis loyalitet aldrig har kunnet betvivles.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I det hele taget ryddes der gevaldigt ud i gruppen af klatrere. Udover Poels siger tre ryttere, der aldrig slog til, også farvel, og det vil utvivlsomt føles som en svækkelse. Mest ærgerligt er det at sige farvel til Diego Rosa, som slet ikke konfirmerede det talent, han viste med 2. pladsen i Il Lombardia, men det skyldtes en omgang kyssesyge, som han først kom ud af i anden halvdel af 2019. Her viste han til gengæld, at han er på vej tilbage, og derfor kan det vise sig at være et større tab end som så.

På papiret er det også ærgerligt, at man ikke kunne holde på David De La Cruz, der i sin tid lignede et af de store grand tour-talenter, som Brailsford støvsugede op. Hos briterne gik han imidlertid så meget i stå, at det næsten var en lidelse at se ham i den seneste Vuelta, og da han faktisk allerede har rundet de 30 år, kunne han ligne en af de mange lovende ryttere, der relativt hurtigt er gået i forfald. Kenny Elissonde forblev sit ustabile selv på Ineos, hvilket gjorde ham svært utilregnelig, men han nåede som mesterarkitekt bag Froomes vanvidsridt på Finestre i 2018-udgaven af Giroen at vise den klasse, han alt for sjældent viser. Derfor efterlader også han et hul i en trup, der i de senere år har sagt farvel til så mange bjergstærke folk, at truppen af hjælpere faktisk ser ret smal ud. Det gør den også i 2020 trods erhvervelsen af Amador, men heldigvis kan man formentlig overtale mange af den endeløse serie af supertalenter til at agere hjælperyttere i hvert fald i en sæson endnu.

Den sidste rytter er et talent, der aldrig rigtigt faldt til. Allerede fra begyndelsen lignede det et uforståeligt valg af Halvorsen at drage til et hold, der i de senere år har set den ene sprinter efter den anden rejse væk for at slippe ud af det ekstreme fokus på klassementet i etapeløb, og derfor kommer det ikke som et stort chok, at han aldrig slog til og i stedet blev passeret af ryttere som Pascal Ackermann og Fabio Jakobsen i sprinterhierarkiet. Da Ineos slet ikke har vist interesse i at bygge et tog op, er det derfor helt fornuftigt for begge parter, at deres veje skilles.

Den sidste del af indløbslisten tæller de tre nyprofessionelle, som sikrer, at holdet fastholder sin kutyme med at hente helt unge navne til holdet. Her er det særligt interessant, at de har fået fingre i Ethan Hayter, der lige nu ligner et af sportens mest alsidige talenter. I første omgang satser han primært på banen og OL, men når han fra sommer helliger sig landevejen, bliver det spændende at følge hans fremskridt. Han spurter så godt, at han sidste år var meget tæt på at vinde pointtrøjen i Tour of Britain, ligesom han har brugt sin hurtighed til at vinde etaper i både Tour de l’Avenir og Baby-Giroen i år, men samtidig klatrer han så godt, at han sidste år kørte i top 10 på bjergruten ved VM, ligesom han blev nr. 15 i årets Baby-Giro og imponerede stort på stigningerne som stagiaire for holdet i 2018. Hans banebaggrund gør ham tillige til en god temporytter, og dermed synes han at være sportens måske mest alsidige talent. Med andre ord ligner det en sand guldfugl, hvis karriereforløb lige nu er meget svært at spå om.

Holdet har også foretaget en stor satsning ved at skrive kontrakt med Carlos Rodriguez, der forsøger at lave ”en Evenepoel” ved at skifte direkte fra juniorklassen. Mange var utvivlsomt forundret over skiftet, for han har ikke vist det store indtil nu. Ineos må imidlertid have set noget, vi andre ikke har, og det skal blive interessant at se, om han kan blomstre op. I første omgang skal vi dog ikke vente, at han går Evenepoel i bedene, og de kommende år handler formentlig alene om at lære.

