Løbet rolle og historie

2020 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.

Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny åbningsuge, der i flere år har fundet sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien, og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge af januar.

Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.

På papiret er Tour Down Under naturligvis den store begivenhed, idet det lynhurtigt har etableret sig selv som åbningsløbet på WorldTouren. Som et 2.1-løb har Tour de San Luis ikke kunnet tilbyde de prestigiøse point til det overordnede regnskab, men når det handler om at tiltrække et stjernebesat felt, har de været i stand til at gøre australierne rangen stridig. Således har man siden 2007, hvor løbet for alvor begyndte at vokse, været i stand til at præsentere navne som Gilberto Simoni, Riccardo Ricco, Frank Schleck, Ivan Basso, Vincenzo Nibali, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Alberto Contador, Levi Leipheimer, Elia Viviani, Rafal Majka, Michele Scarponi, Daniel Moreno, Nairo Quintana og Peter Sagan, der alle hører til i cykelsportens tunge vægtklasse.

Netop som Tour de San Luis så ud til at have etableret sig som en stor begivenhed med fremtidigt WorldTour-potentiale, blev løbet imidlertid til stor overraskelse aflyst i 2017. Økonomiske problemer tvang i efteråret arrangørerne til at gøre en ende på en årrække med uafbrudt vækst, og pludselig så det ud til, at der ville mangle et alternativ for de ryttere, der vil undgå den hektiske medieopmærksomhed ved Tour Down Under.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Løsningen var imidlertid ikke langt borte. Naboregionen San Juan har siden 1982 arrangeret et ældre løb, Vuelta a San Juan. Det havde ikke fået nær samme opmærksomhed som dets storebror, og det havde aldrig præsenteret en lignede stjerneparade på startlisten. Faktisk havde det kun af og til været et UCI-løb, før 2017 senest i 2009. Ikke desto mindre var der allerede forud for aflysningen af Tour de San Luis planer om at styrke løbet, og det havde således allerede opnået 2.1-status, da den beklagelige meddelelse kom fra kollegerne.

Dermed kunne Argentina igen præsentere et alternativ til Tour Down Under, men i stedet for at kunne bygge på en synergieffekt med Tour de San Luis var løbet i San Juan ene om skulle tiltrække stjernerne. Samtidig holdt løbet fast i de oprindelige datoer og afvikledes således ugen efter Tour Down Under og ikke som en sideløbende begivenhed med WorldTour-åbningen. Alligevel lykkedes det nærmest at fungere som en uafbrudt fortsættelse af løbet i San Luis, og med undtagelse af den mindre bjergrige rute, der gav flere muligheder for sprinterne end forgængeren, var der næppe mange, der mærkede, at der reelt var tale om et andet løb.

Løbet i San Luis er ikke blevet genskabt, men Vuelta a San Juan har etableret sig og er nu klar til sin fjerde udgave i det nye format. Løbet befinder løbet sig i en kamp med Tour Down Under om at tiltrække det stærkeste felt, og de har i høj grad de samme styrkepositioner som deres naboer i San Luis. Mens det australske løb traditionelt har været for sprintere og puncheurs, har Tour de San Luis været et traditionelt etapeløb for de virkelige specialister. Således har løbet ofte haft en tidskørsel - enten en enkeltstart eller en holdtidskørsel - og helt op til tre bjergetaper i tillæg til et par muligheder for sprinterne.

Løbet i San Juan er med sine fire sprinteretaper betydeligt mindre bjergrigt, men da løbet både tilbyder en enkeltstart og en reel bjergetape, er det stadig et langt bedre alternativ for grand tour-ryttere. Det afspejles i startlisten, der i de seneste tre år har talt navne som Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Kanstantsin Siutsou, Franco Pellizotti, Darwin Atapuma, Rui Costa, Damiano Cunego, Julian Arredondo, Rafal Majka, Davide Formolo, Jarlinson Pantano, Eduardo Sepulveda, Nairo Quintana, Richard Carapaz og Julian Alaphilippe. Også i år er det med lykkedes at få et par klatrestærke stjerner til at drage til Argentina, selvom klassementsfeltet ligesom i 2019 er svagere besat end tidligere. Således er både Alaphilippe og Remco Evenepoel med igen, men også UAEs unge Brandon McNulty samt Guillaume Martin, Carlos Betancur og den lokale helt Sepulveda vil kaste lidt stjernestøv og klatrefeltet.

Da der er værdifulde WorldTour-point på spil i Tour Down Under, foretrækker mange sprintere og klassikerryttere at tage til Australien, men i de senere år synes flere og flere hurtige afsluttere at have fået præference for Sydamerika. Med dets lavere status er løbet mindre prestigiøst og tiltrækker således betydeligt mindre presse. I den forstand er det en mindre stressende og mere afslappende start efter en lang pause. Vejrbetingelserne er nøjagtigt lige så gunstige som i Australien, og løbet giver endda også mulighed for formopbygning på længere stigninger. I år er feltet ikke helt så stærkt som sidste år, da vi mangler Sam Bennett og Mark Cavendish, men til gengæld er Fernando Gaviria, Peter Sagan og Alvaro Hodeg alle med igen, som de også var det i 2019, mens Christophe Laporte deltager for første gang.

Trods det stjernebesatte felt afvikles løbet tidligt på sæsonen. Ingen kan forvente, at verdens bedste ryttere er i topform i midten af januar, og det vil afspejles i resultaterne. Med 2010 og 2016 som undtagelser har Tour de San Luis altid haft mindre kendte argentinske ryttere på podiet, og løbet har sjældent været rammen om en stor dyst mellem verdens bedste. For stjernerne er det hovedsageligt et forberedelsesløb, men for de hjemlige ryttere er det sæsonens højdepunkt, og således kan vi også i San Juan vente at se kontinentalryttere langt fremme, mens nogle af de største navne vil tabe minutter på den store bjergetape. Sådan var det eksempelvis i 2018, hvor Gonzalo Najar kørte fra alt og alle for dog senere at blive taget for doping - desværre en trist udvikling, vi også har oplevet tidligere i San Luis - og veteranen Oscar Sevilla, der kører for et kontinentalhold, står nu noteret for sejren i 2018 samt en 2. plads i 2017 og en 3. plads i 2019, hver gang foran flere store stjerner.

Sidste år var det heller ikke et af sportens allerstørste navne, der vandt. Efter to etapesejre så det ellers ud til, at Julian Alaphilippe havde kurs mod den samledes sejr, men en blunder fra debutanten Remco Evenepoel på kongeetapen og et alt for svagt hold til bjergene betød, at Movistar kunne sende Winner Anacona i offensiven, mens rivalerne kiggede på stjernerne Nairo Quintana og Richard Carapaz. Det udnyttede den colombianske hjælper til at sikre sig både etapesejr og samlet triumf, og han endte med at sejre med hele 35 sekunder ned til den franske stjerne og 57 sekunder ned til Sevilla, der endte på podiet for tredje år i træk. Anacona vender denne gang ikke tilbage for at forsvare titlen, da hans nye hold, Arkea-Samsic, er fraværende, men Alaphilippe starter igen sin sæson på argentinsk grund, ligesom Sevilla også går efter en fjerde podieplads i træk.

Ruten

Som sagt har Tour de San Luis altid haft status som en slags mini grand tour med dets mange bjergetaper, en enkeltstart eller en holdtidskørsel og mindst tre muligheder for sprinterne. Faktisk har det ofte været på kanten af det hensigtsmæssige at have et så hårdt løb så tidligt på sæsonen, og de mange lange stigninger kan have afholdt mange fra at give sig i kast med den argentinske begivenhed.

Terrænet i San Juan er betydeligt fladere end i naboregionen, og derfor vil Vuelta a San Juan uvilkårligt være nemmere end dets storebror. Det afspejlede sig i ruten for de tre første udgaver som 2.1-løb. Med en enkeltstart og en bjergetape på menuen blev klassementet fortsat domineret af de virkelige etapeløbsryttere, men da de resterende fem etaper var relativt flade, udviklede løbet sig til lidt af en sprinterfestival - også selvom en ny puncheurafslutning på 2. etape skabte lidt ekstra kolorit i både 2018 og 2019.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I år har er der også i vidt omfang tale om genbrug af tidligere etaper, men ruten har dog på især én etape fået et ekstra twist, der giver lidt adspredelse. Til gengæld udgår den ellers ret spændende puncheurfinale på Punta Negra-stigningen, der nu blot spiller en sekundær rolle midtvejs på 1. etape, og i stedet giver det en ekstra mulighed for sprinterne. Hvis alt går vel for de hurtige folk, kan de således se frem til hele fem muligheder over de syv etaper. Hvis ikke vinden kommer i spil - og det sker ofte på de forblæste argentinske sletter - burde der være stensikre massespurter på 1., 2. og 7. etape, og vi har også set, at den store stigning midtvejs på den for løbet ret lange 4. etape ikke har været nok til at bringe sprinterne i problemer. Det var bakkerne på 6. etape heller ikke sidste år, men her viste en udbrudssejr trods alt, at det ikke er en given ting, at løbet bliver et rent sprintershow.

Med puncheuretapens farvel skal klassementet - igen forudsat at vinden ikke kommer i spil - afgøres på to etaper. Det gælder på 3. etapes enkeltstart, der samtidig er løbets eneste virkelige nyskabelse. De seneste års flade tonserrute er denne gang nemlig afløst af en flad 15,2 km rute, der mod slutningen dog byder på netop den puncheur finale på Punta Negra, som vi ellers savner i år. Dermed bliver enkeltstarten pludselig en langt mere alsidig affære. Den anden afgørende etape kommer efter torsdagens hviledag, der nu er blevet en for et ugelangt etapeløb ret atypisk tradition, fredagens nu velkendte kongeetape, der har mål på mægtige Alto Colorado, som måske nok er et meget højt bjerg, men samtidig en ganske let stigning, der ikke skaber de helt store forskelle. Herefter skal løbets førertrøje blot forsvares på weekendens to relativt flade etaper, inden vinderen kan hyldes efter det afsluttende gadeløb i San Juan.

1. etape

Tour de San Luis indledtes altid med en sprinteretape, og det forholder sig ikke anderledes i Vuelta a San Juan. Selvom årets åbningsetape ikke er helt så flad, som man traditionelt har set det, da rytterne denne gang skal over den lille, stejle Alto Punta Negra, som plejer at indgå i finalen af en puncheuretape, kan der ikke være megen tvivl om, at de hurtige folk også i år skal slås om den første førertrøje, når løbet indledes med en afslutning i hjertet af byen San Juan.

Med sine 163,5 km er der tale om en relativt kort 1. etape, der har både start og mål i hjertet af San Juan. Fra start kører man igennem let stigende terræn mod vest ud af byen, inden man kører mod nordvest fem til den første spurt, der kommer i udkanten af byen efter 10,0 km. Herfra går det videre mode nord, idet man kører hele vejen rundt om en sø, inden det går mod vest og sydvest frem til den anden spurt, der er placeret efter 31,3 km.

Umiddelbart efter spurten rammer man dagens nøglerundstrækning, der er 27,9 km lang og skal tilbagelægges tre gange. Den er hovedsageligt flad, men indeholder kategori 3-stigningen Alto Punta Negra (1,1 km, 7,8%), der over de sidste 600 m stiger med hele 9,0%. Toppen rundes efter hhv. 44,1 km, 72,0 km og 99,7 km, inden man tager hul på en fjerde omgang, som betyder, at man atter skal over stigningen, denne gang dog uden bjergpoint på spil.

Umiddelbart inden afslutningen på omgangen kører man imidlertid mod syd gennem let faldende terræn væk fra rundstrækningen, inden man drejer mod nordøst og siden øst for at følge en lang, lige vej ind til centrum af San Juan. Hele vejen er det ganske let faldende, således også på de sidste 5 km. Den lange, lige vej er helt uden sving de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 1081 højdemeter.

Det er lidt en skam, at den spændende Punta Negra-stigning, der har givet anledning til nogle underholdende finaler de seneste år, nu er reduceret til en birolle på åbningsetapen. Denne gang er det svært at forestille sig, at den vil spille en rolle, og alt tyder på, at sprinterne igen skal til fadet på 1. etape. Der er imidlertid altid risiko for kraftig vind på den argentinske højslette, og det er den, der potentielt kan true de hurtige folk på åbningsdagen.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

San Juan er naturligvis altid målby for mindst én etape. Siden løbets opgradering i 2017 er det sket hele 7 gange. Sidste år sluttede sidste etape i byen, hvor Sam Bennett tog sæsonens første sejr i en massespurt. I 2018 sluttede hele tre etaper i byen, nemlig enkeltstarten, der blev vundet af Ryan Mullen, samt de to sidste etaper, der gav først en udbrudssejr til Jelle Wallays og siden en spurtsejr til Giacomo Nizzolo. Det samme var tilfældet i 2017, hvor Tom Boonen spurtede sig til sejr på 2. etape i byen, inden Ramunas Navardauskas vandt enkeltstarten, og Quick-Step leverede et mesterstykke ved at sende Maximiliano Richeze i offensiven på sidste kilometer af sidste etape, som den lokale helt dermed vandt.

2. etape

I de seneste år har arrangørerne krydret løbet med den spændende puncheurfinale på Punta Negra-stigningen, men den er denne gang reduceret til en ligegyldig rolle på 1. etape. I stedet bliver 2. etape, der altså har været for de eksplosive folk, nu formentlig en sag for sprinterne. I hvert fald har arrangørerne designet en næsten pandekageflad rute, hvor det kun er vinden, der kan true de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 168,7 km, der hat både start og mål i byen Pocito. Det er en sydlig forstand til San Juan, og etapen indledes med, at man kører mod nord ind til byen, hvor man kører næsten en hel runde på den flade ringvej. Herfra går det mod sydøst væk fra byzonen og igennem fladt terræn frem til den første spurt, der kommer efter 65,8 km.

