Løbets rolle og historie

Da UCI genindførte holdløbet ved VM i 2012 i Limburg, var der tale om en tilbagevenden for en historisk og meget prestigiøs begivenhed, der ellers var forsvundet. Mellem 1962 og 1994 var den smukke disciplin en vigtig del af landevejs-VM og blev tillagt stor væsentlighed. Som alle andre discipliner ved de globale mesterskaber var det imidlertid dengang en kamp mellem landshold, der udkæmpede drabelige slag med små firemandshold over lange distancer på omkring 100 kilometer.

Da UCI besluttede at genetablere disciplinen på VM-programmet, var det imidlertid ikke i det oprindelige format. Det internationale forbund var lydhøre over for sponsorer, der ønskede at øge deres eksponering ved en af cykelsportens mest sete begivenheder, og derfor lod man det blive en konkurrence for firmahold. I stedet for at være en helt unik kamp mellem landshold, som man ikke så noget andet sted, blev løbet indført som en chance for at finde det bedste hold blandt dem, der regelmæssigt dyster i disciplinen.

UCI kunne næppe have ønsket sig en bedre debut, end de have i Limburg i 2012. Straks fra start tog mange hold opgaven yderst seriøst, og flere arrangerede med det samme specifikke træningslejre med det formål at forbedre sig optimalt til den store dag. Også rytterne var begejstrede for disciplinens tilbagevenden, og mange specialister gjorde det straks til et decideret sæsonmål.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

For mange hold, der ikke er specialister i disciplinen, var løbet ganske vist noget, der skulle overstås, men for de hold, der betragter holdløb som en af deres spidskompetencer, har det siden været et klart mål med nidkær forberedelse og omhyggelig udtagelse af holdet. Da genindførelsen blev annonceret, skrev Garmin-Sharp endda kontrakt med ryttere med det specifikke formål at styrke deres chancer for at ende på podiets øverste trin sidst i september, og Orica-GreenEDGE har i mange år haft helt specifikke træningslejre for deres specialister, som i optakten ikke har kørt løb, men i stedet som regel fuldstændig helliget sig forberedelsen. I den forstand er løbet som en enkeltstart i en Grand Tour: for mange hold handler det bare om overlevelse, men for den lille gruppe af specialister kan betydningen næppe overvurderes.

Modsat mange andre VM-løb er der ingen regnbuetrøje på spil, og vinderne får kun den mindre synlige ære af at have et emblem på deres trøjer som anerkendelse for sejren. Trods kritik af netop dette faktum er det forbundet med stor ære at kunne kalde sig verdens stærkeste. Hvor det i langt de fleste løb er de individuelle ryttere, der får mest opmærksomhed, giver det holdene og sponsorerne en sjælden chance for at stjæle rampelyset, og sammen med WorldTour-ranglisten er det den eneste målestok for det indbyrdes styrkeforhold mellem holdene.

Desværre var 2016-udgaven indhyllet i en del kontroverser. Frem til det år var alle WorldTour-mandskaber forpligtet til at deltage, men det ændrede sig for 12 måneder siden. En strid over dækningen af omkostningerne ved rejsen fik WorldTour-mandskaberne til at true med en boykot, indtil der blev indgået en aftale mellem de to parter. Løsningen blev, at UCI påtog sig forpligtelsen til at dække dele af udgifterne, men til gengæld forsvandt forpligtelsen til at deltage, og det samme gjorde WorldTour-pointene. Ikke overraskende fik det mange af de chanceløse hold til at droppe begivenheden, og kun ti af de 18 hold endte med at rejse til Qatar. I år var farcen ved at gentage sig, men igen blev der fundet en løsning, der var stort set identisk med aftalen fra sidste år. Derfor er der heller ikke i år nogen forpligtelse til at rejse til Bergen, og mønsteret fra sidste år vil gentage sig. Således vil der i år kun deltage 11 hold fra det fineste selskab, idet UAE, Bahrain-Merida, AG2R, FDJ, Cannondale-Drapac, Dimension Data og Lotto Soudal alle har valgt at droppe løbet. Heldigvis deltager der i år flere hold fra de lavere rækker, og vi undgår derfor sidste års meget tamme affære, hvor kun meget få hold deltog.

