Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hård, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

For en gangs skyld kom der imidlertid god nyt fra Den Iberiske Halvø i 2016, da Volta a la Comunitat Valenciana var tilbage på kalenderen for første gang siden 2008. Med dets placering i det sydlige Spanien, hvor vejret som regel er fornuftigt på denne tid af året, og hvor holdene flokkes på træningslejre, var løbet i mange år et vigtigt forberedelsesløb for klassiker- og etapeløbsryttere, og derfor var det savnet af mange. Den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero og hans bror var de drivende kræfter bag forsøget på at genoplive løbet, og det lykkedes dem at finde den nødvendige finansiering til at bringe det tilbage på kalenderen i dets oprindelige format på fem dage. Det var således ingen overraskelse, at dets comeback blev varmt modtaget af rytterne, der i stort antal rejste til Spanien, og det var et imponerende felt, der blev samlet i 2016.

Løbet blev første gang afviklet i 1929 og har siden har flere forskellige navne. Bortset fra et par aflysninger i årene omkring Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i 1978 har det været afholdt hvert år indtil dets forsvinden i 2009. I de første år var det hovedagligt for de bedste spanske ryttere, og det var således kun de belgiske stjerner Rik van Looy og Eddy Merckx, der brød dominansen, før Marcello Bergamo vandt i 1974. I 80erne blev løbet langt mere internationalt, startende med Bernard Hinaults sejr i 1986, og siden har folk som Stephen Roche, Viatcheslav Ekimov, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Alexandre Vinokourov, Abraham Olano, Alejandro Valverde og Alessandro Petacchi stået øverst på podet.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Under dets fravær overtog Mellemøsten rollen som den det foretrukne sted at forberede sig til sæsonen, idet Dubai Tour, Tour of Qatar og Tour of Oman i en periode gjorde det muligt at tilbringe længere tid i lande, der stort set har garanti for godt vejr. Volta a la Comunitat Valencianas tilbagekomst har imidlertid betydet, at Spanien igen er et solidt alternativ, idet de to første måneder nu byder på Challenge Mallorca, løbet i Valencia, endagsløbene i Murcia (der nu atter er et kort etapeløb) og Almeria samt Ruta del Sol - og fra i dag endda også det nye endagsløb Clasica Jaen Paraiso Interior og det galiciske etapeløb Gran Camino. Hvis man dertil lægger Volta ao Algarve, har Den Iberiske Halvø nu den mest imponerende februarkalender, og det har tydeligvis haft en effekt på mange hold. I de seneste år har Mellemøsten således slet ikke været i stand til at tiltrække så mange stjerner som vanligt, og mange har valgt at forberede sig i Spanien eller Frankrig i stedet.

I 2017 fik Mellemøsten fået en renæssance blandt etapeløbsrytterne med tilføjelsen af Abu Dhabi Tour, der som en del af WorldTouren tiltrak et stort antal stjerner, men aflysningen af Tour of Qatar betød til gengæld, at de fleste klassikerryttere blev i Europa. Aflysningen i Qatar styrkede også Volta a la Comunitat Valenciana, der af den årsag fik sen deltagelse af BMC og Quick-Step, som begge var på jagt efter et alternativ til ørkenløbet.

Den trend blev blot yderligere styrket i 2019, hvor løbene i Dubai og Abu Dhabi var fusioneret, hvilket betød, at løbet i Valencia nu blot var i direkte konkurrence med Etoile de Besseges. I 2020 kom Saudi Tour til som en ny rival, men det har ikke ændret på, at løbet i Valencia klart har været det stærkest besatte af de etapeløb, der på det seneste er blevet afviklet i første uge af februar.

Sidste år var der i februar lagt op til endnu en stjerneparade, men sådan gik det ikke. I januar stod det klart, at coronasituationen i Spanien umuliggjorde dets gennemførelse, og derfor blev løbet udsat sammen med en hel række af øvrige februarløb. I stedet blev det afviklet i april på den oprindeligt planlagte rute, men på en tid af året, hvor mange hold var travlt beskæftiget andetsteds. Resultatet var et mærkbart svækket felt med bare fire mandskaber fra WorldTouren og kun ganske få deltagende stjerner. I år er løbet heldigvis tilbage på sin vante plads, og selvom Saudi Tour synes at vinde popularitet, og løbet i Besseges har oplevet en voldsom opblomstring som følge af aflysningerne i Argentina og Australien, er det svært at se nogen negativ effekt på Valencias startfelt, der blandt WorldTour-holdene kun mangler Cofidis, Lotto og EF og tillige tæller et hav af stjerner.

Volta a la Comunitat Valenciana har over årene haft meget forskellige ruter. Regionen har masser af udfordrende terræn, men på denne tid af året er det farligt at sende feltet ind i de høje bjerge. Derfor har de foregående udgaver ikke været vanvittigt hårde, og Petacchi vandt endda samlet i 2005. Det er imidlertid blevet domineret af mere traditionelle etapeløbsryttere, og Valverde vandt således i både 2004 og 2007, mens Ruben Plaza i 2008 vandt den sidste udgave inden aflysningen.

De nye arrangører synes at ville gøre løbet en anelse hårdere. I 2016 bød ruten således på både en enkeltstart og to bjergetaper. Det gjorde det til et løb for alsidige etapeløbsryttere, og Wout Poels viste sig at være i særklasse den stærkeste. Således tog hollænderen allerede førertrøjen ved overraskende at vinde den indledende enkeltstart, inden han sikrede sig den samlede sejr ved tillige at vinde løbets kongeetape. I 2017 lykkedes det Nairo Quintana at overvinde et stort tidstab fra et usædvanligt langt holdløb og alligevel sikre sig den samlede sejr via et flot soloridt på kongeetapen. I 2018 var Valverde helt ustoppelig, da han efter et neutraliseret holdløb sejrede på løbets eneste bjergetape og dermed tog den samlede triumf, mens det i 2019 var Ion Izagirre, der udnyttede en stærk enkeltstart til at tage den samlede sejr, selvom Adam Yates vandt løbets eneste bjergetape. I 2020 blev løbet endnu et bevis på, at Tadej Pogacar havde kurs mod stjernerne, da sloveneren indledte sin sæson suverænt ved at vinde både en puncheuretape og kongeetapen og i sikker stil tage den samlede sejr.

Sidste år var ruten dog usædvanligt med både en helt flad enkeltstart og en meget blød kongeetape. Samtidig var feltet som sagt betydeligt svagere i denne specielle apriludgave, og det blev et opgør mellem de to dominerende hold, FDJ og Movistar. Spanierne gjorde deres bedste for at gøre forskellen på den bløde kongeetape, men selvom Enric Mas gjorde det nødvendige ved at sejre, var det ikke nok på den flade enkeltstart. Måske var det gået anderledes, hvis ikke Mas var blevet ramt af en punktering, men Stefan Küng kunne med en stensikker favoritsejr på tidskørslen også tage den samlede triumf med bare 6 sekunder ned til Nelson Oliveira og 36 sekunder ned til en skuffet, frustreret og modløs Mas. Küng har ikke mange chancer på årets rute og har da også opgivet sit titelforsvar, og da Movistar kun har udtaget Mas og ingen Oliveira, bliver der kun én genganger fra sidste års podium.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Ruten

Som sagt har løbet haft mange forskellige formater, men de nye arrangører har med undtagelse af sidste års usædvanligt bløde rute, hvor det altså lykkedes store Stefan Küng at tage den samlede sejr, hidtil foretrukket en i historisk sammenhæng hård version, hvor man fuldt ud drager fordel af det vanskelige terræn. Dog er man styret udenom de højeste bjerge, hvorfor de afgørende stigninger altid har været korte, eksplosive og i de fleste tilfælde også meget stejle. Således har der i de fem udgaver mellem 2016 og 2020 været tale om en kongeetape om lørdagen, hvor målet har været henlagt til en af disse stejle mure, og derudover har der som regel været en tidskørsel. Det var i 2016 og 2019 i form af en indledende enkeltstart og i 2017 og 2018 i form af et uforholdsmæssigt langt holdløb, mens resten af løbet næsten hver gang har været udgjort af lettere etaper, der er endt enten i en fuld eller en reduceret massespurt. Undtagelsen kom i 2020, hvor tidskørslen udgik til fordel for en rigtig puncheuretape. På den lette 2021-rute var der ganske vist stadig en kongeetape - denne gang nu om fredagen - men den var så blød, at Küng med en god enkeltstart alligevel kunne vinde løbet.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

I år har man designet en rute, der vel mest af alt kan sammenlignes med den, vi havde i 2020. Væk er tidskørslen, og i stedet er der to etaper, der potentielt kan blive afgørende for klassementet. Vigtigst er naturligvis kongeetapen, der ligesom sidste år allerede afvikles om fredagen, og som lever op til den nyere tradition ved at slutte på en kort og meget stejl muragtig stigning, der denne gang endda har et ekstra twist i form af grusveje. Man skal imidlertid heller ikke undervurdere onsdagens åbningsetape, der kan betragtes som en erstatning for den puncheurfinale, vi havde i 2020. Modsat dengang er der ikke mål på en stigning, men en ganske pæn bakke med top bare 3 km fra mål vil skabe en uforudsigelig indledning, der hurtigt kan give et praj om, hvem der er formstærke og måske også kan skabe de første forskelle - forskelle, der kun vil blive meget større to dage senere, når kongeetapens stejle procenter formentlig afgør klassementet.

De øvrige tre etaper er nemlig relativt lette og ligner sprinteropgør. Den vanskeligste af de tre kommer om torsdagen, hvor der skal klatres 2300 højdemeter, men hvor de sidste 50 km er så lette, at sprinterne bliver svære at snyde inden en spurt, der dog stiger med 5% over de sidste 500 m. Helt flade er finalerne til gengæld på begge de to weekendetaper, der ligner oplagte massespurter, men hvor man aldrig helt kan udelukke, at vinden måske kan skabe uventede forskelle på et tidspunkt, hvor løbet burde være afgjort. Størst risiko er der nok på den lange 4. etape, mens det er mere tvivlsomt, om der vil være meget drama på den nu helt klassiske og meget korte sidste etape, der næsten altid er endt med et brag af et sprinteropgør i Valencia som afrunding på fem dages cykelfest og vigtige løbskilometer frem mod sæsonhøjdepunkterne.

1. etape

Da løbet vendte tilbage i 2016, indledtes løbet med en ganske hård enkeltstart, der på suveræn vis blev vundet af Wout Poels, som herved lagde grunden til sin samlede sejr. I 2017 var tidskørselselementet i stedet et indledende, næsten urimeligt langt holdløb, der desværre på forhånd udelukkede hovedparten af feltet fra at blande sig i kampen om sejren, og i 2018 var det sprinterne, der fik lov at åbne festen. Efter at enkeltstarten vendte tilbage i 2019, blev 2020-udgaven også indledt med en sprinterfest, mens man i 2021 forsøgte sig med en mere uforudsigelig og mellemkuperet åbning på løbet. Den model genbruges i år, hvor det hverken er sprinterne eller tempospecialisterne, der får lov at jagte den første førertrøje. I stedet venter der en stærkt kuperet åbning med ikke færre end 3100 højdemeter, og da der endda bydes på en ganske svær stigning inden for de sidste 5 km, vil vi formentlig allerede på førstedagen kunne få en ide om, hvem af klatrerne der er kommet ud af vintertræningen i den bedste form.

I alt skal der tilbagelægges 166,8 km, der fører feltet fra Les Alqueries til Torralba del Pinar. Startbyen ligger i fladlandet næsten helt uden ved den spanske østkyst, og derfor er der ikke mange udfordringer, når man igennem let stigende terræn kører mod nordvest væk fra vandet. I byen Onda, der nås efter 13,0 km, drejer man mod nordøst for at køre igennem fladt terræn, og det er kun ganske let kuperet, når man over det følgende stykke snot sig mod vest, nordøst og sydøst.

Efter 51,8 km drejer man mod nordøst, hvorefter det begynder at stige let, inden en nedkørsel leder mod vest ned til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Costur (2,8 km, 9,5%), der er lidt af mundfuld med i alt 1800 m med mellem 10 og 13%, inden man runder toppen efter 70,7 km. Derfra går det videre mod nordøst på et relativt fladt plateau, inden man fortsætter mod nordvest op ad den lange kategori 2-stigningen El Remocador (10,0 km, 4,2%), der med undtagelse af en stejlere kilometer i bunden stiger med 3-5% hele vejen op til toppen i 964 m højde, som rundes efter 95,7 km

Nu bliver det igen betydeligt lettere, når en meget lang og i starten lidt teknisk nedkørsel leder mod syd ned til byen Argelita, der passeres efter 117,6 km. Herefter falder det kun ganske let, når man kører mod sydøst ned til Onda, der også blev passeret tidligere på etapen. Her drejer man mod vest for at køre igennem let stigende terræn frem til dagens spurt, der kommer efter 147,5 km.

Umiddelbart efter spurten indledes finalen, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Collado de Ayodar (3,9 km, 5,4%), der er en helt jævn stigning med top efter 152,0 km. En kort og ikke så svær nedkørsel leder nu mod nordvest, inden man drejer mod sydvest og senere vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Toralba del Pinar (4,6 km, 6,8%). Den stiger med 7,7% over den første kilometer, inden der følger 2 lettere kilometer med ca. 5 %, hvorefter den tager fat med 8-9% over de sidste 1,6 km frem til toppen, der kommer efter 163,5 km. De sidste 3,2 km er nu stort set flade, idet det først er let faldende og siden let stigende op til den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer falder med 0,6%. De går ad en ganske snoet vej uden skarpe sving, idet vejen buer næsten 90 grader med 600 m igen og atter med bare 100 m til stregen.

Etapen byder på i alt 3105 højdemeter.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Med udsigt til det, der venter på kongeetapen, bliver åbningsetapen næppe løbsafgørende, men den skal bestemt ikke undervurderes. Finalen er ganske hård, og særligt afslutningen på den sidste stigning lægger op til, at der skal angribes. I sidste ende er den nok for let til, at vi vil se en rytter kører alene væk, og meget kunne tale for, at det er en relativt lille gruppe, der skal spurte om den første førertrøje efter en afslutning, hvor vi meget vel kan have fået den første ide om, hvem der vil kunne sikre sig den samlede sejr på kongeetapen to dage senere.

Torralba del Pinar har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

2. etape

Efter sin tilbagevenden til kalenderen har løbet altid budt på mindst to chancer for sprinterne, og særligt i de seneste to udgaver er de hurtige blevet meget begunstiget. Det gør de bestemt også i år, hvor de måske missede muligheden for den første førertrøje, men derefter kan se frem til tre sandsynlige chancer over de sidste fire dage. I weekenden er det i hvert fald meget fladt, men skal de have deres første mulighed på torsdagens 2. etape skal de dog overvinde 2300 højdemeter. De sidste 50 km er med undtagelse af en blød stigning i finalen dog relativt lette, og derfor vil de undre, hvis ikke der skal spurtes i et pænt stigende opløb i udkanten af Valencia, hvor vinden kunne ligne den største trussel.

I alt skal der tilbagelægges 171,5 km, der fører feltet fra Betera til Torrent. Startbyen ligger kun et stenkast nord for Valencia, og målbyen er en sydvestlig forstad til storbyen. Derfor består etapen af en stor tur ind i det kuperede område vest for Valencia, inden man kører tilbage mod kysten til den flade finale. Fra start går det mod nordvest igennem let stigende terræn, inden man drejer mod sydvest og senere vest for at køre igennem fladt terræn, der mod slutning bliver småkuperet med et par mindre bakker. Mere alvorligt bliver det, når man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Gabaldon (3,7 km, 6,1%), der efter en let første kilometer stiger med 6-8% frem mod toppen, der rundes efter 52,5 km.

En kort nedkørsel leder mod sydøst, inden det går op ad en bakke (2,5 km, 4,4%), men derefter bliver det meget lettere, når det falder let mod sydøst og siden går fladt mod syd og vest. Etapen tager dog fat igen, når man i byen Buñol drejer mod vest for at passere kategori 3-stigningen Rio Juanes (2,4 km, 7,1%), der midtvejs over 1500 m stiger med mellem 7,5% og 10%, inden den flader ud med 5,3% over de sidste 400 m frem mod toppen, som rundes efter 87,0 km. Herfra falder det let mod syd, øst og sydvest, inden man skal over to små knolde efter 99 km (700 m, 7,3%) og 102 km (800 m, 7,7%).  Umiddelbart herefter går det mod sydvest op ad kategori 2-stigningen La Muela (4,7 km, 4,6%), der stiger med 5-7% over de første 2 km, men derefter bare med 3-4% frem til toppen, som passeres efter 108,0 km.

Nu sætter man kursen mod kysten, når man drejer mod sydøst for at køre ad en let nedkørsel ned til dagens spurt, der kommer efter 114,5 km. Herfra går det med det samme mod øst op ad kategori 2-stigningen Fuenta la Real (5,7 km, 3,6%), der har 3 km med 4-8%, men derudover er meget let. Toppen passeres efter 120,2 km, hvorefter de sidste 51,3 km indledes med en lang, let nedkørsel, der leder mod nordøst ned til fladlandet.

Her kører man fladt mod nord, nordvest og nord, inden man drejer mod øst for at skære ind gennem et lille højdedrag via kategori 3-stigningen Calicanto (3,9 km, 3,0%), der stiger med 5,5% over de første 2 km, men derefter byder på en nedkørsel og slutteligt stiger med bare 2,7% over de sidste 900 m frem til toppen, som rundes efter 157,8 km. De sidste 13,7 km består nu først af en småsnoet nedkørsel, som fører mod øst ned til udkanten af Valencia, hvorefter det går mod øst og nordøst ind mod storbyen ad en lige og ganske let faldende vej. Målet ligger i forstaden Torrent, hvor man drejer til højre i to rundkørsler med hhv. 1400 m og 800 m igen, hvorefter det stiger med 3,8% på opløbsstrækningen, de sidste 500 m med 5%.

Etapen byder på i alt 1471 højdemeter.

Terrænet er bestemt ikke fladt, men bakkerne kommer for tidligt til, at det er realistisk at snyde sprinterne. Den sidste stigning kan måske volde lidt kvaler for de allertungeste, men skal vi undgå en større massespurt, skal det formentlig kræve noget vind, der kan være ganske kraftig i området. Det vil dog undre, hvis ikke de hurtige folk skal spurte i et opløb, der stiger så meget, at det sagtens kan give et andet udfald, end man ville se i en flad spurt, og som kan åbne døren for puncheurtyper også

Torrent har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

3. etape

Siden løbets comeback i 2016 har der været tradition for, at man om lørdagen har haft løbets kongeetape, der har haft mål på relativt korte, men ofte ganske stejle stigninger, og dermed er man gået bort fra den tidligere model, hvor sprinterne kunne køre med om den samlede sejr. Sidste år ændredes der lidt på opskriften, for selvom løbet stadig havde en kongeetape med mål på en stigning, var det en anelse anderledes. Dels afvikledes etapen allerede om fredagen, og dels var der slet ikke tale om nogen stejl målrampe, som vi havde set det i de foregående år. Ideen med kongeetapen allerede om fredagen bibeholdes i år, men til gengæld vender man efter sidste års bløde udgave tilbage til traditionen med en modbydeligt stejl afslutning. Denne gang er der endda tale om en for løbet ganske lang sag, der ovenikøbet afvikles delvist på grusveje, og dermed er der lagt op til et stort slag mellem klatrerne om den samlede sejr, der her skal gøre forskellen inden den sprintervenlige weekend.

Med en distance på bare 155,1 km er der tale om en kort etape, der fører fra Alicante til målet på Alto Antenas del Maigmo Tibi i udkanten af byen Tibi. Startbyen er som bekendt et feriemekka ved den spanske østkyst, og da man lægger ud med at køre mod nordøst op ad kystvejen er indledningen stort set helt flad. Først når man efter knap 40 km når frem til udkanten af en anden ferieby, Benidorm, sker der noget, da man drejer mod nord for igennem let stigende terræn at køre væk fra vandet frem til byen La Nucia.Herfra fortsætter man mod nord igennem småkuperet terræn.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Etapen tager fat, når man fortsætter mod nord op ad en af områdets mest kendte stigninger, kategori 2-stigningen Coll de Rates (14,8 km, 4,1%), der kan deles i tre med en meget let start over de første 2 km efterfulgt af 8 km med 4-8% og slutteligt 4,8 km, der hovedsageligt er ganske lette. Toppen rundes efter 63,0 km, men den efterfølgende tekniske nedkørsel, der leder mod nordvest, er kun ganske kort, inden man fortsætter op ad den bløde kategori 3-stigning Sa Creueta (6,0 km, 3,1%), som har top efter 69,2 km. Derfra går det mod nordvest ad et faldende stykke, inden man kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Fageca (4,0 km, 3,7%), der er jævn og ganske let med top efter 84,7 km.

Herfra falder det let mod sydvest, inden det går mod syd op ad kategori 2-stigningen Benifallim (11,3 km, 4,5%), der over de første 5 km stiger med under 4%, men derefter byder på et sværere stykke med i alt 3 km med 6-8% og 3 km med 4-5%. Toppen rundes efter 115,9 km, hvorefter de sidste 39,2 km indledes med en lang og ikke alt for svær nedkørsel, der fører mod sydøst ned til byen Xixona. Herfra går det med det samme videre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Tibi (3,9 km, 6,7%), der bortset fra en lettere kilometer 2 stiger med over 6%, herunder med 8,8% over 1000 m.

Toppen rundes med bare 14,5 km igen, hvorefter det går mod sydvest ad et kort plateau og derefter mod vest ad en hurtig og let nedkørsel ned til byen Tibi, hvor dagens spurt kommer efter 145,2 km. Man kører nu direkte igennem byen og videre mod sydvest op ad den afsluttende kategori 1-stigning, Alto de la Antenas Maigmo Tibi (9,9 km, 7,5%), der skal deles i to dele. De første 4,4 km er generelt relativt lette med blandt andet en flad kilometer 3, men de sidste 5,5 km stiger med hele 10,2% i snit, herunder med 12,4% over den 7. kilometer og 12,6% over de sidste 900 m. Stigningen krydres med et 1700 m langt grusvejsstykke, der indledes med 2700 m igen og slutter lige ved den røde flamme. Vejen er generelt ganske lige og bugter sig kun svagt, men den sidste kilometer byder først på to skarpe 90 graderskurver, siden et hårnålesving med 600 m igen og slutteligt hele 4 hårnålesving over de sidste 300 m.

Etapen byder på i alt 3590 højdemeter.

Måske var sidste års kongeetape blød, men det kan man bestemt ikke sige om denne. Det meste af etapen er ikke alt for svær med generelt relativt bløde stigninger, men den sidste stigning er stejl og grim, præcis som vi kender det fra tidligere udgaver. Der er ganske vist stadig tale om en relativt kort stigning, men den er betydeligt længere, end vi plejer at se det, og det bør give de mere rene klatrere en bedre chance end i de mest eksplosive afslutninger. Gruset vil lægge et ekstra lag til dramaet, for det er ofte en udfordring for ryttere, der foretrækker at stå op, men det vil formentlig alligevel være den mest formstærke klatrer, der her vil vinde og tage et meget stort skridt frem mod den samlede sejr.

Målet by Alto de la Antenas del Maigmo Tibi i Tibi har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt i et stort cykelløb.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

4. etape

I årene mellem 2016 og 2020 bestod weekenden altid af en kongeetape om lørdagen og en kort og flad etape til Valencia om søndagen, men den tradition blev brudt sidste år og brydes igen i år. Denne gang er der nemlig lagt op til et sandt sprinterparadis i weekenden, hvor der bydes på to ganske flade etaper nær den solrige spanske østkyst. Her kan det til gengæld være ganske blæsende, og derfor er der en risiko for, at sidevind kan spille en rolle, men meget taler for, at sprinterne skal have den første af to afsluttende muligheder lørdag eftermiddag i kystbyen Torrevieja.

Med en distance på 193,1 km er der tale om løbets klart længste etape, der fører feltet mellem Orihuela og Torrevieja. De to byer ligger ganske tæt på hinanden nær den spanske østkyst og e kun afskilt af et naturområde. Etapen består derfor af en tur rundt i det generelt flade terræn mod nord, inden man kører ned langs kysten til en afsluttende rundstrækning.

Etapen indledes også med en rundstrækning, der er henlagt til områdes sydvest for Orhuela og er ganske enkel. Således er den helt flad og uden mange sving, inden man efter 30,5 km når tilbage til startbyen. Her kører man mod nord op og ned ad en lille bakke, inden det stiger let mod vest og sydvest. Siden fortsætter man mod nord ad en vej, der først er flad og siden stiger let, inden det går mod nordvest og nord op ad dagens eneste reelle udfordring, kategori 3-stigningen Campules (7,9 km, 2,9%9, der er en lang og jævn opkørsel uden svære passager.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Toppen rundes efter 69,5 km og leder op til et fladt plateau, der følges mod øst og nordøst, inden det falder let ned mod byen Aspe. Her drejer man mod syd op over en lille bakke, inden der venter en let nedkørsel, som leder mod syd ned fra plateauet. I bunden snor man sig mod sydøst nord om en naturpark igennem terræn, der er helt fladt, indtil man kort efter byen Santa Fe drejer ind på kystvejen, som nu følges mod syd. Undervejs er der tre ganske små bakker, inden man når frem til Torrevieja, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man dagens spurt efter 157,6 km, inden man 1100 senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 34,4 km lange rundstrækning, der er næsten helt flad og går hele vejen rundt om en naturpark, der mest af alt består af byens lagune. Fra starter kører man mod sydvest ned langs kystvejen, inden man drejer mod nordvest og siden nord, nordøst og sydøst for at køre hele vejen rundt om lagunen. Når man er tilbage i byen, slår man en sløjfe mod nordøst, inden man snor sig mod sydvest ned gennem byen gennem ganske mange sving. Mod slutningen er der dog knap så mange, idet man over de sidste 5 km drejer skarpt med 4400 m, 2900 m og 1000 m igen. Herefter er der to bløde sving med 600 m og 400 m igen, mens det er helt fladt over de sidste 5 km.

Etapen byder på i alt 1219 højdemeter.

Det har før været blæsende i området, hvor feltet har været splittet kortvarigt, men vi har aldrig set varige sidevindssplittelser, siden løbet genopstod for seks år siden. Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at der kan ske ting og sager, måske særligt på den sidste tur rundt om lagunen, men mest taler for, at det ganske stærke sprinterfelt får deres formentlig anden chance i løbet.

Torrevieja har to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var på 3. etape af 2020-udgaven af dette løb, hvor Dylan Groenewegen tog sin anden sejr på tre dage ved at spurtsejre foran Fabio Jakobsen og Matej Mohoric, samt i Vueltaen i 2019, hvor løbet åbnedes med et holdløb, der huskes for Jumbos ”vandpytstyrt”, gav sejr til Astana foran et Deceuninck-hold, som blev bremset af en Jumbo-bil, og sendte Miguel Angel Lopez i den første førertrøje.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

5. etape

Nøjagtigt som i seks foregående år afsluttes løbet med en relativt flad og ganske kort etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I tidligere udgaver har man undervejs skullet op over en ganske hård bakke, der for fire år siden skabte en del udskilning, men ligesom i 2019, 2020 og 2021 har man fjernet den forhindring. I stedet er der tale om en for løbet meget nem sag, der næsten er en tro kopi af de etaper, vi har set de sidste tre gange, og hvor der for tredje gang i træk slet ikke køres omgange inde i Valencia, men direkte frem til det, der forventes at blive et brag af en massespurt.

I alt skal der tilbagelægges bare 92,0 km, der fører feltet fra Paterna til Valencia ad en rute, der er en tro kopi af 2021-ruten, og hvor eneste ændring i forhold til 2020 er afslutningen inde i byen, selvom målet er placeret samme sted - en ændring, der gør etapen 6,5 km kortere. Startbyen er en forstad til målbyen, og den indledende del af etapen består således af en lille sløjfe mod nordvest. Først kører man mod sydvest ud af byen og siden nordvest igennem fladlandet, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til det nordligste punkt, idet det undervejs stiger ganske svagt.

Herefter fortsætter det flade terræn, mens man kører mod sydøst, men modsat i 2019 slår man en lille sløjfe mod nord, hvor man skal op ad et let stigende stykke og derefter ned af et let faldende stykke, indtil man afslutter sløjfen i byen Betera med dagens spurt efter 75,1 km. Derfra går det mod sydøst ind mod Valencia og ind gennem forstæderne, idet terrænet er ganske svagt faldende. Modsat årene frem til 2021 er finalen slet ikke teknisk, da man - måske grundet coronasituationen - dropper turen rundt i byen. I stedet går det ad den store brede hovedvej rundt i en ”snegl” kort efter 3 km-mærket, hvorefter vejen bugter sig i en blød kurve med 1200 m igen, inden man på den sidste kilometer skal lige igennem to rundkørsler, den sidste 450 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 667 højdemeter.

Som sagt har man ændret på etapen i forhold til tidligere, så der heller ikke denne gang er bakker er, og man har igen droppet rundstrækningen inde i Valencia. Derfor kan man ikke helt udelukke, at vinden kan komme i spil, men da den sidste del stadig foregår i byzone, peger alt på en spurt, hvor man modsat tidligere år heller ikke har mange tekniske udfordringer, der kan forhindre de hurtigste i at vise deres imponerende topfart.

Sidste år endte det i den ventede massespurt, og her fortsatte Arnaud Demare sin dominans ved at tage sin anden sejr, denne gang foran Jon Aberasturi og Timothy Dupont, mens en slukøret Caleb Ewan bare blev nr. 6. I 2020 lykkedes det endelig for Fabio Jakobsen at besejre Dylan Groenewegen, som ellers havde vundet spurtopgørene på 1. og 3. etape, mens John Degenkolb endte som nr. 3. Groenewegen fik til gengæld sin sejr i 2019 ved at henvise Alexander Kristoff og Matteo Trentin til de sekundære podieplaceringer. I 2018 profiterede Jurgen Roelandts af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny van Poppel og Clement Venturini, mens det i 2017 endte i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Favoritterne

Efter sin tilbagevenden til kalenderen har Volta a la Comunitat Valenciana været et relativt klassisk etapeløb. En bjergetape med mål på en stejl mur samt en tidskørsel, enten i form af en enkeltstart eller et holdløb, har som regel afgjort løbet, der således har passet til enten alsidige etapeløbsryttere eller ryttere med et stærkt hold. Undtagelsen var 2020’s tidskørselsløse udgave og sidste års meget bløde udgave, hvor den særlige kalenderplacering også gav et helt anderledes svagt felt.

Det bløde forsvinder helt i år, hvor man vender tilbage til traditionen med en kongeetape på en meget stejl stigning. Faktisk er fredagens målbjerg længere, end vi har set det tidligere, og da de sidste 5,5 km stiger med mere end 10% i snit, kan med nogen ret hævde, at det er den vanskeligste udgave, vi har set siden genfødslen af løbet. Da vi samtidig siger farvel til alle former for tidskørsler, som vi gjorde det i 2020, er det vel den mest klatrevenlige rute, vi har set hidtil.

Meget taler da også for, at kongeetapen bliver næsten altafgørende, og at løbets mest formstærke klatrer vil sejre. Man skal dog ikke undervurdere onsdagens åbningsetape. Stigningen i finalen er slet ikke let, og det vil undre mig, hvis ikke vi ser angreb fra favoritterne. Der vil blive skabt en del udskilning, og selvom vi måske ikke ser en mand køre fra alt og alle, kan det godt blive en ret lille gruppe, der runder toppen. Herefter er der i et fladt indløb med kun få hjælpere altid risiko for, at det kan løbe ud af kontrol, og det vil være muligt for en snu rytter at udnytte det taktiske spil til at køre alene hjem. Naturligvis vinder man ikke 45 minutter, men et par sekunder har bestemt også ret i et kort etapeløb. Dertil kommer, at der 10, 6 og 5 bonussekunder på alle etaper, og forskellen vil derfor være større. Hvis ikke den manøvre lykkes, vil vi sikkert få en spurt, og her vil de hurtigste klassementsryttere kunne sikre sig noget tiltrængt bonus. Til gengæld burde 2., 4 og 5. etape være for sprinterne, og kun den sidevind, der af og til kan rase i Valencia, bør kunne bringe de etaper i spil i forhold til klassementet.

Derfor er vejret også en komponent. De to første dage bliver usædvanligt varme med temperaturer på hele 22 grader og nærmest ingen vind, idet man dog kan notere sig, at der vil være sidevind på sidste stigning onsdag. Fredagen bliver mere skyet og koldere, men stadig kun med svag vind, herunder en kombination af side- og medvind på det meste af målbjerget. Lørdag bliver den farlige dag, da det her vil være skyet med en kraftigere vind fra nordøst, der måske kan give splittelse ved kysten og rundt om lagunen. Jeg tror ikke, at den er stærk nok, men jeg tør ikke udelukke det. Til gengæld er der ingen fare søndag, hvor det bliver solrigt og stille.

Det ligner altså et løb for klatrerne, og selvom man altså ikke skal undervurdere bonussekunder og det taktiske spil på 1. etape, kunne vinderen af kongeetapen meget vel ende med at løbe med den samlede sejr. Stigningen er lang nok til, at de knap så eksplosive klatrere kan vinde, men det er trods alt en kortere sag, hvor en vis form for eksplosivitet er mere brugbar end en stor dieselmotor. Resten af etapen er heller ikke voldsomt svær, og afgørelsen vil formentlig falde fra et samlet felt på den stejle del af stigningen. Gruset kan være en forhindring for ryttere, der foretrækker at stå op, men det er tvivlsomt, om det vil være løbsafgørende - og i det mindste er afslutningen på asfalt. Endelig er der en joker i lørdagens sidevind, hvor et stærkt sidevindshold kan blive en faktor, men som sagt vil det undre mig, hvis der kommer varige splittelser.

Efter sidste års triste apriludgave, hvor feltet mildt sagt ikke var til at falde i svime over, kender vi Valencia igen. Årets felt er fabelagtigt, og det er tydeligt, at løbet her er et af klassementsrytternes foretrukne åbningsløb. Det forstår man i lyset af kongeetapen godt, men det gør også, at listen over mulige vindere er lang. Det skyldes naturligvis også usikkerheden om formen. Heldigvis kørte enkelte på Mallorca i sidste uge, men for langt de fleste er det sæsondebut, og for debutanter kan vi aldrig basere vores forudsigelser på andet end deres historik for sæsonstarten og de udtalelser, der måtte være kommet til. Det gør det til et lotteri, og lotteriet bliver ikke mindre, når favoritfeltet er jævnbyrdigt uden nogen form for indlysende topfavorit. Der er vitterligt flere, der kan vise sig at være den mest formstærke klatrer.

Det er derfor også med både tøven og usikkerhed, at jeg peger på Remco Evenepoel som min favorit. Belgieren havde ikke sit bedste 2021, men nu har han haft en vinter, hvor han har kunnet få lagt det grundlag, han aldrig fik lagt sidste vinter, hvor han var ude med sin grimme skade. Vi så i 2020, at han startede som lyn og torden - endda både før og efter nedlukningen, hvor han begge gange lagde ud med at vinde to etapeløb i træk - og kender vi ham ret, har han trænet som en gal gennem vinteren. Hans grand tour-mål ligger også først i efteråret, og derfor satser han stort på at køre stærkt gennem hele foråret frem til Liege, hvilket taler for, at han er langt fremme.

Det er klart, at det en udfordring for Evenepoel at vinde et løb, der alene afgøres på stigninger, men det har han gjort før. Da han vandt i Burgos, var det på en rute, der mindede meget om denne, idet der her var to afslutninger på relativt korte, men meget stejle stigninger. Evenepoel er stadig lidt uprøvet i de rigtige bjerge, men i dette terræn har han før været flyvende, og det vil undre, hvis ikke det gælder igen denne gang. Vi taler trods alt om en mand, der har vundet de sidste seks ugelange etapeløb, han har gennemført, og vi skal tilbage til sommeren 2019 for at finde hans seneste nederlag i et løb, hvor han gik efter sejren. Meget er sagt om hans evner på grus, men grus på en stigning er ingen ulempe for en mand, der klatrer meget siddende. Faktisk kørte han sin bedste Giro-bjergetape på Campo Felices grus, hvor afslutningen mindede utroligt meget om denne. Starter han, som han plejer, må Evenepoel være min favorit til dette løb. Quick-Step kan også stille med Mattia Cattaneo, men han har efterhånden udviklet sig til mere temporytter end klatrer og vil finde dette løb for svært - særligt fordi han ikke plejer at starte specielt stærkt. Det gør danske Mikkel Honoré til gengæld, men selvom han er blevet så god, at han sikkert kan klare sig hæderligt i klassement, bør kongeetapen være en anelse for svær.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Hans værste rival må være Alejandro Valverde. Forud for Mallorca var jeg meget spændt på at se, om veteranen ville starte lige så skidt, som vi så i 2020 og 2021, men denne gang lignede han heldigvis den Duracell-kanin, vi kender. Set over alle tre hårde løb på ferieøen var han vel stærkeste mand, og selvom han måske ikke var helt så flyvende, som han tidligere har været, er han åbenlyst på et tårnhøjt niveau, der også burde gøre meget langt i dette knivskarpe felt. Kongeetapen passer ham aldeles glimrende, men selvom stigningen er kort, havde det nok været til hans fordel med en afslutning på en mere udpræget mur i stil med det, vi tidligere har set i løbet. Uanset hvad er den dog tilstrækkeligt eksplosiv til, at den må betegnes som Valverde-terræn, og da han trods sin aftagende spurtstyrke også må regnes som en af favoritterne til at tage de 10 bonussekunder på 1. etape, kan han ende med bare at skulle følge med på fredag. Det vil være stort, hvis han kunne starte sit sidste år med sin første etapeløbssejr i snart tre år, og det virker ikke umuligt, at det kan lade sig gøre.

Han er dog ikke alene på det meget stærke Movistar-hold. Enric Mas er startet rædselsfuldt i de seneste sæsoner, men det gjorde han bestemt ikke på Mallorca, hvor han fulgte op på det fine Vuelta-momentum. Han var i soloangreb i det sværeste løb på fredag, og det var ham, der satte Valverdes sejr i scene på målstigningen i lørdags. Mas har før vist, at han kan være ganske god på korte, stejle stigninger, og det er derfor et løb, der passer ham. Movistar kan også drage fordel af det taktiske spil, som de gjorde på Mallorca, og det kan måske give Mas sejren. Jeg vil dog stadig tro, at den langsomme starter Mas, der aldrig har været flyvende i korte etapeløb, måske vil komme lidt til kort i kampen om sejren. Movistar har også den uhyre lovende Einer Rubio samt en genrejst Gregor Mühlberger, der begge trods sidstnævntes styrt så godt ud på Mallorca. Her må de dog være hjælpere, selvom de - særligt Rubio - sikkert kan ende godt.

En af de positive overraskelser på Mallorca var den meget stærke start fra Aleksandr Vlasov ¸ men det giver på alle måder god mening. Denne gang satser han på Touren, og derfor kan vi vente et stærkere forår, som vi så i 2020, hvor han også startede meget, meget stærkt. Det var imponerende at se ham blive nr. 3 i en eksplosiv afslutning, der ikke passede ham, og det taler for, at han kan vinde her. Ganske vist er der igen tale om en eksplosiv stigning, men denne gang er den så lang og svær, at Vlasov, der er god på stejle procenter, sagtens kan vinde. Formen synes i hvert fald at være god nok til det. Hos sig har han Wilco Kelderman , der angiveligt havde et rædselsfuldt efterår grundet styrtet i Benelux Tour. Han har dog meldt om overraskende gode ben, da han kom i gang igen, og vi ved af erfaring, at stabile Kelderman altid ender i top 10, når han holder sig på cyklen. Denne eksplosive stigning passer ham også fint, selvom den dog nok er en anelse for stejl. Som altid ligner det et topresultat, men klatreniveauet rækker næppe til at vinde. Ben Zwiehoff var flyvende på Mallorca, men han mangler for meget til at gå i top 10 her, og stigningen er for lang for Ide Schelling.

Måske er den rytter, jeg glæder mig allermest til at se Juan Ayuso. Det spanske stortalent er lidt på skånekost i år, og han har ikke noget entydigt sæsonmål, han bygger op mod. Tværtimod har han sagt, at han meget gerne vil starte stærkt i de første løb - herunder i Valencia, hvor han ofte har set på alle stjernerne som tilskuer. Historien om, hvordan han pressede Tadej Pogacar til det yderste på Coll de Rates på den nylige træningslejr er allerede kommet vidt og bredt ud, og dermed har han sat en fed streg under, at han allerede kan begå sig med de bedste, som han også kunne det sidste år. Vi så dog også i San Sebastian, at han stadig manglede en smule, men det er noget, en mand i rivende udvikling hurtigt kan indhente. Han er også så hurtig, at han måske kan vinde 1. etape, og dermed har han hele pakken. Han vinder næppe, men bliv ikke overrasket, hvis han kører med om sejren. Til gengæld viste Mallorca, at det vist heller ikke er denne gang, at Marc Soler starter stærkt, og da Jan Polanc virker decideret formsvag, må Ayuso være UAEs klart bedste bud.

Bahrain kommer med et brølstærkt hold anført af Jack Haig. Australieren fik måske sit gennembrud sidste år, men inden han løb ind i en et år lang formkrise efter nedlukningen, stod han faktisk på tærsklen til netop det, da han i begyndelsen af dette løb blev nr. 2 i både dette løb og Ruta del Sol. Med andre ord har han vist, at han kan starte som lyn og torden, men sådan var det til gengæld slet ikke sidste år, hvor han først fandt sit niveau i juni. Mit gæt er, at hans fokus på Touren og Vueltaen vil gøre, at han også denne gang starter temmelig roligt, og dertil kommer, at dette lidt eksplosive løb ikke er skabt til en dieselklatrer som ham. Jeg tvivler derfor på, at han vinder, men grundet hans topniveau ender han alligevel højt på listen. Kører han som i starten af 2020, er det bestemt muligt, at han sejrer - også i dette stærke felt.

Hos sig har han Pello Bilbao, for hvem denne rute burde være ganske perfekt. Han har ikke kørt løb i mere end et halvt år, og han starter har været lidt blandede. I 2019 blev han nr. 3 i dette løb, mens han i 2020 og 2021 slet ikke var flyvende. Hans udtalelser indikerer, at han først har sit første fokuspunkt i Baskerlandet, og med Giroen som mål tror jeg på en mere forsigtig start i et løb, hvor klatringen måske også er lidt for svær. Mere spændt er jeg på Stephen Williams, der nu er skadesfri og endelig viste sit potentiale ved at slå Simon Yates i CRO Race. Vi ved af erfaring, at der er stor forskel på top- og bundniveau, og min fornemmelse er, at han er typen, der nok skal bruge lidt løb for at finde formen. Hvis til gengæld den stærke slutning har fået ham til at træne hårdt, kan han være en af løbets store overraskelser. Den fjerde option er Dylan Teuns, der plejer at gøre det godt fra start med 5. pladser i både 2019 og 2020. Han har dog meget at bevise efter en lang periode, hvor vi vel kun så hans topniveau ved Tour-etapesejren sidste år. Jeg tror, at han igen vil være i glimrende form, men løbet her er nok for svært til, at nutidens Teuns kan stræbe efter mere end en yderlig top 10. I hvert fald må løbet være for svært for Matej Mohoric, selvom han forbedrede sin klatring markant i 2021.

Ineos kommer som altid med et fremragende mandskab, hvor de har hele tre potentielle topkandidater, men usikkerheden er stor om dem alle. Skal de vinde løbet, vil jeg tro, at Tao Geoghegan Hart er deres bedste bud, da han er det bedste bud på denne form for korte, stejle stigninger. Han er før startet brølstærk i dette løb, hvor han endte som nr. 3 samlet for to år siden med en kongeetape, der også havde mål på en stigning af denne type. Til gengæld var hans 2021 rædselsfuldt, og gennem hele karrieren har det altid været enten fugl eller fisk med ham. Han kan sagtens ende med at falde helt, helt igennem, men han lød i det mindste meget motiveret efter at bevise sit værd, da han blev interviewet i november. Det kan have givet ham motivationen til at starte lige så fornemt som i 2020.

Holdet stiller også med Pavel Sivakov , der har lige så meget at bevise, og han er nok et mere sikkert kort en Geoghegan Hart. I 2020 startede han stærkt i Australien, men sidste år så det til gengæld betydeligt mindre overbevisende ud. Ligesom Geoghegan Hart kan han dog være ramt af så meget revanchelyst, at han lægger flyvende fra land, og vi ved, at han med god form kan komme langt i et løb som dette. Jeg vil dog tro, at stigningen er lidt for stejl og eksplosiv til, at han faktisk kan være med i kampen om podiet. Usikkerheden om dem begge er så stor, at jeg ikke bliver overrasket, hvis Carlos Rodriguez ender som deres bedste mand. Det spanske stortalent var ufatteligt tæt på at vinde Tour de l’Avenir med et vildt sidste soloridt, og han har som hjælper hos de professionelle også vist, at han kan begå sig med eliten. Her burde han endelig få chancen for at køre sin chance i et løb, hvor Ineos næppe vil kontrollere, og efter en træningslejr i Colombia kan han meget vel starte som lyn og torden med et absolut topresultat, selvom sejren nok er et mål, der bliver svært at nå.

Alle danske øjne vil være rette mod Jakob Fuglsang . Allerede fra start får vi formentlig en fornemmelse af det niveau, vi kan forvente i 2022, for vi ved af erfaring, at han altid starter som lyn og torden med en fremragende februar. Det gjorde han ikke i 2021, hvor han forsøgte sig med en anderledes formopbygning, men efter fiaskoen er han angiveligt gået tilbage til den model, der plejer at fungere. I 2019 og 2020 havde jeg på den baggrund utvivlsomt haft ham som en af de helt tunge favoritter på en rute, der med en kort, stejl grusvejsstigning faktisk passer ham næsten helt perfekt, men efter 2021 må vi også sande, at niveauet næppe er som dengang. Hans OL gør, at jeg stadig tror, at han starter stærkt, og jeg vil tro, at han ender meget langt fremme - betydeligt længere fremme, end hvis hele feltet var i topform. Jeg tvivler dog på, at niveauet stadig rækker til at få skovlen under de største favoritter. Hos sig har han Ben Hermans, der passer fint til ruten, men skuffede fælt på Mallorca. Her var James Piccoli bedre end tidligere, men ikke god nok til at levere et topresultat, og det er nok også for svært til, at den i 2021 skuffende Krists Neilands kan være med i front.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

BikeExchange kommer med Lucas Hamilton, der har lidt at bevise efter en skidt afslutning på 2021, hvor vi ikke så hans topniveau efter Romandiet Rundt i slutningen af april. Til gengæld startede han meget stærkt, og han fik bevist sig som et af de store etapeløbstalenter. Han er traditionelt også startet godt i Australien, og jeg tror derfor, at han vil gøre det ganske pænt fra start denne gang. Vi må dog også sande, at han hidtil fortsat har manglet en anelse for at vinde et løb som dette, og det gør han formentlig fortsat. Hos ham finder vi en meget formsvag Damien Howson¸ der ikke kan blande sig fremme, og det kan Tsgabu Grmay, hvis niveau er aftagende, heller ikke.

Indtil Trek udtog deres hold, havde jeg store forventninger til Giulio Ciccone , der startede meget stærkt i 2021 og generelt gjorde enorme fremskridt i Giroen sidste år - så store fremskridt, at han kan vinde her. Målstigningen minder endda om Campo Felice fra Giroen, hvor han endte som nr. 2 bag Egan Bernal, og derfor burde han egentlig være absolut topkandidat. Han har dog bevidst udsat den intense træning til senere i et år, hvor han vil køre både Giro og Tour, og derfor taler meget for, at han vil mangle lidt for meget i et løb, der ellers burde passe ham perfekt. Det skal også blive interessant at følge den altid ustabile Antwan Tolhoek, der kan starte stærkt efter et holdskifte, og som i maj viste, at han stadig kan være med i skrapt selskab. Niveauet her er dog nok for højt til top 10. Stigningen bør være for lang og stejl for den ellers stadig stærkere Markus Hoelgaard, og selvom han bliver spændende at følge, skal vi næppe regne med et resultat fra Asbjørn Hellemose i en debut i så stærkt besat et løb.

Astana møder med Vincenzo Nibali, men jeg vil tro, at David de la Cruz er deres bedste kort. Nibali har et voldsomt sæsonprogram til sin formentlig sidste sæson, og vi ved af erfaring, at han nu om dage skal bruge lang tid på at finde formen. Hans niveau rakte i 2021 heller ikke til et så stærkt besat løb, og ruten er endda heller ikke ideel. Bedre chance har nok De la Cruz, men også for ham gælder, at han sjældent starter stærkt, og ruten kunne ikke passe meget dårligere til en dieselklatrer som ham. Holdskiftet kan have givet noget motivation til at bevise sit værd fra start, men jeg vil faktisk være lidt overrasket, hvis Astana får en mand i top 10.

Jumbo-Visma kommer uden deres stjerner og giver en sjælden chance til Sam Oomen. På baggrund af det, vi har set gennem de seneste sæsoner siden arterieoperationen, er det dog svært at være alt for optimistisk. I forvejen er han sjældent startet alt for godt, og kombinerer man det med hans generelle niveau i de seneste sæsoner, skal han formentlig være glad for en top 10. Unge Gijs Leemreize får også sin chance, men niveauet her er utvivlsomt for højt. Og så skal det blive meget spændende at se mountainbikeren Milan Vader, der beskrives som en puncheurtype og faktisk burde passe udmærket til dette halveksplosive løb.

FDJ stiller med en af feltets lottokuponer i form af Attila Valter. I langt hovedparten af tiden er han milevidt fra sit niveau, men hans kørsel over få dage i Giroen var på et højt niveau, inden han hurtigt faldt sammen igen. Det er svært at tro, at han vil starte denne sæson på samme niveau, og jeg vil tro, at han ender langt fra de bedste. Et ungt talent som ham har dog potentiale til at gøre det bedre end ventet. Løbet er alt for svært for den anden klassementsrytter, Lars van den Berg.

Det skal blive interessant at følge Gazprom. Kaptajnen er Ilnur Zakarin , men baseret på det, vi så i 2021, er det svært at tro, at han pludselig finder sit gamle niveau i sin afskedssæson. I stedet skal vi snarere kigge på Jose Manuel Diaz. Desværre var han uhyre svingende i 2021, og mest af alt var han skuffende, men har han formen fra Tyrkiet Rundt (hvad jeg tvivler på), kan han gøre det pænt. Det skal også blive interessant at se, hvor langt talentfulde Andrea Piccolo kan komme efter et efterår, hvor han fik lagt sine helbredsproblemer bag sig, men niveauet her er for voldsomt. Giovanni Carboni er desværre allerede i tilbagegang, og det er svært at se, at et holdskifte kan ændre på det, og det samme gælder for den i 2021 skuffende Nicola Conci. Så glæder jeg mig mere til at se Cristian Scaroni, der sluttede sæsonen stærkt, men niveauet her er nok for højt, ligesom han aldrig er startet en sæson stærkt.

De øvrige hold får det svært. Hos Ag2r stiller man med en på Mallorca formsvag Jaakko Hänninen, og unge Nicolas Prodhomme kan ikke være med på dette niveau. Intermarché er uden klatrere, og Loic Vliegen viste på Mallorca, at han ikke kan være med fremme. Hos DSM kan man håbe, at Florian Stork klatrer som i sidste års UAE Tour, men i dette meget stærke felt er det utænkeligt at se ham lige så langt fremme, og løbet må være for svært for Leon Heinschke. Hos Caja Rural viste Mikel Nieve, Jonathan Lastra og Julen Amezqueta alle svag form på Mallorca, hvor heller ikke Eduard Prades imponerende, og selvom Fernando Barcelo var god i Marseille, er niveauet her for højt. Hos Burgos var Oscar Cabedo ramt af uheld i det ene Mallorca-løb, og han udgik desuden af det andet, og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at han kan følge op på den flotte Vuelta, ligesom Adria Moreno også manglede for meget. Hos Euskaltel sendte Mikel Bizkarra lidt blandede signaler på Mallorca, og selvom han sikkert kan gøre det fornuftigt, har vi i de seneste sæsoner set, at top 10 her ikke er realistisk, mens løbet må være for svært for Gotzon Martin og Antonio Soto og niveauet for højt for Joan Bou. Hos Ken Pharma rejste den lovende Jose Felix Parra sig lidt i lørdags, men han viste ikke et niveau, der rækker til et topresultat her, som det også gælder for Urko Berrade. Hos Human Powered Health er niveauet for højt for Kristian Aasvold og Keegan Swirbul, der slet ikke er slået til i Europa, og selvom Marco Tizza kører hæderligt opad, er Bingoal til stat uden rigtigt klatrere. Endelig er B&B også uden mange chancer i et løb, hvor niveauet er for højt til Maxime Chevalier.

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kommet. Den væsentligste ændring er, at Haig ikke stiller til start. Derudover har B&B udtaget Pierre Rolland, der dog aldrig er i form før sommermånederne. Eusklatel har ladet Bizkarra blive hjemme, mens Bingoal har udtaget Arjen Livyns, der kan klatre, men vil finde denne stigning for voldsom. Kern Pharma har udtaget Hector Carretero, der dog var uden megen form på Mallorca, mens Burgos stiller med Daniel Navarro, der dog ikke længere kan køre med om topplaceringerne her. Han erstatter Moreno. Langt mere interessant er det, at Ag2r har udtaget Felix Gall, der gjorde det fornemt på Mallorca med en 5. plads i lørdags. Han kunne ikke være med i fredags og kan derfor ikke være med helt i front, men han vil kunne gøre det fornuftigt. Til gengæld har den ligeledes tilføjede Nans Peters næppe formen. Human Powered Health erstatter Swirbul med Gavin Mannion, men det er vist slut for ham med at køre klassement.

***** Remco Evenepoel

**** Alejandro Valverde, Aleksandr Vlasov

*** Enric Mas, Juan Ayuso, Tao Geoghegan Hart, Jakob Fuglsang, Lucas Hamilton

** Wilco Kelderman, Pavel Sivakov, Carlos Rodriguez, Giulio Ciccone, Pello Bilbao, David de la Cruz, Stephen Williams, Dylan Teuns, Felix Gall, Vincenzo Nibali

* Sam Oomen, Attila Valter, Jose Manuel Diaz, Ben Zwiehoff, Einer Rubio, Antwan Tolhoek, Gregor Mühlberger, Ben Hermans, Mikkel Honoré, Ilnur Zakarin, Jose Felix Parra, Markus Hoelgaard, Marc Soler, James Piccoli, Krists Neilands, Milan Vader, Gijs Leemreize, Matej Mohoric, Mattia Cattaneo, Andrea Piccolo, Giovanni Carboni, Cristian Scaroni, Oscar Cabedo, Fernando Barcelo, Nans Peters

Danskerne

Jakob Fuglsang er i sin debut kaptajn for Israel-Premier Tech, og han er omtalt som en af favoritterne ovenfor. Hos Quick-Step skal Mikkel Honoré først og fremmest hjælpe Remco Evenepoel og Fabio Jakobsen, men han burde også kunne gøre det hæderligt i klassementet, ligesom 1. etape faktisk kunne ligge ganske glimrende til en ardennerfyr som ham, mens Michael Mørkøv får til opgave at aflevere Jakobsen til spurtsejre på de tre flade etaper. Hos BikeExchange skal Christopher Juul støtte Lucas Hamilton, mens Asbjørn Hellemose gør debut som professionel for Trek i rollen som hjælper for Giulio Ciccone, men det skal også blive interessant at se, hvor langt hans klatreevner rækker i dette meget stærke felt. Endelig skulle Casper Pedersen have afleveret Cees Bol til spurtsejre på DSM, men hollænderen har meldt afbud, og derfor kan han måske få lov at spurte selv, hvis ikke der køres for Marius Mayrhofer eller Nikias Arndt. Bol erstattes af Tobias Lund Andresen, der kastes for løverne og må være med som hjælper.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)