Optakt: VM i linjeløb
27. september 2020 10:00Foto: A.S.O. / Alex Broadway
af Emil Axelgaard

Cykelsporten har ganske vist sine fem monumenter, men der er alligevel næppe noget endagsløb, der er mere prestigiøst end linjeløbet ved VM. Intet andet internationalt cykelløb giver mulighed for at sikre sig en så prestigiøs trøje, der kan bæres hele det følgende år, og det er det eneste løb, der tiltrækker interesse fra hele spektret af såvel klassikerryttere og sprintere som klatrere og etapeløbsryttere. På denne ene dag vender man tilbage til fortiden i den forstand, at rytterne ikke længere repræsenterer deres firmahold, men i stedet etablerer usædvanlige og ofte svære alliancer mellem landsmænd, der repræsenterer deres nation og skal slås for, at netop deres land i det kommende år skal være hjemsted for verdens bedste cykelrytter. Ja, VM er i sandhed en helt unik begivenhed!

Se alle højdepunkterne fra 19. etape, hvor Søren Kragh vandt endnu en tour-sejr!

Livestream Giroen på Dplay uden reklamer – Få 7 dage gratis!

Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

 

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

 

Da en sejr i løbet automatisk giver ret til at betegne sig som verdens bedste cykelrytter, er det naturligvis ingen overraskelse, at det er blevet domineret af cykelhistoriens to stærkeste nationer. Belgien topper listen med 26 titler efterfulgt af Italien med 19, mens Frankrig er langt efter som nummer 3 med de bare 8 sejre. Grundet ruternes varierende sværhedsgrad og linjeløbs taktiske natur er det ikke nogen enkel sag at vinde mere end én gang, og kun fem yderst velansete navne har haft held og dygtighed til at sejre tre gange: Alfredo Binda, Rik van Steenbergen, Eddy Merckx (naturligvis) og i nyere tid Oscar Freire og senest Peter Sagan, der som den eneste har vundet tre gange i træk.

 

Én årsag til den store prestige er naturligvis den universelle ære i at kunne kalde sig verdensmester. Hvad der gør det endnu mere specielt, er symbolet på denne status: regnbuetrøjen. Cykelsporten er berømt for sine specielle trøjer, men som hovedregel er de knyttet til enkelte løb. Der er kun ét globalt løb, der tildeler den ultimative ære at bære en særlig trøje igennem et helt år - kontinentale og nationale mesterskaber er i sagens natur lukket land for en stor gruppe ryttere - og det gør en VM-sejr endnu mere eftertragtet. I ethvert efterfølgende løb mindes verden om sejren og den medfølgende status, og selvom det sjældent er en taktisk fordel at skille sig ud fra mængden, kan man ikke undervurdere betydningen af den ekstra medieopmærksomhed og stolthed, det giver.

 

Der er et andet aspekt, der gør VM til noget ganske særligt. Mens de fleste endagsløb har en mere eller mindre fast rute med meget lille rum for variation, er VM noget helt andet. Da det afvikles i forskellige lande og på forskellige ruter fra år til år, er målet at give forskellige ryttertyper muligheden for at blive verdensmester i hvert fald én gang i karrieren. VM-linjeløbet har ikke noget fast format: ét år kan det være et paradis for sprintere, et andet kan det være skabt til klatrere eller klassikerspecialister.

 

I den forstand adskiller det sig fra mange andre sportsgrene, hvor værtsbyen har meget lidt indflydelse på udfaldet. Landevejscykling er én af de mest alsidige sportsgrene, og det gør det svært at tale om sportens bedste atlet. Regnbuetrøjen bæres derfor aldrig af en rytter, der er stærkest over hele spektret, men alle har de som regel chancen for at vinde den i løbet af karrieren. Ingen kan regne med at være i spil hvert eneste år - bare husk, hvordan Mark Cavendish som forsvarende mester arbejdede loyalt for det britiske hold på den kuperede rute i Limburg i 2012, ligesom Peter Sagan som tredobbelt mester i 2018 forlod den bjergrige rute tidligt. Som det altid er tilfældet i landevejsløb, spiller held en vis rolle, men der er ikke megen tilfældighed involveret, når det handler om VM. Det er således bestemt ikke noget tilfælde, at de fleste af historiens stærkeste ryttere har båret regnbuetrøjen på et eller andet tidspunkt i deres karrierer.

 

I moderne sport spiller penge en væsentlig rolle, og cykelsporten er naturligvis ingen undtagelse. Til hverdag repræsenterer rytternes deres firmahold, men for en enkelt dag vender man tilbage til tidligere tider og lader dem køre i landsholdsdragten ved VM. Det bringer naturligvis niveauet af national stolthed til et helt nyt niveau, og det giver vanskeligheder for landstrænerne, der har en stor opgave i at samle hverdagens rivaler om ét fælles mål. Historien er fyldt med eksempler på, at netop dette er mislykkedes, og hvor landsholdene har været delt i forskellige lejre, der afspejler både holdinteresser og personlige relationer. I moderne cykelsport opnåede den tidligere italienske landstræner Franco Ballerini stor respekt for sin evne til at forene det, der tidligere havde været et meget disharmonisk italiensk landshold, og det er netop evnen til at skabe en enhed med ét fælles mål, som oftest er landstrænernes vigtigste opgave, ikke mindst i de store nationer, hvor man kunne stille to eller tre hold med topnavne.

 

Som mange andre sportsgrene er cykelsporten meget hierarkisk, og til daglig dyster de bedste hold altid mod hinanden. Ved VM bliver der imidlertid pludselig plads til ukendte ryttere fra mindre nationer, der pludselig er i rampelyset. Ryttere, der normalt end ikke er tæt på WorldTouren, får pludselig chancen for at køre side om side med de allerbedste i et løb, der virkelig betyder noget. Samtidig er det den eneste begivenhed, hvor der ikke er lighed mellem holdene. Taktikken bliver nemlig langt mere kompliceret af, at nogle nationer har langt flere ryttere til start end andre, og det er altid en stor ulempe for selv den stærkeste mand at repræsentere en lille nation.

 

Modsat de store klassikere er VM altid et rundstrækningsløb. De mange gentagelser gør den meget lange affære til et udskilningsløb med gradvis udskilning og gør samtidig taktikken anderledes fra mange andre endagsløb. Tidligere blev det afviklet udelukkende på rundstrækningen, der blev gentaget adskillige gange, men i 2010 startede man en ny trend, hvor rytterne først tilbagelagde et længere stykke i indledningen, inden de første gang ramte rundstrækningen. Den ide blev genbrugt i 2011-2013 og igen i 2016, 2017, 2018 og 2019, og det var kun i 2014 og 2015, at man havde et rent rundstrækningsløb. I år vender man dog tilbage til traditionen ved kun at køre på rundstrækningen.

 

Sidste år var det de ryttere, der excellerer i brostensklassikerne, som ventedes at gøre sig gældende på den tekniske og småkuperede rute i britiske Yorkshire. Det blev endnu mere udtalt, da vejrguderne sendte en syndflod, som man kun finder dem i England, ind over løbet, og selvom det tvang arrangørerne til at forkorte løbet og fjerne de værste stigninger, gjorde regnen og kulden det til et brutalt udskilningsløb med blot 46 gennemførende. Af disse var det helt sensationelt danske Mads Pedersen, der viste sig som den stærkeste. Da først storfavoritten Mathieu van der Poel kollapsede totalt, endte det i en tremandsspurt mellem danskeren, Matteo Trentin og Stefan Küng, og her viste danskeren sig som den hurtigste foran en meget skuffet Trentin, der ellers på papiret lignede en vinder i det opgør. Årets rute er imidlertid af en helt anden støbning, og derfor er hele podiet fra sidste år fraværende denne gang.

 

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge, og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Således ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et par bakker og evt. lidt brosten, og på den baggrund er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgaver er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

 

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste ni udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond, Bergen og Yorkshire, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og i et vist omfang Qatar, og det var vel kun i Firenze og for de langsommere af dem i Qatar, at de ikke havde en reel chance.  VM i Innsbruck i 2018 var den store undtagelse fra den generelle regel om, at løbet er for klassikerryttere, for her var udfordringerne i Alperne så voldsomme, at selv klatrerne gjorde løbet til et stort mål.

 

Faktisk er klatrerne i særlig grad begunstiget i mesterskaberne i disse år. Ikke blot havde vi en meget bjergrig rute ved det omtalte VM i Østrig og ved OL i Rio i 2016 samt igen ved det nu udsatte OL i Tokyo til næste år, de havde også udsigt til endnu en gylden mulighed for atter at erhverve sig den eftertragtede regnbuetrøje bare to år efter Innsbruck. I år var VM nemlig henlagt til UCIs hovedkvarter i den schweiziske by Aigle samt naboen Martigny, og da disse byer ligger placeret midt i de schweiziske alper, var det intet under, at arrangørerne havde designet et løb, der på mange måder kunne siges at være vanskeligere end det, vi oplevede for to år siden. Til gengæld skulle de også sørge for at slå til denne gang, for de kommende VM-løb i Flandern (2021), australske Wollongong (2022), Glasgow (2023) og Zürich (2024) lægger ikke op til alt for vanskelige ruter. Først i 2025, hvor løbet for første gang ventes afviklet i Afrika, er der måske en chance for, at bjergrytterne igen kan komme i spil.

 

Da VM blev rykket til Imola i Italien lovede UCI at designe en rute med appel til de samme ryttertyper. Med 4623 højdemeter mod bare 3852 i Schweiz ser det umiddelbart ud til at være lykkedes, men sådan er det nu ikke helt. I Schweiz var alle højdemeterne samlet til sidst efter en meget flad start, og her skulle man hele 7 gange op ad Petit Forclaz-stigningen, der med 9,9% over 4,0 km var et helt lille bjerg. På den nye rute er højdemeter denne gang fordelt bredt ud over alle de knap 260 km, og samtidig er der tale om flere korte, eksplosive stigninger. Der er altså i langt højere grad tale om en ardennerklassiker end det schweiziske bjerg-VM, der mere appellerede til de klatrere, som også trivedes i Innsbruck.

 

Som sagt ovenfor har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013, 2016, 2017, 2018 og 2019, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Den model var også planlagt i Schweiz, men i Imola har vi for første gang siden 2015 atter et rent rundstrækningsløb.

 

Sidste års løb skilte sig først og fremmest ud ved den lange distance på 280,0 km, der - i hvert fald indtil det i sidste øjeblik blev forkortet grundet vejret - var det næstlængste, siden Freddy Maertens i 1981 tilbagelagde 281,4 km i Prag for at blive verdensmester. I år er distancen langt mere klassisk, da der ”blot” skal tilbagelægges 258,2 km, dvs. atter omkring de 250 km, der er den normale VM-distance. Løbet består af i alt ni omgange på en 28,8 km lang rundstrækning, dog uden den første kilometer af første omgang.

 

Start og mål er henlagt til den berømte motorsportsbane i Imola. Man lægger ud med at køre en neutraliseret omgang på den 5,9 km lange bane, inden starten gives ved exit fra banen (bemærk, at man på alle de efterfølgende otte omgange kører en enkelt kilometer på banen, inden den forlades). Herfra får det med det samme mod øst og siden syd op ad en bakke (2,2 km, 3,2%), der led op til byen Bergullo, som nås efter 5,0 km. En kort nedkørsel leder nu direkte ind på stigningen Mazzolano, der over 2,8 km stiger med 5,9%. Den kan inddeles i to dele med en stejl første kilometer på 9,6% med et maksimum på 15%, inden 500 m med 7,2% efterfølges af 1300 med bare 1-3%.

 

Toppen kommer præcis 20,0 km fra mål, hvorefter man forsætter mod sydøst ned til Riolo Terme via en teknisk nedkørsel. Herfra kører man kortvarigt igennem fladlandet mod vest, inden man drejer mod nordvest for at passere dagens sidste stigning Cima Gallisterna. Den stiger med 6,4% over 2,7%, men skal også inddeles i dele. Den første kilometer stiger bare med ca. 4¤, men derefter følger 1,3 km med hele 10,9% og et maksimum på 14%. De sidste 400 m er til gengæld først let faldende, inden de sidste 200 m stiger med 4,5%.

 

Fra toppen resterer 11,9 km, som er meget lette. De indledes med en nedkørsel ad en vej, der kun bugter sig let og fører mod nord og nordøst tilbage mod Imola. Langsomt begynder det at falde mindre og mindre, indtil man rammer to skarpe sving med 3,5 km, hvor man rammer motorsportsbanen. Her skal man med det samme over en knap 500 m lang bakke, som har top med 2,5 km igen. Nu tager man et skarpt sving ind på en nedkørsel, der med 2 km igen afbrydes af endnu et skarpt sving, inden man med 1,5 km næsten drejer 180 grader, hvorefter det er fladt. Herefter er det kun et par bløde kurver, mens vejen bugter sig svagt til højre.

 

Løbet byder som sagt på i alt 4623 højdemeter, hvilket er ca. 1100 flere end den oprindelige rute fra 2019 (dvs. inden den blev forkortet på grund af vejret), men til gengæld ca. 400 færre end i Østrig i 2018.

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det burde jo egentlig være ved det nu aflyste VM i Schweiz, at vi kunne vente os en våd omgang, men nu bliver det i stedet Italien, der byder på kedeligt vejr. Naturligvis bliver det slet ikke så koldt og regnfuldt som i Yorkshire, men det bliver stadig en halvtrist søndag. Løbet vil sikkert starte i solskin med kun få skyer, men fra middagstid og frem er der gennem hele eftermiddagen en bygerisiko på 30-40%. Temperaturen vil nå beskedne 19 grader, men det vil ikke være specielt blæsende med blot en let vind (10-13 km/t) fra nord. Det giver medvind på rundstrækningens første del og sidevind midtvejs, inden man får sidemodvind på den sidste stigning. Herefter vil der være mod- og sidemodvind hele vejen hjem kun afbrudt af lidt skiftende vind på det kringlede stykke i finalen, indtil man atter får sidemodvind og slutteligt sidevind på de sidste 500 m.

 

Favoritterne

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chancen for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

 

I år har den slags diskussioner naturligvis været betydeligt mere komprimerede. Alle havde jo ellers indstillet sig på et rigtigt klatre-VM på Petit Forclaz-stigningen i de schweiziske alper, men efter flytningen til Imola har landstrænerne kun haft en lille måned til at tjekke de nye forhold ud, og det er kun de allerfærreste ryttere - vel stort set kun italienere - der ved selvsyn har set rundstrækningen. I stedet har de skullet basere deres vurderinger på de meldinger, deres landstrænere har givet dem, og det har ført til ret forskellige resultater. Mens eksempelvis man i Belgien er helt overbeviste om, at det er noget for Wout van Aert, har Mathieu van der Poel efter at have hørt landstræner Koos Moerenhouts beskrivelse selv sagt nej tak til at tage turen til Italien for i stedet at kunne koncentrere sig om BinckBank Tour og opbygningen frem mod klassikerne.

 

Man forstår da også godt, at meningerne om den nye rute er mere varierede, end de var om den gamle. UCI havde ganske vist lovet, at man ville finde noget terræn, der gjorde det nye VM attraktivt for den samme ryttergruppe, men det holder altså kun delvist stik. Naturligvis er der et vist overlap mellem de to favoritfelter, men der er altså forskelle på det VM, vi havde udsigt til, og det VM, vi får.

 

Det er ikke så meget rutens samlede hårdhed, der er forskellig. Faktisk er der flere højdemeter på den nye rute, men det skyldes nu alene, at man i Schweiz skulle have indledt løbet med et langt, fladt stykke i dalen. Der er ingen tvivl om, at den gamle rute med den brutal 4 km lange og meget stejle Petit Forclaz var betydeligt mere selektiv end den, der venter i Imola. Hvor Petit Forclaz var et helt lille bjerg, der var så svært, at også de rene klatrere kunne drømme om at køre alene hjem efter et brutalt udskilningsløb, venter der i Imola i stedet korte, eksplosive stigninger, hvor det kun er ca. 1 km på hver af de to bakker, at det er rigtigt stejl. Selv hvis man satte de to stigninger sammen, ville man slet ikke få en opkørsel så svær som Petit Forclaz.

 

Lidt forenklet sagt kan man sige, at vi har fået udskiftet et schweizisk Il Lombardia med et italiensk Liege-Bastogne-Liege. Nok er favoritterne er de to kuperede monumenter ikke alt for forskellige, men hvor man i det italienske løb oftest ser, at bedste mand kører alene hjem fra Civiglio, er det helt anderledes taktisk i Liege, der oftest ender i en spurt i en lille favoritgruppe. Selektionen er større i Lombardiet, der er for meget klatrestærke folk, og eksempelvis er Michael Matthews blev nr. 4 i Liege - et resultat, der ville være utænkeligt i Lombardiet. I virkeligheden er analogien mellem de to monumenter meget god, når man skal holde sig for øje, hvad vi kan forvente i Imola - særligt i sammenligning med det, vi havde udsigt til.

 

Derfor giver det også mening, at Van Aert er så optimistisk, og i det hele taget bliver det belgiske hold, der efter Remco Evenepoels styrt lignede statister i Schweiz, nu den magtfaktor, de oftest er ved VM. Der er også grund til, at en fyr som Julian Alaphilippe jubler over ændringen, for den gamle rute kunne have været for hård. Til gengæld må de brølstærke spanske og colombianske hold ærgre sig gevaldigt, som det også må gælde for danske Jakob Fuglsang, som må tilskrives betydeligt ringere chance på denne end på den gamle rute.

 

Sammenligningen med Liege er ikke helt skæv - især ikke efter at man siden 2019 har flyttet målet til centrum af Liege, så vi ligesom her har en flad finale og ikke en puncheurafslutning. Stigningerne har nogenlunde ensartet karakter, finalerne er relativt sammenlignelige, og distancerne er stort set identiske. Der er dog 600 højdemeter mere her end i 2019-udgaven af Liege, men det skyldes alene, at den første halvdel af monumentet i alt væsentlig er fald, og faktisk er anden halvdel i Belgien mere kuperet, end den er i Imola.

 

Skal man sammenligne løbet med et nyere VM, er det nærliggende at pege på VM i Firenze, hvor stigningerne havde en tilsvarende karakter, mens den gamle rute i Schweiz mere kunne sammenlignes med det nylige VM i Innsbruck. I Firenze fik vi som bekendt en frontgruppe med Rui Costa, Joaquim Rodriguez, Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali og Rigoberto Uran, der var de stærkeste på stigningerne, og efter Urans styrt lykkedes det først Rodriguez og siden Costa at snige sig væk i en taktisk finale, som Rodriguez formentlig stadig ligge søvnløs over. Ruten viste sig en anelse for hård for folk som Peter Sagan, Philippe Gilbert og Fabian Cancellara, der endte i anden gruppe. Den rute bøde på 3900 højdemeter, men indledtes med et langt, relativt fladt stykke, hvorfor finalen nok var en anelse hårdere end denne.

 

Den nye rute tilfører løbet en anderledes dynamik, som meget vel kan komme til at handle om Van Aert. Alle er nok lidt bekymrede for, hvad Vilde Wout kan levere på denne rute, og der er ingen, der har lyst til at komme hjem til en spurt med crossstjernen. Der bør derfor være en generel interesse i at gøre løbet så hårdt som muligt, mens vi i Schweiz nok havde set et langt mere afventende løb. Problemet er bare, at det ikke oser af hold, der har styrken til at lægge et alt for voldsomt pres.

 

Hvem vil gerne have det hårdt? Det vil blandt de store nationer i første række Danmark, Slovenien, Italien, Holland, Colombia, Spanien og Australien, men det er kun Italien, Colombia og særligt det skræmmende stærke spanske hold, der besidder musklerne til at skabe et reelt blodbad. Mens Belgien og Frankrig sagtens kan tænkes at spille en kontrollerende rolle for at sætte deres favoritter op til finalen og kontrollere det tidlige udbrud, der altid dannes og oftest består af mindre nationer, vil jeg tro, at det særligt er Spanien og Italien samt måske Colombia som på de senere omgange vil lægge et pres.

 

Italien ved, at kaptajn Vincenzo Nibali åbent har erkendt, at formen lader meget tilbage at ønske, og derfor er der ingen tvivl om, at hjemmebaneheltene går til løbet med en åben tilgang, hvor de formentlig vil køre aggressivt med mange forskellige ryttere i ønsket om at undgå et mand-mod-mand-opgør mellem favoritterne til sidst. Colombia vil formentlig også udnytte deres bredde til at køre offensivt, også relativt tidligt i løbet. Det taler for, at det kan blive et løb, der bliver meget vanskeligt at kontrollere, og derfor er det langt fra sikkert, at vi får en favoritsejr. Hverken Frankrig eller Belgien er nemlig skræmmende stærke i dette terræn og kan meget vel vælge at sende folk i offensiven selv for derved ikke at komme i defensiven - Belgien har helt sikkert lært af 2019, hvor de hele tiden var på bagkant, selvom de havde den i særklasse stærkeste trup - og Holland har efter deres enorme mandefald af superstjerner et svagere og meget endimensionelt hold bygget op om Tom Dumoulin, som det for Danmark gælder med Jakob Fuglsang. Og selvom Slovenien har løbets i særklasse stærkeste kaptajnduo med Primoz Roglic og Tadej Pogacar, er resten af truppen relativt tam.

 

Meget vil derfor afhænge af Spanien. Ikke færre end seks af de otte ryttere har været i top 10 i grand tours, og de to øvrige har begge vundet grand tour-etaper og flere andre store løb. Det er et skræmmende potent mandskab, men det er ret åbent, hvordan de griber det an. Det afhænger alt sammen af, hvor meget indflydelse Alejandro Valverde stadig har.

 

I mange år har alt handlet om Valverde ved VM, men spørgsmålet er, om holdet vil køre helt entydigt for ham igen denne gang. På den ene side har hans kørsel i år ikke rigtigt berettiget til det. På den anden side vil det bedste spanske eventyr være, hvis Valverde i en alder af 40 vitterligt vandt igen, og han var jo ganske konkurrencedygtig i anden del af Touren. Samtidig er han trods den spanske trups klasse vel reelt den eneste oplagte vinderkandidat, og det vil derfor være helt naturligt at lægge alle æg i Valverde-kurven. Det kommer bare til at se lidt dumt ud, hvis veteranen fejler, og holdet ender med intet udbytte af en trup, der kan få alle til at ryste i bukserne.

 

Meget vil altså afhænge af den spanske taktik, og jeg ser derfor fire sandsynlige scenarier for finalen. Vælger Spanien en åben taktik, er der ret gode chancer for, at vi får en outsidersejr til en rytter, der kører allerede i præfinalen. Det var den strategi, der fungerede så godt for Mads Pedersen sidste år og Michal Kwiatkowski i 2014, som gav Greg van Avermaet OL-guld i 2016 - OL-løb er dog grundet de små hold meget sværere at kontrollere - og som nær havde givet bonus for Michael Valgren i 2018. I det tilfælde skal vi snarere se i retning af særligt de store holds løjtnanter mere end kaptajnerne.

 

Den anden mulighed er, at vi får et opgør mellem favoritterne. I det tilfælde kan løbet vindes på tre måder. Med modvind på hele rundstrækningens anden halvdel, er der en god sandsynlighed for, at vi får en spurt i en lille gruppe, som vi havde fået i Liege sidste år, hvis ikke Fuglsang og Davide Formolo var kørt væk. Netop som Fuglsang viste i Liege, er det også muligt for bedste mand slet og ret at køre væk, men her er modvinden en betydelig hæmsko. Det er den til gengæld ikke for det tredje scenarium, som vi kunne kalde Costa-scenariet. Det er den slags taktiske finaler, hvor en lille gruppe stjerner skal afgøre det til sidst, og hvor man med samme snilde, som Costa viste i Firenze, kan snige sig væk til sejr - en opskrift, som vi senest på fornem vis fik set effektueret i forbindelse med Søren Kraghs to etapesejre i Touren, men som også gav Valgren hans sejre i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad. Med andre ord kan løbet blive vundet af en spurtstærk favorit, løbets bedste på korte, stejle bakker eller en snu rytter, der er god nok til at køre finale og gerne køre for et hold med overtal, men som ikke nødvendigvis er verdens hurtigste.

 

Med fire vinderscenarier er det også klart, at løbet er relativt åbent - og meget mere åbent, end det havde været i Schweiz. Jeg vælger forsigtigt at tro, at Spanien stadig elsker Valverde så højt, at der kun er én plan A, og derfor tror jeg mest på, at vi får en sejr til en af løbets stærkeste. Til gengæld burde det så også betyde et relativt hårdt løb, for så må Spanien skulle lægge det pres, der sender Van Aert og gerne også Julian Alaphilippe til tælling. Det er dog langt fra givet, og kører de som i Innsbruck, hvor det var andre hold, der kontrollerede, kan det sagtens blive sejr via angreb i præfinalen igen.