Holdtidskørsler er ikke i sig selv noget særligt, da det er en fast del af mange etapeløb. I VM-sammenhæng er de imidlertid ganske anderledes end det, der kendes fra den øvrige del af sæsonen. I gamle dage blev de ofte i Grand Tours afviklet over meget lange distancer på mere end 60 kilometer, men nu om dage foretrækker de fleste arrangører at begrænse længden og dermed undgå for store afstande mellem klassementsrytterne. Nu om dage køres der meget sjældent mere end 30 kilometer, og i langt de fleste løb er de endda betydeligt kortere.

I modsætning hertil afvikles VM over mere klassiske distancer. I 2012 blev vinderen fundet på en 53,2 kilometer lang rute i Limburg, og i 2013 var der hele 57,2 kilometer på programmet. I 2014 var distancen bare 100 meter kortere, men siden da har man reduceret det betydeligt og dermed gjort udfordringen mere sammenlignelig med det, der mødes i den øvrige del af sæsonen. Derudover er holdene betydeligt mindre end i etapeløbene, hvor otte eller ni ryttere er standarden. I VM-dysten er kun seks ryttere til start, og det er fjerdemandens tid, der tæller. Det gør det ekstra vigtigt at forblive sammen, planlægge løbet grundigt og satse på homogenitet, så man kan udnytte hver enkelt rytters styrke maksimalt. Samtidig gør det forhold, at der er tale om en enkeltstående begivenhed, at der stor set kun er specialister til start, og man ser ikke som i Grand Tours, at der er spinkle klatrere, der hænger på som det tynde øl og skal beskyttes.

I de første to år blev løbet domineret af Omega Pharma-Quick Step. I 2012 tog de den første titel efter en medrivende duel med BMC. Tom Boonen, Sylvain Chavanel, Tony Martin, Niki Terpstra, Kristof Vandewalle og Peter Velits ventede nervøst i hot seat, mens BMC var i gang med at levere et ridt, der potentielt kunne have forbedret deres præstation. Tejay van Garderen kørte imidlertid alt for stærkt på Cauberg mod slutningen af løbet, og som et resultat måtte holdet sagtne farten for at vente på Taylor Phinney. Dermed tabte de titlen med bare 3,23 sekunder og måtte tage til takke med andenpladsen, mens Orica-GreenEDGE indledte deres specialisering med at sikre sig en lidt overraskende bronzemedalje på en rute, der burde have været for hård til dem.

I 2013 gentog Omega Pharma-Quick Step bedriften efter en af de mest medrivende dramaer i nyere tid. Denne gang var de oppe mod ærkerivalerne fra Orica-GreenEDGE, der havde slået dem med mindre end et sekund i Touren. Trods den lange distance blev også VM afgjort med brøkdele af et sekund, og denne gang var udfaldet det modsatte. Omega Pharm-Quick Step-holdet med Chavanel, Martin, Terpstra, Vandewalle, Velits og Michal Kwiatkowski havde været klart hurtigst ved de to første mellemtider, men ved den sidste var de pludselig ét sekund efter australierne. Det fik dem til at øge farten og akkurat tippe balancen til deres fordel med mindre end et sekund. Et stærkt Sky-mandskab anført af Chris Froome fuldendte podiet, slået med 22 sekunder.

I 2014 blev Omega Pharma-Quick Steps dominans brudt, da BMC viste sig at være i en klasse for sig på den kuperede rute i Ponferrada. Trods fraværet af Taylor Phinney var den kollektive styrke af Tejay van Garderen, Peter Velits, Daniel Oss, Manuel Quinziato, Rohan Dennis og den nyprofessionelle Silvan Dillier tilstrækkeligt, og udfaldet blev aldrig bragt i tvivl. Til slut var de hele 32 sekunder hurtigere end Orica-GreenEDGE, der igen måtte nøjes med en sølvmedalje, og det var kampen om de sekundære placeringer, der gav drama. De forsvarende mestre fra Omega Pharma-Quick Step blev ramt af dårligt vejr og endte yderligere fire sekunder efter på tredjepladsen, mens en ekstremt formstærk Bradley Wiggins førte et decimeret Sky-hold, der efter få kilometer havde tabt to mand, til en fjerdeplads bare to sekunder fra en plads på podiet.