Turen går nu videre gennem fladlandet mod syd og sydøst ned til det sydligste punkt, hvor man drejer mod vest for at køre frem til en kategori 3-stigninge (0,8 km, 1,3%), der har top efter 102,3 km. Nu går det stik nord frem til en næsten kvadratisk rundstrækning, hvor man kører en omgang for blandt andet at køre den sidste spurt efter 128,3 km. Derefter fuldendes turen mod nord ind til målet ad en lang, lige vej, der over de sidste 4 km er ganske let stigende. Der er et sving med knap 6 km igen, men derefter er vejen helt lige.

Etapen byder på i alt 260 højdemeter.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Så bliver det ikke meget fladere. Selv kategori 3-stigningen er en parodi på en bjergspurt, og derfor er der igen lagt op til sprinterfest. Igen skal man dog tage sig i agt for den altid farlige argentinske vind, der måske kan spille en større rolle end på åbningsetapen, der modsat denne etape sluttede helt inde i hjertet af en storby.

Pocito blev også brugt som målby i 2019, 2018 og 2017. Sidste år lagde Fernando Gaviria ud som lyn og torden ved at vinde 1. etape i sin allerførste optræden for UAE, inden Julian Alaphilippe to dage senere besejrede Valerio Conti og Remco Evenepoel på enkeltstarten i byen. I 2017 vandt Gaviria også den indledende massespurt i byen, mens byen for tre år siden dannede rammen om afslutningen på næstsidste etape. Her overraskede Quick-Step ved at sende Maximilano Richeze i udbrud, og den trofaste lead-out man gjorde arbejdet færdigt ved at sikre sig den første af to etapesejre i sit hjemlands største løb.

3. etape

Efter to relativt lette dage skal klassementsrytterne for alvor i aktion på tredjedagen, hvor den første store styrkeprøve venter i form af en relativt kort enkeltstart. I de tre første udgaver som 2.1-løb afviklede arrangørerne hver gang en kort, helt flad tonsertidskørsel, der viste sig at spille en stor rolle i klassementet, men det ændres der på i år, hvor ruten ikke blot går frem og tilbage via en lang hovedvej. Tværtimod sluttes der denne gang med den eksplosive stigning til Punta Negra, der tidligere har været brugt på puncheuretaper og blev forceret på 1. etape også, og dermed er det en blandt af fladt tonserterræn og en eksplosiv stigning, der vil afgøre, hvem der skal tage det første vigtige skridt mod den samlede sejr.

Med en distance på 15,2 km er enkeltstarten en anelse længere, end den har været på det seneste. Starten går i Ullum, og der er mål ved Dique Punta Negra kort efter toppen af stigningen af samme navn. Starten er imidlertid helt enkel, idet man kører mod sydvest ad en stort set helt lige og flad vej uden sving, og der er kun nogle bløde kurver, indtil man når frem til den sø, hvor målet er placeret. Her drejer man mod syd for at køre op ad Alto Punta Negra (1,1 km, 7,8%), der stiger med 9,0% over de sidste 600 m, og som har top efter 12,4 km. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man kører mod syd, inden man drejer mod vest for at følge en let faldende vej til målet.

Etapen byder på i alt 201 højdemeter.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

De argentinske enkeltstarter har haft for vane at være guf for specialisterne, men denne gang bliver det hele en anelse mere kompliceret med Punta Negra-stigningen. Der er stadig masser af fladt tonserterræn, men denne gang vil de tungere folk tabe en del tid på den ganske stejle stigning. Der er derfor lagt op til en dag for både specialister og lidt mere alsidige typer, der skal slås om tid, der kan vise sig altafgørende i kampen om den samlede sejr.

Punta Negra-stigningen er også blevet brugt som rammen om finalen på løbets 2. etape i både 2018 og 2019. Sidste år kørte fire mand væk på bakken, inden Julian Alaphilippe umiddelbart efter toppen kørte solo og akkurat holdt et felt anført af Simone Consonni og Peter Sagan bag sig. I 2018 kørte fire man væk, og her viste Roman Villalobos sig at være hurtigere på stregen end lokale Ricardo Escuela samt Tiesj Benoot og Filippo Ganna.

4. etape

Sprinterne trådte i baggrunden tirsdag, men håber at være tilbage i rampelyset onsdag, selvom det ikke bliver helt så let for de hurtige folk at komme i spil på den ganske kuperede 4. etape. Således byder onsdagens etape på en kategori 1-stgining med top i ca. 1500 m højde, og selvom der herefter er mere end 80 let faldende kilometer, er det måske ikke alle de hurtige folk, der vil overleve hele vejen, heller ikke selvom en kopi af etapen i både 2018 og 2019 gav anledning til massespurtsafgørelser. Samtidig har vinden før vist sig at kunne spille en rolle på løbets længste etape.

Etapen er med sine 185,8 km betydeligt længere end de foregående og bringer feltet fra San Jose Jachal til Villa San Agustin på en rute, der er helt identisk med den, der blev benyttet i både 2018 og 2019. Starten er småkuperet, men herefter er terrænet let faldende, mens det går mod øst, og den første indlagte spurt passeres efter 36,0 km. Først knap midtvejs på etapen ændrer terrænet karakter, når der tages hul på en lang opkørsel, der er inddelt i hele tre forskellige bjergspurter. Den første kommer efter 90,0 km og efter 1,0 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,5 og er i kategori 3, den næste stiger med 4,4% over 3,6 km, har top efter 96,0 km og er i kategori 1, og den sidste er ligeledes i kategori 1 med top efter 104,5 km og stiger med 4,3% over 3,8 km. Reelt set er der tale om en hele 18,5 km lang opkørsel, hvis gennemsnitlige stigningsprocent er beskedne 3,4, og hvor stigningsprocenten på den nedre del hovedsageligt ligger på 1-2 og på den øvre halvdel på 3-4.

Efter stigningen ændrer etapen karakter, idet det herefter er let faldende resten af vejen ned til målet i Villa San Agustin. Hele vejen går det mod sydvest, og bortset fra risikoen for sidevind på de åbne sletter er det eneste højdepunkt den sidste spurt, der er placeret efter 146,2 km. Terrænet falder som sagt det meste af vejen, men de sidste 5 km er næsten helt flade i en finale, der er meget teknisk. Efter et sving med 2,1 km igenventer der yderligere to sving med hhv. 900 og 800 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1236 højdemeter.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Ruten kan se ganske skræmmende ud på profilen, men reelt er der ikke tale om en vanskelig etape. Antallet af højdemeter er beskedent, og stigningen er så let, at i de foregående år ikke gjorde den store forskel. Alligevel var etapen i 2018 dramatisk, da frygten for sidevind skabte et enormt styrt, der splittede feltet, og det er også denne gang især vinden på sletterne, der vil kunne skabe udskilning. Sker det ikke, peger det meste på, at sprinterne skal i aktion endnu engang.

Villa San Agustin blev første gange benyttet i 2018 på en stort set identisk etape, der mest huskes for, at Fernando Gaviria styrtede ud af løbet. Alligevel endte det med Quick-Step-sejr, da Maximilano Richeze overtog rollen som sprinter på det belgiske mandskab og færdiggjorde arbejdet, da et som følge af styrtet og sidevind stærkt splittet felt spurtede om sejren. Sidste år fik Gaviria sin revanche på en langt mere fredfyldt etapen, da han i spurten henviste Peter Sagan og Alvaro Hodeg til de sekundære podieplaceringer.

5. etape

Efter en velfortjent hviledag og en onsdag, hvor man fik testet klatrebenene lidt undervejs, er det tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Vuelta a San Juan, når det går løs på årets kongeetape, der også er den eneste bjergetape. Som i 2017 og 2018 er der mål på toppen af Alto Colorado i 2565 m højde, og der er tale om en næsten tro kopi af den etape, der i de seneste år er blevet vundet af Winner Anacona, den ikke helt rene Gonzalo Najar og Rui Costa. Stigningen er imidlertid langt mere skræmmende på profilen end i virkeligheden, og selvom det er klatrernes eneste chance for at gøre en forskel, skal man ikke forvente den helt store udskilning på den sidste klassementsetape i årets løb.

Etapen er med sine 169,5 km en af de længste i løbet og bringer feltet fra starten i San Martin til toppen af Alto Colorado. Startbyen ligger øst for San Juan, og her lægger man ud med at køre en omgang på en flad rundstrækning. Herfra kører man mod nord igennem fladlandet frem til den første spurt, der kommer efter 30,7 km lidt nord for regionens største by. Derefter kører man videre mod vest igennem fladlandet, inden etapen ændrer karakter, når man langsomt begynder at klatre på kategori 3-stigningen Alto de Villicum (17,8 km, 2,3%), der fører mod nordvest og nord, inden toppen rundes efter 63,4 km. Herefter venter ingen nedkørsel, men derimod et længere fladt stykke, der atter går mod nord og fører frem til den sidste indlagte spurt efter 87,8 km.

Etapens hårde del indledes umiddelbart herefter, når man igennem let stigende terræn kører mod nordvest frem til bunden af en lang stigning, der officielt er inddelt i to kategori 2-stigninger, Banos de Talacasto (7,3 km, 3,0%) med top efter 107,1 km og Alto de la Crucelita (10,7 km, 2,3%) med top efter 121,8 km. Samlet set stiger det over 33,6 km med 2,4% i gennemsnit, og der er tale om en meget let stigning, hvor stigningsprocenten ligger på 1-3 stort set hele vejen.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Heller ikke efter denne stigning er der en nedkørsel. I stedet går det mod nordvest og nord ad et fladt og meget åbent plateau, der leder frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning Alto Colorado, som bestiges fra sydøst. Her er der tale om en 18,8 km lang opkørsel, hvis stigningsprocent er blot 4,4, og den bliver aldrig for alvor stejl. På den nedre halvdel ligger stigningsprocenten næsten konstant på 3-4, inden den over de sidste knap 8 km stiger til 5-6. Den vanskeligste passage er 1 km med 7,2% i gennemsnit, inden det stiger med 3,9% over de sidste 800 m. Finalen er teknisk ukompliceret med to bløde kurver på de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 2828 højdemeter.

Etapen kan se dramatisk ud på papiret, men det er værd at bemærke sig, at den afsluttende stigning er relativt nem. Den er således helt anderledes end de bjerge, der kendes fra Tour de San Luis, hvor der har været tale om meget stejle ramper, og dermed bliver etapen heller ikke nær så selektiv. Ofte afgøres en sådan etape i en spurt i en mindre gruppe, men på dette tidspunkt af sæsonen vil forskellene nok være mere markante. Samtidig vil højden gøre en forskel, og det bør således være en god klatrer, der afgør etapen til sin fordel. I 2018 viste Najar i hvert fald, at det kan lade sig gøre at køre alene hjem på ren styrke, men også relativt store folk som Filippo Ganna og Tiesj Benoot var med helt fremme. Endelig skal man ikke undervurdere sidevinden på det flade plateau inden stigningen, hvor feltet splittedes i 2018.

De seneste udgaver af etapen kan give en ide om, hvad vi skal forvente. I 2017 viste det sig ikke uventet, at det var svært at gør en forskel, og selv en stor mand som Ramunas Navardauskas kunne sikre sig en 12. plads. Til slut endte hele otte mand inden for bare 21 sekunder af vindertiden, og det hele blev afgjort i en spurt mellem Rodolfo Torres og Rui Costa, der sejrede 3 sekunder foran den colombianske klatrer og 7 sekunder foran Daniel Escuela. Bauke Mollema gjorde et stort arbejde for at kontrollere løbet, og med en 5. plads 12 sekunder bag Costa sikrede han sig reelt sejren. U 2018 viste den desværre ikke helt rene Gonzalo Najar sig at være i absolut særklasse, da han leverede et stort soloridt fra bund til top og sejrede med næsten 2 minutter ned til sine to nærmeste forfølgere. Efter hans positive dopingtest er det dog i dag i stedet Oscar Sevilla, der efter at have slået Rodolfo Torres i spurten står opført som etapevinder. Sidste år blev det hele en taktisk affære, hvor Winner Anacona udnyttede Movistars overtal til at køre tidligt væk fra et svækket Deceuninck-hold, og han kunne til slut slå Cesar Paredes og Christhian Montoya i en tremandsspurt. En relativt stor favoritgruppe først splittedes i selve spurten, hvor forskellene alene var få sekunder.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

6. etape

I de første to udgaver i det nye format har det været kutyme, at den afsluttende weekend har budt på to flade etaper, der på papiret har lignet opgaver for sprinterne. Sådan er det nu aldrig gået, idet et udbrud i 2017, 2018 og 2019 snød feltet på lørdagsetapen. Sidste år valgte arrangørerne at indlægge en nyskabelse med en lidt mere kuperet etape omkring motorsportsbanen El Villicum, og det vrar dels med til at bringe sprinterne i vanskeligheder, dels med til at sikre, at udbruddet akkurat holdt hjem. Det håber de helt sikkert også at gøre i år, hvor etapen vender tilbage i en lidt forlænget udgave, men sprinterne drømmer helt sikkert også om revanche.

Etapen er med en distance på 172,9 km betydeligt længere end sidste år og har både start og mål på Autodromo El Villicum. Fra start kører via er let faldende stykke mod sydøst, inden det går mod øst igennem helt fladt terræn frem til byen Villa General San Martin. Her sættes kursen mod øst, inden det går mod syd og sydøst igennem fladt terræn frem til den første spurt, som kommer efter 51,1 km. I fladt terræn går det så mod syd ned til byen Caucete, hvorfra man fortsætter mod sydøst igennem let stigende terræn. Det hele kulminerer med kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas (2,0 km, 4,2%), hvis top passeres efter 80,3 km, inden en lille nedkørsel og fladt terræn leder frem til et vendepunkt.

Efter vendingen går det den modsatte vej ad de helt samme vej. Den lille nedkørsel bliver nu til kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas (1,0 km, 2,7%), inden der venter en rigtig nedkørsel og let faldende terræn, der leder frem til Caucete. Byen passeres ad lidt andre veje end forrige gang, men herefter er det præcis samme vej tilbage til motorsportsbanen. Terrænet er helt fladt og byder på en sidste spurt efter 133,1 km.

Efter Villa General San Martin, der passeres med 11,5 km igen, begynder det at stige let ad den lige vej, der over 4,4 km med 2,3% i gennemsnit leder mod nordvest op til motorsportsbanen, hvor der til slut skal køres en omgang. Her er de sidste 5 km stort set flade. Der skal køres ca. 4 km på banen, hvor der er adskillige bløde kurver undervejs, og der er således et 180-graders sving med 2 km igen samt relativt skarpe sving med 1400, 1100, 400 og 300 m til mål.

Etapen byder på i alt 657 højdemeter.

Ruten kan se ret dramatisk ud på papiret, men vanskelighederne skal ikke overdramatiseres. Sidste år holdt udbruddet ganske vist akkurat hjem, ligesom den hårde jagt reducerede feltet til ca. 50 mand, men blandt disse var mange tunge folk, herunder Mark Cavendish, der bestemt ikke var flyvende på det tidspunkt. Historien viser, at lørdagsetapen altid ender med en udbrudssejr, men umiddelbart er det mest sandsynlige trods alt, at sprinterne skal til fadet i et reduceret felt.

Autodromo El Villicum var sidste år også vært for 6. etape, hvor German Tivani var hurtigere end Daniel Diaz og Daniel Zamora i en tremandsspurt, da den argentinske trio akkurat slog et felt, der blev anført af Sam Bennett og Fernando Gaviria, med 12 sekunder.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

7. etape

Som mange andre etapeløb afsluttes Vuelta a San Juan med et kort gadeløb i hovedbyen, hvor de store sprintere ventes at få de sidste ord. Samme model blev benyttet i 2017, 2018 og 2019, og selvom der har været tale om to forskellige rundstrækninger, har udfaldet været det samme. I år er der tale om en kopi af finaleetapen fra de to seneste år, og det må således formodes, at sprinterne atter får det sidste ord i Argentinas store etapeløb.

Etapen afvikles på en 15,7 km lang rundstrækning i San Juans gader, som skal tilbagelægges i alt ni gange, hvilket giver en samlet distance på beskedne 141,3 km. Den første del af den meget lidt tekniske rundstrækning, der er næsten ovalformet og kun byder på bløde kurver på store veje, stiger ganske svagt, hvorefter den resterende del er let faldende, men der er tale om højdeforskelle, der næppe vil spille nogen rolle. Til slut er de sidste 5 km stort set helt flade og uden tekniske udfordringer, idet vejen kun bugter let til højre med godt en kilometer til mål. Der er indlagte spurter ved målpassagerne efter 2. og 6. omgang, dvs. efter hhv. 31,4 og 94,2 km.

Etapen byder på i alt 1083 højdemeter.

Etapen minder om afslutningsetapen i mange andre etapeløb, og udkommet vil formentlig også være det samme. Således kan vi vente, at sprinterholdene vil kontrollere tingene og sikre, at det hele afgøres i en massespurt. Da etapen foregår i byen, vil vinden end ikke komme i spil, og derfor skal løbets førende rytter blot holde sig oprejst for at sikre sig den samlede sejr, mens sprinterne dyster om etapegevinsten i en finale, der er skabt til de helt rene sprintere, selvom rundstrækningen ikke er helt flad.

Sidste år blev præcis samme rundstrækning som sagt benyttet, og her lykkedes det endelig Sam Bennett at få revanche efter et par nederlag ved i spurten nærmest at slå Alvaro Hodeg og sin lead-out man Erik Baska. I 2018 lykkedes det Giacomo Nizzolo efter sit skadesmareridt i 2017 at tage en meget forløsende sejr, der skulle vise sig at blive sæsonens eneste, foran Quick-Step-duoen Maximilano Richeze og Hodeg. I 2017 blev der som nævnt benyttet en lidt anden rundstrækning, men også her var der lagt op til massespurt. Ved et tilfælde lykkedes det imidlertid Quick-Steps lead-out man Maximilano Richeze at snige sig væk i finalen, og han tog dermed sin anden etapesejr i træk foran holdkammeraten Tom Boonen samt Matteo Malucelli.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Favoritterne

Hvor Tour de San Luis udpræget var et løb for klatrerne, forholder det sig anderledes med Vuelta a San Juan. Ganske vist er der en stor bjergetape på programmet, men Alto Colorado er slet ikke sammenlignelig med de stigninger, vi kender fra naboregionen. Her nåede stigningsprocenterne af og til over de 20, mens udfordringen i San Juan er en lang, moderat stigning, der kun stiger med 4,4% i gennemsnit. Det er således meget sigende, at Filippo Ganna, der bestemt ikke er kendt som en klatrer, i 2018 endte som nr. 6, og at den ligeledes relativt store Tiesj Benoot endte endnu længere fremme som nr. 4, inden han var blevet så god til at klatre, som han i dag er. Mange sammenligner ganske vist Vuelta a San Juan med Tour de San Luis, men trods den umiddelbare lighed i løbenes struktur, er der tale om to vidt forskellige arrangementer.

Det betyder imidlertid ikke, at 5. etape ikke bliver udfordrende, og der er ingen tvivl om, at fredag er den helt afgørende dag. Hvis samme etape kom midt i den europæiske højsæson, ville stigningen næppe skabe den store udskilning, og en gruppe på 10-15 ryttere ville med stor sandsynlighed skulle spurte om sejren. Nu kommer den imidlertid på et tidspunkt, hvor stjernerne er langt fra topformen, og da niveauet i feltet samtidig er meget spredt, kan der forventes større forskelle. Tillige er det værd at bemærke, at etapen afsluttes i højderne, og det vil utvivlsomt spille en stor rolle samt gøre etapen langt mere selektiv.

Mellem de bedste klatrere bliver forskellene imidlertid ikke overvældende, specielt ikke hvis der er modvind, og det betyder, at enkeltstarten vil være langt mere afgørende, end den traditionelt har været det i San Luis. Det så vi i 2017, hvor Bauke Mollema reelt sikrede sig sejren på tidskørslen, der satte flere af klatrerne helt ud af spillet, ligesom Ganna, der som sagt slet ikke kendes for sine evner i bjergene, sikrede sig en podieplads via en flot bjergetape og en 2. plads på enkeltstarten.

I år er enkeltstarten imidlertid anderledes, end den plejer. I stedet for at være pandekageflad byder den nu på en rigtig puncheurstigning til sidst. Det er en klar fordel for de mange klatrere, der tidligere reelt har tabt løbet her, men det ændrer ikke på, at det stadig er en etape, som vil forhindre et hav af især lokale klatrere i at have en reel chance. Det meste af etapen er nemlig stadig flad, og her vil de mere tempostærke WorldTour-ryttere uundgåeligt vinde en masse tid, der kan blive svært at finde igen på Colorado-stigningen. Enkeltstarten favoriserer ganske enkelt de store hold og etablerede navne voldsomt sammenlignet med kontinentalryttere, der ofte har det svært i den meget specialiserede disciplin, og den forskel udlignes kun i begrænset omfang af, at enkeltstarten skal køres på almindelige cykler. Nogle af de lokale vil sagtens kunne gøre sig gældende helt fremme på bjergetapen, men med enkeltstartens store betydning bliver det vanskeligt.

Overordnet skal man besidde tre egenskaber for at kunne være med fremme. Først og fremmest skal man kunne blande sig med de allerbedste på bjergetapen. Dernæst er det afgørende at være powerfuld på enkeltstarten, hvis betydning bliver kolossal. Afslutningsvis kan sidevinden meget vel spille en rolle, og derfor er det afgørende at have et stærkt hold til at beskytte sig på de vindblæste stepper i Argentina. I år ventes det ikke at blive helt så varmt, som det plejer, men der ventes stadig temperaturer på 31-34 grader alle dage. Vigtigere er det dog, at det kun er onsdagen, der bliver blæsende, og det bliver derfor formentlig den eneste chance for måske at bringe sidevinden i spil.

Vi forventer, at 1., 2., 6. og 7. etape alle er for sprinterne, med mindre man på 6. etape lader et udbrud køre, som det er sket tidligere. Den nye udgave af etapen blev prøvet sidste år, og den lille bakke i finale kunne ikke ryste selv ret tunge sprintere. Uanset hvad ventes de ikke at spille en rolle i klassementet. 4. etape byder på store stigninger, men vi har i de seneste år set, at det alligevel er sluttet i en massespurt. Da puncheuretapen i år desværre er udgået, ligner det således fem massespurter, hvis ikke udbrydere slår til undervejs.

På papiret er det derfor 3. og 5. etape, der ventes at spille de afgørende roller. Særlig vigtig er enkeltstarten som sagt, men vi så i 2018, at den desværre ikke helt rene Gonzalo Najar sagtens kunne køre feltet sønder og sammen og overvinde et stort tab på enkeltstarten. Noget lignende så vi i forbindelse med Winner Anaconas sejr sidste år, men den skyldtes nu noget helt andet. Her kunne et svagt Deceuninck-hold slet ikke kontrollere løbet, da en uerfaren Remco Evenepoel sov i timen i forbindelse med Anaconas angreb, og dermed kunne colombianeren køre hjem til sejr. Det viser, at det er en stigning, hvor taktik kan spille en langt vigtigere rolle end klatreevner. Generelt har vi set ganske stor udskilning bagude, men mellem de allerbedste har forskellene - Najar undtaget - været begrænsede, og store folk har som sagt også kunnet holde sig fint til de lettere folk, før mindre huller er opstået på den lidt stejlere del til allersidst.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Vindretningen er som sagt ganske afgørende, og i skrivende stund ventes den at være ganske let og komme fra syd. For klatrerne er det godt nyt, da medvind i det mindste giver dem en bedre chance for at skabe forskelle.

Løb i januar måned er altid ekstremt vanskelige at forudsige. For samtlige ryttere, der ikke kørte i det mindre Vuelta al Tachira, er der tale om sæsondebut, og derfor har vi ingen forudgående indikationer af form. Tingene kompliceres af, at de bedste ryttere samtidig er langt fra deres højeste niveau, og man kan derfor ingenlunde bruge de sædvanlige referencer til at vurdere det indbyrdes styrkeforhold. I stedet er man nødt til at benytte sig af de kommentarer, som rytterne har givet forud for løbet, samt deres historik i løb tidligt på sæsonen. Situationen kompliceres samtidig af, at det er sæsonhøjdepunktet for mange af de lokale ryttere, der derfor altid kan levere en stor overraskelse.

Tour de San Luis har før været vundet af lokale ryttere, men det bliver vanskeligere i San Juan. Enkeltstarten spiller sandsynligvis for stor en rolle, og det tipper balancen mod de etablerede stjerner, der er langt mere vant til at gøre sig i kampen mod uret. Det så vi i 2017, hvor det blev klart, at de havde det langt vanskeligere end tidligere, og det var således i høj grad WorldTour-rytterne, der dominerede. I de seneste to år havde kontinentalrytterne det lidt lettere, men det skyldes i høj grad fraværet af meget stærke etapeløbsryttere i de relativt svagt besatte felter.

I år mangler feltet i den grad dybde. Remco Evenepoel, Julian Alaphilippe og i mindre grad Guillaume Martin er de eneste ryttere, der kan betragtes som deciderede etapeløbsprofiler, og WorldTour-holdene har i vidt omfang valgt at fokusere på massespurterne - ikke helt ubegrundet i et løb med fem mulige spurtafslutninger. De omgives af nogle mindre etablerede etapeløbsryttere fra nogle af de professionelle kontinentalhold samt ikke mindst en solid gruppe af klatrestærke folk fra Sydamerika, der dog alle har det til fælles, at de ventes at få gedigne klø på enkeltstarten.

Med en så begrænset bredde i feltet er der ingen tvivl om, at Deceuninck-Quick Step er storfavoritter, men det store spørgsmål er, om Remco Evenepoel eller Julian Alaphilippe står med de bedste kort. Jeg vælger at pege på det belgiske supertalent som favorit. Som europamester og viceverdensmester er han naturligvis løbets bedste temporytter, og selvom Alaphilippe bestemt ikke skal undervurderes på lige netop denne rute, bør det indledende, flade stykke trods alt tale til Evenepoels fordel. Distancen er et problem for vidunderbarnet, der er bedst på længere enkeltstarter, men også over 15 km burde han kunne gøre det godt, som han viste ved den relativt korte EM-enkeltstart.

Vinder han enkeltstarten, vil han være i førertrøjen, og dermed vil han formentlig være kaptajn på kongeetapen. Denne gang kommer holdet heldigvis med en langt mere klatrestærk trup, hvor Zdenek Stybar, Pieter Serry og ikke mindst Alaphilippe burde kunne kontrollere kongeetapen. Evenepoel har haft visse begrænsninger i de rigtige bjerge hidtil, men den lette Colorado-stigning burde ikke være et stort problem. Han har meldt om en god vinter og fin form, og det plejer at betyde, at han kører stærkt. Sidste år kostede han Alaphilippe via sin taktiske blunder, men denne gang tror jeg, at han tager revanche ved selv at vinde løbet.

Hans værste rival er åbenlyst Julian Alaphilippe. Franskmanden har for vane at starte som lyn og torden, som han gjorde sidste år, hvor han vandt både puncheuretapen og enkeltstarten. Særligt sejren på tidskørslen var imponerende, for den flade tonserrute lå ikke just til hans højreben. Årets rute passer ham langt bedre, for end ikke Evenepoel vil kunne køre lige så stærkt op ad en kort, stejl bakke som Alaphilippe, der altså sidste år også viste, at han har god power på flad vej. Han vandt som bekendt enkeltstarten i Touren, men den rute var betydeligt mere teknisk, og her får han svært ved at matche Evenepoel på den flade del. Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde, og gør han det, er det naturligvis ham, der er kaptajn inden bjergetapen, som Deceuninck bør kunne kontrollere. Selv hvis Evenepoel skulle slå ham tirsdag, kan han ikke afskrives, hvis han med sit punch skulle vinde kongeetapen og dermed tage bonussekunder, der kan bringe ham forbi holdkammeraten. På den baggrund er chancerne for revanche efter sidste års nedtur ganske gode.

Veteranen Oscar Sevilla “ is still going strong” og kører altid stærkt i dette løb, hvor han har været på podiet de seneste tre år. Det skyldes, at han er en af de få kontinentalryttere, der faktisk kan køre enkeltstart, og han er således tidligere blevet nr. 7, 5 og 10 på tidskørslen. Han viste igennem 2019, at han stadig er konkurrencedygtig, da han efter 3. pladsen i dette løb kørte med om sejren i løb i Kina, USA og Chile, og han er altid i form i januar, da dette løb er et stort mål for ham og hans hold. Som bosiddende i Colombia er han vant til højderne på Colorado, hvor han i de seneste sæsoner er blevet nr. 4, 1 (efter Najars diskvalifikation) og 3. Måske er han ikke helt så god som for få år siden, men han er i kraft af sin form og sin alsidighed stadig en stor trussel i dette løb, også fordi hans Medellin-hold har en vis dybde til at hjælpe ham med at kontrollere et eventuelt forspring. Det gælder særligt Cesar Paredes, der sidste år blev nr. 7 og igen kan være med fremme.

UAE kommer primært for at køre massespurter med Fernando Gaviria, men de har dog også klassementsambitioner med Brandon McNulty. Som tempostærk klatrer passer han godt til ruten, og han burde kunne lide den kuperede enkeltstart. Desværre skuffede han konstant på enkeltstarterne i 2019, men heldigvis rundede han af med en VM-bronze i U23-klassen, hvilket giver håb om, at han kan genfinde den klasse, der tidligere gav ham guld ved junior-VM - i øvrigt foran Mikkel Bjerg. Han viste ved sejren i Giro di Sicilia sidste år, at han sagtens kan forsvare sig i bjergene, men grundstenen til den samlede triumf skal lægges med en god enkeltstart. Hans form er temmelig usikker, og jeg tvivler faktisk på, at han er god nok allerede nu, men hans alsidighed gør, at han på papiret er en af de største trussler mod Deceuninck-sejr. Alt sammen kræver det dog, at UAE også kan kontrollere kongeetapen, og det kan sagtens vise sig som en udfordring.

Læs også

Sådan fuldførte brite flot soloridt

En rytter, der meget vel kan være med i front, er Ruben Fernandez. Spanieren gik helt i stå hos Movistar, men forinden var han regnet som et stort talent, der blandt andet kørte i førertrøjen i Vueltaen. Nu er han skiftet til Fundacion Euskadi, hvor han skal genstarte karrieren som kaptajn. Det har formentlig givet et boost på motivationen, og han har i forvejen for vane at start stærkt, da han to gange har været i top 6 o Tour Down Under. Han viste ganske lovende takter i efteråret, hvor han gjorde det fornemt for Valverde i Lombardiet, og det kunne indikere, at han er på vej tilbage. Nogen stor temporytter er han ikke, men i dette felt er han bestemt ikke den ringeste på en enkeltstart, og dermed bør han som en god klatrer kunne være med meget langt fremme. Hos sig har han klatrestærke Garikoitz Bravo, der kører en svag enkeltstart, men som også er top 10-kandidat, ligesom Unai Cuadrado klatrer så godt, at han i formstærk udgave kan begå sig.

Al logik siger egentlig, at løbet er for svært for Filippo Ganna. Det var det imidlertid også for to år siden, men her chokerede han alligevel hele cykelverdenen ved at ende på podiet. Nøglen var en sejr på enkeltstarten, og selvom den bliver sværere at opnå denne gang, hvor den kuperede rute tiltaler Alaphilippe og Evenepoel mere, kørte han så eminente enkeltstarter i 2019, også på den kuperede VM-rute, at en gentagelse er realistisk. Colorado er en let stigning, som han kan forsvare sig på, nu hvor formen frem mod VM på bane igen ventes fin. Problemet kan være et svagt italiensk landshold bestående af tunge baneryttere, som ikke kan forsvare sig mod Deceuninck, men en stærk enkeltstart kan i hvert fald sætte ham op til endnu et stort resultat.

Movistar stiller med den lokale helt Eduardo Sepulveda, der desværre er gået næsten helt i stå. Han har ellers tidligere kørt som en motorcykel i dette løb, men i de seneste år har han skuffet. Heldigvis viste hans 2. plads i Østrig Rundt, at han stadig kan, og som argentiner er han utvivlsomt bedre forberedt til dette løb end mange andre. Hans enkeltstart er slet ikke i nærheden af at være god længere, men sammenlignet med mange andre er den hæderlig. Derfor bør han gøre det godt. Man skal bestemt heller ikke udelukke Nelson Oliveira , der måske finder enkeltstarten alt for kort, men i dette felt stadig vil være en af de allerbedste. På en stigning som denne kan han sagtens forsvare sig til husbehov, især fordi han altid starter relativt stærkt. Endelig har holdet Carlos Betancur, men det er meget optimistisk at tro, at humlebien møder op uden adskillige overflødige kilo, som først plejer at være væk, når vi når april.

Løbets mest rene topklatrer er Guillaume Martin, der gør debut for Cofidis. Franskmanden har for vane at køre relativt stærkt fra sæsonstart og er måske det bedste bud på en mand, der kan sætte Deceuninck lidt under pres på kongeetapen. Desværre er han uhyre svag på enkeltstarten, som er en gigantisk akilleshæl, og han vil utvivlsomt bløde masser af tid, når det går løs på tirsdag, også selvom der er en bakke til sidst. Det bliver uhyre svært at indhente det tabte på Colorado, hvis lette procenter ikke just passer Martin. Derfor ligner det en svær opgave at vinde løbet, men om ikke andet kan han med en god præstation på kongeetapen sikre sig et topresultat. Cofidis har også den lovende, men meget ustabile klatrer Fernando Barcelo samt veteranen Luis Angel Mate, der begge kan gøre det godt på Colorado, men ligesom Martin vil de få sig en gedigen lussing på enkeltstarten. Særligt Barcelo kan der være grund til at holde øje med, for han syntes at have fået et ordentlig boost af at gennemføre Vueltaen, men man skal være varsom med at forvente superform fra den svingende spanier.

Israel Start-Up Nation kommer næsten udelukkende med sprintere, men de har også klassementsambitioner med Patrick Schelling, der får endnu en chance på WorldTour-niveau. Hvor han står formmæssigt, er svært at vide, men er han kommet godt gennem vinteren er han slet ikke noget dårligt bud. Sidste år blev han således nr. 11 i Tour de Suisse, hvor han viste, at han klatre på WorldTou-niveau, men som snart sagt alle andre har han ikke de bedste evner i kampen mod uret. Han forsvarede sig dog hæderligt i Tour de Suisse, og kan han gøre det igen, kan han få en ganske fin start for sit nye hold.

Ved første øjekast har Rally et af de mest spændende hold. Både Rob Britton og Gavin Mannion kan nemlig klatre og køre enkeltstart, og de har endda præsteret i højderne i USA. Alligevel er jeg ikke specielt optimistisk på deres vegne. De har nemlig begge for vane at starte skidt og skal som regel bruge nogen tid for at finde formen. I forvejen er en kort enkeltstart som denne måske ikke helt perfekt for dem. Jeg tvivler derfor på, at vi vil se dem helt fremme, men i kraft af deres alsidighed har de begge potentialet til at overraske stort, også selvom deres 2019-sæson ikke var imponerende. Her blev de overstrålet af holdets tredje klatrer Kyle Murphy, men heller ikke han kan ventes i form, og modsat sine landsmænd kan han ikke køre enkeltstart. Erfarne Nathan Brown har taget et skridt ned for at blive kaptajn, og han kunne meget vel ende som deres bedste mand, selvom også han har en del mangler på enkeltstarten. Her kan Robin Carpenter forsvare sig, men selvom han faktisk burde kunne klare sig på en så let stigning, rækker formen formentlig ikke endnu.

Bora kommer primært for at vinde spurter med Peter Sagan, der i storform faktisk godt ville kunne køre klassement i dette løb. Som vi så sidste år, er det imidlertid næppe intentionen, og derfor vil holdet satse på nytilkomne Matteo Fabbro. Den spinkle klatrer gik helt i stå hos Katusha, hvor han ikke fik vist meget, men man kan håbe, at skiftet til Bora har gjort ham godt. Ligesom mange andre vil han tabe megen tid på enkeltstarten, men en god kongeetape skal sikre ham et godt samlet resultat. Alternativt har holdet altid loyale Pawel Poljanski , der dog har tabt meget niveau i de senere år og ligesom Fabbro vil få det svært på enkeltstarten. Dertil kommer, at han ikke har for vane at køre stærkt i dette løb.

Androni kommer som altid med et af de mere spændende hold, men de har ladet deres bedste sydamerikanske klatrere blive hjemme. I stedet sætter de deres lid til Miguel Edoardo Florez, der desværre hidtil er floppet og ikke har vist meget. Han gjorde det dog hæderligt i dette løb sidste år, og han kan som colombianer ventes at være bedre forberedt end en del europæere, ligesom han trives i højderne. Hans enkeltstart er dog et problem. Det skal også blive interessant at se de lovende nyprofessionelle klatrere Simone Ravanelli og Mattia Bais, men de kan slet ikke ventes i form allerede nu. Nytilkomne Simon Pellaud klatrer hæderligt, men han er ikke stærk nok til begå sig helt i front i dette løb.

Bardiani kommer primært for at vinde spurter med Marco Benfatto, men de har også klatreren Filippo Zaccanti. Hos Nippo skuffede han ganske vist for det meste, men det blev dog til samlet i Tour de Korea og Tour de Hokkaido. Helbredsproblemer var en stor del af forklaringen på vanskelighederne, men nu burde han være tilbage på sporet. Formen og enkeltstarten rækker næppe til det helt store, men han bør kunne gøre det fornuftigt.

Vini Zabu skal forsøge at bringe Andrea Garosio tilbage på sporet, efter at han skuffede fælt hos Bahrain, men han viste faktisk ganske lovende takter i nogle af sæsonens sidste løb. Hvis han har fået trænet godt i vinterpausen, burde han kunne gøre det godt her, også selvom enkeltstarten betyder, at han ikke kan vinde. I gamle dage ville man også have nævnt Matteo Busato som en glimrende kandidat, men det er efterhånden en menneskealder siden, at han har vist noget som helst. Unge Andrea Di Renzo kan også køre opad, men han er helt uprøvet på dette niveau, hvor han umiddelbart synes overmatchet.

Udover Medellin er det blandt kontinentalholdene særligt Transportes Puertas de Cuyo, der er spændende. De stiller nemlig med Daniel Diaz, der flere gange slog alle stjernerne i San Luis, men nu efterhånden er blevet en ældre herre, der sidste år blot blev nr. 20. Alderen synes desværre også at have indhentet Laureano Rosas, der ellers vandt flere gange, inden løbet voksede i graderne, og som blev nr. 6 mod de store navne i 2017, for han har ikke været konkurrencedygtig de seneste år. Hans enkeltstart er dog et brugbart våben Veteranen Leandro Messineo gjorde det tidligere fremragende i San Luis, men i en alder af 40 er han også ved at være pensionsmoden og har ikke vist meget i de senere år.

Endnu større chance har måske en anden veteran. Ricardo Escuela blev nr. 4 I 2017, men styrtede ud som en af de store favoritter i 2018. Sidste år blev det kun til en 17. plads, og han kører stort set ikke løb længere. Tiden, hvor han kan være med i kampen om podiet, er nok ovre.

Som sagt skal man altid være på vagt over for mindre kendte sydamerikanere. Her bør man holde øje med Roniel Campos, der netop har vundet Vuelta al Tachira, og som åbenlyst er i form. Han stiller op på det venezuelanske landshold sammen med veteranen Jose Rujano, men 2019-sæsonen viste os, at den tidligere nr. 3 i Giroen ikke længere kan forventes at være med helt fremme på dette niveau. Virgen de Fatima stiller med German Nicolas Tivani, der måske har set sin lovende karriere gå i stå, men som trods alt blev nr. 15 sidste år. Langt større chance har dog Omar Mendoza, der blev nr. 6 i 2018, og som kører en hæderlig enkeltstart. Portugisiske Tavira har sidste års nr. 14, Alexander Grigoryev, samt klatreren Federico Figueiredo, men også veteranen Alejandro Marque, der faktisk kan køre enkeltstart. Han var dog slet ikke i form på denne tid sidste år. Erfarne Juan Pablo Dotti plejer også at gøre det hæderligt

OPDATERING: Ruben Fernandez og Roniel Campos stiller ikke til start. Til gengæld stiller det russiske landshold med den engang så lovende Matvey Mamykin, der imidlertid er gået helt i stå.

***** Remco Evenepoel

**** Julian Alaphilippe, Oscar Sevilla

*** Brandon McNulty,  Filippo Ganna, Eduardo Sepulveda, Guillaume Martin, Patrick Schelling

**  Nelson Oliveira, Matteo Fabbro, Nathan Brown, Rob Britton, Gavin Mannion, Omar Mendoza, Ricardo Escuela, Fernando Barcelo, Garikoitz Bravo, Miguel Edoardo Florez, Filippo Zaccanti

* Kyle Murphy, Simone Ravanelli, Federico Figuereido, Andrea Garosio, Luis Angel Mate, Pawel Poljanski, Mattia Bais, Simon Pellaud, Carlos Betancur, Unai Cuadrado, Cesar Paredes, Daniel Diaz, Laureno Rosas, Jose Rujano, Alexander Grigoryev, Alejandro Marque

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.