Endelig henter holdet den unge colombianer Brandon Smith Rivera, men han er nu mest interessant grundet sin forbindelse til Bernal. Han er nemlig eksemplet på, at Tour-vinderen nu er blevet så stort et navn, at han kan bede sit hold om at hente sine venner. Rivera og Bernal kender hinanden som ungdomsrivaler på den colombianske mountainbikescene, og det er utvivlsomt på den baggrund, at man skal ske skiftet. Der er ganske enkelt tale om en vennetjeneste i stil med dem, man ser, når Peter Sagan og Vincenzo Nibali får selskab af deres brødre, eller Miguel Angel Lopez får Hernando Bohorquez ved sin side på Astana. Forhåbentlig kan Rivera med en god hjælperrolle vise, at han ikke kun er på holdet på grund af sin ven.

Samlet set er det altså en meget klassisk Ineos-transferkampagne, som med erhvervelsen af Carapaz og Dennis samt fremtidssatsningen på Hayter ikke kan betragtes som andet end en succes. Til gengæld må det vække lidt bekymring hos Brailsford, at hans stab af loyale hjælpere med tabet af Poels, De La Cruz, Rosa og Elissonde ser mere og mere svækket ud, også selvom Amador udfylder en del af hullet. I første omgang kan han måske nok få folk som Sivakov, Geoghegan Hart, Dunbar og Sosa til at overtage deres roller, men den strategi er utvivlsomt ikke holdbar meget længere end i 2020.

BEMÆRK: Analysen tager udgangspunkt i, at Andrey Amadors skifte til holdet går igennem, når UCI har truffet en afgørelse, selvom intet på tidspunktet for udarbejdelsen var bekræftet.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Mens holdet stort set med det samme etablerede sig som verdens klart bedste grand tour-hold med nu syv Tour de France-sejr med fire forskellige ryttere på otte år, har klassikerne altid været et hængeparti for det britiske superhold. Ambitionerne har bestemt ikke manglet, når man er gået efter de store brostensløb med folk som Geraint Thomas, Bradley Wiggins, Gianni Moscon, Edvald Boasson Hagen og Juan Antonio Flecha eller ardennerklassikerne med særligt Michal Kwiatkowski, men efter nu et årti i det professionelle felt, er Wout Poels’ sejr i Liege i 2016 og Kwiatkowskis sejr i Milano-Sanremo i 2018 stadig de eneste monumentsejr. Podiepladser er det blevet til mange af, senest med Egan Bernal i Il Lombardia, men det har været et tilbagevendende tema, hvordan sportens førende hold har haft så svært ved at slå igennem i endagsløbene.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Det er bestemt heller ikke givet, at det vil lykkes at bryde trenden i 2020. Meget vil afhænge af, om Gianni Moscon vitterligt er kommet sig over de overtræningsproblemer, der lagde hans 2019 i ruiner. Et stærkt VM kunne pege i den retning, men før mere håndfaste konklusioner kan drages, skal der trædes i pedalerne igen.

Til gengæld står holdet brølstærkt, hvis Moscon vitterligt er tilbage. Som helt ung blev han nr. 5 i Paris-Roubaix - det fladeste af de fem monumenter - inden han kørte på podiet i Il Lombardia - det mest kuperede af de fem monumenter - og det siger alt, om både hans potentiale og imponerende alsidighed. I både 2017, hvor han og Julian Alaphilippe kørte væk på dagens sidste stigning, og i 2018, hvor han imponerede stort på en rute, der burde have været alt for hård, var han en hovedaktør ved VM, som han altså også trods ringe form gjorde det fornemt ved i år. Med andre ord er der ingen tvivl om, at en frisk og formstærk Moscon kan vinde samtlige store endagsløb.

