Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok, der fra i år efter aflysningen af Tour of Oman dog kun består af Saudi Tour og UAE Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for fire år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen og fra 2019 atter at udvide Vuelta a Murcia til et etapeløb.

Lige ovre på den anden side af grænsen er Volta ao Algarve en mulighed for ryttere, der er på jagt efter godt vejr og kuperet terræn til at forberede sig til de større løb. Ligesom Spanien er Portugal blevet ramt hårdt af den økonomiske krise, og i 2013 var løbet i Algarve ude i en svær overlevelseskamp. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at redde deres begivenhed - ganske vist i en forkortet udgave på bare fire etaper - men i 2014 var det tilbage i dets oprindelige format.

Portugal er ikke et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og der har kun sjældent været mulighed for at se verdenseliten i landet. Deres nationale etapeløb, Volta a Portugal, er en stor national begivenhed med masser af tv-dækning, men det er hovedsageligt en hjemlig affære, der i de sidste mange år ikke har haft ét eneste WorldTour-løb til start.

Det har gjort Volta ao Algarve til det største løb på den portugisiske kalender, idet det er det eneste, der i større mål kan præsentere deltagelse fra højeste niveau (det opgraderede Volta ao Alentejo fik i 2017 for første gang et WorldTour-hold, Movistar, med i feltet, men har det ikke længere). Trods de vanskelige økonomiske forhold er løbet forblevet et populært valg for mange, fordi der er en god chance for godt vejr, og fordi ruten tilbyder en fin blanding af terræn for flere ryttertyper.

Løbet blev første gang afholdt i 1960, men efter bare to udgaver forsvandt det igen fra kalenderen. I 1977 vendte det tilbage, og siden da har det været afholdt hvert år. I lang tid var det et marginalt portugisisk løb, der blev domineret af hjemlige ryttere, men det ændredes mod slutningen af 90erne, hvor det udviklede sig til et forberedelsesløb for de internationale stjerner. Faktisk er det siden Tomas Konecnys sejr i 1998 kun lykkedes for Candidao Barbosa, Hugo Sabido og Joao Cabreira at tage hjemmebanesejre. I stedet har store navne som Alex Zülle, Floyd Landis, Alessandro Petacchi, Stijn Devolder, Alberto Contador, Tony Martin, Richie Porte, Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas, Primoz Roglic og senest Tadej Pogacar stået øverst på podiet. Danske Claus Michael Mølller, der i mange år kørte i Porugal, vandt endda i 2003.

For et par år siden syntes Algarve at være stedet, hvor man skulle køre sine tidlige løbskilometer, og løbet havde fantastiske startlister og live-dækning på Eurosport. Med skabelsen af Tour of Oman og styrkelsen af Vuelta a Andalucia har man imidlertid tabt prestige, og den usikkerhed, der herskede i 2013, fik mange ryttere til at fravælge løbet af frygt for en sen aflysning.

Nu trives løbet igen, og i de senere år har man igen haft en god tiltrækningskraft på specielt etapeløbsryttere. Med Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, skabelsen af Tour de la Provence og aflysningen af Tour of Qatar har mange WorldTour-hold endda neddroslet deres engagement i Mellemøsten, og det gav i 2016 et yderligere boost til løbet i Algarve, da mange hold nu foretrækker at blive på den Iberiske Halvø, hvor de i forvejen har haft træningslejr.

I de senere år har deltagelsen fra stjernerne været meget svingende. I 2016 og 2018 var løbet således den klare vinder i forhold til rivalerne i Frankrig, Spanien og Oman, men i både 2017 og 2019 var feltet temmelig tamt. I år har ingen grund til at klage med et felt, der utvivlsomt er stærkere end det, man finder i Andalusien, men i de seneste to år har det stået klart, at UAE Tour, der starter på søndag, med sin WorldTour-status har svækket deltagelsen i Portugal og Spanien, i hvert fald på klassementssiden. Med deltagelse af flere gode sprintere og store navne som Geraint Thomas, Vincenzo Nibali, Remco Evenepoel, Bauke Mollema, Dan Martin, Rohan Dennis, Mathieu van der Poel, Michal Kwiatkowski og Miguel Angel Lopez har man dog ingen grund til at klage.

Løbet har haft mange forskellige formater. Tidligere var det en flad affære, som endda blev vundet samlet af Alessandro Petacchi, og Stijn Devolder vandt en udgave, der stort set alene blev afgjort på en lang enkeltstart. Løbet har imidlertid som hovedregel haft en hård etape med afslutning på den korte, stejle Alto do Malhao samt en ganske lang enkeltstart, hvilket har gjort det til et løb for alsidige etapeløbsryttere. Længden på enkeltstarten har som regel tippet balancen mod de tungere drenge, og det er ingen tilfældighed, at Tony Martin tre år i træk sluttede i top 2.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

I 2014 ændrede man imidlertid på løbets format, idet man forkortede enkeltstarten og indlagde en ekstra kuperet etape, og derefter blev det til en kamp mellem klatrere og enkeltstartsryttere. I 2016 gjorde man endda løbet endnu hårdere, idet den moderat hårde etape blev udskiftet med en afslutning på Alto da Foia, regionens højeste bjerg, og med to bjergafslutninger blev klatrerne således tilgodeset mere end nogensinde før. Det format har man bibeholdt siden dengang, og det gør løbet til en ganske alsidig affære.

Sidste år blev løbet den første advarsel om Tadej Pogacars vilde gennembrudssæson. Den unge slovener kom til løbet for at lære, men efter at have overspurtet Wout Poels på toppen af Foia-stigningen kørte han sit livs enkeltstart på tredjedagen. Trods utallige angreb bevarede han roen på Malhao og lykkedes dermed med at vinde med 14 sekunder ned til Søren Kragh, der ellers med en modig offensiv på Malhao var tæt på at rende med det hele, og 21 sekunder ned til Wout Poels. I år skal der imidlertid findes et helt ny podium, da Kragh skubber sin sæsonstart, mens Pogacar og Poels i stedet vil være til start i UAE Tour.

Ruten

Som sagt har Volta ao Algarve haft flere forskellige formater, men nu har man fundet en sikker formel, der er garanti for succes. Et par sprinteretaper - ofte med ganske tekniske og vanskelige finaler - giver de hurtige folk chance for succes, mens løbet traditionelt har været afgjort ved en kombination af enkeltstarten og den klassiske afslutning på toppen af den stejle Alto do Malhao. Da stigningen er kort og eksplosiv, og enkeltstarten ofte har været ganske lang, har løbet favoriseret enkeltstartsspecialister, men da man i 2014 erstattede den tredje sprinteretape med en mere kuperet sag, tippedes balancen gradvist. Siden da har løbet haft to hårde etaper, to sprinteretaper samt en enkeltstart, og det er igen tilfældet i 2020.

