Nedenfor giver vi en analyse af Lotto Soudal.

Ryttere, der bliver på holdet

Sander Armee, Tiesj Benoot, Victor Campenaerts, Jasper De Buyst, Thomas De Gendt, Frederik Frison, Adam Hansen, Jens Keukeleire, Bjorg Lambrecht, Nikolas Maes, Tomasz Marczynski, Remy Mertz, Maxime Monfort, Lawrence Naesen, Tosh van der Sande, Jelle Vanendert, Harm Vanhoucke, Jelle Wallays, Tim Wellens, Enzo Wouters

Nye ryttere

Caleb Ewan (Michelton-Scott), Adam Blythe (Aqua Blue Sport), Roger Kluge (Mitchelton-Scott), Stan Dewulf (nyprofessionel), Carl Fredrik Hagen (Joker Icopal), Brent Van Moer (nyprofessionel), Brian Van Goethem (Roompot), Gerben Thijssen (nyprofessionel), Rasmus Byriel Iversen (nyprofessionel)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

André Greipel (Arkea-Samsic), Lars Bak (Dimension Data), Jens Debusschere (Katusha-Alpecin), Moreno Hofland (EF Education First), Marcel Sieberg (Bahrain-Merida), James Shaw (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Hvert år er der altid et par hold, der er særligt i vælten i transfersæsonen. I år var Lotto Soudal blandt disse, desværre ikke kun for det positive. Tværtimod var vi vidner til et temmelig tumultarisk forløb, der ikke gjorde holdet megen ære, og hvor en åbenlys konflikt mellem holdets nye manager, Paul De Geyter, samt holdets stamme af kulturbærere førte til et uskønt sammenstød, der til slut endte ud i et farvel til den gamle garde, der igennem flere år har været holdets mest markante skikkelser.

Allerede sidste sommer var der snak om, at Lotto Soudal, der dengang stadig var under ledelse af Marc Sergeant, havde blik på Caleb Ewan som mulig afløser for holdets store stjerne, André Greipel, hvis udløbsdato trods alt nærmer sig med hastige skridt. Australierens eksisterende kontrakt samt en loyalitet over for Greipel betød, at skiftet var umuligt forud for 2018-sæsonen, men det har længe stået klart, at det var et spørgsmål om kort tid, inden en transition skulle ske. Lotto Soudal har trods alt altid haft massespurter som en del af holdets DNA, og man kunne ikke leve med ikke at have en af verdens bedste sprintere i stalden.

Derfor skulle der naturligvis reageres med rettidig omhu, og med tanke på Michelton-Scotts mere og mere entydige fokus på klassementsryttere var Ewan også et helt oplagt valg. Samtidig betød dramaet omkring hans manglende udtagelse til Touren, at bruddet mellem de to parter var uundgåeligt allerede denne vinter, og derfor var det naturligvis nu, der skulle slås til. Beslutningen om at skrive kontrakt med Ewan kan der derfor ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Det kan der til gengæld ved måden, Greipel blev behandlet på. Angiveligt skulle tyskeren have accepteret en rolle som andensprinter og mentor for Ewan, men skal man tro rygterne, ville De Geyter det anderledes. Vi finder næppe nogensinde helt ud af, hvad der virkelig skete, men faktum er i hvert fald, at den belgiske manager fik skræmt det meste af Greipels gruppe af veteraner væk fra holdet, så det nu kun er Adam Hansen, der er tilbage. Også Lars Bak og Marcel Sieberg nåede at sige farvel, inden der blev grebet ind og De Geyter sat på porten.

Man kan måske diskutere processen, men ser man alene på det sportslige udkomme, er der trods alt tale om rettidig omhu. Der er mere perspektiv i at have Ewan som førstesprinter i de kommende år, og holdets fremtid som et førende sprintermandskab synes sikret. Med lidt mere elegance kunne man dog måske have haft dem begge, og Greipel viste trods alt flere gange i år, ikke mindst i Touren, at han fortsat er en klassesprinter, der er garant for sejre.

Det var Ewan til gengæld i en svær 2018-sæson, hvor han måske nok klatrede bedre end nogensinde, men i sin rolle som sprinter var langt fra fordums styrke. Alligevel giver det god mening at satse på den fortsat meget unge australier, for klassesprintere hænger ikke på træerne. Ewans endelige potentiale er fortsat uudforsket, og i et miljø, hvor han ikke føler sig parkeret på sidelinjen, kan man håbe, at han kan rejse sig igen.

Det er imidlertid en stor skam, at de mange konflikter betød, at holdet stort set har udrenset hele det gamle sprintertog. Ganske vist havde man allerede sagt farvel til Greg Henderson og Jurgen Roelandts, men der er ingen tvivl om særligt Siebergs erfaring havde været guld værd for Ewan. Bak spillede ikke nogen rolle på de sidste kilometer og kan erstattes, men tabene af Sieberg og Jens Debusschere, der i mange løb overtog Roelandts’ rolle, er ærgerlige. Samtidig smutter Moreno Hofland også, og man skal derfor opbygge et tog næsten fra bunden. Det er bestemt ikke en fordel for muligheden for med det samme at bibringe Ewan den selvtillid, han sikkert trænger til.

Heldigvis har man handlet klogt ved, at erstatningerne er ryttere, der tidligere har arbejdet sammen med Ewan. Det gælder særligt Roger Kluge, der sammen med Luka Mezgec har været australierens vigtigste mand i de seneste to år. Dertil kommer, at man efter mange år har hentet Adam Blythe ”hjem”, og mens briten aldrig er blevet den sprinter, man kunne have ønsket, har han den fordel, at også han i et enkelt år har været en del af Ewans tog på Mitchelton-Scott. Alligevel er der ingen tvivl om, at særligt fraværet af Mezgec betyder, at australieren formentlig ikke har et lige så stærkt lead-out som i år, hvor Mitchelton-Scott ofte var dominerende i spurterne, og det kunne man måske have undgået med en lidt mere heldig hånd fra De Geyter.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Holdets andet hovedfokus er klassikerne, og her er man utvivlsomt svækket. Ewan er et fremragende kort i sprinterløbene, men tabene af særligt Greipel og Debusschere gør ondt. Tyskeren var for to år siden i top 10 i Paris-Roubaix, og det samme har Debusschere været to gange. Det er dog først og fremmest som lesd-out man, at sidstnævnte vil blive savnet, for som sprinter var han gået i stå. Det samme var Hofland, hvis exit der ikke er den store grund til at begræde.

Holdet har definitivt opgivet at satse på etapeløb, og derfor er de øvrige nyerhvervelser i stedet fokuseret på en anden del af holdets mission: at udvikle unge talenter. Særligt to navne skiller sig ud på listen over nyerhvervelser.  Det gælder i første omgang Stan Dewulf, der med sejren i årets U23-udgave af Paris-Roubaix samt adskillige flotte resultater har vist, at han er et af de mest lovende klassikertalenter og en mand, der både kan spurte og køre enkeltstart. Derfor er det kun helt naturligt, at han naturligvis får chancen hos et af de to store belgiske hold.

Det andet interessante navn er Carl Fredrik Hagen. Ganske vist er han 27 år, men det sene gennembrud skyldes alene, at han har en fortid i langrendssporten. I de senere år har han i særligt de norske og franske løb vist sig som en ganske lovende klatrer med et stort udviklingspotentiale. Med tanke på hans relativt høje alder er der basis for en relativt stejl indlæringskurve, og på et hold uden mange klatrere burde han allerede næste år få fine muligheder for at vise sig frem

De sidste tre talenter er Gerben Thijssen og Brent Va  Moer, der først træder ind på holdet d. 1. juli, samt danske Rasmus Byriel Iversen. Førstnævnte har primært gjort sig gældende på banen, men har på landevejen også vist visse sprinterevner, har været på podiet i ungdomsudgaven af Paris-Tours og er belgisk U23-mester. Også hans ankomst er naturlig for et hold med fokus på belgiske talenter. Van Moer overraskede alt og alle med sin sølvmedalje ved U23-rytternes VM i enkeltstart, men har endnu til gode at vise meget mere end det. Den unger dansker er blevet belønnet for en stærk sæson i Italien, men alligevel må det anses som en overraskelse, at der blev plads på det belgiske storhold, ikke mindst fordi han kun har få resultater i UCI-løb.

Holdets sidste nyerhvervelse er Brian Van Goethem, der er kendt som Roompots udbryderkonge par excellence, men det kan undre betragteligt, at han har fået plads på højeste niveau, hvor han næppe vil være mere end en anonym hjælper. Endelig siger man på lidt kontroversiel vis farvel til unge James Shaw efter bare to sæsoner. Man kan i den grad diskutere det rimelige i, at så ung en rytter blot fik 24 måneder til at bevise sit værd, ikke mindst fordi hans top 10 ved VM viste, at han endelig var ved at gøre visse fremskridt. Ud fra en kynisk betragtning er det dog næppe det helt store tab, da meget skulle forandres, hvis han skulle blive til en stor gevinst.

Selvom Lotto med sit fokus på klassikere og massespurter således bevarer sin identitet i 2019, er meget alligevel forandret. Den kommende sæson vil være år 1 efter Greipel, og med udrensningen af den gamle garde vil det på mange måder være som et nyt hold. Tim Wellens og Tiesj Benoot skal nok sikre masser af succes undervejs, men om Ewan og ikke mindst hans nye tog kan vise sig lige så værdifuld som den erfarne tysker allerede næste år står hen i det uvisse. Med rettidig omhu har man dog foretaget det helt nødvendige generationsskifte, uanset om processen har været køn eller ej.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som et belgisk hold må Lotto Soudal leve med, at der altid er et kolossalt forventningspres i hjemlandet forud for klassikersæsonen. Desværre har det i mange gange knebet med at leve op til, og det er efterhånden længe siden, at det belgiske mandskab har vundet et af forårets store løb. Heldigvis var der opmuntring at hente i 2018, hvor Tiesj Benoot tog karrierens første sejr på en af sportens smukkeste scener i et episk Strade Bianche og generelt viste sig som en af brostenssæsonens allerstærkeste, selvom ahn ikke var i stand til at omsætte det til resultater. Derudover vandt Tim Wellens i Brabantse Pijl og viste sig dermed endelig frem i forårsklassikerne, hvor han ellers har været en kronisk skuffelse.

Netop Benoot og Wellens er da også forklaringen på, at holdet kan se frem til 2019 med nogen optimisme. Rollerne vil være delt, så Benoot fokuserer på brostenene og Wellens på Ardennerne, mens de ligesom i år ventes at slå pjalterne sammen i Omloop Het Nieuwsblad, hvor Wellens i år stiftede lidt bekendtskab med brosten. Begge har tradition for at starte som lyn og torden, og derfor skulle det ikke undre, om de kan levere et topresultat allerede i årets første store klassiker. Benoot skal herefter forsøge at genvinde Strade Bianche, som Wellens nok skipper til fordel for Paris-Nice.

I de store brostensløb er det herefter op til Benoot at levere. Belgieren var i år brølstærk, men manglede gang på gang det allersidste. I hans alder er der imidlertid masser af udviklingspotentiale, og det skulle ikke undre om 2019 bliver året, hvor han er med helt i front i E3 Harelbeke og Flandern Rundt. I de løb vil holdet også have Jens Keukeleire, der måske aldrig har slået helt igennem, men dog er blevet nr. 2 i Gent-Wevelgem og har kørt med om sejren i Paris-Roubaix, og som er opsat på revanche efter et 2018, hvor foråret blev ødelagt af sygdom. Hans bedste chance kommer måske i Roubaix, hvor han hidtil har gjort det bedst, og hvor Benoot formentlig vil være fraværende.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det vil han, fordi han også har ambitioner i Ardennerne. Desværre blev foråret i år lidt for langt, og det er fortsat usikkert, om han faktisk kan holde formen helt frem til slutningen af april. På papiret burde Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege alle passe ham.

Først og fremmest er Ardennerne dog Wellens og Jelle Vanenderts domæne. Wellens var i år blandt de bedste i Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, men fejlede i Liege. Han er fortsat så ustabil, at han er svær at regne med, men rammer han den superform, der tre gange har fået ham til at køre feltet midt over på Liege-etapen i Eneco Tour/BinckBank Tour, burde der intet være til hinder for, at han kan vinde i hvert fald Brabantse Pijl og Amstel Gold Race og måske også Liege-Bastogne-Liege.

Samtidig må man ikke glemme Vanendert. Den belgiske veteran lignede en falmet stjerne, indtil han i år pludselig blev genfødt. Gense årets Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, og du vil indse, at det måske kun var Julian Alaphilippe, der i år var stærkere i de løb. Var der ikke blot tale om en enlig svale, kan 2019 blive et stort år for Vanendert, der særligt har gode chancer i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-LIege. Endelig skal det blive spændende at se, hvor langt Bjorg Lambrecht kan komme i de hårdeste og største endagsløb, hvor han dog nok fortsat primært skal agere hjælper.

Men måske har vi endnu ikke omtalt holdets bedste kort. Caleb Ewan spurtede i 2018 slet ikke så godt som tidligere, men til gengæld opnåede han en forrygende holdbarhed. Det betød, at han faktisk vandt spurten bag Vincenzo Nibali i Milano-Sanremo og således var ufatteligt tæt på at vinde årets monument. Det må selvsagt gøre det til et stort mål for australieren at vinde La Primavera, hvor han vil stille til start som en af topfavoritterne. I det hele taget må han ventes hos Lotto at spille en mere prominent rolle i klassikerne, hvor han ligner en af de bedste bud på en vinder af Scheldeprijs og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, ligesom også Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem er inden for rækkevidde.

I efteråret har Ewan også gode chancer i Hamburg Cyclassics, som han allerede én gang har vundet, samt Bretagne Classic. Wellens er også altid flyvende i årets sidste måneder, hvor han særligt har været stærk i de canadiske klassikere, men hvor også Clasica San Sebastian burde passe ham. I år kørte han samtidig et fremragende Il Lombardia, hvilket viser, at han nu også kan begå sig i et decideret bjergløb, og den italienske klassiker må være et stort mål i 2019. I det hele taget kan han sammen med Benoot udgøre en fremragende duo fra Bretagne Classic og helt frem til årets sidste monument.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Lotto Soudal er vel det eneste hold på WorldTouren, der slet ikke har en klassementsrytter til grand tours. Det har de heller ikke i 2019, og de har med det samme meldt klart ud, at de slet ikke har samlede ambitioner i de tre uger lange etapeløb. Derfor er der én og kun én overskrift for holdet i sportens tre længste løb: etapesejre.

Det er klart, at nøglefiguren her er Caleb Ewan, nøjagtigt som André Greipel hidtil har været det. Det synes stensikkert, at han endelig får sin Tour-debut og her vil få en stor del af holdet stillet til rådighed. Det i sig selv vil stille ham bedre end mange rivaliserende sprintere, og målet må som minimum være at vinde en etape. Som omtalt ovenfor er toget ikke så stærkt som tidligere, og Ewan har i 2018 slet ikke haft samme topfart som tidligere, men håbet er alligevel, at hans skifte kan bringe ham tilbage på sporet. Den helt stpre prøve kommer i Touren.

Det kan heller ikke udelukkes, at Ewan følger Greipels formel og således også vil gå efter etaper i den første halvdel af Giroen. Det virker dog usandsynligt, at han forud for sin Tour-debut vil kompromittere sine chancer ved at forsøge sig med to grand tours, og det ligner derfor et fuldt fokus på Touren.

Derudover vil meget handle om Tim Wellens, Tiesj Benoot og Thomas De Gendt, der er holdets bedste etapejægere. Wellens har det som bekendt meget svært med varme og har haft nogle meget dårlige oplevelser med Touren, hvorfor han kan vælge igen at satse på Giroen. Han har imidlertid afsløret, at han fortsat drømmer om succes på den største scene, og lige nu kunne meget pege på, at han og Benoot begge satser fuldt ud på Touren. De Gendt har derimod allerede nu gjort det klart, at han for første gang vil køre alle tre grand tours, og det burde som minimum været en garanti for stor synlighed.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sammen med Ewan burde Victor Campenaerts være holdets bedste bud på en etapesejr. Bronzemedaljen ved VM viste, at han nu skal regnes som hørende til den absolutte enkeltstartselite, men til gengæld viser historien også klart, at han har det svært på enkeltstarter sent i grand tours, og årets ruter passer ham slet ikke. Enkeltstarterne i Giroen er formentlig for svære eller for sene, og også Tourens enkeltstart kommer alt for sent. Det samme gælder for Vueltaens eneste enkeltstart, og 2019 er derfor ikke det perfekte år for Campenaerts, der også vil dedikere en stor del af foråret til forsøget på at slå timerekorden.

Det er svært at se, at holdet har mange andre kort at spille. Bjorg Lambrecht viste gode takter i Vueltaen, men blev trukket ud halvvejs. Til næste år skal han formentlig forsøge at gennemføre enten Giroen og Vueltaen, og her burde han nok kunne vise sig frem. Sander Armee, Tomasz Marczynski, Jelle Vanendert og Jens Keukeleire har alle tidligere vundet grand tour-etaper, men meget skal falske sig, hvis det skal gentage sig. Da holdet ud over Ewan formentlig kun vil have Keukeleire, Jasper De Buyst og Tosh van der Sande som sprintere, og da de helt sikkert ikke vinder massespurter, burde der dog være masser af plads til at forsøge sig i en sæson, hvor de tre grand tours vil handle om angreb og spurter med Ewan.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det har altid været et problem for Lotto Soudal, at de har haft svært ved at score point i ugelange etapeløb, hvilket har været forklaringen på, at de ofte ender langt nede på diverse ranglister. For et par år siden forsøgte de at læse det problem med en stribe nyerhvervelser, men nu synes holdet én gang for alle at droppe jagten på klassementssucces i hovedparten af etapeløbene.

Helt uden chancer er de dog ikke. Tim Wellens bliver efterhånden bedre og bedre også på lange stigninger, og i år vandt han ganske overraskende Ruta del Sol, ligesom han blev nr.5  i Paris-Nice. Det bør have givet smag på mere, men endagsløbene vil fortsat være hans fokus. Det er derfor formentlig kun Paris-Nice, han i første omgang vil satse på, men er ruten her rigtig, burde han være i stand til at køre med om sejren. Senere på året er Tour de Pologne og Tour of Guangxi skræddersyede til ham, ligesom han også altid kører med om sejren i BinckBank Tour.

Det skal også blive spændende at se, om Tiesj Benoot kan fortsætte med at udvikle sig i bjergene. Hans enkeltstart hæmmer ham fortsat markant, men han blev alligevel nr. 4 i årets Tirreno-Adriatico. Heller ikke for ham er etapeløbene noget stort fokus, men i ikke alt for hårde løb uden en vigtig enkeltstart kan han måske være med fremme. Endelig skal det blive interessant at se, om Bjorg Lambrect i 2019 kan gøre det lidt bedre som klassementsrytter, selvom han i første omgang har meldt ud, at puncheurfinaler vil være det primære fokus.

For Caleb Ewan vil det handle om at vinde så meget som overhovedet muligt. Forhåbentlig lægger han ud med at vinde i Tour Down Under og måske i Mellemøsten, og derefter skal han slå til overalt. Klassikerne og Touren vil spille en stor rolle, men også i løb som Tirreno-Adriatico, Belgium Tour og Tour of Britain kan han ventes at være med helt fremme. Til gengæld ligner han også holdets eneste trussel i massespurterne, selvom man kan håbe, at Adam Blythe måske kan vise sig frem, når han en sjælden gang slipper ud af lead-out-rollen, ligesom Jasper De Buyst momentvist har opnået resultater i ikke alt for stærkt besatte massespurter.

Victor Campenaerts vil bruge meget af foråret på sit timerekordforsøg, men han har det også som mål endelig at vinde en WorldTour-enkeltstart. Slipper han for at skulle op mod Tom Dumoulin eller Rohan Dennis, er det bestemt et meget realistisk mål. Samtidig bliver han bedre og mere holdbar i linjeløbene, og han burde snart kunne køre med om sejren i løb som BinckBank Tour og Belgium Tour, der begge spiller en stor rolle for det belgiske hold. Og så må målet naturligvis være at lave hattrick ved EM I enkeltstart og at forsøge atter at komme på podiet ved VM, hvor ruten denne gang burde passe ham langt bedre.

Udover Michael Albasini findes der vel næppe nogen, der har taget så mange udbrudssejre i ugelange etapeløb som Thomas De Gendt. I 2018 blev det til sejre i Romandiet og Catalonien, og den statistik vil han forsøge at forbedre yderligere i 2019, hvor han har udset sig Tour Down Under, Paris-Nice, Volta a Catalunya og Tour de Romandie som målene i et år, der dog vil være domineret af de tre grand tours.

Endelig vil holdet som altid være til start i en stribe belgiske endagsløb, hvor de plejer at køre med om sejrene. Wellens, Ewan og Benoot vil utvivlsomt af og til være til start, men derudover kunne de være chancer for Jens Keukeleire, Tosh van der Sande, Lambrecht, Blythe og ikke mindst De Buyst, der skal forsøge at genfinde de lovende takter fra efteråret 2017.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Hvem kan overraske?

Forud for 2018-sæsonen var der megen hype om Bjorg Lambrecht, der kom til holdet med et hav af 2. pladser i de største U23-etapeløb samt sejr i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Hans første år var måske en skuffelse ved flere lejligheder, men særligt i efteråret begyndte han at vise sit potentiale. Efter at have vundet kongeetapen i Tour des Fjords i maj opnåede han to top 10-placeringer i hhv. en puncheurfinale og på en bjergetape i Vueltaen og sluttede sæsonen af med et fremragende U23-VM, hvor han lignede stærkeste mand, men måtte tage til takke med sølvet.

Lambrecht er en alsidig type, der med sit punch har flair for kuperede klassikere og puncheurafslutninger, men også drømmer om etapeløb om grand tours. I første omgang vil han fokusere på førstnævnte, og på Lotto burde han få en del muligheder. I klassikerne er han formentlig endnu hjælper, men han skal blive interessant at følge i ugelange etapeløb samt som etapejæger i enten Giroen eller Vueltaen.

I 2017 stod Harm Vanhoucke lidt i skyggen af Lambrecht på den belgiske U23-scene, men det var synd. Han er nemlig en meget talentfuld klatrer, der desværre fik 2018 ødelagt af sygdom. Derfor blev efteråret, hvor han kørte for Lotto, ikke en succes, men potentialet er ubestrideligt. 2019 handler nok primært om at lære, men på et hold uden mange klatrere burde han kunne få lov at forsøge sig i mange bjergløb undervejs.

Det samme vil Carl Fredrik Hagen, som vi allerede har omtalt ovenfor. Den norske klatrer er som sagt relativt ny i sporten med en baggrund som langrendsløber, og den slags nytilkomne talenter er ofte dem, der overrasker mest. Han har i hvert fald allerede i de norske løb vist, at potentialet er til stede, og det skal blive spændende at se, om han allerede nu kan gøre sig gældende i enkelte WorldTour-etapeløb også.

Stand Dewulf har slet ikke fået den opmærksomhed, han fortjener. 2. pladsen bag Jasper Philipsen i Triptyque Monts et Chateaux, hvor han vandt de to sidste etaper, 2. pladsen i Tour de Bretagne, der har deltagelse af Tour de France-hold, samt 3. pladsen i Tour of South Bohemia siger imidlertid alt om, at han kan være den næste store belgiske klassikerrytter. For ham gælder det i 2019 først og fremmest om at samle erfaring, men det er helt sikkert værd at holde øje med ham, ikke mindst i nogle af de mindre belgiske 1.1-løb.

Endelig vil vi atter fremhæve Jasper De Buyst. Ganske vist havde han et svært 2018, men det er svært at glemme, hvordan han i sidste års Binche-Chimay-Binche slog den ellers på det tidspunkt helt suveræne Matteo Trentin i en puncheurfinale. Det viser, at potentialet i den slags finaler fortsat er stort. Forhåbentlig bliver 2019 året, hvor han endegyldigt bekræfter evner som endagsrytter med punch og en god spurt.

Læs optaktsartiklerne om de andre hold her.