Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

Mens juniorerne har kørt VM i linjeløb helt siden 1975, er U23-klassen en relativt ny opfindelse. Den blev nemlig først indført i 1996 som erstatning for amatørernes løb, og siden dengang har løbet været det helt store udstillingsvindue og i mange år også det eneste tv-dækkede løb for de største talenter. Som det gælder for enkeltstarten, viser historien dog også, at et U23-verdensmesterskab langt fra er nogen garanti for en stor karriere, og faktisk er Ivan Basso, Arnaud Demare og Michael Matthews de eneste tidligere vindere, som også er blevet til en af sportens giganter. Folk som Matej Mohoric, Alexey Lutsenko, Marc Hirschi, Benoit Cosnefroy og Kristoffer Halvorsen er alle stadig på vej frem, og Peter Velits, Gerald Ciolek, Kanstantsin Siutsou, Sergey Lagutin, Francesco Chicchi, Yaroslav Popovych, Evgeni Petrov, Kurt Asle Arvesen og den første vinder, Giuliano Figueras, fik alle pæne karriere, men listen tæller også navne som Leonardo Giordani, Dmitri Grabovskiy, Fabio Duarte, Romain Sicard, Sven Erik Bystrøm og Kevin Ledanois, der aldrig for alvor fik eller har indfriet de forventninger, deres store resultat gav løfter om.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Noget kunne tyde på, at sidste års vinder har kurs mod at skrive sig ind hos de store. På den kuperede rute i Innsbruck var det nemlig Marc Hirschi, som færdiggjorde en fabelagtig schweizisk magtdemonstration ved at matche Bjorg Lambrechts talrige angreb og derefter køre alene væk på den sidste nedkørsel til en suveræn solosejr, inden Lambrecht overspurtede sensationen Jaakko Hänninen i kampen om sølvet. Hirschi kørte ganske vist U23-rytternes enkeltstart, men i linjeløbet kører han hos eliten, og da stakkels Lambrecht af ufatteligt tragiske årsager heller ikke er til start, er det fra sidste års podium kun Hänninen, der vender tilbage igen i år.

Ruten

VM er som bekendt traditionelt et rundstrækningsløb, og da rundstrækningen altid er den samme til de forskellige linjeløb, plejer U23-løbet at være den helt store test af, hvor svær ruten egentlig er, inden eliterytterne kaster sig ud i løbet på søndag. Sådan vil det naturligvis også være i år, men 2019-udgaven skiller sig ud ved, at det er en region og ikke en by, der er vært. Det betyder, at arrangørerne har sat en ære i at reducere antallet af omgange på rundstrækningen, hvor hele U23-løbet ellers oftest har fundet sted, til fordel for et længere indledende stykke, og arrangørerne har samtidig sørget for at gøre det indledende stykke frem mod rundstrækningen forskelligt fra dag til dag, så man kan besøge forskellige områder af regionen. Det betyder, at hovedparten af U23- og eliteløbene slet intet har til fælles, før man rammer rundstrækningen, og da U23erne og eliten skal køre bare hhv. to og syv omgange, vil der i år være begrænset med information at hente fra fredagens løb.

Onsdag gik det op for arrangørerne, at solen går lidt tidligere ned om efteråret, og da løbet var sat til en sen start efter damejuniorernes løb om formiddagen, måtte man derfor man træffe den mildt sagt lidt pinlige beslutning at forkorte løbet med en enkelt omgang på rundstrækningen, så det nu er 173,0 km og ikke 186,9 km langt. For U23-herrernes vedkommende starter løbet i Doncaster og slutter som alle andre løb på rundstrækningen i Harrogate, og de får en lettere start end de fleste andre. Doncaster ligger nemlig syd for målområdet, hvor det er helt fladt, mens eliten skal køre nord for byen, hvor alle bakkerne ligger. Derfor er den indledende del meget let, mens rytterne igennem pandekagefladt terræn kører mod nordøst, nord, nordvest og til slut nord og nordvest frem til forplejningszonen i Ripon, hvor deres enkeltstart startede, og som nås efter 97,5 km

Heldigvis har arrangørerne valgt at slå en sløjfe nord om Harrogate, og det betyder, at man får lov at snuse til bakkerne. I Ripon drejer man nemlig mod vest ind på en bakke (2,1 km, 4,1%), inden en nedkørsel leder ned til bunden af Greenhow Hill (4 km, 7,2%, max. 9%), der er meget stejl med 8-9% på den nedre halvdel. Fra toppen resterer imidlertid stadig 54,6 km, som indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man kører mod øst ind mod Harrogate via en lille bakke (600 m, 6,7%), men primært faldende terræn. Her drejer man mod sydøst for at køre de sidste 1,5 km af rundstrækningen, inden stregen krydses for første gang efter 145,4 km.

Løbet afsluttes nu med beskedne to omgange på den i alt 13,8 km lange runde, der er en uhyre teknisk sag med ikke færre end 13 skarpe sving og adskillige blødere kurver. Fra start fortsætter man forbi målstregen mod sydøst igennem stigende terræn, inden man drejer mod sydvest ind på Otley Road (1,6 km, 3,2%), der har 500 m-segmenter på beskedne, 2,2%, 2,9% og 4,4%, og hvis top passeres 11,8 km fra stregen. Derefter flader det ud ad en lang, lige vej, inden en nedkørsel leder ned til et sving, hvorefter det siger let mod nordvest op mod et sving, der kommer med 7,4 km igen.

Herefter indledes den tekniske del, når man drejer mod øst og senere sydøst via en nedkørsel, der leder ned til to sving, som i rap leder feltet ind på Harlow Moor (1,2 km, 5,2%), som er en helt regulær og jævn stigning, hvis top kommer 5 km fra stregen. På toppen drejer man skarpt mod nordøst, hvorefter det falder ned mod et U-sving, der leder ind på et faldende stykke med yderligere to sving i rap, inden man med 2,5 km igen drejer mod nordøst ind på en faldende vej. Med 1500 m igen drejer man skarpt mod sydøst ind på en 400 m lang bakke, der stiger med 7,3%. Ved den røde flamme på toppen følger over 400 m hele tre skarpe sving og en blød kurve i fladt terræn, inden det sidste af svingene leder ind på den 600 m lange opløbsstrækning, der stiger med 4% på de første 100 m, men derefter blot stiger let.

Løbet byder som sagt på i alt 1529 højdemeter, hvilket er næsten præcis halvdelen af de 3094 fra sidste års rute.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Vejret

Indtil for få dage siden så det ud til, at det ville blive regn og ikke vind, som ville blive årets VM-udfordring. Vejrudsigten har imidlertid ændret sig markant, og for U23-herrerne bliver det nu lige omvendt. Det bliver vådt og fugtigt med byger om formiddagen og først på eftermiddagen, men ved 15-tiden vil risikoen for byger aftage kraftig, og det vil klare op, så løbet bortset fra den første times tid vil blive afviklet i solskin og tørvejr. Til gengæld vil det være markant koldere end først på ugen med en temperatur på bare 13 grader, og vigtigst af alt vil det være voldsomt blæsende med en først sydvestlig og siden vestlig vind med en styrke på mod slutningen helt op til 30 km/t. Det giver nærmest uafbrudt sidevind på det første stykke, indtil man kort inden forplejningen drejer ind i direkte modvind, der varer ved helt frem til toppen af stigningen. Derefter vil der være sidemedvind og til slut medvind ind mod rundstrækingen, hvor der stor set vil være uafbrudt enten med- eller modvind med modvind på første halvdel, lidt sidevind, medvind på anden halvdel og sidevind på det meste af de sidste 1500 m.

Favoritterne

Normalt er U23-løbet en glimrende lejlighed til at se elitens rute lidt an, men i år er det yderst begrænset, hvor meget generalprøve, der vil være over de unge rytteres løb. Mens eliten hos begge køn sendes ind i den kuperede nordlige del af Yorkshire, kører U23-herrerne næsten udelukkende i det flade syd, og det betyder eksempelvis, at de har 700 færre højdemeter end kvinderne, som endda kører mere end 20 km kortere. Dermed har arrangørerne sammensat en betydeligt lettere rute til de unge folk end til de erfarne, og det er kun rundstrækningen, der kan bruges som sammenligning. I år skal der imidlertid knap køres på runden inde i Harrogate - slet ikke nu, hvor chokket over, at solen går ned, har ført til fjernelsen af en omgang - og der må være grænser for, hvor stor fordel de to omgange inde i Harrogate kan gøre, når rundstrækningen ikke er sværere, end den er.

Når man er kommet sig over skuffelsen over, at løbet ikke kan fungere som en velegnet generalprøve, kan man til gengæld se frem til et løb, der har et vist potentiale. Uden hjælp fra vejrguderne kunne den lette rute have givet en fuser, men heldigvis spiller de højere magter helt med. Hvor søndagens nordvind kunne have slået løbet helt ihjel, beriges vi nemlig med en uhyre kraftig vind fra vest - en stærkere vind, end vi vil se de andre dage, selvom særligt lørdag også bliver blæsende - og det betyder 80-90 km med næsten uafbrudt sidevind i starten. Nu har vi stadig til gode at se, hvor eksponeret terrænet er, men vi ved fra Tour de Yorkshire, at der er potentiale for sidevindskørsel i regionen, og med så lang en strækning med sidevind, må det åbne sig op før eller siden.

Det lægger op til en uhyre hektisk og formentlig også selektiv indledning. Et U23-felt er betydeligt svagere end et elitefelt, og niveauspredningen er stor, særligt nu, hvor der også må være WorldTour-ryttere i feltet. Det betyder, at det må splittes op undervejs, og det store spørgsmål er herefter, hvor varige splittelserne vil være. Ved forplejningen drejer man nemlig ind i knaldhård modvind frem mod toppen af stigningen, og det kan give en vis regruppering.

Selve stigningen kompenserer for det begrænsede antal højdemeter. Det er nemlig den sværeste stigning i noget af ugens løb, og den burde være rigeligt svær til at kunne gøre forskelle. Desværre er der som sagt knaldhård modvind i hele den svære fase af løbet, og med en orkan direkte ind i ansigtet er der nok grænse for, hvor megen skade klatrerne kan gøre. Det kan til gengæld den sidevind, de rammer umiddelbart efter toppen, hvor man kan tabe dyrt ved at være faldet for langt tilbage i feltet på selve bakken, og derfra vil det gå i et forrygende tempo frem til rundstrækningen.

Rundstrækningen byder på 200 højdemeter, der er koncentreret på de tre bakker på de sidste ca. 6 km, og da selve opløbet samtidig er stigende, kan man godt forstå, at de ryttere, der kun har en reel chance i en fladere og knap så hård spurt, ikke er tilfredse. Bakkerne er dog også alle stadig korte, og i sig selv er de ikke noget, der kan afskrække mange cykelryttere. Nej, udover den halvhårde afslutning er det først og fremmest rundstrækningens ekstremt tekniske karakter, der gør den udfordrende. 13 sving er mange, og da næsten alle kommer på sidste halvdel, giver det sig selv, at der i finalen bliver lige så meget brug for bremserne som for pedalerne. Det betyder også, at det er accelerationerne, der i sidste ende vil gøre det hårdt, for det bliver utroligt meget stop-go-kørsel og meget lidt et spørgsmål om power.

Det betyder også, at det er nogle særlige egenskaber, der skal bruges, mere end klatreben. Først og fremmest er tekniske evner en helt afgørende forudsætning for succes. Der kan være pokkers mange kræfter at spare ved at tage svingene i højere fart end rivalerne. Dertil kommer, at positionering bliver helt afgørende. På en rundstrækning som denne er det en god investering at sørge for at holde sig fremme hele tiden, for selvom det koster kræfter, er det langt mere opslidende at sidde bagerst i halen. Som bekendt skal man her bremse ned langt tidligere end forreste del af feltet, og den spurt, der skal køres ud af svingene, er langt voldsommere. Gemmer man sig bagerst i feltet, bliver der en dyr regning at betale, også selvom vejene formentlig vil nå at blive tørre.

På den baggrund forventer vi et ret selektivt løb, men hvor det hos eliten er distancen, bakkerne, regnen, kulden og vinden, der til sammen skal gøre det hårdt, er det her først og fremmest vinden. Modvinden reducerer bakkernes betydning, og distancen er ikke noget, der er usædvanligt for U23-ryttere. Det kunne derfor ligne et sidevinds-VM for ryttere, der klatrer godt nok til også at overleve en ret stejl stigning, med gode tekniske evner til slut og gerne en god spurt i en stigende og teknisk finale efter et hårdt løb. En god spurt er dog langt fra et must, for selvom den fladere rute betyder, at chancen for en større spurt er betydeligt større, end den vil være for eliten, kan sidevinden rive feltet så meget i stumper, at de relativt små hold umuligt kan kontrollere den tekniske rundstrækning, der med de mange sving slet ikke er velegnet til en jagt. Derfor kan man sagtens se en solosejr opnået af en snu rytter, der ikke nødvendigvis er den stærkeste, og det ser man faktisk ofte i U23-løbene, hvilket i hvert fald Matej Mohoric, Sven Erik Bystrøm og Kevin Ledanois viste med deres sejre i årene fra 2013 til 2015. Forudsætningen for at vinde er, at man er stærk nok til at sidde med i finalen, men derefter kan meget ske.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Udsigten et sidevindsløb øger blot belgiernes i forvejen klare favoritstatus. Holdet kommer således til start med hele tre WorldTour-ryttere, der endda alle har gjort det imponerende godt indtil nu. Samtidig trives de i sidevind og i let kuperet terræn, og to af de tre er endda også hurtige. Med andre ord har de gode chancer for at sidde i overtal, og de har endda også flere, der kan gøre det færdigt.

Der kan ikke være tvivl om, at Jasper Philipsen er favorit. Ikke blot er han WorldTour-rytter, han er også en yderst kompetent en af slagsen. Allerede i januar vandt han sit første WorldTour-løb i Tour Down Under, og han imponerede stort i WorldTour-spurterne under Touren og i BinckBank Tour. Han kommer til løbet med storform efter to fremragende spurter i Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies, og han arbejdede stærkt for holdet i Canada. I en stigende spurt bør han være hurtigst i dette felt, og han er brølstærk i sidevinden og bakkes op af det bedste hold. Bakken kan være svær for ham, men da han klatrer hæderligt, burde han i modvind nok kunne klare den, og derfor er han klar favorit.

Holdet har imidlertid også en anden fremragende kandidat i Stan Dewulf , der kan få til opgave at køre offensivt. Sidste års vinder af U23-udgaven af Paris-Roubaix har måske ikke de store resultater, men han har imponeret stort som hjælper, særligt i BinckBank Tour, hvor han langt inde i finalerne var sidste mand for Tim Wellens. I Tour de Suisse viste han tillige sin hurtighed, særligt i stigende finaler, og derfor er han også en af de allerstørste favoritter, da belgierne næppe satser alt på bare at kontrollere et løb, der er svært at kontrollere. Brent van Moer har imponeret i sine første løb for Lotto og er i form, men han skal alene hjem for at vinde, og Jens Reynders kørte flot i GP de Wallonie forleden, men løbet passer ikke til klatreren Ilan van Wilder.

Sidevinden gør også, at det er naturligt at se i retning af Holland, der i Pascal Eenkhoorn har en stærk WorldTour-rytter. I år har han mest været hjælper, men sidste år viste han evnerne med en 10. plads i Tour of Britain, en 17. plads i et episk Paris-Tours og en spurtsejr i Colorado Classic. Løbet her burde være fremragende for den holdbare og hurtige Eenkhoorn. Hos sig har han den tidligere Roubaix-vinder Nils Eekhof, der måske er lidt for tung, men som er ganske hurtig og klatrede godt i Tour of Britain, hvor han var stagiaire for Sunwebsamt den mere klassiske sprinter Marijn van den Berg, der vel nok er holdets hurtigste, men kan få det for svært. Løbet passer til gengæld ikke til Ide Schelling eller tempospecialisten Daan Hoole.

Schweiz vandt sidste år med Hirschi, og de har en meget stærk kandidat i Stefan Bissegger. Schweizeren har med solosejren mod WorldTour-rytterne i Tour de l’Ain og senest etapesejren i l’Avenir vist sin enorme power og også sin hurtighed, og det bør være en fremragende rute for den kommende EF-rytter, men han kan være lidt isoleret på et knap så stærkt hold, hvor sølvvinderen fra Roubaix, Johan Jacobs, ligner hans vigtigste mand.

Chancerne for en polsk verdensmester er ganske store. Polakkerne kommer nemlig med Szymon Sajnok, der netop er blevet nr. 3 i Vueltaens massespurt i Madrid, og som viste sin holdbarhed med 2. pladsen bag Demare på den hårde 4. etape i Vallonien. Han ligner en af de få, der måske kan true Philipsen i en spurt, selvom han havde stået bedre på flad vej. Derudover har de en lynhurtig herre i Stanislaw Aniolkowski, der i år har vundet mange løb, men som nok kan få det lidt hårdt. Ruten passer ikke til Filip Maciejuk.

Italien har som altid et spændende hold. Mest interessant er supersprinteren Alberto Dainese, der netop er blevet nr. 2 bag Ackermann i Gooikse Pijl og formentlig er løbets næstehurtigste efter Philipsen, men som er betydeligt tungere. Han viste dog senest i Coppa Bernocchi, at han godt kan klare bakker, og på denne ret flade rute må han være en yderst seriøs kandidat. Holdet har dog også en anden afslutter i Alexander Konychev, der netop er blevet nr. 4 i Bernocchi og 6 i Isbergues, og som er en glimrende plan B. Gregorio Ferri er også hurtig, men han synes at være for tung, og derudover har holdet tre stærke klassikertyper, særligt i Giovanni Aleotti, der også er hurtig og har imponeret i år, samt Alessandro Covi og Samuele Battistella , der dog nok vil finde ruten lidt let.

De lokale helt fra England har en af løbets helt store favoritter i Thomas Pidcock, men efter det grimme styrt i Tour de l’Avenir er hans form usikker. Han melder selv, at det ikke er helt skidt, men spørgsmålet er, om det er nok for vidunderbarnet, der er hurtig og teknisk eminent og derfor skabt til ruten, selvom den gerne måtte være hårdere. Holdet har også sprinteren Matthew Walls, men han kan få det for hårdt, samt Jake Stewart og Alfred Wright, der i år begge har spurtet pænt i mindre grupper og derfor begge er ganske gode bud.

Norge kommer naturligvis med Tour de l’Avenir-vnderen Tobias Foss, og med sin store motor og en ikke helt ringe spurt, som han stillede til skue i det franske løb, skal han tages seriøst selv på denne rute. Han bakkes op af den spændende Torjus Sleen, der netop er blevet nr. 11 i Slovakiet Rundt, men resten af holdet får det svært.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

De danske chancer led et smerteligt knæk med Niklas Larsens afbud, men uden chancer er vi ikke, selvom styrt har sat flere store navne tilbage. Skal det blive til dansk sejr, skal man nok håbe på at formstærke Mikkel Bjerg kan udnytte et hårdt sidevindsløb til at køre alene, efter at han i Danmark Rundt viste, at han har opnået stor holdbarhed. Andreas Kron viste med sin fantastiske kørsel i Belgium Tour, at han er i stand til at vinde et løb som dette, men det er stadig uklart, hvor langt han er kommet efter styrtet i l’Avenir, selvom han gjorde det fint i Vallonien forleden. Danmarks bud til en spurt er Andreas Stokbro, men også han har været sat tilbage af et styrt i Tour of Britain, hvor han derfor havde det svært, og selvom han har vundet Flandern Rundt i år, har det knebet lidt i spurterne. Holdbarheden viste han dog, særligt i Tour de Yorkshire. Morten Hulgaard har opnået et have af store resultater for nylig og synes i storform som en mand, der kan spilles offensivt ud, og det samme kan Mathias Norsgaard, der vandt i l’Avenir, men som kan finde den lange stigning lidt for voldsom. Endelig har Jacob Hindsgaul i år vist på klatre- og spurtevner, og dermed er alle seks danskere i princippet i spil til et resultat.

Tyskland er bestemt heller ikke uden chance, og særligt Jonas Rutsch, der med 8. pladsen i Luxembourg har vist evner som puncheur, kunne være en mand til denne rute, inden han skifter til EF. Stærke Georg Zimmermann mangler nok hurtigheden, og det gør nok også Leon Heinschke, der ellers er i form efter 12. pladsen i Slovakiet. Som alternativ til Rutsch i en spurt har de Patrick Haller, som i Tour de l’Avenir viste, at han også har holdbarheden.

Naturligvis skal Sergio Higuita, men selvom han måske er feltets mest spændende rytter, vil det være en overraskelse, hvis han vinder. Vueltaen afslørede, at han formentlig blæser væk i løbet af de knap 100 km sidevind, og modvinden på bakken gør det svært. Er han stadig i spil på rundstrækningen, skal han med sine gode tekniske evner og sin giftighed i en stigende spurt dog tages meget seriøst som en outsider. Måske kan hans hurtige landsmand Nicolas David Gomez overraske, selvom han kun har kørt tre løb i Europa i år.

Amerikanerne skal også tages seriøst for deres muskelkraft, men de mangler hurtighed. De har de to medaljevindere fra enkeltstarten Ian Garrison og Brandon McNulty, og af dem har Garrison faktisk en pæn afslutning, mens McNulty skal alene hjem. Liege-vinderen Kevin Vermaerke har haft det lidt svært siden den store sejr i april, og løbet passer ikke til klatreren Matteo Jorgensen.

Australierne har utvivlsomt en af løbets hurtigste i Kaden Groves , der for nylig viste sine evner på højt niveau med en top 10 i Brussels Cycling Classic, men han er også en tung fyr, der får det hårdt. Holdet har derudover den lovende Samuel Jenner, men han mangler hurtigheden til denne rute. Nicholas White kan komme i spil som en mere holdbar afslutter.

Frankrig har stolte traditioner, men de får det svært. De mangler nemlig en åbenlys afslutter, og det kunne være den kommende Cofidis-rytter Eddy Finé, der står bedst, men klatrestærke Simon Gugliemi har også en pæn spurt. Valentin Ferron blev nr. 2 bag Cosnefroy i La Polynormande, og Mathieu Burgeaudeau har kørt et helt år hos Direct Energie, men ingen af dem ligner vindere.

Canada skal også tages seriøst. De har nemlig Rally-sprinteren Pier-André Cote, men han har stort set kun præsteret i hjemlandet. Nicolas Zukowsky imponerede stort med sit soloudbrud i WorldTour-løbet i Montreal, men han mangler nok hurtighed. Den har Evan Burtnik, men han har også kun præsteret uden for Europa.

Derudover er der en række outsidere på en stribe knap så stærke nationer. Slovenien har ikke den mest gyldne årgang, men de har to hurtige folk i Ziga Jerman og Jaka Primozic, der dog ventes at få det for svært. Eritrea har det 19-årige vidunderbarn Biniyam Ghirmay, men l’Avenir viste, at han stadig mangler en del. Derudover har de hurtige Henok Mulubrhan . Luxembourg har i WorldTour-rytteren Kevin Geniets helt sikkert en af de stærkeste ryttere, men han skal formentlig alene hjem for at vinde, og det samme skal klatreren Michel Ries, der slet ikke passer til denne rute. Portugal har klatreren Joao Almeida samt den halvhurtige klassikerrytter Andre Carvalho, men det er svært at se dem vinde. Østrig har fire klatrestærke folk, der mangler hurtighed, og det samme gør den kasakhiske klatrer Vadim Pronskiy. De tunge estiske sprintere får det for svært, og løbet passer ikke den ellers dygtige tjekke Jakub Otruba eller til de spændende ungarere Attila Vallter og Barnabas Peak. New Zealands James Fouche synes ikke i form, og irske Ben Healy mangler hurtighed. Endelig passer løbet slet heller ikke til sidste års bronzevinder Jaakko Hänninen, selvom Ag2r-talentet viste fornem form med 4. pladsen i Tour du Doubs, eller det kinesiske fænomen Xianjing Lyu, der netop har vundet Tour of China II, mens det nok alligevel bliver lidt for svært for den hurtige svensker Emil Lindgren.

***** Jasper Philipsen

**** Stan Dewulf, Pascal Eenkhoorn

*** Stefan Bissegger, Szmyon Sajnok, Alberto Dainese, Tom Pidcock, Sergio Higuita

** Tobias Foss, Nils Eekhof, Alexander Konychev, Matthew Walls, Giovanni Aleotti, Mikkel Bjerg, Andreas Stokbro, Andreas Kron, Jonas Rutsch, Ian Garrison, Kaden Groves,

* Marijn van den Berg, Stanislaw Aniolkowski, Brent van Moer, Jens Reynders, Ide Schelling, Alessandro Covi, Samuele Battistella, Jake Stewart, Alfred Wright, Torjus Sleen, Morten Hulgaard, Georg Zimmermann, Patrick Haller, Brandon McNulty, Eddy Finé, Simon Gugliemi, Valentin Ferron, Pier-André Cote, Kevin Geniets

Danskerne

Danmark stiller med Andreas Kron, Andreas Stokbro, Mikkel Bjerg, Morten Hulgaard, Mathias Norsgaard og Jacob Hindsgaul, og de er alle omtalt ovenfor.