Den kortere enkeltstart har haft den største effekt. I 2013, 2012 og 2011 var den henholdsvis 17 km, 25 km og 34 km lang, men i 2014 kortede man den ned til bare 13,6 km. Siden da har man igen øget distancen, så den i 2015-2017 var på 18 km, og i 2018, 2019 og igen i 2019 har den med sine 20,3 km fået endnu et nøk opad. Samtidig har man siden 2014 afholdt enkeltstarten før Malhao-etapen, og det har ændret dynamikken, idet klatrerne nu ved, hvor meget tid der skal hentes på stigningen. Sådan bliver det dog ikke i år, hvor enkeltstarten er rykket fra fredag til søndagens afslutning, og derfor ligger Malhao altså nu 24 timer tidligere om lørdagen.

Den anden væsentlige ændring blev indført i 2016, hvor den kuperede anden etape, der gjorde debut i 2014, blev erstattet af en ny etape med afslutning på toppen Alto da Foia, regionen højeste bjerg. Det er ganske vist ikke nogen hård stigning, men den er meget længere end, hvad man normalt finder i Algarve. Mens enkeltstartsrytterne ofte har kunnet begrænse tidstabet på den korte stigning til Malhao, kan konsekvenserne på den nye stigning være langt værre, hvis man har en dårlig dag. Tilsyneladende kunne arrangørerne lide, hvad de så. I hvert fald er Foia-etapen nu tilsyneladende en fast tradition, og i år har man endda gjort den en anelse hårdere ved at lægge en kort, stejl stigning ind forinden. Også Malhao-etapen er blevet vanskeligere, da de to passager af stigningen nu ligger tættere på hinanden.

Dermed vil 2020-udgaven være stort set identisk med det løb, vi har set i de seneste år med den væsentlige ændring, at enkeltstarten som i 2018 og 2019 er længere og nu kommer til sidst, mens de to bjergetaper er blevet en anelse vanskeligere. Efter en indledende sprinteretape kommer det første klassementsslag på Alto da Foia på torsdag. Dagen efter får sprinterne deres sidste mulighed, inden klatrerne skal vinde den sidste tid på Malhao på lørdag. For første gang siden 2013 er det herefter temporytterne, der får det sidste ord, når løbet søndag afgøres med enkeltstarten i Lagoa.

1. etape

I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, der altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 ændrede man i 2017 på formatet ved at gøre Albufeira til startby for en etape, der sluttede i Lagos, hvor en mere enkel finale blev rammen om en massespurt. Selvom startbyen nu er ny, er det den nye afslutning i Lagos, der er blevet den faste åbning, og her ventes sprinterne for fjerde år i træk at skulle slås om den første førertrøje.

Årets åbningsetape er 195,6 km lang og fører feltet fra Portimao til det nu velkendte mål i Lagos. De to byer er naboer med blot få kilometer imellem sig, og etapen består derfor af en tur rundt i terrænet nord for kysten. Fra starten bevæger man sig igennem relativt fladt terræn mod øst ganske tæt på vandet, inden man slår en sløjfe mod syd for at passere den gamle målby, Albufeira. Herfra går det mod nordvest væk fra vandet, inden man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Picota (1,8 km, 6,7%), hvis top rundes efter 62,7 km. Herfra fortsætter man mod øst ned til dagens første spurt, som kommer efter 74,1 km, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigninegn Santa Luzia (1,6 km, 5,2%), som passeres efter 78,2 km.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Nu bliver det en anelse lettere. Man fortsætter mod nord og siden vest igennem let kuperet terræn, der fører frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 114,1 km. Herfra falder det let mod sydvest ned mod kysten, inden det bliver næsten helt fladt. Man slår et lille smut mod nordvest, inden man kører mod sydvest ned til dagens sidste spurt, som er placeret efter 163,9 km i udkanten af Lagos. Herfra slår man imidlertid en sløjfe ind i landet ved at køre mod nordvest i stigende terræn, der slutter med en bakke (600 m, 8,3%) med top efter 175 km. De sidste 20 km fører mod sydøst tilbage mod målet ved vandet i Lagos. Her venter i finalen med knap 3 km igen en 600 m lang bakke, der stiger med 3,6% i gennemsnit, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der er flad. I finalen er en rundkørsel både umiddelbart inden og efter den røde flamme, hvorefter man rammer det knap en kilometer lange opløb.

Etapen byder på i alt 2187 højdemeter.

Igen i år har Volta al Algarve tiltrukket et meget stærkt sprinterfelt, og de vil naturligvis ikke lade den første af deres to muligheder gå til spilde. Derfor kan vi vente, at etapen vil blive kontrolleret stramt af sprinterholdene, og det synes kun at være vinden, der eventuelt kan forhindre en massespurt. Terrænet er egentlig ganske kuperet, men udfordringerne findes hovedsageligt i den første del. Det vil således være en overraskelse, hvis ikke etapen afgøres af de hurtigste folk, som det har været tilfældet i alle tidligere udgaver, hvor de små bakker i finalen ikke har gjort den store forskel.

Lagos har i de senere år primært været startby, men vendte tilbage som målby i 2017, hvor Fernando Gaviria vandt 1. etape foran André Greipel og Nacer Bouhanni. I 2018 var det Dylan Groenewegen, der i duel med Arnaud Demare tog første stik, men i 2019 blev han sat ud af spillet af et styrt, hvorfor Fabio Jakobsen i stedet kunne sejre foran Demare og Pascal Ackermann. Frem til 2011 var byen hvert år rammen om en sprinteretape. John Degenkolb blev den seneste vinder i byen i den epoke, mens André Greipel vandt i 2010 i en meget sær finale, hvor han og Jurgen Roelandts kørte væk fra feltet. Inden da var det Koldo Fernandez, Tomas Vaitkus, Alessandro Petacchi, Bernhard Eisel, Alexei Markov, Martin Garrido og Candido Barbosa, der var de hurtigste.

2. etape

I de sidste fem år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt tidsforskelle, der har vist sig at være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men i 2016 valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de valgte en tilbagevenden i 2017, 2018 og 2019. Også i år vil Foia-stigningen være rammen om det første klassementsslag, og selvom man ikke genbruger modellen fra 2018, hvor man kørte den helt nede fra bunden, har man med inklusionen af den lille Pomba-stigning umiddelbart inden bunden sikret, at afslutningen er hårdere end tidligere, selvom Foia i sig selv er en ganske let stigning.

Rytterne skal i alt tilbagelægge 183,9 km mellem Sagres og toppen af det berømte bjerg i 900 m højde. Startbyen ligger helt nede i Portugals sydvestligste hjørne, hvorfra man igennem småkuperet terræn kører mod nordøst op langs vandet frem til Aljezur, hvor dagens første spurt kommer efter 41,6 km, idet man efter 29,0 km skal over en bakke (2,0 km, 5,2%). Her drejer man mod øst for at køre ind i landet via kategori 3-stigningen Marmelete (3,8 km, 6,7%), som har top efter 48,9 km, hvorfra det stiger let, mens man kringler sig mod nordvest frem til udkanten af Monchique, der ligger i bunden af målstigningen.

I stedet for at køre hen til Foia slår man imidlertid en stor sløjfe mod nord. Man kører således mod nordøst ad en nedkørsel, inden det går mod nord op ad en svær stigning (2,2 km, 9,4%), som efter 93,8 km leder op til et fladt plateau, hvor forplejningen er placeret i det nordligste punkt. Herfra går det igennem relativt fladt terræn mod sydøst, indtil man drejer mod sydvest for igen at tage hul på stigningerne. Her venter først to ikke-kategoriserede stigninger efter hhv. 149,7 km (1,8 km, 7,4%) og 156,6 km (2,7 km, 7,9%), inden det gælder kategori 3-stigningen Alferce (2,1 km, 6,4%), hvis top passeres efter 162,3 km. Derfra går det direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Pomba (3,9 km, 7,6%), der er en todelt stigning med 2 km på 8,5%, 1 km med 3,5% og til slut 900 m med 10,0%.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Fra toppen resterer bare 13,9 km, og der er ingen nedkørsel. I stedet går det ad en snoet vej mod syd ned til Monchique, hvor dagens sidste spurt kommer efter 176,0 km. Derfra drejer man mod sydvest for at køre op ad den afsluttende udfordring, kategori 1-stigningen Alto da Foia, der i alt er 7,8 km lang og stiger med 5,8% i gennemsnit. Stigningsprocenten ligger hovedsageligt på 5-6%, og de stejleste kilometer er nr. 1 og 5, der stiger med hhv. 7,5% og 6,7%, hvorefter de sidste 3,8 km stiger jævnt med 5,5-6,0%. Rytterne følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind på den mindre end 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3357 højdemeter.

Alto da Foia er ganske vist lang, men det er ikke en svær stigning. Det første besøg viste, at den passer mere til kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det dengang blæste voldsomt. I 2017 var udskilningen mere regulær, og det lykkedes de to bedste at gøre en ganske stor forskel, mens det omvendt i 2018 som følge af kraftig vind endte i en spurt i en relativt stor gruppe. Sidste år blev det igen mere selektivt som følge af medvind, og det viser, at det kan gå begge veje. Årets rute er med Pomba-stigningen lidt hårdere, men det er først og fremmest vinden, der vil være afgørende for etapens sværhedsgrad. Sidevind vil gøre det til en kamp mere om positionering end reel klatrestyrke, men er der modvind, er det sandsynligt, at en mindre gruppe vil spurte om sejren. Selvom sidste stigning næppe vil lave voldsom ravage, er det et løb, der ofte afgøres på sekunder, og derfor vil etapen åbne de første tidsforskelle og give en indikation af, hvem der kan løbe med den samlede sejr.

Da etapen gjorde debut i 2016, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindblæste sidste kilometer og tog sejren et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. I 2017 gjorde Dan Martin og Primoz Roglic en langt større forskel, inden ireren vandt spurten. Michal Kwiatkowski tabte 20 sekunder på 3. pladsen, og i alt 11 ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2018 endte det trods mange angreb i en spurt i en relativt stor gruppe, hvor Michael Kwiatkowski var hurtigste mand foran Bauke Mollema og Geraint Thomas, mens medvinden sidste år betød, at fem mand spurtede om sejren med Tadej Pogacar som den hurtigste foran Wout Poels og Enric Mas Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.

3. etape

Før 2016 lå kongeetapen til Alto do Malhao altid på næstsidste dag, mens sprinterne fik det sidste ord. Det år blev der byttet rundt på de to etaper, og det format har man valgt at gentage siden, men sådan bliver det ikke i år. Her er hele weekenden nemlig reserveret til klassementskampen, og det betyder, at de hurtige afsluttere deres anden og sidste chance om fredagen. Det sker for femte år i træk i spurten på bakken i Tavira, hvor de kraftfulde typer kan gøre bedre brug af deres power, end de kunne i onsdagens helt flade finale.

Med sine 201,9 km er 3. etape atter en ganske lang sag, der ligesom i 2019 byder på betydeligt flere tidlige højdemeter end de foregående års næsten helt flade version. Denne gang skal der nemlig køres fra Faro til Tavira, og det giver anledning til flere højdemeter. Fra starten kører man mod nordøst igennem let stigende terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 18,4 km. Herfra falder det mod øst tilbage mod vandet, hvor man kører ind til målbyen Tavira.

I stedet for at køre over stregen tager man hul på en stor rundstrækning i det kuperede terræn mod nord. Man kører mod nord op over kategori 3-stigningen Portela da Corcha (4,2 km, 4,5%), idet det dog stiger over 17,0 km med 2,7% i snit, inden man når toppen. Herfra går det mod nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Cachopo (4,0 km, 5,5%), der har top efter 78,3 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Herefter bliver det meget lettere. En nedkørsel fører mod nord ned til forplejningen, hvorefter det går mod øst, nord og øst igennem først fladt og siden faldende terræn, indtil man er næsten nede i havniveau ved dagens anden spurt efter 137,0 km. Nu går det mod syd med retning mod kysten igennem terræn, der primært er fladt, men har et par mindre bakker efter hhv. 155,4 km (1,0 km, 6,0%) og 166,5 km (1,0 km, 7,6%). Når man når kysten går det mod vest ind i landet, inden man kører mod syd tilbage til havet, hvorefter den flade kystvej følges mod sydvest ind til Tavira. Finalen byder på passage af en rundkørsel med 2500 m til mål, et venstresving i en anden rundkørsel 1300 m fra stregen samt en rundkørsel med bare 700 m til mål. Med 300 m igen drejer man ind på opløbsstrækningen, der stiger med ca. 2% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 2414 højdemeter.

Dette er sidste chance for sprinterne, så det synes usandsynligt, at de mange topsprintere vil lade denne mulighed gå deres næse forbi. Dermed kan vi vente en massespurt, men klassementsrytterne skal være opmærksomme i den anden halvdel, hvor vinden langs kysten kan komme i spil. Selve spurten foregår op ad bakke, og det kunne åbne døren for klassikerryttere og puncheurs, men de sidste fire års udgaver af etapen, der havde samme finale, viste, at det er en etape for de store sprintere.

I 2019 fik Dylan Groenewegen revanche for et styrt på 1. etape ved at sejre foran Arnaud Demare og Jasper Philipsen. I 2018 fortsatte samme Groenewegen sin dominans af spurterne ved at sikre sig sin anden etapesejr, denne gang foran Matteo Pelucchi og John Degenkolb. I 2017 var det André Greipel, der i en ufatteligt tæt spurt akkurat slog John Degenkolb og Groenewegen, mens Marcel Kittel i 2016 slog Wouter Wippert og Jens Debusschere i samme opløb. I 2013 vandt Tony Martin en enkeltstart i Tavira, mens Gerald Ciolek og André Greipel tog spurtsejre i henholdsvis 2012 og 2011. Sebastien Rosseler vandt fra et udbrud i 2010, og Alberto Contador og Stijn Devolder vandt i 2009 og 2008 enkeltstarter. Forud for det vandt Marco Zanotti massespurter i både 2007 og 2006, og Bernhard Eisel var hurtigst i 2005. Lance Armstrong vandt en enkeltstart i 2004, men byen var også vært for løbet hvert år forud for Armstrongs sejr.

4. etape

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,8 km lange stigning, der stiger md 8,9% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og som altid skal rytterne forcere den to gange i finalen på løbets kongeetape. Efter fire år som løbets sidste etape flyttes den denne gang imidlertid til lørdagen, hvor klatrerne skal sørge for at sætte point i banken inden enkeltstarten, der denne gang runder festen af. Det får de til gengæld også en bedre chance for, da man denne gang har lagt de to passager af løbets mest berømte stigning tættere på hinanden

Årets udgave af etapen er 169,7 km lang og fører feltet fra Albufeira til toppen af Alto do Malhao. Dermed er den indledende fase nytænkt i forhold til tidligere, og i år har man også forkortet den afsluttende rundstrækning, så stigningen kommer to gang inden for de sidste 25 km. Starten går ude ved kysten, hvorfra man igennem relativt fladt terræn kører mod nordøst op til den første spurt, der kommer efter 12,5 km. Derfra går det mod sydøst igennem fladlandet tilbage til kysten, inden man igen forlader vandet ved at køre mod nordøst og nord gennem let stigende terræn frem til den anden spurt, som er placeret efter 52,7 km. Derfra går det mod vest frem til kategori 3-stigniningen Picota (1,7 km, 7,0%), der har top efter 60,0 km. Der fortsættes derfra mod nordøst og øst i småkuperet terræn

Efter forplejningszonen sættes kursen mod sydøst, mens det stiger let. Sådan fortsætter det, når man drejer mod nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Barranco do Velho (1,7 km, 6,0%), som passeres efter 104,0 km. En skarp nedkørsel leder mod vest, hvorefter det kun er småkuperet, indtil man drejer mod nord for at tage hul på kategori 3-stigningen Alte (2,3 km, 6,9%), som passeres efter 132,2 km. Derefter går det igennem relativt fladt terræn mod nordøst op til den afsluttende rundstrækning. Den indledes med første passage af Alto do Malhao, der er i kategori 2, men første gang køres ikke hele vejen til toppen og hen over målstregen. Bjergspurten kommer her efter 145,7 km med 24,0 km igen efter en 2,5 km lang klatretur, der stiger med 9,7% i gennemsnit.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Nu kører man en hel omgang på rundstrækningen, der indledes med, at det falder let, mens man kører mod nordøst og sydøst, inden det går mod syd over en bakke (1,0 km, 10,0%), som har top efter 160,1 km. Derfra går det igennem fladlandet mod vest og nord frem til bunden af Malhao, på hvis top målstregen er placeret. Denne gang kører man hele vejen op ad den 2,8 km lange stigning, der stiger med 8,9% i gennemsnit. Den er stejlest på de første 1500 m, hvor stigningsprocenten er på 10-12%. Den sidste kilometer er nemmere med stigningsprocenter på mellem 4 og 8 og har det stejleste stykke på 7,9% med ca. 500 m til mål, inden det flader ud over de sidste 300 m, der gennemsnitligt byder på bare 4,3%. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

Etapen byder på i alt 2755 højdemeter.

Med undtagelse af de seneste to år, hvor etapen havde et meget særegent forløb, er kongeetapen altid blevet afgjort af favoritterne, men efter to udbrudssejre i træk kan vi måske forvente endnu en overraskelse i år, hvor den senere første passage af stigningen muligvis kan bruges offensivt. I hvert fald indbyder terrænet til angreb, som da Søren Kragh næsten løb med det hele sidste år. Uanset hvad er der lagt op til et spændende klatreslag, og de bedste klatrere drømmer alle om at vinde på en af sportens ikoniske stigninger. TStigningen er stejl, men meget kort, og passer derfor godt til eksplosive typer. Samtidig er distancen så begrænset, at større folk som Tony Martin ofte har begrænset tidstabet ganske flot.

Sidste år fik etapen et atypisk forløb, da løbet blev åbnet udefra med et angreb fra blandt andre Søren Kragh, som næsten løb med den samlede sejr. Tadej Pogacar fik dog begrænset skaden, og da Zdenek Stybar overspurtede Kragh til sidst, endte danskeren tomhændet. I 2018 fik etapen også et overraskende forløb, da en stor udbrydergruppe fik lov at afgøre etapen i det efter en overraskende taktik fra Sky. Trods en førertrøje på Geraint Thomas’ skuldre blev Michal Kwiatkowski sendt i offensiven tidligt, og herfra kunne han sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia de Mateos og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder. I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn soloopvisning satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins Porte op til en flot solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

5. etape

For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret nu betyder, at etapen ikke spiller helt samme altafgørende rolle, er det stadig en meget betydningsfuld dag. I gamle dage var det kutyme, at den først kom efter bjergetaperne, men siden 2014 er den blevet afviklet før Malhao-etapen. Sådan bliver det ikke i år, hvor løbets vigtigste etape er tilbage på sin gamle plads sidste i løbet, og det sker i præcis samme format som i 2018 og 2019. Det er således de samme 20,3 småkuperede kilometer omkring byen Lagoa, der vil runde Portugals største løb af og i år også krone vinderen af løbet.

Årets enkeltstart er altså i alt 20,3 km lang mod de tidligere 18 km fra den senest benyttede rute i 2016 og 2017 og både starter og slutter i Lagoa. Fra starten går det mod sydvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter ca. 4 km når kysten. Den følger man mod øst op over en 600 m lang bakke, der stiger med 5,3% i gennemsnit og forbi den første mellemtid efter 5,7 km. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod øst og senere nord ind i landet, inden man atter kører mod sydøst gennem let kuperet terræn, inden en lille bakke (500 m, 7,2%) leder frem til den sidste mellemtid, der tages efter 13,6 km. I den sidste del af etapen går det først mod nord, siden vest og til slut nordvest frem til Lagoa, og denne fase er først flad og siden let faldende. Den sidste kilometer følger en lige vej med en rundkørsel lige inden stregen.

Etapen byder på i alt 200 højdemeter.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Den tidligere enkeltstart fra 2016 og 2017 var helt flad og en blanding af en teknisk fase og en del for specialister. Den nye rute byder på flere højdemeter, men færre tekniske udfordringer. Da der ikke er tale om voldsomme klatreudfordringer, er det grundlæggende en etape, der er skabt til de kraftfulde specialister, hvilket understreges af, at den tidligere er vundet af først Geraint Thomas og siden Stefan Küng. Samtidig vil stærke temporyttere forsøge at vinde afgørende tid i kampen om den samlede sejr og måske endda gå efter etapesejren i kamp med mere rendyrkede specialister, der ellers typisk har vundet enkeltstarterne i Algarve.

Sidste år var det en af specialisterne, der sejrede, idet Stefan Küng slog Søren Kragh med bare 2 sekunder og Yves Lampaert med 5 sekunder. Da ruten gjorde debut i 2018, slog en af klassementsrytterne til, idet Geraint Thomas i ganske overlegen stil sejrede foran Victor Campenaerts og Stefan Küng og herved kørte sig i førertrøjen. Lagoa har derudover i dette årtusinde kun være målby to gange tidligere. Det var i 2013, hvor Theo Bos vandt en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Bruno Sancho, samt i 2012, hvor Edvald Boasson Hagen spurtsejrede foran Kris Boeckmans og Gerald Ciolek.

Favoritterne

Som sagt har Volta ao Algarve gradvist undergået en forandring fra at være et løb, der stort set alene blev afgjort på enkeltstarten til nu at kræve betydeligt bedre klatreegenskaber og mere alsidighed. I de første år, hvor Alto do Malhao var den eneste reelle klatreudfordring, lykkedes det ofte for Tony Martin at begrænse tidstabet så meget, at han kunne vinde samlet, men siden er løbet blevet hårdere og hårdere, først med tilføjelsen af Monchique-etapen i 2014 og siden 2016 med den ekstra bjergafslutning på toppen af Alto da Foia.

Udviklingen har gradvist reduceret betydning af enkeltstarten, men det ændrer ikke på, at 5. etapes kamp mod uret stadig er en nøgleetape. Alto do Malhao er ganske vist stejl, men den er samtidig meget kort, og Martin har trods alt flere gange vist, at han kan begrænse sit tidstab på den portugisiske mur. Alto do Foia er meget længere, men det er til gengæld en typisk powerstigning, der aldrig bliver stejl, og derfor kan store ryttertyper sagtens gøre sig gældende her. Det er ikke tilfældigt, at Luis Leon Sanchez i 2016 vandt etapen foran Geraint Thomas, mens de rene klatrere kom til kort, og at Martin var i mål bare 15 sekunder efter Sanchez. I 2017 og 2019 blev den mere afgørende, da der dengang var medvind, mens den i 2018, der atter var et modvindsår, ikke spillede den helt store rolle. Det er nemlig en uhyre vindfølsom stigning, hvor vindretningen er altafgørende for dens betydning.

Dermed er det klart, at det er helt umuligt for en ren klatrer at vinde Volta ao Algarve, selvom etaperne er hårdere og enkeltstarten kortere, end den var for få år siden, og man i år endda har gjort begge de to bjergetaper endnu hårdere med den lille stigning inden Foia og den kortere distance mellem de to passager af Malhao. En klejn rytter taber simpelthen mere på 20 km powerenkeltstart, end han kan vinde på de stigninger, der findes i Algarve. Det lærte Dan Martin i 2017, hvor han trods sejr på Foia-etapen, hvor han vandt overraskende meget tid på mange af rivalerne, endte langt fra den samlede førsteplads. Dermed er det klart, at den samlede vinder skal kunne gøre sig gældende blandt de bedste på 5. etape, og det portugisiske etapeløb er et af de få, hvor også de større ryttertyper kan klasse sig hæderligt, hvad Søren Kragh understregede med sin 2. plads sidste år.

Det skal dog understreges, at klatreudfordringerne er så betydelige, at man heller ikke vinder i Algarve, hvis ikke man kører endog meget habilt opad. Vi så i 2017 og 2019, at Foia-etapen kan gøre en større forskel, hvis vindbetingelserne er de rette. I år vil det næsten være helt vindstille, men den vind, der vil være, burde give sidemedvind på hovedparten af stigningen, men modvind på de sidste 2 km, hvorfor den næppe bliver så hård som i 2017 og 2019, men sværere end i 2018. På Malhao burde der være en helt svag sidevind, men her spiller vinden slet ikke samme rolle. I det hele taget kan rytterne se frem til en fantastisk flot uge med varme og masser af sol og nærmest ingen vind. Kun søndagens enkeltstart vil blive relativt blæsende med klar fordel til de sidst startende - dvs. klassementsrytterne - der har udsigt til, at vinden lægger sig meget i løbet af eftermiddagen.

Årets rute er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2017, 2018 og 2019, og igen i år er det således 2., 4. og 5. etape, der vil afgøre løbet. 1. og 3. etape må formodes at blive afgjort i massespurter - ikke mindst når man ser på det fine sprinterfelt - og med udsigt til nogle vindstille dage kan vinden ikke ændre på det forhold. Dermed formoder vi, at vi to flade etaper ikke kommer i spil, og at det bliver de to bjergetaper samt enkeltstarten, der afgør slaget. Det er også værd at notere sig, at der ligesom i 2019 og 2018, hvor man ændrede reglerne, ikke er bonussekunder i løbet, og det er en klar ulempe for klatrerne, der dermed ikke kan vinde ekstra tid ved at sejre på bjergetaperne.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

De to bjergetaper er gjort hårdere i år, og vi har i de seneste to år set, at Malhao-etapen har været overraskende aggressiv, først med Skys sære taktiske spil, der fik Geraint Thomas til at forære Michal Kwiatkowski sejren i 2018, og senest med Søren Kraghs flotte offensiv i 2019, hvor han var tæt på at knække UAE. Dengang blev etapen imidlertid også afviklet efter enkeltstarten, hvor ingen havde meget at miste ved at satse. Den nye organisering af etaperne kan få mange til at køre mere konservativt dagen inden løbets vigtigste etape, og særligt hvis Ineos vælger at kontrollere med deres brølstærke hold, er der stor chance for, at det bliver som ”i gamle dage”, hvor favoritterne altid afgjorde det på Malhao. Det plejer de også at gøre på Foia, og det vil de formentlig også gøre i år.

Derfor tror jeg, at de to bjergetaper ender i favoritopgør, med mindre Ineos med deres kraftfulde mandskab går i offensiven og lave ”en Kwiatkowski” eller ”en Kragh”. I lyset af Malhaos begrænsede længde og vinden på Foia, der ikke er helt optimal, kan der således heller ikke i år være den store tvivl om, at enkeltstarten er den klart vigtigste etape. Man kan vinde betydeligt mere tid over 20,3 km enkeltstart end på bjergetaperne i dette løb.

Det er også på den baggrund, at jeg peger på Remco Evenepoel som min favorit. Allerede sidste år skrev han sig ind som en af verdens suverænt bedste temporyttere, da han knuste al modstand til EM og blev en suveræn nr. 2 ved VM - dog langt efter en endnu mere suveræn Rohan Dennis. I år tyder meget allerede på, at hans stejle læringskurve er fortsat lige op i himlen, efter at han leverede en skræmmende magtdemonstration på enkeltstarten i San Juan, hvor han regulært knuste VM-bronzevinderen Filippo Ganna. For fornøjelsens skyld arrangerede han herefter sin egen enkeltstart på kongeetapen, hvor lidt uopmærksomhed tvang ham til at jagte i næsten 30 km, og med et mageløst comeback sikrede han sig en suveræn samlet sejr.

Præstationen understreger, at rygterne om Evenepoels superform ikke var overdrevne. Den evigt motiverede belgier er vitterligt kommet flyvende ind til sæsonen, og nu står han foran sin første store etapeløbsopgave i Europa. Modstanden her er af en helt anden kaliber, og denne gang er han langt fra storfavorit. Hvis han kører som i San Juan, må han dog være en af de helt store favoritter til søndagens enkeltstart, og herefter er spørgsmålet, hvordan han klarer bjergene.

Evenepoel har endnu til gode at klatre med de bedste i Europa, men det er svært at se ham komme i vanskeligheder på disse stigninger, der enten er korte eller lette. Faktisk har han vist sig ganske fremragende i Malhao-agtigt terræn med sejrene i San Sebastian og Belgium Tour. Hans store udfordring er et meget svagt hold, der ikke kan hjælpe meget i bjergene, hvor han kun har Joao Almeida til sin rådighed. Heldigvis for ham kommer enkeltstarten til sidst, og er han klog nok til at lade Ineos vinde på Foia, slipper han formentlig med at overtage førertrøjen før tidligst på Malhao. Han er stadig sårbar, hvis Ineos vælger at angribe i højre og venstre, men tror de på Geraint Thomas’ enkeltstart og kører med konservativt, tror jeg, at det belgiske vidunderbarn via endnu en sublim tidskørsel kan sikre sig den samlede sejr.

Hans store rival er Geraint Thomas. Sidste år betød lagkage og champagne, at hans forår var en regulær katastrofe, men forud for det var han et bæst i de ugelange etapeløb. Særligt i 2018 var han helt suveræn, og havde det ikke være for først en mærkelig taktik og siden uheld, havde han vundet suverænt i både dette løb og Tirreno. På de portugisiske veje vandt han suverænt netop denne enkeltstart i Lagoa, og han ligner sammen med Rohan Dennis og Evenepoel den største kandidat til at sejre igen. Er han i form, passer de to bjergetaper også glimrende til Thomas, der har det rette punch til Malhao og den gode spurt, der er vigtig på toppen af Foia.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor han står formmæssigt. Han er med statsgaranti bedre end sidste år efter en vinter, der skulle være forløbet uden distraktioner. Han kommer til løbet efter træning i USA, som han også gjorde i 2018, og den forberedelse gjorde ham til et sandt monster. Fornemmelsen efter 2019 er, at han måske ikke er helt så god som i drømmeåret, men en 2. plads i Touren vidner om klasse. Med udgangspunkt i det stærkeste hold til at kontrollere bjergene og sin fremragende enkeltstart har Thomas al mulig grund til at tro på en anden sejr i løbet.

Maximilian Schachmann har endnu til gode at levere et absolut topresultat i et stort europæisk etapeløb, men dette kunne være et godt sted at starte. Sidste år var tyskeren skræmmende, da han indledte sin sæson, og efter at et ærgerligt uheld havde kostet en mulig sejr i et Strade Bianche, hvor han virkede flyvende, samlede han hele fem sejre, herunder fire på WorldTouren, op i løbet af den første måneds tid. Unge Schachmann er næppe blevet ringere nu, og har han forberedt sig på samme måde - og det er der ingen grund til at ændre - er han sikkert flyvende igen i år, efter at han nåede tilbage i feltet mod slutningen af 2019 trods det grimme styrt i Touren og endda også gjorde det hæderligt i Kina.

Ruten passer Schachmann fremragende. Han har sine begrænsninger på lange stigninger, men til gengæld vil han elske den korte, stejle Malhao. Foia er længere, men ikke så svær, at en formstærk Schachmann kan hænge på og måske endda spurte sig til sejr på toppen, hvor han dog vil savne bonussekunderne. Enkeltstarten mestrer den tidligere EM-bronzevinder også, og flyver han lige så højt, som da han sejrede på en ganske vist meget speciel enkeltstart i Baskerlandet sidste år, kan han være med i kampen om sejren på den etape også. Med andre ord har han hele den pakke, der skal til for at vinde løbet.

Læs også

Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt

Løbets største joker er Rohan Dennis. Hvis verdensmesteren er på toppen, er han naturligvis favorit til at vinde på søndag, men tør vi stole på, at han er det? Formen fejler i hvert fald ikke noget, som vi så med den fine kørsel i Tour Down Under, hvor han klatrede glimrende, men han blev igen i år slået af Luke Durbridge i kampen om den nationale tempotitel. Spørgsmålet er, om det er et varsel om, at han også i år savner sin BMC-cykel, selvom Ineos burde stille noget af det bedste materiel til rådighed. Hvis ikke han vinder enkeltstarten, vinder han i hvert fald ikke løbet.

Det er dog ikke det eneste spørgsmål. Det er også tvivlsomt, hvordan han griber løbet an. Han har tidligere sagt, at Tour Down Under var hans store personlige etapeløbschance, og det kan derfor tænkes, at han har samme temmelig nonchalante tilgang til de europæiske etapeløb, hvor vi skulle helt frem til Tour de Suisse, inden han kørte klassement. Dertil kommer, at han trods alt også kan få svært ved at matche de allerbedste på især Malhao, der er lidt for stejl for ham. Der er derfor spørgsmål til både motivation og tempoevner, men har vi en motiveret udgave af VM-Dennis, er dette et etapeløb, der ligger til hans højreben.

Årets løb skal også vise, om den nye tilgang har båret frugt for Tim Wellens . Belgieren har for vane at køre så stærkt fra sæsonstart, at selv Alejandro Valverde misundeligt har kunnet se ham vinde Mallorcas hårdeste løb fire gange i træk. Desværre plejer han at brænde sammen lidt for tidligt, og derfor har han i år skubbet sin start. Det betyder, at rivalerne kan ventes at være ham nærmere, men det skulle ligne Wellens dårligt ikke at være brandvarm fra første færd. Bedre bliver det endda af, at ruten her slet ikke passer ham dårligt. I Paris-Nice og Ruta del Sol har han gjort det fint på længere stigninger tidligt i sæsonen, og Foia er ikke stejlere, end at han med sin gode spurt ikke kan vinde der. Også Malhao passer ham glimrende, og det er derfor enkeltstarten, der er udfordringen. Her er han meget svingende, men som han viste med sejren i Andalusien sidste år, er hans tempoevner ikke ringe. I dette felt vinder han ikke på denne rute, der er langt fladere end i Andalusien, men han kan sagtens hive en god tidskørsel op af hatten. For at vinde skal han tage tid i bjergene, men offensive Wellens er også manden, der kan gøre som Kragh sidste år.

Med sejr i Il Lombardia og Japan Cup sluttede Bauke Mollema 2019 forrygende af, og det har utvivlsomt givet ham en forrygende motivation til vintertræningen. I forvejen har han for vane at starte ganske stærkt på Mallorca, og da han kørte dette løb i 2018, blev han nr. 2 på Foia og nr. 4 samlet, selvom han tabte nogen tid på enkeltstarten. Netop tidskørslen er også en udfordring for Mollema, der ikke helt har kunnet fastholde det kraftige niveauspring, han oplevede for nogle år siden. I 2019 var der dog tegn på fremgang, da han kørte to fremragende enkeltstarter i Giroen. Det var ganske vist på meget hårdere ruter, men Mollema har potentiale til at køre stærkt på søndag. De to eksplosive bjergetaper passer slet ikke dårligt til en klassikerstærk rytter som Mollema, der har et fint punch. Enkeltstarten gør det stadig svært at vinde, men han bør ende langt fremme, især hvis Malhao-etapen igen bliver ukontrollerbar. I så fald er Mollema snu nok til at vinde sig lidt tid.

