Optakt: Vuelta a Andalucia
19. februar 2020 10:59Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Det er tid til en af de vigtigste uger i forberedelsen frem mod cykelsæsonens første højdepunkter. Den tredje uge i februar er traditionelt rammen om hele tre etapeløb, der skal gøre det muligt for klassiker- og etapeløbsryttere at nå topformen i marts og april. En af mulighederne for verdensstjernerne er at drage til Andalusien og deltage i Ruta del Sol, der tilbyder fem dage i kuperet terræn under sædvanligvis gode vejrforhold, og selvom feltet ikke er helt så stjernebesat som i tidligere udgaver, hvor mange af sportens giganter har lagt vejen forbi, er der også i år en stribe store navne, der er klar til at teste sig selv mindre end en måned før årets første store europæiske etapeløb.

Gense Fuglsangs fantastiske etapesejr i Vueltaen

se mere cykling på

Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

 

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

 

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

 

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok, der fra i år efter aflysningen af Tour of Oman dog kun består af Saudi Tour og UAE Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for fire år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen og fra 2019 atter at udvide Vuelta a Murcia til et etapeløb.

 

I første omgang efterlod det bare ét spansk etapeløb i den tidlige del af sæsonen, og i ganske mange år syntes det at være et af meget få spanske løb, der faktisk trivedes. Mens Vuelta a Murcia og Vuelta a la Comunidad de Madrid blev forkortet, mange klassiske løb som Settimana Catalana og Euskal Bizikleta forsvandt, Vuelta a Asturias blev forkortet og endda aflyst i 2014, og WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco konstant kæmpede for overlevelse, er Vuelta a Andalucia Ruta Ciclista del Sol forblevet på kalenderen som en perfekt mulighed for forberedelse forud for sæsonens store mål.

 

Faktisk er det en ganske imponerende bedrift, at løbet fortsat består. Det afholdes i den berømte tredje uge af februar, hvor det er i hård konkurrence med Tour of Oman (som i år desværre er aflyst), Volta ao Algarve og Tour du Haut-Var om at tiltrække verdens bedste ryttere. Ikke desto mindre er det endda lykkedes at returnere til det klassiske femdagesformat, efter at det kortvarigt var reduceret til fire dage, og efter i et par år tydeligt at have tabt kampen om det bedste felt til løbene i Oman og Algarve, var alle øjne i 2015 rettet mod Andalusien, da man det år var rammen om det første store slag mellem giganterne. Selvom ingen af dem før havde kørt løbet, besluttede både Chris Froome og Alberto Contador at starte deres sæson i det spanske løb, og da Nairo Quintana også meldte sin ankomst, kunne arrangørerne næppe tro deres held. Desværre betød et styrt ved de nationale mesterskaber, at Quintana måtte melde afbud, men med både Contador og Froome i feltet blev løbet det store etapeløbshøjdepunkt i februar.

 

I 2016 var der en genopstandelse på etapeløbsscenen i Sydeuropa. Volta a la Comunitat Valenciana blev genoplivet for første gang siden 2008, La Mediterraneenne overtog pladsen fra Tour Mediteraneen, og Tour La Provence blev afholdt for første gang. Det gjorde det endnu mere attraktivt at forblive i Europa, og derfor drog langt færre hold til Mellemøsten. Ikke desto mindre lykkedes det ikke arrangørerne i Andalusien at tiltrække det samme stjernefelt, men med folk som Alejandro Valverde, Rafal Majka, Bauke Mollema og Tejay van Garderen var løbet alligevel rammen om et fantastisk slag. I 2017 var løbet atter den klare vinder i kampen mellem de fire etapeløb, og med Alejandro Valverde, Alberto Contador, Rigoberto Uran, Wout Poels, Thibaut Pinot og Ion Izagirre på startstregen var det rammen om endnu et flot og medrivende løb, som det også var tilfældet i 2018, hvor Froome og Mikel Landa kastede glans over begivenheden. Også i 2019 kunne løbet betragtes som vinder af kampen om det bedste felt i Europa, da Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Tim Wellens, Esteban Chaves, Steven Kruisjswijk og Yates-brødrene alle var at finde i feltet.

 

UAE Tours og indtil sidste år Abu Dhabi Tours placering på WorldTouren har dog kostet en anelse. Det arabiske løb starter allerede på søndag, og det har haft den effekt, at mange etapeløbsryttere tager til Mellemøsten for at jagte WorldTour-point, mens klassikerrytterne i højere grad er blevet i Europa. Det har kostet for løbene i Europa og afspejles også i det felt, man i år har samlet i Andalusien, hvor man stadig ikke kan gentage, hvad man opnåede i 2015. Blandt andre Valverde, der ellers har været totalt dominerende i det spanske løb, skipper for tredje år i træk sit hjemmebaneløb, og Froome vælger at vende tilbage efter sin skade i den arabiske ørken. Navne som Jakob Fuglsang, Mikel Landa, Dylan Teuns, Enric Mas, Ion Izagirre, Jack Haig, Aleksandr Vlasov, Pello Bilbao, Mikel Nieve, Marc Soler og Pierre Latour sikrer et ganske pænt felt, men i år er Andalusien blevet den lille i kampen mod både løbene i Algarve og Emiraterne.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1925, men 2. udgave blev først arrangeret 30 år senere i 1955. Efter en aflysning i 1978 fik det i 1979 navnet Ruta del Sol, indtil man i 1987 vendte tilbage til det oprindelige navn. I 1993 slog man de to navne sammen, og siden da har løbet været kendt som Vuelta a Andalucia/Ruta del Sol. Det var i de tidlige år hovedsageligt domineret af spanske ryttere, men i 1964 fik det sit internationale gennembrud, da Rudi Altig vandt. I 70erne blev det i stigende grad et løb for udenlandske ryttere, og faktisk lykkedes det ikke en hjemlig rytter at vinde mellem 1971 og 1982.

 

I slutningen af 90erne tabte det lidt prestige og blev hovedsageligt en national begivenhed, men det er i de senere år lykkedes arrangørerne at revitalisere løbet. Store navne som Oscar Freire, Cadel Evans, Jurgen Van Den Broeck, Michael Rogers, Levi Leipheimer, Bauke Mollema, Richie Porte, Chris Froome, Alberto Contador, Thibaut Pinot, Wout Poels, Tim Wellens, Ion Izagirre, Steven Kruijswijk, Jakob Fuglsang og Tejay van Garderen har således været på podiet i dette årtusinde. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Alejandro Valverde, der siden sin tilbagevenden fra karantæne i 2012 har vundet løbet hvert eneste år bortset fra i 2015, hvor han i stedet var til start i Tour of Oman, og 2018og 2019, hvor han kørte Abu Dhabi Tour/UAE Tour.

 

Sidste år betød Valverdes fravær, at der var plads til andre, og det udnyttede Jakob Fuglsang til at skyde sin drømmesæson i gang med et brag. Ganske vist lignede det efter etapesejre på både 1. etape og etapes enkeltstart en mulig triumf til Tim Wellens, men belgieren kom til kort på løbets kongeetape. Her lykkedes det Astana at distancere belgieren, og dermed blev det til dobbeltsejr til kasakkerne med Fuglsang foran vinderen fra Valencia, Ion Izagirre, men Steven Kruijswijk blev nr. 3. Fuglsang vender i år tilbage for at forsvare titlen og udgør igen sammen med Izagirre en stærk Astana-duo, men de er ikke oppe mod hverken Kruijswijk eller Wellens, der skyder sæsonen i gang i hhv. Catalonien og Algarve.

 

Ruten

Vuelta a Andalucia har haft en ret blandet karakter. Den andalusiske region har masser af kuperet terræn, men på denne tid af året er det vigtigt ikke at gøre etaperne for lange og hårde. Tidligere udgaver har derfor været ret lette, og det er lykkedes folk som Oscar Freire, Pablo Lastras og Markel Irizar at vinde i år, hvor der ingen bjergafslutninger har været.

 

Efter Irizars sejr i 2011 har arrangørerne gjort løbet betydeligt hårdere ved at besøge mere bjergrigt terræn. Selvom løbet sjældent har været meget vanskeligt, er det blevet mere selektivt, og prologen, der ofte har åbnet løbet, har fået sin betydning reduceret. I 2015 tog arrangørerne imidlertid et uset skridt, idet de sammensatte en ekstremt hård rute med to meget vanskelige bjergafslutninger. Det var nærmest uhørt at bestige to så vanskelige stigninger som Alto de Hazallanas og Alto e Allanadas så tidligt på året, og da der også var en enkeltstart og flere kuperede etaper, var det klart det hårdeste løb i den tidlige del af sæsonen.

 

I de seneste dire år er man vendt man tilbage til et mere traditionelt format. I 2016 inkluderede man endda en meget lang enkeltstart, der tippede balancen mod de mere alsidige ryttere, selvom der fortsat var en stor bjergafslutning også, og med to kuperede etaper og en relativt flad sag til sprinterne var det et godt mix med lidt for enhver smag. I 2017 og 2018 år bibeholdt man samme opskrift, men man reducerede længden af enkeltstarten betydeligt, gjorde bjergetapen lettere og havde to mod tidligere bare én sprinteretape. Sidste års rute var ganske speciel, idet den slet ikke havde en bjergfinale, men derimod en kongeetape med stejle Hazallanas efterfulgt af en nedkørsel, og den etape afgjorde sammen med en puncheurafslutning og en ganske kuperet enkeltstart løbet.

 

Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede. Man kan i hvert fald argumentere for, at årets rute på mange måder minder om sidste års. Heller ikke i år er der nogen bjergafslutning, og derfor skal klatrerne tage initiativ, hvis de vil vinde tid inden enkeltstarten, der i år kommer på sidste dag. Til gengæld kan de glæde sig over, at tidskørslen også i år er alt andet end traditionel og derudover er forkortet. Således er den bare 13,0 km lang og indeholder både en grusvej, tre korte, stejle bakker og en uhyre teknisk finale, der bestemt ikke gør det til en sag for specialister.

 

Klatrerne får heldigvis masser af terræn til at angribe. Således kan 1., 3. og 4. etape i teorien alle komme i spil. Der lægges ud med en voldsom sag, der byder på næsten 4000 højdemeter og en pæn stigning med top bare 6,5 km til mål, der endda ligger på toppen af en lille bakke. Fredagens 3. etape er en næsten tro kopi, da der også her bydes på mange højdemeter og en længere stigning efterfulgt af en puncheurfinale, men her er det afsluttende bjerg så kort og let, at det bliver svært at gøre det helt store forskelle. Det kan til gengæld lade sig gøre på lørdagens korte 4. etape, der har samme finale som den berømte Vuelta-etape, hvor Alexandre Vinokourov stjal den samlede sejr fra Alejandro Valverde. Her skal man over den stejle Alto del Purche i finalen, men en lang nedkørsel til målet i Granada risikerer at kunne bruges til at skabe en form for samling.

 

Normalt har løbet en eller to sprinteretaper, men det bliver der slet intet af i år. Udover enkeltstarten og de tre bjergrige etaper er der kun torsdagens 2. etape som en lidt lettere sag. Her slutter man imidlertid med en kort, stejl bakke op til mål, hvor det i højere grad er puncheurs, der vil komme i spil. Resten af tiden står der klassementskamp på dagsordenen i et løb, der er voldsomt kuperet, men også uden den helt store bjergfinale.

 

 

1. etape

Løbet er ofte blevet indledte med en enkeltstart, men som det var tilfældet i de tre seneste år, kommer årets kamp mod uret i år senere i forløbet. Det betyder dog ikke, at klassementsrytterne kan tage den med ro, for ligesom i 2019 lægger årets rute op til klassementskamp fra første færd. Allerede 1. etape er nemlig en decideret bjergetape med en passage af Puerto de la Palomas i den absolutte finale inden en kort nedkørsel til mål, og i et løb uden en stor bjergafslutning ser det ud til, at et af de to vigtigste bjergslag skal slås allerede på første dag.

 

I alt skal feltet tilbagelægge 173,8 km, der fører dem fra Alhaurin de la Torre til Grazalema. Startbyen ligger næsten helt uden ved kysten nær Malaga og herfra kører man mod vest ind i landet igennem fladt terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 19,5 km. Kort efter drejer man mod nordvest for at tage hul på kategori 3-stigningen Puerto de las Abejas (12,0 km, 4,2%), hvis top passeres efter 49,2 km, og som aldrig bliver stejl. En kort nedkørsel leder ned til bunden af kategori 3-. stigningen Puerto del Viento (13,4 km, 3,7%), der reelt kommer i to dele med en nedkørsel efter de førte 7,4 km, der stiger med 5,6% og med 6-7% over de første 4 km.

 

Toppen i 1190 m højde rundes efter 69,7 km, hvorefter det bliver lettere. Et længere, let faldende stykke leder mod sydvest ned til Ronda, hvor man kører en runde inde i byen, inden man kører mod nord frem til kategori 3-stigningen Puerto del Arriate (4,8 km, 4,0%), hvis top passeres efter 98,3 km. En nedkørsel fører mod nordvest ned til en kort bakke, på hvis top dagens anden spurt kommer efter 104,5 km, inden man i let kuperet terræn, der byder på bakker efter hhv. 116 km (1,6 km, 6,5%) og 123 km (1,7 km, 7,2%), kører mod nordvest op til Olvera. Herfra kører man mod sydvest frem til kategori 3-stigningen Puerto del Gastor (7,6 km, 2,8%) med top efter 134,3 km, inden et hovedsageligt let faldende stykke leder mod nordvest, vest og til slut sydøst og syd frem til finalen.

 

Den indledes, når man rammer kategori 1-bjerget Puerto de las Palomas (12,7 km, 6,5%), der skulle være en relativt regulær stigning. Fra toppen resterer bare 6,5 km, som indledes med en teknisk helt ukompliceret nedkørsel, der fører mod syd ned til Grazalema. Her drejer man mod øst for at køre ind til byen af en let faldende vej, inden man lige inden den røde flamme drejer 180 grader ind på den sidste kilometer, der stiger med 7,9% i snit, men er stejlere på den sidste del. Med 100 m igen drejer man skarpt til venstre ind på den 5 m brede opløbstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3898 højdemeter.

 

Puerto de los Palomas er ikke den sværeste stigning i Spanien, men den kommer som afslutning på en etape, der byder på næsten 4000 højdemeter. Det er en solid menu på denne tid af året, og derfor kan vi vente os en ganske selektiv etape. I et løb uden en stor bjergfinale er det en af klatrernes to gode chancer, og da der er mål stort set på toppen, og det hele endda afsluttes med en skarp lille puncheurbakke kan vi se frem til en af de vigtigste muligheder for klatrerne til at vinde tid inden enkeltstarten.

