Nedenfor giver vi en analyse af Astana Pro Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Zhandos Bizhigitov, Manuele Boaro, Hernando Bohorquez, Rodrigo Contreras, Laurens De Vreese, Daniil Fominykh, Omar Fraile, Jakob Fuglsang, Yevgenoy Gidich, Jonas Gregaard, Dmitriy Gruzdev, Hugo Houle, Ion Izagirre, Gorka Izagirre, Merhawi Kudus, Miguel Angel Lopez, Alexey Lutsenko, Yuriy Natarov, Luis Leon Sanchez, Nikita Stalnov, Artyom Zakharov

Nye ryttere

Fabio Felline (Trek-Segafredo), Aleksandr Vlasov (Gazprom-Rusvelo), Davide Martinelli (Deceuninck-Quick Step), Alex Aranburu (Caja Rural - Seguros RGA), Vadim Pronskiy (Vino - Astana Motors), Oscar Rodriguez (Euskadi Basque Country - Murias), Harold Tejada (Medellin)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ryttere, der forlader holdet

Dario Cataldo (Movistar Team), Magnus Cort (EF Education First), Pello Bilbao (Team Bahrain McLaren), Davide Villella (Movistar Team), Andrey Zeits (Mitchelton-Scott), Jan Hirt (CCC Team), Davide Ballerini (Deceuninck-Quick Step)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det kan godt være, at Alexander Vinokourov er en kontroversiel skikkelse i cykelsporten, men det er svært ikke at tage hatten af for det lille mirakel, han har gennemført på Astana i løbet af de seneste par år. Tilbage i 2017 led holdet voldsomt under tabet af holdets altdominerende skikkelse, Vincenzo Nibali, og da det d. 17. april endelig blev til sæsonens første sejr med Michele Scarponi, gik der ikke mange dage, inden sæsonen nåede et tragisk lavpunkt, da samme Scarponi omkom under en træningstur, netop som han havde givet holdet lidt håb.

For to år siden gik der altså tre måneder af sæsonen, inden holdet overhovedet fik en sejr. Sådan gik det bestemt ikke i år. Her nåede man den 15. sejr allerede den 3. marts, og da Jakob Fuglsang rundede første del af sæsonen af ved at vinde Liege-Bastogne-Liege, var det triumf nr. 23 for Vinokourovs tropper. Mest imponerende var det, at syv af holdets første 15 gevinster var samlede sejre i etapeløb, og i løbet af sæsonens første måneds tid syntes det næsten at være givet på forhånd, at kasakkerne ville vinde ethhvert etapeløb, de stillede op i. Mod slutningen af sæsonen endte de som nr. 5 på verdensranglisten og med 37 sejre som nr. 4 på sejrslisten - lidt af en bedrift for et hold uden supersprinter i stil med Elia Viviani, Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann og Sam Bennett, der alle bidrog voldsomt til sejrene for de bare tre hold, der vandt flere løb end kasakkerne. Og med tanke på, at holdet i 2017 endte som nr. 15 af de 18 hold på WorldTour-ranglisten, er det umuligt at komme udenom, at der er tale om lidt af en forvandling.

Mest imponerende er det, at det er sket, selvom truppen ikke har gennemgået de allerstørste forandringer. Hvis endelig man skal pege på noget væsentligt, er det faktisk, at de har mistet Fabio Aru, holdets klare kaptajn efter Nibalis exit. Under helt forløbet siden italienerens farvel har Miguel Angel Lopez og Jakob Fuglsang stået i spidsen for holdet, men da de kun bidrog med i alt 8 af de 37 sejre, er det klart, at holdet har udviklet en særlig evne til at få en hel serie af ryttere til at blomstre op under Vinokourovs ledelse.

