Nedenfor giver vi en analyse af NTT Pro Cycling, det tidligere Team Dimension Data.

Ryttere, der bliver på holdet

Edvald Boasson Hagen, Stefan de Bod, Nic Dlamini, Enrico Gasparotto, Amanuel Ghebreigzabhier, Ryan Gibbons, Reinardt van Rensburg, Ben King, Roman Kreuziger, Gino Mader, Louis Meintjes, Giacomo Nizzolo. Ben O’Connor, Jay Robert Thomson, Rasmus Tiller, Michael Valgren, Danilo Wyss

Nye ryttere

Carlos Barbero (Movistar Team), Victor Campenaerts (Lotto Soudal), Max Walscheid (Team Sunweb), Benjamin Dyball (Team Sapura Cycling), Michael Gogl (Trek-Segafredo), Samuele Battistella (Dimension Data for Qhubeka), Andreas Stokbro (RIwal Readynez), Matteo Sobrero (Dimension Data for Qhubeka), Dylan Sunderland (Team BridgeLane), Shotaro Iribe (Shimano Racing)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Mark Cavendish (Bahrain-McLaren), Bernhard Eisel (?), Lars Ytting Bak (stopper karrieren), Mark Renshaw (stopper karrieren), Tom-Jelte Slagter (B&B Hotels-Vital Concept), Steve Cummings (stopper karrieren), Julien Vermote (Cofidis), Jacques Janse van Rensburg (stopper karrieren), Jaco Venter (stopper karrieren), Scott Davies (Bahrain-McLaren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Et navneskifte hjælper næppe. Det kan nemlig ikke skjule, at NTT/Dimension Data har et gigantisk problem. I hver af de første tre sæsoner på WorldTouren endte holdet på en ubehjælpelig sidsteplads på WorldTour-ranglisten, og da den i år blev erstattet af en rangliste for alle hold, endte holdet helt nede som nr. 22 overgået af hele fem hold fra lavere niveau, hvorfor det var en ringe trøst, at man faktisk var bedre end Katusha-Alpecin, der havde en om muligt endnu mere pauver sæson.

Endnu værre er det, at det bestemt ikke går fremad. Tidligere havde holdet jo faktisk stor succes med blandt andet fem Tour-etapesejre i 2016, og dengang skyldtes den ringe pointhøst hovedsageligt et pointsystem, der ikke belønnede etapesejre i etapeløb, som var holdets primære fokus. Siden dengang er det bare blevet værre og værre, indtil man i 2018 nåede et lavpunkt, som tvang holdet til at reagere. Udsigten til en større reform bragte nemlig WorldTour-licensen i fare, og derfor erklærede manager Douglas Ryder, at det var tid til at starte fra 0 med en kraftig oprustning frem mod 2019. Ind blev hentet hele podiet fra 2018-udgaven af Amstel Gold Race i form af Michael Valgren, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto samt endnu en topsprinter i form af Giacomo Nizzolo, og håbet var, at det skulle bringe holdet tilbage på det spor, det var på i de første succesrige år.

Allerede for et år siden var vi mange, der var skeptiske over en transferstrategi, der virkede usammenhængende og uden et klart blik for, hvor holdet havde sine største mangler. At skrive kontrakt med hele podiet fra ét cykelløb virkede ulogisk, når det i alt væsentligt bestod af gode ryttere, der imidlertid ikke var udprægede vindertyper. Blandt de nytilkomne var det kun Nizzolo, der kunne ventes at bidrage med mange sejre, og holdet gjorde intet for at læse udfordringen i etapeløbenes klassementer, hvor de store point var at hente.

Desværre blev den frygt kun gjort til skamme i et 2019, hvor WorldTour-licensen var røget, hvis ikke truslen om et retligt efterspil fik UCI til at modificere reglerne og tillade en udvidet WorldTour, der kunne få plads til både Katusha og NTT. Desværre for sydafrikanerne giver det dem kun en redningskrans i de kommende tre år, hvor der skal scores så mange point, at der venter en ny licens fra 2023, hvor WorldTour-feltet ventes igen at blive reduceret til 18 hold, og hvor det vil være de foregående tre års resultater, der vil være bestemmende.

Derfor er der også grund til at reagere på, at 2019-planen fejlede, og indse, at der er brug for en kraftig ændring i en trup, der mildt sagt er fattig på vindertyper og ryttere med mange point. 7 sejre blev det til i en sæson, hvor kun Valgren, Ryan Gibbons og Nizzolo var at finde i top 200 på verdensranglisten med danskerens 80. plads som en skræmmende lav placering for holdets bedstplacerede rytter. Heldigvis betød Mark Cavendishs kontraktudløb, at holdets budget er blevet styrket af et farvel til den formentlig mest løntunge rytter, og da man i det hele taget har ryddet kraftigt ud i staben af veteraner, der kan ventes at have haft en større løncheck, end resultaterne berettiger, burde der i teorien have været rum for en endnu kraftigere forstærkning end sidste år.

Den er imidlertid udeblevet. Nok er der nærmest tale om et helt ny hold med et farvel til 10 mand, der erstattes af 10 nye ryttere, men det er meget svært at se, hvad i alverden der er blevet af alle Cavendish-millionerne. Man skulle næsten tro, at Britta Nielsen var blevet ansat som økonomiansvarlig, for det ser ud til, at pengene er forsvundet ned i et eller andet sort hul, hvor de ikke gør den store gavn.

Det mest positive, der kan siges, er, at holdet har ryddet op i de mange ryttere, der var i truppen mere af navn end af gavn. Det gælder mest oplagt for Cavendish, der måske stadig selv tror på en genfødsel, men hvis sygdomsperiode har været så lang, og hvis 2019-sæson har været så trist, at man må misunde NTT mere end den nye arbejdsgiver, Bahrain-Merida. Med sig tager han vennerne Bernhard Eisel og Mark Renshaw, der heller ikke bidrog med meget i 2018 og 2019, og det er heller ikke noget tab, at de ikke blev en ny kontrakt til Steve Cummings, hvis megen tv-tid i år stort set udelukkende skyldtes en fast plads bagerst i feltet, selvom han faktisk vågnede lidt op efter Touren og inden sit styrt i september.

Forsøget på at gøre hjælperytteren Julien Vermote til klassikerstjerne var dømt til at mislykkes og ender i et bittert farvel, og selvom Tom-Jelte Slagter faktisk viste lidt igen i sæsonens anden halvdel, forstår man godt, at tålmodigheden var opbrugt. Det var den også i forhold til Jacques van Rensburg, der aldrig fik indfriet de lovende takter fra karrierestarten, og Jaco Venter var en relativt anonym hjælper, der sagtens kan erstattes.  Det samme gælder for så vidt for Lars Bak, hvis niveau i de sidste år ikke rigtigt stod mål med den flotte karriere, han ellers har haft. Kun Scott Davies kan betragtes som et lidt ærgerligt tab, men med tanke på hans helt farveløse præstationer i de første to år på højeste niveau, er det svært at tro, at han pludselig skulle være i stand til at indfri det engang så lovende potentiale.

