Løbets rolle og historie

Traditionelt har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse været kendt som de store forberedelsesløb til Tour de France. Begge løb er imidlertid meget bjergrige og har kun ganske få - hvis nogen overhovedet - muligheder for de rene sprintere. Der er typisk adskillige chancer for klassikerrytterne og de stærkeste af de hurtige folk, men for de helt tunge drenge er der ikke megen grund til at rejse til Frankrig eller Schweiz. Nogle af dem har af og til været til start i løbene, men det har primært været for at arbejde på klatreformen.

I de seneste år har der været en alternativ vej til Touren for sprinterne. Det lille hollandske etapeløb ZLM Tour har fundet sin rolle som det perfekte forberedelsesløb for de store lead-out-tog. Efter at have været afviklet i september blev det i 2004 flyttet til juni, og siden da er dets status gradvist vokset, således at det i de seneste par år har været den store generalprøve til de store massespurter, der vil finde sted i Frankrig i næste måned.

Løbet blev første gang afviklet som et endagsløb for amatører fra 1971 til 1986 og blev fra 1987 et tredagesløb. I 1990 blev det udvidet til fire dage og fik navne Teleflex Tour. Et år senere tilføjede man en kuperet etape i Limburg-provinsen, men måtte i 1998 igen nedskalere det til fire dage, da Teleflex trak sig som sponsor, hvorfor man skiftede navn til Ster delBeloften.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

En tiårig kontrakt med Van Heeswijk Electronics i 2001 skabte gennembruddet for løbet, der nu var kendt som Ster Elektrotoer og vendte tilbage til sit femdagesformat, samtidig med at det voksede i status og blev et af de bedste professionelle etapeløb i Holland. I 2004 fik det sin nuværende placering i juni, og siden da har det fundet dels sin rolle og et helt fast format. I 2011 skiftede det navn til Ster ZLM Toer, efter at der blev underskrevet en ny sponsorkontrakt.

Desværre har løbet på det seneste været ude i en kamp for sin eksistens. Således blev det aflyst i 2018, og selvom arrangørerne med det samme erklærede deres intention om at vende tilbage, var dets langsigtede overlevelse truet. Heldigvis er det lykkedes at redde begivenheden, og det vender i år tilbage i et nytænkt format under det nye navn ZLM Tour, men med en identitet, der er helt identisk med det, vi kender fra tidligere.

Dets popularitet blandt sprinterne afspejles i dets evne til at tiltrække de største navne. I 2013 havde vi det første store sammenstød mellem Mark Cavendish, André Greipel og Marcel Kittel i det hollandske løb, og i årene 2014, 2015 og 2016 var Kittel og Greipel oppe mod hinanden i Holland. I 2017 fik de to tyskere selskab af Dylan Groenewegen, og efter at sprinterne i forbindelse med sidste års aflysning måtte søge til Slovenien for at teste sprinterbenene, vil vi igen se to af Tourens topsprintere, nemlig Groenewegen og Caleb Ewan, finpudse formen i det flade Holland.

Løbet har fundet et fast format med en teknisk prolog, to flade etaper, en kuperet etape i Limburg, der ofte ender i en tredje spurt samt kongeetapen med den hårde finale i La Gileppe. Kongeetapen, prologen og bonussekunder har typisk været afgørende, og løbet har været domineret af ardennerspecialister som den dobbelte vinder Philippe Gilbert og Enrico Gasparotto, der er skabt til den vanskelige afslutning i La Gileppe og kan begå sig i en eksplosiv prolog. Sprinterne kan imidlertid også være i spil, idet de som regel kan køre en fremragende prolog og kan score mange bonussekunder i spurterne. Hvis de kan begrænse tabet på kongeetapen, kan de tage sejren, som Greipel gjorde det i 2015. Overordnet set er det perfekt forberedelse til Touren for lead-out-tog, der kan indstudere deres automatik, mens kongeetapen giver mulighed for lidt klatring og dermed opbygge styrke forud for løbet i Frankrig.

Det nye format betyder, at løbet ændres en anelse. Den gamle kongeetape fandt sted i Belgien, men i år finder man stigningerne i den kuperede hollandske Limburg-provins, hvor lørdagens vanskeligste etape finder sted. Samtidig har man droppet den gamle Limburg-etape med den flade finale, og da de øvrige tre linjeløbsetaper i stedet alle er fladere end selv den mest veltilberedte pandekage, er løbet endnu mere sprintervenligt end vanligt. Og som sædvanligt skydes det hele i gang med en aftenprolog.

Som sagt blev løbet aflyst sidste år, men da det senest fandt sted i 2017, var det Jose Goncalves, der løb med sejren. Efter sejr på prologen havde Primoz Roglic egentlig kurs mod den samlede triumf, men Goncalves og Laurens De Plus snød sloveneren med et tidligt angreb på kongeetapen. Dermed blev det til samlet triumf for portugiseren, der sejrede foran Roglic og De Plus. Goncalves vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og da hverken Roglic eller De Plus skal vi i 2019 finde et helt ny podium.

Ruten

Som sagt har ruten ikke været ændret meget i de senere år, men efter sidste års aflysning er der dog blevet plads til nytænkning. Grundlæggende er strukturen den samme som tidligere, men de enkelte etaper er ændret i forhold til det vi kender, hvor man altid lagde ud med en prolog, havde helt flade etaper torsdag og søndag, en kuperet etape med en flad finale fredag og kongeetapen til La Gilette lørdag.

Mønsteret i år det samme. Igen skydes løbet i gang med en prolog, der dog i år afvikles på en helt ny rute. Som altid venter der herefter en helt flad torsdagsetape i den traditionelt meget blæsende Zeeland-provins, og sprinter kan også se frem til en helt flad, men ny afsluttende etape søndag.

Nyskabelserne findes fredag og lørdag. Den klassiske 2. etape i Limburg-provinsen er erstattet af endnu en helt flad etape fredag, så der altså i år er tre etaper, der må gøre selv vestjyder misundelige over, hvor fladt det er. De eneste klatreudfordringer melder sig derfor på lørdagens kongeetape, der som noget nyt ikke finder sted i Belgien. I stedet afvikles den i den kuperede Limburg-provins, hvor adskillige Amstel Gold Race-stigninger skal forceres, men hvor der som noget nyt venter en helt flad finale og dermed en mindre selektiv udgave end det, vi har været vant til.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Prolog

Med 2011-udgaven som den markante undtagelse er løbet startet med en prolog hvert eneste år siden 2007, og det vil igen være tilfældet i 2019. Ruten har været ændret lidt fra år til år, og efter et par år i byen Goes flyttede man i 2017 til Westkapelle. I forbindelse med genskabelsen af løbet har man fundet en serie nye værtsbyer, og det gælder også for den indledende enkeltstart, der denne gang vil finde sted i Yerseke. Her har man designet en rute, der ikke er helt så teknisk så tidligere, men som med hele syv sving vil være en glimrende chance for de rigtige prologspecialister.

I alt skal der altså tilbagelægges 6,8 km, der har både start og mål i Yerseke. Fra start kører man mod syd og sydvest igennem to sving på de første 700 m. Efter 2,6 km kommer endnu et sving, inden man forsætter mod nord. Efter 4,1 km drejer man atter, denne gang mod nordøst, og herefter passerer man over en bro. Med 1400 m igen drejer man mod sydøst, inden der med 700 m til stregen venter de to sidste kurver umiddelbart efter hinanden, det sidste i en rundkørsel med 500 m til mål.

Etapen har 0 højdemeter og er simpelthen HELT flad.

Med en distance på 6,8 km er prologen en anelse længere, end man normalt ser det, og det er dermed ikke den helt oplagte rute for sprintere, der ellers ofte gør det godt på de korte prologer. Med syv sving er det dog heller ikke en enkel strækning med mange muligheder for at finde rytmen, og tekniske evner er derfpr også vigtige. Det ligner med andre ord en god etape for specialisterne, men de mest tempostærke sprintere bør også kunne være med fremme.

Yerseke har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

1. etape

Den første linjeløbsetape har næste altid været helt flad, og selvom man i år har fundet sig en helt ny rute, ændres der ikke på det forhold i år. Etapen er dog ikke helt så enkel, som profilen kunne antyde, for den finder sted i den frygtede Zeeland-provins, der måske nok er en af Europas fladeste egne, men også en af de mest blæsende, hvor sidevind ofte har spillet en rolle.

I alt skal der tilbagelægges 197,9 km, der fører feltet fra den belgiske by Bredene til Heinkenszand på den ”rigtige” side af grænsen mellem de to Benelux-lande. Hele etapen finder sted nær kysten, hvor terrænet er helt fladt. Starten går ude ved vandet, hvorfra man kører mod øst ind til Brugge. Herefter snor man sig mod øst og kører efter 38,3 km ind i Holland.  Kort efter drejer man mod nord for at passere igennem Terneuzen og herefter passere en lang tunnel, der afsluttes med dagens første spurt, som kommer efter 97,5 km, netop som man atter kommer ud i lyset.

Efter spurten kører man en omgang på en lille rundstrækning, inden man langs kører mod øst, nord og nordøst, indtil man efter 136,8 km rammer den afsluttende rundstrækning. Efter 140,0 km kører man dagens anden spurt ved første passage af stregen, og derefter afslutte etapen med tre omgang på den 19,3 km lange runde. Den er placeret i området syd for målbyen og er helt flad. Den har en del sving, men finalen er meget enkel, idet en lang, lige vej leder frem til et sidste sving bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 145 højdemeter.

Selvom etapen er ny, er den helt i overensstemmelse med den rigtigt ZLM Tour-ånd. Således er den pandekageflad og afvikles i Zeeland-provinsen. Det giver én af to muligheder: enten får vi den forventede massespurt, eller også kan løbet udvikle sig til et mindre sidevindsdrama.

Heinkenszand har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

2. etape

Siden 2013 har fredagens etape været afviklet på en kuperet rute omkring byen Buchten i Limburg-provinsen. Også i år er byen rammen om målet for 2. etape, men ruten er helt anderledes. Denne gang kører man nemlig ikke rundt i Amstel Gold Race-bakkerne, inden man kører op til en flad finale. I stedet angriber man målet nordfra, og det betyder, at der i år venter endnu en pandeklageflad sprinteretape.

I alt skal der tilbagelægges 168,1 km, der fører feltet fra Etten-Leur til Buchten. Denne gang finder etapen ikke sted i Zeeland-provinsen, men det ændrer ikke på, at den er helt flad. Den består af en lang tur mod sydøst, hvor man meget præcist følger den belgisk-hollandske grænse. Fra start kører man mod sydøst ned langs grænsen frem til den første spurt, der kommer allerede efter 5,6 km. Herfra snor mn sig mod sydøst igennem helt fladt terræn, indtil man drejer mod sydvest for at køre ned imod Buchten og Limburg-provinsen. Efter 94,7 km kører man 2,4 km i Belgien, inden man vender tilbage til Holland, men ellers sker der ikke meget, inden man efter 150,1 km rammer den afsluttende rundstrækning. 2,6 km senere krydser man stregen for første gang i forbindelse med den anden pointspurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 7,7 km lange runde. Også den er helt flad, men er ganske teknisk. Særligt finalen er kompliceret, idet der på de sidste 3 km er sving med 2600, 1900, 1300, 700, 500 og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 194 højdemeter.

Modsat tidligere år vil Limburg-bakkerne ikke kunne skabe ballade, og da vi nu har forladt kysten, er det heller ikke sandsynligt, at vinden bliver voldsomt farlig. Det ligner derfor endnu en sprinteretape, men denne gang vil den meget tekniske finale dog stille store krav til holdene.

Buchten besøges som sagt næsten hver år. I 2013 vandt Marcel Kittel spurten, mens André Greipel lod lead-out man Greg Henderson stikke af i de sidste sving i 2014. Greipel tog selv sejren i 2015, mens Dylan Groenewegen var hurtigst både i 2016 og 2017.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

3. etape

Hvert år siden 2005 har løbet haft præcis den samme 186,7 km lange kongeetape fra Verviers til La Gileppe i Belgien om lørdagen, hvor blandt andet navnkundige Redoute har været på programmet. Den tradition brydes imidlertid i år, hvor kongeetapen i stedet har karakter af en miniudgave af Amstel Gold Race. Den afvikles nemlig i den kuperede Limburg-provins, hvor blandt andet den frygtede Eyserbosweg skal passeres to gange, men det hele slutter med en relativt flad finale, der kan gøre etapen knap så selektiv.

I alt skal tilbagelægges 171,4 km, der fører feltet fra Buchten til Landgraaf. Byerne ligger begge nord for den kuperede del af Limburg, og derfor består etapen af en stor sløjfe mod syd ned i bakkerne, inden man kører tilbage mod nord. Fra start går det således stik syd ned lang grænsen til Belgien og forbi Maastricht. Her skal man over Slingerberg, berygtede Cauberg og Geulhemmerweg efter hhv. 16 km, 32,5 km og 37,5 km - stigninger, der alle kendes fra Amstel Gold Race, inden man når frem til Bemelerberg, hvor dagens første spurt kommer efter 44,4 km. Herefter flader det lidt ud, mens man kører ned til grænsen mod syd, som følges mod øst op over Loorberg, hvor dagens anden spurt kommer efter 66,9 km frem til rundstrækningen, hvor den væsentligste del af etapen afvikles

Her kører man nu næsten to omgange. På første omgang skal man over Camerig, Gulpenberg, Plettenberg, Eyserbosweg, Vrakelberg og Koning van Spanje efter hhv. 68 km, 74,5 km, 89,5 km, 94,6 km, 96 km, 98,5 km og 108 km, og der er placeret en tredje pointspurt på toppen af den frygtede Eyserbosweg. Derefter kører man det meste af endnu en omgang, idet man dog skipper Gulpenberg og Koning van Spanje, men igen skal over Camerig, Plettenberg, Eyserbosweg og Vrakelberg efter hhv. 118 km, 133,5 km, 135,5 km og 138 km. I stedet for at køre mod syd tilbage til Koning van Spanje fortsætter man mod nord og nordøst igennem det fladere terræn mod nord.

Efter 150,4 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 2,1 km senere krydser man stregen for første gang i forbindelse med den fjerde og sidste spurt. Etapen afsluttes nu med to omgang på den 9,4 km lange runde. Den indledes faldende, inden man med 6-7 km igen rammer en 600 m lang bakke, der stiger med 3,1%. Derefter flader det ud, inden de sidste 2-3 km er ganske let stigende. På de sidste 3 km r der sving med 3000, 2100, 1000 og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 2114 højdemeter.

Modsat den gamle kongeetape har denne ikke mål på en stigning, og det betyder, at den er betydeligt mindre selektiv. Ganske vist skal man to gange over Eyserbosweg, der er Amstels måske sværeste bakke, men den kommer relativt tidligt. Der er god tid til en efterfølgende regruppering, men der vil også være mange med interesse i offensiv kørsel undervejs. Dermed er scenen sat til en etape, der kan blive knaldhård, men også ende i en reduceret massespurt.

Landgraaf var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med de hollandske mesterskaber i 2009, hvor Koos Moerenhout akkurat snød sprinterne. Eneco Tour var fobi i 2007, hvor Pablo Lastras vandt fra et udbrud, i 2006, hvor Geroge Hincapie vandt en enkeltstart, og i 2005, hvor Allan Dabis vandt en spurt. Det hedengangne Holland Rundt var næsten altid forbi, og her var de seneste vindere Erik Dekker (2004 og 2001), Bradley McGee (2003), Michael Boogerd (2002), Max van Heeswijk (2000) og Maarten Den Bakker (1999).

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

4. etape

Sidste etape har altid været en helt flad sag, og det vil igen være tilfældet i 2019, selvom løbet generelt er nytænkt. Det er da også nyt, at den store finale denne gang afvikles i byen Tilburg, men det ændrer ikke på, at sprinterne kan forvente at få det sidste ord i årets ZLM Tour.

I alt skal der tilbagelægges 170,1 km, der fører feltet fra Eindhoven til Tilburg. Begge byer ligger i en af de mange flade dele af Holland, og derfor er der ingen terrænmæssige udfordringer. Fra start snor man sig mod nordøst igennem fladlandet, inden man drejer mod vest og nordvest. Efter 47,3 km passerer man dagens første spurt, inden man fortsætter mod nordvest op til etapens nordligste punkt. Herfra får det mod syd tilbage mod Eindhoven, inden man i byens udkant drejer mod vest og senere og nordvest.

Efter 145,9 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 800 m senere krydser man stregen for første gang i forbindelse med den anden pointspurt. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 11,7 km lange runde, der er helt flad, men har en teknisk fase midtvejs. Finalen er dog enkel, idet vejen over de sidste 3 km kun har ét reelt sving med 1500 m igen, hvorefter den blot bugter sig let.

Etapen byder på i alt 244 højdemeter.

Heller ikke denne etape byder på mange udfordringer, og med mindre det blæser ligner det en stensikker sprinteretape. Kampen mod den samlede sejr er dog ofte knivskarp i dette løb, og derfor kan det blive en interessant dyst om vigtige bonussekunder, inden årets vinder skal kåres i Tilburg,

Tilburg var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med Holland Rundt, hvor Stefan van Dijk og Jeroen Blijlevens sejrede i hhv. 2001 og 1999. Det lille Olympia’s Tour har ofte været forbi, dog senest i 2002, hvor Maarten Lenferink sejrede.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Favoritterne

Den meget faste rute i ZLM Tour har betydet, at løbet har været velkendt. Det er som regel blevet afgjort i en kombination af fire faktorer: prologen, bonussekunder, kongeetapen og sidevind. Løbet har kunnet vindes af en god temporytter, der kunne vinde nok tid på prologen og forsvare sig på kongeetapen. Det kunne også vindes af en puncheur, der kunne køre en fin prolog og herefter sikre sig sejren ved at gøre en forskel på kongeetapen. Endelig kunne en sprinter tage sejren, hvis han kunne gøre det godt på prologen, score bonussekunder undervejs i massespurterne og begrænse tabet på kongeetapen. Alle tre typer har vundet tidligere med Lars Boom som en rytter fra første kategori, Philippe Gilbert og Sep Vanmarcke fra den anden og André Greipel og Mark Cavendish fra den tredje

I år er mønsteret i store træk det samme, men ændringen af kongeetapen vil spille en betydelig rolle. Den nye udgave er betydeligt lettere, og selvom Eyserbosweg og Cauberg er stejle stigninger, kommer de begge så tidligt, at sandsynligheden for en reduceret massespurt er stor. Samtidig betyder det forhold, at vi ikke længere har en stigende finale, at det ikke længere er et løb for puncheurs, men snarere en kamp mellem tempospecialisterne, der skal gøre forskellen på prologen, og de holdbare sprintere, der kan begrænse tabet på tidskørslen, overleve bakkerne lørdag og score et hav af bonussekunder.

På den måde bør sprinterne i princippet havde bedre chancer end tidligere. Til gengæld er den nye prolog knap så teknisk som de gamle, og det taler til tempospecialisternes fordel. I gamle dage har sprinterne kunnet begrænse tabet ganske flot, for hurtige folk er gode på korte, tekniske enkeltstarter, men her vil de nok tabe mere til specialisterne. På linjeløbsetaperne kan de herefter score op til 40 bonussekunder i finalerne samt måske også lidt i de indlagte spurter. Med andre ord vil toppen af klassementet formentlig domineres af de ryttere, der har gjort det godt på prologen, men for at vinde løbet skal man enten være en af topsprinterne eller sandsynligvis vinde prologen (med mindre vinderen falder fra på kongeetapen).

Vejret er altid en faktor, når der skal køres løb i den forblæste Zeeland-provins, men i år kan vi glemme alt om sidevind. Faktisk bliver det næsten vindstille og smukt sommervejr næsten alle dage. Uheldigvis varsles der dog risiko for byger både onsdag og torsdag. Det er kritisk for onsdagens prolog, der derved kan blive lidt af et lotteri, hvilket er uheldigt for løbets vel nok vigtigste etape. Heldigvis skulle de klinge af om aftenen, og da etapen først starter kl. 18, burde man kunne få tørre veje, hvis blot man starter som en af de sidste. Og det vil favoritterne derfor nok sørge for at gøre.

I vores øjne er løbet i alt væsentligt en kamp mellem tempospecialisterne Jos Van Emden, Tony Martin og Alex Dowsett, den hurtige prologspecialist Mike Teunissen samt løbets to suverænt bedste sprintere, Caleb Ewan og Dylan Groenewegen. Efter nogen overvejelse peger vi med en del tvivl på Jos Van Emden som vores favorit. Hollænderen er en af verdens absolut bedste på korte, flade enkeltstarter og blev blandt andet nr. 2 bag Rohan Dennis på enkeltstarten i Tirreno i både 2017 og 2018, ligesom han har vundet enkeltstarten i Eneco Tour. Også tekniske prologer kan han køre, hvilket han har vist med en sejr i netop dette løb, hvor han samlet er blevet nr. 3, og han ligner umiddelbart manden, der skal slås onsdag aften. Det store spørgsmål er, hvor han står efter en Giro, hvor enkeltstarterne ikke passede ham, for han har ofte været ret svingende efter sine grand tours. Sidste år blev han dog efter det løb nr. 2 på prologen i Dauphiné, og er benene de samme denne gang, bliver han svær at slå. Han er lidt tung og kan få problemer på kongeetapen, men han burde kunne klare den lettere rute. Vinder han prologen, og falder bonussekunderne rigtigt, bør han også vinde løbet.

Hans værste rival kunne være holdkammeraten Tony Martin. Tyskeren har kørt mange skuffende enkeltstarter i de senere år, men ser man bort fra et regulært flop i Tirreno, har han gjort det fornemt efter skiftet til Jumbo. I Valencia blev han nr. 3 på en rute, der slet ikke passede ham, og på den meget korte og tekniske prolog i Romandiet overraskede han kolossalt med en 4. plads. Senere blev han nr. 5 på den lidt for kuperede lange enkeltstart, og det indikerer, at han er på vej tilbage. Ruten er desværre både for kort og teknisk til at passe, men han kører han, som han gjorde på prologen i Romandiet, vil han have gode chancer for at vinde. Og modsat Van Emden ved vi, at han med sikkerhed kan klare kongeetapen.

Den største trussel mod en Jumbo-sejr kommer fra Caleb Ewan. Australieren er bestemt ikke temporytter, men han er tidligere blevet hhv. nr. 2 og 8 på prologer i Herald Sun Tour og Tour de Luxembourg. De var dog begge betydeligt kortere og mere tekniske, og ruten i Yerseke er både for lang og har for få sving til, at Ewan kan matche specialister. For ham handler det imidlertid om at begrænse tabet, og med den større alsidighed, han har opnået, kunne han faktisk godt overraske positivt. Herefter handler det om at score bonussekunder, og dem vil han få mange af. Formentlig får han klø af Groenewegen på de tre helt flade etaper, men kan han sikre sig 2. pladser her og måske vinde kongeetapen samt score lidt i de indlagte spurt, er det bestemt muligt, at han kan indhente det tabte.

I sin professionelle karriere har Mike Teunissen slet ikke kørt de enkeltstarter, han gjorde som U23-rytter, men han har kørt nogle gode prologer. Han har vundet prologen i Tour de l’Ain, er blevet nr. 4 i Boucles de la Mayenne og blev sidste år nr. 14 i Dauphiné. Denne rute er nok lidt for meget for specialister til, at han kan matche Van Emden og Martin, men til gengæld har han sin spurt som våben. Naturligvis skal han køre for Groenewegen, men på kongeetapen kan han måske få sin chance, ligesom han kan forsøge sig i indlagte spurter undervejs. Han har i hvert fald været skræmmende godt kørende efter klassikersæsonen, hvor han tog en samlet sejr i Dunkerque og imponerede i Hammer Series i Stavanger.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Alex Dowsett er slet ikke blevet den temporytter, mange drømte om, men som regel kører han gode prologer. Senest blev han nr. 6 i Romandiet, og sidste år blev han nr. 5 på den første Giro-enkeltstart. Han kørte en flot enkeltstart i Dauphiné, hvor han trods den hårde stigning midtvejs kørte stærkt på det flade, og det viser, at formen er god. Han bør være en reel trussel mod Van Emden og Martin, og vinder han prologen, har han en reel chance for at vinde samlet. Det kræver dog, at han overlever kongeetapen. Katusha har Mads Würtz, der desværre ikke længere kører så gode enkeltstarter, men her burde have en god chance for at gå i top 10 og dermed også ende langt fremme samlet, og også unge Harry Tanfield, der er britisk vicemester og blev nr. 2 ved Commonweath Games, kan gøre det godt, selvom han er truet på kongeetapen. Holdets to hurtige folk, Jens Debusschere og Marco Haller, kan køre hæderligt, men kan ikke vinde nok bonussekunder til at tage den samlede sejr.

Cavendish og Greipel har vist, at løbets bedste sprinter godt kan vinde løbet. Det gør Dylan Groenewegen til en kandidat, men modsat de to nævnte supersprintere er han ikke typen, der kan ventes at køre en hæderlig prolog. Tværtimod har han udsigt til at tabe en del tid, og samtidig er det slet ikke sikkert, at han klarer kongeetapen. Gør han det, er det imidlertid ganske sandsynligt, at han med fire etapesejre kan score 40 bonussekunder, og så begynder det pludselig at lugte af noget. På Jumbo forventer vi også flot kørsel på prologen af formstærke Amund Grøndahl Jansen, men der er for mange kaptajner til, at han kan ende som vinder.

Sunweb har to spændende kandidater i Cees Bol og Max Walscheid. Særlig Bol kan blive interessant, da han tidligere er blevet nr. 6 på prologen i Mayenne og nr. 4 på den korte enkeltstart i Olympia’s Tour. Desværre skal han køre spurter for Walscheid, men på kongeetapen kan han måske få sin chance. Han har spurtet dybt imponerende i både Californien og Norge, og med en god prolog og lidt bonussekunder kan han ende godt. Det samme kan Walscheid, der ligner den værste trussel mod Ewan og Groenewegen, og han har med en 7. plads i Danmark Rundt, en 12. plads i Slovenien Rundt og en 16. plads på prologen her i 2017 vist, at han kan køre gode flade enkeltstarter. Til gengæld er risikoen for, at han falder fra på kongeetapen meget stor. Danske Asbjørn Kragh burde også kunne køre en hæderlig prolog og dermed ende fint i klassementet

På Lotto Soudal har vi ud over Ewan to ryttere, der kan gøre det godt. Det gælder særligt Jasper De Buyst, der tidligere er blevet nr. 13 på prologen her. Han bør også ende hæderligt denne gang, men som hjælper for Ewan får han ikke mange chancer for at jagte bonussekunder. Det samme gælder for Roger Kluge, der faktisk vandt denne prolog i 2015 og tidligere også er blevet nr. 4, ligesom han har en 3. plads fra en prolog i Delta Tour Zeeland.

Løbet har ikke mange tempospecialister på de mindre hold, og det er meget svært at se, at løbet ikke bliver vundet af en WorldTour-rytter, ikke mindst fordi sprinterne på de mindre hold alle er temposvage. På prokontinentalholdene vil vi fremhæve formstærke Baptiste Planckaert, der kan forsvare sig og vinde bonussekunder, men som var syg i Belgium Tour. Tillige kunne Boy Van Poppel være en sprintertype, der kan gøre det hæderligt, og Roompot har også i Huub Duijn og Maurits Lammertink to halvhurtige folk, der før har kørt gode prologer i Luxembourg, hvor ruten dog passer dem langt bedre. Eliot Lietaer har også flere top 20-placeringer på enkeltstarter, men han har desværre misset de seneste løb med skader.

På kontinentalholdene er det værd at holde øje med Jasper Bovenhuis, der har top 10-placeringer fra prologer i Normandiet, Ain og Mayenne, og den australske mester Michael Freiberg, der blandt andet er blevet nr. 3 ved de oceaniske mesterskaber i enkeltstart og har et par top 10-placeringer fra asiatiske enkeltstarter, samt Jason Van Dalen, der tidligere er blevet nr. 5 på en prolog i Sibiu Tour. Måske kan Leigh Howard vise lidt af tidligere tiders prologstyrke, der har givet en 3. plads i Romandiet, men han har stort set ikke kørt på landevejen i år. Erfarne Coen Vermeltfoort har tidligere været i top 6 på korte enkeltstarter i Olympia’s Tour, Mormandiet, Portugal Rundt og GP Tell, men han er ikke så stærk længere. Endelig kan den spændende sprinter Arvid De Kleijn kan måske score bonussekunder, men han har aldrig kørt gode enkeltstarter.

***** Jos Van Emden

**** Tony Martin, Caleb Ewan

*** Mike Teunissen, Alex Dowsett, Dylan Groenewegen, Cees Bol, Max Walscheid

** Jasper De Buyst, Roger Kluge, Amund Grøndahl Jansen, Mads Würtz Schmidt, HarryTanfield, Maurits Lammertink, Coen Vermeltfoort, Jasper Bovenhuis, Jens Debusschere

* Boy Van Poppel, Baptiste Planckaert, Marco Haller, Leigh Howard, Arvid De Kleijn, Huub Duijn, Eliot Lietaer, Jelle Wallays, Brian Van Goethem, Asbjørn Kragh Andersen, Michael Freiberg, Jason Van Dalen, Boris Vallee, Jan Bakelants, Milan Menten

Danskerne

Som sagt burde Mads Würtz Schmidt have god chance for en top 10-placering, hvis han kan køre en god prolog, og også Asbjørn Kragh Andersen, der dog først og fremmest er hjælper for Walscheid, kan gøre det hæderligt onsdag. Rasmus Byriel Iversen får masser af vind på næsen, når Caleb Ewan skal have hentet udbrud.