Nedenfor giver vi en analyse af Israel Cycling Academy.

Ryttere, der bliver på holdet

Matteo Badilatti, Rudy Barbier, Matthias Brändle, Alexander Cataford, Davide Cimolai, Itamar Einhorn, Ben Hermans, Krists Neilands, Mihkel Raim, Tom van Asbroeck

Nye ryttere

André Greipel (Team Arkea Samsic), Dan Martin (UAE-Team Emirates), Daniel Navarro (Team Katusha-Alpecin), Alex Dowsett (Team Katusha-Alpecin), Rory Sutherland (UAE-Team Emirates), Nils Politt (Team Katusha-Alpecin), Hugo Hofstetter (Cofidis), Mads Würtz Schmidt (Team Katusha-Alpecin), Rick Zabel (Team Katusha-Alpecin), Reto Hollenstein (Team Katusha-Alpecin), Patrick Schelling (Team Vorarlberg Santic), Travis McCabe (Floyd's Pro Cycling), Jenthe Biermans (Team Katusha-Alpecin), James Piccoli (Elevate - KHS Pro Cycling), Alexis Renard (nyprofessionel), Norman Vahtra (nyprofessionel)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Ruben Plaza (stopper karrieren), Kristian Sbaragli (Corendon-Circus), Guillaume Boivin (?), Sondre Holst Enger (Riwal Readynez Cycling Team), Edwin Avila (?), Zak Dempster (stopper karrieren), Dennis van Winden (?), August Jensen (Riwal Readynez Cycling Team), Riccardo Minali (?), Nathan Earle (?), Ben Perry (?), Daniel Turek (?), Connor Dunne (?), Guy Sagiv (?), Awet Gebremedhin (?), Clement Carisey (?), Guy Niv (?), Hamish Schreurs (?), Omer Goldstein (?), Roy Goldstein (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det var naturligvis en glædens dag i Israel, da det stod klart, at holdet havde sikret sig en genvej til WorldTouren ved at overtage Katusha-Alpecins licens. Planerne om en fremtidig reduktion af størrelsen på sportens fineste division gjorde nemlig udsigten til drømmen om en plads i det fine selskab ganske vanskelig, og meget tydede på, at de ambitiøse israelere kun kunne sikre sig en billet til sportens øverste niveau ved at overtage en plads fra et af sportens etablerede tophold.

Den hovedpine slap man ud af, da Igor Makarovs beslutning om ikke at dække det hul i budgettet, som Katusha-mandskabets masseudvandring af sponsorer skabte, åbnede mulighed for overtagelsen af den plads, det schweiziske mandskab med de russiske rødder tidligere havde siddet på. Det skabte imidlertid en ny kattepine, for pludselig stod man med den opgave at fusionere to trupper, hvilket blandt andet indebar, at man i hvert fald overtog de økonomiske forpligtelser i forhold til de Katusha-ryttere, der havde en kontrakt for 2020-sæsonen. Da man samtidig havde et ønske om at fastholde de væsentligste i den eksisterende trup, som trods alt havde ført mandskabet op i top 20 på UCIs verdensrangliste, havde egne kontraktlige forpligtelser af overholde og samtidig havde et ønske om at fastholde et vist israelsk element, som ikke kan retfærdiggøres ud fra en sportslig betragtning, var der pludselig en overflod af ryttere. Det tvang ledelsen til at træffe en stribe svære til- og fravalg, som uundgåeligt ville føre til, at flere ryttere fra både Katushas og holdets egen lejr ville blive efterladt med en lang næse.

Lettere blev det ikke af, at holdet allerede var i gang med deres egen oprustning, inden fusionen med en Katusha blev en realitet. Således havde man ved aftalens indgåelse opgraderet gevaldigt på etapeløbsfronten ved at sikre sig en kontrakt med Dan Martin, der chokerede en hel cykelverden ved at forlade et af sportens største og i 2019 mest succesrige mandskaber, UAE-Team Emirates, til fordel for en særdeles usikker tilværelse på den nye dreng i WorldTour-klassen. På det tidspunkt bar skiftet endda endnu mere præg af gambling, da Martin faktisk regnede med, at han havde skrevet kontrakt med et hold fra sportens 2. division og havde indstillet sig på en sæson med en løbskalender bestående af knap så mange løb på højeste niveau.

Sådan gik det imidlertid ikke. Martin befandt sig pludselig alligevel på et af sportens førende mandskaber og skal nu alligevel indstille sig på en ret intensiv sæson, hvor han sammen med Ben Hermans skal løfte kaptajnrollen i de hårdeste løb. Investeringen i en rytter af Martins kaliber var imidlertid også helt nødvendig. Med Ilnur Zakarins skifte til CCC stod Katusha nemlig uden klassementsryttere, og da Hermans ikke kan løfte alle etapeløb og grand tours på egen hånd, var der behov for endnu en rytter til den slags udfordringer, hvis ikke man skulle ende som en kopi af det relativt tandløse CCC-mandskab fra 2019. Det hul burde Martin udfylde, for selvom han har haft en svær 2019-sæson, taler vi trods alt om en vindertype med to monumentsejre, flere grand tour-etapesejre og topplaceringer i både korte og lange etapeløb. På den facon løfter han et ansvar i både endags- og etapeløb og har dermed den alsidighed, som giver et ellers ret smalt Israel Cycling Academy-mandskab en større bredde.

Det er imidlertid ikke nok at have store stærke kaptajner i form af Martin og Hermans. Holdet har også været tvunget til at se sig om efter en række bjergstærke hjælpere, ikke mindst fordi en af den eksisterende trups få stærke klatrere, Ruben Plaza, kører cyklen i garagen efter en sæson, der viste, at det ikke var spor for tidligt. Derfor var det også en indlysende beslutning at holde fast i Katushas Daniel Navarro, for selvom skader ødelagde 2019 viste han i 2018-udgaven af Dauphiné, at han i hvert fald for et års tid siden klatrede glimrende. Med sin store erfaring vil han kunne tilføre noget tiltrængt rutine til en trup, der netop har brug for noget stabilitet.

Holdets bagmand, Sylvan Adams, er canadier, og det afspejler sig i truppen. Derfor var det også oplagt, at holdet gik på jagt efter den canadiske James Piccoli, der i en relativt sen alder har været med i front i alle større nordamerikanske løb og gav netop Hermans kam til sit hård i det knaldhårde Tour of Utah, hvor han vandt en etape og blev nr. 2 bag sin kommende holdkammerat. Nok har han meget at lære i Europa, hvor han ikke har kørt et eneste UCI-løb siden et fiaskoophold hos Amore e Vita i 2014, men som hjælper for holdets kaptajner fortjener han en chance. Det samme gør den ganske lovende Patrick Schelling, der efter IAM-holdets lukning har fået sin stjerne til at skinne klart igen, og som efter en ganske lovende sæson, hvor han blandt andet imponerede i GP Lugano, nu har sikret sig en rolle som hjælper i bjergene i en trup, der netop mangler bredde på det felt.

Katushas 2019-sæson var mildt sagt en katastrofe, og derfor var der ikke meget guld at finde i det schweizisk-russiske vrag, der blev samlet op. Der var dog en sand diamant at hente, nemlig dette års nr. 2 i Paris-Roubaix, Nils Politt, som havde en eksisterende kontrakt og derfor kunne slippe væk, selvom han utvivlsomt har haft mange bejlere. Derfor var det også naturligt, at en stor del af den nye trup blev dedikeret til ham, hvor man har gjort et hæderligt, men dog meget vanskeligt forsøg på at opbygge en trup, der kan give i hvert fald hæderlig støtte til en rytter, der kan vinde sportens største klassiker.

Derfor er det ikke overraskende, at en stor del af de ryttere, som har fået lov at fortsætte videre til Israel fra Katusha, først og fremmest er folk, der kan støtte Politt i klassikerne. Det gælder således for Alex Dowsett, Mads Würtz Schmidt, Rick Zabel, Reto Hollenstein og Jenthe Biermans, som alle har en vis erfaring i de løb. Biermans og Würtz er stadig så unge og har vist så hæderlige takter, at der kan være en vis værdi af fastholde dem som hjælpere, også selvom de næppe bliver klassikerstjerner i deres egen ret. Hollenstein er faldet kraftigt af på den i de senere år og kunne måske nok være blevet fravalgt, men hans rutine i både klassikere og etapeløb samt en stor alsidighed har formentlig sikret ham en fortsættelse.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Zabel og Dowsett har aldrig imponeret i klassikerne, men de er formentlig også primært hentet af andre årsager. Efter nogle sløje år sparkede Dowsett nemlig liv i sin karriere igen med en 5. plads ved VM i enkeltstart, hvor han var sekunder fra at sikre en medalje, og hans evne til at bidrage med resultater på enkeltstarterne har formentlig været en væsentlig årsag til hans plads på holdet. Zabel var lidt lost i 2019, hvor han efter Kittels exit manglede en sprinter at køre for, men forinden nåede han at vise sig som en i hvert fald hæderlig lead-out man. Med tanke på, at massespurterne er en væsentlig del af holdets satsning, var det derfor oplagt at bringe ham med over, når nu holdets to andre lead-out-ryttere, Marco Haller og Jens Debusschere, ikke havde eksisterende kontrakter og derfor var sværere at finde plads til ud fra en økonomisk betragtning.

Holdets sprintersatning har imidlertid karakter af en gambling. Holdet valgte klogelig at forlænge med Davide Cimolai, der virkelig er blevet genfødt efter sit skifte til holdet, ligesom også Tom van Asbroeck, Rudy Barbier og Mihkel Raim havde eksisterende kontrakter. Den helt store satsning er imidlertid, at holdet lidt overraskende skrev kontrakt med André Greipel, da denne ønskede sig fri af kontrakten med Arkea Samsic. Det er et sats, der kan ende som en gedigen fiasko på baggrund af Greipels forfærdelige 2019-sæson, men er det vitterligt sandt, at en bakterieinfektion var årsag til nedturen, skal man ikke udelukke, at tyskeren kan bidrage med et par sejre i hvert fald i mindre løb. På ICA kan han nemlig se frem til langt bedre støtte, hvad der er livsvigtigt for den positioneringssvage gorilla, og det er trods alt kun godt et år siden, at han stadig kun slå folk som Caleb Ewan og Fernando Gaviria i Tour of Britain.

Lidt overraskende er det, at holdet også har hentet sprintere uden for de to eksisterende trupper, hvor man slet ikke har fastholdt alle de ryttere, der havde eksisterende kontrakter. Allerede inden fusionen med Katusha havde man imidlertid lavet en aftale med Hugo Hofstetter, men det er nu nok mest i en lead-out-rolle, han skal gøre sig gældende. Nok vandt han Coupe de France i 2018, men det skyldtes alene hans enorme stabilitet og gode positionering. Nogen vinder er franskmanden, der blot har vundet ét cykelløb, imidlertid ikke, og derfor er det primært hans evner i positionskampen, som holdet kan gøre brug af. Endnu mere overraskende er det, at man har fundet plads til den unge ester Norman Vahtra, men det er måske slet ikke helt dumt. En stribe sejre i mindre løb hovedsageligt i Østeuropa viser i hvert fald, at han har et vist potentiale, i første omgang nok mest som lead-out man.

Endelig har holdet hentet Travis McCabe, der i flere år har været den førende amerikanske sprinter. Med en 2. plads i den første massespurt i årets Tour of California samt en serie sejre i de største amerikanske løb har han vist, at han kan begår sig på højt niveau, endda uden den helt store støtte, og man bliver gang på gang imponeret over, hvor holdbar han faktisk er. Nogen stor WorldTour-sprinter bliver han næppe, men det skal blive interessant at se, hvad han kan på et hold, hvor antallet af sprintere bør sikre ham en hæderlig støtte.

Holdet to sidste nye ryttere hentes tillige udefra. Det gælder veteranen Rory Sutherland, hvis kontrakt alene kan ses som udtryk for, at holdet har jagtet noget tiltrængt erfaring på et hold, der stadig skal finde sine ben. Det har australieren imidlertid masser af, og selvom vi næppe vil se ham levere ét eneste resultat, vil han formentlig have en vis værdi på de indre linjer, ikke mindst fordi hans alsidighed gør ham brugbar i næsten alle slags cykelløb. Langt sværere er det at se, hvorfor de har fundet det værd at udstyre 20-årige Alexis Renard med en plads på WorldTouren, for det er meget svært at se, at han har vist takter, som gør ham berettiget til en plads på højeste niveau.

En fusion af to mandskaber betyder naturligvis, at mange må sig om efter nye græsgange. Udover den store gruppe af Katusha-ryttere, som ikke havde kontrakt for 2020, foregår der også en masseudrensning på Israel Cycling Academys eksisterende hold. Og mens langt de fleste farvel siges til ryttere, der ikke har vist det store, er der også et par enkelte mere markante exits iblandt.

Mest overraskende er det, at der ikke blev plads til Kristian Sbaragli. Nok var den engang så lovende italiener endt som en anonym rytter i flere år, men i anden halvdel af 2019 var han genfødt. Særligt hans top 10 i den ekstremt stærkt besatte VM-generalprøve i Montreal var udtryk for tårnhøj klasse som kulmination på et efterår, hvor han kørte så brølstærkt, at han blev udtaget som reserve til det stjernespækkede italienske VM-hold. På den baggrund kan man godt undre sig over, at han ikke var værd at beholde, men heldigvis lykkedes det ham da at redde karrieren som holdkammerat med Mathieu van der Poel på Corendon-Circus.

Lige så overraskende var det, at der ikke blev plads til Guillaume Boivin. Ikke blot betyder hans canadiske pas, at Adams burde have fastholdt ham, han har imellem de mange skader også vist, at han er en rytter, der kan vinde cykelløb og være med på højeste niveau, hvorfor han havde været brugbar både som støtte for Politt og i holdets tog. Det samme havde Edwin Avila, der ikke blot er en hurtig herre, men også ganske klatrestærk, men heller ikke han fandt genvalg, selvom han har leveret fine resultater og var afgørende for Hermans i sejren i Utah. Også Nathan Earle fandt faktisk så fint et niveau efter nogle svære år, at han nok kunne have været brugt som hjælper for Hermans og Martin, selvom han har været temmelig svingende.

Mere forståeligt var det, at man tabte tålmodigheden med den engang så lovende Riccardo Minali, som endte som en gedigen fiasko, selvom han var hentet som holdets store sprintersatsning. Det var også svært at bevare tiltroen til de engang så lovende nordmænd August Jensen og Sondre Holst Enger, hvis karriere kun gik den forkerte vej i tiden på holdet, og som var oplagte at skille sig af med, da de fik et tilbud fra Riwal på et tidspunkt, hvor der var gang i en masseudrensning.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derudover ryddes der i den grad ud i gruppen af anonyme hjælper. Connor Dunne var mere kendt for sin størrelse og frugtesløse udbrud end bemærkelsesværdige resultater, og heller ikke Ben Perry, Hamish Shreurs, Clement Carisey, Daniel Turek eller veteranen Dennis van Winden bidrog med noget, der ikke kan findes andetsteds. Zak Dempster blev hentet ind i staben og afsluttede karrieren, og selvom Awet Gebremedhins flygtningehistorie var både smuk og rørende, er det også sandt, at hans sportslige berettigelse var svær at finde.

Endelig er der holdets israelske kontingent. I skrivende stund har holdet kun offentliggjort kontrakter med 25 ryttere, hvoraf kun sprinteren Itamar Einhorn repræsenterer Israel. Det er naturligvis alt for lidt, og derfor må man formode, at der vil blive plads til mindst et par stykker af Guy Sagiv, Guy Niv og Omer Goldstein (Roy Goldstein stopper karrieren), der alle havde en kontrakt i 2019. I hvert fald den klatrestærke Niv burde være ret sikker, og det vil også være en overraskelse, hvis Sagiv siger farvel. Mest sandsynligt er det dog, at de alle får lov at fortsætte, så truppen fortsat vil indbefatte fire ryttere fra holdets hjemland.

Samlet set er det således vært at komme udenom, at Israel Cycling Academy vil være et af WorldTourens svageste mandskaber. Nok er Martin, Politt og Hermans klasseryttere, nok har Cimolai, Van Asbroeck en vis kvalitet, og nok kan man stadig leve i håbet om, at Greipel er frisk og flyvende igen, men nogen stjernebesat trup er det ikke. Det ville imidlertid også være for meget at forlange, når man med kort varsel skal fusionere to hold, der ikke just vadede i verdensstjerner. 2020 vil først og fremmest være et år, hvor de to mandskaber skal forenes til ét hele, og så må opbygningen af en stærkere trup vente, indtil ledelsen selv helt kan vælge og vrage, hvem de har lyst til at give en chance.

BEMÆRK: I skrivende stund er kun 26 ryttere officielt bekræftet. Derfor vil der komme flere ryttere til, formentlig primært af israelsk herkomst jf. ovenstående kommentar.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Ser man på verdensranglisten, er Nils Politt det fusionerede holds bedst placerede rytter. Det siger måske mest om den manglende bredde på holdet, for selvom tyskeren er brølstærk, er han ikke en udpræget vindertype, og han ligger da også blot nr. 40 i det globale hierarki. Det fortæller imidlertid også historien om, hvor Israel Cycling Academy har den største chance for at levere en gigantisejr. Skal den komme, skal den nemlig formentlig falde i Roubaix den 12. april.

I år blev den store tysker nemlig nr. 2 i Helvedet i Nord, Paris-Roubaix, og det var ikke nogen stor overraskelse. Allerede i 2018 havde han nemlig vist, at han med sin gigantiske power er som skabt til sportens mest berømte klassiker, og det er nu hævet over enhver tvivl, at han rent faktisk også kan vinde den berømte brosten på den ikoniske velodrom. Det kræver, at sol, måne og stjerner står rigtigt, men når man kan blive nr. 2 i 2019-udgavens brutale udskilningsløb, kan man naturligvis også vinde. Det er langt fra sikkert, at det sker i 2020, men der er ingen tvivl om, at den 12. april bliver en af årets allervigtigste dage i Israel - i hvert fald ud fra en sportslig betragtning.

Politt har også et vist potentiale i de flamske klassikere. I år blev han trods alt nr. 5 i Flandern Rundt, men det virker usandsynligt, at han vil vinde et af de store løb i Belgien. Her har han nemlig hidtil været for tung og alene kæmpet for overlevelse, inden han har kunnet bruge sin ganske hæderlige spurt til sidst. Med mindre han har held til at foregribe favoritterne med et tidligt angreb, bliver det svært pludselig at vende den tendens i 2020, men top 10-placinger i de hårdeste brostensløb er naturligvis inden for rækkevidde for den stadig ganske unge tysker.

Man må formode, at hele brostenssæsonen handler om Politt. Ryttere som Tom van Asbroeck, Alex Dowsett, Jenthe Biermans, Mas Würtz Schmidt og André Greipel kan tænkes at udgøre kernen i støttegruppen omkring tyskeren. Til de mere sprintervenlige løb som Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Scheldeprijs kan man håbe på et resultat fra Van Asbroeck, Greipel, Hugo Hofstetter og måske Davide Cimolai, selvom sidstnævnte nok skipper de nordlige klassikere, men skal der sikres en stor sejr, skal det formentlig ske via Politt i Roubaix eller - hvis alt flasker sig - i Omloop Het Nieuwsblad, E3 og Flandern Rundt, der er de tre hårdeste flamske klassikere

Milano-Sanremo spiller en særlig rolle. Det er nemlig Cimolais yndlingsløb. Italieneren har tidligere været i top 10, og selvom han utvivlsomt ikke vinder løbet, kan han med en heldig og veltimet spurt på Via Roma måske gå i top 10 efter en 2019-sæson, hvor han var bedre end nogensinde. Er Greipel frisk og rask igen, kan også han spurte i den italienske klassiker, men man må formode, at alt handler om Cimolai på det æøb, han har udpeget som det helt store mål.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I Ardennerne må alle øjne være rettet mod Dan Martin. Ganske vist er det nogle år siden, at han for alvor har vist sig frem i sine favoritløb, men vi taler trods alt om en dobbelt monumentvinder, der så sent som i 2018 kørte fra hele verdenseliten på Mur-de-Bretagne i Tour de France. Finder han benene igen, er Martin stadig en klasserytter md et guddommeligt vinderinstinkt, og sætter man ham på hold med den genfødte Ben Hermans, der tidligere har vundet Brabantse Pijl og gjort det fint i blandt andet Il Lombardia, har man en ganske potent duo til særligt Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Også den spændende Krists Neilands burde efter sejren i GP de Wallonie have et vist potentiale i disse løb, i hvert fald som hjælper, og selv James Piccoli kan gøre det godt, selvom han mangler erfaring, ligesom Patrick Schelling også kan yde en vis støtte. Flasker alt sig, kan Martin være med i kampen om sejren, og en top 5 i en af de tre klassikere er et realistisk mål i første forsøg.

I efterårets løb er det i vidt omfang de samme ryttere, der skal levere varen. Greipel vil utvivlsomt elske at forsøge at vinde på hjemmebanen i Hamburg og måske i London, men man må tvivle på, om det fortsat er realistisk. Bedst chance for succes har holdet nok med Politt i Bretagne, hvis nye rute slet ikke er så ringe for den store tysker, men også Cimolai og måske Van Asbroeck kunne komme i spil, hvis løbet skulle udvikle sig mindre selektivt. Cimolai kunne i princippet gøre det hæderligt i Quebec og Martin i både Quebec og Montreal, og endelig drømmer Martin stadig om at vinde Il Lombardia igen, selvom det er nogle år siden, at han sidst har været tæt på. Måske kunne 2020 være et godt år, hvis han kan kombinere det med en fuldtonet VM-satsning, og sammen med Hermans, der tidligere har gjort det godt i det italienske monument, har de i hvert fald en ganske solid duo.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

En af udfordringerne ved at blive en del af WorldTouren er, at man er forpligtet til at deltage i alle de tre grand tours. Det kan være svært for de svageste af holdene at have et reelt input til alle de tre uger lange etapeløb. Det gælder ikke mindst for Israel Cycling Academy, der måske nok har nogle store navne, men mangler den bredde, der er nødvendig for at køre stærkt i ni uger.

Derfor bliver det også uhyre interessant at se, hvordan de fordeler ressourcerne over de tre løb. Deltagelsen i Touren er en gigantisk begivenhed for det lille hold, der har haft som sin mission at bringe israelsk cykelsport til verdens største cykelløb, og det kunne anspore mandskabet til at komme med det fulde kontingent af kaptajner. Det vil imidlertid efterlade dem med en svag besætning til de øvrige løb, hvor chancerne for succes er betydeligt større.

Egentlig havde Dan Martin indstillet sig på en sæson uden Tour de France, men nu siger al logik, at den irske klatrer skal jagte endnu en top 10-placering i Frankrig på en rute, der passer ham bedre end nogensinde. Finder han niveauet fra 2017 og 2018, hvor han trods grimme styrt var ganske overbevisende, kan han komme langt, men vi har stadig til gode at se, om den svage 2019-sæson bare var en enlig svale. Spørgsmålet er tillige, hvilken støtte han vil blive udstyret med. Holdets anden potentielle topkandidat, Ben Hermans, vil være en vigtig hjælper for Martin i bjergene og vil utvivlsomt være motiveret af udsigten til en Tour-debut i en efterhånden fremskreden alder. Med de klatreevner, han har vist i 2018 og 2019, kunne han også selv køre et hæderligt klassement, men formentlig vil han først og fremmest gå efter en etapesejr med offensiv kørsel i bjergene. Alternativet er, at de deler kaptajnansvaret mellem sig og lader Hermans køre Giro og/eller Vuelta, hvor belgieren vil have større chance for at lave et klassemenentsresultat. Holdets øvrige klatrere, Krists Neilands, Patrick Schelling, Matteo Badilatti, James Piccoli og Daniel Navarro, er formentlig enten endnu ikke modne eller for gamle til at køre klassement, og det virker nærliggende, at den erfarne spanier skal støtte Martin i Touren samt måske jagte etaper i Vueltaen, mens de fire yngre ryttere kunne få en lidt mere fri rolle som etapejægere i de to mindre løb.

Holdets sprinterressourcer skal også fordeles klogt. Davide Cimolai kunne måske være fristet af at komme til Touren i en beskyttet rolle, men udsigten til at køre endnu en Giro på hjemmebane er formentlig det mest nærliggende at gå efter - især fordi der her er flere spurter at gå efter. Det vil efterlade André Greipel med endnu en Tour-chance, selvom han i 2019 gav udtryk for, at det kapitel nok var ovre, men hvorvidt de tør satse butikken på ham, bestemmes nok af, om han i foråret kan vise, at han for alvor er tilbage efter sin bakterieinfektion. Det er slet ikke utænkeligt, at Cimolai vil køre begge løb også, men mest af alt kunne det være sjovt at se den relativt holdbare italiener i Vueltaen, der bør passe ham bedre end de øvrige løb. Mere sandsynligt er det dog nok, at holdet rejser til Spanien med Tom van Asbroeck, Hugo Hofstetter, Travis McCabe eller Rudy Barbier, men de mangler farten til at vinde.

Udover de allerede nævnte bør også resten af mandskabet få masser af plads til at angribe, men det vrimler ikke med oplagte bud på etapevindere. Mest fokus vil naturligvis være rettet mod Nils Politt, der nok atter skal køre Tour, men hans ryttertype har sjældent mange muligheder i de tre uger lange etapeløb. En etapesejr er inden for rækkevidde, men det er ikke noget, der skal satses på. Endelig håber holdet, at Alex Dowsetts flotte VM var et varsel om en genfødsel af den tidligere tempokonge, og at han derfor kan jagte topresultater på enkeltstarterne, hvilket - i lyset af ruternes beskaffenhed - i givet fald skal ske i Giroen. Til gengæld er Matthias Brändles tid som topkandidat desværre nok talte.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Den relativt smalle Israel Cycling Academy-trup er afhængig af nogle få topryttere, der får nok at gøre med at jagte resultater i en kalender, der nu bliver ganske fyldt. De ugelange etapeløb kan i hvert fald ligne lidt af en udfordring, selvom der her er mange point at hente. Dan Martin har ganske vist før gjort det godt i den slags løb, men han hæmmes voldsomt af sin mildt sagt ikke imponerende enkeltstart, og i løbet af foråret er det primært i Volta a Catalunya, at han kan nå langt. Til gengæld har han for vane at køre stærkt i sommerens Dauphiné, hvor bjergene er så store, at enkeltstartens rolle sjældent er helt så udtalt, og uanset hvad vil det atter være Martin, der skal jagte de fleste resultater i den sammenhæng.

Det bliver imidlertid også spændende at se Ben Hermans i de større løb. Efter skiftet til Israel har han været ganske overbevisende i mindre etapeløb. To samlede sejr i Østrig Rundt og en magtdemonstration i årets Tour of Utah viser, at han mestrer disse begivenheder, men vi har samtidig set, at hans skifte væk fra BMC har haft en kedelig effekt på hans enkeltstart. I de største løb kan han derfor nok ikke stræbe efter meget mere end top 10-placeringer.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det bliver også spændende at se den lovende James Piccoli og de spændende klatrere Krists Neilands, Matteo Badilatti og Patrick Schelling køre klassement i disse løb, men også de er hæmmet af svage evner i kampen mod uret. Det gælder også for veteranen Daniel Navarro, og derfor er det måske mere sandsynligt, at de skal jagte etaper i mere kuperet terræn. Nils Politt bør med sin efterhånden hæderlige enkeltstart også kunne gøre det pænt i BinckBank Tour, selvom han næppe er vinderkandidat i et løb, hvor tidskørslen er for kort efter hans smag.

Holdet sprintere får det også svært i de store løb. Bedst chance for succes har de, hvis André Greipel vitterligt kan komme tilbage efter sin sygdom, men sandsynligheden herfor er lille. Uden ham vil det ikke give meget mening at tage kampen op med de bedste i de stærkest besatte sprinterløb, men det kunne give god mening at sende de holdbare Davide Cimolai, Travis McCabe og Tom van Asbroeck til løbene i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor de med begrænset modstand kan jagte lidt succes.

Det er dog nok først og fremmest i mindre løb, at holdet fortsat skal slå til. Cimolai, Van Asbroeck, Hugo Hofstetter, Greipel, McCabe, Mihkel Raim, Rudy Barbier og måske endda unge Norman Vahtra skal skyde på alt, hvad der rører sig i spurter på 1.1- og 2.1-niveau. Alex Dowsett skal køre nogle fremragende enkeltstarter, også på WorldTour-niveau, og Matthias Brändle kan vel køre hæderlige enkeltstarter på lavere niveau. Endelig kan man håbe, at Mads Würtz kan bygge videre på de fine enkeltstartstakter, han viste i Touren, for det kunne åbne døren for at køre klassement i løb som ZLM Tour, hvor han i år endte på podiet.

Hvem kan overraske?

I en smal trup med kun få kaptajner er overraskelser kærkomne, og det er da heller ikke helt umuligt, at der kan dukke noget op i løbet af året. Det er særligt i klatredepartementet, at holdet måske kan trække en kanin op af hatten.

Mest interessant er måske Krists Neilands. Letten gjorde først for alvor opmærksom på sig selv, da han med sit angreb på Poggio i Milano-Sanremo i 2018 igangsatte noget, han ikke helt havde kontrol over, da Vincenzo Nibalis svar viste sig at indbringe italieneren en choksejr. I 2019 tog han et gigantisk skridt frem, først med fin kørsel i Asturiens bjerge, siden ved at være tæt på sejr på en bjergetape i Giroen, hvor han ellers var hårdt ramt af sygdom og især, da han efterfølgende knuste al modstand i Ungarn Rundt og med et imponerende soloridt vandt GP de Wallonie. Stabilitet er en mangelvare, og det er nok først og fremmest i kuperede endagsløb, at han har muligheder, men også i ikke alt for vanskelige og stærkt besatte etapeløb kan han vise sig frem.

Det gjorde James Piccoli også i et 2019, hvor han var den dominerende etapeløbsrytter på den anden side af Atlanten. Særligt hans kørsel i Utah, hvor han vandt bjergprologen og blev nr. 2 samlet bag Ben Hermans, viste en vis klasse. Man kan dog frygte, at han som en anden Michael Woods vil lide en del, når han uden nogen synderlig erfaring i Europa går fra de store, brede amerikanske boulevarder til snørklede og kringlede gedestier på sportens hovedkontinent. Det vil nok kræve lidt tilvænning og give ham et svært 2020, men potentialet er der.

Det er det også for klatreren Matteo Badilatti, der har leveret et par hæderlige klassementsresultater i de seneste to år. Det var dog særligt som hjælper for Hermans i Utah, hvor han alligevel selv endte som nr. 10 samlet, at han viste evnerne. Nogen fremtidig topstjerne er den 27-årige schweizer bestemt ikke, men en lille kanin kan han måske hive op af hatten.

I det hele taget er det en god ide at se mod Schweiz. Patrick Schelling har på fornem vis fået sparket gang i karrieren igen efter IAMs kollaps, og i år blev han såmænd nr. 11, da han kørte Tour de Suisse for det schweiziske landshold. Forinden havde han imponeret i GP de Lugano, og han har også tidligere været på podiet i Østrig Rundt. Heller ikke han bliver nogen stor vinder, men han har evner til at vise sig frem både i etapeløb og kuperede endagsløb.

Endelig vil vi pege på Norman Vahtra. Desværre har holdet så mange langt mere etablerede sprintere, at han formentlig skal tilbringe det meste af sæsonen som lead-out man, men måske kan han gribe en chance eller to. Hidtil har han mest kørt i Østeuropa, men her har vist en vis hurtighed, ikke mindst da han i år vandt tre af fem etaper i det polske løb Course Cycliste de Solidarnosc. Der er meget langt til de løb, han skal køre i det kommende år, men med lidt tilvænning kan han måske vise sig at have mere at byde på, end det umiddelbart tyder på.