Med et farvel til 10 ryttere, hvoraf kun Slagter har hørt til blandt de mest pointscorende på et hold, der ellers i den grad har manglet pointhøstere, burde der i den grad være plads til at forstærke den kriseramte trup, ikke mindst fordi Cavendishs exit som sagt må formodes at have frigjort et større beløb på lønkontoen. På den baggrund kan man kun blive nedslået af at løbe ned over listen af nyerhvervelser, for det er meget svært at se, at der her gemmer sig enten mange sejre eller mange af de point, der skal sikre holdets fremtid fra 2023.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Den store profil er naturligvis Victor Campenaerts, der ligner holdets eneste virkelige scoop. Med sin bronzemedalje ved et VM, hvor ruten slet ikke passede ham, og ikke mindst sejren på den stjernebesatte enkeltstart i Tirreno-Adriatico har han vist, at han skal regnes som en af verdens allerbedste temporyttere, og han kan vinde enkeltstarter også på den helt store scene i grand tours og ved mesterskaber. Samtidig er det en disciplin, hvor han ikke er afhængig af truppens generelt ringe kvalitet, og han kan på egen hånd sikre nogle af holdets formentlig største resultater. Et ægteskab mellem Campenaerts og den BMC-cykel, der åbenbart er nøglen til Rohan Dennis’ store succes, lyder i hvert fald lovende, hvis man tænker på, at belgieren kommer fra et hold, der ikke just er kendt for at have den store fokus på tidskørsler.

Campenaerts kommer til Team NTT i 2020
 

Problemet er bare, at enkeltstarter ikke er noget, der giver voldsomt mange sejre eller point, og resten af transferstrategien ser ud til at være uden det store formål. Holdets mest oplagte mangel har været en etapeløbsrytter til de ugelange etapeløb, som slet ikke passer til Louis Meintjes og Ben O’Connor, der begge er for temposvage til at begå sig i den slags udfordringer, og hvor der er mange point at hente. Her har man imidlertid ikke hentet ét eneste større navn.

I stedet har man nok engang valgt at fokusere på spurterne, hvilket bør kunne give lidt på sejrskontoen, selvom det er den strategi, der ofte har kostet på pointkontoen i et system, hvor etapesejre ikke altid belønnes meget. Her er det naturligvis Max Walscheid, der springer i øjnene, men ægteskabet er ikke oplagt. Nok er tyskeren lynhurtig og inde i en fornuftig udvikling, men holdets sprintertog ser ikke skræmmende ud. De fleste af ressourcerne skal allokeres til Nizzolo, der er førstevalget, og det efterlader den positioneringssvage Walscheid temmelig alene - et gigantisk problem for en mand, der i år alt for ofte blev fanget, selvom han på Sunweb egentlig havde fine folk til at hjælpe sig.

Den anden sprinter er Carlos Barbero, men han har aldrig vundet en flad spurt uden for Spanien. Hans styrke er de stigende spurter, hvor han i sit hjemland helt sikkert vil kunne vinde et par løb, men på den store scene bil han næppe kunne sikre sejre. Det sidste etablerede navn er Michael Gogl, der imidlertid er gået helt i stå og mest af alt ligner en af de mange profilløse hjælperyttere, som truppen desværre har til overflod.

Den positive del er de mange talenter, men desværre er det ikke fra den kant, man kan vente de store resultater på kort sig. U23-verdensmesteren Samuele Battistella må naturligvis betragtes som lidt af et scoop, men hans ungdomsresultater skiller ham ikke ud som en rytter, der vil kunne gøre det lige så godt som sin forgænger i regnbuetrøjen, Marc Hirschi. Det gør heller ikke Matteo Sobrero, men begge har de dog et vist potentiale i kuperede endagsløb.

Hvad kan U23-verdensmesteren, Samuele Battistella, udrette i 2020?
 

Spændende er det også, at holdet har skrevet kontrakt med de australske klassementsryttere Benjamin Dyball og Dylan Sunderland. Dyball er lidt af en veteran, der i flere år har været en af de bedste klatrere i asiatiske løb, men det er svært at se, at han i en alder af 30 pludselig skulle komme flyvende ind på den helt store scene. Sunderland har naturligvis i langt højere grad fremtiden foran sig, men der er en grund til, at han aldrig har fået kontrakt med Mitchelton-Scott eller Sunweb, der ellers har for vane at dele de mest lovende australske klatrere mellem sig.

Med danske øjne er det interessant, at Andreas Stokbro skifter til holdet, men trods den flotte sejr i U23-udgaven af Flandern Rundt fik han ikke i en lang sæson hos Riwal vist, at han er i stand til at levere de store resultater på højeste niveau. Der venter i hvert fald en del udvikling endnu, men han bør kunne blive en vigtig del af toget for Nizzolo og Walscheid, samtidig med at han tjener gode lærepenge i klassikerne.


Andreas Stokbro skal lære i 2020

Endelig har holdet skrevet kontrakt med den japanske mester Shotaro Iribe, men det er åbenlyst en beslutning, der alene er relateret til NTTs japanske rødder og slet ikke er baseret på sportslige overvejelser.

Samlet set kan man således godt argumentere for, at holdet er styrket. Campenaerts er et scoop, og Walscheid og Barbero kan vinde flere løb end de mange aldrende veteraner, der ikke bidrog med meget i 2019. Selvom talenterne ikke er feltets mest lovende, er flere af dem spændende, særligt Battistella, men det er desværre først en satsning, der vil give resultater om nogle år. Derfor kan man frygte, at 2020 bliver endnu en ørkenvandring for det sydafrikanske mandskab, der dog i det mindste kan bruge Cavendish-millionerne på gravøl, hvis 2020 bliver lige så trist som de foregående sæsoner. Det er i hvert fald nok ikke nyerhvervelserne, der skal forhindre endnu en fiasko.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Forud for 2020 havde holdet oprustet gevaldigt til klassikerne, men storsatsningen endte som en gigantisk fiasko. Michael Valgren, Enrico Gasparotto og Roman Kreuziger fejlede alle gevaldigt, og da også Edvald Boasson Hagen og Tom-Jelte Slagter fortsatte deres nedtur, blev holdets bedste resultat i et af de helt store endagsløb Gasparottos 10. plads i Fleche Wallonne. Heldigvis blev det betydeligt bedre i efteråret, hvor Valgren blev nr. 4 i Bretagne Classic og nr. 5 i GP Montreal, Giacomo Nizzolo nr. 3 i Hamburg Cyclassics og Slagter nr. 6 i GP Quebec, men de løb har ikke helt samme prestige som de store løb i foråret, der oprindeligt var målet med den storsatsning på klassikerne, som åbenlyst var hovedformålet med sidste sæsons transferkampagne.

Heldigvis kan det næsten ikke undgå at blive bedre i 2020, og faktisk ser det slet ikke så ringe ud. Valgrens fornemme efterår, der vel kulminerede med et fremragende VM-løb, hvor han som eneste mand kunne følge Peter Sagan til sidst, viser nemlig, at han er tilbage på sporet. Dermed har man en mand, der potentielt set kan levere resultater både i de hårdeste brostens løb som Flandern Rundt, E3 og Omloop Het Nieuwsblad samt i Ardennerne i både Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege. Problemet er bare, at Valgren som type aldrig vil være en mand, der vinder 10 løb på en sæson, og derfor er han en risikabel mand at satse hele butikken på. Til gengæld ved vi også, at han har evnerne til at ramme helt rigtigt i de allerstørste løb på den rette dag.

På brostenene ligner han desværre lidt af en enmandshær. Der er intet, der tyder på, at Boasson Hagen er på vej tilbage, og derfor risikerer han at være på egen hånd i finalerne. Det betyder dog ikke, at holdet kun er afhængige af ham i den første del af foråret, for her bør Nizzolo også have gode chancer for i hvert fald at gå på podiet i løb som Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, der passer ham glimrende. Dertil kommer Max Walscheid i Scheldeprijs, hvor han i år blev nr. 2.

Valgren fandt formen i efteråret 2019 - og det lover godt forud for 2020. 
 

I Ardennerne vil Valgren få mere hjælp, men det kræver, at Kreuziger og Gasparotto rejser sig. Desværre ligner italieneren en mand, der er ovre sine bedste år, og det er derfor nok snarere en genfødsel af Kreuziger, man skal satse på. Den er der ingen umiddelbare tegn på, men heldigvis skal vi ikke længere tilbage end til 2018 for at finde en ardennerkampagne, hvor tjekken var bedre end nogensinde. Genfinder han de ben, vil holdet have en stærk tjekkisk-dansk duo, der kan angribe på skift, mens man kan håbe at Gasparotto kan sidde med til en spurt. Og så kunne det være sjovt, hvis Ryan Gibbons genfandt drømmebenene fra januar-februar til et Amstel Gold Race, der egentlig kunne passe ham, men det er der desværre ikke meget, der tyder på. Og for Samuele Battistella er det nok for tidligt at regne med resultater allerede næste år.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I efteråret er det igen de samme navne, der skal jagte resultater. Valgren har gode muligere i Canada og Bretagne, og Nizzolo har muligheder i Hamburg, London og Bretagne. Gasparotto bør med sin spurt også stadig kunne gøre sig gældende i de canadiske løb, og man kan håbe, at Boasson Hagen kan genfinde lidt form til måske især løbet i Bretagne. Finder Kreuziger 2018-benene, er han skabt til Lombardiet, men også i efteråret vil holdet have samme udfordring som i foråret. Hvis potentialet skal indfris, kræver det, at de mange slagne stjerner finder de ben, de manglede i 2019.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I år var holdets grand tours en regulær katastrofe. Klassementssatsninger for Roman Kreuziger i Touren, Louis Meintjes i Vueltaen og Ben O’Connor i Giroen endte alle i fiasko, og tæt på etapesejr var man hellere ikke. En 5. plads til Edvald Boasson Hagen i Paris og et par 5. pladser til Giacomo Nizzolo og en enkelt til Ryan Gibbons i Giroen var det nærmeste, man kom, og derfor er der i den grad plads til forbedring i 2020.

Også i år ser det ud til, at etapesejre må blive hovedfokus. Holdet havde egentlig en ambition om at bringe Meintjes på Tour-podiet senest i 2020, men efter to katastrofale år må hovedmålet for ham være at komme tilbage på sporet. Heldigvis er det også muligt endnu for den engang så lovende sydafrikaner. I 2018 var han overtrænet, og hans 2019 blev reelt ødelagt af skader, men hans kørsel på 18. etape af Vueltaen viste, at talentet er der endnu et sted.

Derfor må man også formode, at holdet vil fastholde et vist fokus på klassementet. Planerne i skrivende stund ikke lagt, men Meintjes har ikke lagt skjul på, at han er inspireret af en Tour-rute, der uden mange enkeltstartskilometer passer ham glimrende. Kreuziger har nu om dage mest fokus på hårde endagsløb, og han kunne derfor være en af de mange, der satsede på Giroen forud for et fokus på de bjergrige løb ved VM og OL. Trods et skidt 2018 må O’Connor også ventes at skulle have endnu en chance, og det kunne blive endnu en Giro side om side med Kreuziger. Den bagtunge sidste del af ruten passer i hvert fald australieren, der først og fremmest er kendt for sin holdbarhed.

Er Kreuzigers klassementsdage ovre? 
 

Kreuzigers dage som klassementsrytter synes dog at være ovre, og han ligner ikke en mand, der kan gå i top 10. Det har Meintjes tre gange vist, at han kan, to gange endda i Touren, men det vil kræve, at han genfinder sit niveau. Det samme gælder for O’Connor, der i 2018 kun var et styrt fra en top 10 i Giroen, men hos ham er spørgsmålene lige så mange. Begge vil de også kunne køre Vuelta, hvor Meintjes har vist, at han kan gøre sig gældende selv med Touren i benene. Her kunne det også være interessant at se den stadig mere spændende Amanuel Ghebreigzabhier forsøge sig i en klassementsrolle, ligesom man kan håbe, at Ben Dyball og Dylan Sunderland kan vise sig frem på stigninger, og at Gino Mader kan vise, hvorfor han frem mod 2019 var anset som et af de mest lovende etapeløbstalenter.

Holdets bedste chance for en etapesejr er utvivlsomt Victor Campenaerts. Belgieren vinder næppe Tourens bjergrige enkeltstart, selvom han umiddelbart efter rutepræsentationen sagde, at det franske løb var et mål. Det helt store mål er dog OL, hvor han først skal køre sig til en plads, og derfor vil det være helt naturligt at satse på Giroen, hvor han har hele tre chancer for at vise, at det er ham og ikke Wout van Aert, der skal have Belgiens anden plads sammen med Remco Evenepoel. Sejre i Italien er i hvert fald helt inden for mulighedernes grænser, hvis man ser på, hvor tæt på han var i en 2019-udgave, hvor i hvert fald de første to enkeltstarter slet ikke passede ham.

Holdets næstbedste chance for en etapesejr er nok engang Giacomo Nizzolo. Han er på vej tilbage og viste ved flere lejligheder, at han måske ikke igen bliver den rytter, der vandt to pointtrøjer i Giroen, men at han kan nærme sig. Meget skal flaske sig for at vinde en etape, men umuligt er det ikke. Man må formode, at han gerne vil køre Giroen og Touren, og dermed kunne Vueltaen for tredje år i træk være Max Walscheids grand tour, selvom de spanske bjerge ikke just er skabt til den tonstunge tysker.

Kan Edvald Boasson Hagen komme tilbage på sejrskurs i 2020?

Først og fremmest skal holdet dog køre offensivt med særligt Michael Valgren, der har potentiale til at vinde en etape, samt Edvald Boasson Hagen og Enrico Gasparotto, hvis de kan finde sig selv igen. Finder Ryan Gibbons formen fra første del af 2018, er han med sin gode spurte også en potentiel etapevinder. Ghebreigzhabier kan også vinde fra det rette udbrud, og det samme kan vel egentlig også Mader, hvis han finder niveauet fra 2018. Hvis Meintjes stadig ikke er sig selv, burde der i hvert fald være rig lejlighed til offensiv kørsel undervejs.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Ugelange etapeløb har aldrig været Dimension Datas kop te. Holdets klassementsrytter, Louis Meintjes, er nemlig en diesel, der kun for alvor præsterer i grand tours, og da holdet som nævnt ovenfor ikke har investeret i klassementsryttere overhovedet, vil de formentlig møde op til langt de fleste WorldTour-etapeløb med fokus på etapesejre. Meintjes, Ben O’Connor og Roman Kreuziger kan måske køre i top 10 i løb, hvor der ingen enkeltstarter er, men i Europa gælder det kun for Volta a Catalunya og Tour de Pologne. Førstnævnte er meget stærkt besat, og sidstnævnte passer slet ikke til holdet. Man kan håbe, at Gino Mader som nævnt ovenfor begynder at vise lidt af talentet, men klassementer i den slags løb bliver næppe et stort fokusområde.

2020 vil det blive året for Louis Meintjes?
 

I stedet skal der jagtes etaper, og her vil det igen være spurterne, der skal satses på. Giacomo Nizzolo vil formentlig skulle køre en del klassikere, der forhindrer ham i deltage i de sprintermæssigt svagt besatte i Baskerlandet og Catalonien, men i et løb som Tour de Romandie kan han drage fordel af sin holdbarhed til at jagte etaper. Det samme gælder i Dauphiné og Tour de Suisse, der dog kalendermæssigt ligger dårligt for en Giro-Tour-double. Også Max Walscheid vil formentlig kunne køre massespurter i en del WorldTour-etapeløb, men det er primært de meget sprintervenlige løb som UAE Tour, BinckBank Tour og Tour de Pologne, der passer ham. Derudover vil de begge kunne begå sig i sprintervenlige endagsløb.

En mulighed for at jagte et stort resultat i et klassement kommer i BinckBank Tour, der slet ikke passer dårligt til Victor Campenaerts, som derudover har til opgave at vinde så mange enkeltstarter på WorldTouren som muligt. Michael Valgren kan også jagte et resultat i det hollandsk-belgiske etapeløb, og det kan Edvald Boasson Hagen i princippet, selvom han ikke er, som da han i sin tid vandt det. Andre ryttere, der måske kan køre et klassement eller to, er Ben Dyball, Dylan Sunderland, Gino Mader og Amanuel Ghebreigzabhier, men alle er de hæmmet af en svag enkeltstart. Endelig kan man håbe, at Carlos Barbero kan vinde en massespurt eller to i et mindre spansk løb, som han har for vane, og at Ryan Gibbons med sin hurtighed kan begå sig i spurter i mindre grupper i etapeløb, men det vil kræve, at han genfinder de fantastiske ben, han havde i starten af 2019, hvor han særligt imponerede på australsk grund.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Hvem kan overraske?

Holdets hedeste drøm må være, at Ben O’Connor kan komme tilbage på sporet. Den australske klatrer viste så stort et potentiale i Giroen i 2018, men siden styrtet på vej ned fra Finestre for nu halvandet år siden, har han ikke været sig selv. Det kan gøre det svært at bevare optimismen, men med tanke på, at han blot netop er fyldt 24 er det for tidligt at afskrive ham. En top i en grand tour er i hvert fald realistisk med det niveau, han havde i Italien dengang.

Ben O'Connor tilbage på sporet?
 

Derudover må man igen pege på Gino Mader. Schweizeren var efter sin fantastiske kørsel i Tour de l'Avenir anset som et af de mest spændende etapeløbstalenter, men modsat landsmanden Marc Hirschi viste han intet i 2019. Det skyldtes delvist mange skader, og selvom vi ikke skal vente at se ham i en Remco Evenepoel-agtig sæson bør han kunne vise lidt af det talent, han besidder. Det burde i hvert fald ikke skorte på chancer i etapeløbene.

Derudover er det umuligt ikke at fremhæve Samuele Battistella. Måske har han ikke resultater, der gør ham til et helt åbenlyst supertalent, men et U23-verdensmesterskab er bestemt ikke at kimse ad, slet ikke fordi han kørte fremragende i det kontroversielle løb i Yorkshire. Umiddelbart ligner han dog mest en ardennertype, og han vil nok skulle have lidt større robusthed, inden han kan begå sig i de hårdeste endagsløb. Det samme gælder for landsmanden Matteo Sobrero, der heller ikke synes helt så lovende.

Det må også være værd at pege på Ben Dyball. Ovenfor var vi lidt kritiske i forhold til en 30-årigs mulighed for pludselig at slå igennem, og vi skal næppe heller forvente at se ham som en dominerende skikkelse. Sandt er det dog, at han har været en stabil kraft i Asien, hvor han i år har vundet det største løb, Tour de Langkawi, ligesom han vandt begge løb ved de oceaniske mesterskaber. Det skal blive interessant at se, hvordan ”veteranen” begår sig, når han endelig får chancen på højeste niveau. Tilsvarende vil vi pege på hans landsmand Dylan Sunderland, selvom han ikke har skilt sig ud som den mest lovende australske klatrer.

Amanuel Ghebreigzabhier blev bedre og bedre i 2019, kan han fortsætte udviklingen i 2020?
 

Endelig vil vi nævne Amanuel Ghebreigzabhier. I starten var hans navn umuligt at stave sig igennem, men efterhånden sidder det på rygraden. Det skyldes, at han oftere og oftere viser sig frem også i ret store løb. I år gjorde han det således godt i udbrud i Giroen og Vueltaen, blev nr. 25 i Il Lombardia og blev nr. 3 på to store bjergetaper i Burgos og Østrig. Han er helt sikkert ikke den første afrikanske grand tour-stjerne, men hans udvikling er så lovende, at han måske kan ende som den hidtil bedste rytter fra Eritrea, nu hvor Natnael Berhane, Daniel Teklehaimanot og til dels Merhawi Kudus aldrig helt blev til det, man forventede.