Nedenfor giver vi en analyse af Ag2r La Mondiale.

Ryttere, der bliver på holdet

Romain Bardet, Francois Bidard, Geoffrey Bouchard, Mickael Cherel, Clement Chevrier, Benoit Cosnefroy, Silvan Dillier, Axel Domont, Julien Duval, Mathias Frank, Tony Gallopin, Ben Gastauer, Alexandre Geniez, Dorian Godon, Alexis Gougeard, Jaakko Hänninen, Quentin Jauregui, Pierre Latour, Oliver Naesen, Aurelien Paret-Peintre, Nans Peters, Stijn Vandenbergh, Clement Venturini, Alexis Vuillermoz, Larry Warbasse

Nye ryttere

Andrea Vendrame (Androni Giocattoli), Lawrence Naesen (Lotto Soudal), Harry Tanfield (Team Katusha Alpecin), Clement Champoussin (nyprofessionel)

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ryttere, der forlader holdet

Samuel Dumoulin (stopper karrieren), Hubert Dupont (stopper karrieren), Gediminas Bagdonas (stopper karrieren), Nico Denz (Team Sunweb)

Hvordan gik transfersæsonen?

Forud for 2020-sæsonen er der mange hold, der har foretaget en gevaldig hovedrengøring. Flere hold har skiftet ud på omkring 10 pladser, dvs. knap halvdelen, af deres trup. Den slags drastiske skridt har imidlertid aldrig været noget, der har ligget til Vincent Lavenu, som hører til blandt WorldTourens mest konservative managere. Franskmanden stoler på det, han har fået opbygget, og ser man på de sæsonerne siden 2015, har han med kun en enkelt undtagelse altid skiftet ud på bare mellem 3 og 5 pladser i truppen. Undtagelsen kom, da han forud for 2017 foretog en markant klassiker- og sprimtersatsning, som førte til, at hele 10 nye ryttere blev hentet til holdet.

Siden da er Lavenu blevet sit forsigtige selv igen, og i de tre seneste transfersæsoner har han kun hentet fire nye ryttere. Det gør sig også gældende denne gang, hvor han har atter har hentet knap en håndfuld nye ryttere til holdet. Og ligesom sidste år er der ikke tale om nogen revolution i en udskiftningsbølge, hvor et par veteraner giver plads til et par unge navne. Faktisk skal vi helt tilbage til optakten til 2018, før han med erhvervelsen af Tony Gallopin sikrede sig et relativt stort navn. Siden dengang har alt handlet om at hente nye talenter og styrke truppen omkring de kaptajner, som holdet har valgt at satse på, og som de er helt tro overfor.

Når man tager Lavenus konservative tilgang i betragtning, må man imidlertid rose den erfarne franskmand for, at han har haft en relativt heldig hånd med sine udvalgte satsninger. Særligt kan han godt klappe sig selv på ryggen over, at det var ham, der vandt kampen om Andrea Vendrames underskrift. Nu er det ikke i offentligheden blevet kendt, at der har været noget dramatisk slagsmål om italienerens fremtid, men at andre manager har sovet i timen, skal ikke tage noget fra Lavenus blik for talent.

Andrea Vendrame blev toer på Giroens 19. etape.

Vendrame er nemlig uhyre spændende. Den 25-årige italiener var indtil i år af en eller anden grund del af Andronis B-hold, der primært kørte franske løb, men her imponerende han stort allerede sidste år, men særligt i år, hvor han i foråret vandt en etape i Sarthe og sejrede på grusvejene i Tro-Bro Leon samt blev nr. 2 i puncheurløbet Tour du Finistere. Da han endelig blev del af A-truppen under Giroen, vandt han feltets puncheurspurt i L’Aquila og blev endda nr. 2 bag Esteban Chaves på en stor bjergetape, han uden en sen punktering med statsgaranti havde vundet. Han kørte i top 5 både samlet og på samtlige etaper i Slovenien Rundt, blev nr. 5 ved de knaldhårde italienske mesterskaber og var meget tæt på at vinde storløbet Tre Valli Varesine i efteråret.

Det i sig selv er rigeligt til at sige, at Vendrame er spændende, men på Ag2r er han endnu mere interessant. Her lukker han nemlig et gigantisk hul på et hold, der i fraværet af sprintere og mange puncheurs vinder alt for få cykelløb. Kun en enkelt gang siden 2005 er det lykkedes at vinde mere end 20 cykelløb, og i hele fem sæsoner er totalen beløbet sig til mindre end 10 sejre med et minimum på bare 5 i 2009 og 2012. Det skyldes fraværet af gode afsluttere og udprægede vindertyper, og i den sammenhæng kommer Vendrame som kaldet fra himlen. Vi har endnu til gode at se, hvad han satser på, men han er skabt til at vinde et hav af løb i Coupe de France, som han ligner en sandsynlig samlet vinder af, hvis det bliver hans satsning, ligesom han giver holdet en meget tiltrængt afslutter til løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet. Og så skal det blive interessant at se ham som etapejæger i grand tours og at se, hvad han kan lave i Ardennerne.

På mange måder minder han som type om Samuel Dumoulin, der dog klatrede betydeligt ringere, og derfor er det meget passende, at Vendrame komme til holdet, netop som Dumoulin går på pension. Det ville han egentlig være gjort allerede for nogle år siden, men en stærk 2017-sæson fik ham til at forlænge sin tid i feltet. Det var nok en fejlagtig beslutning, for i 2018 og 2019 var han langt fra sit topniveau, og selvom han igennem mange år har været en af de ryttere, der har bibragt holdet mest succes, er det ikke længere noget stort tab at sige farvel. I det hele taget ryddes der ud på veteransiden, hvor også den erfarne kulturbærer Hubert Dupont siger farvel. I mange år har han været garant for stabil kørsel i Giroens bjerge, hvor han har været en værdifuld hjælper, men i de senere år har det stået klart, at også han er blevet pensionsmoden.

I flere år var Ag2r kendt som et hold, der var totalt usynligt på brostenene. Det besluttede Lavenu sig for at ændre, da han i 2017 hentede Oliver Naesen og Stijn Vandenbergh til holdet, og siden da har han langsomt opbygget en stærk trup omkring Naesen. I 2018 hentede han Silvan Dillier og Tony Gallopin ind som værdifuld støtte, sidste år kom Dorian Godon til holdet, og i år har han suppleret klassikertruppen med Olivers lillebror, Lawrence Naesen, samt Harry Tanfield, der begge tiltænkes en rolle som hjælpere i foråret. Naesen var netop blevet hentet, hvis det ikke havde været for de familiære bånd, for trods en lovende start på karrieren stod det i tiden hos Lotto klart, at han slet ikke har storebrors evner. Derfor er det ikke nogen væsentlig styrkelse, men man skal ikke undervurdere den betydning, det kan have for klassikerkaptajnens moral at have brormand ved sin side, også uden for selve løbene.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Lawrence Naesen slutter sig til brormand Oliver i 2020.

Tanfield derimod er lidt af en satsning. Briten viste sig i 2018 som en uhyre lovende temporytter, men i sit første år på WorldTouren på Katusha stod det klart, at han i den grad manglede robusthed og holdbarhed. Han bekræftede tempoevnerne med en 5. plads på den stærkt besatte enkeltstart i BinckBank Tour, men til gengæld havde han meget svært ved at gennemføre sine linjeløb. Efteråret blev senere ødelagt af knæproblemer, men skal han være af værdi på andet end de korte enkeltstarter, skal han snart have opbygget den base, han manglede i sit første år på højeste niveau. Naesen og Tanfield erstatter Nico Denz og Gediminas Bagdonas, der ligeledes var blandt Naesens hjælpere på brostenene. Denz var alt for svingende og levede aldrig op til de lovende præstationer, han enkelte gange leverede i 2018-udgaverne af Giroen og Tour de Vendee, og Bagdonas var i mange år bare en anonym hjælper, der sagtens kan erstattes. Det er derfor ikke voldsomme tab.

Endelig fortsætter holdet traditionen med altid at hente et lovende talent til holdet, gerne midtvejs på året og fra holdets eget talenthold. Denne gang er det klatretalent Clement Champoussin, der får chancen. Oprindeligt skulle han følge den faste model med at starte d. 1. august, men holdet har fremrykket startdatoen allerede til 1. april. Top 4-placeringer i fire af de største U23-etapeløb, herunder en 4. plads i Tour de l’Avenir samt en 2. plads i U23-udgaven af Il Lombardia og en 9. plads blandt de professionelle i bjergløbet Gran Piemonte vidner om potentialet, som gør ham til en af de ryttere, der står klar næst i rækken efter David Gaudu på listen over kommende franske grand tour-stjerner. Det er dog noget, der ligger år ude i fremtiden, og i 2020 skal vi ikke have alt for store forventninger.

Alt i alt er der altså ikke tale om nogen paladsrevolution på Ag2r, men samlet set er det en stærkere trup. Det skyldes først og fremmest ankomsten af Vendrame, som ligner en af de mest spændende nye ryttere på WorldTouren, og som formentlig vil kunne bidrage med noget af det, holdet allermest har manglet, nemlig sejre.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som nævnt var klassikerne i mange år en by i Rusland for et hold, hvis rødder i alperegionen har ført til, at man altid har satset mest på bjerge og etapeløb. Særligt de relativt flade brostensløb var aldrig et fokusområde, før man forud for 2017-sæsonen hentede Oliver Naesen og Stijn Vandenbergh til holdet. Og det kunne måske have endt med den helt store triumf allerede i år 1, hvis ikke en hollandsk tilskuerjakke havde sendt Naesen på rumpen på Oude Kwaremonts frygtede brosten i Flandern Rundt, netop som han havde kurs mod i hvert fald en podieplads.

Oliver Naesen blev treer i Gent-Wevelgem i 2019.

Siden er det ikke helt blevet til det ønskede for Naesen, der har været mere uheldig end nogen anden i forårets store løb. Det var mest udtalt i 2018, mens den manglende store sejr i 2019 snarere skyldtes en fejltiming af formen. Han kørte nemlig som en motorcykel i marts, hvor han chokerede alle med sin klatring i Paris-Nice og blev nr. 2 i Milano-Sanremo, hvorefter han var manges forhåndsfavorit til de vigtigste brostensløb. De forventninger blev der dog hurtigt lagt en dæmper på med et par skuffende resultater, men ligesom han i Sanremo fik han dog bekræftet sin fornyede spurtstyrke med en flot 3. plads bag Alexander Kristoff og John Degenkolb, men foran en vis Mathieu van der Poel i Gent-Wevelgem. Sidste på året viste han, at han er en af verdens allerbedste brostensryttere, da han suverænt spurtbesejrede vennen Greg van Avermaet på Muur van Geraardsbergen på sidste etape af BinckBank Tour, og det viser, at Naesen har evnerne til at slå de allerbedste i de allerstørste løb.

Ambitionen må derfor også være, at Naesen skal vinde et af de største brostensløb mellem Omloop Het Nieuwsblad over Kuurne-Bruxelles-Kuurne, E3, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og lige til Paris-Roubaix. Særligt de to monumenter burde passe ham, og som minimum skal han stræbe efter et podium i et af brostensmonumenterne. Selvom løbet ikke passer ham helt så godt, viste han med 2. pladsen i år også, at han kan vinde et Milano-Sanremo, der ikke slutter i en massespurt, men her bliver det også meget interessant at følge den ovenfor omtalte Andrea Vendrame, der i hvert fald på sigt har det, der skal til for at vinde et Sanremo, der udspiller sig, som det gjorde i år, og som allerede kan overraske i 2020. I det hele taget er det en styrket klassikertrup, hvor Naesen på brostenene kan se frem til kvalitetsstøtte fra Silvan Dillier, der denne gang forhåbentlig kan undgå og leve op til 2018-sæsonens 2. plads i Paris-Roubaix, og Tony Gallopin, der i år vender tilbage til E3 og Flandern Rundt, og som giver holdet en solid plan B. Og så skal det blive interessant at se, om Alexis Gougeard for en gangs skyld kan finde formen til brostenene, og om Dorian Godon kan tage endnu et skridt og hjælpe relativt sent i finalerne.

Naesen har haft for vane at droppe Strade Bianche til fordel for Paris-Nice, selvom løbet burde passe ham fint. Det betyder dog ikke, at holdet er uden chance. Løbet burde være skabt til Vendrame, som vil elske at præstere på hjemmebanen, men også Romain Bardet vender i år tilbage til et løb, hvor han endte på podiet i sit første forsøg. Og det kunne være herligt at se Benoit Cosnefroy kaste sig ud i et løb, der synes skabt til den uhyre lovende franske puncheur, ligesom også Alexis Vuillermoz burde være en mand, der kan begår sig på de italienske grusveje.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

I Ardennerne kommer vi til at savne Bardet, der har for vane at køre stærkt i Liege, men i år bliver netop Liege hans eneste aprilklassiker. Historien viser, at det er svært at køre stærkt i både Liege, hvor han blev nr. 3 i 2018, og i Giroen, men Domenico Pozzovivo og Mikel Landa har i de senere år vist, at det er muligt. Heldigvis er han ikke alene om at skulle præstere. Pierre Latour satser i år på Ardennerne og har med sin hurtighed alle evner til at begå sig i i hvert fald Amstel og Liege - især fordi et par top 10-placeringr i Lombardiet har vist, at han kan stå distancen. Vi vil også elske at se Vendrame folde sig ud i disse løb, men han vil formentlig mangle lidt allerede nu.

Pierre Latour får formentlig chancen i Ardennerne.

Til gengæld er der grund til at have forventninger til Cosnefroy. Hans kørsel i efteråret, ikke mindst i GP Montreal, hvor han måske var stærkeste mand blandt alle stjernerne, gør ham til skoleeksemplet på en rytter, der har fået et boost af at gennemføre en grand tour. Allerede sidste år endte han lige uden for top 10 i Fleche Wallonne, og derfor kunne han meget vel blive en af ardennersæsonens åbenbaringer. Og så håber holdet, at Vuillermoz kan komme tilbage på sporet og vise, hvorfor han tidligere er kørt i top 5 i Fleche Wallonne, der er nærmest skabt til den franske murspecialist.

Også i efteråret har holdet chancer. Naesen har allerede to gange vundet i Bretagne, og det kan han gøre igen. Også Vendrame, Cosnefroy og Gallopin ligner kandidater til den franske klassiker. Cosnefroy vil elske igen at jagte sejre i de canadiske løb, der passer ham glimrende - præcis som de før det for Vendrame. Gallopin, Naesen og Vuillermoz har også alle tidligere gjort det godt i de løb, som holdet altså har mange kort at spille i. Det samme har de i Il Lombardia, hvor Bardet står stærkt, hvis han kan strække VM-formen hele vejen, og hvor både Vuillermoz og Latour begge har været med helt fremme tidligere. Og så skal det blive interessant at se, om Nans Peters kan tage endnu et skridt efter en stærk præstation i 2019.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Modsat klassikerne har de tre grand tours, ikke mindst naturligvis Tour de France, altid været holdets DNA. I år skrues der imidlertid gevaldigt ned for ambitionerne i det store hjemmebaneløb, nu hvor det er lykkedes Bardet langt om længe at overtale holdet til at lade ham satse på Giroen i stedet. Det betyder, at det bliver op til Pierre Latour at føre holdet an på hjemmebanen, og dermed er man nødt til at justere forventninger gevaldigt.

Latour har ganske vist vundet den hvide trøje, men det skete i et år, hvor ungdomskonkurrencen var historisk svagt besat (fordi Egan Bernal ikke kørte klassement), og han blev noget så sjældent som en vinder af den hvide trøje uden at ende i top 10. Latour mangler evner i de største bjerge og først og fremmest stabilitet og holdbarhed. Lægger man dertil, at årets rute med de få enkeltstartskilometer ikke passer ham, skal de være glade, hvis det lykkes kaptajnen at ende i top 10.

Pierre Latour vandt ungdomstrøjen i Tour de France i 2018.

Det burde til gengæld skabe masser af plads til at jagte etaper. Oliver Naesen er typen, der med sin forbedrede spurt- og klatrestyrke helt sikkert kan vinde i det største løb, og selvom de har haft svære år, har både Tony Gallopin og Alexis Vuillermoz gjort det samme. Latour er også en fremragende etapejæger, hvis klassementet skulle gå fløjten. Og så kan Benoit Cosnefroy blive decideret modbydelig, hvis han rammer udbruddet på en af sine store dage. I det hele taget ligner det en 2020-Tour, hvor Ag2r kommer til at være i offensiven gennem det meste af løbet.

Holdets største klassementssatning kommer i Giroen, hvor Bardet skal forsøge at komme tilbage på grand tour-sporet efter nogle svære år. De mange enkeltstartskilometer gør det meget svært for den temposvage franskmand, der næppe nogensinde vinder en grand tour. En top 5 burde være realistisk, men podiet bliver svært i en Giro, der næppe bliver svagt besat.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Det bliver interessant at se, hvordan holdet finder en løsning på både at støtte Bardet i Giroen og stille med en stærk trup til Touren. Det virker dog oplagt, at Andrea Vendrame skal køre på hjemmebanen, og han vil med sin gode afslutning og fine klatreevner være et fremragende etapevinderbud, hvis han får den nødvendige frihed. Nans Peters ligner også det oplagte bud på Bardets løjtnant, og han viste i år, at han allerede nu kan vinde bjergetaper, hvis han får plads. Det samme kan Geoffrey Bouchard, der vandt bjergtrøjen i en fornem Vuelta, og som ligner en anden oplagt støtte til Bardet med en mulig etapesejr i benene.

Romain Bardet har allerede meldt ud, at han i 2020 kommer til at køre Giroen i stedet for Touren.

Vueltaen bliver den lavest prioriterede grand tour. Bardet vil være til start, men alene for at jagte etaper og for at forberede sig til VM, og det er helt udelukket, at Latour har motoren til at køre klassement i to grand tours i træk. Det kunne være sjovt at give Peters chancen for at køre klassement, og måske Gallopin også kunne være fristet af at prøve, efter at han i 2018 ganske overraskende blev nr. 11. Først og fremmest vil det dog være et løb, hvor der skal jagtes etaper, sikkert med folk som Bouchard, Peters og Clement Venturini, der ikke kan vinde klassiske spurter, men passer fint til Vueltaen. Og et eller andet sted i grand tour-puslespillet skal man finde plads til Alexandre Geniez, der både har været i top 10 i Giroen og vundet etaper i Vueltaen, men hvornår og om den franske lottokupon finder formen, er der næppe nogen i denne verden, der tør spå om - slet ikke efter en 2019, der var så katastrofal, at han figurerer tæt på bunden, når man rangerer Ag2r-truppen efter point på diverse ranglister.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Beslutningen om at toppe til Giroen, OL og VM betyder, at holdets kaptajn, Romain Bardet, får svært ved at satse stort på ugelange etapeløb i år. Han kan dog meget vel komme fint fra start, når han starter allerede i Tour Down Under, for selvom løbet ikke passer ham, har han for vane at komme stærkt ud af vinteren, og han bør kunne levere et fornuftigt tidligt resultat. Derudover vil han jagte resultater i Tirreno-Adriatico, som hans ringe enkeltstart dog gør ham uegnet til, og Tour of the Alps, der til gengæld passer ham fremragende, og som han reelt kan vinde på sin vej mod Giroen.

Til gengæld kunne Pierre Latour godt ende med et lille gennembrud i de ugelange etapeløb. Allerede i 2018 blev han nr. 3 i Catalonien, som endda ikke har en enkeltstart - en disciplin, som ellers er hovedårsagen til, at Latour kan satse stort i foråret. Ruterne er endnu ikke afsløret, men en skadesfri Latour kan på en relativt tempotung rute med ikke alt for voldsomme bjerge gå på podiet i forårets etapeløb. Det bliver sværere for Alexis Vuillermoz, der er hæmmet af en håbløs enkeltstart, men Tony Gallopin er traditionelt top 10-kandidat i Paris-Nice. Og så skal det blive meget interessant at se, om Geoffrey Bouchard og Nans Peters nu har nået et niveau, hvor de kan køre klassement på WorldTouren, selvom også de mangler en enkeltstart. Til gengæld er det nok slut for Mathias Frank med at kunne stræbe efter det helt store i de stærkest besatte løb.

Som det fremgår ovenfor, er Andrea Vendrame måske den rytter, der skal bidrage med flest sejre til holdet. Hvordan han skal sammensætte sæsonen, er uklart, men han kan vinde etaper i løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor han kan drage fordel af kombinationen af klatre- og spurtstyrke. Derudover ligner han en oplagt til den samlede sejr i Coupe de France, hvis holdet giver ham det som mål. Helt på samme måde er det med Benoit Cosnefroy, der i år vandt hele tre Coupe de France-løb, og som nævnt gjorde gigantiske fremskridt efter Touren. Han kan vinde etaper i selv de største WorldTour-etapeløb samt blive en dominerende skikkelse på hjemmebanen både i endags- og etapeløb.

Benoît Cosnefroy viste fin form i i sidste halvdel af 2019.

I det hele taget kører holdet relativt meget på hjemmebanen. Clement Venturini kan utvivlsomt vinde spurter i hjemlandet, og han kan også vinde et etapeløb som 4 Dage ved Dunkerque, hvilket han allerede har gjort én gang tidligere. Også Dorian Godon er klar til at tage det næste skridt i disse endagsløb i hjemlandet, hvor Quentin Jauregui har for vane at gøre det godt. Lottokuponen Alexis Gougeard fandt endelig lidt form igen i april i år, hvor han vandt samlet i Sarthe, ligesom han senere vandt Boucles de l’Aulne, og når han er på 100%, er han også en rytter, der kan vinde både etaper og endagsløb i hjemlandet. Og ja, så er der igen Alexandre Geniez, der både kan vinde masser af cykelløb i Frankrig, som han før har gjort det, eller ende som den helt anonyme skikkelse, han var gennem hele 2019 - en skæbne, der også overgik Silvan Dillier, som ellers også tidligere med sin slidstyrke har taget sejre for holdet i Frankrig.

Hvem kan overraske?

Man skal være ualmindelig tungnem for ikke af det ovenstående at have fornemmet af vores forventninger til Benoit Cosnefroy og Andrea Vendrame er store. Endnu har de til gode at tage store sejre på WorldTouren, men det kan meget vel ske i den kommende sæson. Vendrames 2019-sæson har vi allerede udpenslet ovenfor, og Cosnefroy kom så stærkt ud af sin første grand, at han overstrålede alle verdensstjernerne i det knaldhårde GP Montreal som afslutning på en sæson, hvor han i Plumelec og Limousin viste sig som superpuncheur. Vendrame er lynhurtig og klatrer imponerende godt, og Cosnfroy har opnået både enorm robusthed og en afslutning, han hidtil har manglet. Som nævnt ovenfor er det stadig lidt uklart, hvordan de skal strukturere deres sæson, men tager de næste skridt i forhold til 2019, kommer der helt sikkert sejre fra dem begge og med en vis sandsynlighed også i store løb, enten i form af etaper i grand tours eller store etapeløb eller i kuperede endagsløb.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det er også værd at fremhæve Nans Peters. Han kom ellers ikke flyvende i gang med sin professionelle karriere, men der skete i den grad noget i 2019, hvor han vandt en bjergetape i Giroen og imponerede stort i et efterår, hvor han kørte brølstærkt i Canada og i Gran Piemonte var værste rival til Egan Bernal og Ivan Sosa. Hans enkeltstart er svag, og det gør ham ikke til den mest oplagte etapeløbsrytter, men forhåbentlig kan han forsøge sig lidt på det felt. Og så ligner han en hjælper for Bardet i Giroen, hvor han forhåbentlig kan få lov at jagte endnu en etapesejr, inden han måske kan få lov selv at teste sig i klassementet i Vueltaen.

Geoffrey Bouchard falder lidt i samme kategori. Efter en karriere som supermotionist blev han hevet ind på WorldTouren i 2019, hvor han kom haltende fra start, inden han på imponerende vis vandt Vueltaens bjergtrøje. Ligesom Peters er han ikke indbegrebet af en etapeløbsrytter, men klatreevnerne er lovende. Han vil formentlig få et sæsonprogram, der minder om Peters’ og får derfor nogenlunde de samme muligheder.

Geoffrey Bouchard vandt bjergtrøjen i Vuelta a España.

Vi vil også fremhæve Dorian Godon. Noget supertalent er han ikke, men man glemmer let, at han faktisk bare er 23 år. Han har to gange i træk vundet prologen i Boucles de la Mayenne, og i år imponerede han med en 3. plads bag Jesus Herrada og Dylan Teuns på en knaldhård Vuelta-etape. Han er gigantisk stor og bliver derfor aldrig nogen bjergged, men trods størrelsen klatrer han hæderligt og har en god spurt. Det bliver interessant at se ham som etapejæger måske i Vueltaen og som støtte for Oliver Naesen på brostenene.

Endelig har holdet sine tre klatretalenter Clement Champoussin, Jaako Hänninen og Aurelien Paret-Peintre. Champoussins 2019-sæson er omtalt ovenfor, og selvom 2020 kommer lidt tidligt, vil den give den første indikation på, om han kan blive den næste store franske grand tour-rytter. Hänninen fik 2019 ødelagt af skader, men vi skal ikke glemme, at han imponerede stort i efteråret 2018, hvor han blandt andet vandt bronze ved U23-rytternes VM på bjergruten i Innsbruck. Paret-Peintre er gået i stå, men viste et stort klatrepotentiale inden den professionelle karriere. For dem alle gælder det i 2020 om at tage næste skridt, men det skal blive interessant at se, om det er så stort, at de allerede nu kan levere resultater i bjergene.