Nedenfor giver vi en analyse af Team Jumbo-Visma.

Ryttere, der bliver på holdet

George Bennett, Koen Bouwman, Floris De Tier, Pascal Eenkhoorn, Robert Gesink, Dylan Groenewegen, Amund Grøndahl Jansen, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss, Tom Leezer, Bert-Jan Lindeman, Paul Martens, Daan Olivier, Neilson Powless, Primoz Roglic, Timo Roosen, Antwan Tolhoek, Jos van Emden, Danny Van Poppel, Maarten Wynants

Nye ryttere

Tony Martin (Katusha-Alpecin), Mike Teunissen (Team Sunweb), Taco van der Hoorn (Roompot), Laurens De Plus (Quick-Step), Lennard Hofstede (Team Sunweb), Jonas Vingegaard (ColoQuick)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

Lars Boom (Roompot-Charles), Bram Tankink (stopper karrieren), Stef Clement (stopper karrieren), Enrico Battaglin (Katusha-Alpecin), Robert Wagner (Arkea.Samsic), Gijs Van Hoecke (CCC Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Efter drømmesæsonen 2018 fremstår Team Jumbo som et sportens allermest spændene mandskaber. I Dylan Groenewegen har man verdens vel nok hurtigste sprinter, i Primoz Roglic en potentiel Tour-vinder, der fortsat er i rivende udvikling, og i Steven Kruijswijk har man en genfødt etapeløbsrytter, der måske atter kan køre med om sejren i et tre uger langt etapeløb, som han gjorde det i den uforglemmelige Giro i 2016. George Bennett fortsætter med at gøre store fremskridt, og holdet har tillige flere meget spændende talenter med et fortsat stort udviklingspotentiale.

Set i det lys kan den største udfordring i det kommende år være at stille alle tilfredse. Særligt synes der at være en oplagt konflikt mellem Groenewegen og Roglic, der formentlig begge i de kommende år vil satse stort på Tour de France, og det har i de senere år vist sig meget vanskeligt at tilgodese både en sprinter og en potentiel vinder. Derfor er der bestemt heller ikke noget behov for at hente nye store stjerner eller kaptajner, og den vigtigste opgave synes snarere at styrke Groenewegens tog, der fortsat lader meget tilbage at ønske, samt gruppen af klatrehjælpere.

Holdets transferstrategi kan derfor både vække forundring og forståelse. På den ene side giver det god mening, at der ikke er gravet dybt i lommerne efter et nyt stort navn. På den anden side har man stort set kun investeret i unge talenter og intet gjort for at forstærke kernegruppen om holdets to kaptajner. Med tanke på holdets store succes med talentudvikling giver det naturligvis god mening at have et ret skarp fokus på unge navne, men man kunne måske godt have ønsket sig, at i hvert fald Groenewegen var blevet beriget med en ekstra lead-out man af absolut topklasse.

Holdet kan dog ende med på falderebet alligevel at hente et stort. Det vil ske, hvis juraen omkring Wout Van Aerts skifte falder på plads, så belgieren ikke skal vente indtil 2020 med at træde i hollandsk tjeneste. Den belgiske crossstjerne vil om to år kunne lukke det gabende hul, der har været på brostensfronten, hvor han måske ikke kan vente den allerstørste støtte, men vil give holdet en fremtrædende placering de i den grad har savnet. Efter bare et enkelt år med et virkeligt fokus på landevejen har han vist, at hans klassikerpotentiale virker ubegrænset, og med hans ankomst vil holdet være blandt de bedste i snart sagt alle løb bortset fra kuperede klassikere.

Alt peger på, at Van Aert vil være at finde på holdet, men sker det ikke, vil 2019 på klassikerfronten blive lidt af et mellemår. Det er er dog tydeligt, at holdet har store ambitioner i de store endagsløb. Faktisk er det brostenene, der har fået den største opmærksomhed i den netop overståede transfersæson, og selvom holdet uden Van Aert vil mangle en entydig kaptajn, burde man være betydeligt bedre stillet end i 2018.

Det er klart, at det kan virke som en svækkelse at sige farvel til den hidtidige brostenskaptajn, Lars Boom, men efter et år ødelagt af hjerteproblemer i forlængelse af flere sæsoner, hvor han slet ikke har været så stærk som tidligere, er det et tab, man kan leve med. Som erstatning har man i stedet hentet Mike Teunissen og Taco van der Hoorn, der begge har fremtiden foran sig. Særligt van der Hoorn har igennem de seneste to sæsoner vist et kolossalt potentiale, og man kan kun gisne om, hvad han ville have vist i 2018-klassikerne, hvis ikke han havde fået ødelagt det første halve år af en grim hjernerystelse. Teunissen skuffede måske nok i de første år som professionel, men i dette forår fik han et lille gennembrud med 2. pladsen i Dwars door Vlaanderen og en solid præstation i Flandern Rundt. Sammen med Timo Roosen og Amund Grøndahl Jansen, der stille og roligt bliver bedre og bedre, udgør de en spændende ung kvartet, der selv uden Van Aert kan give holdet betydeligt mere synlighed i 2018. Og at de to nye ryttere begge kan bidrage til lead-outs for Groenewegen og Danny Van Poppel gør dem blot endnu mere brugbare.

Den mest markante nyerhvervelse (forudsat at Van Aert ikke får lov at skifte) er naturligvis Tony Martin. Det virker som en mindre genialitet at hente netop ham, for selvom han ikke er i nærheden af at være så stærk som tidligere, kan han bidrage på så mange områder, at han vil være meget værdifuld. Først og fremmest er han kendt som perfektionist med stor ekspertise på enkeltstarterne, og da holdet i de senere år har fokuseret meget på netop det område, vil alene hans tilstedeværelse være en kolossal forstærkning. Går det, som det plejer, vil Jumbo samtidig kunne gøre ham betragteligt bedre, og måske kan der derfor vente et par enkeltstartssejre foran ham i de kommende år. Først og fremmest er han dog en enorm forstærkning i holdløbene, hvor man slet ikke har kunnet realisere det på papiret store potentiale, og samtidig gør hans enorme alsidighed og store loyalitet til den ideelle hjælper både som et tidligt led i Groenewegens tog samt som støtte for Roglic i fladt og mellemhårdt terræn.

Den sidste del af nyerhvervelserne er fokuseret på fremtiden. Holdet har i forvejen en meget interessant gruppe af unge klatrere med Antwan Tolhoek, Koen Bouwman, Neilson Powless, Floris De Tier og Sepp Kuss, og den bliver kun yderligere forstærket i det kommende år. Først og fremmest henter man Laurens De Plus, der som følge af to grimme styrt ikke havde sit bedste år i 2018, men som særligt i Giroen i 2017 viste sit potentiale i grand tours. Det er fortsat tvivlsomt, om han bliver den grand tour-stjerne, alle belgiere hungrer efter, men som hjælper for Roglic, Kruijswijk og Bennett vil han allerede i 2019 være ganske værdifuld. Fremtiden må herefter vise, hvad han kan levere på egen hånd.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

En anden ung klatrer er Jonas Vingegaard, der med solide præstationer på U23-scenen også har gjort sig berettiget til en chance på WorldTouren. Han er en del mere uprøvet end De Plus, og vi skal ikke forvente meget af ham i det kommende år, men 2019 vil give den første virkelige indikation på, hvad han kan dfrive det til på sigt. Lidt mere overraskende er det, at man henter Lennard Hofstede ”hjem”, for han har i tiden på Sunweb virket som et fortabt talent. Måske kan en tilbagevenden til mere kendte rammer, rejse ham igen. Han vandt trods alt bjergløbet Rhone-Alpes Isere Tour i 2016, og det potentiale, han her viste, kan ikke være helt forsvundet.

Tabskontoen er ikke dramatisk, men der er ét navn, det før ondt at sige farvel til. Holdet ønskede at forlænge med Enrico Battaglin, der i årets Giro endelig bekræftede det potentiale, han viste i karrierens første år. Er det udtryk for han reelle niveau, er det et stort tab at måtte slippe italieneren, ikke mindst fordi han ville kunne have udfyldt lidt af hullet i Ardennerne. Omvendt må man også sige, at han har været så ustabil, at der ingen garanti er for, at han vitterligt ville kunne have bidraget med det store i de kommende år.

På papiret kan det virke ærgerligt at sige farvel til Robert Wagner, men da han alligevel var gledet ud af Groenewegens tog og spillede en perifer rolle i 2018, er det ikke et stort tab. Gijs Van Hoecke slog heller aldrig til i klassikerne eller som lead-out man, og selvom ethvert eventuelt bidrag til toget ville være velkomment, kan også han sagtens undværes. Mere ærgerligt er tabet af Stef Clement, der er indbegrebet af en solid grand tour-hjælper, men efter et år ødelagt af rygproblemer måtte han desværre indstille karrieren i december. Og at Bram Tankink efter mange år i loyal tjeneste kører cyklen i garagen, er kun helt naturligt.

I 2019 er det således et Jumbo-hold, der vil koncentrere sig om at bygge videre på det, der fungerede så godt i 2018, og der vil ikke være tale om nogen paladsrevolution. Meget vil naturligvis være anderledes, hvis Van Aert kommer til, for det vil med ét slag gøre holdet konkurrencedygtige på brostenene, hvor de i den grad har været savnet. Uanset hvad bør de dog spille en større rolle i endagsløbene med van der Hoorn og Teunissen, og derudover har man sikret sig flere spændende unge ryttere. Det fokus på talentudvikling har med et begrænset budget bragt dem langt, og der er som bekendt ingen grund til at ændre noget, der fungerer.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

For mange er det utvivlsomt lidt af et mysterium, hvordan Team Jumbo, der i 2018 var havde en efter de flestes standarder forrygende sæson, kunne ende helt nede sim nr. 10 på WorldTour-ranglisten. Det er der imidlertid en temmelig entydig forklaring. Mens holdet var blandt de bedste i alle slags etapeløb, både korte og lange, og havde verdens hurtigste sprinter i truppen, scorede de kun meget få point i klassikerne. Uanset om det var på brosten eller bakker, var det i de store endagsløb ikke meget, vi så til hollænderene, der da også helt åbent indrømmede, at det var et område, der blev nedprioriteret.

Som nævnt ovenfor er det det hul, som Wout Van Aert skal udfylde. I skrivende stund er det som sagt stadig ikke endelig afklaret, om det vil ske fra 2019, men alt peger i den retning. Det vil med ét forvandle holdet fra at være ligegyldigt fyld til at have en reel vinderkandidat i det meste af foråret fra Omloop Het Nieuwsblad til Paris-Roubaix. Allerede i sin første sæson med WorldTour-løb på kalenderen blev den talentfulde belgier nr. 3 i Strade Bianche, nr. 10 i Gent-Wevelgem og nr. 9 i Flandern Rundt, og havde det ikke været for en sen punktering, havde han kørt med om den sidste podieplads i Paris-Roubaix. Det er ikke mange, der i første forsøg kan levere den slags resultater i løb, der i høj grad handler om at have erfaring, og det siger alt om Van Aerts potentiale.

Naturligvis vil det i 2019 ikke være en succesbetingelse, at han allerede her vinder en stor klassiker, men målet må være, at han kontinuerligt kører i top 10 igen, og at han kommer et skridt tættere på de allerbedste. Især de helt lange løb, Flandern Rundt og Paris Roubaix, passer ham, men også Omloop Het Nieuwsland og E3 Harelbeke er gode løb for ham. Van Aert burde derfor være en slags garanti for en vis form for succes i årets tidlige måneder.

Van Aert kommer endda til at have god opbakning. Særligt bliver det interessant at se, hvor langt stortalentet Taco van der Hoorn kan komme efter et fejende flot efterår, hvor han lynhurtigt lagde den grimme hjernerystelse bag sig. Mike Teunissen gjorde kolossale fremskridt i 2018-klassikerne, og Timo Roosen kørte sidste år i top 20 i Flandern Rundt - en præstation, Amund Grøndahl Jansen kopierede i Paris-Roubaix. Med andre ord har holdet hele fire talentfulde hjælpere for Van Aert, og selv hvis det mod forventning skulle mislykkes at få kontrakt med crossverdensmesteren, vil holdet således have kort at spille, selvom ambitionen i givet fald må nedgraderes til placeringer i udkanten af top 10.

Holdet har også meldt ud, at Danny Van Poppel i år skal spille en større rolle i klassikerne. Det giver god mening efter et efterår, hvor den hollandske sprinter i Vueltaen og særligt med den suveræne sejr i Binche-Chimay-Binche viste en helt ny holdbarhed. I virkeligheden burde han have præcis de egenskaber, der skal til for at gøre sig gældende i de lettere flamske klassikere som Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem samt ikke mindst i Milano-Sanremo. Med lidt held er podiet inden for rækkevidde i disse løb.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Holdets største chance for succes må dog tilfalde Dylan Groenewegen. Allerede i år tog han sin første store klassikersejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og det må naturligvis være et mål at forsvare den titel. Han vil også være en naturlig favorit i Scheldeprijs og vil sikkert også atter forsøge sig i Dwars door Vlaanderen, Gent-Wevelgem og måske endda Milano-Sanremo. Formentlig er de tre begivenheder fortsat lidt for hårde, men om ikke andet kan han bruge dem til at arbejde på sin holdbarhed.

Mens holde tydeligvis har opgraderet på brostensfronten, kniber det fortsat i Ardennerne. Her mangler man fortsat vinderkandidater, og man skal formentlig være taknemmelige for alt, hvad man kan få i de sidste forårsklassikere. Det er i skrivende stund uklart, hvem der skal føre holdet an, men et godt bud er Robert Gesink, FlorisDe Tier og forhåbentlig Antwan Tolhoek.

Især sidstnævnte er yderst spændende. Efter et skadesplaget forår slog han virkelig igennem i 2018, hvor fremragende kørsel i Californien og Dauphiné, sendte ham direkte ind på Tour-holdet. Han har fortsat begrænset klassikererfaring, men med sit punch er han umiddelbart som skabt til de hårde endagsløb. Amstel Gold Race er nok en anelse for let, men særligt Fleche Wallonne kunne være en rigtig lækkerbisken for den unge hollænder.

De Tier har momentvist dokumenteret sit potentiale, men han har været enormt ustabil. Hans flotte Amstel Gold Race og præstation på 4. etape i Ruta del Sol er dog et vidnesbyrd om hans punch, der også gav ham mange topresultater i tiden hos Sport Vlaanderen. Forhåbentlig kan han tage endnu et skridt næste år. Gesink har før gjort det godt i Ardennerne, men niveauet er nok ikke længere til topresultater. Endelig kan man ikke helt udelukke, at Van Aert forlænger sæsonen og tager Amstel Gold Race, der egentlig burde passe ham, med, men mon ikke det vil gøre vinteren og foråret lidt for langt for den belgiske multikunstner.

I efteråret må det være oplagt for holdet at gå efter en sejr i Hamburg Cyclassics med Dylan Groenewegen, der her har sin allerstørste chance for at vinde et endagsløb på WorldTouren. Van Poppel burde have gode muligheder i det hårdere Bretagne Classic, men særligt kan man glæde sig til at se Roosen i de canadiske klassikere. Her overraskede han nemlig i år alt og alle med to top 5-placeringer i 2018, og der er al mulig grund til, at han kan gøre det endnu bedre i 2019. Endelig er det bjergrige Il Lombardia det af de kuperede endagsløb, der passer holdet bedst, og det kan bestemt ikke udelukkes, at man igen til næste år møder op med flere af holdets klatrere. Særligt Primoz Roglic har alle egenskaber til at gøre det godt i årets sidste monument, men det vil også være interessant at se Tolhoek på de italienske stigninger.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Der er ikke mange hold, der havde samme grand tour-succes som Team Jumbo i 2018. George Bennett var i top 10 i Giroen, hvor Enrico Battaglin vandt en etape, Primoz Roglic og Steven Kruijswijk endte som hhv. Nr. 4 og 5 i Touren, hvor Dylan Groenewegen vandt to og Rogilic én etape, og i Vueltaen endte Kruijswijk lige uden for podiet. Holdledelsen må knibe sig selv i armen over en sådan resultatliste, der i den grad hæver forventningerne frem mod 2019.

Det er dog ikke forventningspresset, der er det største problem. Det er i stedet det forhold, at det kan blive meget svært at få plads til alle de mange kaptajner. I år lykkedes det i Touren både at støtte Groenewegen og to klassementsryttere, men det vil være betydeligt sværere fremover. Roglic viste nemlig, at han allerede nu kan stræbe efter podiets øverste trin i Touren, men historien viser klart, at det er meget svært både at jagte den gule trøje og etapesejre i massespurter. Det er bestemt ikke blevet lettere med de mindre holdstørrelser.

I skrivende stund har holdet fortsat intet meldt ud om planerne. De første forlydender gik på, at Kruijswijk skulle forsøge at få Giro-revanche efter det smertefulde styrt i 2016, og at Groenewegen og Roglic atter skulle kombinere kræfterne i Touren, men efter at førstnævnte blev præsenteret for en Tour-rute, der var intet mindre end skræddersyet til ham, skiftede han holdning. Nu hælder han i stigende grad til atter at satse på en Tour-Vuelta-double, som gav så stor succes i 2018, og derfor indikerede holdledelsen for nylig også over for Cyclingnews, at man meget vel kunne gentage årets model med tre kaptajner i Touren.

Egentlig ville det ligge til højrebenet for Roglic som led i sin udviklingsproces næste år at gå efter en Giro-sejr inden et fuldtonet attentat på Tour-tronen i 2020. Til næste år er Giro-ruten med sine mange kuperede enkeltstart nemlig helt perfekt for sloveneren, og han ville i givet fald stille til start som den en af de allerstørste favoritter. En sådan model kan nu heller ikke længere udelukkes, efter at Roglic i samtale med slovenske medier har antydet, at han måske alligevel vil foretrække at gå efter en sejr i Italien i det kommende år.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Fokuserer han på Touren, er det mere åbent, hvad Giro-planerne er. I år fik George Bennett her for første gang fuld støtte, men han har ikke lagt skjul på, at han er meget inspireret af Tour-ruten i 2019 og denne gang foretrækker det franske løb. På den anden side kan han her se frem til en hjælperrolle, så mon ikke han alligevel i sidste ende foretrækker at give Giroen endnu et forsøg? I år havde han en imponerende evne til at mistime formen til både Giroen og Touren, men kørte til gengæld voldsomt stærkt i løbenes første halvdel og forberedelsen. Kan han denne gang ramme rigtigt, er der ingen tvivl om, at han har niveauet til top 5 og måske endda podiet. Og det er nærliggende at tro, at Danny Van Poppel atter vil få chancen som holdets sprinter, efter at han flere gange var tæt på en etapesejr i Giroen og Vueltaen i år.

I Touren skal man så forsøge at udnytte en kollektiv overhånd med Roglic og Kruijswijk til at gå efter den gule trøje med sloveneren, der ligner holdets bedste bud. Kører Roglic Giroen, virker det til gengæld helt indlysende, at Bennett overtager rollen ved siden af Kruijswijk i verdens største cykelløb. Groenewegen kan måske se frem til mindre støtte, men det vil alligevel være en skuffelse, hvis ikke han som minimum vinder én etape efter et år, hvpr han satte sig igennem som Tourens klart hurtigste mand.

Meget tyder derfor på, at 2019-planerne vil være en tro kopi af dem, vi kender fra 2018. Roglic vil formentlig have fuldt fokus på VM-enkeltstarten til efteråret - i hvert fald hvis han har har kørt Tour - og derfor ligner Vueltaen igen en opgave for Kruijswijk og Bennett. Førstnævnte viste i år, at han sagtens kan køre to grand tours i træk, og holdet vil derfor have to reelle podiekandidater i det spanske. Samtidig kunne der atter blive plads til Van Poppel som holdets sprinter i den grand tour, hvor han vil have sin største chance for at vinde en etape.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Er Primoz Roglic verdens bedste rytter i ugelange etapeløb? I de senere år har Richie Porte været den mest succesrige i den type løb, men efter et år, hvor han sejrede i både Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie, kan man sagtens argumentere for, at sloveneren nu har overtaget den status. I de kortere etapeløb spiller enkeltstarter nemlig ofte en nøglerolle, og Roglics position som en af verdens allerbedste temporyttere og klatrere gør ham derfor som en ideel rytter til snart sagt ethvert WorldTour-etapeløb.

Roglic kan derfor ventes at blive en af forårets helt dominerende skikkelser - formentlig dog kun hvis han ikke skal forberede sig til Giroen - og den største udfordring bliver derfor at udse sig de rette mål. Enkeltstarten har traditionelt været vigtig i Tour de Romandie og Vuelta al Pais Vasco, og det ligner et oplagt mål at gå efter et titelforsvar i de to løb. Derudover vil han formentlig udse sig enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico baseret på de præcise ruteføringer, og endelig vil han sikkert forsvare sin titel på hjemmebanen i Tour de Slovenie som opvarmning til Touren.

Kruijswijk og Bennet skal formentlig fordele de øvrige store etapeløb mellem sig. Begge var de i top 10 ved flere lejligheder i 2018, men ingen af dem er skabt til kortere etapeløb. Kruijswijks dieselmotor når sjældent at blive varm på så få dage, og Bennett er hæmmet af sin enkeltstart. Begge burde de dog være garanter for topplaceringer startende fra Bennett i Tour Down Under og hele vejen frem til Tour de Suisse, der er det sidste store etapeløb i første del af sæsonen.

Holdet har tre klare etapeløbskaptajner, men talentudvikling står også deres hjerte nær. Manager Richard Plugge har derfor gjort det klart, at de talentfulde Antwan Tolhoek og Sepp Kuss har fortjent kaptajnroller i udvalgte etapeløb undervejs. Det kan ske i visse europæiske etapeløb, som det var tilfældet for Tolhoek i Dauphiné i år, men særligt oplagt er det måske i løb som Tour of California og UAE Tour. De er begge hæmmede af dårlige enkeltstarter, men fraværet af en sådan i Californien gør det amerikanske løb til en oplagt mulighed for dem begge. Endelig har holdet talentfulde Neilson Powless og Koen Bouwman, der sikker også kan få en klassementschance i mindre etapeløb.

Hvad Wout Van Aert vil efter klassikerne, er lidt uklart. Belgieren skal næppe køre mange løb, da han også har en crosssæson at tage hensyn til, men mon ikke der bliver plads til et par mindre endagsløb i løbet af sensommeren. Først og fremmest burde han dog satse på BinckBank Tour, hvor han med sin gode enkeltstart burde kunne køre med om den samlede sejr.

For Dylan Groenewegen vil det handle om atter at vinde så meget som muligt. I 2018 var han næsten ubesejret i massespurter i årets første seks måneder, men kan med nogen ret kritiseres for at køre for få WorldTour-løb. Forhåbentlig vil han i år sammensætte et lidt tungere program med flere etapeløb på højeste niveau. Som minimum bør Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico samt måske også Tour of California i hvert fald være på sæsonprogrammet. I efteråret vil han formentlig satse på de mange mindre sprinterløb.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Danny Van Poppel vandt for lidt i 2018, men kan forhåbentlig omsætte den øgede holdbarhed til flere sejre i nogle af de hårde WorldTour-etapeløb, hvor sprinterfeltet ikke altid er imponerende. Samtidig vil han have mange chancer i belgiske og hollandske endagsløb, hvor der også burde være et vist rum til Taco van der Hoorn, Mike Teunissen, Timo Roosen og Pascal Eenkhoorn, der alle er hurtige nok til faktisk også at tage nogle sejre. Endelig har man i Jos Van Emden og Tony Martin to ryttere, der som regel kører med om sejrene på enkeltstarterne, og man kan håbe, at de begge kan ramme rigtigt i løbet af sæsonen.

Hvem kan overraske?

Sidste vinter var Antwan Tolhoek hovedperson i mange nyhedshistorier, men desværre for de forkerte årsager. Den unge hollænder var nemlig en af de tre involverede i den såkaldte sovepillesæson, hvilket resulterede i en intern karantæne fra holdet i årets første uger.

Senere var han atter i vælten, men denne gang var det heldigvis for hans evner på cyklen. Efter en længere skadespause imponerede han nemlig stort på kongeetapen i Californien, og det blev starten på en flot sommer, hvor han også kørte stærkt i Dauphiné og i sin uventede Tour-debut. Senere var han en aktiv skikkelse for det hollandske landshold ved VM, hvor han atter viste sin fjedrende lethed på stigningerne frem på højeste niveau.

2018 blev derfor lidt af et gennembrud for Tolhoek, der derfor har fået lovning på mere ansvar i 2019. Formentlig vil han atter ofte ende som hjælper på et hold med hele tre store klassementrsyttere, men som nævnt ovenfor vil han sikkert få chancen i udvalgte etapeløb som Tour of California samt måske i Ardennerne. Kuperede endagsløb og høje bjerge passer ham, og det skal blive interessant at se ham folde sig ud i sådanne omgivelser i det kommende år. Hans svage enkeltstart er til gengæld et problem, der vil gøre mange etapeløb svære for ham.

Meget af det samme kan siges om Sepp Kuss, der tog alle med storm med sin knusende sejr i Tour of Utah, hvor han vandt tre ud af tre bjergetaper. Senere kørte han som en motorcykel i Vueltaens første uge, men derefter eksploderede han totalt. Den tidligere mountainbiker viste således, at han har et skræmmende topniveau, men at hans stabilitet fortsat lader meget tilbage at ønske. Hvor meget han er til at regne med på nuværende tidspunkt, er således uklart, men mon ikke han lægger endnu et lag til sine klatreevner i det kommende år? Skal han ikke køre Giro, burde han som minimum gå efter en sejr i et enkeltstartsfrit Tour of California - tidskørsler er nemlig hans akilleshæl - og derudover må målet være, at han også mere stabilt viser sig frem som hjælper i de høje bjerge i Europa.

Holdets tredje store etapeløbstalent, Neilson Powless, havde et svært 2018, hvor han gik i stå, men det er stadig alt for tidligt at afskrive den unge amerikaner, der for efterhånden flere år siden chokerede alle med sin flotte kørsel i Californien. Det er formentlig fortsat for tidligt at vente de helt store resultater, men forhåbentlig kan han i 2019 endelig vise lidt af sit potentiale i mindre etapeløb, hvor han kan drage fordel af både sine gode klatreevner og sin solide enkeltstart.

Det er ikke uden grund, at Team Jumbo af mange betegnes som et af tidens mest spændende mandskaber. Ikke blot har de nogle af de skarpeste kaptajner, deres talentmasse er også så kolossal, at listen over lovende ryttere er alenlang. Den tæller også Taco van der Hoorn, der imponerede stort i 2017, hvor han i flere grusvejsløb kørte lige op med Wout Van Aert og Mathieu van der Poel. Det meste af 2018 blev ødelagt af en hjernerystelse, men hans efterår, der bød på to store sejre, vidner om potentialet. Han er i hvert fald værd at holde øje med i brostensklassikerne, hvor han kan være en uventet stærk plan B bag Van Aert.

Her er det også værd at holde øje med Mike Teunissen. Forventningerne til hans karriere var store, men han kom skidt fra start. Det rettede han op på sidste forår, hvor han blev nr. 2 i Dwars door Vlaanderen og kørte hæderligt i Flandern Rundt. Kan han tage endnu et skridt, bliver han værd at holde øje med i brostensløbene - og så skal man ikke glemme, at han i foråret også viste sig som en meget farlig afslutter efter hårde løb.

Endelig vil vi pege på Timo Roosen. Belgierens primære rolle er at være sidste mand foran Groenewegen i sprintertoget, men som puncheur viste han også, at han er meget mere end en hjælper. 3. pladsen på kongeetapen i Dubai Tour var det første varsel, men det var i Canada, at han for alvor slog igennem. Løbene i Quebec og Montreal tiltrækker ofte cremen af puncheurs, men alligevel chokerede Roosen ved at blive hhv. nr. 4 og 5 på ruter, der ellers var anset som værende en anelse for hårde for ham. Forhåbentlig får han lov at folde de afslutterevner ud i 2019.

Og egentlig kunne man blive ved. Ingen vil blive overraskede, hvis folk som Koen Bouman, Laurens De Plus og Floris De Tier alle oplever gennembrud i 2019. Det er således ikke blot en af sportens mest lovende kaptajngrupper, der gør Team Jumbo interessante. Holdets fremtid er også endog meget lys.

Du kan læse optakterne for de øvrige hold her.