STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbet rolle og historie

2023 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.

Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny åbningsuge, der i flere år har fundet sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien, og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge af januar.

Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.

På papiret er Tour Down Under naturligvis den store begivenhed, idet det lynhurtigt har etableret sig selv som åbningsløbet på WorldTouren. Som et 2.1-løb havde Tour de San Luis ikke kunnet tilbyde de prestigiøse point til det overordnede regnskab, men når det handler om at tiltrække et stjernebesat felt, havde de været i stand til at gøre australierne rangen stridig. Således havde man siden 2007, hvor løbet for alvor begyndte at vokse, været i stand til at præsentere navne som Gilberto Simoni, Riccardo Ricco, Frank Schleck, Ivan Basso, Vincenzo Nibali, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Alberto Contador, Levi Leipheimer, Elia Viviani, Rafal Majka, Michele Scarponi, Daniel Moreno, Nairo Quintana og Peter Sagan, der alle hører til i cykelsportens tunge vægtklasse.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Netop som Tour de San Luis så ud til at have etableret sig som en stor begivenhed med fremtidigt WorldTour-potentiale, blev løbet imidlertid til stor overraskelse aflyst i 2017. Økonomiske problemer tvang i efteråret arrangørerne til at gøre en ende på en årrække med uafbrudt vækst, og pludselig så det ud til, at der ville mangle et alternativ for de ryttere, der vil undgå den hektiske medieopmærksomhed ved Tour Down Under.

Løsningen var imidlertid ikke langt borte. Naboregionen San Juan har siden 1982 arrangeret et ældre løb, Vuelta a San Juan. Det havde ikke fået nær samme opmærksomhed som dets storebror, og det havde aldrig præsenteret en lignede stjerneparade på startlisten. Faktisk havde det kun af og til været et UCI-løb, før 2017 senest i 2009. Ikke desto mindre var der allerede forud for aflysningen af Tour de San Luis planer om at styrke løbet, og det havde således allerede opnået 2.1-status, da den beklagelige meddelelse kom fra kollegerne.

Dermed kunne Argentina igen præsentere et alternativ til Tour Down Under, men i stedet for at kunne bygge på en synergieffekt med Tour de San Luis var løbet i San Juan ene om skulle tiltrække stjernerne. Samtidig holdt løbet fast i de oprindelige datoer og afvikledes således ugen efter Tour Down Under og ikke som en sideløbende begivenhed med WorldTour-åbningen. Alligevel lykkedes det nærmest at fungere som en uafbrudt fortsættelse af løbet i San Luis, og med undtagelse af den mindre bjergrige rute, der gav flere muligheder for sprinterne end forgængeren, var der næppe mange, der mærkede, at der reelt var tale om et andet løb. Faktisk har løbet nu endda overgået forgængeren, da det er steget i graderne og nu er et ProSeries-løb.

Løbet i San Luis er ikke blevet genskabt, men Vuelta a San Juan har etableret sig og er nu efter to coronaaflysninger klar til sin femte udgave i det nye format. Løbet befinder løbet sig i en kamp med Tour Down Under om at tiltrække det stærkeste felt, og de har i høj grad de samme styrkepositioner som deres naboer i San Luis. Mens det australske løb traditionelt har været for sprintere og puncheurs, har Tour de San Luis været et traditionelt etapeløb for de virkelige specialister. Således har løbet ofte haft en tidskørsel - enten en enkeltstart eller en holdtidskørsel - og helt op til tre bjergetaper i tillæg til et par muligheder for sprinterne.

Løbet i San Juan er med sine typisk fire sprinteretaper betydeligt mindre bjergrigt, men da løbet både har tilbudt en enkeltstart og en reel bjergetape, har det stadig et været langt bedre alternativ for grand tour-ryttere. Det afspejles i startlisten, der i de seneste fire udgaver har talt navne som Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Kanstantsin Siutsou, Franco Pellizotti, Darwin Atapuma, Rui Costa, Damiano Cunego, Julian Arredondo, Rafal Majka, Davide Formolo, Jarlinson Pantano, Eduardo Sepulveda, Nairo Quintana, Richard Carapaz, Julian Alaphilippe, Remco Evenepoel, Brandon McNulty og Guillaume Martin. Også i år er det med lykkedes at få et par klatrestærke stjerner til at drage til Argentina, og klassementsfeltet er endda det stærkeste, vi måske har set. Således er Evenepoel med igen, og han vil være oppe mod topnavne som Egan Bernal, Daniel Martinez, Miguel Angel Lopez og Sergio Higuita.

Da der er værdifulde WorldTour-point på spil i Tour Down Under, foretrækker mange sprintere og klassikerryttere at tage til Australien, men i de senere år synes flere og flere hurtige afsluttere at have fået præference for Sydamerika. Med dets lavere status er løbet mindre prestigiøst og tiltrækker således betydeligt mindre presse. I den forstand er det en mindre stressende og mere afslappende start efter en lang pause. Vejrbetingelserne er nøjagtigt lige så gunstige som i Australien, og løbet giver endda også mulighed for formopbygning på længere stigninger. I år har feltet endda givet australierne baghjul, for de kan præsentere adskillige tunge sprinternavne i form af blandt andre Fabio Jakobsen, Sam Bennett, Giacomo Nizzolo, Fernando Gaviria, Elia Viviani og Peter Sagan, der alle har foretrukket løbet fremfor den australske storebror.

Trods det stjernebesatte felt afvikles løbet tidligt på sæsonen. Ingen kan forvente, at verdens bedste ryttere er i topform i midten af januar, og det vil afspejles i resultaterne. Med 2010 og 2016 som undtagelser havde Tour de San Luis altid mindre kendte argentinske ryttere på podiet, og løbet var sjældent rammen om en stor dyst mellem verdens bedste. For stjernerne var det hovedsageligt et forberedelsesløb, men for de hjemlige ryttere var det sæsonens højdepunkt, og således har vi også i San Juan set kontinentalryttere langt fremme, mens nogle af de største navne har tabt minutter på den store bjergetape. Sådan var det eksempelvis i 2018, hvor Gonzalo Najar kørte fra alt og alle for dog senere at blive taget for doping - desværre en trist udvikling, vi også har oplevet tidligere i San Luis - og veteranen Oscar Sevilla, der kører for et kontinentalhold, står nu noteret for sejren i 2018 samt en 2. plads i 2017 og 3. pladser i både 2019 og 2020, hver gang foran flere store stjerner.

Da løbet senest blev afviklet i 2020, var der igen en kontinentalrytter på podiet, da uopslidelige Sevilla nok engang endte blandt de tre bedste, som han altså har gjort i hver eneste af de fire foregående udgaver siden opgraderingen. Denne gang måtte han dog nøjes med en 3. plads bag to absolutte verdensstjerner. Remco Evenepoel åbnede nemlig sin anden sæson som professionel som lyn og torden ved at vinde enkeltstarten i suveræn stil og på bjergetapen overleve en blunder i sidevinden, så han kunne tage den samlede sejr med 33 sekunder ned til Filippo Ganna, der blev slået klart af sin rival på enkeltstarten, men til gengæld klatrede imponerende på bjergetapen. Evenepoel vender med nogle års forsinkelse tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Ganna, der denne gang dog vil savne en enkeltstart, og uopslidelige Sevilla, der skal forsøge at ende på podiet for femte gang ud af fem mulige.

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Ruten

Som sagt har Tour de San Luis altid haft status som en slags mini grand tour med dets mange bjergetaper, en enkeltstart eller en holdtidskørsel og mindst tre muligheder for sprinterne. Faktisk har det ofte været på kanten af det hensigtsmæssige at have et så hårdt løb så tidligt på sæsonen, og de mange lange stigninger kan have afholdt mange fra at give sig i kast med den argentinske begivenhed.

Terrænet i San Juan er betydeligt fladere end i naboregionen, og derfor vil Vuelta a San Juan uvilkårligt være nemmere end dets storebror. Det afspejlede sig i ruten for de fire første udgaver som 2.1-løb. Med en enkeltstart og en bjergetape på menuen blev klassementet fortsat domineret af de virkelige etapeløbsryttere, men da de resterende fem etaper var relativt flade, udviklede løbet sig til lidt af en sprinterfestival - også selvom en ny puncheurafslutning på 2. etape skabte lidt ekstra kolorit i både 2018 og 2019. Derudover har der været tale om en del genbrug af etapefinalerne.

