Nedenfor giver vi en analyse af Bahrain-Merida.

Ryttere, der bliver på holdet

Valerio Agnoli, Yukiya Arashiro, Grega Bole, Sonny Colbrelli, Chun Kai Feng, Ivan Harcia, Heinrich Haussler, Kristijan Koren, Matej Mohoric, Antonio Nibali, Vincenzo Nibali, Domen Novak, Mark Padun, Hermann Pernsteiner, Luka Pibernik, Domenico Pozzovivo, Meiyin Wang

Nye ryttere

Rohan Dennis (BMC Racing Team), Damiano Caruso (BMC Racing Team), Dylan Teuns (BMC Racing Team), Marcel Sieberg (Lotto Soudal), Jan Tratnik (CCC Sprandi Polkowice), Phil Bauhaus (Team Sunweb), Andrea Garosio (d’Amico-Utensilnord), Stephen Williams (SEG Racing Academy)

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Ryttere, der forlader holdet

Giovanni Visconti (?), Franco Pellizotti (stopper karrieren), Ion Izagirre (Astana Pro Team), Enrico Gasparotto (Team Dimension Data), Borut Bozic (stopper karrieren), Kanstantsin Siutsou (?), Gorka Izagirre (Astana Pro Team), Ramunas Navardauskas (Delko Marseille Provence), Niccolo Bonifazio (Direct Energie), Manuele Boaro (Astana Pro Team), David Per (Adria Mobil)

Hvordan gik transfersæsonen?

Bahrain-Merida er stadig et ungt hold, der er ved at finde sin identitet. Oprindeligt var det primært kendt som Vincenzo Nibalis hold, men især i 2018 var det meget mere end det. Faktisk havde den italienske stjerne et temmelig resultatfattigt år, men alligevel blev holdet nr. 7 på WorldTour-ranglisten. Det siger en del om, at det er lykkedes holdet at blive til meget mere end bare et mandskab bygget op om én stjerne.

Det er umuligt at få indsigt i holdenes budgetter, men der er ingen tvivl om, at Bahrain-Merida har adgang til en god portion arabiske oliemillioner. Det viste de med deres ret aggressive transferstrategi forud for debuten i 2017, hvor de købte sig til tilstrækkeligt mange point til at sikre sig adgang til WorldTouren. Specielt fik det meget opmærksom, at de købte Ion Izagirre ud af dennes kontrakt med Movistar, først og fremmest fordi han med et hav af topplaceringer i ugelange etapeløb figurerede i toppen af WorldTour-ranglisten.

Den slags kapital har gjort det muligt at være meget aktive på transfermarkedet. Allerede sidste år blev der oprustet en del, da man hentede Domenico Pozzovivo, Gorka Izagirre og Matej Mohoric til holdet, og de var alle stærkt medvirkende til den ganske succesrige sæson. Alligevel er det tydeligt, at holdet slet ikke stiller sig tilfredse endnu, for også denne gang har de været blandt de mest aktive på indkøbsmarkedet. Igen er der hentet ganske store navne til holdet, men til gengæld ryddes der også kraftigt ud i profilerne, og det vil derfor være et markant forandret mandskab i 2019, selvom Nibali fortsat er spydspids.

Først og fremmest har holdet være lynhurtige til at udnytte usikkerheden om BMCs fremtid. Da rytterne i ganske måneder i løbet af foråret og forsommeren befandt sig i et limbo, hvor de ikke vidste, om de var købt eller solgt, stod den bahrainske prins klar med lukrative kontrakter, der overtalte hele tre af det amerikanske holds største stjerne til at forlade den synkende skude.

Af dem er den største profil naturligvis Rohan Dennis, der naturligvis er en markant forstærkning af ethvert hold. Alene hans regnbuetrøje vil garantere masser af opmærksomhed om holdet, og hans knusende dominans på enkeltstarterne vil være en garanti for et hav af sejre, også på allerhøjeste niveau. Desværre tyder meget på, at holdet har ladet sig overtale til at hoppe med på det tåbelige grand tour-projekt, hvor australieren kæmper en næsten håbløs kamp for at gøre sig gældende i de tre uger lange etapeløb. Der har været lidt konfliktende meldinger om, hvad målene skal være for 2019, men heldigvis står det klart, at 2020 primært handler om OL i Tokyo. Det kan forhåbentlig betyde, at han i hvert fald til den tid vil koncentrere sig om ugelange etapeløb, hvor hans potentiale er langt større, samt ikke mindst at forsætte sin dominans på enkeltstarterne, hvor der skal kæmpes for at fastholde positionen øverst i hierarkiet. Gør han det, er han et drømmekøb, mens der er en risiko for, at holdet ikke får det optimale ud af investeringen, hvis han fortsætter sin jagt på et grand tour-resultat, der næppe er inden for hans rækkevidde.

Dennis kan både køre ugelange etapeløb og agere en vigtig hjælper i grand tours, og det samme kan en anden af de nytilkomne fra BMC. Damiano Caruso er i de seneste to år blevet nr. 2 i både Tirreno-Adriatico og Tour de Suisse, og det siger en del om evnerne. Det er dog samtidig værd at bemærke, at mange af hans bedste etapeløbsresultater er baseret på en holdløbssejr til BMC, men hos Bahrain-Merida kan han ikke vente at få samme fordel forærende. Her skal han i højere grad selv levere, og så skal vi nok snarere kigge i den nedre del af top 10 fremfor i toppen af klassementet for at finde Carusos navn. Det ændrer dog ikke på, at han vil være et ekstra kort i ugelange etapeløb, men først og fremmest er han en meget værdifuld forstærkning som hjælper for Nibali i bjergene.

Der er i den grad også brug for forstærkning på netop de to områder. Ganske overraskende lykkedes det nemlig ikke for manager Brent Copeland at holde på de to Izagirre-brødre, der begge smutter til Astana. Holdet har da heller ikke lagt skjul på, at det skifte bestemt ikke var med deres gode vilje, og det er ganske forståeligt. Begge bidrog de nemlig med en stor del af pointhøsten i ugelange etapeløb, hvor særligt Ion er en garanti for resultater, og den yngste af de to brødre viste endda i årets Vuelta, at han også kunne have fungeret som en tredje grand tour-kaptajn ved sine af Nibali og Pozzovivo. De efterlader derfor et meget stort toprum, både som klassementsryttere og bjerghjælpere, og det kan Dennis og Caruso formentlig kun delvist udfylde.

I år kørte holdet flot i Ardennerne med Enrico Gasparotto og Domenico Pozzovivo, selvom Nibali og Izagirre desværre faldt igennem. Uheldigvis lykkedes det ikke at holde på den italienske veteran, der ellers viste, at han fortsat er konkurrencedygtig på den store scene. Lykkeligvis har man fundet en langt bedre erstatning i stortalentet Dylan Teuns. Det kan godt være, at hans forårssæson denne gang blev lidt af en fiasko, men med en forrygende Vuelta og ikke mindst en 3. plads i Il Lombardia fik han sidst på sæsonen vist, at hans potentiale er kolossalt. Kan han fortsætte den udvikling, vil holdet have en af favoritterne til de kuperede endagsløb, hvor han sammen med Pozzovivo og Nibali kan udgøre en forrygende trio, og da han samtidig sidst på året forbedrede sin enkeltstart markant og i Vueltaen og Paris-Nice viste forbedrede evner på lange stigninger, kan han samtidig måske også gøre sig gældende i kortere etapeløb. Med andre ord er der her tale om en markant forstærkning.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Desværre er de to gange Izagirre og Gasparotto ikke de eneste markante farvel. Lidt overraskende valgte holdet ikke at forlænge kontrakten med Giovanni Visconti. Ganske vist havde han ikke sine bedste år hos araberne, men han vandt trods alt Giro dell’Emilia og tre etaper i årets Østrig Rundt, hvor han var decideret flyvende. Først og fremmest har han stor erfaring og er en vindertype, og derfor kunne man måske nok have brugt ham i 2019, særligt fordi han også er en god hjælper i grand tours.

Man kan nemlig ikke komme uden om, at holdet er svækket i bjergene. Det skyldes først og fremmest tabet af Izagirre-brødrene, men man vinker også farvel til to veteraner, der begge trods deres høje alder har vist deres pålidelighed i de tre uger lange etapeløb. Nibalis tro væbner, Franco Pellizotti, sætter sig i stedet sportsdirektørbilen efter et efterår, hvor han atter viste, at han trods de 40 år stadig kunne gøre sig gældende. Holdet må også sige farvel til altid stabile Kanstantsin Siutsou, der trods sine mange skader de seneste år viste evnerne med forårets samlede sejr i Tour of Croatia, men som desværre blev fanget med fingrene nede i krukken med forbudte medikamenter. Begge vil de blive savnet for både deres erfaring og klatreevner.

Holdet har i første omgang været mest kendt for deres præstationer i etapeløbene og med Sonny Colbrelli i endagsløbene. I massespurterne har de spillet en mindre rolle, selvom Colbrelli har vist sig frem i ny og næ. Holdets eneste mere klassiske sprinter har været Niccolo Bonifazio, der desværre gik lidt i stå hos araberne. Trods en relativt fornuftig Giro, der gav flere podieplaceringer, smutter han nu til Direct Energie, men det betyder ikke, at holdet helt dropper massespurterne.

Bonifazio erstattes nemlig af Phil Bauhaus, og det er et ganske spændende valg. Den unge tysker viste i sidste års Dauphiné samt i årets Abu Dhabi Tour, at han er hurtig nok til slå de allerbedste, og han har nu ladet sig lokke af en kaptajnrolle på Bahrain-Merida, hvor han vil være førstevalget i de fleste massespurter. På Sunweb kneb det med at få den nødvendige plads, men det vil han gøre i de nye omgivelser. Det skal blive meget interessant at se, om den satsning giver pote. Potentialet er i hvert fald ganske lovende, ikke mindst fordi man samtidig har sikret sig Marcel Sieberg, der som mangeårig styrmand i Greipels tog er en gave for enhver ung sprinter.

En anden spændende nyerhvervelse er Jan Tratnik, der efter en periode med spiseforstyrrelser, som fik karrieren til at gå i stå, i de senere år er blomstret på CCC. Særligt har han udviklet sig til lidt af en tempospecialist, men han er samtidig en god afslutter med potentiale i kuperet terræn. Det skal blive ganske interessant at se, om Bahrain kan gøre ham til den klassikerrytter, han umiddelbart har potentialet til at blive.

Det er også en del af holdets mission at udvikle unge ryttere. Derfor har de været flittige til at hente unge talenter, og det gør de også i år, hvor to opkomlinge får chancen. Det gælder først og fremmest den meget spændende brite, Stephen Williams, der i år vandt en etape og blev samlet nr. 5 i Baby-Giroen, ligesom han vandt bjergløbet Ronde de l’Isard. Han har utvivlsomt potentiale til at blive en meget spændende etapeløbsrytter. Derudover er der også blevet plads til Andrea Garosio, der måske ikke har de helt samme resultater, men som med sine klatreevner alligevel er en af de mest spændende på en ikke alt for lovende italienske U23-scene.

Endelig siger holdet farvel til et par hjælpere. Erfarne Borut Bozic kører meget passende cyklen i garagen efter et par år, hvor niveauet har manglet, og desværre vælger man også at sige farvel til Ramunas Navardauskas, som meget vel kan have fået en ellers lovende karriere ødelagt af en hjertesygdom. På baggrund af de seneste to år er der dog ikke tale om et stort tab. Også Manuele Boaro, der ellers en meget loyal og solid, kan erstattes, og det samme kan den tidligere vinder af U23-udgaven af Flandern Rundt, David Per, der desværre slet intet viste i sine to år på holdet.

Samlet set er det således et ganske forandret Bahrain-mandskab, der kan tage hul på 2019-sæsonen. Desværre synes der umiddelbart at være tale om et svækket hold, for særligt Ion Izagirre er meget svært at erstatte, og det er indiskutabelt, at Nibali i hvert fald ikke vil have samme støtte i bjergene. På den anden side burde Dennis og Bauhaus begge kunne sikre, at der bliver flere sejre, og i Teuns har man sikret sig et af sportens største talenter. Der er derfor slet ingen grund til at hænge med hovedet. Vi skal nok se en masse til Bahrain-Merida i 2019.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Med Vincenzo Nibali som holdets absolutte frontfigur er det klart, at etapeløbene altid har været et stort fokus for Bahrain-Merida. Ambitionen om at blive et af sportens førende mandskaber har betydet, at klassikerne dog også har fået en del opmærksomhed allerede fra start, og det var primært med det formål, at holdet var hurtige til at skrive kontrakt med Sonny Colbrelli, der igennem mange år har været en af Italiens dominerende endagsryttere.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

I tiden hos Bardiani var hans aktiviteter på især brosten dog begrænsede, og derfor handlede det første år primært om at lære. Alligevel leverede han flere topresultater i 2017, blandt andet en top 10-placering i Flandern Rundt samt sejr i Brabantse Pijl, og det skabte store forventninger frem mod 2018, hvor han dog fik foråret ødelagt af sygdom.

Det har imidlertid ikke reduceret ambitionerne. Tværtimod viste Colbrelli i anden del af sæsonen med særligt 2. pladsen bag Peter Sagan på 5. etape af Touren, at han nu skal regnes som en af verdens allerbedste puncheus. Der er derfor absolut ingen grund til at skrue ned for forventninger til Colbrelli, der atter vil være holdets absolutte ledestjerne i årets første måneder.

Colbrelli ventes derfor at være kaptajn i næsten alle løb fra Omloop Het Nieuwsblad frem til Amstel Gold Race. De hårdeste flamske løb er nok stadig en udfordring, men som stærk afslutter efter hårde løb ligger Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Milano-Sanremo, Dwars door Vlaanderen og ikke mindst Gent-Wevelgem perfekt til ham. Målet må her være at køre efter sejren, men også på de hårdere ruter i Omloop Het Nieuwsblad, E3 Harelbeke og Flandern Rundt skulle han gerne komme et skridt nærmere de bedste. Til gengæld skipper han formentlig Paris-Roubaix, der ikke passer ham, og det er da også her, at araberne får det sværest. Man kan håbe, at talentfulde Ivan Garcia kan vise sig lidt frem sammen med veteranen Marcel Sieberg, der før har været i top 10, men man skal bestemt ikke forvente arabiske mirakler i Helvedet i Nord.

I år er Colbrelli imidlertid ikke alene om kaptajnrollen. Efter sejren i BinckBank Tour har Matej Mohoric givet udtryk for, at han i 2019 vil forsøge sig i brostensklassikerne. Det giver også god mening efter et fabelagtigt 2018, men vi så samtidig i det hollandsk-belgiske etapeløb, at hans statur er lidt for spinkel til de toppede brosten. Det er derfor svært at se ham blande sig helt fremme, men i første omgang må det også handle om at samle erfaring i nogle løb, han hidtil har negligeret.

Når brosten bliver til bakker, har Colbrelli sine to måske allerbedste chancer. Særligt Brabantse Pijl, hvor han i de seneste to år er blevet hhv. nr. 1 og 2, passer ham som fod i hose, og her har han store muligheder for at tage endnu en klassikersejr. Derefter gælder det Amstel Gold Race, hvor han tidligere er blevet nr. 3, og hvor han på den nye, mere sprintervenlige rute vil have en reel chancen for at vinde. Begge løb passer også fremragende til Mohoric, og sammen vil de forhåbentlig kunne udgøre en stærk duo i finalen.

I disse to løb bil de formentlig have fået selskab af Dylan Teuns, der også har gode muligheder i især Brabantse Pijl. Det er dog i de hårdere løb, at han for alvor skal slå til. Som specialist på stejle mure blev han i 2017 nr. 3 i Fleche Wallonne, og han bør efter et efterår, der bragte ham til et nyt niveau, jagte endnu en podieplads. I efteråret blev han også nr. 3 i Il Lombardia og viste dermed, at han nu er stærk nok over de lange distancer. Derfor må forventningerne til Liege-Bastogne-Liege. I det løb vil han formentlig også få selskab af Domenico Pozzovivo, der måske ikke er kendt for sine endagsevner, men har flere top 10-placering bag sig, herunder også fra årets udgave.

Nibalis ambitiøse etapeløbsplaner betyder, at hans klassikersæson bliver kort. Liege-Bastogne-Liege står dog meget tæt på toppen af hans ønskeliste, og uanset hvad har han planer om igen at gøre det belgiske monument til et af årets store mål. Det er imidlertid også det eneste ardennerløb og vil være hans eneste endagsmål i foråret, hvor han vil skippe de øvrige ardennerløb. Naturligvis vil han også være til start i Milano-Sanremo, men det vil kræve endnu et mirakel, hvis han skal forsvare sin titel i det relativt flade monument, og Flandern Rundt er ikke på programmet i år.

I efteråret vil fokus atter rettes mod Colbrelli. Hamburg Cyclassics passer ham ikke ideelt, og her kunne det være en ide at give den hurtigere Phil Bauhaus chancen. Derefter bliver mulighederne imidlertid bare bedre og bedre. Bretagne Classic passer ham ganske godt, især hvis det ligesom i år bliver et hårdt løb, men bedst chance har han i de canadiske klassikere, der måske er de løb, der passer ham allerbedst. Med lidt bedre timing havde han måske allerede i år vundet i Montreal, og han har ganske gode muligheder for at vinde begge løb i 2019. Og skulle han fejle, er Mohoric slet ikke en dårlig plan B.

I de hårdere løb kan vi se frem til at se Teuns folde sig ud. Clasica San Sebastian passer ham godt, men deltagelse her vil kræve, at han skipper Tour de Pologne, som han har gode minder fra. Hans største mål burde dog være Il Lombardia og de italienske efterårsklassikere, hvor han i år kørte så fremragende og alle sikrede sig en podieplads i årets sidste monument. Her kan han meget vel få selskab af den dobbelte vinder Nibali, der i de senere år har gjort det til et speciale at slutte sæsonen godt af, men som denne gang kan være træt efter et hårdt år, samt af Pozzovivo, der flere gange har været i top 10 i efterårets største endagsløb.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Hvert eneste år er det et stort tema i de italienske medier, hvordan Vincenzo Nibali vil indrette sin sæson. Den erfarne italiener er stadig landets førende grand tour-rytter, og der er derfor altid mange meninger om, hvordan han skal gribe året an. Denne vinter er bestemt ingen undtagelse, og det skyldes i høj grad, at Nibali selv tydeligvis har været meget i tvivl om sine prioriteter.

Igennem det meste af efteråret forlød det, at det var ganske sikkert, at han i 2019 ville vende tilbage til Giroen efter i år at have satset på Touren. Den officielle udmelding kom imidlertid aldrig, og da ruterne blev præsenteret begyndte usikkerheden at melde sig. Her stod det nemlig klart, at Nibali var stærkt inspireret af en Tour, der byder på adskillige bjerge i højderne, hvor han traditionelt har gjort det godt, samt kun meget lidt enkeltstart. Samtidig har det aldrig været en hemmelighed, at holdledelsen altid har foretrukket at se ham i Frankrig, og da stjernen selv kom med sine første udmeldinger, stod det klart, at han denne gang var meget i tvivl om sine prioriteter.

Tilsyneladende har det denne gang været for svært at vælge. Selvom han i sin karrieres efterår egentlig ikke har plads til at tage mange chancer, har han valgt at kaste sig ud i et projekt, der kan knække selv den bedste. For tredje gang vil italienernes store helt nemlig kaste sig ud i det måske allersværeste cykelprojekt, den frygtede Giro-Tour-double, og for første gang nogensinde med det formål at køre klassement begge steder. Formentlig har det ganske enkelt været for svært ikke både at tilgodese de italienske fans og at udnytte den mulighed, en gunstig Tour-rute giver.

Nibali ved dog, at det er en svær udfordring, og han har derfor været meget klar i sin prioritering. Giroen er det indiskutable hovedmål, og han vil i første omgang sætte alt ind på at sikre sig en tredje sejr på hjemmebanen. Først når den fede dame har sunget i Verona i begyndelsen af juni, vil han fastlægge de endelige målsætninger for Touren, og selvom målet som udgangspunkt også her er sejren, kan det blive ændret, når sommeren har meldt sig.

Uanset hvad kan det blive meget svært for Nibali at vinde et af de to løb. De seneste to år har tydeligt vist, at han med alderen har mistet de få procent, der tidligere gjorde ham til en af verdens bedste, og på en rute med tre enkeltstarter, hvor Tom Dumoulin og Primoz Roglic begge ventes som modstandere, bliver det overordentligt svært at lave hattricket i Giroen. Målet kan aldrig være mindre end sejr, men reelt må en podieplads være at betragte som en succes.

I Touren bliver det endnu sværere. Ikke blot er feltet stærkere, kombinationen af de to grand tours er også en yderst vanskelig sag, der ikke gøres lettere af, at der i 2019 er en uge mindre at komme sig imellem de to løb. En podieplads vil derfor være en enorm succes, men det kunne meget vel ende med, at Nibali ender med i stedet at jagte etapesejre, hvis klassementet viser sig at være uden for rækkevidde.

Taberen i Nibalis ambitiøse spil er Domenico Pozzovivo. I år var blot en enkelt dårlig dag, der kostede ham en podieplads, og faktisk virkede den lille italienske veteran til måske at være bedre end nogensinde. Han har en livslang drøm om endelig at slutte i top 3 på hjemmebanen, men den må han udskyde endnu et år. I 2019 er han nemlig udset som en luksusløjtnant i Giroen, hvor man dog ikke helt kan udelukke, at Bahrain- Merida faktisk vil holde ham inde i klassementet for at sikre sig to kort at spille i den taktiske kamp. Hans helt store personlige mål vil dog være Vueltaen, hvor han vil stille til start som soleklar kaptajn, og her vil han som udgangspunkt have gode muligheder for en top 5 og måske endda en top 3 afhængig af feltets sammensætning. Damiano Caruso vil være Nibalis anden vigtige hjælper, og han kunne meget vel ende med at være ved kaptajnens side i både Giroen og Touren.

I teorien har holdet en tredje klassementsrytter i Rohan Dennis. Australieren har som bekendt som mål at udvikle sig til grand tour-rytter og havde oprindelig sat sig en deadline i 2020 for at finde ud af, om det var realistisk. I år lykkedes det ham for første gang at køre hele Giroen med klassementet for øje, men nu kunne noget tyde på, at han faktisk vil sætte grand tour-planerne på hold. I hvert fald er de første meldinger, at han i år skal køre Tour de France, og at hans primære mål i 2020 vil være OL i Tokyo. Det kunne derfor ligne en sæson, hvor han skal støtte en kaptajn i Frankrig. Herved håber han at udvikle sig yderligere som bjergrytter, ligesom han vil være en motor på holdløbet og kan gå efter sejren på enkeltstarten. Dernæst er det tænkeligt, at han atter vil bruge Vueltaen som ren VM-forberedelse.

Holdet har i Sonny Colbrelli og Phil Bauhaus også to sprintere. Colbrelli er måske italiener, men han synes at have mere smag på Touren, hvor han formentlig atter vil få en fri rolle til at jagte succes, især på de lidt hårdere klassikeragtige etaper. Da Nibalis chancer i Frankrig er lidt usikre, giver det også god mening at have Colbrelli med som en plan B. Nibalis store fokus på Giroen betyder samtidig, at Bauhaus formentlig først får sin chance i Vueltaen, hvor de ret hårde etaper dog ikke just er hans kop te, men hvor han på de helt flade dage faktisk har ganske gode chancer for en etapesejr. Endelig kan det ikke udelukkes, at Ivan Garcia i Vueltaen atter får lov at spurte, men han er ikke hurtig nok til at blande sig helt fremme og vil kun få chancen, hvis Bauhaus melder forfald.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Holdets store fokus på Nibali betyder, at der vil blive begrænset plads til etapejageri, men det vil være dumt ikke ved enkelte lejligheder at give Dylan Teuns og Matej Mohoric frit spil. Begge har de givet udtryk for, at de helst vil køre Touren, men her kan de blive en anelse låst, når Nibali er til start. Især i Vueltaen burde ruterne passe dem og give dem gode muligheder for at gå i udbrud og jagte gevinster til holdet.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

I år scorede holdet relativt mange point i ugelange etapeløb, hvor man i Izagirre-brødrene havde to fremragende kandidater. Deres exit komplicerer tingene ganske betragteligt, og holdet har slet ikke samme bredde i etapeløbene som i år. Det skyldes ikke mindst, at Nibali i de senere år har haft tendens til kun at være i form i forbindelse med sine vigtigste mål, og derfor kan hans resultater i kortere etapeløb i de senere år tælles på en hånd.

Det er derfor svært at forvente meget af Nibali i andre løb end grand tours og klassikere, og således vil det i høj grad være op til Domenico Pozzovivo, Rohan Dennis og Damiano Caruso at forsøge sig i løbet af foråret. Evigt stabile Pozzovivo slutter næsten altid i top 10, men hans enkeltstart betyder også, at han kun sjældent er med helt fremme. Samtidig vil en Giro-Vuelta-satsning formentlig betyde, at hans aktivitet vil være begrænset og i foråret formentlig primært være koncentreret om Tirreno-Adriatico og Tour of the Alps, hvis han da ikke skipper årets meget bjergfattige Tirreno til fordel for Volta a Catalunya.

Dennis burde til gengæld have gode muligheder. Mens det er svært at se ham som klassementsrytter i grand tours, er ugelange etapeløb med en relativt lang enkeltstart et område, han burde satse på. Med et fokus på Touren bliver det en fornøjelse at se ham forsøge sig i UAE Tour, Tirreno-Adriatico, Vuelta al Pais Vasco samt Tour of California. Fraværet af en enkeltstart i sidstnævnte er dog et stort slag, men til gengæld giver den bjergfattige Tirreno-rute ham en stor chance for faktisk at vinde i Italien. Caruso er altid en solid top 10-kandidat, men uden et BMC-hold til på holdløb at give ham et forspring, er han ikke en podiekandidat.

En fjerde option kunne være Dylan Teuns. Den unge belgier er først og fremmest klassikerrytter, men i løbet af 2018 forbedrede han sin enkeltstart mærkbart. Samtidig blev han langt bedre på lange stigninger, og pludselig burde han derfor have muligheder i etapeløb uden høje bjerge. Sidste år var han med helt fremme i Paris-Nice, og i 2019 kunne man meget vel se ham forsøge sig både i det franske løb samt i Vuelta al Pais Vasco, hvor eksplosive stigninger passer ham, ligesom Tour de Pologne atter burde være et mål, ikke mindst hvis han skipper Touren. Endelig kan man håbe, at Mark Padun og Hermann Pernsteiner får lov at køre et par klassementer, især i mindre løb.

Holdet har som sagt satset meget på at bygge et tog op om Phil Bauhaus, og kan han undgå sygdom og skader, kan det blive godt. Sejrene i Dauphiné og ikke mindst Abu Dhabi Tour vidner i hvert fald om potentialet. Han er en tung rytter, der helst skal forsøge sig i relativt flade løb, men der burde være gode muligheder på WorldTouren i løb som Tour Down Under, UAE Tour, TIrreno-Adriatico, Tour de Pologne, BinckBank Tour og Tour of Guangxi. Målet må være i hvert fald at vinde et par gange, dog ikke nødvendigvis på WorldTouren.

Sonny Colbrelli vil have megen fokus på klassikerne og Touren, men han plejer også at finde plads til at jagte etaper i nogle af de hårdere etapeløb som Tour de Romandie og Tour de Suisse. Derudover plejer han at være garant for i hvert fald et par sejre i nogle af de mange italienske endagsløb. Vi kan også forvente endnu mere fra Matej Mohoric i 2019, men det er stadig svært helt at kategorisere ham. Han vandt ganske vist med lidt held BinckBank Tour, men hans dårlige enkeltstart gør ham ikke til den oplagte etapeløbsrytter. Tour de Pologne og Tour of Guangxi kunne passe ham, men først og fremmest kan vi se frem til at se ham angribe i snart sagt ethvert etape- og endagsløb, og det synes helt givet, at han atter bliver en af årets mest synlige ryttere. En rytter med mange af de samme karakteristika er Jan Tratnik, der forhåbentlig kan vise sig frem i endagsløb og korte etapeløb uden store bjerge, hvor han til forskel fra Mohoric kan gøre brug af sin fremragende enkeltstart.

Endelig vil Dennis naturligvis stille til start som storfavorit i snart sagt enhver enkeltstart, og han burde være garant for mindst en håndfuld sejre på WorldTouren. Og især vil det naturligvis være vigtigt, at han til september sikrer sig endnu et år i regnbuetrøjen.

Hvem kan overraske?

En af de nyprofessionelle, der gik lidt under radaren i den megen hype om særligt Egan Bernal, er Mark Padun. Ukraineren havde imidlertid et fremragende år. Han viste første gang sine evner som stærk hjælper for Ion Izagirre på 5. etape i Vuelta al Pais Vasco og satte derefter alle Giro-stjernerne til vægs, da han vandt sidste etape af Tour of the Alps på VM-ruten i Innsbruck. Senere knuste han al modstand på en stor dag i Hammer Climb ved Hammer Limburg, inden hans efterår, der dog indbragte topresultat ved VM for U23-ryttere, blev ødelagt af sygdom og skader.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Padun synes at mangle en del stabilitet, men hans potentiale som klatrer er stort, og han ligner en af de mest lovende etapeløbsrytter. Han har fortsat til gode for alvor at forsøge sig i klassementet, men det får han forhåbentlig chancen for i 2019, både i og uden for WorldTouren. Og det kunne også være interessant at se ham teste sig over tre uger i Vueltaen, hvor han i år gjorde sin grand tour-debut.

Phil Bauhaus fik ikke specielt meget opmærksomhed på Sunweb, men det fortjener han. Efter Giroen i 2016 gjorde han nemlig kolossale fremskridt og viste samme år i Dauphiné og BinckBank Tour samt i år med sejren i Abu Dhabi, at hans topfart hører til blandt de højeste i feltet. På Bahrain får han nu et dedikeret tog med særligt erfarne Marcel Sieberg som sin styrmand. Lykkes det projekt, har han potentialet til at vinde ganske mange sejre.

Det er også værd at fremhæve Hermann Pernsteiner. Den tidligere mountainbiker skuffede lidt i året første måneder, men i Vueltaen viste han markant fremgang. Han vandt også det hårde endagsløb GP Lugano og blev nr. 2 i Østrig Rundt. Han er en helt ren klatrer, der nok aldrig bliver den helt store klassementsrytter, men han bliver interessant at følge i bjergene. Hvor langt potentialet rækker, er lidt uklart, men giver Vueltaen ham det boost, man ofte ser, kan han blive spændende.

Det samme kan Jan Tratnik, der kørte fremragende enkeltstarter i 2018, og formentlig vil have stor gavn af at være på et større hold med mere ekspertise. Kortere etapeløb uden høje bjerge og kuperede endagsløb burde passe det slovenske talent, der endelig er på vej til at indfri sit potentiale.

Og ja, naturligvis forventer vi også endnu bedre præstationer fra fænomenale Matej Mohoric, men man kan jo ikke blive ved med at blive overrasket over den slovenske mirakelmand.