I 2015 fortsatte BMC deres nye status som det dominerende hold i disciplinen ved at forsvare titlen på hjemmebane i Richmond. 2014-vinderne Dennis, Dillier, Oss og Quinziato havde denne gang selskab af Taylor Phinney og Stefan Küng, og de slog klart Quick-Step med 12 sekunder. Movistar fortsatte deres framgang i disciplinen ved at tage deres første medalje, mens Orica-BikeExchange for første gang missede podiet med en fjerdeplads.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Sidste år var BMC storfavoritter til at lave et hattrick, men ganske overraskende blev de slået af Quick-Step. Efter en monsterføring af Marcel Kittel på de sidste kilometer lykkedes det det belgiske mandskab bestående af Kittel, Tony Martin, Niki Terpstra, Julien Vermote, Yves Lampaert og Bob Jungels at besejre deres amerikanske rivaler, der ellers havde været på vej mod et titelforsvar, med 12 sekunder. Orica-BikeExchange var denne gang ikke blandt favoritterne, men drog fordel af deres store homogenitet til at sikre sig endnu en bronzemedalje. Alle de tre medaljevindere fra sidst stiller til start igen i Bergen og hører til blandt de varmeste bud på en vinder.

Ruten

I 2012 lagde man benhårdt ud med at sammensætte en yderst kuperet rute i Limburg, der stod i skarp kontrast til de flade, ikke-tekniske powerruter, man anvender ved de fleste holdløb. Arrangørerne valgte at sende rytterne op ad mange af de kendte stigninger i Amstel Gold Race-terrænet, og man skulle endda over berømte Cauberg bare en kilometer fra stregen.

Siden da har man benyttet langt mere klassiske holdløbsruter til VM. I 2013 i Firenze var der udsigt til et af de hårdeste VM-linjeløb længe, men holdløbet var stort set helt fladt. I Ponferrada i 2014 var der kun en mindre stigning mod slutningen, og også her var holdløbet betydeligt nemmere end linjeløbet. Den samme trend blev fulgt i Richmond, hvor der heller ikke var nævneværdige højdemeter på programmet, mens sidste års rute i Qatar i sagens natur var en flad som en pandekage og en sand lækkerbisken for de store wattmonstre.

Nordmændene vender imidlertid tilbage til den oprindelige model fra 2012. Efter at have tilbragt et par dage i Bergen har jeg ved selvsyn konstateret, hvor kuperet byen er. Der er ikke meget fladt terræn, og specielt er byen kendetegnet ved, at der helt inde i centrum er mange meget stejle bakker med tocifrede stigningsprocenter. Det har man gjort brug af ved tidskørslerne, der både for holdløbets og enkeltstarternes vedkommende er betydeligt mere kuperede, end man har set længe. Blandt holdene er der således almindelig enighed om, at årets rute er den hidtil hårdeste - også hårdere end ruten i Limburg fra 2012.

I parentes bemærket er det interessant, at arrangørerne nærmest har anstrengt sig for at gøre linjeløbet så let som muligt. Det er svært at undgå de stejle bakker i Bergen, og det har man heller ikke gjort i forbindelse med tidskørslerne, hvor de norske chancer er stort set lig nul. Til linjeløbet har man imidlertid sammensat en rute, hvor den eneste stigning er regulær, jævn og meget mindre stejl end bakkerne fra tidskørslerne. Ruten er på papiret skræddersyet til Alexander Kristoff, og med tanke på designet af tidskørslerne er det svært ikke at tro, at der ikke har spillet nationale - og helt legitime - hensyn ind i rutesammensætningen.

Som skrevet ovenfor har man i de seneste to år reduceret distancen for holdløbet betydeligt i forhold til de første år, hvor der var mellem 50 og 60 kilometer på programmet. I de seneste to år har distancen været henholdsvis 38,8 og 40 kilometer, og den tradition fortsættes i år, hvor der skal tilbagelægges beskedne 42,5 kilometer. Samtidig fastholdes den hidtil anvendte model, hvor starten går uden for selve værtsbyen, mens målstregen er placeret i selve VM-området, hvor alle løb med undtagelse af herreelitens enkeltstart afsluttes.

Starten på holdløbet går i Ravnager på Øen Askøy, der ligger nordøst for Bergen. Herfra bevæger man sig langs den flade kystvej mod syd, inden man skærer tværs over øen via den første af de mange mindre bakker, der er spredt ud over hele ruten. Herfra fortsætter man gennem fladt terræn mod syd ned til Kleppestø, hvor den første mellemtid tages efter 10,5 kilometer. Kort efter skal man op over den relativt stejle Askøy Bridge, der bringer holdene tilbage til det norske fastland.

Efter at være tilbage i hovedlandet venter den nemmeste del af ruten. De næste mange kilometer er relativt flade og fører mod syd og sydøst ad ikke-tekniske veje, der går tæt på vandet i det væld af fjorde, der kendetegner området omkring Bergen. Der er kun enkelte mindre bakker på programmet, og det er her, specialisterne for alvor skal gøre en forskel. Efter cirka 23 kilometer når man kysten, hvorfra man følger vandet mod nordøst ind mod Bergens centrum. Heller ikke her er terrænet vanskeligt, men det ændrer sig i udkanten af Bergen.

Her venter dagens væsentligste udfordring, Birkelundsbakken, der er en 1,4 kilomter lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2%. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af de relativt overkommelige data. Der er tale om en ganske stejl sag, der starter let ud med en stigningsprocent på bare 5 på de første 500 meter. De følgende 500 meter stiger med 7,8% i snit, mens den mod toppen tager fat med hele 9,1%. Her venter også den stejleste passage, idet stigningsprocenten nær toppen kortvarigt kysser 15.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den anden mellemtid tages på toppen, der rundes med 11,5 kilometer igen, men det betyder ikke, at klatreudfordringerne er overstået. Selv om profilen ser relativt flad ud, venter der flere ganske hårde bakker på det følgende stykke, der leder mod nord mod centrum af Bergen. Først mod slutningen bliver det igen lidt fladere, men i centrum af Bergen efter den sidste mellemtid, der tages med 4,4 kilometer igen, venter til gengæld en anden udfordring i form af et ganske langt brostensstykke, der ovenikøbet stiger svagt - og det fortsætter endda med at stige efter afslutningen af pavéen. Her fortsætter man videre mod nordvest forbi målområdet - og stigningen Fløyen, der skal benyttes ved herreelitens enkeltstart. Herefter er resten af ruten imidlertid meget enkel: flad eller let faldende og uden skarpe sving. Kort før 40 kilometer-mærket når man det nordligste punkt, hvorefter man følger vejen rundt og herved sætter kursen mod sydøst og tilbage mod centrum af Bergen, hvor en flad finale med kun et par lette sving venter.

Vejret

Lige siden det blev offentliggjort, at VM skulle afvikles i Europas mest regnfulde by, har man frygtet, hvilken indflydelse det ventede regnvejr vil have. Nu ser det imidlertid ud til, at i hvert fald starten af ugen vil byde på fine betingelser, specielt søndag, hvor der kun ventes enkelte skyer, masser af sol og en temperatur på 14 grader. Der vil kun være en svag til let vind fra syd og sydvest. Det giver modvind på første del, medvind på anden del og til slut modvind igen efter den sidste vending.

Favoritterne

I de senere år har der været et meget klart hierarki på holdløbsscenen. Mens det frem til 2014 var Quick-Step og Orica-Scott, der dominerede disciplinen og udviklede en stærk intern rivalisering, dukkede BMC pludselig op på scenen, da de tog den yderst overraskende sejr ved VM i 2014. Siden da begyndte amerikanerne for alvor at fokusere på disciplinen, og efter triumfen i Ponferrada har de sat sig solidt på tronen.

BMC har siden september 2014 vundet langt de fleste holdløb på WorldTour-niveau, og der er kun ét hold, der for alvor har kunnet gøre dem rangen stridig. Quick-Step Floors er det eneste mandskab, der stabilt har været blandt de to stærkeste - også selvom de kun fik bronze i Ponferrada i 2014 (primært på grund af vejret) - og de har af og til kunnet matche amerikanerne. Kun sjældent er det lykkedes at vinde - mest bemærkelsesværdigt ved sidste års VM - men det er imponerende, at de to mandskaber så stabilt har kunnet tage de to første pladser i så mange holdløb. Der er således ingen tvivl om, at det er BMC og Quick-Step, der i øjeblikket er disciplinens dominerende mandskaber.

Herunder finder man en gruppe af hold bestående af Team Sky, ORICA-Scott og Movistar, der er de eneste øvrige medaljetagere ved VM. Movistar har af og til vundet på de meget tekniske ruter i Vueltaen, og Team Sky har sejret i Romandiet samt været meget tæt på en sejr i Touren, men kun sjældent har de truet de to store. ORICA-Scott er som regel blandt de bedste, men det er efterhånden længe siden, at de har vundet.

Endelig er der to fremadstormende hold, der banker på til en første VM-medalje. Sunweb og LottoNL-Jumbo har i de seneste år begge samlet en fremragende gruppe af temporyttere og er begge kendt som mandskaber, der fokuserer voldsomt på at udvikle rytternes tempoegenskaber. Sunweb viste senest klassen med en andenplads i Vueltaen, og LottoNL-Jumbo har længe banket på til noget stort. Det er blot et spørgsmål om tid, inden de to hold for alvor blander sig med de store.

De syv mandskaber skiller sig markant ud, og det vil være en stor overraskelse, hvis det ikke er blandt disse, at medaljetagerne skal findes. I år ser løbet imidlertid ud til at være langt mere åbent end tidligere, og reelt set kan alle de syv ovennævnte ende på podiet. Samtidig er det sjældent, at man går ind til et holdløb, hvor der ikke er en helt markant favorit, der skiller sig ud.

Det skyldes den meget kuperede og yderst uforudsigelige rute. For en gangs skyld kan jeg i mine optakter bruge min personlige erfaringer og skrive under på, at den er meget vanskeligere og mere kuperet, end profilen antyder. Birkelundsbakken er meget stejl nær toppen, og det bliver meget vanskeligt at holde samling på tropperne på så svær en stigning. Det kræver usædvanligt god fornemmelse af de gode klatrere at undlade at splitte holdet til atomer, som Tejay van Garderen gjorde det for BMC på Cauberg i 2012 - noget, der kostede dem et første verdensmesterskab. Derudover er der efterfølgende flere ganske hårde bakker, som end ikke kan anes på profilen, og det bliver i den sidste del af løbet meget svært at finde ind i en rytme.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Tilsyneladende deler Manuel Quinziato min vurdering. I hvert fald har den italienske maskine vist storsind og frivilligt givet afkald på en mulig drømmeafslutning på karrieren. Drømmen var at krone det hele med endnu en VM-titel, men efter at have prøvet ruten har han indset, at klatreren Tejay van Garderen kan gøre det langt bedre end ham på de mange stigninger. Derfor har han af egen fri vilje givet sin plads på BMC's hold til sin amerikanske holdkammerat, og det siger meget om vanskeligheden af ruten.

Det betyder også, at klatrestyrke betyder meget mere end vanligt, og selvom de store maskiner er anvendelig i starten og til allersidst, nytter det ikke meget, hvis man taber dem allerede på bakken, hvorfra der resterer hele 11,5 km. Derfor kræves der denne gang meget mere homogene hold med flere lette typer, end det har været kutyme i de senere år. Det afspejler sig også i holdudtagelserne. Eksempelvis har Marcel Kittel, der sidste år var helt afgørende for Quick-Step Floors, overhovedet ikke været i spil til en plads i deres trup.

Oprindeligt var jeg overbevist om, at BMC ville løbe med endnu en sejr, men efter at have prøvet ruten er balancen tippen til fordel for Team Sky. For første gang siden 2014 møder man til start med et hold, der reelt drømmer om at vinde, og denne gang handler det ikke som tidligere bare om en medalje. Ganske vist er store dele af holdet fokuseret på linjeløbet eller har været travlt beskæftiget af Vueltaen, og derfor har man ikke i samme omfang som BMC, Quick-Step Floors og ORICA-Scott fokuseret specifikt på begivenheden, men det har ikke lagt en dæmper på ambitionerne. Målet er klart: der skal vindes.