 

Når man skal analysere favoritter, er man også nødt til at adressere Tourens betydning. Er det en fordel at komme fra Frankrig eller ej? Til enkeltstarten er alle vist enige om, at Touren er en ulempe i forhold til en kort og meget specifik disciplin, men til linjeløbet tror jeg, at det forholder sig omvendt. Vi ved fra Clasica San Sebastian, der køres lørdag efter Touren, at Tour-rytterne altid har overhånden, og ser vi på det seneste hårde VM i Innsbruck kom tre af løbets fire stærkeste, Michael Woods, Thibaut Pinot (der dog agerede hjælper) og Valverde, alle fra Vueltaen. Til det knaldhårde OL i Rio var der indtil styrtet også udsigt til, at Sergio Henao, Rafal Majka og Vincenzo Nibali skulle afgøre det, og de havde også alle Touren i benene. Det giver da også glimrende mening, at en grand tour giver den perfekte motor til et så langt og hårdt klatreløb, selvom det ikke gælder for alle. Enten kommer man flyvende eller død ud af en grand tour, og det kan derfor gå begge veje.

 

Det er dog ikke helt entydigt. Dels kan man diskutere, om det er en fordel at have kørt klassement og have gravet dybt hver dag. Af de ovennævnte eksempler gjaldt det således ikke for Woods, Majka, Henao og Nibali og kun for Valverde og Pinot. Samtidig gælder der i forhold til OL- og San Sebastian-referencen tillige det forhold, at der denne gang har været et seriøst forberedelsesalternativ i Tirreno, hvilket ikke gælder i en normal juli måned. Spillebanen bør derfor være mere lige, og selvom jeg stadig vil give Tour-rytterne en fordel, er det langt fra givet, at vinderen også kommer fra Touren. Og uanset hvad skal han i hvert fald være kommet frisk gennem løbet, hvilket er en svær øvelse - bare se, hvordan det i Innsbruck gik Simon Yates, Enric Mas og Miguel Angel Lopez, der ellers havde udgjort Vueltaens podium, eller Tour-vinderen Chris Froome i Rio, hvor han slet og ret blev sat af Julian Alaphilippe, der dengang stadig kun var en opkomling

 

I lyset af alle disse overvejelser vælger jeg at holde fast i den favorit, jeg har haft siden offentliggørelsen af ruten, nemlig Primoz Roglic. Det er klart, at dette er en gigantisk mental test af sloveneren, der nu skal vise, om han mestrer kunsten at rejse sig, eller om han mest af alt har lyst til at græde ud i konens skød. Har jeg den rette fornemmelse af Roglics sindelag, tror jeg mest på det første, for det altædende monster er kronisk sultent. Sidste år havde han ikke problemer med at rejse sig efter Giro-skuffelsen, da han senere knuste al modstand i Vueltaen, mens mere skrøbelige folk som Thibaut Pinot og Richie Porte som regel har trukket stikket efter lignende nedture.

 

Hans ekstreme ærgerrighed kom også til udtryk sidste efterår, hvor han opførte sig helt anderledes end alle andre førstegangsvindere af grand tours, for hvem der som regel går champagne og lagkage i den resten af sæsonen. Det gjorde der ikke for Roglic, der tilsyneladende slet ikke fejrede triumfen, men i stedet drog til Italien, hvor han knuste al modstand i to af sine tre italienske klassikere. ASO har netop informeret om, at han står på startlisten til Fleche Wallonne, og i går gik der rygter om, at han efter skuffelsen nu pludselig vil køre den Vuelta, han ellers havde droppet. Begge dele er næppe rigtige, men det viser, at Roglic tilsyneladende har tænkt sig at rejse sig, hvor han faldt.

 

Netop bedriften sidste efterår vidner også om, hvor fremragende han kommer ud af grand tours. Der var ingen spor af træthed, da han kørte alle ud af hjulet på San Luca-stigningen i Bologna, og hans to sejre og smukke kørsel i Il Lombardia, hvor han også var stærkest, men ikke god nok til at køre fra Michael Woods og Alejandro Valverde, vidner om, at han er en sublim endagsrytter, selvom han kun i netop de løb faktisk har satset på klassikerne. Og som jeg skrev i de sidste Tour-analyser, var der heller ikke denne gang spor af træthed i den tredje uge, hvor han særligt på de to store alpeetaper var uhyre overbevisende. Nederlaget på enkeltstarten virkede langt mere mentalt, for efter et solidt udlæg med 4. hurtigste tid på det flade, var det først, da den brutale virkelighed gik op for ham, at han nærmest desperat begyndte at træde mere og mere firkantet på en dag, hvor presset for at realisere hele sin livsdrøm, og hvor han intet havde at vinde, men alt havde at tabe, tilsyneladende fik skovlen under ham.

 

Nej, Roglic virkede uhyre frisk i den tredje uge - som han også var det i Touren i 18 og Vueltaen i 19 - og hvis han mentalt har rejst sig, er denne rute guf for ham. Han er uhyggelig på korte, stejle stigninger, og han kan slå de fleste i en spurt. Samtidig udgør han sammen med Pogacar den klart stærkeste duo, der meget vel kan sidde i overtal i finalen, og jeg tror faktisk, at vennen Pogacar ville elske at hjælpe Roglic til sejr efter deres fælles oplevelse sidste lørdag. Holdet er svagt, men med to mand at spille ud kan de både køre finale og præfinale, og det betyder, at de ikke nødvendigvis kommer på bagkant. I virkeligheden kan Roglic således vinde i alle de fire ovennævnte scenarier - Costa-scenariet særligt, hvis Slovenien sidder i overtal - og det er han næsten den eneste, der kan. Derfor tror jeg, at han rejser sig efter skuffelsen ved at tage den titel, han næsthelst vil have i dette 2020.

 

Det er dog klart, at han skal af med Wout van Aert. For et par uger siden havde jeg forsvoret, at belgieren kunne vinde et så hårdt løb som dette, men når han kan blive nr. 3 på en bjergetape med 5000 højdemeter og køre tredjehurtigste tid på La Planche des Belles Filles, er disse stigninger, der i virkeligheden passer ham meget godt, barnemad, ligesom den samlede hårdhed heller ikke længere skal regnes som et problem. Hans enkeltstart viser, at han kom uhyre frisk ud af Touren, og derfor er der al mulig grund til at frygte manden, som ingen har lyst til at slæbe med hjem til en spurt.

 

Det er imidlertid også hans ulempe. Det belgiske hold er klatresvagt, og sandsynligheden for, at Van Aert sidder alene til slut, nu hvor Tim Wellens i Luxembourg fik vist, at han stadig ikke er på toppen, og Tiesj Benoot kørte en halvskidt Tour, er ganske betydelig. Samtidig er der også en forskel på at skulle sætte et malende tempo i Tourens bjerge og at køre med Roglic og co., når de åbner for gassen efter mere end 4000 højdemeter. Der kan blive lidt for meget at kontrollere, og det kan blive lidt for svært at gå med, når klatrerne giver den gas.

 

Omvendt har han hele finalen til at jagte, hvor modvinden taler til hans fordel. Glem ikke, at Alaphilippe jo faktisk satte ham på Poggio i Sanremo, inden han med sine eminente nedkørselsesevner, der dog ikke kan bruges til noget i denne finale, og sin enorme power alligevel kom tilbage. Van Aert kan derfor sagtens vinde, selvom han ikke nødvendigvis er bedste klatrer. Nej, han skal blot gøre som på 18. etape i Touren - og så har vi den første rytter, der både har verdensmester i cross og i linjeløbet.

 

Han er imidlertid ikke den eneste, der kan skrive historie. Vidunderbarnet fra Komenda kan nemlig blive den første rytter siden Stephen Roche i 1987 til at vinde Touren og VM i samme sæson, og det vil være meget dumt at udelukke den Tadej Pogacar, der for en lille uge siden leverede en vild magtdemonstration på Tourens næstsidste etape. Der kan i hvert fald ikke være tvivl om, at han kom frisk ud af løbet, og vi ved jo også, at Pogacars motor er legendarisk og kun gør ham bedre og bedre.

 

Til gengæld kommer den motor ham normalt ikke til gode i endagsløb, hvor han lidt har været en kronisk skuffelse. I optakter til Strade Bianche, Clasica San Sebastian og Ardennerne har jeg flere gange fremhævet ham, men hver gang er han faldet igennem. Det giver god mening, når vi ved, at han først finder niveau et par dage inde i et etapeløb, men det burde jo tale for, at han ikke er en kandidat til VM.

 

Det er han imidlertid nok alligevel. Denne gang stiller han for første gang til start med en nylig grand tour i benene, og hvis nogen skulle mestre kunsten at gøre som Roglic sidste efterår, må det være dieselmotoren Pogacar. Risikoen er naturligvis altid, at en Tour-sejr som regel indebærer festivitas, champagne og lagkage, men måske redder corona ham. Der har i hvert fald ikke været reporter om de vanlige store fejringer, ligesom der heller ikke har været lukrative gadeløb i Holland og Belgien til at forsøde tilværelsen, men ødelægge forberedelsen. Og kender vi den ærgerrige monsterlærling ret, er han ikke mæt endnu.

 

Pogacar og Roglic deler mange af de samme karakteristika, og derfor kan Pogacar også vinde i alle fire scenarier. Som nævnt ovenfor tror jeg dog, at Slovenien foretrækker Roglic-sejr, hvis de begge sidder med hjem til en spurt, hvor de er stort set lige hurtige. Det betyder dog ikke, at Pogacar ikke kan køre offensivt, og som sagt taler meget for, at de to slovenere vil kunne sidde i et overtal til sidst. Og så er Pogacar ligesom Roglic initiativrig og ikke bange for at angribe i præfinalen også - en sandsynlig strategi, hvis Roglic gemmes til sidst. Lykkes det, er det kun en skam, at han ikke også vinder Giroen, så han kan nå helt op på Roches vilde 1987-sæson - men så kan han jo tage Liege eller i den vildeste af alle verdener Flandern Rundt i stedet.

 

Ser man bort ud over Tour-rytterne, er det Michael Woods, der skiller sig ud. Canadieren har udviklet sig en af verdens allerbedste i kuperede endagsløb, og han vil elske denne rute med korte, stejle stigninger. Allerede i 2018 var han på podiet i Liege, inden han ved VM lignede stærkeste mand på den ekstremt stejle Höll-stigning i finalen. Sidste år var han også sammen med Formolo den eneste, der i første omgang kunne gå med Fuglsang, og i efteråret var han uhyggelig, da han vandt Milano-Torino og efterfølgende var så ligeværdig med Roglic og Valverde i Lombardiet, at de endte med at neutralisere hinanden.

 

Ja, Woods har efterhånden en uhyggelig track record i de hårdeste og længste endagsløb, og med sin fantastiske kørsel på 3. etape i Tirreno fik han vist, at lårbensbruddet fra marts nu bare er et trist minde. Nok kom han til kort i bjergene, men på de stejle mure var han lige så fantastisk som normalt, og da han også kan spurte på flad vej - selvom han desværre fik krampe i Innsbruck - har han alle forudsætninger til at vinde. Naturligvis skal han stadig vise, at han er helt ovre lårbensbruddet, for niveauet her vil være højere end i Tirreno, ligesom hans svage canadiske hold gør, at han også skal være tilstrækkeligt heldig for at få et mand-til-mand-opgør til sidst. Får vi det, kan Woods imidlertid vinde fra alle tre scenarier, og det gør revanche for skuffelsen fra Innsbruck ganske sandsynlig.

 

Stille og roligt har jeg også fået mere og mere tiltro til Tom Dumoulin. Han virkede egentlig træt i Touren, men det modbeviste hans flotte enkeltstart, og når han kommer lidt udkørt efter grand tours, kører han altid stærkt til VM-linjeløbet og flopper på enkeltstarten. Det skete efter Vuelta-gennembruddet i 2015 - selvom resultatet ikke viser det, har han selv fortalt mig, at han havde diamanter i benene den dag i Richmond - og i 2018, hvor han efter enkeltstarten ellers troede, at Giro-Tour-kombinationen havde kvæstet ham helt. Det havde den ikke, og nu hvor hans motor efter den lange pause, er ved at være varm, er det nok en god ide at holde øje med Dumoulin denne søndag, som man skulle, da han for to år siden blev nr. 4 på en rute, hvor den sidste stigning ellers burde være så stejl, at han ikke kunne være med.

 

Ruten passer fint til Dumoulin, der også i 2017 var blandt de allerstærkeste i San Sebastian og således mestrer kunsten at køre endagsløb. Han har en enorm motor, masser af power og er ganske hurtig på stregen - hvis han ikke som i Østrig er helt smadret af en hård opkørsel. En spurtsejr kan måske alligevel være svær, men til gengæld er han perfekt til Costa-scenariet, hvor han ikke skal have bare én mm for at slippe væk. Udfordringen er et ret svagt hollandsk mandskab, der savner de skadede Bauke Mollema og Wout Poels samt Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman og Mathieu van der Poel, og det lægger begrænsninger på hans taktiske muligheder, præcis som det gælder for Woods og Van Aert.

 

Den bekymring har Alejandro Valverde, der som sagt er kaptajn for det i særklasse stærkeste mandskab, ikke. Ruten passer da også perfekt til ardennerkongen Valverde, der har et fantastisk punch og er lynhurtig på stregen. Udfordringen er naturligvis, at hele 2020 har vist, at Valverde altså efterhånden er ved at blive lidt halvgammel, og han er entydigt ikke så stærk som sidste år. Han blev dog mod slutningen af Touren så god, at han nu utvivlsomt er konkurrencedygtig på en rute, der passer ham meget bedre end Tourens bjergetaper. Meget tyder på en gentagelse af 2019-modellen, hvor han efter en svag start brugte Touren til at komme i gang og derefter kørte en fremragende Vuelta.

 

Valverdes mål har da også hele tiden været VM, og hans track record er skræmmende. I 13 forsøg er det blevet til syv medaljer, ni top 6-placeringer og ti top 10-placeringer. Hans medaljer spænder så vidt, at han blev nr. 2 bag Tom Boonen i sprinterløbet i Madrid og vandt på bjergruten i Innsbruck. Valverde mestrer om nogen kunsten at toppe netop her, og han sekunderes af det klart stærkeste mandskab. Udfordringen er, at han med sit nuværende niveau formentlig kun kan vinde fra spurtscenariet, men med et muligt overtal har han holdet til at sætte netop det scenarium i scene. Så skal han bare vise, at han stadig har sin gamle hurtighed, som desværre synes at være aftaget betydeligt i de senere år.

 

Egentlig burde Julian Alaphilippe være topfavorit. Mens den schweiziske rute kunne have været for hård, står der Alaphilippe skrevet med flammeskrift hen over denne eksplosive sag. Problemet er bare, at Alaphilippe åbenlyst har været under niveau gennem hele sæsonen, og kombinerer man det med hans lidt triste evne til at brænde helt sammen efter en grand tour, er der grund til bekymring for et løb, der køres bare en uge efter Tour-afslutningen. Mange vil sikkert huske, hvordan han udgik med det samme i San Sebastian efter sidste års vilde Tour, og at han både i 2018 og 2019 trak stikket efter VM, fordi han ganske enkelt var helt udkørt.

 

Denne gang er situationen dog anderledes end sidste år, hvor han gravede ekstremt dybt i Touren. Efter en skuffelse på 16. etape overraskede han faktisk meget positivt på Col de la Loze, og det var tydeligt, at han kørte de sidste etaper med håndbremsen trukket og VM i tankerne. Ruten er heller ikke så svær, at vi nødvendigvis skal have en 2019-udgave af Alaphilippe for, at han kan vinde. Hans punch på korte bakker er stadig eminent - bare spørg Van Aert, der fik sig en lektion på Poggio - og han kan slå mange i en spurt, som han viste ved at baske Hirschi i Nice under Touren. Det franske hold er ikke det stærkeste, og Alaphilippe har nok ikke friskheden til at køre alene hjem, som den bedste Alaphilippe sagtens kunne, men heldigvis har han sin spurt og sit punch som våben, der kan give ham sejren alligevel.

 

Nu fik Pogacar og Van Aert jo desværre det tredje vidunderbarn, Marc Hirschi, til nærmest at stå lidt i skyggen, selvom han kørte en helt fabelagtig Tour. Derfor må han hellere sørge for at føje elitens VM-titel til den U23-triumf, han sikrede sig i Innsbruck, og det er bestemt ikke umuligt. Den lille schweizer viste i sin grand tour-debut, at han ikke var spor træt, for uden styrt havde han kørt med om sejren på løbets sidste og samlet set sværeste bjergetape. Selvom hans holdbarhed er uprøvet, tyder det altså på, at friskheden er fin, og denne rute passer nærmest perfekt til Hirschi, der på 2. etape i Nice viste, at han skal regnes som en af verdens allerbedste på korte stigninger som disse. Samtidig er han lynhurtig, som han viste på både 2. og 9. etape, og dermed har han alle forudsætninger for at vinde både i en spurt, ved at køre præfinale eller ved at lave ”en Costa”, hvor han stadig kan lukrere på rollen som underdog.

 

Naturligvis er der udfordringer. Hirschi er uprøvet i så langt et løb, men vi skal ikke glemme, at han sidste år blev nr. 3 og de 220 km i San Sebastian i allerførste forsøg. I Touren vandt han endda løbets længste etape, der i terræn minder meget om dette løb, og det tyder altså på, at distancen snarere taler til hans fordel. Ulempen er naturligvis også et svagt schweizisk hold, som stiller krav til, at det hele flasker sig, men Hirschi kan vinde på så mange forskellige måder - og er initiativrig nok til at gøre det - at han må regnes som en af de tunge favoritter.

 

Touren blev løbet, hvor Michal Kwiatkowski blev genfødt. Endelig viste polakken, at hans niveau stadig er tårnhøjt, og hans sejr på 18. etape viser, at han som i 2017 og 2018 kom flyvende ud af løbet. Dengang vandt han hhv. San Sebastian og Tour de Pologne lige efter den franske grand tour, og det viser, at han mestrer kunsten at køre stærkt med Touren i benene, når han ikke som i 2019 er helt kvæstet. Han skuffede på enkeltstarten, men det sletter ikke indtrykket af en stærk og frisk Kwiatkowski, der burde elske denne eksplosive rute. Han er hurtig nok i en spurt, men han viste også med sin VM-sejr i 2014, at han kan vinde med offensiv kørsel, enten som Costa eller ved atter at køre præfinale, som han gjorde dengang. Ogå han er hæmmet af et svagt hold, men med det rette held har Kwiatkowski formen til at sejre igen.

 

Maximilian Schachmann deler stort set alle Kwiatkowskis kvaliteter, og de er uhyre ens som ryttertyper. Det betyder, at hele smøren i virkeligheden kan gentages om tyskeren, der vil elske denne rute, hvor også han kan vinde på flere forskellige måder. Alligevel hersker der mere usikkerhed om hans form, for han var åbenlyst træt i den sidste del af løbet, ikke mindst da han skulle hjælpe Sagan på 14. og 19. etape. Heldigvis viste en ganske pæn enkeltstart, at der stadig er lidt at skyde med, og det kan betyde, at han med lidt hvile er klar igen. Som Kwiatkowski er han uden megen støtte, hvorfor han skal bruge lidt held, men har han det, kan manden, der sidste år kørte i top 5 i alle ardennerklassikerne utvivlsomt vinde på denne rute, der passer ham perfekt.

 

Naturligvis drømmer alle om endnu en dansk sejr, denne gang til Jakob Fuglsang, og min sammenligning med Liege burde også gøre ham til den topfavorit, bookmakerne anser ham for. Jeg er dog desværre betydeligt mere skeptisk i forhold til de danske chancer. Fuglsang var nemlig sjældent rusten i Tirreno, og selvom det er uvant for den uhyre stabile dansker, giver det med henblik på en Giro, hvor hans holdbarhed pr. definition er tvivlsom, og hvor den tredje uge er brutal. Meget kunne tale for, at Fuglsang delvist har solgt VM for Giroen, og det kan gøre det meget svært at gentage bedriften fra Liege.

 

Fuglsang har nemlig det problem, at han måske kun kan vinde i ét af de fire scenarier. Spurte kan han i hvert fald ikke, og han er ikke længere underdog, men nævnes af alle som en af topfavoritterne. Derfor bliver det sværere at køre præfinale, når han modsat slovenerne og spanierne formentlig er helt alene mod slutningen, og derfor er hans bedste chance ganske enkelt at gøre som i Liege, dvs. at køre fra alt og alle. Det synes han desværre ikke at have formen til lige nu - slet ikke i selskab med ryttere med Touren i benene. Måske er hans bedste chance i stedet Costa-scenariet, men også her lider han under ikke længere at være underdog og af en sandsynlig isolation. Det betyder bestemt ikke, at Fuglsang, der igen i år har været en af de allerstærkeste i denne slags terræn, ikke kan vinde. Han må bare snarere regnes som outsider mere end favorit på denne rute og med den form, han viste i Tirreno.

 

En rytter, der er svær at blive klog på, er Alexey Lutsenko. Kasakken var skræmmende i foråret, men efter pausen har han generelt været rusten. Han hev en enkelt superdag op af hatten, så han med en Tour-etapesejr kunne vise sin tårnhøje klasse, men derefter var han gennem hele Touren usynlig - delvist grundet to styrt. Vi ved imidlertid også, at VM er et gigantisk mål for både ham og hele Astana, og derfor kan han meget vel have kørt hele den sidste uge med dette løb for øje. Han skal glæde sig over den nye rute, der passer ham langt bedre end den gamle, og i det hele taget er den skræddersyet til Lutsenko, der har punch, kan spurte og er initiativrig. Også han har et svagt hold, og han er næppe god nok til at vinde i fuld finale mod de allerbedste, men med initiativ i præfinalen er Lutsenko en oplagt vinderkandidat - i hvert fald hvis han mestrer distancen, da hans eneste større triumf i et langt og hårdt løb er sidste års etapesejr i lignende terræn i Tirreno.

 

Nibali har næsten allerede kastet håndklædet i ringen, og derfor skal Italien i offensiven. Her er det en god ide at holde et vågent øje med Damiano Caruso, der kørte en fremragende tredje uge af Touren, både i bjergene og på enkeltstarten. Caruso har ikke de store klassikermeritter, men han har også indrettet hele sin karriere på etapeløb. På papiret passer det han, da han har motor og punch og i gamle dage samtidig var lynhurtig. Den fart har han desværre mistet lidt af, men han ligner stadig et af de mest oplagte bud på en mand til at vidne fra præfinalen eller lave ”en Costa” som underdog, især nu hvor Nibali har foræret ham den frihed, han stort set ikke har haft på noget tidspunkt i sin ellers flotte karriere.

 

I samme boldgade vil jeg pege på Pello Bilbao, der sammen med Caruso var den gyldne hjælperduo for Landa i den sidste uge, særligt på 17. og 18. etape. Ligesom Caruso kørte han også en god enkeltstart, og han er således kommet stærkt ud af Touren. Han har punch og kan spurte og burde derfor være en god endagsrytter, selvom han aldrig har satset på det. Det er klart, at han ikke får lov, hvis Spanien kun spiller Valverde-kortet, men vil de undgå at komme på bagkant, må Bilbao være bedste kort at spille ud - og så synes han stærk nok til også at vinde via præfinalescenariet.

 

Med den klatring, han har vist de senere år, synes ruten for hård til Michael Matthews, og derfor er Australiens mand Richie Porte. Den lille australier har ingen endagshistorik overhovedet, og han trækker altid stikket totalt efter Touren - sikkert særligt i år, hvor han har barn og podieplads at fejre. Den fantastiske form, han viste på Tourens enkeltstart, kan dog ikke være forduftet på syv dage, som mest har handlet om hvile, og hvis han kan sætte sig op til løbet her, skal han bestemt ikke afskrives. Kongen af Willunga Hill har masser af punch på denne slags stigninger, og terrænet passer ham således. Det er klart, at han ikke vinder en spurt mod nogen som helst, men i dette løb er han underdog. Med det rette initiativ i præfinale eller reel finale kan Porte blive den anden australske verdensmester.

 

Jeg vil også pege på Richard Carapaz . Hans dårlige forberedelse betød, at han aldrig nåede helt op at ringe i Touren, men han var stadig fremragende i den tredje uge, hvor han var hovedaktør på tre ud af tre bjergetaper. Nu er hans legendariske grand tour-motor varm, og hans sejre i Polen og Giroen har vist, at han slet ikke er ringe i denne slags eksplosivt terræn. Det ecuadorianske hold er svagt, men det betyder blot, at Carapaz skal vise det initiativ, han i forvejen er så kendt for. Heller ikke han vinder en flad spurt, men med ”en Costa” eller præfinaleangreb har Carapaz flere veje til at blive det lille lands første verdensmester.

 

Som sagt afhænger meget af den spanske taktik. Vælger de en mere offensiv tilgang, er præfinaleangreb en sandsynlig vej til sejr, og så må man også pege på Marc Soler og Enric Mas. Begge blev bare bedre og bedre igennem hele Touren, hvor særligt Mas viste, at hans tredjeugesmotor er legendarisk, mens Soler pludselig var uhyggelig på 18. etape, hvor han var bedre end flere klassementsryttere. Ingen af dem er kendt for deres evner i endagsløb, og ingen af dem er hurtige - selvom Soler godt kan afslutte lidt - men kører de med i den rette gruppe, som i fravær af spansk initiativ ikke kan hentes, skal man bestemt ikke udelukke, at de formstærke Movistar-stjerner kan køre alene hjem til sejr, især fordi de også har en fornuftig motor på flad vej.

 

Af samme grund må man fremhæve Greg van Avermaet. Belgieren kan næppe køre finale med de bedste på så svær en rute, især fordi han ikke har imponeret synderligt i år. Til gengæld er det også næsten sikkert, at han er manden, Belgien spiller ud i præfinalen, så det svage belgiske hold slipper for at jagte for Van Aert. Den strategi gav som bekendt Van Avermaet en choksejr i Rio, og ruten her er altså ikke sværere, end at Van Avermaet sagtens kan vinde fra den rette gruppe, især fordi han er lynhurtig. Han har vundet en Tour-etape i lignende svært terræn, han har vundet i Rio, og med det rette tidlige angreb kan han også her føje VM-titlen til et i forvejen uhyggeligt cv.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Diego Ulissi. Italieneren har haft sin bedste sæson i mange år og har slet og ret været flyvende stort set uafbrudt siden pausen, senest med den samlede sejr i Luxembourg. Der er imidlertid en grund til, at Ulissi aldrig har været i nærheden af noget i Amstel og Liege, nemlig at han har det svært over lange distancer, når ruterne også er hårde. Derfor formoder jeg, at løbet her bliver for svært til, at Ulissi kan komme i spil til at vinden spurtsejr mod favoritterne. Til gengæld skal Italien i offensiven og med det rette angreb lidt tidligere har Ulissi de rette karakteristika og den rette form til at vinde.

 

Endelig vil jeg nævne Tom Pidcock. Nej, han bliver ikke verdensmester hos eliten, men det er svært ikke at være spændt på at se vindeunderknægten mod stjernerne. Han var ganske enkelt suveræn i Baby-Giroen, og han har det rette punch, den rette motor og den rette spurt til at kunne begå sig i et løb som dette. Naturligvis er distancen noget helt andet, end det han kender, og hans britiske hold er svagt, men i vidunderbørnenes tidsalder er intet jo umuligt for disse vidunderlige knægte.

 

OPDATERING: Som det fremgår af dette interview, er analysen af det slovenske drømmescenarie ikke helt skæv.

 

OPDATERING 2: Ovenfor er der i betragtningerne kun taget hensyn til vinden og ikke den oprindelige risiko for korte byger på en ellers relativt lun dag. Vejrudsigten ser imidlertid nu værre ud end først antaget. Skulle det blive mere vedvarende regn og derfor også koldere, vil det tale til fordel for kendte regnvejrsryttere som Tadej Pogacar, Wout van Aert, Michal Kwiatkowski, Maximilian Scgacgmann, Jakob Fuglsang  og Greg van Avermaet og være til ulempe for mere spinkle folk som Michael Woods, Julian Alpaphilippe, Alejandro Valverde, der er notorisk kendt for at fryse, Richie Porte og de fleste sydlandske klatrere, dog med undtagelser.

 

OPDATERING 3: Vejrudsigten er yderligere forværret, og der er nu udsigt til nærmest konstant fra middagstid og frem til mål. Tillige vil det nu kun være 16 grader, og der er således udsigt til en kold, våd og dermed formentlig også meget selektiv fornøjelse. Ovenstående "Opdatering 2" om vejrets indvirkning er der endnu mere relevant og skal i den grad tages i betragtning, når favoritvurderingen læses.

 

***** Primoz Roglic

**** Wout van Aert, Tadej Pogacar

*** Michael Woods, Tom Dumoulin, Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe, Marc Hirschi

** Michal Kwiatkowski, Maxilimilian Schachmann, Jakob Fuglsang, Alexey Lutsenko, Damiano Caruso, Pello Bilbao, Richie Porte, Richard Carapaz, Marc Soler, Enric Mas, Greg van Avermaet, Diego Ulissi, Tom Pidcock

* Rigoberto Uran, Daniel Martinez, Vincenzo Nibali, Miguel Angel Lopez, Mikel Landa, Sepp Kuss, Simon Clarke, Valentin Madouas, Fausto Masnada, Gianluca Brambilla, Rui Costa, Ruben Guerreiro, Tanel Kangert, George Bennett, Michael Matthews, Sergio Higuita, Guillaume Martin, Tiesj Benoot

 

Danskerne

Danmark satser entydigt på Jakob Fuglsang, hvis chancer er omtalt ovenfor. Michael Valgren kunne måske være et godt kort at spille i præfinalen som i 2018, men hans niveau synes desværre ikke at række lige nu. Terrænet er fint for Mikkel Honoré, der dog trods alt er overmatchet her, og Niklas Eg og Jesper Hansen er ikke typer til et løb som dette, hvorfor de blot skal sidde hos Fuglsang så længe som muligt. Det samme skal altid solide Christopher Juul, mens Casper Pedersen og Jonas Gregaard må antages at skulle stå for noget af det tidlige arbejde.

 

Holdoversigt

Vi runder optakten af med at give en oversigt over kandidaterne hos de enkelte nationer. Vi udelader små nationer uden professionelle ryttere eller med kun tungere folk.

 

Danmark: Danmark er omtalt særskilt ovenfor.

 

Slovenien: Det må handle 100% om Roglic og Pogacar.

 

Italien: Jeg har nævnt Ulissi og Caruso ovenfor. Holdets officielle kaptajn er Vincenzo Nibali, men han erkender, at formen ikke er i top, og ruten passer ham ikke. Fausto Masnada er et formstærkt bud på et præfinaleangreb, ligesom en genrejst Gianluca Brambilla er det efter et flot Tirreno, men de vinder næppe. Andrea Bagioli er stadig uprøvet i så langt et løb, og Giovanni Visconti har bestemt ikke imponeret i år. Ruten er for hård til Alberto Bettiol.

 

Belgien: Holdet satser på Van Aert og Van Avermaet. Tim Wellens burde være en beskyttet rytter, men trods fin kørsel manglede han for meget i Luxembourg efter sin skade. Tiesj Benoot var skuffende under Touren, og Pieter Serry og Loic Vliegen er trods deres evner i dette terræn overmatchede. Ruten er for hård for Oliver Naesen og Jasper Stuyven.

 

Frankrig: Holdet satser formentlig 100% på Alaphilippe. Valentin Madouas, Guillaume Martin og Rudy Molard kunne være bud på folk til angreb i præfinalen, men det er svært at se dem gøre det færdigt. Madouas er nok bedste bud efter en pæn afslutning på Touren.

 

Holland: Det ligner alle mand for Dumoulin. Sam Oomen var endelig lidt bedre igen i Tirreno og kan angribe tidligt, men det er svært at se ham vinde. Antwan Tolhoek har stadig ikke vist noget i lang tid.

 

Colombia: De mange stjerner passer ikke rigtigt til denne rute. Bedste bud er Rigoberto Uran, Daniel Martinez og Miguel Angel Lopez. Uran har de rette karakteristika, men var træt under Touren. Martinez og Lopez kom bedre ud af Touren, men det er svært at se dem vinde på denne rute. Til gengæld er ruten skræddersyet til Sergio Higuita, men efter hans styrt og dårlige kørsel i Touren i øvrigt er det svært at være optimistisk.

 

Tyskland: Kun Schachmann har en reel chance. Simon Geschke kan angribe lidt tidligere, men har ikke niveauet til at vinde.

 

Spanien: Valverde er kaptajn, og jeg har nævnt Bilbao, Mas og Soler ovenfor. Mikel Landa kom stærkt ud af Touren, men selvom han kørte finale i Liege sidste år, har han slet ikke karakteristika til denne finale, ligesom David De La Cruz ikke har det. Det har Jesus Herrada, men han var igen i år træt i anden del af Touren.

 

Australien: Porte ligner bedste bud. Michael Matthews klatrer nemlig ikke så godt som tidligere. En spændende kandidat til præfinaleangreb er Simon Clarke, men han har ikke helt ramt den efter pausen, ligesom han styrtede i Dauphiné. Jai Hindley og Chris Hamilton har begge skuffet efter pausen.

 

Storbritannien: Pidcock er manden. James Knox kørte ellers flot i Tirreno, men det er svært at se ham vinde her, og ruten må trods alt være for hård til den ellers uhyre alsidige Ethan Hayter. Hugh Carthy passer slet ikke til ruten.

 

Norge: Carl Fredrik Hagen og Odd Christian Eiking har desværre slet ikke fundet formen i år. Markus Hoelgaard viste storform i Luxembourg, og Andreas Leknessund er et formstærkt og gigantisk talent, men de vinder trods alt ikke her.

 

Rusland: Kun den fallerede Sergei Chernetskii kan komme halvlangt,

 

Polen: Alle mand for Kwiatkowski

 

New Zealand: Selvom han kørte flot i Lombardiet og Piemonte, er George Bennett bestemt ikke endagsrytter, og han fandt aldrig benene i Touren.

 

Irland: Nicolas Roche kommer altid stærkt ud af Touren, men han har ikke længere niveauet.

 

Schweiz: Alle mand for Hirschi.

 

Ecuador: Både Jonathan Caicedo og Jefferson Cepeda har potentiale, men kun Carapaz kan levere her.

 

Portugal: Rui Costa viste senest i Tirreno, at han desværre ikke har sine bedste ben lige nu. Ruben Guerreiro var til gengæld stærk i Tirreno og passer til ruten, men han vinder næppe.

 

Slovakiet: De har ikke meget at komme med.

 

USA: Sepp Kuss kom stærkt ud af Touren, men han har slet ikke de rette karakteristika til denne rute. Det har heller ikke Brandon McNulty, som har skuffet efter pausen, eller Neilson Powless , der også virkede træt mod slutningen af Touren.

 

Østrig: Riccardo Zoidl er trods alt overmatchet her.

 

Tjekkiet: Løbet passer ikke til formstærke Jan Hirt, og ruten må være for hård for den ellers spændende Adam Toupalik.

 

Kazakhstan: Alle mand for Lutsenko.

 

Sydafrika: Louis Meintjes synes på vej mod en lille genrejsning, men han passer slet ikke til ruten eller endagsløb i øvrigt.

 

Estland: Tanel Kangert er i form og kan være en god mand til præfinaleangreb, men det er svært at se ham vinde.

 

Eritrea: Amanuel Ghebreigzabhier er spændende, men efter sit styrt i august har han ikke fundet sin bedste form.

 

Canada: Det handler 100% om Woods.

 

Letland: Krists Neilands kan gøre det pænt, men er overmatchet, og ruten er for hård for Toms Skujins.

 

Hviderusland: Ruten er for hård for Aliaksandr Riabushenko.

 

Ungarn: Med sejren i Ungarn viste Attila Valter sit talent, men her er han overmatchet.

 

Sverige: Lucas Eriksson kørte et fornemt VM sidste år, men han er overmatchet i dette selskab på denne rute.

 

Costa Rica: Den spændende klatrer Kevin Rivera har ikke rigtigt fundet formen, og han er ikke rigtigt skabt til dette terræn.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Primoz Roglic
Wout van Aert, Tadej Pogacar
Michael Woods, Tom Dumoulin, Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe, Marc Hirschi
Michal Kwiatkowski, Maxilimilian Schachmann, Jakob Fuglsang, Alexey Lutsenko, Damiano Caruso, Pello Bilbao, Richie Porte, Richard Carapaz, Marc Soler, Enric Mas, Greg van Avermaet, Diego Ulissi, Tom Pidcock
Rigoberto Uran, Daniel Martinez, Vincenzo Nibali, Miguel Angel Lopez, Mikel Landa, Sepp Kuss, Simon Clarke, Valentin Madouas, Fausto Masnada, Gianluca Brambilla, Rui Costa, Ruben Guerreiro, Tanel Kangert, George Bennett, Michael Matthews, Sergio Higuita, Guillaume Martin, Tiesj Benoot
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Froome efter etapen: Jeg er glad for at være tilbage

Roglic i rødt: Det var en smuk start på Vueltaen

Almeida inden afgørende bjergetaper: Alt kan gå galt

Wiebes på pletten igen: Jeg er rigtig stolt

Lykkelig Tratnik: Kan stadig ikke tro, jeg vandt

Video i artiklenPrimož Roglič vinder 1. etape af Vuelta a España

Video i artiklenRoglic vinder spændende første etape af Vueltaen

Video i artiklen”Ikke den Froome, man kender”: Chris Froome snegler sig ned af stigningen

Video i artiklenEF-uheldet fortsætter: Michael Woods kolliderer med trafikpæl

Video i artiklenBen O’Connor: ”Jeg er ret mut, for at være helt ærlig”

Video i artiklenJan Tratnik vinder 16. etape af Giro d’Italia

Video i artiklenTratnik sikrer stor sejr efter langt soloridt

Video i artiklenMartinez styrter i 1. etape af Vuelta a España

D'hoore deklasseret - Wiebes vinder i De Panne

Video i artiklenJesper Mørkøv om Vuelta a Espana: Det bliver et fuldkommen fabelagtigt cykelløb

Roglic: Løbet vil give os svar

Video i artiklenJames Knox: Jeg er ret sikker på, at vi har førertrøjen i de næste par dage

LIVE nu: Følg Giroens maraton og Vueltaens bjergrige åbning

Video i artiklenOptakt: Driedaagse Brugge-De Panne

Optakt: 1. etape af Vuelta a Espana

Video i artiklenOptakt: 16. etape af Giro d’Italia

Video i artiklenEksperterne kritiserer Fuglsang for BT-klumme: Det handler om at komme først

Pinot overlader kaptajnrolle til Gaudu

Video i artiklenHvem vinder årets Giro? Eksperterne vurderer favoritternes guldchancer

Eksklusivt interviewOliver Knudsen vender hjem efter særligt år i Italien

Video i artiklenEksperterne gennemgår tredje uge af Giro d’Italia

Video i artiklenEksperterne om Gaviria-exit: Én coronasmittet gør, at man kan være positiv

Lotto Soudal forlænger alligevel med to ryttere

Eksklusivt interviewIneos-mekaniker blogger under Vueltaen

Transferlisten 2020-2021 - WorldTour

Fernando Gaviria ude af Giroen med Covid-19

Transferrygter: López til Bora-Hansgrohe og belgier til Cofidis

UAE Team Emirates-rytter tester positiv for Covid-19 i Giroen

Oscar Gatto stopper karrieren

Amalie Dideriksen til start ved Driesdaagse Brugge-De Panne

Eksklusivt interviewBjerg vil komme på forkant i sidste Giro-uge

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

Cykelsøgemaskine

MANDAG

Eksklusivt interviewNiklas Eg til Vueltaen med frihed og klassementsambitioner

Eksklusivt interviewHonoré: Vi tror på Giro-sejr

Fuglsang overvejer at gå efter etapesejr

Cykelduellen: Stem på din Vuelta a Espana-vinder

Vuelta a Espana: Podiekandidaterne (**)

Vuelta a Espana: Outsiderne (*)

Vuelta a Espana: Vinderkandidaterne (***)

Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne (****)

Vuelta a Espana: Favoritten (*****)

Vuelta a Espana 2020: Ruten, etaper og etapeprofiler

Jumbo-Visma, Mitchelton-Scott og Team Sunweb bytter cykler i 2021

Video i artiklenGiro d'Italia-analyse: Vidunderbørnenes aflyste veteranshow

Sæt dit hold til Vueltaen - Spillet starter tirsdag kl. 14

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Prøv banecykling - slå til nu og spar 30%

Carapaz går efter samlet sejr i Vuelta a España

Eksklusivt interviewMotiveret Amdi vil være verdensmester: Regnbuetrøjen skal hjem til Danmark

Alle ryttere er testet negativ for COVID-19 inden Vuelta a España

Startlisten til Vueltaen 2020 - 6 danskere med

Jumbo-Visma uden en fast kaptajn til Vuelta a España

Spansk sportsjournalist frygter for afviklingen af årets Vuelta a España

Video i artiklenHar du en fysisk cykelbutik? Så lad os hjælpe dig gratis!

Froome spændt på egen form forud for Vuelta

Bjerg holder fast i enkeltstart oven på skuffelse

Van der Poel vil køre Tour - holdet næsten sikret deltagelse

Intet ondt blod mellem Vanmarcke og Sunweb

Jumbo-Visma laver kvindehold - med dansker

Majka skifter til UAE Team Emirates

Lefevere udelukker ikke at hente Cavendish

Nibalis sportsdirektør: De andre er bare stærkere

Kelderman: Jeg var på grænsen

Eksklusivt interviewVM-deltageren Hartz Krogager: Jeg er virkelig bidt af Zwift

SØNDAG

Van den Broek-Blaak: Jeg kiggede rundt og alle var knuste

Tiesj Benoot: Søren Kragh kørte mig tilbage i løbet igen

Van Aert: Van der Poel var bare stærkere i spurten

Emotionel Geoghegan Hart: Hver dag vi kører, så husker vi Nico Portal

Van der Poel efter Flandern-triumf: Vidste ikke om jeg havde vundet

Almeida måtte grave dybt for at forsvare førertrøjen

Udfordret Fuglsang ser nu frem til hviledagen

Alaphilippe slutter sæsonen med to brud i hånden

Kristoff: Asgreen tvang mig til en lang spurt

Video i artiklenRadio Tour – taler Giro, 15. etape: Rytter-krise, Flandern Rundt og klassement

Dominerende 1-2 af Boels-Dolmans i Flandern - Uttrup med i finalen

Video i artiklenMåske den sidste chance: "Han skal bede om godt vejr og gode ben"