DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hårdt, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

For en gangs skyld kom der imidlertid god nyt fra Den Iberiske Halvø i 2016, da Volta a la Comunitat Valenciana var tilbage på kalenderen for første gang siden 2008. Med dets placering i det sydlige Spanien, hvor vejret som regel er fornuftigt på denne tid af året, og hvor holdene flokkes på træningslejre, var løbet i mange år et vigtigt forberedelsesløb for klassiker- og etapeløbsryttere, og derfor var det savnet af mange. Den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero og hans bror var de drivende kræfter bag forsøget på at genoplive løbet, og det lykkedes dem at finde den nødvendige finansiering til at bringe det tilbage på kalenderen i dets oprindelige format på fem dage. Det var således ingen overraskelse, at dets comeback blev varmt modtaget af rytterne, der i stort antal rejste til Spanien, og det var et imponerende felt, der blev samlet i 2016.

Læs også

Vingegaard får hjælp fra ny løjtnant i sæsonens første mål

Løbet blev første gang afviklet i 1929 og har siden har flere forskellige navne. Bortset fra et par aflysninger i årene omkring Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i 1978 har det været afholdt hvert år indtil dets forsvinden i 2009. I de første år var det hovedagligt for de bedste spanske ryttere, og det var således kun de belgiske stjerner Rik Van Looy og Eddy Merckx, der brød dominansen, før Marcello Bergamo vandt i 1974. I 80erne blev løbet langt mere internationalt, startende med Bernard Hinaults sejr i 1986, og siden har folk som Stephen Roche, Viatcheslav Ekimov, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Alexandre Vinokourov, Abraham Olano, Alejandro Valverde og Alessandro Petacchi stået øverst på podet.

Under dets fravær overtog Mellemøsten rollen som den det foretrukne sted at forberede sig til sæsonen, idet Dubai Tour, Tour of Qatar og Tour of Oman i en periode gjorde det muligt at tilbringe længere tid i lande, der stort set har garanti for godt vejr. Volta a la Comunitat Valencianas tilbagekomst har imidlertid betydet, at Spanien igen er et solidt alternativ, idet de to første måneder nu byder på Classica Comunita Valenciana 1969, der ligeledes er genopstået, fra i år også det spritnye Ruta Ceramica - Gran Premio Castellon, Challenge Mallorca, løbet i Valencia, endagsløbene i Murcia og Almeria samt Ruta del Sol - og fra i 2022 endda også det nye endagsløb Clasica Jaen Paraiso Interior og det galiciske etapeløb Gran Camino. Hvis man dertil lægger Volta ao Algarve, har Den Iberiske Halvø nu den mest imponerende februarkalender, og det har tydeligvis haft en effekt på mange hold. I de seneste år har Mellemøsten således slet ikke været i stand til at tiltrække så mange stjerner som vanligt, og mange har valgt at forberede sig i Spanien eller Frankrig i stedet.

I 2017 fik Mellemøsten en renæssance blandt etapeløbsrytterne med tilføjelsen af Abu Dhabi Tour, der som en del af WorldTouren tiltrak et stort antal stjerner, men aflysningen af Tour of Qatar betød til gengæld, at de fleste klassikerryttere blev i Europa. Aflysningen i Qatar styrkede også Volta a la Comunitat Valenciana, der af den årsag fik sen deltagelse af BMC og Quick-Step, som begge var på jagt efter et alternativ til ørkenløbet.

Den trend blev blot yderligere styrket i 2019, hvor løbene i Dubai og Abu Dhabi var fusioneret, hvilket betød, at løbet i Valencia nu blot var i direkte konkurrence med Etoile de Besseges. I 2020 kom Saudi Tour til som en ny rival, men det har ikke ændret på, at løbet i Valencia klart har været det stærkest besatte af de etapeløb, der på det seneste er blevet afviklet i første uge af februar.

I 2021 var der i februar lagt op til endnu en stjerneparade, men sådan gik det ikke. I januar stod det klart, at coronasituationen i Spanien umuliggjorde dets gennemførelse, og derfor blev løbet udsat sammen med en hel række af øvrige februarløb. I stedet blev det afviklet i april på den oprindeligt planlagte rute, men på en tid af året, hvor mange hold var travlt beskæftiget andetsteds. Resultatet var et mærkbart svækket felt med bare fire mandskaber fra WorldTouren og kun ganske få deltagende stjerner.

Nu er løbet heldigvis tilbage på sin vante plads, og selvom Saudi Tour, der nu går under AlUla Tour, synes at vinde popularitet, og løbet i Besseges i 2021 og 2022 oplevede en voldsom opblomstring, var det i 2022 svært at se nogen negativ effekt på Valencias startfelt.  Sidste år kom konkurrencen fra Australien og Argentina imidlertid tilbage, og det kostede på populariteten. Antallet af WorldTour-hold blev reduceret fra 16 til 10, og der var ikke helt den samme samling af stjerner, som vi har set de seneste år. I år er der ingen løb i Argentina, men desværre er nedturen fortsat. Kun 7 WorldTour-hold er til start, og selvom man kan præsentere navne som Matej Mohoric, Pello Bilbao, Aleksandr Vlasov, Brandon McNulty, Jai Hindley, Einer Rubio, Santiago Buitrago, Pavel Sivakov, Jonathan Milan, Lennard Kämna og Michael Matthews, er stjerneparaden ikke så udtalt som tidligere.

Volta a la Comunitat Valenciana har over årene haft meget forskellige ruter. Regionen har masser af udfordrende terræn, men på denne tid af året er det farligt at sende feltet ind i de høje bjerge. Derfor har var de sidste udgaver inden løbets forsvinden ikke vanvittigt hårde, og Petacchi vandt endda samlet i 2005. Det blev imidlertid også domineret af mere traditionelle etapeløbsryttere, og Valverde vandt således i både 2004 og 2007, mens Ruben Plaza i 2008 vandt den sidste udgave inden aflysningen.

De nye arrangører synes at ville gøre løbet en anelse hårdere. I 2016 bød ruten således på både en enkeltstart og to bjergetaper. Det gjorde det til et løb for alsidige etapeløbsryttere, og Wout Poels viste sig at være i særklasse den stærkeste. Således tog hollænderen allerede førertrøjen ved overraskende at vinde den indledende enkeltstart, inden han sikrede sig den samlede sejr ved tillige at vinde løbets kongeetape. I 2017 lykkedes det Nairo Quintana at overvinde et stort tidstab fra et usædvanligt langt holdløb og alligevel sikre sig den samlede sejr via et flot soloridt på kongeetapen.

I 2018 var Valverde helt ustoppelig, da han efter et neutraliseret holdløb sejrede på løbets eneste bjergetape og dermed tog den samlede triumf, mens det i 2019 var Ion Izagirre, der udnyttede en stærk enkeltstart til at tage den samlede sejr, selvom Adam Yates vandt løbets eneste bjergetape. I 2020 blev løbet endnu et bevis på, at Tadej Pogacar havde kurs mod stjernerne, da sloveneren indledte sin sæson suverænt ved at vinde både en puncheuretape og kongeetapen og i sikker stil tage den samlede sejr. Efter den lidt sløje udgave i 2021, hvor Stefan Küng tog den samlede sejr på en sjældent let rute, var løbet tilbage i et benhårdt format i 2022, hvor alle øjne var rettet mod Remco Evenepoel, men hvor Aleksandr Vlasov viste sig stærkere end den lille belgier på den svære kongeetape.

Læs også

Van der Poel sætter potentiel dato på karrierestop

Noget tyder imidlertid på, at vi måske skal til at vænne os til lettere ruter. I hvert fald bød 2023-udgaven for anden gang på tre år på en rute helt uden svære bjergfinaler. Ganske vist var der to afslutninger på stigninger, men begge havde mere appel til puncheurs og gav spurtsejre til Giulio Ciccone og Tao Geoghegan Hart. Til gengæld var der strammet op for vanskelighederne på den afsluttende etape til Valencia, der blev dyr for den førende Ciccone. Således blev han isoleret i den lille favoritgruppe, der blev etableret af Aleksandr Vlasovs angreb på en meget svær og sen stigning, og i den flade finale blev han overrumplet af den snu Rui Costa, der sneg sig væk sammen med Thymen Arensman og tog både etapesejr og samlet triumf, sidstnævnte med 16 sekunder ned til Ciccone og 19 sekunder ned til Geoghegan Hart. Costa er nu skiftet til EF, der aldrig kører løbet, og da Ciccone og Geoghegan Hart, som nu er holdkammerater på Lidl, også skipper løbet, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Ruten

Som sagt har løbet haft mange forskellige formater, men de nye arrangører har med undtagelse af den usædvanligt bløde rute i 2021, hvor det altså lykkedes store Stefan Küng at tage den samlede sejr, hidtil foretrukket en i historisk sammenhæng hård version, hvor man fuldt ud drager fordel af det vanskelige terræn. Dog er man styret udenom de højeste bjerge, hvorfor de afgørende stigninger altid har været korte, eksplosive og i de fleste tilfælde også meget stejle. Således har der i de fem udgaver mellem 2016 og 2020 været tale om en kongeetape om lørdagen, hvor målet har været henlagt til en af disse stejle mure, og sådan var det igen i 2022, hvor den dog kom om fredagen, og derudover har der som regel været en tidskørsel.

Det var i 2016 og 2019 i form af en indledende enkeltstart og i 2017 og 2018 i form af et uforholdsmæssigt langt holdløb, mens resten af løbet næsten hver gang har været udgjort af lettere etaper, der er endt enten i en fuld eller en reduceret massespurt. Efter 2019-udgaven er tidskørslen dog forsvundet - i hvert fald hvis man ser bort fra 2021-udgaven - og den er blevet erstattet med hårdere etaper. I 2020 var det af en puncheuretape og i 2022 af en bjergetape med en flad finale. På den lette 2021-rute var der ganske vist stadig en kongeetape - denne gang også om fredagen - men den var så blød, at Küng med en god enkeltstart alligevel kunne vinde løbet. Den model brugte man delvist sidste år, hvor man ganske vist ikke havde en tidskørsel og endda for første gang havde hele to bjergafslutninger, men de var begge så bløde, at det blev et løb for puncheurs og ikke klatrere.

Det bør det ikke gøre i år. Her vender man tilbage til en hård kongeetape, der igen har sin plads om lørdagen, og nok engang byder den på en kort og meget stejl mur. Modsat tidligere har man dog ikke lavet mål på toppen, og det giver en meget uforudsigelig afslutning med et kuperet indløb og en lille rampe op til mål. Det kan til gengæld også blive klatrernes eneste chance, for vi vender tilbage til tiden før 2022 med kun én rigtig bjergetape.

Alligevel er der to dage, hvor klassementet kan ændres. Sidste år twistede man den afsluttende sprinteretape til Valencia på dramatisk vis ved at inkludere den brutale stigning La Frontera, og den viste sig svær nok til at skabe en vild finale, hvor klassementsrytterne afgjorde løbet i Valencias flade gader - en afslutning, der var nok til, at Rui Costa med et taktisk angreb kunne snyde Giulio Ciccone, selvom det var på en dag med 45 meget lette kilometer. Den model genbruges i år på en ændret, men grundlæggende identisk etape, og dermed ser det ud til, at klassementet skal afgøres på de to weekendetaper.

Til gengæld handler de tre første dage for klassementsrytterne formentlig om ren overlevelse. Det betyder dog ikke, at der er tale om en ren sprinterfest, som vi har set i tidligere udgaver, hvor der har været relativt mange meget lette etaper. Det er der bestemt ikke i år, hvor man forfølger opskriften fra sidste år med ganske kuperet terræn på de dage, der ikke er for klassementsrytterne.

Det gælder i hvert fald for onsdagens åbningsetape, der slet ikke er for sprinterne. Man skal nemlig klatre endog meget godt for at overleve den sidste stigning, og selvom det formentlig ender i en spurt, må det være for de allermest holdbare afsluttere. Heller ikke torsdagens 2. etape er på nogen måde enkel, for selvom den sidste stigning, der har top med ca. 10 km igen, denne gang er ganske blød, slutter det hele på halsbrækkende maner med en uhyre teknisk nedkørsel og kun to flade kilometer til sidst. Til gengæld kan sprinterne så se frem til en relativt klassisk sprinteretape om onsdagen, hvor det kun bør vinden - som dog før har spillet en rolle i området - der kan true en massespurt, inden det går løs i weekenden med først den benhårde kongeetape og siden den nye og helt uforudsigelige finaleetape til Valencia.

Læs også

Movistar-profil: Vingegaard er ikke bedst til alt

1. etape

Da det vendte tilbage i 2016, indledtes løbet med en ganske hård enkeltstart, der på suveræn vis blev vundet af Wout Poels, som herved lagde grunden til sin samlede sejr. I 2017 var tidskørselselementet i stedet et indledende, næsten urimeligt langt holdløb, der desværre på forhånd udelukkede hovedparten af feltet fra at blande sig i kampen om sejren, og i 2018 var det sprinterne, der fik lov at åbne festen. Efter at enkeltstarten vendte tilbage i 2019, blev 2020-udgaven også indledt med en sprinterfest, mens man i 2021 forsøgte sig med en mere uforudsigelig og mellemkuperet åbning på løbet. Den model genbrugte man i 2022, hvor etapen endda endte med at være så hård, at Remco Evenepoel tog en solosejr foran den senere vinder, Aleksandr Vlasov, mens man i 2023 atter overlod åbningen til sprinterne - dog kun de mest holdbare af slagsen. Måske er det de samme ryttere, der får chancen igen i år, hvor der atter åbnes med en ganske kuperet sag med en lang stigning i finalen, men selvom den er for let og for langt fra mål til at blive brugt af klassementsrytterne, vil den stille betydeligt større krav til klatreevnerne, end det var tilfældet sidste år - formentlig for store til alle andre end de allermest holdbare typer. Dermed er der lagt op til en åben og ganske uforudsigelig åbning på løbet - akkurat som vi ofte ser det.

Med en distance på 167,0 km er der tale om en for løbet ganske kort etape, der fører feltet fra Benicassim til Castellón de la Plana. Der er tale om to kystbyer, der ligger ud til den spanske østkyst lidt nord for Valencia, og etapen består af to ture ind i terrænet, inden man kører tilbage til kysten. Starten er ganske hård, da man med det samme kører mod nordøst op ad en lille bakke, Coll de les Costes d’Orpesa (1,6 km, 6,3%), inden en nedkørsel leder tilbage til kysten, hvor man kører mod nordøst op ad den helt lige og flade kystvej.

Den lille by Torreblanca forlader man efter 21,0 km vandet, når man drejer mod nordvest for at køre op ad en bakke (3,1 km, 5,4%). Derfra zigzagger man sig mod vest igennem stigende terræn, inden det flader ud frem mod byen Benlloch, der nås efter 41,2 km. I udkanten af den drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen La Bandereta (12,3 km, 3,7%), der stiger jævnt med 5-6% over de første 8 km, inden den flader ud og endda byder på lidt nedkørsel på det sidste stykke frem mod toppen, der rundes efter 55,0 km.

Nu venter en ganske let nedkørsel, der fører mod syd, inden man drejer mod nordvest for at køre et kort, let faldende stykke for derefter at køre op ad kategori 3-stigningen Coll de la Bassa (3,7 km, 4,4%), hvis tredje kilometer stiger med 5,5%, men derudover holder sig under 5%. Toppen rundes efter 78,7 km, hvorefter en kort nedkørsel leder ned til det vestligste punkt, hvor man drejer mod syd for at køre ad et fladt stykke og op og ned ad en bakke. Nu går det mod øst ad en lige og faldende vej, der afbrydes af en lille bakke, inden det bliver helt fladt, når man drejer mod sydøst. Senere begynder det igen af falde, når man kører det sidste stykke mod sydøst og nordøst tilbage til kysten, der nås umiddelbart nord for startbyen Benicassim.

