\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
00erne blev imidlertid en svær tid for et af cykelsportens historiske løb. Volta a Catalunya var vel den største taber, da ProTouren blev indført i 2005. Man mistede sin vanlige kalenderplacering i juni, og i stedet blev Spaniens ældste etapeløb afviklet i den anden uge af Giro d’Italia, hvormed det mistede stort set al international opmærksomhed. For rytterne blev det nu mest betragtet som en chance for at komme i gang igen efter en lille pause og som et første skridt på vejen mod Touren, og derfor var de bedste ryttere altid meget langt fra deres bedste form. Det gav vindere, der for de flestes vedkommende var et stykke nede i det internationale hierarki.
Løbet blev reddet af, at Tour of California ønskede at blive rykket til foråret, og det gav mulighed for at genoplive det spanske løb. I 2010 blev kalenderen omstruktureret, og det catalonske løb har siden da været afviklet i marts som endnu en mulighed for de bedste klassementsryttere til at drage fordel af deres første formtop. Det har overtaget pladsen fra det nu hedengangne Setmana Catalana og senere Vuelta a Castilla y Leon, der nu er flyttet til april og senere maj.
Resultatet har været imponerende, og da løbet samtidig kan tilbyde vigtige WorldTour-point, har det i de senere år været i stand til at tiltrække sportens allerstørste navne. Mens maj typisk betragtes som en træningsperiode for de grand tour-ryttere, der ikke kører Giroen, er den sidste del af marts og første del af april typisk tidspunktet for den første formtop for Tour de France-rytterne. Selvom det altid er svært at finde den rette kombination af de fire tidligere WorldTour-etapeløb Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, og ingen af disse derfor kan tiltrække samtlige stjerner, er de dage, hvor løbet i Catalonien er at betragte som ren Tour-forberedelse, helt sikkert ovre.
Løbet befinder sig imidlertid fortsat i en hård kamp. Ugen efter Milano-Sanremo har i de senere år også budt på etapeløbene Criterium International og Settimana Coppi e Bartali. Da førstnævnte var arrangeret af Tour de France-arrangørerne ASO, havde holdene et særligt incitament til at køre det franske løb, og i 2013 betød Tour-starten på Korsika - det seneste hjemsted for det to dage lange etapeløb - at de fleste Tour-favoritter, herunder Froome og Contador, var til start i Frankrig.
Det incitament er siden forsvundet, og siden 2014 har det catalonske løb været den store vinder. Faktisk har man i fem af de seneste syv år uden tvivl haft det stærkest besatte felt blandt de ugelange etapeløb på WorldTouren, og faktisk har dominansen været så kolossal, at Criterium International siden 2017 har været helt forsvundet fra kalenderen. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at løbet som alle andre spanske begivenheder har kæmpet med svære økonomiske problemer og har været i konstant frygt for aflysning. Kun massiv støtte fra de regionale myndigheder samt intervention fra UCI har holdt løbet oven vande. Senest er netop ASO, der allerede har investeret kraftigt i Vueltaen, trådt til og har kastet en livline, der igen har reddet Spaniens ældste løb.
Sidste år var feltet dog ikke helt så stjernebesat, som vi har vænnet os til, og måske var det derfor, at det endte som en meget ensidig affære. For første gang i mange år bød løbet på en enkeltstart, og det udnyttede Ineos til at sikre sig et solidt forspring. Her kørte formstærke Adam Yates fra alt og alle på den første af de to bjergetaper, inden briterne lagde løbet i et jerngreb på den sidste dag i Pyrenæerne og løbets sidste tre dage. Resultatet blev det ganske uhørte, at Ineos ryddede podiet, da Yates vandt med 45 og 49 sekunder ned til hhv. Richie Porte og Geraint Thomas, mens Alejandro Valverde som nr. 4 var ”best of the rest”. I år gjorde Yates Paris-Nice til sit store mål i marts, og han har derfor valgt ikke at forsvare titlen. Da Thomas er formsvag og derfor følger en alternativ kalender, bliver Porte således eneste rytter fra sidste års podium til at gentage Ineos’ store succes fra sidst.
Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris
Ruten
Volta a Catalunya har altid været en ganske blandet sag, hvor terrænet har gjort det muligt for arrangørerne at variere hårdheden fra år til år. Tidligere har der været korte, flade prologer og bjergenkeltstarter, men siden man flyttede løbet til marts, har tidskørsler været stort set bandlyst, og det har kun været i 2017, hvor man havde et holdløb, og i 2021, hvor man havde en enkeltstart, at traditionen er blevet brudt.
2008- og 2010-udgaver stikker ud som særligt nemme, fordi der de år ikke var en stor bjergafslutning, og derfor blev løbet afgjort af etaper i kuperet terræn. I de senere år har man imidlertid fundet sig et relativt fast format helt uden enkeltstarter, med to store bjergafslutninger i Pyrenæerne på 3. og 4. etape og derudover adskillige kuperede etaper af varierende sværhedsgrad. Det har gjort det til det perfekte løb for klatrere, og blandt WorldTour-etapeløbene har det været det bedste for netop denne ryttertype. Bjergafslutningerne har ganske vist været relativt nemme og bedre for eksplosive typer end rene bjerggeder, men da det har været det eneste WorldTour-etapeløb i Europa uden tidskørsler har det appelleret meget til folk, der kan køre opad.
En ting er uundgåeligt: der er ikke meget at komme efter for de rene sprintere i Catalonien. Terrænet er ganske kuperet, og selvom der ikke er mange etaper i de høje bjerge, er der heller aldrig helt flade etaper. Flere af etaperne afgøres ofte i spurter, men det kræver et ganske godt sæt klatreben at holde sig fremme helt til målstregen. Derfor er det ikke overraskende, at de seneste udgaver har været succesfulde for folk som Gianni Meersman og Luka Mezgec, der netop har den specielle evne, at de både kan spurte og klatre og derfor har vundet flere etaper i samme løb.
Efter flere år med et relativt uforandret format forsøgte man sig i 2017 med en nytænkning, hvor man indlagde et hele 40 km langt holdløb og droppede den ene af de to pyrenæeretaper for i stedet af opfinde en ny kongeetape på Lo Port-stigningen tæt på kysten. Den var langt sværere end tidligere målstigninger, og sammen med holdløbet bidrog den til at gøre løbet meget mere selektivt end tidligere. I 2018 og 2019 vendte man imidlertid tilbage til det klassiske format med to dage i Pyrenæerne til at afgøre klassementet på 3. og 4. etape og derudover en stribe kuperede etaper, der tiltalte en blanding af hårdføre sprintere, udbrydere og puncheurs. Sidste år var formatet det samme, dog med inklusionen af en enkeltstart som et eksperiment.
Efter sidste års afvigelse fra traditionen vender man tilbage til det helt klassiske format med de to store pyrenæeretaper om onsdagen og torsdagen som de afgørende og løbets absolutte centrum. Alligevel er ruten en anelse anderledes, da sprinterne har mere at komme efter end vanligt. Det virker således sandsynligt, at hele tre af de syv etaper skal ende i en spurt, og selvom det næppe vil være et fuldt felt alle dage, og den ene af afslutningerne appellerer mere til puncheurs end sprintere, må det betegnes som den mest sprintervenlige udgave i flere år.
Det kommer til udtryk allerede på 1. etape. I de seneste ni udgaver er løbet altid startet med den klassiske finale i Calella, men sådan bliver det ikke denne gang. I de kommende to år skyder Sant Feliu de Guixols showet i gang, og det vil være guf for løbets puncheurs, der kan se frem til en stigende spurt, hvor Michael Matthews slog Alejandro Valverde ved det første besøg i 2019. De rigtige sprintere kan til gengæld slikke sig om munden ved udsigten til den lange 2. etape, der er for løbet usædvanligt flad og sender feltet på en sjælden tur ind til Frankrig, men klassementsrytterne skal tage sig i agt i nærheden af målbyen, Perpignan, hvor det kan være ganske blæsende.
Som altid er onsdagen og torsdagen reserveret til de to etaper i Pyrenæerne, og som det oftest sker lægges der ud med den letteste. På 3. etape skal der sluttes med den velkendte afslutning op til skisportsbyen La Molina, der imidlertid er en ganske let sag, hvor der kan skabes forskelle, men hvor det også ofte er endt i en spurt i en relativt stor gruppe. Større forskelle kan formentlig gøres torsdag, hvor man dropper ideen med altid at bruge de tre samme bjergafslutninger, som vi har set det de seneste mange år. For første gang siden 2002 skal der nemlig sluttes på Bol Taüll-stigningen, der heller ikke er verdens sværeste på den øvre del, men utvivlsomt vil være rammen om løbets vigtigste bjergslag.
Efter de to afgørende bjergetaper venter som altid tre mere uforudsigelige dage. Fredagens etape har som altid karakter af en lang transport tilbage til kysten, hvorfor der venter en hovedsageligt faldende dag, og da man denne gang ikke har inkluderet sene stigninger, har sprinterne en god chance, hvis de orker at kontrollere de mere end 200 km, og hvis vinden ikke kommer i spil. I teorien kan de holdbare afsluttere også komme i spil om lørdagen, men her betyder næsten 3000 højdemeter på en rundstrækningen ved Middelhavet, at det ligner en dag for de udbrydere, der næsten altid får mindst én chance i Catalonien.
Endelig slutter det hele på den klassiske rundstrækning i Montjuic-parken i Barcelona, hvor vi altid ser angreb i klassementet, men hvor der sjældent gøres forskelle, og udbrydere ofte løber med sejren. Ligesom i 2021 har man givet etapen et twist med en betydeligt stejlere opkørsel ad Montjuic, men det gjorde ingen væsentlig forskel sidste år. Det ender dog altid i et aggressivt og hæsblæsende løb, hvor førertrøjen ganske vist aldrig har skiftet ejermand, men hvor vi stadig har set forskydninger i toppen af klassementet.
1. etape
I de seneste ni udgaver har vi vænnet os til, at løbet er startet med en etape omkring middelhavsbyen Calella, hvor det trods en sen bakke oftest er endt i en massespurt. Fra i år skal vi vænne os til noget nyt, da arrangørerne har indgået en aftale med en anden middelhavsby, Sant Feliu de Guixols om at være vært for løbets indledning de kommende to år. Det vil løbets puncheurs kunne glæde sig over, da etapen slutter med samme rundstrækning, som blev brugt i 2019, og som var rammen om en spurtsejr til Michael Matthews foran Alejandro Valverde. Etapen er designet efter samme mønster som Calella-etapen, da en finalebakke, der kommer med 25 km igen og stejlere end på den gamle rute, vil kunne skabe nogen udskilning, inden alt peger på en reduceret massespurt, hvor vi for tre år siden så, at puncheurs have en overhånd i forhold til lidt tungere afsluttere.
I alt skal der tilbagelægges 171,2 km, der har både start og mål i den nye værtsby, Sant Feliu de Guixols, der ligger helt ud til Middelhavet. Starten er ganske hård, idet man lægger ud med at køre mod nordvest væk fra vandet via første del af kategori 3-stigningen Alt de Romanya, der skal bestiges i fuld længde i finalen. Denne gang drejer man dog mod sydvest kort inden toppen for i stedet at køre mod sydvest og nord ad et let faldende og fladt plateau, der leder op et højdedrag. Her fortsætter man mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alt de Santa Pellaia (4,4 km, 4,4%), der er stejlest over de sidste 1400 m, hvor den stiger med 5,5%.
Toppen rundes efter 25,8 km, og det signalerer afslutningen på den hårde start. En teknisk nedkørsel leder mod nordøst, inden det falder let i samme retning ned til byen La Bispal d’Emporsa, der ligger i den sydlige del af et helt fladt område, som man nu kører en rundstrækning på. Først kører man mod nordvest, øst og slutteligt nord op til etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst for at køre ud til kystbyen l’Escala. Herfra kører man mod sydvest ind i landet igen, stadig i fladt terræn, inden man slår en sløjfe mod øst ved at køre mod øst hen til og derefter mod vest væk fra byen Torroella de Montgri. En lige og flad vej leder nu mod syd og sydøst tilbage til La Bisbal d’Emporda, der nås igen efter 104 km.
Som sagt ligger den by lige nord for det højdedrag, man tidligere besøgte, og det går man igen, når man igennem let stigende terræn kører mod syd og sydøst. Herfra fortsætter man mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (2,3 km, 4,7%), der efter en let første kilometer byder på 500 m med 6,4% som det stejleste stykke, inden den stiger med 4-6% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 112,3 km. Herefter leder en lidt kringlet nedkørsel mod sydøst ned til byen Calonge, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, og hvorfra det går fladt mod sydøst ud til kystbyen Sant Antoni de Calonge. Herfra kører man mod sydvest ned langs den flade kyst til målbyen. Her kører man ind genne byen ad en ganske snoet vej, der byder på to mindre bakker, inden man drejer mod nordvest for at køre frem til stregen, der ligger på toppen af en tredje bakke, og hvor man efter 134,5 km kører dagens første spurt.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 36,7 km lang rundstrækning, der indledes med at man kører fladt mod nordvest frem til startområdet. Herfra kører man for anden gang mod nord op ad kategori- 3stigningen Alt de Romanya (4,1 km, 5,9%), der har en let kilometer 2 med 3,7%, men derefter stiger jævnt med 6-7%. Modsat første gang kører man hele vejen til toppen, der rundes efter 145,7 km, hvorefter de sidste 25,5 km indledes med en kun i starten lidt teknisk nedkørsel, som leder mod øst tilbage til byen Calogne, hvor man ramte rundstrækningen.
Herfra går det igen fladt mod sydøst ud til Sant Antoni de Calogne, hvor dagens anden spurt kommer efter 158,0 km, inden det igen går mod sydøst og syd ned langs den flade kystvej. Til slut kører man igen ad den meget snoede vej ind gennem målbyen, hvor man til slut altså skal over de sidste tre bakker, hvoraf den sidste leder op til mål. Den næstsidste af bakkerne har top med 3 km igen, hvorefter det falder ned til den røde flamme, inden den sidste kilometer stiger med 3,3% i snit, men bliver stejlere og stejlere frem til stregen med 5-6% over de sidste 7-800 m. Finalen er kringlet, idet den snoede vej afbrydes af en rundkørsel med ?? m igen, hvorefter man drejer i en rundkørsel m 1400 igen. Umiddelbart herefter drejer man skarpt med 1300 m igen, hvorefter to bløde sving lige efter den røde flamme leder ind på opløbsstrækningen.
Etapen byder på i alt 1658 højdemeter.
På den gamle rute så vi af og til udbrudssejre, men her var etapen også i mange tilfælde ganske kuperet. Det er den ikke denne gang, hvor vinden er den eneste trussel på store dele af etapen. Til gengæld er det en ganske svær stigning, der til slut kan rydde ganske pænt ud i feltet, hvis der lægges pres på, og da finalen blev brugt for tre år siden, var det kun ca. 100 mand, der overlevede. Etapen er nem at kontrollere, og derfor taler meget for en spurt i den vanskelige finale, hvor Matthews sejrede i 2019, og hvor det så ud til, at puncheurtyper havde overhånden.
Sant Felius Guixols hark kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2019, hvor Michael Matthews i samme finale sejrede foran Alejandro Valverde og Daryl Impey.
2. etape
Volta a Catalunya er kendt for alt andet end sprinteretaper, men årets rute er mere sprintervenlig, end vi normalt ser det. Det kommer særligt til udtryk for 2. etape, hvor der ganske vist i klassisk catalansk ånd skal klatres mere end 2000 højdemeter, men hvor det hele slutter med en flad tur langs middelhavskysten ind til Frankrig og målbyen Perpignan. Den ligger dog i et område, der er kendt for sin vind, og selvom alt peger på en massespurt, kan man ikke udelukke, at der tirsdag lægges op til et rigtigt sidevindsdrama.
Med en distance på 202,4 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra den spanske by L’Escala til den franske by Perpignan. Begge byer ligger ved Middelhavet, og turen består i alt væsentligt af en tur op langs kysten. Den første del af etapen foregår dog et stykke inde i landet, men da det foregået på samme relativt flade plateau som 1. etape er der ingen svære stigninger.
Det er generelt let stigende, når man fra start kører mod vest væk fra vandet, inden en nedkørsel leder mod nord ned til byen Bascara, der nås efter 22 km. Herfra snor man sig mod nord igennem småkuperet terræn, inden man kører mod nordvest ad et let stigende stykke frem til byen Terrades, som passeres efter 56 km, inden en kringlet nedkørsel leder mod nordøst. Derfra bliver det næsten helt fladt, når man sig snor sig mod øst, nordøst og sydøst hele vejen ud til kysten, som nås nær byen Roses.
Her rammer man etapens vanskeligste punkt i forbindelse med et kuperet område, der ligger helt ud til vandet. Man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Coll de Sa Perafita (3,6 km, 5,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 107,9 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst og nordvest ned til vandt, hvor man kører mod nordvest ad den helt flade kystvej forbi dagens to spurter, som kommer ganske tæt på hinanden efter hhv. 116,0 og 123,3 km. Nu går det mod nord ad en meget snoet og kuperet del af kystvejen, der først byder på en lille bakke og en nedkørsel, inden man skal over kategori 3-stigningen Coll del Frare (2,6 km, 5,9%), der ligeledes er relativt jævn med 500 m med 7,0% som den stejleste del. Toppen nås efter 134,4 km, og derfra går det via en kort nedkørsel direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Coll dels Belitres (2,7 km, 5,7%), der også er ganske jævn og har top efter 140,9 km, hvor man passerer grænsen til Frankrig.
Herfra resterer fortsat 61,5 km, som indledes med, at man fortsætter mod nordvest af den meget snoede kystvej via først en nedkørsel og siden et ganske kuperet stykke med fire bakker, fire nedkørsler og et let stigende stykke. Den sidste nedkørsel leder imidlertid væk fra den kuperede del af kysten, når man når byen Port-Vendres, og herfra er de sidste ca. 30 km af etapen helt flade. De leder mod nordvest forbi byen Argeles-sur-Mer, hvor man drejer mod nord for at køre parallelt med vandet frem til Canet-en-Roussillon. Her drejer man mod vest for at køre ad en flad vej indtil centrum af Perpignan, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. Vejen afbrydes af en rundkørsel inden 3 km-mærket, inden man skal rundt i en ”snegl” med 1500 m igen, hvorefter et skarpt sving med 1100 m igen leder til højre ind på opløbsstrækningen.
Etapen byder på i alt 2164 højdemeter.
Trods distancen og den svære midtersektion peger meget på en massespurt, men så enkelt er det ikke nødvendigvis. Området er nemlig kendt for sin vind, der kan være meget kraftig, og derfor kan det blive en ganske dramatisk affære. Hvis ikke det blæser, får vi formentlig en relativt klassisk sprinteretape, selvom man ikke skal undervurdere, at det vil være nogle mærkede ben efter en lang og kuperet dag, men hvis det blæser kan etapen blive en af løbets vigtigste.
Perpignan har kun to gange siden 1999 været mål for et stort cykelløb. Det var i 2009-udgaven af Tour de France, hvor sprinterne højst overraskende blev snydt af Thomas Voeckler, der holdt feltet bag sig med 7 sekunder og sejrede foran medudbryderen Mikhail Ignatiev og Mark Cavendish, samt i 1999-udgaven af Midi Libre, hvor Wladimir Belli vandt en enkeltstart foran Jose Alberto Martinez Trinidad og Gilles Maignan.
3. etape
Med undtagelse af 2017-udgaven, hvor man benyttede sig af nytænkt rute, har man i de senere år fulgt et ret fast format, hvor løbet er blevet afgjort i Pyrenæerne på 3. og 4. etape, der som regel har varieret mellem 3 velkendte bjergfinaler, som er blevet brugt igen og igen. Selvom finalen på 4. etape er ny, bruges den model bruges også i år, hvor det er en af løbets klassikere, der skyder klassementsslaget i gang. Det sker, når man onsdag afslutter en dag med næsten 3500 højdemeter med den velkendte klatretur op til La Molina. Den er dog den letteste af de tre bjergfinaler, arrangørerne i de seneste år har foretrukket, og som regel har det været en afslutning, hvor en god spurt vil være afgørende i jagten på sejren, og hvor forskellene kun sjældent har været større.
Med en distance på 161,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Perpignan og Frankrig tilbage til Spanien og målet i skisportsbyen La Molina dybt inde i Pyrenæerne. Starten er meget enkel, da man med det samme kører mod først vest og siden sydvest væk fra Middelhavet med direkte retning mod bjergene. Hele tiden stiger det let, idet det undervejs bliver stejlere og stejlere.
Efter 64,8 km når man frem til byen Thues Entre Valls, der markerer den officielle start på kategori 1-stigningen Mont-Louis (12,4 km, 5,7%), som bestiges fra nordøst. Der er tale om en ganske jævn stigning, hvis stejleste kilometer stiger med beskedne 7,0%, og hvis top rundes efter 78,0 km. Her rammer man et plateau, hvor det falder let mod sydvest og stiger let mod nordvest, inden en lidt teknisk nedkørsel leder mod syd ned til Llivia, hvor dagens første spurt kommer efter 97,7 km, og hvor man passerer grænsen til Spanien. Herfra går det mod sydvest ad en let faldende vej frem til Puigcerda, hvor dagens anden spurt kommer efter 104,0 km.
Et kort, fladt stykker leder mod syd, inden etapen tager fat igen, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Cikkade de Toses (19,5 km, 3,1%), der indledes med 7,5 km med 4,6% i snit, men derefter bare stiger med 1-4% frem til toppen, som rundes efter 129,2 km. De sidste 31,8 km inedledes med en relativt let nedkørsel, der leder mod sydvest og nordvest ned til La Molina, hvor man efter 136,1 km krydser målstregen fra den forkerte retning. Nedkørslen fortsætter nu mod nordvest ad en helt lige vej ned til et fladt plateau.
Her vender man med det samme rundt for at køre mod sydøst tilbage til La Molina, dog ikke ad samme vej, som blev brugt til nedkørslen. Det sker via kategori 1-stigningen La Molina (12,0 km, 4,4%), der skal deles i to dele. De første 5,5 km stiger relativt jævnt med 7,3% i snit, inden det venter 1,6 km med 5,9% i snit. Herefter falder det imidlertid over 2 km, inden en flad kilometer leder frem til den røde flamme, hvorefter det stiger med 6,0% og når 8% på de sidste 500 m. Finalen går ad en snoet vej med et par hårnålesving på den nedre del, inden man med 700 m igen drejer skarpt til højre, hvorefter der venter et sidste hårnålesving bare 100 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 3416 højdemeter.
Med 2021-udgaven som en undtagelse har den samme finale har været benyttet nu mange gange i træk, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente, også selvom man har varieret første del af ruten fra år til år. Den sidste stigning er måske nok stejl i bunden, men den sidste halvdel er så nem, at det oftest er endt i en spurt på den sidste rampe, hvor Alejandro Valverde har været svær at slå. I både 2018 og 2019 så vi imidlertid, at løbet godt kan eksplodere på den stejle del, og hvis frontgruppen kan samarbejde, og hvis vindretningen er den rette, kan der altså godt skabes større forskelle end som så i det, der er det første store opgør mellem klatrerne i årets Volta a Catalunya.
I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skabt til eksplosive ryttere, da hans først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristiske accelerationer og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Nairo Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet, til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var først blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen.
Heller ikke i 2016 kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. I 2017 vandt Alejandro Valverde spurten i en favoritgruppe foran Dan Martin og Adam Yates på en dag, hvor hele 20 mand sluttede inden for 15 sekunder af vindertiden. I 2018 blev der endelig gjort større forskelle, da Valverde, Quintana og Egan Bernal tidligt kørte væk, inden den spanske veteran slog den yngste colombianer i spurten på toppen. Også i 2019 var finalen mere selektiv, end vi typisk har set det, da Miguel Angel Lopez, Egan Bernal, Adam Yates og Nairo Quintana kørte væk på den stejle, og i det taktiske spil mellem særligt Bernal og Quintana sneg Lopez sig væk til en solosejr med 16 sekunder ned nu 6 forfølgere, hvis spurt blev vundet af Gregor Mühlberger foran Marc Soler.
I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.
4. etape
Som det oftest har været tilfældet, følger de to store bjergetaper lige efter hinanden om onsdagen og torsdagen, og det vil også være tilfældet i år, hvor kongeetapen som så ofte før kommer som den sidste i rækken. I år har den dog en ny finale på Boi Taüll-stigningen, der ikke har været benyttet siden 2002. Heller ikke den er verdens sværeste stigning, men med to stejlere passager og en betragtelig længde på 16,6 km samt ikke mindst en top i den iltfattige luft i 2015 m højde, venter der her alligevel det formentlig allervigtigste slag i kampen om den samlede sejr i Spaniens ældste cykelløb.
Med en distance på 166,7 km er det endnu en relativt kort etape, der fører fra La Seu d’Urgell til toppen af Boi Taüll-stigningen i 2015 m højde. Starten er ganske let, idet man kører af en lige og ganske let faldende dalvej mod sydvest ned til byen Coll de Nargo, der nås efter 25 km. Her tager etapen imidlertid med det samme fat, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Coll de Boixols (15,8 km, 4,9%), der over de første 9 km stiger relativt jævnt med 5-6%, inden et tre kilometer langt plateau leder frem til 2 km med 6-7%, hvorefter den flader ud over de sidste 1800 m frem mod toppen, som rundes efter 43,8 km.
Nu venter en lettere fase, der indledes med, at man kører mod sydøst ad en let faldende og op over en bakke, inden en lang og for det meste let nedkørsel leder videre mod sydvest ned til fladlandet, der nås i byen Isona efter 66 km. Herfra stiger det let mod nordvest frem til Tremp, hvor man efter 85 km drejer mod nordøst for at køre hen langs en flad søbred frem til byen la Pobla de Segur. Herfra går det mod nord og nordvest ad en let stigende vej langs floden el Flamisell.
Kort efter tager etapen fat igen, når man kører mod nordvest og sydvest op ad kategori 1-stigningen Port de la Creu de Perves (9,4 km, 5,4%), der efter 4 lette kilometer med 4-5% hovedsageligt stiger med 6-7% frem til toppen, som rundes efter 119,7 km. De sidste 47,0 km indledes nu med en ganske let nedkørsel, der leder mod nordvest ned til søen Panta d’Escales, der følges let stigende mod nord frem til den første spurt, som kommer efter 134,9 km. Nu kører man mod nordøst langs floden la Naguera de Tar ad en let stigende vej frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 148,6 km.
Kort efter spurten indledes finalen, når man drejer mod sydøst og senere syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Bol Taüll (16,6 km, 5,7%). Stigningen er ganske irregulær og kan deles i fire. De første 3 km er lette med 3-6%, inden der venter 5 km, som stiger relativt jævnt med 6-8%. Herefter venter 5 relativt lette kilometer med hovedsageligt 3-6%, inden den tager fat over de sidste 3,6 km, som stiger jævnt med 6-7%, herunder med 7,1% over de sidste 600 m. Stigningen har mange hårnålesving på den nede del, inden vejen er relativt lige frem til de sidste kilometer, hvor der er fem hårnålesving. På den sidste kilometer lede en lige vej frem til det sidste hårnålesving bare 50 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 3531 højdemeter.
Stigningen er ikke blevet besøgt de seneste 20 år og derfor ny i moderne cykelsport. Den er ikke specielt stejl og minder meget om det, vi kender fra Catalonien, der mest har relativt bløde procenter. Da den sidste klassiske bjergetape blev kørt i 2001, så vi dog, at forskellene mellem de bedste nok var små, men afstanden ned til de næstbedste var stor. Vindretningen er altid afgørende på denne slags stigninger, men det virker ikke usandsynligt, at de bedste klatrere kan køre væk på den svære nedre del, og at de herefter skal afgøre det mellem sig, når stigningen igen tager fat over de sidste 3,6 km. Måske vil vi ikke se store forskelle mellem de allerbedste, men det vil stadig være den klart vigtigste etape i årets løb.
Boi Taüll er kun to gange tidligere i dette årtusinde blevet brugt som mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Senest var det i 2002, hvor Aitor Garmendia vandt en bjergenkeltstart foran Roberto Heras og Raimondas Rumsas. Også i 2001 var løbet forbi, hvo Ivan Gotti vandt med 5 sekunder ned til Aito Kintana og 8 sekunder ned til Aito Gonzalez på en dag, hvor seks man sluttede inden for 20 sekunder, men hvor nr. 8 tabte 1.25.
5. etape
Med undtagelse af i 2017-udgaven, hvor man havde en usædvanlig sen bjergetape nær Middelhavskysten, har de sidste tre etaper som regel været betydeligt lettere end de to store bjergetaper og i alt væsentligt ført feltet fra Pyrenæerne tilbage til Middelhavskysten, hvor søndagens store finale i Barcelona venter. Det vil også være tilfældet i år, hvor 5. og 6. etape har karakter af transportetaper uden store bjergfinaler. Fredag gælder det i hvert fald en helt klassisk transport fra højderne og ned mod kysten, og selvom den 206,3 km lange etape byder på næsten 2500 højdemeter, betyder en afslutning med mere end 80 hovedsageligt faldende kilometer, at en massespurt er det sandsynlige scenarium, hvis ikke vinden vil det anderledes.
Med en distance på 206,3 km er der tale om en lang sag, der fører feltet fra La Pobla de Segur til Vilanova i la Geltru. I alt væsentligt er der tale om en lang rejse med sydøst væk fra bjergene og med retning mod kysten, hvor målbyen ligger helt ud til vandet, og det betyder, at terrænet generelt er faldende. Man starter dog så langt syd for Pyrenæerne, at første del af etapen ikke er alt for vanskelig. Der køres mod sydvest og sydøst ad en relativt flad vej, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Coll de Comiols (7,2 km, 5,2%), der er lidt ujævn med 3 km med 3-5% og derudover stiger med ca. 6%, inden man når toppen efter 37,0. En ikke alt for svær nedkørsel leder nu mod syd ned til byen Artesa da Segra, som passeres efter 60 km, hvorefter man følger en ganske lige vej, der hovedsageligt er let stigende.
Efter 95 km når man byen Cervera, og herfra begynder det at stige kraftigere, når man fortsætter mod sydøst. Kort efter drejer man mod syd ad en faldende vej, der dog efter ca. 135 km afbrydes af et længere stigende stykke, inden det igen falder ad en ret kringlet ved ned til el Pont d’Armentera, der passeres efter 152 km. Her drejer an mod syd for at fortsætter af en let faldende vej, inden man drejer mod øst for at køre op og ned ad en bakke, hvorefter man når frem til dagens første spurt, som kommer efter 176,5 km.
En let faldende vej leder videre mod øst og sydøst frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 189,7 km umiddelbart nord for kysten. Herfra falder det forsat let mod sydøst, inden man drejer mod øst for at køre op ad en lille bakke, inden det igen falder let mod sydøst det sidste stykke ned til målbyen. Med 3 km igen skal man over en ganske lille 500 m lang bakke, inden også de sidste 2,5 km er faldende, den sidste kilometer dog kun med 0,7%. I byen skal der drejes i rundkørsler inden 3 km-mærket og med 2300 m igen, inden der er et sidste skarpt venstresving med 1600 m igen, hvorefter man slutteligt skal igennem to rundkørsler med hhv. 1100 m og 400 m igen.
Etapen byder på i alt 2478 højdemeter.
Grundet det begrænsede antal sprintere har udbrud altid en relativt god chance i Catalonien, ikke mindst da det på en lang etape som denne vil kræve en del kræfter at kontrollere. Etapen er dog meget let efter catalansk standard, og sandsynligheden taler for, at vi får en massespurt. Man skal dog altid passe på vinden, der før har spillet en rolle i Catalonien.
Vilanova i al Geltru har været mål for et stort cykelløb fem gange siden 1999, herunder fire gange i dette løb. Det var senest i 2016, hvor Davide Cimolai vandt en massespurt foran Nikias Arndt og Tosh van der Sande. I 2014 kørte et udbrud til gengæld om sejren, og her kørte Stef Clement væk til en solosejr foran Rudy Molard og Pieter Serry. I år 2000 kom sprinterne til fadet, da Erik Zabel vandt foran Marcel Wüst og Zoran Klemencic, og det gjorde de også i 1999, hvor Mario Cipollini var hurtigere end Jeroen Blijlevens og George Hincapie. Vueltaen var forbi i 2010, hvor Imanol Erviti tog karrierens største sejr ved at køre alene hjem fra et udbrud og vinde foran Romain Zingle og grand tour-debutanten Greg van Avermaet.
6. etape
Blandt de ugelange etapeløb er Volta a Catalunya formentlig det, der er mest venligt over for udbrydere. Lykkeridderne synes altid at holde hjem på mindst én etape, og de kunne drømme om at få en chance om lørdagen. Her skal der nemlig klatres næsten 3000 højdemeter, og det gør det til en etape, der kræver sit at kontrollere. De fleste af disse kommer dog også i etapens første halvdel, og da de sidste knap 30 km alle er faldende, er det ikke umuligt, at de mest holdbare sprintere kan få en sidste chance inden den store finale i Barcelona.
I alt skal der tilbagelægges beskedne 167,6 km med start og mål ved Costa Daurada, idet starten finder sted i Salou og målet er placeret bare ganske få kilometer mod vest i byen Cambrils. Begge byer ligger ved kysten, og etapen består af en tur ind i bakkerne og tilbage igen. Allerede fra start kører man væk fra vandet, når det går mod nordvest ad en stigende vej, inden man kortvarigt kører mod nordøst ad et fladt plateau. Herefter venter dagens vanskeligste udfordring, når man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Coll de les Llebres Mussara (10,5 km, 6,0%), der over de første 5 km stiger jævnt med 6-7%, hvorefter den stiger jævnt med 5-6% frem til toppen, som rundes efter 41,0 km.
På toppen venter kun en kort nedkørsel, som leder mod nordøst, inden man snor sig mod nordvest og vest igennem ganske kuperet terræn. Nu går det mod vest op ad kategori 2-stigningen Coll de Capafins (4,3 km, 5,7%), der stiger med 5-8% over de første 3 km, inden den flader ud frem mod toppen som rundes efter 63,2 km. Heller ikke denne gang er der en rigtig nedkørsel, da man følger et fladt plateau mod nord frem dagens første spurt, som kommer efter 66,6 km, inden man forsætter mod nord og nordvest ad en let stigende vej.
I det nordligste punkt i Vilanova de Prades begynder der efter ca. 70 km endelig at falde, når man følger en let snoet vej mod sydvest og sydøst, inden man skal op ad en bakke. Herfra falder det videre mod syd ned til Cornudella, som passeres efter 96 km, hvorfra det går videre mod vest op ad endnu en bakke. En lang og lidt stejlere nedkørsel leder herfra mod sydvest, inden man snor sig mod sydøst igennem et kuperet terræn, der byder på to ganske lange bakker med efterfølgende nedkørsler, inden et kort fladt stykke leder frem til dagens sidste udfordring.
Den indledes, når man kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Coll de la Teixeta (2,9 km, 5,3%), der stiger trip-trap-træsko med 1 km med 4-5%, 1 km med 5-6% og 900 m med 6-7%. Toppen rundes efter 139,1 km, hvorefter de sidste 28,5 km indledes med en kringlet nedkørsel, som fører mod sydøst ned til den sidste spurt, der er placeret efter 145,7 km. Derfra er det en næsten helt lige og let faldende vej, der leder mod sydøst hele vejen ned til kysten, hvor man slår en sløjfe rundt om Cambrils ved ført at køre mod øst, siden syd og slutteligt vest og nordvest hen langs kystvejen. Her er de sidste 5 km stort set flade og byder på et hav af rundkørsler, inden man skal dreje til højre to gange, først i en rundkørsel med 2300 m igen og siden i et skarpt sving med 1400 m igen, hvorefter der venter endnu en rundkørsel lige ved den røde flamme.
Etapen byder på i alt 2794 højdemeter.
Det bliver en mundfuld at kontrollere denne etape, og det ligner derfor en dag for et udbrud, også fordi starten er så hård, at udbruddet formentlig bliver både stort og stærkt. Man kan aldrig helt udelukke en reduceret massespurt, men på dette tidspunkt i løbet er det et usandsynligt scenarium. Klassementsrytterne kan dog ikke helt slappe af, da risikoen for vind altid er til stede i Catalonien, særligt i finalen ved kysten.
Cambrils har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Det var i 2006, hvor Luis Perez Romero med 12 sekunder ned til feltet snød sprinterne, hvis spurt blev vundet af Isaac Galvez foran Thor Hushovd, og i 2005, hvor Enrico Gasparatto vandt en massespurt foran Claudio Corioni og Thor Hushovd.
7. etape
I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt konceptet hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2022. Sidste år gav man dog den afsluttende rundstrækning et twist med en stejlere opkørsel af Montjuic, der til gengæld skulle passeres færre gange, og den ide vil også finde genanvendelse. Ganske vist har den siden Scarponis kup kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.
Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 138,6 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører ind til rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange.
Fra starten i den vestlige udkant af Barcelona lægger man ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 8,7 km. Herfra fotsætter man videre mod nord og nordvest igennem fladlandet, inden man drejer mod sydøst for at skære ind gennem et højdedrag. Det sker via to bakker, hvor den sidste (1,3 km, 6,6%) leder frem til byen Corbera de Llobregat, som passeres efter 26 km.
Nu falder det let mod sydøst, inden det går mod sydvest ad en snoet vej, der er let stigende, indtil det kulminerer med en stejl bakke (1,6 km, 9,7%), hvis top nås efter 42 km. Et let faldende stykke leder videre mod sydvest, inden det stiger let mod først sydvest og siden sydøst, indtil man efter 56 km nå frem til byen Begues. Her rammer man en rigtig nedkørsel, der dog ikke er svær, og som leder mod sydvest ned til den store kystby Castelldefels, hvor dagens anden spurt kommer efter 68,1 km. Herfra går det ad en næsten lige og helt flad vej mod først øst og siden nordøst ind til centrum af Barcelona.
I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 91,5 km, og herefter afsluttes løbet som i 2021 med bare 6 og ikke de klassiske 8 omgange på en igen forlænget 7,9 km lang rundstrækning i Montjuic-parken (den traditionelle rundstrækning var 6,8 km lang). Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 2-stigningen Alt Montjuic (2,5 km, 4,6%, max. 19%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Som sagt køres den denne gang fra en anden og meget irregulær side, hvor de første 500 m stiger med 5,6%, men hvor den derefter er meget let, indtil de sidste 900 m, hvoraf de første 500 m stiger med 5,1% og de sidste 400 m med hele 11,8%.
Fra toppen resterer bare 5,4 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, der afbrydes af en 500 m lang bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%, og der er en kategori 2-bjergspurt ved alle seks passager af stigningen.
Etapen byder på i alt 2065 højdemeter, hvilket er knap 100 flere end i 2021 og ca. 100 færre end i 2019.
De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Det er en sidste chance for klassementsrytterne til at gøre forskelle, og hvis afstandene er små, kan vi vente angreb på rundstrækningen, der er svær at kontrollere. Som sagt har toppen af klassementet kun sjældent ændret sig, og hver eneste gang har løbets førende kunnet afværge angrebene. Både Scarponi i 2013 og Simon Yates i 2018 har imidlertid brugt etapen til med angreb at avancere betydeligt i klassementet, og bonussekunder kan også komme i spil i det, der kan være en meget tæt affære. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Med mindre typer klatrestærke afsluttere som Alejandro Valverde beslutter sig for at gå efter en etapesejr, er det derfor meget sandsynligt, at det tidlige udbrud skal køre om sejren, som de ofte har gjort det, men det er heller ikke uset, at etapen er endt i en spurt i en lille gruppe eller med succes til et sent angreb. I år kan etapen med en vanskelige opkørsel af Montjuic endda måske blive en anelse mere selektiv end tidligere, selvom det ikke gjorde nogen væsentlig forskel sidste år.
Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.
Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Michele Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.
I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.
I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.
I 2018 angreb Simon Yates i finalen og holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angrebet den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet. I 2019 førte angrebene på den førende Miguel Angel Lopez heller ikke til noget, men favoritterne missede også denne gang ud i kampen om etapesejren, da Davide Formolo leverede et gigantisk soloridt fra det tidlige udbrud. Bag ham lykkedes det Enric Mas og Maximilian Schachmann at køre væk med et par sekunder, inden Dion Smith var hurtigst i en favoritgruppe på 11 mand. Sidste år lagde Ineos, der havde nr. 1, 2 og 3 i klassementet, løbet i et jerngreb, og mens Thomas de Gendt kørte fra Matej Mohoric og tog sin anden sejr på etapen via et udbrud, udgjorde en blanding af udbrydere og klassementsfolk en 20 mand stor gruppe, der nåede mål 1.46 bag De Gendt.
Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris
Favoritterne
Med en relativt ensartet rute i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af Volta a Catalunya. 2017-udgavens nyskabende rute var en undtagelse, men ellers har løbet i alt væsentligt fulgt samme format fra 2013 og 2019. Som det eneste af forårets europæiske WorldTour-løb uden enkeltstart, har det været et løb for klatrere, og løbet er oftest blevet vundet af den bedste bjergrytter. Sidste år skulle tempobenene højst usædvanligt i spil, men sådan bliver det ikke i år, hvor alt er ved det gamle.
Løbet har traditionelt været afgjort på de to store bjergafslutninger i Pyrenæerne, mens de øvrige etaper har spillet en begrænset rolle. Sidevinden har dog før skabt kaos, senest i 2015, hvor Dan Martin tabte sit klassement på gulvet, og bonussekunder er også kommet i spil som i 2015 og 2016, hvor henholdsvis Alejandro Valverde og Martin brugte deres spurtstyrke til på de sidste etaper at rykke frem i den samlede stilling, nu hvor bonussekunder i de seneste par år har været et nyt element i løbet, der ellers som de fleste andre spanske løb længe forsagede den slags.
Årets rute synes at skulle blive afgjort af de samme elementer. Det er klart, at klatrebenene vil være det mest dominerende, men man skal ikke undervurdere betydningen af spurtstyrke. De catalanske bjerge er måske nok lange, men de er ikke specielt stejle, og det har ikke altid været let at gøre forskelle. Særligt onsdagens La Molina, hvor kun den nedre del er svær, er i visse udgaver endt med at være meget lidt selektiv, mens torsdagens i moderne cykelsport nye stigning utvivlsomt er vanskeligere, men også har sin sværeste del tidligt. På denne slags stigninger betyder vindretningen altid en del. Til gengæld vil klatrerne sætte pris på stigningernes længde, og nogle vil også sætte pris på den iltfattige luft i mere end 2000 m, som vil gøre torsdagens kongeetape endnu mere selektiv.
De to stigninger er designet på samme måde. I begge tilfælde er det den nedre del, der er svær, og det er her, man for alvor kan gøre forskellen. På La Molina har vi set, at de stærkeste ofte kan danne en gruppe på den svære del, og at de herefter enten kan spurte på toppen eller køre en taktisk finale, som da Miguel Angel Lopez senest sneg sig væk fra de øvrige til en sejr i 2019, hvor de bedste var meget jævnbyrdige. Hvis ikke forskellen gøres, kan det til gengæld ende i en spurt i en større gruppe.
Det er tænkeligt, at vi kan se det samme på kongeetapen, hvis nogen tør så tidligt. Venter de til de sidste 4 km, vil forskellen nok være begrænsede. Da Boi Taüll senest var mål for en linjeløbsetape i 2001, ser det ud til, at den er forløbet på præcis denne facon med en tidlig udskilning og derefter en afgørelse mellem de bedste. Forskellen mellem de allerbedste var nemlig lille, men til gengæld er afstandene ned til de sidste top 10-ryttere ganske store.
Hvor meget eksplosivitet vil betyde, vil således meget være bestemt af vindretningen, der vil gøre det mere sandsynligt, at vi får splittelse tidligt på stigningerne. Her ser det i skrivende stund ud til, at der vil være direkte modvind på La Molina. Værre ser det ud torsdag. Her ventes nemlig potentielt snevejr, og da rytterne skal op i 2000 højdemeter, er der en overhængende risiko for, at kongeetapen må ændres. Jeg er nødt til at basere optakten på antagelsen om, at den gennemføres som planlagt, men det kan ændre dynamikken markant i retning af eksplosive ryttere, hvis La Molina bliver altafgørende. Gennemføres etapen, vil der også her være modvind på målbjerget, og vindretningen taler altså begge dage for, at det kan være vanskeligere at skabe de helt store huller - særligt onsdag.
Sidevinden er som sagt også et potentielt tema, og det kan meget vel være, at den også bliver et reelt tema. Mandagen bliver i hvert fald uhyre blæsende med vindstyrker på knap 30 km/t og med lange stykker med sidevind. Samme kraftige vind har vi på den meget farlige 2. etape, men her er der en mulighed for, at der er for megen medvind. Bedre bliver det ikke senere på ugen, hvor 5. etape vil finde sted i vind med en styrke på op til 35 km/t. Også her burde der være risiko for sidevindskørsel. Også til de to weekendetaper bliver de relativt blæsende, men næppe nok til at splitte feltet. Og så ligner det generelt en uge med kedeligt vejr, hvor særligt fredagen og lørdagen ser våde ud, men hvor kun onsdagen ser ud til med sikkerhed at være tør.
Det tyder altså på, at afgørelsen skal falde på 3. og 4. etape, hvor modvinden kan gøre det svært at gøre de største forskelle, og at rytterne skal være gode til regn og kulde, hvis 4. etape afvikles som planlagt. Sidevind kan meget vel blive et tema, men oftest bliver det ikke til det store i Catalonien, hvor der kan være - men ikke altid er - meget læ. Bonussekunder og spurtstyrke kan i lyset af modvinden blive endnu vigtigere, end man først skulle tro.
Endelig er der Barcelona-etapen. Den giver jo altid herligt cykelløb, der er svært at kontrollere, og det har top 10-ryttere kunnet benytte til at vinde tid. Til gengæld har det altid været umulig for de ryttere, der kørte om sejren, at ryste hinanden. I år betyder den vanskeligere opkørsel af Montjuic, at det måske lader sig gøre, men jeg vil stadig blive forundret, hvis førertrøjen kommer i problemer, hvad den heller ikke gjorde sidste år, hvor den nye rundstrækning gjorde debut. Udfordringen bliver at kontrollere etapen, hvis holdet er svagt, og det er tæt mellem mange ryttere i toppen, hvad der kan være muligt på årets rute. Til gengæld regner jeg med, at det kun er vind, der kan forhindre spurtafgørelser mandag og tirsdag og formentlig også fredag, hvor et udbrud dog kan være en option, mens lørdagen ligner en udbrudsetape.
Årets felt er ikke helt så stærkt, som vi har set de i de senere år - først og fremmest fordi vi mangler de to slovenere - men det er alligevel et klassefelt med en hel serie af verdens allerbedste klatrere. Fraværet af de to kroniske etapeløbsfavoritter betyder imidlertid også, at det er et næsten urimeligt åbent løb. Det er i hvert fald i dette felt meget svært at pege på en indlysende favorit, og der er flere ryttere, som må tilskrives en helt reel sejrschance.
I det mylder af vinderkandidater vælger jeg at pege på Michael Woods. Tidligere ville jeg aldrig have anset ham som vinderkandidat i et løb med lange bjerge, men han forbedrede sig enormt i 2021. Det så vi blandt andet i dette løb, hvor han blandt andet vandt feltets spurt om 2. pladsen på den anden af de to bjergetaper, som Ineos styrede med hård hånd efter sejren på den første. Det var en øjenåbner for ham, at han klatrede så godt i bjergene, og han konfirmerede evnerne senere på året, da han vandt kongeetapen i Romandiet.
Havde stigningerne været sværere, havde jeg måske tøvet med at pege på ham, men med generel modvind kommer Woods’ punch ham også gode, som vi jo altså så, da han spurtede sig til en 2. plads sidste år. Derudover må vejret regnes som en klar fordel for manden, der i Romandiet sejrede i forfærdeligt vejr og også viste sine evner under de betingelser i Touren. Den afsluttende Montjuic-etape passer ham også som fod i hose, og han er tillige ganske hurtig i jagten på bonussekunder. Vigtigst af alt er naturligvis, at han synes i fremragende form, som han beviste med sejren på muren i Galicien, hvor enkeltstarten kostede ham den samlede sejr, selvom han lignede stærkeste mand. Det var endda efter nylig sygdom, men nu har han forberedt sig målrettet til dette løb, der afvikles på hans hjemmebane i Pyrenæerne, og som han har forberedt sig på, blandt andet ved at tjekke de to bjergetaper.
Udfordringer er der to af. Jeg kan være bekymret for, om holdet er klatrestærkt nok til at kontrollere den sidste etape, men med en i år velkørende Simon Clarke samt Alessandro de Marchi og Daryl Impey ser det fornuftigt ud. Sidevinden er altid en trussel for positioneringssvage Woods, men holdet har klogelig udtaget sidevindskongen Mads Würtz samt Guillaume Boivin. Det burde være nok i dette felt, og undgår han dumme tab i sidevinden, ligner det enkeltstartsløse løb en historisk god chance for Woods til at tage sin store etapeløbssejr på WorldTouren.
Baseret på det, vi så i Paris-Nice, burde det vel have været Simon Yates, der er favorit. Briten så bedre ud, end vi har set ham siden 2018, men siden har han desværre været syg. Holdet har derfor meldt ud, at de kommer for at vinde etaper, men meldingen er samtidig, at briten skal teste sin form på de to bjergetaper. Er han stærk her, vil han naturligt være med i kampen om sejren, og da sygdommen var overstået ved holdudtagelsen fredag, kan det ikke have kostet ham mange dages træning, som efter Paris-Nice næppe havde været intensiv under nogen omstændigheder.
Løbet her passer ham dog dårligere end Paris-Nice. Vi så i Frankrig, at han klarede det dårlige vejr overraskende godt, når man husker på, hvor svært han havde det i Giroens kulde i maj, men det vil altid være en trussel mod ham. Det samme vil disse store bjergetaper med lange stigninger og mange højdemeter, som er noget helt andet end de eksplosive finaler fra Paris-Nice, hvor han var i sit es. Modvinden gør dog, at hans punch bliver ganske nyttigt, og vi ved også, at han elsker Barcelona-etapen, som han endda tidligere har vundet. Jeg er bekymret for ham i sidevinden, hvor holdet ganske vist har nogle robuste fyre, men hvor det kun er Michael Matthews, der har en relativt god sidevindshistorik, ligesom jeg er stærkt i tvivl om, hvorvidt de kan kontrollere sidste etape, selvom Matthews så godt ud i Sanremo. Kombinationen af høje bjerge, sygdom, sidevind og et svagt hold sender Yates ned på andenpladsen på min liste, selvom det er klart, at hans franske niveau sagtens kan indbringe ham sejren.
Det vil være alle spanieres drøm, at Alejandro Valverde i sin sidste optræden kan vinde løbet for fjerde gang, og det virker bestemt heller ikke umuligt. Hans niveau har været tårnhøjt i år, både da han kørte til mål på kongeetapen i Valencia som nr. 5 på et fladt bagdæk, da han vandt over Woods i Galicien, og da han trods en lang opkørsel blev nr. 2 i Strade Bianche. Nu kommer vi imidlertid til længere stigninger, der passer ham knap så godt. La Molina er ikke det store problem, da den er relativt eksplosiv og faktisk passer ham særdeles storartet, som han har bevist ved at vinde der tidligere. Barcelona-etapen har han også vundet, og her vil han kunne tage vigtige bonussekunder.
Jeg er særligt bekymret ved to ting. Han har holdet til at kontrollere løbet, og selvom de på papiret ser svage ud, er det sjældent, at Valverde kikser i sidevinden. Nej, det er kongeetapen, der ligner en udfordring. Er Valverde stadig god nok til at vinde en stor bjergetape med mål i de højder, han har lært at håndtere, men aldrig har været hans favorit? Modvinden hjælper ham ganske meget, men det gør kulden til gengæld ikke. Faktisk er det min største anke mod Valverde-sejr, da vi ved, at han kulde og regn som regel sænker hans niveau ganske, ganske mærkbart. Han har før klaret sig i kulden, men det svækker hans chancer betydeligt. Til gengæld kan den være en sand gave, hvis den betyder en udvanding af kongeetapen. Skal det hele afgøres på La Molina og i Barcelona, hvor vejret ventes godt, bliver eksplosive Valverde meget svær at slå, og så skal han måske endda regnes som favorit.
Sidste år ryddede Ineos podiet i en uhørt magtdemonstration, men i år vender de kun tilbage med én af de tre musketerer, nemlig Richie Porte. Australieren beviste med sin fornemme kørsel i Tirreno, hvor kun et styrt på den tekniske nedkørsel fra Carpegna kostede ham en podieplads, at han stadig er en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Dette løb har han naturligvis også vundet, og hvor han i Tirreno aldrig havde udsigt til at slå Tadej Pogacar, står han her med en reel chance for at tage en måske sidste stor etapeløbssejr efter sidste års 2. plads bag holdkammeraten Adam Yates.
Løbet passer ham ikke dårligt. Han har ikke de tre ovennævnte rytteres punch, og La Molina er nok ikke hans bedste stigning, men kongeetapen er svær nok til, at det kan baseres alene på klatreevner. Dem har Porte åbenlyst, som vi så i Tirreno, og han har også punchet til at gøre den afgørende forskel, når den bliver stejl igen til sidst. En stor fordel er også hans hold, der er det klart stærkeste, og i denne form for finaler kan taktik og overtal være en stor fordel, som Lopez bevist på La Molina i 2019. Til gengæld er kulden et stort minus for Porte, og mest af alt ligner han et sandsynligt offer i sidevinden. Ganske vist ser holdet fint ud, men vi ved, at Porte hader positionskamp - en positionskamp, der flere gange har kostet ham i Paris-Nice. Undgår han problemer her, og klarer han kulden, klatrer han godt nok til at vinde løbet.
Det dårlige vejr er til gengæld ikke nødvendigvis en ulempe for Nairo Quintana. Den lille colombianer har altid klaret kulden fint, og hvis vi får lidt sidevind, er det også en sand gave for Quintana, der senest i Paris-Nice beviste, at han er en ørn i blæsende betingelser. Han bekræftede også, at han klatrer fremragende, men løbet viste også, at der er forskel på at vinde i Var og Provence og på at vinde på dette niveau. Quintana manglede i hvert fald en del i forhold til løbets tre bedste, men til gengæld var han også en ganske klar nr. 4.
Af disse tre er kun Yates at finde i dette løb, og hvor ruten her passer dårligere til briten, passer den utvivlsomt bedre til Quintana, end den gjorde i Frankrig, når vi taler om lange bjerge, mange højdemeter og iltfattig luft. Modvinden hjælper ham ikke, da han ikke er den mest eksplosive blandt favoritterne, men er han bedste mand, er kongeetapen svær nok til, at han kan gøre den afgørende forskel, og det ser i dette felt ikke umuligt ud. Til gengæld vil jeg være lidt bekymret, hvis hans hold skal forsvare en førertrøje i Barcelona mod en Ineos-hær, og det vil i hvert fald nok kræve, at Elie Gesbert ser bedre ud, end han har gjort i de seneste løb.
En rytter, jeg glæder mig uhyre meget til at se, er Ben O’Connor. Australieren har i sæsonens første løb lignet en mand med kurs mod at bygge videre på sin imponerende 4. plads i Touren sidste år. Han så i hvert fald godt ud i de eksplosive andalusiske finaler, som slet ikke passede ham, og han fulgte op med overraskende god kørsel i sidevinden i Paris-Nice, inden han desværre blev syg, netop som de afgørende etaper begyndte. Derfor har vi også til gode at se, om han er kommet sig, men Ag2r kommer i hvert fald for at køre klassement med ham.
Dette er et af de WorldTour-løb, der passer ham bedst. De lange stigninger og mange højdemeter er en gave for en dieselklatrer som ham, men det er særligt det dårlige vejr, der gør ham interessant. O’Connor har leveret tre af sine største resultater, nemlig sine etapesejr i Touren og Besseges og sin 2. plads bag Woods på kongeetapen i Romandiet, i kulde og regn, og derfor står han særligt godt under disse betingelser. Desværre er modvinden ikke en gave, og jeg frygter, at løbet bliver for eksplosivt til, at han kan vinde, men hvis det splitter tidligt på de stejle dele af stigningerne, ligner han en topkandidat. Udfordringen er sidevinden, for selvom han klarede den godt i Frankrig, er holdet her helt anderledes svagt, og det kan også blive en udfordring at forsvare en trøje, han måtte erobre i Pyrenæerne.
Nu er dette en vurdering af vinderpotentiale, og derfor er jeg nødt til at rangere Joao Almeida relativt højt, men jeg frygter, at det ikke går godt. Vi har nemlig nu flere gange set, at portugiseren går ned, når vejret er koldt og vådt. Det så vi således i Tirreno sidste år, på første bjergetape i Giroen sidste år og senest på sidste etape i Paris-Nice. I forvejen har både Paris-Nice og UAE Tour bekræftet, at han endnu ikke helt har fundet sin bedste form, men hans imponerende fight har alligevel sikret ham topresultater på to af de tre bjergfinaler, han har kørt. Man må formode, at han er i fremgang, og nærmer han sig sit højeste niveau, står han stærkt til denne rute, hvor modvinden kan favorisere eksplosive typer som ham - både i finalerne på de to bjergetaper og i jagten på bonussekunder i blandt andet Barcelona. I den forstand er det et ganske perfekt løb for ham, og hans hold er et af de allerstærkeste. Den primære årsag til, at han ender et stykke nede på listen, er det dårlige vejr, hans ikke ideelle form og den store risiko for, at hans hold af klatrere vil efterlade med endnu et tab i sidevinden, som vi så i Paris-Nice.
Sidste år chokerede Esteban Chaves ved pludselig at blive genfødt med en højst overraskende sejr på kongeetapen. Desværre var det en enlig svale, og vi så ikke meget til colombianeren resten af året, men det er ikke første gang, han pludselig har vist sin gamle klasse. Det har vi blandt andet også set i Burgos i 2020, hvor han også kom blæsende ud til sin sæsonstart, som han altså også gjorde det sidste år, og det kunne han meget vel gøre igen år, hvor han reelt gør europæisk sæsondebut til dette løb efter en lovende optræden ved de nationale mesterskaber. Sidste år endte han faktisk som nr. 1 og 2 på de to bjergetaper, og havde det ikke været for enkeltstarten, havde han vel været Adam Yates’ værste rival i kampen om den samlede sejr. Har han samme niveau denne gang, kan han reelt vinde, men historien viser også, at vi skal være varsomme med den Chaves, vi kender i dag. Vi har således ikke set ham i nærheden af samme niveau i nu et år. Desværre ligner han også et stensikkert offer i sidevinden, hvis den kommer i spil, og han er heller ikke begunstiget af det dårlige vejr.
Fejler Almeida, har UAE et muligt alternativ i Marc Soler. Spanieren har ellers ikke haft sine bedste år, men npget tyder på, at skiftet har gjort ham godt. I hvert fald virkede han uhyre overbevisende i Tirreno, hvor han lignede en af de allerstærkeste, selvom hans rolle som hjælper for Tadej Pogacar betød, at det ikke førte til et personligt resultat. Det er længe siden, Soler har haft succes i et ugelangt etapeløb, men et af hans flotteste resultater kom netop i dette løb, hvor han i 2017 endte som nr. 3 i et løb vundet af sin kaptajn, Valverde. Dette er en af de få chancer, han får for at køre for sig selv, også selvom han kun beskrives som plan B bag Almeida, men modsat portugiseren har han aldrig haft problemer med kulde og regn. Det er til gengæld også klart, at der på papiret er bedre klatrere end ham, og at løbet ikke må udvikle sig for eksplosivt, ligesom han med sit hold af klatrere ligner et offer i sidevinden. Klarer han de udfordringer, tyder Tirreno på, at han vil ende blandt de allerbedste i klassementet.
Jeg rangerer Richard Carapaz her, men det er mere på potentiale end forventning. Det er klart, at ecuadorianeren vel skal betegnes som løbets bedste klatrer, men vi ved også, at han traditionelt aldrig er i god form fra sæsonstart. Sådan var det også, da han indledte sæsonen i Besseges og Provence, hvor han endda var overraskende langt fra sit niveau. Nu er han utvivlsomt betydeligt bedre, men hvor han præcist står, ved vi ikke. Han blev nemlig hurtigt sat på den første bjergetape i Tirreno, men det viste sig, at det skyldtes sygdom. Hvor hårdt han har været ramt, er ikke udmeldt, men både hans normale langsomme start og han uheldige forberedelse gør det svært at være alt for optimistisk. Når jeg alligevel kan have lidt håb, skyldes det hans stærke enkeltstart i Tirreno, hvilket kan indikere, at han måske er bedre end ventet. Overrasker mig, har han et sublimt hold, vil elske højderne og har før klaret dårligt vejr. I sidevind plejer han også at være god, og her har han stærk støtte fra særligt Michal Kwiatkowski.
Movistars alternative plan er Ivan Ramiro Sosa, men han er en af de helt store tabere ved risikoen for sidevind. Det er endda mere sikkert end amen i kirken, at den lille colombianer blæser til månen, hvis vinden kommer i spil, og udsigten til nogle nervøse og våde dage kan meget vel ødelægge hans løb. Han har dog vist, at han godt kan præstere i kulde, som vi så, da han vandt et februarløb i Provence sidste år, og vi ved også, at hans skifte til Movistar har gjort ham godt. I hvert fald var han i både Provence, Andalusien og Galicien tættere på hans gamle niveau, end vi har set ham længe, og hvor han i Andalusien var på en eksplosiv rute, der ikke passede er dette bjergløb perfekt for en rigtig klatrer, der vil elske den iltfattige luft. Modvinden er ikke en gave, da det kan gøre finalerne en anelse for eksplosive, og så vil han utvivlsomt blive ren hjælper for Valverde. Denne gang kan Movistar dog meget vel drage fordel af at spille på et overtal i de to bjergfinaler, og hvis han ikke taber tid i vinden, ligner Sosa en mand med benene til at udnytte denne situation.
En af de positive overraskelser i Tirreno var den pludselig genrejsning af Jai Hindley . Han var ellers ikke kommet godt i gang med sæsonen, men de mange løbsdage synes at have hjulpet. I hvert fald var han konsekvent en af de stærkeste på alle bjergetaperne, og det vil undre mig, hvis ikke det gælder igen i denne uge, hvor endnu en top 10 ligner et sandsynligt resultat - særligt i lyset af fraværet af en enkeltstart. Han viste jo i Giroen i 2020, at han sagtens kan klare de rigtige bjergpas og også dårligt vejr, og han har faktisk også et hæderligt punch til de mere eksplosive afslutninger. Til gengæld ligner han et offer i sidevinden, og selvom holdet ser stærkt ud til at forsvare en førertrøje, vil det trods alt undre mig, hvis han pludselig er så god, at han faktisk kan vinde løbet.
Boras anden kandidat er Sergio Higuita, der er kommet fremragende fra start med sine sejre i Algarve og ved de nationale mesterskaber samt med en fin 10. plads i Strade Bianche. Noget tyder på, at han har forbedret sig markant efter holdskiftet ovenpå et trist, trist 2021, men kan han pludselig klatre på lange stigninger? Det har han i hvert fald aldrig kunnet på højeste niveau, og hvor afslutningerne i Algarve og Italien var skabt til en puncheur, taler vi her om rigtige bjergpas. Den iltfattige luft kan dog ikke genere ham, og han reddes ganske meget af modvinden samt ikke mindst en mulig udvanding af kongeetapen. La Molina kan sagtens ende med en eksplosiv afslutning, der vil passe ham so fod i hose, og det er kongeetapen, der ligner den store trussel mod ham, inden han også kan gå efter bonussekunder i Barcelona på sidstedagen. Hvis løbet afvikles som planlagt, vil jeg alligevel blive overrasket, hvis han pludselig kan være med helt i front i de høje bjerge, ligesom han uden Sep Vanmarcke, der reddede ham i Paris-Nice i 2020, ligner et offer i sidevinden.
En af skuffelserne i Paris-Nice var Jack Haig, der var milevidt fra sit bedste niveau. Helt overraskende var det dog ikke, da vi så samme mønster sidste forår, og noget tyder på, at hans dieselmotor skal bruge noget tid til at blive varmet op. De lange bjergpas passer godt til hans dieselklatreregenskaber, men finalerne er også lidt for eksplosive til at være ideelle. Først og fremmest er han dog ikke helt på toppen, ligesom han afskyr dårligt vejr. Til gengæld klarede han sidevinden godt i Paris-Nice, og her har han et hold, der burde kunne hjælpe ham et stykke. Lige nu ser han bare ikke ud til at have de procent, han skal bruge for at vinde et løb, hvor modvinden kan betyde, at han også mangler det sidste punch.
Hvor god er supertalentet Juan Ayuso i de høje bjerge? Det har vi til gode at se, men han har allerede vist, at han er yderst konkurrencedygtig i kuperet terræn. Han fik ødelagt starten i Valencia af defekt, inden han fik covid, men kom stærkt tilbage i Drome, hvor han og Jonas Vingegaard kørte fremragende, inden han så ganske velkørende ud i UAE-magtdemonstrationen i Laigueglia, hvor det kun var det taktiske spil, der kostede ham sejren. Dette er bare et løb med helt anderledes lange stigninger, og her aner vi ikke, hvor godt han står. Hans evner i sidevind på et sidevindssvagt hold er også tvivlsomme, og han er da heller ikke en af holdets to erklærede kaptajner. Det betyder dog ikke, at han ikke kan levere et topresultat, hvis han kan klare kulden, for fra disse megatalenter skal man altid vente sig et eller andet. Modvinden kan hjælpe ham, da det kan give mere eksplosive finaler, som vi ved, han mestrer.
Også det andet spanske stortalent, Carlos Rodriguez, er til start efter en lovende åbning på sæsonen, særligt med 2. pladsen på kongeetapen i Valencia, men også med hæderlig kørsel i Andalusien. I de tidlig løb kommer man dog langt på god startform, og noget tyder på, at han måske stadig mangler lidt i forhold til de bedste. I hvert fald skuffede det mig lidt at se ham være mærkbart svagere end Lorenzo Rota, Ayuso og Alessandro Covi i Laigueglia, og da han sidste år ”kun” blev nr. 2 i l’Avenir, var han da heller ikke på et niveau til at være med helt fremme i dette løb. Omvendt var det jo imponerende at se ham sætte alene efter Pogacar i Strade Bianche, og selvom det var en taktisk brøler, der slog ham helt ihjel, vidner det måske om, at han allerede er i stand til også at køre med om de helt sjove placeringer på WorldTour-niveau. Hvordan han klarer sidevinden, ved vi ikke, men her er Ineos som regel stærke, og de lange bjergpas burde passe en dieselklatrer. Spørgsmålet er bare, hvad topniveauet rækker til.
Kan vi tillade os at have forventninger til Fausto Masnada? Så skal han i hvert fald have forbedret sig meget siden den skuffende optræden i Oman og UAE Tour, men det må omvendt ventes at være tilfældet. Vi så jo sidste år, hvor tårnhøjt hans topniveau er blevet, og disse lange bjergpas burde passe ham storartet. Det dårlige vejr klarede han fornemt, da han sidste år endte som nr. 3 samlet i Romandiet, men det vil alligevel undre, hvis han allerede nu har forbedret sig så meget, at han er i stand til at vinde her - også fordi hans virkelige mål er Giroen. Til gengæld kan han måske få sig et godt forspring i sidevinden via sit stærke Quick-Step-hold, og så kan det måske alligevel lade sig gøre.
En af skuffelserne i Tirreno var Giulio Ciccone , men det er måske heller ikke den helt store katastrofe. I hvert fald er også hans store mål Giroen, og noget tyder på, at han fortsat mangler nogle procent. Omvendt har vi før set, at han pludselig har forbedret sig hurtigt, som vi blandt andet så i hans meget forskellige optrædender i Valencia tidligere i år, og Giroen sidste år viste, at hans topniveau rækker til at være med helt i front i dette felt. Det dårlige vejr håndterede han fornemt, da han vandt sin kongeetape i Giroen, men til gengæld skal Treks hold af klatrere helt sikkert krydse fingre for, at vinden ikke kommer i spil. Selv hvis han undgår et tab her, synes dog han dog først og fremmest at mangle det sidste i bjergene, selvom chancen for eksplosive afslutninger passer ham ganske fint.
Hos Ineos kan man tage den ene topkandidat efter den anden, og i puljen finder vi naturligvis også Pavel Sivakov . Med det niveau, han senest havde i Tour of the Alps sidste år, havde han været en af de tungere favoritter i dette løb, men det er han ikke længere, da han skuffede i Giroens indledning inden sit styrt og siden har vist meget lidt. Hans start i Valencia var ikke katastrofal, men bestemt heller ikke opløftende, og siden har han været sat tilbage af covid. Hvor hårdt han har været ramt, er ikke udmeldt, og derfor kan han sagtens være bedre end ventet, men den uheldige forberedelse og hans mange nylige skuffelser gør det svært at være alt for optimistisk. Omvendt kan han også overraske, da den Sivakov, der sidste år lignede næstbedste mand bag Yates i Tour of the Alps, kommer langt i et felt som dette.
Langt mere sikkerhed er der om Guillaume Martin. Med det stabile og høje niveau, han har vist gennem hele sæsonen, vil det undre, hvis ikke han gør det ganske godt. Disse lange stigninger og dage med mange højdemeter passer ham også endnu bedre end de foregående løb, men desværre har sæsonstarten også vist, at han stadig er langt fra sit fantastiske sommerniveau i 2020. Han er konstant et stykke fra de bedste, og det vil være mærkeligt, hvis det skulle være anderledes her. Han ligner også en sikker taber i sidevinden, men her kan han måske overraske, da han ifølge eget udsagn i Paris-Nice kun missede første gruppe grundet en defekt. Det dårlige vejr klarede han også fint i Frankrig, hvor han så bedre ud på sidste etape end på kongeetapen, men spørgsmålet er bare, om niveauet rækker til mere end top 10 i dette meget bredere felt end det, vi så i Frankrig.
Løbet er en fantastisk test af etapeløbstalenter, da også det tredje af de store U23-kometer fra 2021 er til start. Dette er første gang, Tobias Johannessen skal testes i et WorldTour-etapeløb, og der er grund til at have fine forventninger. Nordmanden viste med sejren i Besseges, at han allerede er konkurrencedygtig på dette niveau, men det er også klart, at niveauet her er et helt, helt andet. Udsigten til, at modvind kan gøre finalerne eksplosive passer ham storartet, men vi har til gode at se, hvordan han klarer lange stigninger på dette niveau. Sidste år var Ayuso tydeligt bedre end ham i Baby-Giroen, mens det i Tour de l’Avenir kun var med det yderste af neglene, at han holdt Rodriguez fra sejren. Da de to rivaler allerede har kørt flere løb på højt niveau i optakten, må han rangeres lavest af de tre, også fordi hans hold gør ham til en sandsynlig taber i den mulige sidevind. Til gengæld er det også klart, at han har potentiale til at overraske, som vi så ofte ser det fra tidens mange supertalenter.
Et andet supertalent er Luke Plapp, der gik ind til sæsonen uden helt at vide, hvad han var god til. Vi vidste fra de australske løb, at han kunne klare korte stigninger, men i UAE Tour imponerede han stort i de to bjergfinaler også. De kan dog slet ikke oversættes til dette løb, hvor vi taler om store bjergetaper med mange stigninger og højdemeter. De arabiske etaper handler alene om at køre stærkt i en halv times tid til sidst, og det gør dem meget eksplosive og på papiret gode for en lidt mere robust ryttertype som Plapp. Vi har ofte set, at gode resultater i UAE Tour slet ikke kan omsættes til gode resultater i de catalanske bjerge, hvor niveauet og terrænet er et andet, og derfor skal vi formentlig dæmpe forventningerne til en mand, der ikke er ren klatrer. Omvendt overrasker han jo igen og igen, og det kan han sikkert gøre igen.
Wout Poels er kommet stærkt tilbage efter et svært 2021, først med sejren i Andalusien, men vi så også i Paris-Nice, at træerne ikke vokser ind i himlen. Der er intet, der tyder på, at Poels nogensinde finder sit gamle niveau, og bedre bliver det ikke af, at vi her rammer et terræn, der passer ham dårligere end det, vi oplevede i Andalusien og Frankrig. Til gengæld så han faktisk ganske godt ud i Paris-Nice, hvor hans utrætteligt arbejde for Jack Haig betød, at hans niveau var til mere, end resultaterne viste. Det dårlige vejr er næppe heller til ulempe for en mand, der vandt Liege i kulde og regn, og modvinden vil formentlig også hjælpe. Jeg vil bare tro, at Poels i dag er for begrænset i de høje bjerge til, at han kan være med helt i front i dette stærke felt.
En af de positive overraskelser i UAE Tour var Louis Meintjes, der grundet sygdom kom til løbet med minimale forventninger, men faktisk gjorde det fint i finaler, der ikke rigtigt passede ham. I forvejen blev han genfødt i 2021, hvor kun et styrt kostede ham en top 10 i Vueltaen, og selvom han ikke er på sit gamle niveau, er han betydeligt bedre end i sin krisetid. Vi må antage, at han står stærkere nu end i Emiraterne, og dette løb passer også meget, meget bedre til en dieselklatrer. Topniveauet rækker dog utvivlsomt ikke til et absolut topresultat, og derudover er han et stensikkert offer, hvis sidevinden raser.
Det er hans holdkammerat Jan Hirt også, men han er alligevel en glimrende option for Intermarché. Tjekken, der er kendt som en langsom starter, chokerede med sin samlede sejr i Oman, men efter en lovende start kom han ned på jorden igen i UAE Tour, hvor han faldt helt igennem på kongeetapen. Hans gode resultater skyldes formentlig i vidt omfang bare god startform, og man skal passe på med at oversætte en Oman-sejr til et topresultat her. Omvendt ved vi fra hans bedste år, at hans topniveau var ret højt, og selvom den eksplosive del ikke passer ham, er de lange stigninger og mange højdemeter guf for ham, ligesom han i Giroen har vist evner i dårligt vejr. Med Hirt kan det altid blive både fugl og fisk, men jeg vil blive overrasket, hvis han i dette løb er lige så langt fremme som i de første løb.
Jeg er også nødt til at nævne Hugh Carthy, men også det er baseret alene på potentiale. Han var nemlig milevidt fra sit niveau i Galicien, og det tyder på, at han kan have lært af sidste års fejl, hvor han kørte sig alt for hårdt inden Giroen. Han må formodes at have forbedret sig siden dengang, men der skal være foretaget et kvantespring, hvis han skal være med fremme efter en uhyggeligt svag præstation for en lille måned siden. Til gengæld passer disse lange stigninger ham godt, og det var i dette løb, at han i sin tid fik sit gennembrud med en top 10 som ung Caja Rural-rytter. Han falder med sikkerhed fra, hvis vinden raser, men undgår han det, er han så god, at man aldrig helt skal udelukke ham.
Endelig vil jeg nævne tre unge talenter i form af Santiago Buitrago, Mattias Skjelmose og Attila Valter. Buitrago imponerede i Saudi Tour, hvor det måske kun var sidevinden, der kostede den samlede sejr, men niveauet her er et helt andet, og han har aldrig vist, at han også kan være helt fremme i de høje bjerge. Med sin 2. plads på kongeetapen i Provence beviste Sjelmose, at han har forbedret sine klatreevner enormt over vinteren, men som vi har set senere for hans følgesvend Matteo Jorgenson, kan gode resultater i det klatremæssigt svagt besatte felt ikke oversættes til et topresultat på WorldTouren. Han har også siden været ramt af sygdom, men han går heldigvis til løbet med ambitioner om et topresultat, selvom Ciccone er holdets førstemand. Endelig fandt den altid uhyre svingende Valter formen ud af det blå, da han blev nr. 4 i Strade Bianche. Vi har også tidligere set ham gøre det godt i Giroen, men der er meget langt mellem de gode præstationer. Grusløbet giver håb, men det kan sagtens ende med en fiasko.
BEMÆRK: Som nævnt ser vejrudsigten for torsdagens kongeetape i 2000 m højde i skrivende stund kedelig ud. Jeg baserer optakten på, at den gennemføres som planlagt, men det må regnes som en reel risiko, at der kommer en modifikation og udvanding af løbets vigtigste etape, som vi desværre før har set det i dette løb.
***** Michael Woods
**** Simon Yates, Alejandro Valverde
*** Richie Porte, Nairo Quintana, Ben O’Connor, Esteban Chaves, Joao Almeida
** Marc Soler, Richard Carapaz, Ivan Ramiro Sosa, Jai Hindley, Sergio Higuita, Jack Haig, Juan Ayuso, Carlos Rodriguez, Fausto Masnada, Giulio Ciccone, Pavel Sivakov, Guillaume Martin, Tobias Johannessen, Luke Plapp, Wout Poels, Louis Meintjes, Jan Hirt, Hugh Carthy, Santiago Buitrago, Mattias Skjelmose, Attila Valter
* George Bennett, Tom Dumoulin, Amanuel Ghebreigabhier, Ilan van Wilder, Sebastien Reichenbach, Carlos Verona, Henri Vandenabeele, Sam Oomen, Neilson Powless, Matteo Badilatti, Hermann Pernsteiner, Louis Vervaeke, Rohan Dennis, Antwal Tolhoek, Steven Kruijswijk, Dylan Teuns, Rui Costa, Jesus Herrada, Michal Kwiatkowski, Quentin Pacher, Elie Gesbert, Harm Vanhoucke, Anthon Charmig
Danskerne
Hos Trek er Mattias Skjelmose løjtnant for Giulio Ciccone, men kan lave et godt resultat i klassementet, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Israel-PT bliver sidevindskongen Mads Würtz helt afgørende for Michael Woods i den varslede sidevind, ligesom han skal hjælpe Daryl Impey i spurterne samt måske jagte et udbrud, hvis ikke Woods kører med om sejren. Hos DSM skal Casper Pedersen formentlig køre lead-out for Marius Mayrhofer, men måske kan han også selv få lov at spurte og i hvert fald jagte udbrud, mens Christopher Juul på BikeExchange skal hjælpe Simon Yates med at vinde løbet og støtte Michael Matthews og Kaden Groves på de fladere etaper. Endelig får Anthon Charmig lov at teste sig selv i klassementet på højeste niveau for Uno-X, men løbet her er på et helt andet niveau end både Tour of Oman og Saudi Tour, hvor han alligevel kom til kort. Han støttes af Jonas Gregaard og Jacob Hindsgaul, der sikkert også vil teste, hvor langt han kan komme efter sejren i Antalya.
Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris
Holdoversigt
Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der kan udover de ovennævnte måske kan gøre noget i klassementet.
INEOS Grenadiers: Holdet har igen en endeløs serie af kandidater, hvorfor Porte, Carapaz, Rodriguez, Sivakov og Plapp alle er omtalt ovenfor. Michal Kwiatkowski viste form i Sanremo, men stigningerne er lidt for lange, og han synes mest at være her med fokus på klassikerforberedelse og hjælperopgaver.
Quick-Step Alpha Vinyl Team: Holdet har to kaptajner i Masnada og Ilan van Wilder, hvoraf sidstnævnte måske nok klatrede fint i Provence, men stadig har til gode at klatre med de bedste på WorldTouren. Louis Vervaeke er i ganske god form og kan måske lave et fint resultat, mens Andrea Bagioli både er formsvag og finder stigningerne for lange.
Team Jumbo-Visma: På papiret er Tom Dumoulin en af favoritterne, men han synes at være sat tilbage af sin nylige sygdom, der kostede Strade Bianche og Tirreno. I hvert fald siger holdet, at han alene kommer for at forberede sig til Giroen. Holdets kaptajner er Sam Oomen og Steven Kruijswijk, men selvom førstnævnte så bedre ud i Valencia end sidste år, er det svært at se en stor genfødsel. Kruijswijk var igen skuffende i Paris-Nice. Her var Rohan Dennis god, men løbet er for svært til, at han kan køre klassement, hvad der heller ikke er planer om.
UAE-Team Emirates: Den erklærede kaptajn er Almeida med Soler som den erklærede plan B, men man skal som nævnt ikke afskrive Ayuso. Holdet har også George Bennett, men det er længe siden, vi har set ham være flyvende, og han virkede heller ikke skræmmende i UAE Tour. Rui Costa finder stigningerne for svære.
Bahrain-Victorious: De bedste bud er Haig og Poels med Buitrago som outsider. Hermann Pernsteiner var ikke flyvende i UAE Tour, og Dylan Teuns er først på vej tilbage efter en længere sygdomspause.
BORA-hansgrohe: Det handler om Hindley og Higuita, da vi har set begrænsninger hos Ben Zwiehoff efter den flotte start.
Ag2r Citroën Team: Det handler om O’Connor. Hverken Nans Peters, Clement Berthet eller Jaakko Hänninen har vist megen form.
Groupama-FDJ: De erklærede kaptajner er Valter og Sebastien Reichenbach. Sidstnævnte har set godt ud i år og kan sagtens gå i top 20, men top 10 virker ambitiøst. Michael Storer virkede meget formsvag i Paris-Nice og nævnes ikke som kaptajn, mens Matteo Badilatti måske kunne nærme sig top 20 med den form, han viste i UAE Tour. Stigningerne er for lange for formstærke Quentin Pacher. Rudy Molard kører sit første løb siden Vueltaen grundet helbredsproblemer.
Israel-Premier Tech: Det handler 100% om Woods.
Movistar Team: Det handler om Valverde og Sosa. Carlos Verona var uhyre overbevisende i UAE Tour, men her må han regnes som hjælper i et løb, hvor holdet ventes at tage ansvar.
Trek-Segafredo: Ciccone er kaptajn med Skjelmose som plan B, men jeg glæder mig til at se Amanuel Ghebreigzabhier, der var så flyvende i Provence, men kom lidt ned på jorden i Var. Antwan Tolhoek er altid en lottokupon, men han har ikke set godt ud i de sidste løb, og Juan Pedro Lopez har været meget formsvag indtil nu.
Astana Qazaqstan Team: Joe Dombrowski har virket uhyre formsvag hidtil, og Javier Romo imponerede bestemt ikke i Algarve. Bedste bud ligner Vadim Pronskiy, der dog var langt fra sit Giro-niveau i UAE Tour, samt Sebastian Henao, der også er overmatchet i dette felt. Stigningerne er for lange for Valerio Conti , der også må antages formsvag efter styrtet i Murcia.
Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det handler om Meintjes og Hirt. Simone Petilli imponerede ganske vist i Strade Bianche, men det er længe siden, vi har set ham fremme i bjergene. Laurens Huys har været meget formsvag.
Cofidis: Det må handle om Martin, da stigningerne er for lange for Jesus Herrada, der heller ikke har imponeret i optakten. Den unge etapeløbsrytter Hugo Toumire mangler meget, som vi har set hidtil.
EF Education-EasyPost: Chaves er bedste bud med Carthy som jokeren. Neilson Powless skuffede i UAE Tour, og sygdommen i Paris-Nice har næppe hjulpet. Stigningerne er for lange for Odd Christian Eiking, der skuffede i Galicien, og Merhawi Kudus manglede meget i Emiraterne. Diego Camargo er spændende, men niveauet er fortsat for højt.
Team Arkea-Samsic: Holdet er bygget op om Quintana. Elie Gesbert burde være en god løjtnant, men han havde ingen god følelse i Italien, da han sidst kørte og imponerede heller ikke i de første løb.
Lotto Soudal: Holdets klassementsrytter er Harm Vanhoucke, der gjorde det godt sidste år, men efter sygdom manglede han for meget i Paris-Nice. Sylvain Moniquet har gjort store fremskridt i år, men niveauet må være for højt.
Team BikeExchange-Jayco: Det handler 100% om Yates, selvom Damien Howson viste fin form i UAE Tour.
Team DSM: Det bliver spændende at se unge Henri Vandenabeele, men vi så i Oman, at han vil være overmatchet her. Mark Donovan og Marco Brenner har ikke imponeret i de første løb.
Equipo Kern Pharma: Holdets bedste klatrere er de lovende Jose Felix Parra og Roger Adria, men selvom de kan ventes at have forbedret sig, har de begge skuffet fælt i de første løb, som også Hector Carretero har det. Hidtil har Urko Berrade gjort det bedst, senest i Galicien, men her er niveauet for højt.
Uno-X Pro Cycling Team: Johannessen er bedste bud. Anthon Charmig vil måske også forsøge sig, men Oman og Saudi Tour viste, at han vil være overmatchet her. Det samme vil Torstein Træen, der ikke har været flyvende hidtil, og Jacob Hindsgaul, selvom han vandt i Antalya. Torjus Sleen har ikke vist form.
Caja Rural-Seguros RGA: Bedste bud er Mikel Nieve, men da han er på vej tilbage fra en skade og tabte meget niveau i 2021, er det svært at se ham helt fremme. Jhojan Garcia har slet ikke vist form endnu trods det fine 2021, og det samme gælder for Michal Schlegel. Også Fernando Barcelo har manglet for meget, og niveauet er for højt for Joel Nicolau.
Euskaltel-Euskadi: Mikel Bizkarra er bedste bud, men han er ikke ved fordums styrke og på vej tilbage fra en skade. Luis Angel Maté og Joan Bou har ikke vist den store form, og stigningerne er for lange for Gotzon Martin og Antonio Soto.
Burgos-BH: Daniel Navarro er kaptajn, men hans niveau rækker ikke længere til dette niveau, og Oscar Cabedo har været milevidt fra sit Vuelta-niveau. Terrænet er for svært for Jetse Bol, og Adria Moreno har ikke været i form.
Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris