Løbets rolle og historie

Vuelta a Murcia var engang et af de mange etapeløb over fem dage, der var spredt ud over kalenderen og gjorde den spanske cykelscene til en af de travleste. I de senere år har den dårlige økonomi i et af cykelsportens traditionelle kernelande imidlertid haft den effekt, at mange løb er forsvundet, og nu om dage må endda WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco kæmpe hårdt for bare at overleve.

Vuelta a Murcia er et af de få løb, der endnu ikke er forsvundet fra kalenderen, men det er ikke længere det løb, det engang var. Først blev det skåret ned til tre dage, og for syv år siden måtte arrangørerne fuldstændig opgive etapeløbsformatet, da økonomien kun kunne række til en enkelt dags løb. I forlængelse af den bjergrige tradition i løbet designede man en kuperet rute til den nye klassiker, og det var således klatrere som Daniel Navarro, Alejandro Valverde og Rein Taaamae, der vandt de første udgaver i en afslutning på en hård stigning. I de følgende år lykkedes det for arrangørerne at holde det oven vande som en kuperet klassiker, der dog druknede lidt mellem de mange etapeløb, der præger februar måned.

Mens det endnu var et etapeløb, blev det holdt tidligt i marts som et alternativ til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Efter at være reduceret til et endagsløb er det imidlertid blevet forenet med Clasica de Almeria, således at duoen nu udgør en solid løbsweekend i Spanien midt i februar. Indtil 2015 blev de holdt i weekenden efter Vuelta a Andalucia - på det tidspunkt det eneste af de tidligere spanske etapeløb, der endnu havde overlevet - men siden er de to løb rykket til weekenden inden det andalusiske løb, hvilket gør dem til den perfekte opvarmning til hovedbegivenheden på den spanske februarkalender.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Nu er der endelig lys for enden af tunnelen. Allerede i 2018 så det ud til, at der måske var lyst håb for fremtiden, da man talte om atter at udvide løbet til to dage, men hurtigt indløb meldingen om, at de regionale myndigheder havde reduceret støtten, og i stedet var løbet atter kastet ud i en kamp for blot at overleve. Heldigvis nægtede man at give op, og selvom meddelelsen først indløb relativt sent, lykkedes det i 2019 at gennemføre de planer, der året forinden måtte opgives. Således blev Vuelta a Murcia for første gang siden 2012 afviklet over mere end en enkelt dag, og selvom man startede i det små med et to dage langt løb, der afvikledes umiddelbart inden søndagens løb i Almeria, rækker ambitionerne til mere end det i de kommende år, hvor man håber atter at nærme sig det gamle fem dage lange format. I år var der også tale om at forlænge løbet til tre dage, men foreløbig må man nøjes med to.

Modsat mange af de øvrige spanske løb, der har en lang tradition, er Vuelta a Murcia en relativt ny begivenhed, der første gang blev afholdt for amatører i 1981. Efter fire år blev det åbnet for udenlandske ryttere, og i 1989 blev det et professionelt løb. I starten blev det domineret af spanske ryttere, men det vandt hurtigt international anerkendelse. Således vandt Adriano Baffi som første udlænding løbet i 1995, hvor der end ikke var en spanier på podiet, og siden er folk som Marco Pantini, Alexandre Vinokourov, Haimar Zubeldia, Alejandro Valverde, Cadel Evans, Damiano Cunego, Stefano Garzelli, Alberto Contador, Denis Menchov og Bradley Wiggins alle sluttet på podiet. Nairo Quintana var den sidste vinder af løbet, inden det blev reduceret til én dag, og det er et af de få spanske løb, der trods økonomiske vanskeligheder, har bibeholdt et meget internationalt felt. Det er således også tilfældet i år, hvor man kan præsentere et felt med WorldTour-holdene Movistar, CCC, Bora-hansgrohe og Astana, hvilket er ganske pænt i en tid, hvor Tour de la Provence opruster og blomstrer, Tour Colombia 2.1 udgøre et sydamerikansk alternativ, og den italienske sæson skydes i gang i søndagens Trofeo Laigueglia. Tillige er det lykkedes at tiltrække et ganske stærkt felt, der føres an af de lokale helte, Alejandro Valverde og Luis Leon Sanchez.

Netop Sanchez og Valverde har også været hovedanimatorerne sidste år. Efter at de i 2018, hvor løbet endnu var et endagsløb, var kørt fra alt og alle på den mægtige Collado Bermejo-stigning, inden Sanchez snød Valverde med et sent angreb, duellerede de igen i 2019. Her lagde Astana ud med at snyde sprinterne med en overraskende forcering på 1. etape, og dagen kørte de to spanske venner fra rivalerne på Cresta del Gallo-stigningen. Faktisk var Valverde kørt alene, men Sanchez kom tilbage, og med den førende Pello Bilbao som alibi, kunne han sætte sig på hjul, vinde spurten og tage den samlede sejr på bedre etapeplaceringer end Valverde, mens Bilbao endte som nr. 3, 10 sekunder efter. Som sagt vender Sanchez og Valverde begge tilbage - Sanches på jagt efter et hattrick og Valverde i en søgen efter en femte sejr på hjemmebanen - men Bilbao er ikke med, da hans nye Bahrain-mandskab ikke deltager.

Ruten

I gamle dage var Vuelta a Murcia et rigtigt etapeløb med både enkeltstarter og høje bjerge. Efter omlægningen til et endagsløb skulle man finde en ny identitet, og man valgte ikke overraskende at udnytte regionens generelt kuperede terræn til at gøre det til en sag for klatrere og ardennerspecialister. Efter debuten i 2013 sluttede man i 2014 og 2015 på Alto Fortalezo del Sol og var et løb for eksplosive ryttere, inden man i 2016 valgte at ryste posen og designe en helt ny rute uden den vanlige målstigning. Igen skulle man naturligvis over regionens mest ikoniske stigning, Alto del Collado Bermejo, men med en flad finale efter den sene Alto Cresta del Gallo-stigning blev det et løb for klassikerryttere mere end klatrere.

I 2017 havde man planlagt at benytte en næsten identisk rute, men den ide var man nødt til at fravige. Det dårlige vejr, der ramte Spanien, gjorde det umuligt at benytte Alto Cresta del Gallo, og derfor måtte man i januar sammensætte en ny rute. Resultatet blev et betydeligt nemmere løb, hvor hovedudfordringerne lå lagt fra mål, og de sidste 40 km var stort set flade. Løbet var stort set identisk med 2016-udgaven, men den afsluttende rundstrækning omkring Murcia var fjernet, og i stedet lagde man en lille ekstra stigning ind efter hovedudfordringen Alto Collado Bermejo. Det format bibeholdt man i 2018.

Med beslutningen om atter at blive et etapeløb har man atter skullet finde en identitet. Der var tale om at inkludere en enkeltstart, men den ide er siden blevet droppet, og der blev heller ingen bjergafslutning, som man så det i ”de gode, gamle dage”. I stedet sammensatte man en rute, der bestod af en indledende relativt flad etape samt en 2. etape, der var noget nær en kopi af den gamle endagsrute med både Collado Bermejo og den tilbagevendte Cresta del Gallo i finalen.

Modellen genbruges i år, men der er dog to væsentlige ændringer. Igen er første etape relativt overkommelig, men modsat sidste år slutter den med en lang, jævn opkørsel til mål, der endda ender med en 400 m lang mur, som angiveligt stiger med 9%, og hvor puncheurs kan ventes at skulle slås om sejren. Dagen efter vender endagsruten tilbage, men denne gang uden Cresta del Gallo. Det betyder, at forskellene som i 2016 og 2017 skal gøres på Collado Bermejo, inden der venter 60 kilometer, der stort set alle er faldende eller flade. Det gør løbet til en uforudsigelig størrelse med appel til puncheurs, og hvor der skal angribes fra distancen, hvis 2. etape skal vende rundt på hierarkiet efter 1. etape af den 40. udgave af løbet.

1. etape

I forbindelse med relanceringen som etapeløb blev løbet sidste år skudt i gang med det, der lignede en sprinteretape, men hvor det lykkedes et kreativt Astana-mandskab at snyde de hurtige folk. Måske skulle sprinterne have slået til for et år siden, hvos de ville have haft chancen, for i år er åbningsetapen betydeligt mere kuperet. Her ligger målet i Caravaca de la Cruz nemlig på toppen af en lang, jævn opkørsel, der slutter med 3,4 km med 3%, men hvor en stejl afslutning formentlig betyder, at det i stedet bliver puncheurs, der skal slås om sejren.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Etapen byder på i alt 177,6 km, som fører feltet fra Los Alcazares til Caravaca de la Cruz. Startbyen ligger helt ude ved kysten, hvorfra man igennem let stigende terræn kører mod nordvest op til kategori 3-stigningen Alto Cabezo de la Plata (2,2 km, 5,1%), som har top efter 24,7 km. Herfra falder det videre mod nordvest, inden det atter begynder at stige let forbi den første spurt, som kommer efter 64,1 km, og frem til kategori 1-stigningen La Garapacha (5,3 km, 5,3%), hvis top passeres efter 82,4 km.

Kort efter etapens højeste punkt drejer man mod sydvest, hvorefter det falder jævnt i adskillige kilometer ned til dagens sidste spurt, som kommer efter 123,2 km. Herefter bliver terrænet småkuperet, inden man rammer kategori 3-stigningen Alto Quipar (4,4 km, 4,9%), som har top efter 139,0. Nu går det fladt mod sydvest og nordvest, inden de sidst 23 km alle stiger jævnt mod sydvest op mod Caravaca de la Cruz. Med 7 km igen bliver det lidt stejlere med 1,7 km med 4,3%, inden en kort nedkørsel leder ned til de sidste 3,4 km, som stiger med 3% i snit. Den stejleste del kommer til allersidst, hvor den sidste kilometer stiger med 5,6% i snit og - hvis man kan stole på løbsbogen - de sidste 300 m med hele 9%. Afslutningen er teknisk uhyre kompliceret, da en lang, lige vej afbrydes af to bløde sving med 1300 m igen og derefter et skarpt sving 800 m fra stregen. Derefter skal der drejes skarpt med 900 og 400 m igen, hvorefter et hårnålesving kommer med 300 m tilbage og derefter et skarpt sving med 100 til mål.

Etapen byder på i alt 2522 højdemeter.

Man skal være forsigtig med spanske løbsbøger, men noget tyder på, at afslutningen på den lange, jævne opkørsel er ganske stejl. De sidste 400 m byder tilsyneladende på en lille og uhyre teknisk mur op til Basilica de la Vera Cruz, der har udsigt over byen. Det vil udelukke sprinterne og gøre det til en sag for de eksplosive puncheurs anført af den lokale helt, Alejandro Valverde. Forinden skal rytterne dog tage sig i agt for den vind, der ofte kan spille en rolle i regionen.

Caravaca de la Cruz var senest mål for løbet i 2010, hvor Robert Hunter var hurtigere end Graeme Brown og Vicente Reynes i en massespurt, i 2003, hvor Erik Zabel slog Beat Zberg og Nico Sijmens i en massespurt, og i 2000, hvor spurtsejren gik til Hendrik van Dijck foran Marco Velo og Flavio Zandarin. Vueltaen var senest forbi i 2009, hvor Tyler Farrar vandt den stigende massespurt foran Philippe Gilbert og Marco Marcato, og i 2004, hvor David Zabriskie leverede et mindeværdigt, daglangt soloridt, som gav ham sejren med 1.11 ned til et felt anført af Alessandro Petacchi og Stuart O’Grady.

2. etape

Efter den ganske hårde åbningsetape skal klatrebenene igen findes frem til 2. etape, der byder på en rute med samme design som det gamle endagsløb. Det betyder, at ikoniske Collado Bermejo atter skal forceres, men denne gang er det uden finalen med den lille Cresta del Gallo-stigning. Derfor slutter etapen med 60 relativt lette kilometer, hvilket kunne lægge op til en reduceret massespurt, men som Alejandro Valverde viste i 2016, hvor han leverede et mageløst soloridt, og igen i 2017, hvor han sammen med Luis Leon Sanchez kørte fra alt og alle, er det ikke givet, at man skal kunne spurte for at vinde på en rute, der før har belønnet initiativ og mod

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

I alt skal der tilbagelægges 179,6 km, som fører feltet fra Santomera til den traditionelle finale i Murcia. Startbyen er en forstad til målbyen, og man indleder etapen med i fladt terræn at køre mod sydvest for at passere syd om storbyen, i hvis udkant man kører dagens første spurt efter 18,8 km. Herefter går det videre mod sydvest igennem fladlandet, inden man drejer mod nordvest for at køre over kategori 3-stigningen Alto Cola del Caballo (2,7 km, 4,6%), hvis top passeres efter 48,2 km. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man kører mod nordvest og sydvest ned til en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Den indledes med, at man kører mod sydvest op over kategori 1-stigningen Alto Espuna (10,6 km, 3,9%), hvis første 6,1 km stiger med 5,3%, og hvis top rundes efter 74,8 km. En nedkørsel fører nu mod øst ned til dagens anden spurt, som er placeret efter 86,3 km, inden man kører mod sydvest via et kort, fladt stykke, der leder frem til Alto Collado Bermejo, som er uden for kategori. Samlet set stiger den med 3,3% over 26,0 km, men den kan inddeles i to. Efter en blød indledning stiger det med 5% over 5,8 km frem til et lille plateau, hvorefter den tager fat med 7,0 km over de sidste 7,2 km. Heraf stiger de første 3 km endda med mere end 8%, inden den sidste del stiger med 6,5-7,0%.

Toppen i 1158 m højde rundes efter 117,6 km, hvorefter der fortsat resterer 61,7 km. De indledes med en undervejs uhyre teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt, idet man faktisk slutteligt kører ned ad Alto Espuna, som man tidligere kørte opad. Nedkørslen afbrydes, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto Gebas (5,3 km, 3,9%), hvis top passeres med 37,9 km igen. Herefter følger man en let faldende vej mod nord og nordøst hele vejen ind til Murcia. De sidste 6 km er dog relativt flade, og den sidste kilometer er helt flad. I finalen afbrydes en lang, lige vej af en blød kurve med 1100 m igen og senere af en blød kurve lige efter den røde flamme.

Etapen byder på i alt 2679 højdemeter.

Selvom første del af ruten har varieret, kender vi finalen med Collado Bermejo og det flade indløb til Murcia fra 2017- og 2018-udgaverne af endagsløbet. Her viste først Valverde og siden duoen Valverde-Sanchez, at vilde offensiver er mulige, men meget vil afhænge af status efter 1. etape. Det vil formentlig eksplodere undervejs, men føres løbet af et stærkt hold, kan det meget blive samlet til en spurt i et ganske decimeret felt. Hvis ikke, har Valverde og Sanchez vist os, at meget kan lade sig gøre.

Murcia var sidste år målby for 2. etape, hvor man dog havde Cresta del Gallo med i finalen. Her kørte Alejandro Valverde væk, men han fik siden selskab af Luis Leon Sanchez, som slog ham i spurten. Murcia har også i alle årene som endagsløb været målby, selvom man i 2013, 2014 og 2015 sluttede på en stigning uden for byen. I 2018 kørte Luis Leon Sanchez væk fra Alejandro Valverde og hjem til en solosejr, mens Valverde leverede et enestående soloridt over mere end 70 km i 2017. I 2016 sejrede Philippe Gilbert, da løbet også inkluderede Cresta del Gallo, mens det blev til sejre til Rein Taaramae, Valverde og Daniel Navarro i årene med mål på stigningen. I årene som etapeløb sluttede løbet også altid i regionens hovedby, senest i 2012, hvor Alexander Serov slog Jonathan Castroviejo på den afsluttende enkeltstart.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Favoritterne

Udvidelsen af løbet markerer et første skridt på vej mod tidligere tiders storhed, men der er fortsat lang vej tilbage til det gamle format, hvor der var både bjergetaper og enkeltstarter på menuen. Det nye format byder hverken på tidskørsler eller store bjergfinaler, og det er derfor endnu ikke det løb for ”rigtige” etapeløbsryttere, det engang var.

Som endagsløb havde Vuelta a Murcia en sær rute, der i hvert fald i de sidste år hverken passede til den ene eller anden ryttertype. Det gælder også for det nye etapeløbsformat, hvor rutedesignet gør det til et af den slags løb, som er ganske svære at læse, og hvor forskellige løbssituationer kan åbne løbet op for en relativt bred gruppe af ryttere. Favoritfeltet er i hvert større end i gamle dage, hvor man bare skulle finde løbets bedste klassiske etapeløbsryttere.

Løbet er om muligt endnu mere uforudsigeligt end sidste år, og det skyldes begge etaper. Beslutningen om at fjerne Cresta del Gallo fra 2. etape gør den til en meget mere åben affære end sidste år, hvor den hårde finale lettere kunne benyttes til at skabe forskelle. På denne rute har vi set, at Alejandro Valverde med et vildt soloridt er kørt alene hjem fra Collado Bermejo, ligesom han og Luis Leon Sanchez slog pjalterne sammen med en lignende stor offensiv året efter. Det viser, at initiativ kan belønnes på 2. etape, men det er også klart, at det lange flade indløb betyder, at risikoen for en spurt i en gruppe eller et reduceret felt er en mulighed.

Hvordan etapen køres, vil afhænge meget af forløbet af 1. etape. Heller ikke den er let at blive klog på. I gennemsnit stiger de sidste ca. 3 km ikke med meget mere end 3%, og det burde i teorien betyde, at selv en stor fyr som Pascal Ackermann kan vinde. Kan man stole på tallene i løbsbogene, kan man imidlertid regne sig frem til, at de sidste 300 m stiger med hele 9%, hvilket også giver fin mening, da man her forlader den store vej for at køre op til kirken. Den meget lidt informative løbsbog taler da også om ”rampas muy de pronunciadas”, dvs. meget stejle ramper, og selvom det er et temmelig vidt begreb, må man formode, at det er en finale for Valverde og lignende ardenner- og puncheurtyper.

Derfor må man også formode, at Movistar vil arbejde stenhårdt for at sætte Murcias store helt op til endnu en sejr på hjemmebanen på 1. etape, som derfor formentlig vil ende i en puncheurspurt. Procenterne gør, at mange tungere folk udelukkes, men den stejle del er trods alt ikke mere end 400 m. Vi ved fra Hatta Dam i UAE Tour, at sprintere sagtens kan gøre det godt, når stejle bakker ikke er for lange. Denne er længere end stigningen i ørkenen og måske på grænsen, men man kan ikke udelukke, at eksempelvis en fyr som Matteo Trentin kan blande sig med ardennerspecialister. Alt sammen afhænger det af, præcis hvor stejl bakken er.

Hvordan 2. etape køres, vil afhænge af udfaldet af 1. etape. Skal forskellene gøre, skal det ske på Collado Bermejo, og derfor er der garanti for, at der vil blive gået fra stålet fra de stærke hold, der ikke har førertrøjen, og det giver sig selv, at enten Astana eller Movistar skal i offensiven. Begge kommer i relativt stærke formationer, der kan splitte løbet, men omvendt har de også stærke hold til at kontrollere og forsvare en eventuel førertrøje. Med mindre både Astana og Movistar, som er de klart stærkeste hold, er bagud inden 2. etape, bliver det meget svært at forme en alliance, og så er spørgsmålet, om ikke det førende hold kan neutralisere offensiven så meget, at det ender i en spurt i en gruppe af en eller anden størrelse.

En væsentlig faktor er, at der heller ikke i år er bonussekunder. Sidste år endte Valverde og Sanchez i samme tid, og Sanchez vandt således løbet på bedre etapeplaceringer. Finalen på 1. etape er så hård, at der kan vindes sekunder, men er flere ryttere i samme tid, vil der blive brug for at spurte i en eventuel spurt på 2. etape. Kan man undgå at tabe tid fredag, kan man således vinde løbet med en god spurt lørdag, og det betyder også, at man i en vis forstand kan sige, at alle, der efter i 1. etape er i samme tid, fører løbet. Hvis eksempelvis Matteo Trentin undgår at tabe sekunder på 1. etape, vil han have en stor chance for at vinde løbet lørdag, men det vil til gengæld føre til, at Movistar og Astana har en fælles interesse i at gå grassat på Collado Bermejo, hvormed etapen pludselig kan blive meget mere selektiv.

Endelig er det værd at notere sig, at vejret bliver decideret fremragende med nærmest sommeragtige temperaturer på 20-25 grade og kun svag vind. Den vil have form af sidemedvind på turen hjem fra Collado Bermejo lørdag, og det øger chancen for, at en offensiv kan lykkes, hvis det skulle blive nødvendigt.

Alejandro Valverde fik sig en gigantisk lussing i Valencia, og det står dermed klart, at indtrykket fra Mallorca ikke var helt forkert. Her sad jeg med fornemmelsen af, at han ikke var så skarp, som han plejer, og det blev stillet til fuldt skue på Sierra Bernia i sidste uge. Alligevel er det svært at komme udenom, at han er favorit på hjemmebanen i Murcia. I Valencia blev han trods alt nr. 2 i puncheurfinalen på 2. etape foran specialister som Dylan Teuns og Dan Martin, og det viser, at han må regnes som den store favorit på 1. etape, selvom den kortere bakke passer ham dårligere.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Kan han vinde her, omgives han af et klassemandskab med Enric Mas, Nelson Oliveira, der kørte stærkt i San Juan, samt Jose Joaquin Rojas, der altid er motiveret på hjemmebanen, til at kontrollere 2. etape, og det er svært at se, hvem i dette felt der skulle kunne sætte Valverde og Mas på Collado Bermejo. Valverde kan stadig få brug for at køre en spurt i Murcia lørdag, men blandt de bedste puncheurs er han også hurtigst på flad vej. Dermed bør han være i stand til få genrejst selvtilliden med en femte sejr i sit hjemmebaneløb.

Astana drømmer selvfølgelig om et hattrick med Luis Leon Sanchez, men jeg anser faktisk Omar Fraile som en større rival. Baskeren kom til Australien uden de store forventninger og for at hjælpe, men endte med at køre en ganske hæderlig kongeetape til Willunga Hill. Formen er utvivlsomt bedre nu, og vi ved, at en formstærk Fraile er lynhurtig. Således slog han i 2018 Sonny Colbrelli i en stigende spurt i Romandiet, og det viser, at han er i stand til at tage kampen op mod Valverde i hvert fald i den flade spurt på 2. etape. Også som puncheur burde han imidlertid være god, selvom han kun sjældent har testet sig selv i den disciplin, og han ligner en mand, der muligvis kan udfordre Valverde på 1. etape. Lykkes det at holde sig til her, vil han med en god spurt på 2. etape og støttet af et stærkt hold også kunne vinde samlet.

Løbets store joker er Matteo Trentin. Italieneren vil formentlig finde finalen på 1. etape lidt stejl, men på en 400 m lang bakke kan han ikke afskrives. Formentlig er det nok at undgå at tabe tid, hvorefter han skal forsøge at tage en spurtsejr på 2. etape og dermed vinde løbet på bedre etapeplaceringer. Problemet er, at han Astana og Movistar helt sikkert vil sætte ham på Collado Bermejo, og er han stadig i spil, vil de også kunne samarbejde om at holde ham bag dem. Hvis han har samme ben som sidste år, hvor han kørte som en vanvittig i februar - også i dette løb - er meget imidlertid muligt for manden, der sidste år var meget tæt på at vinde en bjergetape i Touren. Udfordringen kan blive et meget svagt og tungt hold, der formentlig vil blive blæst væk på 2. etape, hvorfor han i vidt omfang skal vinde løbet på egen hånd.

Der er dog én undtagelse hos polakkerne. Efter sin hjerteoperation ventes Patrick Bevin at gøre comeback, og nu er spørgsmålet, hvor meget form han har tabt. Han arbejdede stenhårdt på at vinde Tour Down Under, og dermed er grundformen på plads, men spørgsmålet er, hvor meget han har tabt. Den oprindelige melding var, at han relativt hurtigt ville kunne træne igen, og at han regnede med at være konkurrencedygtig igen i februar. Er han det, passer løbet ham fremragende. Som puncheur er han måske den bedste næstefter Valverde, selvom finalen på 1. etape kan være lidt for stejl. Han er tillige en solid klatrer, der har en chance for at klare Collado Bermejo - hvor han dog som Trentin er plaget af et svagt hold - og i en spurt på flad vej er den tidligere pointtrøjevinder i Tour of Britain formentlig hurtigere end selv Valverde. Dermed burde han have en solid chance, hvis han i første omgang kan køre med om sejren på 1. etape.

Som dobbelt forsvarende vinder og topmotiveret hjemmebanehelt burde Luis Leon Sanchez være blandt de tunge favoritter, men han har været usædvanligt formsvag i år. Han var helt fra den i Tour Down Under, og heller ikke i Valencia viste han noget på 2. etape, der ellers burde have passet ham. Derfor ligner han ikke en mand med formen til at slå Valverde på denne rute. Omvendt passer løbet ham ikke helt skidt. Han er glimrende puncheur på 1. etape, og selvom han ikke er så hurtig som Valverde og er blevet langsommere med årene, kører han stadig en hæderlig spurt på flad vej også. Med andre ord har han forudsætningerne. Spørgsmålet er bare, om han også har formen. Astana har også Yevgeniy Gidich , og han kunne være en outsider, men han virkede ikke overbevisende i Saudi-Arabien og ventes at få det for hårdt på begge etaper. Oscar Rodriguez viste fornem form i Valencia, men da han ikke er specielt eksplosiv, er det meget svært at se ham vinde på denne rute.

Circus har et meget spændende hold med hele fire mand, der reelt kan køre klassement. Mest fidus har jeg til Loic Vliegen , der med en 6. og en 8. plads på Mallorca viste fornem form, selvom han - omstændighederne taget i betragtning - skuffede lidt i finalen i Trofeo Andratx. Som vinder af Tour de Wallonie har han vist sine puncheurevner, og finalen på 1. etape passer ham glimrende. Samtidig er han relativt hurtig på flad vej, og dermed har han alle forudsætningerne for at gøre det godt. Finalen på 1. etape passer også fremragende - og måske endda endnu bedre - til Xandro Meurisse, der også har en fornuftig spurt, men han virkede desværre temmelig formsvag i Besseges. Normalt er holdets bedste puncheur Maurits Lammertink, der vel også er den hurtigste på flad vej, men vi så på Mallorca, at skaden i vinterpausen har kostet megen form, og han er næppe konkurrencedygtig. I gamle dage var Jan Bakelants også en god puncheur, og han vil elske finalen på 1. etape, men han har stadig til gode at bevise, at han kan genfinde niveauet fra gamle dage. Selv Aime de Gendt kan køre en god spurt på 1. etape, men han har ikke samme hurtighed på flad vej og kan blive for tung til Collado Bermejo. Endelig har holdet klatreren Simone Petilli, der synes i form, men som slet ikke har skyggen af eksplosivitet.

En rytter, der skal tages som en seriøs trussel, er Vicente Garcia de Mateos. Sidste år var en undtagelse, men ellers har han for vane at køre stærkt i januar og februar, hvor han har leveret topresultater på Mallorca og endda er blevet nr. 2 på kongeetapen i Algarve. Han har ikke kørt løb endnu i år, og han kan derfor være formsvag, men er han på toppen, passer løbet ham som fod i hose. Han er først og fremmest puncheur, som han har vist med sine seks etapesejre i Volta a Portugal, men han klatrer også godt nok til at være blevet samlet nr. 2 i samme løb og altså at køre stærkt på Malhao-stigningen i Algarve. Læg dertil, at han er så hurtig på flad vej, at han vandt pointtrøjen i Portugal i 2018, hvor han var i top 6 på 8 af de 10 etaper, og man har billedet af en rytter, der er skabt til dette løb, hvis han er i form. Hans Louletano-hold har endda en ekstra joker i Sergey Shilov, der som holdbar sprinter ikke helt kan afskrives, selvom finalen på 1. etape nok er for hård.

Gazprom-Rusvelo kommer med en meget spændende kandidat i Sergei Chernetckii. Opholdet hos Caja Rural blev en fiasko, men noget tyder på, at han måske er ved at komme sig. Han gjorde det i hvert fald ganske godt i Saudi-Arabien, hvor han blev nr. 7 samlet og var en af de få, der i perioder kunne følge Rui Costa på bakkerne. Han er ikke så hurtig som tidligere, men han viste i sit stærke efterår 2018, at han stadig har punch, og 1. etape ligger ikke helt skidt til ham. Kan han også genfinde lidt af hurtigheden på flad vej, passer løbet ham ikke helt skidt.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Bora må leve med en outsiderrolle. Egentlig passer løbet glimrende til Felix Grossschartner, der blandt andet i Tour of Turkey har vist, at han kan spurte på en bakke. Problemet er bare, at han var uhyre formsvag på Mallorca, og da han heller ikke just er den hurtigste i en flad finale, bliver det svært at vinde. Løbet er dog ikke sværere, end at han bør kunne gøre det hæderligt. Lennard Kämna viste form på Mallorca, men er hæmmet af et fravær af eksplosivitet, som betyder, at ruten slet ikke passer. Holdet har naturligvis også Pascal Ackermann, men selv hvis det mod forventning skulle lykkes ham at holde sig til de forreste på 1. etape, vil Movistar og Astana formentlig ikke have problemer med at sætte ham ud af spillet på Collado Bermejo. Måske kunne Jempy Drucker være en endnu bedre kandidat til 1. etape, men også han får svært ved at komme med hjem på 2. etape.

En joker kunne være Jose Joaquin Rojas. Også han er på hjemmebane, men udgangspunktet må være, at han skal arbejde for Valverde. Det er dog ikke utænkeligt, at han kan få en fri rolle på hjemmebanen, og selvom han ikke vinder, kan han gøre det ganske godt på 1. etape. Er han i samme tid som Valverde, er det slet ikke utænkeligt, at der kan være ide i at køre spurten på 2. etape for den hurtigere Rojas. Collado Bermejo kan en formstærk Rojas i hvert fald fint overleve. Holdets anden stjerne, Enric Mas, mangler eksplosiviteten til at vinde, med mindre taktiske omstændigheder tvinger holdet til at sende ham i offensiven.

Ruben Fernandez viste i Valencia og på Mallorca, at han har sparket liv i karrieren igen. I forhold til dette løb var det særligt vigtigt, at han genfandt sit punch med den flotte kørsel på 2. etape i etapeløbet. Dermed burde han være med fremme på 1. etape, og alt peger således på, at formstærke Fernandez vil levere et topresultat. At vinde er imidlertid en helt anden ting. Ikke blot er hans Euskadi-hold svagt, han er heller ikke hurtig på flad vej. Det ligner derfor en sandsynlig top 10, men næppe et podium.

Sport Vlaanderen har et ganske spændende hold med to gode kandidater. Holdets bedste mand bør blive Thomas Sprengers, der er en solid puncheurtype med gode muligheder i dette løb. Han viste endda forrygende form på Mallorca, men desværre styrtede han i Valencia, der derfor blev en lidelseshistorie. Alligevel gennemførte han, og derfor kan der være håb om, at han er kommet sig. Holdet har imidlertid også en joker i Edward Planckaert , der viste forrygende form med 5. pladsen i Marseille og ikke mindst med 3. pladsen på 1. etape i Besseges, hvor han som eneste mand kunne følge Benoit Cosnefroy til sidst. Det viser, at det er realistisk for ham at lave et resultat på 1. etape. Problemet er bare, at også han kan sættes til vægs på Collado Bermejo, hvis Astana og Movistar får brug for det. Endelig kan Kevin Deltombe gøre det fornuftigt med sit punch, men næppe lever et absolut topresultat.

De danske øjne vil rettes mod Riwal, der på papiret har en god kandidat i Nick van der Lijke. Hollænderen er en solid puncheur med en fin spurt på flad vej, og dermed burde dette være et løb, der passer ham. Han udgik imidlertid i Saudi-Arabien uden nogen forklaring, og derfor er det usikkert, hvor han står. Alternativt har Rasmus Quaade og Christoffer Lisson i Danmark Rundt vist, at de godt kan køre finaler på korte bakker, og Lisson er endda også hurtig på flad vej. Man kan dog tvivle på, om de formmæssigt er langt nok fremme, og niveauet her er et andet. Holdet har også de mere klatrestærke James Shaw og Sindre Lunke, men de mangler nok eksplosiviteten. Endelig er der naturligvis Sondre Holst Enger, som man ”i gamle dage” ville have haft som en seriøs outsider, men efter flere helt elendige år er det stærkt usandsynligt, at han pludselig skulle være med i front.

Burgos-mandskabet stiller med Jetse Bol, der viste god form i Saudi-Arabien, og som tidligere også var en hurtig herre. Han har dog ikke spurte i en menneskealder, men forsøgte endelig at holde sig lidt til i ørkenen i sidste uge. Forsøger han sig, burde han kunne gøre det hæderligt i dette løb. Holdet har også Jesus Ezquerra, der sidste år i Aragonien var tæt på at vinde samlet i kraft af sin fine spurt i stigende finaler, men her er bakken nok for svær, og det er den også for semihurtige Willie Smit.

Rally fortjener også at blive nævnt. Løbet passer nemlig ikke helt dårligt til Adam de Vos, der har en vis hurtighed på bakker. Alligevel lykkedes det ham ikke at blande sig i spurten på 1. etape i Saudi-Arabien, og selvom han generelt viste god form, er det nok svært at være med helt i front. Faktisk skal man ikke udelukke, at Stephen Bassett kan gøre det endnu bedre. Han overraskede nemlig positivt på bakkerne i ørkenen og viste på 4. etape, at han også kan spurte.

Endelig har Arkea egentlig på papiret en god kandidat i Benjamin Declercq, men han er på vej tilbage efter en knæskade og næppe i form, og Laurent Pichon er ikke længere god nok. Hos Lokosphinx har Dmitry Sokolov tidligere gjort det godt på dette niveau, men han var helt væk i 2019. Eliot Lietaer passer til løbet, men virker formmæssigt helt væk og udgik i Besseges. Hans Wallonie-holdkammerat Dimitri Peyskens er halvhurtig og skal forsvare Wallonies farver. Endelig skal det blive interessant at føje Daniel Mendez, der overraskede med en 10. plads på kongeetapen i Besseges, men fornemmelsen er ikke, at han har eksplosiviteten til dette løb.

OPDATERING: Movistar har erstattet Rojas med klatreren Antonio Pedrero, der dog må antages at skulle hjælpe Valverde i et løb, der ikke passer ham. Burgos har udtaget Angel Madrazo og Diego Rubio på bekostning af blandt andre Jesus Ezquerra. Madrazo har et hæderligt punch og kunne gøre det pænt, selvom Bol stadig ligner holdets bedste bud.

OPDATERING 2: Riwal er uden Shaw og Lisson, men har til gengæld udtaget Martijn Budding, der burde kunne gøre det fornuftigt i et puncheurløb, hvis han er i form fra start.

OPDATERING 3: Novikov og Shilov stiller ikke til start.

***** Alejandro Valverde

**** Omar Fraile, Matteo Trentin

*** Patrick Bevin, Luis Leon Sanchez, Loic Vliegen, Vicente Garcia de Mateos, Sergei Chernetckii

** Xandro Meurisse, Felix Grossschartner, Ruben Fernandez, Thomas Sprengers, Edward Planckaert, Jan Bakelants, Aime de Gendt, Nick van der Lijke, Jetse Bol, Adam de Vos

* Lennard Kämna, Martijn Budding, Angel Madrazo, Rasmus Quaade, Maurits Lammertink, Enric Mas, Dmitry Sokolov, Yevgeniy Gidich, Oscar Rodriguez, Dimitri Peyskens, Kevin Deltombe, Stephen Bassett, Pascal Ackermann, Jempy Drucker, Sondre Holst Enger

Danskerne

Riwal stiller til start med to danskere i form af Tobias Mørch Kongstad og Rasmus Quaade. Er sidstnævnte i form, kan han måske køre et fornuftigt klassement, og de er omtalt ovenfor.