Den kasakhiske chef synes da også at være pinligt bevidst om, at han ikke skal ændre på noget, der fungerer. I stedet for at gå på jagt efter en stor stjerne, som man måske tidligere ville have gjort det i den tid, hvor stor set enhver kontraktløs toprytter blev sat i forbindelse med den lyseblå trøje, har han anset en forlængelse af Fuglsangs kontrakt som den væsentligste prioritet. Det var ingenlunde en given ting, at det ville lykkes, men i august blev det annonceret, at danskeren ikke havde lyst til at eksperimentere med sin karrieres sidste år, netop som han i Vinokourovs stald var blomstret op som aldrig før.

Med Fuglsang i hus kunne Vinokourov samtidig koncentrere sig om den satsning på talenter, der har fungeret så fint i de seneste år. På listen over syv nye ryttere finder man således ikke ét eneste etableret supernavn, men derimod en serie talenter, hvoraf kun Fabio Felline på 29 og Davide Martinelli på 26 har rundet de 25 år og kan betragtes som i hvert fald relativt erfarne. Samtidig er det lykkedes at få fingre i noget af det mest spændende etapeløbstalent, hvormed Astana bekræfter, at de har en vis tiltrækningskraft på lovende klatrernavne, som de tidligere har haft det, da de fik fingrene i Aru og Lopez fra starten af deres respektive karrierer.

Mest interessant er det i grand tour-sammenhæng, at det lykkedes Vinokourov at få Aleksandr Vlasov til at bryde sin kontrakt med Gazprom-Rusvelo et år før tid. Med sin sejr i Baby-Giroen sidste år havde den unge russer allerede for længst gjort sig selv til et varmt navn på talentscene, og den position er kun blevet styrket i et 2019, hvor han med en 8. plads i Ruta del Sol, en 4. plads i Giro di Sicilia, en 10. plads i Tour of the Alps, en 3. plads i Vuelta a Asturias og i Tour of Slovenia, hvor han åbenlyst var løbets bedste på stigningerne, et russisk mesterskab og sejr på kongeetapen og en samlet 5. plads i Østrig Rundt har vist, at WorldTour-modstand slet ikke er for hård kost. Meget peger i retning af, at Vlasov er på vej mod en stor grand tour-karriere, og meget peger i retning af, at det bliver ham og Lopez, fremtiden skal bygges på, når Fuglsang om relativt kort tid må antages at høre fortiden til.

Den anden spændende etapeløbsrytter er Oscar Rodriguez. Spanieren blev kendt som ”Oscar Hvem”, da han helt ud af det blå slog Rafal Majka på La Camperona i sidste års Vuelta, inden han i år med en hæderlig Vuelta og en 2. plads bag Ivan Ramiro Sosa i Burgos fik vist, at der ikke var tale om et one-hit-wonder. Stabilitet har hidtil været en by i Rusland, ligesom hans enkeltstart lader meget tilbage at ønske, men på nuværende tidspunkt kan det i hvert fald ikke udelukkes, at Vinokourov kan forvandle ham til en spændende grand tour-rytter også.

Holdets to øvrige etapeløbssatsninger er mere uprøvede på højeste niveau. Størst glæde vækker det nok, at det endelig er lykkedes at opdrive en kasak, som faktisk har et vist potentiale i etapeløbssammenhæng. Vadim Pronskiy havde ikke det bedste 2019, men med den samlede sejr i bjergløbet Giro della Valle d’Aosta allerede som 19-årig i 2018 har han for længst vist, at han kan komme langt. I år blev han trods alt også nr. 3 i Tour de Langkawi og nr. 7 i Tour de l’Ain, og han ligner den rytter, der skal sørge for, at Kasakhstan igen får en rytter, der kan begå sig i klassementer i etapeløb. Den sidste rytter er colombianer Harold Tejada, der i år vandt en etape i Tour de l’Avenir, men udover den triumf har han stadig til gode at bevise, at han er en af de mange superklatrere, som det sydamerikanske land i øjeblikket producerer på samlebånd.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapeløb har altid været Astanas DNA, men der tages også initiativ til at styrke holdet på andre områder. I 2019 var det en udfordring, at holdet ikke havde mange hurtige folk, og derfor blev der for mange løb, hvor holdet ikke havde andet formål end at komme sikkert til mål. Det burde ændre sig i 2020, hvor holdet har sikret sig to hurtige, klatrestærke og alsidige folk, der vil kunne give mandskabet en bredde, de hidtil har manglet.

Størst gælde må det vække, at det lykkedes at få fat i Alex Aranburu. Spanieren har brugt lidt tid på for alvor at vise sit potentiale, men det er blevet åbenlyst i 2019. Efter en fornem præstation i Hammer Series i juni var han flyvende med sejr i Burgos og en fornem Vuelta, og han ligner en rytter, der kan vinde et hav af løb. I første omgang kan han bruges som afslutter i løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, men på sigt ligner han en fyr, der kan blive livsfarlig i ardennerklassikerne, hvor han kan kombinere sin dødbringende spurt med flair for at overkomme korte, stejle stigninger.

Den anden hurtige nyerhvervelse er Fabio Felline. Italieneren lignede en af feltets mest alsidige og spændende ryttere, da han vandt pointtrøjen i Vueltaen, vandt en massespurt i Baskerlandet, vandt prologen i Tour de Romandie og gjorde det fornemt selv i brostensklassikerne. En slem omgang toxoplasmose har sat ham milevidt tilbage, men i 2019 fik man indtrykket af, at det ikke er helt slut endnu. Han var ikke langt fra at vinde en knaldhård Tour-etape og kørte i top 15 i Tour de Suisse. Det er stadig langt fra givet, at han bliver sig selv igen, men finder han bare et rimeligt niveau, er han en solid investering. Han kan agere afslutter i hårde etapeløb, styrke brostenstruppen, bidrage kraftigt på holdløb og føre i svært terræn i etapeløbene. Med andre ord kan han bruges næsten overalt.

Mens etapeløb har været holdets fokus, har Vinokourov ikke lagt skjul på, at han gerne vil have mere at skyde med i klassikerne. Navne som Michael Valgren, Magnus Cort og senest Davide Ballerini har alle været hentet ind som brostenssatsninger, men i lyset af holdets klare fokus på andre løb har det været svært at holde på den type ryttere. Sidste år smuttede Valgren, og i år siger Cort og Ballerini farvel. Det forsøger man at kompensere for ved at hente Davide Martinelli fra Deceuninck-Quick Step, men udover at sidstnævnte har familiære bånd til en af holdets sportsdirektører, er det svært at finde gode begrundelser for, at det er et godt bytte. Martinelli er nemlig ikke mere end en god hjælperytter, mens Ballerini er et af de allermest spændende brostenstalenter med en stor fremtid foran sig. Desværre var det umuligt for dem at holde på talentet, for da først Patrick Lefevere viste interesse, havde man ikke en chance for at vinde over det hold, Ballerini ifølge eget udsagn altid har drømt om at køre for.

Corts afgang er i klassikersammenhæng knap så ærgerlig, idet danskerens problemer i positionskampen betyder, at han næppe nogensinde kommer til at gøre sig gældende helt i front i den sammenhæng. Til gengæld mister holdet en fantastisk etapejæger, der nu klatrer så godt, at han er guld værd som hjælper i grand tours, men det stod også klart, at han næppe ville få megen frihed til at jagte personlig succes på et hold med så mange etapeløbsryttere. Derfor var også hans farvel næsten uundgåeligt.

Værre er det, at holdet mister nogle af sine mest værdifulde bjerghjælpere. Det gør ondt, at Pello Bilbao smutter til Bahrain McLaren, for den alsidige basker har med en top 10 i Giroen samt to etapesejre i Giroen og en enkelt i Dauphiné vist, at han både kan levere på egen hånd og agere superhjælper i bjergene. På samme vis må det ærgre holdet, at de ikke kunne holde på talentfulde Jan Hirt, der efter et skuffende 2018 blomstrede på i 2019 og stadig ligner en lovende rytter, der både kan hjælpe og jagte bjergresultater på egen hånd.

Den erfarne base svækkes også. Andrey Zeits har med sin kasakhiske baggrund og uopslidelige føringsarbejde i grand tours haft en helt særlig rolle på det førende kasakhiske hold, og det må være kommet som lidt af et chok for Vinokoruov, at han ikke kunne holde på en rytter, der både har været brugbar af nationale og af sportslige årsager. På samme måde har Dario Cataldo været en af de stærkeste hjælperyttere i grand tours, hvor han med etapesejren i Giroen også fik vist, at han stadig kan gøre det færdigt, men heller ikke ham kunne man holde på. Og netop som Davide Villella efter en svær tid med en stærk sæsonafslutning fik vist, hvorfor han tidligere næsten gik på podiet i Il Lombardia, røg også han med Cataldo til Movistar.

Med andre ord er der sket en åreladning af klatretalent med tabene af Bilbao, Hirt, Zeits, Cataldo, Villella og til dels Cort. Det kompenseres der fint for med de unge Vlasov, Rodriguez, Pronskiy og Tejada, men de har slet ikke samme erfaring som de ryttere, de erstatter. Måske har holdet fået en mere lovende fremtid med så mange spædende talenter, men man kan næppe benægte, at holdet i hvert fald i 2020 må betragtes som svækket - en antagelse, der styrkes af det ærgerlige tab af Ballerini. Aranburu og Felline bør kunne bidrage med flere sejre i en type løb, hvor de hidtil har manglet noget, men i de løb, de for alvor satser på, mangler de den bredde, de havde i jubelåret 2020.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt er det etapeløb og særligt grand tours, der altid har været vigtigst for Astana. Alexander Vinokourov har haft ambitioner om at bredde paletten lidt ud, men som nævnt ovenfor har det knebet med at fastholde ryttere, der er begyndt at vise potentiale i brostensløbene. Michael Valgren gjorde holdet til en faktor på pavéerne, inden han sagde farvel, og netop som han begyndte at vise sit potentiale i Nordeuropa smuttede Davide Ballerini også. Ardennerne har altid haft betydeligt større prioritet, for her har holdets mange klatrere kunnet indkøre resultater, ligesom man har haft mere udprægede ardennerspecialister som Enrico Gasparotto og Maxim Iglinskiy, men alt sammen har det været underordnet etapeløbene.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

I 2020 bliver det også i Ardennerne, at holdet skal slå til. Brostenssæsonen ser efter Ballerinis exit i hvert fald ud til at blive lidt af en udfordring, der næppe vil kaste megen succes af sig. Skal holdet have nogen succes, ville det formentlig kræve, at Alexey Lutsenko havde kørt nogle af løbene i Nordeuropa, for han har i Omloop Het Nieuwsblad vist potentialet. Han klatrer imidlertid nu så godt, at han ikke overraskende prioriterer Ardennerne, men han vil køre Flandern Rundt, hvor han bestemt vil være kandidat. Det efterlader Fabio Felline som den sandsynlige kaptajn på pavéerne i de øvrige løb. Også han har tidligere været i top 5 i Omloop, men brostensløbene er ikke skabt til ham - slet ikke Paris-Roubaix, som han næppe kører. I forvejen er der lang vej tilbage til det gamle niveau, og han skal formentlig være glad, hvis han kan sikre sig et par fine top 10-placeringer. Man kan håbe, at Yevngeniy Gidich med sin fine spurt kan tage et nyt skridt, men efter en svær 2019-sæson er der lang vej til toppen af de største løb. Derudover må ryttere som den stadig stærkere Hugo Houle, Laurens De Vreese og Davide Martinelli skabe lidt synlighed, men topresultater bliver det formentlig ikke til.

Alligevel har holdet et par tidlige klassikere, hvor de kan begå sig. Strade Bianche ligger ikke til hans højreben, men Jakob Fuglsang viste i år, at han i hvert fald kan være med i front. Det samme kan Alexey Lutsenko, der som puncheur umiddelbart ligner et bedre vinderbud end danskeren, og Felline vil med de ben, han havde i sin storhedstid, også kunne gøre det godt. Endnu mere spændende kunne det måske være at se Alex Aranburu i et løb, der på papiret er skabt til ham, og har han tidlig form, kan også Omar Fraile gøre det godt. Med andre ord kan kasakkerne stille med en meget bred og konkurrencedygtig trup. Sværere bliver det i Milano-Sanremo, men Aranburu kunne ligne en giftig joker, hvis løbet udvikler sig, som det gjorde i år - et scenarium, hvori også Lutsenko ville kunne være med. Felline derimod ligner manden til en spurt, men det bliver næppe til mere end top 10.

I Ardennerne er det naturligt, at Fuglsang får en kaptajnrolle efter en sæson, hvor han endte på podiet i dem alle tre, men sandheden er også, at hans manglende eksplosivitet ikke gør ham skræddersyet til de løb. Finder han samme superform som i år, er han livsfarlig, men med mere almindelige Fuglsang-ben er han snarere en stensikker top 10-rytter end topfavorit. Til gengæld kunne Lutsenko stå på tærsklen til et stort gennembrud efter en 2019-sæson, hvor han bare blev bedre og bedre og i Touren nåede et helt nyt niveau som klatrer. Distancen ligner en udfordring, men den kan overvindes på sigt. Uanset hvad må holdet med Fuglsang og Lutsenko i front gå efter sejren i i hvert fald Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og de vil endda blive flankeret af Ion Izagirre, der selv har været i top 10 i alle tre løb, Omar Fraile, der på papiret burde kunne gøre det fremragende i disse løb, Gorka Izagirre, der ved årets VM viste evner i lange, hårde løb, og ikke mindst Alex Aranburu, der på sigt ligner en stjerne i disse løb og måske allerede i år kan vise sig frem, særligt i Amstel Gold Race, hvor hans spurt er meget nyttig.

I efteråret er der også muligheder. San Sebastian køres samme dag som OL, hvilket udelukker Fuglsangb og Lutsenko, men det kunne måske åbne muligheder for løjtnanter som Aranburu, Fraile og Izagirre-brødrene, hvoraf særligt Aranburu må være en oplagt kandidat på sin hjemmebane og en rute, der passer ham. Sprinterløbene i London, Hamburg og Bretagne passer dem ikke, selvom Felline, Lutsenko og Aranburu alle kunne overraske i sidstnævnte, men derimod ligger løbene i Canada til højrebenet for de tre nævnte, måske særligt Aranburu og Lutsenko. Det er dog tvivlsomt, om Aranburu deltager, da han ligner en sandsynlig mand til Vueltaen. Endelig vil Fuglsang naturligvis være en af de tunge favoritter til Il Lombardia, hvis han stadig har lidt at skyde med efter VM, men også Ion Izagirre, Lutsenko og Miguel Angel Lopez kan begå sig på de italienske veje, hvis ikke de er blevet slidt ned forinden.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt er det grand tours, der altid har betydet mest både for Astana som hold og for Vinokourov selv. Ligesom sidste år er det Miguel Angel Lopez og Jakob Fuglsang, der er udset til kaptajnrollerne, og det har allerede længe stået klart, hvordan de denne gang har fået kabalen til at gå op.

Denne gang har de heldigvis gjort, hvad de allerede burde have gjort i 2019. For andet år i træk får Lopez nemlig serveret en Tour-rute, der synes som skræddersyet til den stærke colombianer, og det giver derfor god mening, at holdet endelig giver debut til den colombianske superklatrer til sommer. Det kan godt være, at sæsonen ikke gik helt som håbet, men det skyldtes i vidt omfang uheld. Særligt i Vueltaen nåede han at vise, at hans topniveau er skræmmende højt, da han både på Javalambre og i Andorra (indtil sit styrt) gjorde det, som det ellers kun er Adam Yates, der formåede i 2019, nemlig at køre fra en Primoz Roglic i topform på stigningerne. En rute med masser af bjerge, kun én meget kuperet enkeltstart og en hård start, der gør det hele knap så stressende, giver Lopez så store muligheder, at han som minimum må stræbe efter podiet allerede i første forsøg, og han vil formentlig blive bakket op af et brølstærkt hold, der som et af feltets bedste vil køre 100% for at sætte kaptajnen op til sejr.

Det efterlader Fuglsang med rollen som Giro-kaptajn, og i år passer det danskeren glimrende. En satsning på Italien passer nemlig langt bedre med ambitionen om at vinde OL og VM, og derfor er beslutningen blevet truffet, uden at de to kaptajner har revet hovederne af hinanden. Som vi har anført adskillige gange tidligere, har Fuglsang imidlertid stadig store begrænsninger over tre uger, og ambitionsniveauet bør derfor ikke være højere end en top 5. Til gengæld er det heller ikke umuligt, da Giroens dårlige vejr, lange bjerge og store bjergetaper med mange højdemeter passer Fuglsang fremragende, hvis han kan holde niveau også i den tredje uge, hvor han traditionelt har haft det sværere.

Vueltaen er et åbent spørgsmål. Fuglsang ventes at køre Tour som hjælper for Lopez og for at forberede sig til OL, hvorfor han er ude af billedet. Lopez kunne måske finde på at satse på en double, men spørgsmålet er, om det er realistisk i en sæson, hvor han formentlig også gerne vil til OL. Det kunne åbne døren for Ion Izagirre, der i 2018 kørte i top 10, men han ramte aldrig rigtigt samme niveau i 2019 - i hvert fald hvis man ser bort fra Baskerlandet Rundt. Under alle omstændigheder kan han ikke stræbe højere end top 10. Samtidig kunne det være uhyre interessant at se, om Aleksandr Vlasov allerede i første forsøg kunne lave en top 10, ligesom også Oscar Rodriguez måske kunne forsøge sig, men Vueltaen kunne blive et løb, hvor etapesejre får relativ stort fokus.

Etapesejre er imidlertid en mulighed i alle løb. Som Pello Bilbao og Dario Cataldo viste i Giroen, og Fuglsang gjorde det i Vueltaen, kan holdet godt give hjælperytterne plads undervejs. Det kan særligt udbryderkongen Omar Fraile udnytte, hvis han kommer over sine rygproblemer, men også Alex Aranburu vil særligt i Vueltaen have gode muligheder. Fabio Felline var tæt på i Touren i år, og begge Izagirre-brødre har før vundet fra udbrud, ligesom Luis Leon Sanchez stadig vinder med jævne mellemrum. Fuglsang vil kunne få en chance eller to under Touren, og Vlasov og Rodriguez kan, hvis der bliver plads, også vinde i bjergene.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Det allerbedste bud er dog nok Lutsenko, hvis kasakhiske pas betyder, at han altid får mere frihed end andre. Han var allerede tæt på i Touren i år, hvor han klatrede på et helt nyt niveau, og han har utvivlsomt niveauet til at gøre det færdigt. Som regel har han været den kasakhiske repræsentant i Touren, og selvom OL er hans største mål, vil han også være til start i Frankrig Til gengæld er det også i kuperet terræn, at holdet skal vinde, for med en trup helt uden sprintere vil vi næppe se holdet blande sig i massespurter, med mindre Felline, Aranburu eller Fraile kan køre en spurt eller to på en af de hårdere dage.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som nævnt tidligere kunne Astana i starten af året knap stille til start i et etapeløb uden at vinde. Inden kalenderen viste maj havde holdet allerede taget samlede sejre i Volta a la Comunitat Valenciana, Vuelta a Murcia, Colombia 2.1, Tour de la Provence, Tour of Oman, Ruta del Sol, Tour du Rwanda, Volta a Catalunya og Baskerlandet Rundt, og senere blev også Dauphiné, Arctic Race of Norway og Tour of Almaty føjes til listen. Sejrene blev endda fordelt på adskillige ryttere med to til Jakob Fuglsang, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko og Miguel Angel Lopez og en enkelt til hver af Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre, Merhawi Kudus og Yuriy Natarov.

Det viser, at holdet har et vist flair for ugelange etapeløb, og det vil formentlig også komme til udtryk i 2020. Fuglsangs satsning på både Ardennerne og Giroen betyder nok, at han vil være mindre synlig i februar og marts, men hans bundniveau er også så højt, at han nok skal levere top 10-resultater undervejs. Til gengæld bør der blive mere plads til Lopez, der for en gangs skyld kan tillade sig en formtop tidligt på året. Hans enkeltstart er i kortere etapeløb en udfordring, men særligt i Catalonien, hvor han har en titel af forsvare, kan han vinde, ligesom han som minimum kan levere topresultater i alle de etapeløb, han satser på.

Ion Izagirre har i mange år været en sand specialist i ugelange etapeløb, hvor han har scoret så mange point, at han en overgang var helt oppe nær toppen af diverse ranglister. Desværre er hans enkeltstart gået voldsomt nedad bakke siden da, og dermed har han mistet sit stærkeste våben. Alligevel vandt han altså to etapeløb i 2019, og han må ventes igen at kunne køre med i hvert fald om podiepladserne, især på hjemmebanen i Baskerlandet.

Særligt interessant bliver det at se Alexey Lutsenko i etapeløb. Indtil nu har han aldrig kunne begå sig i WorldTour-løbene, men i år tog han to mindre sejre i Oman og Norge. Med de klatreben, han viste i Dauphiné og Touren, er der intet til hinder for, at han i 2020 vil kunne køre klassement i forårets løb, især hvis han kan genfinde lidt af fordums tempostyrke. Og som minimum er han giftig som etapejæger, som han tidligere har vist med sejre i blandt andet Paris-Nice, Tour de Suisse og Vueltaen.

Det bliver også meget interessant at se, hvor meget plads Aleksandr Vlasov får. Også han er hæmmet af sin enkeltstart, men som ovenstående opregning af resultaterne fra i år viser, har han flair for ugelange løb. Finder han en ikke alt for tempotung og meget bjergrig rute kan han måske lave ”en Pogacar” og slå igennem i første hug. Oscar Rodriguez lider under manglende stabilitet, men kan i hvert fald i mindre løb uden en enkeltstart levere resultater. Og det samme kan Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez i løb, der ikke er alt for bjergrige.

Holdet har i 2019 manglet en afslutter i etapeløbene. De har stadig ikke en sprinter, men med erhvervelsen af Fabio Felline og Alex Aranburu har man to folk, der kan spurte efter et hårdt løb. Det betyder, at holdet kan jagte etapesejre i de sprintermæssigt svagt besatte løb i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor Aranburu vil være særligt giftig i puncheurfinaler. Også Omar Fraile har vist, at han kan vinde spurter i hårde løb, og samtidig har han en fin historik for at gå i udbrud i WorldTour-løb, præcis som Luis Leon Sanchez stadig har det. Holdets eneste mere klassiske sprinter er Yevengeniy Gidich, men også han er en hårdfør type, der kun kan begå sig, når det har været svært. Forhåbentlig kan han tage en sejr i et mindre løb, efter at han mod slutningen af 2019 kom tilbage på sporet efter en svær tid.

Endelig må det være interessant at lade Aranburu køre en masse mindre endagsløb. Det er tvivlsomt, om han allerede nu kan begå sig på den helt store scene i klassikerne, men de løb i Italien, som holdet har for vane at køre, ligger til ham. Forhåbentlig kan 2020 blive året, hvor han for alvor begynder at tage de sejre, han konstant kredsede om i store del af 2019.

Hvem kan overraske?

I en tid, hvor Remco Evenepoel, Tadej Pogacar og Egan Bernal har givet det indtryk, at man nærmest kan komme direkte fra folkeskolen og begynde at vinde selv de største løb på WorldTouren, skal man næsten forvente, at de unge ryttere slår igennem med det samme. Derfor bliver det også særligt interessant at holde øje med Aleksandr Vlasov i 2020, for selvom han faktisk allerede er blevet 23 år og allerede har kørt som professionel på Gazprom-Rusvelo i et par år, kunne han blive en af de ryttere, der brager ind på etapeløbsscenen i sin første sæson på WorldTouren - også selvom vi ikke skal vente os en debut i stil med de tre ovennævntes.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Ovenfor har vi allerede opregnet, hvor mange topresultater Vlasov opnåede i etapeløb i 2019, hvor han var uhyre stabil og med i front næsten i hvert eneste løb frem til juli. Mest imponerende var han i Slovenien Rundt, hvor han var løbets stærkeste på stigningerne, selvom han var oppe mod en vis Pogacar, og hvor han kunne have vundet, hvis ikke alle etaper havde haft flade finaler. Også sejren på Kitzbüheler Horn i Østrig Rundt samt naturligvis sidste års samlede sejr i Baby-Giroen vidner om, at potentialet er stort. Nok vil han ofte skulle arbejde for kaptajnerne, men i de etapeløb, hvor han får chancen, bør han allerede nu kunne være med langt fremme. Og som nævnt kan man ikke helt udelukke, at han får lov at gå efter en top 10 i en mulig grand tour-debut i Vueltaen.

Det fremgår vist også af ovenstående, at der er grund til at holde øje med Alex Aranburu. Nu kan man argumentere for, at der er grænser for, hvor meget en rytter, der fik to 2. pladser i Vueltaen, kan overraske, men i lyset af at han blot har tre sejre og kun har kørt få WorldTour-løb, er han stadig et relativt ubeskrevet blad. Hans fornemme efterår med stærke puncheurspurter i Burgos og en fremragende Vuelta, hvor han særligt imponerede på den knaldhårde etape som ”the odd one” i en gruppe bestående af klatrere, og en overbevisende præstation i Hammer Limburg vidner om, at der er meget mere at komme efter. Som en af meget få afsluttere på Astana burde han få masser af plads, og han kan sagtens ende med at spurte sig til en etapesejr i et af de hårde WorldTour-etapeløb i år. På sigt er det i Ardennerne han for alvor synes lovende, men om han allerede i år kan få frihed, er nok yderst tvivlsomt.

Oscar Rodriguez er en svær størrelse at vurdere. På den ene side har han vist et tårnhøjt niveau ved at give Rafal Majka bøllebank på en bjergetape i Vueltaen, men på den anden side har der også været langt mellem snapsene. Han kørte et fornuftigt efterår med en 2. plads i Burgos og en hæderlig Vuelta, men juryen er stadig ude, når det handler om at vurdere, hvor god han virkelig er. Han har en kedelig tendens til at styrte i tide og utide, hvilket satte ham meget tilbage i første del af sæsonen, og det kan være en forklaring på den manglende stabilitet. På Astana vil han i første omgang skulle hjælpe holdets kaptajner i bjergene, men vi vil forhåbentlig se ham folde sig ud, når han får chancen, enten på udvalgte bjergetaper eller i mindre løb.

Endelig er der Vadim Pronskiy. De fleste kasakker har deres kontrakt mere på grund af deres pas end deres sportslige niveau, men den 21-årige klatrer ligner en undtagelse. Giro Valle d’Aosta er et pokkers svært bjergløb, der i er blevet vundet af navne som Thibaut Pinot, Fabio Aru og Pavel Sivakov, og det plejer at være en god indikation på klatreevner. En sejr her samt en podieplads i Langkawi og en top 10 i Tour de l’Ain indikerer i hvert fald, at der er noget at komme efter. Om vi allerede får det at se næste år, er nok tvivlsomt, men forhåbentlig bliver vi lidt klogere på, hvor langt talentet rækker.