Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Prøv vores nye app
Optakt: Volta a Catalunya
24. marts 2019 17:30Foto: Sirotti
Klassikersæsonen er ganske vist ved at starte, men det betyder ikke, at det er slut med de store etapeløb. Mens klassikerspecialisterne er i gang med de første store slag på brostenene, er Catalonien scenen for et løb, der i de senere år har været forårets måske allerstærkest besatte etapeløb, nemlig Volta a Catalunya. Efter adskillige år med store vanskeligheder er det spanske løb blevet den foretrukne mulighed for mange etapeløbsryttere til at teste formen, og efter en 2018-udgave med et knapt så stærkt felt er det i år en fabelagtig stjerneparade af topryttere, der vil slås om sejren i det eneste store europæiske WorldTour-etapeløb, der ikke inkluderer nogen form for tidskørsel.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
Løbets rolle og historie
Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.
Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.
Ofte har løbene kæmpet lidt med at få plads i rampelyset i en tid, hvor klassikerne er i fokus for de fleste fans, men i de senere år har Volta a Catalunya i den grad formået at bryde trenden. Det spanske løb har haft nogle meget vanskelige år, men nu gennemlever det lidt af en renæssance, hvor løbene i 2014, 2015, 2016 og 2017 har været blandt de stærkest besatte ugelange etapeløb. Fire år i træk har man således kunnet præsentere Alberto Contador og Chris Froome, og stjerner som Alejandro Valverde, Richie Porte, Nairo Quintana, Fabio Aru, Dan Martin og Rigoberto Uran har ligeledes i de senere år hørt til blandt de regelmæssige deltagere.
Sidste år tabte man ganske vist tabt kampen om de allerstørste stjerner, der i stort tal havde kørt Tirreno-Adriatico og efterfølgende valgte en træningsperiode frem mod enten Giroen eller klassikerne, men sådan er det bestemt ikke i år. Med Chris Froome i spidsen bydes der således op til klatrebal med deltagelse af folk som Alejandro Valverde, Nairo Quintana, Egan Bernal, Miguel Angel Lopez, Romain Bardet, Thibaut Pinot, Fabio Aru, Dan Martin, Rafal Majka, Enric Mas, Michael Woods, Steven Kruijswijk, Ilnur Zakarin, Richard Caeapaz, Richie Porte og Wilco Kelderman. Dermed er scenen sat til en kamp, der er lige så spændende og imødeset som dem, Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke og co. vil udkæmpe på brostenene, og derfor vil Belgien i den kommende uge skulle dele rollen som cykelsportens centrum med Catalonien.
Det stærke felt er udtryk for lidt af en omvæltning for det spanske løb. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1911, er det faktisk det ældste løb på Den Iberiske Halvø og det fjerdeældste etapeløb i verden, kun overgået af Tour de France (1903), Tour of Belgium (1908) og Giro d’Italia (1909). Lige siden de tidlige år har det spillet en vigtig rolle på cykelkalenderen og i sportens historie. Selvom det naturligt nok har været domineret af spanske vindere, har det altid haft appel til sportens største stjerner, og det er bestemt ingen tilfældighed, at navne som Eddy Merckx, Jacques Anquetil, Felice Gimondi, Bernhard Thevenet, Francesco Moser, Sean Kelly, Robert Millar, Claudio Chiappucci, Laurent Jalabert og Alex Zülle alle er at finde på vinderlisten sammen med stort set alle de største spanske ryttere.
00erne blev imidlertid en svær tid for et af cykelsportens historiske løb. Volta a Catalunya var vel den største taber, da ProTouren blev indført i 2005. Man mistede sin vanlige kalenderplacering i juni, og i stedet blev Spaniens ældste etapeløb afviklet i den anden uge af Giro d’Italia, hvormed det mistede stort set al international opmærksomhed. For rytterne blev det nu mest betragtet som en chance for at komme i gang igen efter en lille pause og som et første skridt på vejen mod Touren, og derfor var de bedste ryttere altid meget langt fra deres bedste form. Det gav vindere, der for de flestes vedkommende var et stykke nede i det internationale hierarki.
Annonce
Løbet blev reddet af, at Tour of California ønskede at blive rykket til foråret, og det gav mulighed for at genoplive det spanske løb. I 2010 blev kalenderen omstruktureret, og det catalonske løb har siden da været afviklet i marts som endnu en mulighed for de bedste klassementsryttere til at drage fordel af deres første formtop. Det har overtaget pladsen fra det nu hedengangne Setmana Catalana og senere Vuelta a Castilla y Leon, der nu er flyttet til april og senere maj.
Resultatet har været imponerende, og da løbet samtidig kan tilbyde vigtige WorldTour-point, har det i de senere år været i stand til at tiltrække sportens allerstørste navne. Mens maj typisk betragtes som en træningsperiode for de grand tour-ryttere, der ikke kører Giroen, er den sidste del af marts og første del af april typisk tidspunktet for den første formtop for Tour de France-rytterne. Selvom det altid er svært at finde den rette kombination af de fire tidligere WorldTour-etapeløb Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco, og ingen af disse derfor kan tiltrække samtlige stjerner, er de dage, hvor løbet i Catalonien er at betragte som ren Tour-forberedelse helt sikkert ovre.
Løbet befinder sig imidlertid fortsat i en hård kamp. Ugen efter Milano-Sanremo har i de senere år også budt på etapeløbene Criterium International og Settimana Coppi e Bartali. Da førstnævnte var arrangeret af Tour de France-arrangørerne ASO, havde holdene et særligt incitament til at køre det franske løb, og i 2013 betød Tour-starten på Korsika - det seneste hjemsted for det to dage lange etapeløb - at de fleste Tour-favoritter, herunder Froome og Contador, var til start i Frankrig.
Det incitament er siden forsvundet, og siden 2014 har det catalonske løb været den store vinder. Faktisk har man i fire af de seneste fem år uden tvivl haft det stærkest besatte felt blandt de ugelange etapeløb på WorldTouren, og faktisk har dominansen været så kolossal, at Criterium International siden 2017 har været helt forsvundet fra kalenderen. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at løbet som alle andre spanske begivenheder har kæmpet med svære økonomiske problemer og har været i konstant frygt for aflysning. Kun massiv støtte fra de regionale myndigheder samt intervention fra UCI har holdt løbet oven vande. Senest er netop ASO, der allerede har investeret kraftigt i Vueltaen, trådt til og har kastet en livline, der igen har reddet Spaniens ældste løb.
Sidste år fortsatte Alejandro Valverde sin totale dominans i den tidlige del af sæsonen ved at tage sin anden sejr i træk i det spanske løb. Efter at kraftig vind havde gjort kongeetapen ubetydelig skulle det hele afgøres på etapen til La Molina, hvor Movistar med Marc Soler, Nairo Quintana og Valverde leverede et show, som kun havde kometen Egan Bernal som udefrakommende aktør. Han kunne imidlertid intet stille op mod Valverde i spurten, og da den spanske veteran sågar i en massespurt på 2. etape havde sikret sig bonussekunder via en etapesejr, var det herfra en formssag at forsvare føringen. Bernal styrtede desværre ud af løbet på sidste etape, og dermed endte det med dobbelt Movistar-triumf, da Valverde sejrede foran Quintana, mens Pierre Latour via bonussekunder på sidste etape udnyttede Bernals exit til at tage 3. pladsen. Valverde og Quintana vender i år tilbage som del af et forrygende Movistar-hold, der også tæller Soler og Richard Carapaz, og Bernal er denne gang på jagt efter revanche efter sidste års nedtur. Til gengæld er der ingen Latour, da franskmanden fortsat kommer sig efter det styrt, der satte ham ud af spillet inden UAE Tour.
Ruten
Volta a Catalunya har altid været en ganske blandet sag, hvor terrænet har gjort det muligt for arrangørerne at variere hårdheden fra år til år. Tidligere har der været korte, flade prologer og bjergenkeltstarter, men siden man flyttede løbet til marts har tidskørsler været stort set bandlyst, og det var kun i 2017, hvor man havde et holdløb, at traditionen blev brudt.
2008- og 2010-udgaver stikker ud som særligt nemme, fordi der de år ikke var en stor bjergafslutning, og derfor blev løbet afgjort af etaper i kuperet terræn. I de senere år har man imidlertid fundet sig et relativt fast format helt uden enkeltstarter, med to store bjergafslutninger i Pyrenæerne på 3. og 4. etape og derudover adskillige kuperede etaper af varierende sværhedsgrad. Det har gjort det til det perfekte løb for klatrere, og blandt WorldTour-etapeløbene har det været det bedste for netop denne ryttertype. Bjergafslutningerne har ganske vist været relativt nemme og bedre for eksplosive typer end rene bjerggeder, men da det har været det eneste WorldTour-etapeløb i Europa uden tidskørsler har det appelleret meget til folk, der kan køre opad.
En ting er uundgåeligt: der er ikke meget at komme efter for de rene sprintere i Catalonien. Terrænet er ganske kuperet, og selvom der ikke er mange etaper i de høje bjerge, er der heller aldrig helt flade etaper. Mange af etaperne afgøres ofte i spurter, men det kræver et ganske godt sæt klatreben at holde sig fremme helt til målstregen. Derfor er det ikke overraskende, at de seneste udgaver har været succesfulde for folk som Gianni Meersman og Luka Mezgec, der netop har den specielle evne, at de både kan spurte og klatre.
Efter flere år med et relativt uforandret format forsøgte man sig i 2017 med en nytænkning, hvor man indlagde et hele 40 km langt holdløb og droppede den ene af de to pyrenæeretaper for i stedet af opfinde en ny kongeetape på Lo Port-stigningen tæt på kysten. Den var langt sværere end tidligere målstigninger, og sammen med holdløbet bidrog den til at gøre løbet meget mere selektivt end tidligere. Sidste år vendte man imidlertid tilbage til det klassiske format med to dage i Pyrenæerne til at afgøre klassementet på 3. og 4. etape og derudover en stribe kuperede etaper, der vil tiltale en blanding af hårdføre sprintere, udbrydere og puncheurs.
Løbet indledes som altid med den klassiske etape omkring Calella, hvor sprinterne stort set altid kommer til fadet, selvom årets rute med flere højdemeter måske kan skabe lidt mere udskilning end tidligere. Dernæst venter en ny finale på en ganske stejl bakke, hvor puncheurs som Alejandro Valverde og Michael Matthews ved øjne chancen for en etapesejr.
Annonce
Klassementet skal herefter sættes på de to store bjergetaper onsdag og torsdag, hvor der sluttes på allerede kendte stigninger til Vallter 2000 og La Molina. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af profilerne. Særligt stigningen til La Molina er ganske let og har ofte givet anledning til en spurt på toppen. Onsdagens kongeetape er sværere, men også her har vinden traditionelt betydet, at forskellene har været mindre, end man skulle tro.
Efter de to afgørende bjergetaper venter som altid tre mere uforudsigelige dage. Fredagens og lørdagens etaper har karakter af transport, hvor vi meget ofte har set succesrige udbrud i det af de ugelange WorldTour-løb, der oftest giver sejre til tidlige fremstød, men det kan også sagtens ende med massespurter eller måske endda sidevindsdramaer i den ganske blæsende region. Endelig slutter det hele på den klassiske rundstrækning i Montjuic-parken i Barcelona, hvor vi altid ser angreb i klassementet, men hvor der sjældent gøres forskelle, og udbrydere ofte løber med sejren.
1. etape
For ottende år i træk starter løbet i Middelhavsbyen Calella, der igen er rammen om både start og mål på åbningsetapen. De syv foregående etaper har alle haft forskellige ruter, men finalen har altid været den samme, og derfor ved rytterne, hvad de skal forvente på en etape, der traditionelt har været god for sprintere med rimelige klatreben. Også i år benyttes samme afslutning, og historien viser derfor, at vi kan se frem til, at en massespurt vil bestemme, hvem der skal have løbets første førertrøje
Med sine bare 163,7 km er 1. etapen en relativt kort sag, der som i tidligere år både har start og mål i kystbyen Calella. Fra starten går det mod sydvest lang den flade kystvej, indtil man drejer ind i landet for at køre mod nordvest op over kategori 3-stigningen Port de Collsacreu (3, 0 km, 6,0%, max. 7%), der ohså figurerer i finalen, men denne gang bestiges fra den modsatte side. Toppen nås efter 16,5 km, hvorefter det falder let mod nordvest, indtil man rammer dagens sværeste udfordring. Der er tale om kategori 1-stigningen Port de Santa Fe del Montseny (17,5 km, 5,4%, max. 13%), der er en lang, jævn opkørsel, som hovedsageligt stiger med ca. 5%. Toppen rundes efter 50,8 km, hvorefter man fortsætter mod nordvest via et langt let faldende stykke, inden det flader ud, når man drejer mod sydvest og syd for at køre forbi den første spurt, der er placeret efter 50,8 km.
Annonce
Den anden del af etapen indledes, når man drejer mod nordøst for at tage hul på kategori 1-stigningen Alt El Muntanya (3,9 km, 7,3%, max. 18%), der er en for Catalonien sjældent stejl sag og har top efter 96,9 km. Derfra flader det ud, mens man kører mod nordøst, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Coll Formic (6,6 km, 4,9%, max. 9%), der over de sidste 3 km stiger med 6-7%. Fra toppen efter 108,9 km resterer stadig 54,8 km, som består af en lang, mod slutningen meget nem og hurtig nedkørsel, der fører mod sydøst med retning mod kysten, hvor man rammer den helt klassiske finale. Den indledes med den anden spurt, der kommer efter 142,1 km, hvorefter man kører op over kategori 3-stigningen Port de Collsacreu (3 km, 4,3%, max. 8%), der dog er relativt let og aldrig bliver stejl. Fra toppen resterer bare 18,2 km, og den efterfølges af en ikke specielt vanskelig nedkørsel, der leder tilbage mod kysten. Man når vandet med 8 km igen, hvorefter man følger kystvejen mod nordøst ind til centrum af Calella. Der er en lille bakke med 5,3 km til mål, men derefter falder det let stort helt frem til de sidste 200 m, der er svagt stigende. Rytterne drejer til venstre med 2300 m til mål og passerer gennem rundkørsler med henholdsvis 1,9 og 1,3 km igen, men derefter er det en lang, lige vej frem til målstregen.
Etapen byder på i alt 2991 højdemeter.
Sidste år var ruten undervejs næsten helt flad, men i årene forinden var der ligesom i år ganske mange stigninger undervejs. Selve finalen med Alt de Collsacreu og den efterfølgende nedkørsel er den samme, som er blevet benyttet hvert år siden 2012.
Historien viser, at etapen næsten altid er endt i en massespurt, og det er vanskeligt at forestille sig, at det vil være anderledes i år. Denne gang er der dog betydeligt flere højdemeter på programmet, og det kan meget vel gøre det for svært for de mere klassiske sprintere, men den relativt nemme Collsacreu-stigning har aldrig bragt sprinterne i vanskeligheder. Første etape i et løb uden mange sprintere kan imidlertid altid være svær, og for tre år siden tabte klassementsholdene næsten hele løbet, da fejlagtig information fra løbsradioen og manglende dedikation fra sprinterholdene betød, at udbruddet holdt hjem. Det scenarium burde dog kunne undgås, og en eller anden form for massespurt ventes at skulle åbne løbet.
I 2012 hentede man ikke udbruddet, og Michael Albasini lagde med en etapesejr grunden til sin senere samlede sejr. I 2013 var der lagt op til massespurt, men Sky splittede feltet på nedkørslen, hvor 13 ryttere - herunder Bradley Wiggins, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Daniel Martin og Michele Scarponi - kom fri og spurtede om sejren 28 sekunder foran feltet. Gianni Meersman vandt let den første af sine to etapesejre det år. I 2014 endte det i en massespurt, som blev vundet af Luka Mezgec, mens Maciej Paterski slog Bart De Clercqog Pierre Rolland i 2015, hvor det lykkedes trioen at snyde sprinterne. I 2016 blev det igen afgjort i en spurt, der blev vundet af Nacer Bouhanni, men da det i 2017 atter endte i en spurt, blev franskmanden overraskende slået af Davide Cimolai. Det gjorde han også i 2018, hvor Alvaro Hodeg efter et sublimt lead-out af Michael Mørkøv slog Sam Bennett og resten af feltet.
Annonce
2. etape
Mens første etape nu har udviklet sig til lidt af en klassiker, er der som regel betydeligt mere variation på 2. etape. Det er også tilfældet i år, hvor der venter en helt ny finale i Sant Feliu de Guixols, men da man tilbringer det mest af dagen nær kysten, er det snarere vinden end stigningerne, der vil kunne udgøre en udfordring. En sen stigning kan dog rydde ud i sprinterne inden finalen, hvor der samtidig venter en lille bakke op til mål, hvilket kan åbne døren for puncheurtyper som Alejandro Valverde, der i kamp med stærke sprintere som Michael Matthews vil se frem til at gå efter mulige bonussekunder.
Etapen er 179,8 km lang og fører feltet fra Mataro til Sant Feliu de Guixols. Begge byer er placeret ved den catalanske kyst, men det meste af etapen foregår et stykke inde i landet. Fra start kører man nemlig mod nord op over kategori 3-stigningen Alt de Can Bordioi (2,8 km, 5,1%, max. 7%) og dermed væk fra vandet. Toppen rundes efter 12,2 km, hvorefter man kører mod nordøst parallelt med vandet gennem let faldende terræn. Efterhånden flader det ud, inden man rammer kategori 3-stigningen Port de Santa Pellaia (5,7 km, 3,4%, max. 7%), hvis top nås efter 79,8 km. En skarp nedkørsel og lidt fladt terræn fører nu videre mod nordøst frem til det nordligste punkt, hvor forplejningen findes.
Annonce
Herfra får det igennem fladt terræn mod sydøst med retning mod kysten, som nås kort efter, hvorefter man snor sig lidt mod sydvest i umiddelbar nærhed af havet. I byen Palamos rammer man igen kystvejen, som leder ind på den afsluttende rundstrækning, hvor man følger vandet mod sydvest frem til målbyen. Her drejer man skarpt til højre for at krydse stregen for første gang i forbindelse med den første spurt efter 143,8 km.
Etapen afsluttes nu med en omgang på den 36,0 km lange rundstrækning, som indledes med, at man igennem let stigende terræn kører mod nordvest væk fra vandet og frem til kategori 3-stigningen Alt de Romanya (5,8 km, 4,5%, max. 9%), der har top med 24,1 km igen. En kort, teknisk nedkørsel fører derfra mod øst tilbage til fladlandet, hvorfra man fortsætter mod øst helt ud til kystvejen. Herfra kører man langs vandet mod sydvest forbi den sidste spurt, der med bare 7,8 km igen byder på bonussekunder. Den snoede kystvej byder med 2,5 km igen på en skarp nedkørsel, inden man med 1,3 km igen drejer til højre. Her venter et kort fladt stykke, inden man lige efter den røde flamme via to bløde kurver rammer opløbsstrækningen, hvor det ifølge profilen over de sidste 700-800 m stiger med 5-6%.
Etapen byder på i alt 1892 højdemeter.
Man skal altid passe på med at stole alt for meget på spanske løbsbøger, men det ser ud til, at der er tale om en ganske hård bakke op mod mål. Den kan meget vel vise sig at være for hård for mange af sprinterne og i stedet en oplagt chance for puncheurs som Michael Matthews og ikke mindst Alejandro Valverde, der vil have blik for bonussekunder. Resten af etapen er relativt uproblematisk, men vinden kan være en trussel, inden det hele forventes at ende i en eksplosiv spurt på bakken ved den spanske middelhavskyst.
Sant Feliu de Guixols har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
Annonce
3. etape
Med undtagelse af 2017-udgaven, hvor man benyttede sig af nytænkt rute, har man i de senere år fulgt et ret fast format, hvor løbet er blevet afgjort i Pyrenæerne på 3. og 4. etape, der som regel har varieret mellem 3-4 velkendte bjergfinaler, som er blevet brugt igen og igen. Det vil også være tilfældet i år, hvor det atter onsdagens og torsdagens etaper, der vil være afgørende. Denne gang er der imidlertid byttet rundt på den traditionelle rækkefølge, og det betyder, at løbets kongeetape ligesom i 2018 kommer som det første af de to bjergslag, når man onsdag vender tilbage til bjergafslutningen i Vallter 2000, der senest blev besøgt i 2013 og 2014, efter at kraftig vind i 2018 betød, at man måtte droppe at nå toppen.
Den 179,0 km lange etape fører feltet fra kystbyen Sant Feliu de Guixols til skisportsstedet Vallter 2000 i hjertet af Pyrenæerne. Startbyen ligger langt fra bjergene, og derfor består den første del af etapen af en lang rejse mod nordvest. Fra start kører man mod nord væk fra vandet og op over kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (3,5 km, 4,1%, max. 7%), der har top efter 17,7 km, men derefter går det mod nord og nordøst igennem en sjældent flad del af Catalonien, der fører nord om cykelbyen Girona. Den første spurt kommer efter 63,8 km, hvorefter det stiger let frem til forplejningszonen. Kort efter drejer man mod nord og nordøst igennem let faldende terræn, der leder frem til foden af Pyrenæerne.
Annonce
Her indledes finalen, når man når frem til bunden af kategori 1-stigningen Port d’Oix (7,7 km, 5,2%, max. 14%), der er en led stigning, hvis sidste 3 km stiger med 9-10%, og hvis top rundes med 51,7 km igen. En kort nedkørsel leder mod vest og nord direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Port de Rocabruna (7,3 km, 5,8%, max. 11%), der er jævn, inden den flader ud nær toppen, hvorfra der resterer 34,0 km. Den leder op til et plateau, hvor man fortsætter mod vest, først igennem let faldende og siden let stigende terræn, der fører forbi den sidste spurt med 20,9 km igen og derefter mod nord op til bunden af dagens sidste stigning, der er uden for kategori.
Den fører mod nordvest, er i alt 11,2 km lang og stiger med i gennemsnit 7,6% med et maksimum på 18%. Særligt den første halvdel er svært med stigningsprocenter på mellem 8 og 10, inden der med 4 km til toppen venter et lettere stykke. Herfra tager den fat med 7-8% over 2 km, inden sidste 1300 stiger med i gennemsnit 6,3%. Der er et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.
Etapen byder på i alt 3881 højdemeter.
De fleste stigninger i Volta a Catalunya er lette og aldrig særligt stejle, men Vallter 2000 skiller sig ud. Her er tale om et rigtigt bjerg, der særligt på den første del er svær. Alligevel har forskellene ved de førset besøg i 2013 og 2014 været begrænsede, da den meget vindfølsomme stigning kan være svær at drage fordel af i modvind, og i 2013 endte det endda i en hel spurt på toppen. Afhængig af vinden kan det derfor være en etape, der passer bedre til en eksplosiv fyr som Alejandro Valverde end til mere rene klatrere som Egan Bernal og Nairo Quintana, men tallene tilsiger, at forskellen også burde kunne blive langt større. Under alle omstændigheder er det klatrernes bedste chance, og derfor kan vi se frem til et stort slag mellem de mange stjerner, der alle har ambitioner om at vinde løbet
Da Vallter 200 senest blev besøgt i 2014, udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. Sidste år betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.
Annonce
4. etape
Som det oftest har været tilfældet, følger de to store bjergetaper lige efter hinanden om onsdagen og torsdagen, og det vil også være tilfældet i år, hvor rytterne for sjette år i træk kastes ud i den klassiske finale i skisportsstedet La Molina. Der er tale om den sidste seriøse bjergudfordring i løbet, men det er også en bjergetape, der på ingen måde skal overvurderes. Målstigningen er nemlig ganske let og skabt til spurtstærke klatrere som Alejandro Valverde og Dan Martin, der kan se frem til at spurte om vigtige bonussekunder på en etape, der næppe vil gøre de helt store forskelle mellem de bedste.
Årets udgave er en forkortet udgave af den, der blev benyttet sidste år, og fører feltet over bare 150,3 km mellem Llanars i hjertet af Pyrenæerne og skisportsmekkaet La Molina bare få kilometer mod nordvest. I stedet for at køre den direkte vej mellem de to destinationer består etapen først af en lille sløjfe, der fører ud af Pyrenæerne. Fra start går det således mod syd og senere sydøst via en nedkørsel, indtil man når byen Olot. Her kører man mod vest diekte ind på kategori 1-stigningen Coll de Coubet (9,2 km, 5,5%, max. 11%), der er en meget jævn stigning med top efter 39,1 km. Derefter falder det let mod vest ned til den første indlagte spurt, som kommer i Ripoll efter 57,9 km, hvorfra man fortsætter mod nordvest igennem let stigende terræn.
Klatreudfordringerne indledes for alvor i bunden af kategori HC-stigningen Coll de la Creueta (19,9 km, 4,7%, max. 12%), der har top i 1920 m højde med 57,7 km igen og er en klassiker i løbet, selvom det er en ret let stigning, der dog over den sidste halvdel stiger med 6-7%. En lang nedkørsel leder nu mod nordvest ned gennem målbyen La Molina, hvor man få meter fra målstregen drejer til højre for at følge en vej ned til byen Alp, der går parallelt med den vej, der senere skal lede tilbage til mål.
I Alp vender man rundt for atter at køre op mod La Molina, denne gang via den anden vej. Kategori 1-stigningen er i alt 11,4 km lang og stiger med 4,3% i gennemsnit samt har et maksimum på 13%. Denne gang drejer man imidlertid fra 700 m fra toppen, når der resterer 24,6 km, og følger herfra igen samme nedkørsel som tidligere mod nordvest ned til Alp, hvor den sidste spurt kommer med 12,3 km. Herfra går det atter mod sydøst op ad den afsluttende kategori 1-stigning, hvor man denne gang kører alle 12,1 km op til toppen. I fuld længe stiger den med 4,4% i gennemsnit og når maksimalt op på 15%. De første 4 km er hårde med 7-8%, inden det flader ud omkring byen Masella med godt 6 km igen. Her flader det imidlertid betragteligt ud, inden en nedkørsel leder ned til den 2 km lange rampe, der fører op til mål. Dne stiger med 6,1% i snit, men når 8% over de sidste godt 500 m. På de sidste 3 km bugter vejen sig let, indtil der venter et meget skarpt hårnålesving bare 100 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 3500 højdemeter.
Den samme finale har været benyttet nu mange gange i træk, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente, også selvom man har varieret første del af ruten fra år til år. Det har ikke gjort den store forskel, at man i de senere år har fjernet en sløjfe i dalen mellem de sidste to stigninger, og at der derfor intet fladt er i finalen. Den sidste stigning er måske nok stejl i bunden, men den sidste halvdel er så nem, at det oftest er endt i en spurt på den sidste rampe, hvor Alejandro Valverde har været svær at slå. Sidste år så vi imidlertid, at løbet godt kan eksplodere på den stejle del, og med den rette vindretning kan der altså godt skabes større forskelle end som så i det, der er det sidste store opgør mellem klatrerne i årets Volta a Catalunya.
I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skat til eksplosive ryttere, da hans først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristiske accelerationer og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Nairo Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet, til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var først blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen.
Heller ikke i 2016 kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. I 2017 år vandt Alejandro Valverde spurten i en favoritgruppe foran Dan Martin og Adam Yates på en dag , hvor hele 20 mand sluttede inden for 15 sekunder af vindertiden. I 2018 blev der endelig gjort større forskelle, da Valverde, Quintana og Egan Bernal tidligt kørte væk, inden den spanske veteran slog den yngste colombianer i spurten på toppen.
I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.
5. etape
Med undtagelse af i 2017-udgaven, hvor man havde en usædvanlig sen bjergetape nær Middelhavskysten, har de sidste tre etaper som regel været betydeligt lettere end de to store bjergetaper og i alt væsentligt ført feltet fra Pyrenæerne tilbage til Middelhavskysten, hvor søndagens store finale i Barcelona venter. Det vil også være tilfældet i år, hvor 5. og 6. etape har karakter af transportetaper uden store bjergfinaler. Fredag gælder det i hvert fald en helt klassisk transport fra højderne og ned til vandet, hvor en flad og faldende sidste tredjedel kan give sprinterne gode muligheder, men hvor en ganske hård indledende halvdel også meget vel kan give anledning til et af de mange succesrige catalanske udbrud - hvis da ikke vinden undervejs spiller feltet et puds.
Den 189,0 km lange etape fører feltet fra Puigcerda dybt inde i bjergene helt du til Sant Cugat del Valles lige nord for Barcelona ved den nordøstspanske kyst. Startbyens placering fornægter sig ikke, for efter bare 2 km i fladt terræn, der fører mod syd, går det mod syd og sydvest op ad kategori 1-stigningen Coll de la Collada de Toses (20,5 km, 3,1%, max. 6%), der for en stor dels vedkommende er den nedkørsel fra La Molina, der blev benyttet på den foregående etape. Den første del byder på stigningsprocenter på 4-5, men derefter er den sidste del meget let med procenter på bare 2-3, inden toppen rundes efter 22,5 km i mere end 1700 m højde.
Herfra ændrer etapen karakter, når det går mod sydøst via en teknisk nedkørsel og siden mod syd via et langt, let faldende stykke. Først efter knap 80 km drejer man mod vest for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Collet de Sant Agusti (4,1 km, 4,0%, max. 6%), der har top efter 82,6 km. Herfra går det mod syd via en nedkørsel forbi den første spurt, der er placeret efter 87,4 km, inden man forsætter mod syd via et ganske kuperet stykke. Således er der flere mindre bakker: først 2,2 km med 7,1% og top efter 104 km, så 1,6 km med 8% og top efter 114 km, derefter 2,9 km med 7% og top efter 119 km og til slut 4,7 km med 4% og top efter 127 km.
På toppen af den sidste bakke venter forplejningen, hvorefter det igen bliver lettere. Herfra får det nemlig igennem faldende terræn mod syd, inden man drejer mod vest, hvorefter det flader ud. Derfra går det igen gennem fladt terræn mod syd ned til den sidste spurt, der kommer med 15,5 km. I stedet for at køre direkte til mål slår man imidlertid en lille sløjfe mod sydvest for at køre op ad en 2,2 km lang bakke, der stiger med 4,7% og har top med 10-11 km igen. Efter en lille nedkørsel venter en flad finale, hvor man kører mod syd og sydøst ind mod centrum af målbyen. På de sidste 3 km er der kun et sving lige efter den røde flamme, og de sidste 1500 m er efter et let stigende stykke let faldende, indtil de flader ud på de sidste 300 m.
Etapen byder på i alt 2704 højdemeter.
Det ligner på papiret en sag for sprinterne, men sådan går det ikke altid i Catalonien, hvor vi på disse transportetaper efter bjergene ofte ser et succesfuldt udbrud. Den hårde start og det ganske svære midterstykke giver i hvert fald en tidlig offensiv ganske gode muligheder, og det er langt fra givet, at de få sprinterhold kan holde det samlet. Uanset vil det kræve en hård jagt, der kan mærke mange af de hurtige folk og måske endda sætte dem helt af. Og endelig skal man ikke glemme, at den catalanske sidevind før har skabt drama på disse etaper. 5. etape er derfor ikke nødvendigvis en relativt fredsommelig sag for sprinterne.
Sant Cugat del Valles har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.
6. etape
Der er en grund til, at Volta a Catalunya kun i begrænset omfang tiltrækker sprintere, og at der ikke er mange ugelange etapeløb, som giver udbrud så gode chancer som den spanske begivenhed. Det er 6. etape nemlig også et ganske godt eksempel på, for ligesom på den foregående etape venter en dag med en flad finale, der kunne lægge op til en massespurt. Det er da også det mest sandsynlige scenarium, men undervejs skal der i første del klatres så meget, at det næsten lige så godt kan ende med en dag for et udbrud. Og heller ikke på denne etape skal man glemme, at vinden i regionen før har splittet feltet til atomer.
I alt skal der tilbagelægges 174,1 mellem afdøde Xavier Tondos hjemby, Valls, og Vila-Seca, der ligger helt ude ved kysten nær Barcelona. Startbyen befinder sig blot et par kilometer mod nord, men den indledende del af etapen består af en stor sløjfe ind i det kuperede terræn nord for havet. De første mere end 50 km er således alle let stigende og fører feltet mod nordvest og sydvest, inden man endelig rammer en længer nedkørsel, der fører mod syd og sydøst med retning mod havet. Undervejs afbrydes den imidlertid af de to kategori 3-stigninger Coll d’Albarca (5,5 km, 3,1%, max. 7%) og Coll d’Alforja (4,2 km, 4,6%, max. 6%), der har top efter hhv. 64,4 og 80,0 km.
Herefter får det imidlertid endelig rigtigt nedad mod sydøst og syd forbi den første spurt, der kommer efter 97,8 km, inden en lille kontrabakke efterfølges af den sidste del af nedkørslen, der leder ned til kystbyen Cambrils, der ligger på den afsluttende rundstrækning. Herfra følges den flade kystvej mod nordøst og sydøst, indtil man kører mod nordvest ind i centrum af målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 131,5 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 42,6 km lange rundstrækning, der først fører igennem let stigende terræn mod nordvest og sydvest, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til Cambrils, hvor den sidste spurt kommer med 18,8 km igen. Derefter venter igen den flade kystvej, indtil man til sidst gennem let stigende terræn kører mod nordvest indtil mål. Med 2 km igen er der en lille bakke, hvorefter de sidste 1500 m er flade. En lige vej leder frem til en rundkørsel ved den røde flamme, hvorefter der med 500 m igen venter to skarpe sving lige i rap, inden man rammer opløbsstrækningen.
Etapen byder på i alt 1848 højdemeter.
Samlet set er 6. etape dagen med mindst klatring, og sammen med 1. etape burde den give sprinterne den bedste chance. Så sent i et hårdt løb skal man imidlertid aldrig afskrive et udbrud, slet ikke på en dag, hvor starten er ganske hård. Det ligner derfor endnu en kamp mellem sprinterne og nogle lykkeriddere, mens klassementsrytterne igen skal tage sig i agt for den frygtede sidevind.
Vila-Seca var senest mål for det indledende holdløb i 2003, hvor ONCE sejrede foran US Postal. I 2001 kørte Oscar Laguna hjem til en solosejr fra et udbrud, og i 2000 var ONCE igen de hurtigste på et indledende holdløb. I 1999 åbnede løbet med en prolog i byen, hvor Angel Casero sejrede foran Andrea Peron og Abraham Olano.
7. etape
I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt rundstrækningen hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2019. Ganske vist har den siden kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.
Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 143,1 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører indtil rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange. I år lægger man fra starten ved L’Hospitalet de Llobregat i den vestlige udkant af Barcelona ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest og igen vest. Her rammer man kategori 3-stigningen Coll de la Creu d’Ordal (5,7 km, 4,4%, max. 8%), der har top efter 24,8 km, hvorefter man fortsætter mod sydvest og siden sydøst gennem let faldende terræn. En lille bakke leder nu op til Begues, inden det via en rigtig nedkørsel går mod sydøst og sydvest ned til kystbyen Castelldefels, hvor den første spurt kommer efter 64,4 km. Herfra kører man ad flade veje mod øst og nordøst tilbage mod Barcelonas centrum.
I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 87,8 km, og herefter afsluttes løbet med de klassiske 8 omgange på den 6,8 km lange rundstrækning i Montjuic-parken. Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 3-stigningen Alt Montjuic (2,1 km, 5,2%, max. 8%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Fra toppen resterer bare 4,3 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, er afbrydes af en lille bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%.
Etapen byder på i alt 2148 højdemeter.
De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Det er en sidste chance for klassementsrytterne til at gøre forskelle, og hvis afstandene er små, kan vi vente angreb på rundstrækningen, der er svær at kontrollere. Som sagt har toppen af klassementet kun sjældent ændret sig, og hver eneste gang har løbets førende kunne afværge angrebene. Både Scarponi i 2013 og Simon Yates sidste år har imidlertid brugt etapen til med angreb at avancere betydeligt i klassementet, og bonussekunder kan også komme i spil i det, der kan være en meget tæt affære. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Med mindre typer som Alejandro Valverde eller Michael Matthews beslutter sig for at gå efter en etapesejr, er det derfor meget sandsynligt, at det tidlige udbrud skal køre om sejren, men ellers bør Movistar kunne holde det samlet til en spurt i en lille gruppe.
Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.
Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.
I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.
I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand. Sidste år angreb Simon Yates i finalen og holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angreb den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet.
Favoritterne
Med en relativt ensartet rute i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af Volta a Catalunya. 2o17-udgavens nyskabende rute var en undtagelse, og nu er vi tilbage ved det klassiske format, vi har kendt fra årene mellem 2013 og 2016 og igen i 2018. Hele fire af de syv etaper genbruger finale fra tidligere udgaver, og der er derfor ikke mange overraskelser i vente.
Løbet har traditionelt været afgjort på de to store bjergafslutninger i Pyrenæerne, mens de øvrige etaper har spillet en begrænset rolle. Sidevinden har dog før skabt kaos, senest i 2015, hvor Dan Martin tabte sit klassement på gulvet, og bonussekunder er også kommet i spil som i 2015 og 2016, hvor henholdsvis Alejandro Valverde og Martin brugte deres spurtstyrke til på de sidste etaper at rykke frem i den samlede stilling. Årets rute synes at skulle blive afgjort af de samme elementer, og særligt spurtstyrke blandt de klatrestærke folk kan blive afgørende i en udgave, hvor de to bjergetaper historisk ikke er voldsomt vanskelige, i hvert fald ikke, hvis der er modvind på de afsluttende stigninger.
Historien viser med al tydelighed, at 1. etape er en sag for sprinterne, men 2. etape kunne komme i spil. Her er der nemlig lagt op til en puncheurspurt, hvor de eksplosive klassementsryttere - med Alejandro Valverde som det indlysende bud - kan gå efter potentielt meget vigtige bonussekunder. 5. og 6. etape er nye, men synes enten at skulle afgøres af et udbrud eller i massespurte, med mindre vinden kommer i spil, og historien viser, at det er meget svært for favoritterne at gøre forskelle på Montjuic-rundstrækningen på 7. etape, hvor typer som Alejandro Valverde og Dan Martin dog har gode chancer for at sikre sig vigtige bonussekunder.
I tillæg til bonussekunder og eventuel sidevind er det 3., og 4, der vil være udslagsgivende. Vi kender begge bjergfinalerne i Vallter 2000 og La Molina fra tidligere år, og de viser klart, at der kan tale om ganske lette opkørsler. Som vi har opregnet i rutebeskrivelsen ovenfor, har tidsforskellene mellem de bedste været yderst små, og etaperne er som regel blevet afgjort i en spurt blandt de bedste klatrere. Sket det igen, er der tale om etaper, der er skræddersyet til eksplosive folk som føromtalte Valverde og Martin, mens det bliver meget svært for rene klatrere at gøre en forskel.
Det er dog i høj grad vinden, der bliver afgørende. Ser på de rå data for Vallter 2000-stigningen, burde den være svære nok til, at klatrerne kan sætte sig igennem, men det er aldrig sket ved de to tidligere besøg. La Molina-etapen er stort set altid endt i en spurt for Valverde-typerne, men sidste års store Movistar-offensiv viser, at det med de rette vejrbetingelser altså kan lade sig gøre at skabe varige forskelle på den stejle del inden den eksplosive finale.
Hvordan ser det så ud med den vind? I skrivende stund (fredag formiddag) er der naturligvis lang tid til de to nøgleetaper, og det betyder, at meget kan ændre sig, specielt fordi der vil være så svage vindforhold, at retningerne kan være varierende. Alligevel må klatrerne knibe sig armen over vejrgudernes sindsstemning, for ned sydøstenvind, der vil være direkte i ryggen af dem på Vallter 2000, vil blive afløst af en vestenvind torsdag, så der også bliver medvind på La Molina. Mest følbar vil den være onsdag, hvor der vil være tale om en let til jævn vind, mens vinden ventes at blive ganske svag på torsdag.
I det hele taget ser det ud til, at feltet slipper for den værste side af det lunefulde catalanske vejr. Der kan komme lidt sen regn på La Molina, men derudover ventes en tør uge med masser af solskin. Der er godt nyt for et løb, der i 2012 helt måtte neutralisere en i lynets hast forkortet kongeetape, og som sidste år måtte indse, at kraftig vind og isnende kulde gjorde det umuligt at klatre hele vejen op til Vallter 2000.
Som sagt har vinden før spillet en rolle, særligt på 5. og 6. etape, der altid fører feltet ned fra bjergene og ud til kysten. De tre sidste dage ventes dog kun at byde på svage vindforhold, og vinden bør heller ikke være kraftig nok på 1. etape. Tirsdagens etape kan dog blive dramatisk, for her ventes en kraftig nordenvind, der vil få den første lange del af etapen til at gå i står, men som i finalen ved kysten måske kan splitte feltet. Det kan blive dyrt for typer som Dan Martin og Ilnur Zakarin, der ikke just er kendt for deres evner i positionskampen.
Samlet set må konklusionen være, at årets løb hovedsageligt vil blive afgjort på de to bjergetaper, hvor der med de nuværende vindforhold kan blive tale om større forskelle, end vi som regel har set det, hvorfor de rigtige klatrere vil have en bedre chance end tidligere. Derudover vil det for en Valverde-type være muligt at indhøste bonussekunder på 2. og 7. etape, hvoraf sidstnævnte også kan give anledning til mere regulære tidstab for en rytter, der har en dårlig dag. Endelig skal man tage sig i agt for den sidevind, der på 2. etape kan give udfordringer.
Årets felt er næsten urimeligt stærkt, og der er flere hold, der kommer med skræmmende trupper. Det gælder særligt Movistar, der kun savner den uheldige Mikel Landa i en A-trup, der tæller Valverde, Nairo Quintana, Marc Soler og Richard Carapaz, og Sky, der i Egan Bernal og Chris Froome har to af verdens bedste ryttere. Dertil kommer et kapabelt Mitchelton-mandskab ført an af de to Yates-brødre, og endelig er der på stort set alle de øvrige hold mindst én formidabel topklatrer, der kan være med i front.
Det gør det til et ganske åbent løb, hvor vi vil pege på Egan Bernal som vores favorit. Den colombianske guldklump stiller til start med sin første store etapeløbstriumf i bagagen, efter at han på ganske overlegen vis sejrede i Paris-Nice. Nu vender han tilbage til det løb, hvor han for første gang var med helt i front på den store europæiske etapeløbsscene, men hvor det uheldige styrt på sidste etape kostede ham en stensikker 2. plads.
Bernals sejr i Frankrig blev egentlig mere sikret i sidevinden og enkeltstarten end i bjergene, hvor han aldrig havde behov for at gå i offensiven, men da han og Quintana kørte væk på kongeetapen, fik han atter understreget, at det kun er de allerbedste, der kan matche ham i bjergene. Derfor er dette løb også herligt for den lille colombianer, der vil se frem til de to store bjergfinaler i Pyrenæerne. Naturligvis havde han håbet, at de var betydeligt vanskelige, men med udsigt til medvind burde han som minimum på Vallter 2000 kunne sætte sine klatreevner igennem. Samtidig er Bernal faktisk en ganske eksplosiv fyr med en god spurt, og selvom han ikke er nogen Valverde, vil han også i et mere klassisk format med spurtagtige afgørelser kunne have noget at skulle have sagt.
Selvom han med sin hurtighed faktisk måske kan forsøge også på 2. og 7. etape, er det i bjergene, at Bernal skal vinde løbet. Her bakkes han atter op af et veritabelt superhold, og baseret på Chris Froomes nyere forårshistorik ser det ud til, at colombianeren vil vise sig stærkest. Han kan blive sårbar, hvis han ligesom sidste år skulle ende i en Movistar-sandwich med Quintana og Valverde, men med særligt Ivan Sosa og måske også Froome ved sin side kan det forhåbentlig undgås. Samtidig skal han ikke havne i en situation, hvor han skal spurte mod Valverde, men særligt kongeetapen burde være svær nok til, at han kan få skovlen under den spanske veteran. Derfor tror vi på endnu en etapeløbssejr til det colombianske supertalent.
På Movistar er Valverde den erklærede kaptajn, men vi føler os ikke helt overbeviste om, at verdensmesteren faktisk er det bedste kort. I stedet har vi mere fidus til Nairo Quintana, der først i sidste øjeblik ændrede sine planer, så han kunne gøre brug af den gode form, han viste i Paris-Nice. Her lignede han langt om længe atter sig selv, da han på løbets kongeetape gik i offensiven sammen med Bernal, inden han iværksatte et stort angreb på sidste etape. Quintana selv kunne da heller ikke skjule sin glæde over tilsyneladende at have fundet sit gamle niveau, og det var den glæde, der fik ham til at gøre brug af benene også på de catalanske veje.
Stigningerne er ikke ideelle for en fyr som Quintana, der ikke har Valverdes eller Bernals punch, men Vallter 2000 er i hvert fald af en karakter, hvor han i medvind kan sætte sig igennem. De taktiske omstændigheder i Paris-Nice gjorde, at vi aldrig fik det helt store opgør mellem ham og Bernal, og selvom man måske sad med fornemmelsen af, at Sky-talentet aldrig var presset, syntes det altså heller ikke at være tilfældet for Quintana. Denne gang kan han endda glæde sig over, at det måske er Movistar, der har det bedste hold, og sammen med Valverde kan han måske igen fange Bernal i en umulig sandwich. Sandheden er i hvert fald, at Quintana i sidste uge endelig lignede sig selv igen, og hvis Vallter 2000 bliver så selektiv, som dataene burde tilsige, er det slet ikke umuligt, at han kan få skovlen under sin yngre landsmand.
Det er efterhånden blevet lidt af en tradition, at Richie Porte er løbets joker. Hans endeløse serie af helbredsproblemer betyder nemlig, at han i de seneste to sæsoner nu flere gange er stillet til start som en af favoritterne for derefter at falde helt igennem. Det så vi sidste år i Baskerlandet og Algarve og for nylig også i UAE Tour, hvor han betalte prisen for en omgang bronkitis, der havde slået ham ud i forbindelse med Herald Sun Tour. Manglen på form fik ham til at skippe årets første store mål, Paris-Nice, men kun så han kunne nå at finde formen til at gå efter sejren i Catalonien.
Har Porte så nået det? Ingen ved det, for der har været radiotavshed fra både ham og Trek siden meldingen om de ændrede løbsplaner. Forventningen er dog, at han må være ganske tæt på sit topniveau, for han plejer ret hurtigt at kunne finde formen, når han en sjælden gang undgår at lægge sig i sygesengen. Sidste år var han eksempelvis rystende dårlig i Baskerlandet, men mindre end en måned senere kørte han med om sejren i Romandiet. Denne gang var udgangspunktet fra UAE Tour betydeligt bedre, og derfor venter vi også en stærkere Porte, end vi sidste år så i Romandiet, hvor han stadig manglede de sidste procent.
Når han er på toppen, er Porte stadig en af verdens allerbedste klatrere, som vi senest så det i Tour de Suisse, men om han også er i særklasse, som han har været det i de sidste mange år, er stadig usikkert. Det er nemlig meget længe siden, vi sidste har set Porte folde sig ud, og efter denne uge er vi forhåbentlig klogere. La Molina er lidt for let til at passe ham ideelt, men med sit hæderlige punch kan han godt gøre forskelle, som han gjorde, da han for nogle år siden grundlagde sin samlede sejr ved at sætte Contador netop her. Det er dog formentlig på den sværere Vallter 2000, at han skal vinde løbet, for her undgår han også at være alt for hæmmet af sit svage hold. Den største trussel mod en Porte-sejr er foruden formen nemlig et mandskab, der slet ikke tåler sammenligning med Movistar og Sky. Derfor skal australieren vinde løbet på egen hånd, selvom han skal håbe, at stortalentet Giulio Ciccone kan sidde ved hans side langt inde i finalerne. Heldigvis er bjergetaperne ret enkle, og er han på toppen, kan Porte alene i kraft af egen styrke vinde løb som dette. Vigtigst er det, at han har fundet formen. Det tror vi, men vi ved det første med sikkerhed onsdag eftermiddag.
Hvordan kan det være, at vi kun har vinderen af de seneste to udgaver som nr. 4 på favoritlisten? Indrømmet, det er en gambling at rangere Alejandro Valverde under de tre nævnte, for ”the safe bet” er vel at tro på et hattrick til den spanske veteran. De eksplosive og knap så svære stigninger i dette løb har nemlig altid passet Valverde, og særligt den lette La Molina har været en sand legeplads for Valverde, der her har været ganske suveræn i de senere år.
Når vi tvivler på hans chancer, skyldes det den klare tendens, vi så i sidste års Vuelta. Her var Valverde gang i front på de korte, eksplosive stigninger, men så snart der var tale om ”rigtige” bjerge, kom han til kort. Det er ikke mærkeligt, for det er eksplosion og punch, der er hans naturlige force, mens bjergklatring snarere er en tillært egenskab, som han til gengæld har lært at mestre på et meget højt niveau. Med alderen synes han imidlertid at have tabt toppen af de evner igen, og vi har en grum mistanke om, at han kan få det svært, hvis Sky med særligt Sosa lægger et benhårdt pres fra bunden af Vallter 2000, der på papiret ligner en stigning, som kan bringe Valverde ud af fatning.
Der hersker også lidt usikkerhed om formen. Verdensmesteren har i år slet ikke været så skræmmende som tidligere. Det er der formentlig en god forklaring på, efter at han sidste år kom til at bruge lidt for meget krudt inden klassikerne, og derfor timer han i år formentlig det hele langt bedre med en formtop sidst i april. Vi venter os derfor en stærkere Valverde over de kommende uger, men det har ikke hjulpet, at han i Emiraterne blev syg og måtte skippe Strade Bianche. Heldigvis ved vi, at Valverde altid er på et tårnhøjt niveau, og uanset hvad vil han være med i front. Spørgsmålet er, om det rækker til at vinde.
Valverde er den naturlige favorit til at vinde på La Molina, og der kan også være bonussekunder at hente i finalerne på 2. og 7. etape. Det kan potentielt give ham en buffer på 30 sekunder, som vil være nyttig, hvis han får svært ved at følge Bernal på Vallter 2000. Vi tror desværre ikke, at det er nok, men historien har også vist os, at man aldrig skal afskrive sportens Duracell-kanin nr. 1. I 2017 gav Valverde nemlig Contador og Froome klø på et ”rigtigt” bjerg, der var langt sværere end det, vi finder i årets løb. Har han de ben igen, kan selv Bernal få svært ved at bringe ham i vanskeligheder.
Mitchelton stiller med de to Yates-brødre, der begge var i aktion i den forløbne uge, og på den baggrund ligner Adam Yates det bedste bud. Han er i hvert fald den eneste, der indtil nu i 2019 har kunnet bringe overmenneskelige Primoz Roglic ud af fatning, og baseret på det, sloveneren har vist i år, siger det ikke så lidt om Yates’ styrke. Der hersker således ikke den store tvivl om, at han kommer til Spanien med forrygende ben, som han også gjorde det sidste år for blot efter få dage at få det hele spoleret af et grimt styrt, der vel er den reelle forklaring på, at han aldrig siden fandt sine bedste ben i 2018.
Yates’ ben kan altså ikke diskuteres, men det kan terrænet. Selvom han og hans bror insisterer på, at de er bedre på lange end på eksplosive stigninger, viser historien altså det modsatte. På Tirrenos meget stejle mure var Yates virkelig i sit es, men han har langt mindre historik på længere bjerge som dem, der venter i Catalonien. Omvendt har han vist - han er trods alt blevet nr. 4 i Touren - at han også mestrer dem, og i dag er han endda en helt anden rytter, end han var dengang i 2016. Samtidig kan hans punch komme ham til gode i finaler, der ofte har haft en lidt eksplosiv karakter, og hvis ikke han slides på af et dræbende tempo fra Sky, kan han med sit slangehug gøre forskellen nær toppen. Sådan fik han ram på Roglic i sidste uge, og nu skal han vise, at han kan gøre det samme mod Bernal og co. på de lange stigninger i Catalonien.
Det var lidt svært at blive klog på, hvor god Miguel Angel Lopez virkelig var i Paris-Nice. På kongeetapen fik han skovlen under Simon Yates, men måtte samtidig lidt overraskende se sig slået af Daniel Martinez, inden han på sidste etape arbejdede stenhård for Luis Leon Sanchez og Ion Izagirre. At knække Yates er imidlertid ingen enkel kunst, og Lopez’ form er helt sikkert glimrende. Samtidig ved vi, at han på sine gode dage kan være helt ustyrlig, som han senest var det i Colombia 2.1, hvor han var klart bedre end folk som Bernal og Quintana.
De er imidlertid begge kommet efter det siden, og selvom vi ikke fik det direkte opgør mellem dem i Frankrig, sad man med det indtryk, at de nu var stærkere end Astana-kaptajnen. I den kommende uge får vi chancen for at se en direkte styrkeudmåling, og Lopez burde være relativt komfortabel på de lange stigninger i højderne. La Molina passer ham ikke, men på Vallter 2000 kan en ren klatrer som ham sætte sig igennem. Hans Astana-mandskab har ikke Skys og Movistars klasse, hvilket kan blive et problem, men en Lopez i storform er god nok til at gøre det på egen hånd.
Det er ikke meget, vi har set til Enric Mas hidtil, men han var ganske velkørende i Volta ao Algarve, hvor han dog var overmatchet af Wout Poels og ved én lejlighed af Tadej Pogacar på løbets eksplosive stigninger. Nu har han haft en god træningsperiode for at forberede sig til forårets mål, hvoraf dette er det første, og han må derfor formodes at være ganske velforberedt. Efter flere gange at have givet prøver på sit talent viste han med en forrygende afslutning på Vueltaen, hvor han vandt kongeetapen og endte som nr. 2, at han allerede nu skal regnes som hørende til de bedste klatrere, og han er formentlig bare blevet endnu bedre siden da.
Også for Mas gælder, at La Molina er en anelse for eksplosiv, men han viste på 5. etape i Tour de Suisse, at han faktisk har et ganske udmærket punch. Skal han vinde løbet, skal det dog ske på Vallter 2000, hvor han som klatrer vil være langt mere komfortabel. Her får han endelig lejlighed til at vise, at han har taget næste skridt og nu kan køre fra de bedste på en svær stigning som denne. Det har han endnu ikke vist, men det må komme før eller siden. Hans problem er til gengæld, at han må se langt efter mange Deceuninck-klatrere, der kan støtte ham mod Movistar og Sky, hvis han faktisk skulle ende i trøjen, og det kan derfor være holdet, der i sidste ende gør det umuligt at vinde, hvis ikke James Knox fortsætter sin yderst positive udvikling og viser, at den flotte præstation i UAE Tour var et tegn på et helt nyt niveau.
Er det her, Ivan Sosa endelig skal have chancen i Sky-trøjen? Det er klart, at Bernal er førstemand, men i kamp mod Movistar må det være vigtigt for briterne at have flere kort at spille. Med Froomes forventede form kunne ”den nye Bernal” meget vel være holdets plan B, efter at han i Paris-Nice viste sin tårnhøje klasse ved først at splitte feltet til atomer på kongeetapen og siden pace Michal Kwiatkowski hele vejen til toppen. I forvejen ved vi fra sidste års løb i Burgos og Tour of the Alps, at han kan klatre med de allerbedste, og det understregede han blot i Colombia 2.1, hvor han og Lopez udkæmpede en nervepirrende kamp om den samlede sejr.
Sosas evner og form synes ikke at være til diskussion, men om han får mulighed for at jagte et personligt resultat, er mere åbent. Bernal kan få brug for, at der på Vallter 2000 sættes et dræbende tempo fra bunden, og det kunne meget vel være et job, Sosa skal tage sig af. Er han lige så stærk som forventet, kan Sosa imidlertid sagtens ende i en situation, hvor han og Bernal sidder i en taktisk gunstig situation i en lille gruppe, og her vil der være flere blikke rettet mod sidstnævnte. Det kan være Sosas chance for faktisk at vinde.
Det var egentlig ikke meget, man så til Thibaut Pinot i Tirreno, men faktisk kom han fra løbet med et vist selvtillidsboost. Forinden havde han nemlig været syg, og han var derfor stærkt opmuntret af præstationen på kongeetapen, hvor han med et stærkt comeback på sidste stigning var tæt på at fange Tom Dumoulin, der var angrebet forinden, og sikre sig 4. pladsen bag løbets tre stærkeste. Naturligvis må man antage, at han er endnu bedre i dette løb, hvor han også er langt, langt mere komfortabel end på Tirrenos korte, stejle mure. Det her er et rigtigt Pinot-løb med lange, udmarvende bjerge, og særligt Vallter 2000 burde passe ham. Forud for sygdommen var han i glimrende form, og Pinot er generelt så stabil i forårets etapeløb, at man kan stille uret efter ham. Det er meget sjældent, at han ikke er med i front i et WorldTour-etapeløb først på sæsonen, og det vil han sikkert også være her. Han mangler måske nok de allersidste procent for at være med hos de allerbedste, men man skal passe på med at undervurdere franskmanden, der mod slutningen af 2018 nåede sit efter eget udsagn hidtil højeste niveau, hvor han endte med i Il Lombardia at knuse alt og alle i et felt, der talte mange af verdens allerbedste klatrere.
Det var lidt svært at blive klog på Simon Yates i Paris-Nice. Først overraskede han alt og alle ved at vinde enkeltstarten, men på stigningerne i weekenden var han alt andet end overbevisende. Først fik han høvl af Lopez og Martinez på kongeetapen, og siden kom han aldrig med det ventede angreb fra frontgruppen på sidste etape, hvor det i stedet var Izagirre, der kunne gøre forskellen. Det indikerer, at Simon endnu ikke er helt på toppen, men det er måske meget godt for en mand, der har Giroen som mål. Sidste år kom han til løbet med en kongeetapesejr i Paris-Nice, men endte med at mangle det sidste i de høje bjerge, hvilket trods en flot sejr på sidste etape kostede ham et topresultat.
Vi frygter lidt en gentagelse denne gang. Mens han nok skal være stærk på den eksplosive Montjuic-stigning i Barcelona, mangler han nok de sidste procent til at ramme sit topniveau på de lange stigninger, der ikke passer ham så godt. Særligt Vallter 2000 kan vise sig at være lidt af en nød at knække, og det er måske meget sigende, at Mitchelton i deres pressemeddelelse om løbet har større fokus på Adam end på Simon. Hans sejr i Vueltaen og trods alt hæderlige niveau i Paris-Nice gør ham naturligvis altid til en kandidat, men om formen er god nok nu, skal han første bevise.
Naturligvis skal Chris Froome også nævnes, men det er svært at have den helt store forventningen til grand tour-kongen. I de senere år har han nemlig ændret sin model, så han kører et stille forår for at bevare friskheden til sine grand tour-mål, der i år tæller Touren og med meget stor sandsynlighed også Vueltaen. Han er utvivlsomt ikke villig til at risikere det mindste frem mod særligt det franske løb, og baseret på hans halvpinlige indsats i Colombia, hvor han var så langt fra formen, at han droppede starten i UAE Tour, skal vi nok ikke vente os det store, selvom vi helt sikkert vil se ham kæmpe heroisk i front. Omvendt var han for to år siden faktisk den næstbedste bag Valverde på kongeetapen, og det hænder således, at han også rammer en vis form på denne tid af året. Om han gør det denne gang, er tvivlsomt, men det er klart, at en formstærk Froome naturligvis vil være en af de tårnhøje favoritter i et løb, der byder på en proper bjergafslutning på Vallter 2000.
Hvis der er nogen, der elsker dette løb, må det være Dan Martin. Ireren har boet i regionen i en stor del af karrieren, og det var sågar her, han fik sit helt store gennembrud, da han med et modigt udbrud på kongeetapen i 2013 fik skovlen under Movistar. Forinden havde han endda allerede to 2. pladser og en 4. plads på sit cv, og siden er det blevet til blandt andet en 3. plads i 2016 og en 6. plads i 2017. Også i år har han gjort løbet til et mål, og han burde være ganske velforberedt i en sæson, hvor hans hold bad ham finde topformen til UAE Tour på mandskabets hjemmebane. Her slog sidesting ham lidt ud på kongeetapen, men generelt viste han et glimrende niveau, og han ærgrer sig stadig over, at han fik åbnet sin spurt på 6. etape for tidligt i en situation, hvor han mener at have haft benene til at vinde. Hvor han står efter en måneds pause er uklart, men Martin er altid god i dette løb. Med sit punch har han ofte taget kampen op mod Valverde i spurten på La Molina, der passer ham glimrende, og han kan også jagte tidsbonus på 2. og 7. etape. Til gengæld er sidevinden på 2. etape også en fare, og først og fremmest kan man have sin frygt for, at han ikke kan være med helt i front på Vallter 2000. Selvom han er stabil, mangler han nemlig at finde de sidste procent, der kan bringe ham helt i front mod verdens bedste på en så vanskelig stigning. Derfor bliver det nok også vanskeligt at vinde denne gang.
Et af løbets mere usikre kort er Michael Woods. Canadieren har nemlig ikke været i aktion siden de australske løb i januar og begyndelsen af februar, og derfor er det lidt uklart, hvor han står. Hans fornemme sølvmedalje ved VM viser ellers, at han fremover skal regnes som hørende til den absolutte klatreelite, og det indtryk bekræftede han kun med overbevisende kørsel i Tour Down Under og Herald Sun Tour, hvor han sammen med Porte var den bedste på stigningerne. Spørgsmålet er bare, om dette løb er det ideelle for ham på nuværende tidspunkt. Hans naturlige force er nemlig eksplosive, meget stejle mure, og han har ikke lagt skjul på, at han skal træne en del i bjergene for også at være god på lange stigninger. Med Ardennerne som det altoverskyggende mål i foråret er det næppe bjerge, der har stået øverst på programmet, og derfor frygter vi, at Vallter 2000 bliver for svær for ham. Med sit punch burde han til gengæld stå godt på La Molina, ligesom han også kan være konkurrencedygtig på 7. etape. Det er kongeetapen, der kan forhindre Woods i igen at udfolde sit potentiale.
Steven Kruijswijk nærmede sig i 2018 endelig det forrygende niveau, han havde i 2016-udgaven af Giroen, hvor kun et styrt forhindrede ham i at vinde samlet. Noget tyder på, at han går endnu et godt år i møde, efter at han kørte et fornemt Ruta del Sol. Dieselmotoren Kruijswijk har ellers traditionelt været et træg starter, og han har kun sjældent været i front i ugelange etapeløb, der passer ham dårligere end grand tours. Det ændrede sig imidlertid i et vist omfang i 2018, og holdet har heller ikke lagt skjul på, at de er ret ambitiøse i dette løb. Problemet for Kruijswijk er, at han ikke ejer skyggen af punch eller acceleration, og derfor er de fleste af etaperne ikke ideelle for ham. Heldigvis er Vallter 2000 med udsigt til medvind så svær og lang, at den burde være god for en dieselklatrer som ham.
Ag2r stiller med Romain Bardet, der hævder, at han aldrig har været så god i marts. Det kan der være noget om, for franskmanden har aldrig været helt på toppen på denne tid af året. Til gengæld så vi også i Paris-Nice, at han var et niveau eller to under Bernal og Quintana, der i forvejen er bedre klatrere end ham. Det er svært at forestille sig, at det skulle have ændret sig væsentligt over den seneste uge, og Bardet ligner ikke just en vinder af løbet. Heldigvis kan han glæde sig over den ret svære Vallter 2000-stigning, der burde passe ham, og med sin stabilitet er han garant for et topresultat. Spørgsmålet er bare, om det rækker til podiet. Det kan man på baggrund af Paris-Nice nok have sin tvivl om i et løb, hvis startfelt er betydeligt stærkere, end det var i Frankrig.
Sæsonstarten har været opløftende for Ilnur Zakarin, der har givet klare indikationer på, at han er på vej tilbage mod fordums styrke efter et mildt sagt svært 2018. I UAE Tour lagde han godt fra land på kongeetapen, inden han blev syg, og den sygdom satte ham desværre tilbage inden Paris-Nice. Alligevel klarede han sig flot i sidevinden og var blandt de bedste på kongeetapen, og man må formode, at han nu kun er blevet bedre, efter at han har fået sygdommen på afstand. Det meste af løbet passer ham desværre slet ikke, men Vallter 2000 er heldigvis svær nok til, at han her burde være med i front. Belært af erfaringerne ved vi, at man skal være varsom med at vurdere Zakarins form, men de første indikationer peger i hvert fald i retning af, at vi igen skal se, hvorfor han i 2017 endte på Vuelta-podiet.
Det kan vise sig at være en god ide at holde øje med Hugh Carthy. Den ranglede brite fik i 2016 sit gennembrud i netop dette løb, da han som ung Caja Rural-rytter nærmest sensationelt endte i top 10 et løb, der havde det meste af verdenseliten samlet. Desværre forsvandt han helt fra scenen i sine første år på EF, men et stærkt efterår gav indikationer på, at han er på vej tilbage. De takter fulgte ham op på i februar, hvor han på kongeetapen i Haut-Var blev nr. 3 bag Pinot og Bardet, og siden da har han trænet for at være skarp til dette løb. Ligesom Kruijswijk ejer han ikke skyggen af acceleration, og store dele af løbet passer ham derfor ikke. Heldigvis gælder det ikke for løbets vigtigste dag, da han burde være i sit es på den lange, udmarvende Vallter 2000-stigning. Kan han bygge videre på de lovende takter fra de seneste løb, kan der være udsigt til en genrejsning af Carthy i den kommende uge.
En anden yderst spændende rytter er Ben O’Connor. Sidste år var det netop i dette løb, at han indså, at han faktisk kan matche verdens bedste, og det fortsatte som bekendt med etapesejr i Tour of the Alps og en stensikker top 10 i Giroen, hvor et styrt dog ødelagde det hele til sidst. Siden da er det ikke lykkedes ham at finde sine bedste ben, men han meldte om god form inden Oman, hvor sygdom desværre tvang ham til et tidligt exit. Han burde imidlertid hurtigt være kommet sig inden dette løb, der meget vel igen i år kan være startskuddet på en stærk formperiode frem mod Giroen. O’Connor er i hvert fald i sit es på lange stigninger, og har han forbedret sig i forhold til sidste år, burde han ikke være langt fra de bedste.
Det er efterhånden svært at blive klog på Davide Formolo, der efterhånden mere og mere udmærker sig som en uhyre ustabil rytter. I både UAE Tour og Tirreno lagde han nemlig fornemt fra land med meget overbevisende kørsel på de første svære etaper, hvorefter han faldt sammen på den sidste af de afgørende dage. Den form for ustabilitet er der desværre ikke råd til i dette løb. Det er en skam, for Formolo har på sine gode dage været på et tårnhøjt niveau, og kan han holde det hele vejen, kan det blive godt. Nu skal han også bare vise, at han kan begå sig på den svære Vallter 2000-stigning, for hidtil synes han at have været bedst på kortere stigninger, hvor han har leveret sine bedste resultater.
Forud for Paris-Nice var der store forventninger til Wilco Kelderman, men det endte i en stor skuffelse. Det viste sig siden, at der var en god forklaring, da hollænderen havde været syg i ugen op til løbet. Heldigvis tankede han lidt selvtillid med en 3. plads på sidste etape, og der er derfor ikke den store tvivl om, at han vil være betydeligt bedre i den kommende uge. Han har i de senere år vist, at han i topform kan komme ganske langt også på svære stigninger som Vallter 2000. Spørgsmålet er bare, om der ikke er lidt for meget at indhente efter sygdommen til, at han også kan være med helt i front.
Det er lidt svært at vide, hvor Rafal Majka står. Polakken styrtede nemlig grimt på holdløbet i Tirreno, og det mærkede ham væsentligt i resten af løbet. Alligevel så han ganske overbevisende ud på 4. etape, og selvom han siden faldt sammen på kongeetapen, vidner det om, at formen slet ikke er dårligt. Styrtet er nu kommet mere på afstand, og dermed kan vi i den kommende uge forhåbentlig endelig få lejlighed til at se, hvor han vitterligt står. Takterne fra Tirreno var som sagt lovende, men han har stadig en del at bevise efter nogle halvsløje sæsoner. Heldigvis giver Vallter 2000, der passer ham, en chance for at vise, at han er på vej mod sit gamle niveau.
Endelig vil vi pege på Maximilian Schachmann. Det tyske stortalent var skræmmende stærk i både Strade Bianche og GP Industria, som han vandt, og vi kan desværre stadig kun gisne om, hvad det kunne være blevet til på grusvejene, hvis ikke han var blevet ramt af en dårligt timet punktering. Ingen kan derfor betvivle, at hans form er forrygende, og at han har taget næste skridt efter et allerede godt 2018. Desværre er stigningerne i Catalonien nok lidt for lange for en fyr som Schachmann, og vi skal derfor ikke vente os at se ham helt i front, i hvert fald ikke på Vallter 2000. Alligevel skal det blive interessant at se, hvor langt hans gode form kan føre ham i et rigtigt bjergløb som dette.
***** Egan Bernal
**** Nairo Quintana, Richie Porte
*** Alejandro Valverde, Adam Yates, Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Ivan Sosa
** Thibaut Pinot, Simon Yates, Chris Froome, Dan Martin, Michael Woods, Steven Kruijswijk, Romain Bardet, Ilnur Zakarin, Hugh Carthy, Ben O’Connor, Davide Formolo, Wilco Kelderman, Rafal Majka, Maximilan Schachmann
* Pello Bilbao, James Knox, Richard Carapaz, Sebastien Reichenbach, Guillaume Martin, Antwan Tolhoek, Sepp Kuss, Daniel Navarro, Damiano Caruso, Giulio Ciccone, Jesus Herrada, Kilian Frankiny, Bjorg Lambrecht, Tejay van Garderen, Oscar Rodriguez, Gregor Mühlberger, Tony Gallopin, Chris Hamilton
Holdoversigt
Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der kan udover de ovennævnte måske kan gøre noget i klassementet.
Movistar: På det stjernespækkede hold handler det om Valverde og Quintana, men man kan ikke udelukke, at Richard Carapaz kan ende langt fremme, som Marc Soler sidste år blev nr. 5, mens hans to kaptajner blev nr. 1 og 2. Soler derimod har ikke imponeret i det sidste års tid og ligner ikke en mand med muligheder for at agere andet end hjælper.
Deceuninck-Quick Step: Mas er naturligvis den klare kaptajn, men det er værd at holde et vågent øje med James Knox, der bare bliver bedre og bedre og kørte et fremragende UAE Tour. Ruten burde passe en ren klatrer som ham.
Team Sky: Med Bernal, Froome og Sosa om potentielle topkandidater bliver der ikke plads til andet end hjælpearbejde for de øvrige, heller ikke for talentfulde Pavel Sivakov .
Bora-hansgrohe: Udover Majka, Formolo og Schachmann, som er omtalt ovenfor, er Gregor Mühlberger en option. Østrigeren har imidlertid ikke kørt meget i år, og da han var ramt af uheld i Strade Bianche, er formen ukendt. Under alle omstændigheder kan han ikke være med helt i front.
Mitchelton-Scott: Esteban Chaves bliver stadig bedre, men er endnu ikke god nok efter sin lange sygdomspause. Holdets øvrige folk får rigeligt at gøre med i bjergene at støtte Yates-brødrene.
Astana: Lopez er den klare nr. 1, men Pello Bilbao er også en god option efter en fornem start på sæsonen. Baskeren er dog ikke i sit es på lange stigninger som disse, og det er svært at se ham blande sig med de allerbedste. Måske kan Merhawi Kudus også følge op på en hæderlig start på sæsinen.
Bahrain-Merida: Damiano Caruso er holdets kaptajn, men efter en svag start i UAE Tour tvang sygdom ham ud af UAE Tour. Derfor ventes han ikke at være på toppen. Hermann Pernsteiner kan med den rette form gå i top 20,.
Sunweb: Her handler alt om Kelderman, men Robert Power og især Chris Hamilton, der kørte fabelagtigt i Australien, men nu har haft en lang pause, har også begge et vist potentiale.
Jumbo-Visma: Holdet har Kruijswijk som den klare kaptajn, men det kan være værd at holde øje med kometerne Antwan Tolhoek og Sepp Kuss. Ingen af dem har vist specielt god form endnu, men er den kommet, kan de begge overraske positivt og måske få et gennembrud på den store etapeløbsscene i Europa.
Ag2r: En syg Tony Gallopin forlod Paris-Nice tidligt og har ikke fundet sine bedste ben endnu i år. Derfor er Bardet det eneste reelle bud, men det skal blive lidt interessant også at følge den spændende Geoffrey Bouchard, der dog udelukkende er hjælper.
UAE: Selv uden Arus afbud havde Martin været den klart den bedste kandidat. Simone Petilli er også startet stærkt og kan gøre det hæderligt, mens det har knebet med formen for talenterne Edward Ravasi og Christian Munoz.
Trek-Segafredo: Porte er den klare førstemand, men hvis Giulio Ciccone har fundet de procent, han manglede i Paris-Nice, er han en type, der burde elske dette løb. Jarlinson Pantano og Peter Stetina har endnu ikke fundet det gamle niveau igen, og Niklas Eg har ikke vist den store form i sine første løb.
Groupama-FDJ: Pinot er den klare førstemand, men derudover kan også Sebastien Reichenbach køre i top 10, hvis han efter en svag start har fundet sine bedste ben. Kilian Frankiny har fået en fremragende start for sit nye hold og burde kunne sidde med dybt inde i finalerne.
Lotto Soudal: Unge Bjorg Lambrecht er yderst talentfuld, men har i sine første år haft det svært i de rigtige bjerge på højeste niveau, og han imponerede ikke i UAE Tour. Løbet er også primært forberedelse frem mod Baskerlandet, Harm Vanhoucke har desværre endnu intet vist af sit talent.
EF Education First: Woods og Carthy ligner de bedste bud, for i Paris-Nice og UAE Tour måtte vi indse, at Tejay van Garderen stadig er langt fra sit gamle klatreniveau. Tanel Kangert har været langt fra formen på det seneste. Til gengæld kan man drømme om, at ustabile Joe Dombrowski endelig viser klassen igen oå baggrund af nogle positive meldinger, ligesom talentet Jonathan Caicedo bliver spændende at følge i sit første WorldTour-løb.
Katusha-Alpecin: Zakarin er den klare nr. 1, men har Daniel Navarro efter en skidt start fundet benene fra sidste juni, kan også han gøre det godt. Matteo Fabbro og Stef Cras har endnu til gode at vise noget på dette niveau, og Simon Spilak kan vist definitivt afskrives efter nogle sløje år.
Dimension Data: O’Connor må være den klare førstemand, men det skal også blive interessant at se talentfulde Gino Mader i hans første WorldTour-løb. Derudover kan Amanuel Ghebreigzabhier efter et flot 2018 gøre det hæderligt.
CCC: Holdet har på forhånd afskrevet klassementet, men man skal ikke helt udelukke, at Riccardo Zoidl kan gøre det hæderligt.
Burgos: Holdet jagter primært etaper, men måske Ricardo Vilela kan nærme sig top 20, hvis alt flasker sig.
Caja Rural: Holdets fokus er etaper, og det er svært at tro, at Cristian Rodriguez og Gonzalo Serrano kan være med langt fremme.
Cofidis: Igen i år har Jesus Herrada haft en fremragende sæsonstart, men niveauet her er noget helt andet end i Oman, og stigningerne er også for lange til, at han kan være med helt i front. Darwin Atapuma kan forhåbentlig endelig vise lidt form efter en svært start, og det samme gælder for danske Jesper Hansen , der imidlertid var langt fra sit niveau i Paris-Nice.
Euskadi-Murias: Mikel Bizkarra skal forsøge at køre klassement, men er nok trods alt stadig mærket af sit kravebensbrud fra februar. Til gengæld skal det blive meget interessant at følge Vuelta-etapevinderen Oscar Rodriguez, der så meget lovende ud i Andalusien, ligesom unge Fernando Barcelo også har et visr klatrepotentiale.
Roompot-Charles: Gode, gamle Pieter Weening kan stadig på sine gode dage klatre med de bedste, som han senest viste på Mallorca. Til gengæld var den svingende hollænder helt væk i Oman, og derfor er det svært at vide, hvor han står.
Arkea-Samsic: Efter det grimme styrt i Oman er det et lille mirakel, at Warren Barguil overhovedet er til start, og han skal da også bare bruge løbet til at komme i gang igen. Derudover handler det om etapessejre.
Wanty: Guillaume Martin har skuffet I starten af året, men nærmer han sig endelig formen, er dette et næsten perfekt løb for det franske klatretalent. Stigningerne er til gengæld for lange for Xandro Meurisse og Odd Christian Eiking, og Fabien Doubey gør det stadig kun godt i mindre løb. Bart De Clercq skal fortsætte sit flotte comeback med sin kunstige hofte og ligner en mand, der over tid måske kan genfinde fordums styrke.
Danskerne
Niklas Eg har ikke haft den bedste start, men kan forhåbentlig finde benene på et Trek-hold, der får brug for alle kræfter, hvis Porte skal slå Sky og Movistar. Jonas Gregaard kastes for løverne på Astana, hvor han skal støtte Lopez og i anden række Bilbao, mens Jesper Hansen efter et skidt Paris-Nice nok primært skal jagte udbrud og støtte formstærke Jesus Herrada.
DEL
DELTAG I DEBATTEN
SENESTE
Tirsdag den 16. april 2024
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter
Mandag den 15. april 2024
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Se afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test
Søndag den 14. april 2024
Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Se afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Martinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Amstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Landevej
Følg Amstel Gold Race på Feltet.dk's app
Landevej
Kvindernes Amstel neutraliseret efter uheld - løbet forkortes
INTERVIEW Landevej
Ung WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Landevej
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Landevej
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Landevej
Matthews drømmer om Amstel-sejr
INTERVIEW Landevej
"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson
INTERVIEW Landevej
Fuglsang affinder sig med rolle: Det er logisk
Landevej
Her er startlisten til Amstel Gold Race
Bane
Beskeden dansk placering i Leths comeback
Landevej
Oversigt: 13 Amstel-danskere på spændende søndag
Lørdag den 13. april 2024
Landevej
Startlisten og overblik over kvindernes Amstel Gold Race
Landevej
Dansk topplacering i hollandsk endagsløb
Landevej
Dansker greb ud efter sejren i Frankrig
Landevej
Visma-leder raser: Det gør mig trist og virkelig vred
Landevej
Give- og Aalborg-sejr i Skive
Landevej
Norsgaard udtaget til italiensk bjergløb
INTERVIEW Landevej
Fuglsang giver afkald på drøm: Bliver nok sværtLandevej
Dobbelt dansk misser akkurat top-10 - Israel-stortalent fortsætter sejrsstimen
Landevej
Toudal mister en placering, men forbliver i top-5
Landevej
Opdateret: Endagsløb med mange danskere forkortet efter store styrt
Landevej
Lykkelig Gaudu tilbage som sejrherre: Skæbnen spillede mig et puds
Landevej
Gaudu åbner sejrskontoen efter spektakulær finale
Landevej
Banestjerne føjer ny titel til CV’et
Landevej
Optakt: Tour du Jura
Landevej
Sensation vender tilbage til Giroen
Annonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk