Nedenfor giver vi en analyse af CCC Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Will Barta, Patrick Bevin, Josef Cerny, Victor De La Parte, Alessandro De Marchi, Simon Geschke, Kamil Gradek, Jonas Koch, Jakub Mareczko, Serge Pauwels, Joey Rosskopf, Szymon Sajnok, Michaek Schär, Greg van Avermaet, Gijs van Hoecke, Nathan van Hooydonck, Guillaume van Keirsbulck, Francisco Ventoso, Lukasz Wisniowski

Nye ryttere

Matteo Trentin (Mitchelton-Scott), Ilnur Zakarin (Katusha-Alpecin), Jan Hirt (Androni Giocattoli), Fausto Masnada (Androni Giocattoli), Pavel Kochetkov (Katusha-Alpecin), Attila Valter (CCC Development Team), Georg Zimmermann (Tirol KTM Cycling Team), Michal Plauta (CCC Development Team), Kamil Malecki (CCC Development Team)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Laurens Ten Dam (stopper karrieren), Riccardo Zoidl (Team Felbermayr-Simplon Wels), Lukasz Owsian (Arkea-Samsic), Amaro Antunes (W52/FC Porto), Pawel Bernas (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man forstår godt, hvis manager Jim Ochowiz syntes, at tilværelsen var lidt trist i 2018. Her betød lang tids usikkerhed om holdets overlevelse nemlig, at han kunne se sit BMC-mandskab blive forvandlet fra et af verdens absolut bedste til en pauver forsamling med kun én stjerne, da en masseudvandring så det ene topnavn efter det andet søge væk. Richie Porte, Rohan Dennis, Tejay van Garderen, Dylan Teuns, Alberto Bettiol og Stefan Küng var blot nogle af de ryttere, der ikke turde vente for længe, og da Ochowicz endelig fik snablen ned i den polske skotøjsæske med de mange millioner zloty, var Greg van Avermaet den eneste af holdets kaptajner, han kunne nå at ”redde”.

Resultatet blev da også en trup, som ingen kunne være tilfredse med. Holdet blev entydigt bygget op om Van Avermaet, men selvom man hentede et par robuste klassikerfolk til truppen, var den belgiske stjerne en ensom orange appelsin i et mylder af andre ryttere, når finalerne i de store løb blev kørt. Endnu værre var det i etapeløbene, hvor holdet absolut intet havde at byde ind med i klassementssammenhæng, og da positioneringssvage Jakub Mareczko naturligvis ikke kunne slå igennem på et hold, hvor hans tog ikke var spor bedre end på hans gamle hold, blev det heller ikke til spurtsejre. Havde det ikke været for Katushas og Dimension Datas nærmest totalt kollaps, var polakkerne utvivlsomt endt som det ringeste WorldTour-hold, og de blev da også på UCI-ranglisten overgået af flere prokontinentalhold.

Det er der heldigvis blevet rettet op på forud for 2020. Det var nemlig ikke polske zloty, der manglede på Ochowicz’ bankbog. De kom bare for sent til, at han kunne nå at bruge den konstruktivt i efteråret 2018, men i 2019 har han haft tid og rum til at planlægge den ønskede oprustning. Her har strategien åbenlyst været at udfylde det gigantiske klassementstomrum, hvorfor hele fem af holdets otte nyerhvervelser alle har det klare formål at gøre holdet konkurrencedygtige på det område, hvor de var allersvagest i 2019. Den anden hovedstrategi burde naturligvis være at styrke truppen omkring Van Avermaet, og her har man interessant nok valgt at bruge pengene på at hente endnu en verdensstjerne fremfor at styrke truppen af hjælperyttere. Det er en satsning, men Ochowicz lever tydeligvis efter devisen ”kvalitet fremfor kvantitet”.

Lad os tage klassementssiden først. Holdet var på udkig efter en stjerne, der kunne jagte topplaceringer i grand tour, og her faldt valget på Ilnur Zakarin. Russeren har haft to meget svære sæsoner, og derfor kan det virke som lidt af en satsning at gamble hele holdets grand tour-satsning på ham, når man fortsat ikke har planer om at satse på en sprinter, som kunne bibringe holdet lidt tiltrængt succes. Zakarin var imidlertid en af de få, der var fri af sin kontrakt, og da CCC har store sponsorinteresser i Rusland, var valget naturligt. Selvfølgelig er der i lyset af de dårlige år en stor risiko for, at det slår fejl, men Zakarin kan næsten kun have glæde af at komme væk fra Katushas fallitbo. Og vi skal trods alt ikke glemme, at det blot er tre år siden, at han var på Vueltaens podium, og at han så sent som i maj vandt en fornem bjergetape i Giroen ved til slut at køre fra en genfødt Bauke Mollema, der i år var bedre end i mange år og blandt andet vandt Il Lombardia.

Det er imidlertid ikke nok at have en kaptajn, hvis han sidder isoleret i bjergene. Derfor skulle holdet også have fat i et par kvalitetsklatrere, og det er i den grad lykkedes. Det er svært at sige, hvem af Fausto Masnada og Jan Hirt, der er mest interessant, men begge har stort potentiale. Masnada havde et fabelagtigt 2019, hvor han vandt to ud af fem etaper i Tour of the Alps samt en stor triumf i Giroen, og det må betragtes som lidt af et kup, at holdet har sikret sig en rytter, der formentlig har haft flere tilbud at vælge imellem. Hirt kom med sin flotte Giro, hvor han næsten vandt kongeetapen, samt en 5. plads i Tour de Suisse tilbage på sporet efter en svær tid, og det ligner et godt match, at han kommer ”hjem” til CCC, hvor han slog igennem med en flot Giro og blandt andet samlet sejr i Østrig Rundt. Begge ryttere er så temposvage, at deres egne klassementsmuligheder måske ikke rækker alt for langt, men ud over at de formentlig begge skal køre meget sammen med Zakarin, har de begge vist, at de kan køre med om sejre på bjergetaper i etapeløb med offensiv kørsel.

Holdets øvrige indkøb relaterer sig også hovedsageligt til bjergene. Zakarin har fået lov at håndplukke Pavel Kochektov som hjælperytter, men det er en investering, der snarere skal ses som en vennetjeneste mere end et reelt boost. Mere interessant er det, at holdet har fået fingrene i den lovende Attilo Valter, der er noget så sjældent som en ungarer med stort potentiale. Efter sin flotte kørsel i Slovakiet i 2018 kørte han et fabelagtigt 2019, gvor han blev nr. 3 på hjemmebanen i det relativt stærkt besatte Ungarn Rundt, og derudover opnåde han tre podiepladser i andre etapeløb og en 5. plads i det bjergrige Tour Alsace. Etapesejr i Tour de l'Avenir blev det også til, og den ungarske klassementsrytter fik dermed sat en tyk streg under, at han er et af tidens mere lovende navne. Det samme er holdets andet klatretalent Georg Zimmernan, der blev nr. 5 i årets Tour de l’Avenir, og ligeledes har masser af potentiale. Begge vil dog primært skulle bruge 2020 til at lære efter en sæson, hvor det for Zimmermann kneb med at vise sig frem i de løb, hvor han var oppe mod WorldTour-ryttere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sjovt nok er det også på klatresiden, at holdet svækkes mest. Mandskabet kommer nok først og fremmes til at savne den engang så lovende Amaro Antunes, som man har valgt ikke at forlænge med. Ganske vist viste han meget lidt i sit første år på holdet, men man kan undre sig over, at holdet ikke gav ham en ekstra chance i et år, hvor der opgraderes i staben af klatrere. På samme måde var tålmodigheden med Riccardo Zoidl meget kort, men omvendt står det vel også efterhånden klart, at den ellers så spændende østriger tilsyneladende kun kan præstere for mindre hold i sit hjemland. Tabet af Laurens Ten Dam er mindre ærgerligt i lyset af det niveaufald, vi har oplevet hos den ellers engang så solide hollandske veteran, og selvom han egentlig er en udmærket klatrer, vil Lukasz Owsian nok først og fremmest blive savnet i kraft af sin status som en af de bedste polakker i bjergrigt terræn. Erstattes kan han i hvert, og samlet set er der ingen tvivl om, at holdet er markant forstærket på stigningerne.

I tillæg til Zakarin er den store nyerhvervelse naturligvis Matteo Trentin. Som sagt valgte holdet ikke at bygge en stærkere trup op omkring Van Avermaet, men i stedet skabe et tohovedet monster til klassikerne. Det er stadig et problem, at resten af holdet er relativt svagt, men duoen Trentin-Van Avermaet kan blive skræmmende dybt inde i finalerne, hvor belgieren kan køre offensivt med bevidstheden om, at han har en lynhurtig herre siddende på hjul længere tilbage. Med tanke på Trentins vilde 2019-sæson er der tale om lidt af et kup, der gør CCC til et af de allermest spændende hold til det kommende års klassikere.

Endelig sker der lidt udskiftning i gruppen af polske ryttere på et hold, der af gode grunde skal have mange folk fra det store østeuropæiske land. Udover Owsian siger man farvel til den ellers solide Pawel Bernas, der imidlertid aldrig vil blive til andet og mere end hjælper, og i stedet forsøger man sig med to unge polakker fra udviklingsholdet, nemlig Kamil Malecki og Michal Paluta. Begge er da også dygtige ryttere, men havde passet ikke været polsk, havde de ikke fået den chance. De bliver derfor relativt anonyme hjælpere, præcis som Kamil Gradek er det, og som Bernas og Owsian har været det.

Samlet set er der ingen tvivl om, at det er et markant forstærket CCC-hold, vi vil se i 2020, hvor der ikke længere vil være tale om en orange enmandshær. Paletten er bredt ud, så holdet nu både kan begå sig i etapeløb og klassikere, og selvom kaptajngruppen fortsat er smal, udgør Zakarin, Van Avermaet og Trentin en uhyre stærk trio, selvom det fortsat er åbent, om førstnævnte kan blive sig selv igen. Lægger man detil, at Hirt og Masnada begge er uhyre spændende, fremstår CCC slet ikke længere som det ringeste WorldTour-hold - heller ikke selvom der er lang vej, indtil man igen har genopbygget det BMC-hold, der blev revet i stumper og stykker for et år siden.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt var klassikerne det altoverskyggende fokus i år 1 efter BMCs exit, og selvom har forsøgt at bredde mulighederne gevaldigt ud, er det fortsat de store endagsløb, der er holdets primære fokus - især fordi Ilnur Zakarin stadig fremstår som lidt af et sats. Det er Greg van Avermaet imidlertid ikke, for der findes vel næppe en mere stabil rytter i det internationale felt. Nok var det kun i 2017, at han for alvor vandt en masse klassikere, men undgår han uheld, er Van Avermaet en garant for succes.

I det hele taget bør der være garanti for et orange show i klassikerne. Nok har Matteo Trentin gennem sin karriere ikke været den mest stabile, men i 2019 var konsistens hans nøgleord. Fra det øjeblik, han satte sig på cyklen i Valencia i begyndelsen af februar, og indtil han sagde farvel og tak i Kina i anden halvdel af oktober, var italieneren med i front i stort set samtlige løb, han kørte. Derfor burde kombinationen af Trentin og Van Avermaet være lidt af en livsforsikring, der er garant for point og synlighed i foråret.

I det hele taget er der tale om en næsten perfekt duo. Begge er relativt hurtige afsluttere, som de færreste vil være begejstrede for at slæbe med til stregen, og derfor udgør de et perfekt match, der kan angribe rivalerne på skift. Kommer den ene fri, er der næppe den helt store lyst til at slæbe den hurtige holdkammerat med til stregen, og dermed er der en god chance for, at de også begge kan se fordelen af at gøre det på ”Quick-Step-måden”, dvs. udnytte et overtal til at slå rivalerne. Udfordringen er, at resten af holdet er svagt, men kan ryttere som Nathan van Haooydonck, Jonas Koch og den spændende Szymon Sajnok tage næste skridt, kan de måske få lidt af den opbakning, stjerneduoen fortjener.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Både Trentin og Van Avermaet har for vane at køre stærkt gennem hele klassikersæsonen, og derfor kan vi forvente at se dem udgøre en stærk duo fra Omloop Het Nieuwsblad over Strade Bianche, Milano-Sanremo, E3, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt, Paris-Roubaix til Amstel Gold Race. Alle løb er enten blevet vundet af en af de to eller have været meget tæt på at få en af dem som vinder, og efter at Trentin i år overraskede mange ved også at kunne begå i den letteste af ardennerklassikerne, vil de høre til blandt favoritterne i hele den lange stribe. Van Avermaet satser i år på at lægge lidt blødere ud for at toppe i Flandern og Roubaix, ligesom Trentin kunne tænkes at have en tilsvarende plan efter et år, hvor han løb lidt tør for kræfter inden den pludselige genfødsel i Amstel.

I Ardennerne står holdet til gengæld sværere. Amstel er stadig på grænsen for Trentin, og Van Avermaet har altid haft svært ved at strække formen helt til den hollandske klassiker. Han har også tidligere forsøgt sig i Liege uden det store held, og han synes ikke længere helt at have samme smag for forårets sidste monument.  Her skal man nok snarere se i retning af folk som Simon Geschke, Alessandro De Marchi samt måske endda Ilnur Zakarin, der før har gjort det fremragende i løbet, ligesom man kan håbe, at Geschke og måske Patrick Bevin kan være alternative planer i Amstel. Til Fleche Wallonne har man til gengæld ikke skyggen af chance.

Efteråret byder også på muligheder. Van Avermaet elsker de canadiske klassikere, som han for vane at køre på podiet i, og det nye, hårdere Bretagne Classic ligger også glimrende til både ham og Trentin. Til gengæld mangler holdet en rigtig sprinter til sprinterløbene i Hamburg og London, og det er også svært at se holdet have det helt store at skulle have sagt i efterårets italienske klassikere, selvom man kan håbe, at en formstærk Fausto Masnada sammen med Ilnur Zakarin kan spille en rolle i Il Lombardia, der køres i Masnadas baghave.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt var grand tour-præstationerne den største svaghed for CCC sidste år, men det burde der med Zakarins ankomst blive rettet op på denne gang. I skrivende stund er det stadig uklart, hvor han skal brueg sine kræfter, men det har været nævnt, at Giroen bliver målet. Det skyldes, at han har store ambitioner ved OL, der altid er et stort mål for ryttere fra de tidligere Sovjetlande, og hvor ruten passer udmærket til den langlemmede russer. Vi afventer dog en endelig bekræftelse, for selvom CCC angiveligt har visse sponsorinteresser i Italien, kan man tvivle lidt på, om de har lyst til atter at tage til verdens største cykelløb med en relativt profilfattig trup.

Mest sandsynligt er det dog, at Giro-truppen bygges op om Zakarin, og det med god grund. Ruten med de tre enkeltstarter er nemlig slet ikke så ringe for russeren, der i sin 2017-form vil være en seriøs podiekandidat i et løb, der er meget vanskeligt i den tredje uge, hvor den russiske dieselmotor altid er bedst. Alt sammen afhænger det imidlertid af, om han kan rejse sig efter to svære år. Endnu en yderlig top 10 er i hvert fald ikke besværet værd, og en rytter, der tidligere har været på Vueltaens podium, skal som minimum stræbe efter en top 5. Hos sig vil han sikkert have Jan Hirt og Fausto Masnada, der begge i år viste, at de kan vinde etaper med offensiv kørsel i bjergene - noget, Zakarin i øvrigt også selv gjorde - og også Victor De La Parte vil sikkert være del af støttetruppen. Dertil kommer, at man sikkert igen vil give Jakub Mareczko chance for at vise sig frem på hjemmebane, men når holdet geares så meget mod Zakarin, vil det være næsten umuligt for den positioneringssvage italiener at få den støtte, der skal til for at være konkurrencedygtig.

Kører Zakarin Giro, vil holdet formentlig igen tage til Touren med fokus på etapesejre. Det kunne være med Zakarin i en fri rolle i bjergene, som vi så det i 2016, hvor han vandt en bjergetape i Frankrig som led i forberedelserne til et OL, han aldrig fik lov at køre, men først og fremmest er det Greg van Avermaet og Matteo Trentin, der skal levere varen. Begge har de vundet etaper i Touren fra udbrud, og det burde være ganske realistisk at gentage den bedrift på en rute, der umiddelbart giver flere muligheder end vanligt for ryttere af deres type. Trentin vil sikket også køre et par spurter, men her mangler han den nødvendige topfart. Man kan heller ikke udelukke, at det polske hold vil give Szymon Sajnok chancen - det virker usandsynligt, at man tager afsted uden polske ryttere - og han burde efter en fin Vuelta nok kunne sikre sig et par top 10-placeringer. Hvis ikke det bliver i Frankrig, bliver det i hvert fald i en af de andre grand tours. Derudover har man udbryderkongen Alessandro De Marchi, der har vist, at han kan vinde i grand tours, ligesom også Simon Geschke, Patrick Bevin og Serge Pauwels er ryttere med hang til offensiv kørsel.

Særligt Bevin er interessant. Hans 2. plads på Vuelta-enkeltstarten i år var endnu et vidnesbyrd om, at han kan vinde en grand tour-enkeltstart. Det sker ikke i Touren, hvor den eneste tidskørsel er for svær, og derfor kunne det være interessant at se ham i særligt Giroen med de tre enkeltstarter, men også i Vueltaen, hvor han samtidig kan forberede sig til VM. Den spanske grand tour kunne også blive endnu et mål for Zakarin, men som mange andre kan han også vælge at bruge den som forberedelse til VM efter et OL, der som sagt er et mål. Gør han det, vil det spanske løb måske kunne blive en chance for Hirt eller Masnada til at prøve sig af i klassementet, men ellers vil det handle om etapesejre med ryttere som Sajnok, Bevin og ikke mindst De Marchi, der elsker det spanske løb. Og så kunne man ønske sig at se Trentin tilbage til et løb, han har domineret, og som passer ham, i et år, hvor han ikke har et VM at tage hensyn til.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Enmandshæren Greg van Avermaet rettede fokus mod klassikerne i 2019, og det efterlod holdet temmelig usynlige i mange andre løb. Det vil næppe ændre sig stort i 2020, selvom truppen er blevet markant stærkere. Van Avermaet og Matteo Trentin skal nok gøre holdet konkurrencedygtige på et par etaper i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, men skal holdet for alvor gøre sig gældende i de ugelange etapeløb, skal det ske med Ilnur Zakarin. Russeren har tidligere været skræmmende i forårets etapeløb, men fra 2017 og frem har han primært koncentreret sig om grand tours. Satser han atter på Giroen, er det tvivlsomt, om han vil have tilstrækkelig god form til at være med helt fremme i forårets løb også.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det kunne åbne andre muligheder. Victor de la Parte kan i kraft af sin fine enkeltstart køre et fornuftigt klassement, men han er for begrænset til at være med helt i front. Fausto Masnada og Jan Hirt er begge hæmmet af en uhyre svag enkeltstart, som formentlig gør Volta a Catalunya til det eneste større løb, der for alvor passer dem, selvom Hirt med sin 5. plads i årets Tour de Suisse viste, at han godt kan være med, hvis bare der er tilstrækkeligt med bjerge. Derudover vil holdet formentlig forsøge sig i massespurter med Trentin i de løb, han kører, og derudover med Szmyon Sajnok, Jakub Mareczko og Jonas Koch. Her er det særligt Sajnok, der synes klar til at tage endnu et skridt efter 3. pladsen i Madrid under Vueltaen, mens Koch med sin holdbarhed nok mere går i retning af at kunne afslutte fra mindre grupper. Mareczko viste desværre i 2019, at han har tabt hurtighed, og kombinerer man det med hans fortsat ringe positionering, bliver det næppe heller til mange store sejre i 2020.

Holdets bedste chance for etapesejre på WorldTour-niveau kunne være Patrick Bevin. I Vueltaen fik han sin tredje 2. plads på en WorldTour-enkeltstart, hvormed han atter viste, at det blot er et spørgsmål om tid, inden den store sejr kommer. Det bør ske i 2020, ikke mindst efter at han mod slutningen af 2019 tog endu et skridt med sin 2. plads under Vueltaen og 4. plads ved VM. Dertil kommer, at han med sin spurt også kan vinde hårde endagsløb og etaper i etapeløb. Og så kan man håbe, at han kan finde samme Tour Down Under-form som i 2019, hvor det formentlig kun var det ærgerlige styrt, der forhindrede ham at give holdet en drømmestart med samlet sejr i årets første WorldTour-løb.

Et andet WorldTour-løb, holdet kan vinde, er BinckBank Tour, hvor Van Avermaet flere gange har været tæt på, men det kræver en relativt hård rute og en ikke alt for lang enkeltstart. Også Trentin og måske især Bevin vil kunne køre klassement i det løb, hvis de udser sig det som mål. Ellers handler det primært om at vinde nogle mindre løb med folk som Sajnok, Koch og Mareczko samt at sætte sin lid til, at Alessandro De Marchi kan lave et udbrudsnummer ikke bare i grand tours.

Hvem kan overraske?

Med en gennemsnitsalder på 28,6 er CCC det ældste WorldTour-team til den kommende sæson, og det er da også tydeligt, at manager Jim Ochowicz har haft mere travlt med at opbygge en stærk trup med fokus på de tre kaptajner end at satse på fremtiden. Talentmassen er i hvert fald til at overse, og det er ikke hos CCC, at vi ser den næste Remco Evenepoel.

Skal man pege på det mest interessante navn, skal vi nok også lidt længere op i alderskategorierne. Med sine 26 år har Fausto Masnada imidlertid stadig de fleste år foran sig, og han bliver uhyre interessant at følge i 2020. Hans udviklingskurve har været stabil, og i 2019 nåede han sit foreløbige højdepunkt med to fremragende sejre i Tour of the Alps og en gigantisk sejr i Giroen. Hans ringe enkeltstart og manglende stabilitet samt hans rolle som hjælper for Ilnur Zakarin lægger visse begrænsninger på hans muligheder, men hvis ikke han får lov at vise sig frem i et grand tour-klassement undervejs, må man håbe, at han får frihed til at køre lige så offensivt i bjergene, som han plejer.

Det er også værd at fremhæve Jan Hirt. Tjekken er 28 år og derfor ikke længere et ungt talent, men han kunne godt blomstre op igen, nu hvor han vender ”hjem” til CCC. Det var her, han viste sit potentiale med fornem klatring i Giroen i 2017 og tidligere også i Tour de Suisse og Østrig Rundt. Også han har en ringe enkeltstart, ligesom hans niveau svinger fra ekstremt lavt til meget højt, men når han en sjælden gang har formen, er han brølstæk. 5. pladsen i Tour de Suisse samt ”næsten-sejren” på Giroens kongeetape var lovende, og det kunne være interessant at se ham måske køre klassement i Vueltaen, da hans motor gør ham velegnet til grand tours.

Derudover er det værd at fremhæve Szymon Sajnok. Polakken har været med i flere år, men er stadig blot 22 år. Han blev nr. 3 i massespurten i Madrid og kom dermed fremragende ud af sin første grand tour med en form, der længe gjorde ham til vinderkandidat ved U23-rytternes VM. Med mere hår på brystet og større erfaring i spurterne skal det blive interessant at se ham udvikle sig yderligere som sprinter ig få en større forståelse af, hvor holdbar han faktisk kan blive.

Attilo Valter og Georg Zimmermann skal også nævnes, da deres flotte kørsel i Tour de l’Avenir og flere andre løb var lovende, men begge fremstår ikke som typer, der kan levere det helt store i bjergene allerede i 2020. Forhåbentlig kan de dog få chancen for at jagte et resultat i nogle mindre etapeløb i stedet for blot at slide sig ihjel for kaptajnerne. Man kan faktisk heller ikke helt udelukke, at Valter får lov at køre de første to uger af Giroen allerede nu, da hans tilstedeværelse ved starten i Ungarn vil sikre CCC en del omtale i et løb, der er vigtigt for dem.

Mere interessant er det måske at nævne Patrick Bevin. Nok er han allerede et stort navn, men tager man i betragtning, at han havde uhyre svært ved at holde sig oprejst i 2019 og derfor formentlig er på fornavn med personalet på sit lokale hospital, kan det blive rigtigt godt, hvis man ihukommer, hvor brølstærk han var i Tour Down Under, og hvor imponerende han var ved VM-enkeltstarten, hvor han kun var få sekunder fra bronzemedaljen. Både på enkeltstarter og som puncheur er han en rytter, der fortsat bare bliver bedre og bedre.