I skrivende stund er sæsonplanerne ikke annonceret, men han har ikke lagt skjul på, at brostensklassikerne er den foretrukne prioritering i den første del af karrieren. Derfor ligner han den klare kaptajn i disse løb i 2020, hvor han bakkes op af en ganske stærk trup. Dylan van Baarle gjorde enorme fremskridt i 2019, hvor klassikerne dog blev ødelagt af en skade, og Luke Rowe er langt stærkere i de løb, end resultaterne viser. Dertil kommer, at Filippo Ganna på sigt kan blive ganske stærk i disse løb - det er ikke uden grund, at han har vundet U23-udgaven af Roubaix - og at Chris Lawless og Owain Doull begynder at nå et niveau, hvor også de kan gøre sig gældende. Lægger man dertil den altid solide Ian Stannard, der dog ikke længere synes i stand til at levere personlige resultater, har man en ganske solid trup, hvor Moscon, Rowe og Van Baarle alle kan tænkes at køre finale i de hårdeste af brostensløbene, som bestemt er indenfor rækkevidde for især Moscon. Samtidig har man Lawless til at være backup i tilfælde af en spurt i de lidt lettere løb som Scheldeprijs, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, og selvom han næppe vinder et af de løb, kan han sikre holdet top 10-placeringer. Til gengæld peger meget på, at Geraint Thomas i år satser på Giroen, og det er umuligt at kombinere med en klassikersatsning, selvom han elsker både brostens- og ardennerløbene og savner dem enormt meget.

Forinden har holdet også haft muligheder i de italienske løb. Moscon og Michal Kwiatkowski udgør en fremragende duo i Strade Bianche, som de begge kan vinde, og de ligner begge gode bud på ryttere, der kan køre væk på Poggio i Milano-Sanremo, som Kwiatkowski nu har gjort det to gange i træk. Til en spurt har man en genfødt Ben Swift, men han synes ikke længere at have den fart, han havde, da han to gange tidligere gik på podiet i den italienske klassiker. Det udestår stadig at finde ud af, om Kwiatkowski også i 2020 vil køre et par brostensløb, hvor han tidligere har vundet E3, men det virker usandsynligt, da han efterhånden har lært, at han ikke skal gabe over for meget.

Til gengæld ligner han en stensikker kaptajn i Ardennerne. Her virker det måske nok usandsynligt, at han kan vinde Fleche Wallonne, selvom han har været på podiet i løbet, men i hvert fald Amstel Gold Race, som han allerede har på listen, og Liege-Bastogne-Liege, hvor han har været på podiet er inden for rækkevidde. Det er de også for Moscon, men det er nok tvivlsomt, om han vil kunne strække formen så langt. Til gengæld skal man ikke blive overrasket over at se Egan Bernal i aktion, og han viste med sin 3. plads i Lombardiet, at man bestemt ikke skal undervurdere ham i endagsløb. Når ryttere som Andy Schleck og Jakob Fuglsang kan køre alene hjem i Liege, kan en formstærk Bernal i hvert fald også. Unge Eddie Dunbar er som skabt til disse løb, der også passer glimrende til Tao Geoghegan, og selv Pavel Sivakov kan trods sin manglende eksplosivitet gøre det hæderligt. Med andre ord kommer Ineos med en meget bred trup med flere vinderkandidater. Og så kunne det faktisk være sjovt at se, hvor langt en formstærk Swift, der på sine gode dage klatrer som en drøm, kan komme i Liege, hvor Michael Matthews tidligere er blevet nr. 4, og hvor han i en defensiv udgave måske kan gøre sig gældende.

I efteråret har holdet også muligheder. Alle holdets stjerner skipper nok Clasica San Sebastian, der køres samme dag som OL, og selvom man har Lawless og Swift, er et topresultat i London og Hamburg ikke realistisk. Kwiatkowski, Swift, Moscon, Van Baarle, Rowe, Lawless og Doull er imidlertid alle typer, der kan begå i Bretagne Classic, hvis det passer ind i planerne, og både Kwiatkowski og Moscon vil elske de canadiske løb, hvis de stadig har noget at skyde med. Hvis Bernal efter VM stadig er frisk, vil han helt sikkert elske igen at satse på Lombardiet, der køres i hans andet hjemland, og her har Moscon også tidligere været på podiet. Løbet passer også godt til både Dunbar og Geoghegan Hart, der sidst på sæsonen måske kan få lidt mere personlig frihed, mens Kwiatkowski til gengæld traditionelt har haft svært ved at holde dampen oppe til årets allersidste løb.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens klassikerne har været holdets ømme punkt, har grand tours været holdets DNA. Som sagt er det blevet til syv Tour-sejre på otte år, og dertil kommer, at Chris Froome også har vundet både Giroen og Vueltaen. Selvom holdet har været ramt af en endeløs serie af uheld i Giroen, har man altså vundet dem alle, og Froome var sågar i ca. to måneder den regerende vinder af alle tre løb på én gang.