 

Grazalema har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape

Ruta del Sol har ikke altid været specielt venligt ved sprinterne, men i år er det helt galt for de hurtige folk. På papiret kunne den ellers relativt flade 2. etape ellers ligne en fin chance for de hurtigste, men desværre for dem har arrangørerne krydret det hele med en lidt hårdere finale, der afsluttes med en kort, stejl bakke op mod mål. I stedet er det derfor de eksplosive puncheurs, som utvivlsomt har blik på andendagen som en god mulighed for at gå efter en sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 198,1 km mellem storbyen Sevilla og Iznajar. Sevilla ligger som bekendt midt på den spanske stegepande, der er pandekageflad, og derfor byder den indledende del af etapen stort set ikke på en eneste højdemeter. Fra start kører man mod sydøst og øst med retning mod kuperet terræn, som indledes når man rammer kategori 3-stigningen Puerto de Calera (3,3 km, 3,3%), som har top efter 87,5 km. Herfra går det ned til forplejningszonen, hvorefter man drejer mod nordvest for at passere Alto Valle Sierra Sur (4,0 km, 3,6%), som har top efter 103,5 km.

 

Efter de to stigninger bliver det igen lettere. Et let faldende stykke fører mod nordøst, inden det flader ud, mens man kører mod øst forbi den indlagte spurt, som kommer efter 146,2 km. Nu går det videre mod nordøst gennem fladlandet, indtil man rammer kategori 3-stigningen Puerto de la Parrilla (6,4 km, 2,4%), hvis top passeres med 12,1 km igen. En lidt kringlet nedkørsel fører nu mod øst og nord ned til Iznajar, hvor nedkørslen får en brat afslutning. Med 1,3 km igen drejer man nemlig skarpt til højre ind på målbakken, der stiger med 7,5% i snit. De første 500 m stiger med 10,0%, indtil man når et hårnålesving, hvorefter de næste 400 m stiger med 5,5% frem mod endnu et hårnålesving, der leder ind på de sidste 400, som stiger med 6,5% ad en vej, der bugter sig ind på den 200 m lange og 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2414 højdemeter.

 

Der er en grund til, at sprinterne ikke gider årets løb, for selv løbets letteste etape er for hård for dem. Til gengæld byder feltet på en stribe specialister i at spurte op ad bakke, og de har utvivlsomt sat kryds ved denne etape, som en stor chance for at tage en sejr. Derfor peger alt på en rigtig puncheurafslutning som afslutning på løbets fladeste dag.

 

Iznajar har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

3. etape

Efter en lettere dag skal klassementsrytterne igen være på tæerne på 3. etape, der på mange måder minder om 1. etape. Der bydes nemlig igen på en voldsomt kuperet rute med mere end 3000 højdemeter og en stigning i den absolutte finale med top nogle få kilometer fra mål, der igen er placeret på toppen af en lille bakke. Denne gang er stigningen dog lettere og længere fra mål, og selvom der formentlig vil blive kørt klassement, kan det blive svært at gøre alt for store forskelle på en etape, der meget vel kunne blive vundet af et udbrud.

 

I alt skal der tilbagelægges 176,9 km, som fører feltet fra Jaen til Ubeda. Byerne er ikke placeret langt fra hinanden, men etapen opnår længde ved at kringle sig rundt i bjergene i en nærliggende nationalpark. Allerede fra start går det løs, når man kører mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret bakke (3,7 km, 4,5%), hvorefter man via en nedkørsel og et let stigende stykke fortsætter frem til kategori 3-stigningen Puero de Cambil (6,1 km, 5,0%), der bestiges fra vest. Toppen rundes efter 23,1 km, hvorefter en ultrakort nedkørsel fører videre mod øst ned til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de la Mata (10,4 km, 3,85), hvis top i 1206 m højde passeres efter 35,9 km.

 

Herefter bliver der tid til at komme sig, når en nedkørsel fører mod sydøst og nordøst, indtil man drejer mod sydøst for at tage hul på kategori 1-stigningen Puerto de Solera (7,0 km, 6,6%), hvis top i 1274 m højde rundes efter 60,7 km. Nu følger imidlertid etapens letteste fase, når man følger en faldende sløjfe rundt i parken, indtil man igen rammer hovedvejen, som falder mod nord og nordvest ned til bunden af kategori 1-stigningen Puerto de Magina (16,1 km, 4,2%). På den nedre del af bjerget kommer dagens spurt efter 110,0 km, hvor man drejer mod syd fortsætter til toppen, der rundes efter 121,9 km.

 

Herefter bliver det igen lettere, når man via en teknisk nedkørsel kører mod nordvest, inden en let faldende vej fører videre mod nordvest frem til dagens sidste stigning. Man drejer mod nordøst ind op kategori 2-stigningen Puerto de Baeza, der over 8,8 km stiger med 5,4% i snit. Toppen rundes med 14,0 km igen, hvorefter man fortsætter ad en let kuperet vej mod nordøst og øst ind til målbyen.

 

Her slår man en lille sløjfe mod syd via en faldende vej, indtil man kører mod nord ind mod byen. Med 2,9 km igen rammer man en hård stigning, der over 1,3 km stiger med 8,7% og byder på sving med 2,0 km igen. Med 1,6 km til stregen når man toppen og drejer til højre, hvorefter det begynder at falde, mens man følger en vej, der bugter sig rundt, indtil man med 400 m igen drjer skarpt ind på den 5 m brede opløbsstrækning, der stiger ganske let

 

Etapen byder på i alt 3354 højdemeter.

 

Etapen byder på et hav af højdemeter, men de er for det meste af den bløde slags. Det lange faldende stykke i finalen betyder, at favoritterne først kan begynde at røre på sig på den sidste stigning, og den er formentlig ikke hård nok til at gøre de helt store forskelle. Derfor kunne det pege på, at en favoritgruppe skal slås om sejren i en finale, hvor den lille bakke er stejl nok til at skabe mindre afstande efter en hård dag - hvis altså ikke et udbrud slår til på en dag, hvor der ikke er en soleklar forhåndsfavorit.

 

Ubeda har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

4. etape

Inden søndagens enkeltstart får klatrerne en sidste chance for at sætte tid i banken på en etape, der er har samme design som sidste års kort kongeetape. Også dengang var der tale om en kort, intens sag med et svært bjerg efterfulgt af en lang nedkørsel til Granada, men i år er der skruet en anelse ned for vanskelighederne. Det betyder dog ikke, at man får det mindste foråret på den ganske stejle Alto del Purche, der helt sikkert er rigeligt svær til at skabe afstande, inden en hæsblæsende nedkørsel vil give ryttere mulighed for måske at indhente lidt af det tabte inden den flade finale.

 

Etapen er med sine bare 125,0 km en kort sag, der fører feltet fra Villanueva Mesia til Granada. Startbyen ligger i et fladt område vest for målbyen, der ligger for foden af bjergene, og man lægger derfor ud med at køre mod øst igennem relativt fladt terræn, der kun afbrydes af et tidligt stigende stykke. Her kører man nord om Granada frem til bjergene vest for byen. Langsomt begynder det at stige let, indtil man drejer mod sydøst for at tage hul op kategori 3-stigningen Puerto de Nivar (10,8 km, 4,2%), der har top efter 53,9 km. Herfra kører man direkte ind på den korte kategori 3-stigning Alto de Hueto Santillan (3,0 km, 3,7%), som har top efter 59,0 km. Herefter bliver det igen nemmere. Først falder det mod sydøst ned til forplejningen, hvorefter man kører mod nordøst og sydøst af et let kuperet stykke med en bakke (900 m, 8,6%) undervejs. Man følger nu et længere let faldende stykke, der leder mod sydvest og siden vest ind til Granada, hvor målstregen krydses for første gang efter 87,7 km.

 

Etapen afsluttes nu med en 37,3 km lang rundstrækning. Først slår man en sløjfe i den nordøstlige del af byen for at køre op til dagens spurt på toppen af en bakke (1,0 km, 8,5%), som passeres efter 89,1 km, inden man igennem let stigende terræn kører mod sydøst ud til byen Monachil. Her ramme man bunden af dagens hovedudfordring, kategori 1-bjerget Alto del Purche (9,0 km, 7,5%), som kan deles i to dele. De første 6,2 km er modbydelige og stiger med 9,5%, herunder 2 km med ca. 10,5% i bunden og 1200 m 10,0% på den øvre del. Derefter venter en lille nedkørsel, inden det stiger med 9,5% over de sidste 900 m op til toppen, som rundes med 17,7 km igen.

 

Nu går det i lynets hast tilbage mod Granada. Først kører man mod nordvest ad en teknisk nedkørsel, inden man rammer en lang, lige og let faldende vej, der leder tilbage til centrum af Granada. Det falder let hele vejen i en helt ukompliceret finale, hvor der ikke er ét eneste reelt sving på de sidste 3 km. Med 400 m igen skal man igennem en rundkørsel, inden man rammer den 200 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2386 højdemeter.

 

Alto del Purche er i særklasse løbets sværeste stigning, men desværre for klatrerne kommer den lidt langt fra mål. Heldigvis ved vi, at der godt kan gøres forskelle. Mange vil sikkert huske, hvordan Alexandre Vinokourov i præcis denne finale snød Alejandro Valverde for Vuelta-sejren i 2006. Kasakken kørte væk på de sidste 2 km på stigningen og slog pjalterne sammen med Tom Danielsen, der var eneste overlevende fra et tidligt udbrud, og det kunne de ni forfølgere ikke lukke. Det viser, at man under de rette omstændigheder kan vinde løbet på denne etape, men det lange, let faldende stykke ind mod Granada betyder også, at chancen for regruppering er stor, og chancen for at tabe løbet på 4. etape er større, end chancen for at vinde det.

 

Granada vendte i 2017 år tilbage som målby efter en pause på 15 år. Her lykkedes det Alejandro Valverde, Wout Poels, Sebastien Reichenbach, Diego Rosa, Ion Izagirre og Alberto Contador at køre væk på den sidste stigning, inden Valverde spurtede sig til den første førertrøje. I 2018 var byen vært for den indledende sprinteretape, hvor Thomas Boudat tog en overraskende sejr foran Sacha Modolo, inden man sidste år lagde asfalt til kongeetapen, hvor Simon Yates kørte fra alt og alle, og hvor Jakob Fuglsang kunne overtage førertrøjen fra Tim Wellens. I 2002 vandt Erik Dekker fra et udbrud på sidste etape, og året inden leverede Mikel Artetxe en tilsvarende bedrift, mens Jo Planckaert og Tom Steels vandt massespurter i henholdsvis 2000 og 1999. Også Vueltaen har tit lagt vejen forbi, senest i 2008, hvor Liquigas vandt en holdtidskørsel på 1. etape. I 2007 slog Samuel Sanchez Manuel Beltran i en 2-mandsspurt, mens Tom Danielson fik ram på Alexandre Vinokourov på en mindeværdig dag i 2006, hvor kasakken lagde grunden til sin samlede sejr med sin andenplads i en finale, der var identisk med årets etape. I 2005 vandt Denis Menchov en prolog i byen, og Santiago Perez tog en solosejr i 2004.

 

 

 

 

5. etape

Vuelta a Andalucia er et af de få spanske etapeløb, der altid har en enkeltstart på programmet, mens den placering, længde og karakter er varierende. I 2016 var løbet en rigtig lækkerbisken for enkeltstartsrytterne, der i en 21 km lang kamp mod uret havde mulighed for at åbne helt afgørende tidsforskelle. I de senere år er der skruet ned for længden, og i år har den fået yderligere en tand ned, da der blot skal tilbagelægges 13 km alene i kamp mod uret. Som altid i Andalusien vil specialisterne heller ikke være voldsomt begejstrede for en rute, der både byder på lidt klatring og et hav af tekniske udfordringer. Det håber klatrerne at kunne udnytte til at forsvare lidt af den vundne tid fra bjergetaperne, inden vinderen af det andalusiske etapeløb skal kåres søndag eftermiddag.

 

Enkeltstarten er som sagt bare 13,0 km og er henlagt til Cala de Mijas, der ligger nær Marbella på den spanske solkyst. Fra starten i byens centrum kører man mod sydvest ned langs vandet, inden man drejer mod nordvest for via en bakke at køre ud gennem byen. Efter bakken og 2,0 km venter 200 m på grusvej, hvorefter det siger let mod vest og nordvest op til en lille rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Den indledes med en bakke (500 m, 9,6%), der efterfølges af et kort plateau og dernæst 900 m med 7,0% i snit, indtil man på etapens højeste punkt tager en mellemtid efter 5,3 km.

 

Efter mellemtiden falder det på resten af rundstrækningen, hvorefter det falder mod sydøst ind mod Granada, hvor det efter 8 km bliver fladt. Her venter en uhyre kringlet strækning, der byder på to skarpe sving, inden man med 2,8 km drejer 180 grader. Med 2,3 km igen er der endnu et skarpt sving, hvorefter der venter en bakke (800 m, 6,1%), indtil man kører igennem en rundkørsel med 1,6 km igen. Herefter falder det ned mod en rundkørsel med 1000 m igen, hvorefter det er let faldende på den sidste kilometer, der byder på skarpe sving med 500 og 100 m igen.

 

Etapen byder på i alt 253 højdemeter.

 

De andalusiske enkeltstarter er kendt for at være kringlede, og årets udgave er bestemt ingen undtagelser. 250 højdemeter over 13,0 km er ganske pænt, og da bakkerne samtidig er ganske stejle, bliver der mange rytmeskift. Det bliver endnu mere markant i den meget tekniske finale inde i byen, og dermed er der tale om meget speciel enkeltstart, der ikke tiltaler klassiske specialister, men snarere teknisk dygtige ryttere med et godt punch og visse klatreevner.

 

Cala de Mijas har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

Favoritterne                                                  

Vuelta a Andalucia er et af de løb, der er mest kreative med ruten. Der er meget sjældent gentagelser i et løb, hvis design varierer kraftigt fra år til år. Det er særligt tydeligt i år, hvor Granada er den eneste af årets målbyer, der har været besøgt tidligere i dette årtusinde, og den form for nytænkning skaber altid lidt usikkerhed om, hvor svært løbet reelt er.

 

Den usikkerhed bliver ikke mindre af den nye forkærlighed for ”sære” ruter, som arrangørerne synes at have tillagt sig. Efter nogle år, hvor løbene var meget lette at fortolke - eksempelvis den uhyre vanskelige rute i 2015 eller den tempotunge rute i 2016 - er arrangørerne gået væk fra det format, der følges af lange de fleste arrangører. Det skyldes, at man nu for andet år i træk har et løb helt uden en stor bjergfinale, og dermed skal klatrerne kører mere offensivt, hvis de vil vinde tid inden den afsluttende enkeltstart. Den slags afslutninger er altid sværere at spå om end en finale på et stort og svært bjerg, hvor den bedste klatrer typisk vinder.

 

Fraværet af bjergfinaler betyder dog ikke, at årets rute er nem. Tværtimod tales der om det hårdeste Rutal del Sol i mange år, og det synes tallene at bakke op. Jeg mindes ikke, at vi tidligere har haft en udgave helt uden muligheder for sprinterne, og derudover byder løbet på to dage med mere end 3000 højdemeter - 1. etape endda næsten 4000 - mens de to andre linjeløbsetaper har ca. 2500 af slagsen. Til gengæld er der kun én relativt svær stigning i løbet, nemlig Purche på 4. etape. Den kommer imidlertid inden et langt, let indløb til Granada og er derfor ikke så afgørende, som den ville have været med en senere placering.

 

På mange måder minder løbet om sidste års udgave. Dengang havde man ganske vist en puncheuretape tidligt i løbet, men den eneste bjergetape mindede meget om årets 4. etape. Den væsentligste forskel var, at sidste stigning her var den endnu voldsommere og meget brutale Hazallanas, men der sluttedes også med et fladt indløb til Granada. Resultatet blev, at Simon Yates, der var ude af klassementet, kunne levere et stort soloridt, mens de øvrige favoritter sluttede i en lille gruppe, efter at der var sket en mindre regruppering på nedkørslen.

 

Alligevel blev etapen afgørende, fordi den knækkede vinderen af enkeltstarten, Tim Wellens, og det fortæller måske meget godt historien om, hvordan årets løb er designet. Det er et løb, man taber i bjergene, men vinder på enkeltstarten. Sidste år smed Wellens således det hele væk på løbets vanskeligste stigning, mens de ryttere, der sluttede i favoritgruppen, i store træk afgjorde klassementet på enkeltstarten. Her kørte Jakob Fuglsang bedre end holdkammeraten Ion Izagirre, og derfor blev det danskeren, der vandt løbet.

 

Noget lignende kunne meget vel ske igen, men denne gang er der reelt tre bjergetaper, hvor man kan knække. Således har 1., 3. og 4. etape alle potentiale til at skabe forskelle, men skal man tage en solosejr, skal det formentlig ske allerede på førstedagen. Ganske vist er den sidste stigning ikke den sværeste, men efter næsten 4000 højdemeter, kan den gøre nogen skade. Samtidig kommer toppen så tæt på mål, at det er meget tæt på faktisk at være en regulær bjergafslutning, inden man måske også kan bruge puncheurspurten til sidst til at vinde et par sekunder.

 

Den næstbedste chance for at vinde tid kommer på 4. etape. Purche er som sagt den i særklasse sværeste stigning, men her kunne vi meget vel se en gentagelse af sidste års Granada-etape, hvor det altså var Hazallanas, der var afgørende. Knækker man på Purche, kan man tabe løbet, men det er svært for bedste mand at køre alene hjem, med mindre man som Yates sidste år har tabt tid. Umuligt er det dog ikke, for vi så på den mindeværdige Vuelta-etape i 2016, hvor samme finale blev benyttet, at det lykkedes Alexandre Vinokourov at knække Alejandro Valverde på stigningen og derefter holde sig fri. Dengang fik han dog også hjælp af den tidlige udbryder, Tom Danielson, mens det havde været en svær opgave på egen hånd.

 

Endelig er der 3. etape. Den er klart den letteste af de tre, og her bliver det nok umuligt for bedste mand at skabe forskelle. Det er snarere en dag, hvor løbet kan tabes, men måske kan en eksplosiv fyr vinde et par sekunder i finalen, hvor den lille bakke er ganske svær. Også på 2. etape, som ellers ikke forventes at spille den store rolle, skal klassementsrytterne være opmærksomme i puncheurfinalen, hvor der sagtens kan opstå små huller. Til gengæld hjælper en god spurt ikke synderligt i et løb, der som altid køres uden bonussekunder.

 

Når vi når til søndag, bliver enkeltstarten formentlig altafgørende i at adskille de ryttere, der har holdt sig til på de tre bjergetaper. I år er den kortere end sidste år, men det er igen en uhyre vanskelig sag. Rytme synes at være en by i Rusland på en etape, der byder på ganske stejle bakker og en meget teknisk finale. Det er med andre ord ikke en dag for specialister, men for teknisk dygtige rytter, der har et vist punch og klatrer solidt.

 

Vejret synes ikke at blive et tema. Mens februar er regnet væk i Danmark, har de spanske løb i år alle været afviklet i det, der minder om forår. Den tendens vil gå igen i Andalusien, hvor der bliver fuld knald på solen alle dage. Kun onsdag og søndag bliver en anelse blæsende, men ikke noget, er kan bruges til at splitte feltet. Til gengæld er det værd at notere sig, at der på onsdagens etape ventes modvind på den afsluttende stigning, hvilket kan gøre det svært at gøre store forskelle på det i forvejen ret lette bjerg. På lørdagens etape synes vinden at være så svag, at den vil skifte retning flere gange, og derfor vil den næppe spille nogen væsentlig rolle i at afgøre graden af selektion.

 

Konklusionen er, at man skal være en meget god klatrer for at klare de tre svære dage, men særligt nu, hvor der er modvind i finalen på 1. etape, vil forskellene mellem de bedste formentlig være begrænsede, selvom en solosejr på 1. etape er en relativt realistisk mulighed. De folk, der holder sig til alle dage, ventes at skulle afgøre det på den meget særegne enkeltstart. Og så skal man naturligvis undgå at smide dumme sekunder i de tre eksplosive finaler.

 

I år synes løbet at være taberen i kampen mod Algarve, UAE Tour og i et vist omfang også Haut-Var, når det handler om at få deltagelse af de største stjerner. Feltet er i hvert fald ikke skræmmende, men det gør blot løbet uhyre åbent. Det skyldes ikke mindst, at enkeltstarten har udsigt til at blive temmelig afgørende, men blandt løbets klatrestærke folk er der ingen sande specialister. Løbet havde ligget til højrebenet for folk som Primoz Roglic, Tom Dumoulin, Geraint Thomas og Chris Froome, men i deres fravær er der adskillige ryttere, der kan drømme om sejren. I et meget lige felt vil meget afhænge af dagsformen på søndag for de folk, der har holdt sig til.

 

Det er derfor også med nogen tøven, at jeg peger på Jakob Fuglsang som favorit. Danskeren gør ganske vist sæsondebut, men han har altid haft for vane at starte som lyn og torden. Det gjaldt naturligvis i særlig grad sidste år, hvor han altså vandt dette løb, og selvom han dengang havde varmet op i Murcia og Almeria, havde han allerede med sit hjælpearbejde i førstnævnte løb vist, at han var knivskarp. Det vil ligne ham dårligt, hvis ikke det samme var tilfældet i år, selvom han naturligvis har haft visse ikke-sportslige forstyrrelser at skulle forholde sig til i de kommende dage.

 

Fuglsang savner en stor bjergafslutning, men det er svært at forestille sig, at han ikke er blandt de allerskarpeste på stigningerne. Han er således et af de allerbedste bud på en rytter, der kan vinde tid på 1. etape, men uanset hvad bør han i hvert fald sidde med favoritterne på de tre hårde dage. Undgår han at miste sekunder mod de mere eksplosive folk i finalerne - og det skulle nok kunne lade sig gøre - skal han herefter vinder løbet på enkeltstarten.

 

Her er han ingenlunde specialist, men siden 2018 har han forbedret sig gigantisk i en disciplin, der i mange år var hans svaghed. Ruten er måske lidt kort til hans dieselmotor, men bakkerne og de tekniske passager burde slet ikke være dumme for Fuglsang, der som bekendt vandt løbet på at blive nr. 2 på en ikke helt anderledes enkeltstart sidste år. Havde han været oppe mod Roglic eller en anden tempokonge, havde han fået klø, men i dette felt tror jeg, at kombinationen af forventet superform, en enkeltstart, som passer ham fornuftigt, og en evne til at sidde med de bedste i bjergene alle dage vil være nok til at vinde løbet for anden gang i træk.

 

Ligesom sidste år kan hans værste rival meget vel være en holdkammerat. I 2019 sluttede Ion Izagirre nemlig som nr. 2 bag danskeren, og det kan meget vel være, at det igen er de to, som skal slås om sejren. I gamle dage ville Izagirre endda have været storfavorit til dette løb, der i vidt omfang kan blive afgjort på enkeltstarten, men desværre synes hans dage som tempospecialist talte. I hvert fald har han ikke kørt én eneste enkeltstart i de seneste to sæsoner, hvor han ikke har været skuffende, og det var også tilfældet sidste år, hvor han blot blev nr. 3 bag Wellens og Fuglsang i et svagt tempofelt.

 

Alligevel skiller Izagirre som den klassementsrytter, der har de bedste enkeltstartsresultater, og sidste år var han trods alt tæt på. 5. etape synes da også at passe ham næsten perfekt, da kuperede ruter altid har været hans speciale, og han vil tillige elske den tekniske finale, der er en klar fordel for ham. Hvis Izagirre skal vinde en enkeltstart igen, får han næppe en bedre chance end denne. Formen synes også fin, selvom han ikke kunne forsvare titlen i årets meget hårde udgave af Valencia, og han ligner en af de ryttere, der vil kunne sidde med alle dage. Herefter er det så op til ham selv at vise, at han stadig kan køre bare lidt af den slags enkeltstart, han kunne i gamle dage.

 

En anden klassementsrytter med fremragende tempoevner er Marc Soler. For to år siden blev han nr. 5 på enkeltstarten i dette løb, og tidligere er han blevet nr. 2 og 9 på enkeltstarter i Paris-Nice, nr. 9 i Tour de France, nr. 8 i Vueltaen og nr. 7 i Tour de Suisse. Ruten minder med sin tekniske natur og små stigninger faktisk meget om den Paris-Nice-etape, hvor han blev nr. 2. Måske er distancen ikke ideel for ham, men Soler ligner en af de ryttere, der kan drømme om at vinde sidste etape.

 

Er det så nok til samlet sejr? Det kræver, at han holder sig til de øvrige dage. Indtil videre har han sendt blandede signaler. Han virkede stærk på Mallorca, hvor han tog en sejr med offensiv kørsel fra distancen, men han skuffede i Valencia. Her var kongeetapens målbjerg dog også alt for stejle for den store spanien, og de lange, jævne stigninger i Valencia burde passe ham langt bedre. Alligevel kan man frygte, at han kan få svært ved at matche de bedste, ikke mindst på stejle Purche på 4. etape, men er han stadig i spil på søndagens enkeltstart bliver han farlig.

 

Sammen med Fuglsang kan Jack Haig meget vel være en af løbets allerbedste klatrere. Efter sit forrygende efterår bekræftede han sin enorm fremgang i Valencia, hvor han på en rute, der langt fra passede ham optimalt, blev nr. 2 i et meget stærkt felt. Formen er fremragende, og de store bjergetaper her passer ham bedre end Valencias eksplosive og stejle finaler. Udfordringen er til gengæld enkeltstarten. Haigs bedste enkeltstart kom i dette løb sidste år, hvor han blev nr. 6, men var temmelig langt fra Fuglsang. Den korte, tekniske rute er heller ikke umiddelbart til hans gunst, men klatringen betyder, at han stadig bør være med helt i front. Han har formentlig også forbedret sig siden sidste år, men han skal køre sit livs enkeltstart, hvis han skal vinde løbet.

 

En rytter, der har enkeltstarten som våben, er Brandon McNulty. Han har altid været regnet som specialist, men i 2019 skuffede han på snart sagt alle sine enkeltstarter. VM signalerede imidlertid en renæssance, og han bekræftede sine evner med sin flotte enkeltstart i San Juan, hvor han endda kørte under de mest blæsende betingelser. I det hele taget viste han forrygende form i Argentina, men til gengæld kan han i dette løb også se frem til en klatremodstand, han ikke tidligere har kunnet matche. Hans samlede sejr i Sicilien sidste år viste, at han klatrer fornemt, og det gjorde han også i San Juan, men man kan tvivle på, om det rækker til at følge de bedste i dette løb. Kan han det, kan han imidlertid blive livsfarlig på 5. etape, selvom distancen og den tekniske karakter kan blive en udfordring.

 

En rytter, der er meget svær at vurdere, er Dylan Teuns. I Valencia viste han fremragende form med sin samlede 5. plads på en rute, der var til den svære side, men trods det fine resultat afslørede løbet også, at Sierra Bernia-stigningen alligevel blev for lang. Man kan i den grad frygte, at det samme bliver tilfældet på de meget voldsomme bjergdage, hvor han en ardennerspecialist som ham kan komme til kort. Omvendt bliver han bedre og bedre i de rigtige bjerge, hvor han trods alt har vundet en ret hård Tour-etape til La Planche des Belles Filles og været meget tæt på i Vueltaen også. Lykkes det at holde sig til, har han vist, at han kan brage en stærk enkeltstart, særligt på denne eksplosive rute. Sidste år blev han nr. 9 i Vueltaens enkeltstart og nr. 4 i Valencia. Til gengæld skuffede han i blandt andet dette løb og Dauphiné. Som temporytter er han svært uberegnelig, men har han en stor dag, kan han køre med om sejren på søndag. Har han holdt sig til i bjergene, kan han også vinde løbet.

 

Bahrain-McLaren har en anden rytter, der som temporytter er uberegnelig. Pello Bilbao hiver af og til en forrygende tidskørsel op af hatten, og han vil elske denne kuperede, tekniske rute. Således er han i de sidste tre år blevet nr. 6, 7, 9 og 11 på Giro-enkeltstarter, og sidste år blev han nr. 7 på enkeltstarten i dette løb, nr. 11 i Baskerlandet og nr. 7 i Valencia. Til gengæld kan stigningerne som for Teuns også blive for lange for en fyr, der ikke er ren klatrer, og modsat sin holdkammerat var han ikke overbevisende i Valencia. Omvendt var hans form også svær at vurdere, da han gik i udbrud på kongeetapen, og alligevel kørte han faktisk ganske fornuftigt op ad stigningen. Jeg tvivler stadig på, at han er stærk nok til at sidde med de bedste på særligt 1. etape, men lykkes det, har han enkeltstarten til at vinde.

 

På papiret er Bahrains kaptajn Mikel Landa, men baskeren kan få svært ved at vinde i sin debut. Formen skal såmænd nok være fremragende, som den før har været det i dette løb, hvor han blandt andet i 2018 blev nr. 2 og 4 på løbets sværeste etaper, der ellers ikke passede ham specielt godt. Der er imidlertid en grund til, agt han aldrig er blevet bedre end nr. 5 samlet. År efter år har han nemlig fået prygl på enkeltstarten, og det vil han helt sikkert også få i år, selvom ruten er kuperet. For at vinde skal han formentlig tage en solosejr på 1. eller 4. etape, men sammen med Fuglsang og Haig er han utvivlsomt også bedste bud på at gøre netop det. Er Landa bare lidt skarpere i dette løb, end han var i 2018, skal man ikke blive overrasket, hvis han kører fra alt og alle på en af de to svære dage, ikke mindst fordi motivationen til en stærk start som holdets kaptajn er stor. Lykkes det, kan han måske vinde tid nok til at forsvare det på søndag.

 

Egentlig burde Pierre Latour være en af de helt tunge favoritter. Han er nemlig en af de få, der kan regnes som tempospecialist, hvilket 6. pladsen i Vueltaen sidste år og de to franske mesterskaber er de mest oplagte eksempler på. Han blev da også nr. 3 forleden på enkeltstarten i Besseges, men det franske løb er hovedårsagen til, at jeg har min tvivl om hans chancer. Ganske vist kom han alene til løbet for at hjælpe Cosnefroy, men alligevel underpræsterede han på både Mont Bouquet og også på enkeltstarten. I forvejen kan de mange højdemeter være lidt for voldsomme for Latour, der stadig har til gode at klatre med verdens allerbedste. Omvendt er der ikke den store bjergfinale, der kan knække ham helt, og sidder han stadig i en fornuftig position lørdag aften, kan han blive livsfarlig.

 

Astanas tredje kort er Aleksandr Vlasov, men selvom han viste storform i Provence, vil han ligesom Landa ikke være begejstret for ruten. Han er ubetinget en af løbets bedste klatrere, og han vil elske de store dage med mange højdemeter. Til gengæld er han ikke nogen ørn på en tempocykel. Sidste år blev han i et svagt felt blot nr. 10 på den kuperede enkeltstart i dette løb, hvor han over 16,2 km tabte hele 47 sekunder, og ved de svagt besatte russiske mesterskaber, hvor han ellers var i storform, blev han blot nr. 7. På den baggrund bliver det meget svært at vinde samlet, men mindre han kører fra alt og alle. Udgangspunktet må derfor være, at han er hjælper, men som vi så i Provence, forhindrede det ham ikke at snige sig væk alene alligevel Det kan være hans chance i dette løb også.

 

Movistars anden kaptajn er Enric Mas, men ligesom Landa vil han ikke elske ruten. Ganske vist har han af og til hevet en god enkeltstart op af hatten, som da han i 2018 blev nr. 6 i Vueltaen og sidste år blev nr. 9 i Touren, men i langt de fleste tilfælde skuffer han. Dertil kommer, at han kommer til løbet efter en sygdom, der tvang ham til at udgå i Murcia, og i forvejen syntes han at mangle nogle procent på Mallorca. Det er ikke uventet, da Mas er kendt som en langsom starter, og derfor betyder kombinationen af form og rute nok, at dette løb kan blive lidt vanskeligt for ham. Omvendt er Mas utvivlsomt en af løbets allerskarpeste klatrere, og har han fundet flere procent siden Mallorca og hiver en Vuelta-enkeltstart op af ærmet, kan han såmænd godt vinde løbet.

 

Egentlig burde Damiano Caruso være en af de tunge favoritter. Han er nemlig sublim på kuperede, tekniske enkeltstarter, og sidste år blev han således nr. 4 og 10 på to Giro-enkeltstarter, ligesom han tidligere er blevet nr. 3 i Tour de Suisse. Desværre viser historien også, at Caruso er en langsom starter, og han leverer sjældent resultater i februar. I forvejen mangler der ikke kaptajner på det yderst potente Bahrain-hold, og Caruso plejer ikke at være bange for at ofre sig for holdet. Det ender han nok med at gøre igen, men skulle han faktisk være i form, passer ruten ham ganske fremragende.

 

Fundacion Euskadi har været i stand til at genrejse Ruben Fernandez, der har kørte fornemt på Mallorca og i Valencia, men her kommer han nok lidt til kort. Stigningerne her er formentlig en anelse for lange for den relativt eksplosive spanier, og dertil kommer, at han bestemt ikke er tempospecialist. Han vil sikkert forsvare sig hæderligt både i bjergene og på 5. etape, men det bliver næppe til meget mere end en top 10. Hans holdkammerat Mikel Bizkarra er en mere klassisk klatrer, der endda er i form, og han kan faktisk sagtens ende med at være den bedste af de to. Til gengæld kører han så håbløs en enkeltstart, at han reelt er uden chance.

 

Det samme gælder for Antwan Tolhoek. Den svingende hollænder er umulig at spå om, men han kom faktisk hæderligt fra start i Tour Down Under, hvor han fik feltet til at eksplodere for Willunga Hill - desværre så meget, at kaptajn George Bennett blev sat af. På toppen var han dog ikke, og han er så ustabil, at han sagtens kan være helt væk i dette løb. Hvis han har sine bedste ben, er han imidlertid en herlig klatrer, der kan være en af de bedste, men hans enkeltstart er så katastrofal, at han ikke kan vinde løbet. Jumbos andet kort er Chris Harper, men han var så langt fra formen i Provence, at han ikke er en reel kandidat.

 

David de la Cruz håber at sparke gang i karrieren hos UAE, men starten i Valencia var blandet. Det var ikke meget, han kunne hjælpe Tadej Pogacar, men på den anden side passede løbets eksplosive finaler overhovedet ikke til manden uden antrit. Faktisk taler han selv om ganske god form, og dette løb med lange, jævne stigninger passer ham langt, langt bedre. Samtidig skal vi ikke glemme, at han hev en choksejr frem på enkeltstarten i dette løb for et par år siden. Det har han dog ikke været i nærheden af at gentage siden, og skiftet til UAE har næppe gjort ham bedre. Samtidig er rutens tekniske karakter en gigantisk ulempe for den lidt klodsede spanier. Han sluttede dog så fint af i Guangxi, at han forhåbentlig kan vise takter i et løb, hvor bjergene passer ham bedre. Udover McNulty og De la Cruz har UAE også Valerio Conti , men jeg tror, at højdemeterne bliver for mange for ham. Det bliver formentlig også for svært for de unge Edward Ravasi og Alessandro Covi, der stadig har meget at vise på dette niveau.

 

Endelig er der Lotto, der kommer med to meget spændende navne i form af Harm Vanhoucke og Sander Armee. Vanhoucke regnes som et stort klatretalent, men han var overraskende dårlig sidste år. I år kom han til gengæld flyvende fra land på Mallorca, hvor han sammen med Valverde, Soler og Buchmann var bedste mand på stigningerne. Kan han gentage det her, bør vi se masser til den lille belgier, men hans enkeltstart er til gengæld også så svag, at han får det svært i klassementet. Det samme gælder for Armee, der på Mallorca og Valencia viste et højere niveau end måske nogensinde tidligere, men også han er uden chance grundet den svage enkeltstart. Holdet har også Willunga-vinderen Matthew Holmes, men han har aldrig for alvor kørt i høje bjerge tidligere, og han må formodes at få det for svært her.

 

Der er naturligvis også et par gode Mitchelton-klatrere i Mikel Nieve og Andrey Zeits, men de starter langsomt og kører svage enkeltstarter. Det gør Brent Bookwalter ikke, men han er overmatchet i bjergene. Loic Vliegen vil også finde stigningerne for lange, og Jan Bakelants klatrer ikke længere godt nok. Gazproms Alexey Rybalkin og Artem Nych synes stadig at mangle for meget på formen, og det samme gør Garikoitz Bravo. På Astana må Vadim Pronskiy leve med et job som hjælper.  Hos Bingoal virkede Jelle Vanendert bestemt ikke overbevisende på bakkerne i Saudi-Arabien, og det er usikkert, hvordan Eliot Lietaer har det efter styrtet i Besseges. Endelig fortjener Oscar Cabedo at blive nævnt efter den overraskende fine klatring i Valencia.

 

OPDATERING: Sygdom til Ivan Garcia har ført til, at Bahrain har udtaget det svingende talent Mark Padun, der gør sæsondebut. Det gør et klatrestærkt hold endnu stærkere, men ukraineren må ventes primært at skulle hjælpe Landa, Bilbao, Teuns og Caruso.

 

OPDATERING 2: Sygdom har desværre tvunget Latour til at sende afbud. Alpecin-Fenix har udtaget et hold med Louis Vervaeke og Floris de Tier, der formentlig vil forsøge at køre klassement, men stigningerne er nok for lange for De Tier, mens Vervaeke har meget at bevise efter nogle svære år. For Fundacion Euskadi stiller Bravo ikke til start.

 

OPDATERING 3: Der er i sidste øjeblik indløbet afbud fra Vlasov, der erstattes af Nikita Stalnov. Derudover stiller Gazprom med en efterhånden mere formstærk Evgeny Shalunov, men han vil finde stigningerne for voldsomme.

 

***** Jakob Fuglsang

**** Ion Izagirre, Marc Soler

*** Jack Haig, Brandon McNulty, Dylan Teuns, Pello Bilbao, Mikel Landa

** Enric Mas, Damiano Caruso, Ruben Fernandez, Antwan Tolhoek, David de la Cruz, Sander Armee, Harm Vanhoucke

* Valerio Conti, Mikel Nieve, Mikel Bizkarra, Mark Padun, Chris Harper, Matthew Holmes, Brent Bookwalter, Andreuy Zeits, Oscar Cabedo, Loic Vliegen, Jelle Vanendert, Louis Vervaeke, Floris de Tier, Edward Ravasi, Alessandro Covi, Thomas Sprengers, Eliot Lietaer, Jan Bakelants, Artem Nych

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er til start som forsvarende mester, og som det fremgår ovenfor, er han en af løbets allerstørste favoritter. Riwal stiller med to danskere i form af Christoffer Lisson og Rasmus Quaade, men det danske hold får det svært i det meget bjergrige løb, og for de to danskere må det handle om måske at få vist sig frem i et udbrud undervejs, ligesom Quaade naturligvis kan håbe på en pæn enkeltstart, selvom ruten ikke ligger til hans højreben.

Feltet.dks vinderbud

På vej...
Jakob Fuglsang
Ion Izagirre, Marc Soler
Jack Haig, Brandon McNulty, Dylan Teuns, Pello Bilbao, Mikel Landa
Enric Mas, Damiano Caruso, Ruben Fernandez, Antwan Tolhoek, David de la Cruz, Sander Armee, Harm Vanhoucke
Valerio Conti, Mikel Nieve, Mikel Bizkarra, Mark Padun, Chris Harper, Matthew Holmes, Brent Bookwalter, Andreuy Zeits, Oscar Cabedo, Loic Vliegen, Jelle Vanendert, Louis Vervaeke, Floris de Tier, Edward Ravasi, Alessandro Covi, Thomas Sprengers, Eliot Lietaer, Jan Bakelants, Artem Nych
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a Andalucia
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SØNDAG

Mangler du et påskeæg til cykelentusiasten

Dumoulin: Jeg hænger lidt med næbet

Læserblog: Tidligere CSC-rytter i Feltet.dk Race Series

Tour-aflysning kan ende i total katastrofe

Lefevere: UCI tænker kun på sig selv

Mads P om Flandern: Stigningerne er røvhårde

Van Avermaet tog overbevisende sejr i DeRonde2020

Video i artiklenGreg Van Avermaet tager sejren i e-Flandern Rundt

Mads Pedersen savner Flandern Rundt

Overblik: Disse løb er berørt af coronavirus

Le Bon i genoptræning efter to operationer

Medie: CCC-lønnedgang er på 80 procent

Se klassikerprofilerne kæmpe om virtuelt Flandern Rundt

Eksklusivt interview'Byriels Brevkasse' - Lotto-danskeren besvarer jeres spørgsmål

Gense momentet: Har du også Flandern-abstinenser?

Naesen: Et stort slag for mig at misse klassikerne

Canadiske løb aflyses grundet covid-19

VIND ET HJULSÆT - VÆRDI 7.399!

Albasini må droppe festlig pensionsfejring

Mørkøv toer på liste over bedste hjælperyttere

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

Det sociale hjørne: Der kæmpes for det gode humør

Franske ryttere vil tilbage på vejene

Aflysning af Flandern Rundt koster dyrt for arrangører

Majka: Jeg ved ikke noget

World Tour-hold donerer cykelbriller i kampen mod Coronavirus

Moschetti på vej tilbage efter skade

Coronavirus sender amerikansk etapeløb i gulvet

Pineau sender folk hjem: Jeg er dybt bekymret

Bettiol: Fanget i Schweiz væk fra familien

Roche: Forkert at skære i lønningerne

Euskatel må udskyde comeback

Mørkøv: Tour de France uden tilskuere virker urealistisk

Hinault: Bliver svært med Tour de France i juli

FREDAG

Contador: En Grand Tour kan ikke vare under tre uger

Naesen: De franske ryttere bliver vanvittige

Meintjes: Det har været to hårde år

Krise hos CCC Team: Suspenderer ansatte og skærer i rytterløn

Matthews: Alt er så godt som det kan være

Dansk talentløb aflyses

Flandern-målby håber på løb til efteråret

Rund um Köln aflyst

Eksklusivt interviewBendixen nyder at kunne træne udenfor

Contador: Mareridts-Tour overbeviste mig om pension

Landa udtrykker frustration over udgangsforbud i hjemmevideo

Van Avermaet åbner for lønnedgang: Vi er loyale

Medie: Arbejdsgruppe skal holde øje med cykelholdenes lønreduktioner

De Gendt sender stikpille forud for virtuelt Flandern Rundt

Woods organiserer åben genoptræning på Zwift

13 World Tour-ryttere skal dyste i virtuelt Flandern Rundt

Vuelta-direktør afviser urealistisk Giro-idé

Norsgaard i tilbagefald efter skade

Schweiz Rundt er aflyst

Volta Limburg skal ikke køres i 2020 alligevel

Medie: CCC kan trække sig fra sporten

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

TORSDAG

Deltag på Python Camp Mallorca

Stuyven: Cykelsporten har brug for, at monumenterne bliver kørt

Tidligere fransk sportsminister: Det er sindssygt at afholde Touren i juli

Flandern Rundt inspirerede Philipsen til at blive cykelrytter

Elinor Barker: OL under pandemi ville være et apokalyptisk mareridt

Astana-rytter henter medicin til de ældre som frivilligt cykelbud

Vuelta-direktør: Vi er villige til at give plads til Touren

Arredondo forklarer karrierestop

Bettiol: En krise er uundgåelig

Produktnyt: Canyon Neuron AL 2020

Kämna: Den bedste sæsonstart går i vasken

Eksklusivt interviewKromann: Det er en udramatisk beslutning

Video i artiklen1.040 kilometer i weekenden: Belgier har sat sig et vildt mål

Video i artiklenPrudhomme forsikrer: Touren køres ikke uden tilskuere

Video i artiklenBahrain-McLaren skærer 70 procent i lønnen

Vanvittige afslutninger lukkede Feltet.dk Race Series

Radio Tour: Holms sportsdirektør kørte direkte hjem

ONSDAG

Naesen: Jeg vil ikke gå ned i løn

White om Touren: De næste fire uger er afgørende

Vild spurt giver østrigsk sejr - Kenneth Larsen vinder samlet

Criterium du Dauphine er aflyst

UCI aflyser alle løb til 1. juni

Plugge i skarp UCI-kritik: Det er dårligt lederskab

UCI-vicepræsident: Giro d'Italia kan ende i august

John Struve er død