Ude ved vandet drejer man mod sydvest for at køre igennem fladt terræn ned langs kysten frem til dagens spurt, der kommer efter 130,0 km. Umiddelbart herefter fortsætter man mod sydvest op ad en bakke (1,3 km, 7,8%), der har top efter 131,3 km. Efter en nedkørsel kører man mod nordvest op og ned ad endnu en bakke (600 m, 8,8%), der har top efter 134,0 km, inden man atter når frem til Benicassim efter 139,3 km. Her kører man mod vest ad en lige og flad vej væk fra vandet.

I udkanten af byen indledes finalen for alvor, når man kører mod nord og vest op ad kategori 2-stigningen Desert de les Palmes (7,7 km, 5,1%), der over de første 6 km hovedsageligt stiger med 4-6%, men som har en kilometer 3 med 8,3% og en kilometer 6 med 7,6%, inden der venter et 1 km langt plateau og 700 m med 5,5% frem mod toppen, der rundes efter 149,8 km.

Herfra resterer fortsat 17,2 km, der indledes med en ret kringlet nedkørsel, der leder mod sydvest tilbage til fladlandet, hvor man kører mod sydvest ad en relativt lige og flad vej ned mod målbyen. Her kører man mod sydøst ad ringvejen, inden man slutteligt kører ind til mod centrum - hele tiden i fladt terræn, idet den sidste kilometer dog stiger let med 0,5% i snit. Man drejer i en rundkørsel med 4400 m igen, og derefter skal man igennem hele fire rundkørsler med hhv. 3900 m, 3300 m, 1300 m og 900 m igen, inden man slutteligt drejer til højre i en sidste rundkørsel bare 700 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2371 højdemeter.

Det er en ganske uforudsigelig åbningsetape, der kan gå flere veje. Egentlig er der en chance for en udbrudssejr, da etapen kan være uden oplagt favorit, men mon ikke klassementsholdende sørger for, at de ikke smider klassementet med det samme? Den sidste stigning er for let til angreb i klassementet, men hvis den køres hårdt kan den skabe en ganske betydelig udskilning, som måske endda kan rense feltet helt for sprintere. Den ligger nok for langt fra mål til, at en spurt kan undgås, men hvor stor en selektion, vi vil få, vil i den grad afhænge af, om der er hold, der har initiativ til at lægge presset. Med andre ord vil en hurtig herre nok tage trøjen, men hvor godt han skal klatre vil tiden vise.

Læs også

Dansk stortalent skal køre Touren

Castellón de la Plana har fire gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var senest i Vueltaen i 2015, hvor unge Kristian Sbaragli overraskede ved at vinde en reduceret massespurt foran John Degenkolb og Jose Joaquin Rojas. Vueltaen var også forbi i 2004, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt foran Erik Zabel og Stuart O’Grady. Dette løb havde senest mål i byen i 2002, hvor Alessandro Petacchi vandt en massespurt foran Mario Cipollini og Erik Zabel, mens Zabel til gengæld fik sin sejr ved besøget i 2000, hvor han i en massespurt var hurtigere end Cipollini og Jan Svorada.

2. etape

Der var utvivlsomt en sprinter eller to, der var skuffet over den benhårde start på løbet, men så kan de heldigvis drømme om at få chancen 24 timer senere. Trods de 1800 højdemeter venter nemlig en relativt flad etape, der ikke kan skabe drama i klassementet, men helt enkelt bliver det nu ikke. Mod slutningen skal rytterne nemlig op over en stigning, der ganske vist er ganske blød, og selvom den næppe kan bringe alt for mange i vanskelighederne, vil den helt sikkert sætte scenen for en anderledes massespurt - også fordi spurten kommer stort set lige efter afslutningen på en uhyre teknisk nedkørsel.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 162,7 km, der fører feltet fra Canals til Mancomunitat de la Valldigna. Der er tale om to byer, der ligger ganske tæt på hinanden få kilometer fra den spanske østkyst, og etapen består derfor af en omvej rundt i terrænet. Fra start kører man mod øst igennem fladt terræn frem til den større by Xativa, der nås allerede efter 5 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de Beniganim (2,9 km, 5,2%), der efter en relativt blød start stiger med 5-8% over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes efter 14,0 km.

Læs også

Ekstra Bladet køber Feltet.dk

Stigningen leder op til et plateau, der følges mod sydøst, vest og syd igennem let faldende terræn. Herefter begynder det at stige let, mens man kører ned mod etapens sydligste punkt, der nås efter 42,4 km. Nu sætter man kursen mod nordøst og dermed mod kysten igennem terræn, der først er relativt flade, inden det begynder at falde ad lige vej mod nordøst ud til den store kystby Gandia. I forstanden Real de Gandia, der nås efter 80,7 km vender man igen rundt for at køre mod nordvest frem til dagens sværeste udfordring.

Den melder sig, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigningen La Drova (3,4 km, 6,5%), der stiger med 4-6% over de første to kilometer og slutter med 1400 m med 8,7%, inden man runder toppen efter 92,8 km. Herfra går det ad en let nedkørsel ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 96,1 km, hvorefter man kører mod nord ad finalens uhyre tekniske nedkørsel og det korte, flade stykke frem til stregen, der krydses, men fra den forkerte side.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 59,6 km lange rundstrækning. Man lægger ud med at køre mod nord og derefter mod nordvest ad lange, lige og flade veje frem til rundstrækningens nordligste punkt, hvor dagens spurt køres efter 121,9 km. Derfra begynder det at stige ganske let, når man kører mod sydvest, så sydøst og slutteligt øst frem mod den absolutte finale.

Den indledes, når man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Alto Pla de Corrals (5,0 km, 3,9%), der over de første 4 km skiftevis har en kilometer med ca. 5% og en kilometer med 2,5%, inden den sidste kilometer stiger med 4,4% frem mod toppen, som rundes efter 152,5 km. Derfra indledes de sidste 10,2 km med en midtvejs uhyre teknisk nedkørsel, der leder mod øst og nord hele vejen ned til målbyen, hvor de sidste 2 km er helt flade.

Efter en hel serie hårnålesving er den sidste del af nedkørslen ad en lige vej, inden man med 1900 m igen skal igennem en rundkørsel. Herefter passerer man atter målstregen fra den forkerte side og kører frem til en rundkørsel, hvor man med 700 m igen drejer til venstre, inden der slutteligt er et sidste venstresving med 500 m igen, hvorefter man igen rammer opløbsstrækningen, der nu leder frem til stregen fra den rigtige side.

Etapen byder på i alt 1827 højdemeter.

Det kan være ganske blæsende i Valencia-regionen, men da vi befinder os et stykke inde i landet, er det tvivlsomt, om det vil spille en rolle. Terrænet er for det meste ganske fladt, men finalen er ganske speciel. Stigningen bør være for let til at blive brugt til angreb, og udskilningen bør også være begrænset, men der vil være en vild positionskamp frem mod toppen for at ramme den tekniske nedkørsel helt fremme. Det hele bør ende i en reduceret massespurt, hvor meget vil være bestemt af den position, man har på toppen af stigningen.

Mancomunitat de la Valldigna har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Vismas stjernesprinter får chancen i store løb, men ikke i Touren

3. etape

Sprinterne kan have været frustrerede indtil nu grundet en 1. etape med en svær stigning og en meget speciel 2. etape med en halsbrækkende nedkørsel, men så kan de heldigvis glæde sig til fredagen. Her venter nemlig løbets letteste etape, der måske har en relativt kuperet første del, men til gengæld slutter med en sidste del, der er fladere, end man normalt ser det i løbet. Valencia-området kan dog være ganske blæsende og dermed skabe rammer for et sidevindsdrama, men meget taler dog for, at vi endelig får den fuldtonede massespurt, de hurtige folk har drømt om.

Igen er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet over 161,3 km fra San Vicente del Raspeig til Orihuela. Igen er der tale om to byer, der ligger ganske tæt på den spanske østkyst, men begge ligger også i et område, der ikke er alt for kuperet. Startbyen er en forstad til feriebyen Alicante, hvorfra man kører mod først nordvest og siden sydvest ad lange, lige veje, der først er let stigende, så flade og dernæst let faldende. I byen Novelda, der nås efter 20,3 km, begynder det igen at stige, når man forsætter mod sydvest, men når man drejer mod sydøst og senere syd og igen sydvest bliver det i stedet faldende - dof afbrudt af en lille bakke undervejs, indtil man når ned til dagens spurt, der kommer efter 61,6 km.

Efter spurten venter dagens hovedudfordring, for efter et kort, let stigende stykke, der fører mod nordvest, går det videre mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Puerte de Albatera (4,5 km, 7,2%), der efter 2 km med 4-5% stiger med hele 9-10% over de sidste 2,5 km frem mod toppen, som rundes efter 73,0 km. Herfra resterer do stadig hele 88,3 km, der ganske lette. Først kører man ad et fladt plateau mod vest frem til byen Barinas, hvor man efter 87,4 km drejer mod syd og senere sydøst for nu at kører ad lange, lige og faldende veje hele vejen ned til udkanten af målbyen Orihuela.

Man kører dog ikke ind til mål. Kort efter passagen af byen El Escorratel drejer man efter 118,8 km nemlig mod øst for at køre ad en helt lige og flad vej ud til det østligste punkt. Herfra fortsætter man mod sydvest igennem det helt flade terræn, inden man efter 133 drejer mod sydøst, hvorefter det begynder at stige let. Efter 139 km når man ned til den store sø Embalse de La Pedrera, hvorfra man følger den let kuperede søbred mod nordvest og sydvest, inden man forlader søen for at køre mod nordøst op ad en bakke (1,0 km, 5,1%), der har top efter 149 km.

Læs også

Froome blander sig i omdiskuteret debat

Herfra resterer stadig godt 12 km, der indledes med en helt lige nedkørsel, der leder mod nordvest, hvorefter det igen bliver helt fladt, når man kører mod først vest, så nordvest og slutteligt nordøst ind til udkanten af målbyen. Her kører man kortvarigt mod syd ned langs bygrænsen, inden det går mod nordøst ind til mål - hele tiden i helt fladt terræn. Med 2200 m igen skal man igennem en rundkørsel, inden man drejer til højre i to rundkørsler med hhv. 2000 m og 1500 m igen. Derefter er der endnu en rundkørsel med 1300 m igen, inden den sidste udfordring er et venstresving i en rundkørsel 900 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1393 højdemeter.

Denne gang burde der ingen terrænmæssige udfordringer være for sprinterne, men vinden kan være en trussel. Det er dog meget, meget sjældent, at vi har set sidevind i løbet, og derfor må man antage, at sprinterholdene holder det samlet i det, der vil være deres sidste chance inden den mere kuperede weekend. Finalen er dog en smule kringlet, og det kan give anledning til en spurt, der stiller relativt store krav til positioneringsevnen.

Orihuela har fire gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i dette løb i 2019, hvor Edvald Boasson Hagen ganske overraskende vandt den indledende enkeltstart foran Ion Izagirre og Tony Martin. I 2017 lagde byen asfalt til det indledende holdløb, som i suveræn stil blev vundet af BMC foran Team Sky og Quick-Step. Vueltaen kom forbi i 2011, hvor Chris Sutton vandt løbets første massespurt foran Vicente Reynes og den unge komet Marcel Kittel, og i 2010, hvor Alessandro Petacchi var hurtigste mand foran Mark Cavendish og Juan Jose Haedo.

4. etape

Siden løbets comeback i 2016 har der været tradition for, at man om lørdagen har haft løbets kongeetape, der har haft mål på relativt korte, men ofte ganske stejle stigninger, og dermed er man gået bort fra den tidligere model fra tiden før genopstandelsen, hvor sprinterne kunne køre med om den samlede sejr. Også i år er det på løbets næstsidste dag, at det helt store slag skal slås, og det skal det på en voldsom dag med ca. 3600 højdemeter og en ganske interessant finale. Der er nemlig ingen stor bjergafslutning, men til gengæld har en meget stejl stigning top med 15 km igen, hvorefter et let kuperet indløb, der slutter med en 2 km lang rampe op til mål, kan blive rammen om en meget uforudsigelig finale, der med nogen sandsynlighed vil bestemme, hvem der skal vinde årets udgave af det spanske løb.

Læs også

"Uden EPO ville jeg have vundet i 1991 og 1992," siger Lemond

Med en distance på 175,0 km er der også tale om løbets længste etape, der fører feltet fra Teulada Moraira til Vall d’Ebo. Startbyen ligger ud til den spanske østkyst lige nord for Alicante, og herfra bevæger man sig med det samme ind i landet, når man kortvarigt kører mod vest op ad en bakke (2,2 km, 5,9%), der har top allerede efter 3 km, hvorefter det fortsætter med at stige. I byen Benissa drejer man dog mod syd for at køre tilbage mod vandet igennem faldende terræn, der afbrydes en lille bakke, og kort efter er man tilbage ved havet i kystbyen Calp, hvorfra man kortvarigt kører mod sydvest hen langs havet, indtil man efter 27,3 km når kystbyen Altea.

Her forlader man igen vandet for at køre mod nordvest igennem let stigende terræn, og kort efter fortsætter man mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Benimantell (5,4 km, 7,0%), der er meget ujævn med tre kilometer med hhv. 7,6%, 12,5% og 8,8%, men også lettere stykker. Efter 46,4 km runder man toppen, men derfra er der kun en kort nedkørsel og et let stigende stykke, mens man fortsætter mod nordvest, inden det går videre mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Confrides (7,6 km, 4,5%), der er vanskeligst over de sidste 2,6 km, hvor den dog ikke stiger med mere end 5-6%.

Toppen i 971 m højde rundes efter 61,5 km og er etapens højeste punkt, hvorfra en relativt let nedkørsel leder mod sydvest og vest ned til Benilloba, hvor man efter 71,7 km drejer mod nordvest for at køre ad et først fladt og siden faldende stykke. Derfra går det imidlertid løs igen, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto de la Cabaña (5,0 km, 3,9%), der aldrig stiger med mere end 5%, og hvis top rundes efter 82,5 km.

Derfra falder det videre mod nordøst ned til byen Planes, hvor det efter 92,7 km til gengæld begynder at stige, mens man kører videre mod nordøst, indtil et let kuperet stykke kortvarigt leder mod øst. Nu går det mod syd op ad kategori 3-stigningen Tollos (4,5 km, 4,9%), der efter en let første kilometer hovedsageligt stiger med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 106,7 km.

Derfra resterer stadig 68,5 km, der indledes med et meget let stykke. Således kører man ad en alenlang nedkørsel, der for det meste er let, men også har et meget teknisk stykke undervejs, og som fører mod syd, sydøst, nordøst og øst ud til byen Parcent, der nås efter 136,1 km. Her drejer man mod nord, hvorefter det fortsat falder kortvarigt, inden man skal op ad en bakke, hvis nedkørsel leder mod nordvest til byen Pego, hvor dagens spurt køres efter 153,2 km.

Derfra resterer 22,0 km, der udgør finalen. Lige efter spurten går det nemlig mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Alto del Miserat (5,7 km, 9,2%), der er meget irregulær. Efter en let første kilometer venter således to kilometer med hhv. 14,4% og 10,4%, hvorefter den flader ud med to kilometer med 5-8%, inden den tager fat igen med 12,9% over den sidste kilometer, herunder 14,3% over de sidste 700 m.

Toppen rundes efter 160,0 km, hvorefter de sidste 15,2 km indledes med en ultrakort nedkørsel, der fører mod sydvest, inden man skal op ad en bakke (1,0 km, 6,3%), der har top ca. 11 km fra stregen. Derefter er det kortvarigt småkuperet, inden det går mod øst ad en ganske let nedkørsel, der leder direkte ned til den afsluttende rampe. Slutteligt kører man nemlig mod sydøst op ad den 1,9 km lange stigning, der stiger med 7,4% i snit, herunder med 8,3% over den sidste kilometer, hvor den endda flader ud over de sidste par hundrede meter. Efter toppen af Miserat er der kun sving med 10,4 km og 8,6 km igen, og derudover går det ad en snoet ved ned til målbyen, hvor et blødt højresving leder ind på rampen. Den nedre del af stigningen går ad en lige vej, men slutteligt er der fire hårnålesving, det sidste ca. 300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3595 højdemeter.

