Nedenfor giver vi en analyse af Mitchelton-Scott.

Ryttere, der bliver på holdet

Edoardo Affini, Michael Albasini, Jack Bauer, Sam Bewley, Brent Bookwalter, Esteban Chaves, Luke Durbridge, Alex Edmondson, Tsgabu Grmay, Kaden Groves, Jack Haig, Lucas Hamilton, Michael Hepburn, Damien Howson, Daryl Impey, Christopher Juul-Jensen, Cameron Meyer, Luka Mezgec, Mikel Nieve, Nick Schultz, Callum Scotson, Dion Smith, Robert Stannard, Adam Yates, Simon Yates

Nye ryttere

Andrey Zeits (Astana Pro Team), Barnabas Peak (SEG Racing Academy), Alexander Konychev (Dimension Data for Qhubeka)

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Matteo Trentin (CCC Team), Mathew Hayman (stoppede karrieren efter Tour Down Under)

Hvordan gik transfersæsonen?

Mitchelton-Scott er skoleeksemplet på et hold, der har haft succes med at lægge en ambitiøs langsigtet plan ved holdets etablering og målrettet arbejde efter dens virkeliggørelse. I erkendelse af vanskeligheden af at jagte grand tour-resultater med en nysammensat trup negligerede holdet i de første år i alt væsentligt klassementet i de tre uger lange løb og havde i stedet stor succes i massespurter og klassikere samt som etapejægere. Den langsigtede målsætning lagde de imidlertid aldrig skjul på, og da de fik fat i tre supertalenter med potentiale til at vinde sportens største løb, nemlig brødrene Simon og Adam Yates samt Esteban Chaves, transformerede de langsomt holdet ved gradvist at udrense de mange sprintere og puncheurs og i stedet indhente en stribe klatrere, der kunne støtte de tre kaptajner, som nød nærmest ubetinget tillid, selv når de gennemlevede svære perioder.

Den målrettede tilgang bar resultat og forvandlede holdet fra et succesrigt etapejægermandskab til et af sportens førende klassementsmandskaber. I 2016 var Chaves på podiet i både Giroen og Vueltaen - og hvem ved, hvad det var blevet til i Italien, hvis ikke han var blevet syg i løbets døende dage? - og det foreløbige højdepunkt blev nået i 2018, da Simon Yates fulgte et spektakulært kollaps i en ellers forrygende Giro op med holdets første grand tour-sejr i Vueltaen.

Det var det endegyldige bevis på, at strategien fungerede, men det endelige mål var ikke nået endnu. Én grand tour-sejr er ikke nok for et af sportens mest ambitiøse og målrettede mandskaber, især når Touren endnu ikke er erobret, og derfor har man holdt næsen i sporet og fastholdt helt samme strategi, selvom en af holdets tre esser, Chaves, har været igennem det, der vel stadig må karakteriseres som et karrieretruende sygdomsforløb. Og de lader sig tilsyneladende ikke slå ud, at de i 2019 oplevede et gigantisk tilbageslag i den ellers ubrudte rejse frem mod den ultimative triumf i Touren.

Den forløbne sæson blev nemlig en gennemført kedelig oplevelse for holdet. Nok havde de deres hidtil mest succesrige Tour med hele fire etapesejre, nok kørte Adam Yates et forår, så det sang, og nok var Matteo Trentin måske den rytter, der var mest tilstedeværende i alle sportens største løb lige fra begyndelsen af februar til slutningen af oktober, men i forhold til holdets transformation og stræben efter grand tour-succes fungerede intet. Chaves er stadig en skygge af sig selv efter sin sygdom, Simon Yates floppede gigantisk i en Giro, hvor han ellers mente, at rivalerne burde s… i bukserne af skræk over hans angiveligt overlegne styrke, og Adam fulgte sit forrygende forår op med sin anden gigantfiasko i Touren på bare to år.

Efter en sådan fiasko kunne man ikke have fortænkt holdet i at mene, at der var brug for nyt blod. Det ligger imidlertid ikke til ledelsen, der ikke blot har uanet tillid til de tre kaptajner, men også holdet sig 100% til den game plan, de har fulgt fra dag 1. I lyset af den drømmesæson, Simon havde i 2018, Adams stort set fejlfrie 2019 både før og efter fiaskoen i Touren og det stadig eksisterende håb om, at Chaves kan finde sig selv igen i 2020 ville det måske også have været en overdrivelse at gennemføre en paladsrevolution på baggrund af bare et enkelt dårligt klassementsår.

Faktisk kan det næsten se ud som om, at holdet har sat en ære i nærmest intet at foretage sig på transfermarkedet, hvor man alene henter en veteran samt to unge talenter som erstatning for en af holdets mest succesrige ryttere samt Mathew Hayman, der kørte Tour Down Under og derfor teknisk set først endegyldigt forlader holdet denne sæson, men reelt allerede kørte cyklen i garagen efter 2018-sæsonen. I stedet har man brugt de fleste ressourcer på at forlænge kontrakterne med flere af holdets nøglerytter, først og fremmest Chaves og Daryl Impey, der måske ikke selv er grand tour- eller bjergrytter, men er en af holdets kulturbærere og mest vindende ryttere, samtidig med at hans alsidighed gør ham til en genial hjælper i de store løb.

Det er da også tydeligt, at det er grand tours, der er holdets fortsatte fokus. Den eneste nye rytter er nemlig veteranen Andrey Zeits, der har været en urokkelig klippe på Astanas grand tour-hold, hvor han har spillet en nøglerolle med sin stabile og solide kørsel i bjergene for holdets mange grand tour-stjerner. At veteranen forlod sit hjemlands store hold, var vel en af transfersæsonens mest overraskende skifter, men det er ikke uden grund, at Mitchelton-Scott slog til. Han er nemlig på alle måder en rigtig Mitchelton-signing i den forstand, at han som Mikel Nieve, Brent Bookwalter, Ruben Plaza og Roman Kreuziger er en grand tour-veteran med stor erfaring i at køre for en kaptajn, der jagter sejr i et af sportens største løb. Og efter et lidt svagt 2018 viste han i 2019, at han stadig kan, selvom han måske ikke længere er helt så god som i sit bedste år 2016, hvor han spillede en nøglerolle i et knaldhårdt OL-løb med et af sine få personlige resultater til følge.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Der kan derfor ikke være tvivl om, at holdet er styrket i bjergene frem mod den kommende sæson, men som helhed er de svækkede. Efter at det sidste år var Caleb Ewan, der ikke kunne leve med holdets meget entydige fokus på klassementer, er det denne gang Matteo Trentin, der søger nye græsgange for at finde et hold, hvor man for alvor sætter pris på hans kvaliteter. På Mitchelton har han i sin suverænt bedste sæson i 2019 egentlig haft masser af plads, men han har været en meget ensom skikkelse i klassikerne, der nu er af sekundær betydning for australierne. Og det vil det vil det fortsat være i 2020, for selvom holdet har mistet sit absolut vigtigste kort i de store endagsløb, har de intet gjort for at finde en erstatning.

I stedet har fokus været på et andet område, hvor holdet traditionelt har haft succes, nemlig i udviklingen af nye talenter. Således har man skrevet kontrakt med to nyprofessionelle som supplement til sprinteren Kaden Groves, der allerede blev en del af holdet fra 1. august. I kampen om sportens mest lysende talenter er australierne denne gang imidlertid kommet til kort, og de to nye navne er ikke de allermest spændende på ungdomsscenen.

Mest iøjnefaldende er Alexander Konychev, og det skyldes ikke kun, at han er søn af en tidligere VM-sølvmedalje- og ottefoldig grand tour-etapevinder. Italieneren med de russiske rødder kommer fra Dimension Datas udviklingshold, hvor han primært viste sig frem med sin hurtighed i Baby-Giroen, inden han som stagiarie hos det sydafrikanske WorldTour-hold opnåede flotte top 10-placeringer i GP Bernocchi og GP d’Isbergues. Med investeringen i en klassiker- og sprintertype viser holdet, at de ikke helt har opgivet deres gamle fokusområde, men det er nok tvivlsomt, om Konychev er en rytter, man kan bygge en fremtid inden for det område på.

Den anden unge nyerhvervelse falder også i den lidt tungere kategori. I et år, hvor Ungarn kommer i særligt stor fokus grundet Giro-starten i Budapest, har holdet skrevet kontrakt med Barnanbas Peak, der i 2018 overraskede ved at vinde landet elitemesterskaber, efter at han året forinden var blevet nr. 2 i Ungarn Rundt. Det indbragte ham en chance som stagiaire hos Deceuninck i efteråret 2018, inden han i år vandt en etape i Tour de Normandie og var tæt på igen i Baby-Giroen. Med tanke på et relativt begrænset generalieblad kan man imidlertid godt undre sig over, at han allerede har været stagiaire hos to af sportens største mandskaber og sikret sig en kontrakt med et af dem. Han er en robust type, der med en overraskende samlet 15. plads i Tour de l’Avenir viste, at han slet ikke er så tung endda, men han har stadig til gode at vise, at han kan blive en stjerne i de brostensløb, der synes at skulle være hans fokus.

Samlet set er det således et næsten uforandret Mitchelton-hold, der går ind til 2020, men det eneste farvel, man har sagt, er desværre et gigantisk tab. Trentins fravær vil reelt annihilere holdet som en faktor på brostens- og sprinterscenen, og selvom man med erhvervelsen af Groves i sommer og Konychev og Peak til den kommende sæson har taget skridt til på sigt at kunne genrejse holdet i fladlandsdepartementet, er det et projekt, der vil tage tid. Etapeløbsdivisionen er utvivlsomt styrket med Zeits, men det kan ikke slette indtrykket af, at Trentin i den grad vil blive savnet på et hold, hvor han i 2019 bidrog med 47 top 10-placeringer - næsten dobbelt så mange som Adam Yates, der på 2. pladsen havde ”blot” 28.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt var Mitchelton-Scott hurtige til at kaste deres kærlighed til klassikerne i årets første år, og de har da også allerede vundet fire af de fem monumenter. Kun Flandern Rundt mangler endnu på listen, og det er måske meget sigende. Mens holdet med navne som Simon Gerrans, Michael Albasini og Michael Matthews hurtigt blev en magtfaktor i Ardennerne og med sejre til Gerrans og Matthew Goss lynhurtigt fik styr på Milano-Sanremo, har holdet alle dage været lidt af en underdog på brostenene. Alligevel lykkedes det med Mathew Haymans sejr i Paris-Roubaix at levere en af nyere tids største klassikersensationer, men også den var et fint vidnesbyrd om, at holdet i den slags løb altid er kommet lidt fra baghjul.

Det har man forsøgt at ændre på. Ryttere som Jens Keukeleire, Sebastian Langeveld og senest Matteo Trentin har været hentet ind med det formål at udfylde brostenstomrummet. Det lykkedes i vidt omfang i år, hvor Trentin kørte som en motorcykel gennem hele sæsonen, og selvom hans to eneste halvdårlige løb gennem hele årets faktisk var netop Flandern Rundt og Paris-Roubaix, var der på baggrund af et sådant år grund til at gå ind til 2020 med kolossal optimistisk - hvis da ikke Trentin som nævnt følte sig ansporet af holdets manglende dybde i klassikerne til at søge nye græsgange.

Resultatet er, at Mitchelton-Scott vel har deres ringeste brostenstrup i mange år. Ganske vist har man med erhvervelsen af Edoardo Affini, Kaden Groves, Barnabas Peak og Alexander Konychev taget en hel stribe af skridt mod en mere lovende fremtid, men her følger man samme strategi, som man på etapeløbsområdet gjorde med Yates-brødrene og Esteban Chaves. De skal formes fra bunden, og det betyder, at det vil tage en del år, inden de for alvor kan ventes at køre resultater ind.

Derfor bliver 2020 også et mellemår, hvor al succes i årets første klassikere må betragtes som en bonus. Her kan holdet stort set kun overraske, og det vil formentlig være Jack Bauer, Alexander Edmondson, Luke Durbridge, Dion Smith, Luka Mezgec og måske Affini, de skal lever varen. Størst forventninger er der utvivlsomt til Durbridge, der i 2017 viste et enormt potentiale i de hårdeste brostensløb, men siden har han slet ikke kunnet bygge videre på de lovende takter. Australieren har nemlig fået en kedelig vane med at brække kravebenet i vintermånederne, og det har betydet, at vi reelt ikke ved, om han kan finde samme takter igen. Uanset hvad vil han aldrig blive en vindertype, og det er med offensiv kørsel og på ren råstyrke, at han skal levere sine resultater i de sværeste af løbene, nemlig Omloop, E3, Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derudover håber man, at de øvrige kan tage endnu et skridt. Bauer viste nogle uhyre lovende takter i disse løb i sin tid hos Garmin, men desværre var det en enlig svale, som han slet ikke har kunnet bygge videre på siden dengang. Smith har nu to år i træk været i top 10 på kongeetapen i BinckBank Tour, der som bekendt slutter halvvejs oppe ad Muren i Geraardsbergen, men af en eller anden grund har han aldrig fundet formen til forårets løb. Hans forrygende kørsel på sidste etape i Catalonien i år var imidlertid en understregning af, at hans potentiale er større end som så, og som klatrestærk type med en god spurt er han en spændende option for holdet, hvis de sender ham tilbage til de brostensløb, han i år negligerede til fordel for Ardennerne, hvor hans chancer på papiret ser ringer ud.

Edmondson har haft nogle år, hvor hans ellers lovende potentiale var helt usynligt, men en fremragende sæsonafslutning, hvor han klatrede og spurtede som en drøm, gør ham til en spændende kandidat, når han efter et års skadesbetinget fravær vender tilbage til brostensløbene. Dem har den ellers holdbare Mezgec aldrig helt fået tag på, men med den selvtillid, hans fremragende sommer gav ham, kan han måske udnytte en mere beskyttet rolle til at lave resultater i løb som Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, hvor han kunne ligne holdets kaptajn med den ligeledes hurtige Edmondson som plan B. Endelig drømmer Affini stort om Paris-Roubaix, der på papiret passer glimrende til den talentfulde italiener, men spørgsmålet er, om ikke det alligevel er et nummer for tidligt at have de store forventninger allerede i år.

Holdet er langt bedre rustet til Ardennerne, selvom Gerrans og Matthews er fortid, og Albasini har nået en alder, hvor det er slut med at levere resultater på højeste niveau i det, der bliver karrierens sidste forår. Det skyldes, at holdet med stor sandsynlighed vil stille med mindst en af Yates-brødrene - og måske dem begge, hvis de begge dropper Giroen - og det åbner perspektiver. Selvom de begge primært har fokuseret på etapeløb indtil nu, har de alle de rette karakteristika til at gøre det godt i endagsløbene, og det har Adam da også gjort flere gange med blandt andet sejr i San Sebastian, 2. plads i Montreal, to podiepladser i Milano-Torino og i år en lovende 4. plads i Liege på et tidspunkt, hvor der ellers var ved at være tømt for kræfter efter et forrygende fornemt forår. Simon har stort set aldrig forsøgt sig med en dedikeret endagssatsning, men hans punch gør, at han er mindst lige så velegnet til disse løb som brormand. Amstel Gold Race er ikke uden for deres rækkevidde, men ligger omvendt ikke til deres højreben. Det gør imidlertid Liege og særligt Fleche Wallonne, hvor Adam i år blev sat ud af spillet af et styrt, og kommer de til Benelux-landene med en af brødrene i storform, kan de stræbe meget højt.

En anden option er Daryl Impey. Sydafrikaneren har på papiret alle de rette evner til at kunne begå sig i Amstel Gold Race, men i sine to forsøg som beskyttet rytter er han begge gange kommet til kort på de sidste stigninger. I et år, hvor løbet afgøres i en spurt i en større gruppe, vil han imidlertid være livsfarlig, og også Smith vil kunne begå sig i en let udgave af løbet.

Endelig er der naturligvis Jack Haig. Som type er han egentlig klatrer, men hans efterår viste, at han har smag for endagsløb. En 3. plads i Bretagne, en 11. plads i Montreal (hvor han ofrede sig for Yates), en 3. plads i GP Beghelli, en 12. plads i Milano-Torino og ikke mindst en 6. plads i Lombardiet er et imponerende udkomme for en rytter, der hverken har punch eller spurtstyrke. Han er imidlertid brølstærk på stigningerne, og han ligner en rytter, der kan overraske i Liege, hvis han får mulighed for at satse på løbet. Tilsvarende skal det blive interessant at se, hvor langt den uhyre lovende Lucas Hamilton kan komme i disse løb efter hans fornemme 2019.