Til det formål har man samlet en fabelagtig gruppe af ryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart. Efter den knusende sejr på enkeltstarten i Vueltaen skiller specielt Chris Froome sig ud, og den formstærke brite synes at være kommet godt ud af det spanske løb. Det er måske ikke den optimale forberedelse, men Froome virkede så frisk mod slutningen, at han formentlig vil være guld værd på en rute som denne. Det samme vil Michal Kwiatkowski, der i år har kørt bedre enkeltstarter end længe og er som skabt til en eksplosiv rute som denne. Geraint Thomas er også perfekt til denne rute, og selvom han ikke er i topform, viste han i Tour of Britain, at formen er glimrende. Lægger man dertil, at Vasil Kiryienka også er en fremragende klatrer og i England viste, at han som altid har fundet VM-formen - og i år måske har kørt bedre enkeltstarter i den resterende del af året end nogensinde tidligere - er det klart, at holdet er ekstremt stærkt og homogent.

De svage punkter er Gianni Moscon og Owain Doull, der modsat holdkammeraterne ikke er specialister, men begge er de glimrende temporyttere. Moscon er italiensk mester, og specielt på en rute som denne, der er skræddersyet til hans alsidighed, vil han kunne yde et bidrag. Doull har i den seneste måned kørt sine bedste enkeltstarter nogensinde, og selvom han formentlig sættes som den første, vil han være i stand til at hjælpe. Samlet set er Team Sky skabt til denne rute og er det eneste hold, der kun består af ryttere med gode klatreben. Det gør dem til vores favorit.

Deres værste rivaler må være BMC, der som sagt har været altdominerende i de senere år. Det skyldes ikke mindst Rohan Dennis. Australieren er ubetinget verdens bedste holdløbsrytter og samtidig verdens bedste på korte, flade enkeltstarter. Han har ved utallige lejligheder vist, at BMC er næsten usårlige, når han er til start. Siden holdet lidt overraskende vandt VM i 2014, er Dennis faktisk kun to gange blevet besejret ved et holdløb, nemlig i Romandiet i 2015 (hvor man var til start med et ungt mandskab) og ved sidste års VM. Når Dennis er med, er BMC tæt på at være usårlige, og han har siden den ufrivillige exit fra Vueltaen forberedt sig målrettet på VM, og han formentlig tæt på topformen. Samtidig er korte, stejle stigninger helt perfekte for australieren, der vel næppe kunne have designet den bedre.

Resten af holdet består også udelukkende af tempospecialister, men de er ikke på samme måde skabt til ruten. Stefan Küng er i den absolutte verdenselite som temporytter, og han burde ikke få voldsomme problemer på bakkerne, der naturligvis også er en klar fordel for formstærke Tejay van Garderen. Silvan Dillier burde også føle sig til rette i dette terræn, men han er til gengæld ikke decideret tempospecialist. Det største problem er dog, at Daniel Oss og Miles Scotson meget vel kan være for tunge, og specielt sidstnævnte vil formentlig falde fra allerede på stigningen. Det er med andre ord klart, at holdet ikke er så homogent som Skys, og det har tippet balancen. Det betyder dog ikke, at de ikke sagtens kan vinde. Det kan Dennis altid, når han er til start i et holdløb.

Løbets overraskelse kunne meget vel være Sunweb, der virkelig stiller med et fabelagtigt hold til denne rute. Skulle Tom Dumoulin designe en enkeltstart, ville denne rute ikke ligge ham fjernt, og han har i måneder forberedt sig alene på de to tidskørsler ved VM. Han viste i Canada, at han er i god form, og som Dennis er han stærk nok til ene mand at kunne gøre en helt afgørende forskel. Hvis man dertil lægger, at Wilco Kelderman er i sit livs form og i Vueltaen kørte sit livs bedste lange enkeltstart, hvor han kun blev slået af Froome, har holdet en helt fantastisk grundstamme.

Michael Matthews er ligeledes i topform og har på det seneste forbedret sine tempoevner markant. Også han er som skabt til denne rute, og det samme er Søren Kragh, der sluttede Vueltaen i en helt forrygende form og har de fornødne tempoegenskaber. Lennard Kämna er en af verdens største tempotalenter og samtidig en glimrende klatrer, og dermed er det klart, at holdet har en skræmmende kerne af temporyttere, der kan klatre. Kun Sam Oomen er ikke specialist, men han klatrer til gengæld fremragende og kørte meget stærkt i Vueltaen, og også han vil derfor kunne bidrage. Med andre ord har Sunweb et homogent hold, der er skabt til ruten, og de kan formentlig køre med om sejren - hvis ikke manglen på rutine koster for meget.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

LottoNL-Jumbo har måske det mest imponerende hold af tempospecialister. Primoz Roglic etablerede sig i foråret som verdens måske bedste temporytter på kuperede ruter, og han kunne derfor ikke have fået en meget bedre rute her heller. Lars Boom har efter sit rædselsforår fundet topniveauet igen i dette efterår og er endda også igen begyndt at køre gode enkeltstarter - en tendens, han kronede med den flotte sejr i det stærke selskab i Tour of Britain. Her blev holdkammeraten Victor Campenaerts endda nummer 2, og også han klatrer fint på en rute som denne. Det samme gør Stef Clement, men han er til gengæld ikke den temporytter, han engang var.

Normalt ville Jos van Emden være en ekstremt vigtig motor, men spørgsmålet er, om ruten bliver for svær til, at han for alvor kan bidrage i det forventelige omfang. Samtidig er Gijs Van Hoecke bestemt ikke specialist og fremstår som holdets svage led trods en imponerende form i Tour of Britain. Havde dette været en flad rute, havde LottoNL-Jumbo været en af topfavoritterne, men spørgsmålet er, om ikke ruten her er for svær til, at man kan drømme om mere end en bronzemedalje.

Quick-Step Floors er kendt som en af de to førende specialister i disciplinen, men denne gang vil vi blive overraskede, hvis de vinder. Det skyldes en rute, der bestemt ikke passer til truppen. Ganske vist er de alle gode temporyttere, der ville have været skræmmende på en flad rute, men holdets største motor, Yves Lampaert, samt altid stærke Niki Terpstra får det svært på stigningen. Lægger man dertil, at Jack Bauer, Julien Vermote og Philippe Gilbert trods gode klatreegenskaber og solide tempoevner ikke er specialister, er det klart, at chancerne er mindre end vanligt. På denne rute er Bob Jungels den vigtigste mand, men det bliver svært for ham alene at gøre forskellen på et hold, hvor kun tre kan betragtes som specialister, og hvor to er for tunge til terrænet.

Movistar har i de senere år virkelig udviklet sig i disciplinen og nåede et foreløbigt højdepunkt med bronzemedaljen i 2015. Siden da er det imidlertid gået lidt ned ad bakke, og de har ikke siden været på samme niveau. Normalt er det ellers specielt på ruter som denne, at de imponerer, men der er flere svagheder ved deres nuværende hold. Først og fremmest har den store motor, Jonathan Castroviejo, kørt dårlige enkeltstarter hele året, og selvom ruten passer ham, er han ikke ved fordums styrke. Samtidig er ruten for svær for holdets to andre store specialister Alex Dowsett og Jasha Sütterlin, og den er også på grænsen for Imanol Erviti, der endda ikke kan betegnes som decideret specialist. Den er til gengæld god for Gorka Izagirre og Andrey Amador, men de er til gengæld ikke specialister - og samtidig må Amador være langt fra formen. Trods et på papiret stærkt mandskab bliver det derfor svært for Movistar at vinde endnu en medalje.

Det gør det også for ORICA-Scott, der ellers kun har misset top tre én eneste gang. Holdet har som altid forberedt sig målrettet, og de gør det derfor stort set altid bedre end ventet. Alligevel får de det svært på denne rute. Den er ganske vist god for specielt Daryl Impey og Damien Howson, og også den stadigt stærkere Luke Durbridge vil være god i Bergen - selvom han desværre fortsat er på vej tilbage fra en skade. Problemet er, at ruten er for svær for Svein Tuft, Alexander Edmondson og Michael Hepburn, og man vil formentlig miste for meget tid på stigningen til at kunne matche de mere klatrestærke og homogene hold. Derfor kunne det ligne deres andet år uden medalje - selvom de altid kører bedre, end man forventer.

***** Team Sky

**** BMC, Sunweb

*** LottoNL-Jumbo, Quick-Step Floors

** Movistar, ORICA-Scott

* Katusha-Alpecin, Bora-hansgrohe

Danskerne

Søren Kragh Andersen er til start for et meget stærkt Sunweb-mandskab, der som skrevet ovenfor er en reel medaljekandidat. Michael Mørkøv stiller op for Katusha-Alpecin, der imidlertid næppe kan køre med om medaljerne.

Starttider

15h40 : TEAM FIXIT.NO
BLALID Marius
EIKELAND Ken-Levi
LOVIK Asmund Romstad
MADSEN Kristoffer
OVERLAND Bjornar Vevatne
SPIKSETH Elias

15h43 : TEAM SPAREBANKEN SOR
AASVOLD Kristian
DAHL Herman
ROINAS Fridtjof
SKJOLD Mathias
TRONDSEN Trond Hakon
VANGSTAD Andreas

Læs også

LIVE nu: Bahrain sætter Lidl-Trek under pres på sidste bjergetape

15h46 : UNO - X HYDROGEN DEVELOPMENT TEAM
FLOTTEN Audun Brekke
RESELL Erik Nordsaeter
RUDLAND Hans Kristian Haadem
SLEEN Torjus
TRAEEN Torstein
WAERSTED Syver Westgaard

15h49 : SANGEMINI - MG. K VIS
BERNARDINI Simone
GAFFURINI Nicola
GAZZARA Michele
SALVIETTI Niccolo
SCARTEZZINI Michele
TOTO’ Paolo

15h52 : JOKER ICOPAL
FORFANG Ole
HAGEN Carl Fredrik
HALVORSEN Kristoffer
HOELGAARD Markus
HOEM Bjorn Tore
SKJERPING Kristoffer

15h55 : CCC SPRANDI POLKOWICE
BIALOBLOCKI Marcin
KOCH Jonas
OWSIAN Lukasz
PATERSKI Maciej
TACIAK Mateusz
TRATNIK Jan

15h58 : ASTANA PRO TEAM
CATALDO Dario
CHERNETSKI Sergei
GATTO Oscar
GRIVKO Andrey
KORSAETH Truls
LUTSENKO Alexey

16h01 : LOTTO NL - JUMBO
BOOM Lars
CAMPENAERTS Victor
CLEMENT Stef
ROGLIC Primoz
VAN EMDEN Jos
VAN HOECKE Gijs

16h04 : KATUSHA - ALPECIN
HOLLENSTEIN Reto
KRISTOFF Alexander
MACHADO Tiago
MARTIN Tony
MORKOV Michael
POLITT Nils

16h07 : BORA - HANSGROHE
BARTA Jan
BODNAR Maciej
BURGHARDT Marcus
KONRAD Patrick
POSTLBERGER Lukas
SARAMOTINS Aleksejs

16h10 : MOVISTAR
AMADOR Andrey
CASTROVIEJO Jonathan
DOWSETT Alex
ERVITI Imanol
IZAGUIRRE INSAUSTI Gorka
SUTTERLIN Jasha

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

16h13 : TREK - SEGAFREDO
BRANDLE Matthias
COLEDAN Marco
DE KORT Koen
IRIZAR ARAMBURU Markel
PANTANO GOMEZ Jarlinson
THEUNS Edward

16h16 : TEAM SUNWEB
DUMOULIN Tom
KAMNA Lennard
KELDERMAN Wilco
KRAGH ANDERSEN Soren
MATTHEWS Michael
OOMEN Sam

16h19 : TEAM SKY
DOULL Owain
FROOME Chris
KIRYIENKA Vasil
KWIATKOWSKI Michal
MOSCON Gianni
THOMAS Geraint

16h22 : ORICA - SCOTT
DURBRIDGE Luke
EDMONDSON Alex
HEPBURN Michael
HOWSON Damien
IMPEY Daryl
TUFT Svein

16h25 : BMC
DENNIS Rohan
DILLIER Silvan
KUNG Stefan
OSS Daniel
SCOTSON Miles
VAN GARDEREN Tejay

16h28 : QUICK STEP
BAUER Jack
GILBERT Philippe
JUNGELS Bob
LAMPAERT Yves
TERPSTRA Niki
VERMOTE Julien