Nedenfor giver vi en analyse af Cofidis, Solutions Credits.

Ryttere, der bliver på holdet

Natnael Berhane, Dimitri Claeys, Nicolas Edet, Jesper Hansen, Jesus Herrada, Jose Herrada, Victor Lafay, Christophe Laporte, Mathias Le Turnier, Cyril Lemoine, Luis Angel Maté, Marco Mathis, Emmanuel Morin, Anthony Perez, Pierre-Luc Perichon, Stephane Rossetto, Damien Touze, Kenneth Vanbilsen

Nye ryttere

Elia Viviani (Deceuninck-Quick Step), Guillaume Martin (Wanty), Nathan Haas (Katusha-Alpecin), Julien Vermote (Dimension Data), Fabio Sabatini (Deceuninck-Quick Step), Simone Consonni (UAE-Team Emirates), Piet Allegaert (Sport Vlaanderen-Baloise), Fernando Barcelo (Euskadi Basque Country-Murias), Attilio Viviani (nyprofessionel), Eddy Finé (nyprofessionel)

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Ryttere, der forlader holdet

Nacer Bouhanni (Arkea-Samsic), Julien Simon (Total Direct Energie), Darwin Atapuma (?), Hugo Hofstetter (Israel Cycling Academy), Zico Waeytens (stopper karrieren), Bert van Lerberghe (Deceuninck-Quick Step), Geoffrey Soupe (Total Direct Energie), Filippo Fortin (Felbermayr-Simplon Wels), Rayane Bouhanni (?), Loic Chetout (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det var ægteskabet, der var dømt til at mislykkes. Lige siden Cedric Vasseur overtog ansvaret for Cofidis ved indgangen til 2018, har den nye manager og holdets stjerne, Nacer Bouhanni, været på en så åbenlys kollisionskurs, at det måtte ende galt. Allerede få dage efter, at Vasseur havde sat sig i stolen, kom Bouhanni med de første spydige bemærkninger om, at det i hvert fald ikke var hans beslutning, at der skulle skiftes ud i ledelseslokalerne, og derefter fortsatte de to kombattanter med at støde sammen så ofte, at sponsoren formentlig nu ånder lettet op over, at de i det mindste ikke fysisk røg i totterne på hinanden, selvom i hvert fald Bouhanni aldrig er gået af vejen for en rask lille nævekamp.

Ægteskabet var så ulykkeligt, at det havde været bedst for alle parter, hvis de kunne være gået hver til sit allerede efter 2018-sæsonen, men desværre havde de papir på hinanden i endnu et år. Det gik desværre endnu værre end det foregående, hvor Bouhanni trods alt fortsat vandt cykelløb, herunder endda en etape i Vueltaen, men det ophørte fuldstændigt i 2019, der på alle måder var et spildt år for begge parter. Ikke blot satte det ulykkelige forhold Bouhannis karriere helt i stå, de mange lønkroner låste også fuldstændigt Vasseurs budget, så han reelt ikke kunne opruste forud for den sæson, der netop er overstået.

Det kan han heldigvis nu, hvor skilsmissen med Bouhanni endelig er en realitet, og det har ført til en gedigen hovedrengøring på Cofidis, hvor hele 10 ryttere skiftes ud med 10 friske mand. Samtidig er der endda lagt lidt ekstra i Vasseurs pose, efter at hovedsponsoren smed lidt ekstra i puljen, da Vasseur konkretiserede sine planer om at blive en del af WorldTouren. Midlet var at hente en fuldgod erstatning for Bouhanni, der kunne sikre, at holdet i 2020 vil være en reel magtfaktor på sprinterscenen.

Supersprintere hænger ikke på træerne, og derfor må det betragtes som lidt af et kup, at det lykkedes Vasseur at få fingrene i Elia Viviani. Italieneren er ellers pinligt bevidst om, at hovedårsagen til hans store succes er støtten fra Quick-Step, men da Patrick Lefevre brændte sit budget af på Remco Evenepoel og Julian Alaphilippe, blev lønchecken alligevel så pauver, at Viviani valgte at slå til, da Vasseur mødte op med friske franske bankmillioner.

Viviani må imidlertid nok indstille sig på, at sejrsraten aftager væsentligt. Sådan er det gået for stort set alle supersprintere, der har forladt Lefeveres forrygende tog, og sådan vil det formentlig også gå for italieneren, hvis sejre i højere grad skyldes lead-outs end hans egen fart. Uanset hvad er der dog tale om en markant opgradering i forhold til den fallerede Bouhanni, og det vil være en overraskelse, hvis holdet med den meget seriøse og dedikerede Viviani i front ikke vinder betydeligt flere cykelløb.

Helt på egen er Viviani bestemt heller ikke. Han har nemlig i vidt omfang fået lov at håndplukke sine hjælpere, og derfor har holdet hentet hele tre ryttere, der primært skal servicere kaptajnen. Det gælder hans faste lead-out man Fabio Sabatini samt Simone Consonni, som han kender fra banen, og også brormand Attilio er efter en yderst lovende stagiairetid, der bød på en stor sejr i Belgien, blevet knyttet fast til holdet. Lillebror og Sabatini må forventes at skulle meget med holdets stjerne, men Consonni har en kaliber, der gør, at han også selv kan levere resultater, ligesom han formentlig også vil udgøre en væsentlig forstærkning i klassikerne.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det er dog ikke en entydig opgradering på sprinterfronten. Det er nemlig ikke blot Bouhanni, men også det meste af hans tog, man siger farvel til. Hans faste bodyguard Geoffrey Soupe samt lillebror Rayane, der ikke har kørt løb i en menneskealder, måtte næsten sige farvel, men Vasseur ærgrer sig utvivlsomt over, at han ikke kunne holde på Bert van Lerberghe, der i stedet nu skal være en del af Vivianis gamle tog hos Lefevere. Overraskende er det også, at holdet siger farvel til Filippo Fortin efter bare en enkelt sæson, for italieneren kunne nok have bidraget til Vivianis tog, ligesom han i Yorkshire viste, at han også har en vis hurtighed til selv at jagte resultater. Også Zico Waeytens siger farvel, efter at en ellers lovende karriere blev helt ødelagt af en serie styrt og derfor nu er bragt til ende.

Mens Christophe Laporte bliver på holdet som andensprinter bag Viviani, har holdets tredjesprinter Hugo Hofstetter valgt ikke at tage chancen. Det vil ikke koste på sejrskontoen, da franskmanden stort set aldrig vandt noget som helst, men hans imponerende positioneringsevne gjorde ham så stabil, at han vandt Coupe de France i 2018. Da Viviani i høj grad vil koncentrere sig om større løb, er holdet entydigt svækket til de mange mindre franske løb, der ofte vindes af sprintere.

Holdets rekruttering har dog ikke kun handlet om massespurter. Klassementet i grand tours skal også være et fokus igen, efter at man aldrig fandt en erstatning til den rolle efter Daniel Navarro. Til det formål har man gjort endnu et mindre kup ved at sikre en af de mest lovende franskmænd, Guillaume Martin. Han giver holdet en dimension, de ikke tidligere har haft, og han er endda ikke alene. Også Fernando Barcelo er en lovende klatrer, der tog store skridt mod slutningen af 2019, og selvom hans manglende stabilitet er et problem i klassementssammenhæng viste han i Vueltaen, at han kan gøre Jesus Herrada følgeskab som etapejæger i bjergene. Her siger holdet til gengæld farvel til Darwin Atapuma, men den engang så lovende colombianer fortsatte sin deroute i 2019 og vil i det lys slet ikke blive savnet. Endelig henter man nyprofessionelle Eddy Finé, der er en relativt klatrestærk type, men som ikke ligner en fremtidig stjerne.

Holdet vil også forsøge at gøre sig gældende i klassikerne, hvor de ellers hidtil har haft det svært. I Ardennerne skal Nathan Haas styrke dem, men det er et stort sats at gamle på den ustabile australier, hvis topniveau er tårnhøjt, men hvis gennemsnitsniveau er ærgerligt lavt. Til brostenene har man hentet Julien Vermote, der tilsyneladende får endnu en chance i en relativt fri rolle i de løb, selvom han ikke har niveauet til at være med i front på den store scene, samt Piet Allegaert, der med sin sejr i Tour de l’Eurometropole atter viste, at han er lovende, men som næppe kan være med helt fremme i de store løb.

Det er heller ikke entydigt, at holdet er styrket til endagsløbene. Farvel siger man nemlig også til Julien Simon. Nok har han aldrig kunnet begå sig i de største løb, og nok har han tabt niveau, men han var garant for resultater i de mange franske løb, hvor de i forvejen kommer til at savne Hofstetter. Som typer er han og Haas næsten ens, og der er ingen tvivl om, at Haas er den bedste af de to, men Simon har en stabilitet, som man i den grad kunne savne hos australieren. Holdets sidste farvel siges til den loyale hjælper Loic Chetout, der ikke blev belønnet for lang og tro tjeneste, men hvis fravær næppe vil blive voldsomt bemærket.

Samlet set er det voldsomt forstærket Cofidis-mandskab, der vender tilbage til WorldTouren efter mange års fravær. Det skyldes naturligvis primært Viviani med slæng, som er en kraftig opgradering i forhold til den hensygnende Bouhanni med følge, men også Martins ankomst er en kraftig forstærkning af et hold, der i forvejen har ret mange klatrestærke typer til at støtte ham. Byttet mellem Haas og Simon er også en opgradering, hvis førstnævnte finder sit niveau, Consonni er stadig ganske lovende, ligesom lillebror Viviani er det, og Allegaert og Barcelo er ligeledes begge talentfulde. Hofstetters og Simons point vil blive savnet, men derudover er der ikke et brandærgerligt og uerstatteligt tab for et Cofidis-hold, vi vil se meget mere til i 2020.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Cofidis har mest af alt været kendt som et sprinterhold med hang til etapejagt i grand tours, men til gengæld har de været en anonym tilstedeværelse i klassikerne. Det håber man at kunne rette op på i 2020, og det er da også tænkeligt, at vi vil se mere til holdet i år. Det skyldes naturligvis primært Elia Viviani, der har udpeget Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem som de sidste store løb, han endnu mangler at vinde, og han har vist, at han har formatet til at være med i kampen om sejren i dem begge. Uden Deceuninck bliver alt sværere, men på en god dag kan Viviani vinde to af de største forårsløb.

Viviani har også planer om at køre Flandern og Roubaix, men de er trods alt for hårde for italieneren. Det har de også været for Christophe Laporte, der er faldet ganske meget sammen på det seneste, og som næppe heller kan gå i top 10 i brostensløbene i år, nu hvor han skal køre for Viviani i de løb, der passer ham bedst. Damien Touze kunne på sigt blive spændende i de løb, men det sker ikke i 2020, og veteranen Julien Vermote har ikke topniveauet, ligesom Dimitri Claeys er alt for svingende. Cyril Lemoine har ført hevet en brostenskanin op af hatten, Piet Allegaert er lovende, og Simone Consonni kan køre dem på sigt, men det er Viviani, der skal levere de store resultater i de fladeste af klassikerne.

I Ardennerne kommer holdet til at savne Julien Simon, men finder Nathan Haas benene fra det år, hvor han kørte med om sejren i Amstel Gold Race er han en fuldgod erstatning til i hvert fald den hollandske klassiker, som han altså har været tæt på at vinde. Guillaume Martin burde også kunne gøre det hæderligt i Fleche og Liege, hvis U23-udgave han allerede har vundet, og på papiret har Jesus Herrada og til dels Nicolas Edet også de rette karakteristika til de løb, selvom det aldrig er faldet i hak. Også Anthony Perez burde som puncheur kunne gøre det godt på den scene, men han synes at være helt stagneret. Med mindre Haas har en Amstel-kanin i hatten, er det således primært sekundære top 10-placeringer, de kan stræbe efter.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

I efteråret har de store ambitioner med Viviani i Hamburg og Bretagne - to løb, italieneren tidligere har vundet - men han kan blive tvunget til at overlade ansvaret til Laporte, hvis ikke det kan forenes med baneambitionerne ved OL. Haas har før kørt med om sejren i de canadiske løb, der passer ham som god i hose, og det gør de også for Herrada, der dog har for vane at prioritere Vueltaen over en tur over Atlanten. Endelig burde Martin kunne køre et godt Il Lombardia, hvis han fortsat har kræfter og overskud så sent på sæsonen.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Det føles lidt som en gentagelse, men det er altså igen Elia Vivianis navn, der dukker op, når man skal vurdere Cofidis’ muligheder for succes i grand tours i en sæson, hvor de for første gang i en menneskealder skal køre dem alle tre. Holdet har ikke vundet en Tour-etape siden 2008, og den måske allervigtigste mission i løbet af hele sæsonen er at bryde den tørke. Vi ved, at Viviani med sin fine positionering kan vinde grand tour-etaper, og selvom det bliver sværere hos Cofidis, er toget stærkt nok til, at det under de rette omstændigheder kan lade sig gøre.

Det er allerede nu sikkert, at Viviani skal køre Tour, men han har til gengæld valgt at skippe Giroen i et år, hvor OL sammen med Touren og klassikerne er det vigtigste mål. Da Christophe Laporte formentlig vil sætte mest ind på at hjælpe Viviani i Touren samt at køre klassikere, kunne det give lidt plads til Simone Consonni i Giroen eller måske Vueltaen, men det virker usandsynligt, at han har farten til at tage en sejr. Det samme gælder for Damien Touze, der nok skal i udbrud for at tage en sejr - og formentlig og Attilio Viviani, hvis han allerede i det kommende år skulle få en usandsynlig grand tour-debut. Et forsigtigt gæt er, at Consonni kører Giroen på egen hånd og hjælper Viviani i Touren, og at Laporte eller Touze får rollen som sprinter i Vueltaen.

Guillaume Martin blev købt ud af kontrakten med Wanty for at give holdet et klassementskort at spille i Touren, og det andet mål må derfor være at få den unge franskmand i top 10. Det er en stor opgave, men med en 12. plads i 2019 og en fin udviklingskurve er det bestemt ikke umuligt på en rute, der ikke kunne passe ham bedre. Derudover bliver holdets hovedopgave at jagte etapesejre i øst og vest, og hertil har man stærke kort i Jesus Herrada og Nicolas Edet, der begge havde stor succes i årets Vuelta, samt Nathan Haas, hvis han kan komme tilbage på sporet, og måske endda Anthony Perez.

Holdet har også tradition for at satse stort på Vueltaen, og man må formode, at de igen kommer med en trup med fokus på udbrud i kuperet terræn med folk som Herrada, Edet (som i år faktisk endda længe lå til en top 10-placering) samt den spændende Fernando Barcelo, der allerede var tæt på i år. Det efterlader Giroen som den formentlig lavest prioriterede grand tour, og her må man formode, at holdet primært kommer til at jagte spurtsejre med enten Viviani eller Consonni samt at give nogle af holdets mindre erfarne ryttere en chance for at jagte lidt personlig succes på den store scene.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

I det meste af året er det Elia Viviani, der skal levere. Udover de ovenfor omtalte mål i klassikerne og grand tours forventes italieneren at give holdet en flyvende start i Tour Down Under, ligesom han i løbet af første del af sæsonen formentlig har planer om at vinde i UAE Tour og Tirreno-Adriatico. Til gengæld er det tvivlsomt, hvor meget vi får ham at se på landevejen efter OL, og derfor vil Simone Consonni og Christophe Laporte, Attilio Viviani samt måske Damien Touze også kunne jagte sejre i spurter undervejs. Laporte er stadig hurtig nok til at vinde på den franske scene, som vi senest så i Poitou-Charentes, og en holdbar fyr som Consonni kunne man med fordel sende til Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor sprinterfelterne ofte er relativt svage.

Klassementer i ugelange etapeløb bliver næppe det helt store fokus. Guillaume Martin kan forsøge sig, men hans uhørt ringe enkeltstart betyder, at det blandt de store forårsløb i Europa kun er Volta a Catalunys, han for alvor kan satse på. Jesus Herrada forbedrede sig stort i bjergene i år, men vi så også, at han er for begrænset på stigninger til at kunne køre klassement i WorldTour-løbene. Til gengæld har han for vane at levere fine klassementer i mindre spanske løb, ligesom han i år vandt Tour de Luxembourg, og det kan han gøre igen, ligesom også Nicolas Edet og måske Fernando Barcelo kan køre klassement i løb uden en vigtig enkeltstart. Endelig skal vi ikke glemme, at Nathan Haas har for vane at køre stærkt i den australske sæsonåbning, og kan han komme tilbage efter et svært 2019, kan han sammen med Viviani sikre, at holdet lægger godt for land.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den franske kalender er naturligvis vigtig for Cofidis, og med tabet af Hugo Hofstetter og Julien Simon har man mistet de to ryttere, der primært har gjort sig i de mindre franske etapeløb og Coupe de France-løb. Viviani kommer næppe til at køre alt for mange af den slags løb, men det kunne være en chance for Laporte til at jagte lidt personlig succes. En rytter som Haas burde også være meget inspireret af disse løb, der passer perfekt til en ryttertype som ham, og det kunne måske gavne ham at jagte lidt resultater på lidt lavere niveau. Også Herrada, Touze, Piet Allegaert og Anthony Perez burde sammen med holdets sprintere kunne vise sig frem på hjemmebanen.

Hvem kan overraske?

Den massive satsning på Viviani betyder, at meget koncentreres om italieneren, men truppen er så smal, at der burde være mulighed for at også mindre navne kan gøre sig gældende. Her er det måske særligt værd at fremhæve Fernando Barcelo. Den unge spanier vandt sidste år en bjergetape i Tour de l’Avenir, og efter en svær første del af sæsonen viste han talentet mod slutningen af 2019. Først var han ganske tæt på at vinde en Vuelta-etape, inden den første grand tour gav ham et stort boost frem mod sæsonafslutningen, hvor han var blandt de stærkeste i Paris-Tours. Først og fremmest er han dog klatrer, og han bliver interessant at følge i bjergene, især på den spanske hjemmebane i Vueltaen, selvom den manglende stabilitet gør ham uegnet som klassementsrytter på nuværende tidspunkt.

En anden spændende rytter er Damien Touze. Franskmanden skuffede ganske meget i 2019, efter at han i 2018 havde vundet pointtrøjen i l’Avenir samt været en kronisk hovedaktør på Coupe de France-kalenderen. Han er imidlertid stadig blot 23 år gammel og har masser af udviklingspotentiale. Hans gode afslutning samt en første grand tour i benene og deraf følgende forøget holdbarhed gør ham i hvert fald til en interessant i halvhårde endagsløb, hvor en mindre gruppe skal afgøre tingene.

Det er også værd at pege på Attilio Viviani. Modsat mange andre brødre til store stjerner synes lillebror Viviani ikke at have fået sin kontrakt, bare fordi storebror er holdets kaptajn. Som stagiaire vandt han nemlig i år 1.1-løbet Schaal Sels, hvilket er en sejr, som de fleste lærlinge ville være uhyre misundelige over at opnå. Det er klart, at han i første omgang nok er tiltænkt en rolle i storebrors tog, men det skal blive interessant at se ham folde sig ud i mindre løb, måske særligt i Frankrig.

Piet Allegaerts choksejr i Tour de l’Eurometropole vidner om et vist potentiale, men trods en hæderlig afslutning er han næppe en rytter, der høster mange resultater i andet end mindre løb. Endelig bør man måske nok også give Anthony Perez endnu en chance for endelig at blomstre op. Ganske vist synes han kun at være blevet dårligere på det sidste, men når man som ung kan slå Greg van Avermaet i en puncheurspurt har man altså et vist potentiale, også selvom man er blevet 28 år.