I efteråret har holdet også deres muligheder. De flade sprinterløb i London og Hamburg passer dem ikke, men Mezgec, Edmondson, Smith og Impey kan utvivlsomt gå efter et resultat i Bretagne. De to sidstnævnte vil også have deres optioner i de canadiske løb, hvor Yates-brødrene og til dels Haig også har visse muligheder, hvis løbet køres hårdt. De to brødre har til gengæld aldrig rigtigt slået til i Il Lombardia, der har vist sig lidt for voldsomt for dem på en tid af året, hvor de aldrig er på toppen, men her vil Haig, hvis han fortsat er frisk, være en god kandidat. Og så skal vi ikke glemme, at Esteban Chaves i sin storhedstid altid kørte som en motorcykel i oktober, hvor han i 2016 vandt Lombardiet, og skulle han endelig komme sig over sin sygdom, vil han kunne rejse til Italien som en tung vinderkandidat.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som nævnt er det transformationen fra et hold af etapejægere til et rigtigt klassementshold, der har været den røde tråd i holdets foreløbige udvikling, men det var den rejse, som ellers har budt på stort set ubrudt fremgang, der led et tilbageslag i 2019. Den kedelig trend skal vendes i 2020, hvor målet er at vise, at Vuelta-sejren i 2018 var reglen snarere end undtagelsen, og det er nok engang de tre esser, Esteban Chaves samt Adam og Simon Yates, der skal levere varen.

I skrivende stund har holdet ikke meldt deres planer for 2020 ud, og det er nok ikke uden grund. År efter år har holdet nemlig det samme dilemma, at alle de tre kaptajner tiltales af de mindst enkeltstartstunge ruter, og derfor gælder det også i år, at det særligt må være Tour-ruten, der har appel. Med tanke på, at det er her, at holdet stadig har til gode at køre med om sejren, er det næppe noget, der skaber den helt store utilfredshed i Australien.

Spørgsmålet er nu bare, hvordan man klogest deployerer de tre kaptajner. Chaves’ fortsatte udvikling er fortsat omgivet af så megen usikkerhed efter sin sygdomsperiode, at det synes udelukket, at holdet satser hele Tour-butikken på ham. Det ligger i kortene, at en af Yates-brødrene skal til Frankrig, hvor ruten nærmest også synes designet med dem begge for øje, da enkeltstarterne er få og stigningerne usædvanligt stejle og irregulære. Helt anderledes forholder det sig i Giroen, hvor den sidste uges mange dage med mere end 5000 højdemeter samt de tre relativt flade enkeltstarter ikke synes ideelle for de to briter, der traditionelt har det svært i den sidste uge og på dage, hvor stigningerne er for mange og lange.

På den baggrund kan man ikke helt udelukke, at 2020 kunne blive året, hvor begge Yates-brødrene sendes til Touren sammen. Efter to år, hvor holdets kaptajn, Adam, er fejlet, er det i hvert fald blevet synligt for ledelsen, hvor sårbare en ensidig satsning kan være, og spørgsmålet er, om de har råd til nok engang at fejle (i hvert fald i klassementssammenhæng) i det løb, der betyder mest. Det kunne en dobbelt Yates-satsning råde bod på, og det kunne skabe en interessant dynamik i kampen mod Ineos og Jumbo-Visma, hvis de gør fælles front i en af løbets mest potente duoer.

Hvis ikke, kunne meget pege på, at det er Simons tur til at være Tour-kaptajn. Adam kunne have brug for lidt luftforandring efter to store fiaskoer, og Simons Giro-nedtur kunne måske også være et tegn på, at det var tid til at prøve noget nyt. Uanset hvad må holdet kunne stræbe efter podiet. Adam blev trods alt nr. 4 helt tilbage i 2016, og finder han niveauet fra dette forår, er han en af verdens bedste - også selvom hans og brormands holdbarhed stadig lader meget tilbage af ønske. Simon viste imidlertid i Vueltaen i 2018, at motoren godt kan holde i alle tre uger, hvis løbet gribes tilstrækkeligt konservativt an, og finder han benene fra sidste sæson, skal han naturligvis også stræbe efter top 3.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Chaves derimod leder stadig efter sine bedste ben, og 2020 vil atter handle om at finde ud af, om han kan blive sig selv igen. Det vil sikkert igen skulle ske i Giroen og Vueltaen, hvor holdet har bedre råd til at falde igennem, men drømmen er naturligvis, at han kan genfinde de ben, der gav ham podiepladser i begge løb. Lige nu er der desværre ikke meget, der tyder på det. Sandsynligt er det derfor også, at man ikke laver dobbeltsatsningen i Touren, men derimod sender en af brødrene, formentlig Adam, med Chaves til Italien, inden han meget vel kunne gentage modellen fra i år, hvor Giro-kaptajnen agerede løjtnant i Frankrig. Problemet er bare, at Giro-ruten som sagt ikke synes at være en, hvor de kan stræbe efter sejren, slet ikke i et år, hvor feltet bliver uhyre stærkt.

Holdets joker er Jack Haig. Den australske komet viste i dette efterår nok engang, at hans potentiale er enormt, og selvom et styrt i foråret betød, at han aldrig fandt sin bedste form til sin Tour-debut, er han nu tilbage på sporet. Hans 6. plads i Lombardiet og 4. plads i Paris-Nice var vidnesbyrd om, at han nu er moden til selv at forsøge sig i en grand tour, men spørgsmålet er, om holdet kan undvære ham som hjælper i Touren. For Haigs egen skyld kunne man håbe, at gav ham chancen ved siden af Chaves i Giroen, hvor han utvivlsomt kunne ende som løbets helt store åbenbaring, men det kan også være, at han nok engang skal ofre sig.

Vueltaen ligner et løb, der kan blive nedprioriteret. Kører en af Yates-brødrene kun Giro, ligner det en Giro-Vuelta-satsning, som Simon lavede i 2018, og det giver bestemt også mening, da den spanske grand tour utvivlsomt er den, der passer dem bedst. I et år med OL og VM for klatrere er det imidlertid sandsynligt, at de begge har andre planer, og det kunne derfor ligne Chaves’ løb igen. Måske kunne det også være en chance for Haig, hvis han har ageret hjælper i Touren, men det virker som en stor opgave med to på hinanden følgende grand tours for en mand, der har haft lidt svært ved at strække den gode form alt for langt.

Endelig er der holdets yderst lovende Lucas Hamilton. I årets Giro viste han, at han allerede kan sidde med de allerbedste i bjergene, og det vil han kunne i endnu større omfang i 2020. Når Haig har så svært ved at få sin egen plads, ligner det imidlertid endnu et år som hjælper, denne gang måske i Touren. Til gengæld er han en af de ryttere, der kan jagte en etape, hvis kaptajnerne fejler.

Udgangspunktet er da også, at det hele handler om klassementet, men som vi særligt så i årets Tour, er holdet gode til at skifte strategi om nødvendigt. Mikel Nieve synes at være ved at blive indhentet af alderen, men han har en forrygende historik som udbryderkonge i bjergene, og her kan Yates-brødrene selv, Haig, Chaves og Hamilton også vinde etaper, hvis det skulle blive den nye dagsorden. Damien Howson kørte nogle fine udbrud i årets Vuelta, og Brent Bookwalter kan på den rette dag også vinde en etape, men den bedste option er nok Daryl Impey, der så fornemt gjorde netop det i årets Tour, samt måske Dion Smith, der også er hurtig. Massespurter vil formentlig blive negligeret, selvom Luka Mezgec formentlig kan få sin chance i enten Giroen eller Vueltaen. Endelig ligger til højrebenet at give Edoardo Affini grand tour-debut på hjemmebane i Giroen, hvor de tre relativt flade enkeltstarter burde være guf for tempotalentet, der med årets EM-bronze, 2. plads i BinckBank Tour og sejr i Tour of Britain for længst har vist, at han kan tage kampen op med selv de største specialister.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Mitchelton-Scott er det eneste hold, der død og pine skal være knivskarpe fra start. Mens succes i Tour Down Under for alle andre hold mest af alt betragtes som en dejlig åbningsbonus, er australierne under stort pres på deres egen hjemmebane. Heldigvis plejer det at gå ganske godt, og man klarede også tabet af vindermaskinen Caleb Ewan ganske fint. Daryl Impey har nu vundet løbet to gange i træk, og han vender naturligvis tilbage for at lave et hattrick og måske vinde Cadel Evans Great Ocean Road Race. Den hårdere rute til etapeløbet stiller dog endnu større krav til sydafrikaneren, der kan få sværere ved at hente det nødvendige antal bonussekunder undervejs.

