Nedenfor giver vi en analyse af Team EF Education First.

Ryttere, der bliver på holdet

Matti Breschel, Nathan Brown, Julian Cardona, Hugh Carthy, Simon Clarke, Lawson Craddock, Mitchell Docker, Joe Dombrowski, Alex Howes, Sebastian Langeveld, Daniel Felipe Martinez, Daniel McLay, Sacha Modolo, Logan Owen, Taylor Phinney, Rigoberto Uran, Julius Van Den Berg, Sep Vanmarcke, Michael Woods

Nye ryttere

Tejay van Garderen (BMC), Tanel Kangert (Astana), Moreno Hofland (Lotto Soudal), Alberto Bettiol (BMC), Lachlan Morton (Dimension Data), Luis Villalobos (Aevolo), Jonathan Klever Caicedo (Medellin), Sergio Higuita (Manzana Postobon), Sean Bennett (Hagens Berman Axeon), James Whelan (Drapac EF Cycling)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

Daniel Moreno (?), Pierre Rolland (Vital Concept), Tom Van Asbroeck (Israel Cycling Academy), Will Clarke (Trek-Segafredo), Brendan Canty (?), Tom Scully (?), Kim Magnusson (Riwal Readynez)

Matti Breschel på holdet i 2019
 

Hvordan gik transfersæsonen?

Efter en 2017-sæson, der efter en svær tid gav grundlag for en vis optimisme, blev 2018 et år til glemmebogen for amerikanerne. Holdets bedste ryttere havde imidlertid alle kontrakt for 2019-sæsonen, og der var derfor ikke plads til grundlæggende at ændre strategi i forsøget på at jagte genoprejsning.

Det ville måske nok også være en overilet handling efter bare en enkelt dårlig sæson, for holdets base er egentlig ganske solid. Med et relativt lille budget er det således ikke dårligt at råde over en af verdens allerbedste brostensryttere i Sep Vanmarcke, kometen Michael Woods, der trods sin fremskredne alder med podieplaceringer i Liege-Bastogne-Liege og VM nåede helt nye højder i år samt Rigoberto Uran, der måske nok havde et svært år, men trods alt blev nr. 2 i Touren for mindre end halvandet år siden. Den palet er endda så alsidig, at det i virkeligheden kun er i sprinterløbene, at holdet ikke har meget at komme med, og det lægger derfor en solid base for den kommende sæson.

Alligevel er der skiftet ganske markant ud i truppen, men altså kun i laget under de tre kaptajner. Og mens tabskontoen er alt andet end katastrofal, er der flere interessante navne på listen over nyerhvervelser. Det er derfor slet ikke umuligt, at vi kan se et forstærket EF-hold i 2018, også selvom de nye ryttere næppe kan bidrage med mange sejre. Det vil trods alt fortsat være op til de etablerede kaptajner for alvor at indhøste point.

Det er klart, at Tejay van Garderens ankomst vil tiltrække mest opmærksomhed, men kontrakten med ham er slet ikke det kup, det ville have været for få år siden. Det synes efterhånden temmelig sikkert, at det amerikanske Tour-håb aldrig kommer til at indfri de højtflyvende forventninger, og man må derfor håbe, at der ikke er gravet alt for dybt i tegnebogen for at hente ham til holdet. Alligevel kan der være tale om en fornuftig investering. EF er som bekendt et amerikansk hold, der lægger stor vægt på de amerikanske løb, og her har van Garderen altid været god. Så sent som i denne sæson blev han trods alt nr. 2 i Tour of California, ligesom han vandt to enkeltstarter på hjemlig grund. Som kaptajn på hjemmebanen kan van Garderen være værdifuld, ligesom han kan bidrage med tiltrængt støtte til Uran i bjergene og ikke mindst i holdløb, hvor holdet har haft det svært. Det vil heller ikke være helt umuligt for van Garderen at levere et resultat eller to i et ugelangt europæisk etapeløb, særligt hvis ruten er enkeltstartsrig. Om EF, der har en tradition for at kvæle ethvert talent, så er det rette sted for van Garderen til at genrejse karrieren, er måske mere usikkert, men på papiret er det ikke et helt dumt match.

