Set i det lys var forventningerne til holdets transferaktiviteter store, og derfor kommer det ogs\u00e5 som en overraskelse, at franskm\u00e6ndene har v\u00e6ret blandt de mindst aktiver i de seneste m\u00e5neder. Blot tre udskiftninger i truppen er det blevet til, og selvom der er markante navne b\u00e5de blandt nyerhvervelserne og p\u00e5 tabskontoen, er der ingenlunde tale om nogen paladsrevolution. Tv\u00e6rtimod er det meste ved det gamle p\u00e5 et hold, der ogs\u00e5 i 2019 i altovervejende grad vil have fokus p\u00e5 Demare og Pinot, som omvendt ikke kan se frem til en v\u00e6sentligt forst\u00e6rket st\u00f8tte.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Bemærkelsesværdigt er det, at holdet som en ådselædende hyæne er gået til angreb på det hensygnende BMC-mandskab, hvor de har hentet alle tre nye ryttere, der alle hører til i den yngre ende af spektret. Blandt de nye drenge i klassen er der dog kun et navn, der for alvor kan få gang i blodomløbet. Det er til gengæld også et mindre kup, at det er lykkedes at overtale Stefan Küng til at rejse til Frankrig, idet den schweiziske maskine kan bidrage med sin kolossale motor og store talent på flere forskellige nøgleområder.
Det kan virke overraskende, at en mand, for hvem tidskørsler er selve livets mening, vælger at skifte til et hold, der bestemt ikke er kendt for at gøre sig på lige netop det område. Omvendt skal man ikke glemme, at holdet har oprustet markant i disciplinen over de seneste sæsoner, hvor særligt deres mange overraskende holdløb har været en fornøjelse at bevidne. Selvom der for Küngs vedkommende nok er tale om et element af gambling, er erhvervelsen af schweizeren for holdet i virkeligheden blot det naturlige næste skridt i den proces.
Fordelen ved Küng er, at han burde være garant for sejre. I de seneste to år har han til fulde dokumenteret, at han hører til blandt verdens allerbedste i disciplinen, og med sejre i to store WorldTour-enkeltstarter i hhv. Tour de Suisse og BinckBank Tour i 2018 vil det være en overraskelse, hvis ikke han bidrager med triumfer af en lignende kaliber i 2019.
Han kan imidlertid meget mere end det, og det geniale er, at han kan hjælpe begge holdets kaptajner. I første del af sæsonen vil han være en markant forstærkning på brostenene, hvor han allerede har vist et stort potentiale, og hvor han burde kunne blomstre, når han ikke længere er Van Avermaets slave. Måske skal han som udgangspunkt agere hjælper for Demare, men det vil bestemt ikke være overraskende, hvis han i de hårdeste flamske klassikere og Paris-Roubaix viser sig som holdets stærkeste. Küng burde utvivlsomt sørge for, at holdet i 2019 vil spille en langt mere markant rolle i den første del af foråret.
Dernæst vil han kunne finde ind i en hjælperrolle for Pinot i Tour de France, der som bekendt er franskmandens store satsning i 2019. På det tidlige holdløb kan hans betydning næppe overvurderes, og derudover vil han være den ideelle bodyguard på de flade etaper for den skrøbelige franskmand, der ikke just er kendt for sine evner i positionskampen. I den sammenhæng er et wattmonster med smag for klassikerne den ideelle partner for Pinot. Med andre ord løser Küngs ankomst et hav af udfordringer for holdet, og der er ganske enkelt tale om et regulært drømmekøb.
De to andre nyerhvervelser er knap så spektakulære. Miles Scotson viste ikke meget hos BMC, men vi skal ikke glemme, at han faktisk i BinckBank Tour og Abu Dhabi Tour har leveret absolutte topresultater i enkeltstarter på WorldTouren. Hans potentiale over kortere tidskørsler er stort, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han vil kun vinde en tidskørsel eller to i løbet af året. I linjeløbssammenhæng har han dog ikke vist meget, og han synes derfor primært at være hentet til holdet som en forstærkning til diverse holdløb, der tydeligvis er en prioritet for franskmændene.
Endelig kommer Kilian Frankiny til holdet efter to år hos BMC, hvor han aldrig indfriede potentialet. Beslutningen om at hente ham ind i truppen synes da også mere at være ansporet af hans forbindelser til Steve Morabito og Sebastien Reichenbach, men det er stadig alt for tidligt at sige, at han ikke kan have værdi. Hans præstationer i de høje bjerge i Giroens sidste del var opløftende, og kan han bygge videre på det, kan han i hvert fald på sigt blive en del af den stadig stærkere gruppe af Pinots klatrehjælpere, hvor han kan tage over efter den aldrende Morabito.
Alt er ikke fryd og gammen i den franske lejr. I mange år har holdet selv lanceret Arthur Vichot som kaptajn nr. 3, og selvom et hav af helbredsproblemer har betydet, at han ikke har levet op til forventningerne, må det alligevel gøre ondt at se ham søge nye græsgange. Særligt er det ærgerligt efter et år, hvor han i et kort vindue i løbet af maj og juni syntes at nå helt nye højder. Måske har han ikke indhøstet mange store sejre i udlandet, men i Frankrig har han været en garanti for succes. Hans exit øger i den grad presset på Pinot og Demare, der ikke længere har ham som en backup, hvis de ikke altid helt stabile kaptajner skulle have et mindre godt år.
Lige så overraskende er det, at holdet selv valgte ikke at forlænge med Davide Cimolai. Stille og roligt blev han ganske vist presset ud af Demares tog, hvor Ramon Sinkeldam overtog hans plads, men uanset hvad er det svært at se, at sprintergruppen ikke er svækket uden ham. Om ikke andet kunne han med sin store erfaring have været den perfekte sidste mand i et alternativt tog bygget op om Marc Sarreau, der i 2018 i den grad led under sine manglende evner i positionskampen. Og særligt efter hans fejende flotte show ved EM, hvor han var nøglen bag Matteo Trentins, virker hans exit lidt som at kaste guld på gaden. Det gør det til gengæld ikke at sende Jeremy Roy på pension, for han har efterhånden længe været moden til en karriere på den anden side af landevejen.
Det er derfor alt andet end et forandret FDJ-mandskab, der går ind til 2019, men der er alligevel tale om markante ændringer. Man kan til gengæld diskutere, om det er til det bedre. Küngs ankomst er som sagt et decideret kup, men det opvejes i vidt omfang af tabene af Vichot og Cimolai. Det kan meget vel betyde færre sejre i 2019, men flere på WorldTouren. Vigtigst af alt er det dog, at Küng vil give holdet en helt ny synlighed på enkeltstarterne og i brostensklassikerne.
Hvad kan vi forvente i klassikerne?
Det er ikke nogen hemmelighed, at de franske hold i de første år på først ProTouren og siden WorldTouren havde svært ved at konkurrere med de bedste i de store løb uden for hjemlandets grænser. Det har i den grad ændret sig i de seneste år, hvor en talentfuld generation af franskmænd har bragt landet tilbage til toppen, og det har naturligvis også bidraget til at gøre holdene mere konkurrencedygtige. Det gælder også for FDJ, der med Thibaut Pinot, Arnaud Demare og Nacer Bouhanni begyndte at gøre sig gældende i etapeløb og massespurter.
Til gengæld kneb det for det franske hold i klassikerne, hvor de altid har haft et lille efterslæb. Det er ellers ikke for en manglende ambition hos manager Marc Madiot, der særligt drømmer sig tilbage til Frederic Guesons choksejr i Paris-Roubaix i 1997. Demare har da heller aldrig lagt skjul på, at han nærer store ambitioner i brostensløbene, men det er først i de senere år, at han langsomt har nærmet sig toppen.
Nu har det til gengæld hans fulde fokus. Allerede i år skar han i den første del af året mærkbart ned på antallet af etapeløb for at fokusere 100% på endagsløbene. Den strategi forfølger han sikkert igen i 2019, hvor han kan forventes atter at være den store kaptajn i de nordlige klassikere. Han har dog hidtil haft det svært i de hårdeste af de flamske klassikere, og han har formentlig fortsat ikke et niveau, hvor han kan drømme om mere end højst en top 10 i Omloop Het NIeuwsblad, E3 og Flandern Rundt. Til gengæld er han blevet nr. 2 i Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem, og sammen med Dwars door Vlaanderen er det løb, han bør gå efter at vinde.
Størst chance har han dog i Milano-Sanremo, hvor han vandt i 2016 og sidste år blev nr. 3. Han har vist, at han er fremragende til at afslutte efter et langt og hårdt løb, og det gør ham til den ideelle vinderkandidat i den italienske klassiker. For to år siden kørte han i top 10 i Paris-Roubaix, og næste skridt må være at forsøge at være med i den gruppe, der kører om podiepladserne.
I år har holdet imidlertid også en anden kandidat. Som beskrevet ovenfor er Stefan Küng delvist hentet ind for at styrke brostenstruppen, og det bør han i den grad kunne. Hos BMC var han låst i en rolle som hjælper for Greg Van Avermaet, mens i fransk tjeneste bør han kunne få væsentligt mere frihed. Særligt Paris-Roubaix må være skabt til ”Den nye Cancellara”, men hans store motor burde også passe godt til særligt Flandern Rundt og E3. Og vi må ikke glemme, at Ramon Sinkeldam faktisk tidligere har gjort det godt i Helevedet i Nord, hvor han er tidligere vinder af U23-udgaven. Endelig er det nærliggende at tro, at Marc Sarreau vil få chancen for at jagte en podieplads i Scheldeprijs, som Demare ofte skipper.
I Ardennerne har holdet knap så meget at komme med. Efter sejren i Il Lombardua sagde Thibaut Pinot ellers, at han også burde forsøge at vinde i Liege, men den ambition synes i første omgang at være skrinlagt. Til gengæld har Rudy Molard gjort store fremskridt i de senere år og var i 2017 i top 10 i Fleche Wallonne. Han burde kunne gå efter en top 10 i både Fleche og Liege. David Gaudu kom også tilbage på sporet i efteråret og kan forhåbentlig i 2019 endelig indfri sit potentiale. Særligt Fleche Wallonne er skræddersyet til ham. Anthony Roux nåede i 2018 et helt nyt niveau, som særligt blev tydeligt med 3. pladsen i San Sebastian, og han kunne derfor være en option i særligt Amstel Gold Race. Endelig imponerede Valentin Madouas stort i 2018, særligt i Paris-Tours, og ligner en fremtidig klassikerstjerne. Han får forhåbentlig chancen i Ardennerne i 2019.
Demare har før vundet Hamburg Cyclassics, hvor han i år blev nr. 2, og det tyske løb må igen være et stort mål. Forhåbentlig giver han også Bretagne Classic et skud, da det hårde bretonske løb burde passe ham ideelt. Roux vil helt sikkert jagte mere succes i San Sebastian, måske sammen med Molard og Gaudu, ligesom han bør have gode chancer i de canadiske klassikere, hvor hans punch tidligere har indbragt en podieplads. Sluttelig har Pinot ikke lagt skjul på, at han drømmer om at gentage jubeloplevelsen fra årets italienske klassikere, og han har naturligvis særligt blik på et muligt titelforsvar i Lombardiet, hvor det også skal blive interessant at følge Gaudu, hvis han stadig har energi efter en lang sæson.
Hvad kan vi forvente i grand tours?
De seneste sæsoner har været præget af en uenighed mellem manager Marc Madiot og holdets store stjerne, Thibaut Pinot. Sidstnævnte har nemlig stor kærlighed til de italienske løb og har i de seneste to sæsoner haft held til at overtale sin chef til at køre Giroen. Betingelsen har været, at han også efterfølgende skulle præstere i Touren, men sådan er det ikke gået. I 2017 var han langt fra sit topniveau i det franske løb, og i år kom han slet ikke til start på hjemmebanen, efter at en slem lungebetændelse havde sendt ham ud af Giroen bare 24 timer inden afslutningen.
Denne gang er der derfor heller ingen diskussion. I flere måneder har det stået klart, at Madiot ikke giver sig igen, og Pinot selv synes da også at være tilfreds med at gøre Touren til sit altoverskyggende mål i 2019. Den sult er næppe blevet mindre, efter at ruterne er blevet præsenteret. Den meget bjergrige menu i Frankrig er nemlig perfekt for Pinot, der i de senere år har kørt temmelig dårlige enkeltstarter, og han vil også kunne glædes over, at den første uge, der altid har været hans største udfordring, denne gang virker mindre stressende.
Der er derfor heller ingen tvivl om, at FDJ kommer til Touren med det entydige mål at hjælpe Pinot tilbage til det podium, han senest betrådte i 2014. Det er naturligvis en svær opgave, men ikke en umulighed, hvis han kan finde de ben, der gjorde ham til en altædende skikkelse i årets italienske klassikere. Ser man bort fra sygdommen under Giroen, var Pinot vel egentlig generelt bedre end nogensinde gennem det meste af 2018, og det virker derfor kun naturligt, at han stræber højt i Frankrig.
Pinots gode muligheder skaber imidlertid et andet problem. I de seneste to år har holdets anden kaptajn, Arnaud Demare, været hovedmand i Touren, og han har med to etapesejre leveret varen. Han er imidlertid så afhængig af sit tog, at han vil skulle optage halvdelen af en Tour-trup, og derfor er det vanskeligt at kombinere både Pinots og Demares interesser på de små ottemandshold, der nu er virkeligheden.
I et interview for et par uger siden gav William Bonnet udtryk for, at der næppe bliver plads til Demare i næste års Tour, og det kunne også ligne det logiske udfald igen at splitte de to kaptajner på samme måde, som man gjorde det i 2016. Mens man vil kunne sende Pinot til Touren med sine klatrere Sebastien Reichenbach, Steve Morabito og Georg Preidler samt nogle stærke fladbanefolk som Stefan Küng og Anthony Roux, vil Demare kunne bringe hele sit tog med til Giroen, hvor han vil kunne stille til start so en af de absolutte topsprintere. Det er i hvert fald i den retning, tingene peger lige nu, men det er værd at bemærke, at Demare endnu ikke offentligt har afskrevet sig endnu en Tour-deltagelse.
Demare har aldrig kørt mere end én grand tour, og det virker usandsynligt, at han vil skulle til start i Vueltaen. Det kunne derfor være endnu en chance for Marc Sarreau, der i år kørte fornuftigt i den spanske grand tour. Pinot leger også fortsat med tanken om ligesom i år at finde Lombardiet-form i det spanske løb, men det virker stærkt usandsynligt, at han denne gang vil jagte klassementet. I år vil han have Touren i benene, og stiller han til start i Spanien, vil det derfor primært være med klassikerforberedelse og etapesejre som mål.
Der burde derfor også blive lidt plads til Reichenbach og David Gaudu. Særligt Gaudus sæsonprogram imødeses med spænding, efter at Pinots lungebetændelse i år betød, at han uventet blev kastet for løverne i Touren. Desværre havde han ikke sit bedste år, men særligt hans stærke efterår viser, at han fortsat er et af Frankrigs store talenter. Om han allerede nu er klar til at satse på klassementet, er nok tvivlsomt, men et forsigtigt bud vil være, at han vil få en vis frihed til at forsøge sig i enten Giroen eller Vueltaen, formentlig førstnævnte.
Det vil nemlig kunne give Reichenbach en chance i Spanien. Allerede for to år siden blev han lovet en kaptajnrolle i Vueltaen, men det blev ødelagt af en skade. I år var han også ramt af skader og sygdom i efteråret, men kan han holde sig rask, burde han have en top 10 i benene. Han har i hvert fald i de seneste to udgaver af Giroen klatret med verdens allerbedste, og nu fortjener han at forsøge sig på egen hånd, formentlig efter at have hjulpet Pinot i Touren. Følger man den plan, vil FDJ trods en ret smal trup med kun få stjerner, komme til start i alle tre grand tours med gode muligheder for at levere resultater i et væld af forskellige sammenhænge.
Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?
FDJs afhængighed af de to kaptajner, Arnaud Demare og Thiabut Pinot, betyder også, at de vil føre an i de fleste WorldTour-løb. Som nævnt ovenfor vil Demare i årets første måneder formentlig kun i meget begrænset omfang køre andet end store klassikere, men Pinot har ikke lagt skjul på, at han med Touren som hovedmål kan finde plads til at gøre de ugelange etapeløb til et større fokus. De præcise planer er endnu ikke meldt ud, men det står klart, at Volta a Catalunya vil være et af målene. Han er stadig i tvivl, om han vil satse på Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, hvoraf sidstnævnte ofte har været hans foretrukne, og derudover virker det nærliggende, at han skal tilbage til Tour de Romandie, hvor han før har haft succes. Samlet giver det tre ugelange etapeløb, hvor forventningen altid må være, at Pinot kører med om sejren.
Holdet har imidlertid også andre optioner. Rudy Molard, Sebastien Reichenbach og David Gaudu vil alle være i stand til at køre klassement i WorldTour-løb, men hvordan de fordeler opgaverne, er uklart. Alle er de nemlig hæmmet af dårlige enkeltstarter, og de er derfor ikke prototyperne på topkandidater i den slags løb. Reichenbach plejer at være temmelig bundet til Pinot, men Gaudu og Molard fik i 2018 mange frihedsgrader. Molard vil helt sikkert gerne tilbage til Paris-Nice, hvor i år vandt en etape, ligesom også Vuelta al Pais Vasco passer ham, mens Gaudu med udsigt til en muligt Giro-debut meget vel kunne tænkes at bruge Volta a Catalunya og Tour of the Alps som opvarmning,
For Demare vil første del af sæsonen handle om klassikerne, men derudover handler det om at vinde så meget som muligt i massespurter. Han plejer at være til start i de fleste af de store franske etapeløb, og mon ikke vi igen ser ham gå efter en etapesejr i Paris-Nice og måske også Criterium du Dauphiné? Derudover plejer han at være til start i mange mindre franske løb, hvor han ofte opnår et hav af sejre.
Det er også på den franske hjemmebane, at Marc Sarreau har gjort sig gældende. Man kan håbe, at han i 2019 kan vise sig frem i udlandet også, men uanset hvad burde han ligesom i år vinde en del spurter i hjemlandet. Det skal kombineres med nogle af de mere sprintervenlige WorldTour-løb som Tour de Pologne og måske Tour Down Under, hvor han kan tage endnu et skridt på den store scene.
Anthony Roux havde en fantastisk 2018-sæson og må være sulten efter mere til næste år. Som nævnt ovenfor har han gode muligheder i mange af klassikerne, men derudover vil han være et våben i mange af de kuperede franske endagsløb og etapeløb. I det hele taget er FDJ altid meget synlige i Frankrig, hvor der altid bliver muligheder til flere forskellige folk. Især skal det blive interessant at se Valentin Madouas fortsætte sin udvikling, og han burde i hvert fald vinde etaper og endagsløv i løbet af sæsonen. Også Olivier Le Gac bliver stærkere og stærkere, men er hæmmet af ikke at være en udpræget vindertype. Og så kan man ikke udelukke, at lead-out-folkene Jacopo Guarnieri, Daniel Hoelgaard og Ramon Sinkeldam for lov at spurte en gang eller to undervejs.
Stefan Küng burde være garanti for sejre på enkeltstarter, også på den helt store scene i WorldTouren. Nu har han også to gange vundet enkeltstarten i BinckBank Tour, og det må være på tide, at han undgår uheld og også kører med om den samlede sejr. Samtidig kunne det være sjovt at se ham i franske grusvejs- og brostensløb som GP Denain og Tro-Bro Leon. Endelig har Miles Scotson også vist, at han er i stand til at køre med om sejren på enkeltstarter, selv på WorldTouren, og det kan forhåbentlig gøre igen i det kommende år.
Hvem kan overraske?
Lige siden han som helt ung satte tider på La Planche des Belles Filles-stigningen, der var hurtigere end det, man så i Touren, har David Gaudu været udskreget som den næste store franske klatrer. Han levede i 2017 da også med det samme op til forventningerne med en top 10 i Fleche Wallonne og en storslået præstation på kongeetapen i Volta a Catalunya.
Desværre blev 2018 ikke et godt år, og han fandt først formen til allersidst. Heldigvis kørte han fornemt i september og oktober, hvor særligt hans fabelagtige arbejde for Pinot i Milano-Torino sent vil blive glemt. Forhåbentlig har han nu fundet den stabilitet, han hidtil har manglet, og det burde kunne skabe basis for det helt store gennembrud i 2019. Et godt bud er som sagt, at han skal kastes for løverne i Giroen samt måske atter forsøge sig i Fleche Wallonne, men målet må først og fremmest være, at han i løbet af året viser, at han kan matche de allerbedste i bjergene på WorldTouren.
Modsat Gaudu havde Valentin Madouas et fantastisk 2018. Den nyprofessionelle franskmand var her, der og allevegne og var særligt imponerende til allersidst, hvor han vandt Paris-Bourges og var med helt fremme i en brutal grusvejsudgave af Paris-Tours. Det er en indikation af, at han har taget endnu et skridt, og det kan gøre ham til en af 2019-sæsonens store oplevelser. Han kan klatre i kuperet terræn og har en god afslutning og er derfor prototypen på en lovende endagsrytter. Det bør kaste resultater af sig i Frankrig, ligesom han bliver spændende at følge i de store klassikere.
Endelig fortjener Benjamin Thomas også at blive nævnt. Banerytteren tog hele cykelverdenen med storm i 2017, hvor han opnåede et hav af topplacering for Armee-mandskabet i relativt store 2.HC-løb. Desværre blev hans første år på WorldTouren en stor skuffelse, men forhåbentlig var der tale om et nyttigt og lærerigt år. Han sluttede pænt af på enkeltstarterne i Vueltaen, og det kunne tyde på, at han er ved at vænne sig til de nye udfordringer. Man skal ikke forvente de store resultater på WorldTouren, men med sin evne til at angribe i finalerne har han vundet flere løb på niveauet derunder. Det kan han forhåbentlig gøre igen i det kommende år.
Læs optaktsartiklerne om de andre hold her.