Til gengæld har holdet aldrig vundet alle tre løb i samme sæson, og det er noget, Dave Brailsford har nævnt som en ambition. Det kunne meget vel blive et mål allerede i 2020, for med erhvervelsen af Richard Caraaz har man nu hele fire ryttere, der har vundet grand tours inden for de seneste to sæsoner. Det skaber naturligvis det hovedbrud, at det kan blive svært at fordele opgaverne, men det burde til gengæld sikre, at holdet kommer med en favorit til alle tre løb efter et 2019, hvor Egan Bernals kravebensbrud forud for Giroen og almindelig træthed efter Touren betød, at holdet faktisk kun havde en topfavorit til start i ét af de tre løb i den netop afsluttede sæson.

Der har været meget spekulation om, hvordan opgaverne skal fordeles, men i virkeligheden er det meget ligetil. I skrivende stund er intet bekræftet, men stensikkert er det, at Froome satser 100% på Touren. Ikke blot har han erklæret, at hans største mål i karrieren nu er at sikre sig en plads i historiebøgerne som én af fem ryttere med fem sejre, hans mange skader fra styrtet i juni betyder også, at Giroen kommer for tidligt til overhovedet at være realistisk. I 2020 vil han ganske vist også gerne køre stærkt til OL, men reelt er det kun Touren, der får ham ud på træningscyklen denne vinter.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Froome er imidlertid også et uhyre usikkert kort. Ingen ved, om den til sommer 35-årige brite nogensinde bliver sig selv igen efter et uheld, der efterlod ham med flere brækkede knogler, end han har modtaget buhråb fra de franske fans - og dem har han fået ganske mange af - og derfor tør Brailsford naturligvis ikke satse hele butikken på ham. Selvom Bernal åbenbart er så meget cykelromantiker, at han lufter planen om en Giro-Tour-double, fordi han drømmer om at vinde i Italien, som betragtes som hans andet hjemland, virker det svært usandsynligt, at Brailsford hopper på den galej. Næste år er der endda en uge mindre end vanligt mellem de to løb, og derfor er den kombination endnu vanskeligere end normalt. Da Bernal må betragtes som det sikre valg i forhold til den trods alt relativt gamle Geraint Thomas og Richard Carapaz, der stadig har sin Tour-debut til gode, og da den bjergtunge rute endda passer langt bedre end Giro-ruten til den colombianske klatrer, peger alt på, at Bernal og Froome stiller til start som holdets to kaptajner i Touren.

Der kan næppe heller være den store tvivl om, at Carapaz skal forsvare sin Giro-titel. Dels er det hans eget ønske, dels er det alt for usikkert at satse på ham i årets vigtigste løb, når han aldrig tidligere har kørt det. Mest usikkerhed hersker der derfor om Thomas, men alt peger på, at han skal være ved Carapaz’ side i Italien. Han har mange gange sagt, at han har ”unfinished business” med Giroen efter det ærgerlige motorcykelstyrt i 2017, og at han mindst én gang vil forsøge at vinde det italienske løb, og med en rute med hele tre enkeltstarter er 2020-udgaven skræddersyet til ham. Tre kaptajner i Touren er én for mange, og derfor vil det være en stor overraskelse, hvis ikke 2020 byder på Carapaz-Thomas som kaptajnduo i Giroen og Froome-Bernal som chefer i Touren.

Målet i begge løb vil naturligvis være at vinde, og det vil som udgangspunkt være benene, der taler. Der er dog næppe heller tvivl om, at Brailsfords største drøm er at skrive historie med Froome, og kan han på nogen måde hjælpe et sådant udfald på vej, vil han formentlig gøre det. Thomas kan også have en lille præference i Giroen, alene i kraft af sin britiske baggrund, men her vil han i kraft af de to relativt tidlige enkeltstarter mere naturligt hurtigt kunne køre sig i pole position, med mindre han viser sig helt ude af stand til at følge med i bjergene.

De øvrige ryttere må formentlig indstille sig på at agere hjælpere. Pavel Sivakov, der i år kørte i top 10 i Giroen, Tao Geoghegan Hart, Ivan Ramiro Sosa og måske endda Eddie Dunbar drømmer alle om en chance, men det bliver der næppe plads til i det kommende år. I forvejen har de tabt mange bjergstærke hjælpere, og derfor bliver der brug for alle mand på dæk, hvis løbene skal vindes. Plads til etapesejre for andre end kaptajnerne bliver der formentlig heller ikke på et hold, der har for vane at satse 100% på klassementet. Hvordan rytterne fordeles mellem de to løb, er imidlertid et relativt åbent spørgsmål, da der i år ikke er holdløb nogen af stederne, og da det begge steder synes at være bjergstærke folk, der er brug for. De nævnte ryttere vil imidlertid sammen med Jonathan Castroviejo, Andrey Amador, Gianni Moscon, Michal Kwiatkowski og Dylan van Baarle udgøre grundstammen i de trupper, der skal bringe cheferne øverst på podiet, og det er tillige ganske sandsynligt, at Thomas vil kombinere en eventuel Giro-satsning med en rolle som hjælper i Touren. Det eneste, der lige nu er helt sikkert, er, at Rohan Dennis skal køre Giro, hvor han gerne vil forsøge at vinde de tre enkeltstarter, men hvordan man får det til at harmonere med holdets sædvanlige strategi om at hvile hjælperne på de dage, skal blive ganske interessant at følge.

Vueltaen er det åbne spørgsmål. Froome har angiveligt gjort det klart, at han skipper det spanske løb i et år, hvor han i stedet prioriterer OL og måske VM i tiden efter Touren. Det virker til gengæld helt oplagt at lade Carapaz satse på en Giro-Vuelta-double, og det betyder, at man med sikkerhed kommer til Spanien for at vinde. Thomas har traditionelt haft svært ved at motivere sig efter Touren, men det kan der ændres på i år, hvis han skipper den franske grand tour. Vi tror dog mere på en Giro-Tour-double for waliseren, men til gengæld vil vi bestemt ikke udelukke, at den uhyre ambitiøse Bernal kunne finde på at gå efter Tour-Vuelta-doublen allerede nu - med mindre også han satser mere på OL og VM. Et forsigtigt bud kunne være en sydamerikansk kaptajnduo, men Thomas er også fortsat en option. Uanset hvad vil målet være at vinde. Og skulle Carapaz stå tilbage som eneste kaptajn, kunne det måske åbne plads til, at Sivakov, Geoghegan Hart eller Sosa kan få en rolle som beskyttet plan B, men det vil for så unge ryttere formentlig kun være et tema, hvis ikke de har kørt Tour, men derimod Giro. Endelig er det tænkeligt, at Dennis vil bruge løbet som forberedelse til VM, men det er tvivlsomt, om det kan passes ind i holdets planer, og Dennis er næppe heller interesseret, efter at hans alternative forberedelse fungerede så godt i 2019.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

2019 var på mange måder et svært år for Ineos. Ikke blot lykkedes det dem kun at være med i sejren i én grand tour, ligesom klassikerne stort set alle endte som en fiasko, holdet havde heller ikke deres vanlige succes i ugelange etapeløb. Chris Froome satsede alt på Touren, som siden blev ødelagt af styrtet, Geraint Thomas kæmpede alt for længe med at smide de mange kilo, rollen som Tour-vinder havde føjet til hans ellers så pillede krop, og Wout Poels fandt aldrig sin bedste form. Egan Bernal viste sig naturligvis allerede nu som værende en af verdens bedste i den slags løb med sejre i Paris-Nice og Tour de Suisse, og Pavel Sivakov bekræftede potentialet med en stor sejr i Tour de Pologne, men derudover blev det kun til sejre i mindre løb som Herald Sun Tour, Tour of the Alps, Tour de Yorkshire og Vuelta Burgos med hhv. Dylan van Baarle, Sivakov, Chris Lawless og Ivan Ramiro Sosa.

Det bør blive bedre i 2020, hvor holdet reelt set bør kunne gå efter sejren overalt. Froome skal bruge hele første halvdel af sæsonen på at finde sig selv igen, og derfor skal vi ikke vente os resultater fra ham før Dauphiné, hvor han til gengæld - hvis han kan komme tilbage til sit tidligere niveau - plejer at gå efter sejren. En Tour-satsning gør det til gengæld oplagt for Bernal at jagte sejre i flere af forårets løb, men hvilke vil formentlig afhænge af ruterne. Nederlaget i Catalonien skal sikkert revancheres, og han vil formentlig enten forsvare sejren i Paris-Nice eller køre på ”hjemmebanen” i Tirreno-Adriatico, ligesom Romandiet, Dauphiné og Schweiz også alle er muligheder. Thomas må i år ventes at være normalvægtig, og selvom en satsning på Giroen vil skære ned på løbskalenderne, må man formodes at skulle køre efter sejren i i hvert fald et af de store etapeløb i marts samt muligvis også Tour of the Alps.

Mere usikkert er det med Richard Carapaz. Ecuadorianeren har ikke for vane at køre stærkt i foråret inden Giroen, og hvis han vitterligt satser på en Giro-Vuelta-double, skal vi næppe vente os det store i andre løb, måske med undtagelse af Tour of the Alps. Til gengæld bør det give lidt plads til mange af de talenter, der skal ofre sig for kaptajnerne i de tre grand tours. Pavel Sivakov har allerede vundet i Polen, og Tao Geoghegan Hart kan med sin gode enkeltstart også være med i front. Ivan Ramiro Sosa er en guddommelig klatrer, men hans enkeltstart kan gøre det svært i langt de fleste af løbene. Det samme gælder for Eddie Dunbar, der ellers også kunne stå foran et gennembrud. Man må dog formode, at de alle viser sig frem i mindst ét etapeløb i løbet af sæsonen.

Holdet har også Gianni Moscon og Michal Kwiatkowski, der begge meget vel kan gå efter et resultat undervejs, men i en tid, hvor de først og fremmest satser på klassikerne, kan de måske skulle underordne sig andre på et hold, hvor der bliver kamp om kaptajnrollen. Endelig skal det blive interessant at se, om Rohan Dennis alene har tænkt sig at satse på enkeltstarter, som han før har haft for vane, eller om han også vil forsøge sig som klassementsrytter i nogle af forårets løb. Er enkeltstarterne tilstrækkeligt lange, kan han med opbakning fra et Ineos-hold på den rette rute bestemt vinde løb af den type. I første omgang skal han være kaptajn i Tour Down Under, som han tidligere har vundet, og hvor han var med helt i front så sent som i januar.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Massespurter bliver til gengæld ikke rigtigt et tema efter Kristoffer Halvorsens afgang. Chris Lawless, Ben Swift og måske Ethan Hayter i sæsonens anden halvdel er holdets eneste afsluttere, og de er alle sammen holdbare typer, der er bedst på hårde dage. Det vil være en overraskelse, hvis de tager en klassisk spurtsejr, men til gengæld kunne det være interessant at se dem i løbene i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor sprinterfeltet typisk er svagt. Lawless har også en samlet sejr i Yorkshire at forsvare, og det er også et løb, der kunne ligge til højrebenet for Swift, som kommer fra regionen.

Filippo Ganna fik en svær start hos UAE, men efter skiftet til Ineos har han vist potentialet. Den store sejr på enkeltstarten i BinckBank Tour samt 3. pladsen ved VM viser, at han skal regnes som en tempogigant, og han skal derfor også vinde enkeltstarter i 2020. Hans primære mål OL på både bane og enkeltstart, men undervejs drømmer han også om Giroen, hvor der er tre gode enkeltstarter for ham. Det er dog tvivlsomt, hvordan den drøm passer ind i planerne om at vinde løbet samlet. Derudover kører Thomas, Kwiatkowski, Moscon og Jonathan Castroviejo, hvis han kan finde sig selv, så gode enkeltstarter, at de kan vinde i den disciplin i løbet af sæsonen, ligesom Dennis som sagt naturligvis kan det. Det kunne også være ganske interessant at se den stadig stærkere Ganna køre klassement i BinckBank Tour, hvor man også kunne drømme om at se Kwiatkowski eller Thomas til start, og også Dylan van Baarle kan gøre det godt i det specielle etapeløb. Endelig er holdet så spækket med talent, at der undervejs bør kunne blive resultater i lidt mindre endags- og etapeløb for folk som Dunbar, Jhonatan Narvaez og måske endda Hayter, der formentlig skal se i den retning for at få en chance.