I de ugelange etapeløb i Europa har holdet stort potentiale. Selvom de stadig har den første sejr til gode, har både Adam og Simon Yates været med helt i front i disse løb, særligt i år, hvor Adam stadig må have svært ved at forstå, hvordan han i sidste øjeblik mistede førertrøjerne i Tirreno, Catalonien og Dauphiné, og hvordan sort uheld kostede ham det, der kunne have været samlet sejr i Baskerlandet. Finder han samme form i år, er der imidlertid al mulig grund til at tro, at det kan lykkes endelig at få den forløsende sejr, og hvis holdet vitterligt laver en dobbelt Tour-satsning og derfor giver begge tvillinger plads til at finde topformen i foråret, kan de blive yderst skræmmende i de ugelange løb, hvor de ikke skal kæmpe med den manglende holdbarhed, der er deres største svaghed i grand tours.

Esteban Chaves har aldrig haft smag for kortere etapeløb, og han vil formentlig igen satse fuldt på sine grand tours, men til gengæld burde der blive nogle chancer til Jack Haig. Hans enkeltstarter er ikke noget at råbe hurra over, men hans 4. plads i Paris-Nice vidner om potentialet. Kan han lægger yderligere på i forhold til 2019, er Lucas Hamilton også moden til større opgaver end Coppi e Bartali, som han sikkert vandt i den forløbne sæson, men det kan blive svært at tilkæmpe sig megen albuerum, hvis de britiske brødre lægger deres klamme hænder på hele foråret.

Efter tabet af Caleb Ewan og nu også Matteo Trentin bliver det småt med mandskabets deltagelse i massespurter. Det kunne være en ide at sende Luka Mezgec til Catalonien, hvor han tidligere har vundet tre etaper, Baskerlandet, Romandiet og Schweiz, hvor man finder ruteprofiler for holdbare afsluttere som ham, og det samme gælder for Luka Mezgec. For dem begge gælder imidlertid, at det konflikter med deres ambitioner på brostenene. Daryl Impey har før vundet etaper i både Baskerlandet og Catalonien og vil formentlig forsøge at gentage den bedrift i i hvert fald et af løbene, og måske kan Michael Albasini gå efter nogle af de sidste topresultater inden karriereafslutningen i de reducerede massespurter i Baskerlandet, Romandiet og Schweiz. Holdets mest rendyrkede sprinter, unge Kaden Groves, vil sikkert også få en del chancer, ligesom også Alexander Konychev måske kan få det, men det er nok kun på lavere niveau, at vi skal have forventninger.

Holdet har altid lagt en del vægt på enkeltstarter, og her burde der være store resultater i vente for kometen Edoardo Affini, der allerede nu kan være med på WorldTour-niveau, og som utvivlsomt allerede nu har blik på den berømte Tirreno-enkeltstart, som på hans italienske hjemmebane burde passe ham. Holdet vil utvivlsomt også gerne gentage sejren i samme løbs holdløb, hvor folk som Luke Durbridge og Michael Hepburn bliver vigtige. De vil også jagte individuelle resultater, men den tid, hvor de kan være med helt i front på den store scene, er ovre.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Endelig har holdet for vane at køre en række mindre etapeløb som Herald Sun Tour, Coppi e Bartali og Czech Cycling Tour. Det kunne være et sted for Robert Stannard, Damien Howson, Nick Schultz og måske endda Brent Bookwalter til at køre lidt klassement i en sæson, hvor de ellers ventes at arbejde for kaptajnerne.

Hvem kan overraske?

Det er sjovt, som talenter har det med at skulle bruge nogen tid på at slå igennem på Mitchelton-Scott. Holdet har en ganske fin historik, når det kommer til talentudvikling, men selv de mest lovende navne har en tendens til at skuffe i deres første år på heldet. Heldigvis tyder meget på, at de hurtigt kommer efter det, og det kan vi forhåbentlig få at se i det kommende år.

Det mest oplagte navn er Jack Haig, der har haft en imponerende udvikling, men som hidtil har været låst alt for meget i en hjælperrolle. Kombinerer man det med den skade, der ødelagde store dele af 2019, er han fløjet lidt under radaren, men hans efterårssæson var nærmest magisk. Selvom det først var til allersidst i Italien, at han kørte løb, der passede ham, leverede han det ene topresultat efter det andet - og det endda selvom han punkterede i finalerne af Giro dell’Emilia og Milano-Torino, hvorfor det først var 6. pladsen i Il Lombardia, der endelig gjorde det tydeligt for enhver, hvor skræmmende stærk han var. Som skrevet ovenfor kan der være lidt tvivl om, hvor meget frihed han kan få i hvert fald i grand tour-sammenhæng, men når han endelig får chancen i ugelange løb og forhåbentlig også over tre uger, kunne han meget vel i 2020 cementere sin status som en af feltets kommende grand tour-stjerner.

Næst i rækken af australske klatrere er Lucas Hamilton. Australieren havde det ligesom Haig ganske vanskeligt i sit først år, men det blev der lavet om på i 2019. Allerede i Tour Down Under, hvor Daryl Impey i høj grad kan takke sin unge holdkammerat for den samlede sejr, gav han prøver på sin fremgang, og den fortsatte gennem hele året. Han vandt Coppi e Bartali, hvor han for en gangs skyld kunne køre for sig selv, kørte med de bedste på stigningerne i Baskerlandet og slæbte den nødlidende Simon Yates op ad Giroens mange bjerge, inden han rundede sæsonen af med som hjælper for Impey (igen) at vinde kongeetapen i Tjekkiet. Ligesom Haig må Hamilton nok finde sig i at være temmelig låst i sine første år, men når han endelig får chancen, har den australske guldfugl det med at slå til, som han gjorde, da han vandt i Coppi e Bartali tilbage i marts.

Den tredje rytter i den australske arvefølge er Robert Stannard, der følger den generelle trend. Også han havde nemlig en uhyre vanskelig første sæson på WorldTouren, hvor han slet ikke levede op til de ganske høje forventninger. Følger han samme mønster som sine landsmænd, kan vi imidlertid vente en vis fremgang i 2020, og forhåbentlig kan han langsomt vise lidt af det potentiale, han viste i U23-klassen. Modsat Haig og Hamilton, der er relativt rene klatrere, er Stannard også en lynhurtig fyr med potentiale i klassikerne og endda spurter i mindre grupper, og da han samtidig kan køre klassement, mangler der ikke muligheder, hvis han skulle få chancen i et år, hvor også han nok vil være temmelig låst.

Edoardo Affini er undtagelsen, der bekræfter Mitchelton-reglen. Modsat de tre australske klatrere kunne det italienske tempofænomen sætte sig igennem straks fra start i en sæson, hvor han slog flere af sportens giganter i forbindelse med sin EM-bronze, ligesom han gjorde det, da han blev nr. 2 på den stærkt besatte enkeltstart i BinckBank Tour eller sejrede i enkeltstarten i Tour of Britain. Det er nok for tidligt for ham at stræbe efter succes i klassikerne allerede nu, men han har vist, at han skal tages seriøst som vinderkandidat i enkeltstarter også på allerhøjeste niveau.

Trentins exit åbner muligheder for alle til at gribe ud efter chancen i brostensklassikerne. Det kan Dion Smith og Alexander Edmondson forhåbentlig udnytte. Smith har to gange i træk været i top 10 på Flandern Rundt-etapen i BinckBank Tour, og selvom han mangler for meget rutine i de største løb i Nordeuropa har han et lovende potentiale i den slags begivenheder. Det samme har den lidt tungere, men mere kraftfulde Edmondson, som efter en svær tid tog et gigantisk skridt i efteråret, hvor han kørte som en motorcykel i Kroatien og England. Begge er hurtige og kan begå sig i spurter i mindre grupper, og de vil få masser af frihed til at teste sig selv i de nordlige klassikere.

Endelig vil vi pege på Kaden Groves. Australieren er en af tidens mest lovende sprintere, og han nåede sidst på året også at teste sig selv i skrapt selskab, da han blev nr. 10 i det stærkt besatte Brussels Cycling Classic. I en trup, hvor han er den eneste mand til de rigtige massespurter, burde han kunne få en del frihed, og selvom der blandt U23-rytterne er hurtigere folk end ham, burde hans rigelighed af muligheder betyde, at der bør falde resultater undervejs. Samtidig viste han med sin 8. plads i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege - som dog ikke er nær så selektiv som den professionelle udgave - samt et flot VM, at han har en fornuftig holdbarhed, som gør ham brugbar også i vanskeligere terræn.