Om det er de to års pause, der er årsagen, ved jeg ikke, men man har brugt ventetiden på at nytænke ruten en anelse. I hvert fald er der skruet ned for genbruget på en rute, der kun byder på tre velkendte afslutninger, men til gengæld har man gjort et i forvejen meget monotont og sprintervenligt løb endnu mere monotont, end det plejer at være. Væk er således enkeltstarten, og heller ikke den nævnte puncheurfinale vender tilbage. I stedet risikerer vi, at løbet kommer til at bestå af ikke færre end seks sprinteretaper samt den klassiske kongeetape med målet på den tårnhøje, men ganske bløde Alto Colorado, der således meget vel kan ende med helt alene at afgøre klassementet.

Helt så enkelt er det dog ikke. På to af de potentielle sprinteretaper sender man rytterne ind i bjergene, og de skal op i hhv. 1500 m og 2200 m højde. Det sker imidlertid tidligt på etaperne og via nogle alenlange og meget, meget bløde opkørsler, og chancen for, at der kan skabes samling, er i hvert fald meget stor. Særligt løbets 4. etape, hvor der er mere end 2600 højdemeter, og hvor man altså skal op i 2200 m højde, kan der dog måske være mulighed for at bryde monotonien en anelse.

Uanset hvad må sprinterne slikke sig om munden, og de får da også en chance søndag med det samme på en meget flad og let åbningsetape, hvor kun vinden kan være en trussel. Dagen efter venter så den første tur ind i bjergene og en tur op i 1500 m højde, men selvom der altså skal klatres, er det nok snarere end vinden end stigningerne, der eventuelt kan forhindre endnu en massespurt. Om tirsdagen plejer vi at have løbets enkeltstart, men den er altså i år væk, og i stedet venter den nu helt klassiske afslutning på motorsportsbanen Autodromo de Villicum, hvor der igen er lagt op til massespurt, men hvor en ret kringlet finale for tre år siden gjorde det muligt for Zdenek Stybar til slut at snyde sprinterne.

Hvis ikke det hele skal afgøres af eventuel sidevind og kongeetapen alene, skal der ske noget på den kuperede onsdagsetape, der altså går op i 2200 m højde, men da sidste halvdel af etapen er meget nem, ligner det nok snarere den potentiel fjerde massespurt i træk. Herefter følger som altid en lidt speciel hviledag om torsdagen, inden fredagen som altid er ramme om kongeetape, der har mål på mægtige Alto Colorado, som måske nok er et meget højt bjerg, men samtidig en ganske let stigning, der ikke skaber de helt store forskelle. Herefter skal løbets førertrøje blot forsvares på weekendens to relativt flade etaper, der begge lægger op til en massespurt, selvom et udbrud faktisk er holdt hjem på lørdagsetapen i alle de foregående fire udgaver, inden vinderen kan hyldes efter det afsluttende gadeløb i San Juan, hvor man slet og ret kører rundt syv gange rundt på ringvejen forud for den afsluttende hyldest af løbets store triumfator.

1. etape

Tour de San Luis indledtes altid med en sprinteretape, og det forholder sig ikke anderledes i Vuelta a San Juan. Selvom årets åbningsetape ikke er helt så flad, som man traditionelt har set det, da rytterne denne gang skal over to mindre stigninger knap midtvejs på etapen, er eneste trussel mod en massespurt i et felt med et hav af supersprintere kun vinden, der dog sjældent har spillet en rolle i området omkring San Juan.

Med en distance 143,9 km er der tale om en ganske kort åbningsetape, der som altid har både start og mål i løbets centrum, byen San Juan. Herfra kører man med det samme mod sydøst ad lange, lige og let faldende veje frem til byen Caucete, hvor den første spurt er placeret efter 27,2 km. Herfra går det videre mod sydøst, nu ad næsten helt flade og lige veje. Det hele kulminerer med kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas (1,8 km, 4,4%), der er en helt jævn stigning, og hvis top passeres efter 56,9 km, inden en lille nedkørsel og fladt terræn leder frem til et vendepunkt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Efter vendingen går det den modsatte vej ad de helt samme vej. Den lille nedkørsel bliver nu til kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas (400 m, 4,1%), som man knap mærker, og som har top efter 66,0 km, inden der venter en rigtig nedkørsel og fladt terræn, der leder frem til Caucete, hvor den anden spurt køres efter 98,4 km. Også herfra gå det ad de samme veje som tidligere videre mod nordvest, nu igennem ganske let stigende terræn, indtil man når tilbage til San Juan efter 125 km.

I stedet for at køre direkte ind til mål skal man dog på en lille tur rundt i byens sydlige udkant. Her kører man fortsat ad lige og let stigende veje, idet der er enkelte skarpe sving undervejs. Til sidst er de sidste 3 km stort set flade, og de byder på to skarpe sving med hhv. 2600 m og 700 m igen, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger ganske let med 0,4% i snit.

Etapen byder på i alt 520 højdemeter.

Etapen er stort set en kopi af 6. etape fra 2020, idet man dengang dog sluttede på den nærliggende motorsportsbane. Det kan godt være blæsende i området, men vinden har aldrig tidligere snydt sprinterne. Med tanke på det meget stærke sprinterfelt, er der derfor svært at tro, at de hurtige folk ikke skal i aktion i en finale, hvor det relativt sene sving dog stiller visse krav til lead-outet.

San Juan er naturligvis altid målby for mindst én etape. Siden løbets opgradering i 2017 er det sket hele 9 gange. Senest åbnede løbet i 2020 med en massespurt, der højst overraskende blev vundet af Rudy Barbier, inden løbet blev rundet af med endnu en massespurt, hvor Fernando Gaviria tog sin tredje etapesejr. I 2019 sluttede sidste etape i byen, hvor Sam Bennett tog sæsonens første sejr i en massespurt. I 2018 sluttede hele tre etaper i byen, nemlig enkeltstarten, der blev vundet af Ryan Mullen, samt de to sidste etaper, der gav først en udbrudssejr til Jelle Wallays og siden en spurtsejr til Giacomo Nizzolo. Det samme var tilfældet i 2017, hvor Tom Boonen spurtede sig til sejr på 2. etape i byen, inden Ramunas Navardauskas vandt enkeltstarten, og Quick-Step leverede et mesterstykke ved at sende Maximiliano Richeze i offensiven på sidste kilometer af sidste etape, som den lokale helt dermed vandt.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

2. etape

I de seneste år har arrangørerne forsøgt at krydre den tidlige del af løbet med den spændende puncheurfinale på Punta Negra-stigningen, men den er ikke blevet benyttet siden 2019. I stedet prøver man noget nyt på årets 2. etape, hvor rytterne køres helt ud af San Juan-området for at slutte i den lille by Jachal. Det går igennem ganske bjergridt terræn, hvor man undervejs skal op i hele 1510 m højde, men der er tale om en alenlang og meget let opkørsel. Også den sidste del byder på stigende dele, men igen i ganske let terræn, og meget taler derfor for, at sprinterne skal til fadet for anden gang i træk, dog denne gang efter en noget mere opslidende dag i sadlen.

Med en distance på 201,1 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra Valle Fertil til Jachal. Der er tale om to byer, der ligger på hver sin side af bjergrigt terræn, og etapen består af en tur ind gennem bjergene. Allerede med det samme stiger det således let, når man kører mod nordvest ad en lang og lige vej frem til byen Balce del Rosario, hvor man efter 41,5 km kører dagens første spurt. Undervejs har man bevæget sig fra 868 m over havets overflade til 1180 m over samme, men det er altså over mere end 40 km, hvorfor den gennemsnitlige stigningsprocent er beskedne 0,8%.

Efter spurten fortsætter man kortvarigt mod nord igennem let stigende terræn, inden man atter drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Ruta 150 (28,3 km, 0,9%), der er en alenlang opkørsel, hvor ingen af de mange kilometer stiger med mere end 2% i gennemsnit. Toppen rundes efter 79,3 km, hvorefter det går videre mod nordvest og sydvest ad en meget teknisk og faktisk ganske stejl nedkørsel, som leder tilbage til fladlandet.

Her drejer man mod vest for at følge en næsten helt lige vej, der først er helt flad og siden let stigende, indtil man når frem til dagens anden spurt, som kommer efter 152,4 km. Her drejer man mod sydvest for at køre videre ad en stigende vej, der undervejs stiger lidt kraftigere, inden det kortvarigt begynder at falde let. Slutteligt drejer man mod nordvest, senere nord og slutteligt vest for at køre videre ad lige veje, der nu igen er let stigende, og som leder frem til målbyen, hvor de sidste 3 km er helt flade. Her afsluttes en dag med lange, lige veje endda med en meget teknisk finale, når man skal dreje skarpt med 2400 m igen, til venstre i en rundkørsel med 1100 m igen og slutteligt skarpt til højre bare 800 m fra stregen. Den sidste kilometer falder let med 0,3% i snit.

Etapen byder på i alt 1461 højdemeter.

Etapen kan på profilen virke voldsom, men over 202 km skal der altså alene klatres små 1500 højdemeter. Procenterne er også yderst beskedne, og det burde slet ikke være noget, der kan mærke selv ret tunge sprintere. Igen kan det være blæsende i det åbne argentinske terræn, men meget taler for, at vi skal have endnu en massespurt, denne gang efter en hårdere og længere dag, hvor den meget tekniske finale igen stiller krav til holdenes tog.

Jachal har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

3. etape

Siden løbet fik sit nuværende format og blev åbnet for WorldTour-hold i 2017, har det været en tradition, at tredjedagen har budt på en enkeltstart. Den tradition brydes imidlertid i år, hvor tidskørslen helt udgår, og i stedet byder også tirsdagen på en sprinteretape. Her skal man nemlig for tredje gang i træk slutte på motorsportsbanen Autodromo de Villicum nord for byen San Juan, og det sker efter en næsten helt flad dag. Den lidt kringlede tur rundt på banen gjorde det imidlertid muligt for Zdenek Stybar at snyde de hurtige folk ved seneste besøg i 2020, og det kan måske tjene som inspiration for ryttere, der vil forsøge ay undgå endnu en massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 170,9 km, der har både start og mål på Autodromo de Villicum. Med det samme forlader man motorsportsbanen ved at køre mod sydøst ad lige og let faldende veje, inden det går ad flade veje mod syd ned til byen San Juan, der nås efter 25 km. Her venter en lidt teknisk fase, når man skal på sightseeing rundt i området nord for byen, inden man kører rundt om centrum ad ringvejen. Den forlader man i det sydligste punkt, når man drejer mod syd for at køre ad en helt lige og ganske let faldende vej frem til Pocito, der nås efter 45 km. Her bliver det helt fladt, mens man fortsætter mod syd ned til kategori 3-stigningen El Cerrillo (500 m, 0,2%), hvis top rundes 66,3 km.

Umiddelbart herefter når man det sydligste punkt, hvor man drejer mod øst for at køre ad let faldende vej frem til den første spurt, som kommer efter 79,3 km. Kort efter drejer man mod nord for at køre ad generelt lige og ganske let stigende veje frem til den anden spurt, som er placeret efter 103,7 km. Det fortsætter med at stige ganske let, mens man kører videre mod nord, inden man kører zigzag mod skiftevis vest og nord, indtil man når frem til byen Villa General San Martin, der ligger umiddelbart nord for San Juan.

Efter byen, der passeres med 11,5 km igen, begynder det at stige let ad en lige vej, der over 4,4 km med 2,3% i gennemsnit leder mod nordvest op til motorsportsbanen, hvor der til slut skal køres en omgang. Her er de sidste 5 km stort set flade. Der skal køres ca. 4 km på banen, hvor der er adskillige bløde kurver undervejs, og der er således et 180-graders sving med 2 km igen samt relativt skarpe sving med 1400, 1100, 400 og 300 m til mål.

Etapen byder på i alt 375 højdemeter.

Terrænet er helt fladt, og det er således kun vinden, der eventuelt kan ødelægge det for sprinterne, medmindre da et udbrud snyder dem alle, som det skete ved det første besøg i 2019. Den største trussel kommer dog inde på selve banen, der er ganske kringlet, og her kørte Zdenek Stybar så stærkt i 2020, at han snød de hurtige folk. Så galt går det næppe denne gang, men sprinterne skal i hvert fald holde sig til, hvis de vil sejre i en forventet massespurt, der bestemt ikke er helt enkel.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Autodromo El Villicum blev senest besøgt i 2020, hvor Zdenek Stybar med den omtalte manøvre sikrede sig en overraskende sejr foran Sebastian Molano, der i samme tid som tjekken vandt feltets spurt, mens Rudy Barbier blev nr. 3. Banen blev første gang besøgt i 2019, hvor German Tivani var hurtigere end Daniel Diaz og Daniel Zamora i en tremandsspurt, da den argentinske trio akkurat slog et felt, der blev anført af Sam Bennett og Fernando Gaviria, med 12 sekunder.

4. etape

Mange var nok skuffede over beslutningen om at droppe enkeltstarten, og det tab har arrangørerne forsøgt at kompensere for ved at inkludere en ekstra bjergetape. Den falder om onsdagen, hvor rytterne skal helt op i mere end 2200 m højde på en etape, der byder på mere end 2600 højdemeter, men det er utvivlsomt ingen erstatning for enkeltstarten. I stedet er etapen blot en lidt hårdere udgave af 2. etape, da stigningerne er bløde og kommer på etapens første halvdel, inden en let sidste del inviterer til, at vi meget vel kan få den fjerde spurtafgørelse i træk.

Med en distance på 196,5 km er der tale om halvlang etape, der for anden dag i træk starter på Autodromo Villicum nord San Juan, men denne gang har mål i Barreal, der ligger sydvest for storbyen. I stedet for at køre den direkte vej skal an imidlertid en tur ind i de nordlige bjerge, og derfor kører man med det samme mod nord ad helt lige og let stigende veje. Kortvarigt falder det videre mod nord, inden de lige veje bliver flade og leder frem til den første spurt, som kommer efter 38,0 km.

Efter spurten drejer man mod nordvest ad let stigende vej, og 10 km senere rammer man en meget lang opkørsel, der over 25,0 km stiger jævnt med 3,5% i snit. Undervejs er der placeret kategori 3-stigningen Banos de Talacasto (5,3 km, 3,9%), der er ganske jævn og aldrig bliver stejl og har top efter 52,0 km, men det fortsætter altså med stige over de nævnte 25 km, indtil man når toppen i 1997 m højde efter 72 km, idet man undervejs er drejet mod sydvest. Herfra falder det kortvarigt ganske let mod sydvest, inden man fortsætter i samme retning op ad kategori 1-stigningen Gruta Virgen de Andacollo (7,6 km, 3,9%), der slutter med 1600 m med 5-6%, men ellers hovedsageligt stiger med 2-3%.

Toppen i 2219 m højde rundes efter 87,2 km, hvorefter det går videre mod sydvest ad en næsten helt lige og enkel nedkørsel, som leder ned til byen Pachuco, der passeres efter 111,2 km. Her drejer man mod vest for at køre ad helt lige og ganske let stigende veje over ca. 40 km. Senere drejer man mod sydvest, og kort efter skal man over kategori 3-stigningen Calingasta (2,4 km, 3,6%), der er en jævn og blød opkørsel med top efter 161,8 km.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Herfra går det videre mod sydøst ad let faldende og siden let stigende veje frem til anden spurt, som er placeret efter 171,8 km. Her drejer man mod sydvest for at følge en helt lige og ganske let stigende vej ind til målbyen. Her venter en helt ukompliceret finale, hvor der slet ingen sving er over de sidste 10,3 km, og hvor de sidste 3 km er stort set flade, idet den sidste kilometer dog stiger en anelse med 0,6% i snit.

Etapen byder på i alt 2646 højdemeter.

Ruten kan se ganske skræmmende ud på profilen, men reelt er der ikke tale om en vanskelig etape. Antallet af højdemeter er måske nok stort, men stigningsprocenter er meget, meget beskedne. De eneste stykker, der er bare en anelse stejle, kommer mere end 100 km fra mål, og det giver derfor ikke megen mening at forsøge noget. Det er igen snarere vinden, der skal stå i vejen for endnu en massespurt, for det er nok tvivlsomt, om et udbrud kan holde i et løb, der stadig er helt tæt. Det vil dog være et mere mærket felt, der kan ventes at spurte i en afslutning, der denne gang er så enkel, som den overhovedet kan være.

Barreal har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

5. etape

Efter en velfortjent hviledag og en onsdag, hvor man fik testet klatrebenene lidt undervejs, er det tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Vuelta a San Juan, når det går løs på årets kongeetape, der også er den eneste rigtige bjergetape. Som i de foregående fire udgaver er der mål på toppen af Alto Colorado i 2565 m højde, og der er tale om en næsten tro kopi af den etape, der i de seneste år er blevet vundet af Miguel Edoardo Florez, Winner Anacona, den ikke helt rene Gonzalo Najar og Rui Costa. Stigningen er imidlertid langt mere skræmmende på profilen end i virkeligheden, og selvom det er klatrernes eneste chance for at gøre en forskel, skal man ikke forvente den helt store udskilning på den eneste rigtige klassementsetape i årets løb, hvor vinden til gengæld lurer som en farlig joker, som den gjorde det ved seneste besøg i 2020.

Etapen byder på ia lt 173,7 km og bringer feltet fra starten i Chimbas til toppen af Alto Colorado. Startbyen er en nordlig forstad til San Juan, hvorfra man lægger ud med at køre mod sydvest og syd ned mod storbyens centrum. Inden man når så langt, drejer man dog væk for at køre ad en lige og let stigende vej mod vest, inden det går mod sydvest ned til det sydligste punkt. Her vender man rundt for at køre mod nordøst og nord ad let faldende veje, inden man følger samme vej som tidligere, denne gang i den modsatte retning mod øst igennem let faldende terræn tilbage mod San Juan. Her drejer man mod nord for at køre frem til dagens første spurt, som er placeret efter 41,1 km.

Efter spurten går turen mod bjergene, og herfra er der tale om præcis den etape, vi kender fra de seneste fire udgaver. Således er det først fladt, mens man kører mod nord og nordvest, inden man langsomt begynder at klatre på kategori 3-stigningen Alto de Villicum (13,4 km, 2,7%), der fører mod nordvest og nord og er helt jævn og let, inden toppen rundes efter 66,5 km. Herefter venter ingen nedkørsel, men derimod et længere fladt stykke, der atter går mod nord og fører frem til den sidste indlagte spurt, der er placeret efter 91,9 km.

Etapens hårde del indledes umiddelbart herefter, når man igennem let stigende terræn kører mod nordvest frem til bunden af en lang stigning, der officielt er inddelt i to kategori 2-stigninger, Banos de Talacasto (5,3 km, 3,8%) med top efter 106,1 km og Alto de la Crucelita (18,1 km, 2,5%) med top efter 126,2 km. Samlet set stiger det over 33,6 km med 2,4% i gennemsnit, og der er tale om en meget let stigning, hvor stigningsprocenten ligger på 1-3 stort set hele vejen.

Heller ikke efter denne stigning er der en nedkørsel. I stedet går det mod nordvest og nord ad et fladt og meget åbent plateau, der leder frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning Alto Colorado, som bestiges fra sydøst. Her er der tale om en 18,8 km lang opkørsel, hvis stigningsprocent er blot 4,4, og den bliver aldrig for alvor stejl. På den nedre halvdel ligger stigningsprocenten næsten konstant på 3-4, inden den over de sidste knap 8 km stiger til 5-6. Den vanskeligste passage er 1 km med 7,1% i gennemsnit, inden det stiger med 3,5% over de sidste 800 m. Finalen er teknisk ukompliceret med blot to bløde kurver på de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 2569 højdemeter.

Etapen kan se dramatisk ud på papiret, men det er værd at bemærke sig, at den afsluttende stigning er relativt nem. Den er således helt anderledes end de bjerge, der kendes fra Tour de San Luis, hvor der har været tale om meget stejle ramper, og dermed bliver etapen heller ikke nær så selektiv. Ofte afgøres en sådan etape i en spurt i en mindre gruppe, men på dette tidspunkt af sæsonen vil forskellene nok være mere markante. Samtidig vil højden gøre en forskel, og det bør således være en god klatrer, der afgør etapen til sin fordel. I 2018 viste Najar i hvert fald, at det kan lade sig gøre at køre alene hjem på ren styrke, men også relativt store folk som Filippo Ganna og Tiesj Benoot var med helt fremme, og ved seneste besøg i 2020 lykkedes det sågar Ganna at ende som nr. 6 i samme tid som den førende Remco Evenepoel. Endelig skal man ikke undervurdere sidevinden på det flade plateau inden stigningen, hvor feltet splittedes i 2018 og ikke mindst i 2020, hvor Evenepoel sov i timen og var ved at smide hele løbet som følge af sin blunder.

De seneste udgaver af etapen kan give en ide om, hvad vi skal forvente. I 2017 viste det sig ikke uventet, at det var svært at gør en forskel, og selv en stor mand som Ramunas Navardauskas kunne sikre sig en 12. plads. Til slut endte hele otte mand inden for bare 21 sekunder af vindertiden, og det hele blev afgjort i en spurt mellem Rodolfo Torres og Rui Costa, der sejrede 3 sekunder foran den colombianske klatrer og 7 sekunder foran Daniel Escuela. Bauke Mollema gjorde et stort arbejde for at kontrollere løbet, og med en 5. plads 12 sekunder bag Costa sikrede han sig reelt sejren. I 2018 viste den desværre ikke helt rene Gonzalo Najar sig at være i absolut særklasse, da han leverede et stort soloridt fra bund til top og sejrede med næsten 2 minutter ned til sine to nærmeste forfølgere. Efter hans positive dopingtest er det dog i dag i stedet Oscar Sevilla, der efter at have slået Rodolfo Torres i spurten står opført som etapevinder. I 2019 blev det hele en taktisk affære, hvor Winner Anacona udnyttede Movistars overtal til at køre tidligt væk fra et svækket Deceuninck-hold, og han kunne til slut slå Cesar Paredes og Christhian Montoya i en tremandsspurt. En relativt stor favoritgruppe splittedes først i selve spurten, hvor forskellene alene var få sekunder. Ved seneste udgave i 2020 var den førende Remco Evenepoel i den grad på bagkant, da feltet splittede i sidevinden på plateauet, men med en jætteindsat kom han tilbage. Det hele endte som et gradvist udskilningsløb, inden seks man spurtede til sidst, og Edoardo Miguel Florez sejrede med 2 sekunder ned til Oscar Sevilla og Branon McNulty samt 4 sekunder ned til Guillaume Martin, Evenepoel og en overraskende stærk Filippo Ganna.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

6. etape

I de første to udgaver i det nye format har det været kutyme, at den afsluttende weekend har budt på to flade etaper, der på papiret har lignet opgaver for sprinterne. Sådan er det nu aldrig gået, idet et udbrud i 2017, 2018, 2019 og 2020 snød feltet på lørdagsetapen, og måske kan det ske igen. Også denne gang er den ganske flade næstsidste etape en klar invitation til sprinterne, når der for første gang skal sluttes ved cykelbanen Velodromo Vicente Chancay i udkanten af San Juan. Terrænet er i hvert fald ganske enkelt, og det er kun vinden, der kan skabe et drama, hvis altså ikke det for femte gange ud af fem mulige skal lykkes at snyde sprinterne på løbets eneste lørdagsetape.

Etapen er med en distance på 144,9 km en ganske kort sag, der har både start og mål ved Velodromo Vicente Chancay. Velodromen ligger i den sydlige del af San Juan, og man lægger ud med køre mod nord frem til ringvejen, som man følger et stykke mod nordvest, inden man fortsætter mod nordvest væk fra storbyen igennem let stigende terræn. I udkanten drejer man mod nord ad de let stigende veje, inden man fortsætter mod nord op ad kategori 3-stigningen Dique de Ullum (2,0 km, 3,7%), der er en jævn stigning med top efter 27,0 km.

På toppen drejer man mod nordvest og senere vest for sydvest for at køre rundt om en sø igennem fladt terræn, indtil man når frem til den første spurt, som er placeret efter 41,1 km. Herfra fortsætter man videre mod sydvest, nu igennem let stigende terræn, frem til dagens sidste kategori 3-stigning Dique Punta Negra (1,0 km, 8,6%), som vi kender som afslutning på en tidligere benyttet puncheuretape og på den seneste enkeltstart i 2020, og som er ganske stejl med hhv. 7,8% og 9,4% over de to 500 m-segmenter.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Toppen rundes efter 52,0 km, og herfra er terrænet meget let. En lidt skarpere nedkørsel leder mod sydvest, inden man drejer mod øst for at køre ad let faldende veje. Det faldende terræn fortsætter, når man snor sig syd, inden man kører ad lige og let faldende veje mod nordøst tilbage mod San Juan, idet man undervejs passerer motorsportsbanen Autodromo Eduardo Capella. I udkanten af byen kører man ad de samme veje som tidligere mod øst ind mod centrum, hvor man atter følger ringvejen mod sydøst, også i modsat retning.

Inden man år cykelbanen drejer man mod syd for at slå et smut ned i terrænet syd for byen. Ad en lang, lige og let faldende vej kører man frem til Pocito, hvor den anden spurt er placeret efter 106,1 km, hvorefter man efter 109,8 km rammer en næsten helt kvadratisk og helt flad rundstrækning. Den her 15,6 km lang, og her kører man to fulde omgange. Man tager også hul på en tredje, men når man er næsten helt rundt fortsætter man ad en lang lige og let stigende vej frem til målet ved cykelbanen. Det sidste sving kommer således med 5,9 km igen, og derefter er den 7 m brede vej helt lige og altså kun ganske let stigende.

Etapen byder på i alt 609 højdemeter.

Historien siger som sagt, at udbrud altid snyder sprinterne på denne etape, og der har da også været så mange potentielle sprinteretaper i løbet, at man ikke kan udelukke, at det kan ske igen. Etapen er dog også så nem og sprinterfelt så stærkt, at det mest sandsynlige er endnu en massespurt, også fordi sprinterne ikke har spurtet i flere dage, når vi når hertil. Vinden kan være en trussel, men meget af dagen foregår i byzone, og det ligner derfor en massespurt i en helt, helt enkel finale.

Velodromo Vicente Chancay har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Favorit kommenterer afgørende fejl

7. etape

Som mange andre etapeløb afsluttes Vuelta a San Juan med et kort gadeløb i hovedbyen, hvor de store sprintere ventes at få de sidste ord. Samme model blev benyttet i 2017, 2018, 2019 og 2020, og selvom der har været tale om to forskellige rundstrækninger, har udfaldet været det samme. I år er der tale om en forkortet kopi af finaleetapen fra de tre seneste udgaver, og det må således formodes, at sprinterne atter får det sidste ord i Argentinas store etapeløb.

Etapen afvikles på en 16,0 km lang rundstrækning i San Juans gader, som skal tilbagelægges i alt syv gange - mod ni gange i 2018, 2019 og 2020 - hvilket giver en samlet distance på beskedne 112,0 km. Rundstrækningen er skræmmende enkel, da man slet og ret kører rundt på ringvejen. Den første del af den meget lidt tekniske rundstrækning, der er næsten ovalformet og kun byder på bløde kurver på store veje, stiger ganske svagt, hvorefter den resterende del er let faldende, men der er tale om højdeforskelle, der næppe vil spille nogen rolle. Til slut er de sidste 5 km stort set helt flade og uden tekniske udfordringer, idet vejen kun bugter let til højre med godt en kilometer til mål. Der er indlagte spurter ved målpassagerne efter 2. og 5. omgang, dvs. efter hhv. 32,0 og 80,0 km.

Etapen byder på i alt 348 højdemeter.

Etapen minder om afslutningsetapen i mange andre etapeløb, og udkommet vil formentlig også være det samme. Således kan vi vente, at sprinterholdene vil kontrollere tingene og sikre, at det hele afgøres i en massespurt. Da etapen foregår i byen, vil vinden end ikke komme i spil, og derfor skal løbets førende rytter blot holde sig oprejst for at sikre sig den samlede sejr, mens sprinterne dyster om etapegevinsten i en finale, der er skabt til de helt rene sprintere, selvom rundstrækningen ikke er helt flad.

I 2020 blev præcis samme rundstrækning som sagt benyttet, og her rundede Fernando Gaviria et stærkt lø af med sikre sig sin tredje etapesejr foran Peter Sagan og Alvaro Hodeg. I 2019 lykkedes det endelig Sam Bennett på samme rundstrækning at få revanche efter et par nederlag ved i spurten nærmest at slå Alvaro Hodeg og sin lead-out man Erik Baska. I 2018 lykkedes det Giacomo Nizzolo på samme rundstrækning efter sit skadesmareridt i 2017 at tage en meget forløsende sejr, der skulle vise sig at blive sæsonens eneste, foran Quick-Step-duoen Maximilano Richeze og Hodeg. I 2017 blev der som nævnt benyttet en lidt anden rundstrækning, men også her var der lagt op til massespurt. Ved et tilfælde lykkedes det imidlertid Quick-Steps lead-out man Maximilano Richeze at snige sig væk i finalen, og han tog dermed sin anden etapesejr i træk foran holdkammeraten Tom Boonen samt Matteo Malucelli.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Hvor Tour de San Luis udpræget var et løb for klatrerne, forholder det sig anderledes med Vuelta a San Juan. Ganske vist er der en stor bjergetape på programmet, men Alto Colorado er slet ikke sammenlignelig med de stigninger, vi kender fra naboregionen. Her nåede stigningsprocenterne af og til over de 20, mens udfordringen i San Juan er en lang, moderat stigning, der kun stiger med 4,4% i gennemsnit. Det er således meget sigende, at Filippo Ganna, der bestemt ikke er kendt som en klatrer, i 2018 endte som nr. 6 og endda toppede det med en 2. plads i 2020, hvor han sad med de allerbedste hele vejen til toppen af stigningen, og at den ligeledes relativt store Tiesj Benoot endte endnu længere fremme som nr. 4, inden han var blevet så god til at klatre, som han i dag er. Mange sammenligner ganske vist Vuelta a San Juan med Tour de San Luis, men trods den umiddelbare lighed i løbenes struktur, er der tale om to vidt forskellige arrangementer.

Det betyder imidlertid ikke, at 5. etape ikke bliver udfordrende, og der er ingen tvivl om, at fredag er den helt afgørende dag. Hvis samme etape kom midt i den europæiske højsæson, ville stigningen næppe skabe den store udskilning, og en gruppe på 10-15 ryttere ville med stor sandsynlighed skulle spurte om sejren. Nu kommer den imidlertid på et tidspunkt, hvor stjernerne er langt fra topformen, og da niveauet i feltet samtidig er meget spredt, kan der forventes større forskelle. Tillige er det værd at bemærke, at etapen afsluttes i højderne, og det vil utvivlsomt spille en stor rolle samt gøre etapen langt mere selektiv, som også varmen kan gøre det.

Mellem de bedste klatrere bliver forskellene imidlertid ikke overvældende, specielt ikke hvis der er modvind, og derfor har det traditionelt været enkeltstarten, der har været løbets klart vigtigste etape. Den er som bekendt nu smidt på møddingen, hvad man kun kan begræde. Denne gang har arrangørerne nemlig designet, hvad man bedst af alt kan betegne som en kedelig rute.

Løbet har altid været en sprinterfest, men i år kan det tage helt overhånd. End ikke puncheuretapen til Punta Negra har man fundet plads til, og vi risikerer reelt, at seks ud af syv etaper ender i en massespurt. Ganske vist har arrangørerne lagt nogle gevaldige stigninger ind på 2. og 4. etape, men de kommer begge tidligt og er tillige så ekstremt bløde, at selv tunge sprintere burde føle sig nogenlunde komfortable. Det er klart, at højderne kan gøre det mere selektivt end som så, men man skal virkelig være optimistisk, hvis man tror, at man kan skabe et eller andet, der kan holde hele vejen.

Der er altså en overhængende risiko for, at alle vil vente til fredagens kongeetape, og at det hele vil blive bestemt af Alto Colorado denne gang. Det er der vel kun to forhold, der kan ændre på. Den ene er vinden, der før har spillet en rolle i løbet, og som bliver helt afgørende. Dels er der risikoen for sidevind, men vindretningen på Colorado-stigningen på fredag vil også være helt, helt essentiel for stigningens sværhedsgrad.

Den anden udfordring er Evenepoel-faktoren. Verdensmesteren bruger for tredje gang løbet som sæsonåbning, og det gør han vel for at få noget god træning. Vil han virkelig være tilfreds med at halvsove i feltet hele vejen indtil fredag? Eller vil vi se Soudal-mandskabet forsøge at skabe et eller andet undervejs? Det vil næppe kunne lade sig gøre på mandag, men når de skal helt op i de høje luftlag på onsdag kan man godt forestille sig, at de vil forsøge at køre lidt cykelløb. Her kunne de finde en allieret i det brølstærke Ineos-mandskab, der også må være interesserede i at udnytte deres mange klatrere til at køre lidt cykelløb.

Problemet er bare, at det er lidt svært at se, hvad der skulle kunne lykkes. Stigningen er alt for let til, at klassementsrytterne kan sætte hinanden. De kan højst lave en betydelig udskilning og derefter sætte et højt tempo ind mod mål. Har vi et lille felt efter en hård dag, ved vi jo, at Evenepoel har en imponerende evne til altid at køre væk, selvom det burde være umuligt, men han skal godt nok være skarp, hvis det skal lykkes på en etape, der slutter så let som denne. Naturligvis tør jeg ikke udelukke, at han og Ineos kan sætte rav i den og skabe et eller andet uventet, måske allerede på 2., men særligt på 4. etape, men mit bedste gæt vil være, at det kun er vinden, der kan forhindre, at vi får seks spurtafgørelser, dog i felter af varierende størrelse. Alt peger således på, at det hele skal afgøres på fredag, selvom man naturligvis heller aldrig helt kan vide sig sikker på, hvad Evenepoel kan finde på i weekenden, hvis han skulle være bagud til den tid.

Det står således klart, at det er vejret, der i høj grad skal forhindre, at dette løb bliver en yderst monoton sprinterforestilling - hvor vi dog heldigvis kan glæde os over et fremragende sprinterfelt, der sørger for, at selve spurterne bliver endog meget seværdige - og derfor er spørgsmålet, hvad de argentinske vejrguder har i ærmerne. De har som altid masser af solskin og varme på programmet, men desværre ikke specielt meget vind. Der er ellers nærmest orkanagtige forhold i San Juan, mens jeg fredag aften dansk tid skriver denne optakt, men desværre ser det anderledes ud i den kommende uge. Her kan rytterne se frem til dagtemperaturer på mellem 33 og helt op til 37 grader, men da etaperne - netop på grund af varmen - køres i de sene eftermiddags- og tidlige aftentimer, bliver det ikke helt så voldsomt. Varmen vil dog være en faktor, man skal forholde sig til, når man kommer fra den europæiske vinter.

Læs også

Se spurten, der fik Bora-profil deklasseret

Terrænet omkring San Juan kan være ret uinspirerende, fordi der er tale om lange, lige veje i ret goldt terræn, men det betyder også, at betingelserne for sidevind typisk er ret gode. Alligevel er historikken for sidevindskørsel relativt beskeden, selvom man nok vil huske, hvordan Evenepoel i den grad kom på bagkant, da han for tre år siden var tæt på at smide hele løbet på gulvet, da han blev fanget i vinden på vej frem mod Colorado-stigningen.

Den ser i hvert fald ud til at være for svag til at kunne noget på de kuperede etaper mandag og onsdag, da det ikke vil blæse så meget, når man kører væk fra San Juan, og i weekenden vil det heller ikke blæse meget i selve området omkring San Juan. Skal vi have sidevindsdrama, skal det formentlig ske på 1., 3. eller igen på kongeetapen, da vi her taler om vindstyrker på ca. 20 km/t, alle gange fra syd. Det er lige på grænsen til at være nok, men i det åbne argentinske terræn kan det bestemt lade sig gøre at udnytte den. Der er bestemt en chance på 1. etape, hvor der vil være sidemedvind på hele anden del af etapen, men jeg har min tvivl om, hvorvidt styrken er nok på en ikke alt for blæsende søndag. Mere blæsende bliver det tirsdag, men her er retningen slet ikke rigtig, da der generelt er med- eller modvind, og medmindre man kan udnytte det meget korte sidevindsstykke til sidst, vil vi heller ikke her se splittelse.

Jeg vil derfor tro, at truslen er størst på kongeetapen, hvor den altså splittede for tre år siden. Der er generelt medvind hele dagen, men der er præcis samme farlige sidevindsstykke, som vi så i 2020. Det ligger umiddelbart efter næstsidste stigning og kommer tæt nok på mål til, at det næsten kostede Evenepoel den samlede sejr. Problemet er bare, at der er ganske få stærke hold i løbet, og derfor bliver det meget lettere at holde sig til. Det virker ikke voldsomt sandsynligt, at en af de store favoritter vil blive fanget, men som vi så med Evenepoel i 2020, kan det ikke udelukkes. Skal vinden i spil, vil jeg dog også tro, at det er den eneste reelle chance.

Det vil mange klatrere være glade for, og de vil også glæde sig over udsigten til medvind på Alto Colorado. I modvind er det praktisk talt umuligt at gøre forskelle, men nu er der en chance. Vi vil stadig tale om ganske beskedne afstande, for procenterne er virkelig bløde, og klatrerfeltet er i år vel nærmest historisk stærkt. Vi har før set større forskelle, da den ikke helt rene Gonzalo Najar sagtens kunne køre feltet sønder og sammen og overvinde et stort tab på enkeltstarten i 2018, og vi så 2019, at det også kunne blive taktisk. Her kunne et svagt Deceuninck-hold slet ikke kontrollere løbet, da en uerfaren Evenepoel sov i timen i forbindelse med Winner Anaconas angreb, og dermed kunne colombianeren køre hjem til sejr, mens Julian Alaphilippe manglede holdet til at forsvare sin førertrøje. Det viser, at det er en stigning, hvor taktik kan spille en langt vigtigere rolle end klatreevner, hvis man har et godt hold. Generelt har vi dog kun set ganske stor udskilning bagude, mens forskellen mellem de allerbedste - Najar undtaget - harværet begrænsede, og store folk har som sagt også kunnet holde sig fint til de lettere folk, før mindre huller er opstået på den lidt stejlere del til allersidst, hvor vi senest så en spurt mellem seks mand i 2020.

Løb i januar måned er altid ekstremt vanskelige at forudsige. For næsten alle ryttere er der tale om sæsondebut, da det denne gang ikke har kunnet kombineres med det mindre Vuelta al Tachira, selvom enkelte har kørt Giro del Sol, og derfor har vi ingen forudgående indikationer af form. Tingene kompliceres af, at de bedste ryttere samtidig er langt fra deres højeste niveau, og man kan derfor ingenlunde bruge de sædvanlige referencer til at vurdere det indbyrdes styrkeforhold. I stedet er man nødt til at benytte sig af de kommentarer, som rytterne har givet forud for løbet, samt deres historik i løb tidligt på sæsonen. Situationen kompliceres samtidig af, at det er sæsonhøjdepunktet for mange af de lokale ryttere, der derfor altid kan levere en stor overraskelse.

Tour de San Luis har før været vundet af lokale ryttere, men det bliver vanskeligere i San Juan. Dertil er feltet i hvert fald denne gang for stærkt, men man kommer altså langt med god form. Nok er Oscar Sevilla ikke en hr. hvem-som-helst, men nogen WorldTour-rytter er han jo ikke længere. Alligevel har han været på podiet i alle fire foregående udgaver, og han vandt sågar efter Najars diskvalifikation. I seneste udgave i 2020 var der da også hele tre kontinentalryttere i top 10, men dengang var feltet også noget svagere, end det er i år.

Jeg vælger at pege på Remco Evenepoel, men det er godt nok med stor tøven denne gang. Han vil nemlig i den grad savne enkeltstarten, som næsten havde sikret ham en samlet sejr på forhånd. Nu skal han formentlig gøre hele forskel på Colorado, og spørgsmålet er, om det lader sig gøre. Det bliver bestemt ikke let bare at køre væk i dette vanvittigt skarpe felt af klatrere. Heldigvis ved vi, at han er blevet langt, langt mere eksplosiv, som han viste, da han sågar vandt en flad spurt i Norge og ikke mindst, da han vandt sin bjergetape i Vueltaen, men problemet er, at han er oppe mod en superafslutter som Sergio Higuita, der utvivlsomt er mere eksplosiv end Evenepoel.

Ender det i en ren spurt på toppen, kan Evenepoel få svært ved at slå særligt den lynhurtige Bora-rytter, men heldigvis er der en fælles interesse mellem det stærke Ineos-hold og hans eget Soudal-hold, der har Pieter Serry og ikke mindst Jan Hirt til at gøre finalen hård. Vi ved, at Evenepoel altid starter uhyggeligt stærkt, og sidste år leverede han en sand magtdemonstration, da han kørte fra alt og alle på sin allerførste løbsdag. Han melder også om god form, og vi har set både her og i Vueltaen, at han kan klare både højderne og varmen. Han var så suveræn sidste efterår og kan meget vel have hævet sit niveau yderligere af at have gennemført sin første grand tour, at jeg ganske ikke tør gå imod ham. Han vil formentlig være så stærk, at han på Colorado efter forarbejde fra Hirt alligevel kan slå til, men denne gang bliver det bestemt ikke let. I sidevinden er jeg denne gang helt tryg, for her lader han sig ikke fange to gange - slet ikke med det hold, han har til rådighed. Hvis Hirt, der var kendt som en langsom starter, lægger ud, som han gjorde i 2022, hvor han sejrede samlet i Oman, vil også han kunne ende langt fremme, men da han skal lægge presset for Evenepoel, må han ligesom Serry være ren hjælper - og så er han et næsten sikkert offer i sidevinden.

Som det fremgår, kan det også meget, meget vel ende med samlet sejr til Sergio Higuita. Mod snart sagt alle andre end Evenepoel, Tadej Pogacar og Primoz Roglic havde jeg haft ham som favorit til denne rute. Han er nemlig en sublim afslutter og klart den hurtigste af klassementsrytterne her, og han er endda som colombianer klart favoriseret af højderne. Vi ved også, at han altid starter som lyn og torden, for han plejer at vinde colombianske mesterskaber, ligesom han også har vundet Tour Colombia og sidste år kongeetapen i Algarve - i øvrigt foran Evenepoel - i februar, og meldingerne fra Colombia er også bekymrende for hans rivaler. Han har nemlig netop slået Egan Bernals rekord på et af landets mest berømte træningsbjerge, og han er derfor utvivlsomt i fremragende form igen.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Han har det problem, at hans hold er svagt besat i bjergene, men heldigvis for ham har han en allieret i Soudal, når Ineos begynder at lege med overtallet. Hans sprinterhold er også brølstærkt i sidevinden, men hvis den splitter samme sted på kongeetapen som i 2020, vil han være sårbar, da han her meget vel kan have mistet sine tunge bodyguards. Til gengæld har han et ekstra våben i de indlagte spurter, hvor han let bør kunne slå Evenepoel, hvis han får brug for ekstra sekunder undervejs. I dette løb ser holdet heldigvis ikke ud til at blive afgørende, og på så let en stigning i højderne taler meget for, at Higuita kan få skovlen under Evenepoel. Holdet har også den spændende Florian Lipowitz, der sidste år blev nr. 25 i Tour of the Alps, men der er grænser for, hvor langt han kommer i dette selskab.

Ineos kommer med det klart stærkeste mandskab, og deres bedste bud må være Daniel Martinez. Vi så, hvor fremragende han var sidste år, og vi ved, at også han plejer at starte som lyn og torden. Det har han gjort ved de colombianske mesterskaber, og da Higuita vandt Tour Colombia, var det altså Martinez, der vandt kongeetapen, ligesom han var uhyre stærk i Algarve for et år siden. Også han vil have stor fordel af højderne, og vi så sidste år, hvor eksplosiv han er blevet, ikke mindst da han vandt en spurt i Baskerlandet og ikke var alt for langt fra at slå Higuita, da de to spurtede om sejren på toppen af Malhao-stigningen i Algarve. Han får dog svært ved at slå sin landsmand, hvis der skal spurtes direkte, men kan Ineos og Soudal gøre det hårdt, og er formen god, står han bestemt ikke uden chancer, og Ineos er i hvert fald også meget stærke i sidevinden.

Holdets andet kort er Egan Bernal, der jo er det helt store spørgsmålstegn. Sidste år brugte han alene til at komme i gang igen, men nu siger han, at han er klar til at jagte resultater. Han har meldt meget optimistisk ud og siger, at hans tal er meget gode, og det indikerer, at vi måske for første gang vil se en flyvende Bernal igen. Selvom der er medvind, bliver det dog et meget svært løb for ham at vinde, for selvom han er eksplosiv og en udmærket afslutter, slår han næppe Higuita, Martinez eller den mere kraftfulde Evenepoel på disse procenter. Skal han vinde, skal Ineos formentlig udnytte deres overtal, men det er bestemt heller ikke umuligt, at Bernal og Martinez kan fange Higuita og Evenepoel i en sandwich på Colorado, hvis de får gjort det tilstrækkeligt hårdt. Holdet har også Filippo Ganna, der jo som nævnt er blevet både nr. 2 og 6 i løbet og sidste år nåede med de bedste hele vejen til toppen af Colorado. Som han klatrede sidste år, kan han helt sikkert ende langt fremme igen, men på et hold med Bernal og Martinez vil jeg tro, at det er hans opgave at gøre det hårdt, og hvis endelig han kører sin chance, vil det handle om ren overlevelse, som det gjorde det i 2020. Det kunne faktisk også være en god afslutning for den meget eksplosive Jhonatan Narvaez, men både han og Brandon Rivera, der kørte flot i efteråret, må være hjælpere.

Den rytter, der allermest motiveret, må være Miguel Angel Lopez, der gør debut for Medellin. Colombianeren drømmer stadig om, at der er et hold, der i sidste øjeblik alligevel giver ham chancen i Europa, og dette er hans helt store chance for at vise sig frem på den store scene og gøre sig attraktiv. Han synes da også i fremragende form, for han har netop vundet et colombiansk løb foran Andres Ardila og Oscar Sevilla i ganske suveræn stil, men desværre for ham er dette ikke rigtigt et løb for ham. Han er vel den mindst eksplosive afslutter af de hidtil nævnte favoritter, og stigningen er ikke svær nok til, at han kører alene i dette selskab, selvom vi ved, hvor vanvittigt god han er i højderne. Til gengæld kan finalen som sagt godt blive taktisk, og hvis de store hold kigger for meget på hinanden, synes han at have formen til at køre væk til sidst - hvis altså ikke han og hans hold er blevet fanget i sidevinden. Holdet har også Sevilla, der som sagt er endt på podiet alle fire gange, men siden løbet sidst blev kørt i 2020, har vi set, at hans niveau er aftaget så meget, at det er svært at se ham helt fremme i dette selskab. Så er den tidligere U23-verdensmester Fabio Duarte mere farlig, da han vandt Vuelta a Colombia sidste år, men han har generelt skuffet meget, siden han vendte hjem til Colombia.

Movistar kommer med Einer Rubio, der bestemt bliver spændende at følge. Vi så i efteråret 2021, at han nu var ganske tæt på at kunne blande sig helt fremme med de bedste, men netop som han skulle bekræfte i 2022, endte han med at tilbringe det meste af året i sygesengen. Han var dog heller ikke alt for overbevisende, da han kom tilbage i efteråret, og da han tillige heller ikke har tradition for at starte sæsonen særligt stærk, er jeg ikke alt for optimistisk. Han er heller ikke specielt eksplosiv, og han ser sårbar ud i vinden. Hans potentiale er dog utvivlsomt stort, og hvis han er i topform fra start, kan han måske udnytte det taktiske spil, hvis de store navne kigger for meget på hinanden. Han ledsages af Abner Gonzalez, der dog endnu har til gode, at han kan være med helt fremme på dette niveau. Måske kan den lidt store Oier Lazkano også holde sig lidt til på en stigning som denne, men det vil undre mig, hvis han er i form.

Trek kommer til løbet i en outsiderrolle, men de har et par spændende jokers. Faktisk er jeg mest spændt på at se Quinn Simmons. Den store amerikaner er jo slet ikke klatrer, men han har forbedret sig voldsomt i bjergene. På denne form for stigning har vi jo med Ganna set, at store Simmons-typer godt kan holde sig til, men det vil handle om ren overlevelse mod de mere klatrestærke folk. Formen er også usikker, fordi han har trænet mindre intensivt i løbet af vinteren og derfor næppe er på toppen. Det er mere sandsynligt, at vi ser Amanuel Ghebreizagbhier fremme. Næst efter Nairo Quintana var han vel bedste mand på kongeetapen i Provence sidste år, hvor han startede sin sæson som lyn og torden, men styrtet i Catalonien ødelagde desværre hans sæson. Har han startform i år, kan han komme langt i dette felt, hvis ikke han fanges i vinden. Jokeren er Antwan Tolhoek, der fik ødelagt sit første år hos Trek af en endeløs serie af helbredsproblemer, og som har et meget lavt bundniveau. Han startede imidlertid meget stærkt på den første bjergetape i Valencia, hvor Evenepoel vandt, og har han udnyttet god motivation til at træne lige så godt denne gang, kan han komme ret langt i dette felt - men han kan også falde helt igennem. Endelig har holdet den meget talentfulde Mathias Vacek, der senest i Veneto Classic viste, at han slet ikke klatrer så skidt. Store folk som ham kan godt være med på denne form for stigning, men jeg tvivler på, at han har formen til at være med helt i front.

Hos Total stiller man med nyerhvervelsen Steff Cras, der er skiftet til holdet for at kunne køre sin egen chance. Der er grund til en vis optimisme efter et 2022, hvor han forbedrede sig ganske markant og endte i top 15 i stort set alle sine etapeløb, også på WorldTouren. Han startede også stærkt, og jeg vil næsten tro, at skiftet til Total har motiveret ham meget gennem vinteren. Han er også ret eksplosiv, og det er derfor slet ikke et dårligt løb for ham, hvis han er komfortabel i højderne. Han har også et meget stærkt hold til vinden, men han vinder ikke i dette selskab. Holdet har også Alan Jousseaume, men han har ikke klatret godt nok til at kunne være med helt fremme på dette niveau.

Israel-PT stiller med det store talent Stephen Williams, som de hentede til holdet efter B&B-kollapset. Han har både i Kroatien og Schweiz vist, at hans potentiale er ganske stort, ikke mindst da han satte Simon Yates til vægs i førstnævnte, men hans niveau er også uhyre svingende. Sidste år startede han sæsonen meget skidt, og da han har haft en kaotisk vinter, tvivler jeg på, at han er flyvende. Vi så dog i Schweiz, at han er ganske eksplosiv, så han har potentiale til at overraske på denne form for stigning. Holdet har også den helt unge Matthew Riccitello, der gjorde det ganske pænt i Burgos sidste år, hvor han kom med et flot angreb i på Picon Blanco, men han er overmatchet her. Den tredje kandidat er Marco Frigo, der ikke er klassisk klatrer, men sagtens kan køre opad, særligt på en stigning som denne. Holdet nævner dog ikke, at han skal køre klassement, så det kunne indikere, at han ikke er flyvende.

Astana stiller med Harold Tejada, der jo desværre er gået helt i stå. Han har slet ikke kunnet leve op til det potentiale, vi så i Touren i 2020, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Man kan dog håbe, at det vender nu, og han vil i hvert fald være glad for højderne. Har han trænet stærkt i løbet af vinteren, kan han måske overraske, men det skal være via taktik, for han er helt uden punch og tillige meget sårbar i sidevinden. Han ledsages af veteranen Andrey Zeits, der flere gange i 2022 - senest i et flot Langkawi i oktober - viste, at han stadig kan køre i top 10 i et løb som dette. Det vil dog være overraskende, hvis formen rækker til at matche de mange colombianere, og også han er sårbar i vinden. Endelig har de den unge ecuadorianer Harold Martin Lopez, der blev nr. 12 i l’Avenir, men selv hvis han er i topform og vil kunne lide højderne, er han overmatchet i dette selskab.

DSM stiller med Marco Brenner, der i Vueltaen, hvor han ikke var langt fra at vinde en bjergetape, endelig begyndte at vise det store potentiale, vi så som junior. Der er grund til at have pæne forventninger til ham i denne sæson, hvor han kan tage næste skridt, særligt med en grand tour i benene, men det vil være sært, hvis han er flyvende allerede nu - i hvert fald i forhold til colombianerne, der også har fordel af højderne. Han har til gengæld et fint hold i sidevinden, men det er nok top 10, han skal stræbe efter. Holdet har også den meget svingende Kevin Vermaerke, der i 2022 gjorde ganske pæne fremskridt. Han er dog næppe heller i storform, og han er tillige mere puncheur end klatrer, hvorfor det da også er Brenner, der er nævnt som holdets eneste klassementsrytter. Han kan sagtens være med på en stigning som denne og er jo faktisk ret eksplosiv, men han ender ikke helt i front.

Corratec kører sit første løb som professionelt hold, og det gør de med lokale German Nicolas Tivani. Han endte som samlet nr. 11 for tre år siden, hvor han blev nr. 9 på kongeetapen, og det vidner om, at han kan være pænt med, hvis han er i form. En top 10 i dette skrappere selskab virker dog ikke realistisk, men meget kunne tale for, at han igen formtopper til et stort løb på hjemmebanen. Hans niveau er også lidt usikkert, da han ikke har kørt i Europa siden 2019, men han kom nu stærkt tilbage efter en pause i 2022, hvor han vandt to UCI-etapeløb i Argentina.

Det er svært at tro på de sidste professionelle hold. Eolo vil fosøge med Erik Fetter, der skuffede meget i 2022, og Davide Bais, der pludselig klatrede fornemt i efteråret. Særligt Bais kan nok gøre det pænt, men de får svært ved at være med helt fremme. Bardiani har den ganske talentfulde klatrer Mattia Petrucci, men dette er hans allerførste professionelle løb, ligesom de har Filippo Magli, der trods en 4. plads i U23-Lombardiet næppe klatrer godt nok.

I skrivende stund er trupperne for mange kontinentalhold ukendte, og derfor opdateres optakten lørdag eller søndag formiddag. De navne, vi kender, får det dog svært, hvis man ser bort fra de nævnte Medellin-drenge. Laureano Rosas vandt det flere gange, inden det blev UCI-løb, men siden 6. pladsen i 2017 har han slet ikke kunnet være med fremme. Det kan være værd at holde øje med Wilson Haro , der er blevet nr. 20 i l’Avenir og har vundet to etapeløb i Sydamerika. Erfarne Cristian Montoya blev nr. 13 i 2019, og det vil også være naturligt at nævne superveteranen Delio Fernandez , der stadig kunne være med Volta a Portugal sidste år, men utvivlsomt er meget langt fra formen nu.

BEMÆRK: Trupperne til de fleste kontinentalhold er i skrivende stund ukendte. Jeg opdaterer optakten lørdag eller søndag formiddag, når den endelige startliste er klar.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Mest markant er det, at Ghebreigzabhier uden begrundelse er blevet fjernet fra Treks trup og ikke blevet erstattet. Derudover kender vi nu den fulde liste af ryttere fra kontinentalholdene. Et af de mest interessante navne er Cesar Paredes, der længe har været en af de bedre colombianske etapeløbsryttere. Han endte som nr. 7 i 2019 og nr. 8 i 2020, men han har slet ikke været på samme niveau de seneste sæsoner, selvom han fortsat blot er 30 år. Han er på hold med veteranen Juan Pablo Dotti, der blev nr. 10 i 2020, men heller ikke den 38-årige argentiner synes på toppen længere. Meget spændende er også Ricardo Escuela, der imponerede så stort i 2019, indtil han styrtede. I 2020 blev han kun nr. 16, og hvor han står nu, er svært at sige, da han stort set ikke har kørt siden dengang. Han viste dog god form i Giro del Sol forrige uge. Også Angel Alexander Gil er værd at holde øje med, da han blev nr. 2 i det altid stærkt besatte Vuelta a Colombia i 2021. Juan Javier Melivilo overraskede med en 12. plads i 2020, men han har ikke gennemført de tre UCI-løb, han har kørt siden dengang. Veteranen Leandro Messineo er tidligere kørt i top 10 i San Luis, men han er slet ikke på samme niveau længere.

***** Remco Evenepoel

**** Sergio Higuita, Daniel Martinez

*** Egan Bernal, Miguel Angel Lopez, Jan Hirt, Einer Rubio, Steff Cras

** Antwan Tolhoek, Stephen Williams, Quinn Simmons, Jhonatan Narvaez, Filippo Ganna, Harold Tejada, Marco Brenner, Fabio Duarte, Andrey Zeits, Oscar Sevilla, Kevin Vermaerke, Matthew Ricitello, Angel Alexander Gil, Ricardo Escuela, German Nicolas Tivani

* Florian Lipowitz, Mathias Vacek, Davide Bais, Fabio Duarte, Harold Martin Lopez, Marco Frigo, Mattia Petrucci, Brandon Rivera, Abner Gonzalez, Cesar Paredes, Wilson Haro, Erik Fetter, Alan Jousseaume, Pieter Serry, Oier Lazkano, Cristian Montoya, Filippo Magli, Delio Fernandez, Juan Pablo Dotti, Laureano Rosas, Juan Javier Melivilo, Leandro Messineo

Danskerne

Michael Mørkøv kommer i den grad på arbejde for Soudal, når han får et nærmest endeløst antal chancer for at levere Fabio Jakobsen til sæsonens første sejre. Hos DSM skal Tobias Lund Andresen køre lead-out for Sam Welsford og hjælpe Kevin Vermaerke og Marco Brenner i vinden og på kongeetapen, men skulle tunge Welsford få det svært på de hårdere dage, kan han måske få lov at tage sin chance i en spurt.

Etapeoptakter

Grundet det sene start- og sluttidspunkt efter dansk tid bringes etapeoptakterne først om formiddagen på løbsdagen. Optakten til 1. etape kommer således søndag formiddag, hvor jeg også opdaterer den overordnede optakt med den endelige startliste.

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE