Nedenfor giver vi en analyse af Katusha-Alpecin.

Ryttere, der bliver på holdet

Jenthe Biermans, Ian Boswell, Steff Cras, Alex Dowsett, Matteo Fabbro, Jose Goncalves, Nathan Haas, Marco Haller, Reto Hollenstein, Marcel Kittel, Pavel Kochetkov, Viacheslav Kuznetsov, Nils Politt, Willie Smit, Simon Spilak, Mads Würtz Schmidt, Rick Zabel, Ilnur Zakarin

Nye ryttere

Jens Debusschere (Lotto Soudal), Daniel Navarro (Cofidis), Enrico Battaglin (LottoNL-Jumbo), Ruben Guerreiro (Trek-Segafredo), Dmitry Strakhov (Lokosphinx), Harry Tanfield (Canyon Eisberg)

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Tony Martin (Team Jumbo), Tiago Machado (Tavira), Baptiste Planckaert (WB Aqua Proect Veranclassic). Robert Kiserlovski (stopper karrieren), Maurits Lammertink (Roompot), Maxim Belkov (?), Jhonatan Restrepo (Manzana Postobon), Marco Mathis (Cofidis)

Hvordan gik transfersæsonen?

Efter en regulær katastrofesæson må det have været tid til selvransagelse på Katushas chefgange. Hvordan kunne et hold, der engang kørte med om sejren på WorldTouren og i de fleste store løb, og som angiveligt fortsat hører til blandt sportens rigeste, ende næstsidst på WorldTouren, stort set uden nævnevædige sejre og som regulært fyld i langt de fleste både små og store løb?

Forklaringen er svær at få øje på, men katastrofen var i hvert fald ikke umulig at forudse. Allerede inden sæsonen stod det klart, at den profilfattige trup i alt for høj grad ville blive afhængige af Marcel Kittel og Ilnur Zakarin. Især førstnævnte var endda en voldsom gambling, for man skal ikke have set mange massespurter for at vide, at tyskeren mere end de fleste er afhængig af et godt tog, og det lå næsten i kortene, at Katusha slet ikke kunne yde ham den nødvendige støtte, og derfor lignede det fra start et ulykkeligt ægteskab. Sådan er det da også endt, og at det samtidig falder sammen med en overraskende dårlig sæson fra Zakarin, er naturligvis voldsomt uheldigt.

Derfor skulle man også mene, at det var tid til at grave dybt efter de russiske gasmillioner for at forstærke truppen, men det er ingenlunde sket. Ganske vist er der hentet et par spændende navne til holdet, men en stor stjerne, der kunne give en vis garanti for succes, er der slet ikke tale om. De fleste nyerhvervelser har samtidig et præg af satsning, og kun få er deciderede vindertyper. Meget tyder derfor på, at det kunne ligne endnu en ulykkelig og temmelig anonym sæson for schweizerne.

Heldigvis er der ingen garanti for fiasko. Der er nemlig vitterligt enkelte spændende elementer på indløbslisten. Det gælder først og fremmest Enrico Battaglin, der har den rette kombination af potentiale og vinderegenskaber til faktisk at kunne bidrage væsentligt til både resultat- og pointkontoen. Længe var han ellers gået helt i stå og lignede et fortabt talent, men i den første uge af Giroen var han som genfødt. På 4. og 5. etape var han næsten skræmmende stærk i de puncheurfinaler, der er hans spidskompetence, og han fik vist, at han med den slags form bør kunne blive en seriøs trussel i Ardennerne, som han har udpeget som sit mål for 2019. Her har Katusha et gabende hul, og derfor virker beslutningen om at hente Battaglin til holdet ikke dumt.

Det er naturligvis ikke uden risiko. Battaglin har jo ikke just været kendt for stabilitet, og på Katusha synes kun få at blomste op. Man kan nok have sin tvivl om, hvorvidt italieneren kan bryde den tendens, men i første omgang må man lade tvivlen komme ham til gode. Rammer han formen fra årets Giro, burde han være garant for gode resultater i puncheurløb og som etapejæger i grand tours.

Derudover er det først og fremmest på talentfronten, der er oprustet. Mest opmærksomhed vil der nok være på Ruben Guerreiro, men også han kan være lidt af en gambling. Han har ganske vist ved enkelte lejligheder givet prøver på evnerne, ikke mindst ved at vinde det portugisiske mesterskab i sin første professionelle sæson samt med stærk kørsel i Tour Down Under, men han har desværre også været lidt af en lottokupon, der i alt for lange perioder har været uendelig langt fra sit topniveau. Om Katusha virkelig er holdet, der kan få ham til at blomstre, er bestemt ikke givet, men han har i hvert fald vist, at han kan blive en forstærkning i kuperede endagsløb, som synes at have været det vigtigste fokus i årets transfersæson.

Det er også i de løb, man kan have forventninger til Dmitry Strakhov, der tegner særdeles lovende. Den unge russer har måske ikke tiltrukket sig samme opmærksomhed som mere hypede talenter, men han kommer til holdet efter en stærk sæson, hvor han har været imponerende stærk i store løb i Spanien og Portugal. Mere imponerende var det, at han i efteråret i sin tid som stagiaire faktisk var en af holdets bedste ryttere (desværre siger det ikke så meget), og top 10-placeringer i Tour og Britain og Arctic Race of Norway siger meget om potentialet. Han klatrer godt i mellemkuperet terræn og er samtidig en glimrende afslutter, og det er ofte den kombination, der er vejen til resultater og sejre. Ofte har Katusha hentet temmelig perspektivløse russiske ryttere, men denne gang burde der virkelig være value for the money.

Endelig er der blevet plads til Harry Tanfield, der både er hurtig og en glimrende temporytter. Om han er en decideret guldfugl, kan man måske nok have sine tvivl om, og det er næppe ham, der redder holdets sæson. I en trup, der har brug for muskelkraft i fladt terræn. når Kittel skal støttes, kan han dog nok have sine berettigelse, også selvom det naturligvis vil tage noget tid at opnå den nødvendige erfaring.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I den modsatte ende af aldersspektret finder man Daniel Navarro. Man kan måske nok spørge, om det virkelig er en slidstærk og erfaren klatrer, der er brug for på et hold, der virkelig skriger på sejre, men der er dog et vist rationale bag kontrakten. Selvom han havde et skidt år, er Zakarin fortsat holdets vigtigste kilde til de livsvigtige point, og man skal ikke glemme, at det altså kun er et år siden, at han var på podiet i Vueltaen. Til gengæld har han haft en stor udfordring i det meget klatresvage hold, der har omgivet ham, og det har skreget til himlen, at der var brug for forstærkning. I rollen som bjerghjælper har Navarro stor erfaring fra Contador-tiden, og han gav i Dauphiné klare beviser på, at han fortsat har en vis klasse. Det er ikke ham, der skal redde holdets sæson, men han løser helt klart et oplagt problem for holdet.

Det kan Jens Debusschere også gøre. Selvom han selv har givet udtryk for, at han først og fremmest er kommet til holdet som holdets andensprinter, må man håbe, at han først og fremmest bliver en del af Kittels tog. Det er nemlig fortsat først og fremmest en genrejsning af tyskeren, der kan bringe Katusha tilbage på sporet, og her har det været helt afgørende at forstærke toget. Debusschere har fra Greipel-tiden stor erfaring i rollen som lead-out man, og kan man med succes integrere ham i gruppen med Kittel, Rick Zabel og Marco Haller, der forhåbentlig kan komme tilbage efter sin skade, ser fremtiden betydeligt lysere ud for den tyske stjerne. Man kunne have ønsket sig en større satsning på toget, men her er dog tale om en væsentlig forstærkning. Samtidig kan Debusschere give holdet et tiltrængt våben i de lettere brostensløb, men at tro, at han selv kan bidrage med mange spurtsejre, vil formentlig være en fejl.

Holdet har også sagt farvel til en del ryttere, men samlet set er truppen forstærket. Det er klart, at Tony Martins farvel naturligvis er en svækkelse, men med tanke på hans resultater i de senere sæsoner er det måske meget klogt ikke at binde mange lønkroner i ham. Katusha har et hav af problemer, og Martin hjælper ikke umiddelbart med at løse de væsentligste. Derfor kan man sagtens leve uden ham.

Holdet har også vinket farvel til et par navne, der afspejler deres deroute. Både Maurits Lammertink og Baptiste Planckaert kom til holdet efter en 2016-sæson, hvor de var blandt de klart bedste prokontinentalryttere. Hos schweizerne er de imidlertid gået helt i stå og har ikke bidraget med meget. Ser man på 2016-resultaterne, er der tale om væsentlige tab, men med tanke på det, de har vist i tiden hos holdet, kan de undværes.

I det hele taget har Katusha været et hold med en bemærkelsesværdig evne til at få folk til at stagnere. Det gælder også for veteranerne Robert Kiserlovski og Tiago Machado, der begge har et flot cv, men som hos schweizerne endte som hjælperyttere, der heller ikke i den rolle bidrog med meget. At de derfor siger farvel, giver ganske mod mening, og det er bestemt heller ikke uklogt at lade Marco Mathis smutte. En choksejr ved U23-VM i enkeltstart er nemlig det eneste større resultat for tyskeren, der næppe har det store potentiale.

Det burde Jhonatan Restrepo til gengæld have, og man kan diskutere, om ikke han burde have fået endnu en chance. Ganske vist har han været næsten skræmmende dårligt kørende siden den stærke sæsonstart i 2017, men i Vueltaen var der dog glimt af en genoprejsning. Omvendt er der rigeligt med usikre satsninger i en trup præget af ustabile ryttere med store udsving, og den slags gamblinger kan der trods alt blive for mange af.

Samlet set er det måske nok et forstærket Katusha-hold, der går ind til 2019-sæsonen, men at beskrive det lille facelift som den påtrængende hovedrengøring er at stramme den. Lykkes det vitterligt at genrejse Battaglin, at integrere Debusschere i Kittels tog og med forstærket hjælp fra Navarro at få Zakarin tilbage på sporet, burde det kommende år dog blive bedre end 2018-katastrofen.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Der var vel næppe nogen, der mærkede meget til Katushas tilstedeværelse i årets klassikere. Allerede forud for sæsonen lignede det en umulig mission for det profilfattige schweiziske mandskab at gøre sig gældende i de store endagsløb, og da først Nathan Haas blev syg i løbet af foråret stod det klart, at foråret måtte blive en fiasko. Nils Politt reddede lidt af æren med sit flotte Paris-Roubaix, men der var godt nok ikke meget tilbage af holdet, der tidligere vandt store løb med Alexander Kristoff, Joaquim Rodriguez og Daniel Moreno.

Det vil næppe ændre sig nævneværdigt i 2019. Som nævnt ovenfor er det meget begrænset, hvad der er gjort for at opruste på klassikerfronten, og det vil være en mindre sensation, hvis Katusha løber med en sejr i et af de vigtige endagsløb. De har en stribe solide ryttere, der med lidt held kan levere fornuftige resultater, men topplaceringer bliver ikke lette at komme i nærheden.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Umiddelbart er det igen Politt, der vækker størst interesse. Han har i hvert fald én gang vist, at han kan køre med helt fremme i Paris-Roubaix, og der er al mulig grund til at tro, at han vil være endnu bedre i 2019. I hvert fald sluttede han bragende flot af i efteråret, hvor han særligt imponerede med en helt ny klatrestyrke og hurtighed. Førstnævnte vil måske også bringe de flamske klassikere indenfor rækkevidde, selvom hans mangel på eksplosivitet nok primært gør ham velegnet til de længste og hårdeste af disse, herunder særligt Flandern Rundt og E3 Harelbeke. Hans pludseligt opdyrkede spurtstyrke er samtidig et vigtigt våben, hvis gode placeringer skal omsættes til sejre og podiepladser. Politt ligner i hvert fald en mere alsidig rytter i stadig udvikling og bliver spændende at følge i årets brostensløb.

Her kommer holdet til at savne Tony Martin, men til gengæld har de i Jens Debusschere fået et nyt våben. Ganske vist er han som sprinter slet ikke, hvad han engang var, men han er fortsat en slidstærk type, der i år var at finde i top 10 i både Gent-Wevelgem og Paris-Roubaix. De svære flamske løb er for hårde for ham, men i sprinterløbene i Belgien, Milano-Sanremo samt i Roubaix kan han på gode dage køre sig i top 10. Og endelig har Marcel Kittel som bekendt fire sejre i Scheldeprijs på sit cv, og kan han komme tilbage på sporet, må det være et mål for ham atter at styrke sin rekordserie i sprinternes verdensmesterskab.

I Ardennerne har holdet betydeligt flere kort at spille. Særligt skal det blive interessant at følge Enrico Battaglin, der på papiret har alle egenskaber til at gøre det godt i særligt Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege. Han viste i årets Giro, at han efter års problemer kan være på vej tilbage, om end han fortsat er meget svingende og ustabil. Rammer han formen i april, kan han overraske. Samtidig har Nathan Haas én gang vist, at han kan køre med om sejren i sit drømmeløb, Amstel Gold Race, og selvom de øvrige ardennerløb er for hårde for ham, burde han kunne vise et eller andet i Holland, hvis han for en gangs skyld kan holde sig sund og rask. Derudover har holdet i Jose Goncalves, Ruben Guerreiro og Dmitry Strakhov tre ryttere, der i teorien burde være gode i hårde endagsløb, men som endnu har til gode at få et klassikergennembrud. Endelig skal vi ikke glemme, at Ilnur Zakarin i 2016 vel var stærkeste mand i Liege-Bastogne-Liege, og stiller han til start her og i Lombardiet, kan han trods sin mangel på eksplosivitet overraske, hvis løbene bliver tilstrækkeligt hårde.

I efteråret ligner Zakarin også holdets bedste bud op succes i de hårde italienske bjergløb, men man har også andre muligheder. Kittel har før spurtet med om sejren i Hamburg Cyclassics, der burde være et af de få støre endagsløb, han kan vinde. Derudover har Haas vist sig meget stærk i de canadiske klassiskere, der på papiret også burde være skræddersyet til Battaglin og Goncalves. Debusschere vil kunne forsøge sig i Bretagne Classic, Hamburg og RideLondon Classic, men det er nok først og fremmest de canadiske løb, holdet i anden del af sæsonen sal sætte sin lid til.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I gran tour-sammenhæng blev 2018 også en yderst trist oplevelse for Katusha, der var relativt anonyme i både Giroen og Vueltaen, oplevede en fejlslagen Tour med Marcel Kittel og kun med nød og næppe holdt skindet på næsen med Ilnur Zakarin i sommerens løb i Frankrig. Som sagt er der heller ikke på den front gjort meget for at opruste forud for 2019, og det vil derfor atter være op til Kittel og Zakarin at føre holdet an.

Hvordan de to stjerner fordeler opgaverne, blev afklaret for et par dage siden. Det har hele tiden været klart, Kittel naturligvis atter satser på Touren, der er den af de tre grand tours, der passer ham bedst, og som han har bygget karrieren op omkring. Derfor vil en stor del af Tour-truppen skulle udgøres af hans tog, og derfor giver det kun god mening, at Zakarin atter skal fokusere på den Giro-Vuelta-double, der fungerede så godt i 2017. Årets Tour viste i hvert fald, at Kittel kun får succes, hvis han får maksimal støtte, og derfor er Katusha nok et skoleeksempel på et hold, der ikke skal forsøge at gabe over for meget.

Samtidig har Zakarin i den grad brug for at støvet selvtilliden af igen, og i den sammenhæng virker det ikke dumt at vende tilbage til løb, hvor han tidligere har gjort det godt, og hvor presset er knap så stort. Målet ,å som minimum være at køre med om podiepladserne, som han gjorde det sidste år, og han burde kunne få begge trupper bygget helt op om sig. Naturligvis kan man ikke udelukke, at Debusschere skal have en chance som sprinter også, men i lyset af Kittels trængsler bør hans hovedopgave blive at agere lead-out man under Touren.

Ser man bort fra de to kaptajner, er det særligt Enrico Battaglin, der fanger interessen. I år kom han tilbage på sporet, og Giroen og Vueltaen byder altid på en del etaper for en ryttertype som ham. Han burde derfor få en vis frihed i rollen som etapejæger - en rolle, der også burde passe til Jose Goncalves, Nathan Haas, Ruben Guerreiro og Dmitry Strakhov, selvom de to sidstnævnte endnu mangler erfaring. Og endelig kunne det være meget sjovt at se klatrerne Matteo Fabbro og Stef Cras i et langt etapeløb, selvom det i første omgang vil være for at lære.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Et profilfattigt hold betyder, at det bliver svært at opnå det store i hovedparten af årets løb. Igen vil det i vidt omfang være op til de to kaptajner, Marcel Kittel og Ilnur Zakarin. Sidstnævnte har før vist sig som en af verdens bedste i ugelange etapeløb, og lykkes det ham at komme tilbage, burde han kunne være med helt fremme i disse løb igen. Omvendt har det været sværere for ham, siden han begyndte for alvor at fokusere på grand tours, og særligt når han satser på Giroen og Vueltaen, skal vi næppe forvente meget af ham i andre løb end netop de to.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Blandt de øvrige ryttere har man naturligvis også Simon Spilak, der i sin storhedstid var superspecialist i ugelange etapeløb, særligt de to store schweiziske. Desværre har han været en skygge af sig selv i to sæsoner, hvor der kun var en kortvarig opblomstring i sidste års Tour de Suisse, og det er derfor svært at se, at han pludselig skulle kunne komme tilbage fra en så lang serie af problemer. Daniel Navarro har måske stadig en top 10 i sig i Volta a Catalunya og Criterium du Dauphiné, hvor bjergene traditionelt har været vigtigere end tidskørsler, men det er næppe noget, man skal sætte sin lid til.

Til gengæld kunne Jose Goncalves blive spændende i de etapeløb, der ikke er alt for bjergrige, hvis han kan fortsætte 2017s lovende takter på stigningerne og enkeltstarterne. Og så skal det blive spændende at se, om Matteo Fabbro og Stef Cras kan løfte sig et niveau og vise sig lidt frem på bjergetaper i udvalgte løb.

Det vil i høj grad være op til Kittel at booste sejrskontoen, men hans meget lidt alsidige profil betyder, at hans muligheder på WorldTouren er begrænsede. For ham vil det primært handle om at slå til i Tirreno-Adriatico, BinckBank Tour, Tour of California, de arabiske løb samt flere mindre løb fordelt over store dele af sæsonen. Han bør få en fast følgegruppe til at støtte, men Jens Debusschere vil sikkert alligevel få plads til at agere sprinter i ny og næ, dog næppe med den store succes.

Derudover handler det primært om opportunistisk kørsel i både etapeløb og endagsløb, hvor man i Enrico Battaglin, Jose Goncalves, Nathan Haas, Ruben Guerreiro, Nils Politt og Dmitry Strakhov har en del relativt hurtige folk, der burde kunne vise sig frem i ny og næ.

Hvem kan overraske?

På et hold, der i en meget usund grad er afhængig af to kaptajner, må man håbe, at der kan gemme sig nogle overraskelser undervejs. Hr er det måske især værd at holde øje med Dmitry Strakhov, der synes at være tidens mest lovende russer. I hvert fald havde han et fremragende forår, hvor han med en kombination af punch, klatreevner og spurtstyrke gjorde det fornemt i en serie spanske og portugisiske løb. Det fulgte han op på som stagiaire i efteråret, hvor særligt hans Tour of Britain var godt, og han synes derfor allerede at være i stand til at levere resultater, i hvert fald i mindre løb. Umiddelbart ligner han en mand til et vidt spænd af endagsløb, men det er fortsat lidt for tidligt at sige, hvor langt han vil komme.

Derudover er det endnu engang værd at fremhæve, hvor store fremskridt Nils Politt gjorde i 2017. Den brutale råstyrke, der gav ham en top 10 i Roubaix, blev i efteråret krydret med en god spurt, og det gør ham meget spændende i det kommende år, hvor han kan blive en af de positive overraskelser i brostensklassikerne. Som fremhævet ovenfor var Enrico Battaglins niveau i den første uge af årets Giro også så tårnhøjt, at han kan brage ud fra glemslens tåge, hvis han kan finde den stabilitet, han altid har savnet. I givet fald skal ardennerrivalerne i hvert fald være opmærksomme. Endelig skal man holde øje med klatrerne Matteo Fabbro og Stef Cras, der måske nok havde et svært første år på højeste niveau, men viste så lovende takter som U23-ryttere, at der kan vente et gennembrud om ikke alt for lang tid.

Læs optaktsartiklerne om de andre hold her.