Det er en ganske åben kongeetape, de har designet i år. Miserat er en rigtig spansk stigning, som både er relativt kort og uhyre stejl, og som vil kunne gøre enorm skade. Det kan bestemt ikke afvises, at bedste man herfra kører fra alt og alle, men efter toppen er der dog også plads til en regruppering og måske en taktisk finale. Den sidste rampe bør dog gøre så ondt, at det efter nogen sandsynlighed stadig er bedste mand, der vinder, selvom den selvsagt også er så eksplosiv, at den vil appellere meget til puncheurtyperne blandt løbets klatrere, der her skal udkæmpe det helt store slag i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Efter 20 år siger legende stop

Vall d’Ebo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Van Aert har stadig gener efter voldsomme styrt

5. etape

Nøjagtigt som i de otte foregående år afsluttes løbet med en relativt kort etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I 2016, 2017 og 2018 skulle man undervejs over den ikke helt lette Oronet-stigning, men i derefter fulgt fire udgaver, hvor etapen var helt flad. I alle syv tilfælde var det dog en rute, der appellerede til sprinterne, men den tradition ændrede man i 2023, hvor man ikke blot inkluderede Oronet igen, men også tilføjede udgavens allersværeste stigning, La Frontera. Det skabte et sandt drama, hvor en lille gruppe af klassementsryttere afgjorde løbet i den taktiske finale, der gav Rui Costa den samlede sejr på bekostning af den førende Giulio Ciccone, og derfor kommer det næppe som noget chok, at man vil forsøge at gentage succesen. Årets afsluttende etape er ganske vist ændret en smule, men byder på præcis samme nøglefase med Oronet og La Frontera, og selvom indløbet til Valencia er anderledes, kommer toppen stadig med knap 45 km til mål. Der er stadig god tid til en eller anden regruppering i Valencia-regionens fladland til sidst, men den tidligere massespurt er nu afløst af en helt uforudsigelig afslutning, der kan gå flere veje og vende op og ned på klassementet til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges bare 93,0 km, der igen i år fører feltet fra en ny start i Betera til Valencia. Årets startby ligger lidt tættere på stigningen end sidste års ditto, Paterna, og derfor lægger man ud med at slå en lille sløjfe ved kortvarigt at køre mod sydøst igennem fladt terræn, inden det går mod nord, nordvest, igen nord og slutteligt nordøst igennem let stigende terræn med retning mod stigningerne.

Efter 20,3 km rammer man dagens nøglerundstrækning, hvor der skal køres en omgang, og den indledes med, at man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Oronet (4,9 km, 4,2%), der efter en let første kilometer stiger helt jævnt med ca.% frem mod toppen, der rundes efter 25,0 km. En i starten teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst frem til det nordligste punkt i Torres Torres, der passeres efter 35,0 km, hvorefter det går ad mod syd ad let faldende veje med retning mod Valencia.

Nu bliver arrangørerne imidlertid modbydelige. I stedet for at tage den direkte vej tilbage til storbyen sendes rytterne mod sydvest op ad kategori 1-stigningen La Frontera (5,0 km, 9,3%). Der er tale om en brutal sag med først 2 km med 8-9% og siden 2 km med 10-11%, inden de sidste 1000 m stiger med 8,3%.  Toppen rundes efter 48,2 km, men herfra resterer fortsat 44,8 km. De indledes med en småteknisk nedkørsel, der fører mod vest og syd tilbage til rundstrækningens udgangspunkt, idet den sidste del af nedkørslen består af opkørslen af Oronet.

Nu går det tilbage mod Valencia. Således kører man videre mod sydøst ad lange, lige og let faldende veje, der leder ned til byen Montcada, der nås efter 72,0 km. Herfra er de sidste 21,0 km stort set flade, når man kører først mod nordøst, siden sydøst og derefter syd ned til dagens spurt, der kommer efter 80,8 km, dvs. med 12,2 km igen.

De indledes med, at man zigzagger sig ad ret snoede veje mod syd, sydøst, syd og igen sydøst, indtil man når kystvejen i udkanten af Valencua. Den følges nu mod syd hele vejen ind til mål, der som noget helt nyt er ved havnefronten. Man drejer med 3700 igen, hvorefter der en 90-graders kurve, inden man med 3300 m igen kører igennem en rundkørsel, der leder ind på kystvejen. Den afbrydes ad en rundkørsel med 1500 m igen, inden der følger en teknisk afslutning med et sving i en rundkørsel med 1100 m igen, et skarpt højresving med 100 m igen og slutteligt et sidste skarpt højresving med 900 m igen, hvorefter det går hen langs vandet ad en vej, der til slut buer mod venstre og hele tiden er helt flad.

Etapen byder på i alt 1075 højdemeter mod 1119 højdemeter på sidste års rute.

Sidste år var det en gigantisk gamechanger, at denne traditionelle sprinteretape nu bød på løbets sværeste stigning. Det er den ikke i år, men det ændrer ikke på, at den kan gøre stor skade. Sprinterne er ude af billedet, men den ligger så langt fra mål, at det bestemt ikke kan udelukkes, at vi får en spurt i en lidt større gruppe. Sidste år endte den intense jagt ind mod Valencia dog med, at den lille gruppe af klassementsryttere holdt sig fri, inden Rui Costa lavede sit taktiske mesterstykke ved at snige sig væk til sidst. Det vidner om, at det med denne rute kan lade sig gøre at vende op og ned på det hele, særligt hvis den førende rytter kan isoleres, og dermed får vi igen en uforudsigelig afslutning, der kan koste en førertrøje og en samlet sejr, men hvor en hurtig og meget klatrestærk fyr også kan drømme om at vinde en spurt i en større gruppe.

Sidste år brugte man for første gang den nye finale, og det gav en dramatisk udvikling, hvor et angreb fra Aleksandr Vlasov på stigningen skabte en lille favoritgruppe, hvorefter Rui Costa og Thymen Arensman sneg sig væk i en taktisk finale, inden Costa vandt etapen i en tomandsspurt - 7 sekunder inden Samuele Battistella, der efter et sent styrt endte som nr. 3. I 2022 havde man en mere klassisk rute, hvorfor det endte det i den forventede massespurt, hvor Fabio Jakobsen dagen efter et nederlag tog sin anden sejr, denne gang foran Elia Viviani og Alexander Kristoff. Også i 2021  endte det i den ventede massespurt, og her fortsatte Arnaud Demare sin dominans ved at tage sin anden sejr, denne gang foran Jon Aberasturi og Timothy Dupont, mens en slukøret Caleb Ewan bare blev nr. 6. I 2020 lykkedes det endelig for Fabio Jakobsen at besejre Dylan Groenewegen, som ellers havde vundet spurtopgørene på 1. og 3. etape, mens John Degenkolb endte som nr. 3. Groenewegen fik til gengæld sin sejr i 2019 ved at henvise Alexander Kristoff og Matteo Trentin til de sekundære podieplaceringer. I 2018 profiterede Jurgen Roelandts af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny van Poppel og Clement Venturini, mens det i 2017 endte i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

Læs også

Van der Poel har klar plan: Sådan vil han slå Pogacar

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Favoritterne

Efter sin tilbagevenden til kalenderen har Volta a la Comunitat Valenciana generelt været et relativt klassisk etapeløb. En bjergetape med mål på en stejl mur samt en tidskørsel, enten i form af en enkeltstart eller et holdløb, afgjorde i de første år løbet, der således har passet til enten alsidige etapeløbsryttere eller ryttere med et stærkt hold. Tidskørslerne forsvandt ganske vist i 2020 og 2022, hvilket forvandlede løbet til et rent opgør mellem løbets klatrere i kraft af nogle ganske svage kongeetaper, og undtagelsen var 2021-sæsonens meget bløde udgave, hvor den særlige kalenderplacering også gav et helt anderledes svagt felt.

Nu sker der imidlertid noget. Om det er en generel tendens, der vil fortsætte, skal jeg lade være usagt, men det er nu andet år i træk, at vi møder en rute helt uden regulær bjergfinale. Sidste år havde vi ganske vist to afslutninger på stigninger, men som i 2021 var de så bløde, at det blev et puncheur- og ikke et klatreløb. Det skabte endda så små forskelle, at det hele blev afgjort på taktik på løbets sidste etape.

Sådan er det dog trods alt ikke i år. Her får vi bestemt ikke et puncheurløb, for mens de vanskelige stigninger manglede i 2023, har vi i år en helt anderledes udfordrende kongeetape. Nøglestigningen i finalen er nemlig en af den slags relativt korte, men meget stejle stigninger, der har været kendetegnende for løbet siden dets genfødsel, og den er så voldsom, at bedste klatrer her burde kunne gøre enorm skade.

Læs også

”Jeg er ikke rigtig fan af medierne,” siger kæmpetalent

Problemet er bare, at der ikke er mål på toppen. Afstanden til mål er ganske vist kun godt 15 km, der endda er ganske hårde, men det er klart, at en sådan afslutning åbner mulighed for, at vi kan få en mere taktisk afgørelse, og at der vil kunne forekomme en eller anden form for regruppering. Med mål på toppen havde det været ret enkelt, at bedste og mest formstærke klatrer burde vinde, men det er nu ikke helt så givet længere.

Chancen derfor er dog stadig stor. De slutter trods alt også på en stigning, og selvom den ikke er noget Alpe d’Huez, kan mere end 7% over 1,9 km godt mærkes, når den kommer som afslutning på så hård en etape. Der er stadig en vis sandsynlighed for, at bedste mand alligevel vil vinde, hvis det ikke er gledet ham taktisk af hænde forinden. Selvfølgelig er det en afslutning, der passer til puncheurs mere end klatrere, men også den foregående stigning er jo relativt kort. Det er derfor to stigninger, der grundlæggende passer bedre til lidt mere eksplosive typer end de rene dieselklatrere, og meget taler derfor for, at stærkeste mand på Miserat også vinder til sidst. Det ændrer dog ikke på, at spurtstyrke og punch kan ændre udfaldet, og at taktik pludselig bliver en faktor.

Det gør det i den grad også på sidste etape. Det kan Giulio Ciccone i hvert fald skrive under på. Det var en gigantiske gamechanger, at man sidste år forandrede den traditionelle sprinteretape til Valencia ved at inkludere Frontera-stigningen. Aleksandr Vlasovs blodbad isolerede den stakkels italiener, der måtte se løbet glide ham af hænde, da Rui Costa sneg sig væk i en taktisk finale i Valencias flade gader. Som vi så i det intense forfølgelsesløb ind mod Valencia for et år siden, kan det sagtens blive samlet til en spurt i en lidt større gruppe - og så kan der jo altså være bonussekunder at gå efter for en hurtig mand, da der er 10-6-4 sekunder på stregen (og 3-2-1 i de indlagte spurter), men det kan bestemt ikke udelukkes, at man igen kan få en ukontrollerbar finale, hvor den førende rytter er isoleret.

Det betyder derfor også, at holdet kan blive vigtigt. Havde Ciccone haft en hjælper sidste år, var det sikkert ikke gået ham så ilde. Omvendt var etapen også kun for alvor farlig, fordi den lette rute betød, at han skulle holde øje med næsten hele gruppen. I år vil kongeetapen have skabt betydelige afstande, og dermed er chancen for en tilsvarende taktisk afgørelse mindre.

Det er til gengæld nok også i weekenden, at løbet skal afgøres. Nok er ruten ikke så sprintervenlig, som vi så det for nogle år siden, hvor vi blandt andet havde en udgave, der gav to sejre til Dylan Groenewegen og én til Fabio Jakobsen, men de holdbare sprintertyper kan bestemt ikke være utilfredse med årets udgave. Fredagens 3. etape ligner en stensikker massespurt, hvis ikke vinden kommer i spil, og en sådan helt ren sprinteretape havde vi slet ikke sidste år, hvor ruten nok var let for klassementsrytterne, men til gengæld svær for sprinterne. Også torsdagens 2. etape lægger op til en spurt, om end den sidste stigning kan skabe lidt udskilning.

Alligevel kan etapen godt spille en rolle. Det er mildt sagt lidt vanvittigt at lægge afslutningen nærmest i bunden af så teknisk en nedkørsel, og finalen giver mindelser om den ligeledes lidt vanvittige 2. etape i Baskerlandet sidste år. Det ligner i hvert fald ikke nogen umulighed, at feltet kan knække på nedkørslen, som den gjorde det i det baskiske, hvor der var klassementsryttere, der tabte op til 20 sekunder. Det kan sagtens ske igen, og dermed skal man have et stærkt hold til at sidde helt fremme og tillige være en god nedkører selv.

Hvad så med 1. etape? Den er tricky. Den sidste stigning er bestemt ikke let og kan skabe et ganske lille felt uden sprintere. Den kan dog ikke bruges af klassementet, og vi får næppe heller en gruppe, hvor klassementsrytterne decideret kan drømme om at få bonus i den forventede spurt. Den største trussel er snarere, at man på en sådan etape uden klar favorit og uden en førende rytter, kan se et udbrud, der holder hjem, som man før har set det på tilsvarende mudrede åbningsetaper. Det plejer klassementsholdene dog at afværge, og jeg vil også tro, at Jayco holder det samlet for Michael Matthews.

Så er der vejret. Det kan være blæsende i Valencia-regionen, men vejret hjælper i år slet ikke til at gøre det hårdere. Ganske vist har man sagt farvel til den helt ekstreme varme, der betød, at man i sidste uge var oppe at kysse 30 grader i netop dette område, men der venter alligevel en næsten helt perfekt uge med solskin, temperaturen på 15-20 grader (og en endnu varmere fredag) samt kun svage vindforhold. Her kan det være værd at bemærke, at der ventes medvind på Miserat-stigningen på kongeetapen og modvind på bakken op til mål, men det vil på så stejl en stigning ikke spille den helt store rolle. Til glæde for stærkeste mand er det dog utvivlsomt. På Valencia-etapen ventes medvind på Frontera-stigningen, men derefter modvind ind til Valencia, hvilket nok alt andet lige øger chancen for den regruppering, der gør, at kongeetapen bliver altafgørende.

Hvad efterlader det os med? Jo, det efterlader os i hvert fald med et løb, der efter sidste års lette udgave er tættere på det, vi kender. Miserat er så svær, at den mest formstærke rytter med evner på korte, meget stejle stigninger med nogen sandsynlighed vil vinde, men i kraft af den manglende bjergfinale kan taktik og puncheurevner på den lille finalebakke måske alligevel tippe billedet. Derudover kan et stærkt hold - og måske endda spurtstyrke i den flade spurt i Valencia - blive afgørende, hvis det er tæt, og finaleetapen udvikler sig som sidste år, men med så svær en kongeetape bliver det lettere for en isoleret førertrøje at undgå samme triste skæbne som Ciccone. Taktik kan blive en faktor, men sandsynligheden for samlet sejr til bedste mand er i kraft af Miserat relativt stor trods fraværet af en regulær bjergfinale - også selvom et stærkt hold bestemt aldrig vil være nogen skade til.

Læs også

Medie afslører Van Aerts landevejsprogram

Som nævnt i optaktens første afsnit lider løbet jo desværre lidt under et felt, der bliver lidt svagere fra år til år. Det er længe siden, vi har haft så få WorldTour-hold, og der er langt til den stjerneparade, vi har set i de bedste år. Der er stadig nogle ganske pæne topnavne til start, men i et felt, hvor en større del end vanligt udgøres af mindre mandskaber, er der færre hold med en reel chance for at vinde - særligt på så hård en rute og i et løb, hvor taktik og evne til at kontrollere kan blive vigtige komponenter.

Jeg vælger at pege på Aleksandr Vlasov. Jeg havde ellers troet, at det var slet med den slags, for siden hans coronaexit fra Tour de Suisse i 2022 har han været en skygge af det uhyre, han var i begyndelsen af 2022. Der har dog været opløftende takter. Hans Vuelta viste, at han slet ikke er tilbage, men i Lombardiet var han den eneste, der kunne følge Tadej Pogacar, og i år har han efterladt et ganske stærkt indtryk på Mallorca. Vi ved da også, at han altid starter stærkt, for han gav Remco Evenepoel bøllebank, da han vandt dette i 2022, men til gengæld var han ret skuffende, da han skulle forsvare sin titel sidste år.

Heldigvis er modstanden i år alt andet end skræmmende, og i dette felt ligner han altså det bedste bud. Vi ved, han er i form, og vi ved, at han passer glimrende til ruten. Han har nemlig været bedst på relativt korte stigninger, og med sin sejr på Angliru har han vist sine evner på stejle procenter. En fin spurt har han også, og puncheurstigningen i finalen på kongeetapen passer ham også som god i hose. Endelig er han ledsaget af et af de absolut stærkeste hold, der burde gøre det muligt at holde styr på 5. etape, og derfor tror jeg, at han sikrer sig en stærkt tiltrængt samlet sejr på søndag.

Han er ikke alene. Bora har nemlig også Jai Hindley, der på papiret vel er den allerbedste klatrer i dette felt. Han startede da heller ikke dårligt sidste år, men det vil være synd at sige, at han satte Tour Down Under i brand. Han plejer først at toppe senere på året, og i forvejen er hans historik ikke god i ugelange løb, hvor hans tredjeugesmotor er ubrugelig. Til gengæld passer ruten ham godt, for han har punch og kan klare stejle procenter, ligesom han kan slutte på kongeetapens målbakke. Det vil undre, hvis han er flyvende nu, men særligt i en taktisk afgørelse med et Bora-overtal kan han måske komme i spil.

En tredje kandidat er Lennard Kämna, men for ham skal vi dæmpe forventningerne. Han missede nemlig Mallorca med maveforgiftning, og det er derfor usandsynligt, at han er på toppen. Selvom han forbedrede sin klatring markant i 2023, bør denne meget stejle mur også være for voldsom, ligesom han ikke er eksplosiv. Men er han bedre ventet, kommer han da et stykke i dette felt. Det gør Giovanni Aleotti formentlig også, for vi så på Mallorca den bedste Aleotti i lang, lang tid, men selvom han passer til ruten, må han regnes som hjælper. Jeg er faktisk mere spændt på Florian Lipowitz, som jeg efter hans samlede sejr i Tjekkiet sidste år har ret store forventninger til, men det er svært at se ham være andet end hjælper, ligesom han næppe er flyvende nu. Til gengæld så vi på Mallorca, at Frederik Wandahl og unge Alexander Hajek med det nuværende niveau må være hjælpere.

Jeg var pokkers tæt på at pege på Pavel Sivakov. Franskmanden blev nemlig genfødt i efteråret, hvor han brugte skuffelsen over at være blevet vraget til Vueltaen til at sætte alle sine løb i brand - også i det meget stærke felt i Montreal. Trods sin statur har han også vist imponerende evner på stejle procenter i blandt andet Burgos og San Sebastian, og hvis jeg vidste, at alle var i topform, ville han derfor være mit vinderbud. Problemet er bare, at han aldrig plejer at flyve fra sæsonstart, og det var vel kun i 2020 i Australien, han startede hæderligt. Jeg har et håb om, at skiftet til UAE, hvor han virkelig skal lede efter kaptajnrollerne, har givet ham en helt anden motivation, og viser det sig, at han møder op i storform, vil jeg tro, at han vinder - også fordi hans hold er meget stærkt. Det kræver bare, at han bryder sin vane i sæsonstarten.

UAE har naturligvis også Brandon McNulty, der omvendt plejer at starte som lyn og torden. Det gør han også i år, som vi så på Mallorca, hvor han og Vlasov lignede de stærkeste, selvom det var lidt bekymrende for dem begge, at de på sidstedagen ikke kunne matche Lennert Van Eetvelt. De sidste to dage sad jeg med den klare fornemmelse, at Vlasov var en anelse stærkere end McNulty, og derudover vil jeg forvente, at Miserat er for stejl til, at amerikaneren kan matche sin russiske rival, der også passer lidt bedre til målrampen. Styrkeforholdet var dog uhyre jævnbyrdigt, og da taktik også kan komme i spil, kan sejren godt gå mod USA.

Et tredje kort er Igor Arrieta, der på Mallorca virkelig bekræftede sit store potentiale og ikke syntes at slå sig i torsdagens styrt. Han passer nok bedre til så stejl en stigning end McNulty, men det var dog også klart, at det var amerikaneren, der var stærkest af de to. En fjerde kandidat er Felix Grossschartner, men han plejer at starte meget svagt og vil finde stigningen for stejl. Stortalentet Jan Christen er næppe på toppen, for han må have været syg eller skadet, da han er blevet taget af et hav af startlister i Valencia og Castellon samt på Mallorca, mens Alessandro Covi fortsætter med at skuffe fælt, som vi så i Australien.

En rytter, der altid starter fremragende, er Pello Bilbao, der tidligere har været på podiet både i Tour Down Under, i dette løb og i UAE Tour i sæsonens første uger. Han må formodes at være i glimrende form, og i 2023 så vi vil næsten endda den bedste Bilbao nogensinde. Han er også ganske god på meget stejle stigninger, der passer fint til hans dieselagtige kørsel, hvor han ikke går i rødt felt, men til gengæld mangler han punchet på stigningerne, hvad der er vigtigt i lyset af kongeetapens finale. Til gengæld kan han score bonus i en eventuel flad spurt i Valencia på søndag og måske endda på 1. etape. Dermed er der en vej til sejr, for selvom der er bedre klatrere end ham, er feltet her bestemt ikke skræmmende.

Læs også

Ny dag, ny trøje: Intermarché i komplet makeover og med dansk præg

Bahrains andet kort er Santiago Buitrago, der også plejer at starte meget stærkt, som vi senest så sidste år, hvor han var på podiet i både Saudi-Arabien og Andalusien. Han har nogle begrænsninger i bjergene, som vi senest så i Vueltaen, men dette mere eksplosive løb passer ham faktisk ganske glimrende. Han mangler stadig et stykke op til de bedste, men det hans typisk gode, colombianske startform forhåbentlig afhjælpe. Holdet har også den ganske solide Rainer Kepplinger, der dog ikke kommer hele vejen, og kongeetapen er trods alt for svær for Matej Mohoric.

Hvor står Eddie Dunbar? Han sad ikke med de bedste hjem i Castellon, hvilket i lyset af løbets sværhedsgrad må anses som bekymrende, men billederne viste heller ikke, om han jagtede hårdt for Michael Matthews, da Alex Baudin skulle hentes. Det vil trods alt undre, hvis ikke han kunne overleve den beskedne bakke, for han har før startet ganske stærkt. Sidste år nåede han endda sit højeste niveau nogensinde i Giroens tredje uge, og han er god på denne slags eksplosive stigninger. Til gengæld lærte efteråret os også, at han fortsat er meget svingende, og derfor kan vi ikke regne med, hvor vi har ham. Hans Giro-niveau var til gengæld så tårnhøjt, at den bedste Dunbar kan vinde i dette felt.

Han ledsages af Filippo Zana, der jo også nåede helt nye højder i Giroen. Vi har dog til gode at se ham flyve, når han ikke har fået en del løb i benene, og vi har også til gode at se ham helt i front i et løb, der er så stærkt besat som dette. Lige så spændende er den unge komet Welay Hagos Berhe, der imponerede så stort i sommermånederne, men skuffede i efteråret. Hans etiopiske baggrund har givet ham alle forudsætninger for at møde op i god form, men med hans store udsving kan han også falde igennem. Vi ved også, at Callum Scotson kan ende ganske hæderligt i dette felt, og så bliver det spændende at se unge Davide De Pretto, der dog nok er mere puncheur end klatrer.

Movistar møder med Einer Rubio, der med sin colombianske baggrund har en god chance for at starte stærkt. Det gjorde han da også sidste år, hvor han tog sin store sejr i UAE Tour. Til gengæld floppede han på kongeetapen i samme løb, og selvom han gjorde det godt i Giroen, har han altså til gode for alvor at blande sig i et felt som dette. Han er heldigvis stadig ung og bør have udviklet sig yderligere, og med god colombianerform i februar kommer man jo langt. Han ledsages af Pelayo Sanchez, der jo choksejrede på Mallorca og fik bekræftet det høje niveau, vi så i Vueltaen. Det var dog kun i det letteste af de tre klatreløb, han ikke floppede totalt, og det vil undre mig, hvis formen rækker hele vejen på denne meget svære rute. Vi så også på Mallorca, at Javier Romo nok ikke er helt fremme, og at Antonio Pedrero må betegnes som formsvag. Holdets joker er som altid den helt uforudsigelige Oier Lazkano , der arbejdede for Alex Aranburu i Castellon, men selvom han klatrer godt, burde dette terræn være for svært, som det også er for Will Barta, selvom han fandt sig selv igen sidste år.

Intermarché kommer med et næsten rent sprinterhold med kun Rein Taaramae som klatrer. Desværre kan jeg godt frygte, at esteren er ”over the hill”. I Vueltaen i 2022 klatrede han ellers bedre end i mange, mange år, men efter en lovende start på 2023 var han bekymrende langt fra noget som helst resten af året. Den gode sæsonstart sidste år giver håb, men han har meget at bevise - og så vil selv den bedste Taaramae være overmatchet i så svært terræn, hvorfor han næppe vinder løbet for sit lille hold, som Rui Csta ellers gjorde det sidste år.

Polti kommer med stortalentet Davide Piganzoli, der endte som nr. 3 i l’Avenir sidste år. Han har manglet lidt mod de allerbedste, men sidste års præstationer i Emilia og Lombardiet viser, at han efterhånden kan komme meget langt - særligt hvis han har udviklet sig yderligere. Hans form er dog ukendt, og det kan være lidt bekymrende, at vi ikke så ham angribe sammen med Arrieta og Baudin i Castellon. Det kan dog sagtens være et løb, han brugte som opvarmning, og selvom jeg tvivler på, at formen er forrygende, har han et stort potentiale, hvis han er længere fremme end ventet. Han ledsages af Matteo Fabbro, som Polti vil forsøge at genrejse, men han har været bekymrende langt fra sit niveau i mange år. Heldigvis kan man håbe, at skiftet har givet ham en motivation, og han er da tidligere startet godt. Et tredje kort er den ligeledes lovende Fernando Tercero, der dog ikke synes som langt fremme i sin udvikling som Piganzoli.

Hvor står Mikel Bizkarra? Den baskiske veteran er ikke, som da han var bedst, men sidste år var hans niveau stadig pænt med en 16. plads på den uhyre stærkt besatte kongeetape i Catalonien og en god start på året med en 16. plads i dette løb. Desværre brækkede han jo lårbenet i Occitanie, og den slags skader kan være uhyre svære at komme sig over - ikke mindst når man har rundet 34 år. Han nåede heldigvis at få Langkawi i benene i efteråret, men det er oppe i luften, om han vil starte så fint, som han plejer. På Euskaltel ledsages han af Joan Bou, der har nået nye højder i bjergene og er startet sæsonen ganske godt på Mallorca, men som nok ikke har helt samme topniveau som Bizkarra. Mikel Iturria viste også fin form på Mallorca, men vil finde ruten svær, som også Txomin Juaristi og Xabier Isasa vil.

Trek kommer med et sprinterhold, men de har også Sam Oomen og Patrick Konrad. Desværre er det svært at være optimistisk på deres vegne. Mest tror jeg nok på Oomen, der er skiftet til holdet for at få flere personlige chancer, men når han havde sine muligheder på Visma, var han aldrig i nærheden af noget. Hans niveau så endda ud til at være aftaget sidste år, men måske har holdskiftet givet ham motivation til i hvert fald at starte stærkt. Det er også chancen for Konrad, for hvem det er gået gevaldigt ned ad bakke de seneste år, og som i forvejen vil finde dette terræn til den svære side. Til gengæld kan han måske få lidt bonus på 5. eller endda 1. etape, men det hjælper næppe, hvis han klatrer, som han gjorde sidste år.

Jeg nævner også Pablo Castrillo, men det er desværre uden den helt store entusiasme. I dette felt fører det niveau, han havde i særligt Burgos ganske langt, men vi så i fredagens løb på Mallorca, at han faldt ganske meget igennem. Jeg knytter et lille håb til, at han måske betalte en pris for torsdagens udbrud, men han lignede desværre ikke en mand med den fornødne form. Heller ikke Unai Iribar klatrede som i 2023, mens Jon Agirre også var for langt fra de bedste.

Lidt af det samme kan siges om Jose Manuel Diaz. Med det niveau, han havde sidste år, burde han kunne gøre det ganske hæderligt i dette løb, men han faldt endnu mere igennem på Mallorca. Derfor skal der være sket meget over natten, hvis han skal være med fremme. Clement Alleno imponerede i lørdagens løb, men dette terræn er for svært, mens unge Sinuhé Fernandez mangler for meget, og Jetse Bol og Ander Okamika begge skuffede på Mallorca.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Caja Rural skal satse på Joel Nicolau, men vi så i Marseille, at han stadig leder meget efter niveauet fra 2022, og selvom han gjorde det pænt på Mallorca, er Jokin Murguialday overmatchet. Hos Q36.5 vil de satse på James Whelan, der skam godt kan klatre, men ikke i så svært terræn, og der synes desværre ingen lyspunkter for Carl Fredrik Hagen, mens løbet også må være for svært for Marcel Camprubi. Bardianis trup er tung, og mens han gjorde det godt i onsdags, så vi i fredags, at Samuele Zoccarato vil få det svært i et bjergløb som dette, som det også gælder for en ikke flyvende Davide Gabburo. Hos Novo Nordisk er David Lozano klart overmatchet her, og hos Bingoal gør jeg mig ingen illusion om en genrejsning af Floris De Tier, mens Marco Tizza bestemt ikke viste storform i Marseille. Kontinentalholdene er uden chance, da hverken Tyler Stites eller Alex Molenaar imponerede på Mallorca.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Der er afbud fra Fabbro, men til gengæld har Polti udtaget den lovende Paul Double, der var meget svingende, men klatrede fremragende i det hårdeste løb på Mallorca. Rammer han dagen, kan han være deres bedste bud. Der er også afbud fra Lipowitz, Scotson og Gabburo, men til Lidl har udtaget Amanuel Ghebraigzabhier, der netop har fået kontrakt. Det er meget længe siden, vi har set en stærk udgave af ham, og usikkerhed om kontrakten gør måske, at han ikke er alt for godt forberedt, men starter han som i 2022, kan han overraske positivt.

***** Aleksandr Vlasov

**** Pavel Sivakov, Pello Bilbao

*** Eddie Dunbar, Santiago Buitrago, Brandon McNullty, Jai Hindley, Einer Rubio

** Filippo Zana, Igor Arrieta, Pelayo Sanchez, Welay Hagos Berhe, Rein Taaramae, Paul Double, Davide Piganzoli, Giovanni Aleotti, Mikel Bizkarra, Lennard Kämna, Felix Grossschartner, Oier Lazkano, Joan Bou

* Sam Oomen, Patrick Konrad, Amanuel Ghebraighzabhier, Pablo Castrillo, Rainer Kepplinger, Will Barta, Javier Romo, Antonio Pedrero, Carl Fredrik Hagen, Floris De Tier, Samuel Zoccarato, Fernando Tercero, Matej Mohoric, Davide De Pretto, Jose Manuel Diaz, James Whelan, Joel Nicolau, Mikel Iturria, Jon Agirre, Unai Iribar

Danskerne

Hos Bora må Frederik Wandahl, der ikke var flyvende på Mallorca, antages at være hjælper for formstærke Aleksandr Vlasov samt Jai Hindley og måske Lennard Kämna. På Bingoal bør Alexander Salby få chancen for at deltage i en spurt på 3. etape, men 2. og især 1. etape bør blive for svær.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN