Nedenfor giver vi en analyse af Intermarché Wanty Gobert.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Jan Bakelants, Jeremy Bellicaud, Aimé de Gendt, Jasper de Plus, Ludwig de Winter, Theo Delacroix, Tom Devriendt, Odd Christian Eiking, Alexander Evans, Quinten Hermans, Wesley Kreder, Maurits Lammertink, Andrea Pasqualon, Simone Petilli, Corne van Kessel, Kevin van Melsen, Danny van Poppel, Boy van Poppel, Pieter Vanspeybrouck, Loic Vliegen

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nye ryttere

Rein Taaramae (Team Total Direct Energie), Baptiste Planckaert (Bingoal - Wallonie Bruxelles), Louis Meintjes (NTT Pro Cycling), Jan Hirt (CCC Team), Taco van der Hoorn (Team Jumbo-Visma), Lorenzo Rota (Vini Zabu-KTM), Riccardo Minali (NIPPO DELKO One Provence), Jonas Koch (CCC Team), Georg Zimmermann (CCC Team)

Ryttere, der forlader holdet

Timothy Dupont (Bingoal - Wallonie Bruxelles), Xandro Meurisse (Alpecin-Fenix), Yoann Offredo (stopper karrieren), Thomas Degand (?), Fabien Doubey (Team Total Direct Energie), Alfdan de Decker (Tarteletto - Isorex)

Sådan ser Intermarche Wanty Gobert-trøjerne ud i 2021 | Foto: Intermarche Wanty Gobert

Hvordan gik transfersæsonen?

Egentlig lå det i kortene, at det var Arkea-Samsic og Total Direct Energie, der efter deres gevaldige oprustninger frem mod hhv. 2020 og 2021 stod først i rækken til at komme på WorldTouren - og det er endda ambitionen for dem begge - men sådan gik det ikke, selvom Arkea jo faktisk allerede lagde en billet ind på en plads for et år siden. Også inden for cykelsporten bestemmer pengene nemlig ofte mere end det sportslige, og ligesom det sidste år lykkedes Israel Start-Up Nation at overhale franskmændene indenom, skete det samme i år, da Intermarché Wanty Gobert købte licensen fra det døende CCC Team og således tidligere end oprindeligt planlagt pludselig er blevet en del af det bedste selskab.

Ser man alene på det sportslige, er det svært at retfærdiggøre. Det er ikke uden grund, at Arkea sidste år kæmpede benhård med Alpecin-Fenix og specielt Mathieu van der Poel om førstepladsen på ranglisten for ProTeams, og at Jean-Francois Bourlarts belgiske mandskab var langt efter på tredjepladsen. Det er også svært at argumentere for, at det Total Direct Energie-mandskab, der har investeret så voldsomt i store navne denne vinter, ikke står stærkere end det tidligere Wanty-mandskab, der altså får 19. og sidste plads blandt de bedste.

Der var ellers tid til, at Bourlart kunne have gjort som Total Direct Energie, dvs. oprustet kraftigt, da det stod klart, at fremtiden lå på WorldTouren. Det er imidlertid slet ikke sket. I forvejen var holdet uden en reel stjerne, og det er de stadig. Faktisk er Aime de Gendt og Andrea Pasqualon som hhv. nr. 78 og 80 de bedst placerede på verdensranglisten, og det er ret uset, at et WorldTour-hold ikke figurerer højere på den individuelle rangliste.

Efter Guillaume Martins exit har holdets største mangel været på klatrefronten, hvor de år var uden en reel bjergrytter. Med tanke på de mange etapeløb, der bliver en del af kalenderen nu, er det ikke mærkeligt, at man primært har forsøgt at styrke sig på det område. Det er sket med erhvervelsen af tre etablerede navne, nemlig Rein Taaramae, Louis Meintjes og Jan Hirt, der alle skal forsøge at gøre holdet konkurrencedygtige i bjergene også.

Louis Meintjes, her hos NTT Pro Cycling, er én af de nye ryttere på det belgiske WT-hold | Foto: Sirotti

Der er dog mere gambling end garanti i de valg. Alle tre er de nemlig faldet gevaldigt af på den siden deres bedste år, og lige nu er der ikke meget, der tyder på, at de pludselig skulle vende den trend, selvom Meintjes gav små tegn på en lille genfødsel, og Hirt af og til stadig gav prøver på de evner, han senest for alvor viste i Giroen i 2019. Samtidig betyder, at Hirts og Meintjes’ begrænsede tempoevner i hvert fald i kortere etapeløb er mere bjerg- end klassementsryttere, mens Taaramae er for bjergsvag til for alvor at køre efter den samlede stilling. Det er derfor tvivlsomt, om holdet bliver specielt fremtrædende i etapeløbene.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der er også kommet andre klatrere til. Det gælder Lorenzo Rota, der faktisk er en ganske spændende signing. Han var et positivt bekendtskab i de hårde italienske endagsløb i efteråret 2019, og selvom 2020 slet ikke fungerede, bliver han spændende at se i de kuperede endagsløb.

Endnu mere interessant er dog Georg Zimmermann, der nok er den mest interessante nyerhvervelse. Den unge tysker startede lidt svagt for CCC, mens hans Vuelta var ganske lovende. Han er en alsidig fyr, der kan både spurte og klatre, og han kunne være en mand, der kan gøre sig gældende i måske særligt ardennerklassikerne, i hvert fald på sigt.

Desværre er klatretruppen ikke intakt. Man må nemlig også sige farvel til Xandro Meurisse, der måske ikke er klatrer, men har været ganske lovende som puncheur og også vist i hvert fald hæderlige evner i bjergene. Trøsten er måske, at hans 2020 var skidt, men han nåede akkurat at køre så fint i Flandern Rundt, at han vil blive savnet. Heller ikke Fabien Doubey kunne man fastholde, men den franske klatrer lykkedes aldrig med for alvor at slå igennem, og at man ikke forlængede med erfarne Thomas Degand er forståeligt, når den aldrende belgiske klatrer i nu nogle år har været helt anonym.

Samlet set er klatrefronten dog utvivlsomt styrket. Det er entydigt, at det samme gælder på sprintersiden. Her må man nemlig sige farvel til Timothy Dupont, der i år fungerede som sprinter ved siden af nyerhvervelsen Danny van Poppel. Måske har Dupont længe været et stykke fra det tårnhøje niveau fra 2016-sæsonen, men han har stadig været en stabil garant for topplaceringer.

Erstatningen er dog ikke helt ueffen, men han er anderledes. Baptiste Planckaert er slet ikke så hurtig i en klassisk massespurt som Dupont, men til gengæld er han meget mere robust med evner som puncheur og i hårdere endagsløb. Desværre har han lidt at revanchere efter en skuffende 2020-sæson, og han har efterhånden en alder, hvor man skal være varsom med forudsigelserne.

Derudover henter man Jonas Koch, men han er mere top 10-rytter end vinder. Han er overraskende holdbar og ganske hurtig, men han har ikke den nødvendige fart til for alvor at være farlig i massespurter. Det havde til gengæld Alfdan de Decker, men han slog aldrig til som professionel og får ikke en ny chance på holdet.

I sidste øjeblik fik holdet dog kolde fødder. Man manglede en mere klassisk sprinter ved siden af Van Poppel, og derfor fik Riccardo Minali, hvis karriere ellers var truet, en forsinket julegave, da han lige inden nytår blev præsenteret som holdets sidste rytter. Italieneren var engang en ganske lovende spirnter, men i de senere år har der været langt mellem snapsene. Han lider under manglende positioneringsevner og manglende holdbarhed, men han vil i Belgien køre mange løb, hvor han i hvert fald på papiret burde have en glimrende chance.

Endelig sker der lidt udskiftning i klassikerne. Det er ganske spændende, at holdet i 11. time gav en ny chance til Taco van der Hoorn, der var så lovende i 2017 og 2018, men hos Jumbo var helt, helt anonym. Lige nu er der intet, der tyder på det, men det kunne være interessant, hvis han igen kunne blive konkurrencedygtig i de 1.1- og 1.Pro-løb, han tidligere har vundet. Han erstatter veteranen Yoann Offredo, der stopper karrieren efter en skadesramt periode, hvor han alligevel ikke har bidraget med meget.

Veteranen Yoann Offredo kører ikke længere i feltet | Foto: Sirotti

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Samlet set er det et mandskab, der entydigt har oprustet på etapeløbssiden, hvor de uden Martin var nærmest ikkeeksisterende, og samlet set er holdet da også forstærket. Det ændrer dog ikke på, at vi taler om det klart mest stjerne- og profilfattige WorldTour-hold, og de får en stor opgave med at bevise, at de vitterligt hører til blandt de bedste.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som et belgisk mandskab har Intermarché naturligvis stort fokus på klassikerne, der da også altid har haft højst prioritet. Det er dog svært at se, at holdet i 2021 kommer til at spille nogen væsentlig rolle i de store endagsløb, og det bliver først og fremmest en kap for at sikre sig en plads i top 10.

Den chance kan første gang opstå allerede i Milano-Sanremo. Holdets to sprintere, Danny van Poppel og særligt Andrea Pasqualon, er begge typer, der burde være robuste nok til at overleve. Til gengæld har Van Poppel været så svingende, at det mest sandsynligt ender med en tidlig DNF, og Pasqualon mangler farten til for alvor at være farlig.

Van Poppel havde tidligere også ambitioner i brostensløbene, men nu satser han igen fuldtonet på massespurterne. Han vil dog stadig kunne køre efter et resultat i løb som Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem, og i sidstnævnte vil den mere robuste Pasqualon nok have endnu bedre chancer.

Til de hårdere løb er det særligt den stadig mere spændende, men fortsat meget svingende Aimé de Gendt, der ser mest lovende ud. Hans kørsel i Bretagne Classiv og Tour de Luxembourg vidnede i hvert fald om et helt nyt niveau. Pasqualon kom også ganske langt i Flandern Rundt i 2020, og Loic Vliegen vil også i de hårdeste af de flamske klassikere kunne være en faktor, præcis som Baptiste Planckaert kan være det, hvis han finder benene fra sine bedste år. Som nævnt ovenfor drømmer man om, at Taco van der Hoorn kan gøre det samme efter krisetiden hos Jumbo. Med andre ord skyder holdet med spredehagl, og man kan håbe, at en eller flere rammer dagen, så det måske kan blive til et flot top 10-resultat.

I Ardennerne er det en anden gruppe, der skal slå til. På papiret er Loic Vliegen og Maurits Lammertink vel de dem, der har udmærket sig mest i den slags løb, men spørgsmålet er, om klatreevnerne rækker til mere end lidt lettere løb som Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. Førstnævnte løb er bestemt også inden for rækkevidde for Pasqualon og Planckaert. Mest interessant i de løb er dog nok crossrytteren Quinten Hermans, der burde være skabt til den slags løb, og som efter et skadesramt 2020 er klar til at bygge videre på de lovende takter fra tidligere.

Til Fleche Wallonne og Liege kan man håbe, at Georg Zimmermann, der er omtalt ovenfor, kan bygge videre på de lovende takter, selvom 2021 nok er for tidligt til et topresultat. Odd Christian Eiking har også stadig vist topniveauet til at gøre sig gældende, men desværre er han oftere tættere på sit bund- end sit topniveau. Hvor langt Hermans’ holdbarhed rækker er stadig uklart, og så har Lorenzo Rota som nævnt ovenfor vist lovende takter i hårde endagsløb. Til gengæld synes Jan Bakelants’ storhedstid at være ovre. Det bjergrige Il Lombardia synes dog uden for rækkevidde for de fleste, og her skal man nok snarere håbe på, at klatrerne Louis Meintjes, Jan Hirt eller måske den stagnerede Simone Petilli genfinder fordums styrke, selvom de begge er antitesen til en endagsrytter.

Måske er det lidt lettere i efterårets løb. Van Poppel vil kunne begå sig i Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic. Sidstnævnte passer også godt til Pasqualon og Planckaert, mens De Gendt, Vliegen, Hermans og Lammertink vil kunne være med, hvis løbene udviklere sig hårdere. Det kunne også være ganske interessant at se særligt Pasqualon og måske Hermans og Lammertink i de canadiske løb, i hvert fald i Quebec, mens det hårdere løb i Montreal burde kunne være noget for Eiking og Vliegen. Strade Bianche kunne måske være noget for De Gendt og måske Hermans, men klatremængden kan nok vise sig at være lidt for voldsom for dem begge.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som nævnt ovenfor efterlod Guillaume Martin et gabende hul på etapeløbsfronten - et hul, som man i løbet af vinteren har forsøgt at udfylde. Det er dog kun lykkedes i begrænset omfang, og man skal bestemt ikke vente at se Intermarché som en nøgleaktør i de tre uger lange etapeløb heller - og da slet ikke i klassementet.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Alligevel er den samlede stilling en ambition. I et interview med Spaziociclismo har Jean-Francois Bourlart bekendtgjort, at Louis Meintjes skal satse på Touren, hvor han to gange tidligere har været i top 10. Det ligner dog en svær mission. Selv hvis sydafrikaneren skulle genfinde fordums styrke, ligner det slet ikke en rute, hvor han vil kunne være med i front, og man kan frygte, at det vil ende som en fiasko.

Derfor vil holdet utvivlsomt også satse benhårdt på etapesejre. Det er nærliggende at tro, at der satses ret stort på spurterne med Danny van Poppel, hvis han da ikke i 2021 atter falder ned i et af de uendeligt mange dybe huller, han har for vane at befinde sig i. Derudover handler det om offensiv kørsel, hvor navne som Loic Vliegen, Odd Christian Eiking, Aime de Gendt, Jan Bakelants, Baptiste Planckaert, Maurits Lammertink og Rein Taaramae ligner gode bud på folk, der skal i udbrud. Der er dog meget, der skal flaske sig, hvis den satsning skal give pote.

Der skal nok satses på Danny van Poppel, hvis spurterne skal vindes | Foto: Photonews

I Giroen vil Bourlart satse på et klassement med Jan Hirt. Ruten er stadig ukendt, men bliver der en bjergtung tredje uge, og kan han genfinde sine bedste ben, er top 10 ikke helt uden for skiven for den Hirt, der næsten vandt kongeetapen i 2019. Han vil i bjergene angiveligt få selskab af klatrerne Simone Petilli og Lorenzo Rota, der skal jagte etapesejre, mens Andrea Pasqualon skal forsøge sig i spurterne. Hans chance er dog kun reel på hårde dage eller måske især i puncheurfinalerne. Dertil kommer, at Quinten Hermans her skal gøre grand tour-debut, og med sine afslutterevner i mindre grupper kunne han være et reelt bud på en etapesejr. Endelig er Riccardo Minali jo i sidste øjeblik kommet ind i billedet, og man kunne sagtens forestille sig, at han skal til Italien som holdets sprinter til de helt flade etaper.

Hvordan planerne for Vueltaen er, er mere åbne. Man kunne sagtens forestille sig, at Hirt og Meintjes med deres dieselmotorer skal køre to grand tours, men Vueltaens eksplosive karakter gør det mere naturligt at satse på etaper end klassementet. Holdet vil sikkert også komme med en sprinter, og da Van Poppel næppe er manden til to grand tours, og Pasqualon formentlig gerne vil køre efterårets endagsløb, kunne Jonas Koch få chancen. Alternativet er naturligvis Minali, men han er ikke en sprintertype, der passer godt til Vueltaens mange ret kuperede etaper. En etapesejr til ham virker dog ikke realistisk. Derudover må det igen handle om etapesejre med mange af de ovennævnte samt Georg Zimmermann, der meget vel kunne ende her igen efter en lovende debut i 2020. Hvis ikke, er Giroen nok på hans agenda, og han bliver i utvivlsomt meget spændende at følge som udbryder i bjergene, hvor han også kan afslutte.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Adgangen til WorldTouren betyder, at Intermarché pludselig kan se frem til at deltage i alle de ugelange etapeløb på højeste niveau, men man skal ikke regne med, at de bliver en dominerende faktor. Her spiller enkeltstarter nemlig næsten altid en helt afgørende rolle, og holdet er stort set uden tempostærke ryttere. Særligt gælder det, at holdets to mest klatrestærke, Louis Meintjes og Jan Hirt, både finder løbene for korte og er for temposvage til for alvor at gøre sig gældende, og skal holdet køre klassement i den slags løb, skal man nok håbe på en usandsynlig genfødsel af den mere tempostærke Rein Taaramae.

I stedet må man nok i de løb satse på spurterne. Danny van Poppel kan på sine gode dage være konkurrencedygtig, som han senest viste i BinckBank Tour. Samtidig har de Riccardo Minali, der vil kunne køre en separat kalender med fokus på de meget sprintervenlige løb som UAE Tour og Tour de Pologne. Derudover kunne det være interessant at se den holdbare Andrea Pasqualon begå sig i spurterne i løb som Romandiet, Catalonien og Baskerlandet, men de to sidstnævnte er sammenfaldende med klassikerne, synes det usandsynligt. Af samme årsag er Jonas Koch og Baptiste Planckaert, der ellers også kunne spurte i den slags løb, nok ude af billedet. Det er til gengæld ikke Quinten Hermans, der ventes at starte i begge de spanske løb, og han viste i Tour de Wallonie, at han netop er typen, der kan spurte i reducerede felter i den slags løb.

Der er dog en række mindre etapeløb, hvor holdet kan begå sig, nemlig puncheurløbene. Både Maurits Lammertink og Andrea Pasqualon har vundet Tour de Luxembourg, og Loic Vliegen har vundet holdets hjemmebaneløb, Tour de Wallonie. Sammen med Baptiste Planckaert, Aime de Gendt, Quinten Hermans, Georg Zimmermann og Odd Christian Eiking kan de alle begå sig i etapeløb, der først og fremmest afgøres af evnen til at spurte op ad mindre bakker. I disse løb er der også som regel en række massespurter på et niveau, hvor Van Poppel bestemt kan vinde og Minali forhåbentlig gøre det hæderligt.

Det er dog primært i de mindre endagsløb, chancerne for sejre er store. Van Poppel vandt så sent som i 2020 Gooikse Pijl, og den slags sejre i sprinterløb på 1.1-niveau er bestemt inden for rækkevidde. De mellemhårde belgiske 1.1-løb er alle gode for alle de ovennævnte samt Jonas Koch, og flere af dem har da også vundet på det niveau. Dertil kommer, at alle puncheurløb er gode for Pasqualon, der tidligere har vundet både Coppa Sabatini og GP Plumelec i den slags finaler, og det kan man håbe, at han kan gøre igen. Lorenzo Rota har før gjort det pænt i de hårde italienske løb i efteråret, og så drømmer man om, at Taco van der Hoorn atter kan vise, hvorfor han tidligere har vundet en etape i BinckBank Tour samt vundet to løb på hhv. 1.Pro- og 1.1-niveau.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Hvem kan overraske?

Da det i sin tid lykkedes at få fingrene i den meget lovende Guillaume Martin, var det lidt af et kup for et hold, der grundet sin status ellers har haft lidt svært ved at få fat i de største talenter. Denne gang er det dog ganske interessant, at man fik Georg Zimmermann med over fra CCC. Tyskeren var nemlig meget lovende som U23, hvor han kunne det meste. Således blev han nr. 5 i klassementet i Tour de l’Avenir, nr. 14 til VM på bjergruten i Østrig og nr. 12 på den meget lettere rute til VM i Yorkshire.

Den alsidighed viste han også i 2020, hvor han i massespurten ved de tyske mesterskaber blev en imponerende nr. 4, men i Vueltaen klatrede storartet i udbrud og endte som en flot samlet nr. 21 i sin grand tour-debut. Som klatrer synes han for begrænset til at køre klassement, men han ligner en meget spændende fremtidig ardennerrytter.

Et andet navn, der er værd at fremhæve, er Quinten Hermans. Følger man crosssporten, er han allerede en velkendt skikkelse, men på landevejen er han stadig ubeskrevet. I Tour de Wallonie i 2018 endte han dog som nr. 2 samlet, vandt en reduceret massespurt og mistede kun førertrøjen til Tim Wellens på bonussekunder til allersidst. Han kan vinde spurter i mindre grupper og bør være god i puncheur- og mellemhårde endagsløb. Han burde kunne begå sig i spurter i Catalonien og Baskerlandet, ligesom han bliver spændende at følge i den planlagte ardennerdebut og ikke mindst i sin første Giro, hvor han ikke er uden chance for at vinde en etape.

Også Alexander Evans fortjener at blive nævnt. Den australske klatrer har bestemt ikke resultater, der får øjnene til at falde ud af hovedet, men sidste år vandt han altså Tour de l’Avenirs bjergetape til Col de la Loze, der i årets Tour viste sin uhyre voldsomme brutalitet. I klassementer har han endnu ikke gjort sig væsentligt gældende, men lad os se, hvad klatreevnerne rækker til, når de mange skadesproblemer fra 2020 hører fortiden til.

Man kan diskutere, om Aime de Gendt er vokset ud af denne kategori, men han bliver ved med at imponere. Sidste år kørte han efter 250 km med de bedste på den sidste stigning i Bretagne Classic, hvor han endte som nr. 4 i skrapt selskab og understregede dermed sine evner i løb som de nordlige klassikere, hvor han før har gjort det godt. Han overraskede samtidig med uventet gode klatreevner i Luxembourg, hvor han blandede sig med ardennerrytterne. Ardennerklassikerne er nok for svære, men han kunne godt overraske positivt i de største flamske klassikere i år.

Endelig er der Lorenzo Rota. Nej, han bliver ikke en verdensstjerne, men han var altså ganske godt kørende i efteråret 2019, hvor han som en enmandshær fra Bardiani klatrede glimrende og opnåede en serie fine resultater i de mange efterårsklassikere. Hårde, ardenneragtige løb synes at være hans force, og det skal blive interessant at se, hvordan han reagerer på et skifte væk fra Vini Zabu og den italienske hjemmebane.