Hvem kan overraske?

Ivan Ramiro Sosa har haft et karriereforløb, der ligger så tæt op ad Egan Bernals, at det er helt oplagt at se ham som en ung kopi af Tour-vinderen. Måske har han ikke samme alsidighed som sin mere berømte landsmand, men hans klatreevner er tæt på at kunne matche Bernals. Han skuffede i store dele af 2019, men han nåede at give prøver på klassen, da han satte Bernal op til sine angreb i Paris-Nice og Catalonien, da han tørrede gulv med alle rivalerne, herunder Richard Carapaz, i Vuelta a Burgos, og da han og Bernal sikrede en dobbeltsejr i Gran Piemonte i oktober, hvor han også gjorde det fremragende som hjælper i Il Lombardia. Det kan blive svært at få mange personlige chancer i 2020, måske kun i ugelange etapeløb, hvor han hæmmes af sin enkeltstart, men forhåbentlig kan vi få lov at nyde ham i fuldt flor et eller andet sted. Og som minimum vil vi formentlig kunne se ham sidde med i de absolutte finaler af de største grand tour-etaper, hvor han vil være en gylden luksushjælper.

Man kan diskutere, om Pavel Sivakov skal nævnes her. Russeren har allerede været i top 10 i Giroen og vundet Tour of the Alps og Tour de Pologne, og derfor har han allerede vist, at det ikke var uden grund, at han var så stærk på U23-scenen. Hans udviklingskurve er dog så stejl, at han formentlig bare vil tage endnu et gigantisk skridt i 2020, hvor han dog som sagt nok må indstille sig på at være hjælper i grand tours. Til gengæld skulle det ikke undre, om han kan vinde endnu et WorldTour-etapeløb efter sejren i Polen, og som minimum vil han være guld være i bjergene i de tre uger lange løb. Og hele den smøre kan gentages om Tap Geoghegan Hart, der dog ikke synes at være helt så lovende som russeren, og som lider under en ærgerlig mangel på stabilitet.

Lidt kortere i sit udviklingsforløb er Eddie Dunbar, men det betyder bare, at han er fløjet under radaren. Det vil han imidlertid ikke gøre længe, for den unge irer er en sand guldklump. Allerede som stagiaire i 2018 satte han verden i brand på stigningerne, og selvom 2019 blev delvist ødelagt af skader, nåede han at give prøver på formatet i de tidlige løb, i Giroen, hvor han viste en vis holdbarhed, og i Yorkshire. Også han lider under en knap så prangende enkeltstart, og han får nok endnu sværere ved at få sine personlige muligheder undervejs, men forhåbentligt får han chancen før eller siden. Hans potentiale er i hvert fald kolossalt, og da han har et glimrende punch, er evnerne i endagsløb heller ikke at kimse ad.

Filippo Ganna er som VM-bronzevinder allerede et etableret navn, men 2020 kunne blive året, hvor han viser sig frem på andet end enkeltstarterne. Allerede i San Juan i 2017 klatrede han overraskende godt, og mod slutningen af sæsonen viste han også flot holdbarhed i Coppa Sabatini. Hans primære fokus er OL og dermed bane og enkeltstarter, men det kunne være sjovt at se hans holdbarhed på brostenene og se ham køre klassement i BinckBank Tour.

Endelig er der Ethan Hayter. Vi har allerede rost det alsidige vidunderbarn til skyerne ovenfor, og hans største udfordring synes at være at finde ud af, om han skal bruge sin gode spurt til at satse på endagsløb, eller sine klatre- og tempoevner til at fokusere på etapeløb. Desværre bliver vi nok ikke meget klogere i 2020, hvor det frem mod OL handler 100% om banen, men forhåbentlig kan han i årets sidste måneder, eksempelvis i Tour of Britain, nå at vise, hvorfor han er et af de mest spændende britiske talenter.