I det hele taget er det tydeligt, at holdet fortsat tror meget på Uran og lægger stor vægt på at styrke klatretruppen omkring ham. I den sammenhæng kan betydningen af Tanel Kangerts ankomst være kolossal. Esteren har nemlig enorm erfaring som grand tour-hjælper, hvor han har bidraget til flere af Vincenzo Nibalis største bedrifter. I de senere år har han været ramt af både sygdom og styrt, og han er da heller ikke så god som tidligere, hvor han trods sin status som løjtnant flere gange sluttede lige uden for top 10 i tre uger lange etapeløb. Hans flotte soloridt på kongeetapen i årets Tour var et vidnesbyrd om, at han stadig er en klasserytter. Samtidig er han bundsolid og stabil, og han er derfor en klar forstærkning af et hold, der ikke har fået det optimale ud af deres klatrere. Om han kan bidrage med mange personlige resultater, er nok mere tvivlsomt.

Gruppen omkring Uran lider imidlertid også visse tab. Daniel Moreno får efter blot et enkelt år ikke forlænget sin kontrakt, og Pierre Rolland vender efter to år hjem til Frankrig. Samlet set er klatretruppen dog utvivlsomt forstærket. Moreno var ganske vist ramt af mange skader, men hans efterår viste tydeligt, at det nok er ved at være slut for den spanske veteran. Samtidig blev ægteskabet med Rolland aldrig lykkeligt, og franskmanden havde svært ved at affinde sig med en rolle som loyal hjælper uden den nødvendige frihed til at gå på togt i bjergene. Da han samtidig slet ikke er så stærk som tidligere, er det nok en meget fornuftig skilsmisse.

Holdet forstærker også klassikertruppen, og i den sammenhæng er det særligt interessant, at Alberto Bettiol vender hjem. Italieneren er en af de få, der faktisk har været bedst hos det amerikanske hold, og han havde ikke et let år hos BMC, primært som følge af skader. Man kan håbe, at en tilbagevenden til hjemlige omgivelser kan bringe ham tilbage på sporet, og lykkes det, kan det blive ganske interessant. Han er nemlig en glimrende puncheur med gode resultater i blandt andet de canadiske klassikere, og han kan både være en vigtig forstærkning for Vanmarcke på brostenene samt selv forsøge sig i halvhårde løb, hvor han kan gøre brug af sin gode spurt.

Sacha Modolo skal forsøge at hente flere senere til holdet i 2019

Holdets sprintersatsning med Sacha Modolo og Dan McLay var lidt af en fiasko, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil ændre sig i 2019. I deres støtte gruppe skiftes Tom Van Asbroeck ud med Moreno Hofland, og det ligner umiddelbart en svækkelse. Mens belgieren i dette efterår viste, at han fortsat har et fornuftigt niveau, er hollænderen nemlig gået helt i stå, og det er svært at tro, at EF er holdet, der kan ændre på den kedelige tendens. Selvom han har ambitioner om igen at spurte med om sejrene, vil det nok primært være som lead-out man, at han vil spille en rolle. Her kan han nok erstatte Van Asbroeck ganske fint, men nogen forstærkning eller specielt perspektivrig signing er der ikke tale om.

Holdet henter også Lachlan Morton hjem, og man kan håbe, at et lidt skævt hold kan matche med en lidt skæv karakter. Sådan var det imidlertid ikke, da han sidst kørte for holdet, og efter to dårlige år hos Dimension Data er det svært at tro, at 2019 vil blive en renæssance. Man kan håbe, at han kan gøre sig gældende i amerikanske løb, men mere end det skal vi nok ikke forvente.

Det ligger også i holdets DNA, at der skal være plads til flere mindre etablerede navne. Det er også tilfældet i år, hvor særligt Sean Bennett, Luis Villalobos og Jonathan Klever Caicedo skiller sig ud som spændende nyerhvervelser. Bennett har vist et ganske stort potentiale som en meget alsidig rytter, der mestrer det meste, og var faktisk meget tæt på at tage en WorldTour-sejr i Californien. Han fremstår i hvert fald som en af de mest lovende amerikanske ryttere, og derfor er det kun naturligt, at han får chancen her.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Villalobos ligner mere et sats, men hvis hans flotte kørsel i Tour of Utah, hvor han var blandt de bedste i bjergene, er udtryk for mere end blot en kortvarig formtop kan der være tale om et ganske bekendtskab. Det bliver vi klogere på i 2019. Caicedo bliver den anden ecuadorianer på WorldTouren, og noget kunne tyde på, at han måske kan gå i Richard Carapaz’ fodspor. I hvert fald blev han samlet nr. 2 - endda bag sin landsmand - i Vuelta a Asturia og nr. 3 i Vuelta a la Comunidad de Madrid og viste i den sammenhæng, at han både kan klatre og spurte. Hans erfaring i Europa er begrænset, men trods en relativt høj alder på 25 år kan han vise sig at have et ret stort potentiale. Holdets tredje og sidste nyerhvervelse er Sergio Higuita, men hans kontrakt ligner mere en colombiansk vennetjeneste fra Uran end noget, der vil kunne gøre en reel forskel.

James Whelan blev en temmelig overraskende vinder af U23-udgaven af Flandern Rundt og blev prompte belønnet med en oprykning fra mandskabets talenthold. Ser man bort fra den store sejr i Belgien, er hans resultater og europæiske erfaring dog ganske begrænset, og det er derfor temmelig uklart, hvor meget han vitterligt har at byde ind med. Også det vil vi blive klogere på næste år.

Endelig siger holdet farvel til fire ryttere, hvis exit er til at leve med. Mest markant er det, at der ikke er plads til Tom Scully, der trods alt sikrede sig en overraskende plads på Tour-holdet, men han var trods alt aldrig mere end en relativt anonym hjælper. Det samme var William Clarke, der måske nok kan køre prologer, men derudover ikke bidrog med meget. Brendan Canty fik desværre aldrig indfriet det potentiale, han viste hos Drapac, og det er meget naturligt, at ledelsen har tabt tålmodigheden efter et år, der ikke gav det mindste tegn på forbedring. Endelig var Kim Magnussons ene år på holdet vist snarere udtryk for Efs interesser i Sverige mere end en perspektivrig sportslig investering.

Samlet set er EF således sluppet ganske pænt fra transfersæsonen. Der er langt fra tale om nogen revolution, men man har styrket basen, særligt omkring Uran. Bettiols tilbagevenden kan være ganske perspektivrig, og endelig har man sikret sig nogle ganske spændende nye navne, der i hvert fald har vist potentialet til at blive til noget. Uanset hvad er det dog ikke nyerhvervelserne, der skal gøre 2019 til et godt år for EF. Det er fortsat holdets tre kaptajner.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Da han for to år siden hentede Sep Vanmarcke “hjem”, udpegede manager Jonathan Vaughters brostensklassikerne som et af de helt store fokusområder for det amerikanske mandskab. Målet var lige fra begyndelsen at vinde en af de store klassikere, og det lignede et realistisk projekt med erhvervelsen af brølstærke Vanmarcke, der har flere podieplacinger i brostensmonumenter på sit cv.

Desværre er de to første forsøg ikke gået helt som håbet. Sidste år blev Vanmarcke sat tilbage af styrt og sygdom, og i år var han talrige gange blandt de stærkeste, desværre uden at få den fortjente belønning. Heldigvis afslørede foråret også, at der fortsat er al mulig grund til at satse på den belgiske stjerne, der helt åbenlyst fortsat hører til blandt verdens allerbedste på det brutale underlag og simpelthen må vinde et monument før eller siden.

Derfor handler langt det meste af foråret da også om Vanmarcke, der kan forvente at få fuld opbakning overalt. Hans to største mål er naturligvis de to brostensmonumenter, men reelt vil han skyde på alle brostensløb lige fra Omloop Het NIeuwsblad og frem til Paris-Roubaix. Chancerne er for en type som Vanmarcke naturligvis størst i de to længste løb, men også E3 Harelbeke og Omloop Het Nieuwsblad passer ham godt. Selv Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen er inden for rækkevidde, og han bør spille en rolle i langt hovedparten af de nordlige klassikere.

Sep Vanmarcke skal forsøge at komme længere op på podiet
 

Langt det meste vil handle om Vanmarcke, der kan se frem til opbakning fra en solid støttegruppe bestående af Sebastian Langeveld, der som bekendt blev nr. 3 i Roubaix for bare halvandet år siden og kan udgøre en plan B i de hårdeste løb, Matti Breschel, Moreno Hofland, Mitchell Docker samt Taylor Phinney, der i år endelig fik sit store gennembrud i Roubaix i år. Det er dog måske særligt værd også at holde øje med Alberto Bettiol og Sacha Modolo. Bettiol viste i 2016 og 2017 et stort potentiale i særligt de kuperede endagsløb, men han burde også have alle egenskaber til at kunne spille en rolle for Vanmarcke dybt inde i finalerne. Modolo er slet ikke den sprinter, han engang var, men til gengæld har han fået smag for klassikerne, hvor han i 2017 brillerede med en top 10 i Flandern Rundt. På EF er det svært at få samme frihed som hos Lampre, men i Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem burde han kunne blande sig i kampen om top 5, hvis det hele samles til en eller anden form for spurt.

Efter tabet af Dan Martin har EF haft det svært i Ardennerne, men nu er der i den grad lys for enden af tunnelen. Efter et par års tilvænning til særligt positionskampen fik Michael Woods nemlig i år sit store gennembrud i endagsløbene med sin 2. plads i Liege-Bastogne-Liege og sin 3. plads ved VM. De resultater må i den grad have givet ham smag på mere, og han vil i år satse fuldt ud på Ardennerne, hvor Liege og særligt Fleche Wallonne passer ham fremragende. Amstel Gold Race er en sværere nød at knække, men her har holdet måske en option i den hurtigere Bettiol, der burde have gode muligheder i den hollandske klassiker. Og i de to hårde løb i Belgien har Rigoberto Uran også gode chancer, hvis han endelig kan omsætte de flotte takter fra de italienske efterårsklassikere til resultater i den nordlige del ag Europa.

Netop de italienske klassikere er også perfekte for Woods og Uran, der allerede i år udgjorde en frygtet duo i netop de løb og formentlig vil gøre det igen i 2019. Vanmarcke og Bettiol har begge før gjort det godt i de canadiske klassikere, hvor især sidstnævnte burde have store muligheder, hvis han kan overvinde de helbredsproblemer, der plagede ham i år. Endelig vil holdet have Modolo som option til efterårets sprinterløb, men nu om dage er italieneren næppe hurtig nok til at vinde den slags klassikere.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Efter den temmelig overraskende 2. plads i Touren i 2017 gjorde Rigoberto Uran og holdets ledelse Tour de France til det altoverskyggende hovedmål i 2018. Som bekendt led det forsøg en temmelig krank skæbne, da et styrt på brostenene sendte den colombianske kaptajn tidligt hjem, men det har i hvert fald i første omgang ikke fået holdet til at kaste håndklædet i ringen. Tværtimod har både Uran og manager Jonathan Vaughters ikke blikket rettet stift mod verdens største cykelløb, og alt peger på, at man til sommer igen vil rejse til Frankrig med et hold bygget 100% op om den colombianske kaptajn.

Det kan synes en kende risikabelt. Uran var nemlig aldrig i 2018 på samme niveau som i 2017, og særligt Vueltaen, hvor han ellers stillede til start som en af de bedst forberedte favoritter, gav grund til at betvivle hans chancer i 2019. Naturligvis kan det ikke udelukkes, at han kan genfinde 2017-niveauet, men en nøgtern vurdering tilsiger, at han bør være lykkelig, hvis han kan klemme sig ind i top 5 i det, der tegner til at blive en meget stærkt besat udgave af Le Grande Boucle.

Hvor det efterlader resten af holdet, er uklart. Michael Woods har ikke lagt skjul på, at han drømmer om at satse på både Ardennerne og grand tours, men fandt det i 2018 ganske svært at kombinere den eksplosive træning til endagsløbene med den bjergtræning, der er nødvendig forud for Giroen. Samtidig passer årets Tour-rute ham langt bedre end de udfordringer, der venter i Italien, og man kan derfor ikke helt udelukke, at holdet faktisk vælger at tage til Frankrig med hele to kaptajner. Det er dog nok mest sandsynligt, at Woods atter vil satse på Giroen og Vueltaen, hvor han håber modsat i år at undgå uheld og som i 2017-udgaven af det spanske løb at kunne spille en rolle i klassementet.

Skal Woods køre Tour de France?
 

Sender holdet Woods til Frankrig, er der imidlertid andre muligheder. Holdet drømmer som bekendt om at genrejse Tejay van Garderen, men det står stadig uklart, om han vitterligt stadig ser sig selv som grand tour-rytter. Årets Giro-rute passer ham egentlig ganske fint, men den konflikter samtidig med Tour of California, hvor han ville være holdets naturlige kaptajn. Giroen er bestemt ikke udelukket, men han kan også sagtens ende som hjælper for Uran og måske Woods i Touren og dernæst eventuelt søge sin egen chance i Vueltaen, hvor hierarkiet utvivlsomt vil være mere fladt.

Der bør imidlertid også skulle være plads til, at Daniel Martinez skal teste sig selv som klassementsrytter over tre uger. Det colombianske talent havde en fremragende første sæson på WorldTouren og synes md sin alsidighed at være skabt til grand tours. Det vil derfor ikke være helt utænkeligt, at han bliver enerådig kaptajn i Giroen eller en af flere optioner i Vueltaen, og får han chancen, bør han vel egentlig have et niveau, hvor han allerede nu stræber efter en top 10-placering.

Holdet forsøgte sig i år med en fejlslagen sprintersatsning, og det synes da også givet, at i hvert fald Sacha Modolo skal have en chance igen i år. Det vil formentlig atter være i Giroen, men det synes efterhånden at være udelukket, at han vil kunne vinde en grand tour-etape. Der bliver næppe plads til en sprinter i Touren, mens Vueltaen kunne være en mulighed for enten Modolo eller Moreno Hofland, der er rejst til USA for at genfinde sig selv som sprinter. Dan McLay passer til gengæld kun til Touren, og her vil der næppe blive plads til briten. Uanset hvad synes det umuligt for amerikanerne at vinde en massespurt i årets grand tours.

Med så mange klatrere virker det logisk, at holdet i første omgang vil koncentrere sig om klassementet i de store etapeløb. Det kan dog ikke udelukkes, at der også bliver plads til offensiv kørsel undervejs. Særligt Bettiol fremstår som en rytter, der burde have et potentiale til at vinde en etape, men også Simon Clarke har muligheder, efter at han sejrede så sent som i Vueltaen for et par måneder siden. Derudover er det nærliggende at pege på Hugh Carthy, der nok mangler stabiliteten til at være klassementsrytter, men som utvivlsomt har klatreevnerne til at vinde en bjergetape. Det samme har Tanel Kangert og Jos Dombrowski, men for sidstnævnte handler det i første omgang om at komme tilbage på sporet efter et to rædselsfulde sæsoner.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

EF Education First hører bestemt ikke til blandt sportens mest succesrige mandskaber, men noget af forklaringen er, at holdet har et løbsprogram, der er meget domineret af WorldTour-løb. Det gør det naturligvis svært at jagte megen succes andre steder, hvilket blot forstærkes af fraværet af supersprintere samt det forhold, at holdets kaptajner fokuserer ret entydigt på sportens største løb. Det vil også være tilfældet i år, hvor Sep Vanmarcke vil have blikket stift rettet mod klassikerne, mens Michael Woods og Rigoberto Uran som nævnt ovenfor skal forsøge både at gøre det godt i de største endagsløb samt klassikerne.

I år havde holdet ikke megen succes i ugelange etapeløb, og det kan også blive svært at opnå i den kommende sæson. Uran og Woods kører nemlig så håbløse enkeltstarter, at det reelt set er umuligt for dem at være med i topkampen i de største ugelange etapeløb, hvor tidskørsler som regel spiller en nøglerolle. Reelt er det blandt de større løb i Europa kun Volta a Catalunya, som duoen reelt kan vinde, men derudover må de nok kun sætte næsen op efter top 10-placeringer i forårets mange etapeløb, hvor Uran nok vil være den mest synlige af de to.

Heldigvis er der andre optioner. Modsat sine to kaptajner kører Daniel Martinez faktisk en glimrende enkeltstart, og efter et år, hvor han særligt viste etapeløbsevnerne i Californien, Romandiet og Baskerlandet, må han være klar til at tage næste skridt. Naturligvis kan han ikke vinde et stort etapeløb, men det skulle ikke undre, om han viser sig som holdets mest værdifulde rytter i kortere etapeløb. Her drømmer man også om en genfødsel af Tejay van Garderen, der sidste år trods alt var på podiet i både Algarve og Californien. Hans klatreevner er ikke længere værd at skrive hjem om, men det er hans enkeltstart, der er bedre end længe. Særligt hjemmeløbet i Californien burde han have gode chancer for at vinde, hvis ruten er ”rigtig”, men forventningen må også være, at han i hvert fald høster nogle WorldTour-point i Europa også.

Hvad kan Tanel Kangert tilføre holdet?
 

Meget af det samme kan siges om Tanel Kangert. Esteren er primært hentet til holdet som hjælper, men han forventer helt sikkert også at få flere personlige muligheder end på Astana. Det burde nok kunne lade sig gøre, men om niveauet også rækker til topplaceringer, er nok tvivlsomt. Finder han benene fra 2017-Giroen, er top 10-placeringer dog inden for rækkevidde, især hvis han igen finder de gamle takter på enkeltstarterne. Endelig skal man ikke helt udelukke, at Hugh Carthy atter kan vise sit værd som klassementsrytter efter et stærkt efterår, men ligesom Woods og Uran er han hæmmet af sin ringe enkeltstart.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Holdets sprinterdivision består af Sacha Modolo, Dan McLay og Moreno Hofland, og det er svært at trop, at den skulle indbringe den helt store succes. Dels er holdets tog ikke veludbygget, dels har de alle problemer at slås med. Modolo er ikke hurtig nok, McLay er for dårlig i positionskampen, og Hofland har intet vist i umindelige tider. Man kan håbe på sejre i mindre løb, men det bliver næppe til sejre i massespurter på WorldTouren.

Endelig vil holdet også være aktive i USA, hvor det er vigtigt at vise sig frem i hjemlige omgivelser. Det vil være logisk at gøre van Garderen til hovedmanden i Californien, mens løbene i Colorado og Utah burde være gode chancer for Carthy, Joe Domrbowski, Lachlan Morton, Luis Villalobos og Woods, der alle før har vist gode takter i løbene på den anden side af Atlanten, hvor løbsrytmen og kørestilen er mindre stressende.

Hvem kan overraske?

Hvor Jonathan Vaughters’ hold i tiden med Christian Vande Velde, Bradley Wiggins og Ryder Hesjedal var kendt for altid at levere årets etapeløbssensation, er holdet i dag snarere kendt for dets imponerende evne til at kvæle de fleste talenter. Derfor hører det også til sjældenhederne, at nye ryttere blomstrer i de lyserøde farver, men 2018 bød faktisk på en undtagelse.

Daniel Martinez er eksemplet på en rytter, hvis unge alder gjorde, at han blev meget let at betragte som temmelig ordinær. Han gjorde allerede debut som professionel som 18-årig, og i de første år var der ikke meget at råbe hurra af. Det ændrede sig imidlertid i løbet af det fantastiske efterår i 2017, hvilket indbragte ham en kontrakt med amerikanerne, hvor han med det samme slog til. En 3. plads i Californien og en 7. plads i Catalonien siger alt om den 22-årige colombianers potentiale, og de resultater bør have givet ham en mere markant plads i hierarkiet. Som nævnt ovenfor burde det ligge i kortene, at han næste år skal have chancen for at køre klassement i enten Giroen eller Vueltaen, og med sin fornuftige enkeltstart kan han hurtigt vise sig som et af holdets bedste kort i ugelange etapeløb.

Det er også værd at pege på et ellers fortabt talent. Huigh Carthy fangede manges interesse med sit fremragende forår i sit sidste år hos Caja Rural, men hos EF er han gået helt i står. Det syntes at ændre sig igennem et stærkt efterår, hvor han særligt imponerede i Tour of Britain og de italienske klassikere, og man kan håbe på, at det er signalet om, at forbedring er i vente. Lykkes det at genfinde de rigtige takter, er potentialet som ren klatrer fortsat stort. Om han har den rette stabilitet til at agere klassementsrytter i grand tours, er fortsat tvivlsomt, men forhåbentlig ser vi en del til Carthy i 2019-sæsonens bjerge.

Kommer Alberto Bettiol tilbage i 2019?
 

Et andet lidt fortabt talent er Alberto Bettiol. Året hos BMC blev ødelagt af skader, men man skal ikke glemme, at italieneren tidligere er blevet top 5 i en hård puncheurfinale i Touren, er blevet nr. 3 i Polen Rundt, nr. 2 i Bretagne Classic samt har været i top 7 i de canadiske klassiske og Clasica San Sebastian. Hvor meget frihed han får i klassikerne, er måske tvivlsomt, men bliv ikke overrasket, hvis han sidder hos kaptajnerne dybt inde i finalerne.

Endelog er det værd at fremhæve de tre nyprofessionelle Jonathan Caicedo, Sean Bennett og Luis Villalobos, der alle er beskrevet ovenfor. Caicedo viste i Asturien, at han kan være holdets næste sydamerikanske klatrestjerne, selvom han fortsat er meget ubeskrevet. Bennetts alsidighed gør ham lidt svær at kategorisere, og 2019 handler derfor nok mest om at prøve sig at i forskellige løb, men særligt i endagsløb synes han at kunne blive spændende om nogle år. Endelig skal det blive interessant at se, om Villalobos’ klatrepræstation i Utah bare var en enlig svale, eller om Mexico endelig har fået en international topklatrer.

Læs optaktsartiklerne om de andre hold her.