Michal Kwiatkowski er tidligere vinder, og selvom det skyldtes et kup mod den stærkere holdkammerat Thomas, er det da også et løb, der passer ham ganske fremragende. Stigningerne ligger glimrende til ardennerspecialister Kwiatkowski, der med sin spurt endda er en oplagt kandidat til at vinde dem begge. Enkeltstarten er heller ikke et problem for den tidligere nr. 4 fra VM, og da han vandt løbet i 2018 blev han også nr. 4 på præcis denne rute. Problemet er bare, at Kwiatkowski bestemt ikke lignede en mand i superform i Valencia, hvor han åbenlyst forsøgte at køre finale på 2. etape, men hvor han faldt helt sammen. På et hold, hvor Thomas og Dennis er bedre temporyttere end ham, kan han derfor let ende som hjælper.

Boras bedste bud er Schachmann, men de har også en farlig joker i Lennard Kämna. Efter sine motivationsproblemer kom han flyvende tilbage i sidste års Tour, hvor han kørte nogle fremragende bjergetaper, og på Mallorca og senest i Murcia, hvor han var tæt på at vinde det hele, lignede han en mand i form. Han klatrer nok ikke med de allerbedste, men tidstabet kan begrænses, og herefter skal han slå til på den vigtige enkeltstart. Her er hans præstation et åbent spørgsmål, da han har været en skygge af sig selv i paradedisciplinen siden 2017. Potentialet er der dog og finder han nogle af de gamle takter, bør han med en god 5. etape kunne sikre sig et topresultat.

Den lokale helt Rui Costa har ikke kørt løbet siden 2014, men inden pausen blev han nr. 3, 5, 5 og 6 i sine sidste fire forsøg. Stigningerne i hjemlandet passer dog også den tidligere verdensmester ganske perfekt, men han er desværre ikke den rytter, han var engang. I februar måned kører han dog altid stærkt, som han i de senere år har gjort det i Oman, og han viste også fin form som suverænt stærkeste mand på stigningerne i et Saudi Tour, hvor man dog også skulle have luppen frem for at finde klatrere. Costas udfordring er dog først og fremmest enkeltstarten, som altid har kostet i dette løb, og som bestemt ikke er blevet bedre med årene. Sidste år i Romandiet viste han dog, at han stadig kan levere en god en af slagsen på den rette dag. Gør han det igen her, bør han være med relativt langt fremme.

CCC stiller med Simon Geschke, der chokerede alle, herunder sig selv, med sin 3. plads i Tour Down Under. Det har givet ham mod på at satse på klassementet i dette løb, og sandheden er da også, at det slet ikke passer ham ringe. Faktisk kan Malhao minde ganske meget om stigningerne i Australien, selvom den er en anelse sværere, og det er derfor et sted, han kan forsvare sig. Det samme kan på Foia, der dog nok er for lang til, at han kan være med helt i front. Den store dag bliver for ham enkeltstarten, hvor han er svingende, men af og til gør det hæderligt. For to år siden blev han nr. 12 på netop denne rute, og i 2018 blev han nr. 8 og 9 på Vueltaens to enkeltstarter. Leverer han en lignende præstation her, bør han atter være med fremme.

Boras tredje kandidat er Felix Grossschartner. Egentlig burde løbet passe ham, men hans form er et åbent spørgsmål. Han var overraskende dårligt kørende på Mallorca, men heldigvis var det meget bedre i Murcia i sidste uge. Heller ikke her var han dog flyvende, og det er svært at se ham være med helt i front. Omvendt passer stigningerne fint til den lidt tunge, men ganske eksplosive Grossschartner, og selvom han ikke har leveret siden dengang, viser hans top 3 på Paris-Nice-enkeltstarten i 2018, at han på sine gode dage kan føre en god tidskørsel af. Desværre er det nok tvivlsomt, om formen rækker nu.

En spændende outsider er Patrick Bevin, der var i storform frem mod Tour Down Under, som han dog missede grundet en hjerteoperation. Ved comebacket i Murcia var han dog bedre end frygtet, og han synes at være i stand at præstere her. Hans 4. plads ved VM er endnu et bevis på, at han er en af de bedste temporyttere, men til gengæld vil han tabe tid i bjergene. Som Kragh viste os sidste år, kan en fyr af Bevin-typen dog godt være med, og kører han lige så offensivt og modigt som danskeren, kan Bevin faktisk godt vinde et løb som dette.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

Det er lidt overraskende, at Miguel Angel Lopez har valgt at sæsondebutere her. Det er i hvert fald ikke svært at se, at løbene i Provence og Andalusien passede ham langt, langt bedre. Her står den lille colombianer til en gigantisk gang prygl på søndag, og ryttere med så svag en enkeltstart som Lopez har reelt ikke en chance for at vinde dette løb. Bjergetaperne er heller ikke svære nok til at passe ham perfekt, men det kan dog sagtens lade sig gøre at vinde dem for colombianeren, som altid flyver i februar, senest med sejren i Colombia i 2019. For også at vinde samlet skal løbet dog glide Ineos helt ud af kontrol, og Lopez skal lancere en stor Kragh-agtig offensiv.

Meget af det samme kan siges om Dan Martin. Ireren viste fornem form i Valencia, hvor han var ganske skarp på begge de to nøgleetaper, og stigningerne her passer ham glimrende. Malhao er skræddersyet til en murspecialist, og han har med sin gode spurt endda tidligere vundet på Foia. Alligevel er hans bedste resultat i klassementet en 6. plads, og forklaringen er naturligvis helt nærliggende. Dengang blev han efter sejren på Foia blot nr. 74 (!!!) på enkeltstarten, og det forklarer alt om, hvorfor Martin får svært ved at vinde, selvom han sagtens kan være med i kampen om sejren på de to sværeste etaper.

UAE satser på Costa på hjemmebanen, men det er værd også at dvæle ved Jan Polanc . Den meget svingende slovener viste i Valencia, at han er i fremragende form, da han med sine angreb og forceringer bidrog væsentligt til Tadej Pogacars sejr. Her skal holdet ikke tage ansvar, og derfor bør Polanc selv kunne ende hæderligt. Også han er hæmmet af en relativt svag enkeltstart, mens hans gode form fører ham langt på stigningerne.

Vincenzo Nibali er løbets mest dekorerede etapeløbsrytter, men de tider, hvor han kører stærkt i februar, er for længst ovre. Nu om dage er Nibali kun i form til sine store mål, og vi skal formentlig frem til april, før vi ser det store fra ham. Han har da også nedspillet forventningerne markant, og ruten passer ham heller ikke, da stigningerne er for lette og eksplosive. På enkeltstarten kan han forsvare sig, men ikke køre op med specialisterne. Alligevel skal han nævnes, for som han viste med Sanremo-sejren, kan en formsvag Nibali altid finde på et eller andet, så hvorfor ikke forsøge sig med at lave ”en Kragh”?

Og ja, så er der Mathieu van der Poel. Det er sæsondebut for fænomenet, og han vil formentlig slet ikke prøve at køre klassement. Alligevel må man holde døren åben, for han var trods alt i storform ved VM-sejren for et par uger siden. Stigningerne her er ikke sværere, end at en formstærk Van der Poel kan forsvare sig og i hvert fald begrænse tidstabet. Alligevel får han trods alt svært ved at vinde. Han har nemlig stort set ingen erfaring på enkeltstarter, og selvom han gjorde det fint i Tour of Britain sidste år, er det en anden verden at skulle blande sig med folk Evenepoel, Thomas og Dennis.

En spændende joker er Andreas Leknessund. Det norske stortalent knuste Edvald Boasson Hagen ved de norske enkeltstartsmesterskaber sidste år, og som tempospecialist burde han gøre det godt på søndag. Han er også en glimrende klatrer, og selvom han er uprøvet på dette niveau, kan han sagtens overraske i bjergene. Alligevel skal man nok dæmpe forventninger. Grundet en skade har han ikke kørt løb siden 8. august, og det vil derfor være en overraskelse, hvis han er flyvende. Hans holdkammerat Markus Hoelgaard kan i formstærk udgave gøre det godt i bjergene, men hans enkeltstart ødelægger det hele. Og så bliver det også spændende at følge den ganske lovende Torjus Sleen.

Et andet meget spændende talent er Ilan van Wilder. Den lille belgier blev sidste år nr. 3 i Tour de l’Avenir i en alder af bare 19 og regnes som et af sportens helt store etapeløbstalenter. Dette er naturligvis et helt andet niveau for den stadig bare 19-årige belgier, der også står til at få tæsk på enkeltstarten. Alligevel skal det blive interessant at se, hvor langt bjergetaperne kan føre ham, hvis han er i form fra start,

Endelig skal Vicente Garcia de Mateos, Amaro Antunes og Joao Rodriguez nævnes. I 2017 blev de to førstnævnte hhv. nr. 2 og 1 på Malhao, hvor de satte WorldTour-stjernerne på plads, og det viser, at de sagtens kan være med her. Garcia de Mateos kommer endda til løbet i fornem form, da han i Murcia var den eneste, der kunne følge Alejandro Valverdes angreb på Collado Bermejo. Antunes havde et skidt år hos CCC, men han var ramt af skader og kan ventes at have gjort dette løb, der er debut for W52, til et gigantisk mål. Rodrigues var i særklasse i Volta a Portugal sidste år og endte som nr. 9 i dette løb. Alle kører dog så ringe enkeltstarter, at de ikke kan vinde samlet - her er Antunes bedst til at forsvare sig - men Antunes har med 5. pladsen i 2017 vist, at de alligevel kan slutte hæderligt.

Blandt de øvrige navne kan Dylan van Baarle fremhæves efter meget overbevisende kørsel i Australien, men ligesom sidste år må han formodes at skulle hjælpe på et Ineos-hold, der har masser af kaptajner, ligesom hans enkeltstart også er for svingende. Luis Leon Sanchez vandt måske en etape i Murcia, men løbet bekræftede, at hans form er helt væk i år, og selvom de klatrer godt kan Rodrigo Contreras og Yuriy Natarov ikke være med i dette felt. Xandro Meurisse vandt i Murcia, men på meget speciel maner, og 2. etape bekræftede, at hans form ikke er i top, ligesom han taber tid på enkeltstarten - præcis som holdkammeraten Simone Petilli gør det. Både Greg van Avermaet og Philippe Gilbert kan egentlig køre et pænt klassement på disse stigningerne, men enkeltstarten gør, at de formentlig vil være uden chance, da de også skal begrænse tabet i bjergene. Joao Almeida viste ikke meget form i Australien og skal hjælpe Evenepoel, og Joe Dombrowski og Kevin Geniets taber for meget på enkeltstarten. Endelig er udover Antunes, Rodrigues og Garcia de Mateos en stribe kontinentalryttere, der kan gøre det fornuftigt, men som får løbet helt ødelagt af enkeltstarten. Det gælder den kontroversielle Raul Alarcon, der dog aldrig er i form på denne tid af året, Edgar Pinto, Ricardo Mestre, der heller ikke har for vane at køre stærkt her, Joaquim Silva, David Rodrigues, Joao Benta samt Alejandro Marque, Alexander Grigoryev, Federico Figueireido, der dog alle skuffede i Argentina.

OPDATERING: Geraint Thomas har meldt forsigtigt ud og sagt, at han primært kommer for at hjælpe Dennis, Kwiatkowski og Van Baarle, og at han har trænet lidt mindre intenst end tidligere. Samtidig udsender han dog ganske optimistiske toner om egen form, så jeg vil blive forundret, hvis ikke han alligevel er med i kampen om sejren. Til gengæld skal Dennis' chancer nok skrues lidt i vejret, da han synes reelt at satse på klassement, ligesom formstærke Van Baarle skal tages seriøst, hvis han vitterligt får lov at køre sin egen chance - i hvert fald hvis han kan hive en enkeltstart frem, som han gjorde i Tour of Britain.

***** Remco Evenepoel

**** Geraint Thomas, Maximilian Schachmann

*** Rohan Dennis, Tim Wellens, Bauke Mollema, Michal Kwiatkowski, Lennard Kämna,

** Dylan van Baarle, Rui Costa, Simon Geschke, Felix Grossschartner, Patrick Bevin, Miguel Angel Lopez, Dan Martin, Jan Polanc, Vincenzo Nibali, Mathieu van der Poel, Andreas Leknessund, Ilan van Wilder, Amaro Antunes, Joao Rodrigues, Vicente Garcia de Mateos

* Edgar Pinto, Philippe Gilbert, Greg van Avermaet, Xandro Meurisse, Simone Petilli, Kevin Geniets, Rodrigo Contreras, Joao Almeida, Markus Hoelgaard, Raul Alarcon, Ricardo Mestre, David Rodrigues, Joao Benta, Joaquim Silva

Danskerne

Mikkel Bjerg kører sit første europæiske løb for UAE og har allerede gjort enkeltstarten til et mål, men derudover får han nok at gøre med at servicere Alexander Kristoff, Rui Costa og Jan Polanc. Mads Würtz Schmidt skal hjælpe Dan Martin og Davide Cimolai på Israel SUN, men vil helt sikkert også jagte et resultat på enkeltstarten. Det kunne Casper Pedersen egentlig også på Sunweb, men hans vigtigste opgave bliver at indgå i toget for Cees Bol på de to sprinteretaper.